Det næste punkt på dagsordenen er:

23) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til udenrigsministeren og integrationsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om EU's stigende indflydelse på dansk udlændingepolitik, herunder bl.a. om indholdet af det kommende Stockholm-program og om kommende domme fra EU-Domstolen, og på hvilke områder vurderer ministeren, at EU, trods det danske retsforbehold, vil presse det danske demokrati og sætte Folketingets beslutningskompetence under yderligere pres?

Af Martin Henriksen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 16.12.2010. Fremme 11.01.2011).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen.

For begrundelse af forespørgslen ordfører for forespørgerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Grunden til, at vi har rejst den her forespørgselsdebat for Dansk Folkepartis vedkommende, er jo, at vi har en række bekymringer i forhold til den indflydelse, som EU har på bl.a. dansk udlændingepolitik. Derfor synes vi, at det er rimeligt, at vi her i Folketingssalen får en diskussion af de konsekvenser, som bl.a. de allerede afgivne EU-domme har og kan få for dansk udlændingepolitik, men også hvad nye regler, direktiver og EU-domme kan få, og også af, hvordan man kan se dansk udlændingepolitik i forhold til Stockholmprogrammet. Det er baggrunden for forespørgslen.

Tak. Så går vi over til besvarelsen. Jeg kan se, at ministrene har aftalt en rækkefølge, så det er integrationsministeren først. Det går jeg ud fra, siden udenrigsministeren sidder stille og roligt. Integrationsministeren.

Jeg tror ikke, jeg har tænkt mig at sige noget, der foruroliger udenrigsministeren – ikke i dag, i hvert fald. Regeringen er altid ét. Sådan er det jo, men derfor kan hver fugl godt pippe med sit næb. Jeg skal spare befolkningen for at synge med det lige nu.

Det er ikke første gang, Folketinget bliver orienteret om det såkaldte Stockholmprogram. Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udvalg for Udlændige- og Integrationspolitik er løbende blevet orienteret om Stockholmprogrammet som led i den nationale EU-procedure både i forbindelse med vedtagelsen af selve programmet i efteråret 2009 og igen i juni 2010 i forbindelse med fremlæggelsen af Kommissionens handlingsplan til udmøntning af programmet.

Lad mig så lige slå to ting fast for at undgå nogen som helst tvivl. Stockholmprogrammet blev vedtaget af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde den 10.-11. december 2009. Der er altså ikke tale om et kommende, men derimod et allerede foreliggende arbejdsprogram, der fastlægger de politiske prioriteter på området for retlige og indre anliggender i perioden 2010-2014. Stockholmprogrammet er en overordnet politikplan og ikke en lovgivningsmæssig foranstaltning. Indholdet i programmet lægger ikke op til vidtgående nye ting, der ikke tidligere er opnået politisk enighed om, men indeholder snarere primært ideer, som allerede var på tegnebrættet, hvilket er i overensstemmelse med de danske ønsker.

Såfremt der i forbindelse med udmøntningen af Stockholmprogrammet fremsættes forslag til retsakter på asyl- og migrationsområdet, vil de stort set alle være omfattet af det danske forbehold for retlige og indre anliggender. Det betyder, at Danmark ikke ville kunne deltage i en vedtagelse af forslagene, og at de retsakter, der bliver vedtaget, ikke er bindende for Danmark. Hvis der er tale om Schengenretsakter, har Danmark mulighed for efterfølgende at tilslutte sig retsaktet på mellemstatsligt grundlag.

Jeg kan så berolige Dansk Folkeparti med, at når Kommissionen fremsætter et konkret initiativ indeholdt i Stockholmprogrammet, vil der på helt sædvanlig vis ske en behandling af forslaget både i EU og i de nationale parlamenter. Folketingets Europaudvalg vil derfor løbende blive orienteret om enkelte forslag, i takt med at de bliver fremsat som led i den nationale EU-procedure. Regeringen vil også i den forbindelse forholde sig til de enkelte elementer i forslagene og vurdere, om vi finder dem hensigtsmæssige eller ej.

Jeg vil også gerne gøre klart, at regeringen støtter Stockholmprogrammet, da det er fornuftigt, at Rådet giver nogle retningslinjer til Kommissionen om, hvor man politisk set ønsker at bevæge sig hen. Det gælder alle emner på mit område, på asyl- og indvandringspolitikken til integration eller udsendelse. Blot for at nævne nogle eksempler, vil jeg sige, at Stockholmprogrammet fokuserer bl.a. på at fremskynde samarbejdet med oprindelseslande og transitlande som led i en effektiv og bæredygtig tilbagesendelsespolitik. Der lægges også stor vægt på en effektiv koordinering af det praktiske og operationelle samarbejde på migrationsområdet, herunder med en styrket rolle til det europæiske grænseagentur Frontex om etablering af det europæiske asylstøttekontor. Mange af de samarbejdsområder, der i dag er kommet fokus på som følge af ulovlig indvandring grundet situationen i Nordafrika, var således allerede i en eller anden form en del af de ideer, der lå i Stochholmprogrammet. I forhold til terrorbekæmpelse understreger programmet vigtigheden af at bekæmpe radikalisering, og i den sammenhæng fremhæves også sammenhængen med integrationsindsatsen.

Det danske forbehold på området for retlige og indre anliggender fremgår af en selvstændig protokol, der er knyttet som bilag til Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Forbeholdet betyder grundlæggende, at Danmark som udgangspunkt ikke er med i den lovgivningsmæssige side i EU-samarbejdet om at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. På integrationsområdet betyder det, at Danmark ikke har stemmeret i Rådet vedrørende retsakter, der er fremsat med hjemmel i de dele af traktaten, der vedrører politikkerne for grænsekontrollen samt asyl og indvandring med undtagelse af visse visumforanstaltninger. Sådanne retsakter finder ikke anvendelse i Danmark, og vi er ikke bundet af dem. Danmark er til gengæld med i Schengensamarbejdet, og derfor sikrer vores protokol som nævnt, at vi har mulighed for efterfølgende at tilslutte os retsakter på Schegenområdet, selv om vi altså fortsat ikke kan stemme i Rådet som følge af forbeholdet. Når Danmark efterfølgende tilslutter sig en retsakt, der videreudvikler Schengensamarbejdet, sker det som nævnt på mellemfolkeligt grundlag.

Lad mig så også understrege, at som led i EU-samarbejdet har medlemsstaterne overladt beføjelser til EU-Domstolen med henblik på at foretage den endelige fortolkning af vedtagne EU-retsakter, herunder asyl- og indvandringsreglerne og reglerne om fri bevægelighed. EU-Domstolens kompetence skal sikre, at der sker en ensartet fortolkning af EU-retsakter i alle medlemsstater. Det danske forbehold på asyl- og indvandringsområdet har den virkning, at EU-Domstolens afgørelser på dette område ikke er bindende for eller finder anvendelse i forhold til Danmark. Derimod har EU-Domstolen på Integrationsministeriets område bl.a. kompetence til at fortolke reglerne om fri bevægelighed for personer. De regler, der udgør en af hjørnestenene i Den Europæiske Unions indre marked, er Danmark selvsagt bundet af, og Danmark er derfor også retligt bundet af EU-Domstolens afgørelser på de centrale områder. Det er ingen kunst at fremhæve de indlysende fordele ved EU's indre marked, ikke mindst i forhold til vækstperspektivet. Det er min klare opfattelse, at reglerne om personers fri bevægelighed kommer mange danske til gavn, både personligt og økonomisk, når de ønsker at arbejde, studere eller bo i et andet EU-land, herunder også når en dansker bosætter sig i et andet EU-land med sin familie. Danmark efterlever selvsagt EU-Domstolens afgørelser vedrørende fri bevægelighed for personer, skønt vi ikke altid måtte være enige i udfaldet. Danmark deltager aktivt i domstolssagerne for at gøre vores synspunkter gældende, og EU-Domstolen er dermed nødt til at forholde sig til danske synspunkter. Vi kan i sagens natur og heldigvis ikke diktere udfaldet af domme, men når en sag falder ud til dansk fordel, er danske synspunkter og interesser netop blevet lagt til grund. Den aktive deltagelse i domstolssagerne er med andre ord en ubetinget fordel. Danmark afgiver indlæg i sager om fortolkning af EU-borgeres opholdsrettigheder, når udfaldet har betydning for dansk ret, og der foretages en grundig analyse af dommens betydning her.

Den seneste sag på området er EU-Domstolens dom i den såkaldte McCarthy-sag, som klart fastslår, at der er grænser for anvendelsen af EU-retten. I McCarthy-sagen havde EU-borgeren ikke udøvet retten til fri bevægelighed, og Domstolen fastslog, at EU-borgeren på trods af det forhold, at hun var statsborger i to EU-lande, ikke havde krav på familiesammenføring efter EU-retten. Dommen illustrerer, at de juridiske synspunkter, som vi på regeringens vegne gør gældende, vinder genklang ved EU-Domstolen. I takt med at EU-arbejdet intensiveres, må det forventes, at der vil komme flere domme, der kan få betydning i relation til fri bevægelighed, domme, der som i McCarthy-dommens tilfælde går i den retning, som i vores optik er rigtig, men også domme, der vil blive betragtet som mere kontroversielle. EU-Domstolen har i en række sager betonet den effektive virkning af EU-rettighederne, og Zambrano-dommen er seneste skud på stammen. Disse domme understreger, at den effektive virkning af kernerettighederne i reglerne om den fri bevægelighed og unionsborgerskabet er et centralt aspekt i fortolkningen af opholdsrettighederne.

