Tak.
Jeg tror, jeg vil starte der, hvor hr.
Erling Bonnesen slap, for der er jo, som der også er blevet redegjort for, tre elementer i det her forslag.
I sidste samling havde vi et beslutningsforslag fremsat af Socialdemokratiet til behandling, som netop handlede om en række elementer, bl.a.
om det her med uddannelse.
Vi så, hvordan en branche kan blive tvunget ud i at skulle gøre en hel masse ting, fordi der i en fjernsynsudsendelse sættes spot på en bestemt produktionsform.
Der synes jeg at det er klogt, hvad regeringen nu kommer og siger, nemlig at der er behov for at komme noget uddannelse på.
Altså, generelt, i forhold til alt hvad vi beskæftiger os med, er uddannelse ikke en dårlig ting, så jeg synes, det er positivt, at vi her mener – ligesom på andre områder med hold af dyr – at man skal have noget uddannelse.
Det er godt.
Det, der sker i virkelighedens verden, er, at der kommer rigtig meget udenlandsk arbejdskraft til Danmark, der næsten ikke kan et ord dansk, og vi har også set, hvordan vikarbureauer siger, at de er 20 kr.
billigere i timen, hvis de kun kan deres hjemlands sprog.
Når de går ude og passer vores dyr – og vi er jo enige om, at vi vil have en god dyrevelfærd, og at man skal kunne forstå tingene – så kan jeg simpelt hen ikke forstå, at man ikke vil være med til allerede nu at sige, at det skal være obligatorisk, at dem, der rent faktisk passer minkene, som minimum skal have et 4-dages kursus og 1 ekstra dag til noget opfølgning.
Det synes jeg er et positivt skridt.
Jeg synes bare, at man skal tage konsekvensen fuldt ud.
Hvis nu det viser sig på sigt, at der kommer til sidde en minister i stolen, der ikke har så meget rygrad som den nuværende, og som kunne finde på ikke at bruge den beslutning, efter at det var indført, så er det jo sådan med en ministerbemyndigelse, at det er noget, der kan køre frem og tilbage efter forgodtbefindende.
Vi hørte jo også, at hr.
Erling Bonnesen ikke var i stand til at svare på, hvad der skal til, for det er en konkret vurdering.
Ja, det er jo netop det, og der er vi altså kommet frem til at synes, at uddannelse er godt.
Det vil vi gerne være med til at sige, ikke bare på det her område, men også på andre områder.
Så der skal som et minimum ske noget på det her område, og det håber jeg at en kreds af ordførere vil give udtryk for her i dag, altså at de vil være med til at arbejde for, at det kommer til at ske.
Så drejer det sig om øremærkning og skinketatovering.
Det er i sig selv nogle besynderlige udtryk, men det drejer sig jo om, hvorvidt vi kan lave et system, hvor der er styr på dyrene og de bliver kørt direkte fra producenten, fra svinefarmen, ind på slagteriet, hvis vi ellers kan få en garanti for, at der ikke er mulighed for at omgå det, sådan at det er behæftet med plat og svindel; det har vi haft rigelig af, og det ønsker vi ikke her.
Man må også som minimum feje det til side, som fremgår af høringssvaret fra Landbrug & Fødevarer, der siger, at det ikke er nødvendigt med egenkontrol, hvis man laver det her.
Jo, der skal netop sættes noget andet i stedet, hvis det her skal lykkes og Socialdemokraterne skal sige ja til det.
Det er jo lidt af det samme i forhold til gebyrmodellen og egenkontrollen, nemlig at vi ikke vil afvise, at det kan være udmærket, for vi skal selvfølgelig kigge på, at der er en enkel struktur.
Det har vi sagt ja til på fødevareforligsområdet, og det kan være fornuftigt nok.
Men egenkontrol skal være et minimum, hvis producenten slipper for øremærkning og skinketatovering, for det skal være sådan, at vi har sporbarhed på de produkter ved sygdomme osv., og derfor skal vi vide og have et nøjagtigt billede af, hvad der er sket, og det kan vi kun få, hvis der er kontrol af det.
Og som minimum skal der selvfølgelig – hvis man siger ja til den her model – laves et egenkontrolprogram.
Samlet set kan Socialdemokratiet støtte det her, hvis der kommer nogle forbedringer, og vi vil selvfølgelig støtte de små bitte skridt, der er heri – det er også kun det, det er.
Så derfor vil vi selvfølgelig håbe på, at vi under udvalgsarbejdet kan få samlet et flertal, der kan bore det her lidt mere specifikt ud, sådan at vi får
reelle
forbedringer på det her område.
Vi synes, det er godt, at der kommer folk her til landet og arbejder – og for min skyld gerne fra udlandet med et andet sprog og alle de her forskellige ting – men generelt set synes vi altså, at der er behov for, at det her område får et løft, og det kan vi som et minimum gøre med det, der bliver foreslået her.
Det skal bare være obligatorisk for alle dem, der har med mink at gøre.
Det håber vi at der kan samles et flertal for.
Tak.