F 24 Om EU-styring af økonomien.

Af: Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Til: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)

Samling: 2010-11 (1. samling)

Status: Foretaget

Forhandling den 26-04-2011

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forespørgsel nr. F 24:

Forespørgsel til finansministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvordan han vil sikre Danmarks mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, hvis forbundskansler Merkels planer om total EU-kontrol med medlemslandenes økonomiske politik går igennem, og om han er enig i, at Danmark i så tilfælde må stå uden for denne stramme EU-styring af økonomien som en naturlig konsekvens af, at vi står uden for euroen?

Af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 08.02.2011. Fremme 10.02.2011. Eventuel afstemning udsættes til torsdag den 28. april 2011).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 28. april 2011.

Hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne for begrundelse af forespørgslen.

Der skal nok være dem, der mener, at det her emne har været taget op i Folketingssalen tidligere, også i det her folketingsår, og i så fald husker de rigtigt. Det har været taget op tidligere.

Jeg synes, og vi i Enhedslisten synes imidlertid, at med den udvikling, vi har haft i EU det sidste års tid med ændringer i stabilitets- og vækstpagten, indførelse af det såkaldte europæiske semester, nye muligheder for EU-indgreb over for makroøkonomiske balancer samt Danmarks deltagelse i europluspagten, er der kommet en række yderligere begrænsninger i Danmarks mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Og det synes vi faktisk godt kunne trænge til endnu en debat her i Folketingssalen, hvor vi måske også prøver på at inddrage de forskellige elementer.

For der sker ofte det, når vi diskuterer det ene element, at så henvises der til, at det jo ikke er på grund af europluspagten, at vi skal lave en budgetlov – det kunne finansministeren f.eks. sige, ud over at det skyldes, at finansministeren gerne vil have sådan en. Nej, det skyldes også, at det faktisk står i nogle af de ændringer, der sker i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten, nemlig at man bør have en sådan.

Der tror jeg måske, at det kunne være meget godt, hvis vi i hvert fald i dag kunne bevæge os lidt på tværs af den lange række forskellige beslutninger, som alle sammen er udtryk for forsøg på at sikre, at der kommer mere EU-styring af den økonomiske politik, der skal føres i EU-landene, herunder i Danmark.

Ud over at vi i Enhedslisten mener, at det er dybt problematisk, at man betræder den vej, hvor man langsomt, men sikkert giver afkald på de rettigheder, som var en væsentlig årsag til, at den danske befolkning i flere omgange har forkastet at underordne sig euroen, betyder det selvfølgelig også noget særligt for Enhedslisten, at den økonomiske politik, man binder sig til at føre gennem det her stadig tættere og snævrere EU-samarbejde på det her område, er en politik, som er i nøjagtig forlængelse af den efter vores opfattelse fuldstændig forkerte politik, som den nuværende regering har ført og i øvrigt i de her dage søger at opnå tilslutning i det danske Folketing til at føre.

Efter vores opfattelse er den tanke, at vi får et andet politisk flertal i Folketinget og får mulighed for at føre en anden økonomisk politik i Danmark, men at konsekvensen så bliver, at der fra EU’s side bliver lagt os meget, meget store hindringer i vejen på grund af de aftaler, der er indgået i det sidste års tid, næsten ikke til at bære. Så det er baggrunden for, at vi har taget den her debat op i dag.

Tak til ordføreren for forespørgerne for begrundelsen. Så er det finansministeren til besvarelse af forespørgslen.

Der blev på Det Europæiske Råds møde den 24. og 25. marts i år indgået en aftale blandt EU’s stats- og regeringschefer om en række initiativer vedrørende samarbejdet om den økonomiske politik. Initiativerne udgør dels en samlet respons på den aktuelle offentlige gældskrise i EU, dels en fælles ramme med spilleregler for håndtering af de store udfordringer, som alle EU-lande står over for. Det gælder de seks lovgivningsforslag om styrket økonomisk samarbejde, herunder styrkelsen af stabilitets- og vækstpagten, indførelsen af et nyt samarbejde om at adressere makroøkonomiske ubalancer og et nyt direktiv om nationale finanspolitiske rammer. Der blev også opnået enighed om konkurrenceevnepagten og indretningen af eurolandenes permanente stabilitetsmekanisme, den såkaldte ESM. De enkelte forslag vil i varierende omfang skulle forhandles eller drøftes med Europa-Parlamentet.

Tiltagene er resultatet af et års intensivt arbejde og bygger videre på beslutningen fra 2010 om det europæiske semester, der udgør en ny ramme for samarbejdsprocesserne og en bedre tilrettelæggelse af EU-drøftelserne om den økonomiske politik. Der er tale om en balanceret pakke af tiltag, som tilsammen bedre skal sikre, at EU-landenes økonomier ikke kører af sporet. Samtidig skabes et sikkerhedsnet i de situationer, hvor det alligevel måtte gå galt. Den nye europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, vil under stramme økonomisk-politiske betingelser kunne yde assistance til et land i gældskrise – hvor finansiel stabilitet i euroområdet som helhed er truet.

Der er selvfølgelig ikke med disse forslag indført en ny fælles økonomisk politik eller en central kontrol med EU-landenes finanslove eller deres økonomiske politik. Hovedlinjen på tværs af alle disse tiltag er, at det fortsat er de enkelte lande, der bestemmer deres egen økonomiske politik, og det er det enkelte lands eget ansvar at føre en holdbar og ansvarlig økonomisk politik. Det er imidlertid en klar forudsætning for, at Danmark og alle andre, særlig de mindre EU-lande, kan føre en selvstændig og uafhængig økonomisk politik, at man dels har orden i sin egen økonomi, dels at andre lande har orden i deres økonomi. Uden en sund og ansvarlig økonomisk politik risikerer man, at stigende gæld og stigende renter tager magten over den økonomiske politik og reelt begrænser de nationale økonomiske handlemuligheder betydeligt, som det er sket i Grækenland og i andre lande.

Danmarks og de øvrige landes velstand afhænger desuden af, at vores nabolande fører en sund økonomisk politik, fordi vi lever af at eksportere til dem, og deres økonomiske problemer bliver hurtigt vores egne økonomiske problemer. Vi så det under den finansielle krise, hvor problemerne på de finansielle markeder drev det danske korte rentespænd betydeligt op. Det er således i alle landes fælles interesse, at det enkelte land tilrettelægger sin økonomiske politik inden for rammerne af nogle stærkere fælles spilleregler. Dels fordi spillereglerne afspejler sund økonomisk politik, som det er i det enkelte lands egen interesse at føre, dels fordi det er i det enkelte lands egen interesse, at de andre lande fører en sund økonomisk politik inden for rammerne af disse spilleregler. Regeringen støtter derfor fuldt ud den styrkelse af det økonomiske samarbejde, som alle de nævnte initiativer repræsenterer.

Danmark meddelte desuden på Det Europæiske Råd den 24. og 25. marts, at Danmark vil deltage i konkurrenceevnepagten sammen med alle eurolandene og fem andre ikkeeurolande. Konkurrenceevnepagten og det styrkede økonomiske samarbejde respekterer fuldt ud det danske euroforbehold. Det styrkede økonomiske samarbejde og Danmarks deltagelse i konkurrenceevnepagten ændrer ikke ved og gradbøjer ikke Danmarks euroforbehold, som fortsat står fast og kun kan afskaffes ved en folkeafstemning. Arbejdet med at styrke det økonomiske samarbejde skal ses i lyset af, at den økonomiske krise afslørede væsentlige svagheder og mangler i det økonomiske samarbejde i EU. De gældende regler om sunde og holdbare offentlige finanser i stabilitets- og vækstpagten blev ikke efterlevet og håndhævet i tilstrækkelig grad. Vi har også lært, at vi skal fokusere på makroøkonomiske ubalancer, som har vist sig potentielt at kunne true den økonomiske og finansielle stabilitet på linje med usunde offentlige finanser.

I 2010 vedtog man derfor i EU en ny samlet ramme for det styrkede økonomiske samarbejde i EU i form af det europæiske semester. Med det europæiske semester vil man have grundigere drøftelser af EU-landenes økonomiske politik umiddelbart inden vedtagelsen af landenes nationale politik, hvor drøftelserne derfor vil have størst relevans. Under det europæiske semester finder der en samlet drøftelse sted af landenes stabilitets- eller konvergensprogrammer samt deres nationale reformprogrammer under Europa 2020-strategien hvert forår umiddelbart forud for arbejdet med de nationale finanslove for det efterfølgende år. Eventuelle anbefalinger fra EU kan så indgå i overvejelserne vedrørende finanspolitikken på linje med anbefalingerne fra OECD, fra Det Økonomiske Råd m.fl. Som jeg har sagt mange gange før, er der ikke tale om, at EU skal godkende den danske finanslov, før der fremsættes forslag om den i Folketinget. Finansloven er og bliver en national kompetence, som vil blive vedtaget af Folketinget, sådan som den altid er blevet det.

For så vidt angår reformen af stabilitets- og vækstpagten, er det erkendelsen, at den grundlæggende indeholder de rigtige spilleregler for finanspolitikken, men at man ikke har været tilstrækkelig god til at gennemføre reglerne på nationalt niveau og at håndhæve dem på EU-niveau.

Reformen af stabilitets- og vækstpagten skal for det første styrke incitamenterne til at sikre strukturel balance mellem de offentlige indtægter og udgifter på lang sigt, så der er et råderum til at gøre en indsats for beskæftigelsen under en økonomisk nedgang. For det andet skal landene med en offentlig gæld over 60 pct. af BNP blive bedre til at nedbringe den for at modvirke en uholdbar gældsudvikling. Det er en central lektie fra gældskrisen. For det tredje indføres tidligere og mere gradvise økonomiske sanktioner for eurolandene, og i forbindelse med de kommende flerårige finansielle rammer udmønter vi det sunde og fornuftige princip, at også EU-lande uden for euroen kan miste midler fra EU, hvis de ikke overholder EU's regler. Princippet gælder allerede i dag i Samhørighedsfonden.

Reformen af det økonomiske samarbejde omfatter også et direktiv om nationale budgetmæssige rammer. Det kan være budgetmæssige ordninger, procedurer, regler og institutioner, som ligger til grund for finanspolitikken, og behøver ikke nødvendigvis at være lovgivning. Direktivet stiller bl.a. krav til statistiske og regnskabsmæssige metoder, numeriske finanspolitiske regler som f.eks. budgetregler, der sikrer overholdelse af de fælles EU-regler og landenes mellemfristede budgetmålsætninger, og krav om mellemfristede finanspolitiske planer med en planlægningshorisont på mindst 3 år.

Det har også vist sig nødvendigt med et nyt samarbejde om makroøkonomiske ubalancer. Den økonomiske krise har vist, at en række EU-lande, herunder også lande, der overholdt de grundlæggende finansielle finanspolitiske regler, havde opbygget uholdbare ubalancer i form af overophedede økonomier, konkurrenceevneproblemer, betalingsbalanceunderskud, uholdbar offentlig og privat gældsætning og aktive bobler m.v. Opbygningen af makroøkonomiske ubalancer udløste konkret en negativ økonomisk udvikling i en række EU-lande i form af en kraftig opbremsning i økonomien med en stor stigning i ledigheden, en alvorlig forværring af de offentlige finanser og finansiel ustabilitet til følge. Hensigten med et systematisk samarbejde om makroøkonomiske ubalancer er, at man tidligere i et forløb skal kunne identificere opbygningen af interne og eksterne ubalancer i EU-landene, inden udviklingen bliver uholdbar.

Så er der konkurrenceevnepagten, som vi tidligere har drøftet indgående her i salen. Pagten indebærer ud over de øvrige elementer, jeg har nævnt, og ud over de målsætninger, som landene har sat sig under 2020-strategien, at de deltagende lande på øverste politiske niveau skal vælge at forpligte sig til at gennemføre nationale økonomiske og politiske tiltag og reformer rettet mod at nå det fælles overordnede mål.

