Tillæg:
SEK(2010) 716 SEK(2010) 717
Formålet med Kommissionens forslag til handlingsplan for 2010-2013 er at sikre det størst mulige udbytte af den infrastruktur, som tilvejebringes med EU’s satellitnavigationssystemer, Egnos og Galileo. Handlingsplanen skal medvirke til at fremme udviklingen af anvendelsesområderne for Egnos og Galileo, og disse områder forventes at være telekommunikation, vejtransport, luftfart, søtransport, fiskeri, præcisionslandbrug, miljøbeskyttelse, civilbeskyttelse og overvågning.
Blandt initiativerne i handlingsplanen er:
- certificerings-, standardiserings- og koordinationsaktiviteter med fokus på luftfart for, at Egnos og Galileo kan blive certificeret til brug i forbindelse med lufttrafikstyring af civil luftfart,
- informationsspredning og -udveksling samt bevidstgørelseskampagner for at styrke markedsføringen af fordelene ved Egnos og Galileo,
- lovgivning på områder, hvor satellitbaserede tjenester kan give en samfundsmæssig merværdi.
- tværgående aktioner med det formål at udvikle satellitbaserede tjenester og forbedre innovationen.
Kommissionen ønsker desuden at understøtte udbredelsen af kendskabet til mulighederne ved Egnos og Galileo overfor små og mellemstore virksomheder, som bl.a. kan hjælpes med vurderingen af finansieringsmulighederne ved overgang fra forskning til produktion.
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".