Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 60:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Stop for anvisning til ghettoområder af borgere fra lande uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 17.11.2010).

Sammen med dette punkt foretages:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 61:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om leje. (Styrket indsats i ghettoområder og anvendelse af den almene boligsektors midler).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 17.11.2010).

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 62:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Udvidet flyttehjælp).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 17.11.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er Venstres ordfører, hr. Peter Madsen.

Disse lovforslag udmønter en stor del af ghettoplanen og udmønter boligaftalen om rammer for renovering m.v. i det almennyttige boligbyggeri.

Vi lever heldigvis i et land, som først og fremmest er kendetegnet ved værdier som frihed, tryghed og ansvar for det fælles, og vi føler os knyttet sammen som samfund, fordi vi grundlæggende er fælles om disse værdier, og fordi vi værner om dem. Derfor kan vi heller ikke acceptere, hvis der er steder i Danmark, hvor danske værdier ikke har fodfæste, områder, der er utilgængelige, og hvor regler og love ikke håndhæves, områder så lukkede, at de må betegnes som parallelsamfund.

De mest udsatte boligområder er kendetegnet ved en høj andel af beboere, der står uden for arbejdsmarkedet eller uden uddannelse. Det er områder, hvor en stor andel af beboerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikkevestlige lande, ligesom de mest udsatte boligområder er defineret ved en høj andel af beboere, der er dømt for kriminalitet. Vi har i dag 29 boligområder i Danmark, som har så omfattende problemer, at de kommer ind under betegnelsen ghettoer. Formålet med ghettoplanen er at styrke indsatsen i disse mest udsatte boligområder for at bringe åbenheden og trygheden tilbage, bringe ghettoen tilbage til samfundet.

Nogle har antydet, at vi i Danmark er os selv nok og foretrækker at være et stammesamfund. Det er ikke rigtigt. Baggrunden for disse lovforslag er netop et ønske om at åbne op, at inkludere nye mennesker og deres ressourcer i det samfund, som de i dag ikke er en del af.

Afgørende for, at vi får nedbragt antallet af ghettoer, er, at vi får skabt en bedre balance i beboersammensætningen. I de mest udsatte boligområder er mere end seks ud af ti beboere indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikkevestlige lande. Det er en skævvridning i forhold til resten af samfundet, som vi vil gøre op med. Derfor er der i lovforslagene en række instrumenter for kommuner og boligorganisationer til at påvirke og forbedre beboersammensætningen. Nogle instrumenter anvendes allerede i dag i nogle kommuner, andre ikke, men nu bliver der mulighed for at tilpasse indsatsen til de lokale forhold. Bl.a. indgår det i L 60, at kommunerne fremover alene må anvise borgere fra ikke-EØS-lande til en bolig i et ghettoområde, hvis kommunen ikke råder over andre mulige boliger.

Disse boligområder er også karakteriseret ved mange beboere, som står uden for arbejdsmarkedet, og beboere, der er dømt for kriminalitet. Vi mener, det vil virke positivt, hvis boligselskaber og kommuner ikke anviser disse typer af beboere til ghettoområderne, men i stedet kan satse på at tiltrække mere ressourcestærke beboere og sikre en bedre balance i beboersammensætningen.

Lovforslagene påvirker ikke kun sammensætningen af beboere; der er også en række tiltag, der betyder, at disse boligområder kan forbedres rent fysisk. Det gælder nedrivning, hvor det giver mening; ved at nedrive enkelte blokke kan man åbne et område og give plads til nyt liv. Det kan give plads til butikker, idrætspladser eller andet, som kan tiltrække nye beboere eller erhvervsliv.

Nogle ghettoområder er fysisk afskåret fra den øvrige by, og det medvirker til, at ghettoområderne forbliver socialt og fysisk isolerede. Med den indgåede aftale og med disse lovforslag bliver der afsat en pulje på 150 mio. kr. årligt til ændring af infrastruktur, således at der kan skabes sammenhæng mellem disse boligområder og den øvrige by.

Noget af det vigtigste i hele ghettoplanen er, at der indgås et samarbejde mellem de lokale boligorganisationer, de pågældende kommuner og staten. Disse helhedsplaner vil blive omdrejningspunktet for hele indsatsen med at styrke boligområderne, og det sikres samtidig, at der bliver et bredt ejerskab til både mål og midler.

Forslaget indeholder også en udfordringsret for kommuner og boligorganisationer. Udfordringsretten skal bidrage til at eliminere regler, der kan stå i vejen for helhedsplanerne. Endvidere indføres der en ny, samlet salgsordning, så provenuet kan anvendes til nybyggeri. Det er et element i aftalen, som vi i Venstre glæder os meget over. Og for ghettoområder og andre udsatte boligområder gælder der det særlig positive, at her kan provenuet bruges til finansiering af de helhedsplaner, jeg omtalte før.

Endelig bliver der med L 62 mulighed for kommunerne for at tilbyde flyttehjælp til de beboere, som føler, at en fraflytning fra deres bolig i et udsat boligområde vil kunne afhjælpe nogle af deres problemer. Alle gode kræfter kommer således i samarbejde i gang med en bred indsats for at bekæmpe ghettodannelsen i form af helt konkrete tiltag, der vil kunne ses og mærkes i lokalområderne, og som vil kunne gøre listen over de 29 boligområder kortere. Vedtagelsen af disse lovforslag er kun første skridt på vejen, og næste skridt bliver samarbejdsaftaler og helhedsplaner i de enkelte kommuner med deltagelse af boligorganisationerne selv.

Aftalen indeholder også et historisk højt niveau for renovering af almennyttige boliger. Oven i den ordinære ramme på 2,6 mia. kr. afsættes der 5 mia. kr. til renovering over de kommende 3 år. Det har været et stærkt ønske fra boligselskabernes side, at der bliver mulighed for at øge investeringsniveauet til renovering; det har vi lyttet til, og jeg er glad for, at boligselskaberne har taget godt imod det.

Endelig videreføres rammen til den boligsociale indsats med 440 mio. kr. årligt. Indsatsen fokuseres på at fremme trygge og stimulerende opvækstvilkår for børn og unge, beskæftigelses- og erhvervsmuligheder og kultur- og fritidstilbud. Den boligsociale indsats skal ikke blot forbedre de sociale forhold i ghettoområderne, men skal også virke forebyggende i de områder, der er på vej ind i en negativ udvikling.

På den baggrund kan Venstre stemme for de tre lovforslag.

Der er et par korte bemærkninger, først er det hr. Thomas Jensen.

Tak til Venstres ordfører. Jeg bed mærke i, at Venstres ordfører brugte formuleringen, at vi skal have en bedre balance i beboersammensætningen i de her udsatte boligområder, og jeg kan sige, at det er Socialdemokraterne fuldstændig enige med Venstres ordfører i. Problemet med det forslag, som vi behandler her i dag, er, at ved den definition, man bruger på et udsat boligområde eller på et ghettoområde, som regeringen jo har valgt at kalde det, har man ikke lyttet til sit eget rådgivende udvalg, Programbestyrelsen. Programbestyrelsen siger klokkeklart, at en væsentlig årsag eller en del af problemet er den store koncentration af fattigdom, der er i de udsatte boligområder.

Så mit spørgsmål til Venstres ordfører er: Når man ikke vedtager fattigdom som en del af definitionen på et udsat boligområde, tror Venstres ordfører så selv på, at man virkelig får ændret beboersammensætningen i den rigtige retning, så vi om måske 10-20 år kan være så heldige i Danmark at sige, at ghettobegrebet er et historisk begreb, og at nu har vi fået løst opgaven? Tror Venstres ordfører virkelig, at vi får ændret beboersammensætningen?

Så er det ordføreren.

Ja, det tror jeg da. Der er rigtig mange tiltag i de her forslag, der er rigtig mange strenge at spille på for kommuner og boligorganisationer i helhedsplanerne. Det stærke ved den her måde at gøre det på er jo netop den lokale forankring, det, at man på lokalt plan kan finde ud af, hvad det lige præcis er, der er bedst her, og så bliver der stillet noget finansiering til rådighed.

I øvrigt har regeringen på mange punkter lyttet til Programbestyrelsen og har gennemført en række af de ting, der er blevet anbefalet, men selvfølgelig ikke det hele.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Thomas Jensen.

Når Venstres ordfører siger, at man ude lokalt kan løse opgaven, så er min største bekymring ved den samlede pakke, der nu lægges frem – og det er jo egentlig ganske banalt – at hvis man skal ændre en beboersammensætning i et udsat boligområde, er der nogle, der skal flytte ud, og nogle, der skal flytte ind. Jeg ser nogle forskellige instrumenter, som kan lave nogle krusninger på overfladen, men hvis man virkelig vil lave en grundlæggende ændring og forbedring af beboersammensætningen i de her boligområder, er der jo en mangel i de her lovforslag med hensyn til at forklare, hvor folk skal flytte hen.

Vi ved jo, at der i de seneste år er blevet færre og færre betalbare boliger i Danmark. De her folk, man gerne vil have til at flytte ud af de områder, er ikke folk, der har mange penge til at betale husleje med. Hvor skal de flytte hen?

Hvad med de kommuner, som ikke påtager sig en boligsocial opgave? Det er især kommunerne oppe langs kysten nord for København, de har ikke ret mange almene boliger, som de f.eks. kan tilbyde folk fra de udsatte boligområder at flytte ind i. Mener ordføreren, at regeringen har nogle boliger, der kan anvises til, og hvor folk kan flytte hen fra ghettoen?

Så er det ordføreren.

Der er kontinuerligt boliger, lejligheder, ledige i det almennyttige byggeri, også uden for det, vi kalder ghettoer og udsatte områder. Så det mener jeg faktisk godt kan lade sig gøre, især når der bliver givet nogle forbedrede instrumenter til at styre udlejningen.

Så kan jeg sige til hr. Thomas Jensen, at vi i øvrigt ikke går ind for, at det skal være muligt for en kommune at eksportere sine sociale problemer til en anden kommune.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Peter Westermann.

Tak for det. Venstres ordfører startede sin tale med at sige, at der findes områder, hvor danske værdier ikke finder fodfæste, og en af de danske værdier, som jeg skatter højest, er solidaritet, men det er en værdi, som desværre ikke rigtig har fundet fodfæste i de danske ministerier. Jeg hæfter mig ved, at landets lejere bliver efterladt med næsten hele regningen for finansieringen af de ghettoplaner, vi nu ser fremlagt i de her tre lovforslag. Kan Venstres ordfører fortælle mig, hvorfor man fra Venstres side – det største parti og statsministerpartiet – ikke har valgt at presse på, sådan at staten, samfundet, også går ind og hjælper med finansieringen og ikke bare efterlader den til landets lejere?

Så er det ordføreren.

Jamen Landsbyggefonden er jo netop opbygget efter solidariske principper, sådan at de, der har mulighed for det, hjælper dem, der er ringere stillet. Det er jo sådan, det fungerer: Der bliver betalt ind, og der bliver betalt ud. Det er da et solidarisk princip.

I øvrigt er der mange skattefinansierede indsatser, som også kommer ghettoområder og i andre udsatte boligområder til gavn, på det sociale område osv., så jeg er ikke enig i hr. Peter Westermanns præmis for spørgsmålet.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Peter Westermann.

Det, jeg hæfter mig ved, er, at der i de tre nævnte lovforslag, som Venstres ordfører mener vil løse problemerne for de danske ghettoområder – eller det, som regeringen i hvert fald benævner sådan – jo altså ikke er afsat andre penge til finansiering end dem, der kommer fra Landsbyggefonden, og lidt fra satspuljemidlerne. Altså er det landets allersvageste, der skal betale for det her, som regeringen har udråbt som et samfundsproblem.

Men jeg kunne også godt tænke mig at spørge ind til det her med solidariteten på tværs af kommunegrænser. Den forrige spørger spurgte om, hvad Venstre ville gøre for at sikre, at der er tilstrækkeligt med almene boliger i andre kommuner, altså i de kommuner, som er mere velstillede end de kommuner, hvor regeringen har udpeget 29 meget udsatte boligområder som ghettoer. Var det ikke en idé, om vi sikrede, at der også kunne anvises på tværs af kommunegrænser, sådan at de kommuner, der nu trækker den største del af læsset, kunne blive aflastet lidt af de kommuner, der faktisk har de bredeste skuldre?

Så er det ordføreren.

Nu bliver der jo mulighed for i videre omfang at lave centrale boliganvisninger inden for den enkelte kommune, og jeg tror, vi skal se på, om det ikke kan være med til at løse nogle af de her problemer, før vi begynder at tale om, at man kan flytte sine sociale problemer ud til andre kommuner.

Med hensyn til hvad der er af muligheder for at flytte ind, vil jeg sige, at der jo hele tiden sker noget på området. Jeg har hørt i dag, at Københavns Borgerrepræsentation i aften vil vedtage en plan om, at der skal bygges flere tusinde almennyttige boliger i København, og at de bliver bygget efter nogle billigprincipper, og det synes jeg da er glædeligt. Det er da et eksempel på, at der sker noget.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Når jeg vil stille spørgsmål, er det primært til L 60, for L 61 har vi haft et udmærket samarbejde om. Det, jeg synes vil være interessant at høre om fra Venstre, er kriterierne, altså hvornår et område er så problemramt, at det efter regeringens opfattelse er en ghetto, så der skal lovfæstes om det. Der er to sociale kriterier, og der er det, man kunne kalde et etnisk kriterium. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan man som liberal har det med det etniske kriterium, for fra radikal side er det jo sådan, at vi mener, at man bør adressere de sociale problemer, der er, og hvis man så løser de sociale problemer i de områder, ryger de også af den såkaldte ghettoliste.

Men jeg kunne godt tænke mig at få et klart svar fra Venstre: Opfatter Venstre det som et problem, at folk, der i øvrigt er selvforsørgende, men som har samme etniske baggrund, forskellig fra dansk, bor sammen? Er det Venstres, Danmarks liberale partis, opfattelse, at det er et selvstændigt problem, at folk, der har den samme anden etniske baggrund end dansk, bor tæt på hinanden?

Så er det ordføreren.

Jeg vil også gerne kvittere for det gode samarbejde, vi har haft med Det Radikale Venstre om L 61. Vi er glade for, at Det Radikale Venstre er med i den aftale.

Med hensyn til kriterierne for, hvad der er en ghetto, vil jeg sige, at vi som liberale ikke er bange for at kalde en spade for en spade. Der er komplekse problemer, og når man skal finde ud af, hvad det er for nogle områder, vi taler om, er man nødt til at finde nogle konkrete definitioner og nogle konkrete kriterier. Man kunne lige så vel argumentere med, at det, at folk er på vej gennem udslusning fra kriminalforsorgen, jo også gør, at de så er klar til at starte et nyt liv hvor som helst. Men når vi ser på, hvordan virkeligheden er i de her områder, kan vi jo ud fra beboersammensætningen se, at de kriterier, vi har fat i her, nok er nogle af de rigtige. Så det synes jeg faktisk er ret godt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Vi er da enige så langt, at vi har fat i nogle af de rigtige kriterier, men jeg synes, det er afgørende, at jeg får et klart svar på kernen i mit spørgsmål. Når man er så forhippet på at skulle lovgive om, hvornår et område er så udsat, at man efter regeringens opfattelse vil kalde det en ghetto, så synes jeg, det er mærkeligt, at man har to sociale kriterier, og ved siden af har man så et etnisk kriterium. Jeg er sådan set enig i, at det skaber problemer, hvis vi sammenhober mange sociale problemer i de samme boligområder. Forskellen er jo, at de sociale kriterier kan vi gøre noget ved; vi kan hjælpe folk til at få et arbejde, vi kan sørge for, at færre begår kriminalitet, og det kan de jo især selv sørge for, men folks etniske baggrund kan de jo ikke gøre noget ved, og det er bare derfor, jeg stiller spørgsmålet: Er det ikke mærkeligt som liberal at sige, at det som udgangspunkt er et problem, at en gruppe medborgere, der har en særlig etnisk baggrund, bor tæt på hinanden?

Så er det ordføreren.

Man skal ikke opfylde alle tre kriterier eller bare et enkelt kriterium. Man skal opfylde to af de tre kriterier, og det gør, at der er forskellige årsager til, at de her 29 områder kommer ind under betegnelsen ghettoområder. Så vidt jeg husker, er der en række af de her områder, hvor det ikke er udlændingekriteriet, som er det udslagsgivende, men de to andre kriterier. Men det kan godt være et problem, når der bor en stor andel mennesker i et område, som ikke taler dansk, hvor børnene ikke taler dansk, og hvor der ikke er kontakt til det øvrige danske samfund, men det kan godt være en del af de problemer, som vi nu går i gang med at løse.

Tak til ordføreren. Nå, der er lige tikket en til ind. Det er hr. Frank Aaen. Værsgo for en kort bemærkning.

Tak. Ud over at jeg er fuldstændig enig i det, som andre har sagt, om, at det her ikke er noget etnisk problem, men at der kan være sociale problemer, og at sociale problemer skal man selvfølgelig løse, så har jeg forstået, at lovforslaget går ud på, at hvis man synes, der er et problem af den ene eller den anden årsag, så vil man anvise folk en anden bolig. Og det er jo i hvert fald et godt princip, at man vil anvise folk en bolig. Vil Venstre være med til, at man så også anviser boliger i det private lejebyggeri, og at man også sørger for mulighed for at anvise boliger i de ghettoer, vi har nord for København? For hvis vi skal bruge begrebet ghettoer, er en af de største ghettoer jo den, vi har nord for København, hvor folk alle sammen tjener rigtig mange penge. Kan vi have Venstres opbakning til, at private lejeboliger og de rigeste områder i landet inddrages i skafningen af bolig til dem, der bliver afvist andre steder?

Så er det ordføreren.

Hvis de pågældende private byggerier selv vil deltage i sådan en anvisning, er det da fint for mig, men jeg mener ikke, at man kan pålægge dem det, især ikke, hvis de er finansieret for private midler.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Almene boliger pålægger man uden videre et ansvar for at løse det problem, vi her ser, og man siger, at sådan skal det være. Private boliger er jo alle sammen finansieret ved stor anvendelse af rentefradraget og har dermed altså også et meget væsentligt bidrag af offentlige midler. Derfor kan jeg overhovedet ikke forstå, at der skal være en forskel. Hvis det er sådan, at man siger, at du ikke må få en bolig her, men du kan få en der, hvorfor skal det så kun være almene boliger, det omfatter, eller være frivilligt – men det kommer jo nok ikke – for private boliger? Hvorfor indfører man ikke akkurat de samme regler for private lejeboliger på en måde, så der også kommer til at bo nogle af de mennesker, man synes skal flyttes eller ikke må bo et andet sted, så de kan bo nord for København?

Så er det ordføreren.

Jeg kan altså ikke købe den præmis, at det, at der er et rentefradrag, gør, at private boliger pludselig skulle blive offentlige. Vi har sådan set et godt princip om, at man ikke bare kan gå ind og tage privat ejendomsret. Det er sådan set grundlovsfæstet. Hvad den almene boligsektor angår, er den jo i meget, meget høj grad sammenflettet med den øvrige offentlige økonomi, så det er en helt anden problemstilling.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, tak til ordføreren.

Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Thomas Jensen som ordfører for Socialdemokraterne.

Når man ser tilbage på de sidste 9 års boligpolitik, er der en ting, der står lysende klart, nemlig at viljen til at løfte udfordringerne har været fraværende. Regeringen har kogt ghettosuppe på den samme pølsepind om, at regeringen skam har en strategi, men strategien har desværre kun været flotte ord og små spredte tiltag, som der ikke er blevet samlet op på. Resultatet er, at Danmark er gået i retning af mere polarisering, mindre sammenhold og mindre sammenhængskraft.

De seneste 2 år har regeringen valgt ikke at lytte særlig meget til sit eget rådgivende udvalg for udsatte boligområder, Programbestyrelsen, og i dag har vi så nærværende tre lovforslag til at vurdere, om regeringen omsider lytter mere til sit eget udvalg.

Her vil jeg godt understrege, at Socialdemokraterne synes, Programbestyrelsen i sit arbejde og i sin slutrapport har ramt meget præcist. Det handler om at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder, at iværksætte en sammenhængende og koordineret indsats, at se i øjnene, at en af de helt grundlæggende udfordringer i de udsatte boligområder er koncentrationen af fattigdom, og at Folketinget skal vise, at staten påtager sig et medansvar for at løfte udfordringerne. Programbestyrelsen har et socialt sigte, som Socialdemokraterne finder meget sympatisk og anser for en realistisk ledetråd, hvis man vil gøre udsatte boligområder til velfungerende områder.

Desværre har regeringen ikke lyttet godt nok til Programbestyrelsens anbefalinger. Det sociale er næsten pist forsvundet. Det statslige medansvar er fraværende, og snakken om at ændre beboersammensætningen er desværre ikke realistisk. For at ændre beboersammensætningen, som S og SF gerne vil, er det ganske banalt, at der er nogle, der skal flytte ud, og nogle, som skal flytte ind i de udsatte boligområder. Og i nærværende lovforslag er der tiltag til begge dele, men desværre ikke tiltag, som giver en realistisk forhåbning om, at det vil lykkes.

Regeringen har desværre ikke haft evnen og viljen til at formulere en politik, som viser, hvor folk fra de udsatte boligområder skal flytte hen. Regeringen lurepasser og undlader at sende et klart signal til landets kommuner om, at de skal påtage sig et mere ligeligt boligpolitisk ansvar. Nogle kommuner har meget få almene boliger og bygger næsten ingen, og samtidig er der kommuner, som har helt op til 60 pct. almene boliger i deres boligmasse. Forskellene bør i højere grad udlignes, så alle kommuner i Danmark bidrager til at løfte udfordringerne. Det er den sikre vej, når beboersammensætningen i de udsatte boligområder skal ændres.

Når man lytter til den senere tids debat om boligudfordringerne i Danmark, kan man godt få den indskydelse, at der er tale om et Danmark, som vi ikke kender. Med regeringens skiftende definitioner nævnes almene boligafdelinger næsten i flæng som ghettoer. Resultatet er, at beboerne i de nævnte områder føler sig stigmatiserede, dømt ude og føler sig mindre og mindre som en del af samfundsfællesskabet Danmark. Det er en forkert udvikling, det er en usympatisk stigmatisering, og det er en farlig polarisering af vores samfund. Når jeg hører den debat, tændes der for mig som socialdemokrat en iboende vilje, som siger, at vi kan, at vi skal, og at vi er forpligtet til at forstå problemerne, anerkende udfordringerne og i fællesskab løfte dem.

I dag, hvor problemerne får folk til at stemme med fødderne og flytte ud af områderne, skal vi huske på, at det er menneskeskabte problemer, som vi kan løse. Problemet i de udsatte boligområder er først og fremmest en alt for ensartet beboersammensætning med en stor koncentration af fattigdom, arbejdsløshed, kriminalitet og nogle steder uheldige parallelkulturer.

Der er ikke nogen lette løsninger. Det, der skal til, er en koordineret og sammenhængende indsats på mange fronter over en lang årrække for at sikre, at de udsatte boligområder igen bliver velfungerende, og her vil jeg gerne slå fast, at langt størstedelen af landets almene boligafdelinger er velfungerende boligafdelinger, hvor beboerne er glade for og trygge ved at bo. Her blomstrer beboerdemokratiet side om side med beboernes glæde ved at være sammen med hinanden i hverdagen. Og det er det overordnede mål i 2010 og årene fremover, at de udsatte boligområder igen skal være med i familien af velfungerende boligområder.

Målsætningen for Socialdemokraterne er, at beboersammensætningen skal ændres i de udsatte boligområder, og at gøre ghettobegrebet til et historisk begreb i Danmark. Vi vil simpelt hen ikke have udsatte boligområder i Danmark. Og målet er, at de velfungerende boligområder løbende skal renoveres, så de ikke bliver nedslidte og udsatte boligområder.

Så skal vi også sende et klart signal til lejerne i de udsatte boligområder om, at vi ikke har opgivet at hjælpe deres boligområde på ret køl. Vi vil bidrage fra statslig side til løsningen. Og så er det også en målsætning, at de nye almene boligområder, som skal opføres i årene, der kommer, skal opføres som blandede boligområder med en blandet beboersammensætning.

Hvad går de tre lovforslag, der er til behandling her samlet i dag, så ud på?

Det første, L 60, handler om stop for anvisning til boligområder af folk fra bestemte lande. Det er jo, som det allerede er nævnt herfra, instrumenter, som vi allerede kan se bliver brugt i nogle kommuner, men selv om de bruges, har vi i 2010 29 udsatte boligområder i Danmark. Det vidner om, at de her tiltag måske ikke virker, og/eller at de måske ikke er tilstrækkelige. Det skal vi have belyst. Under udvalgsbehandlingen skal vi have stillet nogle spørgsmål og have svar på, hvad erfaringerne er i kommunerne. Bemærkningerne til lovforslaget er desværre mangelfulde på det her område, og derfor skal vi have det uddybet ganske grundigt.

Når vi har fået svar på vores udvalgsspørgsmål, er det også relevant at vurdere, om det er særlig ambitiøst, at kommunerne med lovforslaget i hånden simpelt hen kan henvise den gruppe af mennesker, som man egentlig gerne vil have til at bosætte sig et andet sted end i de udsatte boligområder, til selv samme udsatte boligområder. Her må ministerens ambition da ikke lade sig stoppe af kommunegrænser. Hvis der er en ledig bolig i et velfungerende boligområde i nabokommunen, bør ministeren da skabe løsninger, der kan sikre henvisning til en sådan bolig på tværs af kommunegrænsen.

Lovforslaget rummer også en ny ghettodefinition. Antallet af ministeriets ændringer i ghettodefinitionen er nærmest lig med antallet af ministerskift på posten med ansvar for boligpolitikken, og jeg skulle hilse og sige, at det er mange. Den definition, som foreslås i lovforslaget, har her ved afslutningen af fattigdomsåret en meget kedelig mangel. Selv om regeringens rådgivende ghettoudvalg lavede et grundigt forarbejde for regeringen op til de her tre lovforslag, mangler udvalgets medmenneskelige fokus på de udsatte boligområders store koncentration af fattigdom. Den anbefaling er desværre blevet ignoreret og pillet ud af ghettodefinitionen.

Det afslører en manglende vilje til at adressere de virkelige udfordringer i de udsatte boligområder, og det må være helt berettiget for den ansvarlige minister at spørge sig selv, hvorvidt ministeren får øje på de reelle udfordringer, når ministeren har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje. Det er skuffende, og på politikersprog, for at ministeren kan forstå det, vil jeg godt sige, at det er mangel på samfundssind og mangel på politisk lederskab.

Afsluttende om L 60 vil jeg sige, at Socialdemokraterne ikke er helt afvisende over for forslaget, men vi vil i udvalgsarbejdet aktivt gå ind og få belyst, om det her er de rette instrumenter til at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder.

I L 61 kommer der en ny målsætning om, hvordan man skal nedbringe antallet af udsatte boligområder. Hvorvidt det er realistiske mål, må vi også prøve at få belyst i udvalgsarbejdet, nemlig ved at bruge definitionen bagudrettet og se på, hvordan udviklingen i de udsatte boligområder har været.

Så er det store omdrejningspunkt i L 61 renoveringer. Der er et kæmpebehov for at få renoveret almene boliger i Danmark. Det har regeringen været for langsom til at opdage. Det er sådan i dag, at der er en kø for over 8 mia. kr. Med det her lovforslag bidrager man med 5 milliarder ekstra kroner til at løfte den udfordring, og med simpel regning kan man jo se, at der stadig væk mangler penge. Der er stadig væk masser af almene boliger, der skal renoveres, og med det ambitionsniveau må man sige at regeringen lægger op til en nærmest naiv forestilling om, at der ikke kommer nye renoveringsprojekter ind i de kommende år. Jeg skulle hilse og sige, at det gør der. Det ved vi allerede fra de analyser, der er lavet på området.

Så er det meget afgørende, som Programbestyrelsen også siger, at vi her fra Folketingets side sender et klart signal til de udsatte boligområder om, at staten og vi i Folketinget også tager et medansvar for at løse opgaven. Derfor har Socialdemokraterne sammen med SF i finanslovforslaget og også i vores skatteudspil afsat en statslig milliard kroner til renovering af boliger i ghettoområder. Men den chance, at bruge statslige midler, forspilder regeringen desværre. Det er fortsat 20 pct. af den danske befolkning, nemlig dem, der bor i de almene boliger, som skal betale 100 pct. af renoveringsopgaverne.

Herudover rummer L 61 en lang række punkter, hvor regeringen har ladet sig inspirere af Socialdemokraterne og SF. Det handler om nedrivning, infrastruktur, forbud mod anvisning af løsladte fra fængslerne til ghettoområder, fortrinsret til boligområderne for ressourcestærke personer og så også muligheden for, at de familier, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og overtræder husordensreglerne, kan blive opsagt fra deres kontrakt.

Jeg vil godt sige om det sidste punkt her, at det er meget vigtigt for os, at vi sikrer os, at der også er retssikkerhed for de her folk, men intentionerne er vi enige i.

Så er der det med, at udlejningsreglerne skal ændres sådan, at lejligheder kan stå tomme i helt op til 12 måneder. Det er også et skridt i den rigtige retning. Vi skal bare sikre os, at der er økonomisk balance i det. Det skal ikke være sådan, at de lejere, der stadig bor i boligafdelingen, hænger på regningen, og det skal vi have klarlagt i udvalgsbehandlingen.

Afsluttende om L 61 kan jeg sige, at det rummer nogle skridt i den rigtige retning. Vi vil have belyst nogle ting under udvalgsarbejdet, og så må vi se, hvordan vi forholder os til det.

Det sidste forslag, L 62, er en del af satspuljeaftalen, hvor Socialdemokraterne jo er en af aftaleparterne. Der er dog nogle enkelte elementer af det, der er aftalt, som jeg ikke rigtig kan genfinde i paragrafferne, så det skal vi også have belyst under udvalgsarbejdet, sådan at vi endeligt ved andenbehandlingen kan sige, om det flugter med det, vi har aftalt.

Så er der et par korte bemærkninger, først fra hr. Peter Madsen.

Tak. Nu har jeg jo læst S og SF's ghettoudspil, hvor der lægges op til, at man skal anvende de hårde metoder med ghettopoliti, overvågning og lynjustits i de her områder, og jeg synes, at det er interessant at høre hr. Thomas Jensens lidt mere bløde approach i sin tale, hvor hr. Thomas Jensen lægger vægt på, at fattigdom synes at være det mest karakteristiske ved ghettoområderne i Danmark. Hvordan hænger det sammen med, at man vil løse nogle af de sociale problemer i ghettoområderne ved at føre sig frem med ekstra ghettopoliti, med lynjustits over for unge og mere overvågning og den slags?

Så er det ordføreren.

Det hænger såmænd ganske godt sammen. Forudsætningen for, at vi kan have ressourcestærke mennesker i de udsatte boligområder – have en gulerod for, at de kan flytte ind – er, at der er tryghed. Og vi i S og SF holder altså med de lovlydige borgere. Der, hvor der måtte være nogle, der ødelægger trygheden for fællesskabet, skal der da også være nogle instrumenter til at sørge for, at man får genoprettet trygheden i de her boligområder.

Men derudover – det nævner Venstres ordfører jo ikke – så rummer S og SF's udspil en ret lang række tiltag, der netop har fokus på at lave en social genopretning af de her udsatte boligområder.

Vi ved, at det er den forebyggende indsats, som på den lange bane kan være med til at løse de her problemer. Men på kort sigt: Når der er nogle, der overtræder loven, skal vi også give dem et klart signal om, at så er der også konsekvens. Og det er det, vi gør med vores retspolitiske tiltag i vores ghettoudspil.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Peter Madsen.

Ja, det er jo fint. Men når man taler sådan om retssikkerhed osv., som hr. Thomas Jensen gjorde før, så forstår jeg ikke, hvordan det hænger sammen med, at man foreslår den her stærkt øgede tilstedeværelse af politi, og at man foreslår, at der skal gælde særlige regler for, hvordan man får unge igennem retssystemerne, hvis de bor i et af de her områder, som Socialdemokratiet og SF i øvrigt ikke har defineret nærmere.

Er det virkelig i overensstemmelse med de to partiers opfattelse, at der kan gælde særlige regler i et ghettoboligområde og andre regler i samfundet uden for? Hvordan forholder det sig til retssikkerheden?

Så er det ordføreren.

Vi prøver såmænd bare at rette op på de synder, som regeringen har begået over for de udsatte boligområder. Som medlem af Boligudvalget ved Venstres ordfører jo også, at vi løbende får henvendelser fra nogle boligområder, hvor det at tilkalde politiet, hvis der er opstået nogle problemer, ikke bare er noget, der lige er så let. Der er jo områder i Danmark, som politiet ikke vil køre ud til. Det er faktisk et retssikkerhedsmæssigt problem. Uanset om man bor på en stille villavej i Slagelse, eller om man bor i et udsat boligområde, og der kommer nogle og begår en lovovertrædelse, hvor man har behov for at tilkalde politiet, så skal det være sådan i Danmark, at politiet rykker ud, uanset hvad adressen er. Og det er netop det, vi har lagt op til i vores udspil.

Det er en god service i forhold til at vise en konsekvens over for de unge mennesker, som laver nogle lovovertrædelser, at vi får indført et fast track igennem retssystemet. Jeg synes, at det da bare er en rigtig, rigtig god service, at de folk kan mærke, at der er en konsekvens her i Danmark, når man overtræder en lov.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jeg synes, det er godt og positivt, at hr. Thomas Jensen og Socialdemokraterne har et åbent sind i forhold til at forholde sig til lovforslagene, når de kommer igennem udvalgsbehandlingen. Min egen opfattelse er jo, at hvis regeringen havde tilrettelagt processen lidt anderledes, tror jeg faktisk, at der kunne have været skabt et endnu bredere flertal i Folketinget for i hvert fald L 61, som bl.a. har et massivt renoveringsløft, hvad jeg tror alle er enige i er en god idé.