De overordnede mål for konkurrenceevnepagten er styrket konkurrenceevne, øget beskæftigelse, styrket finanspolitisk holdbarhed og styrket finansiel stabilitet. Landene vælger selv deres forpligtelser. Det være sig enten de tiltag, der fremgår af idékataloget i konkurrenceevnepagten, eller nogle andre tiltag, afhængigt af landenes konkrete udfordringer. Konkurrenceevnepagten og det styrkede økonomiske samarbejde skal ses i sammenhæng. Formålet er ikke at centralisere og ensrette den økonomiske politik i EU-landene, men at forebygge, at enkeltlandes økonomier kører af sporet i et omfang, så det trækker andre lande med sig i en negativ spiral af stigende gæld, stigende renter og høj ledighed.

Konkurrenceevnepagten giver f.eks. netop Danmark større indflydelse på at sikre, at også andre lande fører en sund og ansvarlig økonomisk politik, som også vil være en fordel for Danmark. For Danmarks vedkommende ligger hele det styrkede økonomiske samarbejde og konkurrenceevnepagten desuden i naturlig forlængelse af de prioriteter og den strategi, som regeringen allerede gennem de seneste år har arbejdet efter. Det gælder prioritering af at styrke de offentlige finanser og sikre en langsigtet finanspolitisk holdbarhed i lyset af krisen og de demografiske udfordringer, herunder gennem øget arbejdsudbud og beskæftigelse og et styrket vækstpotentiale.

Regeringens holdning er, at der er skabt et godt resultat i kraft af det stærkere samarbejde og konkurrenceevnepagten, men den store udfordring er nu implementeringen af det reformerede samarbejde og de stærkere spilleregler, ikke mindst når tiderne igen bliver gode. Det enkelte land skal selv inden for de fælles rammer træffe de nødvendige valg og gennemføre sin egen konsoliderings- og reformstrategi, og vi skal alle implementere de henstillinger, som vi har fået, dels for at få styr på den aktuelle gældskrise, dels for at sikre troværdighed om de nye og stærkere spilleregler. Tak.

Tak til finansministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Jeg skal takke finansministeren for hans redegørelse – også fordi den jo understregede nogle af de spændende udfordringer, vi står over for, når vi diskuterer EU-spørgsmål i det danske Folketing.

En af dem er, at vi i Danmark er nødt til at opfinde andre ord og andre begreber for de ting, vi diskuterer, end dem, man bruger ude i Europa. Den konkurrenceevnepagt, som ministeren talte om, vil man jo lede forgæves efter, hvis man går ind på EU's hjemmeside, af den simple grund, at den hedder europluspagten. Jeg ved godt, at europluspagten er et besværligt navn, når man skal bagatellisere det, der sker i Europa i de her år.

Det er jo blevet sagt, at den hedder europluspagten af to grunde. Det hedder den, fordi den bygger oven på de forpligtelser, eurolandene i forvejen har indgået aftale om, altså giver yderligere ansvar og forpligtelse – godt nok primært af politisk karakter, men altså yderligere forpligtelser. Og det andet, som gør, at man kalder det en europluspagt, er jo den kendsgerning, at man har åbnet op for, at andre lande end dem, der er med i euroen, kan komme med. Det betyder jo, at disse andre lande end eurolandene, som er gået med, også forpligter sig i samme udstrækning som eurolandene, der altså har forpligtet sig ud over de forpligtelser, man i forvejen har; for det var den første begrundelse for at tale om europluspagten.

Den definition af europluspagten er jo ikke en, jeg finder på. Det er den, der sådan set fremgår af beslutningsgrundlaget, da man vedtog at lave den. Og så bliver det jo lidt mystisk, når finansministeren vil reducere det til en konkurrenceevnepagt, også fordi den handler om ganske meget andet end konkurrenceevne og i hvert fald er en ganske bestemt opfattelse af, hvordan man forbedrer et lands konkurrenceevne.

Et andet eksempel på, hvordan man jo opfinder nye ord og nye begreber i den danske debat for ligesom at tilpasse EU-debatten til det, man opfatter som spiseligt i en dansk sammenhæng, er, at finansministeren genopfandt det herlige begreb idékatalog. Vi har jo diskuteret det før, og finansministeren har måttet erkende, at ordet idékatalog ikke findes i europluspagten. Det, der findes, er en række politikområder, der skal ses særlig grundigt på, lægges særlig vægt på, og der er sådan set ikke lagt op til, at man bare kan forkaste dem og vælge nogle andre. Jeg ved godt, at man i Danmark har et flertal i Folketinget, der har skrevet en beretning, tror jeg, det var, hvor man skriver, at det bestemmer vi selv i Danmark. Men det er jo sådan, at beslutninger, der træffes i Danmark, om, hvordan vi tolker EU-regler, ikke har større gyldighed end de beslutninger, der træffes i EU. Det er vi da blevet belært om nogle gange. Så pointen er altså igen, at man bruger nogle ord, som ikke rigtig findes, men som passer bedre til den politiske debat.

Det tredje, jeg synes var spændende og interessant i ministerens besvarelse, var, at han sagde, at euroforbeholdet, euroundtagelsen, ikke fraviges, ikke bøjes, og at han så lidt senere sagde, at man nu ville indføre den rigtig gode ordning, at når Danmark nu på grund af vores euroundtagelse ikke kan idømmes bøder, hvis vi overtræder EU-beslutninger på det her område, vil vi fremover heldigvis, på god og demokratisk vis, kunne blive frataget nogle indtægter i samme omfang, som bøder antager for et euroland.

Så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvem i Danmark – med undtagelse af det flertal, der støtter EU-politikken i Folketinget – som mener, at der er en stor og afgørende forskel på, om vi taler om bøder eller en modregning i indtægter af præcis det samme beløb. Når jeg lægger lidt vægt på det, er det, fordi jeg har forstået, at man i SF – som jo gentagne gange har understreget, at de har en særlig ære af forbeholdene og derfor selvfølgelig en særlig omhyggelighed med at respektere dem – lægger særlig vægt på det der med, at det, der ikke er sket indtil nu, er, at vi kan idømmes bøder. Men pointen er altså bare, at man samtidig accepterer, at Danmark kan modtage modregninger i indtægter.

Det er rigtigt, at den regel har man haft tidligere. Hvis vi ser på menneskerettighedsreglerne, har der også der været muligheden for at modregne, og her udvider man det så til at gælde hele det økonomiske felt, der jo er blevet ganske omfattende, for hvor man tidligere opererede med, at det handlede om statsregnskabet, det offentlige regnskab, det offentlige underskud, inflation osv., så har man jo nu udvidet det til også at omhandle hele det såkaldt makroøkonomiske felt. Det er jo svært at afvise, at når man snakker om makroøkonomi, så snakker man om pension; så snakker man om efterløn; så snakker man om dagpenge. Det fremgår da også soleklart af de papirer, der ligger i EU, at når man snakker om makroøkonomi, er det de ting, det handler om.

Det er fuldstændig rigtigt, som nogle har sagt, at bare vi sørger for, at lønudviklingen i Danmark bliver holdt nede, så vil ingen i EU blande sig i, om vi klarer det ved overenskomstforhandlinger, eller om vi klarer det ved hjælp af lovindgreb. Det er også rigtigt, at hvordan vi vil sikre, at pensionsalderen følger levealderen opad, og hvordan vi vil sikre, at den økonomiske sektors udvikling begrænses, må vi delvis selv om.

Der er dog en enkelt undtagelse, og det er den meget spændende og interessante diskussion, der jo også foregår nu i forhandlingerne, nemlig forsøget på at få vedtaget en budgetlov. En ting er, at den danske regering politisk har forpligtet sig til at lave en budgetlov, der begrænser den offentlige sektors udvikling i de kommende år, ved at indgå i europluspagten. Det er jo, som skiftende ministre gentagne gange har sagt, kun en politisk forpligtelse. Det er altid lidt betænkeligt, når man møder politikere, der siger, at vi kun er politisk forpligtet til det her, altså at vi ikke er juridisk forpligtet. Måske skulle de partier, der for tiden forhandler med regeringen om at indgå aftaler om den økonomiske politik, tænke over det – hvis der er en forskel på en politisk og en juridisk forpligtelse for en regering. Men det andet er jo, at hvis man kigger på de forslag, der ligger i forhold til stabilitets- og vækstpagten, er de jo også defineret sådan, at man skal have en eller anden form for lovgivning, der kontrollerer det her. Så det er altså et led i, at EU overtager mere kontrol af den økonomiske politik.

Så er der diskussionen om godkendelsen af finansloven, og det spændende her er jo, at meget af diskussionen foregår ved, at ministeren og andre EU-tilhængere gendriver synspunkter, der ikke fremføres i den offentlige debat. Finansministeren gør meget ud af, at finansloven ikke skal til godkendelse i EU, og finansministeren gør også meget ud af, at vi selv vedtager finansloven. Det er jo rigtigt. Pointen er bare, at inden man overhovedet udarbejder det første udkast til en finanslov, har de økonomiske forudsætninger for denne finanslov været til drøftelse i EU, og der har man også fået nogle klare og utvetydige råd om, hvor man skal bevæge sig hen. Og det betyder altså, at man i EU klogelig nok har indset, at det er nemmere at få indflydelse på et lands finanslov, hvis man sørger for at få indflydelsen sat igennem, inden finanslovforslaget er fremsat, og at det måske også skaber mindre opstandelse i befolkningerne, end hvis man sådan kommer bagefter og siger: Den her finanslov kan I ikke gennemføre.

Ellers er det jo, synes jeg, fantastisk spændende, at hvad der startede som en finansiel krise, og hvad man i et stykke tid diskuterede skulle løses ved, at man greb ind over for den finansielle sektor, er endt med at blive en diskussion om, hvordan vi skal løse udfordringen ved at give EU mere magt over de enkelte landes økonomiske politik. Det, som startede med at være euroens krise, fordi euroen ikke kan fungere fornuftigt og hensigtsmæssigt, hvis man ikke har en fælles økonomisk politik, og hvis ikke alle lande i euroen bestræber sig på at tilnærme sig det tyske forbillede

– hvis man ikke gør det, kan euroen ikke overleve – det har man så løst på den måde, at man nu siger: Jamen så må vi i gang med at udvikle den her fælles økonomiske politik.

Det spændende er jo så, hvis man kigger ud over Europa og ser på, hvad konsekvenserne af indholdet i den politik er for nuværende, så ser man omfattende forringelser i den offentlige sektor; man ser reallønsnedgang; man ser forringelse af pensionsalderen; og man ser en stigende modstand mod den her politik anført af det europæiske LO, anført af det europæiske socialdemokrati, som alle kritiserer den her udvikling og siger, at det går i den fuldstændig forkerte retning, og på den måde jo er i overensstemmelse med Socialdemokraternes og SF’ernes økonomiske politik i Danmark, men desværre ikke med den økonomiske politik, som man åbenbart accepterer bliver ført i EU.

Så der er ingen tvivl om, at man ensretter den økonomiske politik, og at man arbejder hårdt på at sikre, at den ensrettede økonomiske politik i Europa fremover bliver en borgerlig politik, der fører til mindre velfærd, større ulighed og større arbejdsløshed.

Jeg har naturligvis husket at få et forslag til vedtagelse med, som jeg så vil læse op, og det fremsætter jeg på vegne af Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Det seneste års ændringer i EU's Stabilitets- og Vækstpagt, indførelsen af det såkaldte Europæiske Semester, nye muligheder for EU-indgreb over for makroøkonomiske balancer samt Danmarks deltagelse i Europluspagten har betydet yderligere begrænsninger i Danmarks muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik.

EU har nu fået mulighed for at stille konkrete krav til dagpengeregler, lønudvikling, pensionsforhold, den offentlige sektors størrelse m.v. Formålet er at presse en borgerlig økonomisk politik igennem, hvor lønningerne holdes nede, den offentlige sektors størrelse begrænses gennem en budgetlov og dagpenge-, efterløns- og pensionsregler forringes.

Denne udvikling er i direkte modstrid med Danmarks euroundtagelse. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at meddele EU, at indførelsen af disse nye regler kræver en folkeafstemning i Danmark, og tage initiativ til afholdelsen af en sådan.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 47).

Det af hr. Per Clausen oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger, og vi siger tak til ordføreren for forespørgerne.

Så er det hr. Jacob Jensen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Krisen har jo vist os, at mange lande rundt om os i Europa ikke har været gode nok til at styre de offentlige finanser – slet ikke lige så gode, som vi har været det her i Danmark. Det er jo i krisetider, at man typisk ser, at skeletterne kommer ud af skabet, og det har vi jo så også set i den her sammenhæng. Heldigvis har vi i Danmark været gode til at styre finanserne. Vi har fået betalt vores gæld ned, sådan at vi, da krisen ramte os, stod rigtig godt rustet til at modstå de udfordringer, som krisen jo også gav Danmark.

