Notat til Folketingets Europaudvalg om afgivelse af indlæg i EU-

domstolens præjudicielle sag C-292/10, Buschmann

1. Indledning

Den tyske Landsgericht Regensburg har forelagt EU-domstolen en rækkespørgsmål til brug for den tyske domstols vurdering af, om der er værne-ting i Tyskland i en sag om krænkelse af personlige rettigheder via of-fentliggørelse af et billede på en internetportal.De præjudicielle spørgsmål drejer sig bl.a. om fortolkningen af forskelli-ge bestemmelser i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kom-petence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det ci-vil- og handelsretlige område (herefter Bruxelles I-forordningen).

2. Sagens faktiske omstændigheder

Den tyske statsborger Cornelia Buschmann (herefter sagsøger) har anlagtsag i Tyskland mod Cornelius de Visser (herefter sagsøgte), som er inde-haver af internet-domænet og ansvarlig for internet-websiten www.gang-bang-party.de.Sagsøgte er på kolofonen på internetsiden angivet som domæneindehavermed en adresse i Nederlandene. Forkyndelse har imidlertid ikke væretmulig, da adressaten er ubekendt på adressen, ligesom sagsøgte ikke ertilmeldt folkeregisteret i Nederlandene. Det er således uvist, hvor Corne-lius de Visser har bopæl.Sagen er anlagt, fordi sagsøgte på sin hjemmeside under linket fotos ogvideoer offentliggjorde billeder af sagsøgeren, hvor sagsøgeren er delvistnøgen. Sagsøgeren blev gjort opmærksom på billederne af kollegaer imarts/april 2009.

Sagsøgeren har forklaret, at billederne er blevet taget 2003 i forbindelsemed, at sagsøger skulle deltage i et ”party”. Der var ikke indgået aftaleom, at billederne kunne videregives eller offentliggøres på internettet.Et af de centrale spørgsmål i sagen er, om retssagen kan gennemføres iTyskland, selv om sagsøgte må antages ikke at være bekendt med sags-anlægget.Den tyske Landgericht Regensburg har derfor forespurgt EU-domstolen,om EU-retten er til hinder for en såkaldt offentlig forkyndelse i henholdtil national ret. Den tyske domstol har endvidere spurgt, om Bruxelles I-forordningens artikel 26, stk. 2, er til hinder for afsigelse af udeblivelses-dom. Den tyske domstol har endvidere spurgt, om Bruxelles I-forordningens værnetingsregler også finder anvendelse i tilfælde, hvorden sagsøgtes opholdssted er ukendt.Et andet centralt spørgsmål i sagen er, om den tyske Landsgericht Re-gensburg i givet fald vil være kompetent til at behandle sagen i henholdtil artikel 5, nr. 3, i Bruxelles I-forordningen, hvorefter en person, der harbopæl på en medlemsstat område, kan sagsøges i en anden medlemsstat isager om erstatning uden for kontrakt ved retten på det sted, hvor skade-tilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.Den tyske Landsgericht Regensburg har derfor bl.a. forespurgt EU-Domstolen om udtrykket – det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået el-ler vil kunne foregå – skal fortolkes således,- at den forurettede i sagen kan søge et forbud nedlagt mod netstedetsindehaver, uafhængigt af, hvor indehaveren er etableret, og også vedretterne i den medlemsstat, hvor netstedet kan besøges, eller- om retterne i en medlemsstat hvor indehaveren af netstedet ikke eretableret, kun er kompetente, hvor der foreligger en særlig tilknytning(indlandstilknytning), der rækker ud over den blotte mulighed for atkunne besøge netstedet. Hvis der kræves en sådan særlig indlandstil-knytning, ønsker den tyske Landsgericht Regensburg endvidere fast-lagt, efter hvilke kriterier indlandstilknytningen skal vurderes.

3. Den danske interesse i sagen

Bruxelles I-forordningen finder anvendelse i Danmark på mellemstatsligtgrundlag som følge af en parallelaftale med EU, der er gennemført idansk ret ved lov nr. 1563 af 20. december 2006.2

EU-domstolens vurdering af de rejste præjudicielle spørgsmål om for-tolkning af bl.a. Bruxelles I-forordningen vil derfor bl.a. have betydningfor, i hvilket omfang danske statsborgere, hvis adresse er ukendt, kansagsøges i andre medlemsstater, og i hvilket omfang personer med stats-borgerskab i de øvrige medlemsstater, hvis adresse er ukendt, kan sagsø-ges her i landet.Efter dansk ret er det i almindelighed en betingelse for, at en civil retssagkan gennemføres, at stævningen forkyndes for sagsøgte. Hvis sagsøgtesbopæl eller opholdssted eller arbejdssted ikke kan oplyses, kan stævnin-gen forkyndes i Statstidende, jf. retsplejelovens § 159. I sådanne tilfældekan retssagen således efter dansk ret gennemføres, selv om sagsøgte ikkeer bekendt med sagsanlægget.Det bemærkes i den forbindelse, at der for tiden verserer en anden sag –C-327/10 Lindner – ved EU-Domstolen, der ligeledes vedrører spørgs-målet om gennemførelsen af en retssag mod en person, hvis adresse erukendt. Den danske regering afgiver skriftligt indlæg i denne sag.EU-domstolens fortolkning af Bruxelles I-forordningen vil herudoverkunne få betydning for, i hvilket omfang personer, der er bosat her i lan-det, kan sagsøges i andre medlemsstater for at have offentliggjort infor-mationer på internettet, der potentielt krænker andres personlige rettighe-der, og i hvilket omfang personer, der er bosat i de øvrige medlemsstater,vil kunne sagsøges her i landet i tilsvarende sager.I det omfang Bruxelles I-forordningens regler giver sagsøgeren mulighedfor at anlægge en sag i flere forskellige medlemsstater, vil sagsøgerenkunne vælge at anlægge sagen i den medlemsstat, som har den for sagsø-geren mest favorable lovgivning og/eller retspraksis (forumshopping).Muligheden for, at danske medier kan blive sagsøgt i England for udta-lelser gengivet i de danske medier via internettet, som ikke ville givegrundlag for sager om ærekrænkelse her i landet, har givet anledning tilbekymring.EU-domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, der er stillet inærværende sag, vil kunne have betydning for, i hvilket omfang Bru-xelles I-forordningens regler fremover giver mulighed for forumshoppingi bl.a. sager om krænkelse af privatlivets fred eller ærekrænkelse.3

Det bemærkes i den forbindelse, at der for tiden verserer to andre sager –C-509/090 e-Data Advertising og C-161/10 Martinez et Martinez – vedEU-Domstolen, der ligeledes vedrører fortolkningen af Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3. Den danske regering har afgivet skriftligtindlæg i begge sager.

4. Regeringens stillingtagen

Efter den danske regerings opfattelse er det ikke i strid med kravet omadgang til en retfærdig rettergang, at en retssag kan gennemføres efter enoffentlig forkyndelse, når forkyndelse umiddelbart over for sagsøgtetrods rimelige bestræbelser herpå ikke har kunnet gennemføres inden foren rimelig tid.Efter den danske regerings opfattelse er det endvidere ikke i strid medBruxelles I-forordningens artikel 26, stk. 2, at afsige udeblivelsesdom i ettilfælde, hvor forkyndelse umiddelbart over for sagsøgte trods rimeligebestræbelser herpå ikke har kunnet gennemføres inden for en rimelig tid.Det fremgår af Bruxelles I-forordningen, at de fleste af forordningensværnetingsregler gælder, når sagsøgte har bopæl i en medlemsstat – en-ten den medlemsstat, hvor sagen er anlagt (artikel 2), eller en anden med-lemsstat (artikel 3). Hvis sagsøgte ikke har bopæl i nogen medlemsstat,afgøres kompetencen som udgangspunkt i hver enkelt medlemsstat eftermedlemsstatens egen lovgivning (artikel 4).Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område,hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning(artikel 59, stk. 1). Hvis en part ikke har bopæl på den medlemsstats om-råde, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten harbopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden med-lemsstats lovgivning (artikel 59, stk. 2).Efter den danske regerings opfattelse følger det heraf, at hvis sagsøgteikke har nogen bopæl hverken i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt,eller i en anden medlemsstat (efter de respektive medlemsstaters lovgiv-ning), afgøres kompetencen efter lovgivningen i den medlemsstat, hvorsagen er anlagt.

Det er endvidere den danske regerings opfattelse, at værnetingsreglen iartikel 5, nr. 3, bør fortolkes strengt, således at der i sager om påståedekrænkelser af personlige rettigheder, der er forvoldt ved offentliggørelseaf informationer på internettet, skal være en særlig tilknytning til denmedlemsstat, hvor retten er beliggende, og at denne tilknytning skal ræk-ke ud over den blotte mulighed for at besøge den omhandlede hjemme-side på et for sagsøgeren forståeligt sprog.En lempelig fortolkning af værnetingsreglen i artikel 5, nr. 3, vil kunneføre til, at der i sager vedrørende krænkelse af personlige rettigheder somfølge af offentliggjorte informationer på et netsted, vil være værneting iadskillige medlemsstater. Sagsøgeren får derved mulighed for at vælge atanlægge sagen i den medlemsstat, der har den for sagsøgeren mest gun-stige lovgivning og/eller retspraksis (forumshopping). For den, der øn-sker at offentliggøre informationer på internettet, indebærer sagsøgerensmulighed for forumshopping, at det bliver vanskeligere at forudsige, omoffentliggørelse af de pågældende informationer vil kunne krænke per-sonlige rettigheder.Efter den danske regerings opfattelse, bør muligheden for forumshoppingbegrænses i videst muligt omfang af hensyn til netstedets indehaveres ogandres mulighed for at forudsige deres retsstilling forud for offentliggø-relse af informationer på internettet.For så vidt angår spørgsmålet om, efter hvilke kriterier, en sådan særligtilknytning skal defineres, bør der efter regeringens opfattelse læggesvægt på, at udfaldet af vurderingen i videst muligt omfang bliver forudsi-geligt ud fra de pågældende kriterier. Der må derfor stilles krav om, at deoffentliggjorte informationer eller netstedetretter sig særligtmod denpågældende medlemsstat, eller krav om, at de offentliggjorte informatio-nerobjektivt har en særlig tilknytningtil den pågældende medlemsstat.Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at udbredelsen er formuleret pået for sagsøgeren forståeligt sprog. Der har endvidere ikke betydning forkonstateringen af indlandstilknytningen, hvor mange gange en anfægtetwebsite er blevet besøgt i den stat, i hvilken retten er beliggende.