UDKAST TIL TALE

til brug ved Retsudvalgets høring torsdag den 18. august

2011 om forslag til folketingsbeslutning om automatisk fra-

kendelse af retten til at have med dyr at gøre i sager om

dyremishandling og grovere uforsvarlig

behandling af dyr (B 93)

Dansk Folkeparti har som bekendt fremsat forslag til folke-tingsbeslutning om automatisk frakendelse af retten til at havemed dyr at gøre i sager om dyremishandling og grovere ufor-svarlig behandling af dyr.

Efter beslutningsforslaget skal personer, der dømmes for dyre-mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr,auto-matiskmiste retten til at have med dyr at gørefor bestandig.Dette vil indebære, at domstolene afskæres fra at foretage envurdering af, om en rettighedsfrakendelse bør ske i det konkretetilfælde.Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

Som jeg allerede sagde i forbindelse med beslutningsforslagetsførstebehandling den 2. maj 2011, kan regeringen ikke støttevedtagelsen af beslutningsforslaget. Dette er fortsat tilfældet.

Jeg er imidlertid ikke blevet bedt om at redegøre for regeringensholdning hér i dag, men i stedet om at holde et indlæg vedrø-rende politiets og anklagemyndighedens erfaringer på områdetfor at kaste lys over, hvordan de relevante myndigheder i prak-sis håndterer sager om frakendelse af retten til at beskæftige sigmed dyr.

På den baggrund vil jeg i det følgende redegøre for de erfarin-ger, som anklagemyndigheden har haft med sager om rettig-hedsfrakendelse i anledning af dyremishandling og grovereuforsvarlig behandling af dyr.

Herefter vil jeg redegøre for politiets praktiske arbejde meddenne type sager, herunder erfaringerne med anbringelse af deberørte dyr og de økonomiske aspekter forbundet hermed.

Jeg kan oplyse, at mit indlæg er baseret på oplysninger fraRigsadvokaten og Rigspolitiet. Da jeg af navnlig tidsmæssigeårsager ikke har mulighed for at redegøre udtømmende for demodtagne oplysninger, har jeg tænkt mig at sende de redegørel-ser, som Rigsadvokaten og Rigspolitiet har udarbejdet, til Rets-udvalget til brug for de videre overvejelser vedrørende forsla-get.

[Om gældende ret]

Jeg vil nu indledningsvist kort beskrive de relevante regler i dy-reværnsloven om frakendelse af retten til at beskæftige sig meddyr.

Ifølge denne bestemmelse kan personer, der ved dom findesskyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling afdyr, frakendes retten til for bestandig eller for et nærmere fastsattidsrum at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæfti-ge sig personligt med dyr. Det samme gælder personer, der tid-ligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr ogsom på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse.

Det fremgår af forarbejderne til dyreværnsloven, at frakendelsei sager, hvor der ikke foreligger mishandling eller gentagelses-tilfælde, kun bør ske, hvis det udviste forhold – og oplysninger-ne i øvrigt – giver grundlag for at antage, at der foreligger ennærliggende risiko for gentagelse. Der henvises i den forbindel-se til, at frakendelse i f.eks. landbrugsforhold kan være af gan-ske indgribende betydning for den dømte.

En rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 vedrørersom udgangspunkt alle dyr, men kan begrænses til alene at ved-røre bestemte dyreracer, ligesom retten til at eje dyr mv. efterretspraksis kan begrænses til et vist antal dyr.

En rettighedsfrakendelse kan ske for bestandig eller for et nær-mere fastsat tidsrum. Hvis der ved dommen fastsættes et tids-rum for frakendelsen, er dette i praksis som oftest på 2, 3 eller 5år.

Det er retten, der efter en konkret vurdering afgør, om betingel-serne for rettighedsfrakendelse er opfyldt. Retten tager på sam-me grundlag stilling til, for hvilket tidsrum der i givet fald skalske rettighedsfrakendelse. Ved vurderingen inddrager retten op-lysninger om sagens faktiske omstændigheder, om eventuellepålæg, der tidligere måtte være meddelt den tiltalte, samt oplys-ninger om den tiltaltes personlige forhold, f.eks. om tidligerestraffe for overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Det kan i øvrigt oplyses, at sager, hvor anklagemyndighedenovervejer at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, skalforelægges for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten har siden 2000ført en manuel oversigt over disse sager.

Formålet med denne forelæggelsesordning er bl.a. at sikre, atder – når betingelserne i øvrigt er opfyldt – i videst muligt om-fang nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når der er ta-le om mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr.

I sager vedrørendemishandlingaf dyr, jf. dyreværnslovens §28, stk. 1, 3. pkt., nedlægges der som altovervejende hovedregelpåstand om rettighedsfrakendelse, og domstolene følger somudgangspunkt disse påstande.

Rigsadvokaten har til brug for mit indlæg foretaget en manuelgennemgang af oversigten over rettighedsfrakendelsessagermed henblik på at finde sager om rettighedsfrakendelse somfølge af mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr.

På baggrund af denne gennemgang har Rigsadvokaten oplyst, atder er modtaget underretning om, at der er i årene 2000 til 2010er sket rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 overfor 143 personer i anledning af grovere uforsvarlig behandlingaf dyr eller mishandling. Herudover er 46 personer blevet fri-fundet for anklagemyndighedens rettighedsfrakendelsespåstand.

Det er endvidere oplyst, at domstolene i årene 2000 til 2010gennemsnitligt har fulgt anklagemyndighedens frakendelsespå-stand i ca. 76 pct. af sagerne.

Hvis der alene ses på den sidste del af denne periode, har ankla-gemyndigheden fra 2008 til 2010 fået medhold i frakendelses-påstanden i ca. 85 pct. af sagerne.

Det kan i øvrigt oplyses, at ud af de nævnte sager fra periodenfra 2008 til 2010 vedrørte 25 af sagernemishandling af dyr.Idisse mere alvorlige sager har anklagemyndigheden fået med-hold i frakendelsespåstanden i 23 af sagerne, hvilket svarer til92 pct. af de rejste sager.

Det skal dog understreges, at disse oplysninger beror på en ma-nuel gennemgang af de oplysninger, som Rigsadvokaten har re-gisteret i forbindelse med behandlingen af frakendelsesspørgs-5

For så vidt angår de personer, der er blevet frifundet for rettig-hedsfrakendelsespåstanden, kan jeg oplyse, at frifindelse harfundet sted efter en helt konkret vurdering af omstændighedernei de pågældende sager. Der er herved i de enkelte sager bl.a. lagtvægt på,atder var tale om enkeltstående forhold,atder efter-følgende var truffet aftale om regelmæssige tilsyn,atforholdenefor dyrene efterfølgende var blevet forbedret, ogatdet var læn-ge siden, at forholdene var blevet begået.

[Sager hvor personlige forhold er taget i betragtning]

Folketinget har konkret efterspurgt eksempler fra retspraksis påsager, hvor gerningsmandens alder og sociale forhold er taget ibetragtning ved sagens afgørelse.

Som et eksempel på en sag, hvor gerningsmandens personligeforhold indgik i vurderingen af rettighedsfrakendelsesspørgsmå-let, har Rigsadvokaten bl.a. henvist til en dom fra 2009, hvorden tiltalte blev fundet skyldig i grovere uforsvarlig behandlingaf en hund. Tiltalte havde bl.a. ikke sørget for, at hunden havdetørt underlag eller adgang til vand og foder. Hunden havde pågrund af manglende pleje og dyrlægebehandling bl.a. massivehudforandringer over hele kroppen, og hunden måtte aflives.

Tiltalte blev idømt en bøde på 7.500 kr. samt frakendt retten tilat eje, bruge, passe eller i det hele beskæftige sig personligt meddyr i 3 år. Ved rettighedsfrakendelsen lagde retten vægt på, at6

tiltalte tidligere var dømt for overtrædelse af dyreværnsloven,og at baggrunden for den uforsvarlige behandling af hundenvar, at tiltalte havde haft en depression, samt at han stadig varunder behandling for depression.