Når vi taler om kerneindholdet af EU-rettighederne, er det vigtigt at understrege, at EU-borgeres familiemedlemmers ret til ophold uanset nationalitet alene er en afledt opholdsret affødt af EU-borgerens ret til fri bevægelighed. EU-regler har til formål at sikre den grundlæggende ret og har sin berettigelse, idet den fri bevægelighed inden for Unionen ikke må hæmmes ved, at medlemsstaterne ensidigt fastlægger urimelig hindring for unionsborgere. På den anden side skal reglerne anvendes inden for det angivne formål, og det er McCarthy-dommen jo så et nyttigt eksempel på. Reglerne må under ingen omstændigheder anvendes til gennem svig og misbrug at opnå opholdsrettigheder i Unionen.

Jeg vil gerne pointere, at EU-Domstolens kompetence på området for fri bevægelighed er en nødvendighed i et demokratisk, regionalt samarbejde, og at Danmark til stadighed vil sikre, at EU-reglerne anvendes i overensstemmelse med de tilsigtede formål, herunder særlig at bekæmpe misbrug og svig af reglerne. På områder, hvor Danmark deltager fuldt ud i såvel det lovgivningsmæssige som det praktiske i EU-samarbejdet, vil retsudviklingen i Danmark selvfølgelig følge retsudviklingen i EU, som det sker i forhold til den fri bevægelighed. Heroverfor står det danske forbehold for retlige og indre anliggender, der som sagt betyder, at Danmark på en række områder står uden for det lovgivningsmæssige arbejde i EU. Når Danmark ikke deltager i vedtagelsen af nye retsakter, bliver vi heller ikke bundet af dem, medmindre der er tale om Schengenretsakter, som vi efterfølgende tilslutter os på et mellemfolkeligt grundlag.

Som jeg har forklaret, er forhandlingerne i EU på mit område stærkt påvirket af forbeholdet, og det betyder, at Danmarks gennemslagskraft også bliver begrænset. Når Danmark vælger at tilslutte sig Schengenretsakter har vi på grund af forbeholdet ikke haft samme mulighed som de andre lande for at påvirke lovgivningsprocessen. Hvis Danmark valgte at erstatte forbeholdet med en tilvalgsordning, som Lissabontraktaten har muliggjort, vil de retsakter, der bliver vedtaget i den parlamentariske proces i EU, som Danmark vælger at deltage i, selvsagt også få indflydelse på forholdene i Danmark. Men Danmark vil også få indflydelse på forhandlingerne, og vores bestræbelser på at skabe en effektiv udlændingepolitik også i EU vil ikke længere være begrænset, som det er i dag.

Jeg synes, man på det politikområde må gøre sig klart, at der er tale om grænseoverskridende problemstillinger og udfordringer, som Danmark ikke kan løse alene, det forudsætter et tæt internationalt samarbejde. Jeg mener, at Danmark har stor nytte af at deltage i samarbejdet på en række områder inden for udlændingepolitikken, her tænker jeg f.eks. på visumsamarbejdet, samarbejdet om kontrollen ved de ydre grænser, udsendelsesområder, der i vidt omfang er en del af Schengensamarbejdet, men jeg tænker også på det praktiske samarbejde på asylområdet og ikke mindst hele den eksterne dimension af migrationsområdet, hvor vi står stærkere som en del af EU-samarbejdet, end vi ville gøre alene. Det er regeringens holdning med eller uden et dansk forbehold og er også baggrunden for, at regeringen bakker op om Stockholmprogrammet. Indflydelsen går begge veje, og på den måde adskiller et regionalt demokrati sig ikke fra et nationalt.

Tak til integrationsministeren. Så går vi over til udenrigsministeren.

Lad mig indledningsvis sige, at jeg fuldt ud kan tilslutte mig integrationsministerens bemærkninger. For mit eget vedkommende vil jeg forholde mig til den del af forespørgselsdebatten, som vedrører, på hvilke områder EU på trods af det danske retsforbehold vil presse det danske demokrati og sætte Folketingets beslutningskompetence under yderligere pres.

Som alle ved, har jeg et andet udgangspunkt end Dansk Folkepartis, når det kommer til Danmarks medlemskab af EU. Jeg er tilhænger af EU, og det er mit grundlæggende udgangspunkt, at EU's medlemslande står stærkere, når vi i fællesskab udøver vores suverænitet på de områder, hvor vi har truffet beslutning om det. EU er et forpligtende politisk og økonomisk samarbejde blandt 27 selvstændige lande. Det er naturligt, at vi som en del af det samarbejde ikke alene kan påvirke samarbejdet, men også bliver påvirket af samarbejdet. Det er nu engang et grundlæggende vilkår i et forpligtende samarbejde.

Jeg mener på den baggrund ikke, det er korrekt at sige, at EU og EU-Domstolen presser det danske demokrati og sætter Folketingets beslutningskompetence under pres. EU-samarbejdet giver jo netop Folketinget indflydelse på områder, som Danmark ikke kan tackle alene. Det sker først og fremmest gennem den danske EU-beslutningsprocedure, hvor Folketingets Europaudvalg spiller en central rolle. Med Lissabontraktaten er den grundlæggende tildeling af kompetencer fra medlemslandene til EU præciseret. Lissabontraktaten slår klart fast, at EU kun har de kompetencer, som er tildelt i traktaten.

For Danmarks vedkommende er der ikke tale om tildeling af yderligere kompetencer i grundlovens forstand. Derimod medfører Lissabontraktaten en styrket rolle for de nationale parlamenter og dermed også for Folketinget. En konsekvens af Lissabontraktaten er f.eks. de nationale parlamenters styrkede indflydelse på regelvedtagelsen i EU. De nationale parlamenter kan nu give Kommissionen gule og orange kort, hvis de mener, at et EU-forslag strider mod nærhedsprincippet. Så ikke nok med, at nærhedsprincippet betones med Lissabontraktaten, de nationale parlamenter har oven i købet fået en vigtig rolle i forhold til at sikre, at princippet så også overholdes.

Et andet punkt, hvor Lissabontraktaten tilgodeser de nationale parlamenter, er hurtigere information. Lissabontraktaten medfører nemlig bl.a., at de nationale parlamenter modtager udkast til EU-lovgivning, samtidig med at Rådet og Europa-Parlamentet får dem. Dermed har de nationale parlamenter fået bedre tid og lige så lang tid som EU-institutionerne til at overveje kommende EU-lovgivning. Den ændrede rolle for de nationale parlamenter er udtryk for et ønske om i højere grad at inddrage dem direkte i EU's aktiviteter og at øge deres mulighed for at give udtryk for deres synspunkter og udøve indflydelse på omverdenen i samspil med EU. Som det ser ud efter Lissabontraktaten, sættes det danske demokrati og Folketingets beslutningskompetence altså ikke under pres af EU– tværtimod.

Jeg vil også gerne kort følge op på integrationsministerens bemærkninger om dommene fra EU-Domstolen. Som vi også har drøftet ved tidligere lejligheder, træffer EU-Domstolen undertiden afgørelser, som vi i Danmark betragter som kontroversielle. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at disse afgørelser ikke nødvendigvis er kontroversielle i andre medlemslande. Rent faktisk er der stor forskel på, hvordan dommene bliver opfattet i de enkelte medlemslande. Sådan må det nødvendigvis være i et samarbejde mellem 27 forskellige medlemslande.

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at der er meget få domme, som er kontroversielle for Danmark. Som vi også har diskuteret her før, er EU-Domstolens domme som hovedregel enten uproblematiske for Danmark eller direkte positive for danske mærkesager og interesser i EU. Det gælder f.eks. inden for områder som miljø, dyrevelfærd, ligestilling, det indre marked, den fri konkurrence, kontrollen med EU's institutioner, god forvaltningsskik, åbenhed og aktindsigt i EU. Det er alle sammen områder, hvor vi normalt ser Domstolen som en god ven af danske mærkesager. Det kan selvfølgelig være lidt ærgerligt, at det ikke altid er det billede, der diskuteres i offentligheden. Man har måske mere en tendens til at fokusere på de svære sager og de afgørelser, der udfordrer os, men ikke desto mindre er der altså en lang række sager, hvor EU-Domstolen lige præcis trækker i den retning, som vi gerne vil.

Jeg vil også gerne minde om, at Domstolen er en helt nødvendig bestanddel i et retsbaseret samarbejde som EU. Det er vigtigt, og særlig når man er et mindre land, at EU har en selvstændig og uafhængig institution, der kan træffe afgørelse i konkrete retstvister mellem EU's institutioner, medlemslande og borgere. Vi skal så at sige påvirke afgørelserne i de konkrete sager, der behandles ved Domstolen. Regeringen deltager derfor også i de retssager ved Domstolen, som vi har en interesse i, hvilket integrationsministeren også har været inde på, og det sker i stadig flere sager. Danmark ligger faktisk nu konsekvent over gennemsnittet i forhold til antallet af skriftlige indlæg, som afgives af medlemsstaterne i sager ved EU-Domstolen.

Når vi nu i dag skal tale om EU's indflydelse på demokratiet i Danmark og på Folketingets beslutningskompetence, vil jeg også gerne fremhæve den gode aftale, som vi i regeringen indgik med Folketinget i 2009. Aftalen medførte, at regeringen i dag løbende informerer om alle sager ved EU-Domstolen, hvor Danmark deltager. Siden aftalens indgåelse har regeringen også mundtligt orienteret Folketinget om de væsentlige sager, som vi deltager i. Folketinget modtager også både de åbningsskrivelser og de begrundede udtalelser, som regeringen modtager fra Kommissionen, og også de svar, der afgives af regeringen. Der er nogle af de sager, der kan ende ved Domstolen, og der er derfor rig lejlighed til at debattere, hvordan vi inden for rammen af et demokratisk og forpligtende samarbejde kan gøre vores danske synspunkter gældende i de principielle og vigtige domstolssager.

Derudover er der en tæt inddragelse af Folketinget igennem Europaudvalget og fagudvalgene i forbindelse med de løbende EU-sager. Folketinget er således klædt godt på til at deltage i EU-debatten og også til at kontrollere regeringen i EU-sager. Jeg kan derfor ikke genkende påstanden om, at EU skulle presse demokratiet.

For god ordens skyld vil jeg i lyset af den stillede forespørgselsdebat runde mine bemærkninger om EU-Domstolen af med at understrege, at Domstolen, som integrationsministeren også har nævnt, ikke har nogen kompetence over for Danmark i de sager, som er omfattet af retsforbeholdet. Det fremgår direkte af traktaten. Det betyder også, at en afgørelse fra EU-Domstolen, der vedrører en retsakt, som Danmark ikke deltager i på grund af retsforbeholdet, ikke er bindende for Danmark.

Som det antydes i forespørgslen, er retsforbeholdet i det hele taget centralt, når det kommer til Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet. Efter Lissabontraktaten deltager Danmark ikke længere i vedtagelsen af retsakter inden for det politimæssige samarbejde, det civilretlige samarbejde og det strafferetlige samarbejde samt samarbejdet om asyl og indvandring, altså Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, tredje del, afsnit fem. Det betyder samtidig, at Danmark ikke er bundet af retsakter, der vedtages på det retslige område, og at de ikke finder anvendelse i Danmark.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, når jeg siger, at retsforbeholdet i lighed med vores øvrige forbehold efter min opfattelse i høj grad skader Danmarks interesser. Det gælder især nu, hvor samarbejdet om politi og strafferet er under hastig udvikling i EU. Initiativer inden for bekæmpelse af menneskehandel, børnepornografi og tilhold for voldsramte er eksempler på sager, som vi er blevet afskåret fra at deltage i. Derfor ønsker regeringen at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsmodel. Tilvalgsmodellen betyder grundlæggende, at det vil stå frit for os at vælge de sager, som vi vil være med i, og fravælge de andre.

Så er der områder, som ikke er eller aldrig har været omfattet af retsforbeholdet, hvor Danmark derfor er med til at vedtage retsakter og efterfølgende er bundet af dem. Det drejer sig f.eks. om den fri bevægelighed, der er en af hjørnestenene i det indre marked, og som jeg må forstå at Dansk Folkeparti normalt også er tilhænger af. Reglerne om den fri bevægelighed giver EU's borgere ret til frit at bevæge og opholde sig i alle medlemslande. Det betyder naturligvis, at statsborgere fra andre medlemslande kan komme til Danmark, hvis de ønsker det.

Som integrationsministeren allerede nævnt, har regeringen gentagne gange gjort det klart, at vi arbejder for at hindre misbrug og omgåelse af reglerne om den fri bevægelighed. Omvendt skal der heller ikke herske tvivl om, at et velfungerende indre marked er en afgørende forudsætning for, at vi får skabt vækst og beskæftigelse i Danmark. Reglerne om den fri bevægelighed er til fordel for danske borgere og danske virksomheder, og derfor støtter regeringen, at EU's medlemslande på det område udøver suverænitet i fællesskab. Og det er der ikke noget nyt i.

Lad mig afslutte med at gentage, hvad jeg indledte med at sige. Jeg finder ikke grundlag for at konkludere, at EU presser det danske demokrati og sætter Folketingets beslutningskompetence under pres. EU-Domstolen spiller en helt central rolle i EU-samarbejdet som vogter af, at de fælles spilleregler overholdes af alle medlemslande. Disse regler skal naturligvis være ens for alle, og derfor skal de også fortolkes på samme måde i alle medlemslande. Fra tid til anden vil der i EU være beslutninger, f.eks. fra EU-Domstolen, som vi er uenige i, og derfor skal vi naturligvis aktivt arbejde på at påvirke beslutningsprocessen videst muligt. Det er i Danmarks interesse at deltage i et tæt og stærkt europæisk samarbejde.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak til ministrene for redegørelsen og besvarelsen. Det er jo nok ikke overraskende ikke alt, vi i Dansk Folkeparti er enige i. Der har jo bl.a. været en række domme, og jeg vil her komme ind på de forskellige elementer, som vi synes er problematiske i forhold til EU-samarbejdet og udlændingepolitikken, men også i forhold til de rettigheder, som EU-borgere i nogle tilfælde efter vores opfattelse for hurtigt opnår i Danmark på grund af den fri bevægelighed.

Jeg vil starte med Metocksagen, som EF-Domstolen den 25. juli afsagde dom i. I modsætning til tidligere domme medfører Metockdommen, at medlemsstaterne ikke længere kan stille krav om, at en tredjelandsstatsborger skal have et forudgående lovligt ophold i en anden medlemsstat for at få familiesammenføring med en EU-borger, som har udnyttet retten til fri bevægelighed. Det er jo klart, at regeringen ønsker at efterleve de domme, og at resten af Folketinget, bl.a. Socialdemokratiet, men måske ikke Enhedslisten, også har den opfattelse, at man skal efterleve de domme, der kommer, i det her tilfælde Metockdommen.

I Dansk Folkeparti har vi den opfattelse, at udlændingepolitikken er dansk suverænitet, og at man som en konsekvens heraf ikke skal følge bl.a. Metockdommen. For at imødegå de uheldige konsekvenser af Metockdommen og den øgede risiko for ulovlig indvandring, der kunne ligge heri, blev regeringen og Dansk Folkeparti i 2008 enige om at indføre nye kontrolkrav i udlændingeadministration, som vil få en betydning for administrationen af familiesammenføringer i relation til EU-borgere. Det var bl.a. et krav om reel og faktisk etablering, krav om afgivelse af tro og love-erklæring under strafansvar, og dokumentationskravene blev også skærpet, ligesom der kom en forbedret indsats mod misbrug og svig. Der kom også en kontrolenhed i Integrationsministeriet, der skulle udtage nogle ekstra sager til stikprøvekontrol, sådan at man var sikker på, at alt foregik, som det skulle.

Det fulgte vi op på i den udlændingeaftale, »Nye tider – nye krav – belønning til flid og engagement«, som blev vedtaget, og som vi indgik i november 2010, hvori vi konstaterede, at nogle af de initiativer, som vi har taget, har haft den effekt, at antallet, der kom ind via EU-reglerne, var på et lavere niveau, end hvad man kunne have frygtet. Det er jo glædeligt, at nogle af de initiativer, vi tager, har den effekt, som vi ønsker de skal have, men vi synes, at det er uholdbart, og der er noget principielt forkert i, at selv om vi har forbehold, som skulle beskytte Danmark imod EU-reglerne, som skulle sige, at vi kunne føre vores egen selvstændige udlændingepolitik, kommer vi løbende bagefter som parlament og forsøger at lave lappeløsninger, når der kommer en dom eller andre domme. Det er jo meget fint, at lappeløsninger har en effekt og også trækker i den rigtige retning, men jeg synes, det er demokratisk uholdbart, at vi ikke som et flertal i Folketinget kan stå fast på, at det, vi har vedtaget, altså også er det, som gælder.

Så vil jeg også godt sige, at det jo ikke kun handler om antallet af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, det handler også om opholdstilladelser til EU-borgere, fordi nogle af dem har den afledte effekt via EU-retten, at de giver en række rettigheder i Danmark og dermed kan de jo sådan set på sigt være en trussel imod vores velfærdssamfund. Det er jo også derfor, man har en diskussion om optjeningsprincipper.

I forhold til Stockholmprogrammet vil jeg henvise til et notat fra Dansk Institut for Internationale Studier fra 2009, hvor man jo taler om de elementer og problemer – og så kan man diskutere, om det er problemer eller ej, det er jo legitimt nok – som Stockholmprogrammet kan få indflydelse på. Under overskriften udlændingepolitik kommer man ind på, at Kommissionen peger på behovet for at udvikle en mere fleksibel indvandringspolitik, som tilpasser sig behovene på arbejdsmarkedet, og et indvandringskodeks, der skal give alle lovlige indvandrere samme rettigheder på tværs af medlemslandene. Men det, der fylder mest på indvandringsområdet, er asylpolitikken, og her er EU jo i gang med at diskutere reglerne for et egentligt fælles asylsystem, bl.a. kontrol med hvordan landene anvender reglerne, en evaluering af landene, og det har også været på tale, hvordan man gensidigt anerkender andre landes tildeling af asyl, hvilket jo i princippet betyder fri bevægelighed for anerkendte flygtninge inden for EU.

