Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 32:

Forespørgsel til finansministeren (hasteforespørgsel):

Vil ministeren redegøre for konsekvenserne, hvis Danmark tilslutter sig europagten?

Af Per Clausen (EL), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Simon Emil Ammitzbøll (LA).

(Anmeldelse 18.03.2011. Fremme 22.03.2011. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 29. marts 2011).

Jeg gør opmærksom på, at afstemninger om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 29. marts 2011.

Vi skal først have en begrundelse fra forespørgerne, og det er fra hr. Per Clausen.

Jeg skal starte med at sige, at jeg er meget glad for, at det har været muligt at afholde den her forespørgselsdebat. Vi har jo ikke haft så meget tid til at debattere selve europagten. Jeg tror, at de fleste af os folketingsmedlemmer har haft ca. 10 dage til at studere den og drøfte den i. Derfor er det selvfølgelig udtryk for den smidighed, der er i Folketinget, at vi alligevel kan få debatten her i dag, selv om nogle jo har fremført det synspunkt, at det var lidt unødvendigt, fordi det hele jo alligevel blev afgjort i Europaudvalget. Jeg tror, det er rigtig godt både af hensyn til den almindelige brede samfundsmæssige debat og befolkningens opfattelse af, hvad der sker, at vi kan få denne lidt bredere debat om problemstillingen.

Når vi i Enhedslisten har lagt meget vægt på at få forespørgselsdebatten, er det jo, fordi vi faktisk opfatter det på den måde, at vi med vores tilslutning til europagten er med til at lægge grunden for en egentlig økonomisk regering på EU-plan, som vil betyde meget store indskrænkninger i rammerne for det nationale råderum i de økonomiske politikker, der føres i de enkelte medlemslande, og hermed også i Danmark. Det er efter vores opfattelse sådan, at hvis vi ser europagten som det, det er beskrevet som, nemlig en overbygning på det såkaldte europæiske semester, hvor rammerne for finansloven skal til forhåndskontrol i EU, de nye ting omkring stabilitets- og vækstpagten, der handler om, at man vil gribe ind med automatiske bøder og naturligvis med særlig hensyntagen til ikkeeurolande med modregning i de indtægter, de her vil få fra EU, som svarer til de tilsvarende bøder til eurolandene, en såkaldt makroøkonomisk overvågning, som jo i virkeligheden handler om alle de vigtige områder i den økonomiske politik, så betyder den her europagt i realitetens verden som overbygning på det, at Danmark nu påtager sig forpligtelser, som i virkeligheden svarer ganske nøje til de forpligtelser, som eurolandene giver.

Det synes vi faktisk er en vigtig og væsentlig ting at få diskuteret her i Folketingssalen, og en ting, som vi ikke synes at man kan beslutte i stilhed, end ikke på et åbent møde i Folketingets Europaudvalg, så jeg ser frem til ministerens besvarelse.

Finansministeren.

Eurolandene har siden Det Europæiske Råds møde den 4. februar arbejdet med en mulig styrkelse af det økonomiske samarbejde gennem etableringen af en konkurrenceevnepagt. Dette arbejde skal ses i lyset af, at den aktuelle krise har gjort det klart, at EU-landene generelt ikke har været tilstrækkelig gode til at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer.

EU-landene som helhed står derfor aktuelt over for betydelige demografiske udfordringer, store gældsbyrder og lave vækstudsigter samt store udfordringer i den globale konkurrence. Eurolandene har draget den konklusion, at der er behov for at øge den politiske forpligtelse til at adressere disse udfordringer bedre end hidtil. Der blev opnået enighed om den konkrete form af pagten på eurotopmødet den 11. marts, hvor eurolandenes stats- og regeringschefer godkendte og offentliggjorde en aftaletekst om pagten. Det blev konkluderet, at pagten præsenteres og drøftes på Det Europæiske Råd den 24.-25. marts, hvor landene uden for euroen kan meddele, om de ønsker at deltage i dette samarbejde. Pagten indebærer overordnet en metode med fælles mål med nationale midler. Der fastlægges nogle få overordnede fælles mål, hvorefter de enkelte lande selv har ansvaret for at vælge de nationale økonomisk-politiske initiativer, der efter landets opfattelse vil være effektive for nationalt at nå disse mål.

Herefter forpligter det enkelte land sig til at gennemføre disse nationale tiltag. Da en del af løsningerne på udfordringerne berører politikområder, der er national kompetence, er der lagt vægt på en model, hvor landene selv vælger deres forpligtelser. De overordnede mål er en styrket konkurrenceevne, øget beskæftigelse og styrket finanspolitisk holdbarhed samt styrket finansiel stabilitet. Der er inden for disse prioriterede områder udarbejdet et åbent idékatalog med tiltag og principper, som generelt vurderes at være effektive for at nå de overordnede mål. Landene kan vælge tiltag på disse lister eller vælge nogle andre tiltag afhængig af deres konkrete udfordringer. Pagten kan også være en ramme for at drøfte andre spørgsmål af fælles interesse. Det gælder f.eks. pragmatisk skattekoordination, udveksling af informationer om national skattepolitik og drøftelser vedrørende bekæmpelse af skatteunddragelse samt mulighederne for en fælles selskabsskattebase. Skat er imidlertid fortsat en national kompetence.

Det står fast, at pagten skal bygge videre på det eksisterende økonomiske samarbejde i EU. Pagten ventes således knyttet til de relevante gældende processer. Det gælder f.eks. det europæiske semester, hvor de nationale reformprogrammer og stabilitets- og konvergensprogrammer kan bruges til at afrapportere om de tiltag, som det enkelte land vælger at forpligte sig til under pagten. Det gælder f.eks. også den styrkede økonomiske koordination i form af den igangværende reform af stabilitets- og vækstpagten og det nye samarbejde om makroøkonomiske ubalancer. Konkurrenceevnepagten bygger således videre på de gældende processer. Konkurrenceevnepagten opretholder f.eks. stabilitets- og vækstpagten efter justeringer som følge af arbejdet med van Rumpuy-task forcen og fastholder således f.eks. bestemmelserne om exceptionelle omstændigheder, der blev justeret i 2005-reformen af stabilitets- og vækstpagten.

Fremskridt med implementering af pagten ventes at blive overvåget på grundlag af analyser af Kommissionen i sammenhæng med den eksisterende overvågning.

Pagten skal derfor ses som et supplement til reformen af det økonomiske samarbejde, som vi har arbejdet med i det seneste års tid. Reformen har hævet mindstekravet til, hvad vi hver især er forpligtet til, f.eks. de nye forpligtelser til at håndtere makroøkonomiske ubalancer, og det er godt.

Men når man ser rundt i kredsen af EU-lande, er der i varierende omfang brug for, at landene går lidt videre og forpligter sig til tiltag på områder, som vil være forskellige fra land til land, som følge af at karakteren og dybden af udfordringerne er forskellige.

Merværdien af pagten vil være i, at samarbejdet i højere grad forankres på det højeste politiske niveau. Det er således stats- og regeringscheferne, der forpligter sig politisk til de overordnede mål og på grundlag heraf forpligter sig til deres egne nationalt fastsatte virkemidler til indfrielse af disse mål.

Jeg noterer mig, at aftaleteksten fastslår, at konkurrenceevnepagten skal bygge på det eksisterende samarbejde og respektere arbejdsdelingen mellem EU og det nationale niveau, således at det er den enkelte regerings prærogativ, hvilke konkrete initiativer man vil fremlægge og forpligte sig til i EU.

Jeg noterer mig også, at det f.eks. understreges, at pagten respekterer de nationale arbejdsmarkedsmodeller, herunder arbejdsmarkedets parters selvstændige kompetence med hensyn til forhandling af løn- og arbejdsvilkår. Løn- og arbejdsmarkedsforhold er således fortsat en national kompetence.

For regeringen er dette afgørende elementer i en sådan pagt. Regeringen lægger således vægt på, at det fastholdes, at det er landene selv, der vælger deres egne tiltag og forpligtelser, og at arbejdet med konkurrenceevnepagten bygger videre på det eksisterende økonomiske samarbejde, som vi er i gang med at styrke, samt at de nationale modeller på arbejdsmarkedet respekteres.

Regeringen vurderer, at det er i Danmarks klare interesse at deltage i den nye pagt, fordi vi selv har behov for at gøre en indsats for at styrke vores konkurrenceevne og øge væksten, sikre højere arbejdsudbud og beskæftigelse, prioritere vores offentlige udgifter effektivt osv. Det er udfordringer, vi i forvejen arbejder med, men som understreger relevansen af pagten og af dansk deltagelse i pagten.

Men vi skal også være med, fordi vi har erfaringer at byde ind med, ligesom vi gennem kollegialt pres kan sikre, at andre lande gennemfører reformer. Vi kan give andre lande gode ideer, og vi skal selv være åbne over for andre landes ideer. Endelig skal vi være med, fordi dansk deltagelse vil betyde, at vi har bedre muligheder for at påvirke den overordnede udvikling i det europæiske økonomiske samarbejde. Danmarks velstand afhænger af, at landene omkring os fører en sund økonomisk politik. Dansk tilslutning til pagten skal sikre fuld indflydelse på samarbejdet mellem de deltagende lande.

Konkurrenceevnepagten respekterer fuldt ud det danske euroforbehold. Det danske euroforbehold kan kun afskaffes ved en folkeafstemning.

Regeringen støtter på den baggrund dansk deltagelse i pagten i overensstemmelse med den beretning, som Europaudvalget har formuleret om dansk tilslutning til konkurrenceevnepagten. Vi deler fra dansk side grundlæggende pagtens mål om stærkere vækst, produktivitet, arbejdsudbud og beskæftigelse samt sunde og holdbare offentlige finanser. Og vi støtter den konkrete metode, som lader det være op til det enkelte land selv at vælge sine egne forpligtelser.

Tak til finansministeren. Det er først nu, forhandlingen starter, og man kan bede om korte bemærkninger. Forhandlingen starter med, at ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen, får ordet.

Jeg må indrømme, at det efter finansministerens redegørelse her i dag stadig er helt uklart for mig, om den europagt, vi skal tilslutte os, er en europagt, som vil give store forbedrede muligheder for at koordinere den økonomiske politik i EU-landene, sådan at den bliver harmoniseret og ensartet, eller den ingen konsekvenser får for de enkelte landes mulighed for selv at bestemme, hvilken politik de skal føre. For det er lidt svært for mig at forstå, at begge dele kan være rigtigt.

Nu forstår jeg godt finansministerens tilgang til det her, for ikke alene reducerer europagten jo Danmarks politiske råderum, det råderum, hvori vi kan føre en selvstændig økonomisk politik, men europagten refererer jo også ensidigt til den borgerlige kriseløsningspolitik, som det flertal, der består af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, har stået for i det danske Folketing. Så selvfølgelig kan man sige, at europagten på ingen måde vil lægge nogen som helst begrænsninger ned over den nuværende finansministers muligheder for at føre præcis den politik, han ønsker, for der er sammenfald. Så det er jo ikke overraskende, at finansministeren derfor er positiv.

Så kan man sige: Jamen finansministeren siger jo, at man selv kan bestemme, hvilke redskaber man skal tage i anvendelse. Som statsministeren måtte bekræfte tidligere i dag i Folketingets Europaudvalg, er det sådan, at hvis vi ser på, hvilke politiske tiltag der skal rettes særlig opmærksomhed mod eller meget stor opmærksomhed mod i europagten, så er det alt sammen tiltag, der findes i regeringens kriseløsningspakke, nedskæringspakke, forringelsespakke. Det er alt sammen nogle redskaber, der findes der, og man vil lede længe og forgæves, hvis man ønsker i det, der skal være særlig opmærksomhed på eller meget stor opmærksomhed på, at finde nogle af de forslag, som f.eks. Socialdemokraterne og SF'erne er kommet med.

Jeg kunne ikke drømme om at inddrage Enhedslistens forslag her, vi holder os til Socialdemokraternes og SF'ernes, og selv ikke de forslag fra Socialdemokraternes og SF'ernes side, som vi synes er rigtig dårlige, har fundet nåde til at komme med her.

Så er det nok mit synspunkt, at det kræver meget stor fantasifuldhed og meget stort mod at sige, at det ingen – ingen – konsekvenser får, når en kommende ny regering skal forsøge at vende den økonomiske skude i Danmark, skabe udvikling i vores samfund og skabe beskæftigelse i stedet for besparelser, forringelser og nedskæringer, og at tro, at man kan komme ned i EU, og så vil det hele glide nemt igennem.

Det andet, jeg vil fremhæve, er, at der jo har været lagt megen vægt på, at en egentlig budgetlovgivning, der begrænser den offentlige sektors omkostninger flere år ud i fremtiden, forpligter vi os ikke juridisk til, hvis vi går med i europagten. Nej, og det lyder jo vældig betryggende, hvis det ikke var, fordi man samtidig siger, at man ikke forpligter sig til noget juridisk, hvis man går med i europagten.

Men det står jo klart i europagten, at hvis man er med i den, skal man have sådan en lovgivning, og den skal man altså have, uanset – uanset – om det er den ene eller den anden regering, man har. Det tilslutter man sig fra det øjeblik, man tilslutter sig europagten. Så her bliver altså også en effektiv binding på fremtidige danske regeringers muligheder for at bryde med den økonomiske politik, som den danske befolkning forhåbentlig tager et opgør med ved næste valg.

Jeg synes, det er rigtig godt, at man kan få at vide, at vi skal have en folkeafstemning om euroen, før forbeholdet bliver ophævet. Det ærgerlige er bare, at man ophæver enhver politisk substans i forbeholdet, inden vi får den afstemning, og det synes jeg er et hårdt angreb på sådan de demokratiske processer i EU-spørgsmål.

Jeg har naturligvis også et forslag til vedtagelse, som jeg vil slutte af med at læse op, det kan jeg næsten nå inden for taletiden. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Europagten indskrænker markant Danmarks mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik og peger ensidigt på nedskæringer i den offentlige velfærd, forringede dagpenge, reallønsnedgang og fornyede angreb på efterlønnen som løsning på krisen. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at opgive Danmarks tilslutning til europagten eller sende denne til folkeafstemning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 37).

Tak til ordføreren, og som sagt vil der blive afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse tirsdag den 29. marts.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg vil gerne have ordføreren til at forholde sig til en af de myter, der er gået meget rundt i forbindelse med den her diskussion om EU-konkurrenceevnepagten, nemlig at når vi har EU-konkurrenceevnepagten, medfører det, at EU kan bestemme løndannelsen i Danmark; man kan simpelt hen gå ind på arbejdsmarkedet og bestemme lønningerne i Danmark. Er det korrekt?

I den henseende vil jeg gerne gøre ordføreren opmærksom på, at der står i konkurrenceevnepagten på side 8:

»Valget af, hvilke specifikke politiktiltag der er nødvendige for at nå de fælles mål, forbliver det enkelte lands ansvar, ...«.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at fru Pia Olsen Dyhr stiller netop det spørgsmål, for pointen er, at selvfølgelig kan det enkelte land selv bestemme, hvordan man vil holde lønstigningerne nede, men betingelsen er bare, at man holder lønstigningerne nede. Betingelsen er også, at man sørger for, at lønstigningerne i den offentlige sektor er lavere, end de er i den private sektor. Det er sådan set det, man forpligter sig til og skal finde nogle redskaber til.

