Jeg vil gerne takke for debatten.
Jeg vil sige, at det her efter min opfattelse er et af de største problemer, vi står over for.
Det er et kæmpe problem for de mennesker, der bliver udsat for social dumping.
For nu at tage en af de artikler, der har været i Avisen.dk den 11.
januar 2011 om sagen om Fitness World, så er der et citat fra en polsk arbejder, der ikke tør stå frem:
»De ville ikke give mig løn.
De ville tæske mig.
Jeg fik at vide, at når de fandt mig, ville de brække alle mine knogler, siger en polsk maler, ansat af Fitness Worlds underleverandører … I dag er han så bange, at han ikke tør få sit navn frem.«
Den slags historier er der desværre rigtig mange af.
Underleverandørerne forsvinder jo, når man prøver at komme efter dem.
Som hr.
Karsten Hønge var inde på, er der masser af eksempler på, at fagbevægelsen vinder sager om underbetaling i det fagretslige system, men firmaerne er væk, når man skal kræve pengene.
Når jeg mener, at social dumping er en af de største trusler, vi står over for, er det ikke, fordi jeg har noget imod, at der kommer udenlandske arbejdere til Danmark.
Jeg mener, at udenlandske arbejdere er fuldt velkomne, ligesom danske arbejdere er velkommen til at rejse ud og arbejde i andre lande.
Men det skal være på lige vilkår.
Det, der er det fuldstændig afgørende, er, at kommer man til Danmark, skal man have arbejde på lige vilkår.
Man skal ikke groft udnyttes af folk her i landet.
Fagbevægelsen har gjort en kæmpe indsats for at bekæmpe social dumping og har virkelig gjort et stort arbejde for at organisere de udenlandske arbejdere, men det kan altså være svært, hvis arbejderne, som i tilfældet her, bliver truet med tæv.
Hvis de bliver ringet op hjemme fra Polen og får at vide, at deres koner og børn er blevet opsøgt og har fået besked om, at arbejderne ikke må tale med fagbevægelsen i Danmark, kan man godt forstå, hvis nogle af dem ikke rigtig tør blive organiseret i en dansk fagforening.
Det er altså sådan nogle forhold, vi også er oppe imod, og det bliver man nødt til at tage med i overvejelserne.
Social dumping er et meget alvorligt problem for de mennesker, der bliver udsat for den her meget grove udnyttelse.
Det er et stort problem for de danske arbejdere, der ikke kan få job på ordentlige vilkår, fordi de bliver udkonkurreret af de firmaer, der groft udnytter andre.
Det er et problem for alle de mange ordentlige firmaer, der er i Danmark, som ikke kan komme til at konkurrere på fair vilkår.
Derfor ser vi, at flere og flere af firmaerne og også nogle af deres arbejdsgiverorganisationer tilslutter sig kampen mod social dumping, står med i blokaderne, og – som vi senest har set med den overenskomst, der er indgået med dansk håndværk – går ind og siger:
Vi bliver nødt til at have kædeansvar og andet for at sikre, at vi for alvor kan gøre noget imod social dumping.
Det er også et kæmpeproblem for samfundet, at vi ikke får de skatte- og momsindtægter, som vi skulle have, fordi de her firmaer jo ikke bare ikke betaler løn til deres medarbejdere, men altså heller ikke betaler skat og moms til staten.
Og så skal man altså også være opmærksom på, hvad det betyder for vores demokrati, når vi tillader, at den her slags ting finder sted.
En del af det her er også organiseret kriminalitet.
Når det får lov at brede sig, er det med til at undergrave vores demokrati, og det er en meget alvorlig trussel, som jeg synes en del herinde åbenbart ikke helt har forstået.
Fordi vi mener, at det er så alvorligt et problem, mener vi også, at det er nødvendigt at tage nogle alvorlige metoder i brug.
Alt det, som fagbevægelsen gør, er rigtig, rigtig godt.
Det er rigtig vigtigt at få myndighederne til at gøre langt mere – det er jeg rigtig glad for at Socialdemokraterne og SF tilslutter sig – og det skal vi nok få gennemført, når vi får et nyt flertal, nemlig at der skal komme langt flere ressourcer til SKAT, politi, arbejdstilsyn osv., så opdagelsesrisikoen bliver langt større; at vi får set på skattereglerne, så det bliver langt sværere at oprette fupfirmaer og undgå at betale skat; at vi får nogle meget højere straffe, så de firmaer, der snyder, for alvor kan mærke straffen; at vi får nogle meget skrappere krav til registrering og bedre adgang for arbejdsmarkedets parter til at se, hvad det egentlig er, der foregår.