Man kommer også ind på, at det er problematisk, og at det også kan få betydning, selv om vi har et retsforbehold, i hvert fald indirekte. Det fremgår jo også af et svar til Integrationsudvalget fra den tidligere integrationsminister den 24. juni 2010, at det af Stockholmprogrammet fremgår, at Den Europæiske Union skal sikre en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes område, en mere effektiv integrationspolitik bør sigte mod at indrømme dem rettigheder og pligter, der kan sidestilles med dem, der gælder for unionsborgere. Så skal jeg retfærdigvis også sige, at det så står i svaret, at vi som følge af retsforbeholdet ikke er bundet af mange af de initiativer, men de partier, som bruger retsforbeholdet som argument for at berolige folk, går jo selv ind for at afskaffe retsforbeholdet. Det gør sig gældende for Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti.

Så er der også Tyrkiet. Der er i kraft af en gammel EU-aftale også mulighed for, at visse tyrkiske statsborgere på nogle områder får nogle særrettigheder. Det synes vi også er problematisk i Dansk Folkeparti. Vi synes, at alt det her danner baggrund for – også så meget andet, som jeg ikke kan nå at nævne, fordi tiden er ved at udløbe – at man får kigget meget nøje på de konsekvenser, som bl.a. Stockholmprogrammet, men også domme, nye og gamle domme, i de EU-direktiver, der er på vej, har for den danske udlændingepolitik og også for det danske velfærdssamfund. Og så vil jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at EU på flere områder griber ind i Danmarks muligheder for at føre en selvstændig udlændingepolitik. Folketinget ønsker at værne om Danmarks suverænitet på udlændingeområdet. I den forbindelse pålægger Folketinget regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der bl.a. med baggrund i Stockholmprogrammet samt nuværende og kommende EU-domme m.m. skal udarbejde fremgangsmåde og forslag til et udvidet retsforbehold eller et nyt udvidet udlændingeforbehold, der skal sikre, at et flertal i Folketinget på egen hånd kan vurdere, hvilke nationale regler der skal vedtages og gennemføres for at beskytte velfærdssamfundet, samt sikre, at Folketinget frit kan vedtage egne udlændingeregler over for EU-borgere og ikke-EU-borgere.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 67).

Tak. Der er nu fremsat forslag til vedtagelse, og det vil indgå i den videre behandling af forespørgslen.

Der er en enkelt spørger, der vil stille et lille spørgsmål. Hr. Per Clausen.

Så vidt jeg har forstået, er Dansk Folkeparti tilhænger af Danmarks medlemskab af EU, ikke mindst fordi man er begejstret tilhænger af det indre marked. Jeg vil bare spørge hr. Martin Henriksen, om det ikke er helt naturligt, når man nu er tilhænger af det indre marked, at man anerkender de afgørelser, som EU-Domstolen træffer om den fri bevægelighed for arbejdskraft, og som altså er en direkte konsekvens af det indre marked, man er så glad for.

Det er derfor, jeg måske synes, der kan være lidt modsætninger i Dansk Folkepartis snak, for alle de domme, man klager over, jo er domme, der træffes med udgangspunkt i at beskytte og udvikle det indre marked.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti synes vi jo grundlæggende, at det er fornuftigt, at varer frit kan passere over grænserne, hvis man ellers har nogle regler, der sikrer nogenlunde ordnede forhold. Det synes jeg der er god grund til at bakke op om, også fordi det på nogle områder faktisk kan være til gavn for Danmark, for virksomheder osv.

Alligevel kan man godt indtage et nuanceret synspunkt i sagen, og man kan jo godt i modsætning til andre partier i Folketinget have det udgangspunkt, at selv om der er noget, som grundlæggende er fornuftigt, kan der være behov for hen ad vejen at justere de regler, der nu engang er. Og det er det, vi mener i Dansk Folkeparti.

Når det f.eks. er sådan, at EU-borgere, som kommer for at arbejde i Danmark i en meget kort periode, får adgang til danske velfærdsydelser, jamen så behøver det ikke at være sådan til evig tid, at de får den adgang til det danske velfærdssamfund. Der burde vi jo som Folketing, som parlament, have mulighed for at sige, at ja, der skal være fri bevægelighed, men det skal også være sådan, at vi som selvstændig nation har mulighed for at sige: Det kan godt være, at du kommer for at arbejde i Danmark i en kortere eller længere periode, men det er ikke ensbetydende med, at du får adgang til det danske velfærdssamfund.

Hr. Per Clausen.

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti opfatter det indre marked som sådan en slags tagselvbord, hvor man kan tage det, man gerne vil have, og vrage alt det andet. Det lyder vældig spændende. Men er hr. Martin Henriksen ikke enig med mig i, at når man, som Dansk Folkeparti har anerkendt det indre marked og støtter det, er man også nødt til at acceptere, at der må være en domstol, der tager stilling til, hvordan det skal fortolkes? Det bliver man vel nødt til at anerkende. Derfor bliver man vel også nødt til at følge de domme, der bliver afsagt. Når man nu er tilhænger af det indre marked, kan det vel ikke nytte noget at ville gøre oprør over dommene, for så har man ligesom accepteret, at det er betingelsen.

Så kan hr. Martin Henriksen opfinde alle mulige spændende love i Danmark og genere mennesker, der bor i Danmark, fordi han bliver nødt til at bøje sig for de domstolsafgørelser, der kommer fra EU-Domstolen som følge af det indre marked. Hr. Martin Henriksen må jo tage konsekvensen af, at Dansk Folkeparti er tilhænger af det indre marked, og forsvare EU Domstolens ret til at blande sig med udgangspunkt i det indre marked.

Ordføreren.

Nu er Dansk Folkeparti jo ikke som Enhedslisten et alt eller intet-parti. Problemet opstår jo, når f.eks. EU-Domstolen træffer afgørelser på baggrund af det indre marked, men som i realiteten går ind og rører ved f.eks. familiesammenføringsreglerne, som er vedtaget af et flertal i Folketinget. Der synes vi i Dansk Folkeparti, at Domstolen går ud over det, der egentlig er Domstolens kompetence. Det ville da være mærkeligt, hvis vi ikke gjorde opmærksom på det i den politiske debat, i Europaudvalget og også i Folketingssalen. Det er jo det, vi bl.a. gør her.

Jeg synes sagtens, at man kan have det nuancerede synspunkt – det fornemmer jeg så at hr. Per Clausen ikke synes – at selv om man synes, at der grundlæggende er noget fornuftigt i, at en række lande samarbejder f.eks. om handelspolitikken, men det kan også være om andre ting, bør et land have mulighed for at opstille nogle kriterier, der gør, at man først efter f.eks. en årrække får adgang til det danske velfærdssamfund, eller at man ikke får adgang til det danske velfærdssamfund, medmindre man opfylder nogle bestemte kriterier.

Her er det jo sådan, at når man har diskussioner om det, støder man tit ind i, at der er nogle ting, som vi ikke må gennemføre i Danmark, fordi det er i strid med EU-retten. Det synes vi er problematisk, for så går vi fra noget, der handler om handelspolitik, til noget, der både handler om familiesammenføringsregler og sådan set også om velfærdspolitik. Der synes vi, at EU skal holde sig for god til at blande sig i det også.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

I Venstre er vi EU-tilhængere, og vi er positive over for det europæiske projekt og for det europæiske fællesskab og samarbejde. Men når man indgår i et fællesskab som det europæiske, som jo er et demokratisk fællesskab, må man tage det sure med det søde, så må man vurdere fordelene og ulemperne.

Der er rigtig, rigtig mange fordele ved at være en del af det europæiske fællesskab. Der er også en gang imellem nogle ulemper. Der kan godt være ting, hvor Venstre og Venstres folketingsgruppe ikke er enig i de beslutninger, der bliver truffet i Kommissionen eller i Europa-Parlamentet eller af EU-Domstolen for den sags skyld. Men så må man jo arbejde for at ændre det.

Jeg vil sige, at vi ikke har en stor utilfredshed med EU's indflydelse på dansk udlændinge- og integrationspolitik, fordi vi som sagt har nogle forbehold. Vi er ikke tilhængere af forbeholdene, men vi må respektere dem, for det er jo resultatet af en folkeafstemning, og det resultat kan jo kun blive ændret ved en anden folkeafstemning, og hvornår der kommer folkeafstemninger om forbeholdene i Danmark er jo et åbent spørgsmål. Når det sker, vil vi så på retsområdet få en såkaldt opt out-model, hvor vores udlændinge- og integrationspolitik fortsat er beskyttet.

Der er enkelte områder, som også ministeren har redegjort for, hvor EU-Domstolen har lavet en fortolkning af den lovgivning, der er, og har brugt arbejdskraftens fri bevægelighed til at skubbe lidt til dansk udlændinge- og integrationspolitik. Det er sket på nogle enkelte områder med Metockdommen, som den mest fremherskende. Som forespørgerne for forespørgslen også godt ved, så vedrører den meget, meget få sager, og det er jo lykkedes at stille et ganske udmærket værn op mod den dom.

