Finansudvalget 2009-10
S 2388
Offentligt
866606_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
Finansministeren
18. juni 2010
Svar på spørgsmål nr. S 2388 af 9. juni 2010 stillet af Per Clausen
(EL).
Spørgsmål:
”Mener ministeren, at Danmark bør underlægges præcis de samme kontrolforan-
staltninger i forhold til vores økonomi og de samme sanktionsmuligheder fra
EU’s side som eurolandene?”
Svar:
Danmark er som alle andre EU-lande omfattet af de grundlæggende EU-regler for
finanspolitik i Stabilitets- og Vækstpagten. Danmark og de andre lande uden for
euroen kan dog i henhold til proceduren for uforholdsmæssigt store underskud
ikke modtage et pålæg (en skærpet henstilling) eller idømmes sanktioner, hvilket er
forbeholdt eurolandene.
Krisen har for en række lande såvel indenfor som udenfor euroen betydet store
underskud på de offentlige finanser, stigende gældsniveauer og derfor presserende
konsolideringsudfordringer. En styrket Stabilitets- og Vækstpagt, som forbedrer
EU-landenes incitamenter i gennemførelsen af den økonomiske politik, og som
giver bedre og mere anvendelige sanktionsmuligheder, er således relevant for lan-
de både i og uden for euroen.
I forbindelse med de aktuelle EU-drøftelser om en styrkelse af Stabilitets- og
Vækstpagten er regeringen åben over for at drøfte mulighederne for økonomiske
og politiske sanktionsmuligheder på basis af evt. kommende forslag fra Kommis-
sionen. Regeringen kan støtte en mere gradvis og tidligere anvendelse af sanktio-
ner i forhold til situationen i dag f.eks. med henblik på at skærpe tilskyndelsen til
at konsolidere de offentlige finanser i gode tider.
Finansministeriet • Christiansborg Slotsplads 1 • 1218 København K • T 33 92 33 33 • E [email protected] • www.fm.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2
Regeringen lægger vægt på, at sanktioner skal være regelbaserede, og finder gene-
relt, at en evt. udvidelse af muligheden for sanktioner der omfatter både eurolande
og ikke-eurolande, bør ske under forudsætning af, at beslutninger om sanktioner
også træffes af alle EU-lande. Regeringens endelige holdning til spørgsmålet om
sanktioner må naturligvis fastlægges i lyset af Kommissionens konkrete forslag.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen