PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2010-11 (1. samling)
KOM (2010) 0748 Bilag 1
Offentligt

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Dok.:

31. januar 2011

Procesretskontoret

KBU40724

GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT

Vedrørende: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Omarbejdning)

KOM(2010)748 endelig.

Resumé

Forordningsforslaget er omfattet af Danmarks forbehold vedrørende ret-

lige og indre anliggender, men hvis forslaget vedtages, vil Danmark i

kraft af en tidligere indgået parallelaftale mellem Danmark og EU kunne

meddele, at Danmark vil gennemføre indholdet af forordningen, og i så

fald vil forordningen gælde mellem Danmark og de øvrige medlemssta-

ter. Forslaget til forordning om revision af Bruxelles I-forordningen har

til formål at afhjælpe de mangler, som en undersøgelse af den praktiske

anvendelse af Bruxelles I-forordningen har vist. Forslaget søger derfor at

fjerne de resterende hindringer for retsafgørelsers frie bevægelighed i

overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse. Forslaget

lægger bl.a. op til afskaffelse af eksekvatur samt en udvidelse af forord-

ningens anvendelsesområde til også at omfatte sagsøgte med bopæl uden

for EU. Forslaget vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet.

Forslaget vurderes at kunne have lovgivningsmæssige konsekvenser.

Forslaget vurderes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betyd-

ning. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side findes der på nu-

værende tidspunkt – hvor den igangsatte høring ikke er afsluttet – ikke at

burde tages endeligt stilling til forslaget. Danmark er dog umiddelbart

overordnet set positiv over for forslaget.

Baggrund

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om an-

erkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretli-

ge område (Bruxelles I-forordningen) trådte i kraft i marts 2002 og udgør

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

grundlaget for samarbejdet mellem retterne om civilretlige spørgsmål i

Den Europæiske Union. Bruxelles I-forordningen fastlægger bl.a., hvil-

ken retsinstans der er den mest egnede til at løse en tvist på tværs af lan-

degrænserne, og skal sikre, at retsafgørelser, der er afsagt i en anden

medlemsstat, let kan anerkendes og fuldbyrdes.

Det følger af artikel 73 i Bruxelles I-forordningen, at Kommissionen

skulle forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og So-

ciale Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen senest 5 år efter

forordningens ikrafttræden. Rapporten skulle om nødvendigt ledsages af

forslag med henblik på tilpasning af forordningen. Kommissionen har

udarbejdet en sådan rapport på grundlag af en undersøgelse af forordnin-

gens anvendelse i praksis. På den baggrund er det Kommissionens vurde-

ring, at den frie bevægelighed for retsafgørelser bør fremmes yderligere.

Det bør endvidere gøres lettere at føre retssager over landegrænserne.

Ifølge det flerårige arbejdsprogram inden for retlige og indre anliggender

(Stockholmprogrammet), som medlemsstaterne vedtog i december 2009,

bør retsafgørelser på det civilretlige område fuldbyrdes umiddelbart og

uden andre mellemliggende foranstaltninger. Eksekvaturproceduren bør

derfor generelt afskaffes for retsafgørelser i civil- og handelsretlige sager,

hvor den stadig for ofte er nødvendig for at opnå fuldbyrdelse af retsaf-

gørelser fra en anden medlemsstat.

På den baggrund har Kommissionen fremsat et forslag til revision af

Bruxelles I-forordningen (omarbejdning).

Forslaget til forordning, der er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 67,

stk. 4, og artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e), behandles efter den alminde-

lige beslutningsprocedure, hvilket indebærer, at Europa-Parlamentet og

Rådet skal vedtage forslaget.

Det danske retsforbehold

Forslaget er fremsat med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Uni-

ons Funktionsmåde (TEUF), 3. del, afsnit V. Forslaget er derfor omfattet

af Danmarks forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Proto-

kollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Lissabon-traktaten, finder

således anvendelse.

Ifølge protokollens artikel 1 deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse

af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF, 3. del, afsnit V, og

ifølge artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

til TEUF, 3. del, afsnit V, bindende for eller finder anvendelse i Danmark

(”retsforbeholdet”).

I kraft af en såkaldt parallelaftale mellem Danmark og Fællesskabet er

Danmark imidlertid på mellemstatsligt grundlag tilknyttet reglerne i Bru-

xelles I-forordningen, således at reglerne i forordningen gælder mellem

Danmark og de øvrige medlemsstater. Folketinget har i medfør af grund-

lovens § 19 givet samtykke

til indgåelse af parallelaftalen, og aftalen

trådte i kraft den 1. juli 2007.

Det følger af parallelaftalens artikel 3, stk. 2 og 3, at hvis der foretages

ændringer i Bruxelles I-forordningen, skal Danmark inden 30 dage efter

vedtagelsen meddele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre

indholdet af ændringerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt

eller kræver godkendelse i Folketinget. Hvis Danmark meddeler Kom-

missionen, at Danmark ikke ønsker at gennemføre indholdet af ændrin-

gerne, følger det af parallelaftalens artikel 3, stk. 7, at aftalen skal betrag-

tes som opsagt, hvilket vil bevirke, at forordningens regelsæt ikke længe-

re vil gælde mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.

Indhold

2.1. Generelt

Forslaget til forordning indeholder i store træk en videreførelse af de ek-

sisterende regler i Bruxelles I-forordningen.

Forslaget har dog til formål at afhjælpe de mangler, som en undersøgelse

af den praktiske anvendelse af Bruxelles I-forordningen har peget på.

Forslaget søger således at fjerne de resterende hindringer for retsafgørel-

sers frie bevægelighed i overensstemmelse med princippet om gensidig

anerkendelse.

På den baggrund indeholder forslaget bl.a. bestemmelser om afskaffelse

af eksekvatur, udvidelse af forordningens kompetenceregler, værnetings-

aftaler, voldgift, litispendens og indbyrdes sammenhængende krav samt

anerkendelse af foreløbige og sikrende retsmidler, som i hovedtræk gen-

nemgås nedenfor under punkt 2.2.