Men jeg er enig med fru Pia Olsen Dyhr i, at hvis den danske fagbevægelse bliver ved med at acceptere overenskomster, der er dårlige, så kan de også godt få lov til at forhandle løn i fremtiden.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Så vi er helt enige om, at det her stadig er et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Og ordføreren bakker i virkeligheden op om LO's og FTF's udtalelser fra i går, hvor de siger, at de egentlig godt kan leve med det, der står i konkurrenceevnepagten, fordi de stadig væk kan forhandle løn i Danmark. Ordføreren har så sat en fed streg under, at sådan er det faktisk også.

Ordføreren.

Hvis jeg nu skal sige det på jysk, var det ikke helt det, jeg sagde. Det, jeg sagde, var måske mere det, som det europæiske LO siger, nemlig at hele formålet med konkurrenceevnepagten, de økonomiske opstramninger, der er kommet i EU, og det Europæiske Semester har været at gennemføre en politik, hvor der kommer pres på lønningerne, pres på den offentlige velfærd og øget arbejdsløshed i et forsøg på også ad den vej at presse lønningerne. Det er det, der er politikkens indhold.

Så er det rigtigt nok, at et land, som forsøger at føre den politik, har en vis frihed til, hvilke redskaber man vil bruge, og det danske LO – i modsætning til det svenske LO og i modsætning til det europæiske LO – mener altså at kunne levere reallønsnedgang i fremtiden helt frivilligt. Det er jeg ikke sikker på at deres medlemmer er enige med dem i.

Der er en kort bemærkning mere, og den er fra hr. Kim Mortensen.

Det er jo lidt interessant, at Enhedslistens ordfører bruger regeringens nedskæringspakke som argument for at sige nej til, at Danmark skal tilslutte sig den her konkurrenceevnepagt. Det var jo en nedskæringspakke, der blev gennemført sidste sommer, altså lang tid inden Tyskland og Frankrig i det hele taget kom med deres forslag til det her, en nedskæringspakke, som Enhedslisten i øvrigt sammen med Socialdemokratiet og SF har talt imod, men som alligevel er gennemført af regeringen sammen med Dansk Folkeparti.

Kan ordføreren ikke bekræfte, at Danmark – i øvrigt sammen med en række andre lande, der er ledet af borgerlige regeringer – har gennemført en række besparelser på uddannelse, på dagpenge osv. osv., helt uden den her konkurrenceevnepagt, og at der i den beretning, som jeg ved Enhedslistens ordfører har læst, fordi Enhedslisten har lavet en mindretalsudtalelse til den, jo faktisk står understreget gentagne gange, at Danmark fortsat helt uafhængigt af den her konkurrenceevnepagt selv kan beslutte sin økonomiske politik, herunder finanslovene?

Ordføreren.

Jeg er helt enig med hr. Kim Mortensen i, at hvis vi satsede på at beholde det nuværende flertal i Folketinget, er det relativt ligegyldigt, om vi tilslutter os det her eller ej. Men det gør vi ikke.

Jeg kan også godt give hr. Kim Mortensen ret i, at en række af de tiltag, som er nævnt i europagten som tiltag, som man bør være særlig opmærksom på, meget opmærksom på, er tiltag, som allerede er gennemført i en række europæiske lande. Derfor er det måske også så forunderligt, at det, vi nu tilslutter os, er en konkurrencepagt, hvor de eneste konkrete forslag til, hvad man skal gøre, er at videreføre den politik, som har ført til øget arbejdsløshed i Europa, som har ført til dårligere vilkår for lønmodtagere, og som har ført til større arbejdsløshed.

Det synes jeg alligevel er lidt ærgerligt, og jeg er sådan set præget af en dyb bekymring for, hvordan det skal gå med Socialdemokraterne og SF'erne, når man vil lave om på den økonomiske politik i Danmark og så altså skal op imod det her, som ministeren kalder et idékatalog, men som jo nok alligevel er tænkt som mere end bare ideer.

Hr. Kim Mortensen.

Det må da så alligevel gøre en lille smule indtryk på Enhedslistens ordfører, at Socialdemokratiet og SF nu trods alt efter forhandlinger med regeringen har fået lavet en beretning i Europaudvalget, der understreger, at når vi engang har haft et folketingsvalg, og når der engang kommer en ny regering – som jeg regner med Enhedslisten fortsat vil støtte – har vi så trods alt muligheden for at ændre den økonomiske politik, ændre den økonomiske kurs. Europagt eller ej, konkurrenceevnepagt eller ej, står det jo her sort på hvidt, at det kan en ny regering gøre. Det kan nye regeringer også gøre i andre lande, men Enhedslistens ordfører har jo ligesom jeg ikke rigtig indflydelse på, hvad det er for typer regeringer, der er i andre lande. Derfor er det jo også vigtigt at understrege, at det starter der, hvor vi kan få ændret det politiske flertal.

Men er Enhedslistens ordfører ikke enig i, at det, der står i beretningen, rent faktisk er, at en ny regering med Socialdemokratiet og SF i spidsen kan ændre kurs og ændre den økonomiske politik?

Ordføreren.

Nu tillægger jeg jo det, der står i Folketingets beretninger, meget stor betydning. Det har betydning for os, og det har betydning for ministrene, men jeg er ikke sikker på, at fru Merkel vil tillægge det samme betydning, hvis en kommende statsminister kommer ned og siger: Jamen hvad klager I over? Vi har skrevet en beretning, hvor der står, at det her har vi lov til. Jeg må ærligt indrømme, at det har jeg meget lidt tiltro til har den store effekt.

Men jeg kan love hr. Kim Mortensen, at jeg husker alt, hvad Socialdemokraterne og SF'erne nu siger om den enestående frihed, vi har til at føre præcis den økonomiske politik, vi vil, efter valget. Og jeg forventer da så, at I lever op til det; og gør I det, så støtter vi jer endnu mere, end vi ellers ville gøre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Jacob Jensen fra Venstre.

Krisen har jo vist, at rundt om os i Europa har man ikke været lige god til at styre de offentlige finanser, i hvert fald ikke lige så gode, som vi har været til det her i Danmark. Det er jo typisk sådan, at når krisen kradser, er det først da, man ser skeletterne vælte ud af skabet og de ubetalte regninger komme op af skufferne. Men som sagt har vi heldigvis i Danmark haft mulighed for og har ført en fornuftig ansvarlig økonomisk politik, både før krisen, under krisen og nu også så småt efter krisen. Vi fik betalt vores gæld. Vi stod godt rustet, da krisen ramte os. Vi fik investeret fornuftigt i tide.

Men Danmark er jo, som man vil vide, en lille og åben økonomi, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at der er styr på de offentlige finanser i Danmark. Men vi bliver også påvirket af, hvordan man rundtomkring i Europa har styr på eller ikke har styr på de offentlige budgetter. Det påvirker Danmark, hvordan Europa som region bliver vurderet af de internationale finansmarkeder. Danmark er meget påvirkelig i forhold til, hvordan netop finansmarkederne vurderer Europa og dermed også Danmark. Hvis renterne går i den forkerte retning og stiger bare med f.eks. 1 procentpoint, vil det betyde i omegnen af 25.000-30.000 flere ledige i Danmark og dermed manglende vækstmuligheder. Det er jo selvfølgelig også i en sammenligning, når vi kigger på Europa under et, at man kigger på netop konkurrenceevnen som region i forhold til Kina, Indien og de andre store vækstlokomotiver i verden.

Den konkurrenceevnepagt, som vi her diskuterer, har, som finansministeren var inde på i sin besvarelse, fire hovedområder, nemlig en styrket konkurrenceevne, højere beskæftigelse, styrket holdbarhed i de offentlige finanser og endelig en understøttelse af finansiel stabilitet. Det er også sådan nogle udmærkede og gode målsætninger og overskrifter, men neden under de overskrifter ligger stadig væk EU's vækst- og stabilitetspagt med krav i konvergensprogrammet m.v. til medlemslandenes maksimale underskud og maksimale gældsætning.

Jeg tror sådan set – nu skal jeg selvfølgelig passe på med, hvad jeg siger – at de fleste kan tilslutte sig målsætningerne, som jeg lige her nævnte, men der er nok, og det ved jeg jo der er, milevid forskel i Danmark og det danske Folketing på, hvilke midler man så bruger på at opnå de målsætninger, som vi skal nå her i fællesskab. Derfor er det en lidt paradoksal situation, at vi står her i dag og skal diskutere, hvor vi så er nogle partier, som synes, det er en god idé at gå ind for den her konkurrenceevnepagt, men hvor man er lidt uenig omkring de midler, der skal bruges til at nå målsætningerne i pagten. Til gengæld er der andre partier, som synes, at vi ikke skal gå ind i den her pagt, men hvor vi så til gengæld er enige om, i hvert fald langt hen ad vejen, retningen for de midler, som vi skal bruge.

Men jeg vil gerne understrege, at det er, uanset hvordan man vender og drejer det, en politisk pagt og ikke en juridisk pagt. Det er selvfølgelig ret afgørende i forhold til, hvad det er for en forpligtigelse, som også hr. Per Clausen var inde på for et øjeblik siden, man så påtager sig med den her pagt. Det er regeringscheferne, som skal forpligte sig og kigge hinanden i øjnene og sige hinanden, hvordan det går, og følge op på, hvordan det går med udviklingen. Det er nationalstaternes selvstændige ret fortsat at melde de forskellige politikker ind, som man ønsker at føre. Det kan være på arbejdsmarkedet. Det kan være finanspolitikken. Det kan være skattepolitikken. Og det bliver der som sådan ikke ændret ved ved pagten. Det er som sagt en politisk forpligtelse, ikke en juridisk.

Landene rundtomkring i Europa er jo ikke ens, og derfor kræver det selvfølgelig også forskellige svar på de udfordringer, som de enkelte lande står over for, men dog med den helt gennemgående tendens, at der er behov for mindre offentlige udgifter, ikke flere. Der er behov for en afvikling af gæld, ikke opbygning af gæld.

Pagtens indhold og målsætninger og idé flugter derfor også fuldstændig med den økonomiske politik, som regeringen, og i øvrigt også med Dansk Folkepartis politiske linje, i de senere år har ført, nemlig med styr på finanserne, ro på de offentlige udgifter og fornuftige reformer af arbejdsmarkedet, eksempelvis dagpengereformen. Derfor støtter Venstre naturligvis også, at vi fra dansk side kan tilslutte os den konkurrenceevnepagt. Vi har meget, vi kan lære de andre lande rundt om os i Europa.

På den baggrund skal jeg på vegne af Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er i Danmarks interesse at deltage i konkurrenceevnepagten, jf. Europaudvalgets beretning af 22. marts 2011. Pagten bygger på national bestemmelse i den økonomiske politik og respekt for nationale arbejdsmarkedsmodeller som grundlag for styrket vækst, beskæftigelse og velstand. Dansk deltagelse styrker Danmarks indflydelse på den politiske udvikling i Europa.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Som sagt vil der først blive stemt om forslagene til vedtagelse på tirsdag, den 29. marts.

Der er et par korte bemærkninger. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at til en hasteforespørgsel har vi kun tre korte bemærkninger til hver ordfører, ellers bruger vi for lang tid, og jeg har lidt rigeligt af dem, men vi prøver at finde ud af det nu. Den første, der har meldt sig, er i hvert fald hr. Kristian Thulesen Dahl. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det. Mit spørgsmål går på: Hvorfor det her hastværk? Engang i, jeg tror, det var starten af sidste uge, forlød det i medierne, at Danmark havde 12 dage til at beslutte sig. Så skulle vi finde ud af, om vi ville være med i europagten eller vi ikke ville være med i europagten. Og det betyder jo, hvis man lægger det for dagen, at der egentlig ikke er tid til en synderlig god folkelig debat om det her, som ellers er noget, der godt kunne begrunde en folkelig debat, fordi vi taler om noget, der er knyttet op på euroen, og som er omfattet af noget, der har været folkeafstemning om tilbage i 2000.

Derfor beder jeg bare hr. Jacob Jensen bekræfte, at der ikke er noget som helst i europagten eller i de ting, Danmark er blevet bedt om at tage stilling til, der begrunder, at man nødvendigvis skal træffe en beslutning frem til topmødet her i morgen og i overmorgen. Danmark kunne, hvis vi ønskede det, udsætte beslutningen, få en ordentlig folkelig debat og derefter træffe beslutning, ligesom det ser ud til at svenskerne gør. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Som jeg nævnte i min indledning, er det her jo ikke en juridisk bindende aftale. Det er en politisk aftale, og i øvrigt har det jo ikke noget med euroen eller dansk deltagelse i euroen eller ej at gøre. Så med hensyn til hvorvidt det skulle være til folkeafstemning: Vi er jo enige om, at hvis det var euroen, der var på tale her, så skulle det selvfølgelig jævnfør grundloven til folkeafstemning. Men det her er som sagt en politisk aftale, hvor man forpligter hinanden på at kigge hinanden dybt i øjnene og følge de udviklinger, der er i økonomien i de forskellige lande, og det tror jeg sådan set at Danmark har en meget, meget stærk interesse i. Hvis vi ikke havde holdt styr på økonomien i Danmark, var det selvfølgelig gået endnu mere galt på grund af krisen, end det er gået. Men man kan jo se til Grækenland og Portugal: Hvis vi havde haft en mulighed for politisk at forpligte dem endnu stærkere og følge op på dem endnu tiere, end vi har kunnet, så havde vi heller ikke siddet i den situation som Europa under et. Når vi i Europa under et bliver vurderet, så bliver vi jo også i Danmark bedømt på, hvordan man gør det i Grækenland og Portugal og Irland og andre steder, og vi kommer også til, som vi har gjort det, bl.a. i Irland, at yde støtte til de lande, som er kommet i uføre.

Så derfor tror jeg sådan set, at vi har en meget stor interesse i, at det går relativt stærkt med at sende det signal til finansmarkederne, at det her er noget, som vi vil fra Europas side og ikke mindst også fra dansk side.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for endnu en kort bemærkning.

Ja, så fik jeg sådan et ordførerindlæg gange to. For jeg fik igen en forklaring på, hvorfor Venstre mener, vi skal tilslutte os europagten. Det har jeg forstået. Det, jeg spurgte til, var, om der er noget som helst i det, Danmark er blevet stillet over for, der forpligter os til at træffe en beslutning om det her med det hastværk, som flertallet har lagt for dagen – altså at vi skal give besked her torsdag eller fredag på topmødet om, hvorvidt vi vil deltage. Er det ikke korrekt, at der ikke er noget som helst, der forpligter Danmark til at give svar på det her tidspunkt? Er det ikke korrekt, at Danmark sagtens, hvis man ville respektere muligheden for en ordentlig folkelig debat om dansk tilslutning til europagten, kunne vælge at sige, at vi tager beslutning på et senere tidspunkt? Det kan så være om 4 måneder, om 6 måneder eller om et år. Det er det, svenskerne ser ud til at vælge at gøre – at overvåge, hvordan det kommer til at udvikle sig, og så tage beslutning på et senere tidspunkt. Og det eneste, mit ærinde er med mit spørgsmål her, er at få hr. Jacob Jensen til at bekræfte, at sådan forholder det sig, altså at der ikke er noget, der forpligter Danmark til at skulle træffe beslutningen nu med det hastværk, det medfører.