Min interesse er mere i forhold til L 60, og der vil jeg bare opfordre hr. Thomas Jensen til i udvalgsbehandlingen at forfølge nærmere, hvilke problemer det løser at lave et forbud mod anvisning af ikke-EØS-borgere til ghettoområder. Jeg har forsøgt, både i offentligheden og også i forhandlingerne, at prøve at blive klogere på, hvad det var for et problem, regeringen mente den var ved at løse, og der kan altså mig bekendt ikke opdrives kommuner, der har en praksis, ifølge hvilken de anviser borgere fra ikke-EØS-lande til problemramte områder. Og så synes det måske lidt mærkeligt at opfinde en løsning på et problem, som ikke findes. Der kan være masser af folk fra ikke-EØS-lande, der flytter ind i ghettoområder, men det er de jo i deres gode ret til, også efter at det her lovforslag er gennemført, så det vil jeg bare opfordre til, at man spørger ind til.

Afslutningsvis vil jeg bare høre, om hr. Thomas Jensen ikke vil deltage i en kritik af, at man har valgt to sociale kriterier og et rent teknisk kriterium. De sociale kriterier kan vi gøre noget ved, men de etniske kriterier kan folk jo ikke slippe fra.

Så er det ordføreren.

Til det generelle om L 60 og om, hvilke erfaringer der ligger på området, vil jeg sige, at der er mange af os, der arbejder med det her i Folketinget, der har været ude at snakke med en lang række aktører i boligforeninger og i kommuner, og de udtalelser, jeg har fået med derfra, er: Vi har noget, der minder om det; vi gør allerede det, der er foreslået i lovforslaget.

Det, jeg egentlig beder om i udvalgsbehandlingen, er netop, at vi får det frem, sådan at vi kan blive klogere og måske kan gøre det her lovforslag lidt bedre. Det kræver selvfølgelig, at ministeren og forligspartierne er villige til at gå ind i sådan en dialog, men jeg tror også på, at det bedste på det her område ville være, hvis vi fik brede forlig. Det har der desværre ikke været mulighed for i den her proces, fordi – som hr. Morten Østergaard helt rigtigt siger – boligforligskredsen med boligordførere fra alle partier jo ikke på noget tidspunkt har været inviteret til konkrete politiske drøftelser om et forlig. Så desværre forliste vi det den her gang, men i udvalgsarbejdet lover jeg at gå aktivt ind og se på de delelementer, der ligger i ghettodefinitionerne, i forhold til hvilke borgere det er, der må blive anvist ud fra forskellige kriterier, sådan at vi kan få den bedst mulige løsning på plads.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jeg er af den opfattelse, at vi har utrolig mange reelle problemer på det her område, som man med fordel kunne koncentrere sig om at løse i stedet for at opfinde nogle og så lægge løsninger frem på dem. Og det er jo også derfor, at L 60 ikke indgår i den aftale, som Det Radikale Venstre er en del af; dels fordi vi er imod det symbolpolitiske forslag om at forbyde anvisning af ikke-EØS-borgere, dels fordi vi er imod regeringens etniske kriterium som en del af ghettodefinitionen.

Det var så den sidste del, som hr. Thomas Jensen ikke fik svaret på. Men jeg håber, vi er enige om, at det forhold, at der er en etnisk slagside ved mange af de sociale problemer, vi har i Danmark, fordi integrationen er slået fejl, ikke skal gøre, at vi stigmatiserer folk med anden etnisk baggrund og siger, at alene deres etniske baggrund udgør et problem i sig selv. For som jeg også har sagt tidligere i debatten, kan og bør vi gøre noget aktivt for at gøre noget ved de sociale problemer og bedre forholdene. Selvfølgelig skal borgerne gøre noget selv, men hvis man har et arbejde, hvis man passer sine ting, hvis man er selvforsørgende, så kan jeg ikke forstå, at det skulle være socialdemokratisk politik, at ens etniske baggrund eller ens naboers etniske baggrund skulle være et problem i sig selv.

Så er det ordføreren.

Som sagt tager vi det op under udvalgsbehandlingen, og jeg vil også godt svare direkte på det spørgsmål, som hr. Morten Østergaard stiller, nemlig om der er etniske kriterier. Som jeg læser lovforslaget, lægger det op til, at folk fra ikke-EU-lande, fra ikke-EØS-lande og folk, der ikke er fra Schweiz, er de folk, man ikke vil have kan blive anvist til de udsatte boligområder og områder med kombineret udlejning. Dermed går definitionen efter nogle lande og ikke efter en etnicitet. Det er sådan, jeg tolker lovforslaget. Men det skal vi have belyst under udvalgsarbejdet, og så kan vi tage en debat om det ved andenbehandlingen.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, fru Anita Knakkergaard.

I dagens Danmark findes der desværre en del boligområder, der falder ind under betegnelsen ghettoområder. Det er områder, hvor en stor del af beboerne er uden arbejde, hvor en del af beboerne er kriminelle, og hvor der bor mange med indvandrerbaggrund. I disse områder er det svært for udlændinge at blive integreret i det danske samfund, og vi mener i Dansk Folkeparti, at det er nødvendigt, at beboerne bliver integreret, så der ikke opstår parallelsamfund.

Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti som en del af aftalen om finansloven for 2011 indgået en aftale om at indføre et forbud mod kommunal anvisning af en husstand til en ledig bolig i et ghettoområde og et område, der er omfattet af reglerne for kombineret udlejning, hvis et eller flere af medlemmerne af husstanden ikke er borger i et EU-land, et EØS-land eller i Schweiz. Undtaget herfra studerende fra ikke-EU-lande, ikke-EØS-lande eller Schweiz, der er optaget på en offentlig og godkendt uddannelsesinstitution.

Hvis en husstand har brug for en bolig og ikke er borgere i EU, EØS eller Schweiz, skal kommunalbestyrelsen anvise en bolig et andet sted end i et ghettoområde eller et område omfattet af kombineret udlejning. Hvis dette ikke er muligt, skal kommunalbestyrelsen anvise husstanden til en bolig i et ghettoområde eller i et område, der er omfattet af kombineret udlejning.

I forslaget til definition på et ghettoområde lægges der vægt på tre ting i områderne. To af punkterne af de tre punkter, som jeg omtaler om lidt, skal være opfyldt, for at der er tale om et ghettoområde.

Punkt 1: Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 pct.

Punkt 2: Andelen af 18-64-årige uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse overstiger 40 pct. opgjort som et gennemsnit over de seneste 4 år.

Punkt 3: Antallet af dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer pr. 10.000 beboere på 18 år og derover overstiger 270 personer opgjort som et gennemsnit over de sidste 4 år.

Med hensyn til L 61, som jeg nu vil gå over til, har regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre den 8. november 2010 indgået et nyt boligforlig om anvendelse af den almene boligsektors midler, og i denne aftale indgår også en styrkelse af indsatsen i ghettoområderne. Der er enighed om, at antallet af ghettoområder skal være reduceret med minimum en fjerdedel ved udgangen af 2016 og mindst være halveret i løbet af de kommende 10 år. Ghettoområderne skal være attraktive boligområder og være integreret i det øvrige samfund.

En af de væsentligste ting i aftalen for Dansk Folkeparti var, at der blev afsat betydelige midler til renovering af de almene boligområder. Dette bevirkede, at den nuværende investeringsramme til renovering med 2,64 mia. kr. årligt fortsætter i perioden 2013-2016. Desforuden prøver vi at afvikle Landsbyggefondens venteliste til renovering inden for en rimelig periode, hvor vi hvert år i november følger op på, hvordan afviklingen går. Vi forhøjer derfor renoveringsrammen ekstraordinært med 2,5 mia. kr. i 2011, 1,5 mia. kr. i 2012 og 1 mia. kr. i 2013. Af de nævnte rammer foreslås endvidere, at mindst 200 mio. kr. årligt skal anvendes til tilgængelighed.

I Dansk Folkeparti mener vi, at det er meget væsentligt for beboerne og familiens trivsel og sundhed, at man har en ordentlig bolig, og at omgivelserne er i orden. Beboerne skal ikke bo i boliger, der er utætte, fugtige og med skimmelsvamp. Vi er derfor meget glade for den del af boligforliget, der vedrører renovering.

Landsbyggefondens rammer til en boligsocial indsats videreføres med 440 mio. kr. årligt i perioden 2011-2014, hvoraf op til halvdelen kan anvendes til huslejenedsættelser. Statens andel af ydelsesstøtten til nybyggeri fastholdes på 75 pct. Tilsvarende fastholdes Landsbyggefondens bidrag i årene 2011-2014 på 25 pct. af ydelsesstøtten. Desforuden gives der muligheder, som det er op til kommunerne, boligorganisationerne og afdelingerne om de vil benytte sig af. Det drejer sig bl.a. om, at der i de udsatte boligområder afsættes en ramme på 500 mio. kr. i alt i perioden 2011-2014 til finansiering af Landsbyggefondens andel af kapitaltilførslen vedrørende nedrivninger i udsatte boligområder.

Det er Dansk Folkepartis holdning, at det at nedrive blokke med gode lejligheder, som beboerne er glade for at bo i, ikke er godt. Det gjorde sig bl.a. gældende i Gellerupparken, hvor Dansk Folkepartis byrådsgruppe stemte imod nedrivning af blokkene, hvilket vi selvfølgelig er enige i i Dansk Folkeparti. Nedrivning er en mulighed, som vi helst ser anvendt i forbindelse med dårlige boliger, som det ikke kan betale sig at renovere, som ikke kan lejes ud, som arkitektonisk ikke falder ind i området, eller hvor der skal nedrives nogle få boliger eller gennembrydes lange blokke, så infrastrukturen bliver bedre i området. Det er derfor ikke op til Dansk Folkeparti i Folketinget at bestemme, hvordan pengene bruges på dette område, men, som jeg har sagt tidligere, op til boligorganisationerne eller kommunalbestyrelsen og afdelingerne.

Der afsættes som noget nyt en ramme på 150 mio. kr. årligt i 2011-2016 med henblik på at yde støtte til infrastrukturændringerne i ghettoområderne. For yderligere at styrke muligheden for at ændre på beboersammensætningen i områder, der anvender kombineret udlejning, får kommunerne mulighed for at afvise, at boligsøgende på førtidspension, i længerevarende arbejdsløshed eller på sygedagpenge kan flytte ind i områder, der kan anvende kombineret udlejning.

Kommunalbestyrelsen og boligorganisationen kan endvidere aftale, at boliger i områder med kombineret udlejning kan stå tomme i 6 måneder. Dette udvides nu til 12 måneder, og herved styrkes muligheden for at tiltrække boligsøgende i beskæftigelse.

Der foreslås en lovændring, som giver fogedretten mulighed for at afgøre oplagte sager, hvor retten efter afhøring af nogle vidner kan fastslå, at der er grundlag for at ophæve lejeaftalen som følge af lejers grove tilsidesættelse af god skik og orden.

Desforuden er der et nyt forslag om udvidet flyttehjælp, det hedder L 62. Forslaget udmønter satspuljeaftalen for 2011 og vedrører forslaget om at udvide den nuværende mulighed i almenboligloven for kommunalbestyrelsen til at yde økonomisk tilskud til flyttehjælp og indskud til også at omfatte tilskud til en ny start. Puljen vil være på 20 mio. kr. i perioden 2011-2014. Kommuner med ghettoområder kan som et forsøg søge om refusion af en del af deres udgifter til flyttetilskud, indskud, periodevis tomme lejligheder og tilskud til en ny start fra puljen på 20 mio. kr.

Vi er selvfølgelig positive over for disse lovforslag og ser frem til udvalgsbehandlingen.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Frank Aaen.

Først en konstatering, nemlig at Dansk Folkeparti nu igen er med til at stjæle af lejernes penge. Jeg mener, at det nu har rundet 10 mia. kr., der er taget op af Landsbyggefonden og brugt til forskellige formål, den her gang bl.a. til det formål at rive boliger ned. Det vil jeg sige er et tyveri, som Dansk Folkeparti desværre har deltaget ivrigt i.

Men mit spørgsmål er: Er Dansk Folkeparti ikke rigtig stolt over, at det igen, når man ser på de problemer, der er i nogle boligområder, er lykkedes at få spillet udlændingekortet, at det her altså i meget høj grad gøres til et etnisk problem, at et socialt problem gøres til et problem, hvor man siger, at det er hudfarve, sprog og efternavn, der er problemet? Er det ikke rigtig godt for Dansk Folkeparti, at udlændingespørgsmålet også i den her sag er kommet højt på dagsordenen?

Så er det ordføreren.

Jeg er lidt målløs over hr. Frank Aaen, det må jeg sige. Men det er jo ikke første gang.

Lad os da lige sige med det samme, at i 2004-05 var Socialdemokraterne med til at tage over 6 mia. af de 10 mia. kr. Det lykkedes så Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti at få boligydelsesstøtten fra Landsbyggefonden ned fra 50 pct. til 25 pct.

Om vi stjæler lejernes penge? Nej, det gør vi ikke. Det har hele tiden været meningen, at når lånene blev udamortiseret, skulle en del af pengene gå til nybyggeriet, og det skulle køre som et hvile i sig selv-princip. Og det mener vi egentlig er muligt nu, og det har været muligt et stykke tid. Så jeg kan ikke se det store problem i, at vi tager 25 pct., når man gør op, at staten allerede i 2007 sådan set havde betalt 37 pct. af det, der lå i Landsbyggefonden.

Så er det hr. Frank Aaen for yderligere en kort bemærkning.

Det er et af de ringeste argumenter, man har, altså at når andre har stjålet, må vi også. Og vi gør det på en pænere måde, end andre gør. Det var det, der var essensen i det svar, der kom lige før.

Jeg vil sige, at Landsbyggefonden altid har haft det formål at renovere boliger, forbedre boliger og kun i meget begrænset omfang måske at hjælpe til at få bygget boliger og i hvert fald ikke i det omfang, som det er sket på det seneste, nemlig at man har taget og sparet på statens udgift til boligbyggeri og så ladet lejerne betale det, staten tidligere har betalt. Sådan er indholdet i det tyveri, man her fortsætter med at deltage i.

Men jeg spurgte også efter det andet, altså om ikke Dansk Folkeparti var stolt af, at man igen havde fået udlændingekortet højt på dagsordenen og fået placeret det etniske spørgsmål meget højt i et spørgsmål, som grundlæggende er socialt.

Så er det ordføreren.

Der tror jeg også at hr. Frank Aaen sådan set tager helt fejl. Altså, det er EØS-borgere, det er EU-borgere, og det er Schweiz, altså folk uden for de områder. Det er landområder, vi snakker om. Det er ikke noget med etnicitet på den måde.

Men dertil vil jeg så godt give udtryk for, at jeg synes, det er nødvendigt mange gange i de her boligområder at gøre det. I Aalborg Kommune havde vi 36 forskellige sprog, og vi kan se, at når det drejer sig om Gellerupparken, så flytter 30 pct. ud hvert år, bl.a. fordi man har været nødt til at nedlægge skolen derude, fordi der var 78 pct., som var indvandrere. Der har man flyttet dem, og så kører man rundt med børnene til de forskellige områder, til andre skoler. Jeg synes faktisk, at det er trist. For det er væsentligt, at vores unge mennesker lærer at tale det danske sprog. Det er væsentligt, at de lærer at læse. Det er væsentligt, at de lærer at regne. Det har været en af de ting, der har været enormt væsentlig for os. De skal have en god start.

Så er det hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning.

Det, der jo er vigtigt for Socialdemokraterne, er, at vi kan få en vished om, hvorvidt de her forslag virkelig vil ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder, for det er det, der er forudsætningen for, at vi ved, om de målsætninger – de flotte målsætninger, som der jo stilles op i de her lovforslag – kan blive indfriet, nemlig en halvering af antallet af udsatte boligområder om 10 år. Derfor vil jeg godt, når vi taler om L 60, bede Dansk Folkepartis ordfører om at lytte til følgende citat af formanden for regeringens ghettoudvalg, Jørgen Nue Møller:

Regeringens nej til flere flygtninge og indvandrere rykker ikke for alvor ved beboersammensætningen i de belastede boligområder. Dertil kommer der for få flygtninge og familiesammenførte til landet.

Jeg gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører: Hvis det er sådan, at det er så få mennesker, det drejer sig om, er det her så med til at bidrage til, at vi for alvor får ændret beboersammensætningen i de udsatte boligområder?

Så er det ordføreren.

