Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 6:

Forespørgsel til finansministeren om det danske euroforbehold:

Vil ministeren redegøre for, hvordan han vil sikre, at det danske euroforbehold respekteres, når EU gennemfører en tidligere og mere omfattende kontrol af den økonomiske politik og udvider de sanktioner, der kan gennemføres over for landene, hvis de ikke følger de påbud om indholdet i den økonomiske politik, som EU udstikker?

Af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 28.10.2010. Fremme 04.11.2010).

Den første, der får ordet, er hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne for at begrunde forespørgslen, værsgo.

Den danske befolkning har jo gentagne gange klart tilkendegivet, at den ikke ønsker, at Danmark skal indgå i eurosamarbejdet. Begrundelsen har været, at man godt vidste, at konsekvenserne af at indgå i eurosamarbejdet ville være, at man måtte blive en del af en fælles økonomisk politik, som bliver bestemt og besluttet i EU.

Politikken er altså klar fra befolkningens side, og begrundelsen er klar. Alligevel foregår der i dag med den danske regerings aktive støtte debatter, som kan betyde, at hovedlinjerne i den danske finanslov skal godkendes af EU; at der bliver en hurtigere og mere effektiv EU-kontrol af den danske stats finanser; at man udvider EU's kontrol til at omfatte det, man kalder makroøkonomiske forhold – det er spørgsmål om inflation, ledighed, lønniveau osv. – og at landene uden for eurosamarbejdet bliver straffet på samme måde som eurolandene, fordi man vil have mulighed for at tilbageholde udbetalinger til landbruget, strukturfondstøtte m.v. i samme størrelsesorden som de bøder, eurolandene kan pålægges.

Det er fremgået af debatten i Folketingets Europaudvalg, at det fra regeringens side helt klart er en strategi at reducere forskellen på at være med i eurosamarbejdet og ikke være med så meget som overhovedet muligt, altså i virkeligheden at undergrave det danske euroforbehold. Derfor synes jeg, det er på tide, at vi får en drøftelse af de her forhold i Folketingssalen. Derfor den her forespørgselsdebat.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det finansministeren for besvarelse af forespørgslen.

Danmark har som bekendt forbehold for deltagelse i tredje fase af den økonomiske og monetære union, ØMU’en, i eurosamarbejdet. Forbeholdet er udmøntet i en protokol til Traktaten, der slår fast, at virkningen af Danmarks undtagelse fra ØMU’ens tredje fase er, at alle artikler og bestemmelser i Traktaten og i ESCB-statutten, hvori der henvises til en dispensation, ikke vil gælde for Danmark. Ophævelsen af denne undtagelse vil kun blive indledt på Danmarks anmodning.

Lissabontraktatens artikel 139 præciserer de bestemmelser, der ikke gælder for lande med dispensation, dvs. uden for euroen, herunder Danmark. Undtagelsen indebærer overordnet, at Danmark ikke deltager i den fælles valuta, euroen, og ikke deltager i eurolandenes fælles pengepolitik, der varetages af Den Europæiske Centralbank, ECB, samt at Danmark ikke er omfattet af visse bestemmelser vedrørende samarbejdet om den økonomiske politik. Det drejer sig særligt om visse bestemmelser i Traktaten og stabilitets- og vækstpagten, nemlig muligheden for at modtage pålæg ifølge artikel 126, stk. 9, dvs. skærpede politiske henstillinger, og at blive pålagt økonomiske sanktioner i form af rentefri deponeringer og bøder i henhold til artikel 106, stk. 11. Spørgsmålet om eventuel dansk fremtidig deltagelse i eurosamarbejdet vil skulle afgøres ved en folkeafstemning.

EU-drøftelserne om styrket økonomisk samarbejde er foreløbig resulteret i en rapport fra finansministertaskforcen under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd, som blev godkendt på det europæiske rådsmøde den 28.-29. oktober. Rapportens anbefalinger skal nu omsættes til konkrete ændringer af stabilitets- og vækstpagten m.v. på grundlag af Kommissionens forslag til retsakter. Det er målet, at Ecofin, finansministerrådet, og Europa-Parlamentet skal nå til enighed herom senest i sommeren 2011.

Taskforcen har bl.a. foreslået en ny ramme for samarbejdsprocesserne i form af det, man kalder Det Europæiske Semester. Forslaget blev vedtaget af Ecofin den 7. september og indebærer bl.a., at EU-landenes stabilitets- og konvergensprogrammer, som præsenterer de overordnede planer for den økonomiske politik, herunder information om de nationale budgetplaner for det kommende år, fremover skal afleveres i april, mens Ecofins udtalelse om landenes programmer derefter vedtages i juni-juli.

De eksisterende procedurer indebærer, at landene afleverer deres programmer i slutningen af året, mens Rådet vedtager udtalelser i begyndelsen af det følgende år. Den primære ændring er således timingen, idet landenes programmer fremover behandles inden sommerferien, dvs. inden landene udarbejder deres nationale finanslove.

Formålet med Det Europæiske Semester er at styrke det, man kalder ex ante-koordinationen af den økonomiske politik, dvs. at have drøftelser af EU-landenes økonomiske politik forud for vedtagelsen af den nationale politik. Den proces kan sammenlignes med de råd og anbefalinger, som EU-landene får fra internationale organisationer som f.eks. OECD og IMF eller fra nationalt hold, som vi kender det i Danmark, når Det Økonomiske Råd udstikker anbefalinger som udspil til de økonomisk-politiske overvejelser.

Introduktionen af Det Europæiske Semester skal ses i lyset af erfaringerne fra krisen, der har vist, at landenes økonomiske politikker kan påvirke den økonomiske udvikling i andre lande. Landene ventes i forbindelse med Det Europæiske Semester at tage højde for eventuelle EU-anbefalinger, når landene fremlægger deres finanslovforslag i de nationale parlamenter. Danmark og de øvrige EU-lande har imidlertid lagt afgørende vægt på, at det enkelte land fortsat selv fastlægger sin nationale finanslovprocedure, og at der således ikke er tale om, at EU skal godkende de nationale finanslove.

Det danske euroforbehold vedrører som nævnt euroen, ECB og den fælles pengepolitik samt muligheden for at modtage pålæg og blive pålagt visse økonomiske sanktioner og har dermed ikke noget at gøre med Det Europæiske Semester.

Når det gælder spørgsmålet om sanktioner, indeholder taskforcerapporten forslag om at supplere de eksisterende sanktionsregler for eurolandene med flere håndhævelsesmekanismer, både økonomiske sanktioner og politiske mekanismer. Håndhævelsesmekanismerne skal starte på et tidligere tidspunkt og anvendes progressivt i både den forebyggende og den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten.

Under pagtens forebyggende del foreslår taskforcen for alle EU-lande, at Kommissionen skal give en advarsel til de lande, som afviger betydeligt fra stabilitets- og vækstpagtens regel om strukturelle budgetforbedringer på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet, indtil man efterlever sit mellemfristede budgetmål. Rådet vil senest 1 måned derefter vedtage en henstilling om at gennemføre tiltag til at korrigere afvigelsen. Hvis landet ikke gennemfører passende tiltag inden for 5 måneder, vil Rådet vedtage en ny henstilling om at gøre fremskridt mod de mellemfristede budgetmål.

For alle EU-lande foreslås endvidere nye rapporteringskrav, hvis tilpasningen til de mellemfristede budgetmål er utilstrækkelig. Samtidig vil en manglende efterlevelse af en henstilling om at gøre fremskridt mod de mellemfristede budgetmål indebære, at Rådet udarbejder en rapport til Det Europæiske Råd, og at Kommissionen vil gennemføre overvågningsbesøg.

Med hensyn til økonomiske sanktioner foreslår taskforcen en totrinsproces, hvor man først styrker de eksisterende sanktioner for eurolandene og siden hen, men så hurtigt som muligt, indfører nogle nye sanktioner af en anden type, som skal gælde for alle EU-landene. De skal dog ikke gælde for UK, der har en særlig undtagelse fra vækst- og stabilitetspagten. Under første trin foreslås for eurolandene, at en henstilling om fremskridt mod de mellemfristede budgetmål i den forebyggende del af pagten skal udløse en rentebærende deponering, hvis det konstateres, at et land ikke efterlever henstillingen om fremskridt mod de mellemfristede budgetmål og derfor får en ny henstilling.

Også under pagtens korrigerende del foreslår taskforcen styrkede sanktioner for eurolandene. Hvis et euroland allerede er pålagt en rentebærende deponering under den forebyggende del af pagten, konverteres denne til en rentefri deponering, når Rådet beslutter, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, og samtidig vedtager en henstilling til eurolandet om at bringe det offentlige underskud ned under 3 pct. af BNP inden for en given frist og gennemføre strukturelle budgetforbedringer.

Hvis landet ikke er pålagt en rentebærende deponering, udløser beslutningen om eksistensen af et uforholdsmæssigt stort underskud ikke en økonomisk sanktion i dette trin af processen. Hvis det imidlertid konstateres, at landet ikke har efterlevet henstillingen, pålægges en bøde. Hvis det pågældende land efterfølgende får et pålæg og heller ikke efterlever denne skærpede henstilling, kan bøden endvidere øges med en variabel komponent, der afhænger af underskuddets størrelse. En sådan bøde med en fast og en variabel del svarer til den eksisterende sanktionsmulighed i pagten. Det nye er altså, at sanktionerne starter på et tidligere tidspunkt i proceduren og optrappes gradvist.

De eksisterende sanktioner under artikel 126 omfatter kun eurolande, altså eksklusive Danmark og andre ikkeeurolande. Det vil de også kun gøre i trin to, hvor alle lande eksklusive UK omfattes af økonomiske sanktioner. I dette andet trin indføres nye sanktioner for alle EU-lande bortset fra UK. Disse sanktioner skal baseres på bredest mulige dele af EU-budgettet, det vil sige, at der skal være mulighed for at suspendere midler fra EU-budgettet til landene i tilfælde af manglende overholdelse af de finanspolitiske regler. De relevante dele af budgettet kunne f.eks. være strukturfondene.

Allerede i dag indeholder forordningen om Samhørighedsfonden mulighed for at stoppe udbetalinger i tilfælde af manglende efterlevelse af stabilitets- og vækstpagten, nemlig hvis et land har fået en henstilling, men ikke har gennemført effektive tiltag for at nedbringe det uforholdsmæssigt store underskud. Det er det princip, som nu tænkes udbredt til andre dele af EU's budget, herunder strukturfondene m.v. Sammenhængen mellem midler fra Samhørighedsfonden og overholdelsen af EU's finanspolitiske regler har eksisteret i mange år. Der har så vidt vides aldrig været nogen, som har ment, at det var et problem i forhold til euroforbeholdet. Taskforcerapporten blev som nævnt godkendt af Det Europæiske Råd på mødet den 28. og 29. oktober. Der er således enighed om de overordnede principper for nye skærpede sanktionsregler. Taskforcens forslag skal nu udmøntes i konkrete retsakter.

Udmøntningen af forslagene vedrørende nye sanktioner relateret til EU's budget forventes at ske snarest i forbindelse med forhandlingerne om de flerårige finansielle rammer inden for EU. Det er forventningen, at sanktionsreglerne vil blive implementeret ved at indskrive dem i de relevante budgetforordninger, ligesom det i dag er tilfældet med Samhørighedsfonden, og formentlig ikke via en ændring af stabilitets- og vækstpagten.

Taskforcen har endvidere foreslået at udvikle et samarbejde om håndtering af makroøkonomiske ubalancer i EU-landene. Samarbejdet skal bidrage til at sikre, at landene adresserer store og vedvarende problemer med f.eks. konkurrenceevnen og betalingsbalancen. Der arbejdes i den forbindelse med at indføre økonomiske sanktioner for eurolande, som får henstilling om at håndtere uforholdsmæssigt store makroubalancer, men som ikke gennemfører tiltag for at få styr på problemerne. Dette samarbejde om makroubalancer har, ligesom Det Europæiske Semester og styrkelsen af stabilitets- og vækstpagten, ikke noget med euroforbeholdet at gøre.

I øvrigt er det i Danmarks interesse, at vi lader os omfatte af sanktioner, fordi vi dermed får øget indflydelse på samarbejdet, herunder beslutninger om håndhævelse af reglerne om sanktioner over for andre lande, og dermed kan være med til at forhindre, at andre landes uansvarlige økonomiske politik får skadeligt afsmittende virkninger på vækst og beskæftigelse i Danmark. Vi har jo ikke i Danmark tænkt os at føre en politik, der vil kunne tænkes at kvalificere os til sanktioner. Det siger sig selv, at det er en klar forudsætning for regeringens støtte til reformen, at det økonomiske samarbejde, herunder de kommende regler om sanktioner, der omfatter Danmark, er i fuld overensstemmelse med det danske euroforbehold. Under hele processen har Danmark derfor lagt afgørende vægt på, at euroforbeholdet respekteres. Når der måtte foreligge konkrete forslag til udmøntning af sanktioner fra alle EU-lande, vil regeringen udarbejde en juridisk vurdering af dette spørgsmål.

Lad mig konkludere med at slå fast, at det danske euroforbehold vedrører de sanktioner, som allerede er indeholdt i traktaten og stabilitets- og vækstpagten. Det er sanktioner, som nu styrkes, og som fortsat kun gælder for eurolandene. De sanktioner, som Danmark og andre lande uden for euroen vil blive omfattet af, handler om en mulig suspension af midler fra EU-budgettet svarende til de eksisterende regler vedrørende Samhørighedsfonden, som Danmark og andre lande uden for euroen allerede er omfattet af. Dette princip er der altså ikke noget nyt i.

De nye rammer for samarbejdet, herunder de nye samlede sanktionsregler, vil efter min vurdering med andre ord ikke ændre et komma i det danske forbehold over for euroen, ECB og den fælles pengepolitik samt pålæg og den særlige type sanktioner, som gælder for eurolandene. Under alle omstændigheder, og for at vi får en fuld belysning af det spørgsmål, vil jeg understrege, at regeringen som nævnt vil udarbejde en juridisk vurdering af dette spørgsmål, når vi kender de konkrete forslag.

Tak til finansministeren for besvarelsen. Så går vi over til forhandlingen, og den første, der får ordet, er hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Jeg skal takke for ministerens redegørelse, som jo var en grundig gennemgang af de dokumenter, der eksisterer i sagen. Jeg vil bare sige, at jeg sådan set ser frem til den juridiske redegørelse, der vil påvise, at det ikke gør nogen forskel i forhold til euroundtagelsen, når man ændrer reglerne, sådan at Danmark økonomisk kan straffes fuldt på højde med og på lige vilkår med eurolande, bare med den forskel at man i stedet for at indføre en bøde udvider mulighederne for at inddrage indtægter, som Danmark ellers skulle have haft.

Når man når frem til, at Danmark kan straffes for præcis det samme, som dem, der er med i euroen, kan straffes for, og med præcis det samme beløb, så vil man efterfølgende føre en juridisk begrundet argumentation for, at der stadig væk er enormt stor forskel, og at forbeholdet derfor overhovedet ikke er antastet. Jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at man i statsadministrationen og andre steder har jurister, der vil være i stand til at løfte den opgave at komme med sådan en argumentation, men jeg ser alligevel lidt frem til den, for jeg tror, det bliver endnu et spændende gennembrud i den her debat.

