Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 103:

Forslag til folketingsbeslutning om elektronisk fodlænke for varetægtsfængslede og ved udslusning af afsonere med længere frihedsstraffe.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2011).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, justitsministeren.

Jeg skal prøve at få pusten, mens jeg taler, for jeg løb herned for at være her til tiden. Ja, jeg må se at komme i bedre form.

Efter beslutningsforslaget her skal regeringen jo inden udgangen af i år udarbejde et lovforslag, der giver mulighed for at anvende elektronisk fodlænke, dels som surrogat for varetægtsfængsling, dels som udslusning af afsonere med længere frihedsstraffe. Det overordnede formål med beslutningsforslaget er at frigøre pladser i kriminalforsorgens institutioner, og man henviser fra forslagsstillernes side i den forbindelse til de gode erfaringer, som vi jo har i både Danmark og Sverige med netop fodlænkeordninger.

Det ene element i beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 57, som blev fremsat af bl.a. de samme forslagsstillere tilbage i 2009, og det drejer sig om forslaget om at udsluse dømte med længere frihedsstraffe ved hjælp af fodlænkeordningen.

Det andet element er nyt, og det drejer sig om at bruge elektronisk fodlænke i stedet for varetægtsfængsling. Den gældende fodlænkeordning indebærer jo, at personer med domme på indtil 5 måneders fængsel kan få lov til at afsone deres straf på deres bopæl. Under afsoningen skal den dømte så overvåges og kontrolleres af kriminalforsorgen for at sikre, at vedkommende ikke forlader bopælen uden for det tidsrum, der er fastsat af kriminalforsorgen.

Det er en overordnet tanke med den ordning, at dømte, som er i arbejde eller under uddannelse, ikke behøver afbryde deres beskæftigelse under strafudståelsen. Derfor skal man også opfylde en række nærmere angivne betingelser vedrørende bl.a. bolig- og beskæftigelsesforhold for at kunne få lov til at afsone i fodlænke.

Under førstebehandlingen af det tidligere beslutningsforslag den 28. januar sidste år redegjorde min forgænger for, hvorfor vi indtil videre har valgt ikke at implementere fodlænkeordningen i vores udslusningssystem i Danmark. Den beslutning hænger navnlig sammen med, at vi jo i forvejen benytter os af en række meget velfungerende udslusningsordninger, og jeg tænker her på muligheden for udstationering til kriminalforsorgens pensioner, alternativ afsoning på f.eks. behandlingsinstitutioner uden for kriminalforsorgen og prøveløsladelse efter halv tid, herunder prøveløsladelse efter den såkaldte noget for noget-ordning.

Som den daværende justitsminister var inde på, indebærer de gældende udslusningsmuligheder bl.a., at indsatte kan blive overført til steder, hvor man har en særlig fokus på og erfaring med støtte og kontrol i udslusningsfasen, eller hvor man i væsentlig grad kan tilgodese et eventuelt behov for pleje eller behandling. Det kan f.eks. være socialpædagogisk behandling eller behandling mod alkohol- eller stofmisbrug.

Dertil kommer, at straffeloven i særlige tilfælde giver mulighed for prøveløsladelse, når halvdelen af straffetiden er udstået. Det gælder for det første tilfælde, hvor konkrete behandlingshensyn eller vægtige humanitære hensyn taler for det. For det andet gælder det indsatte, som kvalificerer sig til prøveløsladelse efter den såkaldte noget for noget-ordning. Den ordning giver mulighed for, dømte i nogle tilfælde kan prøveløslades på halv tid, hvis den dømte har ydet en særlig indsats for ikke at begå ny kriminalitet. Sådan en særlig indsats kan f.eks. bestå i, at den indsatte under fængselsopholdet har gennemført et relevant uddannelsesforløb eller deltaget i afvænningsbehandling mod et eventuelt alkohol- eller stofmisbrug.

Derudover indebærer ordningen en mulighed for prøveløsladelse efter halv tid i tilfælde, hvor den indsattes forhold samlet set taler for, at det er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af straffen i fængsel. Det vil typisk dreje sig om indsatte, som har gode og stabile personlige forhold og et godt socialt netværk, som er uden misbrugsproblemer, og hvis forbrydelse ikke er udtryk for et kriminelt mønster.

Jeg skal ikke her undlade at bemærke, at noget for noget-ordningen har vist sig at være meget velfungerende, og her for nylig har jeg fremsat et lovforslag, som har til formål at udvide den ordning.

Når jeg så ligesom min forgænger i jobbet som justitsminister er lidt betænkelig ved ideen om udslusning i fodlænke, skyldes det, at ordningen vil have stort set samme målgruppe som de eksisterende udslusningsordninger, og dermed vil der, om jeg så må sige, være tale om en konkurrerende ordning. Med andre ord kunne man forestille sig, at muligheden for at blive sendt hjem og afsone resten af straffen i fodlænke ville få indsatte til at fravælge de eksisterende udslusningsordninger, og det ville kunne vise sig uheldigt, da udslusning i fodlænke ikke i samme grad vil kunne målrettes de indsattes individuelle behov, herunder behov for støtte, pleje og behandling.

