Jeg skal starte med at beklage over for beskæftigelsesministeren, at jeg har gjort hende uret, for jeg ved, at jeg flere gange har sagt, at jeg var af den faste overbevisning, at ministeren var fuldstændig ude af stand til at høre, læse og forstå de kritikpunkter, der er blevet rejst af hendes politik.
Og faktisk må vi jo erkende, at her er det lykkedes for ministeren både at høre, læse og forstå og oven i købet handle på det.
Så kan det ikke blive bedre.
Jeg vil gerne give ministeren det løfte, at hvis det breder sig til andre områder, vil jeg gentage det, jeg har sagt nu, og jeg vil gøre det med stor glæde.
For det er jo rigtigt, at det her forslag indeholder en række forbedringer.
Det er rigtigt, at det er positivt, at mange syge nu slipper for overflødige samtaler.
Det handler om dem, som kommer hurtigt i arbejde, eller dem, som venter på operation, og det sparer også kommunerne for overflødigt administrativt arbejde.
Vi synes også, det er godt, at opfølgningen ved alvorlig sygdom nu kan foregå uden kontakt til den syge ved standbyordningen.
Vi kan så være lidt betænkelige ved, om vi ikke alligevel får nogle problemer i fremtiden, når man taler om, at der skal være tale om livstruende sygdom, før den syge kommer ind under standbyordningen.
Der findes faktisk alvorlige sygdomme, som ikke er livstruende, men hvor det af hensyn til den syges helbredstilstand vil være bedst at undgå kontakt.
Det er så noget, som vi håber kan blive løst i det videre arbejde med lovforslaget.
Vi synes også, det er fornuftigt, at kommunerne i en række tilfælde ikke behøver tage kontakt til arbejdspladsen, enten fordi den syge forholdsvis hurtigt bliver rask og går i arbejde, uden at kommunen skal involveres, eller fordi det står helt klart, at den syge ikke kan genoptage arbejdet på sin gamle arbejdsplads.
Vi er også tilfredse med, at der afskaffes meget meningsløs, overflødig og måske i virkeligheden skadelig aktivering.
Men så er det jo sådan, at når man afskaffer alt det, kan det godt være, der alligevel opstår et problem, en udfordring i hvert fald, og det er, at der nu kommer nogle meget skrappe restriktioner for, hvornår den syge kan få tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Vi synes faktisk, det er en for snæver grænse, at tilbuddet kun kan gives, hvis det fremmer arbejdsfastholdelse og en hurtigere tilbagevenden til arbejdet.
Vi mener, der godt kan være tilfælde, hvor kurser og uddannelsesforløb kan forbedre den syges mulighed for at fastholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet, men at der kan være tale om et langsigtet perspektiv.
Vi synes faktisk, det er rigtig ærgerligt, hvis man udelukker det.
Så synes vi også, det er en mangel ved lovforslaget, at revalideringsindsatsen helt er udeladt, for en vellykket revalidering kan jo være den allerbedste vej til at sikre, at den syge kommer i fast, varigt arbejde og fremover kan forsørge sig selv.
Det allerstørste problem er refusionssatserne, for man fjerner en række ting, som gør, at der skulle være en vis sandsynlighed for, at kommunerne vil agere mere fornuftigt, men når man stadig væk styrer refusionstaksterne, tror vi altså, at man stadig vil kunne se eksempler på kassetænkning i kommunerne, som fører til meningsløs aktivering, og det synes vi er ærgerligt.
Så derfor synes vi, at man også skulle have set på refusionstaksterne, når man nu var i gang.
Enhedslistens udgangspunkt er, at vi synes, lovforslaget ser ud til at indeholde en række vigtige forbedringer, og muligvis også nogle mindre forringelser.
Vi vil i det videre udvalgsarbejde forsøge at få afklaret, hvordan det forholder sig med det, der ligner forringelser, og så vil vi ende med at tage endelig stilling til det samlede lovforslag.
Men udgangspunktet er altså, at vi er positivt overraskede over ministeren, og den positive overraskelse håber jeg da også kan sætte sig igennem i vores stemmeafgivning.