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen så vil jeg beklage, at jeg ikke svarede mere præcist før. Men det kan jeg bekræfte. For det er jo sådan, at det er helt frivilligt, hvorvidt Danmark ønsker at tilslutte sig det her. Det er jo ikke noget med, at man med en flertalsafgørelse eller andet i Europa har siddet og sagt, at nu skal alle landene deltage i det her, koste, hvad det vil. Det er noget, vi frivilligt gør, og det er selvfølgelig ud fra en politisk vurdering af, hvad der tjener Danmarks interesser bedst. Det var derfor, jeg i mit første svar prøvede at gøre rede for, hvorfor jeg mener og hvorfor Venstre mener, at det er fornuftigt, at vi tiltræder, nemlig fordi det er noget, der tjener Danmarks interesser, at vi netop er med der, hvor man kan påvirke de andre lande til at føre en lige så sund og fornuftig økonomisk politik som den, vi jo fra regeringens og Dansk Folkepartis side har ført gennem mange år. Det er sådan set derfor, jeg blot lægger op til, at jeg synes, det er fornuftigt, at vi kommer med så hurtigt, som det nu kan lade sig gøre. Det skulle så være mit svar.

Tak. Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Vi skal lige have mikrofon på.

Så prøver vi igen. Jeg kan godt forstå, at hr. Jacob Jensen er glad for, at han kan få oppositionspartierne med undtagelse af Enhedslisten til at tilslutte sig en europagt, som ligger i forlængelse af den økonomiske politik, som flertallet har ført i Folketinget. Jeg vil også spørge hr. Jacob Jensen, om begejstringen overhovedet er til at styre, når han er i stand til at få Socialdemokraterne og SF til at støtte en europagt, hvor der står, at der skal rettes særlig opmærksomhed eller meget stor opmærksomhed på politiske tiltag, der stort set alle sammen kan genfindes i regeringens økonomiske politik, og når en lang række af disse tiltag er tiltag, som Socialdemokraterne og SF’erne har stemt imod i Folketinget. Det må da give en særlig tilfredsstillelse, at man nu vil binde sig til det på europæisk plan.

Det spørgsmål synes jeg næsten hr. Per Clausen skal stille til de næste ordførere fra S og SF. Det må de jo næsten være de bedste til at svare på. Jeg er tilfreds med, at der er flere partier her i Folketinget, som selvfølgelig støtter op om, at vi kan deltage i det politiske arbejde, der ligger i at koordinere og diskutere og udveksle erfaringer og forpligte hinanden politisk på en fornuftig og ansvarlig økonomisk politik.

Så er jeg sådan set enig med hr. Per Clausen i – det lyttede jeg mig i hvert fald i spørgsmålet til at hr. Per Clausen også mener – at der er forskel på den og de virkemidler, som vi så fra det danske Folketings side ønsker at bruge, om man så er fra S og SF’s side eller man er fra Venstres og regeringens og Dansk Folkepartis side. Det er selvfølgelig den vurdering, vi gør her i Folketinget, men det ændrer jo ikke på det faktum, at vi så er enige om, at det er vigtigt at have den udveksling af ideer og erfaringer. Vi kan bidrage med noget til det europæiske samarbejde, og vi er som et lille land dybt afhængige af, hvordan andre lande rundt omkring os i Europa klarer sig økonomisk.

Tak, så er det hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Ville det slet ikke påvirke Venstres holdning til en europagt, hvis det var sådan, at europagten klart gav udtryk for, at noget, man skulle se særlig opmærksomt på, var at løse arbejdsløshedsproblemet ved øgede, fremrykkede investeringer, og at det var det, man ensidigt pegede på – altså pegede ensidigt på de løsninger, som Socialdemokraterne og SF’erne har foreslået – i stedet for, som det er tilfældet i den her europagt, hvor der jo ensidigt peges på de løsningsmodeller, som Venstre og Konservative er kommet med? Det synes jeg jo alligevel er lidt spændende, for jeg tror da, hr. Jacob Jensen må være enig med mig i, at det her også handler om politik.

Tak, så er det ordføreren.

Ja, det handler i særdeleshed om politik, fordi det netop er en politisk aftale og ikke en juridisk aftale i første omgang. Men jeg vil gerne kvittere for hr. Per Clausens observationer i forhold til indholdet, og det er det, som jeg interesserer mig for – ikke alle mulige formalia og processer, men det indholdsmæssige. Og der er jeg fuldstændig enig med hr. Per Clausen i, at det – det var også det, jeg sagde i min indledning – flugter ganske godt med den linje, som regeringen og Dansk Folkeparti har ført på den økonomiske banehalvdel, nemlig at holde igen med de offentlige udgifter og sikre, at der er en tilbagetrækningsalder, som er fornuftig, i nogle arbejdsmarkedsreformer, som er fornuftige, og som giver flere hænder på arbejdsmarkedet frem for flere på passiv overførselsindkomst. Det gælder også en lang, lang række af de ting, som vi netop har stået for igennem lang tid.

Men jeg skal jo ikke redegøre for, hvorfor S og SF sådan indholdsmæssigt synes, det også er en god idé. Det må de selvfølgelig selv gøre. Jeg redegør for, hvorfor Venstre synes, det er en god idé, og det synes vi, fordi det er afgørende, at Danmark er med til at kunne præge en udvikling, der er i det europæiske økonomiske samarbejde på den politiske front, som det her er et udtryk for.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Der har været mange tendenser til sådan lidt fordomme eller myter i den her debat de sidste par uger, og en af dem er, at det her er en glidebane, og at vi nu er på vej til at underminere forbeholdet. Finansministeren var inde på det i sin tale, og ordføreren var også inde på det.

Men jeg vil gerne have, at ordføreren bekræfter den beretning, som Folketingets Europaudvalg vedtog i går, og hvori der står, at hvis der overhovedet skal være ændringer i de her mål eller i, hvad EU kan blande sig i på den her scene, skal det tilbage i Europaudvalget, og det vil sige, at det til enhver tid vil være Folketinget, der forholder sig til, om der skal være ændringer på det her område.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt. Altså, man behøver vel blot at slå op i beretningen for at læse, at sådan forholder det sig. Derfor er det selvfølgelig også afgørende, at det med konkurrenceevnepagten – det er også afgørende for Venstre, vil jeg gerne understrege – stadig væk er det danske Folketing, flertallet i Folketinget, som beslutter finanspolitikken, skattepolitikken, arbejdsmarkedspolitikken osv. på de centrale områder. Det er ikke noget, som Europa skal blande sig i.

Men jeg synes så omvendt, det er vigtigt, at vi netop, når vi er fremme i skoene, om jeg så må sige, på de her områder og har nogle gode løsninger og har vist, at vi har nogle gode løsninger, også kan dele ud af de løsninger og lægge et politisk pres på de lande, som ikke har set sig i stand til at kunne løfte den opgave i lige så tilstrækkeligt omfang, som vi har kunnet i Danmark. Jeg nævnte før Grækenland, Irland og Portugal, og der er sikkert andre.

Derfor synes jeg, det er afgørende, at vi netop har suveræniteten i Danmark, men at vi på den politiske banehalvdel med regeringscheferne i spidsen kan lægge det pres og se grækerne og de andre i øjnene og sige: Kom nu venner, vi er altså i samme båd.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr for endnu en kort bemærkning.

Altså, nu synes jeg jo ikke ligefrem, at Danmark har været fremme i skoene, når vi ser på, at vi har et hul i statskassen på 80 mia. kr., for det har jo vist sig, at det borgerlige flertal, vi har i Danmark, fører en økonomisk uansvarlig politik. Men det er sådan set Folketinget og vælgerne, der har valgt de borgerlige partiers ansvar, og ikke EU, der sådan ligesom har påtvunget Folketinget at gøre det.

Jeg er glad for, at ordføreren bekræfter, at det i virkeligheden også vil være gældende i fremtiden, og at det, som statsministeren sagde tidligere i dag i et samråd i Europaudvalget, netop er op til Folketinget at bestemme den økonomiske politik, der skal føres, og det vil sige, at den politik, som oppositionen lægger frem, også kan føres uagtet konkurrenceevnepagten.

Ja, uagtet konkurrenceevnepagten – det er rigtigt, for der står netop eksplicit, at det er de lokale, nationale parlamenter, herunder Folketinget, som tilrettelægger den politik. Men det forhindrer jo ikke og ændrer ikke ved, at der stadig væk – uagtet hvorvidt vi tiltræder en konkurrenceevnepagt eller ej – er krav til maksimal gældsætning, maksimalt underskud.

Der må jeg så bare sige at vi ikke er enige med SF – langtfra – og det tror jeg ikke er nogen nyhed, for der står vi jo netop for, som også hr. Per Clausen påpeger, den linje, der bliver lagt op til fra de andre europæiske landes side, ikke mindst Tysklands og Frankrigs side: at der skal holdes igen med de offentlige udgifter, at der skal være styr på indtægter og udgifter, og at der skal være en fornuftig reform af arbejdsmarkedet, herunder en dagpengereform. Og vi lægger også gerne op til en tilbagetrækningsreform, som vi har spillet ud med.

Det er jo den linje, der bliver lagt op til, og der kan man jo ikke bare fra SF's side sige: Nu kan vi gøre, som vi vil, uanset hvad der står i konkurrenceevnepagten. Det er rigtigt, at konkurrenceevnepagten giver den mulighed, men der er stadig væk de underliggende krav fra stabilitets- og vækstpagten, som man ikke kan løbe fra, heller ikke SF.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Kim Mortensen som ordfører for Socialdemokraterne.

Danmarks rigdom, Danmarks vækst hænger sammen med Europas. Derfor har Danmark en klar interesse i at medvirke til at skabe et mere konkurrencedygtigt Europa med høj beskæftigelse, og vi har en interesse i at sikre sunde offentlige finanser og et stabilt finansielt system i Europa. Dermed ser Socialdemokratiet beslutningen blandt eurolandene om at vedtage en konkurrenceevnepagt som et led i den lange række af beslutninger, der under de seneste års økonomiske krise har udgjort en reform af det økonomiske samarbejde i EU – beslutninger, der alle hviler på stabilitets- og vækstpagten i EU, som Danmark har tiltrådt, og som vi i Danmark efterlever.

Det gælder, som det har været nævnt, f.eks. det europæiske semester; det gælder opfølgningen på Van Rompuy-rapporten om at styrke den økonomiske koordination; det gælder styrkelse af stabilitets- og vækstpagten; og det gælder den europæiske stabilitetsmekanisme, altså mekanismen til at sikre en økonomisk zone til at redde lande, som kommer i økonomisk uføre.

Samtidig er det afgørende for Socialdemokratiet, at Danmark har sin frihed til selv at føre en økonomisk politik med fokus på investeringer, vækst, bæredygtighed og beskæftigelse. Men det er også en væsentlig forudsætning for Socialdemokratiet, at Danmark fortsat bevarer den fastkurspolitik, som skiftende regeringer siden 1983 har fulgt, og som det vel i bund og grund kun er regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, der aktivt modarbejder.

Der har været mange myter og mange udgaver af denne konkurrenceevnepagt. Mange af dem stammer fra Tyskland og Frankrigs oprindelige udspil, og mange er opfundet til lejligheden af de partier, der generelt ikke støtter Danmarks samarbejde i EU. Det kan konstateres, at den endelige pagt er langt mindre vidtrækkende end det oprindelige forslag fra Tyskland og Frankrig, og det er nu slået klart fast med syvtommersøm, at det i den endelige udgave af pagten står helt klart, at det er op til landene selv at beslutte, hvilken politik de vil føre for at opnå de fælles mål.

Konkurrenceevnepagten får ikke indvirkning på, hvem og hvordan der aftales løn i Danmark, og den undergraver ikke den danske aftalemodel. Dette er også sikret i den aftale, som partierne bag beretningen i Europaudvalget har lavet med regeringen. Der er ikke tale om, at en dansk tilslutning til pagten på nogen måde undergraver eller omgår euroforbeholdet. Dette fremgår ligeledes af den samme beretning.

Danmark er et foregangsland, når det gælder de reformer, der lægges op til. Det danske flexicuritysystem på arbejdsmarkedet er et forbillede for mange lande, og Danmark har generelt gennem de seneste årtier gennemført fremtidsrettede reformer af arbejdsmarkedet, af uddannelsessystemet og af tilbagetrækningsalderen.

Sluttelig skal det understreges, at denne aftale er en politisk og ikke en juridisk bindende aftale, akkurat som vi i Danmark har godkendt og tilsluttet os EU's 2020-strategi, hvori der ligesom i denne aftale lægges op til mere fremadrettede initiativer som fokus på livslang læring, investeringer i uddannelse, forskning, udvikling og infrastruktur.

Det er en strategi for Europas konkurrenceevne, som Socialdemokratiet kan støtte, og derfor har vi også givet mandat i Folketingets Europaudvalg til, at Danmark kan tilslutte sig denne konkurrenceevnepagt. Vi kan ligeledes støtte det forslag til vedtagelse, som blev fremsat af Venstres ordfører.

Tak. Jeg har tre indtegnede. Det er hr. Per Clausen, det er hr. Kristian Thulesen Dahl og det er fru Pia Adelsteen, og det passer lige med det, der er plads til. Den første er hr. Per Clausen.

Tak til hr. Kim Mortensen. Jeg vil først starte med at spørge hr. Kim Mortensen, om han ikke alligevel synes, det er lidt underligt, at vi har en stor debat om den økonomiske politik, der skal føres i Danmark, og så har vi en europagt, som må opfattes som liggende i naturlig forlængelse af VK-regeringens politik. Vi har en række tiltag, som er nævnt i europagten, som alle sammen lige så godt kunne være hentet i deres redskabsskuffe, hvorimod vi må lede forgæves efter de ting, som Socialdemokratiet og SF vil gennemføre. Hvad er forklaringen på, at Socialdemokraterne synes, det er vigtigt, at Danmark kommer med i sådan en pagt?

Hr. Kim Mortensen.

Jeg tror ikke, at jeg afslører nogen hemmelighed for Enhedslistens ordfører, når jeg siger, at der i Danmark ligesom i de fleste andre lande i Europa er borgerlig-liberale regeringer, der ser på den økonomiske politik på en noget anden måde, end vi gør i Socialdemokratiet, eller som jeg også ved man gør i Enhedslisten.

Jeg tror heller ikke, at jeg afslører noget for Enhedslistens ordfører ved at sige, at uanset om Danmark tiltræder denne konkurrenceevnepagt eller ej, så findes den, så er den aftalt mellem de lande, der er med i eurosamarbejdet, og gennemføres af de lande. Det, vi diskuterer her, er jo ene og alene, om Danmark skal tilslutte sig og dermed være med til at få indflydelse på konkurrenceevnepagten. Det har Socialdemokratiet sagt at vi synes er en god idé at vi gør. Vi har så sikret os i en aftale med regeringen, at det fortsat vil være det danske Folketing, der vedtager finanspolitikken og den økonomiske politik. Det er fortsat arbejdsmarkedets parter, der aftaler løndannelsen og arbejdsvilkårene på det danske arbejdsmarked, og det euroforbehold, som vi indtil videre har i Danmark, står stadig væk uantastet.

Derfor er det også lidt underligt for os, at Enhedslisten, når man læser den her beretning, ikke kan være med til at skrive under på det, når nu den sikkerhed er der i beretningen.

Tak. Vi skal overholde taletiden. Så er det hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Jeg har selvfølgelig meget respekt for de her beretninger, vi skriver i Folketinget. De har stor effekt på ministre indimellem, men jeg må nok gentage min lidt manglende tiltro til, at man nede i Europa helt ved, hvor alvorligt man skal tage dem.

