Tak for debatten om det forslag, der ligger her, og tak til ministeren for de positive bemærkninger om de gode motiver, som vi selvfølgelig har, når vi fremsætter et forslag som det her.
Vi ser jo tydeligt, hvordan Danmark udvikler sig mere og mere skævt.
Vi ser, hvordan den centralisering, der sker på grund af regeringens politik, f.eks.
den kommunalreform, der har været, betyder, at vækst og erhvervsudvikling koncentrerer sig om de større byer, og vi ser, hvordan der sker en skævvridning af Danmark.
Vi ser, hvordan yderområderne har svært ved at fastholde arbejdspladser, og vi ser, hvordan det er svært at genvinde arbejdspladser, når de er gået tabt.
Den afvikling af yderområderne, som vi ser i øjeblikket, skal tages meget alvorligt.
Det skal den af flere forskellige grunde.
En central grund er, at vi ikke har råd til at lade uudnyttede ressourcer og potentialer gå til spilde.
Vi ved jo, at de gode hjerner er jævnt fordelt over hele Danmark, men vi kan også godt se, at når der ikke er lige adgang til uddannelse, vil der være ressourcer, som vi ikke får brugt, og der vil være mennesker, der ikke udnytter det potentiale, de har.
Vi kan se, at de gode ideer, der er til erhvervseventyr, er jævnt fordelt, men at det ikke er alle, der har mulighed for at omsætte de gode ideer på samme vilkår, og det har vi ikke råd til.
Der er brug for en regional strategi, som giver nogle rammevilkår, der sikrer en harmonisk udvikling, og det er baggrunden for, at vi har ønsket at nedsætte sådan en udkantskommission, som skal analysere den udvikling, der er, og udarbejde forslag til, hvordan man spreder økonomi, udvikling, vækst og offentlig service på en måde, så hele Danmark bliver tilgodeset.
Vi har jo i beslutningsforslaget givet en liste over de ting, som vi mener at en sådan kommission skal kigge på, nemlig noget af det, som vi mener er omdrejningspunktet for at få en god og sund udvikling af alle dele af Danmark.
Det behøver jeg vist ikke at gå så meget ind i, det er også en del af de emner, som vi diskuterede under redegørelserne tidligere i dag.
De drøftelser, vi har haft i dag på baggrund af redegørelserne og forespørgslerne, viser jo, at der faktisk er temmelig stor uenighed om, hvilke udfordringer der er i visse regioner af Danmark.
Der er uenighed om, hvor stor udfordringen er.
Jeg tror også, der er uenighed om, hvilke områder der er hårdest ramt, og ikke mindst er der uenighed om, hvad der skal til for at få balance.
Noget af det, vi har hørt, er jo en diskussion om, hvorvidt generelle ting som skat, erhvervsvilkår og uddannelsesvilkår overhovedet er noget, der berører skævhed eller berører det, der er i yderdistrikterne, eller om vi skal ind at kigge på helt specifikke lovforslag for at se, hvad der rammer, også i yderdistrikterne.
Det ville være rart, nyttigt og gavnligt at få flere oplysninger, flere facts, ikke bare for at være enige om at beskrive, hvad det er, der er baggrunden for at se på Danmark som skævt eller som ikkeskævt, men også for at se, hvad det er for nogle brikker, man arbejder med, når man skal prøve at skabe et mere lige Danmark.
Man kan godt sige, at vi i debatten var uenige om, hvad udfordringen er, og hvordan den skal håndteres, og man kan diskutere, om det er nødvendigt at have en kommission.
Men i hvert fald kunne man sige, at hvis vi fik arbejdet seriøst med det her, kunne vi måske blive forvirret på et højere plan og starte diskussionerne på et niveau, hvor vi diskuterer, hvad der skal ske, i stedet for at starte hver eneste diskussion med at slå hinanden oven i hovedet med, hvem der har ret, eller hvem der ikke har ret.
Så et mere fælles grundlag for at diskutere, hvad der skal ske for at få en lige udvikling for at tilgodese yderdistrikterne, ville være ønskeligt.
De oplysninger og den viden, man kan få ved at få en kommission som den her, kan jo også bruges i debatten om, hvordan den generelle lovgivning virker.
Det er der, man kan gå ind og få tal på, hvad vilkårene er for offentlig service, og hvordan den fordeles.
Det er måske der, hvor man kan gå ind og kigge på, om den økonomiske politik og skattepolitik er med til at understøtte en skævvridning, eller de ikke er med til at understøtte en skævvridning.
Jeg skal beklage, at der ikke er et flertal for at få denne viden, at der ikke er et flertal for at gå ind og kigge på, hvad det mere præcis er, der er udfordringerne, og hvordan man håndterer dem.
Vi har rost hinanden i dag for de gode motiver, for intentionerne om at ville gøre noget, også for yderdistrikterne.
Vi har rost alle de ildsjæle, der arbejder for, at også yderdistrikterne får en god udvikling, og vi har rost dem, der gør en arbejdsindsats derude.
Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kan tage det næste skridt og blive enige om at definere, hvad udfordringerne er, og finde de nye mulige måder at arbejde videre med det på.
Det, man kan få ud af en udkantskommission, er selvfølgelig den fælles viden.
Det er også en ramme for at lave en langtidsplanlægning for, hvad der skal ske for at få et mere lige Danmark.
Det, der ville være fordelen med udviklingen på det lange stræk, ville være, at man kunne fastlægge nogle rammer for, hvad der skal ske.
Hvis vi kunne blive enige om nogle mål og sige, at det er der, vi skal hen, og udpege nogle strategier til at komme der, kunne det også være, at man kunne få nogle fælles politiske drøftelser eller nogle fælles politiske mål og måder til at nå derhen.
På den måde er forslaget om en udkantskommission et forslag til at få et fælles sprog omkring yderdistrikterne i Danmark.
Det er et fælles sprog for, hvordan vi får vækst, og hvordan vi får økonomien spredt ud.
Så uanset at der tilsyneladende ikke er opbakning til at få en udkantskommission, vil arbejdet jo fortsætte for at få fokus på yderdistrikterne i Danmark og få fokus på, hvad udfordringerne er, og hvad løsningerne vil være, og det skal selvfølgelig fortsætte, også efter i dag.