Jeg mener, det her kan være en stor hjælp til at få ændret beboersammensætningen. Men jeg vil da sige, hvis vi taler om Gellerupparken, at når der er 30 pct., der flytter ud

– og her må vi jo gå ud fra at det er Socialdemokraterne sammen med SF, der har flertallet i Århus Kommune – vil jeg sådan set mene, hvis jeg må tillade mig at blande mig, at det da ikke er nødvendigt at nedrive tre store langblokke. Det synes jeg egentlig ikke det er. Men jeg synes da, vi skal gøre alt for, at de mennesker, også unge mennesker, der bor i områderne, får en ordentlig skoleuddannelse, netop fordi vi får en anden sammensætning af beboere måske allerede fra børnehavealderen, hvilket jeg egentlig synes er ret så væsentligt, når vi ved, at den er gal.

Så er det hr. Thomas Jensen for yderligere en kort bemærkning.

Tak. Dansk Folkepartis ordfører knyttede mange kommentarer til de beslutninger, der bliver taget i Århus Kommune. Der vil jeg sige, at jeg har fuld tillid til, at det politiske flertal i Århus Kommune kan lave nogle løsninger, der kan være med til at løse de problemer, man har lokalt. Det ved de bedre, end vi ved herovre på Christiansborg.

Det, jeg bare er interesseret i at vide, er, om de redskaber, vi her i Folketinget vedtager, er med til at gøre opgaven lettere for Århus Kommune og boligafdelingerne i Århus Kommune. Det er jo det, der er vigtigt. Og hvis vi virkelig har fokus fast rettet mod, at vi skal ændre beboersammensætningen i de her boligområder, er spørgsmålet jo også: Jamen er der boliger til de folk, vi skal have til at flytte ud af de her boligområder? Så jeg vil gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører: Hvor er de boliger, som man gerne vil have folk fra de her udsatte boligområder til at flytte ud i? Hvor står alle de tomme boliger, som skulle løse det her problem? Er der ikke et behov for, at flere kommuner tager et boligsocialt ansvar på sig og bygger boliger, som folk kan flytte ud i fra de udsatte boligområder? På den måde kan vi få en vished for, at vi virkelig tager nogle syvmileskridt for at få ændret beboersammensætningen. Hvor er boligerne?

Så er det ordføreren.

Nu er det jo op til kommunalbestyrelsen at lave deres helhedsplan sammen med boligorganisationerne. Når man laver de tiltag, skal man jo også vide, hvor de mennesker skal flytte hen. Man kan jo ikke bare smide dem ud. Det er jo en kommunal opgave. Men jeg synes da, at vi med de her tiltag – og det var også det, jeg sagde i min ordførertale – giver nogle muligheder til kommunerne, som de kan benytte, men det er jo ikke mig, der står her, altså som folketingsmedlem, der skal sige, om det kan lade sig gøre i de kommuner. Det er jo op til kommunerne og boligorganisationerne og lejerne at kigge på, om det her er en mulighed. Og det er da en mulighed. Hvis det er muligt for 30 pct. i Århus at flytte til andre boliger – og jeg regner ikke med, at de alle sammen flytter i parcelhus – så er der jo ledige boliger nogle steder. Men man kan da selvfølgelig ikke lave det her, uden at der er ledige boliger. Man smider jo ikke bare lejerne på gaden. Det vil jeg da ikke håbe at man gør i kommunalbestyrelsen i Århus.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Peter Westermann.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Dansk Folkepartis ordfører, om ikke hun er enig med mig i, at det primære problem, når vi snakker udsatte boligområder, er et spørgsmål om sociale ressourcer – et spørgsmål om f.eks. fattigdom.

Det er jo helt rigtigt, som det tidligere er blevet sagt, at regeringens rådgivende udvalg, Programbestyrelsen, slog fattigdom fast som et meget vigtigt kriterium bag problemerne i ghettoområderne. Så var det ikke en idé, om man havde taget det med i definitionen af, hvad man vil kalde et ghettoområde, og at man måske også havde været mere ambitiøs for at sikre, at der var færre i de her udsatte boligområder, der måtte leve i fattigdom, i stedet for de mange flere, som vi har set under den her regering, der er vokset op i fattigdom i de udsatte boligområder? Skulle man ikke have brugt nogle flere penge på at sikre, at folk ikke sidder fast i fattigdom, men har nogle ressourcer?

Så er det ordføreren.

Jeg mener sådan set ikke, at man har det. Der er aldrig blevet fastlagt en fattigdomsgrænse. Jeg ved godt, at Socialdemokratiet er vældig obs på at få sat en, men jeg kan da godt se, at de kriterier, man har i udlandet, ikke rigtig kan overføres på det her. Men jeg synes, at der er indført sociale tiltag, hvor man kan sige, at man heller ikke kan anvise. Vi har givet den mulighed, at man ikke kan anvise førtidspensionister, og at man ikke kan anvise pensionister til de områder. Det er jo med. Men igen: Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte. Det er ikke mig. Det er boligorganisationen, ja, det vil så sige, at det er kommunalbestyrelsen, der skal beslutte det der.

Vi kan jo ikke det hele, og det skal vi heller ikke. Vi skal bare give de muligheder, der skal til, for at man kan få forbedret de her områder til gavn for de unge mennesker og til gavn for borgerne, der bor der.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Peter Westermann.

Vi er enige om, at det gælder om at forbedre mulighederne for dem, der bor der. Derfor er det jo slående, at hvis man bare bruger den fattigdomsdefinition, som store dele af OECD bruger, så kan man dokumentere, at der er 24.000 flere børn i de her udsatte boligområder, der vokser op i fattigdom, end da regeringen kom til. Det er 24.000 børn i de udsatte boligområder – altså ikke i de boligområder, regeringen har benævnt som ghettoer, men i udsatte boligområder generelt.

Jeg synes, det kunne være nærliggende at stille et spørgsmål, når nu ordføreren stiller sig kritisk over for de 500 mio. kr., der er blevet sat af i boligaftalen til at rive bygninger ned for. Kunne man ikke i stedet have brugt en stor del af de penge på nogle tiltag, der kunne have sikret nogle bedre områder og nogle flere ressourcer for dem, der bor der, f.eks. at man kunne have sænket huslejen yderligere, sådan at man ikke skulle slås med den massive fattigdom, der desværre er ved at vokse frem? Skulle vi ikke i stedet for at sætte store mål om at rive op til 2.000 boliger ned om året have investeret i de mennesker, som bor der?

Så er det ordføreren.

Jamen det er jo igen en mulighed, som vi giver. Der er da nogle områder, hvor jeg synes, at det ville være helt i orden, altså hvor vi skal ind med infrastruktur, og hvor vi skal have revet nogle boliger ned. Det er en nødvendighed. Der ligger boliger, som det ikke kan betale sig at renovere, fordi de er så dårlige. De skal jo også rives ned. Der er masser af ting. Der bliver jo i forvejen brugt penge fra Landsbyggefonden – jeg tror, at det er 99 mio. kr. – på nedrivning af boliger, bl.a. også som lejeren kan være glad for, fordi det er i områder, hvor man ikke kan leje de her boliger ud. Det er da en nødvendighed, at vi har til den pulje.

Jeg siger blot, at det er op til kommunalbestyrelsen de forskellige steder at beslutte det her. Jeg giver dem bare et værktøj til det, og vores byrådsmedlemmer i Århus har sagt nej til det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er så hr. Peter Westermann, men ikke med korte bemærkninger, men som ordfører for SF.

Landets statsminister talte længe om danske værdier i sin åbningstale, da vi startede folketingsåret her for et par måneder siden. Han talte om, at det gjaldt om at få danske værdier til at gælde overalt i samfundet, og han mente ikke, at de havde slået rod i 29 områder i samfundet – de 29 områder, som han og regeringen nu vil betegne som ghettoer.

For mig er en af de mest skattede danske værdier solidaritet – solidaritet og samhørighed, den fornemmelse, at vi hænger sammen i Danmark, den fornemmelse, at vi ikke lader nogen i stikken. Derfor havde jeg jo gerne set, at vi, når vi så skulle hjælpe de her områder, statsministeren ikke mener er kendetegnet ved danske værdier, så også havde udvist den solidaritet, jeg mener er så kendetegnende for netop de danske værdier, nemlig at vise, at den ressourcestærke del af samfundet også var klar til at give et nap med, når vi skulle hjælpe dem, der havde det hårdest. For det er rigtigt, at det er de udsatte boligområder, der er et af de større problemer i vores samfund, men det er et samfundsproblem, som vi alle sammen har et ansvar for at løse, og derfor havde det været klædeligt, om man havde fundet nogle penge fra statskassen og ikke blot fra lejernes egen opsparing i Landsbyggefonden.

De tre forslag, som vi behandler her i dag, omhandler som sagt regeringens indsatser i forhold til de udsatte boligområder, som regeringen har udpeget som ghettoer. Den overordnede ramme for den her indsats bliver lagt i lovforslag nr. L 61, og det udspringer af regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstres boligaftale af 7. november. Denne aftale har SF ikke fået lov at præge, og vi har ikke kunnet skrive under på den.

Renoveringsrammen for de almene boligområder øges ganske vist med 5 mia. kr. over de næste 3 år, hvilket er positivt, men – for der er et betydeligt men – de sidste 3 år i aftaleperioden falder niveauet til det, det er nu. Det aktivitetsniveau har været så utilstrækkeligt, at der er opbygget et efterslæb på 8 mia. kr. i form af 200 projekter, der står i kø. Derfor mener vi ikke, at aftalen på tilstrækkelig vis sikrer, at de udsatte boligområder bliver tillokkende for ressourcestærke beboere og dermed får det løft, som de udsatte boligområder trænger til.

SF havde gerne set en markant større renoveringsindsats, og vi foreslog derfor sammen med Socialdemokraterne, at den årlige renoveringsramme blev hævet med 3 mia. kr. i forhold til det nuværende niveau. Hertil kommer et forslag om 1 mia. kr. fra staten over finansloven til brug for næste år, så vi sammen solidarisk løser denne opgave. Hvis resultatet var blevet, som vi havde ønsket, ville der altså have været 4 mia. kr. mere at renovere den almene boligsektor for næste år. Til sammenligning vil lovforslaget kun hæve renoveringsrammen med 2,5 mia. kr. næste år. Med vores og Socialdemokraternes forslag ville køen blive afviklet hurtigere, ligesom der ville blive skabt langt flere job og sat et godt skub i samfundsøkonomien som helhed – to uhyre tiltrængte effekter i en tid med massiv stigning i arbejdsløsheden og krise i økonomien.

At man med lovforslag nr. L 61 efter 3 lidt federe år vender tilbage til 3 magre år, vil formentlig betyde, at der sidst i perioden vil blive opbygget endnu en kø af renoveringsprojekter, der må vente på støttekroner. Det vil altså kun i de kommende 3 år blive muligt at reparere og forbedre den almene boligsektor hurtigere, end den forfalder og forværres.

Det er såmænd slemt nok i sig selv, at problemerne kun bremses midlertidigt, men hertil kommer, at problemerne, som regeringen med gjaldende fanfarer blæste til angreb på under parolen »Ghettoen tilbage til samfundet«, skal bekæmpes uden støtte fra statens finanser. Man blæste flot til angreb, men skubbede så landets lejere foran sig til at klare indsatsen. Lejernes opsparing i Landsbyggefonden er det eneste, der skal finansiere indsatserne omkring renovering, infrastruktur og nybyggeri, hvoraf nogle af opgaverne ligger et godt stykke fra Landsbyggefondens kerneformål. Hvor er støtten fra det ressourcestærke samfund, som ghettoen skal tilbage til? Den er udeblevet. Regeringen vil endnu en gang have landets svageste til at trække sig selv op ved håret.

Det mener SF er unfair og usolidarisk. Vi har, som jeg nævnte før, i stedet foreslået, at staten bidrager med 1 mia. kr. til renovering af de allermest udsatte boligområder næste år. Vi anerkender, at L 61 trods alt øger ambitionerne i forhold til udgangspunktet og forbedrer situationen for den almene boligsektor nu og her. Men vi vil i vores betænkningsbidrag anvise, hvordan vi ønsker at boligaftalen skulle have set anderledes og mere ambitiøs ud.

Lad mig også knytte et par kommentarer til L 60 om forbud mod anvisning af borgere fra lande uden for det europæiske økonomiske samarbejdsområde til de af regeringen udpegede ghettoområder.

Den gældende lov betyder allerede, at kommuners anvisning kan ske på baggrund af en vurdering af den boligsøgendes behov for en bolig og beboersammensætningen i den afdeling, den boligsøgende anvises til eller bor i på anvisningstidspunktet. Derfor mener SF, at der er grund til at afdække behovet for et forbud mod indflytning af ikkeeuropæere. I forbindelse med anvisning kan kommunen som nævnt jo allerede tage hensyn til boligområdets behov, hvilket flere kommuner benytter sig af i samarbejde med udsatte boligafdelinger. SF finder således behov for at afklare, hvorvidt dette forslag giver kommunerne nye redskaber eller blot tvinger dem alle til at føre samme praksis.

Derudover er der en række forhold, som SF ønsker yderligere belyst. Det gælder bl.a. forslagets mulige pålæggelse af en økonomisk byrde for de særligt udsatte boligområder, der kan risikere at skulle lade flere boliger stå tomme. Realkreditrådet og Realkreditforeningen udtrykker i deres høringssvar bekymring for, at forslaget vil føre til flere tomme boliger i udsatte boligområder og dermed skade de områder økonomisk. Denne bekymring tager SF meget alvorligt. De allermest udsatte boligafdelinger har ikke brug for endnu dårligere økonomi. De er i forvejen hårdt plagede af for høje huslejer og for få penge i afdelingskassen til fælles projekter. Derfor vil det være meget væsentligt for SF at få en garanti for, at de berørte boligafdelinger ikke vil lide økonomisk overlast på grund af det her forslag.

En anden nødvendig afdækning vil være forslagets forhold til internationale konventioner, særligt menneskerettighederne, hvilket bliver problematiseret i Dansk Flygtningehjælps høringssvar. SF vil afvente svar, og vi forventer at stille ændringsforslag, der kan få betydning for vores stilling til forslaget.

I forhold til lovforslag nr. L 62 om udvidet flyttehjælp anser SF det for positivt, at ressourcesvage beboere nu sikres bedre mulighed for at etablere sig uden for de mest udsatte boligområder. Der vil dog også her være behov for yderligere afklaring, ikke mindst af, hvad det vil påføre kommunerne af ekstraudgifter. Men forslaget er en udmøntning af satspuljeaftalen, som SF er med i.

Endelig finder jeg det magtpåliggende at udtale en klar kritik af den korte høringsperiode, forslagene har været udsendt i. Det er blevet bemærket af en meget stor del af høringsparterne og har betydet, at mange af disse ikke har kunnet give optimale bidrag til lovgivningsprocessen og i mange tilfælde, at de slet ikke har kunnet nå at bidrage. Den alt for korte svarfrist medfører en uacceptabel risiko for, at lovgivningens kvalitet og legitimitet svækkes. Det er det danske folkestyre dårligt tjent med. Desværre er det en praksis, der griber om sig under denne regering, og jeg havde håbet og jeg har tidligere henstillet til, at socialministeren ikke lod sig inspirere af andre ministerier, der driver en sådan praksis.

Med disse ord ser SF i øvrigt konstruktivt frem til at behandle forslagene i den videre proces under udvalgsarbejdet, men vi forventer som sagt at stille indtil flere spørgsmål og også komme med ændringsforslag til enkelte af forslagene.

Der er et par korte bemærkninger, først hr. Morten Østergaard.

I forhold til det med ventelisten kan jeg da glæde SF med, at det jo står i aftalen, at partierne ønsker at afvikle ventelisten inden for en rimelig årrække. Og der bliver lavet en årlig status over det, så det skal der nok blive holdt øje med.

Men jeg vil godt vende tilbage til L 60 og den debat, jeg nu har rejst et par gange, for at høre, hvad SF's principielle synspunkt er. Altså, med den ghettodefinition, som regeringen har lagt sig fast på, er der som sagt både to sociale kriterier og et etnisk kriterium, og det er nu engang vores opfattelse, at hvis vi skal målrette vores sociale indsats, må vi gøre det ud fra de sociale problemer og ikke ud fra folks etniske baggrund. Og vi ser ikke, at staten har en berettigelse til at gribe ind i, hvor folk, der har samme etniske baggrund, skal bo, hvis de i øvrigt klarer sig og er velintegrerede og ikke har problemer med kriminalitet osv.

Derfor er det, jeg gerne vil spørge til SF's holdning. Synes SF, det er en fornuftig ghettodefinition, som indeholder et sådant etnisk kriterium, hvor folk jo altså i sagens natur hverken kan gøre til eller fra, i modsætning til de to sociale kriterier?

Så er det ordføreren.

Først og fremmest vil jeg gerne problematisere, hvorvidt midlerne så rækker til at få fjernet den her renoveringskø, som hr. Morten Østergaard siger der vil blive holdt øje med. En ting er at holde øje, noget andet er rent faktisk at have kræfterne til at få fjernet problemet, og der er det jo så, jeg problematiserer, om det vil blive muligt.

Jeg vil også godt problematisere hele ghettobegrebet, som jeg ikke tror har bidraget særlig positivt til indtrykket af, at de her boligområder er attraktive boligområder for ressourcestærke beboere at flytte til. Jeg er ikke sikker på, at det har været en nettogevinst for beboerne derude, at man fører en sådan debat, som vi har haft.

Når talen falder på etnicitet eller nationalitet som et problem, har SF ikke nogen principiel holdning om, at det er et problem, snarere tværtimod. Vi ser det her som et udtryk for sociale problemer, som vi skal have løst, og det er også derfor, vi vil have undersøgt forslagets konsekvenser i dybden.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jamen det svar er jeg sådan set meget glad for, for jeg synes, at den logiske konsekvens så må være, at SF ligesom os vil vælge at stemme imod L 60, fordi det jo altså for det første rummer det her med, at man vil forbyde en praksis, som ikke findes i nogen kommuner, nemlig at de anviser flygtninge og indvandrere til de her problemramte områder, og for det andet noget, synes jeg, på det principielle plan langt mere centralt, nemlig at kombinationen af dels anvisningsforbuddet, dels ghettodefinitionen jo er et meget klart signal om, at uanset hvor godt folk integrerer sig, opfatter staten dem stadig væk alle sammen, alene på grund af deres etniske baggrund, som en særlig udfordring. Og det synes jeg er et utrolig dårligt signal.

Der er jeg meget enig med hr. Peter Westermann i, at på den måde har ghettodebatten og hele den her stigmatisering ikke et integrationsfremmende perspektiv, hvis man fastholder, at folks etniske baggrund, uanset hvordan de i øvrigt griber deres tilværelse an, er et problem, som de altså i sagens natur ikke kan løbe fra.

Så er det ordføreren.

Jeg hæfter mig ved, at vi i store træk er enige her. Vi er enige om, at den debat, der er blevet ridset op, hvor man med store megafoner har råbt ud, at der er store problemer i de her ghettoer, og at vi har ghettoer i det danske samfund, ikke har været befordrende. Jeg hører fra boligområder rundtomkring, at de er kede af den betegnelse, men jeg forventer sådan set heller ikke, at folk har lyst til at flytte ind et sted, der er kendetegnet som en ghetto. Derfor kan det også undre, at der er stillet forslag om, at der skal være en forsøgsordning med at sælge ud af de her boliger, for hvem tror man har lyst til at købe en bolig i en ghetto?

Men når det handler om de her kriterier, der ligger i lovforslag L 60, så må jeg igen sige, at vi ikke har nogen principiel holdning om, at etnicitet og nationalitet er et problem, snarere tværtimod. Vi ser på, hvilke ressourcer folk har, når de flytter dertil, og hvis de ikke har de fornødne sociale ressourcer eller de sproglige eller andre kulturelle ressourcer, der kræves for at begå sig i det danske samfund, så ser vi et problem. Men etnicitet i sig selv ser vi ikke som et problem.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Peter Madsen.

Tak. Det var dejligt at høre, at SF vil gå konstruktivt ind i udvalgsbehandlingen af de her ting. Vi må jo se, hvad det er for nogle ændringsforslag, som SF vil stille, og dem vil vi selvfølgelig kigge på. Hvis de kommer fra SF's eget hårdtslående ghettoudspil, vil vi nok kigge en ekstra gang, inden vi går ind i det, tror jeg.

Men jeg hørte også, at ordføreren gjorde en del ud af at problematisere udtrykket ghetto og sagde, at det ikke var fremmende for hele det her projekt og ikke befordrende for, at folk ville ønske at flytte ind, osv. Men hvordan forholder hr. Peter Westermann sig så til sprogbrugen i S og SF's eget ghettoudspil, hvor der på forsiden står »Ny tryghed i udsatte boligområder – Socialdemokraternes og SFs ghettoudspil«? Der står, at de danske ghettoområder er blevet forsømt i 9 år, og at ghettoer gør stor skade på integrationen osv.

Hvordan mener SF's ordfører så at den form for retorik virker?

Så er det ordføreren.

Som jeg sagde tidligere, mener jeg ikke, det har været befordrende for de udsatte boligområder, at statsministeren fra denne plads på Folketingets åbningsdag sagde, at vi har ghettoer i det danske samfund, som er at betragte som fæstninger, der skal brydes ned. Jeg tror ikke, det billede er særlig fordelagtigt for en vellykket integration.

Når vi skriver i vores udspil, »Ny tryghed i udsatte boligområder«, at det er et ghettoudspil, er det jo for at komme med i den debat, som allerede var skabt på det tidspunkt ved statsministerens meget klare opkridtning af banen. Det handlede om ghettoer eller ikke ghettoer, så hvis man skulle være med til at diskutere det, var det altså det ord, man var nødt til at gå ind med.

Men vi er jo netop ikke kommet med en liste, der siger, at det og det og det område er at betegne som en ghetto. Vi sætter ind mod det, vi ser som en ghettoisering i samfundet, altså at sammenhængskraften mellem de forskellige dele af samfundet svækkes, og at der er nogle steder, hvor fattigdommen er markant stigende, mens der er andre steder, hvor folk har fået mange flere penge mellem hænderne, fordi de har store indkomster i forvejen og derfor har fået store skattelettelser af den her regering.

Så er det hr. Peter Madsen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg ser sådan på det, at en af de væsentligste forskelle mellem regeringens udspil og S og SF's udspil jo er, at hvor man i regeringen med overskriften »Ghettoen tilbage til samfundet« forsøger at åbne op, forsøger at inkludere, er det jo sådan, at i S og SF's udspil er der dels en meget hård retorik, dels vil man lave særlige regler på de her områder. Der skal jo gælde andre regler, end der skal i resten af kongeriget. Der skal være et særligt politi, der skal være særlig justits, der skal være særlig overvågning osv. Det er vel ikke særlig befordrende for, at folk ønsker at flytte dertil.

Så er det ordføreren.

Det vil være magtpåliggende for SF at sikre, at der er ressourcer til, at vi ikke i fremtiden har ghettoer i samfundet. Regeringens udspil hed jo »Ghettoen tilbage til samfundet«, men det betyder ikke nødvendigvis, at der så ikke skal findes ghettoer i samfundet siden hen, men at afstanden måske skal mindskes eller man skal hive dem ind. Jeg ved ikke, hvad man sprogligt har tænkt, men det, vi har sagt, er, at vi sådan set ikke vil acceptere, at der på et tidspunkt skal kunne findes ghettoer i det danske samfund. Og vi synes heller ikke, debatten, som statsministeren har ridset op, nødvendigvis har været særlig befordrende, som jeg sagde tidligere.

Med hensyn til påstanden om et særligt politi vil jeg sige: Nej, det har vi ikke tænkt os. Vi har tænkt os at tilføre ressourcer til, at der kan være op til 200 flere betjente, så der kan blive patruljeret lige så regelmæssigt i de her boligområder, som der bliver på de danske villaveje, så man ikke som tidligere fremført skal høre om, at politi og brandmyndigheder ikke tør rykke ud til de her områder. Alle skal have den samme retssikkerhed, alle skal have den samme tryghed, og det er også derfor, vores udspil hedder »Ny tryghed i udsatte boligområder«.

Der er en kort bemærkning fra fru Anita Knakkergaard.

Jeg har et spørgsmål til hr. Peter Westermann. Den radikale ordfører, hr. Morten Østergaard, havde meget travlt med, at man ikke havde gjort det, man skulle, for at få SF og Socialdemokraterne med i et forlig. Men jeg er helt sikker på, at hr. Morten Østergaard i hvert fald har gjort sit.

Nu står der i bladet »Boligen« i dag:

»Socialdemokraterne og SF fremlægger deres udspil til forbedringer i de udsatte boligområder. Konkret foreslås det, at Landsbyggefonden får mulighed for at renovere for 5,4 milliarder kroner i 2011, hvilket er tre milliarder mere end i den allerede vedtagne ramme for året. Oveni vil de to partier afsætte en milliard statslige kroner til renoveringer i de mest udsatte områder.«

Man tager så desforuden udgangspunkt i, at Landsbyggefonden er nødt til at låne penge af staten for at kunne få det her til at gå op.

Hvis det har været kravene, kan jeg ikke se, hvordan de skulle honoreres. Så jeg vil da sige, at det da ikke er, fordi man er blevet smidt ud, men at der da er en begrundelse for, at man ikke har kunnet få det igennem. Det vil jeg gerne lige høre hr. Peter Westermann om.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at vi er fuldstændig enige i analysen, nemlig at vi ikke fik lov til at være med, fordi vores ambitioner var for høje. Jeg tror ikke, at vi fik lov til at være med, fordi man godt kunne se, at det, regeringen var villig til at spille ud med, ikke rakte så langt, at S og SF ville være med.

Man kunne måske have gjort sig den umage, at man kunne have taget nogle konkrete forhandlinger om det. Det synes jeg faktisk at vi som et folkestyre ville have været tjent med, hvis vi skal have en forventning om at kunne samarbejde på tværs af politiske skel.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi gerne ser sat ekstra 3 mia. kr. af til renoveringsrammen fra Landsbyggefonden og 1 mia. kr. ekstra fra statskassen. De penge fra statskassen er jo penge, der er fuldt finansieret i vores finanslovforslag. Samtidig er pengene fra Landsbyggefonden jo ikke et beløb, der forrykker balancen i Landsbyggefonden, så fonden ville komme ud i økonomisk uføre.

Fru Anita Knakkergaard.

Det er jo ikke helt korrekt, for det, man snakker om, er jo 5,4 mia. kr. i 2011. Og jeg kan ikke se andet, end at de penge ikke er i Landsbyggefonden til at give ydelsesstøtte til renoveringer, hvilket Landsbyggefonden jo gør. Så det beløb, man faktisk er oppe på, er 1,2 mia. kr. oven i det andet, man sådan set har forlangt. Så jeg mener sådan set, at det, når man ikke var indstillet på at gå længere ned, var rimeligt, at man ikke kunne komme ind i de forhandlinger, der foregik.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at hvis forudsætningen var, at der skulle ydes en ydelsesstøtte til nybyggeri på 25 pct., ville der være de penge færre at renovere for. Det siger jo sig selv. Derfor havde det måske også været interessant at tage forhandlingerne og her sige, at hvis vi måske kunne nedbringe ydelsesstøtten, kunne vi måske også øge renoveringsindsatsen.

Vi havde altså meldt ud med et måltal, der hed 3 mia. kr. ekstra fra Landsbyggefonden i det første år, og jeg ved, at det ikke vil være noget økonomisk problem for Landsbyggefonden, der jo i øvrigt i forvejen har en praksis med at kunne optage lån.

I øvrigt fremhæver fru Anita Knakkergaard, at hr. Morten Østergaard var villig til at strække sig længere for at komme med i forhandlingerne. Jeg kan blot notere, at Radikale Venstre faktisk i sin tid spillede ud med, at der skulle bruges endnu flere penge fra Landsbyggefonden det første år. De sagde, at køen til de 8 mia. kr. skulle afvikles i løbet af et år, men det lykkedes alligevel at komme med i aftalen, på trods af at de havde spillet endnu mere offensivt ud end det, vi spillede ud med som et realistisk, men ambitiøst mål.

Tak til hr. Peter Westermann. Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger. Så er det hr. Daniel Rugholm fra Det Konservative Folkeparti som ordfører.

Vi behandler nu tre lovforslag, som alle har udgangspunkt i aftalen om styrket indsats i ghettoområderne og anvendelsen af den almene boligsektors midler.

Som et led i at forandre og udvikle de såkaldte ghettoområder til mere attraktive beboelsesområder indfører vi nu et forbud mod kommunal anvisning af husstande, hvor en eller flere medlemmer af husstanden ikke er borgere i et land inden for EU og EØS, dog med undtagelse af studerende, som er optaget på en offentligt godkendt uddannelsesinstitution. Lovforslagene indeholder også forslag til at begrænse tilflytning af personer uden for arbejdsmarkedet samt et forbud mod kommunal anvisning af løsladte fra en institution under Kriminalforsorgen.

Vi oplever desværre en skæv beboersammensætning i ghettoområderne, og disse værktøjer skal være med til at ændre på beboersammensætningen samt skabe en mere positiv udvikling og øge tilflytningen af ressourcestærke personer til disse områder.

Ligesom vi i disse lovforslag præsenterer initiativer til en mere kontrolleret og balanceret tilflytning, ønsker vi samtidig at stimulere fraflytningen fra disse områder. Dette gør vi bl.a. igennem udvidet flyttehjælp. Der er allerede nu mulighed for, at kommunerne kan yde økonomisk tilskud til flyttehjælp, men med dette lovforslag giver vi ligeledes kommuner med ghettoområder eller udsatte boligområder mulighed for at yde økonomisk tilskud til en ny start uden for området. Det er naturligvis frivilligt for kommunalbestyrelserne, om de vil anvende dette værktøj, ligesom det også er kommunalbestyrelserne selv, der fastsætter rammer, vilkår og størrelsen på tilskuddet. Som en del af satspuljeaftalen for 2011 kan kommunerne derfor søge om refusion af en del af udgifterne i forbindelse med flyttetilskud og tilskud til ny start. Der oprettes således en pulje til formålet på 20 mio. kr. frem til 2014.

Desværre er der indimellem beboere, der må anmodes om at fraflytte områderne. Det gælder beboere eller måske rettere ballademagere, der ikke overholder reglerne om god skik og orden i ejendommene. Der vil med lovforslaget kunne iværksættes en hurtigere udsættelse af beboere, der klart overtræder ejendommens ordensregler.

Fra konservativ side er vi meget positive over for de nye redskaber, og vi tror på, at de vil medvirke til en positiv udvikling i beboersammensætningen i ghettoområderne samt de udsatte boligområder.

I lovforslag nr. L 61 udmøntes størstedelen af den nye boligaftale om en styrket indsats i ghettoområderne og anvendelsen af den almene boligsektors midler. I lovforslaget fremgår det, at vi viderefører den nuværende ramme for Landsbyggefondens renovering, nemlig de 2,64 mia. kr. årligt i perioden 2013-2016. Ekstraordinært forhøjes denne investeringsramme med 2,5 mia. kr. i 2011, 1,5 mia. kr. i 2012 og 1 mia. kr. i 2013, altså 5 mia. kr. ekstraordinært til renovering af almene boliger i de kommende 3 år.

Der afsættes 150 mio. kr. årligt i 2011-2016 til infrastrukturændringer i ghettoområderne. Denne pulje skal medvirke til, at man lettere kan bevæge og transportere sig til og fra ghettoområderne og de omkringliggende bydele. Desværre er dårlig infrastruktur ofte med til at afskære disse områder fra de omkringliggende bydele, og dermed er det med til at skabe yderligere isolation. Dette ønsker vi at forbedre med denne pulje.

Der afsættes et beløb på 500 mio. kr. til nedrivninger i perioden 2011-2014. Nedrivninger ser vi som et positivt element, når de ses i en helhed med de øvrige nye initiativer. Nedrivninger giver nemlig mulighed for at skabe åbne områder, f.eks. til sports- og rekreative aktiviteter, til nye boligformer eller til erhverv. Ligeledes kan de være med til at skabe bedre muligheder for positive ændringer i infrastrukturen.

440 mio. kr. afsættes årligt i perioden 2011-2014 til boligsocial indsats, hvoraf halvdelen, altså 220 mio. kr. årligt, kan anvendes til at nedsætte lejen i problemramte boligafdelinger.

Landsbyggefondens bidrag til nybyggeri fastholdes på de nuværende 25 pct. af ydelsesstøtten frem til 2014. Det gør den, fordi der fortsat er et behov for nybyggeri af almene boliger, bl.a. almene ældre- og plejeboliger.

Konservative støtter disse tre lovforslag til en styrket indsats i ghettoområderne og til anvendelsen af den almene boligsektors midler. Vi er meget positive over for den ekstraordinære indsats til renovering af almene boliger, og ikke mindst ser vi frem til at følge en forhåbentlig meget positiv udvikling i ghettoområderne og de udsatte boligområder til gavn for beboerne i områderne og til gavn for det øvrige samfund.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Også tak til hr. Daniel Rugholm for et godt samarbejde om den del af lovforslaget, som handler om den almene sektors økonomiske ressourcer.

Men det, jeg gerne vil spørge til, er selvfølgelig det her med ghettodefinitionen i L 60. Jeg har jo forfulgt det nu også over for en række andre ordførere. Det byder os i Det Radikale Venstre imod, at regeringen er forhippet på at gøre problemerne i ghettoområderne etniske. Vi har den opfattelse, at en sammenhobning af sociale problemer, uanset om de så har etnisk slagside, hvad de vitterlig har i mange af de her områder, er et problem, som er værd at adressere, og det er noget, som kan løses, hvorimod man nu engang har sin etniske baggrund, og den kan man ikke gøre noget ved.

Derfor vil jeg bare spørge, om Det Konservative Folkeparti ikke kan se en fare for – hvad der også fremgår af en række af høringssvarene – at det etniske kriterium i regeringens ghettodefinition stigmatiserer, og at det sammen med forslaget om, at man, uanset hvem man er, ikke kan anvises til et udsat område, hvis man kommer fra et ikke-EØS-land, er med til at sende et signal til alle dem, der har anden etnisk oprindelse i Danmark, om, at de er et problem alene på baggrund af deres etniske oprindelse.

Ordføreren.

Selv tak, vil jeg sige til hr. Morten Østergaard, for et positivt samarbejde om indgåelse af den her aftale.

Nej, jeg synes ikke, at vi sender et forkert signal, for det står netop ikke alene. Men der er jo, som man også kan læse sig frem til, tre kriterier, hvoraf de to af dem skal opfyldes. Jeg ville måske kunne følge ordføreren, hvis det alene som et kriterium kunne være nok. Det er det ikke, og det synes jeg er meget fornuftigt. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at vi anerkender, at der er et problem. Det fremgår jo ikke alene af regeringens holdning, men da også af det udspil, som S og SF er kommet med på området. Deri er det jo også nævnt flere steder. Så jeg tror, det er vigtigt, at vi anerkender, at der kan være et problem omkring det. Så synes jeg, det er vigtigt, at vi husker, at det er en del af det, men at der også er andre kriterier, som skal opfyldes.

Hr. Morten Østergaard.

Men det, som bare er den principielle forskel, er jo, at de sociale kriterier kan der gøres noget ved. Man kan komme i arbejde, man kan tage en uddannelse, og man kan holde sig ude af kriminalitet, uden at man behøver at flytte. Hvis vi løser de sociale problemer for de beboere, der er i de udsatte boligområder, så mener jeg, at vi har gjort vores arbejde godt. Det etniske kriterium kan man kun adressere på en måde, og det er ved at få folk til at flytte. Og der er problemet, at hvis man har sagt, at i forvejen er det her område et problem, fordi der bor en masse med anden etnisk baggrund, så er den eneste måde, man kan komme omkring det kriterium på, jo ved at få nogle til at flytte ind, der har en etnisk dansk baggrund. Men de kan jo høre på regeringen og på Dansk Folkeparti, at de for alt i verden skal holde sig væk fra de her områder, for der bor en masse med anden etnisk baggrund, og det skaber nogle problemer, og det er ghettoer.

Det er derfor, man kan være bange for, at det at gøre problemerne etniske her er med til at gøre dem uløselige i et eller andet omfang. Det er sådan set det, jeg gerne ville høre den konservative vurdering af, altså om ikke det var klogere at holde sig til sociale kriterier og så lade etniciteten, som folk alligevel ikke kan gøre noget ved, ligge.

Ordføreren.

Nu smider vi dem jo ikke ud af de her områder, men vi anerkender et behov for at give kommunerne et værktøj, så vi sikrer, at der i hvert fald ikke sker en kommunal anvisning til de her områder. Det synes jeg der er stor forskel på.

Jeg kan gentage, hvad jeg også sagde før. Vi anerkender, at der kan være en udfordring, når man samles mange mennesker med en anden etnisk baggrund i forhold til at opnå en positiv integration. Og jeg vil sågar være så fræk at sige, at det jo ikke kun er noget, der foregår her. Det foregår jo også, når danskere nede på Solkysten i Sydspanien absolut skal bo sammen og ikke integrerer sig i det spanske samfund.

Det er jo et problem, som vi anerkender. Derfor giver vi nu et værktøj til, at kommunerne i hvert fald kan sikre, at man ikke henviser.

Så er det hr. Frank Aaen med en kort bemærkning.

Nu tror jeg, at integration er noget, der foregår, når man er på arbejde; det er, når man uddanner sig; det er, når man selvfølgelig færdes ude i samfundet. Jeg er ikke sikker på, at bare det at bo sammen giver noget problem. Men jeg kunne da godt tænke mig at høre fra ordføreren: Er det et problem, at folk, der har en anden – den kan være meget forskellig – etnisk baggrund, bor i samme boligområde? Og hvis ordføreren virkelig mener det, hvad kunne det så være for nogle problemer?

Ordføreren.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det styrker integrationen, at man blander sig med danskere og den danske kultur og ikke nødvendigvis, som vi nogle gange oplever i nogle af de her områder, isolerer sig.

Men jeg synes, det er positivt, at vi giver mulighed for ting. Jeg vil også gentage, hvad jeg sagde til den radikale ordfører: Vi smider jo ikke folk ud af de her områder. Vi bestemmer ikke engang, om de må have lov at flytte dertil. Vi giver bare det simple værktøj til kommunerne, at de ikke længere kan anvise borgere uden for EU og EØS-samarbejdet til de her områder.

Hr. Frank Aaen.

Jeg synes alligevel, at når et afgørende kriterium i det, man har fremsat her i dag, er, at der skal tages stilling til, om der bor for mange, der har en anden etnisk baggrund, så må man jo også have en holdning til, at det er et stort problem, hvis der bor mange med en anden etnisk baggrund i samme område.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det lyder noget svævende. Det lyder mere som en indrømmelse fra De Konservative til Dansk Folkeparti, end det er et udtryk for en analyse, som Det Konservative Folkeparti har gennemført.

Ordføreren.

Nej, det handler om, at vi anerkender, at der er et problem i nogle af de her områder, og det er jo ikke kun noget, De Konservative gør. Det er, som jeg var inde på, noget, man også kan læse i de udspil, som er kommet fra andre partier.

Tak til hr. Daniel Rugholm. Der er ikke flere korte bemærkninger. Er der bedt om flere bemærkninger? Så må man prøve at komme tilbage. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører.

Jeg vil ikke love, at jeg kan svare på spørgsmålet på hr. Daniel Rugholms vegne.

I september kom Det Radikale Venstre som det første parti med et udspil på boligområdet. Vores afsæt var de anbefalinger, som regeringens såkaldte programbestyrelse for strategien mod ghettoisering afleverede ved afslutningen på sit arbejde tilbage i november 2008. Anbefalingen var: en langsigtet indsats i de udsatte boligområder, hvor kommuner og boligorganisationer sammen bør sikre en handlekraftig indsats, der kan skabe radikale fysiske og sociale forandringer i de udsatte boligområder og som det sidste, at regeringen bør bidrage væsentligt til finansieringen af en fremtidig indsats i de udsatte boligområder.

Vores udspil var altså, at vi satte os som mål at få nedbragt og helt afskaffe den liste, der på det tidspunkt var over udsatte boligområder – det var der, hvor det alene var det sociale kriterium om, hvor mange beboere der var på overførselsindkomst, der gjaldt – gennem en national rammeaftale mellem staten, Kommunernes Landsforening og Boligselskabernes Landsforening om en samlet indsats. For at leve op til anbefalingerne fra programbestyrelsen skulle aftalen ikke alene sikre en fysisk indsats med renovering og boligsocial udvikling, men samtidig også have konkrete sociale udviklingsprogrammer for hvert enkelt af de udsatte boligområder, hvor staten gik ind og finansierede det, bl.a. ved at omlægge nogle af de mange enkeltstående puljer, der findes i dag, og ved at finde nye penge på statens budget.

Senere blev den her i virkeligheden boligpolitiske og sociale debat i forbindelse med Folketingets åbning og statsministerens tale omdøbt til en såkaldt ghettodebat. Jeg tror, at der er mange ældre medborgere, der har lidt svært ved at forstå, hvad de unge mennesker taler om, når de i dag taler om ghettoer, fordi det rent historisk er et begreb, som har nogle helt andre rødder end dem, begrebet nu bliver brugt til, også med det lovforslag, der altså sætter det på paragraf. Det byder os i virkeligheden imod. Vi anerkender også, at de i rigtig mange boligområder er rigtig kede af, at de nu benævnes med den her betegnelse, som jo altså er noget historisk belastet.

Omvendt har det afgørende været for os i de her forhandlinger, som det har været i de tidligere boligaftaler, at gå ind og se, hvad vi kunne opnå af resultater til gavn og glæde ikke bare for de udsatte boligområder, men for hele den almene boligsektor og de mange, mange danskere, som bor der, og som jo som bekendt ikke har haft glæde af regeringens skattestop og andre måder at tilgodese dem, der bor i privat ejendom, på. I stedet for har lejerne jo hvert år måttet se, at penge er blevet flyttet til de boligejere med de bedst beliggende huse. Derfor synes vi, at der er god grund til at investere i den almene boligsektor.

Vi synes også, at det er klogt, som vi nu også er blevet enige om, at vi får taget hul på den venteliste over boligområder, som står med renoveringsprojekter, der er klar til at blive sat i gang, og hvor Landsbyggefonden har sagt, at de er vigtige og nødvendige. De andrager i dag et beløb på 8 mia. kr., hvoraf de fleste projekter allerede for et par år siden kom på den her venteliste.

Derfor var det helt afgørende for os, for at vi kunne nå en aftale med regeringen om, at vi fik taget hul på det her, at vi fik en aftale, som vi troede på ville kunne afvikle den her venteliste over en årrække. Vi havde gerne set, at vi allerede nu gav Landsbyggefonden lov til – vi skal jo huske på, at det ikke er penge op af statskassen, men er Landsbyggefondens egne midler, om end de for en periode er lånefinansierede – at afvikle hele ventelisten inden for en meget kort årrække.

Nu er der så opstået visse diskussioner om, at tiden er en anden end dengang i 2008, og så kan det jo være, at man kan slippe lidt billigere. Det må tiden jo vise. Der er jo i hvert fald kapacitet i sektoren til at løse nogle af de her opgaver. Derfor pressede vi også meget kraftigt på, og vi er glade for, at det lykkedes os at komme op på, at der nu bliver afsat ekstraordinært 5 mia. kr., og at profilen er sådan, at de fleste af pengene allerede falder næste år, hvor vi får en historisk høj renoveringsindsats med en fordobling af renoveringsrammen set i forhold til det, der er afsat i forvejen.

Det er helt afgørende også for at forebygge, at nye områder bliver ghettoområder, for det, vi ved fra bl.a. Statens Byggeforskningsinstitut, er, at det fysiske forfald ofte fører til det sociale forfald, fordi de, der har alternativer, vælger at forlade områder, som fysisk forfalder. Derfor er det helt afgørende, når man har den her diskussion, at man ikke bare fokuserer på nogle få områder, men ser bredt på hele den almene boligsektor.

Når vi er glade for, at det endte, som det gjorde med hensyn til renoveringsindsatsen, er det også, fordi det efter forhandlingerne er vores klare indtryk, at det ikke var kommet så vidt som til 5 mia. kr. og med ekstra 2,5 mia. kr. næste år, hvis vi ikke havde været der til at kæmpe for det.

Jeg har også noteret, at ifølge den seneste udgave af Boligen, den almene sektors blad, er der givet pæne karakter af bl.a. formanden for Dansk Byggeri, direktøren for DAB, som er en af de store boligorganisationer, og direktøren for Boligkontoret Fredericia, og man ligger altså på en skala fra 0 til 10 på henholdsvis 7 og 8 i karakter til den her boligaftale. Og jeg synes også, at de, der overvejer, hvad de skal stemme til L 61, skal lægge sig på sinde, at det jo faktisk er blevet ganske pænt modtaget af boligselskaberne og de andre aktører på området, herunder selvfølgelig også af Dansk Byggeri, der i sagens natur glæder sig over at få noget mere at rive i. Derfor vil jeg også sige tak til regeringen for samarbejdet om L 61 og aftale om anvendelsen af den almene boligsektors midler.

Men jeg vil også sige, at jeg synes, at det er regeringens ansvar at tilrettelægge forhandlingerne på en sådan måde, at der gives mulighed for at få skabt det bredest mulige flertal bag en aftale. Og det er min klare opfattelse, at regeringen svigtede, for jeg tror godt, at man med de udmeldinger, der kom, kunne have lykkedes med at skabe et meget, meget bredt flertal og en bred opbakning i Folketinget. Det ville have været godt for den almene sektor, hvis der igen var blevet indgået et helt bredt forlig, fordi det først og fremmest sikrer stabilitet og dernæst giver en helt anden form for signal til den almene sektor om, at den ikke skal være kampplads i en kommende valgkamp. Vi kan så håbe på, når udvalgsbehandlingen er færdig, at det via stemmeafgivningen alligevel bliver det signal, der sendes, for det vil vi i hvert fald gerne opfordre til at gøre.

Vi er i sagens natur også enige i L 62, som ifølge en satspuljeaftale altså er med til at sikre muligheder for at give mere i flyttehjælp. Jeg synes, at det, når talen falder på satspuljen, er vigtigt også at notere sig, at det på både integrationsområdet og det sociale område nu er blevet aftalt, at man gennemgår de mange, mange puljer, der på den ene eller den anden måde adresserer de problemer, som der er i de allermest udsatte boligområder. Vi har et hav af puljer, og de to ministerier har på en række områder nogle parallelle puljer, hvorfra man altså kan søge om småbeløb til små projekter.

Det, der er brug for i de udsatte boligområder, er, som Programbestyrelsen sagde, en langsigtet indsats. Derfor er det meget bedre at lægge pengene i en stor pulje, som vi målretter, i stedet for at sige, at vi herinde sidder i vores forhandlingslokaler og bliver enige om, at det i år er idrætsaktiviteter, der er på tapetet. Det er langt bedre, at vi målretter de midler til de områder og siger, at det jo ikke er sikkert, at de udfordringer, man har i Vollsmose, Gellerup eller her i København, nødvendigvis er af samme slags, for det kunne godt være, at nogle af problemerne var blevet løst af kommunen det ene sted, men ikke det andet sted. Og det ville derfor have været langt bedre med nogle meget mere målrettede og måske længerevarende bevillinger til sociale udviklingsprogrammer i de områder, frem for knopskydninger og puljetyranni, der fører til ustabilitet, for når projekterne så løber ud, bortfalder bevillingen, uanset hvor stor en succes, de har været.

Så vi håber derfor, at den del af satspuljeaftalen, som altså skal udmøntes i løbet af foråret, vil føre til, at vi får et socialt bidrag fra satspuljen til indsatsen i boligområderne.

Men det ændrer ikke noget ved den afgørende kritik, vi har, af resultatet af den her samlede diskussion om de såkaldte ghettoområder. Der er godt nok kommet tryk på de fysiske forandringer, men det, som Programbestyrelsen jo også meget klart har sagt, er, at der også skal ske nogle radikale sociale forandringer, og at regeringen bør medfinansiere dem. For de sociale problemer, der er sammenhobet i de udsatte boligområder, er jo ikke lejernes ansvar, de er vores fælles ansvar, ligesom alle andre sociale problemer i det her samfund er. Derfor ville det have været klædeligt, om vi havde matchet bevillingen til de boligsociale formål, som ligger i Landsbyggefonden, og som er på 400 mio. kr. om året, med en tilsvarende statslig bevilling for på den måde virkelig at kunne give muskler til den sociale indsats. Men det har der ikke været vilje til hos regeringen, som har valgt, tror jeg, at hidse sig op til at kunne finde 20 mio. kr. om året til nogle partnerskaber, som måske på papiret ser godt ud, men som i hvert fald får en meget spæd begyndelse med den bevilling, der er lagt i ryggen af dem.

Jeg har brugt en del af debatten på L 60, men vil afrundingsvis sige om forslaget, at det så bliver det af de tre forslag, vi behandler, som vi allerede i dag kan sige meget klart om, at vi stemmer imod. Det skyldes jo, at forslagene er kommet som selvstændige lovforslag, fordi vi ikke ønskede dem ind i selve boligaftalen. Vi synes, at det er mærkeligt at opfinde problemer, når vi har så mange reelle problemer at løse, og der er ikke i forhandlingerne efter vores overbevisning tilvejebragt noget som helst analysegrundlag for, at der skulle være noget problem af væsentligt omfang med, at borgere fra ikke-EØS-lande, som skal have anvist en bolig, bliver henvist til de udsatte boligområder. Den praksis findes ikke, og derfor virker det besynderligt at bruge tid på at forbyde den, medmindre det, man vil, er at sende et signal til alle i det danske samfund, der har en etnisk baggrund, om, at hvis de flytter til et udsat boligområde, uanset hvor selvforsørgende de måtte være, vil de gøre det områdes problemer værre ved deres blotte tilstedeværelse.

Det andet er om det her med ghettodefinitionen. Vi synes, at det havde været bedre, om ministeren havde fået en bemyndigelse, så man kunne justere tingene, i takt med at de udviklede sig, men nu vælger man at sætte det på paragraf, og der vil vi i skarpe vendinger tage afstand fra, at man etnificerer problemerne. Sociale problemer kan vi løse med sociale tiltag, men folks etniske baggrund kan vi ikke gøre noget ved, og hvis integrationen virker, vil der ikke være noget behov for det kriterium.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Hr. Peter Westermann. Værsgo.

Jeg er utrolig glad for at høre, at vi slår den samme grundtone an – De Radikales ordfører og jeg selv – nemlig at det her primært er udtryk for sociale problemer, og at det er et samfundsansvar at få dem løst. Jeg synes også, det er klædeligt, at De Radikale har foreslået, at der skulle matches med 400 mio. kr. fra statskassen. Vi havde så foreslået 1 mia. kr., men lad det nu ligge. Det er i hvert fald den samme filosofi.

Jeg er også fuldstændig enig med ordføreren i, at ordføreren sikkert har kæmpet en brav kamp for at få tilført flere midler til renovering og forbedring af de udsatte boligområder. Jeg havde jo gerne kastet mig ind i den kamp og hjulpet til på vores side af tovet, når der skulle trækkes, og det er jeg sikker på at Socialdemokraterne også gerne havde, hvis vi havde fået lov at komme med til forhandlingerne. Så kunne vi altid have vurderet, om resultatet havde været godt nok.

Det er det, jeg vil spørge ordføreren om, for det er ganske rigtigt, at der bliver øget i starten af perioden, men sidst i perioden når vi jo tilbage på det nuværende niveau i renoveringsrammen. Mener ordføreren, at der vil være behov for at tage aftalen op til revision eller finde yderligere midler, så vi undgår, at der kommer en renoveringskø? Ordføreren har jo tidligere sagt, at man vil være meget opmærksom på, om der opstår en kø, men hvis man ikke har midler til at sætte ind, når opmærksomheden bliver vakt, så hjælper det jo ikke så meget.

Ordføreren.

Som jeg har forstået S og SF's udspil, gik det ud på, at man ønskede, at staten skulle finansiere renoveringen. Det mener jeg ikke, og jeg synes sådan set, at det fine ved den måde, vi har indrettet den almene sektor på, er, at den måde, økonomien fungerer på, hvor man bliver ved med at betale ind til Landsbyggefonden, når lånene er betalt ud, gør, at lejerne bliver ved med selv at kunne finansiere, at den almene sektor er velfungerende. Det synes jeg er den rigtige måde gøre det på. Det, vi havde ønsket, var, at den sociale indsats blev finansieret af staten.

Men derudover er det, jeg synes man skal lægge vægt på altså, at det jo er aftalt, at vi nu holder snævert fokus på den her venteliste, også med årlige redegørelser. Det gør vi selvfølgelig med det ene sigte, at hvis det går den gale vej, kan vi drøfte det i forligskredsen. Det er måske også derfor, at jeg vil opfordre til, at man fra S og SF’s side trods kritikken stemmer for lovforslaget, for det kan jo måske gøre det lidt nemmere for os på et senere tidspunkt at lirke døren op ind til forhandlingslokalet.

Hr. Peter Westermann.

Det er jo rigtigt, at vi foreslog, at man satte yderligere gang i renoveringerne med 1 mia. kr. fra staten allerede næste år, og det gjorde vi sådan set, fordi vi så det som et win-win-forslag. For det første ville vi få høvlet renoveringskøen endnu længere ned i det første år, og jeg ved, ordføreren er enig med mig i, at det ville have været endnu bedre, om vi havde kunnet få sådan et resultat. For det andet ville det samtidig også føre til en øget aktivitet i samfundsøkonomien, så vi kunne arbejde os ud af krisen. Det er jo det, der er vores grundlæggende filosofi til forskel fra regeringen, nemlig at det ikke nytter noget, at vi sidder på hænderne. Vi skal ud at have samfundsøkonomien til at arbejde.

Det, jeg vil tillade mig at sige kan give problemer senere hen, er jo netop, at man har afsat 5 mia. kr. ekstra, men ordføreren har jo også anerkendt, at der er en kø svarende til 8 mia. kr., som der sidst i perioden ikke vil være ekstra midler til at afhjælpe. Så jeg vil bare opfordre ordføreren til at følge sine ord op, når vi når dertil, at vi kan konstatere, at køen desværre er ved at bygge sig op igen.

Ordføreren.

Jeg tror, at det er afgørende, at man betragter den venteliste som en pukkel, som skal høvles af. Jeg tror faktisk, at det niveau, der ligger, er et fornuftigt niveau, også med hensyn til at undgå nye pukkeldannelser, hvis vi får puklen væk. Den skyldes jo altså også, at der er en lang række boligområder, som er bygget i samme periode og derfor også har et nogenlunde ensartet forfald. Men det er et klart tilsagn om at holde meget nøje øje med det, fordi det også står klokkeklart i aftalen, at vi over en rimelig tidshorisont ønsker at nedbringe den her venteliste.

Så håber jeg som sagt bare, at man fra SF's og også fra Socialdemokraternes side her vil se en lejlighed til at stemme for lovforslaget i modsætning til, hvad man gjorde sidst. For jeg tror, at det også er noget af det, som man vil have respekt for ude i boligbevægelsen, nemlig at de på den måde slutter op om et initiativ, som i hvert fald samlet set har fået en meget pæn modtagelse, bl.a. af Boligselskabernes Landsforening.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jeg vil lige sige, at man helst skal trykke, hver gang man ønsker ordet. Selv om man har fået den første korte bemærkning, skal man også trykke anden gang. Det er det, der styrer selve teknikken. Det er ikke, fordi formanden ikke forstår, hvad der foregår, men det styrer teknikken for, hvornår man har mikrofonadgang.

Hr. Frank Aaen. Værsgo.

Tak. Det Radikale Venstre og Enhedslisten er fuldstændig enige om at kritisere L 60, fordi man dér bruger det etniske som begrundelse for, at nogle områder skulle have særlige problemer. Det er vi fuldstændig enige om at afvise. Jeg vil også sige, at det er meget fint, at der med L 61 er lagt op til, at der kommer mere skub i renoveringer ude i den almene sektor – det skulle være sket for lang tid siden – men der, hvor kæden hopper af, er, at Det Radikale Venstre fortsætter med tyveriet af lejernes penge fra Landsbyggefonden; samlet set er det ca. 10 mia. kr. Og man kan jo også se i det lovforslag, der er lagt frem i dag, L 61, at tyveriet fra Landsbyggefonden har som konsekvens, at staten sparer 2 mia. kr. Altså, jeg mener simpelt hen, det er fuldstændig urimeligt at deltage i at tage penge fra lejerne, tage penge fra et område, hvor der i øvrigt er meget brug for pengene til renovering og forbedring af lejeboligerne, og så sørge for, at der kommer en besparelse i statskassen. Hvorfor det?

Ordføreren.

Man kan altid diskutere niveauet, og oprindelig foreslog vi jo også, at man suspenderede refusionen af ydelsesstøtte til nybyggeri for at give rum til i Landsbyggefondens økonomi at klare noget mere renovering. Men princippet om, at man også fra Landsbyggefondens side medfinansierer nybyggeri, har vi ingen problemer med, og det har vi ikke, fordi det sådan set for det første ligger i Landsbyggefondens formål, at man også skal bidrage til det, og for det andet er det jo heller ikke sådan, at dem, der i dag bor i den almene sektor, selv har finansieret nybyggeriet af de boliger, de sidder i – særlig ikke dem, der flytter ind steder, hvor lånet stort set er betalt ud. Og derfor synes vi, det er klogt, at man har en almen boligsektor, der i videst muligt omfang klarer sine forhold selv, herunder også en del af nybyggeriet. Og så er der selvfølgelig også det kommunale tilskud. Så i princippet har vi ingen problemer med at synes, at etiketten om, at det skulle være tyveri, efterhånden er noget slidt.

Hr. Frank Aaen.

Lejernes Landsorganisation er i hvert fald enige med os i, at det her er et tyveri; dem, der bor i boligerne, og deres repræsentation siger, at det her er tyveri.

Jeg er uenig i, at Landsbyggefonden altid har haft det formål, som det er blevet forvansket til nu. Altså, det har igennem tiderne været sådan, at staten giver støtte til boliger, til private boliger gennem rentefradragsretten og til almene boliger gennem indskud. Og det, der er sket med Dansk Folkepartis hjælp, undskyld, det var en grim fortalelse, det, der er sket med Det Radikale Venstres hjælp er, at staten har kunnet spare sine indskud i de almene boliger, samtidig med at man har givet skattelettelser til dem, der bor i ejerboliger, altså en skævvridning af boligmarkedet og statens tilskud til boligbyggeriet. Og jeg kan ikke forstå, at Det Radikale Venstre vil være med til her at tage yderligere 2 mia. kr. fra lejerne, som staten sparer.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da, at hr. Frank Aaen i forbindelse med udvalgsbehandlingen skulle stille et udvalgsspørgsmål om, hvordan regnestykket ser ud for alment nybyggeri, og så ville han jo se, at der i den grad er tale om, at det er støttet byggeri. Der er også den kommunale grundkapital, så på den måde er det jo helt klart, at det er støttet byggeri, ingen tvivl om det.

Men der er nogle, som sådan lidt usolidarisk, synes jeg, mener, at hvis man er lejer, skal man alene tænke på sig selv og ikke tænke på, at der også var nogle, der på et eller andet tidspunkt finansierede, at der blev bygget de lejeboliger, man selv bor i, og det kunne jo være, at der var andre, der havde lyst til at blive lejere og derfor også syntes, det var fornuftigt, at der blev finansieret noget nybyggeri inden for den almene sektor. Og i alt det, vi er gået efter, har vi forsøgt at give den almene sektor de videst mulige rammer for at drive deres virksomhed – det gælder også den afbureaukratiseringsreform, som var en del af den seneste boligaftale – og det er, fordi vi ønsker, at sektoren i videst muligt omfang skal være selvbærende og have de største handlemuligheder for at løse de problemer, som der er for beboerne, men altså også kunne udvikle sig og dermed få nybyggeri. Så jeg synes, det i hvert fald er en forkert udlægning at sige, at nyt alment byggeri alene er finansieret af lejerne, for det vil ethvert regnestykke vise ikke er tilfældet.

Der er også en kort bemærkning fra fru Anita Knakkergaard.

Med hensyn til det her brede forlig: Det ville vi jo også gerne have haft, men når man stiller store krav til en minister og gerne vil have flere milliarder, end der egentlig først blev regnet med, vil det vel være meget naturligt, at man så kommer uden for på området. Men vil hr. Morten Østergaard så ikke også give mig ret i, at da vi var færdige med forhandlingerne, blev der givet det tilbud til SF og Socialdemokraterne, om de ikke ville være med til det forlig, vi havde indgået, og da var svaret også nej. Kan hr. Morten Østergaard bekræfte det?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, fru Anita Knakkergaard trods alt må have den respekt for andre partier i Folketinget, at hun kan se, at det jo er de færreste, som bare vil blåstemple aftaler, nogle andre har lavet. Nu animerer jeg så lidt til, at S og SF skal finde det i sig og trods alt stemme for lovforslaget, men jeg mener ikke, man med rimelighed kan forvente, at nogle skal have det med politiske aftaler, som Norge har det med EU: at det, der kommer ud af faxen, accepterer man.

Derfor synes jeg også, det var klodset af regeringen ikke at forsøge at få et bredt forlig, for så havde det været op til S og SF, om det, der var på bordet, var tilstrækkeligt i forhold til deres egne ønsker. Nu vælger man i stedet for en proces, hvor de ikke engang får lov til at præsentere deres synspunkter, og det gør jo, at man bliver sårbar over for den kritik, at man på det her område har tilrettelagt det sådan, at det aldrig kunne ende med et bredt forlig. Det synes jeg ikke bare er uklædeligt, jeg synes også, det er uklogt, for jeg mener sådan set, at det altid styrker en siddende regering at lave brede forlig.

Endelig vil jeg sige, at vi også stillede krav om mange flere milliarder, end regeringen havde i sit udspil, og heldigvis lykkedes det jo ved fælles hjælp at få en anden aftale end den, der ellers var udgangspunktet.

Fru Anita Knakkergaard.

Ja, det er med hensyn til de sociale midler. Der ved jeg at hr. Morten Østergaard også har sådan et notat, som vi fik lavet, da vi sad i forhandlingerne. Vil hr. Morten Østergaard ikke kunne bekræfte, at der fra 2007 til 2010 er blevet tilført 754 mio. kr. statslige midler til indsatser i ghettoer og udsatte boligområder, og at 465 mio. kr. heraf ikke er satspuljemidler? Kan hr. Morten Østergaard bekræfte det?

Ordføreren.

Nu er det jo så fru Anita Knakkergaard, der står med notatet, så jeg vil tillade mig at tro, at det er korrekte tal. Jeg kan ikke huske, præcis hvad tallene er.

Det, jeg synes er afgørende, og det, som vores kritik består af, er, at man satte dem, man mente var dygtigst, til at udmønte regeringens strategi mod ghettoisering – det var dem, der blev kaldt programbestyrelsen. De blev sat til at vurdere situationen, og de sagde, at hvis det skal lykkes at skabe både radikale fysiske og sociale forandringer, kræver det et væsentligt medfinansieringsbidrag fra statskassen. Det er det, man har valgt ikke at give, og derfor humper ghettoindsatsen, hvis vi kan kalde den det, jo af sted på det ene ben, nemlig de fysiske forandringer, mens man har glemt at tage det andet ben med, og det gør, at der formentlig også vil være et arbejde for en ny regering at tage sig af.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra hr. Thomas Jensen.

Tak. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skulle stille spørgsmål til hr. Morten Østergaard, for jeg synes egentlig, der har været en god dialog med Det Radikale Venstre om de her udfordringer omkring de udsatte boligområder. Men da jeg så har hørt Dansk Folkepartis ordfører begynde at kloge sig på, hvorvidt Socialdemokraterne og SF har været inde omkring de her forhandlinger, vil jeg bare gerne bede hr. Morten Østergaard som sandhedsvidne – en mand, der jo har været med i forhandlingerne – om at bekræfte, at Socialdemokratiets og SF's boligordførere ikke har været inviteret med ind til forhandlinger i forligskredsen.

Ordføreren.

Det kan jeg bekræfte.

Ja, så siger jeg tak ordførerne – nej? Der er endnu en kort bemærkning. Det var ellers et ret klart svar, der blev givet, men hr. Thomas Jensen har ret til yderligere en kort bemærkning.

Tak for det. Det er lige det, at når der bliver svaret hurtigt, skal man også trykke hurtigt på knappen for at anmode om ordet.

Men det er jeg glad for at hr. Morten Østergaard kan bekræfte, for vi har jo bl.a. i Politiken kunnet se, at ministeren på et tidligt tidspunkt har været ude at sige: Nu er Socialdemokraterne og SF ude af forhandlingerne. Og ministeren lægger dermed op til, at det lyder, som om der har været forhandlinger med S og SF. Det har der ikke været, og det vil jeg også godt sige er meget beklageligt. Både S og SF fremlagde et fælles udspil. Vi lagde op til, at vi kunne være med til at lave et bredt forlig om at få løst de her udfordringer, så derfor er det egentlig bare en kommentar her til, at de ord, ministeren har været ude og sige, nemlig at S og SF ikke vil være med, ikke er sande. Der har været en vilje til at lægge vores politik frem og finde nogle løsninger.

Boligordførerne for de to partier har ikke været med i nogen forhandlinger, så derfor vil det heller ikke fremadrettet være sandt, hvis ministeren gentager de påstande. Tak.

Ordføreren.

Ja, det er jo nok mere naturligt, at ministeren svarer for sig i forhold til, hvordan hendes udtalelser skulle forstås.

Det, jeg kan sige, er, at det fra Det Radikale Venstres side helt fra starten i forhandlingerne har været et ønske, at man forsøgte at skabe så bred en tilslutning til aftalen som overhovedet muligt. Og jeg mener, at regeringen kunne have tilrettelagt processen på en sådan måde, at det var lykkedes, men må jo konstatere, at det havde man ikke viljen eller evnen til. Det beklager jeg. Jeg mener, det havde været godt og formålstjenligt, om man havde fået et bredt forlig om det her, og jeg mener, at det lå på den flade hånd, lå lige for at gøre det. Selvfølgelig er det altid vanskeligt at forhandle med flere partier end med få partier, men når resultatet, synes jeg, lå så snublende nært for, som det gjorde, mener jeg, at det helt oplagt havde været forsøget værd.

Så siger jeg tak til hr. Morten Østergaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører.

Lige i forlængelse af debatten før med hr. Morten Østergaard vil jeg sige, at det jo selvfølgelig er helt rigtigt, at Landsbyggefonden ikke står alene med at finansiere nybyggeri. Der er andre kilder. Men det, der er uden for debat, er, at Landsbyggefonden over de senere år er blevet pålagt udgifter i størrelsesordenen 10 mia. kr., som staten tidligere afholdt. Det er derfor, jeg kalder det et tyveri, for de 10 mia. kr. er jo gået til at finansiere de skattelettelser, man har givet til ejerne, særlig ejerne i de rigeste boligkvarterer nord for København. Det er altså at tage penge fra lejere og give dem til ejere. Det kalder jeg et klokkeklart tyveri. Jeg er meget ked af, at Det Radikale Venstre, som jeg håber at skulle samarbejde med her efter regeringsskiftet, er gået med på den galej.