Jeg vil bare sige til hr. Kim Mortensen, at det, der jo står tilbage her, er, at vi har en europagt, hvor finansministeren gentagne gange har sagt, at de konkrete forslag til, hvad man skal gøre, er et idékatalog. På trods af det har man gjort sig den umage meget præcist at skrive om nogle af tiltagene, at dem skal der rettes særlig opmærksomhed mod, og andre skal der rettes meget stor opmærksomhed mod. Tror hr. Kim Mortensen ikke, at det betyder noget? Tror hr. Kim Mortensen ikke, at der deri ligger et signal om, hvilken politik man skal føre, og i hvilken retning det skal gå, og tror hr. Kim Mortensen ikke, at det kommer til at vanskeliggøre mulighederne for at føre en helt anden økonomisk politik i Danmark efter næste valg i forhold til den politik, regeringen fører i dag?

Tak. Så er det ordføreren.

Men derfor har vi jo netop været optaget af at få lavet en aftale med regeringen, der sikrer, at den nye regering efter et folketingsvalg kan lave en helt anderledes og mere aktiv økonomisk politik for Danmark, der kan være med til at bringe Danmark ud af krisen. Jeg tror, at man må erkende, at økonomisk politik ser man forskelligt på, uanset om man anskuer det fra et konservativt liberalt synspunkt, eller man anskuer det fra et socialdemokratisk, SF-agtigt, socialistisk synspunkt. Den kamp er der i Europa, og den kamp er der også i det danske Folketing.

Det, jeg synes er vigtigt at understrege her, er, at med den aftale, der er lavet med regeringen, som så er udmøntet i en beretning, men det er trods alt stadig væk en politisk aftale her i Folketinget, er det ene og alene et anliggende for det danske Folketing. Det er det nu, og det vil det også være fremover.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Vi har haft ganske mange debatter her i Folketingssalen og også ude i fædrelandet, hvor socialdemokrater hele tiden henviser til eksemplet Sverige og siger, at i Sverige går det alt sammen så godt, og der er større vækst, og der er større og bedre forhold for så mange forskellige ting, og det fremhæver man som et lysende eksempel til efterfølgelse i Danmark.

Så derfor bliver jeg nødt til at spørge hr. Kim Mortensen, om hans svenske socialdemokratiske venner fuldstændig har misforstået, hvad den her europagt handler om. I en anbefaling har Socialdemokratiets finansordfører til sit parti skrevet følgende: Meget tyder på, at europagten vil føre til mere føderalisme. Det bliver foreslået, at EU skal blande sig i nationale anliggender som løndannelse og finanspolitik, noget, vi er klart imod, for EU skal ikke, hverken direkte eller indirekte, blande sig i de spørgsmål, skriver altså den socialdemokratiske finansordfører forud for den debat, man har i Riksdagen i dag om samme emne. Har Socialdemokraterne i Sverige fuldstændig misforstået, hvad den her europagt går ud på?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg tror, at der er mange forskelle på Sverige og Danmark, også når vi snakker om økonomisk politik, men der er i hvert fald den afgørende forskel, når vi snakker om forholdet til EU og forholdet til stabilitets- og vækstpagten, og det er, at Sverige ikke har en fastkurspolitik over for euroen, som vi har i Danmark, og som vi har haft, som jeg sagde i min ordførertale, i Danmark siden 1983, først over for D-marken, senere over for euroen. Jeg synes, at det er velkomment, at regeringens støtteparti nu her i Folketingssalen siger, at så må vi have et opgør med fastkurspolitikken, men det ikke en holdning, som vi deler i Socialdemokratiet. Vi synes, at det er klogt, og det har været klogt, at der har været sikkerhed omkring dansk økonomisk politik lige på det her område.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for endnu en kort bemærkning.

Vi har ikke foreslået noget opgør med fastkurspolitikken, som hr. Kim Mortensen netop sagde. Det er forkert. Men jeg kan da spørge: Er det sådan ifølge Socialdemokratiet, at forudsætningen for en dansk fastkurspolitik fremover i forhold til euroen er, at vi deltager i europagten? Det er noget helt nyt, det har ikke været fremme i debatten inden. Det ville jo i virkeligheden klæde de partier, der nu har arbejdet sammen om at bringe Danmark ind i europagten, at gøre det klart for den danske befolkning, om det forholder sig sådan. Det er ikke noget, vi har fået noget at vide om, heller ikke i det arbejde, der er foregået i Folketingets Europaudvalg, og heller ikke i den beretning, der ligger. Derfor bliver jeg nødt til at spørge: Er der noget, der ikke er oplyst her? Er det altså en forudsætning for fortsat dansk fastkurspolitik over for euroen, at Danmark tilslutter sig europagten, ja eller nej?

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen jeg tror, at det også af debatten med finansministeren og med statsministeren senest i dag i Europaudvalget tydeligt fremgår, at det her jo er en konkurrenceevnepagt, der bygger oven på stabilitets- og vækstpagten, som Danmark har tilsluttet sig. Det, vi ikke har tilsluttet os, er jo ØMU’ens tredje fase, altså det at skifte vores krone ud med euro.

Vi har truffet en beslutning i det danske Folketing om at følge fastkurspolitikken. Det vil vi også gøre med tilslutning til den her konkurrenceevnepagt. Det gør vi også, når vi har sagt ja til at tilslutte os stabilitets- og vækstpagten, og så lever vi selvfølgelig også op til de kriterier, der præcis fremgår af det. Det ændrer den her konkurrenceevnepagt ikke på.

Tak. Så er det fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg synes bare ikke, jeg hørte noget svar på spørgsmålet. Er europagten en forudsætning for at have en fastkurspolitik? Bare ja eller nej ville være dejligt.

En anden ting er, at når man bliver ved med at påstå, at det her jo bare er en politisk aftale, og at det ikke er nogen juridisk aftale, hvorfor så indgå den? Anser politikeren hr. Kim Mortensen ikke en politisk aftale for at være lige så holdbar som en juridisk aftale? Eller er det måske ikke det? Kan man ikke lave en politisk aftale med Socialdemokraterne?

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen det følger jo af Danmarks tilsagn om at følge stabilitets- og vækstpagten, at Danmark har en fastkurspolitik. Jeg ved godt, at fru Pia Adelsteen har udtalt, at i Sverige er det meget nemmere, for der har man opgivet fastkurspolitikken, og der klarer de sig fint uden euro og fastkurspolitik. Vi har ikke den holdning i Socialdemokratiet. Det er heldigvis heller ikke en holdning, der deles bredt i det danske Folketing. Jeg synes, at man skal passe meget på med den uro, det i det hele taget kommer til at give om dansk økonomi, at man bare det ene øjeblik kan opgive en fastkurspolitik, og så kan man ændre signaler. Det bliver der selvfølgelig lyttet til i EU på finansmarkederne. Den uro omkring dansk økonomi synes jeg ikke tjener noget formål – heller ikke for Dansk Folkeparti som støtteparti for den nuværende regering.

Tak. Så er det fru Pia Adelsteen for endnu en kort bemærkning.

Når vi står og diskuterer ting politisk, tvivler jeg meget på, uanset hvor meget vi taler fastkurs eller ej, at det vil give de store uroligheder på finansmarkedet. Det skal jeg ærligt indrømme.

En ting er i hvert fald helt sikkert: Sverige klarer sig jo ganske glimrende, Sverige klarer sig ganske glimrende. De har valgt en anden kurs end Danmark, og jeg siger ikke, at deres kurs er mere rigtig end vores, det er slet ikke det. Men de har valgt en anden kurs.

Jeg spørger bare igen: Er det en forudsætning at sige ja til europagten for at beholde fastkurspolitikken? Det synes jeg ikke man svarer klart på. Man siger, at det har været en god ting siden 1983. Det er vi for så vidt ikke uenige i. Men er det en forudsætning, eller kunne man have trukket den her beslutning?

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen det er jo en forudsætning at følge den aftale, vi har omkring stabilitets- og vækstpagten. Den her aftale om konkurrenceevnepagten følger og lægger sig oven på stabilitets- og vækstpagten, så det er jo stadig væk noget, Danmark har tilsluttet sig. Men det danske Folketing kan jo beslutte noget andet. Det er der, jeg siger, at man selvfølgelig kan indtage det synspunkt, som fru Pia Adelsteen gør, at det er lige meget, hvad man står og siger her i det danske Folketing, og det er der ikke nogen, der alligevel lytter til. Men det er jo trods alt regeringens støtteparti, der nu sår tvivl om, hvorvidt man synes, at det er en god idé at følge en fastkurspolitik over for euroen, eller om man ikke gør. Der synes jeg ikke, at man bare kan lade to og to være lige og så sige, at det er der ingen, der lytter efter, og at det kan vi bare stå her og sige. Sådan spiller det jo ikke. Det kan man jo ikke, det er uansvarligt i bund og grund.

Tak til den socialdemokratiske ordfører, og så er det hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Først og fremmest er vi selvfølgelig glade for, at vi overhovedet kan få en debat i Folketingssalen om et så vigtigt emne som dansk tilslutning til europagten. Det holdt hårdt. Der er partier her i Folketinget, der forsøgte at undgå, at der kom en debat i dag om det her emne før topmødet her torsdag og fredag. Det synes jeg er helt uhørt. Vi har også fået konstateret, at der ikke er noget som helst, der forpligter Danmark til at træffe en beslutning om det her i hastværk. Vi kan tage os god tid, hvis vi ønsker det. Det gør man i Sverige, ser det ud til, og det ville være godt for Danmark, hvis vi også valgte at gøre det.

Eurodebatten er en hed debat, som involverer rigtig mange. Der er rigtig mange danskere, der ønsker at engagere sig i det, og det er egentlig utroligt, at et flertal herinde ikke ønsker at inddrage befolkningen i en grundlæggende debat om, hvorvidt vi skal være med i europagten. Selve spørgsmålet om euroen har der været holdt folkeafstemning om, og det illustrerer jo også meget godt, at det er vigtigt at tage den folkelige debat. Folkeafstemningen viste jo netop i september 2000, at selv om der her i Folketinget var et meget stort flertal for, at Danmark skulle have euro i stedet for kroner, ønskede et flertal i den danske befolkning altså at holde fast i den danske valuta og ikke at få euro. De målinger, der er lavet, viser jo også, at det ser ud til at være gældende i dag, og det er måske egentlig også grunden til det hastværk, man lægger for dagen, altså, man ønsker at undgå, at befolkningen for alvor engagerer sig i de her væsentlige spørgsmål. Det synes jeg er det ene hovedomdrejningspunkt i den debat, som vi har her i dag.

Det andet er selvfølgelig om det, vi ser, når vi kigger på selve europagten, nemlig at det er fuldstændig naturligt, set med Dansk Folkepartis øjne, at eurolandene begynder at reparere på den fejlkonstruktion, der skete, da man oprettede euroen. En masse mennesker, der har iagttaget europrojektet, har jo gjort det klart, at skal man have en fælles valuta til at blive succesfuld, bliver man også nødt til at have en meget stærk koordinering af den økonomiske politik, en meget stærk koordinering af finanspolitikken. Det er helt logisk, at det er en forudsætning, og vi kan se ud fra det, der sker i Sydeuropa, hvor der er lande, som har fået lov til at køre helt ud ad tangenten, at det havde tjent eurolandene, at man havde fået det etableret fra starten. Derfor klandrer vi ikke eurolandene for, at de laver en europagt og i virkeligheden ser det som et første skridt på vejen til at få en langt stærkere koordinering og central styring fra Kommissionens side af landenes økonomiske udvikling. Det er helt naturligt for de lande, der vælger at være en del af en fælles valuta.

Men det er ikke i orden, og det er ikke naturligt, at Danmark som et land, der aktivt har valgt ikke at have euro, tilslutter sig europagten. Det er i hvert fald ikke naturligt at gøre det, uden at den danske befolkning har taget stilling til det, fordi det har til formål at bringe os ind i kernen af de lande, der har euroen og fører den økonomiske politik, som man har inden for eurozonen. Det har til hensigt at sikre en central koordinering af den økonomiske politik. Den danske regeringschef skal stå til rådighed for de andre lande, han skal til eksamen i, om han nu fører den rigtige økonomiske politik, og han skal forpligte sig til nogle målsætninger i de kommende 12 måneder, som følges op af en overvågning fra Europa-Kommissionens side, og vi ved godt, at det flytter en væsentlig debat, der efter vores opfattelse skal foregå i det nationale parlament, over til EU og til eurolandene specifikt. Og det ønsker vi simpelt hen ikke sker.

Vi har en dansk model i Danmark, der er højt besunget, sådan at arbejdsmarkedets parter forholder sig til lønspørgsmål. Det er klart, at man jo flytter centrum for debatten omkring løndannelse, når det pludselig skal være et anliggende for stats- og regeringscheferne på fællesmøder i Bruxelles, hvorefter Kommissionen så skal overvåge, om man nu har den rigtige lønudvikling på specifikke, sektoropdelte områder i de enkelte medlemslande.

Så der er ganske meget, der taler for, at vi skal afvise at tilslutte os den her europagt nu. Vi kan få en grundig debat, vi kan se, hvordan det udvikler sig, og så kan vi tage en ny debat i Folketinget på et senere tidspunkt, debattere det og også gerne få en folkeafstemning om det.

Jeg skal på vegne af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget kan ikke tilslutte sig dansk tilslutning til europagten. Der er intet til hinder for at udskyde beslutningen, således at der vil være tid til en ordentlig debat inden stillingtagen. Folketinget understreger, at beslutningen om, hvorvidt Danmark skal deltage, bør afgøres via en folkeafstemning om eventuel dansk tilslutning til euroen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Tak. Dette forslag til vedtagelse vil nu indgå i debatten. Jeg har en enkelt med en kort bemærkning, fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg har et spørgsmål, fordi jeg er lidt nysgerrig. På Danmarks Radios hjemmeside kan man den 4. februar 2011 læse, at hr. Morten Messerschmidt, som er europaparlamentariker for Dansk Folkeparti, siger, at europagten vil få konsekvenser for den parlamentariske situation i Danmark, og hvis regeringen vælger at tilslutte sig den, kommer de her konsekvenser. Så jeg vil gerne høre, om Dansk Folkeparti er villig til at fjerne tæppet under regeringen ved den her tilslutning til konkurrenceevnepagten, eller om det bare er tomme tønder, der buldrer.

Ordføreren.

Hvis spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt vi agter at vælte regeringen, så kan jeg skuffe spørgeren, for det agter vi ikke at gøre. Det gør vi bl.a. ikke, fordi alternativet til den nuværende regering jo i givet fald vil være en regering ledet af fru Helle Thorning-Schmidt bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og muligvis Det Radikale Venstre; det ved vi jo ikke rigtig noget om. Vil det være en regering, der bringer os bedre i mål i forhold til europagten, altså sikre, at befolkningen får indflydelse på, om vi skal tilslutte os eller ej? Næh.

Jeg synes egentlig, at den debat, vi allerede har haft i dag, jo meget godt illustrerer, at de partier, der ønsker euroen, slår sig sammen, og så sikrer de, at det her hastes igennem uden en forudgående folkelig debat for at bringe Danmark så tæt på kernen af eurolandene som muligt, uden at man altså behøver have en folkeafstemning, hvor man spørger befolkningen. Det er uærligt. Det er uværdigt. Og det har selvfølgelig konsekvenser i den forstand, at vores vælgere da ikke synes, det er sjovt. Vi synes da ikke, det er sjovt, at vi skal se på, at befolkningen bliver holdt ude af den her debat.

Tak. Så er fru Pia Olsen Dyhr for endnu en kort bemærkning.