Det, jeg ellers ville starte med, handler om det, som ministeren jo indledte med at gennemgå, nemlig hvilke konsekvenser det får, at hovedlinjerne, kan man sige, for en dansk finanslov skal sendes til EU, før finansloven endeligt udarbejdes. Disse hovedlinjer bliver jo ikke bare sendt ned, og så kan der komme nogle råd ligesom dem fra Det Økonomiske Råd, og hvis Det Økonomiske Råd kritiserer det, så ignorerer man det bare. Men sagen er jo, at de henvisninger, de henstillinger, de råd, der kommer fra EU i forhold til hovedlinjerne for den danske finanslov, skal man rette sig efter. Og det er ikke sikkert, at den danske befolkning i ret stor udstrækning bliver opmærksom på det, for det foregår jo netop, før det første udkast til finansloven er lavet. Derfor er det helt rigtigt, som det er sagt, at den danske finanslov ikke fremover skal til godkendelse i EU, nej, det, der skal godkendes i EU, er de hovedretningslinjer, som er gældende for det finanslovarbejde, der efterfølgende gennemføres.

I virkeligheden giver det formentlig EU større mulighed for at udøve indflydelse i forhold til den økonomiske politik i Danmark, end hvis det var selve finansloven, man skulle have til godkendelse. Og så har det selvfølgelig også det særlige element i sig, at det i virkeligheden gør det muligt, at der kan foregå en sådan proces i det skjulte. Jeg har nogle gange spurgt til, hvordan regeringen forestillede sig at Folketinget og Folketingets Europaudvalg skulle informeres om, hvad det var, man sendte ned til EU, og hvilke svar der kom fra EU, men så vidt jeg kan forstå, kan vi komme i den situation, at vi er nødt til at bruge bestemmelserne om aktindsigt for at få indblik i det.

Så den første afgørende pointe fra Enhedslistens side er, at hovedlinjerne i dansk finanspolitik fremover skal forhåndsgodkendes af EU, og det betragter vi som en klar forandring, som en langt større indgriben over for Danmarks muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik end det, vi har set indtil nu. Og vi synes faktisk, at det er rigtig, rigtig problematisk, at man gennemfører det i en situation, hvor man godt ved at den danske befolkning har stemt nej til at komme med i euroen – og det er helt klart, fordi der har været et ønske om at bevare en mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik.

Så indfører man det – og det redegjorde ministeren sådan set meget rigtigt og grundigt for – at den kontrol, der har været indtil nu, skal være hurtigere, og så skal den være mere effektiv. Og i naturlig forlængelse af den diskussion, der har været, om, hvordan man kan få økonomien til at fungere i eurolandene, kan man spørge, om det ikke forudsætter, at man har en fælles økonomisk politik. Så sent som i dag kunne jeg læse i Politiken, at en af Politikens mange kloge medarbejdere har skrevet en artikel om det, hvor hans konklusion er, at nu må man tage sig sammen og erkende, at man fratager landene deres mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, og sørge for, at der bliver ført EU-økonomisk politik, for ellers kan man ikke få euroen til at fungere. Der er sådan set kun ét problem i det argument, og det er, at rundtomkring i befolkningerne i Europa er man ikke indstillet på at overlade det til EU at styre den økonomiske politik, og man har heller aldrig rigtig fået det vedtaget. Og i forhold til Danmark må man i hvert fald sige, at vi jo et par gange har fået mulighed for at stemme om, hvorvidt vi syntes, det var en god idé, og det har vi jo klart stemt nej til.

Så er der det, at man udvider det, som EU går ind i, til også at omfatte makroøkonomiske forhold. Det handler om inflation, ledighed, eksport, lønstigninger, arbejdsudbud m.v., altså en lang række forhold, som det jo for så vidt er relevant at forholde sig til. Det spændende er bare, hvilke konsekvenser det får, når EU får mulighed for at gå ind her og komme med påbud og direktiver og efterfølgende gennemføre sanktioner over for de lande, der ikke følger påbuddene og direktiverne.

Vi ved, at hvis man spørger finansministeren, om man kan være sikker på, at det ikke kan føre til, at EU direkte vil blande sig i pensionsalder, arbejdsløshedsunderstøttelse, enhedslønomkostninger osv., og hvis man direkte spørger, om ministeren kan garantere, at det bliver der ikke tale om, og at den danske regering, hvis der bliver tale om det, vil afvise det og sørge for, at det kommer ud af aftalen, så kan man ikke få noget svar på det. For da jeg forsøgte at stille det spørgsmål, fik jeg et svar, og det var langt, meget langt, men der indgik ingen klare ord i svaret, hverken et klart svar på, om det var udelukket, at det kunne ske, eller et klart svar på, om den danske regering ville modvirke det.

Så vi kan altså konstatere, at ved at inddrage de makroøkonomiske forhold bliver der mulighed for en langt større, langt mere indgribende og langt bredere indblanding i Danmarks muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik. Jeg er godt klar over, at den nuværende regering ingen drøm har om at føre en selvstændig økonomisk politik, for hvorfor skulle man også det, når man nede i EU har et stort flertal for at føre en markant borgerlig-liberalistisk nedskæringspolitik? Hvorfor skulle en dansk borgerlig regering så have lyst til at gøre op med det?

Man kunne have en lille forhåbning om, en lille ambition om, at en kommende S-SF-regering måske på nogle områder kunne have et ønske om at føre en anden politik, men det kan selvfølgelig også være meget bekvemt, at man har nogle at give ansvaret, hvis man ikke rigtig ønsker det.

Så er der selve pointen om sanktionerne. Det er der, hvor jeg synes det bliver rigtig muntert, når nogen siger: Jamen det, der gør, at det her holder sig inden for euroforbeholdet, er, at vi ikke kan få bøder i Danmark. Nej, det er rigtigt, det kan vi ikke få, men vi kan modregnes i vores indtægter, og det er også meningen, at vi skal modregnes i vores indtægter, præcis ligesom man får bod i eurolandene. Det skal også helst være det samme beløb, og det skal være for de samme forseelser, for det er nemlig meget vigtigt, har både statsministeren og finansministeren sagt, at der er så lille en forskel på, om man er med i euroen eller ikke er med i euroen, som overhovedet muligt. Det skulle jo gerne være sådan, at når man på et tidspunkt skal til at have en euroafstemning, kan man sige: Jamen hold nu op, vi har jo ikke nogen selvstændighed ved ikke at være med i euroen, som vi kan tabe, den har vi tabt for længst, så hold nu op med det pjat.

Det er jo pointen her, og jeg må indrømme, at det, at man forsøger at bygge det op på sådan en meget juridisk ting, synes jeg ikke er særlig holdbart. Realiteten er, at man udvider muligheden for at tilbageholde midler fra Danmark, og det betyder, at man kommer til det.

Så er jeg kommet så langt nu, at jeg bliver nødt til at læse det forslag til vedtagelse op, som vi vil fremsætte. Det er jo en sag, som der kan tales længe om, og formanden har udvist den fornødne tålmodighed med mig, så det skal jeg ikke trampe mere i. Enhedslisten har følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»EU behandler en række forslag, der yderligere vil begrænse Danmarks mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Forslagene vil betyde,

- at hovedlinjerne i den danske finanslov skal godkendes af EU,

- at der indføres en hurtigere og mere effektiv EU-kontrol af den danske stats finanser,

- at EU's kontrol udvides til at omfatte makroøkonomiske forhold (inflation, ledighed, eksport, lønstigninger, arbejdsudbud m.v.),

- at landene uden for euroen bliver straffet på samme måde som eurolandene, ved at der kan tilbageholdes landbrugsbetalinger, strukturforbundsstøtte m.v. i samme størrelsesorden som de bøder, eurolandene kan pålægges.

Folketinget konstaterer, at disse opstramninger undergraver de muligheder, euroundtagelsen giver Danmark for at føre en selvstændig økonomisk politik og totalt vil underlægge Danmark den borgerlige nedskæringspolitik, som EU har dikteret samtlige EU-lande.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at afvise disse forslag eller sikre, at befolkningen ved en folkeafstemning får mulighed for at stemme om, hvorvidt den vil acceptere, at euroudtalelsen reelt sættes ud af kraft.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 5).

Tak. Dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først fru Pia Olsen Dyhr.

Når Enhedslisten nu har så travlt med at male en vis herre på væggen, synes jeg, jeg gerne vil spørge, om hr. Per Clausen er opmærksom på, at når vi taler om tal, der skal forelægges Økofin, altså økonomiministrenes råd, taler vi om de samme tal, der bl.a. bliver sendt til OECD i dag; det er tal, der bliver sendt rundt, hvor vi også får anbefalinger fra Det Økonomiske Råd osv., så der faktisk ikke er nogen forskel, og der ikke er tale om, at man decideret i Økofin skal sidde og sætte sit røde stempel på den danske finanslov og sige go eller ikke go. Her i Danmark overlader vi det indtil videre trygt til Dansk Folkeparti. Men er hr. Per Clausen enig med mig i den tolkning?

Ordføreren.

Nej, jeg er altså nødt til at sige, at det er noget pjat. Det er noget pjat at sige, at når man sender nogle tal om, hvordan man forestiller sig at en dansk finanslov skal skrues sammen, ned til EU, svarer det til at sende dem til OECD og de økonomiske vismænd osv., som så kan komme med deres gode råd.

Realiteten er jo, at det er meningen, at de råd og vejledninger og direktiver, man får fra EU efterfølgende, skal man rette sig efter. Det handler jo om at få styr på EU's økonomi, euroens økonomi, og hvis det er sådan, at det bare er en studiekreds, det her fører til, kommer man jo slet ikke i nærheden af det, som er formålet med at sende tingene ned til EU, så jeg er uenig med fru Pia Olsen Dyhr. Det kan godt være, tallene bliver de samme, men konsekvensen af ikke at rette sig efter de henstillinger, man får, er helt anderledes, end hvis man bare ignorerer Det Økonomiske Råds og vismændenes gode eller mindre gode råd.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen jeg synes, det er dejligt, at hr. Per Clausen er enig med mig i, at det ikke er finansloven, de får til godkendelse. Det synes jeg vi skal sætte en tyk streg under.

Det andet er, om Danmark bliver underlagt de samme sanktioner som de øvrige eurolande. Og der vil jeg godt bede ordføreren svare på, om Danmark bliver underlagt de samme sanktioner, som ordføreren nævnte i sit indlæg. Det kan godt være, at ministeransvarlighedsloven ikke gælder for folketingsmedlemmer, men jeg synes alligevel, det er væsentligt at tale sandt. Det korrekte er jo, at det er nogle andre sanktioner, vi taler om, og vil ordføreren ikke give mig ret i, at det allerede i dag er muligt at lave det, der hedder budgetsanktioner, altså holde penge tilbage på det fælles EU-budget, og at det ikke er en ny form for sanktioner, der bliver indført?

Man kan allerede i dag holde penge tilbage i forhold til Samhørighedsfonden, og det er der måske i virkeligheden god mening i, for det er jo et element, hvor man prøver at understøtte de fattigste, og hvis de penge ikke kommer de fattigste til gode, kan man så holde pengene tilbage, og det er Enhedslisten vel enig i. Vi vil vel gerne have, at de fattigste får adgang til de midler, og der er jo allerede den sanktion, så det er jo ikke en ændring af regimet som sådan – eller hvad?

Ordføreren.

Nu har jeg aldrig sagt, at det var finansloven, der skulle til godkendelse. Jeg sagde, at det var rammerne for finansloven, der skulle til godkendelse, så fru Pia Olsen Dyhr har ligesom ikke fået nogen stor gevinst ved at få mig til at gentage det, jeg hele tiden har sagt.

Det andet, jeg vil sige, er: Jamen hvis det er sådan, at man kan idømmes en økonomisk sanktion for at begå nogle overtrædelser af den rådgivning og vejledning, man får fra EU, om, hvilken økonomisk politik man skal føre, og at den sanktion har præcis den samme størrelse, hvad enten man er et euroland eller et ikkeeuroland, så tror jeg nok, der er mange ude i det danske land, der vil have lidt svært ved at forstå, at det udgør en afgørende forskel, der gør, at det her ikke er nogen trussel mod euroforbeholdet, fordi man i det ene tilfælde får modregnet indtægterne og i det andet tilfælde skal indbetale pengene på en anden måde. Beløbet er de samme, konsekvenserne er de samme, og det, man straffes for, er præcis det samme.

Så er det hr. Kim Mortensen for en kort bemærkning.

Det var jo ikke, fordi der blev afsløret noget synderligt nyt under Enhedslistens ordførers gennemgang. Men alligevel synes jeg, at det, der sådan er et gennemgående træk, er, at det med, at landene skal have en åbenhed omkring deres økonomi, ikke er noget, Enhedslisten bryder sig om. At de 27 EU-lande i fællesskab laver nogle aftaler om, hvordan den økonomi, som alle landene jo er indbyrdes afhængige af, skal føres, er heller ikke noget, Enhedslisten bryder sig om, og det med, at et land, der gentagne gange overtræder de fælles spilleregler, som de 27 lande er blevet enige om, får en sanktion, er heller ikke noget, Enhedslisten bryder sig om. Så langt så godt, det har vi hørt Enhedslistens ordfører oplyse Folketinget om.

Mit spørgsmål er så: Hvad kunne Enhedslisten så forestille sig, at vi satte i stedet for? Enhedslisten må jo have et bud på, hvad der så skal træde i stedet for, at 27 lande laver nogle fælles aftaler med hinanden om den økonomiske politik.

Ordføreren.

Nu har Enhedslisten sådan set det synspunkt, at det ville være rigtig godt, hvis der var en række lande, som lavede nogle aftaler om f.eks. at føre en økonomisk politik, som satte gang i beskæftigelsen, sikrede velfærden og fik taget hul på at løse den udfordring, vi står over for med at løse klimaproblemerne. Det ville være rigtig godt, hvis der blev lavet en aftale mellem lande i Europa og også andre lande om det.

Men dels er det jo ikke det, der sker, fordi EU i al væsentlighed fører en politik, der går ud på det modsatte, og dels er der jo forskel på at sige, at det ville være rigtig fornuftigt, hvis lande i fællesskab lavede nogle aftaler, og så at lave et system, hvor det er sådan, at Kommissionen er i stand til at pålægge et land at føre en bestemt politik, hvis der ikke er et flertal imod det i EU-landene. Det er Irland et godt eksempel på, for hvis Irland nu får det, man kalder hjælp, vil det betyde, at der ved det næste irske valg ikke er nogen grund til at stemme. Det er nemlig ligegyldigt, hvilken regering man får, for den politik, der skal føres, er den, som EU dikterer.

Hr. Kim Mortensen.

Jeg tror, at Enhedslisten og Socialdemokratiet hurtigt kan blive enige om, at det ikke ligefrem er en socialistisk formand for Europa-Kommissionen, og at det heller ikke ligefrem er socialistisk ledede regeringer, der er flest af i Europa. Men det er jo lidt svært at lave regler, hvis det skal være sådan, at der er nogle regler, der gælder, når der er et bestemt politisk flertal i Europa, og nogle andre regler, der gælder, når der er andet politisk flertal i Europa.