Vi er jo en lille og åben økonomi, og derfor kan vi i Danmark heller ikke undslå os de negative konsekvenser, som en international krise selvfølgelig vil medføre også i Danmark. Derfor er det også helt afgørende for den danske økonomi og dermed de muligheder, vi har i Danmark, ikke alene at der er styr på økonomien i Danmark, men også i de lande, som omgiver os her i Europa. Som også finansministeren var inde på i sin besvarelse for et øjeblik siden, er det sådan, at skal vi have en styrket økonomi i Danmark, skal vi også have nogle lande, som kan aftage vores varer, når vi vil eksportere til udlandet. Derfor er det selvfølgelig afgørende for Danmark, at ikke mindst det europæiske område har en stærk økonomi.

Bare en ganske beskeden rentepåvirkning på 1 procentpoint vil i Danmark betyde op mod 25.000-30.000 ekstra ledige, og det vil selvfølgelig forringe de vækstmuligheder og den konkurrencedygtighed, som vi har både i Danmark og i resten af Europa i forhold til i eksempelvis Kina og Indien og andre af verdens vækstlokomotiver. Derfor har man også på EU-plan her for nylig vedtaget at arbejde sammen om nogle fælles målsætninger i den såkaldte konkurrenceevnepagt – og med en styrket konkurrenceevne, en styrket beskæftigelsesindsats, en styrket holdbarhed i de offentlige finanser og en understøttelse af Finansiel Stabilitet som nogle af overskrifterne. Det er nogle gode målsætninger, det er nogle gode overskrifter, hvorfor vi så også fra Venstres side er tilfredse med, at det er noget, som Danmark har tilsluttet sig.

Men under de her overskrifter og målsætninger ligger der jo også EU's vækst- og stabilitetspagt. Der ligger nogle krav i konvergensprogrammet til medlemslandenes maksimale underskud og gældsætning m.v. Jeg tror, de fleste kan tilslutte sig målsætningerne, men der er jo nok milevid forskel på Danmark og andre lande, med hensyn til hvad det så er for nogle midler, som vi skal bringe i anvendelse for at leve op til målsætningerne.

Jeg må understrege, at der jo ikke er tale om en juridisk forpligtelse, men en politisk aftale, som man har indgået. Det vil sige, at regeringscheferne skal se hinanden dybt i øjnene og følge udviklingen nøje i de enkelte lande og gøre de nødvendige tiltag for at holde økonomien på sporet i de enkelte lande. Men det er også vigtigt at understrege, at det er nationalstaternes selvstændige ret fortsat at melde deres politikker ind og selvfølgelig også at beslutte dem i de nationale parlamenter.

Landene er jo ikke ens, hverken i geografi eller økonomi, og derfor kræver landenes forskellige udfordringer selvfølgelig også forskellige svar, dog med den helt gennemgående tendens, at der er behov for mindre offentlige udgifter, ikke flere; der er behov for en afvikling af gæld og ikke en opbygning af gæld. Den fælleseuropæiske linje og de målsætninger flugter fuldstændig med regeringens og Venstres linje om en ansvarlig økonomisk politik, hvor der er styr på de offentlige finanser, hvor der er styr på de offentlige udgifter, og hvor der bl.a. kommer en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og andre helt nødvendige reformer. Men igen er det noget, som man lokalt og nationalt beslutter.

Jeg skal derfor på den baggrund (på vegne af V, S, SF, KF og RV) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at den bedste forudsætning for vækst, velfærd og beskæftigelse i Danmark er, at dansk økonomi er sund, og at økonomierne i de lande, Danmark er økonomisk forbundet med, herunder i EU, også er sunde. Det seneste års EU-forhandlinger har skabt et fornuftigt grundlag for et styrket økonomisk-politisk samarbejde i EU i form af Det Europæiske Semester, en styrket Stabilitets- og Vækstpagt, direktivet om nationale finanspolitiske rammer, et nyt samarbejde om håndtering af makroøkonomiske ubalancer samt konkurrenceevnepagten, jf. Europaudvalgets beretning nr. 5.

Initiativerne ændrer ikke på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Det er fortsat de enkelte landes eget ansvar at føre en holdbar og ansvarlig økonomisk politik. Det er samtidig i fælles interesse, at alle lande tilrettelægger deres økonomiske politik inden for stærkere fælles spilleregler, så det undgås, at uholdbar økonomisk politik i et land får negative effekter på andre lande.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 48).

Det af hr. Jacob Jensen fremsatte forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Så er der et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra fru Pia Adelsteen.

Når jeg nu vil stille et spørgsmål eller to til ordføreren, er det, fordi ordføreren selv kom ind på, at den her aftale – europluspagten – jo ikke var juridisk bindende, men en politisk aftale. Derfor vil jeg stille samme spørgsmål, som jeg tror jeg på et tidspunkt stillede i Europaudvalget til både finansministeren og statsministeren: Mener ordføreren, at en politisk aftale skal overholdes lige så vel som en juridisk aftale?

Ordføreren.

Så må vi jo håbe, at jeg svarer det samme, som finansministeren og statsministeren gjorde, og det tror jeg at jeg gør, for jeg er af den opfattelse, at politiske aftaler selvfølgelig skal overholdes. Ellers giver de jo ikke så meget mening. Men pointen er sådan set blot den, at når man indgår en politisk aftale, har man stadig væk de muligheder, som man nu ønsker sig, lokalt, nationalt, og det er ret vigtigt for os. Det er også vigtigt for Dansk Folkeparti, har jeg på fornemmelsen, at vi netop her i Folketinget kan beslutte, om de tiltag, som vi jo i fællesskab skal vurdere, er de rigtige for Danmark i forhold til at sikre en sund økonomi i årene fremover.

Fru Pia Adelsteen.

Nu er jeg sikker på, at vi kan blive enige om mange ting på det økonomiske område, bare ikke lige nu, når EU er indblandet. Så langt tror jeg godt jeg vil gå.

Ordføreren sagde på et tidspunkt også, at det er vigtigt, at de øvrige økonomier i Europa er i orden, fordi vi i hvert fald fra Danmarks side jo eksporterer rimelig meget til resten af EU-landene, og det er jeg for så vidt ikke uenig i. Men man kunne under de gode år, kan man sige, se, at det var, som om det ikke rigtig blev opdaget, at økonomierne visse steder i EU måske ikke helt hang sammen, og der kørte det jo alligevel sådan set meget godt for Danmark. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at stille et andet spørgsmål. Vi kan jo ikke styre USA’s økonomi, men vil det ikke have en effekt på Danmark, på EU, når USA’s økonomi går dårligt?

Ordføreren.

Jo, det vil det utvivlsomt have, fordi USA jo er et af de største eksportmarkeder for Danmark og dansk erhvervsliv, helt klart. Men som fru Pia Adelsteen selv er inde på, ligger det trods alt uden for det danske Folketings mulighed og for den sags skyld også uden for det europæiske samarbejdes mulighed at diktere, hvad der skal ske i USA. Vi kan indgå i et samarbejde, og det gør vi jo også – vi samarbejder på en lang række områder – på det økonomiske og handelsmæssige område, og ad den vej kan vi selvfølgelig styrke samarbejdet.

Vi bliver nødt til at koncentrere os om de ting, som vi nu engang har mulighed for at påvirke, og det er først og fremmest, hvad der skal ske i det danske Folketing, men kan vi også få indflydelse på, hvad der sker i de andre europæiske lande, vil det jo være en kæmpe styrkelse af et lille land som Danmark med en åben økonomi, der, som fru Pia Adelsteen selv siger, er dybt afhængigt af at kunne eksportere til de andre lande.

Når man ser, hvad der sker i Grækenland, som er et af de værste eksempler, og hvor renten jo er på omkring 20 pct. i øjeblikket, kan man næsten tænke sig til, hvilke muligheder eller mangel på samme, kunne jeg sige, det giver at kunne eksportere til sådan et land. De har jo ikke mulighed for at købe de varer, som Danmark og danske virksomheder kan producere og eksportere.

Så det er derfor helt afgørende, at Grækenland, selv om det ikke er det største eksportland, vi har, ligesom resten af de europæiske lande under et er i en sund og god gænge, hvad økonomien angår.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er lidt spændende, hvordan man forestiller sig at den udvikling, der foregår i Grækenland nu, sådan inden for en overskuelig årrække skulle føre til, at Grækenland fik bedre muligheder for at købe danske varer – men det kan vi altid vende tilbage til.

Jeg har et enkelt spørgsmål: Hr. Jacob Jensen talte om, at man fik stærkere spilleregler i EU – stærkere for hvem? Er det ikke i virkeligheden det samme som at sige, at der kommer nogle snævrere rammer for nationalstaterne at føre økonomisk politik inden for, og er hr. Jacob Jensen derfor ikke enig med mig, når jeg siger, at der kommer mere EU-styring af økonomien i de enkelte lande?

Ordføreren.

Jeg forsøgte sådan set at gøre en dyd ud af at forklare, at det i forbindelse med den aftale, der blev indgået, og de spilleregler, som man har lavet en politisk aftale om, blev understreget, at man har nogle fælles målsætninger – de målsætninger, som jeg bl.a. nævnte i min indledning – men at det, der skal puttes ind for at nå de målsætninger, netop besluttes af de nationale parlamenter, herunder det danske Folketing. Det synes jeg også er en god idé, og det skal vi holde fast ved, både ud fra en politisk betragtning og sådan set også ud fra en indholdsmæssig, fordi der er forskellige løsninger på forskellige udfordringer. Den danske udfordring er heldigvis en helt anden end det, man ser i Portugal, i Grækenland og for den sags skyld i Tyskland og England m.v.

Derfor skal man ikke lade den slags beslutninger overgå til fælles beslutningskompetence i EU, men jeg synes det er væsentligt og helt afgørende, at målsætningen om at sikre en stærkere økonomi, herunder også udveksling af erfaringer med gode eksempler, gode muligheder og forslag og reformer m.v., som man gennemfører i det ene land, så andre lande kan lade sig inspirere af det, gennemføres som et samarbejde i EU.

Hr. Per Clausen.

Nu er jeg sikker på, at man i et forslag til vedtagelse om økonomisk politik og EU, som udarbejdes af Venstre, Socialdemokraterne og SF, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, har tænkt på alle formuleringerne – det er grundigt udtænkt, hvordan det skal skrives. Alligevel kunne jeg godt tænke mig at få at vide, hvad der menes med stærkere spilleregler. Om »stærkere« her ikke dækker over »snævrere«, altså sådan, at der kommer mere styr på, hvad for en politik de enkelte lande kan føre. For ellers mener jeg sådan set ikke, at ordene stærkere spilleregler i den her sammenhæng giver nogen som helst mening.

Ordføreren.

Altså, det, der er tale om både i forslaget til vedtagelse – med al respekt for det – og det, der ligger i de aftaler, man har indgået på EU-plan i den her sammenhæng, er, at man selvfølgelig skal udveksle erfaringer og selvfølgelig forpligte hinanden politisk på at føre en sund økonomisk politik i de enkelte medlemslande. Vi har jo set – nu er det blevet nævnt et par gange med Grækenland, Portugal og Irland, vi kender selv eksemplerne – hvordan man ikke har haft evnen eller viljen til selv i opgangstider, som fru Pia Adelsteen var inde på for et øjeblik siden, at føre en fornuftig økonomisk politik, som vi jo bl.a. gjorde i Danmark, hvor vi afdrog på vores gæld og sikrede, at der var noget fedt på kroppen, til den dag en krise ramte os.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Kim Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Nu startede hr. Per Clausen fra Enhedslisten med at repetere, at det godt nok ikke er første gang, vi har diskuteret denne sag i Folketinget eller i Folketingets Europaudvalg eller i Folketingets Finansudvalg – og det er også rigtigt. Det er heller ikke sikkert, at det er sidste gang, men sagen er, at Enhedslisten jo har anmeldt den her forespørgsel i starten af februar måned, kort tid efter at der kom det såkaldte fransk-tyske udspil til en ny konkurrenceevnepagt. Og det skal også være indrømmet, at hvis det var på baggrund af det oprindelige udspil og ikke mindst omtalen af det oprindelige udspil fra forbundskansler Merkel og den franske præsident Sarkozy, ville Enhedslisten jo have haft en pointe i anmodningen om også denne forespørgsel.

