EUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 273: Notat om svar på åbningsskrivelse vedr. fødevarehygiejne (sag nr. 2009/2286)

Forordning (EF) nr. 853/2004, artikel 1, stk. 5, litra b, nr. iiArtikel 1, stk. 5, litra b, nr. ii, i forordning (EF) nr. 853/2004, fastsætter, at en detailvirksomhed,som også har levering af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, ikke er omfattet afforordningen, når leveringen i henhold til nationale regler kun udgør en marginal, lokal og be-grænset aktivitet.Bestemmelsen er affattet således: Artikel 1, stk. 5, specielt litra b, pkt. ii:5.a) Medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, finder forordningen ikke an-vendelse på detailhandel.b) Forordningen finder dog anvendelse på detailhandel, når der udføresaktiviteter med henblik på at levere animalske fødevarer til en andenvirksomhed, medmindre:i)aktiviteterne udelukkende består i oplagring eller transport, hvorde specifikke temperaturkrav i bilag III ikke desto mindre skalfinde anvendelse,eller

de animalske fødevarer udelukkende leveres til andre detailvirk-somheder, og en sådan levering i overensstemmelse med nationalret er en marginal, lokal og begrænset aktivitet.c) Medlemsstaterne kan vedtage nationale foranstaltninger med henblik påat anvende denne forordnings bestemmelser på detailvirksomheder, derer beliggende på deres område, og på hvilke den ikke ville finde anven-delse i henhold til litra a) og b).Danmark har fastsat nationale regler, som fastlægger, hvad der skal forstås ved marginal, lokalog begrænset aktivitet. Kommissionen anfører med henvisning til forordningens betragtning nr.13, at de danske regler tillader for stor levering i for stort geografisk område. De danske reglerfindes i bekendtgørelse nr. 149 af 25. februar 2009 om autorisation og registrering af fødevare-virksomheder m.v. (i det følgende benævnt autorisationsbekendtgørelsen), § 9:§ 9.Virksomheder, som er autoriseret efter § 8, stk. 1, eller registreret efter§ 12, kan behandle fødevarer med henblik på levering til andre virksomheder,der leverer direkte til den endelige forbruger. Leveringen kan evt. finde sted viaen virksomhed, der alene opbevarer eller transporterer fødevarer.Stk. 2.Levering i henhold til stk. 1 kan finde sted på betingelse af, at:1) værdien af de fødevarer, der leveres til andre virksomheder, ikke oversti-ger den dobbelte værdi af de fødevarer, der markedsføres direkte til denendelige forbruger,2) virksomheden uanset leveringen til andre virksomheder fortsat har karakteraf virksomhed, der leverer direkte til den endelige forbruger,3) leveringen af animalske fødevarer til andre virksomheder ikke overstiger2,5 ton pr. uge, og4) leveringen af animalske fødevarer til andre virksomheder udelukkendesker til virksomheder beliggende i Danmark.Hovedreglen er, at værdien af fødevarer, der leveres til andre virksomheder, ikke må overstigeden dobbelte værdi af de fødevarer, der markedsføres direkte til den endelige forbruger. Dvs.værdien af fødevarer, der leveres til andre virksomheder, må højst udgøre 2/3 af den samledeomsætning, deraf betegnelsen 2/3-reglen.Herudover er der følgende andre begrænsninger i bestemmelsen:1. Leveringen må kun ske til virksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, dvs.det kan fx ikke være til en ferskvareterminal eller et storkøkken, som ikke også leverer til denendelige forbruger, men kun til andre virksomheder. Leveringen kan altså fx ikke være til ethospitalskøkken, som kun leverer til afdelingskøkkener, ikke direkte til patienter.2. Virksomheden skal stadig have karakter af virksomhed, der leverer direkte til den endeligeforbruger, dvs. det skal være en butik eller et køkken, hvorfra der leveres direkte til den ende-lige forbruger.3. Specifikt for animalske fødevarer er der to yderligere begrænsninger:

a) der må højst leveres 2,5 ton animalske fødevarer pr. uge til andre virksomheder, ogb) animalske fødevarer må kun leveres til andre virksomheder i Danmark.I national dansk lovgivning skelnes der mellem detail- og engrosvirksomheder vedr. betaling forden offentlige kontrol – detailvirksomheder betaler ikke for den offentlige kontrol, mens engros-virksomheder gør. Derfor omfatter 2/3-reglen også virksomheder, som markedsfører andre føde-varer end animalske fødevarer til andre virksomheder.Virksomheder, som er omfattet af 2/3-reglen, og som håndterer animalske fødevarer, er ikke om-fattet af de supplerende bestemmelser i forordning (EF) nr. 853/2004. Dette indebærer bl.a., at deikke står opført på listerne over EU-virksomheder, og at de ikke forsyner deres produkter medidentifikationsmærke.§ 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen giver virksomheder, som i forvejen er autoriseret ellerregistreret til detailhandel med fødevarer mulighed for inden for de grænser, som nationalt er satfor marginal, lokal og begrænset aktivitet, at levere fødevarer til andre detailhandlende. Bestem-melsen sikrer, at virksomheder, som i udgangspunktet er detailhandlende, kan bevare denne sta-tus, selv om de i begrænset omfang har en aktivitet, som ellers ville betragtes som en engrosakti-vitet. Selv om bestemmelsen indeholder elementer, som begrænser mængden af produkter, sommå leveres til andre detailhandlende, er der ikke tale om regulering af produkter, men blot græn-ser for, hvornår en virksomhed ikke længere kan have status af detailhandlende. Der er såledestale om en regel, som giver virksomheder mulighed for selv at vælge at bevare sin status som de-tailhandlende på trods af et begrænset salg til andre detailhandlende, ikke en regel, som pålæggervirksomheder restriktioner eller som regulerer produkter.De eksisterende danske regler regulerer nationale forhold, og det er derfor regeringens opfattelse,at det principielt vil være bedst i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, at dette områdereguleres nationalt.Ligeledes er det regeringens opfattelse, at de eksisterende nationale regler ikke på nogen mådemedfører øget risiko for fødevaresikkerheden. Det er ikke et problem for danske virksomheder atbevare kølekæden for de fødevarer, hvor det er nødvendigt, i de tidsrum, der medgår til lokaltransport af fødevarer inden for de danske grænser og således heller ikke et problem at sikre kø-lekæden ved en transport over en afstand på 350 km, som Kommissionen udtrykker bekymringfor.Samlet er det derfor regeringens opfattelse, at der er tale om regler, der ligger inden for rammer-ne af de muligheder, forordningen giver for nationalt at fastsætte regler.I lyset af, at Kommissionens opfattelse af det nationale råderum afviger fra regeringens opfattel-se, har regeringen dog alligevel besluttet at ændre de danske bestemmelser om levering af ani-malske fødevarer fra detailhandlende til andre detailhandlende, så omfanget af leveringen til an-dre detailvirksomheder begrænses, og så leveringen begrænses til et mindre geografisk område,

dog med mulighed for at tillade levering over større afstande af små mængder af produkter, somer specialiteter for den enkelte leverandørvirksomhed.For animalske fødevarer begrænses omsætningen:Værdien af leverancer til andre detailvirksomheder må højst udgøre 1/3 af den totale om-sætning.Der må højst leveres 1.500 kg pr. uge af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder.Leverancer til andre detailvirksomheder må kun ske til detailvirksomheder i en radius af 50km fra leverandørvirksomheden, og den geografiske begrænsning til det danske markedfjernes.Dog kan små mængder af specialprodukter leveres til detailvirksomheder i Danmark udenafstandsbegrænsning. Specialprodukterne må højst udgøre 100 kg af de 1.500 kg pr. uge.Specialprodukter kan fx være pølser produceret med en særlig krydderiblanding eller sær-lig røgemetode.Bestemmelserne forventes gennemført med virkning fra medio april 2011. Kommissionen vilblive orienteret om gennemførelsen af de nye bestemmelser.

Disse to forhold vil blive behandlet i de følgende afsnit.Kommissionen henviser i sin skrivelse til den seneste udgave af de nationale bestemmelser, be-kendtgørelse nr. 149 af 25. februar 2009 om autorisation og registrering af fødevarevirksomhe-der m.v.1Regeringen ønsker at gøre opmærksom på, at de danske regler er videreførelse af regler, som vargældende i Danmark før vedtagelsen af hygiejneforordningerne i 2004 og dermed også før for-ordningerne skulle anvendes fra 1. januar 2006. For så vidt angår det nationale krav om autorisa-tion af en række virksomheder, er der tale om en uændret videreførelse. For så vidt angår forstå-elsen af marginal, lokal og begrænset, blev de hidtidige regler begrænset fra 1. januar 2006, idetden tilladte mængde animalske fødevarer blev nedsat fra 5 tons pr. uge til 2,5 ton pr. uge.