Jeg kan så forstå, at hr. Morten Messerschmidt ikke har opbakning til det, han truede med den 4. februar. Hr. Morten Messerschmidt sagde i Børsen den 17. februar 2011 ligeledes, at han kan se fordele i, at Danmark skifter valutapolitik og lader sig inspirere af Sverige, dvs. får en flydende valutakurs. Ordføreren har jo også tidligere i dag sagt, at Dansk Folkeparti ikke ønsker sig en flydende valutakurs. Det vil sige, at hr. Morten Messerschmidt i virkeligheden ikke står inde for Dansk Folkepartis politik. Lad nu det ligge. Jeg synes bare, det var vigtigt, at ordføreren understregede det, for så ved vi, hvad vi kan forholde os til i den danske offentlighed.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg synes, det er utroligt, at hvis man siger, at man er tilhænger af, at vi fortsætter fastkurspolitikken, skal det ikke være muligt at tage en debat om, hvilke fordele og ulemper der er ved fastkurspolitikken. Jeg synes egentlig, det er utroligt, at det bliver bekæmpet her i Folketingssalen.

Vi har omvendt valgt at lade os inspirere af, hvad der foregår omkring os. Vi har holdt en konference herinde for et par uger siden, hvor vi bl.a. havde inviteret den tidligere centralbankchef fra Sverige for at give sit bud på, hvad det var, der gjorde, at den svenske økonomi udviklede sig mere positivt her efter krisen end den danske økonomi. Det burde jo være noget, også Socialistisk Folkeparti var optaget af. Det burde da være en diskussion, man fordomsfrit gik ind i, hvor man så på de fordele og ulemper, svenskerne har, i forhold til den måde, vi har valgt at gøre det på. Det er ikke et spørgsmål om, at man så er klar til at opgive den faste kurs over for euroen: Det er vi ikke. Vi opfatter det sådan, at specielt i krisetider skal man ikke gamble med sådan noget, men det er jo ikke det samme som, at man ikke kan tage en debat af, hvad det er, svenskerne har haft mulighed for, bl.a. fordi de har haft flydende valutakurs over for euroen, som danskerne ikke har haft mulighed for. Den debat skal kunne tages.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører, og så er det fru Pia Olsen Dyhr som ordfører for SF.

Det har været helt centralt for SF at sikre, at dansk tilslutning til konkurrenceevnepagten ikke vil medføre en undergravning af det danske euroforbehold. Vi er derfor gået aktivt ind i diskussionen, som i virkeligheden har fundet sted i snart 2 år, om, hvordan man styrker det økonomiske samarbejde i Europa.

Euroforbeholdet blev indført i 1993 som en del af Edinburghaftalen, og forbeholdet indeholder tre elementer. Det ene er det her med valutaen, euroen, og den er Danmark ikke medlem af. Vi er heller ikke medlem af Centralbanken, og vi er heller ikke underlagt de sanktioner, der er tilknyttet i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten. Det er de tre elementer, det danske forbehold drejer sig om.

Jeg tror bare, det er vigtigt at understrege, for nogle gange kan man blive lidt i tvivl om, hvad forbeholdet handler om, når man hører på debatten.

Men forbeholdet forbindes også af mange danskere med vores ret til at føre en selvstændig økonomisk politik i Danmark, og derfor har SF i forhandlingerne med regeringen kæmpet for at sikre, at det er den danske regering, der kan beslutte den økonomiske politik i Danmark, også i forhold til hvad der ellers kunne blive besluttet på europæisk plan. SF har derfor været med til sammen med Socialdemokraterne og Radikale Venstre at indgå en skriftlig politisk aftale med regeringen, som blev bekræftet via en beretning i Folketingets Europaudvalg i går. Aftalen indeholder følgende elementer:

Der er en anerkendelse af for det første, at tilslutningen til pagten ikke ændrer på euroforbeholdet; for det andet, at arbejdsmarkedets parters selvstændige ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår står uantastet; for det tredje, at det er op til Folketinget at bestemme pensionsalder og efterløn; for det fjerde, at det fortsat er Folketinget alene, der bestemmer indholdet i den danske finanslov; og for det femte en fastholdelse af muligheden for en vækstpolitik i krisetider, dvs. målene i 2020-planen om vækst, uddannelse, jobskabelse, grøn omstilling og social inddragelse.

De elementer har det været helt centralt for SF at sikre, og det har vi gjort i en beretning. De elementer er også blevet bekræftet i den endelige tekst i konkurrenceevnepagten, som EU’s stats- og regeringschefer skal tage stilling til i morgen og i overmorgen. Det står eksplicit i pagten, at det er medlemslandene, der bestemmer redskaberne. Der står faktisk, og jeg citerer fra pagten:

»Valget af, hvilke specifikke politiktiltag der er nødvendige for at nå de fælles mål, forbliver det enkelte lands ansvar, …«.

Der er altså sat en tyk streg under vores ret til at føre en selvstændig økonomisk politik, hvilket selvfølgelig er hele forudsætningen for, at SF kan give sin tilslutning til deltagelse i konkurrenceevnepagten, for det viser jo netop, at forbeholdet står uantastet.

For vi vil jo føre en anden økonomisk politik end den, regeringen har valgt at føre sammen med Dansk Folkeparti, hvor man har valgt at spare sig ud af krisen i stedet for at investere sig ud af krisen. Og vi vil have mulighed for at føre en anden økonomisk politik, hvis vi skulle vinde det kommende valg – og det håber jeg selvfølgelig på. Vi har i Danmark brug for at investere os ud af krisen i stedet for at spare på uddannelse, forskning og innovation, som i den grad bringer os bagud i den internationale konkurrence, og som i virkeligheden er med til at svække vores konkurrenceevne.

Statsministeren sagde derfor også tidligere i dag i Europaudvalget, at en dansk tilslutning til konkurrenceevnepagten ikke vil betyde noget i forhold til en regerings mulighed for at føre en anden økonomisk politik i Danmark. Og tro mig: SF arbejder med det for øje at føre en anden økonomisk politik her i landet.

Hvorfor så overhovedet en dansk tilslutning til konkurrenceevnepagten? Her må vi bare erkende, at dansk velstand og vækst hænger uløseligt sammen med Europas. Får vi ikke styr på økonomien i resten af Europa og gang i væksten, er det meget svært at lykkes med det i Danmark. Vi har derfor en interesse i at medvirke til at øve indflydelse på at skabe et mere konkurrencedygtigt Europa med høj beskæftigelse, sunde offentlige finanser og et stabilt finansielt system.

Men det er dog lige så afgørende for os, at Danmark har frihed til at føre den økonomiske politik, et flertal i Folketinget ønsker, så længe den er økonomisk holdbar.

Tak. Vi har en række, der har bedt om korte bemærkninger. Der er ikke plads til alle, men dem, der er plads til, er hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Per Clausen. Først er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Tak, også for den begejstrede tilslutning fra SF’s side, som man kunne høre der kom her. Jeg forstår, at SF kan føre lige præcis den økonomiske politik i Danmark, man vil, med store offentlige underskud og hvad ved jeg, så også det er blevet sikret med det her. Så kan SF jo også påvirke resten af Europa, det gør mig lidt bekymret, men smag og behag er jo forskellig.

Det, jeg ikke forstår, er, at SF’s ordfører fik sagt, at vi nærmest fik sikret forbeholdet med tilslutningen til europagten – det tror jeg måske lige er at tage munden for fuld. Er det ikke meget naturligt, når danskerne et par gange har stemt nej til euroen, at vi ikke her fra Folketingets side ligesom prøver at snige euroen ind ad bagvejen? Altså, jeg synes, det er fint nok at have det perspektiv på den lange bane, at Danmark kan tilslutte sig euroen, men ville det ikke være mere rimeligt, at tilslutningen til euroen og europagten hang sammen, og at man også havde givet tid til en ordentlig debat med det danske folk?

Ordføreren.

Jamen der er ingen tvivl om, at SF har arbejdet og altid arbejder for at beskytte det danske euroforbehold. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Egentlig vil jeg gerne sige, at jeg tror, at det er på tide, at hr. Simon Emil Ammitzbøll læser aftalen tilbage fra Edinburgh og læser, hvad der konkret står om euroforbeholdet.

Der står jo for det første, at det handler om, at vi ikke tilslutter os valutaen; for det andet at vi ikke er en del af Centralbanken; for det tredje at vi ikke er underlagt sanktioner. Ingen af de tre elementer er i spil i forbindelse med konkurrenceevnepagten.

Jeg ved godt, at man har lyst til at snyde befolkningen til at tro noget andet, men det synes jeg faktisk er uhæderligt.

Tak, så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det er jo en ret fantastisk logik, at de partier, som ønsker, at vi skulle have haft tid til at tage en diskussion med den danske befolkning, skal beskyldes for at være uhæderlige . Jamen altså, undskyld mig, vil jeg sige til fru Pia Olsen Dyhr: Dem, der er uhæderlige, hvis nogen er det – jeg kan egentlig ikke lide at bruge sådan et ord, men det var fru Pia Olsen Dyhrs eget – eller dem, der i hvert fald ikke opfører sig ordentligt, er da dem, der presser en diskussion så hurtigt igennem, at der egentlig ikke kommer nogen dialog med den danske befolkning.

Tror fru Pia Olsen Dyhr virkelig, at den danske befolkning ved folkeafstemningen tilbage i 2000 havde forudset, at et flertal i Folketinget med SF's stemmer ville indskibe Danmark i europagten? Det kunne befolkningen af gode grunde ikke vide dengang, men hvorfor så ikke tage diskussionen med den? Hvorfor tør man ikke tage diskussionen med det danske folk?

Tak, så er det ordføreren.

Er der noget, SF ikke er bange for, er det at diskutere Europa med det danske folk. Vi gør det løbende, vi tager også ud til debatter. Jeg tror faktisk, at vi er nogle, der holder EU-diskussionen levende i Danmark i modsætning til så mange andre partier – men lad det nu ligge.

Til det her med, om der skulle være tid til en diskussion, vil jeg sige, at jeg synes, det er tankevækkende, at vi siden før sommerferien sidste år i Europaudvalget løbende har haft diskussioner både med statsministeren og finansministeren om den økonomiske udvikling i Europa set i lyset af en krise i Grækenland, en krise i Irland og så sandelig også problemer i Portugal. Det er noget, vi har taget ganske alvorligt i Europaudvalget. Jeg tror også, at det har været i en del medier, og at det er blevet diskuteret rundt omkring, hvad vi skal gøre i EU for at løse de her problemer i fællesskab. Det har SF også bidraget til. Så derfor er det ikke noget, der kommer som en tyv om natten, eller ikke er blevet diskuteret i offentligheden. Der har været en lang diskussion.

Så vælger ordføreren at sige, at det her betyder, at euroforbeholdet forsvinder. Det er jo ikke korrekt, og det er derfor, jeg beder hr. Simon Emil Ammitzbøll om at tjekke, hvad forbeholdet handler om. Det her handler om en konkurrenceevnepagt, hvor Danmark suverænt stadig kan føre sin egen økonomiske politik, og derfor har det ikke noget med euroforbeholdet at gøre.

Tak, så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Altså, man får lidt indtrykket af, at der er noget, der skal skjules. Den 11. marts bliver regeringscheferne enige om en europagt; i weekenden her bliver der lavet en politisk aftale mellem de partier i Folketinget, der ønsker euroen, og så skal det her hastes igennem inden et topmøde i morgen. Vi kan allernådigst tvinge en hasteforespørgsel igennem her i dag, altså dagen efter, at Europaudvalget i virkeligheden har taget stilling til det her.

Det virker altså meget, som om der er nogle ting, man ikke ønsker at få ud i fri debat – man ønsker ikke, at befolkningen får mulighed for at engagere sig i det her. Man ligger lidt i ly af, at det her så kommer til at foregå på den desværre lidt kedelige baggrund, at der er krig i Libyen, og at alle medier jo selvfølgelig er meget optaget af det. Man undgår, at befolkningen kan finde ud af, hvad der egentlig foregår med den her europagt.

Når vi taler om den danske model, og hvad SF ellers har stået for, er det jo fantastisk, at man nu kan tilslutte sig en europagt, der taler om, at man skal overvåge lønomkostningerne, enhedslønomkostningerne, i de enkelte sektorer i de nationale lande, og at regeringscheferne skal stå til ansvar for, hvordan lønomkostningsudviklingen så er. Der skal stilles specifikke mål op for, hvordan udviklingen skal være, og man skal stå til ansvar for det. Kommissionen skal overvåge alle de her ting, og det virker altså forunderligt, at vi ikke kan få tid til at få en ordentlig debat om sådan nogle ting, også med fagbevægelsen, som burde være dybt optaget af det her. Det tror jeg egentlig også at den er. Dem i fagbevægelsen, jeg taler med, er faktisk meget ængstelige for, hvad der foregår her, og for, hvordan man flytter magt til Bruxelles i forhold til diskussionen om løndannelsen i Danmark.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har noteret mig, at LO og FTF, som jo er dækkende for mange af fagforeningerne i Danmark – jeg tror næsten, at de dækker 95 pct. af fagforeningerne i Danmark eller deromkring – har været ude at sige, at den aftale, som SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre har lavet med regeringen om konkurrenceevnepagten, bakker de op om. For den betyder, at spørgsmålet om arbejdsmarkedspolitik og løndannelse er et suverænt dansk anliggende. Det er det jo netop. Det er også indskrevet i konkurrenceevnepagten. Vi kan slås om ord. Hr. Kristian Thulesen Dahl vælger at blive ved med at kalde den europagten, jeg bliver ved med at kalde den konkurrenceevnepagten, for det er det, den handler om, og der står jo meget klart, at valget af, hvilke specifikke politiktiltag der er nødvendige for at nå det fælles mål, forbliver det enkelte lands ansvar.

Der er så en bruttoliste, heriblandt det her med løntilbageholdenhed som et forslag. Det støtter vi ikke op om. Jeg har noteret mig, at Dansk Folkeparti støtter op om den her regerings politik i forhold til at banke lønningerne tilbage i Danmark, men det er jo så en helt anden sag, og det er op til Dansk Folkeparti helt suverænt at bestemme det sammen med regeringen, for de har flertallet i Folketinget. Jeg håber så bare, at flertallet skifter.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for endnu en kort bemærkning.

Det, der er utroligt ved Socialistisk Folkepartis forvandling på EU-området, er jo i virkeligheden, at når man er blevet en del af klubben, der ønsker mere EU og at få euroen til Danmark osv., så er man blevet et parti, der i virkeligheden er med på, at vi skal undgå en grundig debat, at vi skal undgå en folkeafstemning, at vi skal undgå, at befolkningen bliver inddraget. Så synger man med på den der melodi om, at alt, hvad vi går ind i, ikke rigtig har nogen betydning. Altså, teksten kan vi bare se bort fra. Det er bare sådan noget politik. Det er ikke juridisk bindende, så det betyder ikke rigtig noget.

Fru Pia Olsen Dyhr har jo været engageret i EU-debatten i mange år, ligesom jeg har været det, og når jeg tænker tilbage, kommer jeg til at tænke på unionsborgerskabet. Dengang vi hørte om det første gang, fik vi også at vide, at det ikke havde nogen betydning, for det trådte jo ikke i stedet for de nationale statsborgerskaber. Det havde ingen betydning. Nu kan vi så se, at EU-Domstolen kommer med en mængde domme, hvor man henviser til unionsborgerskabet. Den seneste dom er Zambranodommen, som i den grad også kan give Danmark problemer, og som vi nu diskuterer kan undergrave de danske udlændingeregler.

Er det ikke rigtigt, vil jeg spørge fru Pia Olsen Dyhr, at det har været karakteristisk for den danske EU-debat, at når vi træder ind i noget, får vi altid at vide, at det ikke rigtig betyder noget, og at det først er år senere, at man finder ud af, at det rent faktisk betød noget? Den debat burde vi måske tage forlods frem for at tage den bagudrettet.