Det, jeg vil spørge hr. Per Clausen om, er: Hvis det her ikke skal bygge på, at landene laver de her aftaler i fællesskab, hvad er det så for et system, hr. Per Clausen forestiller sig vi skal bruge i Europa, som kan afløse det? Det er jo trods alt demokratisk valgte finansministre, der har nedsat en taskforcegruppe, der er kommet med nogle resultater, og det er demokratisk valgte finansministre, der så har godkendt dem. Hvis det ikke er vejen frem, hvad er det så for et system, vi skal have ifølge hr. Per Clausen?

Ordføreren.

Vejen frem er i hvert fald ikke, at vi efter næste folketingsvalg skal føre en borgerlig økonomisk politik i Danmark, fordi der måske er et flertal blandt de 27 EU-lande, der kræver det, eller fordi det fremgår af EU-traktaten, at det skal vi. Vejen frem kunne være – og det ved jeg at ledende socialdemokrater på europæisk plan også tidligere har talt om – at de lande i Europa, som ønskede at gøre noget ved klimaproblemerne, som ønskede at skabe beskæftigelse og ønskede at forsvare velfærden, gik sammen i nogle aftaler og sagde: Det vil vi så i fællesskab arbejde på.

Jeg ved godt, vi skal lede længe efter de gode lande for tiden. Men der kunne jo komme bedre tider, og så var det bedre, at de lande, der ville det, havde mulighed for at handle og agere i fællesskab, end at man er afhængig af, om man kan få lov til det af EU-bureaukratiet og af det flertal, der måske stadig væk skulle være af borgerlige regeringer i EU.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Når jeg rejser mig for at tage ordet, er det lidt i forhold til det forslag til vedtagelse, som hr. Per Clausen har læst op, for jeg vil bare sige, at vi egentlig stort set kan bakke det op – 98 pct. af det, vil jeg mene – i Dansk Folkeparti. Vi har dog lidt forbehold over for det med, at Danmark underlægges den borgerlige økonomiske politik, og det er jo nok der, forskellen er mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Men resten kan vi bakke fuldt op om. Af samme årsag har jeg valgt ikke at lave et forslag til vedtagelse, kan jeg sige, for vi er så ens på de her punkter.

Der bliver spurgt så meget til de her sanktioner, så jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Per Clausen, om ikke det er korrekt, at der i forvejen er mulighed for sanktioner, men at man har valgt aldrig at bruge dem. Og i stedet for at tage dem i brug vælger man bare at lave det mere og bredere. I øvrigt er jeg enig med hr. Per Clausen i, at både eurolande og ikkeeurolande får det samme. Så kan man kalde det bøder eller manglende indtægt, men i princippet er det det samme.

Ordføreren.

Fru Pia Adelsteen har jo ret i, at som det er i Danmark i dag med det politiske flertal, der er, er den danske regering og det flertal, der er i Folketinget, i stand til at lave en politik, der næsten er værre end den, EU ønsker man skal have. Det er selvfølgelig et selvstændigt problem og er en uenighed mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og det er der ikke nogen grund til at lægge skjul på. Jeg er glad for, at fru Pia Adelsteen også erkender, at sådan er det.

Så vil jeg bare sige, at pointen, som jeg ser det her, er, at i EU har man jo længe ønsket at få mere magt over den økonomiske politik i de enkelte lande, og så har man brugt den krise, der er opstået nu, til at rejse den diskussion og forsøge at mase det igennem. Det er vi vant til, altså, når der opstår en eller anden krise eller vanskelighed, har en regering eller Europa-Kommissionen altid en række forslag i skuffen, som man hiver frem og ligesom prøver at få igennem, selv om man måske godt kunne have opnået det, der selv efter ens egen opfattelse var nødvendigt, ved hjælp af de gamle midler. Men man skal jo altid videre, og i EU skal man hele tiden videre med at give mere magt til EU og begrænse landenes magt tilsvarende.

Fru Pia Adelsteen.

Jamen tak for det. Jeg er for så vidt for en stor dels vedkommende enig. Det, jeg så også godt kunne tænke mig at spørge om, er de makroøkonomiske forhold, som hr. Per Clausen selv har nævnt. Er det ikke sådan – og nu ved jeg godt, at vi måske lidt står og bekræfter hinanden – at man efterhånden tager sådan en lille bid af lagkagen hele tiden, for det er jo efterhånden lige meget, hvilke politikområder det er, så har det en konsekvens i forhold til finanspolitik?

Det betyder så også, at hvis EU vil have euroen, eller rettere sagt, hvis en del politikere vil have euroen, er man nødt til at kigge på samtlige forhold inden for alle politikområder for at få den til at fungere. Og derfor er der stort set ikke nogen selvstændighed tilbage i de nationale stater.

Ordføreren.

Altså, for mig er der jo ikke ret meget tvivl om, at hvis man vil have en fælles mønt, som man har i euroen, og ikke vil risikere, at det fører til gentagne kriser og forstærker risikoen for at få valutakriser, hvad vi jo kan se nu, bliver man nødt til at sikre, at man i hovedsagen fører om ikke nødvendigvis præcis den samme politik, så i hvert fald har styr på, hvilken politik der føres i de enkelte eurolande. Det lægger man jo heller ikke skjul på. Altså, hvis vi læser Kommissionens forslag, er der jo ikke dér noget at være i tvivl om. Det her handler om, at man vil have styr på den økonomiske politik i alle eurolandene, og så vil man da også gerne have det i de lande, der ikke er med i euroen.

Men sandheden er jo, at hvis det ikke var, fordi den danske regering og et flertal i Folketinget var så forhippet på at komme med hele vejen, så kunne Danmark såmænd godt på en række af de her områder få de samme undtagelser som England. Men det har man ingen interesse i, det ønsker man ikke, fordi man vil reducere forskellen på at være med i euroen og stå uden for euroen til at være så lille som muligt, så det bliver nemmere at vinde den folkeafstemning, man håber man engang får taget sig sammen til at have mod til at tage.

Så er det fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning, værsgo.

Tak. Jeg synes jo altid, det er interessant, når Enhedslisten og Dansk Folkeparti står sammen. Jeg synes også, det er interessant at høre deres argumenter, så det vil jeg sådan set ikke spørge ind til. Det er der i virkeligheden ingen grund til.

Det, der undrer mig meget, er, at hr. Per Clausen synes, at England lige præcis er det forbillede, vi skal have – det England, hvor der virkelig skæres ind til benet i velfærdsydelserne. Det er åbenbart det land, som Enhedslisten synes er forbilledligt, og det vil jeg egentlig gerne have en uddybning af.

Ordføreren.

Nej, England er jo for så vidt et godt eksempel på, at ikke alle ulykker kommer fra EU. Nogle regeringer og flertal er selv i stand til at gennemføre ulykker helt ved egen kraft. Jeg tror ikke, man skal være i tvivl om, at nogle af de lande i Europa, der nu gennemfører de her meget omfattende nedskæringer, gør det, fordi de enormt gerne vil. Nogle steder henviser man til EU, og andre steder henviser man ikke til EU.

Det, jeg henviste til i forbindelse med England, var, at man dér jo, som ministeren også var så venlig at gøre opmærksom på, har en undtagelse i forhold til det der med, om man kan få nogle modregninger – man kan ikke idømmes bøder, for det er det jo ikke – i de indtægter, man har. Altså, England har en undtagelse, som man jo kan bruge fornuftigt eller bruge ufornuftigt. Det er klart, at hvis man har undtagelser, kan man bruge dem fornuftigt eller ufornuftigt, og vi håber jo, at der bliver et flertal i det danske Folketing for at føre en fornuftig økonomisk politik efter næste valg. Men risikoen er der for, at der stadig væk vil være et flertal for at føre en ufornuftig politik. Men jeg tror bare ikke, det bliver bedre af, at man overlader til EU at styre det.

Fru Lone Dybkjær.

Altså, EU går jo sådan set kun ind, hvis vi i forvejen har et problem, og det er så det næste, jeg vil spørge til. Synes Enhedslisten, at det er sådan rigtig godt, at vi ikke længere kan klare at melde os ind i euroen? Vi kan jo i realiteten ikke få vores forbehold ophævet – og derfor er det en lidt absurd diskussion – og det kan vi ikke, fordi vi har et kæmpe underskud på finansloven, budgetterne osv. Hvad er egentlig Enhedslistens svar på det?

Jeg forstår, at man trods alt ikke synes, England er et forbillede, og det synes jeg ville være meget godt at få præciseret også i eurodebatten, men hvad er så Enhedslistens svar på vores budgetunderskud? Det er jo sådan set kun derfor, vi har et problem, altså at vi har en regering, der i virkeligheden har gjort det umuligt for os at ophæve forbeholdet.

Ordføreren.

Nu tror jeg sådan set, at vi godt ved egen kraft i Danmark kan finde ud af at føre en økonomisk politik, hvor man både gør noget ved beskæftigelsen og skaber arbejdspladser, løser klimaudfordringerne, sikrer en fortsat udbygning af velfærden og samtidig ikke har et stort underskud på statsfinanserne. For jeg er da enig i, og det har også altid været Enhedslistens politik, at man skal undgå underskud på statsfinanserne.

Men det skal vi jo undgå, fordi det er den politik, vi ønsker at føre i Danmark, og ikke fordi vi får den dikteret fra EU's side – også fordi der altid fra EU's side er en række ekstra tilføjelser om, hvordan man skal gøre, tilføjelser, som vi i Enhedslisten er fuldstændig uenige i. Der er jo ingen grund til at overlade til EU at styre dansk økonomi, bare fordi VKO-flertallet har kørt Danmark ud over afgrunden.

Tak til hr. Per Clausen. Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Flemming Møller fra Venstre.

Den globale finanskrise har afsløret et uacceptabelt overforbrug i flere europæiske lande, som ville have betydet et fuldstændigt sammenbrud af økonomien, hvis ikke de pågældende lande havde været medlemmer af euroen. Kun gennem medlemskab af euroen er sådanne lande blevet sikret mod en økonomisk nedsmeltning, der ville have betydet et meget alvorligt tab, ikke kun i disse lande, men bestemt også hos udenlandske samarbejdspartnere og långivere. Finanskrisen har også afsløret, at flere af disse lande ikke har overholdt spillereglerne i eurosamarbejdet; de såkaldte konvergenskrav er i adskillige tilfælde blevet overtrådt.

Derfor er der også god grund til at justere reglerne, så man i fremtiden kan undgå, at de enkelte lande kommer så langt ud i det økonomiske uføre. Med en lille og åben økonomi har Danmark en betydelig interesse i at kunne opretholde fastkurspolitikken i forhold til en stabil euro. På samme måde er det vigtigt for Danmark, at enkelte landes problemer ikke udløser en devalueringsbølge, som vil bremse al samhandel.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Venstre ønsker euroforbeholdet og de øvrige skadelige forbehold afskaffet gennem en folkeafstemning, så Danmark kan blive helt og fuldt medlem af EU, men så længe vi har forbeholdene, skal de selvfølgelig respekteres, det ligger helt fast. Men der er nu heller ikke noget, der tyder på, at de ikke bliver det i de ændringer, der overvejes i øjeblikket. Det Europæiske Semester vedrører ikke euroforbeholdet, det er slet og ret en aftale om større åbenhed og om landenes vilje til at overholde konvergenskravene. Slut med gætterier mellem regeringen og oppositionen, om finansloven overholder konvergenskravene, nu kan Kommissionen selv fortælle, om det er godt nok, helt på samme måde, som mange andre instanser leverer høringssvar.

Derudover foreslås det at sætte tidligere og mere gradvist ind, når enkelte lande ikke overholder spillereglerne. De gamle sanktioner var voldsomme og kunne derfor virke helt ude af proportioner, når landene kun havde små overskridelser. Derfor foreslås det nu at indføre en række advarsler og henstillinger, inden Kommissionen gennemfører overvågningsbesøg, og først derefter kan det udløse de hidtidige sanktioner.

Forløbet med advarsler og henstillinger m.v. er fælles for alle EU-lande, men sanktionerne er meget forskellige. Kun i yderst grove tilfælde kan et ikkeeuroland overhovedet blive udsat for en form for sanktion; det vil kun kunne ske efter gentagne henstillinger, som landet vel at mærke nægter at efterkomme. Det vildeste, Danmark således kan blive udsat for, er et stop for udbetaling af EU's fonde, men det er der altså slet ikke noget nyt i, det har man kunnet i mange år.

Det er derfor ikke i Danmarks interesser at mistænkeliggøre det arbejde, der foregår om at sikre en stabil euro. I Danmark har vi al mulig grund til at arbejde for, at konvergenskravene fremover overholdes med stor sikkerhed. Vores politik er at overholde konvergenskravene som en helt naturlig konsekvens af en ansvarlig økonomi.

Med disse ord vil jeg gerne på vegne af Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at de forslag, som fremgår af den Task Force-rapport som EU's finansministre har udarbejdet, er et godt udgangspunkt for det videre arbejde med at styrke det økonomisk-politiske samarbejde i EU.

Landenes, herunder Danmarks, muligheder for at føre en ekspansiv finanspolitik fastholdes uændret i Stabilitets- og Vækstpagten. Det gælder også de muligheder for fleksibilitet i tilfælde af lavkonjunktur og kriser, der blev styrket i 2005. Men de økonomiske rammevilkår i Danmark er naturligvis påvirket af den økonomiske situation og den økonomiske politik i andre EU-lande. Det er derfor vigtigt, at Danmark får øget indflydelse på samarbejdet og medvirker til at understøtte en sund økonomisk udvikling i EU til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Folketinget finder det afgørende, at reformen af det økonomiske samarbejde er i fuld overensstemmelse med det danske euroforbehold og noterer sig, at regeringen vil udarbejde en vurdering af dette spørgsmål, når der foreligger konkrete forslag til udmøntning af sanktioner.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 6).

Tak. Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger, og først er det hr. Per Clausen.

Jeg har to spørgsmål til hr. Flemming Møller. Det første er, at han fik det beskrevet, som om det bare vil blive, som det altid har været, med de muligheder, der bliver fremover, for at inddrage Danmarks indtægter fra EU, men er hr. Flemming Møller ikke enig med mig i, at mulighederne for at inddrage indtægter bliver udvidet i meget, meget væsentlig grad? Det synes jeg jo er vigtigt, for det kan godt være, at man tidligere kunne inddrage i nogle særlige tilfælde inden for en begrænset fond, men nu udvider man det altså dramatisk.

Det andet, jeg godt kunne tænke mig at få hr. Flemming Møllers svar på, er om det, der står i forslaget til vedtagelse af alle de EU-venlige partier, nemlig at man vil bruge den her anledning til at øge Danmarks indflydelse i EU. Hvordan forestiller man sig det skulle ske?

Ordføreren.

Det er klart, at Danmarks indflydelse i EU øges ved mere samarbejde med landene i EU, sådan er det jo, og forbeholdene er skadelige for vores samarbejde i EU, fordi vi tager forbehold for fællesskabet, det er jo ikke en måde at få indflydelse i et fællesskab på. Så et nærmere samarbejde vil bevirke, at man får mere indflydelse, og sådan er det i ethvert demokratisk system.