Underretning efter forordning (EF) nr. 852/2004, artikel 6, stk. 3Det fremgår af artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 852/2004, at det nationalt kan besluttes atkræve autorisation af virksomheder, som i henhold til forordningen i øvrigt blot kræves registre-ret. Det fremgår endvidere, at såfremt en medlemsstat beslutter at fastsætte et sådant krav, skalden underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de relevante nationale bestemmel-ser.Danmark har nationalt fastsat krav om autorisation af alle produktionsvirksomheder i senere ledend primærproduktionen samt af enkelte primærproducenter. Danmark har ikke i overensstem-melse med artikel 6, stk. 3, underrettet Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom. Fradansk side tilstræbes det at overholde de fælles forpligtelser, der følger af den fælles EU-lovgivning, herunder også underretningsforpligtelsen. Det beklages, at det ikke er sket i dette til-fælde.Årsagen, til at underretning ikke sker på nuværende tidspunkt, er, at regeringen overvejer at æn-dre de nationale bestemmelser og har iværksat politiske forhandlinger herom. Kommissionen vilblive orienteret om de danske regler, når overvejelserne er tilendebragt.Meddelelse efter direktiv 98/34/EF2, artikel 8, stk. 1Kommissionen anfører, at den omhandlede bekendtgørelses § 9, stk. 2, udgør tekniske forskrifterfor produkter, jf. artikel 1, nr. 11), i direktiv 98/34/EF, som der skulle være givet meddelelse omforud for vedtagelsen, jf. direktivets artikel 8, stk. 1.Den danske regering er ikke enig heri og finder ikke, at Kommissionen har peget på, hvilke deleaf artikel 8, stk. 1, og artikel 1, nr. 11, der konkret giver anledning til, at der skulle være givetforudgående meddelelse.Gennemgang af reglerne i direktiv 98/34/EF, særligt artikel 1, nr. 11, og EU-Domstolens rele-vante fortolkningerEfter artikel 8, stk. 1, i direktivet har en medlemsstat pligt til straks at sende Kommissionen et-hvert udkast til teknisk forskrift, idet direktivet dog opstiller enkelte undtagelser. Direktivet fin-der anvendelse på tekniske forskrifter vedrørende produkter og visse tjenesteydelser.En teknisk forskrift defineres i direktivets artikel 1, nr. 11, 1. led, som har følgende ordlyd:”11. »teknisk forskrift«: enteknisk specifikationeller etandet kraveller en forskrift vedrøren-de tjenester, herunder de administrative bestemmelser, der gælder herfor, som retligt eller faktiskskal overholdes ved markedsføring, levering eller anvendelse af en tjeneste, eller etablering af enEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter og for-skrifter vedrørende informationssamfundets tjenester (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om eninformationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af20. juli 1998 om ændring af direktiv 98/34/EF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder of forskrifter).2