Så er det ordføreren.

Jeg er sådan set enig med hr. Thulesen Dahl i, at det ikke skal være noget, man sniger ind om natten, og at det heller ikke skal være noget, man sniger ind ad bagdøren. Man skal gå ind ad fordøren. Det er også det, vi har gjort i diskussionen om konkurrenceevnepagten. Jeg har siddet i Europaudvalget fredag efter fredag siden sidste sommer, hvor vi har diskuteret styrket økonomisk samarbejde med forskellige elementer. Der har været Kommisionens seks direktivforslag, og der har været det her forslag om en konkurrenceevnepagt, som jo så er blevet mere og mere konkretiseret hen ad vejen. Jeg synes ikke, der er noget, der er blevet lusket ind om natten, og jeg har været villig til at tage ud til adskillige debatter rundtomkring i landet for at diskutere det her, for jeg synes, debatten er vigtig.

Derfor var det jo også sådan, at det foregik for åbne døre, da vi i går i Folketingets Europaudvalg vedtog den her beretning. Det foregik ikke bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Det foregik for åbne døre, alle kunne deltage i det. Ligeså var det med det samråd, vi havde med statsministeren i dag. For hr. Thulesen Dahl har jo helt ret i, at det her ikke skal være noget, vi snyder befolkningen til. Det har aldrig været SF's ønske. SF møder det her med åben pande og diskuterer med befolkningen. Vi er nemlig ikke bange for den.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kunne forstå på fru Pia Olsen Dyhr, at den positive grund til at støtte, at Danmark går med i europagten, var, at så ville den danske regering – og det bliver jo herlige tider, når fru Pia Olsen Dyhr får indflydelse på regeringens politik – kunne påvirke den økonomiske politik i de andre europæiske lande, så den blev mere fornuftig. Fint nok. Samtidig siger fru Pia Olsen Dyhr så, at vi i Danmark til gengæld fuldstændig uberørt kan føre præcis den politik, vi vil.

Kunne fru Pia Olsen Dyhr ikke forklare mig, hvori det EU-samarbejde, som hun forestiller sig, hvor Danmark påvirker de andre, men til gengæld er stillet fuldstændig frit, skulle bestå?

Tak. Så er det ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Per Clausen har en lidt vel fri tolkning af min tale. Det, jeg understregede, og som jo også er det, der står i pagten, hvilket hr. Per Clausen faktisk bekræftede tidligere i dag, er, at det er op til landenes nationale parlamenter at beslutte, hvilken national økonomisk politik man fører.

Samtidig mødes man jo på europæisk plan en gang om året for at se, hvordan udviklingen forløber, om det går i den rigtige retning, om vi kan gøre noget for i fællesskab at øge konkurrenceevnen, om vi kan gøre noget for at gøre noget for beskæftigelsen. Det er jo bl.a. det, der ligger i strategien »Europa 2020«, som måske desværre er lagt lidt til siden og gemt væk.

For jeg tror, det er vigtigt, at man i Europa begynder at fokusere mere på vækst og innovation. Det er ikke dagsordenen lige nu, fordi vi har et borgerligt Europa, som i virkeligheden gerne vil have den her løntilbageholdenhed, som vil have, at vi skal gå på pension, når vi måske er 90 år og lignende. Det er jo en politisk kamp, vi må tage i EU – det ser ikke lyst ud, men vi kan håbe på, at det vil lykkes, og vi kan starte i Folketinget og sørge for, at vi får et andet flertal.

Tak. Så er det hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Derfor behøver man vel ikke direkte frivilligt tilslutte sig en europagt, som er baseret på den borgerlige økonomi, som jeg er enig med fru Pia Olsen Dyhr i at vi skal bekæmpe.

Det fremgår jo – det sagde hr. Kristian Thulesen Dahl også, og det har han jo ret i – at der ikke er nogen diskussion om, at EU skal overvåge lønomkostningerne. Så skal man en gang om året diskutere, hvordan det går, og i den forbindelse kan man så få frihed til selv at beslutte sig til, hvordan man vil løse problemet med stigende lønninger, men der peges dog på, at der skal rettes særlig opmærksomhed på nogle bestemte reformer. Disse bestemte reformer handler alle sammen om, hvordan man kan begrænse lønnen; de handler f.eks. om, hvordan man sikrer, at offentligt ansattes løn aldrig stiger mere end privatansattes løn.

Tror fru Pia Olsen Dyhr ikke, at det kan gøre det ganske vanskeligt i fremtiden at løfte problemer med lavtlønsgrupper i den offentlige sektor og at håndtere ligelønsproblemstillinger, hvis vi skal være afhængige af, at det kan finde nåde for EU’s overvågning af vores lønudvikling?

Tak. Så er det ordføreren.

Jo, og det er også derfor, det ikke er EU, der bestemmer, om vi skal have ligeløn i den offentlige sektor i Danmark – det er det danske Folketing, og det danske Folketing forhindrer i øjeblikket, at vi har ligeløn i Danmark. Så jeg synes, at det, der er vigtigt i denne debat, er at holde tungen lige i munden og finde ud af, hvad det egentlig er, Folketinget beslutter, og hvad det er, der besluttes på europæisk plan.

Det, der skal ske på europæisk plan, er jo, at vi skal snakke mere sammen, fordi vi kunne se af kriserne i Grækenland, Irland og Portugal og måske også en kommende krise i Spanien, at vi har brug for at have et overblik over, hvordan det går med økonomierne, og at det med hensyn til lande, der kommer rigtig galt af sted, måske vil være en god idé at sige stop, før de kommer så langt ud, at det i virkeligheden er en katastrofe for den europæiske økonomi. For det har jo ikke kun konsekvenser for Grækenland, når landet bryder sammen; det har i virkeligheden også konsekvenser for den danske krone med den fastkurspolitik, vi har.

Tak til SF's ordfører. Så er det hr. Mike Legarth som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Jeg skulle hilse fra SF og sige, at de støtter forslaget; så skulle det være på plads.

Vedrørende dansk deltagelse i konkurrenceevnepagten blev det på eurotopmødet den 11. marts 2011 konkluderet, at pagten præsenteres og drøftes på Det Europæiske Råds møde den 24.-25. marts, hvor landene uden for euroen kan meddele, om de ønsker at deltage i det samarbejde.

Pagten indebærer overordnet en metode med fælles mål, men nationale midler. Der fastlægges nogle få overordnede fælles mål, hvor de enkelte lande selv har ansvaret for at vælge de nationaløkonomiske, politiske initiativer, der efter landenes opfattelse vil være effektive for nationalt at nå de mål, der er sat op. Herefter forpligter det enkelte land sig så til at gennemføre disse nationale tiltag. Da en del af løsningerne på udfordringerne berører politikområder, der er national kompetence, er der lagt vægt på en model, hvor landene selv vælger deres forpligtelser.

De overordnede mål med konkurrenceevnepagten er altså at styrke konkurrenceevnen, øge beskæftigelsen, styrke den finanspolitiske holdbarhed og styrke den finansielle stabilitet. Der er inden for disse prioriterede områder udarbejdet et åbent idékatalog med tiltag og principper, som generelt vurderes at være effektive for at nå de overordnede mål.

Pagten kan også være en ramme om at drøfte andre spørgsmål af fælles interesse – det gælder f.eks. pragmatiske skatteforhold, udveksling af informationer om national skattepolitik og drøftelser vedrørende bekæmpelse af skatteunddragelse og endda så vidt som drøftelser om en fælles selskabsskattedatabase. Skat er imidlertid fortsat en national kompetence; det er vigtigt at holde fast i, at der ikke bliver påduttet nogen noget.

Regeringen vurderer, at det er i Danmarks klare interesse at deltage i den nye pagt, fordi vi selv har behov for at gøre en indsats for at styrke vores konkurrenceevne, øge væksten, sikre et højere arbejdsudbud og beskæftigelsen, prioritere vores offentlige udgifter effektivt og mange andre ting i den boldgade. Det er udfordringer, som vi i forvejen arbejder med, og som vi har præsenteret forslag til, men som understreger relevansen af pagten og af dansk deltagelse i pagten.

Konkurrenceevnepagten respekterer fuldt ud det danske forbehold, altså euroforbeholdet, og det bekræftes i øvrigt i det notat, der er udarbejdet af Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.

Regeringen lægger også vægt på, at der understreges, at pagten respekterer de nationale arbejdsmarkedsmodeller, herunder arbejdsmarkedets parters selvstændige kompetencer med hensyn til forhandling af løn og arbejdsvilkår. Løn- og arbejdsmarkedsforhold er altså fortsat national kompetence.

Med de ord tilslutter Det Konservative Folkeparti sig forslaget.

Tak. Vi har et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jacob Jensen.

Nu fik jeg ikke lejlighed til at stille fru Pia Olsen Dyhr spørgsmålet før, så nu stiller jeg det til hr. Mike Legarth i stedet for. Fru Pia Olsen Dyhr gjorde meget ud af – og det er også rigtigt at understrege det – at med konkurrenceevnepagten har vi stadig væk i det danske Folketing beslutningskompetencen på finanslov, skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik osv. Kan hr. Mike Legarth ikke bekræfte, at vi, til trods for at vi tiltræder en konkurrenceevnepagt, hvor der stadig væk bliver frie muligheder, ikke bare kan føre en fuldstændig lemfældig finanspolitik i Danmark med de forpligtelser, som vi allerede har påtaget os i forhold til EU-samarbejdet – her tænker jeg både på maksimal gældsætning, og jeg tænker på maksimalt underskud osv. – at vi altså har nogle forpligtelser og ikke bare kan gøre, fuldstændig som vi vil, uanset om vi tiltræder konkurrenceevnepagten eller ej?

Så er det ordføreren.

Ja, det kan jeg bekræfte. Vi har jo lavet nogle fælles regler i EU, som alle lande principielt skal følge, og det er det, vi følger op på i vores konvergensprogram, hvor vi sikrer, at vi i Danmark lever op til de gældsætningsproblemer, der kunne være, nemlig at man ikke må være over de 3 pct. Det er jo faktisk også derfor, vi har lavet genopretningspakken, nemlig for at leve op til de regler, vi selv har været med til at lave med de andre lande i EU, sådan at vi går forrest og viser et godt eksempel, fordi det alt sammen er til fælles gavn for EU og for Danmarks konkurrenceevne.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen for endnu en kort bemærkning.

Tak for et meget præcist svar. Betyder det så, at hvis S og SF får muligheden for at føre en anden politik, som jeg kan forstå fru Pia Olsen Dyhr gerne ønsker, at der allerede der er nogle begrænsninger for, hvad det er, de egentlig kan gøre? Jeg tænker på, at man jo ikke bare kan sige, at der nu skal føres en fuldstændig anderledes politik end den, regeringspartierne og Dansk Folkeparti har stået for igennem en række år med ro på de offentlige udgifter, med stabilitet omkring de offentlige finanser i al almindelighed, reformer osv. på arbejdsmarkedet. Man kan ikke bare slå over i en fuldstændig anden boldgade og så sige, at det nu skal gøres hundrede procent anderledes, for der er nogle krav til os i Danmark, og de krav er dem, som vi selvfølgelig fra regeringspartiernes side har fulgt og også vil gøre det i årene fremover.

Så er det ordføreren.

Jeg kan bekræfte over for hr. Jacob Jensen, at det er fuldstændig korrekt skitseret, at der er nogle fælles regler, som vi skal leve op til, og at det årlige program, vi som sagt laver, det, der hedder konvergensprogrammet, jo viser, hvor vi står, og det er med til indirekte at styre den økonomi, vi har. Og der er det da bekymrende at høre, at oppositionen gerne vil øge de offentlige udgifter, for det vil jo netop øge gældsætningen og dermed blive en udfordring for at kunne leve op til de regler, vi selv har sat for det økonomiske samarbejde ikke bare i Danmark, men også i EU.

Tak. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg beklager, hvis jeg forstyrrer dialogen mellem regeringspartierne, men jeg vil alligevel forsøge at sige, at jeg egentlig ikke synes, hr. Mike Legarth rigtig argumenterede for, hvorfor det var en god idé, at Danmark tilsluttede sig europagten. Jeg hørte godt, at der blev sagt noget med »fordi« på et tidspunkt, men der kom ikke rigtig nogen begrundelse derefter. Altså, hvad er det, der gør, at det her er sådan en god idé for Danmark? Når det spørgsmål så er stillet, vil jeg stadig sige, at euroen jo er et lidt særligt område, fordi det er et af de her områder, hvor man ved en folkeafstemning har taget et forbehold.

Derfor synes vi i Liberal Alliance, at det – hvad kan man sige? – er sådan lidt mere følsomt, forstået på den måde, at man måske skulle have haft den respekt for det, at der havde været en lang dialogperiode med den danske befolkning. Og hvis Danmark skal være med i europagten, som vælgerne jo ikke havde nogen som helst mulighed for at kende til, da de sagde nej til euroen i september 2000, burde det så ikke være sådan, at man sagde, at det blev knyttet sammen med et medlemskab af euroen?

Tak. Så er det ordføreren.

Vi Konservative er jo EU-tilhængere. Man har jo besluttet at være medlemmer, og vi synes så også, at der skal leves op til de fælles regler, som er lavet for landene, der er medlemmer. Konkurrenceevnepagten er jo bare en overbygning på det, og det giver faktisk Danmark åbenlyse fordele, at vi nu i fællesskab aftaler det her med hinanden. For nu kommer der en øget forståelse for, at der er nogle økonomiske rammer, der skal overholdes, og det kommer Danmark til gode, for vi er faktisk mønsterlandet. Vi er jo dem, der først tiltræder de ting, der er nødvendige, og nu kan vi så sikre, at andre lande også gør det. Det gør, at ikke bare Danmark bliver mere konkurrencedygtigt, men at alle landene i Europa bliver mere konkurrencedygtige, og det hjælper os alle sammen, for det er jo egentlig det, EU skal gøre.

Nu kan der ikke opstå en situation, hvor vi skal betale nogle store regninger til nogle lande, som lader stå til. Det er det, vi forsøger at tage i opløbet med det her, så der er åbenlyse fordele for Danmark.

Tak. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for endnu en kort bemærkning.

Så det er ganske enkelt de helt fantastiske erfaringer, vi har med stabilitets- og vækstpagten, der gør, at man nu også vil tilslutte sig europagten. Det er det, der er argumentet, for det har jo virket så fantastisk indtil nu, forstår jeg på pointen. Det var den ene ting.

Den anden ting er, at hr. Mike Legarth siger, at vi skal følge de regler, der er, og dem, der løbende måtte komme, skal vi åbenbart også følge. Jeg forstår godt hr. Mike Legarths grundsynspunkt – det er sådan set heller ikke det, jeg sætter spørgsmålstegn ved – men det, jeg spørger til, er bare, om det, når det nu ved en folkeafstemning er besluttet, at Danmark ikke skal være med i euroen, så ikke er lige smart nok, at man laver nogle nye regler om noget, som et flertal i Folketinget, som er uenigt med den danske befolkning, godt kunne have tænkt sig at folket havde stemt anderledes til, og at man så lige prøver at smutte det ind sådan ad bagvejen. Er det ikke lidt for smart?

Tak. Så er det ordføreren.

