Spm. nr. S 1522

25) Til klima- og energiministeren af:

Per Clausen (EL):

Vil ministeren arbejde for, at EU øger sine CO 2 -reduktionsmål, så de indebærer mindst samme fremadrettede CO 2 -reduktioner i forhold til den aktuelle udledning som i lande som Canada, Japan, New Zealand og Norge samt de forslag, præsident Obama har fremlagt for USA?

Værsgo at oplæse spørgsmålet.

Spørgsmålet lyder:

Vil ministeren arbejde for, at EU øger sine CO 2 -reduktionsmål, så de indebærer mindst samme fremadrettede CO 2 -reduktioner i forhold til den aktuelle udledning som i lande som Canada, Japan, New Zealand og Norge samt de forslag, præsident Obama har fremlagt for USA?

Ministeren.

EU har fastslået, at man vil reducere sine udledninger med 20 pct. i forhold til 1990 – under alle omstændigheder – og at man er parat til at påtage sig et reduktionsmål på 30 pct. i 2020 sammenlignet med 1990, forudsat at andre ilande forpligter sig til sammenlignelige reduktioner, og at også udviklingslandene bidrager på passende vis.

Der skal ikke være tvivl om, at regeringen mener, som jeg også var inde på før, at EU skal påtage sig et reduktionsmål på 30 pct. som led i indgåelsen af en samlet set tilfredsstillende klimaaftale. Og i så fald er Danmark naturligvis parat til at påtage sig sin rimelige andel af den ekstra reduktion. Derved fastholdes EU's og Danmarks ledende rolle, da man tager sit ansvar for at løse klimaudfordringen.

Som sagt under min besvarelse af det forrige spørgsmål for lidt siden mener jeg ikke, som spørgeren lægger op til, at man bare kan konkludere, at EU's indsats halter bagud i forhold til de andre, tværtimod. Hvorvidt industrilandenes indsats er sammenlignelig, vil i sidste ende være en vurdering på baggrund af en række kriterier såsom landenes bruttonationalprodukt pr. indbygger, reduktionspotentialer, hidtidige klimaindsats, befolkningsudvikling og samlede drivhusgasemissioner.

Jeg forventer i øvrigt, at Europa-Kommissionen i løbet af foråret vil foretage yderligere tekniske analyser og sammenlignelighedsvurderinger, og at spørgsmålet vil blive drøftet blandt medlemslandene i juni.

Hr. Per Clausen.

Indtil nu har det været sådan, at man i EU har sagt, at man ville gå fra de 20 pct. til de 30 pct. som led i en global aftale, hvor de øvrige industrialiserede lande forpligtede sig til tilsvarende reduktioner, og hvor tredjeverdenslandene ud fra nogle bestemte præmisser også forpligtede sig. Nu har klimakommissæren jo imidlertid sagt, at vi ikke kan forvente, at der kommer nogen samlet aftale, heller ikke i Mexico.

Jeg vil godt spørge: Hvad er så regeringens strategi? Altså, hvad skal der så til, før den danske regering vil arbejde for, at EU øger sine ambitioner til 30 pct.? Det at øge sine reduktionsambitioner til 30 pct. kunne jo sådan set godt kobles sammen med nogle 2020-mål, hvis man sagde, at det, vi skal opnå i 2020, er at reducere CO 2 -udslippet, løse nogle problemer i forhold til vores ressourceforbrug og øge beskæftigelsen, altså at det ligesom var det, der var drivkraften. Men nu er det jo kun nævnt som noget af det, man håber også at kunne opnå.

Jeg vil godt spørge ministeren: Hvad er det, der skal til, og som er realistisk, før EU øger sine ambitioner på CO 2 -reduktions-området?

Ministeren.

Der er ingen tvivl om – lad mig lige få det med her – at den her diskussion i EU om klima og energi i høj grad bliver set i en bredere kontekst end kun COP-forhandlingerne. Det bliver set som et spørgsmål om at holde trit i det grønne kapløb, det bliver også set i det perspektiv, at det gælder om at mindske uafhængigheden af udenlandske energiproducenter. Så debatten er altså meget bredere end udelukkende at være knyttet til COP-forhandlingerne.

Så er det sådan, at regeringen har det overordnede udgangspunkt i den her debat, ikke mindst da vi er COP-formand, at vi naturligvis driver denne proces omkring COP-forhandlingerne frem, så lang tid vi kan se, at der overhovedet er nogen mulighed for, at man kommer i havn i Cancún. Og der er vi altså endnu ikke i den situation, at vi mener, at man skal foretage et kursskifte, og dermed er diskussionen om, hvorvidt man skal gå til 30 pct. her og nu, heller ikke aktuel.