Vi har så den politiske holdning, at vi ønsker at ændre opholdsdirektivet på de her områder, så effekten af Metockdommen og et par af de andre domme kan ændres. Det er jo den måde, man arbejder på i et demokrati. Det sker jo også nogen gange – heldigvis ikke særlig ofte – at danske domstole fortolker dansk lovgivning på andre måder, end der politisk er intention om, og så må man jo så arbejde for at lave lovgivningen om eller acceptere den dom, som foreligger.

Min pointe skal sådan set være, at det er i meget få tilfælde, at Domstolen har brugt reglen om arbejdskraftens fri bevægelighed til at påvirke dansk udlændinge- og integrationspolitik. Vi er som sagt beskyttet af retsforbeholdet, sådan som de to ministre har redegjort for. De elementer i Stockholmprogrammet, som vedrører udlændinge- og integrationspolitikken, er vi jo så friholdt for i Danmark.

Det, der er problemet og måske også er anledningen til Dansk Folkepartis forespørgsel her i salen i dag, ud over at de selvfølgelig har et noget andet og mindre positivt syn på EU-samarbejdet end flertallet af Folketingets partier, kunne jo være, at der har været en massiv debat om betydningen af EU-dommene. Jeg vil godt benytte lejligheden til at rette en kritik imod nogle af de såkaldte EU-eksperter, som stiller sig op i nationalt tv, når der er faldet en dom. De har knap nok nået at læse dommens præmisser, som ofte er på over 100 sider, men de konkluderer, at vi fuldstændig må ændre dansk udlændinge- og integrationspolitik. Efterfølgende viser det sig så – i hvert fald i de tilfælde, der har været indtil videre – at hvis det er noget, der har indvirkning på dansk lovgivning, er det minimalt, og det fører ikke til, at vi må ændre i nogle centrale dele af dansk udlændinge- og integrationspolitik.

En af de eksperter, som jeg godt vil hive frem her i dag, og som jeg synes har været med til at tegne et forkert billede af EU's og EU-Domstolens indflydelse på dansk udlændinge- og integrationspolitik, er Peter Starup fra Syddansk Universitet, som gentagne gange i forbindelse med nogle af de seneste domme, der er faldet, har sagt, at det måske kan betyde, at 24-års-reglen er ulovlig, og at den må ændres. Det er der jo ikke noget der umiddelbart tyder på, når man har fået tolket nærmere på dommene.

Rent faktisk er det statistisk også sådan, at der som følge af en EU-dom i 2010 blev givet 900 opholdstilladelser på udlændinge- og integrationsområdet ud af ca. 60.000 – det vil sige, at det er 1,5 pct. af de opholdstilladelser, som vi giver i Danmark – fordi EU har påvirket dansk udlændinge- og integrationspolitik. Derfor er det en begrænset påvirkning, heldigvis, og sådan skal det selvfølgelig også være.

Med de ord skal jeg på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, SF, De Konservative og Det Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at Stockholmprogrammet er et arbejdsprogram og ikke i sig selv en lovgivende foranstaltning, og at nye tiltag til udmøntning af programmet forelægges Folketingets Europaudvalg efter den sædvanlige nationale EU-procedure. Folketinget noterer sig Stockholmprogrammets hovedmålsætninger om tættere samarbejde omkring rets- og migrationspolitik.

Folketinget støtter målsætningerne om forstærket politisamarbejde, bekæmpelse af pengehvidvaskning, narko- og våbensmugling, terrorvirksomhed og finansiering af terror, menneskehandel og pædofili.

Folketinget noterer sig, at det danske EU-forbehold på området for retlige og indre anliggender betyder, at de retlige instrumenter, der vedtages i EU på dette område, og som er omfattet af protokollen om Danmarks stilling, ikke er gældende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

Folketinget noterer sig, at regeringen holder Folketingets Europaudvalg orienteret om alle sager ved EU-Domstolen, hvor Danmark deltager.

Folketinget opfordrer regeringen til at lave en redegørelse om domme fra EU-Domstolen de sidste 5 år, som har betydning for dansk udlændingepolitik.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 68).

Tak. Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, der vil indgå i den videre behandling af forespørgslen.

Der er par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Per Clausen.

Jeg er glad for, at hr. Karsten Lauritzen så stærkt understreger, at det er en myte, at EU skulle sikre en anstændig udlændingepolitik i Danmark. Den pointe er jeg meget glad for, og jeg håber, at han sørger for at videregive den til de venner, han i den her sag har i Det Radikale Venstre og andre steder.

Men jeg vil godt stille et enkelt spørgsmål til hr. Karsten Lauritzen, og det er: Det er vel sådan, at hr. Karsten Lauritzen er enig i og er tilhænger af, at EU-Domstolen aktivt skal arbejde for at sikre, at det indre marked sætter sig igennem? Det er sådan set en del af EU-traktaten, at det skal Domstolen sørge for. Og så er han vel også enig med mig i, at det er klart, at når EU-Domstolen skal gøre det – det er dens pligt – så vil de også ved EU-Domstolen indimellem træffe afgørelser, som gør, at den danske selvbestemmelse sættes ud af kraft. Og det er sådan set en del af det EU, hr. Karsten Lauritzen er tilhænger af.

Det er bare for at være helt sikker på, at hr. Karsten Lauritzen måske er lidt mindre vaklende i sin tro på det indre marked, end hr. Martin Henriksen lader, som om han er.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt; det er jo sådan, det er. Altså, sådan er det jo også i forholdet mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i Danmark – det samme gør sig gældende i EU. Det, man kan påpege – og hvor jeg godt vil sige, at Dansk Folkeparti jo har en pointe – er, at vi f.eks. har en situation nu efter Metockdommen, hvor en EU-borger, f.eks. en tysker, der er vandrende arbejdstager i Danmark, med henvisning til arbejdskraftens fri bevægelighed har større rettigheder i forhold til familiesammenføring end en dansk statsborger.

Det er jo lidt tankevækkende, kunne man godt sige, for det er jo ikke ønskværdigt, og derfor ønsker vi at ændre opholdsdirektivet; men det er jo den dom, der er blevet afsagt, og den må vi så følge. Vi kan så i mellemtiden glæde os over, at det berører meget, meget få sager ud af den samlede mængde af udlændingesager – men det er jo sådan, det er.

Hr. Per Clausen.

Jeg håber da, at hr. Karsten Lauritzen, de gange han har anbefalet EU-traktater til danske vælgere og selv stemt for dem, har været opmærksom på, at forholdet mellem den dømmende, udøvende og lovgivende magt ikke er den samme i EU, som den er i Danmark, altså at EU-Domstolen har en særlig forpligtelse til at sikre, at grundprincipperne i EU – det med det indre marked, den frie bevægelighed osv. – bliver sat igennem, også når de politiske systemer handler for langsomt. Det er sådan set en del af grundprincippet i EU, og det har hr. Karsten Lauritzen accepteret, anerkendt og anbefalet danskerne at støtte.

Så kan det jo være, at det er kommet som en overraskelse for ham, at det indimellem får nogle konsekvenser, også for Danmark. Det, jeg bare ikke forstår, er, at somme tider er der nogle Venstrefolk, der taler om, at nu vil de ikke finde sig i det, nu vil de gøre oprør, men det kan jo ikke på nogen som helst måde komme som en overraskelse, at EU-Domstolen handler offensivt og forsøger at sætte de her ting igennem.

Ordføreren.

Det, jeg mente med mine bemærkninger, var, at mekanismen er den samme, nemlig at man har EU-Domstolen, der fortolker, hvad der er EU-lovgivning, og når frem til nogle konklusioner. Og det sker en gang imellem, at de politikere, de lovgivere, der har lavet loven, ikke mener, at det er de konklusioner, som Domstolen har draget, man umiddelbart kunne udlede af loven. Der kan man selvfølgelig acceptere det, eller man kan vælge at lave loven om. Der kan man f.eks., hvis man er utilfreds med Metockdommen, arbejde for at lave opholdsdirektivet om, og det er jo så vores politik, at man skal ændre opholdsdirektivet, men det kræver selvfølgelig et flertal for det i de lovgivende institutioner i EU.

Det er jo sådan, at når der er faldet nogle domme, uanset om det er ved danske domstole eller ved Den Europæiske Unions Domstol eller Den Europæiske. Menneskerettighedsdomstol, er man enig i nogle domme, og nogle domme er man ikke enig i. Men vi er forpligtet til at følge dem, og det gør vi selvfølgelig, når vi er med i et fællesskab som det europæiske.

Så er det hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Karsten Lauritzen, som ligesom ministrene bruger retsforbeholdet som argument for, at den indflydelse, som EU har nu, i hvert fald ikke bliver større, om, hvordan det hænger sammen med, at man fra Venstres side ønsker at afskaffe det selv samme retsforbehold, som giver den beskyttelse, som man bruger til at berolige andre bekymrede sjæle i Folketinget og sikkert også ud i det ganske land med.

Ordføreren.