For det er fint at sige, at arbejdsmarkedets parter skal løse problemerne, men hvis de ikke har nogen mulighed for at tjekke, hvad der egentlig foregår, hvad der bliver udbetalt i løn, hvem det er, der har underentreprisen osv.
af forskellige fupfirmaer, så bliver det svært for dem reelt at leve op til at skulle løse problemerne.
Vi mener også fra Enhedslistens side, at problemet er så alvorligt, at vi er nødt til at indføre bestilleransvar, hvervansvar, eller hvad man vælger at kalde det, så det er den, der bestiller en opgave, der har ansvaret.
Vi kan jo se, at en lang række andre lande i Europa er gået samme vej.
Der er flere og flere lande, der indfører forskellige former for solidaransvar, hvervansvar, bestilleransvar.
Senest har Norge indført det her den 1.
januar.
Vi mener, at det er nødvendigt.
Under debatten er der kommet en del spørgsmål til, hvad det helt konkret er, vi forestiller os.
Hvis man som kommune går ud og bestiller et plejehjem – som vi hørte det fra Venstres ordfører – ja, så indgår man jo i forvejen en kontrakt, hvor man stiller nogle krav om, at der skal være en garanti mod byggesjusk.
Man har jo igennem mange år fundet ud af, at det er et kæmpe problem, hvis det viser sig, at der er meget store byggesjuskproblemer, eller der viser sig mangler senere hen, og firmaet så er væk.
Derfor kræver man, at der er en garanti, så man også et par år efter kan få penge, hvis det viser sig, at der er problemer.
På samme måde kan man jo også kræve, at der bliver stillet en garanti for, at der bliver betalt løn og skat og moms.
Det er ikke svært at lave.
Hvis man er privat bygherre og får lavet en stor opgave til en værdi af over 100.000 kr., vil man på samme måde kunne kræve i en kontrakt, at der skal stilles en sådan garanti, ligesom der vil kunne laves forsikringsordninger og andet, som vi ser på andre områder.
Vi har valgt en bagatelgrænse på 100.000 kr.
Det er meget højt.
I Norge har de lavet en bagatelgrænse på 10.000 kr.
Vi tænkte, at vi skulle starte med at sige 100.000 kr., så det bliver meget klart, at vi ikke vil have de tilfælde med, hvor man skal have installeret en vaskemaskine, repareret en utæt vandhane, eller hvad det nu kan være.
Det, vi snakker om, er de tilfælde, hvor man skal have lavet nogle store opgaver.
Det vil typisk være professionelle, der får dem lavet, men det kan også være private, der får lavet større ombygninger på deres ejendom.
Der har vi så valgt at sige, at der skal være en bagatelgrænse på 100.000 kr.
Vi mener altså, at det er rimeligt at sige, at man faktisk også har et ansvar der.
I Danmark har vi jo et hæleriansvar.
Hvis man går ud og køber varer, som er stjålet, skal der ikke særlig meget til, før man kan blive dømt som hæler.
Hvis man har købt et fjernsyn nede på værtshuset, gennem Den Blå Avis eller andet, siger vi, at man kan gøres ansvarlig, selv om man selv siger, at man var i fuldstændig god tro.
Der har vi altså en holdning i samfundet om, at køber man på den måde, må man have en formodning om, at det her nok ikke er helt i orden.
På samme måde mener vi altså, at går man ud og får et tilbud på et byggeri, som ligger langt, langt under, hvad ordentlige firmaer tilbyder, så må man nok kunne tænke sig til, at det nok er, fordi der ikke bliver betalt skat og moms, så er det nok, fordi dem, der er ansat, får en elendig løn, måske ikke får andre steder at sove end byggepladsen osv.
Der mener vi godt, man kan tillade sig at stille et krav om, at man så kommer til at hæfte for den løn, der ikke er blevet betalt, og den skat og moms, der ikke er blevet betalt.
Vi kommer jo til at få et samråd om og svar fra ministeren på, hvad regeringen egentlig står for.
Men jeg vil sige, at det altså har undret mig utrolig meget, hvordan man overhovedet kan synes, det kan være en opgave for offentlige myndigheder at gå ud og rådgive om, hvordan man undgår at betale skat i Danmark, eller gå ud og rådgive om, hvordan man kan lade arbejdere sove i stalden, hvordan man kan betale overarbejde med en kasse øl til deling, eller hvordan man skal nøjes med at ansætte tre, fire af samme nationalitet, for at de ikke skal lave ballade og snakke for meget sammen, og hvad det ellers er for nogle mærkelige råd, vi har hørt på det sidste.
Jeg håber meget, at regeringen vil tage det her så alvorligt, at man faktisk går ind og sikrer, at der ikke længere kommer nogen af den slags råd fra officielle hjemmesider om, hvordan der kan gennemføres social dumping i Danmark, men at man tværtimod forstår, hvor alvorligt problemet er og sætter virkelig effektivt ind.
Tak.