Som et andet eksempel på en sag, hvor den tiltaltes depressionindgik i vurderingen af, om der var grundlag for rettighedsfra-kendelse, kan nævnes en dom fra 2007, hvor tiltalte i byrettenblev idømt en bøde på 10.000 kr. for grovere uforsvarlig be-handling af 16 heste.

Den tiltalte i sagen havde undladt at fodre og vande hestene til-strækkeligt, hvorved de blev stærkt afmagrede. Tiltalte, der ledaf en svær depression i forlængelse af en sorgreaktion efter fa-derens død, blev frifundet for påstanden om rettighedsfraken-delse.

Retten lagde herved vægt på, at det måtte antages, at tiltaltesdepression var den eneste årsag til, at han ikke havde kunneoverskue at passe hestene, efter at han i over 30 år havde be-skæftiget sig med heste på et forholdsvis højt niveau. Som følgeaf sagen kom tiltalte i medicinsk behandling med positivt resul-tat.

Dette sammenholdt med den hjælp, han i øvrigt fik, gav rettengrundlag for at konstatere, at der ikke længere var problemer.Retten lagde herved tillige vægt på, at dyrlægen havde betegnethesteholdet som velpasset kort tid forud for hovedforhandlin-gen.7

Under disse omstændigheder fandt retten ingen nærliggende ri-siko for, at en lignende situation ville opstå igen, og tiltalte blevderfor frifundet for anklagemyndighedens påstand om rettig-hedsfrakendelse.

Denne sag er interessant, fordi den er et eksempel på, at forhol-dene på domstidspunktet var blevet forbedret, hvilket udtrykke-ligt blev tillagt vægt ved vurderingen af, om der skulle ske ret-tighedsfrakendelse.

Som et eksempel på en sag, hvor der skete rettighedsfrakendel-se, selvom der var tale om et enkeltstående forhold begået afunge mennesker har Rigsadvokaten henvist til en dom fra Ve-stre Landsret fra 2010.

I denne sag blev samtlige seks tiltalte fundet skyldige i overtræ-delse af dyreværnslovens § 1 og § 13, ved sammen at have ud-sat et marsvin for groft uforsvarlig behandling med karakter afmishandling.

De tiltalte havde aftalt, at de ville aflive et marsvin ved at sætteild til det, hvorefter to af de tiltalte hældte benzin ud over mar-svinet. Herefter satte en af de tiltalte ild til marsvinet, der løbbrændende rundt i ca. 30 sekunder medens alle de tiltalte så påog grinede. Samtidig filmede to af de tiltalte det brændendemarsvin, inden det blev aflivet med bl.a. flere slag med et slag-våben.

I byretten blev de seks tiltalte – hvoraf en tillige blev straffet forovertrædelse af våbenbekendtgørelsen og for hæleri – idømt be-tingede fængselsstraffe på mellem 20 og 40 dage samt tillægs-bøder. En af de tiltalte blev dømt til – efter kommunens nærme-re bestemmelser – at undergive sig foranstaltninger efter lov omsocial service § 52.

Samtlige tiltalte blev i byretten frifundet for den nedlagte på-stand om rettighedsfrakendelse, da byretten ikke fandt tilstræk-kelig grundlag for frakendelse henset til, at der var tale om etenkeltstående forhold.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at detiltalte i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., blevfrakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det helebeskæftige sig personligt med dyr i 3 år fra landsrettens dom.Landsretten lagde herved vægt på grovheden af forholdet ogbemærkede, at flere af de tiltaltes forklaringer om, at de havdedyr i hjemmet, ikke kunne føre til et andet resultat.

Dette er tre af de eksempler fra praksis efter dyreværnsloven,som Rigsadvokaten har beskrevet i sin redegørelse. Som nævntvil jeg sørge for, at Rigsadvokatens fulde redegørelse sendes tiludvalget i umiddelbar forlængelse af denne høring.