Til det andet spørgsmål om tilbageholdelse af midler fra fondene vil jeg sige, at det er korrekt, at man også har tænkt sig at inddrage andre fonde, men at princippet i det, og nu snakker vi principper i forbindelse med euroforbeholdet, er nøjagtig det samme, og det er der ikke nogen der har sat spørgsmålstegn ved før.

Hr. Per Clausen.

Nu tror jeg, at mange, der deltager i den her slags debatter, har den opfattelse, at det er det konkrete indhold, som er afgørende, og det konkrete indhold forandres altså. Men jeg synes faktisk, at det om, hvordan man skulle få indflydelse i EU, var vældig spændende, for det, hr. Flemming Møller sagde, var, at den måde, vi får mere indflydelse på, er ved at opgive forbeholdene. Nu ved jeg jo, at det ikke er alle partier, der står bag det forslag til vedtagelse, der støtter det, i det her tilfælde. Men jeg vil spørge hr. Flemming Møller om, om det, man så gør som en mellemløsning, er at sørge for, at Danmark bliver knyttet så tæt som overhovedet muligt til europolitikken og de regler, der gælder for eurolandene, og de straffeforanstaltninger, der gennemføres for eurolandene, for at reducere afstanden, reducere konsekvenserne af euroforbeholdet, og at det er det, som man i virkeligheden mener, når man i det her forslag til vedtagelse skriver, at det handler om at øge Danmarks indflydelse i den her situation.

Ordføreren.

Jeg betragter det som værende Folketingets ret at samarbejde lige så tæt, som vi overhovedet kan, i respekt for folkeafstemningerne; det er jo egentlig vores politiske pligt at arbejde for det, vi er her for, og det er til gavn for Danmark at have et tæt samarbejde såvel på det økonomiske som på andre områder. Derfor er det i og for sig korrekt, at vi ønsker at nedbringe afstanden.

Desværre kan vi jo høre af debatten, at ikke alle har fundet ud af, at en af årsagerne til, at det er gået godt i Danmark, er, at vi er så tæt knyttet til euroen, at vi opnår en række af de fordele, som der er forbundet med det. Det blev sagt, som om det er, fordi vi ikke er medlem af euroen, at det er gået økonomisk godt, men det er jo slet ikke tilfældet. Tværtimod har vores nære tilknytning til euroen været en stor fordel i den her situation.

Så er det fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg havde egentlig planlagt at spørge om noget andet, men nu nævnte ordføreren det sidste, og så kan jeg ikke lade være med at spørge: Ordføreren siger, at det er gået så godt i Danmark, fordi vi er så tæt knyttet til euroen, og kan ordføreren så ikke fortælle, hvad årsagen er til, at det er gået godt i Sverige? For jeg går ud fra, at ordføreren mener, at det er gået godt, fordi vi har en fastkurspolitik osv. Det er ikke sådan, at jeg nødvendigvis er uenig i det, men det har man altså ikke i Sverige, så hvad er årsagen til, at det er gået så godt i Sverige? Det må ordføreren jo kunne uddybe.

Ordføreren.

Nu er tilknytningen til euroen jo ikke det eneste, der gør, at det er gået godt i Danmark. Vi har også haft en ansvarlig økonomisk politik og en god regering, så det er jo en anden årsag til det. Men når det er gået godt i Sverige, er det, fordi de har brugt devalueringsmuligheden, og det er selvfølgelig helt fint at kunne gøre det. Der fedter man ligesom problemerne af på sine samarbejdspartnere. Det har sådan set kun været til ulempe for Danmark, fordi vi har en stor samhandel med Sverige. På den måde forrykker man forholdet mellem priserne i import og priserne i eksport. Det er jo netop det, man har prøvet at undgå ved at lave et fælles valutasamarbejde, nemlig at undgå de her devalueringer, hvormed man hele tiden fedtede krisen af på hinanden og derfor havde utrolig svært ved at komme ud af de kriser, der har været tidligere. Faktisk er det en succes for euroen, at man netop ikke har gjort det.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg er måske ikke helt enig, men det er nu også, fordi vi, på trods af at jeg ikke bryder mig om at bruge ordet globalt, jo trods alt lever i en verden, hvor vi ikke kun handler med andre EU-lande, men også med lande med andre valutaer. Kina er et meget godt eksempel på et land med en anden valuta – et land, som i øvrigt er i bragende vækst. Sådan som jeg hører debatten, skal vi næsten have dem til at indføre euroen, for så vil det jo gå alle godt. Det er jeg ikke sikker på at de vil.

Ordføreren nævnte også i forbindelse med de her sanktioner, at det jo var princippet i det, og at der var ikke så meget nyt i det osv. Kan ordføreren så ikke uddybe, om man har brugt de gamle sanktioner, som trods alt var en mulighed, og som ordføreren vist kaldte voldsomme ved kun små overskridelser? Det tror jeg var ordene. Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Har man nogen sinde brugt de gamle sanktionsmuligheder, man havde? Her tænker jeg også på de lande i EU, som har haft bragende underskud i lang, lang tid. Men har man overhovedet brugt de gamle sanktioner, som jo er en del af den aftale, der ligger?

Ordføreren.

Problemet var netop, at man havde nogle meget voldsomme sanktioner. Der skal jo være en vis balance mellem overtrædelse og sanktion. Det var netop i de situationer, hvor man egentlig havde nogle ganske små overtrædelser, at sanktionerne virkede fuldstændig ude af proportioner. Det er også det, man tager ind i det nye, nemlig at man starter tidligere og gradvis går i gang med at indføre sanktioner over for eurolandene, så sanktionens størrelse kommer til at passe til overskridelsens karakterer. Kun når man når helt ud til enden, træder de gamle sanktioner i kraft.

Det tror jeg faktisk vil medvirke til, at konvergenskravene bliver overholdt, fordi sanktionerne så vil blive brugt. For det er fuldstændig korrekt, hvad der blev sagt. Nu vil jeg ikke hænges op på det, men så vidt jeg husker, har de været i brug en enkelt gang eller to. Ellers har der været masser af tilfælde, hvor sanktionerne ikke har været i brug. Så derfor mener jeg, at det her faktisk fremmer sikkerheden for, at man overholder konvergenskravene fremover, og egentlig på en ganske positiv måde.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Altså, jeg tror da ikke, der er nogen, der i øjeblikket er i tvivl om, at det var forkert, at man ikke greb tidligere ind. Det tror jeg alle har erkendt, men problemet er, om man skulle tage en mere selvstændig beslutning, end man skal fremover, hvor der er større automatik i det, eller om man har legitimeret den automatik, som man sådan set godt kunne have benyttet sig af tidligere. Men det er nu ikke det, jeg tager ordet for.

Jeg synes, der er forskellige andre grunde til, at det er gået godt i Sverige, ud over devalueringen, herunder den måde, man har samarbejdet på i Sverige – også med andre partier. Når jeg nævner det, er det jo, fordi ordføreren sagde, at det er klart, at i det omfang man samarbejder, skal den, man samarbejder med, selvfølgelig også have indflydelse. Det synes jeg er rigtigt. Er det grunden til, at man fra Venstres side kun ønsker at samarbejde med Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Fra Venstres side ønsker vi at samarbejde med hvem som helst. Det gør vi også i denne sag. Vi har ikke nogen forkærlighed for at samarbejde med noget bestemt parti. Men nu er det bare sådan, at der kun er ét parti, der støtter regeringen, og så er det naturligt at samarbejde med det. Eftersom de andre partier melder fra hver eneste gang, kommer ind og vender på hælen og går ud igen, hver gang der er nogle store ting, så vil jeg i stedet for returnere spørgsmålet og sige, at det i virkeligheden er de andre partier, som fører blokpolitik, og ikke regeringen. For der skal jo to parter til at samarbejde.

Fru Lone Dybkjær.

Det er da fuldstændig rigtigt. Problemet er, at regeringen definerer det sådan, at to parter er regeringen selv. Det må være, fordi den består af to partier – måske – som ikke altid er helt enige. Så har man ligesom opbrugt kvoten for, hvad man kan tillade sig samarbejdsmæssigt. Det er jo ikke nogen kunst at samarbejde, hvis man selv opstiller betingelserne, altså hvis man siger: Hvis I ikke vil det og det, så kan I ikke være med. Det er ligesom en forudsætning for samarbejdet.

Jeg er enig i, at det er det, der gælder i det europæiske samarbejde i forbindelse med euroen. Der skal man opfylde visse kriterier. Det er jo fuldstændig samme måde, regeringen definerer det på. Derfor synes jeg, at det er lidt tom retorik, når ordføreren står og snakker om samarbejde. Det her er et eksempel på samarbejde, og det sker jo, fordi regeringen er pisket til det. Hvis den ikke var det, ville den jo ikke drømme om at gøre det.

Ordføreren.

Det er jeg ganske simpelt ikke enig i. Ethvert parti kan stemme for de forslag, regeringen lægger frem, og kan komme med input til dem, men det er jo klart, at regeringen ikke vil føre socialdemokratisk politik eller oppositionens politik for at få oppositionen med i forlig. Der må jo være en ligevægt et eller andet sted. Sådan er det. Regeringen har da en naturlig interesse i at få så stort et flertal for sine forslag som muligt, for så holder de også ud over næste valg. Så den der med, at regeringen fører blokpolitik, køber jeg ikke.

Tak til hr. Flemming Møller. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så er det hr. Kim Mortensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Europa har jo som resten af verden været i en økonomisk krise, og det betyder, at de fleste europæiske lande har været og er i økonomisk krise. Den er for nogle landes vedkommende større end for andre, og det betyder også, at Danmark har været og er en del af den økonomiske krise. Men det betyder jo ikke, at det er EU's skyld, at der er krise. Det er jo landenes finanspolitik og de dispositioner, de enkelte lande har taget og vælger at tage i disse år, der er afgørende for, hvor store problemer de enkelte lande er kommet i. Sådan har det været, og sådan vil det også være, efter at EU-landenes regeringer er enedes om fælles øget kontrol og gennemsigtighed af landenes økonomi.

Det ændrer ikke ved, at vi også i Danmark er afhængige af, at der er en økonomisk stabilitet i det Europa og den økonomi i Europa, som vi er en del af, men det vil jo være og er fortsat den danske regering og flertallet i det danske Folketing, som bærer ansvaret for, at Danmark eksempelvis er et af de lande, der er kommet dårligst ind i den økonomiske krise, og er et af de lande, der har det dårligste svar på den økonomiske krise, for det er jo den danske regering, Venstre og Konservative, støttet af Dansk Folkeparti, som faktisk har formøblet et overskud i et af historiens bedste årtier væk og har bragt Danmark i en situation, hvor vi har et historisk stort underskud . Det kunne have været gjort mere effektivt, det kunne have været gjort bedre, og man kunne tidligere have lyttet til de advarselssignaler, som jeg ved at f.eks. Socialdemokratiets formand, fru Helle Thorning-Schmidt, rejste over for den daværende statsminister, men det blev affejet her i salen med, at det var noget vås, at der var en krise på vej.

Men det har en ny regering jo muligheden for at lave om på, og som hr. Per Clausen fra Enhedslisten efterlyste, er der jo brug for en anden og mere offensiv vækstpolitik, en ekspansiv politik, der sætter økonomien i gang, der sætter arbejdspladser i gang, der sætter beskæftigelse i gang. Det vil en ny regering have muligheden for; det vil de have med de nugældende regler, og det vil de have med de regler, der følger efter taskforcens rapport.

I aftalen på baggrund af EU's finansministres taskforceprogram er der også besluttet et sanktionsregime for de lande, der ikke overholder de fælles regler, og som gentagne gange sidder henstillinger fra EU-fællesskabet overhørigt. Socialdemokratiet har tilsluttet sig, at disse sanktioner også gælder lande, der ikke er med i eurosamarbejdet, og det har vi af to årsager.

For det første har vi uanset landenes medlemskab af eurozonen en gensidig afhængighed, når det gælder økonomisk sikkerhed og stabilitet. For det andet er det jo med til at sikre, at Danmark også har indflydelse på udformningen og opfølgningen på det såkaldte sanktionsregime, hvilket vi ikke ville have haft, hvis ikke vi var omfattet af reglerne.

Danmark har et forbehold over for deltagelsen i ØMU'ens tredje fase og dermed eurosamarbejdet, der i øvrigt i dag omfatter 16 ud af 27 lande. Som det fremgår af det fremsatte forslag til vedtagelse, er det naturligvis afgørende for os, at dette forbehold respekteres, og at reformen af det økonomiske samarbejde er i fuld overensstemmelse med de danske euroforbehold. Derfor har partierne i fællesskab jo også bedt regeringen om at udarbejde en vurdering af det spørgsmål, når der foreligger konkrete forslag til udmøntning af sanktioner, som Danmark eventuelt omfattes af.

Derfor står vi bag forslaget til vedtagelse, og vi står bag ved, at Danmark sammen med de andre europæiske lande deltager i at få genoprettet europæisk økonomi.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Først hr. Per Clausen.

Tak til hr. Kim Mortensen for kritiske bemærkninger om den politik, som regeringen og dens politiske flertal fører i Folketinget, og klare tilkendegivelser om, at det bliver helt anderledes efter næste valg. Det er altid godt at høre det. Men et enkelt spørgsmål til hr. Kim Mortensen.

Jeg kunne forstå på hr. Kim Mortensen, at årsagen til, at Socialdemokraterne synes, det er rigtig fornuftigt, at mulighederne for at give Danmark sanktioner fremover øges, er, at ved at man påtager sig flere muligheder for sanktioner, flere pligter, flere byrder, får man også større indflydelse. Men er sandheden ikke, at det her for hr. Kim Mortensen bare er, så langt han kunne komme, fordi han ikke kan få Danmark til at komme med i euroen, for det er jo i virkeligheden det, hr. Kim Mortensen vil, sådan at Danmark kan få indflydelse? Så det, man gør nu, er bare, at man reducerer forskellene på at være med i euroen og ikke at være med i euroen for på den måde at opnå det, som Socialdemokraterne gerne vil med euromedlemskabet, nemlig at få større indflydelse i EU.

Så i virkeligheden synes hr. Kim Mortensen, at det, der er det geniale ved de øgede muligheder for at give Danmark sanktioner, er, at det reducerer betydningen af Danmarks euroforbehold. Det er i virkeligheden det, som hr. Kim Mortensens synes er det rigtig gode ved det her.

Ordføreren.

For at tage det sidste først så synes jeg slet ikke, jeg kan få øje på, hvad det er, der skulle få Danmark omfattet af sanktioner. Vi har en tradition her i det danske Folketing for at have en meget stor åbenhed, både omkring vores økonomi og andre politiske spørgsmål, og jeg ved, at der i det omfang der ikke er klar åbenhed, så også er folketingsmedlemmer som hr. Per Clausen, der er dygtige til at stille spørgsmål, så vi får det afdækket. Hr. Per Clausen er en af dem, og det er godt for dansk demokrati. Derfor er vi også vant til i Danmark, at der er og skal være stor åbenhed om dansk økonomi, som er det, der danner grundlaget for, at der efterfølgende bliver vedtaget en finanslov i det danske Folketing.

Så kan vi være uenige i Folketinget – og det er vi jo – om konklusionerne, når vi når frem til en finanslov som den, vi ser nu, hvor der er en lang række nedskæringer, og som er med til at sætte Danmark og den danske økonomi i stå i stedet for at gøre det modsatte, men det ændrer ikke ved, at det er i det danske Folketing, at den beslutning tages. Der er desværre et andet flertal i øjeblikket. Det kan blive lavet om efter næste valg, men det er det danske Folketing, der vedtager finansloven. Det vil det være nu, og det vil det være fremover. Og så har Per Clausen ret i – nu er min taletid udløbet – at Socialdemokratiet gerne ser, at Danmark kommer med i eurosamarbejdet. Det gør vi ikke bare, fordi vi gerne vil have indflydelse, det gør vi, fordi det er en god idé for Danmark.

Hr. Per Clausen.

Jeg kan godt se, at det er lidt vanskeligt, når man nu som Socialdemokraterne er glødende tilhængere af euroen og jo gerne vil have, at Danmark tilnærmer sig euroen så meget, som det overhovedet er muligt, uden at vi skal have den her forfærdelige folkeafstemning, som man risikerer at tabe, og så på den anden side skal argumentere for, at det, man gør nu, slet ikke har noget med euroen at gøre. For er realiteten ikke, at det, som er Socialdemokraternes holdning her, er, at det er rigtig godt, at alle de forskelle, der er på at være med i euroen og ikke at være med i euroen, reduceres så meget som muligt, at de indsnævres så meget som muligt, fordi Socialdemokraterne mener, at det fører til, at man får større indflydelse, fordi Socialdemokraterne mener, at det fører til en fornuftig politik osv.? Er det ikke, det går ud på? Og derfor er det ikke så underligt, at vi, der er glødende modstandere af euroen, stiller spørgsmålet: Er vi ikke i gang med at fifle med euroforbeholdet her?

Ordføreren.

Som jeg sagde, er hr. Per Clausen modstander af både euroen og europæisk samarbejde, og det er vi ikke, vi er tilhængere af europæisk samarbejde, og vi er tilhængere af euroen. Og sagen er jo, at dansk politik i de sidste mange, mange år har lagt sig tæt op ad euroen nu og før det den tyske D-mark. Vi har en fastkurspolitik, og vi er afhængige af de dispositioner, der bliver truffet i EU, også i eurozonens lande. Og når det her spørgsmål omkring indflydelse er vigtigt, er det jo, fordi der nu, efter at vi har fået euroen og vi har fået særlige møder i eurozonen, rent faktisk sker det, at inden de europæiske finansministre mødes i Bruxelles, har eurozonelandene allerede holdt møder, de har allerede lavet aftaler, og de har allerede lavet en dagsorden for, hvad de øvrige finansministre skal diskutere fremadrettet. Og derfor er det jo vigtigt, at Danmark kan blive en del af de diskussioner, i stedet for, som hr. Per Clausen åbenbart foretrækker, at vi bliver ved med at sidde uden for.

Så er det fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg vil stille et spørgsmål, fordi ordføreren nævnte, at det ikke er EU's skyld, at der er en krise. Det er vi jo slet ikke uenige i, for mig bekendt startede krisen ovre i USA. Men ville det have været anderledes for Danmark, hvis vi havde haft euroen? Ville krisen have ramt Danmark anderledes, hvis vi havde haft euroen? For det tror jeg nemlig ikke på. Vi er så påvirkelige, fordi vi netop lever i en verden, hvor alle handler med alle, og dermed spiller valutakurser selvfølgelig ind, men hvordan tingene bliver håndteret i forskellige lande, spiller altså også ind, og vi kan trods alt ikke, EU eller ej, styre hele verden. Så mener ordføreren, at krisen ville have været anderledes, hvis vi havde haft euroen?

Ordføreren.

Nej, for Danmarks økonomi er helt afhængig af, hvilken politik vi fører i Danmark. Derfor ville der ikke have været forskel på, om Danmark havde haft euroen eller ej, det havde stadig væk været det danske Folketing, der skulle vedtage nogle finanslove, der kunne sætte gang i dansk økonomi.

Det er altid svært med hypotetiske spørgsmål, men jeg vil godt sige, at det er min klare overbevisning, at hvis ikke euroen havde været der, hvis ikke der i Europa havde været et samarbejde om euroen, så havde krisen i Europa været langt værre end det, vi har set, for så ville vi have oplevet en række lande, der ville have brugt devalueringen og det at devaluere og at spekulere i valutaen imod hinanden i stedet for som nu, hvor man prøver at lave et fælles løft ud af krisen.

Så svaret er, at det ikke pr. definition havde været anderledes for Danmarks placering i krisen, men jeg tror, at krisen i Europa havde været langt værre, hvis ikke der havde været det samarbejde, vi har i Europa.

Fru Pia Adelsteen.

Det er jo så et trosspørgsmål, og jeg er ikke helt enig. Men jeg kunne godt tænke mig så at stille et spørgsmål vedrørende de her sanktioner. Mener ordføreren, at der er en principiel forskel på de nye sanktionsmuligheder, der trods alt indføres – der er nogle, der kalder dem dramatiske og andre kalder dem mindre dramatiske – for ikkeeurolande, og på indførelsen af, at man kan pålægge eurolande bøder?

Når jeg spørger på den her måde, er det, fordi der på et eller andet tidspunkt – det ved vi jo – kommer et flertal i Folketinget, der meget gerne vil have en euroforbeholdsafstemning, og så vil jeg meget gerne have det svar liggende lige nu. For jeg er sikker på, at der lige nu er en meget stor forskel, men skal vi på et senere tidspunkt stemme om at afskaffe vores danske krone, så er der ingen forskel, så er det stort set det samme. Så jeg håber meget, at ordføreren vil komme med et helt klart svar.

Ordføreren.

Jamen jeg er da helt sikker på, at det, når der kommer en afstemning om Danmarks ophævelse af forbeholdet, så vi kan komme med i eurosamarbejdet, så også vil være helt klart, hvad det er for sanktioner, der er tale om, hvad det er for nogle sanktioner, der vil være gældende. Det vil være en del af den afstemning, som danskerne skal have, og dermed skal de også tage stilling til det.

Men jeg vil omvendt sige, at begrebet sanktioner nu bliver nævnt som noget, der var meget rarere at være foruden. Så kunne man stille det modsatte spørgsmål: Hvis ikke der var en eller anden form for sanktion for gentagne gange at overtræde de fælles spilleregler, som vi har aftalt i de europæiske lande, er der så, hvis det er lige meget, om man overholder dem, nogen idé i at have de fælles spilleregler?

Derfor tror jeg, at det også her i det danske Folketing og i Danmark vil være en fordel for os, at det, når vi i fællesskab med 27 andre lande aftaler nogle fælles spilleregler, så også er fælles spilleregler, der bliver overholdt, for ellers mener jeg, de er værdiløse.

Tak til hr. Kim Mortensen. Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

De danske vælgere har af flere omgange sagt nej til deltagelse i euroen. Regeringen må respektere danskernes valg og kæmpe for, at det danske euroforbehold respekteres, herunder også at Danmark ikke underlægges de krav om EU-overvågning af vores finanslov, stærkere sanktioner og mere kontrol, som der barsles med i EU-systemet i denne tid, og som regeringen med flere synes er helt fint.

Det har hele tiden stået klart, at en fælles valuta i bund og grund kræver en fælles finanspolitik for at kunne fungere. Derfor er det o.k. for eurolandene at acceptere tættere og tættere økonomisk styring fra Bruxelles, men at regeringen og andre partier, som er tilhængere af euroen, også accepterer tættere økonomisk styring og kontrol fra EU, er ikke i orden, når vi har et forbehold.

Danskerne har specifikt sagt nej til at deltage i euroen, og derfor er det ganske enkelt ikke rimeligt, at euroforbeholdet udhules, og at Danmark underlægges de samme økonomiske krav som eurolandene. Regeringen må sætte hælene i og forsvare danskernes beslutning.

Vi har jo heller ingen garanti for, at kravene om mere omfattende økonomisk kontrol med Danmark stopper her. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at den danske arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik eller skattepolitik står for skud næste gang. Vil regeringen så heller ikke modsætte sig, at dagpengeregler, pensionsregler, pensionsalder eller skatteprocent skal dikteres af EU?

P.t. er der en kamp i gang mellem institutionerne i EU. Parlamentet og Kommissionen ønsker mere magt i forhold til Rådet, og bliver det en realitet, kan man som EU-skeptiker blive særdeles nervøs for, hvor stor en indflydelse EU vil få over for medlemslandene. Hvis jeg på nogen måde skal give regeringen ros i den forbindelse, må det være, fordi finansministeren for en gangs skyld har sagt, at nok er nok.

For ikke lang tid siden blev der givet en hjælpepakke til Grækenland. For Danmarks vedkommende blev der i den forbindelse udstedt en garanti på ikke mindre end 10 mia. kr. Med de seneste dages meldinger om opskrivninger af den græske gæld og udtalelser fra økonomer om, at Grækenland på et tidspunkt i nær fremtid ender med statsbankerot og dermed ikke kan betale deres gæld, frygter vi i Dansk Folkeparti, at Danmark skal af med de 10 mia. kr. For garantien er stillet og med mandat fra Socialdemokraterne, SF og Radikale.

Man kan så spørge, om regeringen og de EU-venlige partier også vil stille garanti til Irland, som også har store problemer. Eller sagt på en anden måde: Hvad kommer den irske krise til at koste Danmark? Hvis Irland skal have, hvor går grænsen så, for der er flere lande, der står i kø?

Herman Van Rompuy, EU's udpegede præsident, kalder den eksisterende krise for EU's overlevelseskamp. For at euroen skal kunne overleve, skal man tilsyneladende blive ved med at give hjælpepakker og måske også danske garantier. Danskerne har flere gange sagt nej til euroen, og regeringen må i respekt for disse afstemninger undlade at være med til at indføre stramninger, som også rammer ikkeeuromedlemslande, og som fører til, at EU får mere indflydelse på dansk finanspolitik.

Regeringen og andre eurotilhængere har heldigvis ikke været i stand til at overbevise de danske vælgere om euroens fortræffeligheder, og i Dansk Folkeparti kan vi bestemt heller ikke få øje på dem.

Tak til fru Pia Adelsteen. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Så er det fru Pia Olsen Dyhr for Socialistisk Folkeparti.

Det er helt centralt for SF, at euroforbeholdet ikke bliver undergravet af øget økonomisk samordning. Derfor har vi også valgt at bidrage aktivt i processen både med indspil til den danske regering gennem diskussionerne i Europaudvalget og ved at arbejde aktivt i Europa-Parlamentet for netop at sikre det danske forbehold.

Så er det et meget rimeligt spørgsmål at stille, hvorfor Danmark overhovedet skal deltage i økonomisk samordning. Kan vi ikke bare lade det sejle? Her synes jeg, det er vigtigt at være opmærksom på, at den danske krone ikke svæver frit i luften, men er stærkt knyttet til euroen, ligesom den danske krone var knyttet til D-marken før euroen. Så når der er storm om euroen, blæser det altså også om den danske krone. Det har alvorlige konsekvenser, når det går galt for euroen – og det er jo ikke fantasi at forestille sig, at det går galt for euroen. Vi kan jo lige nu se, at euroen er ude i et voldsomt stormvejr, og man kan være bekymret for euroens overlevelse.

Det er selvfølgelig fristende for nogle af os, der sagde nej til euroen og siger nej til euroen, og som har været stærkt kritiske over for eurokonstruktionen, at sige: Hvad sagde vi? Vi fik jo ret; det gik jo galt. Og vi har jo ret, og vi havde ret, men det løser ikke det nuværende problem, og det løser ikke den nuværende krise, at man kan sætte sig selvtilfreds tilbage i stolen og sige haha. Vi er nødt til at tage anderledes fat; vi er nødt til at løse det problem, vi står over for, og det kræver altså øget økonomisk samordning, for hvis euroen braser sammen, får det også alvorlige konsekvenser for Danmark.

Det er jo ikke sådan, at udenlandske investorer – vi kan forestille os amerikanere, som sidder og overvejer, om de skal investere i Danmark – siger, at Danmark slet ikke har noget med den europæiske økonomi at gøre, og at det er et godt og stabilt land, så de vælger at lægge deres investeringer der, samtidig med at det går galt for eurozonen. Europa bliver desværre set under et, og det må vi altså tage konsekvensen af og også bakke op om.

Er der andre argumenter for, at vi skal være med i den her økonomiske samordning? Det juridiske og økonomiske argument er, at Danmark er en del af stabilitets- og vækstpagten. I folketingsmunde eller med politikerord kalder vi det for ØMU’ens anden fase, så vi er jo heller ikke helt fri for ØMU-konstruktionen. Vi har allerede underlagt os den måde at tænke økonomisk politik på.

Da SF i 1992 sagde nej til Maastrichttraktaten, var det med begrundelsen, at vi ikke ønskede en fælles valuta, og så var det, at vi ikke ønskede euroen. Vi ønskede også at kunne sætte hælene i, men vi accepterede jo en eller en form for økonomisk fællesskab ved at acceptere stabilitets- og vækstpagten. Og jeg bliver en lille smule pikeret over, at de, der talte imod forbeholdene – det var der partier i den her Folketingssal der gjorde voldsomt – nu er dem, der igen og igen hæver fanen for forbeholdene og siger, at de er deres støtte i det videre forløb. Hvis SF ikke havde været med til at garantere de her forbehold, havde de ikke været der. Derfor er det også meget vigtigt for os at sikre de danske forbehold, og det vil vi hele tiden arbejde aktivt for og garantere.

Hvad har vi så krævet i forhold til det videre arbejde? Har vi bare holdt os for øjnene og sagt: Fint, vi springer ud i det og ser, hvad Europa-Kommissionen eller taskforcen bidrager med? Nej, SF's krav til det videre arbejde har været meget klare til regeringen.

For det første er der ingen tvivl om, at den danske finanslov skal være et nationalt anliggende. Det har finansministeren bekræftet i Europaudvalget, og jeg forventer egentlig, at finansministeren også bekræfter det, når han senere går på talerstolen. Det er et suverænt dansk anliggende, og det er derfor også Folketinget, der bestemmer finansloven.

For det andet har det været et vigtigt punkt for os, at vækst og beskæftigelse skal stå højt på dagsordenen. Her vil jeg gerne citere fra det nationale kompromis fra 1992:

»Skal mulighederne i EF-landenes økonomiske samarbejde udnyttes tilfredsstillende, må EF i praksis gøre bekæmpelse af arbejdsløsheden til et afgørende mål for fællesskaberne. Der må tages initiativ til en forstærket, samordnet indsats for at øge beskæftigelsen i Europa. Det må udtrykkeligt fastslås, at Danmark selv bestemmer sin sociale standard og sin fordelingspolitik.«

Det mandat gælder stadig, selv om det jo er lidt gammelt, for den danske regering. Det er den rettesnor, som regeringen skal følge. Og det må også være inden for den spændvidde, at ændringerne skal være. Det er helt centralt, at vi understøtter den fleksibilitet, der kom ind i eurosamarbejdet med reformen i 2005, hvor vækst og beskæftigelse også blev sat på dagsordenen.

I Danmark forholder vi os meget til euroen, som den var oprindelig, men der er sket ændringer af euroen, som skaber den fleksibilitet omkring de 3 pct., som jo også har været til fordel for os røde, os socialister, som faktisk kan give mulighed for at føre en ekspansiv finanspolitik i visse perioder.

Ydermere har spørgsmålet om gæld været en væsentlig del af debatten omkring taskforcens og Europa-Kommissionens arbejde. Europa-Kommissionen har foreslået, at det skal forstås meget rigidt, nemlig at hvis den offentlige gæld overskrider de 60 pct., skal man komme efter landene på samme måde som med de 3 pct. Her har det været centralt for os at stille krav til den danske regering om at sikre, at de 60 pct. ikke skal defineres rigidt. Det må ikke tages ud af en sammenhæng. Vi er tilhængere af en ansvarlig gældsafvikling, men en henstilling om gældsafvikling må ikke føre til krav om kontraktiv finanspolitik, en rigid monetaristisk finanspolitik, i perioder, hvor vi i virkeligheden har brug for at ekspandere.

Et sidste element, som har været væsentligt for os, har været spørgsmålet om de makroøkonomiske ubalancer, som jeg også har noteret mig at Enhedslisten bekymrer sig om. Det er ikke et spørgsmål for Europa-Kommissionen eller embedsmænd. Hvis der er nogen, der skal diskutere de makroøkonomiske balancer, handler det om et politisk rum, og derfor skal det være op til Rådets kompetence. Det har finansministeren så også sikret. Det er netop kravet fra taskforcen, at det skal være Rådets kompetenceområde.

Tak, og der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg vil bare stille to spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr. Det første er: Skal jeg opfatte det, som fru Pia Olsen Dyhr siger, sådan, at SF synes, at det er en rigtig fornuftig politik, man i EU har besluttet at råde de europæiske lande til at føre, den, vi ser ført ud i livet i Frankrig med omfattende nedskæringer til følge, men jo også i andre EU-lande?

Det andet er: Mener fru Pia Olsen Dyhr, at forskellen på, om man holder sig inden for forbeholdet eller uden for forbeholdet, kan reduceres til, at hvis man bare sørger for, at den økonomiske sanktion, man pålægges, hvor man pålægges for den samme overtrædelse og beløbet er det samme, og hvis det er en bøde, så er det et klokkeklart brud på forbeholdet, men hvis det bare sker ved, at man gør indhug i de indtægter, vi ellers ville have fået, er det helt klart ikke i strid med forbeholdet? Er det fru Pia Olsen Dyhrs opfattelse – jeg medgiver, at fru Pia Olsen Dyhr har en særlig ejendomsret til det forbehold – at det sådan er juristeri, der afgør, om man er inden for eller uden for forbeholdet, eller om forbeholdet i grunden er noget, der også handler om politik?

Ordføreren.

Jeg er slet ikke uenig med ordføreren, hr. Per Clausen, i, at forbeholdet ikke bare er et juridisk forbehold. Det er et politisk forbehold. Det har derfor også været meget klart for os, når vi har diskuteret forbeholdet, at vi skal kigge på, hvordan man definerer sanktioner. Vi er ikke villige til, at Danmark skal være underlagt de samme sanktioner, som eurolandene er i tredje fase, dvs. krav om de 0,2 pct. i opsparing og de 0,1 pct. i bod. Det er vi ikke villige til at Danmark skal underlægge sig. Det ville være brud med det danske forbehold.

Men det, at man udvider – og nu er det jo ekstremt nørdet – rammen for, hvad man kan lave af budgetsanktioner, det kan man i dag, det kan man med Sammenhørighedsfonden, man udvider det til landbrugsbudgettet og til strukturfondsmidler, mener jeg ikke er et brud på det danske forbehold. Det er min politiske vurdering. Så skal jeg selvfølgelig også have juristernes vurdering af det, for jeg mener ikke, at min politiske vurdering kan stå alene. Men jeg mener, at man skal gøre begge dele. Det er det ene.

Det andet er, om det er god økonomisk politik, regeringen fører. Nej, det er det ikke. For der er lagt op til en rigid monetaristisk politik, som er baseret på tysk forbillede, og det er ikke groet i SF's have.

Hr. Per Clausen.

Det sidste er jeg glad for, men det er selvfølgelig heller ikke overraskende, for jeg ville blive dybt skuffet, hvis det var sådan, at SF nu sagde, at man skulle føre en fuldstændig borgerlig politik i Danmark. Jeg må også forstå det, som fru Pia Olsen Dyhr siger, om, hvorvidt det holder sig inden for eller uden for forbeholdet, på den måde, at hvis det er sådan, at man laver en aftale om, at sanktionerne for lande, der er uden for euroen – det er vel euro, det bliver udmålt i, og ikke kroner og øre – skal være præcis det samme i euro, som hvis de var med i euroen, og at man kan idømmes sanktionen for præcis de samme forseelser, som eurolandene kan, for den eneste forskel er, at det trækkes i landenes indtægter i stedet for at være en bod, så mener fru Pia Olsen Dyhr faktisk, at det ville være i strid med forbeholdet. Der skal være, om jeg så må sige, substansforskelle, med hensyn til hvad man får tilbageholdelsen i og hvad beløbene er.

Ordføreren.

Da hr. Per Clausen stod på talerstolen, tænkte jeg lidt over den interessante alliance, Enhedslisten har med Dansk Folkeparti på det her punkt. Det synes jeg bør vække lidt uro hos Enhedslisten, når man tænker på, at Dansk Folkeparti igen og igen lægger stemmer til en rigid, monetaristisk politik. Det er det ene.

Det andet er, at der hos os ingen tvivl er om, at hvis man snakker om de snævre eurozonesanktioner, kan de ikke gælde Danmark, fase 3 kan ikke gælde Danmark, men jeg mener sagtens, at tilbageholdelse i budgettet – og også i samme størrelsesorden – kan komme til at gælde Danmark. Jeg synes ikke, det er størrelsesordenen, det handler om; det handler om, hvorvidt man kan sige, at der er muligheder for at gøre det i dag.

I virkeligheden er budgettet jo et fælles europæisk anliggende, kan man sige. Vi bidrager alle sammen til budgettet og har en vis forventning om at få penge tilbage. Hvis man opfører sig sådan uregerligt og derved skaber problemer for hele fællesskabet, har man ikke samme krav på at få adgang til midlerne, og derfor mener jeg, at der ikke behøver at være forskel i beløbet, for at sige at der er tale om brud på forbeholdet.

Så er det fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg må indrømme, at det svar så gjorde, at jeg blev lidt mere forvirret over, hvad SF reelt mener det er, der så skal være forskellen på lande, der er medlem af euroen og har euroen, og lande, der ikke har euroen. Hvis sanktionsmulighederne for så vidt er de samme, kunne jeg så her stille det samme spørgsmål, som jeg gjorde til hr. Kim Mortensen, nemlig om ordføreren mener, at der er forskel på at give en bøde og at trække på de midler, man nu engang kan få. Er der en forskel? Og er det det, der helt reelt gør, at ordføreren og SF's synes, at det her er o.k.?

Ordføreren.

Nej, jeg synes, at man skal gå tilbage til dengang, da forbeholdet blev lavet. Så skal man kigge på forbeholdet, og hvad der blev lagt i tredje fase, og hvad, der ikke blev lagt i tredje fase.

Som fødselshjælper, og det var SF på forbeholdene, var det meget klart for os, at de sanktioner, som handlede om, at man blev idømt en bøde – det var så de definitioner på forbeholdet, man valgte at lave tilbage i 1993 – for det første betød, at vi ikke ville være med til en fælles valuta, og for det andet, at det ikke skulle gælde Danmark, at landene enten skulle opspare bod eller betale bøder.

Så er der andre muligheder for sanktioner, og det er der allerede i EU-samarbejdet i dag. De udvides yderligere, og det synes jeg at vi skal gå ind i med åbne øjne, men vi er også nødt til at kende konsekvenserne af det, og det gør vi jo langtfra endnu. Det er også derfor, at vi ikke har givet endeligt mandat til det her i Europaudvalget. For vi ved jo f.eks. ikke med hensyn til tilbageholdelse fra landbrugsbudgettet, hvad det får af økonomiske konsekvenser for Danmark, hvis en landmand skal holdes skadesløs og den danske stat skal have pengene op af lommen. Taler vi så om 10 mia. kr., 15 mia. kr. eller 30 mia. kr.? Det er jo det, der er interessant, men den diskussion må vi så tage i 2013 eller 2014, eller hvornår den nu kommer.

Fru Pia Adelsteen.

Det opfatter jeg helt klart, som om SF og ordføreren mener, at der er forskel på bøder og sanktioner. Altså, det er bare sådan til fremtidig brug, vil jeg skynde mig at sige. Der er en forskel – det er det, jeg hører ordføreren sige.

Nu siger ordføreren, at SF ikke har givet endeligt mandat i Europaudvalget. Mig bekendt er det altså sådan, at når man giver et mandat, er det inden for et eller andet område, og medmindre det område ændrer sig væsentligt, kommer det ikke til mandatafgivelse igen i Europaudvalget. Jeg ved ikke, om ordføreren forventer, at der er sket små ændringer, og at man så kommer og skal have o.k. igen i Europaudvalget. Jeg har bare svært ved at se, at det kommer til at ske.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det er nogen overraskelse for finansministeren og de EU-ordførere, der er i salen, at den aftale, vi har om det her med økonomisk stabilitet, har et foreløbigt mandat, og det vil finansministeren løbende komme tilbage til i Europaudvalget. Jeg er meget overrasket over, at Dansk Folkepartis fru Pia Adelsteen ikke er opmærksom på det, for det er faktisk aftalen.

I forhold til budgetsanktioner har vi givet mandat til, at finansministeren gerne må arbejde videre med det, men når den endelige udformning af det kommer, er vi jo nødt til at kigge på det, for vi ved jo ikke, hvordan det endeligt ser ud. Det er vel rimeligt, at man kender indholdet, før man endeligt giver mandat, og sådan er det med den aftale, der er lavet. Jeg er ked af, at fru Pia Adelsteen ikke har været til stede på europaudvalgsmødet, når vi har haft den diskussion.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger, og så er det fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest tak til finansministeren for et glimrende svar på forespørgslen fra Enhedslisten, som jo har stillet finansministeren spørgsmålet, hvordan han vil sikre, at »det danske euroforbehold respekteres, når EU gennemfører en tydeligere og mere omfattende kontrol af den økonomiske politik og udvider de sanktioner, der kan gennemføres over for landene, hvis de ikke følger de påbud om indholdet af den økonomiske politik, som EU udstikker«.

Det er da et udmærket spørgsmål, fordi der åbenbart kan opstå tvivl om det danske euroforbeholds skæbne, når EU's medlemslande arbejder for at sikre mere balancerede budgetter i alle EU-landene. Men den danske befolkning stemte jo som bekendt ja til euroforbeholdet først i 1990'erne, og det forbehold betyder jo, at Danmark ikke deltager i ØMU'ens tredje fase. Det indebærer, at vi ikke har euroen, men den danske krone som vores valuta, ligesom vi ikke kan blive omfattet af de sanktioner, der følger af euromedlemskabet.

Indtil danskerne en dag forhåbentlig stemmer ja til euroen, står forbeholdet altså ved magt, og det skal Folketinget og regeringen respektere, ingen tvivl om det overhovedet. Men efter det grundige og præcise svar, som finansministeren allerede har leveret, mener jeg ikke, der er grund til at tvivle eller fortvivle, hverken for Enhedslisten eller for andre partier.

Som det fremgik af ministerens tale, er den danske regering meget påpasselig med at varetage Danmarks interesser i den igangværende proces i EU. Det er væsentligt at skelne nøje mellem de nye tiltag i EU, der skal bidrage til at sikre mere balancerede budgetter i EU-landene til gavn for den økonomiske stabilitet og dermed den generelle økonomiske udvikling i Europa. Danmark er nemlig ikke omfattet af alle de nye tiltag, som langtfra er vedtaget endnu.

På den ene side vil Danmark ikke blive omfattet af den skærpelse af de gældende sanktionsregler i vækst- og stabilitetspagten, som er aftalt. Vi vil få henstillinger, fuldstændig som vi gør det i dag. Men de økonomiske sanktioner, der gælder i dag, er vi ikke omfattet af, og vi vil heller ikke blive omfattet af de skærpede økonomiske sanktioner, som reformen af vækst- og stabilitetspagten vil føre til. Det er sanktioner, der betyder, at eurolandene pålægges såkaldte rentebærende deponeringer, hvis de har uforholdsmæssigt store underskud. Sanktionerne betyder også, at eurolandene kan pålægges en bøde.

Det er alt i alt meget fornuftige tiltag, der skal sikre, at vi ikke i fremtiden igen kommer i en situation, hvor der ophober sig en kæmpegæld i EU – en gæld, som skyldes for store offentlige udgifter, og som i dag er en klods, et møllehjul om benet på hele Europa. Men uanset hvor fornuftige de tiltag er, står Danmark altså udenfor, og dermed står vi også uden for indflydelse, uanset om vi vil det eller ej.

På den anden side vil Danmark blive omfattet af det såkaldte Europæiske Semester. Allerede nu sender vi fra Danmark et såkaldt stabilitets- og konvergensprogram til EU i slutningen af året. I programmet gør vi rede for vores økonomiske politik, den politik der føres i Danmark, og vi får i det følgende år så EU's kommentarer. Fremover vil vi skulle sende programmet allerede i april måned for så at få EU's kommentarer allerede i juni eller juli måned, og det er egentlig meget fornuftigt.

Som finansministeren allerede har været inde på, bliver der ikke tale om, at EU skal godkende Danmarks eller andre landes økonomiske politik. Der bliver tale om, at vi får gode råd, ligesom vi i dag får gode råd fra andre internationale organisationer.

Endelig vil Danmark også blive omfattet af nye sanktioner, som sandsynligvis vil fremgå af andre regler end vækst- og stabilitetspagtens. Det er sanktioner, der betyder, at EU-lande, som trods et påbud om at nedbringe uforholdsmæssigt store underskud ikke har gjort det, kan blive trukket i udbetalinger fra f.eks. EU's strukturfonde. En sådan ordning har i mange år eksisteret inden for EU's Samhørighedsfond, og den vil formentlig nu bliver udbredt til andre politikområder. Men det er ikke faldet på plads endnu, så vi må vente og se.

Alt i alt vil de nye sanktionsmuligheder i vækst- og stabilitetspagten og andre steder i EU-retten forhåbentlig betyde, at der kommer bedre styr på EU-landenes offentlige økonomi, og det er en helt afgørende forudsætning for vækst og velstand i fremtiden. Det er afgørende, at der er styr på de offentlige finanser, for ellers opstår der mistillid på de globale markeder, renten stiger, det bliver dyrere at finansiere nye investeringer, og det må ikke ske.

Danmark står, så længe vi er belemret med euroforbeholdet, uden for en god del af det økonomiske og valutamæssige samarbejde i EU, og det ændrer en reform af vækst- og stabilitetspagten altså ikke på. Det kan kun danskerne ændre på ved en folkeafstemning.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Per Clausen.

Jeg vil gerne spørge fru Helle Sjelle, om hun ikke enig med mig i, at når man, og det fremgår jo klart af det mandat, regeringen har fået til de videre forhandlinger, udvider muligheden for at give sanktioner, også til landene uden for eurolandene, i forhold til hvilke overtrædelser af reglerne, der kan føre til, at man får sanktioner, og man også udvider muligheden for at opkræve penge med det klare formål, at det, der skal holdes tilbage, skal svare til det, man fik i bod, hvis man var et euroland, har man så ikke ophævet en ikke uvæsentlig forskel på det at være et euroland og ikke at være et euroland?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg ikke, vil jeg sige til hr. Per Clausen. Jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde handler om, at regeringen eller Det Konservative Folkeparti ønsker, at vi skal fifle med vores euroforbehold. Det gør vi under ingen omstændigheder. Det her handler om, at der skal bedre styr på økonomien i Europa, og det synes vi er ganske fornuftigt.

Hr. Per Clausen.

Jeg forstår godt, at Det Konservative Folkeparti mener, at hvis man overlader mere magt over de enkelte landes økonomi til EU, giver det mere styr på økonomien.

Men det, der var mit spørgsmål, var: Hvis det er sådan, at man kan straffes for noget og straffes ved at blive frataget det samme beløb, men i det ene tilfælde får man en bøde, og i det andet tilfælde får man så ikke en indtægt – den økonomiske konsekvens er præcis den samme – synes fru Helle Sjelle så ikke, at så er realitetsforskellen på at være omfattet af euroen og det ikke at være omfattet af euroen reduceret?

Ordføreren.

Vi kan godt diskutere bøder og sanktioner, eller hvad det nu er, hr. Per Clausen gerne vil drøfte. Det, jeg synes, der er rigtig væsentligt at slå fast her fra denne talerstol i dag, er, at den danske regering og Det Konservative Folkeparti på ingen måde ønsker at omgå det danske euroforbehold, som vi har. Hvis det skal laves om, er det den danske befolkning, der laver det forbehold om.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Undskyld, jeg skulle lige finde det forslag til vedtagelse frem, som vi står bag.

Jeg vil sådan – havde jeg nær sagt – undtagelsesvis sige tak til finansministeren, fordi jeg faktisk synes, at det lykkedes finansministeren o.k. at præcisere, hvad det egentlig er, hele den her diskussion drejer sig om, og præcis også at præcisere, hvad det er, vi er med i, og hvad det er, vi ikke er med i, altså, med andre ord hvilke sanktioner der gælder for eurolandene, og hvilke sanktioner der ikke gælder for eurolandene. Så vidt, så godt.

Så siger finansministeren på side 8, at vi jo ikke i Danmark har tænkt os at føre en politik, der ville kunne kvalificere os til sanktioner. Jeg ville sådan set ønske, at man havde haft det for sig, når det drejede sig om euroen, således at finansministeren kunne sige, at vi ikke ønsker at føre en politik, der gør, at vi ikke engang kan blive medlem af euroen, fordi vi ikke opfylder kriterierne. Men det må man jo beklage. Det har regeringen ikke gjort, regeringen har ikke fulgt en politik, der gør, at vi automatisk kan blive medlem af euroen, altså opfylde kriterierne i dag.

Tilbage til sagen i denne sammenhæng: Det Radikale Venstre er tilhængere af det europæiske projekt. Jeg synes, vi skal erkende, at det er et projekt. Det er ikke noget, der bare udvikler sig af sig selv uden videre, det er noget, der skal arbejdes for. Det skyldes jo, at vi finder, at EU og det europæiske projekt dermed har skabt større fred, sikkerhed og velstand i Europa. Vi tror altså, at det er bedre med et Europa end uden et Europa, og bedre med et samlet Europa end med et splittet Europa. Det tror vi er bedre for Danmark, den danske befolkning, og vi tror faktisk også, at det er bedre for Europa som helhed for slet ikke at tale om verden.

Vi synes, at de europæiske værdier skal præge verden, og vi er ikke blevet mindre begejstret for de europæiske værdier, når vi har set, hvad det er for nogle aftaler, regeringen indgår med Dansk Folkeparti om et fuldstændig fantastisk pointsystem. Man tror simpelt hen, det er løgn, at det kan lade sig gøre, at der indføres sådan et system i Danmark, altså, at man ikke kan gifte sig med en udlænding. Det er ikke ensbetydende med, at vi mener, at alle skal kunne komme til Danmark uden videre. Netop det, at man gifter sig, indebærer jo, at man har et gensidigt forsørgelseskrav. Det vil jo sige, at det ikke er sådan, at man uden videre bare kan komme ind i landet og ligge Danmark til last økonomisk set. Der er trods alt tale om et gensidigt forsørgelseskrav, i det øjeblik man gifter sig. Trods alt vil vi sige, at det er der ikke nogen steder i Europa der har. Dengang vi tilsluttede os Europa, troede vi, at Danmark ligesom var bedre på netop nogle af de her områder. Det må vi konstatere at vi bestemt ikke er.

Det er så ikke alting i Europa, vi er tilfredse med. Vi synes selvfølgelig, at det ville være ønskeligt, hvis radikale synspunkter prægede udviklingen i højere grad, men sådan er det jo med politik i almindelighed. Vi synes også, det ville være bedre i dansk sammenhæng, hvis den radikale stemme havde større vægt.

Så vil jeg omkring euroen sige, at vi tror – men som vi har diskuteret det, er det til en vis grad en påstand – at vi ville have været i en værre krise, hvis ikke vi havde haft euroen. Vi synes ikke, at det er ønskværdigt at komme tilbage til tidligere tiders valutakriser. Hver gang vi har haft dem, er der nogle, som det er gået meget, meget hårdt ud over, og de eneste, der i realiteten har haft glæde af det, er valutaspekulanterne. Derfor kan vi godt forstå, når visse partier synes, at det er ærgerligt, at vi går ind i euroen, fordi så er der nogle valutaspekulanter, det går ud over. Der er i hvert fald en del af spekulationen, som ikke længere kan bruges. Så vi mener, at det er godt for Europa, at euroen har været der, og vi ser altså gerne, at vi kan – om jeg så må sige – kvalificere os til at blive medlem.

Vi synes stadig væk, at alle forbeholdene skal ophæves helt og fuldt. Det siger regeringen jo også formelt – dog ikke helt og fuldt. De har jo fået lavet en ny slags forbehold. Men nu må man i hvert fald sige, at i og med at regeringen kobler det sammen, kan vi jo altså ikke få en diskussion om forbeholdene reelt set, fordi vi jo ikke kan blive medlemmer af eurolandene. Jeg kan godt forstå, at regeringen ikke ønsker den diskussion, for det indebærer en diskussion med dens støtteparti. Men vi andre synes, at det ville være godt, hvis vi tog en diskussion om forbeholdene og i hvert fald fik fjernet dem, som det er muligt at fjerne, og vi skal så beklage, at vi ikke kan fjerne det danske forbehold i forbindelse med euroen, alene af den grund at vi ikke opfylder kriterierne. Det er ikke Europas skyld, at vi ikke kan det. Det er den danske regerings skyld, at vi ikke kan opfylde de her kriterier. Vi synes, vi skal arbejde på at gøre det, men godt nok på en noget anden måde end regeringen.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Det er bare en enkelt ting, for de radikale synspunkter er jo velkendte, inklusive det med, at vi åbenbart lå uden for Europa, inden vi blev medlem af EU. Jeg troede sådan set, at vi altid havde været en del af Europa.

Fru Lone Dybkjær sagde, at der var nogle, der var modstandere af at komme med i euroen, for hvis vi var med i euroen, ville det sådan forhindre valutaspekulation. Det var sikkert ikke møntet på Enhedslisten, men på nogle andre, men jeg vil godt spørge fru Lone Dybkjær, om det er det danske euroforbehold, der har ansvaret for den valutaspekulation, der sker mod Irland for øjeblikket. Altså, det er jo mit klare indtryk, at der foregår meget omfattende valutaspekulation, en finansiel spekulation, som jo retter sig imod en række eurolande, og der spiller det tilsyneladende ikke nogen rolle, om Danmark er med eller ej. Så mener fru Lone Dybkjær selv, at det, at Danmark var med i euroen, ville være sådan et rigtigt angreb på valutaspekulanter?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke, og det ved Enhedslistens hr. Per Clausen også udmærket godt. Det er jo heller ikke det, jeg har sagt, men det kan godt være, jeg har udtrykt mig uklart, i hvert fald åbenbart så uklart, at Enhedslisten ikke har forstået, hvad jeg mener.

Men det er da klart, at vi ikke havde gjort nogen speciel forskel. Vi havde været med i samarbejdet, og vi kunne have gjort vores indflydelse gældende, men altså, vi havde formentlig overhovedet ikke kunne influere på irsk økonomisk politik. Jeg tror, Irland havde været i en værre situation uden for euroen. Desværre er Irland og Grækenland etc. jo også med til, at vi står i den værste krise i Europa, som Van Rompuy har sagt.

Jeg tror desværre, det er rigtigt, at det er meget vigtigt, at vi nu samler os om projektet – det økonomiske projekt, men så sandelig også projektet som helhed. Jeg tror, det vil være dybt skadeligt for alle landene i Europa og i øvrigt altså også for verden som helhed, hvis projektet falder fra hinanden.

Hr. Per Clausen.

Jeg er glad for, at jeg misforstod fru Lone Dybkjær, for jeg synes også, det lød helt usædvanligt, at fru Lone Dybkjær skulle have sagt det, eller i hvert fald ment det.

Men jeg vil godt spørge fru Dybkjær, om det alligevel ikke godt kan få hende til at blive en lille smule usikker på europrojektets styrke, at vi sådan set har set en meget, meget omfattende krise, baseret primært, i hvert fald i udgangspunktet, på finansiel spekulation, som er gået galt, når man tænker på, at det jo har været en af hovedhjørnestenene i EU, at man skulle sikre, at der var frie kapitalbevægelser.

Altså, man har jo selv åbnet en ladeport for spekulation, og det har været en del af EU-projektet. Det har så været med til at skabe en stor finansiel krise, som euroen jo ikke har været i stand til at forhindre. Har den situation aldrig fået fru Lone Dybkjær og Det Radikale Venstre til at overveje, om projektet nu også er så gennemsundt, som man ligesom siger at man tror det er?

Ordføreren.

Det er da klart, at der er problemer, og det er jo også derfor, vi er tilhængere af, at der arbejdes med de her spørgsmål. Det er derfor, vi er tilhængere af, at der sker en stærkere økonomisk styring i Europa end den, der hidtil er sket. Det er i modsætning til Enhedslisten, og det er, fordi vi mener, det er helt nødvendigt. Vi mener, det er helt nødvendigt at gribe ind på et tidligere tidspunkt. Vi burde have gjort det over for Grækenland efter vores opfattelse, og jeg synes, det er godt, at der nu tilsyneladende er en slags løsning for Irland.

Jeg har bare sagt generelt, at jeg tror, at alt andet lige ville de europæiske lande have været i en utrolig meget dårligere situation, hvis ikke vi havde euroen. Så kan Danmark jo vælge, om vi synes, vi vil gå ind i den eller ej, det er så en anden snak. Jeg synes, vi skal være deltager i det europæiske samarbejde helt og fuldt og dermed altså også være medlem af euroen, men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke synes, det er nødvendigt at ændre nogle ting, som vi også gør i øjeblikket.

Jeg vil så sige, at jeg også synes, det er vigtigt, at vi har det forslag til vedtagelse, vi har, så man ikke nødvendigvis bare skal lave nogle opstramninger i alle lande samtidig. Det er sandelig vigtigt, at vi får skabt en fleksibilitet. Det mener jeg der er mulighed for, og det er også det, der står i vores forslag til vedtagelse, for hvis alle lande begynder at stramme op samtidig, får vi jo arbejdsløshed, og det er ikke det, vi ønsker. Vi ønsker, der skal være en passende fleksibilitet, men overholdelse af nogle økonomiske kriterier.

Tak til fru Lone Dybkjær. Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00, og den første, der får ordet, bliver finansministeren.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Så er mødet genoptaget, og vi er i gang med behandlingen af forespørgsel nr. F 6 til finansministeren om det danske euroforbehold.

Det er finansministeren.

Læren af det, vi har været ude for de sidste par år, siden bankkrisen startede i USA, er jo, hvor dybt afhængige vi alle sammen er af hinanden. Det, der startede som en bankkrise i USA, spredte sig med lynets hast over hele verden, og den er jo så endt med at blive en offentlig gældskrise i nogle lande. Det, vi diskuterer, er sådan set, hvordan vi kan forebygge, at vi igen skal komme i nogle tilsvarende situationer.

Det, vi kan se, er, at det jo har ramt lande, hvad enten de er med i euroen eller er uden for euroen, hvad enten de ligger i Europa eller i andre verdensdele. Derfor har vi jo også en forpligtelse til at sikre, at vi kan forebygge den dominoeffekt, der kan føre til, at hvis ét land vælter, så vælter det næste land. Men det er jo alt sammen, fordi vi er så dybt afhængige af hinanden, at banker i ét land har finansieret statsobligationer i et andet land og på den måde er afhængige af, hvordan udviklingen er. Så det er sådan set kort sagt det, vi prøver at forebygge. Derfor er min konklusion på det, vi har været ude for, sådan set, at jo større indsigt vi får i det, jo større gennemsigtighed der er i det, landene foretager sig, og jo mere vi kan forebygge, at vi havner i den situation, vi er kommet i, jo bedre.

Man kan sige, at det, EU foretager sig på det her område, er at prøve at forhindre, at vi igen kommer i den situation, at man skal sanktionere. Det er jo ikke en drøm om, at man skal gøre noget ved medlemslandene. Det er en drøm om, at alle opfører sig så ansvarligt, at vi ikke igen kommer i den her situation. Det er jo det, der er hele tankegangen i vores diskussioner om de fremtidige mekanismer.

Jeg vil godt slå fast, at regeringen på ingen måde fifler med euroforbeholdet. Det blev ligesom antydet fra hr. Per Clausens side. Spørgsmålet om det danske euromedlemskab kan kun afgøres ved en folkeafstemning, og det er en forudsætning for regeringens støtte til de reformer af det økonomiske samarbejde, vi taler om her, at de nye initiativer er i overensstemmelse med og respekterer euroforbeholdet. Min klare forventning er, at initiativerne til styrkelse af det økonomiske samarbejde i EU vil være i fuld overensstemmelse med euroforbeholdet. Eksempelvis vil de eksisterende sanktionsregler i traktaten og stabilitets- og vækstpagten, som nu foreslås styrket, fortsat kun gælde eurolandene.

De sanktioner, som Danmark og andre lande uden for euroen vil blive omfattet af, handler om noget andet, nemlig om en mulig suspension af midler fra EU-budgettet til landene, hvis et land har fået en henstilling, men ikke har gennemført effektive tiltag for at nedbringe det uforholdsmæssigt store underskud. Det svarer fuldstændig til de eksisterende regler, som vi i dag har i Samhørighedsfonden, og som Danmark og andre lande uden for euroen også er omfattet af. Der er altså ikke noget nyt i den her diskussion. Men når der foreligger konkrete forslag til udmøntning af de nye sanktionsregler for alle EU-lande, vil regeringen udarbejde en juridisk vurdering af, hvorvidt forslagene er i overensstemmelse med euroforbeholdet.