Samtidig vil jeg også godt minde om, at der jo til efteråret skal forhandles en ny aftale på plads for kriminalforsorgens økonomi, og jeg synes, det vil være mest nærliggende, at spørgsmålet om at udvide fodlænkeordningen i givet fald bliver taget op i forbindelse med disse forhandlinger.

Som jeg var inde på, er forslaget om at bruge elektronisk fodlænke i stedet for varetægtsfængsling til gengæld nyt. I bemærkningerne til beslutningsforslaget præciserer forslagsstillerne, at fodlænken kun skal kunne bruges i stedet for varetægtsfængsling efter en grundig egnethedsvurdering.

Altså, overordnet kan man jo sige, at vi i Danmark varetægtsfængsler af fire forskellige årsager: for at forhindre den sigtede i at flygte, for at forhindre vedkommende i at begå ny, ligeartet kriminalitet, for at forhindre vedkommende i at obstruere politiets efterforskning og for at tilgodese det almindelige hensyn til retshåndhævelsen.

Det er min klare opfattelse, at ingen af de formål generelt kan tilgodeses ved at udstyre den sigtede med en fodlænke. Hele fodlænkeordningen indebærer f.eks., at den pågældende kan gå på arbejde eller passe sin uddannelse. En person i fodlænke kan derfor opholde sig uden for sin bopæl i et betydeligt antal timer om ugen. Hvis en dommer f.eks. har vurderet, at der er bestemte grunde til at tro, at den sigtede vil flygte, vil det i mine øjne ikke være nogen særlig formålstjenlig ting at sende den sigtede hjem igen og i øvrigt lade den sigtede bevæge sig frit rundt i en stor del af døgnet.

Det samme gælder i tilfælde, hvor en dommer har skønnet, at der er bestemte grunde til at frygte en ny, ligeartet kriminalitet, såfremt den sigtede får lov til at forblive på fri fod. Fodlænken vil jo netop ikke kunne forhindre den sigtede i at flygte eller begå ny kriminalitet, f.eks. i det tidsrum, hvor den sigtede frit kan forlade bopælen for at gå på arbejde.

I sager, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede på fri fod vil vanskeliggøre politiets efterforskning ved at slette sine spor eller advare eller påvirke andre, vil det naturligvis også være særdeles uhensigtsmæssigt at sende den sigtede hjem. Den kategori af varetægtsfængslede vil som udgangspunkt være undergivet besøgs- og brevkontrol, og forslagsstillerne anfører da også selv i bemærkningerne, at en fodlænkeordning af logiske årsager ikke kan bruges i den slags tilfælde.

Endelig er der de tilfælde, hvor varetægtsfængslingen sker af hensyn til den almindelige retsfølelse. Det drejer sig om forhold, der skønnes at være så grove, at den sigtede alene af den grund ikke bør være på fri fod. Derfor må man spørge sig selv, om hensynet til retsfølelsen i den slags sager overhovedet er varetaget, hvis den sigtede bevæger sig frit omkring i et betydeligt antal timer om ugen. For mig er svaret på det spørgsmål som udgangspunkt et klart nej.

Som min forgænger sagde under behandlingen af det tidligere beslutningsforslag, rummer forslaget egentlig mange gode tanker. Imidlertid skal vi jo altså ikke skyde os selv i foden ved at indføre fodlænkeordning i en form, der kompromitterer de hensyn, der ligger bag vores bestemmelser om varetægtsfængsling, eller som får utilsigtede konsekvenser for de udslusningsmuligheder, vi har i dag. Og det betyder altså, at regeringen af de grunde, som jeg her har været inde på, ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Jeg har umiddelbart vanskeligt ved at se, hvordan en fodlænkeordning kunne have nogen særlig værdi, når vi taler om varetægtsfængslinger, når det gælder den del af lovforslaget, der handler om fodlænke. Som led i en udslusning er det centralt, at vi i dag har nogle rigtig gode udslusningsordninger, der netop er indrettet sådan, at udslusningens forløb i hvert enkelt tilfælde kan målrettes den pågældendes behov og situation.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jeg skal allerførst beklage, at min stemme ikke er så god, men jeg prøver.

Ministeren siger, at udslusning med fodlænke vil være konkurrerende i forhold til de udslusningsformer, man har på nuværende tidspunkt. Det vil jeg godt have at ministeren uddyber. Hvad er det for nogle udslusningsformer, som ministeren mener at fodlænkerne kan udkonkurrere? Mig bekendt har vi ikke har ikke ret mange pensionspladser. Jeg ville jo allerhelst, at mange flere kunne få gavn af pensionspladserne, men det er et meget, meget lille antal, vi har, og jeg vil vurdere, at nogle af dem, som man kunne udsluse med en fodlænke efter en egnethedsvurdering, måske ikke nødvendigvis var lige præcis så dårlige, at de behøvede at være placeret på en pension som udslusning forinden. Så kunne der ikke være tale om to gode alternativer?

Ministeren.

Der er jo flere forskellige udslusningsordninger, og de bruges jo også af forskellige grunde og på forskelligt grundlag. Det kan være, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt er inde på, udslusning til kriminalforsorgens pensioner. Det kan også være behandlingsinstitutioner, der sker afsoning på uden for kriminalforsorgen, og så kan der også være tale om prøveløsladelser efter halv tid under bestemte konditioner, hvor der måske også er nogle behandlingsforløb eller lignende forhold, der er iværksat.