Hvad angår solidaritet, vil jeg sige, at Landsbyggefonden jo grundlæggende er udtryk for solidaritet, fordi lejerne via Landsbyggefonden hjælper de områder, der er nedslidte; hjælper de områder, hvor der har været byggeskader; hjælper på mange måder; altså sørger for, at dem, der har de bedste boliger, bidrager til dem, der har været mindre heldige i boliglotteriet. Det er et udtryk for solidaritet, og det er udtryk for, at man sørger for, at de dårligste boliger bliver hjulpet. Man har bare ikke haft råd til det. Man har jo tømt Landsbyggefonden i en grad, så den har måttet gældsætte sig, og derfor har man ikke kunnet honorere alle ønskerne om renovering.

Derfor roste jeg før, at der kommer lidt gang i den nu, men der skulle have været meget mere gang i det. Der er altså boligområder i Danmark, som er forfaldne, og hvor vi for længst skulle have været inde at renovere, også for at løse boligsociale opgaver, men det er altså blevet stærkt, stærkt forsinket.

Nå! Der er tre gode grunde til, at vi ikke kan støtte det lovforslag, der ligger her. Det ene er det med etnisk sortering i forhold til, hvad der er boligsociale problemer. Vi mener, at den vægt, der lægges på, at etnicitet skulle være et særligt problem, er helt overdrevet, og i hvert fald er vi uenige i, at det skal indgå i den her måde at prøve at løse de boligsociale problemer på. For det er grundlæggende boligsociale problemer, vi har med at gøre. På den måde, som det også er lagt op, afleder man jo opmærksomheden fra det grundlæggende problem, nemlig at der er fattigdom.

Altså, fattigdom i store boligkvarterer er den største grund til, at vi har boligsociale problemer. Arbejdsløshed, ungdomsarbejdsløshed, unge, der ikke får en uddannelse, er den afgørende grund til, at der er boligsociale problemer i dele af Danmark. Derfor skal man anse det og behandle det som et socialt problem, som et uddannelsesproblem, som et arbejdsløshedsproblem, i stedet for at prøve at gøre det med etnicitet til en afgørende faktor. Det er det ikke på nogen måde.

Det er jo også helt vildt at tro, at man kan løse noget ved at nedrive boliger, altså tro på, at man kan løse problemer i et boligområde ved at sige til nogle: Der må du ikke flytte ind. Og så kan boligen måske oven i købet stå tom, som om det skulle være en forbedring på noget som helst.

Derfor foreslår vi, at man forbedrer boligområderne med renovering, med at skabe arbejdspladser, butikker, skoler, institutioner og klubber, altså at det er den slags ting, som man får bygget op i de områder, hvor der er problemer. Man skal have løst fattigdomsproblemet. Alene det, at man sørgede for, at der ikke var nogen, der var så fattige, at de ikke havde råd til at forlade deres bolig, at deres børn ikke havde råd til at deltage i selv de mest elementære aktiviteter i skolen og i fritiden, altså hvis man ville løse nogle af de problemer, ville det være et stort fremskridt, men det gør man jo ikke. Tværtimod gør man det værre.

Det er et spørgsmål om at lave en indsats for beskæftigelse. Noget, der ville hjælpe ganske gevaldigt i nogle af de områder, er jo at indføre praktikgaranti, sådan at alle unge, der er gået i gang med en uddannelse, ikke bliver bremset af, at de ikke kan få en praktikplads. For hvad sker der, hvis ikke man kan få en praktikplads? Ja, så ender man på gaden i stedet for at passe sin uddannelse, og det er med til at skabe problemer. Det ved vi.

Vi har også et andet forslag, som man måske vil sige lyder lidt overraskende, i hvert fald er det ikke et, jeg har set andre komme med, og det er at sige: Unge mennesker, i hvert fald i de områder der, skal have garanti for fritidsjob, sådan at det altså er helt sikret, at de har et arbejde at give sig til, når de har fri, og at de også på den måde får en indkomst, så de kan have nogle fornuftige fritidsaktiviteter og noget at give sig til i stedet for at komme ud i al mulig snavs. Så der er mange andre redskaber, der bør tages ind, i stedet for det, man har her. Det var den ene argumentation.

Den anden er den, jeg lige var inde på før, altså at man har et fortsat tyveri fra Landsbyggefonden, fra lejerne i det almene byggeri. Det er milliarder, der er taget fra lejerne, og som har erstattet penge, som staten tidligere ville have betalt. Og alene i det her lovforslag snakker vi altså om en besparelse for staten på 2 mia. kr. Det synes vi er ganske urimeligt.

Den tredje argumentation er, at hvis man så kommer igennem med, at nogle mennesker ikke må bo i et bestemt kvarter, men skal finde en bolig et andet sted, så bliver man jo nødt til at sørge for, at man finder den bolig til folk. Der er man nødt til at gå uden for kommunegrænsen for på tilfredsstillende vis at kunne finde en anden bolig. Man er nødt til at indføre anvisningsret i de private lejeboliger. Det er meget mærkeligt, at vi aldrig har kunnet komme væk fra det, altså at anvisningsretten fra kommunernes side kun skal gælde almene boliger og ikke private lejeboliger. Man bør også kunne finde metoder til at anvise bolig i de rige kommuner f.eks. nord for København. Sikke en integration det ville være at få udtyndet de ghettoer, vi har nord for København, så der ikke kun bor rige mennesker der, men altså også bor mennesker, der har en anden indkomst end dem, der normalt bor der. Det er bestemt noget, man burde tænke i.

Men som man næsten kan gætte ud af det, jeg har sagt: Vi stemmer imod L 60, vi stemmer imod L 61. Vi er mere positive over for L 62. Det afhænger lidt af udvalgsarbejdet, men det vil nok ende med, at vi kan stemme for L 62.

Tak til hr. Frank Aaen, der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Og så er det socialministeren.

Jeg vil først sige tak for den overvejende positive modtagelse af forslagene. Forslagene her ligger i forlængelse af regeringens ghettostrategi, og de udmønter også boligaftalen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en styrket indsats i ghettoområderne og om anvendelsen af den almene sektors midler. Liberal Alliance har efterfølgende tilsluttet sig aftalen.

Der er enighed om en klar målsætning: Ghettoområderne skal integreres i det øvrige samfund. Det kræver forandring på mange planer, så områderne bliver attraktive for en bredere kreds. Der skal fysiske forandringer til, det sociale liv skal løftes, og kriminaliteten skal væk. Antallet af ghettoområder skal reduceres med en fjerdedel inden udgangen af 2016 og halveres inden 2020. Det er en ambitiøs målsætning, som kræver en lige så ambitiøs indsats. Vi skal løbende følge op på udviklingen, ghettoområderne forsvinder nemlig ikke af sig selv. Tværtimod er det nødvendigt med en langsigtet og også en vedholdende proces.

Boligaftalen og forslagene her går på to ben. For det første sikres en ambitiøs indsats i de udsatte almene boligområder. Der er afsat historisk høje rammer til renovering, der kan gives tilskud til forbedring af infrastrukturen i ghettoområderne, og der bliver bedre mulighed for nedrivning der, hvor det er hensigtsmæssigt. Det er markante tiltag, som vil skabe en positiv udvikling i ghettoområderne og forhindre, at nye områder falder ind under betegnelsen. Samtidig fortsætter vi med at gøre en særlig boligsocial indsats i de udsatte boligområder de næste 4 år.

For det andet fokuserer vi på beboersammensætningen. Det kræver en mere præcis styring af anvisning og udlejning. Vi foreslår derfor stop for kommunal anvisning og udlejning til en række forskellige persongrupper, og det gør vi ud fra den betragtning, at de vil have bedre af at bo andre steder end i ghettoområderne og i områder, der kan anvende kombineret udlejning.

Der er under behandlingen af de her forslag fremkommet en række spørgsmål, som jeg kan forstå på ordførerne vil blive stillet under udvalgsbehandlingen. Samtidig vil jeg kvittere for, at man har tænkt sig at gå meget konstruktivt ind i behandlingen af de her tre lovforslag. Men jeg har også noteret mig nogle spørgsmål, som jeg kort vil svare på her.

Jeg har noteret mig et spørgsmål om, hvem det var, jeg som socialminister havde talt med fra henholdsvis Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Det er rigtigt, at jeg ikke har talt med boligordførerne fra de to partier, men jeg har talt med finansordføreren fra Socialdemokraterne, og jeg har talt med gruppeformanden fra Socialistisk Folkeparti.

Så noterer jeg mig også, at både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti begynder at komme med nogle betragtninger og nogle ord, som de ikke har taget med i deres eget oplæg, »Ny tryghed i udsatte boligområder«. Jeg kan bl.a. forstå, at de to partier hæfter sig ved, at vi ikke i forbindelse med den her definition, som vi er kommet med, af et ghettoområde har betragtninger i forhold til fattigdom og sociale forhold, og det finder man er fejlagtigt. Der kan jeg blot hæfte mig ved, at hvis man kigger hele ghettooplægget fra de to partier igennem, kan man ikke finde ordet fattigdom.

Derudover hæfter jeg mig også ved, at særlig Socialistisk Folkeparti har nogle bemærkninger om etnicitet, og jeg vil blot fremhæve, at hvis man kigger oplægget fra bl.a. Socialistisk Folkeparti igennem – det oplæg, som Socialistisk Folkeparti har lavet sammen med Socialdemokraterne – ser man, at i forhold til ghettoområderne fremhæves netop etnicitet, og at det derfor også er nødvendigt at sætte en række tiltag i gang.

Det var blot lige i forhold til nogle af de bemærkninger, der er kommet her under debatten.

Jeg ser frem til en fortsat behandling og ser frem til de spørgsmål, der måtte komme under behandlingen i udvalget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Hr. Thomas Jensen.

Tak. Det er jo sådan, at vi over de sidste par år har haft skiftende ministre på området, og jeg må erkende, at da jeg så, det blev en konservativ, der fik ansvaret for boligområdet, blev jeg optimistisk. Men nu hvor vi har været igennem den her proces, eller nogle har været igennem en proces om at få en boligaftale på plads, og vi kan se resultatet af det, og det er det, vi forhandler i dag, må jeg desværre sige, at det, der karakteriserer nogle konservative politikere, nemlig et socialt engagement, desværre ikke er noget, der er kommet til udtryk i den boligaftale, der er indgået, og det er heller ikke noget, der vil ske fremadrettet, sådan som konturerne tegner sig med det, der bliver sagt.

Jeg står her med et notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra august 2010. Titlen er »Børnefattigdommen i storbyernes ghettoer er eksploderet på få år«. Så mit spørgsmål til socialministeren er: Er det virkelig tilfredsstillende for en konservativ socialminister, at man, kort tid før man skal sidde og forhandle en stor boligaftale på plads, kan se, at børnefattigdommen er eksploderet i løbet af få år? Når man så indgår en boligaftale, er der ikke nogen svar på spørgsmålene, i forbindelse med at man virkelig skal have taget hånd om det her og sikre, at de her børn kommer ud af fattigdommen.

Ministeren.

For det første synes jeg, at ordføreren tager munden for fuld, når ordføreren siger, at jeg som socialminister ikke har noget socialt engagement. Det vil jeg vælge at lade stå for sig selv. Med hensyn til at jeg ikke har taget hensyn til en rapport, der er kommet fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i august 2010, kan jeg bare vende den tilbage til boligordføreren og hæfte mig ved, at de her udtalelser, der kom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her i august 2010, på ingen måde figurerer i det oplæg, som kommer fra boligordførerens eget parti, om en indsats i ghettoområderne. Så jeg synes, det er noget hyklerisk at dadle mig for ikke at have taget Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapporter ind i en ghettostrategi, når man ikke engang selv har gjort det.

I øvrigt vil jeg også henvise til, at den her boligaftale jo ikke er det eneste, der kommer til at foregå i de udsatte boligområder eller i ghettoområderne. Der vil også være en massiv indsats i forhold til nogle af de aftaler, der er lavet gennem satspuljeaftalerne, og andre tiltag.

Hr. Thomas Jensen.

Jamen jeg håber da, at socialministeren følger lidt mere med i dansk politik, end det svar giver udtryk for. Det var jo en lang udenomssnak om, om det overhovedet bekymrede ministeren, at der var et stigende antal fattige børn i ghettoer. I forhold til hvad Socialdemokraterne har af politik på det område – det vil ministeren vide, hvis hun følger med i, hvad der kommer af udspil fra andre partier på området – vil jeg sige, at Socialdemokraterne er kommet med et klart og tydeligt udspil i oktober måned, der hedder »Opgør med fattigdom«, hvor det bl.a. slås fast, at vi skal afskaffe de lave sociale ydelser, varighedsbegrænsningen på sygedagpenge skal væk, akut hjælp til fattige børn, og ingen børnefamilier skal sættes på gaden. Det var bare nogle af overskrifterne i udspillet.

Der er for Socialdemokraterne et stift fokuseret blik på det her med, at vi skal sørge for, at fattigdommen i Danmark skal afskaffes. Nu har vi en unik mulighed for forud for boligaftalen at sætte os ned, alle partier, og sørge for at arbejde på, at vi løfter de børnefamilier, der er i de her områder, fra fattigdom og ind til at få en bedre tilværelse. Men alligevel kan vi se, at den konservative minister ikke engang byder boligordførerne fra de forskellige partier i Folketinget med ind til bordet, og ministeren kommer desværre ikke med nogen konkrete realistiske krav til, hvordan man kan løfte de her fattige familier, så de får flere penge på bordet.

Ministeren.

Jeg synes, at boligordføreren selv skal tage den med sin egen finansordfører om, hvem der skal gå til samtaler med mig eller ej. Med hensyn til hvad der ellers bliver gjort af tiltag fra min hånd af i forhold til at bekæmpe fattigdom, vil jeg sige: Det med at sige, at jeg ikke er interesseret i at bekæmpe fattigdom, er simpelt hen forkert, for det er jeg. Jeg er selvfølgelig interesseret i at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, og det er bl.a. baggrunden for, at jeg er rigtig glad for Barnets Reform, som træder i kraft her pr. 1. januar. Det er en reform, der virkelig går ind og styrker indsatsen i forhold til udsatte børn. Det er også baggrunden for, at jeg er rigtig glad for at kunne præsentere ideen med familiehuse, som virkelig støtter op om unge mødre og familier, der er i en udsat situation. Det er også baggrunden for, at jeg er rigtig glad for, at vi med den her ghettostrategi lægger vægt på, at børn skal lære at kunne tale og forstå dansk, så de er bedre rustet, når de kommer i folkeskolen. Det er i øvrigt noget, man overhovedet ikke forholder sig til i Socialdemokraternes forslag til et ghettooplæg.

I øvrigt vil jeg også sige, at det er baggrunden for, at jeg lægger meget vægt på, at vi også ser på beskæftigelsesindsatsen. For en ting, der er ekstrem vigtig, er, at man kommer i arbejde. Det er nu den bedste måde at kunne klare sig selv på. Men jeg kunne åbenbart forstå på boligordføreren, at det vigtigste for boligordføreren er at sætte ydelserne op, så man skal være på dem permanent. Nej, jeg synes, det er meget bedre, at man får mulighed for at kunne få sig et arbejde og dermed også få mulighed for at kunne klare sig selv.

Så er det hr. Peter Westermann for en kort bemærkning.

Jeg noterer mig, at ministeren påberåber sig at tage et socialt ansvar og have et socialt engagement og kæmpe mod fattigdom. Jeg er desværre ked af, at ministeren så ikke har kunnet få det til at virke, at ministerens politik ikke har hjulpet mod den stigende fattigdom, vi ser.

I går i Folketingssalen stod jeg her og fortalte ministeren, at der altså i dag er 106.000 voksne mennesker, der lever for under 81.000 kr. om året. Det er der ikke særlig meget relativ fattigdoms-grænse over, selv om jeg også gerne så en relativ fattigdoms-grænse. Når man lever for under 81.000 kr. om året, tror jeg, man har et problem med at få enderne til at mødes. Vi ved også, at der er 24.000 børn, 24.000 flere børn, der vokser op i fattigdom i de udsatte boligområder her i landet, og det er jo altså områder, som ministeren har ansvaret for både med hensyn til boligpolitikken og socialpolitikken.

Derfor så jeg gerne, at man havde udvist lidt af det her sociale engagement, som ministeren påberåber sig, ved at sige, at man fra statens side går ind og tager et medansvar for at sætte en positiv udvikling i gang i boligområderne. Så hvorfor vil man ikke gå ind fra statens side og løfte det ansvar?

Ministeren.

Vi går da ind fra statens side og løfter ansvaret med nogle af de tiltag, vi i øvrigt sætter i gang. Men i forhold til det, som hr. Peter Westermann fremfører, er det da netop det relative fattigdoms-begreb, som hr. Peter Westermann begynder at tale om, når han taler om de 106.000 personer, der lever for under 81.000 kr. om året. For det første er det 40 pct. af medianindkomsten, for det andet siger det her tal, som hr. Peter Westermann kommer med, intet om de personer. Det kunne lige så godt være nogle personer, der havde rigtig mange penge på bankbogen, for dem kan det relative fattigdoms-begreb ikke sortere fra. Det kan også være, at det er nogle, der har valgt at rejse ud i verden på en jordomrejse. