NOTAT
31. august 2012
Kommissionens offentlige høring om smart regulering i EU
Kommissionen har iværksat en offentlig høring om smart regulering i EU. Med
udgangspunkt i Kommissionens meddelelse ”Smart Regulering i Den Europæi-
ske Union” (KOM(2010) 543 endelig) ønsker Kommissionen igennem høringen
at gøre status over de opnåede fremskridt inden for dagsordenen for
smart/intelligent regulering. Høringssvarene ventes at føde ind til en kommende,
større meddelelse fra Kommissionen om smart regulering.
I sit høringssvar til Kommissionen erklærer regeringen overordnet sin støtte til
dagsordenen for smart regulering, da den er vigtig for virksomhedernes ramme-
betingelser og dermed for vækst og beskæftigelse i EU. Regeringen understreger
dog, at reguleringsmæssige byrder kun må reduceres i de tilfælde, hvor det ikke
sænker de grundlæggende beskyttelsesniveauer i reguleringen, særligt på ar-
bejdsmiljøområdet. I forlængelse heraf tager regeringen det for givet, at den
rolle og kompetence, som Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på
Arbejdspladsen har, ikke kompromitteres af smart reguleringsinitiativer. Ende-
ligt finder regeringen, at byrder for virksomhederne ikke bør reduceres ved blot
at overvælte dem på offentlige myndigheder.
I høringssvaret støtter regeringen, at dagsordenen bredes ud, så den udover selve
reglerne også fokuserer på kommunikationen, implementeringen og håndhævel-
sen af reglerne. Derudover ønsker regeringen, at der fokuseres mere på at ind-
tænke og inddrage slutbrugerne af reguleringen og på digitalisering som et for-
enklingsværktøj.
Regeringen understreger, at den ikke finder, at undtagelser af virksomheder fra
regler er et godt forenklingsværktøj på arbejdsmiljøområdet.
Regeringen opfordrer Kommissionen til at gøre information om fremskridtene
inden for dagsordenen offentligt tilgængelige, fx på en hjemmeside.
Regeringen erklærer endvidere sin støtte til Kommissionens evalueringsinitiati-
ver (såkaldte ex post-evalueringer og fitness checks), dog med ønsket om mere
slutbrugerfokus og fremdrift. Regeringen fremhæver et dansk byrdejægerprojekt
på forbrugerområdet som et eksempel på en slutbrugerfokuseret evaluering.
Regeringen anerkender også fremskridtene inden for EUs konsekvensvurde-
ringssystem, særligt Kommissionens indsats, dog med ønsket om mere slutbru-
gerfokus, bedre kvantificeringer af reglernes konsekvenser og potentialer samt
mere systematisk indtænkning af digitaliseringsmuligheder.