operatør af tjenester i en medlemsstat eller i en væsentlig del af denne stat, samtmedlemssta-ternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod fremstilling, import,markedsføring eller anvendelse af et produkteller forbud mod levering eller anvendelse af entjeneste eller mod, at en tjenesteyder etablerer sig, jf. dog artikel 10.”Domstolen har i sag C-267/033(Lindberg), fastslået at denne definition omfatter tre typer regler.For det førsteudgørtekniske specifikationeren teknisk forskrift.Tekniske specifikationer defineres i artikel 1, nr. 3, således:”»teknisk specifikation«: en specifikation, der indeholdes i et dokument, som fastlægger karakte-ristika for et produkt, som f.eks. kvalitet, brugsegenskaber, sikkerhed, dimensioner, herunderforskrifter for varen vedrørende handelsmæssig betegnelse, terminologi, symboler, prøvning ogprøvningsmetoder, emballering, mærkning eller etikettering samt procedurer for overensstem-melsesvurdering. Udtrykket »teknisk specifikation« dækker ligeledes fremstillingsmetoder ogprocesser vedrørende landbrugsvarer i henhold til traktatens artikel 38, stk. 1, produkter beregnettil konsum og dyrefoder samt lægemidler som defineret i artikel 1 i direktiv 65/65/EØF, samtfremstillingsmetoder og processer vedrørende de øvrige produkter, når de har indvirkning påprodukternes karakteristika.”En teknisk forskrift skal således definere en række produkter (opstille karakteristika), og specifi-kationerne kan være udformet somgodkendelsesordningeller som etmærkningskrav,som gi-ver pligt til at mærke varer på en bestemt måde. Specifikationen kan også være udformet somfremstillings- og produktionsforskrifter.For det andetgælder notifikationspligten også for et såkaldt ”andetkrav”,der i artikel 1, nr. 4,defineres således:”»andet krav«: et krav, der ikke er en teknisk specifikation, og som pålægges et produkt af bl.a.forbruger- eller miljøbeskyttelseshensyn, og som vedrører produktets livscyklus efter markedsfø-ring, såsom betingelser for anvendelse, genanvendelse, genbrug eller bortskaffelse, når disse be-tingelser kan influere betydeligt på sammensætningen af produktet, dets natur eller afsætningenaf det.”For det tredjeomfatter begrebet tekniske forskrifter etforbud mod fremstilling, import, mar-kedsføring eller anvendelseaf et produkt.Det følger af Domstolens faste praksis4, at direktiv 98/34/EF har til formål gennem en præventivkontrol at sikre varernes frie bevægelighed, der er en del af Unionens grundlag. Regeringen skalhertil indledningsvis anføre, at regler, der alene regulerer detailleddet, ikke efter DomstolensSag C 267/03, dom af 21. april 2005, Sml. I, s. 03247.Jf. f.eks. sag C-194/94, CIA Security International SA mod Signalson SA og Securitel SPRL, dom af 30. april 1996, Sml. I, s.02201, præmis 40, sag C-226/97, Lemmens, dom af 16. juni 1998, Sml. I, s. 03711, præmis 32 og sag nr. C-303/04, Lidl, dom af8. september 2005, Sml. I, s. 07865, præmis 22.43

I sagen C-267/03 (Lindberg) fremgår følgende:Præmis 87 (uddrag):”[…] nationale bestemmelser, der begrænser sig til at fastlægge betingelserne for oprettelse afvirksomheder, såsom bestemmelser, der underlægger udøvelsen af en erhvervsmæssig virksom-hed en forudgående godkendelse, ikke udgør tekniske forskrifter i den forstand, hvori udtrykketanvendes i artikel 1, nr. 9, i direktiv 83/1895. Tekniske forskrifter i denne bestemmelses forstander specifikationer, der fastlægger karakteristika for produkterne, og ikke specifikationer, der om-handler de erhvervsdrivende.”Det kan udledes af dommen, at krav om tilladelse eller tilsvarende autorisation eller registreringaf virksomheder anses forspecifikationer, der omhandler de erhvervsdrivende,og der erdermed ikke tale om tekniske forskrifter og specifikationer, der fastlægger karakteristika for pro-dukterne.Som et eksempel på en teknisk forskrift (en teknisk specifikation), der vedrører et produkt, kannævnes sagen C-303/04, Lidl Italia Srl., hvor Italien havde fastsat et nationalt forbud mod mar-kedsføring (i Italien) af vatpinde, der ikke var fremstillet af biologisk nedbrydelige materialer.Denne sag illustrerer forskellen mellem indholdet af autorisationsbekendtgørelsens § 9, stk. 2,der ikke vedrører krav til produkter (jf. videre herom nedenfor) og en situation, hvor der stillesudtrykkeligt krav til sammensætningen af et produkt.

Artikel 1, nr. 9, i direktiv 83/189/EØF svarer til artikel 1, nr. 11, i direktiv 98/34/EF:Præmis 88:”Det følger heraf, at en national lovgivning, hvorefter der kræves tilladelse til levering af tjenesteydelser, […] ikkeudgør en teknisk forskrift i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, nr. 9, i direktiv 83/189.”Det bemærkes, at direktiv 83/189/EØF (med rettelser) senere er erstattet af direktiv 98/34/EF. Artikel 1, nr. 9 (1. led) havde føl-gende ordlyd: ”»teknisk forskrift«, en teknisk specifikation eller et andet krav, herunder de administrative bestemmelser, dergælder herfor, som retligt eller faktisk skal overholdes, for at et produkt kan markedsføres eller anvendes i en medlemsstat eller ien væsentlig del af denne stat, samt medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod fremstilling,import, markedsføring eller anvendelse af et produkt, jf. dog artikel 10.”. Ses der bort fra de tilføjelser om informationssamfun-dets tjenester, der blev tilføjet ved direktiv 98/48/EF, stemmer indholdet af artikel 1, nr. 9 i direktiv 83/189/EØF overens medindholdet af artikel 1, nr. 11, i direktiv 98/34/EF.