[Frakendelse efter hundeloven]

For så vidt angår rettighedsfrakendelse efter hundeloven, kanjeg oplyse, at det følger af hundelovens § 12 a, stk. 1, at rettentil at beskæftige sig personligt med hunde kan frakendes for be-standigt eller for et nærmere fastsat tidsrum.

Frakendelse kan ske, hvis den pågældende har anvendt en hundtil angreb på eller som trussel mod mennesker eller dyr eller harundladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende bemærkede,at hunden overfaldt mennesker eller dyr.

Herudover kan frakendelse ske, hvis den pågældende har ladeten hund deltage i en hundekamp, har afholdt hundekampe ellerhvis den pågældende i gentagne tilfælde er straffet for overtræ-delse af en række nærmere angivne bestemmelser i hundelovenom båndpligt mv.

Sager hvor anklagemyndigheden overvejer at nedlægge påstandom rettighedsfrakendelse efter hundeloven, skal også forelæg-ges for Rigsadvokaten. Disse sager registreres ligeledes i dentidligere nævnte manuelle oversigt.

På baggrund af en gennemgang af oversigten har Rigsadvokatenoplyst, at der er modtaget underretning om, at der i årene 2006til 2010 ved dom er sket rettighedsfrakendelse efter hundelo-vens § 12 a, stk. 1, over for fem personer.

Fire personer er blevet frifundet for anklagemyndighedens ret-tighedsfrakendelsespåstand efter hundeloven, hvoraf tre af per-10

Som eksempel på en sag, hvor der er sket rettighedsfrakendelseefter hundeloven, har Rigsadvokaten henvist til en dom fra2009, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse afhundelovens § 6 d ved at have ladet en hund deltage i hunde-kamp. Den tiltalte blev idømt en bøde på 3.000 kr. og – i over-ensstemmelse med anklagemyndighedens påstand – frakendtretten til personligt at beskæftige sig med hunde i 5 år, jf. hun-delovens § 12 a, stk. 1, nr. 4.

Rigsadvokaten har også beskrevet en dom fra 2009, hvor dentiltalte blev fundet skyldig i legemsangreb af særlig farlig karak-ter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have pudset sinkamphund på en person. Hunden angreb personen og bed dennei benet med skade til følge. Endvidere blev tiltalte dømt forovertrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

Den tiltalte blev idømt 3 måneders fængsel, der blev gjort be-tinget med vilkår om bl.a. samfundstjeneste og om at tiltalteskulle undergive sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbe-handling af 1 års varighed.

Den tiltalte blev herudover frakendt retten til at beskæftige sigpersonligt med hunde i 5 år i medfør af hundelovens § 12 a, stk.1, nr. 1 og nr. 2.

[Generelt om domstolenes reaktion i sager om frakendelse]

Rigsadvokaten har mere generelt oplyst, at domstolene i vidtomfang følger anklagemyndighedens påstand om rettighedsfra-kendelse i sager om dyremishandling og grovere uforsvarlig be-handling af dyr. Dette er også tilfældet i sager, hvor der ned-lægges påstand om rettighedsfrakendelse efter hundeloven.

Rigsadvokaten har samtidig påpeget, at da spørgsmålet om,hvorvidt der er grundlag for at foretage rettighedsfrakendelseefter gældende ret beror på en konkret vurdering af sagens om-stændigheder, vil der i nogen sager ske frifindelse for anklage-myndighedens påstand om rettighedsfrakendelse.

Jeg mener, at Rigsadvokatens redegørelse bekræfter, at der idisse sager er behov for en konkret stillingtagen til, om rettig-hedsfrakendelse er en hensigtsmæssig sanktion eller ej – og deter fortsat min holdning, at den endelige afgørelse af dettespørgsmål, bør ligge hos domstolene.

[Politiets behandling af sager om rettighedsfrakendelse]

Jeg vil nu oplyse om politiets behandling af sager om rettig-hedsfrakendelse efter dyreværnsloven og hundeloven.

