I sensommeren 2008 var Retsudvalget på studietur.
Vi tog til Stockholm og så bl.a.
på, hvordan man i Sverige behandler ofre.
Jeg tror, der var rigtig mange af os, der sad og tabte kæben fuldstændig, da vi hørte det ene oplæg efter det andet om, hvordan man i Sverige tager ofrene i hånden, hjælper ofrene igennem retssagen og sørger for, at ofrene får den støtte og den opbakning, de har brug for for at komme sig over de grumme forbrydelser, de har været udsat for.
Da vi kom hjem, medførte det, at vi både i SF og hos os selv hos Socialdemokraterne gik i gang med at udarbejde offerpakker.
Vi snakkede i oppositionen og kom med en masse forslag, som var inspireret af den måde, man greb tingene an på i Sverige.
Først blev vi afvist.
Først sagde regeringen:
Sikke noget sniksnak, det er noget føleri og noget mærkeligt noget.
Men efterhånden fik vi sat så meget fokus på det, at der heldigvis blev nedsat en arbejdsgruppe under justitsministeren.
Den arbejdsgruppe barslede med et stykke papir, som kom i december sidste år.
Den arbejdsgruppe har kigget på nogle af de ting, som vi bl.a.
havde set på i Sverige.
Det, der er meget kendetegnende for det papir, vi nu har modtaget fra arbejdsgruppen, er, at man anbefaler de ting, der ikke koster penge.
Man kan jo altid sige, at de gratis glæder er de største fornøjelser, men der er behov for, at man også kigger på de udgiftskrævende forslag.
Som fru Line Barfod sagde lige før, når man eksempelvis taler om psykologbistand, giver det altså meget lidt mening at skære lige præcis de timer væk, der gør, at folk ikke kan komme tilbage og passe deres arbejde, eller at deres børn skal have ekstra hjælp og støtte, eller at deres liv i det hele taget falder fra hinanden.
Hvis vi griber ind og sætter ind med den rigtige og den tilstrækkelige hjælp til de mennesker, der har været udsat for grimme forbrydelser, vil vi ikke kun spare de mennesker utrolig meget smerte og lidelse, men der vil også være penge, eksempelvis i tabt arbejdsfortjeneste, i lange sygdomsforløb og i alle mulige andre ting, man kan hente ind.
At se på det alene ud fra sådan en kassebetragtning synes jeg er forkert.
Der er flere ting i det her lovforslag, som trods alt er gået igennem, og som er gode.
Der vil jeg selvfølgelig gerne sige, at Socialdemokraterne stemmer for lovforslaget.
Vi synes, at det er rigtig fint, at der kommer underretning ved udgang.
Jeg var helt stolt, da statsministeren på sit pressemøde for nogle uger siden som det første punkt, han havde lyst til at nævne af det, som regeringen nu gik i brechen for, og det, man ville kæmpe for, var, at man ville fremsætte det her lovforslag.
Lovforslaget er jo kommet til på baggrund af den tur, vi havde til Sverige, og på baggrund af de forslag, som oppositionen stillede, som først blev afvist, men som altså nu er blevet til regeringens politik, og den vil vi jo selvfølgelig gerne bakke op om.
Jeg synes, at det er fint, at fristen for, hvornår man skal have anmeldt en forbrydelse i forhold til at få erstatning, ændres fra 24 timer til 72 timer.
Jeg synes, det er rigtig godt, at der kommer gennemsigtige regler for, hvornår man kan få erstatning, og at det bliver præciseret, hvordan forældelsesfristen gælder i forhold til erstatning, nemlig at tidspunktet først regnes fra, hvornår straffesagen er afsluttet, og altså ikke fra, hvornår kriminaliteten er blevet begået.
Så vil jeg afslutningsvis sige, at jeg i går var ude at deltage i en høring i Brønshøj, en høring om ofre for seksuelt misbrug, som blev afholdt i Medborgerhuset i Brønshøj, og hvor der var rigtig mange mennesker mødt frem.
Mange af de mennesker var selv ofre for incest eller for andre seksuelle overgreb.
Jeg mødte i går en hel masse rigtig, rigtig stærke mennesker, mennesker, som kæmper, men også mennesker, som har pådraget sig utrolig store ar på deres sjæl.
Det var mennesker, som fortalte om, hvordan de oplever i systemet, at der ikke er nogen koordinering, at der ikke er nogen hjælp at få, at de ikke føler, at de bliver set, og at de ikke føler, at de bliver hørt.
Derfor vil jeg gerne sige, at selv om vi nu vedtager det her lovforslag, som er et skridt i den rigtige retning, er der for at tage hensyn til de mange mennesker – de mange børn og de mange voksne – der bliver udsat for vold og for overgreb i vores samfund, behov for, at vi ikke slipper politisk fokus fra det her område.
De mennesker lider.
Jeg er glad for, at den høring i går var med til at sætte fokus på, hvad det er for nogle ting, vi bl.a.
skal være mere opmærksomme på i det politiske system, altså hvordan man derude lokalt bliver behandlet forskelligt, og hvordan de her mennesker oplever, at det godt kan være, at vi siger, at når børn er blevet seksuelt krænket, er de skadet for livet, men at dem, der rent faktisk er blevet udsat for de her forbrydelser, bestemt ikke oplever, at den hjælp, de modtager, er en, der skal vare livet igennem.
Jeg vil bare fra Socialdemokraternes side sige, at vi er glade for, at vores studietur i Retsudvalget nu har ført til, at regeringen har fremsat et lovforslag.
Der er visse gode ting i det, men der er også ting, der kunne være bedre.
En anden ting, jeg lige sluttelig kan nå at nævne, er også, at jeg er ked af, at erstatningerne ikke kommer til at gælde forbrydelser, der er foregået andre steder end i Danmark.
Jeg synes, det er trist, at når vi får voldtægtsofre hjem fra Sunny Beach i Bulgarien, så kan de kvinder ikke få erstatning, eller de skal gå et specielt forløb igennem for at få det.
Der synes jeg godt at vi kunne se på, om vi kunne gøre reglerne bedre.
Derfor fortsætter vores kamp også i den her sammenhæng for at forbedre forholdene for ofre og forholdene for dem, der har været udsat for seksuelle overgreb.