Hr. Per Clausen.

Jeg har selvfølgelig noteret mig, at regeringen er mere ambitiøs end klimakommissæren. Det lyder selvfølgelig umiddelbart betryggende, men det kan jo på den anden side siges, at det også kan være udtryk for, at man snakker om nogle mål, man godt ved man ikke når, for ikke at snakke om de mål, man måske kunne nå. Jeg fik faktisk ikke noget svar på, hvad det er for nogle krav, der skal opfyldes, og som kunne føre til, at EU i den nuværende situation kunne bevæge sig fra de 20 pct. til de 30 pct.

Jeg vil godt supplere med et spørgsmål: Er ministeren i grunden ikke enig med mig i, at hvis man i EU havde en politik, der handlede om, at man hurtigt skulle gøre sig uafhængig af fossile brændstoffer, sikre sig en forsyningssikkerhed på energiområdet, sikre, at man kom i spidsen i forhold til den grønne forandring, som jeg forstår at ministeren også er enig med mig i er nødvendig, ville det sådan set hænge ganske godt sammen med at have et reduktionsmål på 30 pct. på CO 2 -udslippet i 2020?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi er mere ambitiøse end klimakommissæren. Jeg tror, at alle er klar over, at dette er en meget kompliceret forhandlingsproces, og det, jeg også prøvede på at give udtryk for, er, at Danmark jo har COP-formandskabet. Derfor har vi en helt særlig rolle, og det tilkommer simpelt hen ikke COP-formandskabet at komme med alle mulige forudsigelser om, hvad vi kan opnå i Cancún på et tidspunkt, hvor forhandlingerne slet ikke er gået i gang igen; det gør de jo altså så som bekendt den 8. april.

Helt specifikt med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skal til, må man jo sige, at der skal det til, at vi nu får en rapport fra Europa-Kommissionen – den er under udarbejdelse, og den skal jo netop diskuteres i juni måned. Der får vi jo så yderligere sat kød på den her diskussion om, hvad det vil indebære for EU at gå til 30 pct., og hvordan vi skal definere sammenlignelighed.

Hr. Per Clausen.

Jeg er sådan set enig i, at det sikkert er fornuftigt nok, at Danmark som formandsland ikke meget tidligt siger, at man ikke kan nå resultatet. Men jeg bemærker jo også noget blandt folk, som man ikke kan mistænke for ikke at have ambitioner på klimaets og energipolitikkens vegne; f.eks. roste en af Informations lederskribenter netop klimakommissæren for, at hun nu var holdt op med at snakke om utopiske forhandlingsløsninger, men snakkede om noget andet, nemlig om hvilke konkrete initiativer vi skal tage.

Det mener jeg måske også kan være en fornuftig måde at komme videre herfra på, og derfor synes jeg jo, at det ville være godt, hvis man fra ministerens side og fra den danske regerings side gjorde sig nogle overvejelser om, hvornår det er, at Danmark klart og utvetydigt vil sige, at vi skal rykke fra de 20 pct. til de 30 pct. i CO 2 -reduktion, fordi vi mener, at betingelserne er opfyldt, når de oprindelige betingelser, vi opstillede, næppe lader sig opfylde inden for en overskuelig fremtid.

Ministeren.

I den artikel, som hr. Per Clausen nævner, indgår også følgende udtryk: realisme, realisme, realisme. Det stammer sådan set fra undertegnede, så det er hele tiden det, der er udgangspunktet, men igen bliver jeg nødt til at sige – og jeg takker også for eller kvitterer for bemærkningen netop om det – at der jo altså er noget vedrørende rollefordelingen. Rollefordelingen er nu engang skruet sådan sammen, at Danmark som COP-formand hele tiden skal forsøge at presse den her proces så langt frem som overhovedet muligt.

Så vil jeg igen til spørgsmålet om, hvornår vi tager den debat i EU-kredsen om at gå fra de 20 pct. til de 30 pct., svare, at det gør vi jo netop på et oplyst grundlag, når Europa-Kommissionen kommer med rapporten. Den er under udarbejdelse, og den skal så drøftes i juni måned.

Tak til hr. Per Clausen, og tak til klima- og energiministeren. Hermed sluttede spørgsmål 25.

Vi går til spørgsmål 26. Det er stillet til fødevareministeren af hr. Benny Engelbrecht.