Nej, det synes jeg overhovedet ikke det er. Altså, det her har jo ikke noget som helst med forbeholdene at gøre, de er fuldstændig uændrede, og den her konkurrenceevnepagt har ikke nogen indflydelse på dem. Der er jo ikke nogen juridisk bindende aftaler. Det her er en overbygning på noget, vi allerede har, og det vil samlet set være med til at gøre, at der ikke skal betales så store renter, f.eks. fra Danmarks side, når vi låner penge, fordi der er større tillid til vores økonomi, og med lavere renter kan vi bruge rådighedsbeløbet til at levere ydelser med varme hænder og til fordel for konkurrenceevnen i stedet for at bruge pengene på at betale renter. Og det kan vi så også håbe for nogle flere lande.

Vi har jo set lande i Sydeuropa, som er i en vanskelig økonomisk situation. Med det her er der en skærpet opmærksomhed, der er et idékatalog, som man kan plukke fra, og så man kan sørge for, at man ikke havner i en situation, hvor deres rådighedsbeløb hovedsagelig vil gå til at betale renter. Det er jo det, vi skal væk fra, og gøre det samlede EU mere konkurrencedygtigt.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Nu kom vi jo ind på SF's økonomiske politik, og jeg vil bare gerne have, at ordføreren over for hr. Jacob Jensen bekræfter, at den her regering i løbet af de sidste 2 år har gravet et hul i statskassen på 80 mia. kr.

Tak. Så er det ordføreren.

Ja, så genkender vi jo sangen fra oppositionen igen. Sagen er jo, at vi i Danmark er blevet ramt af en finanskrise, der har slået hårdt. Den finanskrise ikke er opstået her, den er vi blevet ramt af, ligesom alle mulige andre lande er. Finansudvalget har netop været på rundrejse i lande i Europa, hvor jeg har deltaget. Først var vi i Letland, som jo har haft fine vækstrater og har ramt ind i muren og har haft en negativ vækst – og hør nu efter, vil jeg sige til fru Pia Olsen Dyhr – på over 18 pct. Det er altså nogle helt andre forhold, end vi taler om i Danmark. Der kan man virkelig tale om en befolkning, der lider. Derefter har vi været i Irland, som jo også har været tæt på statsbankerot og også har været i en håbløs økonomisk situation, men har rejst sig derfra, og England med David Cameron i spidsen gennemfører en hestekur for at få genskabt balancen.

Sagen er, at vi er blevet ramt af en række ulemper, som har kostet nogle penge, men så har vi også med åbne øjne gjort en lang række ting for at lempe den økonomiske krise over for befolkningen, for familierne, sådan at folk ikke har måttet gå fra hus og hjem, og så virksomheder ikke har måttet lukke. Det tager vi det fulde ansvar for. Til gengæld er det også os, der samler regningen op og betaler den med genopretningspakken.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr for endnu en kort bemærkning.

Jeg synes bare, at det var vigtigt at understrege, at den, der fører en økonomisk uansvarlig politik og graver et hul i statskassen, faktisk er den siddende regering med Liberal Alliances og Dansk Folkepartis støtte. Det synes jeg at ordføreren ganske glimrende gjorde rede for. Det er jeg da glad for at han bekræftede. Danmark er jo også et land, der ikke overholder de krav, der ligger i vækst- og stabilitetspagten om, at man maksimalt må have minus 3 pct. i offentligt underskud. Det lever Danmark jo heller ikke op til. Så jeg ryster sådan lidt på hovedet over, at ordføreren nærmest kan kaste SF i økonomisk uansvarlighed, når man i den grad har udvist økonomisk uansvarlighed. Men jeg synes også, at man i virkeligheden skal kigge mere på handling end på ord.

Ordføreren.

Det er jo helt vildt, at jeg skal stå og argumentere mod sådan en påstand. Altså, her står der en ordfører for SF og taler om, at regeringen har ført en uansvarlig politik, fordi der er det underskud, vi nu har, mens svaret fra SF er: Brug flere penge. Vi har en gældssituation, en håbløs gældssituation, og de regler, der er i EU om at få betalt gælden til tiden, vil SF ikke adressere. De tror, at man kan betale gæld med gæld. Men prøv lige at gå ud til den almindelige befolkning, og fortæl, at hvis man har underskud i familieøkonomien med flere tusinde kroner om måneden, så kan man løse det ved at stifte mere gæld. Det er jo fuldstændig vanvittigt.

Det er da derfor, der nu her i valgkampen bliver to reelle valg: Skal det være rød blok, der vil føre Danmark ud over afgrunden, eller skal det være blå blok, der fører en ansvarlig politik, så der er en fremtid for Danmark? Svaret burde være klokkeklart til blås fordel.

Tak til den konservative ordfører. Så er det hr. Niels Helveg Petersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Lad mig lige gøre en bemærkning til den tidligere ordveksling. Det uansvarlige i den politik, der er ført i Danmark i de senere år, er jo den stærke forringelse af konkurrenceevnen, der har fundet sted. Men lad det nu bare være sagt. Lad det også være sagt med det samme, at Det Radikale Venstre stemmer for det fremsatte forslag til vedtagelse.

Realiteten i den såkaldte konkurrenceevnepagt er efter vores opfattelse, at der her føjes endnu et led til bestræbelserne på at koordinere landenes økonomiske politik. Stats- og regeringscheferne skal nu også ind i arbejdet, ind i kampen så at sige, og finansministrene skal ikke være dem, der kun håndterer den økonomiske koordinering i konkurrenceevnepagten. Stats- og regeringscheferne får et større ansvar end før for, at deres lande kan leve op til målsætningerne for den økonomiske politik. De vælger så selv, hvilke midler de vil tage i brug for at nå målene. Det er klart nok, og jeg tror, at intet europæisk land ville finde sig i, at man skulle have foreskrevet, hvilke midler man skulle tage i brug.

Man kan så spørge, om det vil gøre en forskel, at stats- og regeringscheferne får et større ansvar. Det kan vi jo ikke vide med sikkerhed, bl.a. også fordi der er stats- og regeringschefer, der ikke altid uden videre har et flertal for deres politik. De skal hjem i deres parlamenter for at få tilslutning til det. Men man giver koordineringen en ny chance. Det er værd at prøve, fordi en bedre koordinering end den, der sker i øjeblikket, er så tydeligt påkrævet. Det er jo dokumenteret, det er ikke bare en påstand. Det er dokumenteret ved udviklingen især i Grækenland og Irland, at koordineringen af den økonomiske politik internt ikke har været tilstrækkelig. Der er to lande her, der er landet i en forrygende gældskrise, som for alvor truer velfærden i dem, ikke sådan i småtingsafdelingen, men virkelig så det batter. De to lande er udsat for en voldsom nedtur i velfærd og levefod, og det er jo for at undgå, at andre lande skal komme i den situation, at en bedre koordinering er nødvendig, så man også tidligere kan identificere en farlig udvikling.

For Det Radikale Venstre er det helt naturligt, at Danmark bør være med fra starten. Vi kan slet ikke se noget klogt, noget rigtigt eller noget fint i, at vi skulle vente, udsætte beslutningen om at være med i konkurrenceevnepagten. Jeg mener, det er klogt og helt logisk som følge af den valutakurspolitik, vi fører, at vi er med fra starten. Vi har jo en anden valutakurspolitik end Sverige og Storbritannien. Vores valuta flyder ikke, den er låst fast i forhold til euroen og tidligere til D-marken. Jeg kan slet ikke se, hvad der skulle være vundet ved, eller hvad der skulle være klogt ved, at vi skulle udskyde en stillingtagen til en bedre koordinering af de økonomiske politikker.

Efter min opfattelse er euroforbeholdet overhovedet ikke i spil i denne sag. Dem, der påstår det, burde gøre sig den ulejlighed i det mindste at fremføre nogle juridiske argumenter for det. Jeg kan slet ikke se – jeg kan slet ikke få øje på det – hvilke beføjelser der med Danmarks tilslutning til pagten her overlades til EU, hvilke beføjelser danske myndigheder overlader til EU ved den beslutning, vi her træffer. Jeg kan ikke få øje på det, og jeg synes, at dem, der vil argumentere på den led, i det mindste burde gøre sig umage med en argumentation for, på hvilket man bygger, at der her skulle være tale om overladelse af beføjelser til EU.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Må jeg ikke godt starte med at rose ordføreren for i det mindste ikke at nedtone vigtigheden af pagten. Jeg synes faktisk, det er helt rart i forhold til de tidligere ordførere, at der er en, der ligesom siger, at det her er noget; det er noget, man kan bruge til noget. For sådan som jeg forstår ordføreren, er det et tiltag, som, hvis man havde gjort det tidligere, ville betyde, at man havde kunnet undgå den græske økonomiske situation. Sådan forstod jeg ordføreren. Men det kan ordføreren måske bekræfte?

Tak, så er det ordføreren.

Så langt tør jeg ikke gå, altså at man dermed ville have undgået kriserne i Grækenland og Irland. Men det kan godt være, at man tidligere havde identificeret faresignalerne og dermed taget fat på det noget tidligere.

Tak, så er det fru Pia Adelsteen for endnu en kort bemærkning.

Må jeg så ikke spørge ordføreren: Hvorfor tog man ikke vækst- og stabilitetspagten i brug? Den har jo nogle redskaber til ligesom at sige, at man maks. må have så og så stor gæld, maks. have så og så stort underskud, og der er altså nogle muligheder for at indføre nogle sanktioner mod de lande, som skal overholde den. Ville den ikke have kunnet forhindre det, der er sket med de lande i Sydeuropa? Hvorfor tager man ikke den i brug, i stedet for at man gør som nu, nemlig at fortsætte med at bygge ovenpå i stedet for at sige, at de regler, vi har, måske er gode nok, hvis vi bare havde brugt dem?

Tak. Så er det ordføreren.

Det kan der nok være noget om, men jeg vil jo nok sige, at finanskrisen, da den kom med stor voldsomhed i 2008, viste, at vækst- og stabilitetspagten altså ikke var stærk nok. Diget var ikke stærkt nok, og håbet må knytte sig til, at man med denne koordineringsmekanisme, der nu lægges oveni, får større styrke til at forhindre den type ulykker, som vi oplevede.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg havde lige glemt, at Enhedslistens ordfører er ordfører for forespørgerne.

Liberal Alliance synes ikke, det er på sin plads, at Danmark tilslutter sig europagten, når vi har et euroforbehold. I vores logik bør tilslutningen til euroen og tilslutningen til europagten følges ad. Det er også derfor, at vi sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten har bedt om denne forespørgsel – og tak for det tværpolitiske samarbejde – nemlig for at sige: Skulle vi nu ikke, hvad end man nu måtte mene om euroen, prøve at respektere den afstemning, der ligger næsten 11 år tilbage, hvor danskerne sagde nej til euroen? Man går nu ind og laver nogle nye regler, som hr. Mike Legarth så smukt formulerede det, som man så synes at vi skal følge, i stedet for at tage en diskussion med det danske folk.

Det kan man gøre på to måder. Vi vil foretrække, at man kæder det fuldstændig sammen med euroen og derfor på et tidspunkt tager en folkeafstemning, hvor befolkningen kan stemme samlet om en tilslutning til euroen og europagten. Men hvis man ikke vil det, kunne man da i det mindste have afsat ordentlig tid til at diskutere det her med den danske vælgerbefolkning.

Det er jo sådan, at det her dybest set bygger på et tysk-fransk forslag, som i en modificeret udgave er kommet frem, og som Folketinget så på ganske, ganske få dage – man kan nærmest ikke engang sige uger, selv om der dog er gået mere end 1 uge – har valgt at tilslutte sig. Det har man så valgt at gøre via et møde i Folketingets Europaudvalg i går, på trods af at tre partier ihærdigt har forsøgt at få debatten og vedtagelsen her i Folketingssalen.

Jeg har også på et tidligere tidspunkt i min karriere prøvet at være oppositionspolitiker, og dengang mente vi, at det var meget vigtigt, når det var særlig vigtige sager, at de skulle ned i Folketingssalen, så skulle de ikke bare puttes i et udvalg, så skulle de herned, men jeg kan jo forstå på den argumentation, som jeg har hørt fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale, at den holdning er de gået bort fra. De synes ikke længere, at de særlig vigtige ting skal diskuteres her i Folketingssalen, men at det er fint nok, at det foregår i et udvalg.

Jeg beklager, at Liberal Alliance ikke er repræsenteret i Europaudvalget og derfor ikke har mulighed for at deltage i diskussionen der, men jeg synes også, at en diskussion af den karakter, som vi ser her, burde kunne tages i Folketingssalen og ikke i Europaudvalget. Man kunne jo have ventet med betænkningsafgivelsen til efter den her debat. Der står jo ikke skrevet eller mejslet i sten nogen steder, at beretningen skulle laves i Europaudvalget i går. Man vidste jo, at den her debat ville være her.

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor man er så forhippet på at være med i europagten, og jeg synes heller ikke, at det fremgår af den argumentation, der har været.

Lad det være sagt helt klart om Liberal Alliances politik, så der ikke er nogen misforståelser, at Liberal Alliance mener, at Danmark skal med i euroen den dag, hvor de sydeuropæiske lande har styr på deres økonomi, men ikke før. Og vi mener, at en tilslutning til euroen og europagten hænger uløseligt sammen, eftersom vælgerne ikke vidste, at der ville komme en europagt, da de stemte om euroen i september 2000. Derfor står vi bag det fælles forslag til vedtagelse, som vi har fremsat sammen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det finansministeren.

Jeg vil gerne takke for debatten og for den brede tilslutning til en dansk tilslutning til konkurrenceevnepagten.

Jeg vil godt lige til hr. Per Clausen sige, at den fremstilling, han giver, efter min mening er noget forvrænget, og derfor vil jeg godt lige erindre om, at konkurrenceevnepagten er en politisk pagt, altså en politisk aftale og ikke en juridisk aftale. Jeg vil også godt erindre om, at den økonomiske politik er en national kompetence, og det rokkes der ikke ved. Jeg vil også godt fremhæve, at løn- og arbejdsmarkedspolitik er et nationalt kompetenceområde, og det rokkes der ikke ved. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at euroforbeholdet består uantastet, og at en afskaffelse af det forbehold kræver en folkeafstemning, og det ændrer konkurrenceevnepagten ikke noget ved.

Så er der blevet rejst et spørgsmål om og ligesom blevet antydet, at der er noget lusk med den procedure, der har været. Jeg vil godt sige, at eurolandene aftalte konkurrenceevnepagten den 11. marts 2011. Eurolandene præsenterer på Det Europæiske Råds møde her i morgen og i overmorgen pagten, hvor de beder landene uden for euroen om at meddele, om de ønsker at deltage i denne pagt.

Det har regeringen set på, og regeringen finder, at intentionerne i konkurrenceevnepagten ligger i tråd med og i stærk forlængelse af danske interesser og også ligger i tråd med vores økonomiske politik. Vi deler nemlig målene om, at vi skal have styrket konkurrenceevnen, at der skal være øget beskæftigelse, styrket finanspolitisk holdbarhed og styrket finansiel stabilitet. Vi vurderer det som en styrke, at disse spørgsmål sættes på dagsordenen for stats- og regeringschefernes møder. Det er en god ting, at de skal drøfte en sund økonomisk udvikling i euroområdet, at de skal drøfte en ansvarlig og holdbar økonomisk politik i euroområdet. Og vi har en interesse i, at eurolandene løbende gennemfører de nødvendige strukturreformer.

Da der ikke flyttes kompetencer til EU – intet flyttes fra det enkelte land til EU – og da det er i en stærk dansk interesse at være med alle steder, hvor der drøftes forhold, som kan påvirke Danmark, har vi besluttet at tilslutte os pagten på rådsmødet her torsdag-fredag, og vi er glade for, at et flertal i Folketinget deler vores opfattelse.