Rigspolitiet har oplyst, at sager vedrørende overtrædelse af dy-reværnslovgivningen behandles af de enkelte politikredse, dermed afsæt i kredsenes lokale forhold er ansvarlige for tilrette-læggelsen af indsatsen på dyrevelfærdsområdet.

Til brug for kredsenes arbejde med disse sager, er der udarbej-det en manual, der skal understøtte politiets behandling af dyre-værnssager. Manualen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestå-ende af repræsentanter for politiet, anklagemyndigheden og ve-terinærmyndighederne.

Til brug for mit indlæg, har Rigspolitiet indhentet udtalelser ombehandlingen af dyreværnssager fra de enkelte politikredse.

Det fremgår af disse udtalelser, at der i flere politikredse er ud-arbejdet operationsplaner eller vejledninger om sagsbehandlin-gen af dyreværnssager. Rigspolitiet har også modtaget oplys-ninger om, at der flere steder i landet er etableret velfungerendesamarbejder i dyreværnssager med bl.a. dyrlæger, landbofor-eninger, lokale dyreinternater, vildtplejestationer, zoologiskehaver og Dyrenes Beskyttelse.

Det fremgår endvidere af de indhentede udtalelser, at sager ved-rørende overtrædelse af dyreværnslovgivningen, som udgangs-punkt behandles af personale med særlig erfaring med behand-ling og efterforskning af denne type sager. I øvrigt efterforskessagerne sædvanligvis i et løbende samarbejde med politiankla-gere eller jurister.

Når en dyreværnssag indledes, rekvirerer politiet som udgangs-punkt dyrlægeassistance fra Fødevareregionen eller en privat-praktiserende dyrlæge. Dette sker med henblik på at modtage enveterinærfaglig vurdering af sagen.

Når politiet ankommer til gerningsstedet, og dyrlægen tilkende-giver over for politiet, at dyreværnsloven er overtrådt, optagerpolitiet anmeldelsesrapport herom. Der optages endvidere fotosaf forholdene efter nærmere aftale med dyrlægen. Herudoveranmodes dyrlægen om at udfærdige en erklæring om forholde-ne.

Vurderer dyrlægen, at der er dyr som behandles uforsvarligt,kan politiet give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling, jf.dyreværnslovens § 21, stk. 1. Er dyret sygt eller kommet uhel-bredeligt til skade, kan politiet meddele pålæg om aflivning afdyret, hvis det vil medføre unødig lidelse at lade det leve. Hardyrlægen ikke medbragt udstyr til aflivning af dyret, kan politietpålægge den ansvarlige at aflive dyret straks.

Hvis et pålæg om aflivning ikke efterkommes, skal det tilstede-værende politipersonale sædvanligvis ved tilkaldelse af en prak-tiserende dyrlæge sørge for, at dyret aflives.

I mindre alvorlige tilfælde, hvor aflivning på stedet ikke skøn-nes påkrævet af dyrlægen, kan politiet efter lovens § 21, stk. 1,1. pkt., give den ansvarlige person specifikke pålæg om dyrsbehandling.

Efterkommes et sådant pålæg ikke, skal politiet sørge for dyre-nes pasning, og kan herunder anbringe dyrene et andet sted, jf.dyreværnslovens § 22, stk. 1, 1. pkt. Hvis forholdene tilsigerdet, kan politiet straks i forbindelse med, at pålægget meddeles,eller senere, træffe beslutning om, at dyret skal sælges eller af-14

Der skal dog foreligge særlige omstændigheder, som betinger etsådant skridt, f.eks. dyrenes tilstand, udsigten til, at ejeren kanpasse dyrene igen, og udgifterne ved dyrenes placering andet-steds.

I sager om overtrædelse af dyreværnsloven, hvor overtrædelsenantages at kunne udgøregrovere uforsvarlig behandlingellermishandlingaf dyr, indhenter politiet en supplerende udtalelsefra Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd medhenblik på en vurdering af dette spørgsmål. Denne vurderinghar også betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der understraffesagen skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelseefter dyreværnslovens § 29, stk. 1.

Rigspolitiet har oplyst, at politikredsenes erfaringer med sager,hvor der kan blive tale om rettighedsfrakendelse, er varierede.

Således har 2 politikredse oplyst, at kredsene i de seneste år ik-ke har behandlet sager, hvor spørgsmålet om rettighedsfraken-delse har været relevant.

Flere politikredse har oplyst, at der kun har været få sager, hvorspørgsmålet om rettighedsfrakendelse har været relevant.

En politikreds har oplyst, at kredsen i 2010 og første halvår af2011 har behandlet 4 sager om overtrædelse af dyreværnsloven,hvor spørgsmålet om rettighedsfrakendelse har været forelagtRigsadvokaten.

En anden politikreds har oplyst, at man har 7 verserende sagervedrørende grovere uforsvarlig behandling af dyr.

[Eksempler på frakendelsessager]

Rigspolitiet har i sin redegørelse beskrevet en række eksemplerpå afsluttede og verserende sager vedrørendegrovere uforsvar-lig behandlingaf dyr, hvor der er sket rettighedsfrakendelse imedfør af dyreværnsloven, eller hvor det har været overvejet atnedlægge påstand om rettighedsfrakendelse.

Idet Rigspolitiets redegørelse som nævnt vil blive oversendt tilFolketinget i sin helhed, vil jeg i dag undlade at redegøre fordisse eksempler, men i stedet henvise til redegørelsen.

[Anbringelse af dyr, herunder de økonomiske aspekter]

I stedet vil jeg nu vende mig mod spørgsmålet om politiets erfa-ringer med anbringelse af dyr, herunder de økonomiske aspekterder er forbundet hermed.

Nogle politikredse har oplyst, at udgifterne til f.eks. anbringelsei internat, transport, opstaldning, fodring, dyrlægebehandling og16

aflivning ofte er betydelige, og at der sjældent er mulighed forat få dækket udgifterne hos den domfældte.

Efter det oplyste kan navnlig udgifterne i forbindelse med an-bringelse af dyr, herunder hele besætninger, være meget storealt efter varigheden af opholdet, antallet af dyr og hvilken typedyr, der er tale om.

Nogle politikredse har oplyst, at man forsøger at begrænse ud-gifterne ved bl.a. at træffe aftaler med lokale landboforeningerom pasning, ligesom det ikke sjældent forekommer, at naboerog familie træder til med hjælp til pasningen.

En politikreds har oplyst, at man i de tilfælde, hvor et pålæg omdyrets behandling ikke efterkommes, så vidt muligt forsøger atundgå flytning af dyr. Dette skyldes, at det navnlig ved flytnin-gen af en hel besætning kan være forbundet med vanskelighederat finde en egnet ejendom af passende størrelse, ligesom dyrenepå grund af deres tilstand ofte ikke er transportegnede.

En anden kreds har oplyst, at der på årsbasis sker meget få elleringen anbringelser af dyr i forbindelse med dyreværnssager. Iflere sager, hvor pasningen af dyrene ikke har kunnet varetagesaf ejeren, har politikredsen som alternativ til en anbringelse an-vendt en vikarservice til at passe dyrene på ejendommen.

Endvidere har en politikreds oplyst, at dyr, der er beslaglagt el-ler anbragt af andre årsager, anbringes på dyreinternater, vildt-plejestationer, zoologiske haver eller lignende, hvor der typiskforinden er truffet uformelle aftaler.

[Afslutning]

Jeg håber, at den information jeg hermed har videreformidlet,har imødekommet det behov for oplysninger, som retsudvalgetsmedlemmer måtte have på dette område.

Som allerede nævnt, vil jeg sørge for, at de redegørelser fraRigsadvokaten og Rigspolitiet, der ligger til grund for mit ind-læg snarest muligt bliver sendt til udvalget.