Nu foreligger der imidlertid en helt anden konkurrenceevnepagt, som har til formål sammen med mange andre beslutninger om det økonomiske samarbejde i EU at sikre, at vi får et konkurrencedygtigt Europa med høj beskæftigelse, og at sikre, at der kommer sunde offentlige finanser og ikke mindst et stabilt finansielt system i Europa. Vi havde jo gerne i Socialdemokratiet set en anden og mere proaktiv pagt eller aftale, om man skal kalde den det, men det at sikre, at EU og Danmark deltager i dette arbejde, og at vi dér prøver at samarbejde om netop at skabe vækst, skabe beskæftigelse og skabe sund økonomi, strider på ingen måde imod det danske euroforbehold, som det antydes i den forespørgsel, Enhedslisten har rejst.

Det ved Enhedslisten jo såmænd også godt, for dette emne blev grundigt diskuteret her i Folketingssalen i form af den hasteforespørgsel, der blev gennemført den 29. marts. Her fremgik det jo tydeligt, ligesom det også gør i svarene på de mange spørgsmål, der er stillet i denne sag i Europaudvalget og i Finansudvalget samt i den beretning, der er vedtaget i Folketingets Europaudvalg, at det fortsat er det danske Folketing, der vedtager den økonomiske politik i Danmark.

Det danske euroforbehold er med andre ord fortsat gældende. Det har det været før, det har det været under, og det har det været efter forhandlingerne om at stramme op på styringen af økonomien, og det vil det være, indtil danskerne afskaffer euroforbeholdet ved en folkeafstemning.

Socialdemokratiet ser altså ikke, som Enhedslisten gør det, EU-landenes arbejde med at stabilisere økonomien i de europæiske lande som samfundsskadeligt eller underminerende i forhold til demokratiet. Tværtimod er vi af den opfattelse, at Danmarks økonomi er dybt afhængig af, at der er en stabil økonomi i resten af EU, og at dansk vækst og danske arbejdspladser på samme måde er afhængige af, at der kommer styr på økonomien i de europæiske lande.

Det har også været afgørende for Socialdemokratiet i de forhandlinger, vi har haft med regeringen, at Danmark ligesom de øvrige europæiske lande har frihed til at føre en økonomisk politik med fokus på investeringer og med fokus på vækst, bæredygtighed og beskæftigelse, ligesom det også er en væsentlig forudsætning for Socialdemokratiet, at Danmark fortsat bevarer den fastkurspolitik, som skiftende regeringer de sidste 30 år har fulgt, og som skaber et godt og fornuftigt samarbejde med vores europæiske naboer.

Der har været mange myter og mange udgaver af denne konkurrenceevnepagt eller europluspagt, for at bruge det rigtige ord, og mange af dem stammer som sagt fra Tyskland og Frankrigs oprindelige udspil, og mange af dem er opfundet til lejligheden af de partier, der generelt ikke støtter Danmarks samarbejde i EU. Det, der kan konstateres, er, at den endelige pagt er langt mindre vidtrækkende end det oprindelige forslag, og det er nu slået fast med syvtommersøm. I den endelige udgave af pagten står det helt klart, at det er op til landene selv at beslutte, hvilken økonomisk politik man vil føre for at opnå de fælles mål.

Det er baggrunden for, at Socialdemokratiet kan støtte det forslag til vedtagelse, der netop er blevet læst op af Venstres ordfører.

Der er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er hr. Per Clausen.

Nu kunne det jo være spændende at forfølge debatten om, hvad ordene stærkere spilleregler betyder, for uden at forfalde til Christiansborgretorik vil jeg sige, at hr. Jacob Jensen fra Venstre ikke svarede på det spørgsmål, men jeg vil i stedet for stille hr. Kim Mortensen et andet spørgsmål, nemlig om det ikke gør noget indtryk på hr. Kim Mortensen, at knap nok var Socialdemokraternes tilslutning til europagten på plads, før statsministeren klart sagde, at Socialdemokraterne måtte være klar over, at den økonomiske politik, de gerne vil føre, strider fuldstændig imod det indhold, der er i europluspagten.

Det andet er, at det europæiske LO, sidste gang finansministrene var samlet til møde i marts måned, arrangerede en stor demonstration, fordi de var enige med statsministeren i, at den politik, som EU var ved at gennemføre, var en borgerlig økonomisk politik, der ville føre til større ulighed, til større arbejdsløshed og ødelæggelse af den offentlige velfærd. Det er altså sådan, at så forskellige parter, kan man sige, som det europæiske LO og statsministeren er helt enige i, at den politik, som hr. Kim Mortensen støtter her, er borgerlig økonomisk politik.

Ordføreren.

Jamen jeg var selvfølgelig også ærgerlig over, at statsministeren benyttede den førstkommende lejlighed til at bruge det her i det indenrigspolitiske spil, hvor det absolut ikke hører hjemme. Hr. Per Clausen ved, ligesom jeg ved, ligesom det er blevet understreget af statsministeren, og ligesom det er blevet understreget af finansministeren, at det gentagne gange står i europluspagten eller konkurrenceevnepagten, at den økonomiske politik og det, som pagten bygger på, er nationale anliggender, og det gælder også den økonomiske politik.

Det, der er ærgerligt, og det, som jeg tror kammeraterne i den europæiske fagbevægelse er lige så meget optaget af og demonstrerer lige så meget imod, er jo frustrationen over den lange række af borgerlige regeringer, der fører en forkert politik og en forkert økonomisk politik i de enkelte lande. Men det er jo skyts, der skal rettes mod de nationale regeringer og ikke imod, at man i et samarbejde på EU-plan prøver at finde nogle fælles løsninger.

Hvis jeg skulle svare på det første spørgsmål, som hr. Per Clausen dog ikke stillede til mig, vil jeg sige, at jeg faktisk tror, at nogle af de udsagn, der kom fra forbundskansler Merkel fra Tyskland og fra præsident Sarkozy fra Frankrig, lige så meget handlede om, at hvis de to store lande skulle lægge ryg til de store lån, de store finansielle transaktioner, der skulle til for at redde nogle af de lande, der er i problemer, så var det måske svært at forestille sig, at det kunne foregå efter princippet business as usual.

Hr. Per Clausen.

Nu kan enhver jo gå ind på det europæiske LO's hjemmeside og se, hvad de mener om den politik, der er blevet vedtaget i EU det sidste år. Der er en klar og utvetydig afvisning af alle elementerne og en klar påvisning af, at der er brug for at føre en helt anden økonomisk politik. Det er lige før, det, de siger, minder om det, Socialdemokraterne og SF'erne siger om den borgerlige regerings politik i Danmark, og det er jo ikke så underligt, for det, man vedtager nede i EU, er jo præcis det samme som det, VK-regeringen har gennemført i Danmark og er i færd med at forsøge at få flertallet til at gennemføre nu. Det er jo præcis det samme.

Det, der undrer mig, er hvorfor Socialdemokraterne i Danmark står i den der underlige opposition til Socialdemokraterne i Sverige, til det europæiske LO, ja, såmænd også til det europæiske socialdemokrati, som alle sammen siger, at der er brug for at føre en helt anden politik end den, som man her i Danmark lægger stemmer til skal føres i EU.

Ordføreren.

Men det får ikke os i Socialdemokratiet til at drage den konklusion, at de store problemer, som de europæiske lande i fællesskab er kommet ud i, ikke skal løses i fællesskab.

På samme måde kan man jo gå tilbage til perioden i 1990'erne, hvor det lykkedes ikke bare en dansk regering, men en række socialdemokratiske regeringer i Europa at vende udviklingen både i forhold til at skabe job, i forhold til at nedbringe arbejdsløsheden og i forhold til at forbedre landenes økonomi, og der var der jo en lang række ikke mindst borgerlige og liberale oppositionsledere rundtomkring i landene i Europa, der havde den samme kritik af EU, fordi det var et EU, der var domineret af socialdemokratiske regeringer. Men det skal jo ikke få dem, der tror på, at vi skal have et europæisk samarbejde til at løfte os i fællesskab, til at svinge, afhængigt af farven på regeringerne. Så må man arbejde – i øvrigt sammen med hr. Per Clausen – på, at vi får ændret farven på nogle af de europæiske regeringer, og vi kunne passende starte her i Danmark.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Må jeg ikke starte med at sige, at uanset om man mener, det er en borgerlig økonomisk politik, EU fører, eller at det skulle gå hen at blive en venstreorienteret økonomisk politik, må man vel kalde det, så mener vi altså i Dansk Folkeparti, at EU ikke skal føre nogen som helst økonomisk politik i Danmark – det må nu engang være Danmark, der skal det. Det er hele problemet med alle de her ting, vi diskuterer. Når ordføreren siger, at man skal sikre, at der kommer sunde offentlige finanser i alle EU-lande, så kunne jeg godt tænke mig at spørge: Var den mulighed der ikke allerede i stabilitets- og vækstpagten?

Ordføreren.

Til den første kommentar vil jeg sige, at hovedpointen i det her netop er, at det er de nationale parlamenter, der beslutter den økonomiske politik, og det er jo en diskussion, man kan have i de enkelte landes parlamenter. Det, der har vist sig, er bare, at nogle af de aftaler, der er lavet i stabilitets- og vækstpagten, åbenbart ikke har været tilstrækkelige, specielt hvad angår nogle af de lande, der er kommet i store økonomiske problemer. Der har vi det udgangspunkt – og vi ved, at Dansk Folkeparti ser på det på en lidt anden måde – at vi ikke tror, det vil være en fordel for Danmark, hvis man forestiller sig, der kommer en statsbankerot i Grækenland, i Irland, i Spanien, i Portugal eller i andre lande. Vi tror på, at dansk økonomi og Danmark og danske beskæftigelsesmuligheder har det bedre, ved at EU-landene prøver at rejse det her i fællesskab i stedet for at isolere sig inden for landenes nationale grænser.

Fru Pia Adelsteen.

Men grunden til, at de regler, man har i stabilitets- og vækstpagten, og som har været der hele tiden, ikke virker, er jo, at man overhovedet ikke har efterlevet dem. Man har sagt, at de er der, men man har ikke taget konsekvenserne, hvis landene ikke overholdt dem. Ordføreren må da indrømme, at det er det, der har været hele problemet. I stedet for ligesom at sige, at nu skal den stabilitets- og vækstpagt overholdes, så indfører man bare nye regler. Man putter bare lidt mere på, og så kan vi snakke sanktioner og bøder eller tilbageholdelse af midler, eller hvad vi nu skal gøre, men det, man gør, er, at man bare bygger oven på stabilitets- og vækstpagten. Ordføreren må da indrømme, at hvis man havde overholdt den, havde de lande i EU, der i dag har økonomiske problemer, ikke haft dem.

Det ville uden tvivl også have hjulpet på dansk økonomi, at man havde haft en lidt bedre balance mellem de offentlige udgifter og så de indtægter, staten har. Der har regeringen valgt en lidt anden strategi. Så selvfølgelig er det jo stadig væk nationale anliggender. Man kan så have forskellige opfattelser af, hvordan man skal udføre det. Det, der har været galt, er jo, at de indmeldinger, man har haft, har været for lidt forpligtende for landene, og at der har været for lidt overvågning landene imellem. Det er den overvågning, som man får med den lange række af reformer, der er lavet på det økonomiske område. Jeg har da en tro på, at det hjælper, at man gør det her i fællesskab, i stedet for at man bruger princippet om at lukke sig inde bag de nationale grænser og ikke vil forholde sig til, hvad der sker ude i verden.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Adelsteen som Dansk Folkepartis ordfører.

Jeg vil også godt starte med at takke ministeren for redegørelsen. Jeg synes, det er godt at få den her forespørgselsdebat, for da vi havde hasteforespørgslen om europagten og senere europluspagten, som den blev omdøbt til, var det ligesom kun en del af hele det her store område. Så jeg synes, det er godt.