Så det er i hvert fald en af betænkelighederne ved det, men jeg har altså åbnet op for, at det er noget, vi kan drøfte sådan mere indgående, i forbindelse med at vi til efteråret skal tilrettelægge økonomien for kriminalforsorgen i forhåbentlig en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen, i forbindelse med at vi drøfter finansloven for 2012. Der er jeg jo ikke helt afvisende over for, at det kan komme på tale, men så må det i hvert fald indtænkes meget nøje i forhold til de udslusningsforløb, vi har i forvejen, så vi er sikre på, at det tilføjer en merværdi og ikke er en konkurrerende ordning, der på en uhensigtsmæssig måde i virkeligheden forstyrrer de gode udslusningsforløb, som vi har.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg fiskede bare lidt efter at få at vide, hvordan det kunne kollidere med de udslusningsformer, vi har. Men jeg synes, det er fint, at ministeren siger, at sagen ikke er lukket her, men at vi kan diskutere det under forhandlingerne til efteråret. Det vil sådan set også være en imødekommelse.

Jeg skal bare lige til sidst høre, om ministeren ikke mener, at det faktisk ville være en bedre idé at prøve at skaffe nogle pladser via udslusning med fodlænke, hvor man har nogle folk, der afsoner i længere tid, så der er bedre mulighed for at lære dem at kende og vide noget om, hvor godt det på det tidspunkt vil lykkes at sende dem ud i verden – måske med noget beskæftigelse, uddannelse eller behandling i rygsækken – og derved sikre en god indkøringsfase, frem for det, som ministeren har lagt op til i sit noget for noget-forslag, hvor vi efter meget kortere tid skal sende folk ud, selv om vi i virkeligheden kan være i tvivl om, hvorvidt den indsatte har haft mulighed for at vise, at vedkommende er på rette spor.

Ministeren.

Jeg synes, at det er meget svært at generalisere fuldstændigt, for der er tale om meget forskellige mennesker og meget forskellige problemstillinger. Mange af dem har jo nogle problemer at slås med også efter afsoning, også når de bliver prøveløsladt efter f.eks. halv tid eller i forbindelse med andre udslusningsordninger. Det er jo meget forskelligt, så jeg tror ikke, at man kan sige noget generelt om det.

Jeg mener, at den udvidelse af noget for noget-ordningen er fornuftig, fordi der her er tale om, at vi udvider ordningen. Altså grundlaget for at blive omfattet af noget for noget-ordningen blandt dem, der har haft noget arbejde i forbindelse med deres afsoning og har vist en lyst og en evne til at påtage sig et arbejde og på den måde også komme i gang med noget fornuftigt, når de kommer ud fra afsoning og altså ikke komme ind i ny kriminalitet, har jo ikke noget at gøre med selve noget for noget-ordningens effekt. Der troede jeg egentlig, at vi var enige om, at noget for noget-ordningen er fornuftig, og at det er fornuftigt at udsluse folk. Så må vi jo sørge for, at der tages hånd om folk, når de bliver udsluset, og at der fra kommunens side sker en fornuftig modtagelse af den pågældende, hvis vedkommende har brug for hjælp til bolig, uddannelse eller til at finde et arbejde.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Tak. Når ministeren taler, og det er der jo ikke noget mærkeligt i, lyder det altid, som om vi har en helt perfekt verden i forhold til det retssystem, vi nu har bygget op, og det lovgivningssystem, vi har. Sådan er virkeligheden jo ikke. Men jeg synes alligevel, at ministeren skal have tak for at åbne så meget op, at han siger, at det kan vi kigge på, når vi skal drøfte kriminalforsorgens videre budgetter og indhold, og hvad ved jeg, til efteråret.

Så vil jeg bare bede ministeren, om ministeren så ikke godt kan give det løfte, at han lover at tage det med selv og måske gøre det på forhånd at undersøge, hvad mulighederne er, for at vi kan anvende fodlænkeordningen, for alt andet lige, er der jo også nogle økonomiske og humanitære fordele ved det her – i hvert fald på den første del – og så udløber min tid, og så skal jeg spørge om den næste del i næste spørgsmål.

Ministeren.

Jeg er naturligvis enig i, at det jo ikke er sådan, at alt er perfekt. Der er sandelig brug for at gøre meget endnu også på det præventive område, når det gælder det at få afsonere ud i tilværelsen på en måde, så de ikke falder tilbage i kriminalitet. Der er helt sikkert store gevinster at hente stadig væk, og det skal vi bestræbe os på, og det håber jeg også kan blive en væsentlig del af den drøftelse, vi skal have i forbindelse med drøftelserne om en ny flerårsaftale. Jeg tager gerne sådan af egen drift, hvis det var det, der lå i spørgsmålet, den her problemstilling med i de drøftelser, som vi skal have til efteråret.

Fru Lone Dybkjær.

Tak for det løfte, så er det ligesom noteret. Og da der sidder nogle embedsmænd nede i logen nu, bliver det formentlig også noteret i selve ministeriet, da vi jo ikke ved, hvordan det ser ud til efteråret – og det behøver jo ikke at være et regeringsskifte eller sådan noget, jeg hentyder til.