I sagen C-390/996(Canal Satélite Digital SL) fremgår følgende:Præmis 44:”Den forelæggende ret har med det tredje spørgsmål nærmere bestemt spurgt dels, om en natio-nal bestemmelse, der pålægger operatører af adgangsstyringstjenester en forpligtelse til at ladesig indføre i et register, heri angive de produkter, de har til hensigt at markedsføre, og opnå enforudgående attest for produkterne, udgør en ”teknisk forskrift” i den forstand, hvori udtrykketanvendes i artikel 1, nr. 9, i direktiv 83/189, dels, om en sådan national bestemmelse skal medde-les Kommissionen i overensstemmelse med dette direktiv.”Præmis 45:”Hvad angår den første del af dette spørgsmål har Domstolen allerede udtalt, at nationale be-stemmelser, der begrænser sig til at fastlægge betingelserne for oprettelse af virksomheder, så-som bestemmelse, der underlægger udøvelsen af en erhvervsmæssig virksomhed en forudgåendegodkendelse, ikke udgør tekniske forskrifter i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1,nr. 9, i direktiv 83/189. Tekniske forskrifter i denne bestemmelses forstand er specifikationer, derfastlægger karakteristika for produkterne og ikke specifikationer, der omhandler de erhvervsdri-vende (jf. dom af 30.4.1996, sag C-194/94, CIA Security International, Sml. I, s. 2201, præmis25, og af 8.3.2001, C-278/99, Van der Burg, Sml. I, s. 2015, præmis 20).”Dommen fastslår, at selv ret vidtgående krav til virksomhederne (”forpligtelse til at lade sig ind-føre i et register, heri angive de produkter, de har til hensigt at markedsføre, og opnå en forudgå-ende attest for produkterne”, jf. den netop citerede præmis 44 i C-390/99), der fastsættes som be-tingelse for markedsføring af visse produkter, ikke er tekniske forskrifter, og at der således ikkebestår en forpligtelse til forudgående meddelelse efter artikel 8, stk. 1. Det ses således, at der iCanal Satélite Digital-sagen blev stillet betingelser for adgangen til at markedsføre visse produk-ter. Virksomhederne skulle således ikke blot lade sig indføre i et register, de var også forpligtedetil at angive de produkter, de ønskede at markedsføre samt opnå forudgående attest for produk-terne. Alligevel fandt Domstolen ikke, at der var tale om krav til produkterne.I Lindberg-dommen C-267/03 lægger Domstolen så vidt ses op til, at det også kan overvejes,hvorvidt meget vidtrækkende indgreb i muligheden for at markedsføre visse produkter kan side-stilles med et markedsføringsforbud. Imidlertid har Domstolen dog ikke fastslået, at dette skullevære tilfældet, idet den hidtil har afvist, at regler, derbegrænsermarkedsføringen af produkter,omfattes af meddelelsespligten, jf. således sagerne C-418/93 Semeraro Casa Uno, hvor Domsto-len fastslog, at nationale regler om butikstider ikke fastlægger karakteristika for et produkt ogderfor ikke er en teknisk forskrift, jf. præmis 38, og jf. (igen) sagen C-278/99 van den Burg, dervedrørte et reklameforbud rettet mod ikke-godkendte radioer, og dermed var det godkendelses-ordningen vedrørende radioerne og ikke reklameforbuddet, der udgjorde en teknisk forskrift.Gennemgang af de danske regler i autorisationsbekendtgørelsens § 9, stk. 26

§ 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen vedrører ikke varer. De betingelser, der fastsættes i §9, stk. 2, relaterer sig på ingen måde tilvarerneskarakteristika, kvalitet, fremstillingsmetode,emballering mv., og bestemmelsen fastsætter således ikke tekniske forskrifter, der relaterer sig tilde varer, som detailvirksomhederne sælger. Det gør i denne forbindelse ikke nogen forskel, atder i bestemmelsens ordlyd er angivet bestemte mængder og værdier til at definere marginal, lo-kal og begrænset aktivitet. Disse angivelser er udelukkende fastsat for at definere rammerne fordetailvirksomhed og har intet med varernes karakteristika mv. at gøre. Det gør heller ikke nogenforskel, at der følger et krav om identifikationsmærkning for animalske produkter for de virk-somheder, der overskrider rammerne for marginal, lokal og begrænset aktivitet, idet dette mærk-ningskrav følger af forordning (EF) nr. 853/2004.Som ovenfor redegjort for er det formålet med § 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen at op-stille rammerne for de virksomheder, der i deres grundstruktur er detailvirksomheder. Autorisati-onsbekendtgørelsen giver således virksomheder, som i forvejen er autoriseret eller registreret tildetailhandel med fødevarer mulighed for, inden for de grænser, som nationalt er sat for marginal,lokal og begrænset aktivitet, at levere fødevarer til andre detailhandlende. Bestemmelsen sikrer,at virksomheder, som i udgangspunktet er detailhandlende, kan bevare denne status, selv om de ibegrænset omfang har en aktivitet, som ellers ville betragtes som en engrosaktivitet.Kommissionen anfører i åbningsskrivelsen (s. 6), at autorisationsbekendtgørelsens § 9, stk. 2,udgør administrative betingelser for autorisation, som er en byrde for lederne af fødevarevirk-somheder, der retligt har pligt til at opfylde forskrifterne med henblik på den offentlige kontrol,der i sidste ende gør det muligt at sikre lovlig markedsføring af visse typer fødevarer samt mate-rialer og at produkterne opfylder de nationale hygiejnekrav. Denne opfattelse er efter regeringensopfattelse ikke korrekt. § 9, stk. 2, omhandler detailvirksomheder, der alleredeerautoriserede ef-ter bekendtgørelsens § 8, stk. 1, eller registrerede efter bekendtgørelsens § 12.Det er korrekt og ubestridt, at salg af visse typer fødevarer samt materialer er underlagt hygiej-nekrav og offentlig kontrol. Regeringen forstår ikke Kommissionens ovenfor anførte bemærk-ninger således, at lovligheden af hygiejnekravene og den offentlige kontrol heraf drages i tvivl.Det er ligeledes korrekt, at det er en betingelse, at man som autoriseret eller registreret virksom-hed er forpligtet til at overholde hygiejnekrav og underlægge sig den offentlige kontrol heraf.Autorisationsbekendtgørelsen befatter sig ikke med kriterier for lovlig markedsføring udover detfaktum, at man skal være autoriseret eller registreret for at drive sin virksomhed, jf. forordning(EF) nr. 852/2004, og at virksomhederne skal søge om at blive registreret eller autoriseret efterde regler, som medlemsstaterne fastsætter nationalt, jf. forordning (EF) nr. 882/2004. Ønsker envirksomhed at bevare sin status som detailhandlende, skal den overholde de i § 9, stk. 2, opliste-de betingelser som ovenfor beskrevet.Det bemærkes i øvrigt med hensyn til materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer,at det i forordning (EF) nr. 1935/2004 er forudsat, at der nationalt fastsættes kontrol med dissematerialer og genstande. Blandt andet af hensyn til overskueligheden af et omfattende regelkom-pleks fastsættes regler i Danmark ofte efter et horisontalt princip. Det vil sige, at alle relevanteregler for ét område samles i én retsakt. Danmark har således ved autorisationsbekendtgørelsen

