Det næste punkt på dagsordenen er:

33) Forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til klima- og energiministeren:

Hvilke nye initiativer agter regeringen at tage i lyset af udviklingen siden offentliggørelsen af regeringens klimatilpasningsstrategi?

Af Ida Auken (SF), Mette Gjerskov (S), Margrethe Vestager (RV) og Per Clausen (EL).

(Anmeldelse 05.11.2010. Fremme 09.11.2010).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på torsdag, den 16. december 2010.

Fru Ida Auken som ordfører for forespørgerne til begrundelse af forespørgslen.

For et par år siden fremlagde regeringen efter meget hårdt pres den her strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark. Den strategi er nærmest tømt for indhold; der er en portal til 10 mio. kr., og der er en forskningskoordineringsindsats og et koordineringsforum, men ellers er der stort set ikke noget handling i den her plan.

Det har vi hørt rigtig meget kritik af. Planen fik en meget, meget hård medfart i høringsrunden, selv om det ikke fik regeringen til at ændre noget som helst. Vi har hørt Kommunernes Landsforening gentagne gange bede om en egentlig handlingsplan på det her område, og vi har hørt Dansk Industri sige, at indsatsen langtfra er tilstrækkelig. Og vi så jo så også i august i år, hvordan der ser ud derude i virkeligheden: Vi kunne se regnvand i en halv meters højde i folks villaer, vi kunne se kloakvand, der væltede ud af toiletterne hjemme hos folk, vi kunne se biler, der druknede i søer på motorvejen, og søer, åer og vandløb, der gik over deres bredder. Det var sådan set temmelig voldsomt, og jeg er ked af at sige det, men det bliver ikke mindre voldsomt i de kommende år – og det siger Energistyrelsen jo sådan set også – opgaven bliver ikke mindre.

Derfor vil vi gerne høre regeringen, hvad man har tænkt sig at gøre for at følge op på den her klimatilpasningsplan, som jo tydeligvis langtfra er tilstrækkelig, og som langtfra giver kommunerne de redskaber, de efterspørger, de muligheder til at handle, hvilket vi også kan se, i forhold til hvor langt kommunerne egentlig er kommet på det her område.

Derfor vil vi gerne spørge klima- og energiministeren, hvilke nye tiltag vi kan forvente på det her område som opfølgning på den her klimatilpasningsstrategi, når nu den så langtfra er tilstrækkelig til at tage sig af de problemer, der er i øjeblikket.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det klima- og energiministeren til besvarelse af forespørgslen.

Tak, og også tak for forespørgslen, som giver en god mulighed for at diskutere et vigtigt emne, nemlig klimatilpasning. Og som fru Ida Auken også redegjorde for, kan vi jo alle sammen stadig huske, hvordan regnen væltede ned i august i år, og også hvilke skader den voldte rigtig mange steder, både på huse og naturligvis også på vores infrastruktur. Det er – og det er også korrekt, og det har Energistyrelsen jo også peget på – den slags mere ekstreme vejr, som vi skal forberede os på at der kommer mere af fremover. Og det er jo konsekvenserne af sådanne forandringer, som vi nu og i de kommende mange år løbende skal forebygge.

Det er positivt, at både regering og opposition har fokus på klimaforandringernes konsekvenser for Danmark, og det er også positivt, at vi er enige om, at når det gælder om at tilpasse sig til fremtidens mere ekstreme vejr, skal vi ikke sidde på hænderne.

Tillad mig lige ganske kort at genopfriske de overordnede principper, der er fastlagt i regeringens klimatilpasningsstrategi fra 2008. For det første er strategien faktabaseret. Den bygger på gennemarbejdede analyser, stort forarbejde, bl.a. modelberegninger for den klimatiske udvikling for Danmark. Med august måneds regnskyl i frisk erindring kan det naturligvis være fristende at sætte en masse nye initiativer i gang omgående, men netop i denne type situationer har vi som politikere ansvaret for at holde tungen lige i munden. Store, nye initiativer, der alene tager afsæt i august måneds regnskyl, risikerer at blive uigennemtænkte og for dyre. Løsningerne skal i stedet i videst muligt omfang være vidensbaserede og gennemtænkte, simpelt hen fordi løsningerne skal holde i rigtig, rigtig mange år, og regeringen er derfor ikke tilhænger af hovsapolitik.

Hvad angår strategien, viderefører den for det andet den kendte arbejdsdeling mellem stat og kommune. Det er jo en grundlæggende arbejdsdeling, den har vi fastholdt, og den agter vi også at fastholde fremadrettet. En stor del af klimatilpasningsarbejdet vil foregå lokalt ude i kommunerne. Regeringen er overbevist om, at kommunerne selv er de bedste til at håndtere og implementere konkrete løsninger på klimatilpasningsområdet, kommunerne har nemlig lokalkendskabet. Og vi ved jo også, at kommunerne er vidt forskellige med hensyn til behovet for klimatilpasning. Der er jo altså alt andet lige stor forskel på at bo på den jyske højderyg og at bo i f.eks. Greve, der er særlig udsat. Det giver derfor ikke mening, hvis staten skal diktere, hvad der skal gøres, og sikre, at det bliver gjort i den enkelte kommune.

For det tredje er strategien økonomisk ansvarlig. Den tager højde for, at vi i vores iver efter at forebygge skader som følge af klimaforandringerne samtidig skal være økonomisk ansvarlige. Klimatilpasning skal indtænkes, når der alligevel skal udskiftes og renoveres, når der sker arealplanlægning, eller når der bygges nyt. Det blev sagt på en nylig afholdt konference om klimatilpasning i oktober, at det burde være en tommelfingerregel, at hver gang man laver et klimatilpasningstiltag, skal det tjene mindst et ekstra formål. Set med de briller vil klimatilpasning ikke bare være et problem, men absolut også være en mulighed, f.eks. i forbindelse med at få skabt nye grønne områder. Det er økonomisk ansvarligt, og det er også sund fornuft.

Når jeg så bliver spurgt, hvilke initiativer regeringen agter at tage på klimatilpasningsområdet i lyset af udviklingen siden 2008, så er svaret, at vi løbende tager alle de nødvendige initiativer, nøjagtig ligesom vi har gjort det hidtil. Og det agter vi naturligvis at blive ved med.

Lad mig give nogle eksempler på nogle af de mest centrale initiativer, regeringen har taget, siden strategien så dagens lys i 2008. Først og fremmest er der blevet etableret et statsligt videncenter for klimatilpasning, der indsamler og formidler ny viden om klimaforandringer og mulige tilpasningsløsninger. Desuden har vi oprettet et koordinationsforum for klimatilpasning, og her deltager Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og alle relevante ministerier, i alt ni centrale ministerier, med henblik på at sikre koordinering af klimatilpasning på tværs af sektorer og myndigheder. Dette forum sætter analyser i gang. F.eks. kommer vi over i en samfundsøkonomisk screening af klimatilpasning, og man peger også løbende på indsatsområder.

Også på forskningsområdet sikrer vi, at der sker en koordinering af den forskning, der har relevans for klimatilpasning, og at der leveres autoritative klimadata og forskningsresultater. Dette sker i samarbejde med universiteterne og øvrige forskningsinstitutioner under ledelse af DMU på Aarhus Universitet. Og der følger penge med. I de seneste år er der via globaliseringspuljen afsat midler til forskning i klimatilpasning.

Hvis vi kunne konstatere, at der siden klimatilpasningsstrategiens offentliggørelse 2008 og til i dag ikke havde været fremdrift i tilpasningsindsatsen, ville der naturligvis være grundlag for at vurdere, om vi var gået rigtigt til værks. Men det er ikke tilfældet. Vi er i gang, både staten og en lang række kommuner, både inden for egne kommunegrænser og også på tværs af kommunegrænserne. Regeringen har tillid til, at kommunerne kan finde ud af at samarbejde på tværs af kommunegrænser dér, hvor det er nødvendigt og klogt.

Det findes der da også en række eksempler på. Region Midtjylland har i dialog med regionens 19 kommuner i 2010 udmeldt, hvordan regionens kommuner aktivt kan tage stilling til klimaforandringerne både individuelt og sammen. Region Hovedstaden er i gang med en samlet klimastrategi, som vil dække 29 kommuner. Kommunerne Lolland, Odsherred og Slagelse er sammen med Region Sjælland og Kommunernes Landsforening gået sammen om et projekt om kystudvikling, hvor klimatilpasningen og vandstandsstigningerne er centrale spørgsmål. Og kommunerne Rudersdal, Hørsholm og Fredensborg har iværksat fælles klimatilpasningsprojekter.

Statens rolle går jo så ud på at udstyre kommunerne med den nødvendige viden og selvfølgelig også de nødvendige værktøjer. Staten skal understøtte, at de rigtige beslutninger tages af kommunerne; vi skal ikke tage beslutningerne for dem, det gør de bedst selv.

Noget af det, som kommunerne i høj grad efterspurgte også i forbindelse med regnen i august, var et klimascenarie. Det har vi jo så udmeldt, og det kan de nu bruge i deres planlægning frem til midten af dette århundrede. Dermed er der nu også det samme udgangspunkt og en fælles reference for alle kommunerne og selvfølgelig også for staten.

Jeg kan også nævne initiativet om at opdatere DMI’s varslingssystem, så det bliver bedre til at tage højde for nutidens og fremtidens mere ekstreme vejr. Og som et nyt initiativ vil Videncenter for klimatilpasning øge sin kommunikationsindsats over for kommunerne og i 2011 gennemføre en tour de klimatilpasning med en række regionale workshopper for at skabe mere opmærksomhed om den viden og de værktøjer, der allerede eksisterer på portalen.

Så vurderer regeringen naturligvis løbende den gældende lovgivning for at sikre, at der ikke findes lovgivningsmæssige barrierer for klimatilpasningen. Lad mig give fem eksempler fra 2010:

For det første er en ny lov om stormflod og stormfald blevet vedtaget i dette forår. Der er nu skabt incitamenter, der fremmer klimatilpasning, i form af en ny erstatningsmodel, så selvrisikoen forhøjes ved gentagne oversvømmelser på samme adresse. Ordningen er ligeledes blevet udvidet, så man nu også kan få erstatning for oversvømmelser, hvis vandløb og søer går over deres bredder som følge af ekstreme vandstande.

For det andet er reglerne for afvanding af veje blevet ændret, så der nu tages højde for mere og kraftigere regn.

For det tredje vil miljøministeren iværksætte et arbejde, som skal se på kommunernes mulighed for at lave grønne lokalplaner, så det bliver muligt at stille krav om grønne tage eller separate spildevandssystemer, så man ikke leder regnvandet ned i kloakkerne.

For det fjerde vil Økonomi- og Erhvervsministeriet igangsætte et analysearbejde for at se nærmere på klimaforandringernes betydning for nybyggeri, bl.a. i forhold til bygningsreglementet.