Jamen det hænger sådan sammen, som jeg tror at udenrigsministeren også redegjorde for, at retsforbeholdet både drejer sig om retspolitikken og udlændinge- og integrationspolitikken. Og på det retspolitiske område er der en lang række ting, som gør, at der er sund fornuft i at lave et samarbejde på tværs af grænserne. Det tror jeg sådan set også Dansk Folkeparti er enig i. Det stod i øvrigt i det forslag til vedtagelse, som jeg læste op fra: bekæmpelse af menneskesmugling – hvad hedder det? – pengehvidvaskning og en lang række andre ting, hvorom det er fornuftigt at samarbejde på tværs af landegrænserne.

Så det, vi ønsker, er jo, at man erstatter det danske retsforbehold med en såkaldt opt out-model , som jeg ikke tror at jeg kan oversætte til dansk, og det skal jeg beklage meget over for Folketingets formand. (Formanden (Thor Pedersen): Tilvalgsmodel). En tilvalgsmodel, ja, vi ønsker, at man erstatter det med en såkaldt tilvalgsmodel, hvor Danmark så fortsat kan fastholde sin faste og fair udlændinge- og integrationspolitik og have den for sig selv, men hvor man så er med på de områder af retspolitikken, hvor det giver sund fornuft at samarbejde. Det håber vi på, når der på et tidspunkt skulle komme en ny folkeafstemning, at få de danske vælgeres opbakning til.

Hr. Martin Henriksen.

Men kan hr. Karsten Lauritzen ikke se, at argumentationen halter lidt? For når det allerede er sådan, at der med det nuværende retsforbehold er områder af udlændingepolitikken, som bliver berørt af bl.a. EU-Domstolens domme og EU-direktiver, og Venstres svar og også Socialdemokratiets svar og andre partiers svar på det er, at så skal vi svække det nuværende retsforbehold, er der altså et eller andet, der ikke hænger sammen.

Hvad er egentlig argumentet for, at man ikke kan støtte, at vi nedsætter en arbejdsgruppe, som skal kigge på at udvide de muligheder, som Danmark har for at værne sig imod domme og andre ting, der kommer fra EU? For hvis man nu synes, at udlændingepolitikken suverænt skal bestemmes af det danske Folketing, hvad er der så egentlig til hinder for, at vi får en arbejdsgruppe, som vi kan diskutere hvordan skal sammensættes, til at sidde og kigge på, hvordan vi så rent faktisk kan sikre det, som jeg jo forstår at Venstre faktisk synes kunne være en udmærket idé.

Ordføreren.

Hvis man skal prøve at tale i billedsprog, er det altså sådan i dag, at det danske retsforbehold er en meget stor fluesmækker, og når man slår med den, rammer man mere end det, man sådan umiddelbart vil ramme.

Vi vil godt have beskyttet den danske udlændinge- og integrationspolitik og selv bestemme den, men med det nuværende retsforbehold, kommer vi så til at stå alene på en lang række områder på det retspolitiske område, f.eks. i forbindelse med nogle af de øgede tiltag til bekæmpelse af pædofili, menneskesmugling, terror osv. Hvis vi ikke får ændret det danske retsforbehold og får – hvad skal man sige? – taget de dele ud, som vi gerne vil være med i, og så får bibeholdt det, som vi gerne vil holde fast i, nemlig vores faste og fair udlændinge- og integrationspolitik, så risikerer vi at stå uden for samarbejdet i forbindelse med nogle af tingene. Fluesmækkeren er for stor til det, man så at sige vil ramme, så den skal gøres lidt mindre. Og hvornår skal det ske? Jamen det skal så ske ved en folkeafstemning.

Hvad angår spørgsmålet om en undersøgelse, som Dansk Folkeparti foreslår i deres forslag til vedtagelse, må jeg sige, at det kunne man godt overveje, men umiddelbart er vi tilfredse med den praksis, der er i øjeblikket i forhold til samarbejdet med regeringen og Folketingets Europaudvalg.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet.

Da fru Marianne Jelved ikke kunne være til stede her i dag, taler jeg også på hendes vegne. Hun har meget præcist udtrykt, at det kun er i den her sag og her i dag, at det sker.

Ikke for at det skal blive en vane, men jeg synes sådan set, der er grund til at takke de to ministre for de indledende bemærkninger. Jeg synes, det var gode og saglige svar, der var på forespørgslen fra ministrenes side.

Polemikken om, at EU er efter Danmark på integrationsområdet, kan man jo ikke sige stemmer overens med det, der er realiteterne. Som jeg forstod det, fremgår det faktisk af Udenrigsministeriets årlige redegørelse om Danmark og EU-Domstolen, at ingen af de 17 åbningsskrivelser, der er blevet indgivet af Kommissionen mod Danmark i 2010, omhandler udlændingepolitikken eller Stockholmprogrammet. Men der er selvfølgelig grund til at være opmærksom på domme som Metockdommen og Zambranodommen.

Omvendt, som også hr. Karsten Lauritzen gjorde opmærksom på, har det vist sig, at dommene indtil videre ikke har givet anledning til markant flere opholdstilladelser. Integrationsministeriet vurderer selv, at det er forholdsvis få ud af de ca. 60.000 opholdstilladelser om året, der gives i forlængelse af EU-dommene. Jeg tror, det er i omegnen af under 2 pct., måske 1½ pct.

Jeg syntes i øvrigt, det var spændende at følge hr. Martin Henriksens indledende bemærkninger og måske ikke mindst den debat, der udspandt sig med hr. Per Clausen. Et eller andet sted elsker Dansk Folkeparti at give det indtryk, at de er et lov og orden-parti, men det er åbenbart kun lige præcis, når det er sådan, at det handler om sager, der passer Dansk Folkeparti. Når det ikke passer Dansk Folkeparti, er man ikke et lov og orden-parti. Så ønsker man ikke at følge eksempelvis domme. Det var en fin afsløring, hr. Per Clausen fik ud af hr. Martin Henriksen her.

Dansk Folkeparti spørger også til Stockholmprogrammet, og jeg har den opfattelse, at Stockholmprogrammet ikke drejer sig om undergravning af dansk udlændingepolitik, selv om Dansk Folkeparti gerne vil have det til at fremstå sådan. Det er rigtigt, at programmet bl.a. handler om fri bevægelighed, men det handler i lige så høj grad om, at vi i EU får en intern sikkerhedsstrategi til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, herunder smugling, terror og menneskehandel, og det er jo netop områder, som jeg ellers oplever at Dansk Folkeparti er meget optaget af. Meget alvorlig kriminalitet i Danmark har i dag et grænseoverskridende element, og det er derfor vigtigt, at vi har samarbejdet i EU, Europol osv.

Meget af den forbeholdsbelagte EU-politik på området vil være med til at gavne Danmark. Det gælder bl.a., at det vil kunne være med til at skaffe kompetent arbejdskraft, som vi jo mangler på visse områder, gøre det lettere for danskere at bevæge sig rundt i unionen og hjælpe med mere effektivt at forhindre snyd og illegal indvandring, f.eks. i forbindelse med sæsonarbejde. Mange tiltag har en konstruktiv tilgang, der fremmer den legale indvandring, og som med lidt lettere kontrol kan være med til at sikre, at den illegale indvandring bliver bekæmpet. Her er stærkere fælles koordinering på europæisk plan efter min mening en klar fordel. Vi skal med andre ord passe på, at Danmark ikke isolerer sig og sætter sig uden for indflydelse.

Lad mig slutte med at sige, at vi selvfølgelig støtter det forslag til vedtagelse, som er fremsat. Det er for os helt afgørende, at Folketinget støtter målsætningerne om et forstærket politisamarbejde, bekæmpelse af hvidvaskning af penge, narkosmugling, terrorvirksomhed, finansiering af terror og menneskehandel osv.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Altså, jeg håber da ikke, det kommer som en stor overraskelse for hr. Henrik Dam Kristensen, at der er domme fra EU, som vi i Dansk Folkeparti ikke synes at man skal følge, og det er jo, fordi vi som udgangspunkt synes, at demokratiet og dermed også retssamfundet skal tage udgangspunkt i nationalstaten. Det er så vores udgangspunkt, men det udelukker ikke, at man kan have et internationalt samarbejde mellem forskellige nationer og organisationer, på ingen måde.

Jeg bemærkede, at hr. Henrik Dam Kristensen nævnte noget om, at EU havde sikret arbejdskraft til Danmark. Jeg havde den opfattelse, og det kan godt være, jeg har forstået det forkert, at Socialdemokratiet sammen med bl.a. fagbevægelsen synes, det har været bekymrende, at der bl.a. er kommet en del østeuropæisk arbejdskraft. Jeg siger ikke, at noget af det ikke har været ganske udmærket i forbindelse med højkonjunkturen, men når der kommer en lavkonjunktur og vi også kan se, at der f.eks. er nogle, der presser danske håndværkere ud fra arbejdspladser, er det jo ikke et gode, som EU har skabt for danske arbejdere.