Jf. lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget

2.2.1. Eksekvatur

I medfør af Bruxelles I-forordningens artikel 38 kan en fremmed retsaf-

gørelse først fuldbyrdes, når den er blevet erklæret eksigibel i den med-

lemsstat, hvor den ønskes fuldbyrdet. En dom, der er afsagt i én med-

lemsstat, er således først eksigibel i en anden medlemsstat, når den kom-

petente myndighed i sidstnævnte medlemsstat har bestemt det.

Kommissionen har anført, at anmodninger om eksigibilitetspåtegninger

næsten altid imødekommes, og at anerkendelse og fuldbyrdelse af uden-

landske retsafgørelser yderst sjældent afslås. Forslaget lægger derfor i

kapitel III op til at afskaffe eksekvaturproceduren for derved at søge at

opnå en egentlig fri bevægelighed for retsafgørelser i alle civil- og han-

delsretlige sager (dog undtaget sager om ærekrænkelser og gruppesøgs-

mål, jf. nedenfor). Det medfører, at retsafgørelser afsagt i en medlemsstat

fremover skal anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der kræves

nogen særlig procedure, og som udgangspunkt uden at der er mulighed

for at rejse indsigelse mod anerkendelsen.

Samtidig med, at eksekvaturproceduren afskaffes, indføres en række pro-

cessuelle garantier, der skal sikre, at den sagsøgtes ret til en retfærdig ret-

tergang og hans ret til forsvar, der er sikret ved artikel 47 i EU’s charter

om grundlæggende rettigheder, beskyttes i tilstrækkeligt omfang.

Efter forslaget vil den sagsøgte kunne anfægte retsafgørelsen i domssta-

ten, hvis han ikke er blevet behørigt informeret om retssagen i den på-

gældende stat (manglende forkyndelse). Herudover indføres en begræn-

set prøvelse i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, således at den sagsøgte har

mulighed for at anfægte enhver anden formalitetsmangel, der kunne være

opstået under sagen ved den oprindelige ret, og som kan have medført en

krænkelse af hans ret til en retfærdig rettergang. Endelig kan sagsøgte

forhindre fuldbyrdelsen af retsafgørelsen, hvis den er uforenelig med en

anden retsafgørelse, der er blevet truffet i fuldbyrdelsesstaten eller – når

visse betingelser er opfyldt – i et andet land.

De indsigelser, der kan påberåbes mod fuldbyrdelse af den udenlandske

retsafgørelse, svarer i store træk til dem, der nu kan påberåbes inden for

rammerne af eksekvaturproceduren. Indsigelsen vedrørende formalitets-

mangler, der kunne være opstået under sagen ved den oprindelige ret, og

som kan have medført en krænkelse af retten til en retfærdig rettergang,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

er dog snævrere end den gældende indsigelse vedrørende grundlæggende

retsprincipper (ordre public), som også kan omfatte materielle spørgsmål.

Den nuværende retstilstand foreslås bibeholdt i forhold til sager om ære-

krænkelse og gruppesøgsmål. Forslaget lægger således op til at bibeholde

eksekvaturproceduren i sager om ærekrænkelse, hvor en privatperson gør

gældende, at hans ret til privatlivets fred og individets rettigheder er ble-

vet krænket af medierne. Det samme gør sig gældende vedrørende sager,

der anlægges af en gruppe sagsøgere, en repræsentativ organisation eller

et organ, der varetager almenvellet, med påstand om erstatning for skade,

der er forvoldt en større gruppe sagsøgere ved ulovlig forretningspraksis

(gruppesøgsmål).

For disse sager vil en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, heller

ikke fremover få automatisk virkning i en anden medlemsstat. Retsafgø-

relsen skal først anerkendes og erklæres eksigibel. Forslaget lægger lige-

ledes op til at bibeholde de eksisterende afslagsgrunde, som f.eks. at an-

erkendelse af retsafgørelsen vil stride åbenbart imod medlemsstatens

grundlæggende retsprincipper (ordre public).

2.2.2. Forordningens anvendelse i den internationale retsorden

Bruxelles I-forordningens kompetenceregler finder (med visse undtagel-

ser) ikke anvendelse, når sagsøgte har bopæl uden for EU. I disse tilfælde

henviser forordningen til national ret (også kaldet ”residualkompeten-

cen”).

For at forbedre adgangen til retsvæsenet, retssikkerheden og beskyttelsen

af unionsborgere og EU-virksomheder i tvister med tilknytning til tredje-

lande lægger forslaget op til at harmonisere reglerne om retternes kompe-

tence på dette område.

Kompetencereglerne i Bruxelles I-forordningen foreslås derfor i artikel 4,

stk. 2, udvidet til også at omfatte sagsøgte med bopæl uden for EU (tred-

jelandssagsøgte).

Herudover indføres to yderligere værneting for retstvister, hvor sagsøgte

har bopæl eller hjemsted uden for EU.

Efter forslagets artikel 25 kan en person med bopæl eller hjemsted uden

for EU sagsøges på det sted, hvor løsøre, der tilhører den pågældende,

befinder sig, når værdien heraf ikke står i et urimeligt forhold til kravets

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

størrelse, og tvisten har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat,

hvor sagen anlægges.

Derudover vil retterne i en medlemsstat i medfør af forslagets artikel 26

undtagelsesvis have kompetence, hvis der ikke er noget andet værneting i

medfør af forordningen, og rettens behandling af sagen er nødvendig for

at sikre en retfærdig rettergang eller adgang til retlig prøvelse. Det er

endvidere et krav, at retstvisten har tilstrækkelig tilknytning til den med-

lemsstat, hvor sagen anlægges (forum necessitatis).