Det, som jeg gerne vil fremhæve, er, at jeg synes, at man mangler at tage højde for den ånd, der egentlig engang lå i euroforbeholdet. Euroforbeholdet var jo ikke kun et spørgsmål om, hvordan mønten så ud. Euroforbeholdet, som jeg opfatter det, og som jeg tror mange danskere opfatter det, betyder, at vi skal kunne føre en selvstændig finanspolitik i Danmark, og det synes jeg faktisk man via de her forskellige tilslutninger til EU-semesteret og senest til europagten ligesom træder på. Man glemmer lidt alle de danskere, der i sin tid og i øvrigt op til flere gange har sagt nej til euroen, og som jo ikke har siddet og læst, hvad der står i ØMU’ens tredje fase. Nej, de ønsker at bevare kronen, og de ønsker at bevare en selvstændig finanspolitik, og det mener jeg faktisk man sætter over styr her. I forbindelse med EU-semesteret skal man fremsende overordnede forslag til, hvordan finansloven skal se ud næste år, og ja, det er da rigtigt, at det ikke er noget, der skal godkendes som sådan, men EU kommer altså nu engang med nogle anbefalinger, og jeg har ved utallige lejligheder på europaudvalgsmøderne sagt, at jeg da godt vil se den finansminister, der af EU får at vide, at man skal gøre sådan og sådan, og som så sætter sig senere med de politiske partier her i Folketinget og forhandler og siger: Jeg ved godt, at EU har anbefalet sådan og sådan, men det går jeg da bare stik imod. Det tror jeg simpelt hen ikke på, så naiv er jeg i hvert fald ikke. Og når man begynder at tale om makroøkonomiske ubalancer, så er det jo, som det også tidligere er blevet sagt, at man begynder at kigge på, hvordan samfundet fungerer: Hvordan er pensionerne, hvordan er tilbagetrækningsalderen, hvordan er erhvervsfrekvensen, hvordan er dagpengereglerne, hvordan er lønudviklingen osv.? Vi har altså et specielt arbejdsmarked i Danmark, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler lønningerne, og det synes jeg bestemt vi skal bevare, og det tror jeg i øvrigt alle partier mener. Mange andre EU-lande har jo lovgivning om det her, men ikke desto mindre siger man egentlig o.k. til, at EU går ind og kigger på det her.

Når vi har talt om europagten, bliver det også tit sagt, at det er vigtigt, at der ikke er nogen juridisk binding her, at det her er en politisk aftale, og at det er et spørgsmål om, at statsministrene sætter sig ned og kigger hinanden i øjnene. Det er også derfor, jeg har stillet spørgsmålet nogle gange: Er en politisk aftale ikke noget, man skal overholde lige så meget som en juridisk bindende aftale? Jeg vil da godt se det parti eller den partiformand for et politisk parti, der siger: Jamen vi behøver ikke at overholde politiske aftaler. Selvfølgelig gør man det! Så om der er juristeri i eller ej, er da fuldstændig ligegyldigt, det er en aftale, man har indgået, og den skal selvfølgelig overholdes. Det ryger op på statsministerniveau, og det er meget vigtigt, at vores statsminister kan sidde og se den græske statsminister i øjnene, så han kan presse ham til at indføre en bedre og sundere økonomi. Ja, tænker jeg så, men hvis ikke det er en aftale, der skal overholdes, er det jo fuldstændig ligegyldigt. Så selvfølgelig er det noget, man skal overholde.

For mig at se bruger man altså salamimetoden til at få euroen ind ad bagvejen. Man tager stille og roligt små skridt, som man er nødt til, hvis man vil bevare euroen, man er simpelt hen nødt til det. Hvis man vil bevare euroen og have en euro, er man nødt til at have en overordnet fælles finanspolitik, men man gør i Danmark det, på trods af at vi har et euroforbehold, at man stille og roligt siger ja til alle de her små tiltag, som gør, at vi vel på et eller andet tidspunkt, når der kommer en afstemning, kan stå og tale lidt om, om mønten skal være grøn eller rød.

I forhold til den diskussion, der har været om, hvilken økonomisk politik der bliver ført, vil jeg sige, at nu ved jeg, at Enhedslisten siger, det er en borgerlig økonomisk politik, og jeg tror egentlig ikke, at jeg er så uenig i det, for jeg synes også, at det er det, man tydeligt kan mærke i EU, nemlig at det er en borgerlig økonomisk politik, de egentlig gerne vil føre, for der skal nemlig være styr på økonomien, hvilket jeg for så vidt også synes. Problemet for os i Dansk Folkeparti er, at vi faktisk ikke mener, at EU skal have noget at skulle have sagt i sådan nogle sager, for det skal hvert land selv afgøre, og det er rigtig vigtigt. Og der må jeg jo så sige, at det godt kan undre mig, at Socialdemokraterne og SF støtter op om det, men det må de jo selv svare på.

Jeg skal på vegne af Dansk Folkeparti oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Danmarks deltagelse i Det Europæiske Semester samt senest deltagelsen i Europluspagten har betydet en væsentlig begrænsning i Danmarks muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik. EU har nu fået mulighed for at stille konkrete krav til dagpengeregler, lønudvikling, pensionsforhold, den offentlige sektors størrelse m.v. Formålet er at redde euroen ved at presse en fælles EU-økonomisk politik igennem. Dette strider imod Danmarks euroforbehold. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at afholde en folkeafstemning i Danmark om indførelse af disse nye regler samt meddele EU, at Danmark ikke kan deltage, før den danske befolkning har accepteret.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 49).

Det af fru Pia Adelsteen fremsatte forslag til vedtagelse vil ligeledes indgå i de videre forhandlinger.

Fru Lone Dybkjær har bedt om en kort bemærkning.

Tak. Det, som undrer mig en smule ved fru Pia Adelsteens tale, er sådan set ikke hele retorikken omkring det, det har måske ikke så meget med det med den selvstændige økonomiske politik at gøre, men det er sådan set ligegyldigt. Det, der undrer mig, er inkonsistensen i forhold til, hvad Dansk Folkeparti så i øvrigt gør.

Fru Pia Adelsteen siger meget klart, at EU ikke skal have indflydelse på dansk politik. Sådan som jeg har forstået hr. Kristian Thulesen Dahl, giver det, at man er gået med i den her euroaftale, den indflydelse på den danske politik, at DF ikke vil være med til f.eks. en budgetlov.

Ordføreren.

Jamen det er jo for så vidt rigtigt. Med hensyn til budgetloven drejer de udtalelser, som hr. Kristian Thulesen Dahl også er kommet med, sig om, at vi finder det en smule rigidt, at man 4 år ud i fremtiden skal sige: Jamen det er de rammer, vi har. Der kan ske meget på 4 år. Og jeg er godt klar over, at man selvfølgelig gør det år for år og skyder det 4 år, det er samme måde, som man gør det på i kommunen. Men altså, sådan er det.

Fru Lone Dybkjær.

Jamen altså, vi har også mange bemærkninger til budgetloven og også til den måde, den er udformet på. Det er sådan noget af det, der forhandles om i øjeblikket. Det er sådan set ikke min pointe.

Min pointe er, at Dansk Folkeparti her står og siger, at EU ikke må have nogen indflydelse på politikken. Så har regeringen altså sammen med andre partier indgået en aftale om dele af den økonomiske politik, om stabilitets- og vækstpagten osv. Så siger Dansk Folkeparti: Jamen så vil vi slet ikke være med til noget vedrørende dansk politik. Så får de jo netop indflydelse, for det er en konsekvens af EU-aftaler, at DF har den her holdning.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det var det, jeg sagde. For selvfølgelig vil vi have indflydelse på dansk økonomisk politik, selvfølgelig, det er jo netop Folketinget, der skal have det.

Det, jeg siger, er, at jeg faktisk ikke mener, at EU skal blande sig. Og jeg synes, at det er et problem, at vi har tiltrådt det her EU-semester og europagter osv. Altså, det synes jeg er et problem, fordi det giver EU større indflydelse.

Det var også det, jeg prøvede på at understrege, nemlig at jeg tror på, at når de i april måned fra Finansministeriets side sender et forslag til næste års finanslov, så prøver man, hvis man har fået nogle anbefalinger om, at de her områder skal man enten røre ved eller ikke røre ved, på at overholde det, specielt når man er et EU-venligt parti, der sidder i regering. Og det er bare min pointe. Så er det så, at vi som DF’ere, i hvert fald så længe det er den siddende regering vi prøver på at støtte, så kan finde ud af, hvad det er, vi skal prøve at prikke til og ikke prikke til.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Olsen Dyhr som SF's ordfører.

Tak, og tak til Enhedslisten, for jeg synes, at det er væsentligt, at vi har en forespørgselsdebat om det her emne. Det gør ikke noget, vi har haft en, der minder om det samme, for det er vigtigt, at vi får skudt de myter ned, som bl.a. Dansk Folkepartis ordfører, der tidligere var på talerstolen, er garant for. Lige så vigtigt er det også, at der ikke bliver skubbet noget ind under gulvtæppet – påstanden om, at vi nu er i gang med at underminere det danske forbehold, for det er jo også sludder. Så derfor vil jeg gerne sige tak til Enhedslisten for, at de har indkaldt til den her forespørgsel, så vi kan få fakta på bordet i stedet for alle mulige myter. Det synes jeg at EU-debatten trænger til.

Så synes jeg, at vi skal forholde os til, hvad den reelle situation er. Der er tale om tre spor og tre diskussioner i Europa. Det ene er spørgsmålet om det europæiske semester. Det handler om, om vi skal fremlægge tal i efteråret. Nej, det skal vi ikke i fremtiden. Der skal vi fremlægge tallene i foråret. Det er i virkeligheden den store ændring, og hvis man skal holde sådan lidt styr på, hvordan det går med økonomien i landene, giver det jo mening, at man ser tallene lidt før.

Så har man også samtidig besluttet, at man skal have styr på statistikken. Det kunne virke sådan ganske banalt, og man kunne godt ønske, at man havde gjort det tidligere, men nu stilles der meget klare krav til den økonomiske statistik, som man skal indberette. Jeg har lige læst, at Kommissionen endda også har sendt folk til Grækenland for at sikre sig, at det faktisk er de rigtige tal, de har indberettet – det har de jo ikke gjort tidligere – for netop at kunne holde øje med økonomien i Grækenland. Det var så det ene spor.

Det andet spor er sixpacken, som den bliver kaldt på europæisk, nemlig seks lovforslag om, hvordan det her skal udvikle sig, som både skal vedtages i Europa-Parlamentet og i Rådet, med hensyn til hvordan det økonomiske spor skal gå videre.

Så har der været diskussionen om konkurrenceevnepagten, oprindelig sat i søen af Merkel og Sarkozy, som ønskede sådan ligesom at kippe med flaget, måske mest på grund af de tyske vælgere, set i lyset af at det er Tyskland, der igen og igen redder europæisk økonomi. Jeg kan godt forstå Angela Merkels behov for det, ikke mindst set i lyset af at Tyskland betaler 40 pct. af gildet, når der opstår problemer. Men man må jo så forholde sig til, hvordan den diskussion har udviklet sig, hvor Merkel i starten sagde, at hun ønskede at se på løndannelse, pension, spørgsmålet om efterløn, tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, alle de her emner, og hvor de så havner henne.

Jeg noterede mig, at Dansk Folkepartis ordfører påstod, at det nu er det, EU kan regulere. Jeg synes, at Dansk Folkeparti skulle læse FTF's eller LO's pressemeddelelse, der gør det meget klart, at det her ikke er et EU-reguleringsområde. Det her er et spørgsmål for det danske Folketing, og det er meget klart både i teksten for EU og så sandelig også i den beretning, Folketingets Europaudvalg har besluttet.

Så det er ligesom der, hvor de tre spor er i europæisk økonomi.

Hvad er baggrunden så? Er det, fordi der er nogle, der har tænkt: Det kunne være rigtig sjovt at lave noget lovgivning, jeg har lyst til at lave noget lovgivning? Nej, det er jo på baggrund af en enormt tragisk situation på den finansielle side i Europa. Det handler jo om sammenbruddet i Grækenland, og her er der reelt tale om et økonomisk sammenbrud i et land, hvilket kan have katastrofale konsekvenser for os andre, ud over at det også har konsekvenser for grækerne. Derudover har vi haft problemer i Irland, og der er også problemer nu i Portugal. Det er en situation, som man ikke kan lukke øjnene for. Selv om man ønsker, den skal gå væk, har den jo konsekvenser for de andre lande.

