Det er lidt ærgerligt, at den rigtige finansminister ikke er her, men så må vi jo lade det gå videre.
Grunden til, at jeg tager ordet i dag – det er jo meget usædvanligt – er erfaringen fra sidste år, hvor vi godt nok blev indbudt til en forhandling.
Vi kom med nogle meget beskedne krav, som vi vidste der var bred enighed om i Folketinget, men forhandlingerne sluttede efter et kvarter, og vi blev ikke indbudt til flere forhandlinger.
Jeg synes, det er en mærkelig måde at behandle partierne på, særlig når vi i dag har hørt regeringen snakke om, at det er vigtigt med brede forlig, og at man prøver at orientere sig bredt i Folketinget.
Så bliver man til forhandling om en hel finanslov spist af med et møde på et kvarter, hvor vi oven i købet præsenterede ting, som vi ved, at mange inden for regeringspartierne synes er en god idé, så derfor vil jeg gerne bede finansministeren om at bekræfte, at når man bliver inviteret til forhandlinger, bliver det til rigtige forhandlinger og ikke bare noget med, at man får en kop kaffe og en småkage og så adjø.