Det næste, jeg så gerne vil spørge om, er om den anden del af forslaget, nemlig spørgsmålet om det med varetægtsfængsling. Nu er vi jo kendt for at have en hel del mennesker på det her område. Kunne man ikke godt forestille sig, at man foretog en positiv gennemgang – og med positiv mener jeg, at man prøvede at kigge på, hvis vi nu f.eks. har 100 konkrete tilfælde, hvad der er tilgængeligt, altså hvad man kan overkomme – så vi kan få et billede af det og se, om der var nogle af disse mennesker, der, uden at vi tilsidesatte alt for meget, faktisk godt kunne gå ind i en fodlænkeordning, sådan at vi ikke får en teoretisk diskussion, men en nede på jorden-diskussion om, hvorvidt det godt kunne være, at det her nogle steder ville være hensigtsmæssigt? Det er jo heller ikke alle, der bliver dømt, og også af den grund kan det jo være godt, at man måske kigger meget konkret på tingene.

Ministeren.

Jeg må sige, at når det gælder de varetægtsfængslede, har jeg, som jeg også sagde før, vanskeligt ved at se, at det generelt kan føre til noget at overveje fodlænkeordningen som alternativ til en varetægtsfængsling, for de formål, som en varetægtsfængsling tjener, har jeg svært ved at se kan tilgodeses i en fodlænkesammenhæng. Jeg kan da ikke afvise, at gennemgår man et antal tilfælde, kan man finde nogle enkelte, som af en eller anden grund alligevel kunne falde ind i en fodlænkesammenhæng som alternativ til en varetægtsfængsling, men jeg tror, det vil være meget få, det vil dreje sig om.

Nu er der udvalgsbehandling af det her, og hvis udvalget på en eller anden måde er interesseret i en uddybning og en konkretisering, har jeg selvfølgelig ikke noget imod det, men der er jeg altså – i modsætning til at se det som et led i udslusningsordninger – ikke, når det gælder varetægtsfængsling, som udgangspunkt indstillet på, at det er noget, vi generelt kan åbne op for, for jeg kan ikke se, at det kan komme til at passe ind. Men vi kan jo godt prøve at se på nogle konkrete eksempler under udvalgsarbejdet.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til justitsministeren. Så er det Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Som justitsministeren lige har redegjort for, er der to dele i det her beslutningsforslag fra Socialistisk Folkeparti. Den ene del handler om brug af elektronisk fodlænke-ordning i forbindelse med udslusning, og den anden del handler om brug af elektronisk fodlænke-ordning som alternativ til varetægtsfængsling.

I Venstre er vi glade for, at beslutningsforslaget er fremsat, og vi er sådan set enige i nogle af de intentioner, der ligger bagved, og vi ser også ganske positivt på brug af elektronisk fodlænke. Jeg vil ikke sige, at vi i mange år har været tilhængere af fodlænker, men vi er og har i mange år været tilhængere af brug af den elektroniske fodlænke-ordning. Før 2001, hvor den borgerlig-liberale regering kom til, var der faktisk også en række beslutningsforslag, hvor Venstre ønskede brug af elektroniske fodlænker. Det er noget, vi er positive over for, og derfor ser vi også positivt på den del af beslutningsforslaget, for det kan være et udmærket alternativ til nogle af de udslusningsordninger, som der allerede er i dag. Men som justitsministeren har redegjort for, skal der jo være en forhandling om kriminalforsorgens økonomi, en ny flerårsaftale, der erstatter den nuværende, der gælder fra 2008-2011, og den skal så forhandles senere på året. Der er det aktuelt at tage spørgsmålet op, om man kan bruge den del af det beslutningsforslag, der ligger her, i forhold til udslusning og brug af elektroniske fodlænker. Det er vi sådan set positive over for, men vi synes ikke, det er noget, der skal gøres nu, men tages i den diskussion, der kommer, om kriminalforsorgens økonomi fremadrettet.

Det, som gør, at vi i Venstre ikke kan støtte op om beslutningsforslaget, er så den anden del, der handler om varetægtsfængsling. Det er sådan, som også justitsministeren redegjorde for, at man, når man varetægtsfængsler nogen, også ser på, om der er alternativer til varetægtsfængsling. Når man så bliver varetægtsfængslet, er det jo, fordi man kan risikere at influere på en igangværende efterforskning, og der kan også være en række andre argumenter. Når man varetægtsfængsler folk, vil det efter Venstres opfattelse typisk ikke være en mulighed at bruge elektroniske fodlænker som alternativ til det. Man har adgang til mobiltelefoner og en lang række andre ting, som jo altså gør, at det, der er hele formålet med en varetægtsfængsling, ikke vil blive opnået, hvis det i stedet for var en elektronisk fodlænke, som man fik.

Så med den argumentation skal jeg sige, at vi ser positivt på, at Socialistisk Folkeparti rejser debatten her i Folketingssalen, og at vi ser positivt på den del, der handler om at se på brug af elektroniske fodlænker i større omfang i forbindelse med udslusning, men vi er modstandere af det i situationer med varetægtsfængsling.

Så med disse ord skal jeg på Venstres vegne afvise beslutningsforslaget.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Tak for de rare ord. Jeg kan så konstatere, at der er sket et lille holdningsskifte siden sidste gang, og det er jo rigtig fint. Jeg skal bare høre, om Venstres ordfører er opmærksom på, at vi ikke siger, at der skal være varetægtsfængsling med en fodlænke, men at justitsministeren skal komme med et oplæg, såfremt det vil være muligt at gøre det her, og at vi faktisk har taget højde for de situationer, som Venstres ordfører dumper forslaget på.