Det er ikke så lang tid siden, jeg var i USA, og så var der en, der sagde: Danmark, hvad er det for noget? Det er jo bare en del af et eller andet stort Europa. Og Europa bliver ofte betegnet under et. Selv om vi så siger, at vi ikke har euroen, og vi har fastkurspolitik i forhold til euroen, har det konsekvenser for den danske krone, når euroen rokker sig en smule. Så vi kan ikke bare lukke øjnene og håbe, at situationen går over. Vi er nødt til på en eller anden måde at arbejde sammen.

Betyder det så, at vi ikke kan føre en selvstændig økonomisk politik i Danmark? Nej, det gør det ikke. Hvis man ser den beretning, Folketingets Europaudvalg har vedtaget, kan man jo se, at der også er vedlagt et notat fra Justitsministeriet, der meget klart understreger, at det ikke ændrer det danske euroforbehold, at det ikke ændrer vores muligheder for løndannelse på arbejdsmarkedet, at det stadig væk er Folketinget, der bestemmer pension og efterløn, og at det alene er Folketinget, der bestemmer indholdet af den danske finanslov. Det synes jeg er væsentligt at holde fast i i stedet for at blive ved med at puste til myterne om, hvad EU kan og ikke kan. Det er op til det danske Folketing, og det synes jeg at folketingsmedlemmerne bør tage ansvar for. Derfor står SF også bag det forslag til vedtagelse, der er fremsat af Venstres finansordfører og runddelt.

To korte bemærkninger er der bedt om. Først hr. Per Clausen.

Jeg synes, det er lidt spændende at høre, at man i virkeligheden løser nogle meget store problemer ved næsten ingenting at gøre. For det er vel det, der er pointen i fru Pia Olsen Dyhrs indlæg: meget store problemer og næsten ingen handlinger, det har i hvert fald ingen konsekvenser for Danmark.

Så vidt jeg har forstået, er det en væsentlig del af euroundtagelsen, at Danmark ikke kan idømmes bøder. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Pia Olsen Dyhr om en ting, som jeg synes er vigtig at få afklaret, nemlig: Er fru Pia Olsen Dyhr enig med mig i, at det vil være det samme som at blive idømt bøder, hvis man for den samme forseelse idømmes præcis den samme reduktion i indtægter fra EU, altså at man ikke kommer ud af den problemstilling, at der er tale om et brud på euroundtagelsen, ved at kalde det tilbageholdelse af indtægter i stedet for at kalde det bøder?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke enig med hr. Per Clausen i. Der er forskel på at få trukket midler tilbage og at blive idømt sanktioner, som er meget klart beskrevet i euroens første fase, hvis man ikke overholder stabilitets- og vækstpagten. Hvis man ikke overholder grænserne der, kan man blive idømt bøder, som man har pligt til at betale. Det har man prøvet at stramme yderligere op på i det forslag, som ligger – den der såkaldte sixpack. Det er den ene del. Den anden del er det, man allerede kan gøre i dag, nemlig at trække midler tilbage, som landene vil modtage fra EU, f.eks. landdistriktsmidler, det kunne være landbrugsmidler. At holde dem tilbage, fordi et land ikke overholder kravene, mener jeg er noget andet og noget, man allerede anvender i praksis i dag, og derfor kan det ikke handle om euroen som sådan.

Hr. Per Clausen.

Det betyder, at SF mener, at man uden at komme i konflikt med euroundtagelsen godt kan sige, at hvis Danmark overtræder de paragraffer i stabilitets- og vækstpagten, som ville give en bøde, hvis man var euroland, skal man fremover kunne straffes, ved at der tilbageholdes indtægter i samme omfang som den bøde, man ellers ville have fået. Det er det, som fru Pia Olsen Dyhr siger, og så synes jeg bare, vi mangler at få forklaringen på, hvad det reelle indhold så er i den euroundtagelse, som SF kæmper så hårdt for.

Ordføreren.

Jeg synes, det er godt, at hr. Per Clausen spørger ind til, hvad forbeholdet i virkeligheden handler om, for det blev der måske også lidt utryghed om i forbindelse med Dansk Folkepartis indlæg. Forbeholdet handler for det første om, at vi ikke har den samme valuta, for det andet at vi ikke kan idømmes sanktioner, hvis vi ikke overholder stabilitets- og vækstpagten. Det vil vi heller ikke kunne i fremtiden, det har Justitsministeriet dokumenteret i deres notat.

Hvis man kigger på det forslag, der ligger på bordet i øjeblikket, vedrørende det at fratage landene støtte, vil man se, at det kun gælder eurozonelande og ikke ikkeeurozonelande; det vil sige, at det, i hvert fald for nuværende, ikke gælder Danmark. Når det kommer til at gælde Danmark, har vi bedt om, at det skal vurderes igen i forhold til de danske forbehold.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg må indrømme, at når jeg hører sådan et svar, så får jeg lidt en fornemmelse af, at det er ordkløveri. Hvis en lønmodtager får en bøde fra politiet, kan han enten vælge at gå ned og betale de 1.000 kr., eller også kan han blive trukket i løn, men det er vel det samme. Sådan ser jeg i hvert fald på det.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er noget andet: Ordføreren talte meget om forskellen i forbindelse med det europæiske semester. Den var, at i stedet for at man kom om efteråret og fremlagde sine tal, kom man om foråret. Synes ordføreren ikke, at der er en forskel på at fremlægge tallene herhjemme i Folketinget og så sende dem til EU og så, at man gør det, inden nogen af Folketingets partier overhovedet har set noget?

Ordføreren.

Først vil jeg lige anholde det her med, at det er ordkløveri, for det mener jeg bestemt ikke der er tale om. Der er forskel på, om man bliver idømt en bøde for et eller andet, man har gjort – man får en bøde på 500 kr. – eller om man på et eller andet tidspunkt tænker, at nu skal man ned og have nogle penge af naboen og naboen så siger: Nej, jeg har ikke lyst til at give dig nogle penge, for du har ikke overholdt de regler, vi har aftalt. Altså, det er jo ikke sådan, at man kan have en forventning om, at man pr. automatik kan modtage f.eks. landdistriktsmidler eller landbrugsstøtte. Det er i virkeligheden det, der kan blive holdt tilbage. Det var det første punkt.

Det andet punkt har jeg faktisk glemt. Jeg undskylder over for ordføreren. Jeg skal nok komme tilbage til det, hvis ordføreren gentager det. Jeg blev så optaget af det, jeg sagde. Undskyld.

Fru Pia Adelsteen.

Sådan går det en gang imellem, når man bliver ivrig. Det er o.k. Det, jeg spurgte om, var forskellen på at fremlægge tal i foråret og i efteråret. Jeg synes faktisk, det er vigtigt, for jeg ved, at man ude i kommunerne – og der sidder jeg jo så også – jævnligt følger op på, hvordan regnskabet ser ud i forhold til budgettet. Jeg vil bare sige, at tallene nogle gange kan ændre sig gevaldigt i løbet af bare et halvt år. Det er derfor, jeg mener, at der er en meget, meget stor forskel i det her. Altså, der er to ting i det: For det første kan der være stor forskel på beløbene, altså på, hvordan tingene ser ud i foråret kontra i efteråret. For det andet er der det her med, at EU rent faktisk får tingene at se før Folketingets partier. Det synes jeg simpelt hen ikke er o.k.

Ordføreren.

Jamen det er ikke virkeligheden. Nu er Dansk Folkeparti jo inde i varmen og forhandler finanslov med regeringen og er derfor allerede involveret i forhold til de væsentligste tal engang i januar eller februar måned. Regeringen lægger jo ofte sidste hånd på sit udkast til finanslov engang i april, så i virkeligheden er man rigtig langt henne i processen i det danske Folketing i forhold til f.eks. nogle nøgletal. Det vil være nøgletal, der er tale om man skal sende til Kommissionen, og som Rådet så skal vurdere. Der er jo ikke tale om den ganske finanslov. Der er tale om, at man lever op til de krav, der f.eks. er i stabilitets- og vækstpagten vedrørende det offentlige underskud, og det er jo de tal, man melder ind. Det vil ikke være en hel talrække.

Derudover tror jeg, at det, man skal være opmærksom på, er, at det handler om, at det er de økonomier, der er i gevaldig krise, der virkelig vil blive holdt øje med. Det er ikke dansk økonomi. Selv om jeg synes, at den nuværende regering med støtte fra Dansk Folkeparti har gjort noget forfærdeligt med dansk økonomi, er det jo ingenting at sammenligne med f.eks. Grækenland, Irland eller Portugal. Der er udfordringen så en anden, og det giver god mening, at vi holder øje med det, hvis vi skal være med til at betale gildet.

Tak til ordføreren. Hr. Mike Legarth som konservativ ordfører.

Tak for det. Det er i alle landes fælles interesse, at det enkelte land tilrettelægger sin økonomiske politik inden for rammerne af nogle fælles spilleregler, fordi spillereglerne afspejler sund økonomisk politik, og fordi det er i det enkelte lands egen interesse, at rammerne for den politik, man vil føre, er kendte. Konkurrenceevnepagten og det styrkede økonomiske samarbejde respekterer fuldt ud det danske euroforbehold. Arbejdet med at styrke det økonomiske samarbejde skal ses i lyset af, at den økonomiske krise afslørede væsentlige svagheder og mangler i det økonomiske samarbejde.

Der er fremlagt en balanceret pakke af tiltag, som tilsammen bedre skal sikre, at EU-landenes økonomier ikke kører af sporet. Samtidig skabes et sikkerhedsnet i de situationer, hvor det alligevel måtte gå galt. Der er selvfølgelig ikke med disse forslag indført en ny fælles økonomisk politik eller en central kontrol med EU-landenes finanslove eller økonomiske politik. Hovedlinjen på tværs af alle disse tiltag er, at det fortsat er de enkelte lande, der bestemmer deres egen økonomiske situation, og det er de enkelte landes eget ansvar at føre en holdbar og ansvarlig økonomisk politik. Det er imidlertid en klar forudsætning for, at Danmark og alle andre, særlig de mindre EU-lande, kan føre en selvstændig og uafhængig økonomisk politik, at man dels har orden i sin egen økonomi, dels at andre lande har orden i deres økonomi. Uden en sund og ansvarlig økonomisk politik risikerer man, at stigende gæld og stigende renter tager magten over den økonomiske politik og reelt begrænser de nationale økonomiske handlemuligheder betydeligt, som det er sket i f.eks. Grækenland og flere andre lande.

Konkurrenceevnepagten, som der er henvist til ved flere lejligheder fra talerstolen i dag, indebærer ud over de øvrige elementer, jeg allerede har nævnt, og ud over de målsætninger, som landene har påtaget sig under Europa 2020-strategien, at de deltagende lande på øverste politiske niveau skal vælge at forpligte sig til at gennemføre de nationale økonomiske, politiske tiltag og reformer rettet mod at nå fælles overordnede mål. De overordnede mål for konkurrenceevnepagten er styrket konkurrenceevne, øget beskæftigelse, styrket finanspolitisk holdbarhed og styrket finansiel stabilitet, og landene vælger selv deres forpligtelser.

Den økonomiske krise har vist, at en række EU-lande, herunder også lande, der har overholdt de grundlæggende finanspolitiske regler, havde opbygget uholdbare ubalancer i form af en overophedet økonomi og andre former for konkurrenceproblemer: stigende gæld, stigende rente og høj ledighed. Konkurrencepagten giver f.eks. Danmark større indflydelse på at sikre, at også andre lande fører en sund og ansvarlig økonomisk politik, som også vil være til fordel for Danmark.

Der er skabt et godt resultat i kraft af det stærkere samarbejde og også i forbindelse med konkurrenceevnepakken. Vi har jo tidligere i dag – min tid er ved at løbe ud – hørt hr. Jacob Jensen fremsætte et forslag til vedtagelse på vegne af Venstre og Konservative, og det håber jeg selvfølgelig at der kan skaffes flertal for.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Ja, ellers ville det da være udtryk for et ændret parlamentarisk styrkeforhold, hvis det ikke kunne vedtages, eller at klarsynet havde bredt sig i Socialdemokraterne og SF's folketingsgruppe, uden at ordførerne havde opdaget det. Det er nok for meget at tro på.