fastsat regler, der supplerer og indeholder bestemmelser fra følgende forordninger: (EF) nr.852/2004, (EF) nr. 853/2004, (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004. Det er naturligvis frem-hævet i bekendtgørelsen, at enhver forordning gælder umiddelbart i hver medlemsstat, og at gen-givelsen af bestemmelser fra forordninger udelukkende er begrundet i praktiske hensyn og ikkeberører de nævnte forordningers umiddelbare gyldighed i Danmark. Det er således korrekt, somanført af Kommissionen, at autorisationsbekendtgørelsen har et bredere anvendelsesområde endudelukkende forordning (EF) nr. 853/2004.§ 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen sætter som ovenfor nævnt rammerne for definitionenaf, hvornår en virksomhed kan markedsføre sine varer som detailvirksomhed uden at være en”engrosvirksomhed”. Bestemmelsen vedrører ikke lovligheden af markedsføring af varer, og endetailvirksomhed er ikke forpligtet til at følge § 9, stk. 2, idet den blot skifter status til engros-virksomhed, hvis den vælger ikke at følge § 9, stk. 2. Den omhandlede bestemmelse er og bliveren beskrivelse af administrative krav til detailvirksomhederne, og bestemmelsen stiller dermedikke krav, der vedrører produkterne eller markedsføring af produkterne.Kommissionen har i sin åbningsskrivelse specifikt henvist til Domstolens afgørelser i sagerne C-139/92, Kommissionen mod Italien, C-104/86, Kommissionen mod Italien og C-194/94, CIA-Security International SA mod Signalson, SA Securitel SPRL.C-139/92 omhandler det forhold, at direktivets artikel 8, stk.1, pålægger medlemsstaterne enpligt til at tilstille Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift. Den danske regering bestri-der imidlertid, som det ses, at § 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen udgør en teknisk for-skrift i direktivets forstand.C-104/86 omhandler det forhold, at medlemsstaterne har pligt til at ophæve eller suspendere deomtvistede nationale foranstaltninger, der ikke er blevet notificeret i overensstemmelse med di-rektivet. Imidlertid bestrider den danske regering, at § 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen eren teknisk forskrift i direktivets forstand, og dermed bestrides det også, at der består en pligt til atsuspendere eller ophæve bestemmelsen i § 9, stk. 2, endsige hele bekendtgørelsen som sådan.C-194/94 omhandler så vidt ses bl.a. det forhold, at det i særlig grad er retsvirkningerne af foran-staltningerne i national ret, som har betydning for bedømmelsen af, om der foreligger en ”tekniskforskrift” i direktivets forstand. Kommissionen fremhæver imidlertid alene det forhold, at dom-men understøtter, at tilsidesættelsen af meddelelsesproceduren har til følge, at en teknisk for-skrift, der ikke er notificeret efter informationsproceduren, ikke kan gøres bindende for tredje-mand. Regeringen mener at have redegjort for, at retsfølgen ved en manglende iagttagelse af § 9,stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen alene er den, at den autoriserede eller registrerede detail-handler mister status som detailhandlende. Det er derfor sammenfattende den danske regeringsopfattelse, at autorisationsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, ikke udgør en teknisk forskrift i direkti-vets (98/34/EF) forstand, idet:Bestemmelsen indeholderikke teknisk specifikationer,som fastlægger karakteristikafor et produkt, som f.eks. kvalitet, brugsegenskaber, sikkerhed, dimensioner, herunder

På baggrund af ovenstående gennemgang er det regeringens opfattelse, at direktiv 98/34/EF ikkefinder anvendelse på § 9, stk. 2, i autorisationsbekendtgørelsen, og som en følge heraf har Dan-mark ikke tilsidesat meddelelsesforpligtelsen i direktivets artikel 8, stk. 1.Undtagelse fra meddelelsespligten, direktiv 98/34/EF, artikel 10, stk. 1, 1. ledKommissionen har anført, at den undtagelse, der fastsættes ved denne artikel udelukkende finderanvendelse på medlemsstaternes gennemførelse af de forpligtelser, der pålægges ved en EU-retsakt.Artikel 10, stk. 1, 1. led har følgende ordlyd:”1. Artikel 8 og 9 finder ikke anvendelse på medlemsstaternes love eller administrative bestem-melser eller på frivillige aftaler, hvis medlemsstaterne dermed:- opfylder bindende fællesskabsretsakter, der tager sigte på vedtagelse af tekniske specifikationereller forskrifter vedrørende tjenester,”.Såfremt Kommissionen skulle fastholde, at autorisationsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, udgør enteknisk forskrift i direktivets forstand, er det regeringens opfattelse, at bestemmelsen i øvrigt kananses for omfattet af undtagelsen i artikel 10, stk. 1, 1. led. Den omhandlede bestemmelse er så-ledes fastsat med sigte på at definere lokal, begrænset, marginal aktivitet i forordning (EF) nr.853/2004 og dermed definere anvendelsesområdet for forordningen.Som ovenfor nævnt fastsættes der i autorisationsbekendtgørelsen yderligere bestemmelser, derogså blandt andet har til formål at gøre Danmark i stand til at efterleve en række forordninger.Afslutningsvis bemærkes det, at Danmark er rede til at deltage i et møde med Kommissionen omsagen, hvis Kommissionen finder det hensigtsmæssigt.