Det er naturligvis den til enhver tid siddende regering og dens parlamentariske grundlag, som fastlægger Danmarks økonomiske politik, men det, der er fælles for både regering og opposition, er reglerne i vækst- og stabilitetspagten – regler, som siger, at underskuddet ikke må overstige 3 pct. af BNP, og at ØMU-gælden ikke må overstige 60 pct. af BNP. Det er dette, som danner baggrund for de henstillinger, som EU-landene får om at konsolidere deres økonomi, og disse henstillinger gælder jo alle, og det ændrer konkurrenceevnepagten ikke ved.

Så antydes det, at det her luskes igennem i ly af krigen i Libyen. Intet kan være mere forkert. Denne pagt er lagt åbent frem, den er blevet drøftet i pressen, processen har været kendt, og vi har drøftet det i Folketinget. Det gør, at vi klart kan afvise påstande om, at vi lusker dette igennem. Det er en åben og fuldt ud demokratisk proces, som ligger til grund for beslutningen.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Pia Adelsteen.

Nu havde vi jo møde i går i Europaudvalget, og der fik ministeren også spørgsmålet. Man bliver jo ved med at sige, at det her er en åben, demokratisk proces, som så har varet 12 dage – 13 dage med i dag. Det kan vi da godt sige. Normalt plejer politiske debatter at vare lidt længere. Det, man så også bliver ved med at holde sig til, er: Jamen det her er ikke en juridisk bindende aftale, det er jo bare en politisk bindende aftale.

Så nu vil jeg stille ministeren det samme spørgsmål, som jeg stillede statsministeren i dag: Anser politikeren hr. Claus Hjort Frederiksen en politisk aftale for at være lige så bindende som en juridisk aftale?

Tak. Så er det ministeren.

En aftale kan jo være moralsk bindende, og når man har givet sit ord, har man givet sit ord, og det håber jeg da også vil præge den her aftale. Men det, der er kendetegnende ved en politisk aftale, er jo, at man ikke kan idømme medlemslandene sanktioner, hvis de ikke følger de intentioner, der er i aftalen. Det er jo forskellen på en juridisk forpligtende aftale og en politisk forpligtende aftale.

Men der skal da ikke være nogen tvivl om, at jeg mener, at en politisk forpligtende aftale er moralsk og personligt forpligtende, og at man ikke bare kan give sit ord sådan i øst og vest og så rende fra det, men de hårde kendsgerninger er, at der jo ikke er nogen sanktioner i forbindelse med en politisk aftale.

Tak. Så er det fru Pia Adelsteen for endnu en kort bemærkning.

Det er jo helt rigtigt: Der er ikke nogen sanktioner i forhold til det her, fordi det ikke er en juridisk aftale. Men jeg ser jo, ligesom ministeren åbenbart gør det, sådan på det, at det altså er en bindende aftale. Det her er en aftale, vi laver med EU om, hvordan vi skal håndtere vores økonomiske situation. Det er fair nok, men vi havde også en i forvejen i vækst- og stabilitetspagten, og min påstand er jo, at mange af de situationer, man ser i de sydeuropæiske lande, kunne være undgået, hvis man bare havde holdt sig til den aftale, man rent faktisk havde i forvejen.

Det, der også er paradoksalt, og som også har været oppe i debatten, er, at Dansk Folkeparti jo har støttet regeringen igennem 10 år, fordi vi støtter den økonomiske politik. Jeg kan jo så sidde og sige, at jeg da også håber, at andre lande vil føre sådan en ansvarlig økonomisk politik, men jeg mener principielt, det er landene selv, der bør beslutte det, og ikke EU. Og jeg mener, det her kan betyde indførelsen af, at det er EU, der beslutter det.

Tak. Så er det finansministeren.

Jamen sådan er det jo også. Det, der følger af konkurrenceevnepagten, er jo drøftelser, indsigt og åbenhed omkring de økonomiske udfordringer, som de forskellige lande kæmper med, og derfor er det ikke en bestemt model, der tromles ind over alle EU-landene. Så jeg er da enig i, at de drøftelser skal vi have, men vi har også haft de her drøftelser, vil jeg godt sige til fru Pia Adelsteen, igennem længere tid, for tankerne omkring den her pagt kom jo frem i oktober måned sidste år, og vi har ved forskellige lejligheder drøftet, hvad indholdet kunne være, og vi har fulgt processen. Så jeg synes ikke, det er en rigtig beskrivelse at give, at det er noget, der bare lige er dukket op her på det seneste, og at det er noget, vi lusker igennem.

Jeg mener klart, at det med hensyn til den her pagt falder i dansk interesse at medvirke fuldtonet i drøftelser af forhold internationalt i EU, som påvirker Danmark.

Tak. Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg har et enkelt spørgsmål til ministeren, som det har været helt umuligt at få et klart og fornuftigt svar på, selv om jeg har stillet det skriftligt og stillet det til både finansministeren og statsministeren mundtligt. Det er blevet sagt fra finansministerens side, at fordi europagten ikke er et juridisk dokument, men kun en politisk aftale, så har det ingen lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark at tilslutte sig den.

Så vil jeg bare spørge ministeren om, hvordan han så tackler den udfordring, at der i europagten udtrykkeligt står, at man forpligter sig til at omsætte EU’s finanspolitiske regler, som de er fastlagt i stabilitets- og vækstpagten, til national lovgivning. Hvordan vil ministeren gøre det uden at lave ny lovgivning i Danmark?

Tak. Så er det finansministeren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår spørgsmålet. Altså, det, der følger af stabilitets- og vækstpagten, er jo gældende regler i Danmark i dag, som vi skal leve op til. De lande, der ikke lever op til reglerne i stabilitets- og vækstpagten, får som bekendt nogle henstillinger, og det er jo også noget, vi har brugt rigtig, rigtig meget tid på at diskutere i Europaudvalget og i Folketinget. Så det er selvfølgelig klart, at det, der følger af stabilitets- og vækstpagten, er der juridiske forpligtelser og juridiske sanktioner knyttet til.

Det, der jo er det særlige ved konkurrenceevnepagten, er, at det er en politisk aftale. Det er en aftale om, at stats- og regeringscheferne sætter sig rundt om bordet og diskuterer de udfordringer, som vi alle sammen har med hensyn til konkurrenceevne, finansiel stabilitet og den økonomiske politik, og regeringscheferne giver så deres bud på, hvad de vil gøre i deres hjemlande. Tænk, det synes jeg er en rigtig, rigtig fornuftig ting. Men konkurrenceevnepagten ændrer intet ved reglerne i stabilitets- og vækstpagten. De regler er jo juridisk bindende.

Tak. Så er det hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Meget kan man sige om finansministerens svar, men beroligende er det ikke. Når han siger, at han ikke forstår spørgsmålet, så vil jeg spørge, om han heller ikke har erindring om, at han i europagten har læst formuleringer om, at man skal indføre en gældsbremse, en budgetlov osv., og at det er en pligt, man får, når man tilslutter sig europagten. Jeg synes, det er lidt uheldigt, hvis finansministeren ikke er vidende om, at det er det, der står i europagten. For det er en af de betingelser for at komme med i europagten, som er soleklar.

Det er rigtigt, at man kan gøre det på forskellige måder. Finansministeren kan vælge at lave den danske grundlov om, eller han kan vælge at lave en budgetlov, eller han kan muligvis gøre noget tredje eller fjerde, men det er en kendsgerning, at der er et krav om, at man skal udvide lovgivningen i alle landene med en lovgivning, som klart fastlægger, at der skal være en form for budgetkontrol.

Tak. Så er det finansministeren.

Jeg er også lidt ked af, at hr. Per Clausen ikke læser de dokumenter, der er i de her sager. Det er jo sådan, at det først skal identificeres, om et land har et problem med at overholde budgetterne, før man skal diskutere de her ting. Vi har jo også diskuteret – og det står tydeligt – at der ikke er nogen juridisk forpligtelse i EU-reglerne til at gennemføre en budgetlov. Regeringen finder af andre grunde, at det er en meget fornuftig ting, og derfor har vi foreslået at gennemføre en budgetlov, men det er ikke noget, der følger af konkurrenceevnepagten.

Tak, så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Tak til finansministeren. Jeg vil egentlig gerne følge op på det sidste spørgsmål, for vi havde statsministeren i samråd tidligere i dag i Europaudvalget, hvor han netop også understregede, at en budgetlov i Danmark intet har med EU's konkurrenceevnepagt at gøre, og derfor ville regeringen fremsætte den ligegyldig hvad og gøre det med Dansk Folkepartis opbakning.

Jeg vil bare spørge, om den opbakning stadig væk er der, så finansministeren ikke kommer tilbage på et eller andet tidspunkt med en forventning om, at de, der står bag ønsket om at træde ind i EU's konkurrenceevnepagt, skal lægge stemmer til en budgetlov, fordi vi så indirekte er tvunget til det. Det vil jeg gerne have finansministeren til at bekræfte, altså at det må være et flertal i Folketinget og ikke dem, der har sagt ja til den her konkurrenceevnepagt.

Tak, så er det finansministeren.

Selv om Dansk Folkeparti og regeringen har et lidt forskelligt syn på EU og EU-bestemmelser og processerne, har vi jo det tilfælles, at vi føler og tager et stort ansvar for landets økonomiske situation. Jeg kan jo beklage, at det er i modsætning til fru Pia Olsen Dyhrs parti, som ikke deltager i at imødekomme de henstillinger, og det gør Socialdemokraterne heller ikke. Derfor kunne man jo ønske sig et lidt større engagement i at efterleve reglerne, man sådan er livet jo så forskelligt. Der er jo ingen sammenhæng mellem, at man er EU-tilhænger, tilsyneladende, og så ønsket om at føre en ansvarlig økonomisk politik. Sådan er livet så underfuldt.

Tak, så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen det kan godt være, at det er, fordi jeg kun havde matematik i gymnasiet og ikke fortsatte på universitetet, at jeg ikke kan forstå, at det er økonomisk ansvarligt at have et underskud på de offentlige finanser på 80 mia. kr., men det vil jeg nu mene er økonomisk uansvarligt. Men lad det nu ligge, det her handler om EU's konkurrenceevnepagt.

Når vi nu i den forbindelse snakker om økonomisk ansvarlighed, har jeg lagt mærke til, at Dansk Folkeparti, både fru Pia Adelsteen og hr. Morten Messerschmidt, har foreslået, at Danmark skal have en flydende valutakurs. Hvordan hænger det sammen med at føre en ansvarlig økonomisk politik i Danmark?

Finansministeren.

Jeg vil sige til fru Pia Olsen Dyhr, at det har undret mig længe, at SF anser det for en ansvarlig økonomisk politik at skulle ud at spare 79 mia. kr., som underskuddet er i år. Jeg har hørt det flere gange, også fra hr. Ole Sohn, der synes, at det er stærkt betænkeligt, at vi kører med et underskud. Men det, at vi var gældfri, da krisen ramte os i 2008, gør jo netop, at vi har den økonomiske handlefrihed, at vi kan skaffe danskerne så gelinde og så skånsomt igennem den her krise som muligt. Men jeg kan forstå, at fru Pia Olsen Dyhrs recept er, at vi i år skulle spare 79 mia. kr. Tænk, det ville jeg synes var alt for hårdt over for den danske befolkning.

Tak til finansministeren. Så får ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen, mulighed for at runde debatten af.

Jeg synes måske, det er en lille smule stærk kost, at finansministeren fra Folketingets talerstol benægter, at det fremgår af europagten, at man skal lave en eller anden form for lovgivning – en budgetlov, en forfatningsændring eller noget andet – som sikrer, at EU's økonomiske regler bliver skrevet direkte ind i den nationale lovgivning. Det er vel noget af det, der fremgår mest tydeligt af europagten. Men det bliver vi jo nødt til at tage op igen og igen, indtil vi kan få en forklaring på, hvordan det kan være sandt, at det, som enhver kan læse står i pagten, ikke betyder noget. Jeg vil bare sige, at ministeren talte om manipulation i forbindelse med mine indlæg; jeg tror, at ministeren er langt på den anden side af manipulation, når han benægter baggrunden for mine spørgsmål i den her sag.

Det er vel i grunden, når alt kommer til alt, det, som er meget karakteristisk for debatten i dag, nemlig at hver gang vi kommer til kernen, hver gang vi kommer til det politiske indhold i europagten, så forsøger man at flytte sig væk og beskrive det her, som om det er politisk neutralt. Det har så den charme, kan jeg forstå på flere af tilhængerne, at det vil give Danmark gode muligheder for at påpege mangler i andre europæiske landes økonomiske politik, hvorimod det naturligvis vil stille Danmark fuldstændig frit til at føre den politik, man har lyst til. Fra de borgerlige partiers side tilføjes det altid »med hensyntagen til stabilitetspagten«, underforstået, at det, man så ikke siger så tydeligt nu, er, at man er fuldstændig overbevist om, at Socialdemokraternes og SF’ernes økonomiske politik af EU vil blive dømt for at stride mod stabilitetspagten.

Man kan jo ikke afvise, at EU vil nå frem til de beslutninger, når man ser på, hvad der er det reelle politiske indhold i europagten. Det reelle politiske indhold i europagten er, at man ganske nøje beskriver en problemstilling, en forståelse af problemstillingen, som svarer til den politiske opfattelse, vores nuværende regering og flertal i Folketinget har. Derefter går man i gang med – med stor omhu og relativt grundigt – at redegøre for, hvordan man kan bruge en række af de redskaber, som vi har set udfoldet i Danmark, som vi har set udfoldet i andre EU-lande, og hvorom man så klart siger: Det er også dem, der skal bruges fremover. I den sammenhæng at opfatte europagten som sådan en erklæring om, at vi bare fremover skal snakke sammen om den økonomiske politik i EU, tror jeg det vil være meget uklogt at satse på forholder sig på den måde.

Så diskuterer man forholdet til euroforbeholdet. Vi får jo heldigvis i april måned en debat om euroforbeholdet set i forhold til den lange række af forandringer, der sker i styringen af EU-politikken og den økonomiske politik i medlemsstaterne, og hvilken rolle EU kommer til at spille i forhold til den. Det bliver spændende at se, om man stadig væk vil fastholde det synspunkt, at forbeholdet opretholdes uantastet. I hvert fald kan jeg ud fra fru Pia Olsen Dyhrs beskrivelse af, hvad euroforbeholdet indeholder, allerede nu se store vanskeligheder med, at SF kan opretholde en holdning om, at man kan støtte alle de tiltag, der sker i EU, uden at komme i konflikt med euroforbeholdet. Men det vil vi vende tilbage til; det bliver en spændende debat, når vi kommer så langt.

Men kan jo undre sig over, og det skal være min sidste bemærkning, hastværket i den her sag. Om det er ønsket om at tilfredsstille Merkel og Sarkozys forventelige krav om, at man hurtigt viser, at man er i stand til at rette ind og makke ret og tilslutte sig europagten, eller det er ubehaget ved, hvad der kunne ske, hvis den danske befolkning for alvor fik tid til at diskutere det, der driver hastværket, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder betyder det i hvert fald, at der træffes en forhastet beslutning, uden at den danske befolkning er blevet spurgt, og det synes jeg er skidt. Men jeg kan love, at vi får god anledning til at diskutere den her og andre problemstillinger vedrørende EU's økonomiske politik, også i den nærmeste fremtid.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg skal sige, at afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil finde sted tirsdag den 29. marts 2011.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)