Der vil jeg bare godt sige, at fra Dansk Folkepartis side vil vi da godt være med til at kigge på, hvordan man kan lave begrænsninger for arbejdskraft, også fra østeuropæiske lande, når vi kan se, der f.eks. er en lavkonjunktur i Danmark, og når vi kan se, at danske håndværkere mister deres arbejdspladser, fordi de bliver presset af østeuropæisk arbejdskraft. Det kan være fornuftigt i en højkonjunktur, men mindre fornuftigt i en lavkonjunktur. Og der vil vi da meget gerne fra Dansk Folkepartis side, hvis Socialdemokratiet vil være med på det, kigge på en arbejdsgruppe.

Det kunne også godt være med i det forslag til vedtagelse, vi har fremsat, at den arbejdsgruppe kunne kigge på, hvordan man kan lave en ordning, så der er mulighed for at skrue op og ned på den arbejdskraft, der kommer fra andre lande, også EU-lande.

Ordføreren.

Lad mig først sige til hr. Martin Henriksen, at hvis man indgår i et samarbejde, kan der opstå uenighed om de beslutninger, der er blevet vedtaget. Og hvis uenigheden opstår, er der jo i realiteten kun en instans, som kan afklare det, og det er en domstol. Sådan en instans er nødvendig i ethvert samarbejde, også det europæiske samarbejde.

Når det gælder østarbejdere og social dumping, er jeg som udgangspunkt ikke et øjeblik i tvivl om, at fri bevægelighed, hvad enten det gælder mennesker eller varer, i det europæiske samarbejde har været med til at gøre alle lande rigere, herunder også Danmark. Der er ingen tvivl om, at det har været af kolossal stor betydning for Danmark.

Så er det klart, at hvis vi oplever social dumping, er det meget ofte med udgangspunkt, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen, i danske virksomheder, som benytter sig af nogle muligheder. Der har vi jo forskellige muligheder og foranstaltninger, og det er jo nogle af de ting, som vi kunne være med til at diskutere her. Men det grundlæggende er, at fri bevægelighed, både for varer og mennesker, er et gode for Danmark og det europæiske samarbejde.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. De muligheder, som nogle bruger eller udnytter og misbruger, er jo muligheder, der er skabt, i kraft af at man har et medlemskab af EU og i kraft af de muligheder, som det giver. Så kan man diskutere, om det overhovedet skal være en diskussion, at man begynder at tage hul på en debat om, hvorvidt det er noget, man skal kigge på at nuancere, og om man skal indrette ordningerne, så de tager hensyn til de ting. Det synes jeg er helt relevant, for man må jo tage det udgangspunkt, at når vi laver lovgivning her og indgår i et partnerskab, skal det selvfølgelig være, fordi det gavner Danmark.

Så vil jeg godt stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til hr. Karsten Lauritzen: Hvordan kan det være, at man fra Socialdemokratiets side, sådan har jeg i hvert fald forstået det, siger, det er vigtigt, at vi i Danmark kan tilrettelægge vores egen udlændingepolitik, men samtidig siger, at det retsforbehold, der trods alt giver en vis beskyttelse i dag, ønsker man at afskaffe? For hvis det er sådan, og sådan er det jo, at selv med det retsforhold, vi har i dag, er der i hvert fald områder af udlændingepolitikken, hvor EU, EU-Domstolen og direktiver kan komme ind og påvirke, taler det så ikke for, at man i forhold til retsforbeholdet, i hvert fald på nogle områder, f.eks. med hensyn til udlændingeområdet, kigger på at udvide det i stedet for at indskrænke det?

Ordføreren.

Må jeg starte med at sige til hr. Martin Henriksen, at der ikke findes et eneste EU-direktiv, som befordrer, at der er social dumping. Når det sker, er det nogle andre mekanismer, der gør det. Det er ikke noget, der er EU-lovbestemt, altså at man kan gøre det via EU-lovgivning.

Når det gælder retspolitikken – og så bliver jeg nødt til at sige, at lige præcis her taler jeg altså ikke på Det Radikale Venstres vegne – har det jo rent faktisk været sådan, at jeg i 2003, så vidt jeg husker, selv var med til at forhandle en aftale med den daværende statsminister om, at Danmark skulle afskaffe vores retsforbehold og erstatte det med en opt in-model, altså en model, der betyder, at vi selv beslutter, om vi vil være med i nye forslag, som kommer. Det synes jeg er en god og fair måde at gøre det på. Jeg tror, det vil være med til at sikre, at vi kan få ændret forbeholdet, og det vil være til gavn for Danmark.

Tak. Det er altid godt at markere, at man ikke taler på et andet partis vegne. Hvis man overlader sin ordførertale til et andet parti, så ved man aldrig, hvad man skal stå inde for bagefter. Men mon ikke fru Marianne Jelved er i sikre hænder alligevel?

Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Karl Bornhøft, Socialistisk Folkeparti.

Jeg skal på vegne af vores ordfører, fru Meta Fuglsang, gøre opmærksom på følgende:

Spørgsmålet om forholdet mellem EU og dansk ret er til stadighed interessant og udviklende, og det gælder da bestemt også på området for ret og integration. Folketinget har jo gennem en længere periode arbejdet med Stockholmprogrammet som det arbejdsprogram, der lægger rammen i øjeblikket, og som udmøntes på forskellig vis. Arbejdet følges nøjes i Europaudvalget og fagudvalg, og det er et arbejde, som SF finder utrolig vigtigt. Vi synes, det er vigtigt, at vi kan samarbejde på en lang række punkter, hvor vi ikke kan løse opgaven lige så godt alene, og her tænker vi på politisamarbejdet, terrorvirksomhed, menneskehandel og en række andre områder. Så vi gør det for at få mest muligt ud af det.

Vi er jo ikke i tvivl om, at den her forespørgsel er rejst på baggrund af en lang række enkeltsager, og det er rigtigt, at enkeltsager er gode til at vise, hvordan et regelsæt i praksis udmøntes, men vi bør også være opmærksom på, at på den anden side kan det altså være risikabelt at basere store politiske beslutninger på et politikområde bare på enkeltsager.

SF synes, det er en rigtig god idé at få overblik over, hvordan praksis på området udlændingepolitik udvikler sig, ikke mindst set i lyset af at der er behov for at sikre, at vi altid er inden for rammerne af internationale regler og konventioner. Det er magtpåliggende for os. Men også på andre områder end retsområdet påvirker EU dansk lovgivning og praksis. Selvfølgelig, fristes vi næsten til at sige. Sådan er det at være en del af et fællesskab. Vi har stor glæde af at være med i fællesskabet med andre lande, og vi støtter altså en fortsat udvikling af samarbejdet i EU på forskellige områder.

Jeg skal afslutningsvis gøre opmærksom på, at vi støtter forslaget til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Naser Khader, De Konservative.

Lad mig starte med at sige, at jeg er meget enig med både udenrigsministeren og integrationsministeren i deres indlæg, og som udenrigsministeren var inde på, er vi i Det Konservative Folkeparti tilhængere af EU. Vi er tilhængere af et forpligtende samarbejde, for Danmark er en del af det europæiske samfund, og fordi et tæt samarbejde i Europa, hvor målet er fred, frihed og økonomisk velstand for alle europæere, er til Danmarks fordel. Som en del af dette samarbejde kan vi både påvirke samarbejdet, men også blive påvirket af samarbejdet.

Vi er meget uenige med Dansk Folkeparti i, at EU-samarbejdet og EU-Domstolen presser det danske demokrati og sætter Folketingets beslutningskompetence under pres – tværtimod, som begge ministre fremhævede. For i henhold til Lissabontraktaten bliver de nationale parlamenter og dermed Folketinget styrket. De nationale parlamenter kan i henhold til Lissabontraktaten give Kommissionen gule og orange kort, hvis de mener, at et EU-forslag strider mod nærhedsprincippet. Lissabontraktaten sikrer endvidere, at de nationale parlamenter nu får bedre tid og lang tid til at overveje kommende lovgivning. I den sammenhæng er det også vigtigt at fremhæve den aftale, som regeringen indgik med Folketinget i 2009, som medfører, at regeringen i dag løbende informerer om alle sager vedrørende EU-Domstolen, hvor Danmark deltager. Der er derfor mange muligheder for at debattere og påvirke EU-samarbejdet med vores danske synspunkter.

Til det forpligtende samarbejde hører naturligvis en domstol, og EU-landene har overladt beføjelser til EU-Domstolen med henblik på at foretage den endelige fortolkning af vedtagne EU-retsakter, herunder asyl- og indvandringsreglerne og reglerne om fri bevægelighed. EU-Domstolens kompetence skal sikre, at der sker en ensartet fortolkning af EU's retsakter i alle medlemsstater. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at retsforbeholdet begrænser Danmarks indflydelse på samarbejdet, og vi ønsker at ændre forbeholdet til en tilvalgsmodel. Tilvalgsmodellen betyder grundlæggende, at det vil stå os frit for at vælge de sager, som vi vil være med i, og de sager, som vi vælger fra.

Hvad angår Stockholmprogrammet, som fastlægger de politiske prioriteter – ikke de lovgivningsmæssige – på de retlige og indre anliggender i perioden 2010-2014, og som blev vedtaget af EU's regeringschefer i december 2009, så er det altså ikke første gang, Folketinget bliver orienteret om programmet. Europaudvalget og Integrationsudvalget er løbende blevet orienteret om programmet, og vi i Det Konservative Folkeparti støtter programmet, da vi mener, det er fornuftigt, at Rådet giver retningslinjer til Kommissionen om, hvor man politisk set ønsker at bevæge sig hen. Det gælder alle emner på flygtninge- og indvandringspolitikken til integration eller udsendelse.