Der foreslås endvidere indført en såkaldt litispendensregel for retstvister

om samme spørgsmål mellem de samme parter, der behandles ved retter-

ne i EU og i et tredjeland. I medfør af forslagets artikel 34 kan en ret i en

medlemsstat således undtagelsesvis udsætte sagen, hvis 1) sagen først er

blevet indbragt for en ret uden for EU, 2) den forventes at blive afgjort

inden for en rimelig frist, 3) afgørelsen vil kunne anerkendes og fuldbyr-

des i den pågældende medlemsstat, og 4) det er nødvendigt at udsætte

sagen af hensyn til en ordnet retspleje.

2.2.3. Værnetingsaftaler

Bruxelles I-forordningen kapitel II, afdeling 7, anerkender i dag som ud-

gangspunkt gyldigheden af værnetingsaftaler.

Forslaget lægger imidlertid i artikel 32, stk. 2, op til at indføre en for-

trinsret for den i værnetingsaftalen valgte ret til at træffe afgørelse om sin

egen kompetence (enekompetence – dvs. kun én ret er kompetent til at

behandle sagen), uanset om sagen først er indbragt for denne ret. Alle

andre retter skal udsætte sagen, indtil den valgte ret har fastslået, at den

har kompetence, eller – hvis aftalen er ugyldig – erklæret sig inkompe-

tent. På den måde svækkes incitamentet til af taktiske grund at misbruge

sagsanlæg med henblik på at undergrave en gyldig værnetingsaftale.

Endvidere foreslås i artikel 23 en harmoniseret lovvalgsregel om den ma-

terielle gyldighed af værnetingsaftaler.

2.2.4. Forholdet mellem forordningen og voldgift

Voldgift er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af anvendelsesområdet

for Bruxelles I-forordningen. Der lægges ikke med forslaget op til, at

voldgift fremover skal være omfattet af forordningens anvendelsesområ-

de, men forslaget indeholder en særlig regel om forholdet mellem vold-

gift og retssager. Forslaget forsøger derved at fjerne risikoen for parallel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

le sager og begrænse mulighederne for misbrug af retssager i et taktisk

øjemed.

Efter forslagets artikel 29, stk. 4, skal en ret, når en tvist indbringes for

den, og dens kompetence bestrides på grund af en voldgiftsaftale, udsætte

sagen, hvis tvisten allerede er indbragt for en voldgiftsret eller en ret i

den medlemsstat, hvor voldgiften skal finde sted. Efter forslagets artikel

33, stk. 3, skal en sag anses for at være anlagt ved en voldgiftsret, når en

part har udpeget en voldgiftsmand, eller når en part har anmodet om en

institutions, myndigheds eller rets bistand til at nedsætte en voldgiftsret.

2.2.5. Litispendens og foreløbige retsmidler

Det følger af litispendensreglen i Bruxelles I-forordningens artikel 27, at

hvis et krav, der har samme genstand og grundlag, fremsættes mellem de

samme parter for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret

end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen, indtil retten,

hvor sagen først blev anlagt, fastslår sin kompetence.

I forslagets artikel 29, stk. 2, indføres en tidsfrist, således at retten skal

fastslå sin kompetence inden seks måneder, medmindre dette er umuligt

på grund af ekstraordinære omstændigheder. Endvidere bestemmes det,

at der skal ske udveksling af oplysninger mellem de retter, som den

samme sag er indbragt for.

For så vidt angår søgsmål om indbyrdes sammenhængende krav, foreslås

det i artikel 30, stk. 2, at afskaffe kravet om, at det i henhold til national

ret skal være muligt at forene sagerne.

Hvis en ret i en medlemsstat har kompetence til at påkende sagens reali-

tet, tillægges retten i medfør af forslagets artikel 35 ligeledes kompetence

til at iværksætte de foreløbige, herunder sikrende retsmidler, som den

pågældende stats ret giver hjemmel til. Der kan f.eks. være tale om arrest

og forbud, der i dansk ret er reguleret i retsplejelovens kapitel 56 og 57.

Efter forslagets artikel 31 indføres endvidere en pligt for retterne til at

samarbejde, hvis sagen er under realitetsbehandling i en ret, og der ind-

gives en begæring til en ret i en anden medlemsstat om en foreløbig –

herunder sikrende – foranstaltning.

I medfør af forslagets artikel 40 giver en retsafgørelse uden videre ad-

gang til at anvende ethvert sikrende retsmiddel, der findes i henhold til

loven i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Forslaget indfører således fri bevæ-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gelighed for de foranstaltninger, der er truffet af den ret, der har kompe-

tence med hensyn til sagens realitet. Forslaget er derimod til hinder for

fri bevægelighed for foreløbige foranstaltninger, der træffes af en anden

ret end den, der har kompetence til at behandle sagens realitet.

2.2.6. Forbedring af adgangen til retlig prøvelse

Forslaget indeholder herudover en række ændringer, der skal forbedre

adgangen til retlig prøvelse samt den praktiske funktion af kompetence-

reglerne.

I forslagets artikel 5, nr. 3, indføres således et værneting for tingslige ret-

tigheder. Det følger heraf, at retten på det sted, hvor løsøret befinder sig,

har kompetence til at behandle sagen.

Efter forslagets artikel 18 får arbejdstagerne adgang til at anlægge sag

mod flere sagsøgte (arbejdsgivere) inden for beskæftigelsesområdet efter

Bruxelles I-forordningens regler om sagsanlæg mod flere sagsøgte (arti-

kel 6, stk. 1). Det medfører, at flere arbejdsgivere kan sagsøges, hvis en

arbejdsgiver har bopæl i en medlemsstat, og der er flere arbejdsgivere,

ved retten i den retskreds, hvor en af arbejdsgiverne har bopæl. Det er

herudover en betingelse, at kravene er så snævert forbundne, at det er øn-

skeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige

retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig. Der er

tale om forslag om genindførelse af en regel, der tidligere fandtes i Bru-

xelles-konventionen fra 1968.