Jeg vil stille et enkelt spørgsmål til hr. Mike Legarth. I det forslag til vedtagelse, der ligger, står der, at initiativerne ikke ændrer på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Det vil sige, at muligheden for at føre en selvstændig økonomisk politik, også selv om den ifølge hr. Mike Legarths opfattelse er tåbelig og forkert, er der overhovedet ikke ændret på. Så står der:

»Det er samtidig i fælles interesse, at alle lande tilrettelægger deres økonomiske politik inden for stærkere fælles spilleregler ...«

Hvis disse stærkere fælles spilleregler ikke går ud på at ændre landenes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, hvad går de så ud på?

Ordføreren.

Det, det i sin enkelhed går ud på, er jo at sikre, at landene i videst muligt omfang opfylder de fælles regler, der er lavet. Vi har tidligere haft et sæt spilleregler i stabilitets- og vækstpagten. Vi har set, at ikke alle landene har levet op til de forventninger, vi havde, og derfor er der nu en større specifikation, en øget overvågning af økonomierne. Men det er jo stadig sådan, at man sender sine ting ned til kontrol, kan man sige.

Men det er jo som sagt en politisk aftale, ikke en juridisk aftale, så der er ikke noget, der egentlig skal siges ja eller nej til. Det er i fælles interesse, at tingene bliver kigget efter i sømmene, sådan at vi er sikre på, at alle overholder de aftaler, vi har lavet med hinanden, og hvis der så er nogen, hvor man kan se at den strukturelle balance ikke er i orden, så får de nogle forslag til, hvordan det kan ændres. Men det er jo stadig væk det enkelte land selv, der fuldstændig uhindret planlægger og vedtager sine egne beslutninger.

Hr. Per Clausen.

Det, hr. Mike Legarth nu siger – og det forstår jeg godt – er, at det ikke gik så godt. Så laver man nogle flere regler og indfører nogle regler, der gør, at vi får disse flere regler overholdt bedre. Det forstår jeg godt. Det er det, det går ud på; det er jeg med på.

Men jeg forstår bare ikke, hvordan det hænger sammen med, at man siger, at det ikke ændrer ved de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Alt det, hr. Mike Legarth siger, og som han også går ind for og synes er godt, vedrører jo ting, som ændrer på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig politik.

Bare vi dog en gang imellem kunne tage udgangspunkt i det, der er virkeligheden, og så diskutere, hvorfor vi synes, at det, der sker, er rigtigt eller forkert, i stedet for at vi skal have de her forfærdelige selvmodsigelser bare inden for tre-fire linjer i sådan et forslag til vedtagelse.

Ordføreren.

Nej, det ændrer ikke ved, at hvert enkelt land kan føre sin egen politik. Det skal bare ske inden for en ansvarlig økonomisk ramme: en sund udvikling, en holdbar økonomi. Inden for den ramme kan landene disponere, præcis som de har lyst til. Det er jo da positivt, sundt og godt, for vi er jo afhængige af, at alle landene i EU klarer sig godt, sådan at vi samlet set er en stærk konkurrencepart i konkurrencen mod de andre lande rundt i verden. Og hvis der ikke er orden i tingene, ved vi også, at det er de andre, der skal betale de steder, hvor der ikke er orden i det, og det er vi nødt til at undgå, så vi ikke får de her situationer som med Grækenland og andre lignende situationer.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Grunden til, at jeg rejser mig, er selvfølgelig, at ordføreren selv sagde, at det her jo er en politisk aftale – den er ikke juridisk bindende, det er ikke en juridisk aftale. Jeg vil bare godt høre, hvad forskellen er, for en politisk aftale er vel noget, man står ved, ellers giver det jo ikke mening at lave den; så kan man lave nok så meget juristeri. Men når en hånd er en hånd og et ord er et ord og en mand er en mand – eller hvordan vi nu plejer at sige det – er det vel også sådan for De Konservative?

Ordføreren.

En aftale er en aftale, et ord er et ord, sådan er det. Vi lægger meget vægt på, at det her er en politisk aftale og netop ikke en juridisk aftale, der skal bedømmes af andre, som kan nå frem til nogle domme, som vi er meget uenige i. Altså, det her er et referencesæt, og der er skabt en politisk mulighed for at kigge hinanden i kortene, men selvfølgelig er det inden for en given ramme, som jeg går ud fra alle er enige i. Men hvis man ikke er enig, er der altså plads til debat. Der risikerer man ikke en eller anden juridisk dom eller lignende som i fru Pia Adelsteens tilfælde.

Fru Pia Adelsteen og Dansk Folkeparti har flere gange henvist til nogle EU-domme, som er uden for det, Dansk Folkeparti synes er ret og rimeligt. Det er jo den juridiske del af det, og den risiko løber vi altså ikke her.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg ville ønske, man havde tænkt sådan på nogle andre områder i forhold til EU-Domstolen, skulle jeg så hilse at sige, men det er så en anden diskussion. Det, der undrer mig ved svaret, er måske, at ordføreren faktisk siger, at det her jo er en politisk aftale. Vi skal se hinanden i øjnene, vi kan jo ikke smide hinanden ud, og der er ingen konsekvenser osv., men ikke desto mindre står der jo i forslaget til vedtagelse, at det er vigtigt, at man forbedrer økonomierne i de lande, som Danmark har et økonomisk samarbejde med, herunder EU. Det er jo godt, man skriver det, for det er da rart at vide, at vi sådan set også handler med andre lande – det synes jeg er meget rart at man gør opmærksom på. Men så står der også helt til sidst »så det undgås, at uholdbar økonomisk politik i et land får negative effekter på andre lande.«

Så er det, jeg bare siger, at hvis der ikke er nogen konsekvenser – godt nok er et ord et ord, men hvis man ikke lige overholder det, så finder man nok ud af det nede i baren over en øl, eller hvad ved jeg – hvordan kan det så have den her effekt?

Ordføreren.

Det handler om frivillighed, og det handler om, at vi vil bevare den nationale selvstændighed. Vi bestemmer i eget hus, og sådan skal det blive ved med at være, og det er der ikke nogen juridiske enheder der skal sige noget andet om. Og sådan bliver det.

Et worst case-scenarie er jo, at et land bryder den her politiske aftale og dermed underminerer EU's økonomi, som andre så er nødt til at betale for, når korthuset en dag falder sammen, og så er det godt at have lavet nogle fælles regler. Men det må ikke blive for nidkært, det må ikke blive for rigidt, sådan at det er en juridisk aftale. Det skal netop være en politisk aftale, og derfor støtter vi massivt op om netop det.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren, og herefter er det Det Radikale Venstres ordfører, fru Lone Dybkjær.

Tak. Hr. Kim Mortensen har jo allerede sagt, at en part af problemet med denne forespørgsel er, at den er stillet på et tidspunkt, hvor forhandlingssituationen var en helt anden. Det gør jo så, at det heller ikke helt er den tekst, som hr. Per Clausen talte over, og det er da sådan set også o.k., at den er ændret. Men alligevel gør det jo, at det bliver en anden type debat.

Fru Pia Olsen Dyhr har jo meget smukt forklaret, hvad det er for spor, der er i alt det her, så det er der ingen grund til at tvære længere i. Uanset hvad, er Det Radikale Venstre tilhænger af det europæiske samarbejde. Det har vi en lang række grunde til, som er sagt masser af gange i Folketinget, og dem skal jeg derfor ikke gentage her. Det gælder, uanset at det øvrige Europa har et borgerligt drej, som Det Radikale Venstre sådan set ikke er tilhænger af. Det gælder også på det økonomiske område; vi tror, det er nødvendigt med et økonomisk samarbejde. Men det er ikke ensbetydende med, at vi er tilhængere af alle de ting, regeringen foretager sig eller de øvrige borgerlige partier i Europa foretager sig. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi sådan set gerne så et andet Europa med en anden politisk observans end den, der er i øjeblikket. Men det ændrer ikke ved, at vi er nødt til at arbejde inden for de europæiske rammer alligevel, for vi mener overordnet, at det er nyttigt med det europæiske samarbejde.

Så er der spørgsmålet om debatten mere konkret i dag vedrørende den selvstændige økonomiske politik. Der indrømmer jeg gerne, at vi i det forslag til vedtagelse, som vi er medforslagsstillere til, også har brugt ordene selvstændig økonomisk politik. Men jeg vil bare sige, at når hr. Per Clausen taler om selvstændig økonomisk politik, så er jeg fuldstændig overbevist om, at det er noget andet, end når Det Radikale Venstre taler om selvstændig økonomisk politik, eller når regeringen, Socialdemokraterne eller SF taler om selvstændig økonomisk politik. Vi tager det sådan set inden for nogle andre rammer end dem, Enhedslisten og, tror jeg, også Dansk Folkeparti har, for der er jo nogle lånemarkeder, og der er et globalt samarbejde af forskellig art, som skal indgå i det – for nu ikke at nævne alting. Så det der med, at Danmark kan føre en selvstændig økonomisk politik, har under alle omstændigheder sine meget stærke grænser. Det synes jeg godt man kan understrege noget mere, end vi gør, for det bliver en sådan lidt vanvittig debat, når vi siger selvstændig økonomisk politik: Det har Danmark jo ikke mulighed for på alle punkter. Vi har det på nogle enkelte punkter, og det er så også dem, der er nævnt i den beretning, der er vedrørende konkurrenceevnepagten.

Så er der spørgsmålet om ordene, som hr. Per Clausen nævnte, og da det nu er ham, der har rejst debatten, vil jeg også gå lidt ind på de ting, han sagde, og det drejer sig så om ordene, som vi totalt misbruger. Vi må ikke sige konkurrenceevnepagt, for det hedder noget helt andet i det europæiske, nemlig europluspagten. Jeg synes til forskel fra Enhedslisten, det er helt i orden, at det hedder europluspagten. Jeg synes, det er fint, det hedder europluspagten. Jeg synes sådan set, det havde været meget rart, hvis vi også havde kaldt det europluspagten, for så vidste vi, hvad vi snakkede om; så behøvede vi ikke at blive ved med at repetere en lang række ting.

Det, der så bliver den store forskel mellem Enhedslisten og os, for det er der unægtelig på det europæiske område, er, at det er meget forfærdeligt for Enhedslisten, at man derved påtager sig yderligere ansvar og forpligtelser i det europæiske samarbejde. Det synes vi er rigtig godt. Vi mener, at det med en økonomi som den danske, med et lille land som Danmark er fuldstændig nødvendigt, at vi påtager os yderligere ansvar og forpligtelser, hvis vel at mærke de andre lande også gør det. Og det er jo hele pointen: Det er alle, der skal påtage sig yderligere ansvar og forpligtelser. Så er det helt forfærdeligt, at vi så også skal gøre det, når vi står uden for euroen – det er Det Radikale Venstre ikke tilhænger af at vi gør, men det gør vi altså. Vi synes stadig væk, at det er vigtigt, at vi påtager os ansvar og forpligtelser, og at andre lande gør det. For vi tror ikke, at den europæiske økonomi overhovedet kan komme til at hænge sammen, eller at vi kan klare os globalt set, hvis ikke vi står sammen i det europæiske, også i det økonomiske samarbejde – i Europa i det hele taget, men altså også i det europæiske samarbejde. Så for os er pointen ikke de her ord, tværtimod synes vi, det havde været fint, hvis vi havde brugt ordene. For os bliver pointen, at det er fint, at vi er gået ind i det her arbejde, og det er også fint, at vi fik ændret nogle af de ting, der var fra starten. Det er jo en del af at forpligte sig; det betyder altså også, at man kan få indflydelse. Så alt i alt synes vi, det er vigtigt at udvikle europapolitikken, og vi synes også, det er vigtigt, at man støtter det europæiske økonomiske samarbejde.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg skal takke for fru Lone Dybkjærs klare synspunkter. Det gør det jo lidt nemmere. Men jeg vil bare spørge om en enkelt ting: Fru Lone Dybkjær vil gerne gå ind i et mere forpligtende samarbejde, også selv om vi har euroundtagelsen, men mener fru Lone Dybkjær ikke, at den danske befolkning faktisk i to omgange ved at opretholde euroundtagelsen har sendt et klart signal om, at man faktisk ønsker at begrænse den mængde af forpligtelser, som Danmark påtager sig, indtil det i givet fald lykkes for fru Lone Dybkjær og andre at få euroundtagelsen fjernet? Alt det her foregår jo i respekt for euroundtagelsen, men fru Lone Dybkjær må vel også erkende, at euroundtagelsen måske indimellem gør, at der er ting, som fru Lone Dybkjær gerne ville, som hun faktisk ikke kan, hvis hun vil respektere euroundtagelsen.

Ordføreren.

Ja, det er helt klart, at der er ting, som jeg måske gerne ville, som jeg ikke kan, fordi jeg selvfølgelig også respekterer euroforbeholdet. Der er stemt nej til euroen – jeg vil gerne have det ændret. Jeg tror, det er godt, hvis Danmark bliver fuldt og helt medlem, altså at alle tre forbehold afskaffes, men indtil det sker, skal vi selvfølgelig respektere de afstemninger, der er, og de ting kan selvfølgelig ikke ændres, før der har været nogle nye afstemninger.

Jeg mener så til gengæld også, at man som medlem af Folketinget er forpligtet til at kigge på, hvad der er til gavn for det danske samfund. Det bliver selvfølgelig en personlig vurdering, men med respekten for det euroforbehold, der er, er vi også forpligtet til at sige, at vi altså tror, det er nødvendigt, at vi går ind i de og de ting, og at vi godt kan vi gøre det, fordi vi respekterer euroforbeholdet, og de ting er ikke i overensstemmelse med euroforbeholdet. Det er også vores ansvar.

Det er ikke vores ansvar bare at stå og sige: Nej, nej, nej, det kan vi ikke – fordi vi har en eller anden forestilling om, hvad det danske folk har ment. Jeg tror også, det danske folk har ment, at vi skal være vores ansvar bevidst.

Hr. Per Clausen.

Det sidste tror jeg er helt rigtigt. Jeg er i hvert fald sikker på, at en meningsmåling med det spørgsmål ville få et forholdsvis entydigt resultat. Man kan så tænke over, hvad det ville blive, hvis man spurgte befolkningen, om de mente, at politikerne havde været deres ansvar bevidst i den her sag. Men lad det være.

Men er fru Lone Dybkjær ikke enig med mig i, at der faktisk er sket det i løbet af det seneste års tid, at Danmark har påtaget sig flere forpligtelser, forstået på den måde, at vi har accepteret, at der kommer flere EU-regler vedrørende økonomien, og at der kommer mere effektive metoder til at sikre, at disse regler overholdes, og at det altså forpligter Danmark yderligere? Så hvis man tager det en lille smule bogstaveligt, må man sige, at det er noget af en tilsnigelse, når der skrives i det forslag til vedtagelse, der ligger, at det ikke ændrer på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, for det gør det.

Det er selvfølgelig med det forbehold, som fru Lone Dybkjær rejste, at det jo altid kan diskuteres, hvilken selvstændighed man overhovedet har, når man lever i en verden omgivet af andre mennesker og andre nationer – det er jeg med på. Men realiteten er vel, at det her ud fra en almindelig forståelse af ordene betyder, at mulighederne for at føre en selvstændig økonomisk politik er blevet reduceret. Det synes fru Lone Dybkjær er godt, mens jeg synes, det er skidt, men det er jo altid rart at kunne diskutere uenigheder, på baggrund af at man nogenlunde ved, hvad det er, der sker.

Ordføreren.

Jeg mener, at der er et problem i, at vi skriver selvstændig økonomisk politik på samme måde, som Enhedslisten gør det. Det havde nok været meget godt, at vi havde haft et par sætninger bagefter, for det er ikke det samme, vi mener med selvstændig økonomisk politik, når Det Radikale Venstre snakker om det, og når Enhedslisten snakker om det.

Jo, der er begrænsninger i den selvstændige økonomiske politik, og der er sket fortsatte begrænsninger, jo mere vi har fået en global verden. Sådan er det. Der var engang, hvor vi kunne devaluere – bare for at tage et eksempel. Det kan vi jo i realiteten ikke mere. Jeg ved godt, at der er andre lande, der har en anden holdning, men med den danske situation – og det har ikke noget at gøre med vores tilknytningskrav – synes vi simpelt hen ikke, at det er klog økonomisk politik at devaluere. Og det er da for så vidt en begrænsning i den selvstændige økonomiske politik.

Det er da klart, at der her også er kommet nogle begrænsninger, i form af at der er kommet nogle aftaler. Og jeg gider slet ikke gå ind i den der semantiske diskussion om det juridiske og det politiske og alt muligt. En aftale er en aftale, og vi er selvfølgelig også forpligtet af de aftaler. Det synes jeg er godt, og jeg synes, det er godt, fordi Danmark ikke er det eneste land, der er forpligtet. Det er, fordi de andre lande også er forpligtet, at det giver mening.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen, og det må vist være i anden runde.

Jeg synes, at debatten i dag trods alt har bragt os lidt videre, for debatten i dag viste noget, der måske mest tydeligt blev udtrykt af hr. Mikkel Dencker fra Det Konservative Folkeparti, nej, af hr. Mike Legarth – det gik helt galt her, jeg fik flyttet nogle folk fra det ene parti til det andet og sådan noget, det var ikke tilstræbt og ikke ment som nogen udsøgt fornærmelse mod nogen, men kun udtryk for begyndende senilitet, hvilket jeg beklager – i det synspunkt, at landene selvfølgelig må føre den politik, de gerne vil, under forudsætning af at det er en fornuftig økonomisk politik. Jeg håber da, at Socialdemokraterne og SF’erne lyttede til det, for jeg er sikker på, at hr. Mike Legarth mener, at en kommende socialdemokratisk ledet regering, når vi forhåbentlig får en sådan, vil føre en politik, som efter hr. Mike Legarths opfattelse er ufornuftig.

Altså, hr. Mike Legarth lagde i hvert fald meget klare begrænsninger for, hvad det betyder, at man selv må om, hvilken politik man skal føre. Betingelsen er nemlig, at den er fornuftig. Det kan man selvfølgelig tage fuldstændig afslappet, hvis man er sikker på, at ordet fornuftig ikke kan give anledning til politisk debat, men det tror jeg nu alligevel er erfaringen her i Folketinget at det kan, selv om vi alle undrer os over det, medgiver jeg, fordi vi jo alle føler os på fornuftens sikre grund.

Det andet, jeg også synes ville være godt at få frem – og det er jo lidt den samme debat – vedrører det, man skriver i sit forslag til vedtagelse. Man opridser, hvad der er indholdet i det, der er sket det sidste år, og har så det afsluttende afsnit, som jo i al sin selvmodsigelse måske er meget sigende for den EU-debat, der er i Danmark. For man starter her med at sige, at initiativerne ikke ændrer på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, og slutter det så af med at sige, at alle lande tilrettelægger deres økonomiske politik inden for stærkere fælles spilleregler. Og umiddelbart hænger det jo ikke sammen. Det kan godt være, at man kunne have løst problemet, som fru Lone Dybkjær antyder, ved at beskrive lidt mere udførligt, hvad man mener med evnen til at føre en selvstændig økonomisk politik. I hvert fald kunne man måske have undgået umiddelbart indlysende at fremstå som selvmodsigende. Men pointen er jo, hvad det angår og på det givne grundlag selv at beslutte sig til, hvad man vil, så sker der indskrænkninger.

Så er det rigtigt, at det ikke ville give mening at argumentere for, at Danmark bare har fuldstændig frie hænder til at føre en hvilken som helst økonomisk politik, vi har lyst til, når vi er omgivet af andre nationer og andre lande, har forskellige økonomiske interesser osv. Men det ændrer jo ikke noget ved, at man ikke – efter at have beskrevet en lang række politikområder, som har det klare formål at begrænse landene i at føre det, som hr. Mike Legarth kaldte at føre ufornuftig økonomisk politik – meningsfyldt kan sige, at det ikke ændrer på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Det gør det.

Den anden pointe i forhold til det er jo, at det selvfølgelig også er meget interessant og afgørende, hvad det er, der beskrives som en fornuftig økonomisk politik i de EU-papirer, der jo gør ganske meget ud af at beskrive, hvilke redskaber man skal tage i anvendelse, og hvilke mål man skal opnå. Jeg forstår sådan set godt, at en borgerlig regering kan være glad og tilfreds med det og har respekt for, at Dansk Folkeparti, selv om det jo er en beskrivelse af den politik, de har ført sammen med VK de sidste mange år, alligevel fastholder, at der skal være national suverænitet; det synes jeg da sådan set er al ære værd.

Det allersidste, som jeg også synes ville være spændende at få frem her i debatten, er, at vi nu fik gjort det helt klart, hvad der var det næstsidste led i at forsvare euroundtagelsen. Vi ved, at man skal beholde kronen og den slags – det er jeg med på, det siger alle er en del af euroundtagelsen, og det er vel også svært at snakke sig ud af – men indtil nu troede jeg også, at en af forskellene var, at man ikke kunne idømmes en bøde, fordi det var en vigtig del af euroundtagelsen, at hvis man ikke overholdt de regler, der er vedtaget i EU, kunne der ikke sanktioneres mod en. Nu får jeg så at vide, at det jo er rigtigt, hvis det er en sanktion, men hvis man får præcis den samme modregning i sine indtægter for præcis den samme overtrædelse af reglerne, som ville have ført til den bøde, som man så ikke får, så er det stadig væk inden for euroundtagelsen. Og jeg må indrømme, hvis jeg skal være helt ærlig, at det er meget svært for mig at se, hvordan man kan lave yderligere taktiske tilbagetog i sit forsvar for euroundtagelsen. For så er der intet tilbage. Men jeg satser selvfølgelig på, at en kommende socialdemokratisk ledet regering vil vise, at jeg har uret, og at man faktisk kan føre en selvstændig økonomisk politik, som er helt anderledes end den, der bliver ført i dag, og at man vil gøre det. Men jeg tror nok, at de beslutninger, man har truffet i EU-politikken de seneste år, ikke har gjort det nemmere.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Nu ved jeg godt, at hr. Per Clausen ikke er optaget af, at man som land er i stand til at betale regningen for de udgifter, man påtager sig. Men for en enkelt gangs skyld stiller jeg alligevel spørgsmål til hr. Per Clausen, selv om jeg normalt anser det som fuldstændig spild af tid, fordi jeg godt ved, at jeg ikke kan overbevise hr. Clausen.

Men når man taler om fornuftig økonomisk politik, glemte hr. Per Clausen jo så at tilføje andet led, som jeg også gjorde rede for, nemlig at det skulle være en sund udvikling, en holdbar økonomi, altså en ansvarlig økonomi og en holdbar økonomi. Det vil sige, at man påtager sig udgifter, sådan at man er i stand til at betale de regninger, der kommer både på kort og på lang sigt. Så længe de enkelte lande gør det, er det fuldstændig uproblematisk at være en del af den her pagt. Det var det, jeg redegjorde for, og det var det, jeg mente, og nu har jeg haft mulighed for at forklare det, så jeg skal nok lade være med at tage ordet en anden gang.

Ordføreren.

Jeg ved slet ikke, hvad der ville ske for mig i min deltagelse i det parlamentariske arbejde, hvis jeg kun stillede spørgsmål til personer, jeg troede jeg kunne overbevise. Det ville givetvis reducere min arbejdsindsats ganske væsentligt. Men jeg tror alligevel, at jeg vil blive ved med at stille spørgsmål, måske endda også til hr. Mike Legarth, hvis det kommer dertil engang.

Jeg synes jo, at hr. Mike Legarth er en lille smule modig, når han siger, at det, der karakteriserer en sund økonomisk politik, er, at man påtager sig ansvaret for at skaffe de indtægter, der svarer til de udgifter, man har. Jeg ved godt, at underskuddet på statsregnskabet sidste år blev 45-50 mia. kr. mindre, end man havde regnet ud det ville blive. For det kan jo være svært at regne på den slags tal. Det er nemmere at regne ud, hvordan det ser ud i 2020 end i 2010. Men alligevel må man vel sige, at den nuværende regering og det nuværende flertal ikke har levet op til det. Så lad os nu bare tage det roligt. Der tales om fornuftig økonomisk politik og ansvarlig økonomisk politik, men vi skal jo lægge mærke til, at det her er en enighed, der består mellem V, K og Socialdemokraterne og SF. Og hvis man der er enige om, hvad der er en fornuftig og ansvarlig økonomisk politik, så er der noget, jeg har misforstået.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 28. april 2011.

(Talen er under udarbejdelse)