Endelig, for det femte, har regeringen nedsat et spildevandsudvalg, som skal undersøge, hvordan vi kan øge incitamenterne til at aflede regnvand uden om kloakkerne. På netop dette punkt er regeringen for øvrigt helt enig med SF i, at de forventede større mængder regn ikke skal håndteres ved blot hovedløst at udbygge alle landets kloakker. Der findes en række eksempler på grønne løsninger, hvor vi, samtidig med at vi håndterer de øgede regnmængder, også får flere grønne områder i byerne. Her er Odense Kommune et godt eksempel, hvor man har revet syv villaer ned og i stedet anlagt en sø. Og i Københavns Kommune etableres f.eks. lommeparker, som er mindre, grønne områder, der kan afkøle byen på varme dage og optage regnvand på våde dage.

De overordnede principper, som regeringen lagde sig fast på i 2008 – nemlig at strategien skal være faktabaseret, at vi viderefører en klarere arbejdsdeling mellem stat og kommuner, og at strategien er økonomisk forsvarlig – bør fortsat være gældende. Udgangspunktet for regeringens arbejde med klimatilpasning er strategien fra 2008, og det vil det også være i 2011, og det er der tre grunde til:

For det første: Der er ikke sket nogen afgørende ændring i vores viden siden 2008. For det andet: Strategien virker; klimatilpasningsstrategien er kun 2½ år gammel, og det er på den måde faktisk ganske imponerende, hvor meget den alligevel skaber opmærksomhed om de udfordringer, vi står over for, og om de muligheder, der er for at løse problemerne. For det tredje: Strategien er dynamisk, og der er fremdrift i klimatilpasningsindsatsen, og, som jeg lige har nævnt, så er der hele tiden, når vi er gået hen og blevet klogere, og når vi har set, at der har været nogle nye udfordringer, blevet iværksat en lang række initiativer både i kommunerne og staten.

Klimatilpasningsindsatsen i Danmark bliver naturligvis et langt, langt sejt træk. Vi siger ikke – og jeg understreger også: jeg siger ikke – at alt er fryd og gammen. Jeg har også flere gange sagt, at vi naturligvis ikke er i mål, hvad angår klimatilpasning. Det tror jeg ikke der er nogen der er.

Vi startede som et af de første lande med en strategi i 2008, og i mange, mange år frem vil vi løbende skulle tilpasse og justere, hvordan vi bor, bygger og bevarer. Regeringen vil fortsat være lydhør over for de faktiske udfordringer, og vi vil gøre vores del af arbejdet og løbende finpudse strategien, efterhånden som behovet opstår, for her er der altså tale om et emne, som jeg ikke tror der er nogen der har de endegyldige svar på. Vi betræder i høj grad i fællesskab jomfruelig jord.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Ida Auken fra SF.

Tak. Nu kunne vi jo desværre ikke bestille en omgang monsterregn i dag. Det havde sikkert ellers været et bedre tidspunkt at få den på end om et par måneder, for vi kan se, at hver gang den her regn kommer, tager regeringen lige pludselig det her spørgsmål meget mere alvorligt. Vi kan se ordførere for både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti gå ud at sige: Nu skal vi have en national oversvømmelsesplan. Nu skal kommunerne have den her hjælpende hånd, de så længe har bedt om. Vi kan se, at kommunerne igen kommer på banen og siger klart til ministeren, at der ikke sker nok på det her område.

Så vil jeg sige til ministerens besvarelse af vores forespørgsel: Ja, det her skal ske på et videnbaseret grundlag. Det er vi sådan set helt enige om. Derfor er en af de ting, vi foreslår fra oppositionens side i vores forslag til vedtagelse, som vi selvfølgelig håber regeringspartierne kan støtte, at man laver en egentlig sårbarhedskortlægning af Danmark, sådan at vi får en samfundsøkonomisk analyse af, hvor i Danmark vi er mest sårbare, hvor vi er mest udsat, og får lavet den her analyse, som kommunerne kan gå ind at bruge, få lagt den offentligt ud, så folk kan se, om deres hus ligger midt i et blue spot, og om det er farligt at købe hus eller bygge i de her områder. Så det er vi sådan set helt med på, men vi bør kvalificere det. Vi bør lave den her egentlige sårbarhedskortlægning, så vi ikke spilder en masse penge på forkerte investeringer.

Så siger ministeren, at det skal foregå lokalt ude i kommunerne. Det er vi sådan set også helt enige i. Vi kan se, at kommunerne beder staten om en egentlig handlingsplan. Kommunerne har i flere år bedt os om at give dem nogle klare retningslinjer for, hvad det er for nogle opgaver, der er vigtigst at prioritere. To af de ting, vi foreslår at lægge ind i den her handlingsplan, er at sikre, at alle kommuner har beredskabsplaner, sådan at vi kan se, hvordan vi kan håndtere vandet, når det regner rigtig, rigtig voldsomt – kan vi lede det over på nogle boldbaner og ud i en sø eller nogen steder hen, så det ikke ender i folks kældre? – og at sikre, at de begynder at tænke intelligent og tænke nyt på det her område, får hjælp til det, måske af et rejsehold, sådan at man bruger pengene fornuftigt på de langsigtede investeringer. I stedet for bare at udbygge kloakkerne kunne man måske prøve at håndtere vandet på en anden måde.

Klima- og energiministeren siger, at der sker noget på det her område. Ja, det er jo det, vi også kommer til at diskutere i morgen i et samråd. Vi har fået at vide, at 31 kommuner havde en fiks og færdig klimatilpasningsplan. Når man så kiggede de planer igennem, viste det sig, at to af planerne bare var et worddokument, hvor der stod, at der arbejdes på en plan. Der var flere af dem, som var nogle små detaljer fra en generel kommuneplan om klimaforebyggelse.

Vi kan se, at de kommuner, der er i gang, er de kommuner, der faktisk allerede har fået en ordentlig skylle og en ordentlig balje vand i hovedet. Det vil sige, at det er en kommune som Greve. Greve er rigtig langt fremme, fordi man sejlede rundt i gaderne i Greve i 2007. Nu er Hørsholm og Fredensborg kommet i gang. Hvorfor? Ja, fordi der var en å, der løb ud over en masse af deres velhavende borgeres villaer. Det var ikke så rart. Så kom de også i gang.

Men det er simpelt hen så dyr en måde at gøre det på. Det er så dyrt. Bare én regnvejrsdag sidste år kostede næsten 0,5 mia. kr. at rydde op efter. Det er en hovedløs måde at bruge pengene på. Det er derfor, vi skal lave en langsigtet planlægning og gøre det samfundsøkonomisk mest forsvarligt.

Derfor vil jeg nu på vegne af Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Enhedslisten og Christian H. Hansen (UFG) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens ad hoc-strategi for klimatilpasning fra 2008 har været utilstrækkelig, og opfordrer derfor regeringen til at udarbejde en egentlig handlingsplan for klimatilpasning.

Handlingsplanen skal indeholde, men ikke være begrænset til:

- en offentlig tilgængelig risikovurdering og sårbarhedskortlægning af hele Danmark,

- forslag til ændring af planloven samt andre love og forskrifter m.v., som vurderingen og kortlægningen giver anledning til,

- et samarbejde mellem stat og kommuner om udarbejdelse af en konkret handlingsplan for klimatilpasning, herunder oversvømmelsesplaner og planer for at få mindre regnvand i kloakkerne, og

- en tidsplan for handlingsplanens gennemførelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 13).

Tak.

Tak til ordføreren. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil selvfølgelig indgå i de fortsatte forhandlinger.

Hr. Lars Christian Lilleholt som ordfører.

Tak til Folketingets formand og ikke mindst tak til de partier, der har taget initiativ til denne forespørgsel. Konkret spørges der om, hvilke nye initiativer regeringen agter at tage i lyset af udviklingen siden offentliggørelsen af regeringens klimatilpasningsstrategi.

Interessen for klimatilpasning og for, hvad der skal gøres for at imødegå konsekvenserne af klimaforandringerne, deler vi med forespørgerne – både i regeringen og i Venstre. Vi er enige i, at klimaforandringerne medfører ændrede vejrsituationer, som også Danmark har mærket. Om det er nødvendigt ikke mindst i kommunerne at forebygge følgerne, er der ingen tvivl om. Det er nødvendigt at gøre noget i forhold til at sikre, at ikke mindst kloakkerne kan klare de stigende vandmængder.

Der blev i juni udmeldt et fælles klimascenarie, som kommunerne kan bruge i planlægningen frem mod midten af dette århundrede. Scenariet viser, at for perioden 2021-2050 bliver vintre i gennemsnit 1 grad varmere og vækstperioden i gennemsnit 3 uger længere, og ekstreme regnskyl kan bidrage med 6 pct. mere nedbør end i dag.

Så der sker ændringer, om ikke så ekstreme, som vi ser i andre verdensdele, så alligevel forandringer, der skal håndteres, og som heldigvis også bliver håndteret i kommunerne.

På vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Kristendemokraterne fremsættes følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer med tilfredshed, at mange kommuner er godt i gang med at planlægge eller gennemføre klimatilpasningsløsninger.

Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte arbejdet med at skabe opmærksomhed om udfordringerne og de mulige løsninger på klimatilpasningsområdet – herunder at fortsætte med at udvikle de værktøjer, der kan støtte kommuner og andre aktører i at træffe robuste, koordinerede og langtidsholdbare beslutninger på dette område.

Folketinget konstaterer desuden, at den eksisterende klimatilpasningsstrategi fra 2008 stadig er et godt udgangspunkt for klimatilpasningsindsatsen i Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Det var slut, og det var samlet 80 ord.

For Venstre er udgangspunktet, at det er statens opgave at stille den nødvendige viden til rådighed for kommunerne, mens det er kommunerne selv, der skal træffe beslutning om, hvad de vil gøre for at klimatilpasse. Kommunerne kender selv deres egne forhold. Man kan ikke sidde her i Folketinget eller i Klima- og Energiministeriet og kende alle kloakforhold i Danmark, og der er forskel fra kommune til kommune på, hvad der er behov for. Der er forskel på, hvad der skal gøres i Løgstør, og hvad der skal gøres på Langeland, og i Venstre har vi respekt for det kommunale selvstyre. Man kan ikke skabe ensartede løsninger for 98 forskellige kommuner.

Endelig handler det jo også om økonomi. Mange vil gerne sende regningen videre til statskassen, men hvis f.eks. statskassen påtog sig opgaven og opkrævede pengene i skatter, ville regningen ende med at blive betalt af skatteborgerne i de kommuner, hvor man har været forudseende og for længst investeret i klimatilpasning, og det vil jo ikke være rimeligt. Endelig er der jo kun de samme skatteborgere til at betale regningen, hvad enten det er staten eller kommunerne, der skal betale.

Siden 2008 har regeringen taget en lang række forskellige initiativer. Først og fremmest er der etableret et statsligt videncenter for klimatilpasning, der indsamler og formidler ny viden om klimaforandringer og mulige tilpasningsløsninger. Det sker via klimatilpasningsportalen, der har eksisteret i godt 2 år. Portalen bliver løbende udbygget med ny viden og nye værktøjer i dialog med kommuner og andre relevante aktører.