Ordføreren.

Jeg har noteret mig det, der står i beslutningsforslaget, og så er der selvfølgelig en uddybning af det i bemærkningerne, hvor der står, at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2011 at udarbejde et lovforslag om indførelse af muligheden for elektronisk fodlænke for varetægtsfængslede og i forbindelse med udslusning af afsonere med længere frihedsstraf.

Der må jeg som udgangspunkt sige, at vi altså er modstandere af den del, der handler om, at der også skal være mulighed for elektronisk fodlænke for varetægtsfængslede, for vi mener, at det sådan set er domstolene, der foretager vurderingen af, om der er behov for varetægtsfængsling eller ej, og at formålet med det at være varetægtsfængslet ikke opnås. Det er i hvert fald i meget, meget få situationer, hvor det opnås med elektronisk fodlænke i stedet for, og derfor er vi modstandere af den del af forslaget.

Men hovedargumentet for at afvise beslutningsforslaget er, at der er en aftale om Kriminalforsorgens økonomi, og den skal så genforhandles til efteråret, og der synes vi at det er mest relevant at tage det her spørgsmål op.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen det må vi så acceptere, og så må vi se frem til forhandlingerne i efteråret. Jeg vil bare sige, at jeg synes, det kunne være formålstjenligt, at vi fik sat en undersøgelse i gang af, om det overhovedet kan lade sig gøre at varetægtsfængsle med fodlænke, for sådan en undersøgelse har vi jo ikke haft. Det er klart, at der er nogle indlysende grunde til, at man i hvert fald ikke kan gøre det. Men vi har bare noteret os, at man gør det i England, og at det kunne være en mulighed i Danmark. Vores belæg er faktisk tårnhøjt lige præcis i arresterne. En tredjedel af alle dem, der sidder inden for tremmerne i dag, sidder faktisk i vores arrester, og vi har behov for en aflastning der; det var det, der var tanken.

Ordføreren.

Der er jo ikke noget vejen for – i hvert fald set fra Venstres synspunkt – at undersøge det nærmere, men det kan man vel se nærmere på i udvalgsbehandlingen. Der er ikke nogen, der siger, at en undersøgelse behøver være en lang udredning – det kan jo bare være at indhente lidt erfaringer om, hvad man gør i andre lande. Og, selvfølgelig, hvis det viser sig, at det er muligt i nogle tilfælde, må man jo overveje det, men udgangspunktet er det, som jeg redegjorde for tidligere.

Det, der også ligger os på sinde i Venstre – apropos de aktuelle forhandlinger om statens økonomi – er jo, at man får fundet nogle ordninger, hvor man får gjort tingene mere effektivt og måske også billigere og bedre, end de bliver gjort i dag, og det er dér, vi ser, at den elektroniske fodlænke måske kan være et alternativ til nogle af de udslusningsordninger, man har i Kriminalforsorgen. Der kunne varetægtsfængsling måske også komme ind. Det vil i nogle enkelte tilfælde være en billigere ordning end den, vi har, for hvis man kan få lavet noget, der er billigere og bedre end det nuværende system, må man jo som ansvarlig politiker se positivt på det.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Adelsteen.

Jeg tror, jeg vil vende diskussionen lidt i forhold til, hvad Venstres ordførers holdning er, for umiddelbart har vi det sådan i Dansk Folkeparti, at når man er blevet dømt, skal man udstå straffen. Det betyder også, som vi i øvrigt tidligere har nævnt, at vi faktisk ønsker nogle opstramninger i forhold til prøveløsladelse. Derfor kan man jo sådan set godt være positiv over for at tage fodlænkeordningen ind som en udslusningsform, men jeg mener ikke, at de dømte skal kunne slippes tidligere på nogen måde; det er slet ikke den vej, vi ønsker at gå. Det er den ene ting.

Så til den anden ting: I forhold til varetægtsfængsling synes jeg faktisk godt, jeg vil udtrykke mig positivt, for nu har ordføreren for forslagsstillerne selv nævnt, at man har erfaringer fra England. Jeg synes, der er nogle forhold, der gør sig gældende her. Først og fremmest vil jeg sige, at når man er sigtet og bliver varetægtsfængslet, er man jo ikke dømt; man er sigtet, og man har nogle rettigheder. Vi har rigtig mange varetægtsfængslede i Danmark. Det, jeg i hvert fald synes er interessant, og som jeg synes ministeren også åbnede en mulighed for, er at undersøge, om der er nogle muligheder for at bruge det i forhold til varetægtsfængsling. Det er et indgreb at sidde varetægtsfængslet, og derfor synes jeg godt, jeg vil være en smule positiv over for den del af forslaget. Man kan lave en undersøgelse og måske se på de erfaringer, der er fra England.

Så synes jeg til gengæld også, at det vil være helt naturligt at vente med at tage det her op til efteråret, hvor vi kigger på kriminalforsorgens økonomi. Og det er det også mit indtryk – ud fra de spørgsmål, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt har stillet til de foregående talere – at man er indstillet på, og det synes jeg ville være positivt. Men jeg synes, det vil være en god ting at tage det op dér.

