Paragrafområde:
§
9
Skatteministeriet
Tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 1-7-2011 (Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget).
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) undlod at stemme.
Et andet mindretal (Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) stemte imod andragendet.
Socialdemokraternes, Socialistisk Folkepartis, Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget udtaler, at de mener, at indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet skal styrkes.
Partierne har fremsat forslag om og støttet ressourcetilførsel til SKAT ved de seneste to finanslove for bl.a. at styrke toldindsatsen og dermed kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet. Regeringen og Dansk Folkeparti har ved begge behandlinger stemt imod forslagene. Ligeledes har Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre som forligspartier ved de seneste flerårsaftaler for politi- og anklagemyndighed bidraget til sikringen af bevillinger, så indsatsen hos politi- og anklagemyndighed mod grænseoverskridende kriminalitet kunne styrkes.
Indsatsen mod den stigende grænseoverskridende kriminalitet skal fortsat styrkes. Erfaringer og anbefalinger peger klart på, at indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet er mest effektiv, hvis den baseres på efterretninger og analyser af kriminalitetsmønstre, tæt samarbejde mellem myndigheder og tillidsfuldt samarbejde med nabolande. Derfor har indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet de senere år også været baseret på disse erfaringer og anbefalinger. Eksempelvis udføres dele af politiets indsats i dag via den såkaldte baglandspatrulje. Det sikrer en målrettet indsats, som skal styrkes.
På baggrund af ovenstående kan S, SF, RV og EL tilslutte sig de i aktstykke 128 forslåede bevillinger til SKAT og politi- og anklagemyndighed. Partierne kan ikke tilslutte sig de dele af bevillingerne i aktstykket, der vedrører etablering af kontrolanlæg i Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd. S, SF, RV og EL foreslår i stedet disse midler anvendt til at styrke forudsætningerne for en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats mod den grænseoverskridende kriminalitet.
Perioden efter aftalens indgåelse har været en uskøn seance. Regeringen har ikke været i stand til at svare Folketinget på det meget simple spørgsmål om aftalen efterlever Danmarks internationale forpligtelser, herunder forpligtelserne over for Schengen-samarbejdet og EU-traktaten. Ministre har videregivet fejlagtige oplysninger til Folketinget og offentligheden om aftalen. Forskeres ytringsfrihed er knægtet. Længe uimodsagt af regeringspartierne har Dansk Folkeparti ført an i en uskøn konfrontation mod vores nabo mod syd, Tyskland. Samtidig står det stadig hen i det uvisse, hvordan aftalen om ”Permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol)” skal føres ud i livet.
Partierne finder regeringens håndtering af processen præget af inkompetence. Regeringens håndtering af sagen har været en katastrofe. Danske interesser er skadet. Vores erhvervsliv er rystet. S, SF, RV og EL er derfor helt enige med direktøren for Dansk Industri Karsten Dybvad, når han mener, at aftalen har skadet Danmarks forhold til udlandet.
Behovet for en mere effektiv indsats over for grænseoverskridende kriminalitet er til stede. Stigningen i den grænseoverskridende kriminalitet afspejler sig også i Danmark.
Ifølge Det Europæiske Politisamarbejde, Europols rapport fra maj 2011: ”Europol Organised Crime Threat Assessment 2011” er organiseret kriminalitet i Europa en stadig stigende forretning med en omsætning på mange milliarder euro. Alene svindel med moms koster enkelte EU-lande op mod 3 mia. euro årligt.
De kriminelle, som organiserer og udfører kriminaliteten, er blevet mere alsidige. De samarbejder i langt større omfang end tidligere på tværs af landegrænser, etnicitet og kriminalitetsområder. Og de benytter i stigende omfang internettet til kriminelle handlinger.
Indtil indgåelsen af aftalen om ”Permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol)”, der ligger bag aktstykke 128, var regeringspartierne at hovedelementer i aftalen ikke var den mest effektive måde at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.
Således svarede justitsminister Lars Barfoed til Folketingets Retsudvalg den 30. marts 2011, at ”En genindførelse af grænsekontrollen er efter Rigspolitiets vurdering hverken et nødvendigt eller hensigtsmæssigt redskab til bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet. Ud fra en politifaglig vurdering får man således mere ud af at anvende de betydelige ressourcer, som effektiv grænsekontrol vil kræve, på efterretningsbaserede indsatser i forhold til den organiserede kriminalitet.”
Rigtigheden i justitsministerens svar til Folketinget underbygges af holdningen hos det europæiske politisamarbejde (Europol). Således siger Rob Wainwright, øverste chef for Europol den 9. juni 2011, at ”Set fra vores synspunkt har organiserede kriminelle altid fundet måder at krydse grænser på forbi kontroller. Hvis man vil opløse organiserede kriminelle grupper, er det mest effektive værktøj, at man deler informationer, analyser og laver fælles, målrettede operationer,”
S, SF, RV og EL opfordrer derfor til, at der sikres en effektiv bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet, som beskrevet i bemærkningerne til B 144 Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke 128 af 12. maj 2011 om permanent toldkontrol i Danmark.