Hr. Per Clausen og fru Pia Adelsteen har også sat spørgsmålstegn ved, om Danmark vil kunne fortsætte sin økonomiske politik med de nye regler. Der vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm, at den nationale suverænitet i forhold til fastlæggelsen af den økonomiske politik fastholdes. Både taskforcerapporten og Kommissionens forslag indebærer naturligvis, at landene fortsat selv beslutter den økonomiske politik.

Jeg vil også godt understrege, at hverken taskforcerapporten eller Kommissionens forslag lægger op til at ændre stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser om exceptionelle og særlige omstændigheder, der vedrører undtagelser og fleksibilitet i forbindelse med kriser og lavkonjunkturer. Det er et svar til fru Pia Olsen Dyhr, som rejste det spørgsmål. Reformen af pagten har ikke til formål at begrænse mulighederne for selv med de foreslåede ændringer at sikre, at der bliver mulighed for at føre en ekspansiv finanspolitik i dårlige tider. Det er et af de centrale formål med reformen, at pagten skal sikre bedre offentlige finanser i de gode tider på linje med den lange tradition, vi har haft for det i Danmark.

Regeringen lægger naturligvis afgørende vægt på fastholdelse af national suverænitet i den økonomiske politik, herunder at fastholde muligheden for at kunne føre en aktiv finanspolitik inden for rammerne af de fælles EU-regler.

Det har også været antydet, at vi så er ved at indføre euroen, at vi er ved at snige den ind ad bagvejen. Der vil jeg igen gerne slå fast, at det er en forudsætning for regeringens støtte til reformen af det økonomiske samarbejde, at de nye initiativer er i overensstemmelse med euroforbeholdet. Spørgsmålet om dansk euromedlemskab kan jo kun afgøres ved en folkeafstemning. Min klare forventning er, at de kommende ændringer i stabilitets- og vækstpagten ikke vil indebære suverænitetsafgivelse og vil være i fuld overensstemmelse med euroforbeholdet. Eksempelvis vil de eksisterende sanktionsregler i traktaten og stabilitets- og vækstpagten, som nu foreslås styrket, fortsat kun gælde for eurolandene.

De sanktioner – vil jeg gentage – som Danmark og andre lande uden for euroen vil blive omfattet af, handler om noget andet. Det handler nemlig om en mulig suspension af midler fra EU-budgettet til landene, hvis et land har fået en henstilling, men ikke har gennemført effektive tiltag for at nedbringe det uforholdsmæssigt store underskud. Samhørighedsfonden er, som jeg nævnte før, jo et eksempel på noget, hvor dette er muligt, og som Danmark i dag er omfattet af. Men summen af det hele er, at når vi kender de konkrete forslag, når vi har fået konkrete forslag på bordet, så udarbejder vi naturligvis et juridisk papir om dels forholdet til grundloven og suverænitetsafgivelse, dels spørgsmålet om euroforbeholdet.

Jeg vil så også gerne bekræfte det, der var en diskussion om i debatten, nemlig at det mandat, regeringen har fået indtil nu, er et foreløbigt mandat. Det hænger naturligvis sammen med, at vi ikke i dag kender de konkrete forslag, og derfor skal regeringen jo, når vi kender de konkrete forslag, vende tilbage til Europaudvalget, dels med et juridisk responsum, dels for at drøfte, hvilket mandat vi så kan forhandle videre med. Så vi har taget det i den rigtige rækkefølge. Vi har diskuteret og fremlagt taskforcerapporten. Vi har fået et foreløbigt mandat med det forbehold, at vi ikke kender de konkrete forslag og dermed heller ikke kender juraen i forhold til forbeholdet. Men det er jo en proces, der udestår, og som vi vender tilbage til. Derfor er der i den her sag fuld kontrol fra det danske Folketings side, med hensyn til hvilke skridt der bliver taget.

Hr. Per Clausen prøver at fremstille det, som om der allerede nu er helt konkrete ting, vi ved og derfor skal forholde os til, men der har vi altså i vores hidtidige arbejde sagt, at når vi kender det konkrete, vender vi tilbage og beder om et nyt mandat. Tak.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu ved jeg jo ikke andet end det, der fremgår af regeringens og EU's egne papirer, så det er ikke sådan noget, jeg har fundet på. Bare to spørgsmål til ministeren: Er det ikke rigtigt forstået, at ministeren mener, at forholdene for Danmark, forpligtelser osv., skal være så tæt på de forpligtelser, som eurolandene har, som det er muligt at komme, uden juridisk at komme i konflikt med forbeholdene?

Det andet spørgsmål: Er ministeren ikke enig med mig i, at når man gør det, at man giver mulighed for, at der kan modregnes i danske indtægter fra EU på grund af forseelser, som ville udløse en bod, hvis man var et euroland, og i samme kroner og øre-beløb eller eurobeløb, for at være mere præcis, som man ville få i bod, hvis man var et euroland, så er der tale om en forandring i forhold til den nuværende tilstand?

Ministeren.

Det, hr. Per Clausen siger, er jo, at fordi Enhedslisten har fremlagt nogle forslag i Danmark, så er det ikke sikkert, at udlandet kan vurdere det danske parlament alene på de forslag. Altså, der kommer forslag fra Kommissionen, noget kan finde tilslutning, og noget kan ikke finde tilslutning, noget forhandler man, som man kan nå til enighed om. Der er vi jo inde i en fuldstændig demokratisk proces, vil jeg sige til hr. Per Clausen. Så derfor kan man ikke sige, at fordi der findes et EU-papir, så er det ligesom det, der er sandheden i den sag. Det er jo en institution med et parlament, med et råd, med en kommission, hvor alle har nogle interesser, og det er jo det, vi prøver at få til at gå op i en højere enhed. Jeg synes, det er særlig vigtigt på det her område.

Konkret til det spørgsmål, hr. Per Clausen stiller, vil jeg sige, at det jo er en mekanisme, vi kender i dag fra Samhørighedsfonden, som man så i forbindelse med forhandlingerne senere – hvis det er den vej, man går i forbindelse med de finansielle perspektiver – skal tage stilling til om også kunne gælde på landbrugsområdet f.eks., men det berører jo ikke den enkelte landmands rettigheder.

Hr. Per Clausen.

For ikke at fortabe os i tilfældige papirer, som stammer fra Europa-Kommissionen, og som nok ikke er så tilfældige endda, vil jeg spørge ministeren, om det ikke er rigtigt, at det er den danske regerings ønske i forbindelse med Danmarks forpligtelse i forhold til at overholde de regler, der gælder omkring EU's økonomi, at vi skal være så tæt på de vilkår, som eurolandene har, som det overhovedet er muligt, uden at komme juridisk i konflikt med forbeholdet.

Det andet spørgsmål: Er det ikke rigtigt, at regeringen arbejder aktivt på at sikre, at Danmark skal kunne udsættes for de samme sanktioner, som eurolandene kan, og at man arbejder aktivt på at sikre, at det kan ske ved at udvide mulighederne for at tilbageholde indtægter fra EU til Danmark, altså, at det er det, regeringen arbejder for, og som regeringen jo ikke har fået protester fra et flertal i Folketinget imod?

Ministeren.

Jeg tror, man kan sige, at det, vi arbejder for, er at sikre en gennemsigtighed og sikre nogle regler og sikre en tidligere reaktion, så vi undgår det morads, vi er havnet i i øjeblikket.

Der er kommet et ønske om en kort bemærkning ind fra fru Pia Adelsteen.

Det er blot et enkelt spørgsmål, for ministeren nævnte, at man i forbindelse med alle de her stramninger forsøger at forebygge den dominoeffekt, det kan have, når der opstår – hvad kan man sige? – uhensigtsmæssige finansielle problemer, sådan som det skete i USA med boligboblen og konkursen af Lehman Brothers. Og det, jeg vil spørge om, er, om ministeren mener, at de øgede sanktioner, der kommer mod ikkeeurolande, men som jo altså ikke eksisterer uden for EU-området, vil have en medvirkende effekt i forhold til at undgå sådan en dominoeffekt.

Ministeren.

Jamen jeg tror, at vi må erkende, at vi alle sammen hænger sammen. Island, som ikke er medlem af EU eller af euroen, har jo også i forbindelse med deres hjælp lånt, dels fra de nordiske lande, dels fra IMF, og skullet leve op til nogle krav. Så der er jo ikke noget unikt i det her. Sagen viser bare, at lande, som ikke har orden i deres egen økonomi, bliver ekstremt sårbare, hvis ikke de kan klare deres forpligtelser, og det er det, som både lande uden for EU og uden for euroen og lande inden for EU har lært, altså at det er de barske vilkår, at det er markedet. Det, vi har oplevet i forbindelse med Grækenland, Portugal, Irland osv. er jo, at man ikke har været tidligt nok inde, det er gået for langt, og det er det, vi prøver at forebygge.

Fru Pia Adelsteen.

Men kunne man ikke have forebygget det med de eksisterende sanktioner, hvis man havde brugt dem? Altså, en ting er den svindel, som grækerne har udført i forhold til at give forkerte oplysninger – og nu kan man jo frygte, at der er andre lande, der måske også har gjort det – men en anden ting er, om man, hvis man havde brugt de sanktioner, der eksisterer på nuværende tidspunkt, så ikke kunne have forhindret det. For der er jo netop, som finansministeren siger, mange lande, over for hvem vi overhovedet ikke har sanktionsmuligheder, fordi de i øvrigt ikke er en del af EU, men som stadig væk vil kunne påvirke os. Altså, vi vil jo stadig blive påvirket af dem, hvis der er noget, der går galt, og hvis de fører en uansvarlig økonomisk politik.

Ministeren.

Det, fru Pia Adelsteen siger, er nok rigtigt til en vis grad, nemlig at havde man været tidligere ude, havde man været mere konsekvent. Men nu er skaden sket, og derfor består opgaven jo i at lave en troværdig politik, så de såkaldte markeder får tillid til, at man nu vil føre en ansvarlig politik. Det er jo markedet, der, om man så må sige, i øjeblikket tester Irland og tidligere Grækenland ved at kræve meget høje renter. Så jeg tror, at svaret er både ja og nej: Ja, i den forstand at vi kunne have forebygget noget, hvis vi havde brugt de midler, der stod til rådighed, på et tidligere tidspunkt, og nej, i den forstand at vi nu er nødt til at gøre noget mere, fordi der er en tillid, der skal genopbygges.

Tak til finansministeren. Hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Et eller andet sted er det jo alligevel utroligt, hvor kort en hukommelse borgerlige politikere tror vi har. Nu forsøger finansministeren at tegne et billede af, at finanskrisen, omfattende arbejdsløshed og omfattende økonomiske problemer i en lang række lande skyldes, at økonomien ikke bliver styret nok af EU.

Realiteten er jo, at finanskrisen opstod, fordi der var en finansspekulationsboble, der brast først i USA og derefter i en række andre lande – faktisk over hele verden. Hvis man endelig skulle sige noget meget præcist om, hvad vi kan lære af finanskrisen og euroens rolle i den, er det, at det tilsyneladende er sådan, at eurolande tilkalder sig en særlig opmærksomhed fra spekulanternes side i form af forsøg på at destabilisere de landes økonomi. Det er senest sket i Irland, og Irland er vel hovedgrunden til, at man er kommet i vanskeligheder. Det er i hvert fald entydigt den krise, finansspekulationen kastede os ud i. Og det var et meget omfattende forsvar for de irske banker, den irske stat kastede sig ud i. Realiteten er, at der ikke er noget, der tyder på, at en strammere EU-styring af økonomien i de enkelte EU-lande ville have betydet noget som helst positivt i forhold til at forhindre den globale krise, vi lider under nu.

Det andet, jeg vil sige, er, at der ikke er nogen grund til at blive forvirret over, at ministeren taler om tilfældige EU-papirer, som regeringen af en eller anden grund har videresendt til Folketingets Europaudvalg, for man kan nøjes med at se på, hvad regeringen har bedt om og fået mandat til at arbejde videre med.

Regeringen har bedt om og fået mandat til, at det, der danner udgangspunkt for det danske arbejde med en finanslov, sendes til godkendelse i EU, inden man for alvor går i gang med at lave en finanslov. Man har søgt om og fået mandat til at arbejde for, at der skal indføres en hurtigere og mere effektiv kontrol af den danske stats finanser. Man har søgt om og fået mandat til at udvide EU's kontrol til at omfatte makroøkonomi. Man har søgt om og fået mandat til at arbejde for, at Danmark skal omfattes af sanktioner, som i euro har samme omfang og idømmes af de samme grunde, som hvis eurolande sanktioneres. Men for at overholde juraen i forbeholdet siger man, at det ikke skal ske i form af en bøde, men i form af tilbageholdelse af indtægter.

Det går også igen både i det, den socialdemokratiske ordfører sagde, og det, Venstres ordfører sagde, nemlig at det for nogle partier her i Folketinget har afgørende betydning, at forskellen på at være med eller ikke være med i euroen reduceres så meget som muligt. Og derfor er det eneste saliggørende og afgørende for disse partier og ministeren, at man også kan få en juridisk afgørelse af, at man ikke har brudt med euroforbeholdet.

Socialistisk Folkeparti står fuldstændig alene med det synspunkt, at euroforbeholdet og forsvaret for det også handler om politik. Det er jeg enig med SF i, men jeg synes bare, at man fra SF's side skal være klar over, at det ikke er det signal, der kommer fra et flertal i Folketinget. Det er ikke det signal, der sendes med de mandater, som regeringen har fået med ned i EU, og det er ikke det signal, der kommer fra finansministeren i dag.

Så det fornuftige og kloge ville være, at de partier, der er samlet om at være imod, at Danmark opgiver euroforbeholdet, samles om at støtte Enhedslistens forslag til vedtagelse i stedet for at forsøge at sløre kendsgerningen: at euroforbeholdet er sat på udsalg.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet, og vi skal til at stemme, og som vi ved fra i morges, kan vi ikke stemme om. Derfor tager vi os god tid til at gennemføre afstemningen rigtigt.

Der stemmes om forslag til vedtagelse nr. V 6 af Flemming Møller, Kim Mortensen, Pia Olsen Dyhr, Helle Sjelle og Lone Dybkjær.

Der kan stemmes fra nu af. Vi tager det som sagt stille og roligt. Hvis nogen stemmer forkert, får de også mulighed for at stemme om.

Jeg kan måske for konversationens skyld, mens vi tager det roligt, sige, at hvis nogen synes, at de blev kaldt meget tidligt ned til afstemning, er det, fordi det er meget svært at forudse, at folk meget sent beder om nye korte bemærkninger. Hvis man alligevel har gjort sig klart, at man vil have en kort bemærkning til en minister, kan man i hvert fald mindske ventetiden for kollegaerne ved at plotte den ind med det samme. Det er bare et råd til en anden gang.

Vi prøver at slutte afstemningen nu.

For stemte 82 (V, S, SF, KF, RV og LA), imod stemte 19 (DF og EL), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 6 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 5 af Per Clausen (EL) bortfaldet.

Dermed er forespørgslen afsluttet.