Så jeg vil sige, at det sådan er en lidt positiv tilslutning fra Dansk Folkepartis side.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Jeg synes, at normalt når man kommer ned i Folketingssalen til en førstebehandling, så ved man sådan nogenlunde, hvad folk vil sige, men her blev jeg alligevel positivt overrasket, og det vil jeg gerne kvittere for.

Der er jo ikke noget mærkeligt i, at Dansk Folkeparti gerne vil have strengere straffe – det har vi jo hørt på i en uendelighed – og at vi ikke er enige her, men jeg synes, det er positivt, at ordføreren åbner op for, at vi kan kigge på det med varetægtsfængsling. Jeg synes så måske ikke, at ministeren var så positiv, som ordføreren siger, men jeg vil da gerne kvittere for det, ordføreren sagde, for så er der jo en mulighed for, at vi måske kan komme lidt videre på nogle områder, og det vil da være til gavn for nogle mennesker, håber jeg.

Ordføreren.

Nu kan jeg jo godt blive bekymret, når jeg får ros af Radikale Venstre (munterhed) , men tusind tak for det.

Det, jeg egentlig godt vil sige til det, er, at i forbindelse med varetægtsfængsling synes jeg, at det, der er vigtigt, er, at man jo ikke er dømt på det tidspunkt, og jeg synes faktisk, det er væsentligt. Der er nogle, der bliver sigtet, og der er nogle, der bliver varetægtsfængslet, og som i øvrigt også kommer fri igen og får erstatning, fordi fængslingen har været uberettiget osv. Om det er muligt, ved jeg ikke, men jeg synes bare, det er væsentligt at se på det, netop på grund af de forhold. Jeg mener, det kan være en mellemstation at have en fodlænkeordning, hvis det kan lade sig gøre på en eller anden måde.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Muligheden med fodlænke, elektronisk fodlænke, altså det, at man sidder i sit eget hjem med en fodlænke på og en elektronisk anordning, der gør, at myndighederne kan holde øje med, at man er der, når man skal være der, har vi jo indført og bruger i forbindelse med, at dem, der får nogle af de kortere frihedsstraffe, og som i øvrigt findes egnede til det, kan få lov til at afsone derhjemme.

Det er hensigtsmæssigt af flere gode grunde. Man kan jo så selv få lov til at betale for lys, vand, varme og husleje; man kan også selv sørge for, at man får noget at spise. Når man er derhjemme, er det ikke kriminalforsorgen, der skal sørge for alle de ting. Der er også en anden væsentlig fordel ved det, og det er, at man har langt bedre mulighed for at bevare kontakten til sin familie og for at drage omsorg for sin familie, og dermed er der også et resocialiserende element, ikke bare i forhold til familien, men også i forhold til f.eks. beskæftigelse og uddannelse, idet man, når man på den måde sidder derhjemme, godt kan få lov til at passe sit arbejde eller sin uddannelse i det tidsrum, hvor det nu er nødvendigt. Men ellers skal man være derhjemme, og på den måde er man så frihedsberøvet, når man ikke lige passer sit arbejde.

Det er jo en ganske glimrende ordning, som jeg selv foreslog tilbage i 1995 – det er ved at være nogle år siden. Dengang var der ligesom ikke den store stemning for det, der havde vi også en anden regering. Men så fik vi heldigvis en borgerlig regering, der syntes, at det var en rigtig god idé, og så har vi fået den ordning. Og den udvikler sig jo hele tiden, og vi bliver klogere og klogere på det og får flere og flere erfaringer med den. Det er en ganske glimrende måde at gøre tingene på, når det i øvrigt er hensigtsmæssigt i forhold til den dømte og den dømtes forhold.

Spørgsmålet i beslutningsforslaget her er så, om den ordning skal bruges til noget mere end til afsoning. Skal den bruges i forbindelse med varetægtsfængsling? Skal den bruges i forbindelse med udslusning fra, at man har siddet inde i et lukket fængsel eller måske i et åbent fængsel, hvor det så kan bruges som en del af udslusningen? Og det er jo to interessante forslag. Det ene er mere fremkommeligt end det andet, vil jeg sige. For det at forestille sig, at vi skal ind og bruge elektronisk fodlænke som et alternativ til varetægtsfængsling, kan jeg ikke få øje på er muligt.

Hvis man ser på, hvad årsagen er til, at vi varetægtsfængsler folk, kan jeg ikke se, at det kan lade sig gøre, at man kan sidde i eget hjem med en elektronisk fodlænke på. For hvorfor er det, at vi varetægtsfængsler? Det gør vi, for at den mistænkte ikke går ud og påvirker vidner. Hvordan vil vi sikre os det, hvis vedkommende sidder i eget hjem med adgang til telefon og internet, til at få besøg osv.? Hvordan kan vi sikre os, at den, der sidder varetægtsfængslet i sit eget hjem, ikke har mulighed for at gå ud og påvirke efterforskningen, slette spor efter gerningen? Hvad nu, hvis gerningen er sket i det pågældende hjem? Skal man så være varetægtsfængslet på gerningsstedet? Det kan jo heller ikke lade sig gøre. Hvis vi varetægtsfængsler, fordi der er en risiko for, at vedkommende vil flygte, herunder flygte til udlandet, ja, så er det også noget nemmere, når man sidder derhjemme. Hvis man har lov til at passe sit arbejde, går der jo nogle timer, før det bliver opdaget, at vedkommende rent faktisk er væk.

Så er der hele spørgsmålet om retsbevidstheden, hvor vi jo varetægtsfængsler nogle, fordi det ikke er hensigtsmæssigt, at offeret kan møde sin gerningsmand dagen efter. Der kan det heller ikke lade sig gøre, at vi varetægtsfængsler i eget hjem. Og så er der egentlig ikke rigtig flere grunde til, at vi varetægtsfængsler. Det er der ikke. Hvis ikke de her grunde er opfyldt, siger domstolene, at der ikke er nogen grund til at varetægtsfængsle, og hvis ikke der er nogen grund til at varetægtsfængsle, skal vi i hvert fald ikke gøre det, at vi sætter dem i en elektronisk fodlænke i eget hjem. Det ville jo være helt omvendt. Så jeg har svært ved at se, at der kan være nogen muligheder, men jeg lytter da til, at man i England åbenbart har fundet en eller anden mulighed, så det kan lade sig gøre. Det synes jeg lyder lidt interessant. Jeg kender det ikke, og jeg har ikke nogen erfaring med det, men kan vi under udvalgsarbejdet få noget mere information om, hvordan det er derovre, så kan det da godt være, at jeg kan blive overbevist om, at der kunne være en mulighed for at gøre det. Jeg tvivler, men jeg kan jo blive overbevist.

Så er der den anden del, som jeg synes er langt mere interessant og fremkommelig. Det er, når det gælder udslusning. Når man har fået en frihedsstraf – altså det, at man ryger i fængsel – starter man i nogle tilfælde, typisk i de grovere sager, med at sidde i et lukket fængsel. Så sker der stille og roligt det, at man bliver sluset over i åbne fængsler; så kan man komme ud i noget pensionslignende, man kan blive prøveløsladt, man kan komme ud osv. I den måde, vi gennemfører sanktionerne på her i landet, er der sådan et udslusningsforløb, man prøver at følge, hvis det kan lade sig gøre, og i den sammenhæng synes jeg, vi skal se på, om den elektroniske fodlænke kan være et element. Det skal jo så sammenholdes med de andre muligheder, vi har, for udslusning. Hvordan kan den elektroniske fodlænke passe ind der? Igen skal sigtet være, at vi sørger for, at de, der er dømt, kommer godt tilbage i samfundet igen og kan leve en kriminalitetsfri tilværelse. Det må jo være det, der er målet for os alle sammen. Så den del er vi positive over for, og vi glæder os til, at vi kommer lidt længere hen på året, hvor vi skal diskutere en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen, og vi forventer, at vi i den forbindelse kan tage det her forslag med.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Lone Dybkjær.

Tak. Det Radikale Venstre var jo medforslagsstiller på det tidligere fremsatte forslag, som altså omhandler den første del af forslaget, og det kan vi derfor umiddelbart støtte. Det, der glæder mig, er, at der synes at være kommet en ny holdning til det her forslag, sådan at man ser mere åbent på det, end man gjorde tidligere, og det er da positivt. Det kan også godt være, at det er, fordi nøden driver en til det, men hvis det resulterer i noget godt, sker der jo ikke noget ved det.

Med hensyn til det andet forslag kunne man, når man hører ordførerne, godt have lyst til at læse forslagets tekst op. Det vil jeg ikke gøre, men der er jo ikke noget absolut i det, og derfor vil jeg sådan set blot foreslå, at man under udvalgsarbejdet og i det videre forløb prøver at se på, om der er nogen, der har været varetægtsfængslet, måske uretfærdigt eller urimeligt eller den slags, hvor fodlænkeordningen kunne bruges, eller om der er andre varetægtsfængslinger, hvor det har vist sig, at den sigtede senere blev dømt.

Jeg synes, at man, uden at det skal være en gennemgang af alle varetægtsfængslinger, skal tage nogle konkrete eksempler og så prøve at finde ud af, om det kunne være muligt at bruge fodlænkeordningen i visse tilfælde, og at man, som den tidligere ordfører var inde på, selvfølgelig også skal kigge på de engelske ordninger, sådan at man kan se, om der er noget, vi kan bruge her i landet. I betragtning af at vi varetægtsfængsler mere end så mange andre, kunne man jo godt forestille sig, at der var nogle muligheder.

Men som sagt har vi overordnet en positiv holdning til forslaget og ser frem til det videre arbejde og er glade for, at justitsministeren nu aktivt vil drage tingene ind i forbindelse med de kommende forhandlinger; så er vi da kommet et skridt videre.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod.

Jeg er fuldstændig enig i intentionen med det her forslag, nemlig at vi skal have færre mennesker til at sidde varetægtsfængslet, altså sidde fængslet, før de er dømt. Dermed er det jo i princippet folk, der er uskyldige, fordi de endnu ikke er dømt, og dem skal vi ikke have til at fylde op i fængslerne. Jeg er også enig i intentionen om, at vi skal have en bedre udslusning af folk, der er blevet dømt og har siddet lang tid i fængsel. Så intentionen er jeg enig i, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man så skal frihedsberøve dem med en fodlænke.

Altså, jeg forstår ikke behovet, for hvis vi tager dem, der er varetægtsfængslet, og hvor man ikke vurderer, at der er risiko for, at de bare går ud og begår nye forbrydelser, så behøver man jo ikke at varetægtsfængsle dem. Så kan man vente på, at de bliver dømt. Hvis der ikke er risiko for, at de påvirker vidner, og hvis de andre varetægtsgrunde ikke er opfyldt, er der ingen grund til at have dem varetægtsfængslet. Danmark er jo et af de lande, der varetægtsfængsler allermest, og vi kunne jo godt se på, hvordan vi kunne nedbringe omfanget på andre måder. Altså, hvis ikke der er nogen grund til, at nogen skal være spærret inde, så kan jeg heller ikke se, at der er nogen grund til, at de behøver have en fodlænke på. Så må vi jo sørge for, at politiets efterforskning går noget hurtigere, så de hurtigere kan komme for retten og vi kan få dem dømt, hvis de er skyldige. I andre lande kan man godt finde ud af at have en maksimumsgrænse for, hvor længe folk kan sidde varetægtsfængslet, og man kan også finde ud af, at man ikke behøver at varetægtsfængsle i så stort et omfang, som vi gør i Danmark. Jeg synes, det er den vej, man skal gå.

Noget tilsvarende gælder i forhold til udslusning. Altså, vi ved jo godt, hvordan vi kan lave gode udslusningsforløb. Vi ved, der er gode erfaringer med pensioner og andet i forhold til at få folk udsluset på en ordentlig måde og give dem de redskaber, der skal til, for at de kan komme i gang med at leve et liv, hvor de ikke sidder i fængsel, men selv skal kunne håndtere hverdagen, kunne komme i gang med uddannelse, arbejde osv., forhåbentlig i en kriminalitetsfri tilværelse. Så heller ikke her forstår jeg, hvorfor det er nødvendigt at give dem en fodlænke på, hvis man ikke vurderer, at det er nødvendigt, at de sidder indespærret.

Jeg er helt enig i intentionen, men jeg mener, at vi skal se på andre måder at gøre det på. Når vi snakker om dem, der er dømt og skal udsluses, synes jeg især der er ét område, hvor vi virkelig har behov for at bruge ressourcer, og det er på Kriminalforsorgen i Frihed, som i den grad er trængt på grund af de mange ekstra opgaver, de har fået i de senere år. Vi ved, de virkelig er i stand til at gøre en forskel og virkelig er i stand til at hjælpe folk til at få en kriminalitetsfri tilværelse, hvis ellers de har nogle ordentlige ressourcer. Og jeg synes, det er der, man skal sætte ind med ressourcer i stedet for på det med elektroniske fodlænker.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Så er det nu, man skal stikke en finger i ørerne, hvis man ikke kan holde ud at høre på min stemme. Jeg vil gerne starte med at sige tak for debatten. Den har rykket sig, kan jeg mærke, og jeg fornemmer i hvert fald, at vi er et stykke tættere på at kunne realisere de her planer, i hvert fald har flere partier tilkendegivet, at det er noget, som vi kan tage op under kriminalforsorgsforligsforhandlingerne.

Regeringen har jo fremlagt en rapport og nogle tiltag, der skulle dæmme op for den situation, som vi har i kriminalforsorgen med overfyldte fængsler. Man hæver belægsgrænsen, man konverterer nogle åbne pladser til lukkede, og man lader nogle afsonere vente. Det er jo ikke en reel løsning, det er ikke noget, som skaber flere pladser, og man har oven i købet kun lavet en vurdering for 2011.

Det virker underligt på mig, at man vælger at bruge penge på at konvertere nogle pladser, når man kun har en beregning for 2011. Jeg synes et eller andet sted, at pengene havde været bedre brugt på at realisere det her, som vi alle sammen er enige om er en god idé. Jeg synes, det er fint, at vi får drøftelsen til forhandlingerne senere.

Jeg skal sige fra Socialdemokraterne, at de tidligere har været afvisende over for det her forslag, men at de støtter det denne gang. Jeg vil også gerne takke Det Radikale Venstre for at støtte forslaget, og jeg synes også, at det er positivt, at man trods alt vil gå med til at undersøge forholdene ved varetægtsfængsling, hvilket flere har tilkendegivet. Jeg vidste godt, at det ville være den sværeste del af det her forslag.

Vi ved bare, at man i Danmark varetægtsfængsler rigtig, rigtig meget, også sammenlignet med de øvrige nordiske lande, så det vil være helt på sin plads at få undersøgt, om det gøres for meget, og om der er nogle personer, der ikke burde have været placeret i arresten, og om fodlænker kunne bruges konstruktivt i den forbindelse. Vi har lagt mærke til, at det gør man i England.

Jeg har ikke et dybere kendskab til varetægtsfængslingsreglerne i England, så derfor kan man formentlig heller ikke drage en parallel og præcist sige, at det kunne være en god idé i Danmark. Det er også derfor, at vi har formuleret beslutningsforslaget på en blød måde, så ministeren skulle komme med et oplæg til det, såfremt det kunne være interessant.

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg er meget positivt overrasket over tilgangen til debatten i dag, og jeg håber, at vi får fundet en løsning på det her på et senere tidspunkt.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget, og såfremt ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.