Den foreslåede afgørelse indeholder en begrænset lempelse af EU’s sanktionsregime over for Zimbabwe i anerkendelse af overgangsregeringens tiltræden og de faktiske om end begrænsede fremskridt i implementeringen af magtdelingsaftalen inden for det seneste år.
Kommissionen foreslår, at afgørelse 2002/148/EF forlænges til den 19. februar 2011, og at den tilpasses således, at der tages hensyn til oprettelsen af den nationale samlingsregering og gennemførelsen af dennes reformprogrammer. Som led heri ventes foretaget en mindre reduktion i antallet af zimbabwiske virksomheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, ligesom der vil ske en teknisk opdatering af person- og virksomhedslisterne.
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".