Mange af de samarbejdsområder, der i dag er kommet fokus på som følge af ulovlig indvandring på grund af det, der sker i Nordafrika og Mellemøsten, var således allerede i en eller anden form en del af de ideer, der lå i Stockholmprogrammet. I forhold til terrorbekæmpelse understreger programmet vigtigheden af at bekæmpe radikalisering, og i den sammenhæng fremhæves også sammenhængen med integrationsindsatsen. Og igen: Såfremt der i forbindelse med udmøntningen af Stockholmprogrammet fremsættes forslag til retsakter på asyl- og migrationsområdet, vil de stort set alle være omfattet af de danske forbehold for retlige og indre anliggender. Det betyder, at Danmark ikke vil kunne deltage i vedtagelsen af forslagene, og at de retsakter, der bliver vedtaget, ikke er bindende for Danmark. Er der tale om Schengenretsakter, har Danmark mulighed for efterfølgende at tilslutte sig retsakten på mellemstatsligt grundlag. Med andre ord: Når Kommissionen fremsætter et konkret initiativ indeholdt i Stockholmprogrammet, vil der på helt sædvanlig vis ske en behandling af forslaget både i EU og i de nationale parlamenter.

Så alt i alt er vi ikke enige med Dansk Folkeparti i, at EU-samarbejdet presser det danske demokrati, og derfor støtter vi den vedtagelse, der bliver bakket op af alle EU-venlige partier. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen, Enhedslisten, som ordfører.

Det er jo ikke usædvanligt, at EU-debatter her i Folketinget antager sådan en lidt underlig form, hvor man ikke taler om det, der er kernen. Det fremgår jo meget tydeligt af de her to forslag til vedtagelse, at ingen af dem forholder sig til det indre marked og det indre markeds betydning for det politikområde, vi snakker om her i dag. Det kan man godt undre sig over, for alle de domme, som har afstedkommet stor debat og voldsom tumult i Danmark, er jo domme, som er truffet på baggrund af, at EU-Domstolen har levet op til sin traktatmæssige forpligtelse og sikret, at det indre marked har forrang i forhold til andre politikområder.

Så derfor synes jeg, det er en lille smule underligt, at ingen af forslagene til vedtagelse forholder sig til det. Til gengæld forholder man sig i det, som vi i den her sammenhæng vel må karakterisere som flertallet, jo sådan meget grundigt til Stockholmprogrammet. Her vil jeg bare sige, at det, når jeg ikke går ind i nogen stor debat om det i dag, jo så er, fordi det, som der står, er rigtigt, at retsforbeholdet giver os mulighed for at beskytte os selv mod de negative ting, der på en række områder er i Stockholmprogrammet. Så er det selvfølgelig ærgerligt, at man har vedtaget det på EU-plan – og sådan noget kan vi beklage – men det er jo rigtigt, at retsforbeholdet giver en mulighed for at holde sig ude af langt det meste. Man kan så beklage, at den danske regering og det danske folketingsflertal ikke altid gør det, men muligheden foreligger i hvert fald.

Så det synes jeg er en mindre sag og mindre problematisk, og jeg er sikker på, at vi, når det flertal, der med jævne mellemrum orienterer os om, hvor katastrofale de mener at forbeholdene er, får sig taget sammen til at få lavet en folkeafstemning om retsforbeholdet, jo så får god og rig anledning til at diskutere det. Men det, som jeg synes er kernen i den her diskussion, er, at vi jo har set, at et flertal i det danske Folketing – og det består i denne sag af alle andre partier end Enhedslisten – er enige i, at det er rigtig godt, at man har det indre marked, og at det er rigtig godt, at det indre marked og hensynet til det indre marked sættes over alle andre politiske hensyn. Det findes der masser af domstolseksempler på er sådan det er.

Et eksempel er, at der er miljødomme, som siger, at man ikke kan beskytte sig mod farlige produkter, fordi man skal tage hensyn til det indre marked. Et andet eksempel er, at der er domme, som siger, at man ikke kan forsvare sig effektivt mod social dumping, fordi der på tværs af landegrænserne findes konkurrence om arbejdskraften, konkurrence om, hvad arbejdskraften skal have i løn, og hvilke arbejdsvilkår arbejdskraften skal have. Et tredje eksempel på det, som har fyldt uendelig meget i diskussionen i Danmark, er så, at Domstolens afgørelser indimellem fører til, at der kommer en enkelt ind af dem, som Dansk Folkeparti ikke synes skulle komme ind i Danmark, i hvert fald sådan i teorien.

Jeg er sådan set meget enig med dem, som i dag har sagt, at så store og gennemgribende konsekvenser har de domme ikke, og det er jo, fordi det er en af de udbredte myter blandt nogle såkaldt Venstreintellektuelle – jeg ved ikke, om de er mere Venstre eller mere intellektuelle – at man nede i EU har nogle regler, der vil kunne redde os fra Dansk Folkepartis nedrige udlændingepolitik. Sådan forholder det sig ikke. Det er jo kendsgerningen, at det på ingen måde forholder sig sådan. Men det er rigtigt forstået, at det også spiller ind på det område.

Altså, Enhedslisten mener grundlæggende, at det er forkert, at det indre marked er det, der altid sætter dagsordenen for, hvilke beslutninger der skal træffes i EU.

Det andet er jo EU-Domstolens helt særlige rolle som en domstol, der, hvis det er sådan, at det går for langsomt i det politiske system, skal sørge for at afsige nogle domme, som gør, at man kan nærme sig det, der er forudsætningen for og målet med traktaten. Det har sådan set aldrig været skjult for nogen, man har ved enhver debat om nye traktater i EU kunnet diskutere det, og det er gang på gang blevet fremført, at det er sådan, det er.

Men pointen er bare, at man har accepteret det, og at det så er blevet på den måde. Det så Enhedslisten også gerne ændret. Vi kunne måske godt indimellem foretrække en lidt mere aktivistisk linje fra Domstolen i Danmark, når det handler om at forsvare borgerne over for staten. Men virkeligheden er jo, at de sager, som EU fører, og de sager, som føres ved EU-Domstolen, handler om at forsvare det indre marked imod eventuelle nationale beslutninger og imod, at man for alvor kan forsvare sig mod de negative konsekvenser af det indre marked.

Så hvis det forslag til vedtagelse, som ligger fra Dansk Folkeparti, og som handler om, at man vil have et udvidet retsforbehold eller et nyt udvidet udlændingeforbehold, er udtryk for, at Dansk Folkeparti nu er indstillet på at gå til angreb på det indre marked og ligesom pakke det ind område for område, så kunne vi begynde at diskutere det.

Jeg synes bare, det er underligt, at vi skal tage et område, hvor den konkrete betydning af de domme, der er truffet, jo er meget, meget lille, i stedet for at tage det område, hvor det virkelig betyder noget, der, hvor det rammer rigtig mange danskere, nemlig spørgsmålet om social dumping.

Men hvis det her er udtryk for, at Dansk Folkeparti er på vej væk fra sin støtte til det indre marked, er det jo selvfølgelig godt, fordi det i hvert fald kan bruges politisk på andre områder.

Tak til ordføreren. Så er det i anden runde hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Jamen jeg vil blot takke for debatten, selv om der desværre ikke kommer det ud af den, at der er opbakning til Dansk Folkepartis politik. Det havde jo været dejligt, men sådan kan det ikke altid gå.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er forunderligt, at man bliver ved med at diskutere det retsforbehold, som et stort flertal i Folketinget ønsker at afskaffe, for det er det, der kan beskytte os mod nogle af de konsekvenser, der også fremadrettet kommer i EU-samarbejdet. Det synes jeg er en argumentation, der ikke hænger helt sammen. Og i forhold til Enhedslistens bemærkninger kan man vel dybest set sige, at i den her sag er Folketinget nærmest delt op i tre grupper: Der er den del af Folketinget, som udgøres af de traditionelt EU-positive partier; så er der Dansk Folkeparti, der forsøger at indtage et lidt mere nuanceret standpunkt; og så er der Enhedslisten, som jeg forstår er imod det meste, hvis ikke det hele.

Men til hr. Per Clausen vil jeg sige, at det her skal opfattes sådan, at vi meget gerne vil kigge på, hvordan man kan sætte nogle grænser op for det indre marked, ikke grænsebomme, men nogle lovgivningsmæssige grænser. Vi synes, det er meget rimeligt, at man kigger på, hvordan man begrænser den adgang til det danske velfærdssamfund, som EU-borgere, der kommer til Danmark for at arbejde i en kortere periode, har. Det har jeg været inde på flere gange. Det er blevet diskuteret flere gange – bl.a. med hensyn til børnepenge osv. osv. – og den diskussion tager vi meget gerne igen og helt fordomsfrit, også selv om det er en del af det indre marked, det manglede da også bare.

Men jeg takker for debatten og er selvfølgelig ærgerlig over, at der ikke kunne blive flertal for Dansk Folkepartis politik. Det bliver der måske næste gang.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen.