EU-note - 2010-11 (1. samling) - E 38: EU-Domstolen: Afgørelsen fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret over for tyrkiske arbejdstagere

Europaudvalget 2010-11 (1. samling)
EUU Alm.del EU-note E 38
Offentligt

Europaudvalget, Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik

EU-konsulenten

EU-note

Til:

Dato:

Udvalgenes medlemmer og stedfortrædere

20. november 2018

EU-Domstolen: Afgørelse fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret

over for tyrkiske arbejdstagere

Sammenfatning

EU-Domstolen afsagde den 9. december 2010 dom i den såkaldte

Toprak-sag. Dommen fastslår, at en standstill-bestemmelse i en afgørel-

se fra Associeringsrådet mellem EU og Tyrkiet fra 1980 er til hinder for

enhver stramning i betingelserne for tyrkiske arbejdstageres ret til ophold

i EU. Dette gælder også for nationale regler, der først lemper og siden

skærper disse betingelser, og selv om skærpelsen ikke medfører stram-

mere regler end dem, der gjaldt før lempelsen.

1/5

EU-note - 2010-11 (1. samling) - E 38: EU-Domstolen: Afgørelsen fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret over for tyrkiske arbejdstagere

EU-Domstolen har den 9. december 2010 afsagt en dom

, som fastslår, at en

medlemsstat på intet tidspunkt må indføre stramninger i betingelserne for

tyrkiske arbejdstageres ret til ophold i EU efter den afgørelse, som Associe-

ringsrådet mellem EU og Tyrkiet vedtog i 1980.

Dommen vedrørte to tyrkiske statsborgere, hr. Toprak og hr. Oguz, som hav-

de fået opholdstilladelse i Holland, efter at de hver især havde giftet sig med

en hollandsk statsborger. De var derfor flyttet til Holland for at bo sammen

med deres nye ægtefæller. De blev dog begge skilt efter mindre end tre års

ægteskab og mindre end tre års ophold i Holland, hvilket efter hollandsk lov-

givning er grænsen for at opnå permanent opholdstilladelse på selvstændigt

grundlag.

Efter at hr. Toprak og hr. Oguz havde fået afslag på opholdstilladelse, ind-

bragte de afslagene for de hollandske domstole, som forelagde et præjudicielt

spørgsmål for EU-Domstolen.

Hvilke regler drejede sagerne sig om?

Det præjudicielle spørgsmål i sagerne vedrørte fortolkningen af artikel 13 i

Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse fra 19. november 1980

. Associe-

ringsrådet blev oprettet ved den såkaldte associeringsaftale mellem EU og

Tyrkiet, som blev indgået, godkendt og bekræftet på

EU’s

vegne i 1963

Formålet med associeringsaftalen er bl.a. at give borgere fra hhv. EU og Tyr-

kiet adgang til hinandens arbejdsmarkeder.

Artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse fra 1980 indeholder en

”standstill-

forpligtelse”, som fastslår:

”Fællesskabets

medlemsstater og Tyrkiet

må ikke indføre

nye begrænsninger

for så vidt angår vilkårene for adgang til

beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer,

der på nævnte landes områder har opnået opholds- og ar-

bejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning”

Dom af 9. december 2010 i de forenede sager C-300/09 og C.-301/09, Staatssecretaris van

Justitie mod Toprac og Oguz.

Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen

mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet.

Ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963.

2/5

EU-note - 2010-11 (1. samling) - E 38: EU-Domstolen: Afgørelsen fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret over for tyrkiske arbejdstagere

En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 41 i tillægsprotokollen til associe-

ringsaftalen, som blev indgået mellem EU og Tyrkiet i 1972

Holland

har skiftende lovgivninger efter ikrafttrædelsen af 1980-afgørelsen

ført til først en lempelse af reglerne for udlændinges opholdsret, derefter til én

skærpelse af disse regler.

Efter de hollandske regler, der gjaldt i 1980, kunne en udlænding i princippet

få en selvstændig opholdstilladelse efter at være blevet skilt fra en person

med permanent ophold i Holland, forudsat at ægteskabet havde varet mindst

tre år, og forudsat at han havde været bosiddende i landet i tre år som ægte-

fælle til denne person.

I 1983 blev de hollandske regler imidlertid ændret, så bl.a. varigheden af bo-

pælsperioden sammen med ægtefællen blev nedsat til et år.

I 2000 blev ændringen fra 1983 ophævet, så retstilstanden blev rullet tilbage

til, hvad der var gældende i Holland i 1980.

Hvad var problemstillingen i sagen?

Spørgsmålet i sagen var, om en national lovgivning som den hollandske, der

efter ikrafttrædelsen af Associeringsrådets afgørelse fra 1980 først lempede

reglerne og sidenhen skærpede dem, stred mod standstill-forpligtelsen i afgø-

relsen, selv om den senere skærpelse ikke medførte strammere regler end

dem, der gjaldt før lempelsen.

Eller sagt med andre ord om ”bordet fanger”,

når et land først har vedtaget en lempelse af sin lovgivning.

Den danske regerings indlæg i sagen

Den danske regering afgav indlæg i sagen og argumenterede bl.a. for, at

medlemsstaterne skal have mulighed for at udforme deres nationale udlæn-

dingeregler, der er omfattet af standstill-forpligtelsen i afgørelsen fra 1980, så

længe der ikke er tale om nye begrænsninger i forhold til de regler, der gjaldt

ved standstill forpligtelsens ikrafttrædelse

Ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december 1972.

Jf. Integrationsministeriets notat af 30. november 2009 om regeringens indlæg i sagen:

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/c099ccbc/09105.pdf

3/5

EU-note - 2010-11 (1. samling) - E 38: EU-Domstolen: Afgørelsen fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret over for tyrkiske arbejdstagere

Hvad svarede Domstolen?

Den hollandske regering gjorde under sagen gældende, at 1980-afgørelsen

slet ikke fandt anvendelse i sagen, da den hollandske ordning om betingelser

for udlændinges opholdstilladelse ikke var rettet mod arbejdstagere.

Hertil bemærkede Domstolen, at selv om den hollandske ordning ikke direkte

var rettet mod udenlandske arbejdstagere,

kunne den have virkning for

udenlandske arbejdstagere,

herunder tyrkiske arbejdstagere. Ordningen

fastsatte nemlig de nærmere betingelser for tildeling af selvstændig opholdstil-

ladelse uden at være knyttet til ophold hos ægtefællen

Herefter udtalte Domstolen, at i det omfang ændringerne af den hollandske

lovgivning påvirkede situationen for tyrkiske arbejdstagere, såsom Toprak og

Oguz, var ordningen omfattet af artikel 13 i afgørelsen fra 1980

Hvad angår hovedspørgsmålet om, hvorvidt standstill-bestemmelsen forhin-

drer et EU-land i at skærpe opholdsreglerne for tyrkiske arbejdstagere efter i

første omgang at have lempet dem, henviser Domstolen til

formålet bag

bestemmelsen,

som er:

”…

at skabe fordelagtige betingelser for den

gradvise gen-

nemførelse af henholdsvis arbejdskraftens frie bevæge-

lighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjene-

steydelser

ved at forbyde nationale myndigheder at indføre

nye begrænsninger for nævnte friheder for ikke at gøre den

gradvise virkeliggørelse af disse friheder mellem medlemssta-

terne og Republikken Tyrkiet mere vanskelig.”

(egen frem-

hævning)

Domstolen henviser også til en tidligere EU-dom

om den tilsvarende

”standstill-bestemmelse” i artikel 41 i tillægsprotokollen til associeringsaftalen

mellem EU og Tyrkiet. I denne dom udtalte Domstolen nemlig, at artikel 41 i

tillægsprotokollen fastsætter et absolut forbud mod, at EU-landene indfører

Dommens præmis 40 og 41.

Dommens præmis 44.

Dommens præmis 52.

Dom af 20. september 2007, Tum og Dari, sag C-16/05, præmis 61.

4/5

EU-note - 2010-11 (1. samling) - E 38: EU-Domstolen: Afgørelsen fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret over for tyrkiske arbejdstagere

nye hindringer for udøvelsen af etableringsfriheden ved at skærpe de betin-

gelser, der eksisterer på en given dato

På grund af sammenfaldet mellem de to bestemmelser finder Domstolen der-

for, at standstill-bestemmelsen i artikel 13 i afgørelsen fra 1980 også

”…

omfatter enhver ny hindring for arbejdskraftens frie bevæ-

gelighed, som består i en

forværring af de betingelser,

der

gælder

på et givet tidspunkt”

Domstolen konkluderer, at en skærpelse af en bestemmelse, som er indført

efter den 1. december 1980, og som lemper en bestemmelse, der fandt an-

vendelse den 1. december 1980, udgør en »ny begrænsning« i afgørelsens

artikel

13’s

forstand. Dette gælder, selv om skærpelsen ikke øger betingelser-

ne for at opnå tilladelsen i forhold til dem, som fulgte af den bestemmelse, der

var gældende den 1. december 1980.

Integrationsministeren forelagde sagen mundtligt for Europaudvalget den 12.

februar 2010.

Med venlig hilsen

Thomas Fich

(3611)

Dommens præmis 53.

Dommens præmis 54.

5/5