Desuden er Koordinationsforum for Klimatilpasning blevet oprettet. Her deltager Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og en række relevante ministerier – i alt ca. ni ministerier – med henblik på at sikre koordinering af klimatilpasningen på tværs af sektorer og myndigheder. På forskningsområdet sikrer vi, at der sker en koordinering af den forskning, der har relevans for klimatilpasning i samarbejde med universiteterne og øvrige forskningsinstitutioner under ledelse af DMU på Aarhus Universitet, og der følger penge med fra globaliseringspuljen. Ligeledes sker der en løbende vurdering af den gældende lovgivning for at sikre, at der ikke findes lovgivningsmæssige barrierer for klimatilpasning.

Kommunerne har tidligere efterlyst et klimascenarie, dvs. et billede af, hvordan vi forventer at klimaet vil udvikle sig. Det stillede staten til rådighed i foråret, også for at understøtte samarbejdet på tværs af kommunegrænser. Det giver et fælles fagligt grundlag for os alle sammen. Det er vigtigt at understrege, at selv om måske ikke mindst dagens forespørgere med SF i spidsen forsøger at fremstille et billede af, at der ikke sker noget, er mange kommuner rigtig godt i gang. Undersøgelser viser, at mange kommuner laver specifikke klimatilpasningsplaner, men også kommuner, der ikke laver konkrete planer, kan gøre en stor indsats. Det er vigtigt af hensyn til økonomien, at renoveringen af kloakker ikke kun sker på grund af klimatilpasningen. Det er mest hensigtsmæssigt at lave kloakrenoveringer, hvor man samtænker generel renovering med behovet for klimatilpasning.

Venstre samlede vurdering er, at kommunerne er rigtig godt på vej, og de har fra Folketinget og regeringen fået en lang række redskaber til at gennemføre de nødvendige lokale tilpasninger.

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning fra fru Ida Auken.

Tak. Venstre har jo taget et par kovendinger på det her område. Senest så vi det, da det regnede i august måned i år, for der kunne vi se en flot artikel i Berlingske Tidende, stort sat op, med overskriften »Venstre vil hjælpe kommuner i vandkamp«. Der udtalte hr. Lars Christian Lilleholts kollega, hr. Eyvind Vesselbo, at regeringen må tage initiativ til, at Danmark bliver sikret mod fremtidens klimaforandringer, og citat:

»Det nytter ikke noget, at regeringen og kommunerne skubber opgaven imellem sig.«

Så sagde hr. Vesselbo også, at kommunerne skal have økonomisk hjælp til at løse opgaven. Det synes vi selvfølgelig er en meget interessant udmelding, som kom fra Venstres miljøordfører i august måned. Nu kan vi så høre på Venstres klima- og energiordfører, at det bliver der ikke tale om. Kommunerne er supergodt i gang. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Tak til fru Ida Auken. Det hænger sådan sammen, at det er vores opfattelse, at kommunerne skal løse den her opgave. Statens opgave, regeringens opgave, Folketingets opgave er at stille redskaber til rådighed, pege på hvilke muligheder der er, men selve opgaveløsningen ligger i den enkelte kommune.

Fru Ida Auken.

Gør det så indtryk på hr. Lars Christian Lilleholt, når et af de redskaber, kommunerne tydeligt beder om at få stillet til rådighed, er en egentlig handlingsplan på det her område? Kunne det være noget, som staten måske skulle gå ind og stille til rådighed? Vi har en anden kollega fra Venstre, Martin Damm, som den 26. maj meget tydeligt sagde, at vi har brug for en fælles national løsning. Vi kan på danskekommuner.dk læse, at danske kommuner beder om en overordnet national klimahandlingsplan. Vi kan se Venstremand og tidligere formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg, Jens Stenbæk, gå ud og bede om en national handlingsplan. Gør det noget som helst indtryk, at det er et redskab, kommunerne efterlyser, sådan at de kan komme i gang nu, og ikke først når regnvandet står ind i folks stuer?

Ordføreren.

Vi finder, at de redskaber, der efterlyses, også er til stede. Der er gennemført en række forskellige tiltag, og jeg er sikker på, at kommunerne er tilfredse med, at vi ikke herindefra skal blande os i, hvordan den enkelte kommune løser den her opgave. Der er ganske enkelt stor forskel fra kommune til kommune på, hvad det er for en udfordring, man står over for.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg vil gerne bede ordføreren om at uddybe vurderingen af kommunernes tilfredshed eller mangel på samme. For fru Ida Auken har jo netop – synes jeg – meget klart demonstreret, at kommunerne sådan set ønsker at se den konkrete kommunale indsats i en national sammenhæng, og jeg havde egentlig også det indtryk, at Venstre i gamle dage gik ind for, at man var omhyggelig, og at det, man gjorde, derfor var vel planlagt, fordi man jo så ofte kan gøre tingene meget billigere, end hvis man ligesom bare venter til man må trille af sted og tingene opstår oppe i hovedet på en. Så kan ordføreren derfor ikke komme det lidt nærmere, hvor ordføreren mener at kunne se den kommunale tilfredshed med regeringens gøren og laden.

Ordføreren.

Vi oplever ikke, at kommunerne er utilfredse med det, vi gør herindefra. Vi oplever tværtimod, at kommune efter kommune gennemfører lokale klimaplaner, tilpasningsplaner, og at der er meget fokus på det her område ude i kommunerne.

Fru Margrethe Vestager.

Betyder det så følgende to ting: 1) at når kommunale repræsentanter siger, at de ønsker en national handlingsplan, så tager de fejl, og 2) at vi aldrig, aldrig mere skal høre Venstrefolk tale for, at der bliver nationale handlingsplaner, eller at man i højere grad tager et ansvar for at skabe en ramme om den kommunale indsats. Jeg deler fru Ida Aukens opfattelse af, at hver gang det regner slemt, står regeringspartiernes ordførere i kø for at sige, at nu må der også gøres noget. Kan der ikke komme noget andet godt ud af den her forespørgsel, kan der i det mindste komme det, at det kan blive slået fast, at det, de har sagt hidtil, har de ikke noget at have i, og de vil ikke sige det mere.

Ordføreren.

I Venstre går vi ind for kommunalt selvstyre, og vi tror på, at kommunerne er bedst til at løse den her opgave, og vi mener, at det, vi skal gøre herfra, fra Folketinget og regeringen, er at skabe rammerne for, at kommunerne kan gennemføre løsningerne lokalt, og at vi også giver dem oplysninger og viden om, hvor det er bedst at sætte ind.

Fru Mette Gjerskov for en kort bemærkning.

Det kan jeg simpelt hen ikke få til at hænge sammen, for undersøgelsen fra kommunerne viser jo, at kun 7 pct. af kommunerne mener, at de har viden og værktøjer nok, og så hjælper det jo ikke noget, at hr. Lars Christian Lilleholt står og siger, at vi fra Folketinget bare skal sørge for, at kommunerne har viden. Vi kan jo dokumentere, at de ikke har viden. Kun 7 pct. har viden nok. Er det tilstrækkeligt for hr. Lars Christian Lilleholt?

Ordføreren.

Kommunerne er i en begyndelsesfase i forhold til den her indsats. Det er ganske nyt, at kommunerne skal håndtere den her opgave, og jeg er sikker på, at kommunerne vil søge og også vil få den viden, de skal have for at kunne gennemføre tingene ved lokale tiltag.

Fru Mette Gjerskov.

Jamen skal de bare hente den viden ned fra himlen? Eller hvor skal den viden komme fra? Det, vi beder om her, er jo netop, at der bliver lavet en handlingsplan. Vi snakker jo ikke om, at regeringen skal gå ud og lave kommunernes arbejde, men give kommunerne nogle redskaber, så de bliver i stand til at sikre sig en klimatilpasning. Det er jo ikke tilstrækkeligt, at ordføreren siger, de bare skal have viden. De har den jo ikke! Hvad har regeringen egentlig tænkt sig at gøre ved det?

Ordføreren.

Der er taget en lang række tiltag, som både klima- og energiministeren og jeg redegjorde for i vores taler tidligere her i dag. Der er Videncenter for Klimatilpasning; der er den nye portal; der er et koordinationsforum, hvor både Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og ikke mindre end ni ministerier deltager.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvornår det var, Venstre besluttede sig til, at der ikke er brug for en national handlingsplan, og at der ikke er brug for statslige midler på det her område, for tilsyneladende har man jo tidligere ment, at der var brug for det. Hvornår var det, Venstre nåede frem til, at det er der ikke brug for?

Ordføreren.

Jamen Venstres opfattelse er, at det her er en kommunal opgave, der skal løses lokalt, og vores opgave herindefra er så at stille nogle redskaber til rådighed, for at kommunerne kan blive i stand til at løse den her opgave. Og opgaven er rigtig forskellig fra kommune til kommune. Det vil simpelt hen være forkert af os at begynde at pålægge kommunerne at gennemføre helt bestemte løsninger. Vi overlader det trygt til de enkelte kommuner at finde de rigtige løsninger.

Hr. Per Clausen.

Det lød jo som et rigtig principielt svar. Og så må man jo spørge hr. Lars Christian Lilleholt: Er Venstres miljøordfører, hr. Eyvind Vesselbo, ikke klar over den opgavefordeling, der er mellem kommunerne og staten? Altså, det er da et alvorligt problem, at Venstre har en miljøordfører, der ikke kender til, hvordan den opgavefordeling skal være.

Ordføreren.

Jeg har stor tillid til hr. Eyvind Vesselbo, og jeg er helt sikker på, at han også er vidende om, hvordan opgavefordelingen er.

Tak til ordføreren. Fru Mette Gjerskov som socialdemokratisk ordfører.

Når man som jeg lige er kommet hjem fra klimatopmødet i Mexico – jeg vil i øvrigt sige tak for sidst til ministeren – ved man jo, at klimasagen handler om to ting.

For det første skal vi standse klimaforandringerne ved at sætte gang i den vedvarende energi, altså standse den udvikling, vi er midt i. For det andet skal vi tilpasse os de klimaforandringer, som uvægerligt vil komme, og som vi også står midt i. Det er to punkter, som er enkle, og hvor regeringen begge steder har fejlet.

Man kan spørge sig selv: Hvordan kan det gå så galt? Men det er måske ikke så mærkeligt, når man baserer sin regeringsmagt og sin regeringsførelse på et samarbejde med Dansk Folkeparti, som ikke engang har indset sammenhængen mellem CO 2 -udledninger og klimaforandringer, for så er det jo en noget stor pædagogisk opgave for regeringen overhovedet at gennemføre noget.

Danmark har mistet arbejdspladser, Danmark har mistet vækst, og Danmark har mistet udvikling ved at lægge sig i krybesporet på grøn energiteknologi. Kina og andre lande buldrer derudad i overhalingsbanen, mens regeringen sender sagen først i kommission og derefter endelig i en syltekrukke. På samme måde står Danmark langt dårligere forberedt til klimaforandringerne herhjemme. Klimatilpasningsstrategien, som vi nu har hørt både ministeren og Venstres ordfører reklamere for som værende et dokument, som virkelig er noget, der er substans i, som er eviggyldigt, og som holder mange år endnu, er en tilfældighedsstrategi. Der står ad hoc 27 gange!

Sagen er den, at det jo lige et blevet undersøgt ude blandt kommunerne, hvordan de synes det går: 81 pct. af kommunerne forventer oversvømmelser, 65 pct. af kystkommunerne forventer oversvømmelser fra havet, altså ikke fra regn, men fra havet, og kun 18 pct. af dem har været involveret i kystbeskyttelsesprojekter. Det er da en bekymring, der er til at tage at føle på. Så synes jeg faktisk, at det allervigtigste er, at kun 7 pct. af kommunerne mener, at de i høj grad har viden og værktøjer nok til at løfte den her opgave.

Jeg skal så rose regeringen, for det skal man, man skal lede efter noget, hvor man kan rose, og jeg har ledt, og jeg har fundet. Det, at man i juni måned kom ud med et klimascenarie, har vi efterlyst i rigtig lang tid, så derfor skal jeg selvfølgelig også sige, at det synes jeg er godt, for nu har kommunerne et klimascenarie at forholde sig til. Men det ændrer jo ikke ved, at de ikke har de værktøjer i værktøjskassen, som de har brug for. Hvis man som dansker har stået i sit hjem i Jyllinge Nordmark eller i Greve og konstateret, at alt står under vand, eller hvis man bor på en af vores øer eller i et lavtliggende område, så kender man jo til bekymringen for klimaforandringen. Derfor har Danmark brug for en handlingsplan for klimatilpasning, og derfor skal Danmark kortlægges for sårbarhed over for oversvømmelser, derfor skal klimaet på dagsordenen her i Folketinget og i kommunerne, og derfor kan vi selvfølgelig også støtte SF's forslag til vedtagelse.

Men min opfordring til regeringen er sådan set klar: Jeg synes, at regeringen skulle tage at droppe klimasamarbejdet med klimaignoranterne ovre i Dansk Folkeparti og så komme ind i klimakampen, for det er der i høj grad brug for.

Hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Tak. Nu adresserede fru Mette Gjerskov jo Dansk Folkeparti, og det synes jeg er alle tiders – tak for det. Det giver mig lejlighed til at spørge om et par småting.

Vi er overhovedet ikke i tvivl om, at der sker klimaforandringer, store klimaforandringer, ude i verden, i hele verden – det er vi overhovedet ikke i tvivl om, og det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Fru Mette Gjerskov har fuldstændig ret i, at vi ikke tror på, at den ene luftart, der hedder CO 2 , er den primære årsag til det. Det er fuldstændig rigtigt.

Jeg vil spørge fru Mette Gjerskov: Hvad var det egentlig, der i 982, da vikingerne bosatte sig på Grønland, forårsagede, at temperaturen var så høj, at de dengang kunne holde køer og får – måske ikke grise, det ved jeg faktisk ikke – og dyrke korn deroppe? Hvad var det egentlig, der forurenede dengang, så temperaturen steg så meget, at det var behageligt?

Ordføreren.

Nu var jeg jo altså ikke på Grønland med vikingerne, så det skal jeg ikke kunne svare på. Jeg har til gengæld lige været i Mexico sammen med alverdens eksperter og politikere, og jeg kan så fortælle hr. Dalgaard fra Dansk Folkeparti, at resten af verden faktisk mener, at der er en sammenhæng mellem CO 2 og klimaet. Resten af verden arbejder for en indsats på det her; resten af verden – alle andre undtagen Dansk Folkeparti, Saudi-Arabien og Bolivia – er enig om, at der skal ske noget på det her område.

Hr. Per Dalgaard.

Nu startede jeg jo lige med at sige, at vi ikke er i tvivl om, at der sker klimaforandringer, og at det er noget, vi skal tage os af – helt klart. Vi skal reparere på de skadevirkninger, klimaforandringerne medfører. Men når fru Mette Gjerskov taler om alle de eksperter, f.eks. i forbindelse med IPCC, som i 1988 blev oprettet med det formål at klarlægge de menneskeskabte klimaforandringer, så er det jo klart, at de eksperter hele tiden taler ud fra det, de blev ansat til, nemlig at tale ud fra, at forandringerne er menneskeskabte, selv om vi i årtusinder tilbage har haft præcis de samme former for klimaforandringer. Så de der ekspertudsagn hæfter jeg ikke så forfærdelig megen lid til.

Jeg kan godt forstå, at fru Mette Gjerskov synes, at vi skal gøre noget ved det, og det skal vi, men kan jeg så ikke få et svar på, hvorfor de store nye økonomier – Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika – ikke vil gøre noget ved det? EU udleder trods alt kun en ganske lille del af den CO 2 , som fru Mette Gjerskov mener er hele årsagen til problematikken, nemlig kun 14 pct. Det er jo relativt lidt. Alle de andre lande, som udøser endnu mere, vil jo slet ikke gøre noget.

Ordføreren.

Jamen, vil jeg sige til hr. Per Dalgaard, det må have undergået en meget stor hemmelig transformation på vejen fra Mexico til Danmark. Hele verden er blevet enig om at gøre noget. Det var jo det, der skete i Mexico fredag i sidste uge: Det var jo netop, at verden besluttede at gøre noget, og det var også, at verden anerkender, at der er en sammenhæng mellem CO 2 -udledning og klimaforandringer; at verden anerkender, at vi ikke skal højere op end 2 grader i det her århundrede, før det går rivende galt. Alt det er åbenbart undsluppet opmærksomheden hos Dansk Folkeparti. Det kan jeg kun beklage.

Jeg skal jo tage det forbehold, at saudiaraberne har meget svært ved at forstå det, bolivianerne har meget svært ved at forstå det, men resten af verden – eksperter, politikere, embedsmænd, alle, der var samlet i Mexico – var enige om, at vi her står med et globalt problem, og at vi også skal løse det globalt.

Hr. Jørgen Lundsgaard for en kort bemærkning.

Fru Mette Gjerskov efterlyser viden og værktøj. Nu er det her altså ikke noget svært problem; det er svært at forhindre den CO 2 -udledning, men det er altså ikke svært at afbøde virkningerne. Det er faktisk noget, vi har kendt til i flere tusind år, altså hvordan man afleder vand, og jeg mener, at det hører med til basisuddannelsen af en ingeniør at finde ud af, hvor store kloakrør der skal være, og at vand løber nedad. Så mener fru Mette Gjerskov ikke, at vores kommuneingeniører faktisk er vel klædt på til at løse den opgave? Det handler kun om at bygge diger og aflede vand.

Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at det, fru Mette Gjerskov efterlyser, nemlig en model, allerede er udført af Kort- og Matrikelstyrelsen, og den hedder Danmarks Højdemodel. Der kan man altså gå ind at se, at når vandstanden stiger så meget, sker der så meget med hensyn til oversvømmelser. Og det samme med regnvand.

Ordføreren.

Jamen det er da meget godt, at ordføreren mener, at vi bare lige kan lave nogle beregninger på bagsiden af en konvolut, og så kører det hele nok for os. Det, jeg bare må konstatere, er, at det ikke er mig, der efterlyser viden og værktøjer – det er kommunerne, der efterlyser viden og værktøjer.

Hvis ordføreren synes, at vi bare skal ignorere, hvad kommunerne beder om, så ham om det – men fra ansvarlig side i Socialdemokratiet mener jeg faktisk, at vi skal lytte, hvis kommunerne siger til regeringen, til Folketinget: Til at løse den her opgave har vi altså brug for noget ekstra; vi har brug for en samlet handlingsplan; vi har brug for nogle samlede værktøjer til at løse problemet.

Det lytter jeg til.

Hr. Jørgen S. Lundsgaard.

[Lydudfald] … for Danmark er jo ikke det første sted, som bliver oversvømmet; der er steder i verden, hvor man har monsunregn osv. Det er blot at tage og kigge på internettet. Det eksisterer.

Ordføreren.

Det, vi gerne vil sikre os med de her planer, er, at vi får nogle kloge og moderne løsninger, der er så billige som muligt. Det gør man ikke bare ved at gå ud og dimensionere kloakkerne til 20 pct. mere, eller hvad ved jeg, som jeg kan høre at hr. Jørgen S. Lundsgaard synes at vi skulle gøre. Nej, det gør man ved at finde kloge løsninger.

Det er kloge løsninger, som handler om at holde vandet uden for byerne. Det handler om at lave oversvømmelser uden for byerne i stedet for inde i byerne. Det handler ikke bare om at dimensionere kloakkerne lidt mere. Det handler om kloge løsninger: grønne tage og alle de ting, vi gerne vil have, og om at få huslejerne til at sørge for at få mere nedstrømning af vand på deres egen grund osv. osv.

Der er masser af kloge løsninger, og de er ofte også billigere. Dem vil vi faktisk gerne hjælpe kommunerne med, men det vil regeringen ikke, og det kan jeg jo bare beklage.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Dalgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Uanset hvad Socialdemokratiets ordfører mener eller ej, arbejder Dansk Folkeparti rent faktisk hver eneste dag på at beskytte vores klima på alle mulige måder og på at skabe et dejligt, rent forureningsfrit samfund at leve i, og det er jeg i øvrigt sikker på mange andre partier også gør.

Regeringens strategi fra 2009 med »Strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark« er netop det udsagn, som Dansk Folkeparti finder ganske brugbart, nemlig at vi skal tilpasse os de klimaforandringer, som jeg og Dansk Folkeparti kan se ske, og som alle kan se sker. Men med hensyn til den gennemsnitlige temperaturstigning på de der 2 grader, der efterhånden er så berømte, vil jeg sige, at vi ikke tror på, at vi blot ved at dreje på den ene lillebitte knap kan frelse hele verden. Jeg må nok indrømme, at vi har svært ved at tro på det, for det er næsten som at stille sig op og lege Gud, hvis man skulle kunne det.

Jeg er lidt ked af de skrækscenarier, som typisk venstrefløjen fremfører i forbindelse med hele den her klimadebat, for jeg synes, det er med til at fjerne fokus fra det, der skal gøres, nemlig at reparere på de følger af klimaforandringerne, der sker, f.eks. reparere på kloaknettet og undgå at bygge i lavtliggende områder, så vi undgår oversvømmelserne. Jeg mangler simpelt hen nogle proportioner i hele den her debat.

Når jeg hører, at EU og Danmark skal gå foran, uanset hvad alle de andre lande vil, så kommer jeg til at tænke på, at det kan vi da godt og så bare lukke hele butikken – men hvad så? Så har vi ingen økonomi overhovedet til at klare vores sygehuse, skoler, veje, og hvad ved jeg. Det skal da ikke være resultatet! Resultatet af det bliver ganske enkelt tab af titusindvis af arbejdspladser, for der er nogen ude på den anden side af kloden, som ikke gør det, og som er rimelig ligeglade med, hvor meget de forurener, selv om de måske efterhånden er ved at komme lidt til fornuft.

Jeg hørte i Deadline forleden aften en redaktør fra Information sige, at man nu havde beregnet den gennemsnitlige temperaturstigning, hvis ikke man gjorde noget, og den ville blive 3,2 grader. Så sad jeg og tænkte: Hvorfor ikke 3,1 eller 3,3? Jeg må nok sige, at de edb-systemer og de data, man putter ind i sådan nogle maskiner, som kommer ud med et tal, 3,2, har jeg simpelt hen svært ved at tage seriøst, for det er så komplekst. Klimaet er så komplekst et system, og at sige, at man blot ved at dreje på den ene tangent, der hedder CO 2 -reduktion, kan løse det hele, har jeg svært ved at tage alvorligt.

Jeg mener, at vi skal udbrede vores viden, som vi har her i landet med hensyn til, hvordan man f.eks. undgår forurening fra de kraftværker, vi har, hvordan man sørger for at få et samfund, hvor vi tager hensyn til, at det, når der skal laves energi, skal gøres på en måde, der er bæredygtig – for at bruge et moderne udtryk. Jeg må nok indrømme, at jeg simpelt hen mangler, at der kommer den fornuft ind i debatten omkring klimaet, jeg mangler proportionerne, jeg mangler, at man erkender, at klimaet er så komplekst og sammensat et element, f.eks. var der tidligere, for årtusinder siden, 10.000 år, 20.000 år, 30.000 år siden, nogle store klimaforandringer, som ikke havde noget som helst med CO 2 at gøre.

Nu vil jeg ikke begynde at fremføre nogen af de synspunkter, jeg har hørt nogle videnskabsfolk have med hensyn til, hvordan sammenhængen egentlig er omkring CO 2 og temperaturer, selv om de rent faktisk siger, at det forholder sig omvendt. Det vil jeg slet ikke sige, så jeg har ikke sagt det, men det er noget, man kan blive klog af at studere.

Derfor finder jeg selvfølgelig, at den tekst til vedtagelse, som er fremført af Venstre, jo klart er noget, som Dansk Folkeparti kan tilslutte sig, og vi ser frem til de videre forhandlinger i udvalget. Tak.

Fru Ida Auken for en kort bemærkning.

Nu hørte vi ikke meget om klimatilpasning fra hr. Per Dalgaard, men sådan kan man jo altid dreje debatten derhen, hvor ens yndlingsaversioner eller hjerte nu end er.

Men mit spørgsmål er om, at vi den 17. august i år kunne læse, at Dansk Folkeparti ville have en national oversvømmelsesplan. Er det noget, Dansk Folkeparti er gået væk fra siden den 17. august i år, og kunne det i givet fald have noget at gøre med, at det holdt op med at regne?

Ordføreren.

Jeg tror, det må være vores miljøordfører, der har udtalt det, og det synes jeg da er helt fint. Jamen lad os da endelig få sådan en plan. Det vil da være en udmærket ting; det er ikke noget, vi afskærer os fra. Og nogle af de tiltag, der allerede er lavet i forbindelse med den strategiplan her, indeholder sikkert sådan nogle ting, og det er helt fint, at vi får fastlagt, hvor der egentlig kan komme nogle problemer, og det er jeg sikker på at nogle af de tiltag, der allerede ligger i planerne nu, vil vise.

Fru Ida Auken.

Vil det sige, at hvis vi ændrer vores forslag til vedtagelse til kun at indeholde ønsket om en national oversvømmelsesplan, vil Dansk Folkeparti stemme med os i stedet for?

Ordføreren.

Nu tror jeg nok, det er et alt for lille element, og jeg har heller ikke set teksten. Jeg har hørt den læst op, men jeg kan næppe forestille mig den vending.

Tak til ordføreren. Hr. Jørgen Lundsgaard som konservativ ordfører.

Jeg vil også sige tak for forespørgslen. Der blev i juni udmeldt et fælles klimascenario, som viser, at Danmark i 2050 har mindst 1 grad varmere vintre, 3 uger længere somre og 6 pct. mere regn. Bortset fra regnvandet lyder det egentlig ikke ret slemt, og vi har lige haft den koldeste november i mands minde. Men regnen ventes at blive i form af storm og skybrud, og ifølge FN's klimapanel forudses havet i de danske farvande gradvis at ville stige med mellem 15 og 75 cm imod slutningen af dette århundrede. Og i ekstreme stormflodssituationer forventes en øgning af den maksimale vandstand ved vestkysten at blive på mellem 45 cm og 1 m. Det skal vi selvfølgelig gardere os imod.

Det gjorde regeringen også i 2008 med sin klimatilpasningsstrategi. For når vi bygger, er det med en horisont på 50-100 år, det vil sige, at det, vi bygger i dag, vil kunne blive udsat for konsekvenserne af klimaforandringerne, således som det forudses af klimaforskere. Det er kommunerne, der planlægger byggeriet og en stor del af infrastrukturen. Det er derfor vigtigt, at kommunerne tilpasser sig kommende forhold, både i forhold til de eksisterende og de fremtidige byggerier, og får de værktøjer, både med hensyn til viden og lovgivning, som er nødvendige.

Det er det, klimatilpasningstrategien fra 2008 giver, og det er godt i gang. Det viser Energistyrelsens kommuneundersøgelse fra maj i år. Med en samlet kystlinje på cirka 7.400 km i Danmark vil en del af bebyggelsen blive berørt af vandstandsstigninger, men også bebyggelse i lavereliggende områder tæt på åer og andre indre vandløb vil blive berørt. Disse skal sikres ved dige- og slusebyggeri eller ved restaurering af vandløb, f.eks. i form af genslyngning m.v., samt naturgenoprettelser af vandløbsnære vådområder. På den måde kan der skabes forsinkelses- og oversvømmelsesmuligheder ved høje vandstande.

Henved 43 pct. af Danmarks befolkning er bosiddende i denne kystnærhedszone. Her er der ligeledes en stor del af vores industri og øvrige erhverv placeret, såvel offentligt som privat. Langt hovedparten af Danmarks mere end 213.000 sommerhuse og tre fjerdedele af alle campingpladser er ligeledes placeret inden for denne kystnærhedszone. At sikre det eksisterende byggeri og de eksisterende tekniske installationer i forhold til stigninger i vandstanden vil i de fleste tilfælde være i form af diger eller anden kystsikring, men i Danmark er det den enkelte lodsejer, der har ansvaret for vedligeholdelse af diger og eventuelt byggeri af nye diger.

I praksis er det almindeligt, at grundejerne har sluttet sig sammen i digelaug, som i fællesskab står for digebyggeri og vedligeholdelse. Denne model har dog efter vores mening overlevet sig selv og bør gentænkes. De små øsamfund har simpelt hen ikke længere det nødvendige mandskab og den nødvendige økonomi. Det må i fremtiden overgå til det kommunale ansvar.

De første opgaver for kommunerne er at få overblik over, hvilke arealer der ligger i en potentiel risikozone. Det gælder såvel for eksisterende bebyggede arealer som for arealer udlagt til brug for fremtidige byzoner, sommerhusområder, arealer til ferie og fritid. Denne registrering og vurdering af risikozoner skal gennemføres som en implementering af et EU-oversvømmelsesdirektiv. Det er udmærket, for dermed bliver en revision af plangrundlaget nødvendigt af hensyn til den langsigtede samfundsudvikling, vi har. Som værktøj har Kort- og Matrikelstyrelsen under Miljøministeriet udført en ny digital danmarkshøjdemodel. Med højdemodellen er det muligt at hæve vandstanden visuelt og få et billede af de arealer, som potentielt vil være i en risikozone. Denne bliver til stor gavn for de kommunale myndigheder, men også for den enkelte borger, som kan anvende den til at finde faren for sin egen kære udvalgte adresse.

Det fremgår af klimatilpasningsstrategien, at kommunerne er omdrejningspunktet for den udførende del, men staten har fået ansvaret for at stille viden og værktøjer til rådighed, og Folketinget skal løbende sikre den nødvendige lovgivning. Det er en god arbejdsdeling, som sikrer, at hver gør, hvad de er bedst til. I særdeleshed er det betryggende, at det lokale selvstyre er sat til at løse opgaverne lokalt, for forholdene er forskellige overalt i landet og derfor også løsningerne. Og den, der har skoen på, ved, hvor den klemmer.

Men det skal selvfølgelig koordineres. Man skal bruge hinandens erfaringer. Til det formål har regeringen oprettet et koordinationsforum med store forpligtelser til et fælles samarbejde mellem ni ministerier, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening på tværs af sektorer og myndigheder. Det er vist nytænkning. Men vi får også hårdt brug for samarbejde mellem dansk forskning, udvikling, industri, lovgivning – og penge, f.eks. som de nu tildeles fra globaliseringspuljen etc.

Danmark er et af verdens første lande med en klimatilpasningsstrategi. Det giver gode muligheder for at udnytte den, ikke blot til gavn for vores infrastruktur og samfundsudvikling, men også til at skabe en helt ny vækstindustri. Lad os støtte den.

Regeringens klimatilpasningsstrategi er kun 2 år gammel. Den ser foreløbig lovende ud, men den skal have tid til at virke, og den må ikke blive en sovepude. Vi skal løbende tilpasse og justere den. Men regeringens og kommunernes tilpasningstjek af sektorlovgivningen fra maj i år konkluderer, at de lovgivningsmæssige rammer foreløbig er til stede. Så den er foreløbig god nok.

Jeg vil også sige tak for forespørgslen. Der blev i juni udmeldt et fælles klimascenario, som viser, at Danmark i 2050 har mindst 1 grad varmere vintre, 3 uger længere somre og 6 pct. mere regn. Bortset fra regnvandet lyder det egentlig ikke ret slemt, og vi har lige haft den koldeste november i mands minde. Men regnen ventes at blive i form af storm og skybrud, og ifølge FN's klimapanel forudses havet i de danske farvande gradvis at ville stige med mellem 15 og 75 cm imod slutningen af dette århundrede. Og i ekstreme stormflodssituationer forventes en øgning af den maksimale vandstand ved vestkysten at blive på mellem 45 cm og 1 m. Det skal vi selvfølgelig gardere os imod.

Det gjorde regeringen også i 2008 med sin klimatilpasningsstrategi. For når vi bygger, er det med en horisont på 50-100 år, det vil sige, at det, vi bygger i dag, vil kunne blive udsat for konsekvenserne af klimaforandringerne, således som det forudses af klimaforskere. Det er kommunerne, der planlægger byggeriet og en stor del af infrastrukturen. Det er derfor vigtigt, at kommunerne tilpasser sig kommende forhold, både i forhold til de eksisterende og de fremtidige byggerier, og får de værktøjer, både med hensyn til viden og lovgivning, som er nødvendige.

Det er det, klimatilpasningstrategien fra 2008 giver, og det er godt i gang. Det viser Energistyrelsens kommuneundersøgelse fra maj i år. Med en samlet kystlinje på cirka 7.400 km i Danmark vil en del af bebyggelsen blive berørt af vandstandsstigninger, men også bebyggelse i lavereliggende områder tæt på åer og andre indre vandløb vil blive berørt. Disse skal sikres ved dige- og slusebyggeri eller ved restaurering af vandløb, f.eks. i form af genslyngning m.v., samt naturgenoprettelser af vandløbsnære vådområder. På den måde kan der skabes forsinkelses- og oversvømmelsesmuligheder ved høje vandstande.

Henved 43 pct. af Danmarks befolkning er bosiddende i denne kystnærhedszone. Her er der ligeledes en stor del af vores industri og øvrige erhverv placeret, såvel offentligt som privat. Langt hovedparten af Danmarks mere end 213.000 sommerhuse og tre fjerdedele af alle campingpladser er ligeledes placeret inden for denne kystnærhedszone. At sikre det eksisterende byggeri og de eksisterende tekniske installationer i forhold til stigninger i vandstanden vil i de fleste tilfælde være i form af diger eller anden kystsikring, men i Danmark er det den enkelte lodsejer, der har ansvaret for vedligeholdelse af diger og eventuelt byggeri af nye diger. I praksis er det almindeligt, at grundejerne har sluttet sig sammen i digelaug, som i fællesskab står for digebyggeri og vedligeholdelse. Denne model har dog efter vores mening overlevet sig selv og bør gentænkes. De små øsamfund har simpelt hen ikke længere det nødvendige mandskab og den nødvendige økonomi. Det må i fremtiden overgå til det kommunale ansvar.

De første opgaver for kommunerne er at få overblik over, hvilke arealer der ligger i en potentiel risikozone. Det gælder såvel for eksisterende bebyggede arealer som for arealer udlagt til brug for fremtidige byzoner, sommerhusområder, arealer til ferie og fritid. Denne registrering og vurdering af risikozoner skal gennemføres som en implementering af et EU-oversvømmelsesdirektiv. Det er udmærket, for dermed bliver en revision af plangrundlaget nødvendigt af hensyn til den langsigtede samfundsudvikling, vi har. Som værktøj har Kort- og Matrikelstyrelsen under Miljøministeriet udført en ny digital danmarkshøjdemodel. Med højdemodellen er det muligt at hæve vandstanden visuelt og få et billede af de arealer, som potentielt vil være i en risikozone. Denne bliver til stor gavn for de kommunale myndigheder, men også for den enkelte borger, som kan anvende den til at finde faren for sin egen kære udvalgte adresse.

Det fremgår af klimatilpasningsstrategien, at kommunerne er omdrejningspunktet for den udførende del, men staten har fået ansvaret for at stille viden og værktøjer til rådighed, og Folketinget skal løbende sikre den nødvendige lovgivning. Det er en god arbejdsdeling, som sikrer, at hver gør, hvad de er bedst til. I særdeleshed er det betryggende, at det lokale selvstyre er sat til at løse opgaverne lokalt, for forholdene er forskellige overalt i landet og derfor også løsningerne. Og den, der har skoen på, ved, hvor den klemmer.

Men det skal selvfølgelig koordineres. Man skal bruge hinandens erfaringer. Til det formål har regeringen oprettet et koordinationsforum med store forpligtelser til et fælles samarbejde mellem ni ministerier, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening på tværs af sektorer og myndigheder. Det er vist nytænkning. Men vi får også hårdt brug for samarbejde mellem dansk forskning, udvikling, industri, lovgivning – og penge, f.eks. som de nu tildeles fra globaliseringspuljen etc.

Danmark er et af verdens første lande med en klimatilpasningsstrategi. Det giver gode muligheder for at udnytte den, ikke blot til gavn for vores infrastruktur og samfundsudvikling, men også til at skabe en helt ny vækstindustri. Lad os støtte den.

Regeringens klimatilpasningsstrategi er kun 2 år gammel. Den ser foreløbig lovende ud, men den skal have tid til at virke, og den må ikke blive en sovepude. Vi skal løbende tilpasse og justere den. Men regeringens og kommunernes tilpasningstjek af sektorlovgivningen fra maj i år konkluderer, at de lovgivningsmæssige rammer foreløbig er til stede. Så den er foreløbig god nok.

Der er en kort bemærkning fra fru Ida Auken.

Ja, nu har vi jo indtil videre kunnet høre både Venstres og Dansk Folkepartis klima- og energiordførere stå og undsige, hvad deres miljøordførere sagde i august måned, og så kunne man jo prøve De Konservative af også, for De Konservatives miljøordfører, hr. Tage Leegaard, var i august måned ude at efterlyse en national strategi mod oversvømmelser. Er De Konservative med på den her bølge af klima- og energiordførere, der mener det stik modsatte af deres miljøordførere, eller vil man være med til en national strategi mod oversvømmelser?

Ordføreren.

Altså, det her er jo ikke svært, for vi har på visse områder en national strategi, og det kan godt være, den skal forstærkes og ses efter i sømmene. Det er jo ikke således, at digerne ved Vestkysten ikke er et nationalt anliggende. Vi har også lige givet en pulje på 5 mio. kr. til forstærkning af digerne på de små øer, fordi vi godt ved, at de ikke kan klare det selv. Det bliver altså også et nationalt anliggende.

Men hvis det omvendt er et spørgsmål – hvad vi også ser bare det lille sted, jeg kommer fra – om, at en by cirka hvert tiende år har været oversvømmet, at det har den været, lige så længe man har haft beskrivelser af byen, og at man åbenbart ikke har tænkt sig gøre noget ved det endnu, så er og bliver det et kommunalt anliggende at få det dige sat op, som gør, at den by ikke bliver oversvømmet hvert tiende år.

Så jeg vil sige, at der er visse ting, som er et nationalt anliggende – det er hele den der modellering, hele den der udvikling, hele den der vidensindsamling, ja – men der er også en stor del af udførelsen, der altså er et kommunalt anliggende. Dimensioneringen af rør: Det er kommunens ansvar.

Fru Ida Auken.

Jeg kunne forstå, at det var et »måske«, men jeg holder utrolig meget af De Konservatives klima- og energiordfører, fordi han faktisk virkelig diskuterer på et sagligt niveau, og det vil jeg gerne kvittere for eller sige tak for.

En enkelt ting: Ordføreren argumenterer for, at Energistyrelsens undersøgelse fra maj i år viser, at kommunerne er godt i gang. Må jeg ikke anbefale ordføreren lige at sætte sig ned med planerne fra de 31 kommuner, som klima- og energiministerens siger har lavet færdige planer, og bare lige kigge de planer igennem? For hvis man går de 31 planer igennem, vil man se, at f.eks. to af dem bare består af en enkelt sætning i et worddokument, hvor der står, at det vil de vistnok gøre på et tidspunkt.

Så når nu ordføreren faktisk plejer at holde den saglige linje, må jeg så ikke lige, inden man går for langt frem med det her budskab om, hvor godt i gang kommunerne er – bygget på Energistyrelsens undersøgelse – bede om, at man så lige kigger på det indhold, der ligger bag konklusionerne i undersøgelsen?

Ordføreren.

Jeg blev faktisk først i dag – desværre – opmærksom på, at der eksisterer disse planer. Jeg har desværre ikke set dem. Nu vil jeg jo meget gerne se dem, og jeg synes også, det er vigtigt, at man kender hinandens planer.

Tak til ordføreren. Så er det fru Margrethe Vestager som radikal ordfører.

Også jeg vil gerne kvittere for den konservative ordførers tilgang til den her debat, fordi den jo viser, at det er en debat, som ikke behøvede at være voldsomt politiseret, fordi den i virkeligheden handler om, på hvilken måde vi kan sikre, at der nationalt og i den enkelte kommune er et planlægningsgrundlag, sådan at klimatilpasningen kan foregå på et ordentligt og på et økonomisk forsvarligt grundlag. For det er jo det, meget af debatten i virkeligheden cirkler om, nemlig at hvis ting foregår planlagt og velovervejet og man ved, hvad man vil, så kan man gøre det langt billigere, altså til nogle helt andre priser, end hvis man bare kommer humpende efter, hver gang der har været et meget, meget stort regnskyl, og man så står i den situation, at der er nogle politikere, der kræver, at nu skal der ske dette, eller nu skal der ske hint.

Det er egentlig det, der er kernen i debatten i dag, og det er det, der er grunden til, at vi har rejst debatten, for hvis man ser på den hastighed, hvormed klimatilpasningsstrategierne lægges i den enkelte kommune, og at det ikke engang er halvdelen af kommunerne, der er med endnu, så må man sige, at der er brug for en egentlig national ramme omkring den klimatilpasning. Derfor synes vi, at det er vigtigt og rigtigt at lave en risikovurdering og en sårbarhedskortlægning for hele Danmark og gøre den offentligt tilgængelig, sådan at borgerne i den enkelte kommune også kan tage diskussionen med deres kommunalpolitikere om, hvordan det her egentlig skal foregå. For det understreger det, som jo er indholdet i det kommunale selvstyre – og ikke det, vi meget tit hører, nemlig at staten overlader ansvaret og udførelsen til kommunerne og lukker øjnene for, om det overhovedet sker – nemlig når det kommunale selvstyre udfolder sig på den allerbedste måde inden for en national ramme i et samspil mellem borgerne og kommunalbestyrelsen og de teknikere og embedsfolk, der kan levere det faglige input. Det er det, der er grunden til, at det er vigtigt, at det er en offentligt tilgængelig risikovurdering og sårbarhedskortlægning, som vi anmoder om.

Det andet er, at det sker i forhold til hele Danmark, for meget kan man sige om klimaet, men det respekterer ikke kommunegrænser. Lige så vel som den enkelte kommune kan gøre noget fantastisk, lige så vel er det nødvendigt, at kommunerne ser sig selv som en helhed, som nogle tidligere har nævnt i dag, og som det bl.a. sker i hovedstaden og i en af de andre regioner. Ikke mindst vil vi gerne fra radikal side fremhæve behovet for, at stat og kommuner samarbejder om det her.

Det bliver nogle gange i debatterne til, at det kommunale selvstyre bliver en barriere mod at gøre det, der er indlysende fornuftigt. I andre sammenhænge, må jeg sige, har det kommunale selvstyre ikke den samme stilling og samme høje status hos Venstre eller regeringspartierne i øvrigt – her tænker jeg på Venstre og Dansk Folkeparti – for hvis man ser på behovet for central styring på en lang række andre områder, må man sige, at det kommunale selvstyre er noget, man bruger, når det er passende i debatten, og ikke noget, som har et reelt indhold.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg også gerne fra radikal side fremhæve, at det er nødvendigt at sætte et tidsperspektiv på. Igen: Hvis man skal gøre ting rettidigt og ordentligt og så økonomisk forsvarligt som overhovedet muligt, skal man gøre det inden for en given tidsperiode. Som sagt er det en lille smule ærgerligt, at vi ikke kan have en mindre partipolitisk diskussion om det her, for det er helt åbenlyst, at man kunne spare borgerne for mange, mange ulemper, hvis det her blev set i en national sammenhæng og de enkelte kommuner lavede den konkrete planlægning og den konkrete udførelse af klimatilpasningen inden for den ramme.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som Enhedslistens ordfører.

Desværre kan man jo sige, at den aftale, der kom ud af klimatopmødet i Mexico, ikke gør det mindre vigtigt og mindre relevant at tale om en klimatilpasningsstrategi, for selvfølgelig er det fornemt, at alle FN's medlemslande minus et kan blive enige om en aftale, og det er selvfølgelig også fornemt, at man kan blive enig om, at man har en 2-graders-målsætning, selv om man nok burde have haft en 1½-graders-målsætning, hvis man for alvor skulle gøre noget ved klimaforandringerne. Men hvis konsekvensen af de beslutninger, man i øvrigt træffer, snarere er, at der sker klimaforandringer med op i nærheden af 4 grader, hvis der ikke sker nogen yderligere tiltag ved nogle af de kommende forhandlinger, ja, så er slutresultatet jo ikke særlig positivt.

Men det er jo ikke, kan man sige, til debat i dag i særlig stor udstrækning. Det er bare den præmis og den forudsætning, vi ligesom har for den debat, vi fører her i dag, nemlig at der intet er, der tyder på, at der ikke vil ske klimaforandringer, også i Danmark, som formentlig overgår dem, som indtil nu indgår i regeringens scenarier for fremtiden.

Men så kan man selvfølgelig sige, at det jo går rigtig godt. Det er jo indgangsbønnen til flertallets forslag til vedtagelse, og det er rart, at flertallet i Folketinget i denne sag gerne vil rose kommunerne. Der er bare den lille hage ved det, at når man roser kommunerne fra flertallets side, er det jo, fordi man ikke selv har tænkt sig at gå i spidsen for at gøre en indsats, og så nærer man pludselig ubegrænset tillid til kommunernes evne og vilje til at løfte den her opgave.

Desværre ved vi jo godt, at der er rigtig, rigtig mange kommuner, hvor man i praksis ikke er kommet ret langt med at lave planer med henblik på klimatilpasning. Det ved vi, fordi det jo er undersøgt og fremdraget og afsløret, at det er sådan, det forholder sig. Der er altså, hvis man mener, at den her problemstilling er alvorlig og vigtig, behov for en skærpet indsats – det tror jeg sådan set ikke at der er nogen som helst tvivl om.

I virkeligheden handler diskussionen vel om, at man ikke vil have en handlingsplan, at man ikke vil pålægge kommunerne nogen forpligtelse, og så handler det vel, når alt kommer til alt, om den sædvanlige diskussion, som gemmer sig bag de fleste debatter, og som oftest er argumentet for at tale om kommunernes selvstændighed, nemlig at man ikke vil løbe nogen som helst risiko for, at der kan blive statslige midler involveret i det her, eller at kommunerne kan argumentere for, at de har brug for flere penge til at løfte opgaven.

Man kan sige, at det har Venstres miljøordfører også været opmærksom på, da han udtalte sig, for han har jo netop udtalt sig om nødvendigheden og vigtigheden af, at staten gik ind både med en national handlingsplan og med økonomiske midler, men han havde åbenbart ikke, om jeg så må sige, fået det afklaret med baglandet, inden han kom med de udtalelser. Og det er selvfølgelig ærgerligt, for så står vi jo i den situation, at det forslag til vedtagelse, som ser ud til at blive vedtaget, sådan set nøjes med at konstatere, at der er et problem, at der er en udfordring, og den er kommunerne godt i gang med at løse, og at det, man vedtog i 2008, stadig væk er et godt udgangspunkt for klimatilpasningsindsatsen i Danmark.

Det synes vi faktisk ikke i Enhedslisten. Vi synes, at det ønske og synspunkt, som kommer frem i det forslag til vedtagelse, vi er med til at stille, om, at man har brug for en offentlig tilgængelig risikovurdering og sårbarhedskortlægning af hele Danmark, og at det naturligvis må være en statslig opgave at sikre, at det bliver lavet, er en vigtig pointe, fordi det jo også kan danne udgangspunkt for de nødvendige politiske debatter og politiske beslutninger, som skal tages i kommunerne.

Det er jo rigtigt, at en række af de konkrete beslutninger selvfølgelig skal tages i kommunerne med udgangspunkt i de udfordringer, man står over for, men så er det bare vigtigt, at man sikrer, at ikke bare politikere, men også de borgere, der indgår i debatten, har et videngrundlag, som gør, at de kan påvirke beslutningsprocessen på den rigtige måde. Der er jo altid en vis risiko for, at en investering, hvis værdi først viser sig om 15, 20, 30 år, kan blive forsømt. Dermed bliver det så bare dyrere, men da de fleste politikere jo nok har en eller anden idé om, at de er gået på pension, inden der er gået 20-30 år, så kan man jo overlade det til sine efterfølgere.

Vi synes også, at det er vigtigt, at man diskuterer, om den planlov, vi har i dag, er tilstrækkelig til at sikre, at der bliver taget det nødvendige hensyn til de kommende klimaforandringer. Vi synes stadig væk, vi ser eksempler på, at man laver planlægning i kommunerne, hvor man helt åbenlyst ikke har taget hensyn til, hvordan udviklingen klimamæssigt må formodes at blive de næste 30-40 år, og det kan jo vise sig at have meget alvorlige konsekvenser. Så vi mener altså, at der er brug for at gøre en forstærket indsats gennem en national handlingsplan og gennem nogle beslutninger, som træffes her i Folketinget, og som skal sætte det nødvendige skub i udviklingen ude i kommunerne.

Tak. Jeg skal lige bede ordføreren blive stående, for der er en kort bemærkning fra hr. Per Dalgaard.

Nu anser jeg socialisterne for i almindelighed at være nogle rimelig fornuftige mennesker, som derfor kan forholde sig til nogle fakta. Når det nu handler om, at CO 2 er årsagen til alle vores fortrædeligheder, havde jeg nær sagt, og vores elendige klima, vil jeg spørge hr. Per Clausen, hvordan man egentlig skal forholde sig til det faktum, at hele EU udleder 14 pct. af drivhusgasserne, mens resten altså kommer fra resten af verden. Hvordan skal man så egentlig agere i EU? Skal vi lukke butikken, og hvilken effekt vil det så have på klimaet?

Tak. Så er det ordføreren.

Nu kan man jo sige, at vi er i færd med at gennemføre det forsøg, som hr. Dalgaard gerne vil have gennemført på globalt plan, nemlig ikke at gøre noget effektivt for at begrænse CO 2 -udslippet, så hr. Per Dalgaard er ved at få sit fremtidsscenarie beskrevet.

Pointen er, at vi i EU ligesom i Danmark skal forsøge at gøre os uafhængige af fossile brændstoffer ved energibesparelser og omlægning til vedvarende energi, og det skal vi gøre af mindst to grunde: for at yde vores bidrag til at reducere CO 2 -udslippet og for at sikre vores økonomiske og produktionsmæssige overlevelse på lang sigt, for der står man uendelig meget bedre, hvis man har gjort sig uafhængig af fossile brændstoffer, end hvis man stadig er afhængig af dem.

Tak. Så er det hr. Per Dalgaard.

Som forventet fik jeg ikke noget svar på det, jeg spurgte om, men jeg vil da medgive, at jeg bestemt også synes, at vi skal være uafhængige af importerede fossile brændsler – dem, vi har i forvejen, kan vi selvfølgelig godt bruge af, der er ingen problemer i det.

Med jeg vil spørge igen: Hvilken effekt ville det have på klimaet, hvis vi lukkede hele butikken EU, set i lyset af, at det kun er 14 pct., EU udleder?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har sådan set ikke stillet noget forslag om at lukke hele butikken EU, så jeg mener egentlig, at spørgsmålet er lidt underligt.

Jeg skal bare gentage det, jeg sagde før, hvor jeg faktisk forsøgte at svare på hr. Dalgaards spørgsmål, nemlig at vi selvfølgelig som et af de lande, hvor vi pr. indbygger udleder mest CO 2 , er forpligtet til også selv at yde en indsats, men jeg deler da fuldstændig opfattelsen af, at det er man også i andre dele af verden. Jeg tror bare, at hvis EU og Danmark ingenting gør, med henvisning til at de andre først skal yde noget, så kommer vi ingen vegne, og da det oven i købet vil være en økonomisk gevinst for os at gøre en indsats for at blive uafhængige af fossile brændstoffer, hvorfor dog så ikke gøre det?

Tak. Tak til ordføreren. Og så er det klima- og energiministeren.

Tusind tak for en god debat, som jeg selvfølgelig lige vil prøve på at opsummere og også kommentere.

Lige først til hr. Per Clausen vil jeg sige, at der jo ikke er nogen tvivl om, at vi ikke nåede i mål i Mexico, hvad angår klimaudfordringen. Det tror jeg heller ikke der er nogen der har sagt. Personligt har jeg dog den opfattelse, at det nu er lykkedes at løfte de dele, vi blev enige om i København, uden for FN ind i FN-systemet som sådan, og det er et fremskridt. Det gør i hvert fald, at man nu har lagt et fundament, og dermed har man jo også mulighed for så at se på landenes respektive reduktionsmål, når vi kommer længere frem og den politiske vilje forhåbentlig også stiger. Så på den måde er det, selv om det ikke løser alle problemerne, i hvert fald et bedre fundament end det, vi havde sidste år.

Når jeg lytter til debatten, synes jeg, at der er en række ting, som vi er enige om. Det første, vi er enige om, er jo naturligvis, at vi skal forebygge, så vi minimerer de skader, klimaforandringen skaber, og der tror jeg, at en hvilken som helst person, der har rejst rundt i landet efter den såkaldte monsterregn, selvfølgelig har været berørt af det, når man f.eks. i Nordsjælland ser, at folk stadig væk bor i skurvogne. Det er da selvfølgelig noget, som berører en og også giver en stof til eftertanke og også giver en yderligere forståelse af, at det her naturligvis er et vigtigt emne, uden at jeg dermed siger, at man kun skal handle, når man ser, at det regner, for det er jo mildest talt ikke det, der er grundlaget for regeringens politik og dermed også strategien, der blev vedtaget i 2008.

Noget andet, vi er enige om, i hvert fald har flere været inde på det, er, at det er vigtigt, at vi ikke kun ser klimatilpasning som værende et problem. For hvis vi kun gør det, må vi jo også erkende, at det så måske kan være lidt vanskeligt at få gjort det her til den store folkelige sag, når det altså ikke lige regner. Derfor er det vigtigt, at man netop også ser på mulighederne for at skabe nye grønne områder, og det har jeg jo så også selv kunnet konstatere ved at rejse rundt i det danske land. F.eks. i Billund havde de jo formået at få lavet et nyt, spændende grønt område, hvor de kunne lede vandet ud, og så havde de sågar af den jord, de havde fjernet, lavet en kælkebakke, så den kan jo forhåbentlig blive benyttet her og nu. Det er jo så bare et eksempel. Der er mange andre eksempler på, hvordan man netop kan slå flere fluer med et smæk, når man kaster sig ud i klimatilpasning.