Efter forslagets artikel 22, stk. 1, litra b, indføres der mulighed for at ind-

gå værnetingsaftaler (dvs. aftaler om, hvilken ret der er kompetent) for

tvister om erhvervslejemål.

Det foreslås, at det skal være lovpligtigt at informere sagsøgte om rets-

virkningerne af ikke at gøre indsigelse mod rettens kompetence, når den

pågældende møder i retten.

Forslaget til forordning fastsætter endelig en række tidsfrister, inden for

hvilke domstolene skal træffe afgørelse i sagerne, samt tidsfrister inden

for hvilke en afgørelse kan appelleres. Der fastsættes endvidere en under-

retningspligt i tilfælde, hvor tidsfristerne ikke kan overholdes.

Herudover indeholder forslaget en række regler af mere teknisk og pro-

ceduremæssig karakter, herunder definitioner, udpegelse af kompetente

myndigheder, forkyndelse, appel, sprog, fremsendelse, forholdet til andre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

bilaterale og multilaterale aftaler samt tidspunktet for gennemførelse af

forslaget.

Det bemærkes i øvrigt, at forslaget indeholder en ny præambelbetragt-

ning nr. 13, som går ud på at tilføje, at kriteriet ”nær tilknytning” til en

bestemt ret bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå, at sagsøgte ind-

stævnes for en ret i en medlemsstat, som sagsøgte ikke med rimelighed

kunne forudse som muligt værneting. Det foreslås endvidere tilføjet, at

dette navnlig er vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt,

der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af indi-

videts rettigheder, herunder ærekrænkelser.

Gældende dansk ret

3.1. Bruxelles I-forordningen

3.1.1. Forordningens anvendelsesområde

Som beskrevet ovenfor under pkt. 1 er Bruxelles I-forordningen – i kraft

af parallelaftalen herom og lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bru-

xelles I-forordningen m.v. – en del af gældende dansk ret. Eventuelle

ændringer af Bruxelles I-forordningens regelsæt vil således – medmindre

Danmark ønsker at ophæve parallelaftalen – medføre tilsvarende ændrin-

ger i dansk ret.

Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet af

lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse ud-

stedt i medfør af loven, anvendes Bruxelles I-forordningens regler om

værneting i stedet for retsplejelovens værnetingsregler.

Bruxelles I-forordningen indeholder regler mellem EU-medlemsstaterne

om, hvilke retter der er kompetente i internationale civile sager (værne-

ting), og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i

civile sager. Forordningen har således væsentlig betydning for gennem-

førelse af retssager på tværs af grænserne inden for EU.

Kapitel 1 angiver forordningens anvendelsesområde. Det følger heraf, at

forordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område

uanset domsmyndighedens art, jf. artikel 1. Forordningen omfatter såle-

des privatretlige krav både inden for og uden for formuerettens område.

Forordningen omfatter ikke spørgsmål vedrørende skat, told og admini-

strative anliggender og undtager også specifikt en række områder, herun-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

der person-, familie- og arveretlige spørgsmål, konkurs mv., social sik-

ring og voldgift.

Inden for familieretten var underholdsholdspligt dog omfattet af forord-

ningen, indtil den blev ændret ved Rådets forordning nr. 4/2009 af 18.

december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (underholds-

pligtforordningen), der finder anvendelse fra den 18. juni 2011. Som føl-

ge af retsforbeholdet finder underholdspligtforordningen ikke anvendelse

i Danmark, men i kraft af parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-

forordningen har Danmark tilsluttet sig forordningen bortset fra forord-

ningens bestemmelser om samarbejde mellem centralmyndigheder og om

lovvalg, jf. herved bekendtgørelse nr. 69 af 29. januar 2009 om gennem-

førelse af underholdspligtsforordningen.

3.1.2. Bruxelles I-forordningens kompetenceregler

Kapitel II i forordningen indeholder regler om, hvilket lands domstole

der er kompetente til at afgøre en retstvist. Som hovedregel skal forord-

ningens kompetenceregler anvendes, hvis sagsøgte har bopæl på en med-

lemsstats område. Har sagsøgte ikke bopæl i en medlemsstat, gælder na-

tionale kompetenceregler. Værnetingsreglerne i forordningen gælder

umiddelbart i medlemsstaterne og skal anvendes forud for nationale vær-

netingsregler. Hvis sagsøgte ikke har bopæl i en medlemsstat, er forord-

ningens udgangspunkt, at kompetencen afgøres af de nationale værne-

tingsregler i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt.

Bopælsbegrebet er nærmere defineret i forordningens artikel 59-60. Det

afgørende er, hvorvidt en part har bopæl på den medlemsstats område,

hvor sagen er anlagt, efter denne medlemsstats lovgivning. Forordningen

fastsætter endvidere et bopælsbegreb for selskaber og andre juridiske

personer.

De almindelige kompetenceregler findes i forordningens artikel 2-4. Ho-

vedreglen er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl (hjemting).

Herudover indeholder forordningen en række særlige kompetenceregler.

Artikel 5-7 indeholder som undtagelse til hovedreglen en række

alterna-

tive

kompetenceregler på særlige områder:

En i praksis meget relevant bestemmelse er kontraktsværnetinget (artikel

5, stk. 1), hvorefter en sag om kontraktforhold kan anlægges, hvor den

forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet ved salg af varer varernes

leveringssted og ved levering af tjenesteydelser ydelsernes leveringssted.

Artikel 5 indeholder herudover regler om erstatning uden for kontrakt,

erstatning mv. i anledning af en strafbar handling, sager vedrørende filia-

ler og lignede, sager vedrørende truster mv. samt sager om betaling af

bjærgeløn.

Andre særlige alternative kompetenceregler findes i artikel 6 (bl.a. i sager

med flere sagsøgte) og i artikel 7 (sager om ansvar i forbindelse med

brugen eller driften af et skib).

Artikel 8-21 indeholder særlige kompetencebestemmelser i forsikrings-

sager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle arbejdsaftaler.

Udgangspunktet er, at den forsikrede (forsikringstageren, den sikrede el-

ler den begunstigede), forbrugeren og arbejdstageren ikke skal tvinges til

at føre sag i et andet land end bopælslandet, uanset om pågældende er

sagsøger eller sagsøgt.

Herudover indeholder forordningen særlige bestemmelser om enekompe-

tence for en bestemt domstol i sager om fast ejendom samt i visse sel-

skabs- og immaterialretlige sager (artikel 22).

I sager om rettigheder over fast ejendom samt leje og forpagtning af fast

ejendom er ejendommens beliggenhed - uden hensyn til parternes bopæl

- afgørende for, hvilken domstol der er kompetent.

Parterne har mulighed for at aftale værneting (artikel 23). En værnetings-

aftale må ikke stride mod forordningens regler om enekompetence og

skal opfylde visse formkrav. Der er særlige begrænsninger i muligheden

for at indgå værnetingsaftaler i forsikrings-, forbruger- og arbejdstager-

forhold. En ret anses for at være kompetent, hvis sagsøgte giver møde i

retten uden at bestride rettens kompetence (artikel 24).

Der kan efter forordningen anmodes om foreløbige, herunder sikrende,

retsmidler (f.eks. arrest) ved retterne i en medlemsstat, selv om retterne i

en anden medlemsstat er kompetente til at afgøre sagen (artikel 31).

Forordningen indeholder i artikel 25-30 visse processuelle regler om sa-

gens behandling:

Efter artikel 25 skal en ret erklære sig inkompetent i sager, hvor en ret i

en anden medlemsstat er enekompetent. Efter artikel 26 skal retten af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

egen drift undersøge sin kompetence, såfremt en sagsøgt, der ikke har

bopæl i landet, ikke giver møde.

Bestemmelserne i forordningens artikel 27-30 vedrører behandlingen af

sager, hvor krav, der har samme genstand eller er indbyrdes sammen-

hængende, fremsættes i forskellige medlemsstater. Forordningen inde-

holder endvidere en definition af, hvornår der indtræder litispendens, dvs.

hvornår en sag skal anses for anlagt med den virkning, at en tilsvarende

sag mellem de samme parter ikke kan anlægges i en anden medlemsstat

(artikel 30). Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for forskellene

i medlemslandenes retssystemer med hensyn til, hvornår litispendens

indtræder, da nogle retssystemer f.eks. anser stævningens indgivelse til

retten for afgørende i relation til sagsanlæg, mens andre lægger vægt på

tidspunktet for forkyndelse for sagsøgte.

3.1.3. Forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse

Kapitel III i forordningen indeholder regler om anerkendelse og fuldbyr-

delse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.

Reglerne om anerkendelse findes i forordningens artikel 33-37, mens

reglerne om fuldbyrdelse findes i forordningens artikel 38-52. »Retsafgø-

relser« omfatter i henhold til forordningens artikel 32 enhver afgørelse

truffet af en ret uanset betegnelsen, herunder dom, kendelse eller fuld-

byrdelsesordre. Rettens beslutning om fastsættelse af sagsomkostninger

er ligeledes omfattet.

Hovedreglen er, at retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat uden vi-

dere anerkendes, dvs. at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelses-

landet prøver den dømmende rets kompetence og sagens realitet. Bestri-

des det, at afgørelsen skal anerkendes, kan retten i anerkendelseslandet

prøve, om der foreligger grunde til at nægte anerkendelsen, jf. nedenfor.

Retten kan derimod ikke prøve sagens realitet, dvs. om afgørelsen mate-

rielt er rigtig.

En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan fuldbyrdes i en anden med-

lemsstat, når afgørelsen er erklæret for eksigibel i fuldbyrdelsesstaten ved

en særlig procedure – den såkaldte

eksekvaturprocedure.

Eksekvaturpro-

ceduren er i første instans begrænset til en rent formel prøvelse, der ikke

omfatter en stillingtagen til, om der foreligger en grund til at nægte aner-

kendelse. Dette kan alene prøves i appelinstansen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forordningen indeholder en forpligtelse til uden videre at anerkende en

retsafgørelse truffet i en medlemsstat (artikel 33). Anerkendelsen inde-

bærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at rets-

afgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag om

samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.

Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part efter

en eksekvaturprocedure få rettens afgørelse af, om retsafgørelsen skal

anerkendes. Såfremt anerkendelse gøres gældende under en verserende

sag, er denne ret dog kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendel-

se, hvis det har betydning for rettens afgørelse af den verserende sag.

Forordningen, navnlig artikel 34-35, angiver udtømmende, i hvilke til-

fælde retten kan nægte at anerkende en retsafgørelse truffet i et andet

medlemsland. Artikel 36 fastslår, at den udenlandske retsafgørelse i intet

tilfælde kan prøves i realiteten, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig.

Efter artikel 34 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsen

åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den

medlemsstat, hvor den gøres gældende.

Anerkendelse kan endvidere ikke ske, såfremt sagsøgte er dømt som

udeblevet, uden at stævningen er forkyndt i tide og på passende måde,

medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørel-

sen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det.

Endelig kan anerkendelse ikke ske, hvor retsafgørelsen er uforenelig med

andre tidligere trufne retsafgørelser mellem samme parter. Som følge af

forordningens litispendensregler burde dette kun sjældent kunne fore-

komme i praksis.

Efter artikel 35 kan anerkendelse ikke ske, hvis forordningens kompeten-

ceregler vedrørende forsikrings- eller forbrugersager er tilsidesat, eller

hvis retsafgørelsen strider mod forordningens regler om enekompetence.

Det er i øvrigt ikke grund til at nægte anerkendelse, at retsafgørelsen stri-

der mod forordningens kompetenceregler.

Det kan endelig nævnes, at forordningens artikel 61 indeholder hjemmel

til under visse betingelser at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af civil-

retlige krav, der er behandlet i forbindelse med retsforfølgning af en

uagtsom lovovertrædelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Er den retsafgørelse, der ønskes anerkendt, appelleret eller begæret gen-

optaget, kan den ret, der behandler spørgsmålet om anerkendelse, udsætte

sagen, jf. forordningens artikel 37.

Forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse findes i artikel 38-52. Af

artikel 38 fremgår, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i den stat, hvor

afgørelsen er truffet, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når afgørel-

sen efter anmodning fra en berettiget part er erklæret eksigibel efter en

særlig procedure, den såkaldte

eksekvaturprocedure.

En anmodning om, at en afgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over

for den ret eller kompetente myndighed, der er udpeget af medlemssta-

ten. For Danmarks vedkommende er byretten udpeget som kompetent

myndighed, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra h. Den stedlige kom-

petence, dvs. hvilken byret anmodningen skal fremsættes overfor, afgø-

res af den forpligtedes bopæl eller fuldbyrdelsesstedet (forordningens

artikel 39).

Fremgangsmåden ved anmodningens fremsættelse er som udgangspunkt

overladt til medlemsstaterne (artikel 40). Forordningen indeholder dog

visse bestemmelser herom. Af forordningens artikel 53-56 fremgår såle-

des, at anmodningen skal vedlægges en udskrift af retsafgørelsen og en

attest udfærdiget af de kompetente myndigheder i domsstaten, jf. formu-

laren i bilag V til forordningen. Af attesten fremgår bl.a., at retsafgørel-

sen kan fuldbyrdes i domsstaten.

I første instans skal der alene foretages en prøvelse af, om de formelle

betingelser for fuldbyrdelse er opfyldt, dvs. om retsafgørelsen opfylder

de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelsen af dens ægthed,

og om en anmodningen er vedlagt en korrekt udfyldt attest, jf. forordnin-

gens artikel 53, og den forpligtede kan ikke på dette tidspunkt fremsætte

indsigelser mod anmodningen, jf. forordningens artikel 41. Er de formel-

le betingelser opfyldt, erklæres retsafgørelsen for eksigibel. Afgørelsen

meddeles den, der har indgivet anmodningen, og forkyndes, hvis anmod-

ningen imødekommes, for den forpligtede, jf. artikel 42.

Retten prøver således ikke, om der foreligger en nægtelsesgrund som

nævnt i artikel 34-35, herunder om dommen åbenbart strider mod grund-

læggende retsprincipper, eller i udeblivelsesdomme om stævningen mv.

var forkyndt for domfældte. Dette kan alene prøves i forbindelse med en

appel.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afgørelsen om eksigibilitet kan appelleres af begge parter, jf. forordnin-

gens artikel 43. For Danmarks vedkommende er landsretten appelinstans,

jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.

Forordningen indeholder kun en appelfrist for den forpligtede, såfremt

afgørelsen erklæres eksigibel. Appelfristen er en måned, dog to måneder,

hvis skyldneren har bopæl på en anden medlemsstats område. Derimod

er der ikke fastsat nogen frist for fordringshaverens appel, hvis retten

fastslår, at retsafgørelsen ikke er eksigibel.

I forbindelse med appelbehandlingen får parterne lejlighed til at fremsæt-

te deres bemærkninger, jf. artikel 43, stk. 2, hvorefter appellen behandles

efter en kontradiktorisk procedure. Appelinstansen kan kun nægte at er-

klære en afgørelse eksigibel, hvis der foreligger en nægtelsesgrund som

nævnt i artikel 34-35. Afgørelsen skal træffes hurtigst muligt.

Appelretten kan efter reglerne i forordningens artikel 46 udsætte sagen,

såfremt den udenlandske retsafgørelse er appelleret eller begæret genop-

taget, eller fristen herfor ikke er udløbet. Appelretten kan endvidere be-

tinge fuldbyrdelsen af sikkerhedsstillelse.

Det er overladt til de enkelte medlemsstater at afgøre, om appelinstan-

sens afgørelse kan indbringes for højere ret, jf. artikel 44. For Danmarks

vedkommende vil landsrettens afgørelse som appelinstans kunne ind-

bringes for Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. pa-

rallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.

Efter forordningens artikel 47 giver en afgørelse om eksigibilitet hjem-

mel til at anvende sikrende retsmidler, f.eks. arrest. Sikrende retsmidler

er det eneste mulige retsskridt, så længe en afgørelse om eksigibilitet kan

appelleres eller er under appel.

Forordningen indeholder herudover regler om delvis fuldbyrdelse (artikel

48), fuldbyrdelse af tvangsbøder (artikel 49) og om, at der ikke kan på-

lægges fordringshaveren at stille sikkerhed med den begrundelse, at på-

gældende er udlænding (artikel 51).

Har fordringshaveren fri proces eller været fritaget for gebyrer og om-

kostninger i domsstaten, gælder dette også i videst mulig omfang under

eksekvatursagen (artikel 50).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der må ikke opkræves afgift mv. beregnet i forhold til sagens værdi i

forbindelse med behandlingen af en anmodning om eksekvatur (artikel

52).

Når en retsafgørelse er erklæret eksigibel, sker fuldbyrdelse efter de nati-

onale regler i fuldbyrdelsesstaten, hvilket for Danmarks vedkommende

vil sige reglerne i retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse.

3.1.4. Officielt bekræftede dokumenter og retsforlig

Forordningens kapitel IV (artikel 57-58) indeholder bestemmelser om

officielt bekræftede dokumenter og retsforlig.

Af bestemmelserne fremgår, at officielt bekræftede dokumenter, der er

udstedt og eksigible i en medlemsstat, kan erklæres eksigible efter for-

ordningens eksekvaturprocedure. Forordningen definerer ikke, hvad der

skal forstås ved »officielt bekræftet dokument«, men der sigtes bl.a. til en

ordning, der er kendt i nogle EU-lande, hvorefter en notar kan bekræfte

et privat dokument og give det en fuldbyrdelsespåtegning.

Desuden kan retsforlig, som er eksigible i oprindelseslandet, erklæres

eksigible i en anden medlemsstat efter de samme regler, som gælder for

officielt bekræftede dokumenter.

Den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten kan kun nægte at erklære et of-

ficielt bekræftede dokument eller et retsforlig for eksigibelt, såfremt

fuldbyrdelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i

fuldbyrdelseslandet. De øvrige nægtelsesgrunde i forordningen er efter

deres indhold ikke relevante i forbindelse med disse dokumenter.

3.1.5. Øvrige spørgsmål

Forordningens kapitel V (artikel 59-65) indeholder almindelige bestem-

melser. Artikel 60 indeholder en definition af selskaber og andre juridi-

ske personers hjemsted.

Forholdet til andre retsakter reguleres i forordningens kapitel VII. For-

ordningen udelukker ikke anvendelsen af andre fællesskabsretsakter eller

nationale gennemførelsesbestemmelser, som på særlige områder regule-

rer retternes kompetence eller anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgø-

relser, jf. forordningens artikel 67. Ifølge forordningens artikel 68 erstat-

ter forordningen EF-domskonventionen mellem medlemsstaterne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forordningen erstatter endvidere en række konventioner (artikel 69 og

70). For Danmarks vedkommende gælder dette konventionen af 11. ok-

tober 1977 mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om an-

erkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav (den nor-

diske domskonvention).

Af forordningens artikel 71 fremgår, at forordningen ikke berører kon-

ventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder

fastsætter regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuld-

byrdelse af retsafgørelser.

Forordningen indeholder endelig i kapitel VIII (artikel 73-76) afsluttende

bestemmelser.

3.2. Lugano-konventionen

I 1988 indgik EU's daværende medlemsstater og en række andre stater

(hvoraf flere siden er blevet medlem af EU) Lugano-konventionen om

retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige

sager, herunder handelssager. I dag har, ud over EU's medlemsstater,

Schweiz, Norge og Island tilsluttet sig konventionen.

Med Lugano-konventionen udvidedes reglerne i den tidligere Bruxelles

konvention fra 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af

retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, til at omfatte

stater uden for EU.

I marts 2002 blev Bruxelles-konventionen erstattet af Bruxelles I-

forordningen. Med henblik på at sikre parallelitet mellem de regler, der

gælder inden for EU, og de regler, der gælder mellem EU-

medlemsstaterne og de øvrige kontraherende stater i Lugano-

konventionen, blev der indledt forhandlinger om en ny konvention, der

skulle opdatere den eksisterende Lugano-konvention. Den nye Lugano-

konvention blev undertegnet den 30. oktober 2007 og trådte i kraft den 1.

januar 2010.

Den nye Lugano-konventions regler er i meget vidt omfang identiske

med Bruxelles I-forordningens regler.

3.3. Værneting for personer, der ikke har bopæl i EU eller en kon-

traherende stat i Lugano-konventionen

I dansk ret er spørgsmålet om, hvorvidt personer og virksomheder mv.,

der ikke har bopæl eller hovedkontor i EU eller en kontraherende stat i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Lugano-konventionen, kan sagsøges ved domstole her i landet, reguleret

i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

Efter retsplejelovens § 246 kan forbrugere i sager om forbrugeraftaler

anlægge sag ved eget hjemting mod sådanne personer m.v., såfremt

fremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået forud

for aftalens indgåelse, og forbrugeren her i landet har foretaget de dispo-

sitioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen. Efter § 246 kan der

endvidere anlægges sag ved de retter, som efter de almindelige værne-

tingsregler har kompetence, herunder ved erhvervsværnetinget (§ 237),

filialværnetinget (§ 238), fast ejendomsværnetinget (§ 241), opfyldelses-

værnetinget (§ 242), retskrænkelsesværnetinget (§ 243) og et aftalt vær-

neting (§ 245). En person, der ikke har bopæl i EU eller en kontraherende

stat i Lugano-konventionen, kan endvidere i sager, der vedrører formue-

retsforhold, sagsøges ved en dansk ret, hvis personen opholder sig i rets-

kredsen ved stævningens forkyndelse (§ 246, stk. 2). Endelig kan både

fysiske og juridiske personer sagsøges ved retten på det sted her i landet,

hvor de ved sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, be-

finder sig (§ 246, stk. 3).

3.4. Voldgift

I dansk ret er spørgsmålet om, hvilken kompetence domstole har i tvister,

som skal afgøres ved voldgift, reguleret i voldgiftsloven, jf. lov nr. 553 af

24. juni 2005 som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008.

Det følger af voldgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at retssager om tvister,

der efter aftale mellem parterne skal afgøres ved voldgift, efter påstand

afvises fra domstolene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller vold-

giftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres. Afvisning sker således

kun efter påstand. Nedlægges der påstand om afvisning, skal domstolene

som udgangspunkt tage stilling til, om der foreligger en gyldig voldgifts-

aftale, der omfatter den pågældende tvist. Der er dog ikke noget til hinder

for, at domstolene afviser en retssag, som der ikke er værneting for i

Danmark, uden at tage stilling til en påberåbt voldgiftsaftale.

Endvidere kan der under en retssag, som er anlagt efter, at der er indledt

voldgiftssag, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører un-

der voldgiftsrettens kompetence, dog kun tages stilling til, om tvisten ef-

ter sin art kan afgøres ved voldgift, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.

Er retssagen anlagt, før der blev indledt voldgiftssag, kan retten under

denne retssag prøve, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, der om-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fatter den pågældende tvist. Finder retten, at der ikke foreligger en gyldig

voldgiftsaftale, eller at voldgiftsaftalen ikke omfatter den tvist, der er an-

lagt retssag om, behandles retssagen på sædvanlig vis.

Finder retten derimod, at der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, som

omfatter den pågældende tvist, skal sagen som udgangspunkt afvises,

hvis sagsøgte rettidigt har nedlagt påstand herom. Dette gælder dog ikke,

hvis voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres.

Er retssagen anlagt efter, at der blev indledt voldgiftssag, følger det af §

8, stk. 1, 2. pkt., at domstolene under denne retssag for så vidt angår

spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører under voldgiftsrettens kompeten-

ce, kun kan tage stilling til, om tvisten efter sin art kan afgøres ved vold-

gift. Domstolene kan og skal endvidere tage stilling til, om det er den

samme tvist, der er indbragt for voldgiftsretten og domstolene.

Af § 8, stk. 2, følger, at selv om der er anlagt retssag som nævnt i stk. 1,

kan voldgiftssag indledes og fortsættes, og der kan afsiges voldgiftsken-

delse, mens spørgsmålet er under behandling ved domstolene.

Efter § 9 kan domstolene efter anmodning fra en part iværksætte forelø-

bige retsmidler eller tvangsfuldbyrdelse, selv om tvisten efter parternes

aftale skal afgøres ved voldgift. Det følger heraf, at det forhold, at en

tvist skal afgøres ved voldgift, ikke afskærer en part fra at anmode om, at

domstolene iværksætter foreløbige retsmidler eller tvangsfuldbyrdelse

efter retsplejelovens regler herom. Dette gælder, hvad enten voldgiftssa-

gen er indledt eller ej. Uanset at en tvist skal afgøres ved voldgift, kan en

part således få foretaget arrest eller nedlagt forbud eller foretaget bevis-

sikring efter retsplejelovens regler herom, når retsplejelovens betingelser

for at få foretaget disse retsskridt er opfyldt. En part kan endvidere få

gennemført tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens regler herom, når

betingelserne efter retsplejeloven herfor er opfyldt. Dette gælder, hvad

enten der er tale om udlæg, tvangsfuldbyrdelse af andre krav end penge-

krav, overtagelse til brugeligt pant eller gennemtvingelse ved umiddelbar

fogedforretning.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget er som nævnt fremsat efter TEUF, 3. del, afsnit V, og er derfor

omfattet af Danmarks forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Danmark deltager således ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke

vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Hvis forslaget til forordning vedtages, skal Danmark i overensstemmelse

med parallelaftalens bestemmelser inden 30 dage efter vedtagelsen med-

dele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af æn-

dringerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver

godkendelse i Folketinget, jf. pkt. 1 ovenfor.

Hvis forslaget til forordning vedtages, vurderes gennemførelsen af for-

slaget at kunne have lovgivningsmæssige konsekvenser, idet en gennem-

førelse i givet fald bl.a. vil kunne kræve ændringer i lov nr. 1536 af 20.

december om Bruxelles I-forordningen m.v.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget til forordning vurderes ikke at have statsfinansielle konsekven-

ser af betydning.

Høring

Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerfor-

ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsfor-

ening, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Datatilsynet, Danske Ad-

vokater, Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk

Retspolitisk Forening, Dansk Forening for Voldgift, Det Danske Vold-

giftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Institut

for Menneskerettigheder, Danske Regioner, Kommunernes Landsfor-

ening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Aarhus Uni-

versitet (Juridisk Institut), Københavns Universitet (Det Juridiske Fakul-

tet), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Syddansk Universitet (Juri-

disk Institut), Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Handels-

højskolen i Århus (Juridisk Institut), Forbrugerombudsmanden, Forbru-

gerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, DI-

Organisation for erhvervslivet, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, Læge-

middelindustriforeningen, Dansk Byggeri, Dansk Inkasso Branchefor-

ening, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening,

Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorga-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,

Fagligt Fælles Forbund, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund,

Dansk Told og Skatteforbund, Landbrugsrådet, Foreningen af Registre-

rede Revisorer, IT-Brancheforeningen, Finans og Leasing, Boligselska-

bernes Landsforening, Lejernes Landsorganisation, og Retssikkerheds-

fonden.

Justitsministeriet har fastsat høringsfristen til den 1. marts 2011.

Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at problemerne med

den gældende eksekvaturprocedure, ineffektive værnetingsaftaler og for-

holdet mellem voldgift og forordningen skyldes reglerne i gældende EU-

ret og derfor kun kan løses ved EU-lovgivers mellemkomst. Det er end-

videre nødvendigt at foretage en harmonisering af kompetencereglerne

angående sagsøgte med bopæl eller hjemsted uden for EU for at skabe

lige vilkår for virksomheder, der er aktive på det indre marked, og sikre,

at de rettigheder, ”svagere parter” har i henhold til EU-retten, kan hånd-

hæves. Dette kan ikke gennemføres af medlemsstaterne alene.

Regeringens foreløbige vurdering er, at forslaget ikke er i strid med nær-

hedsprincippet. Regeringen kan i den forbindelse tilslutte sig Kommissi-

onens betragtninger.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge officielle tilkendegivelser om andre medlems-

staters holdninger til forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side findes der på nuværende tidspunkt – hvor den igangsatte

høring ikke er afsluttet – ikke at burde tages endeligt stilling til forslaget.

Danmark er dog umiddelbart overordnet set positiv over for forslaget.

Der vil dog være en række punkter, som må søges afklaret nærmere un-

der de kommende forhandlinger.

Som nævnt i redegørelse af 13. januar 2011 til Folketingets Retsudvalg

om status for initiativer vedrørende injurieturisme vil Justitsministeriet

afhængig af udfaldet af verserende præjudicielle sager ved EU-

Domstolen vedrørende fortolkningen af Bruxelles I-forordningens artikel

5, nr. 3, overveje, om den nye præambelbetragtning nr. 13 vedrørende

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kriteriet nær tilknytning er tilstrækkelig i forhold til problemstillingen

med injurieturisme.

Orientering af andre af Folketingets udvalg

Grundnotatet sendes – ud over til Folketingets Europaudvalg – til Folke-

tingets Retsudvalg.