Så synes jeg egentlig også, at jeg kunne lytte mig frem til, at vi er enige om, at der jo ikke er nogen af os, der har det endegyldige svar på, hvordan man skal gribe klimatilpasning an. Nogle er måske så lidt mere klare i mælet og har måske lidt mere selvtillid end andre, men lad det nu ligge. At der er tale om et nyt område kan vi vel godt blive enige om, og at vi også betræder jomfruelig jord tror jeg også godt vi kan blive enige om. Vi ser jo også omkring os, at der heller ikke er nogen der, der har knækket koden for, hvordan man gennemfører den ultimative, perfekte klimatilpasningsplan.

Præcis fordi vi jo ikke ved alt, så er den undersøgelse, som flere har refereret til, bl.a. fru Mette Gjerskov, om, hvad kommunerne har gjort indtil videre, jo præcis en undersøgelse, som vi selv har sat i gang fra regeringens side – centeret – for på den måde at hitte ud af, hvor langt man er kommet, og for på den måde selvfølgelig også at skabe bedre videngrundlag og bedre mulighed for videndeling mellem de enkelte kommuner.

Det er jo også derfor, man så kan konstatere, når man har lavet sådan en undersøgelse, at det – om end man kan diskutere detaljer, som blev frembragt – ikke er alle kommuner, der ved, at f.eks. portalen eksisterer osv. Jamen så må man selvfølgelig rette ind, og det var jo også derfor, at jeg nævnte, at vi nu går i gang med sådan en tour de klimatilpasning rundt i landet for på den måde så at udbrede kendskabet til portalen, men selvfølgelig også til de respektive værktøjer, som vi også lidt har været inde på.

Jeg nævnte så i mit indlæg, at strategien jo er under opdatering, når vi får øje på problemer, hvor indsatsen skal skærpes, når det er værktøjer, der bliver efterspurgt, eller når kommuner så melder tilbage i diverse fora, vi har nedsat, om, at det er her, de mener, at skoen trykker. Der er i hvert fald bl.a. noget, som flere kommuner har gjort mig opmærksom på, og det er hele diskussionen om spildevand, og der er det jo sådan, at miljøministeren har nedsat et spildevandsudvalg. Det er også sådan, har jeg forstået på miljøministeren, at man også ser på planloven. Det var der i hvert fald også en række, der var inde på, så meget af det her arbejde er jo altså i gang.

Så er det selvfølgelig ikke sådan i den arbejdsdeling, vi har med kommunerne, at vi ikke taler sammen. Der blev sagt, at det var vigtigt med dialog, og det kan jeg så sandelig også bekræfte at der er. Så i forbindelse med og efter begivenhederne i august supplerede vi jo så de nuværende diskussionsfora og diverse andre organer, vi har med kommunerne, med et nyt forum, som jo består af KL og miljøministeren og undertegnede. Det var jo præcis også for, at vi der kan kigge hinanden i øjnene, og at vi der også kan sige: Jamen hvor er det, vi mener, at der skal være en ekstra indsats. Der kan vi jo selvfølgelig også diskutere den overordnede arbejdsdeling.

Der må jeg jo altså bare konstatere, at jeg også synes, at det er fair nok, at jeg forholder mig til, hvad KL siger, og det er jo så formanden for KL's Teknik- og Miljøudvalg, Martin Damm, og det har han jo også sagt offentligt, nemlig at han accepterer, at vi har den arbejdsdeling, som vi har, og han accepterer også, at det jo er kommunernes ansvar at gennemføre klimatilpasningstiltag.

Den dialog vil vi naturligvis fortsætte, ligesom vi netop har afholdt en konference om det her emne, hvor vi jo konstant lyttede og prøvede på at se, om der er andre ting, vi skal se på, og så kigger vi på det. Det betyder naturligvis ikke, at jeg synes, og det var også det, jeg var inde på i mit indlæg, at der er belæg for at sige på nuværende tidspunkt, når man har vedtaget en strategi i 2008, at nu bliver man altså nødt til at lave en radikalt anderledes strategi. Der skulle altså være nogle helt andre ting, ny viden, jeg var blevet præsenteret for, som ville gøre, at jeg ville sige: Ja, nu bliver vi nødt til at kaste os over det.

Så jeg vil sådan set håbe, at vi med den her debat kan komme frem til, at der er en del, vi er enige om, og så komme med gode indspil til det løbende arbejde og have diskussioner om, hvordan vi så på baggrund af den nuværende arbejdsdeling kan forbedre det arbejde, der er blevet indledt på alle mulige forskellige områder, og det vil jeg naturligvis altid være beredt til at gøre. Så tak for en god debat.

Tak til klima- og energiministeren. Så er det fru Ida Auken som ordfører for forespørgerne.

Tak. Jeg vil også gerne sige tak for debatten og selvfølgelig først og fremmest tak til Socialdemokratiet, De Radikale, Enhedslisten og hr. Christian H. Hansen for at være med på vores forslag.

Så kan jeg med beklagelse sige, at selv om vi er meget enige på nogle områder, vil de andre partier, på trods af at deres miljøordførere melder andre ting ud, alligevel ikke støtte op om f.eks. en national oversvømmelsesplan. Det var ellers noget, vi fik at vide i august, men man kan så se, at det, som miljøordførerne sagde i august måned, altså ikke står til troende, når det bliver klima- og energiordførerne, der skal svare på det i december måned. Men som sagt er det jo også holdt op med at regne, og så er der måske nogle, der føler, at hele problemstillingen er lidt mindre akut.

Jeg vil give klima- og energiministeren ret så langt, at vi er enige om, at der skal forebygges på det her område. Det er billigere, at klimatilpasning ikke kun skal ses som et problem, men også som en løsning på flere ting: at Danmark faktisk har nogle forskellige rådgivere og nogle forskellige producenter af grønne teknologier, som virkelig er førende på det her område, og som, hvis de får lov at komme i gang nu ude i kommunerne, sådan set kan lave en masse løsninger, vi også ville kunne eksportere til andre steder; så der er også en god eksportvinkel på det her.

Men så må jeg sige, at der jo også er nogle uenigheder. En hoveduenighed er jo, hvor langt man er kommet i kommunerne, og vi kan i dagens Politiken læse, at det, som man hidtil fra regeringens side har lænet sig op ad – nemlig den her undersøgelse, som Energistyrelsen lavede, hvor man sagde, at 42 pct. af kommunerne havde en egentlig plan med mål, delmål og midler – ikke passede. Og hvis man kigger det materiale igennem, som de bygger den her undersøgelse på, vil jeg sige, at bare yngste fuldmægtig i Energistyrelsen burde med et øjekast kunne have øjet de planer igennem og sagt: Det skal vi i hvert fald ikke sende ministeren i byen med. For det er så forskelligt, det er så tyndt, at det kan man ikke bygge en udtalelse på fra en ministers side.

Så vi er altså meget uenige om, hvordan det går i kommunerne, og jeg har stadig væk ikke set noget som helst belæg for den ellers meget flotte indledning, de andre partier har til deres forslag til vedtagelse, nemlig at det går så godt, så godt. Tværtimod kunne vi jo i august måned se, at lige præcis de kommuner, der ikke har forebygget, ikke har tænkt langsigtet, stod med vand ind i stuerne; de kom til at betale en kæmpe regning. Som sagt kommer august måneds skybrud måske til at koste samfundet op mod 1 mia. kr. Det er jo ikke 1 mia. kr., der så er brugt til at lave forebyggende arbejde fremover; det er jo bare 1 mia. kr. brugt på oprydning. Og det er lige præcis det, vi vil undgå ved at sikre, at kommunerne får de rammer, som kommunerne selv har efterlyst.

Det er jo ikke, fordi vi står herinde og vil bestemme, hvordan man skal gøre det i den enkelte kommune. Vi vil bare give dem lige præcis de planer, de redskaber og de værktøjer, de efterlyser, og som vi kunne høre at Venstre også var interesseret i at give dem, men man vendte det døve øre til, når det kom til, at de bad om noget af det, som man ikke var interesseret i at give fra Venstres side.

Så vil jeg sige i forhold til undersøgelsen fra Energistyrelsen, som ministeren også refererede til, at vi nu her i debatten fik at vide, at to af formålene med undersøgelsen var: 1) at finde ud af, hvor langt vi er kommet, 2) at sikre bedre videndeling mellem kommunerne.

Om det første vil jeg sige, at hvis man gerne vil vide, hvor langt vi er kommet, hvorfor kigger man så ikke på de planer, der er kommet ind? For med et enkelt øjekast kunne man se, at ud af de 31 planer, der er sendt ind, er to af dem som sagt et Worddokument, hvor der står: Klimatilpasningsplan følger. Det var, hvad de kunne levere i november måned på et spørgsmål, de svarede ja til i maj. Flere af kommunernes planer er små sætninger i en klimahandlingsplan, som handler om at forebygge klimaforandringer, men ikke en klimatilpasningshandlingsplan. Hvis vi spørger eksperterne, der sidder og arbejder med det her område, siger de, at de kommuner, der endnu ikke har haft de her regnskyl, ikke tror, at de bliver ramt. De tror ikke, at de behøver at gå i gang.

Der er altså noget, der tyder på, at der er nogle kommuner, der ikke har forstået, hvor alvorlig den her opgave er, og som måske ikke har den politiske opbakning til at få prioriteret det her rigtig højt i deres kommune. Og det ærgrer mig da, at man ikke fra regeringens side vil gå med til at tage det her ansvar. Må jeg så bare frabede mig, at vi, næste gang det regner, skal høre hykleriske ordførere fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti love det ene, det andet og det tredje, som de nu igen stemmer imod i Folketingssalen i dag? Det gider jeg simpelt hen ikke høre på. Som jeg sagde til hr. Eyvind Vesselbo i Deadline med det fine udtryk: Lur mig, om ikke Venstre trækker alle de her løfter tilbage, når det holder op med at regne. Og der fik jeg da noget så smerteligt ret; det må jeg jo så konstatere oven på dagens debat i dag.

Det andet formål med Energistyrelsens undersøgelse, kunne vi høre fra klimaministeren, var videndeling mellem kommunerne. Hvorfor har man så ikke lagt planerne ud på klimatilpasning.dk, hvis man går op i at dele viden? Hvorfor ligger de ikke der? Hvorfor skulle Dansk Miljøteknologi hindres aktindsigt med en eller anden mærkelig juridisk begrundelse? Og hvorfor skulle der et pres fra Folketinget til, for at vi kunne få de her planer oversendt til Folketinget? Er det videndeling? Jeg har lidt svært ved at se, at det skulle være formålet.

Men jeg siger altså tak for debatten, og det så ikke ud til, at der var nogen, der vovede rigtig at kaste sig ud i den. Tak.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på torsdag, den 16. december.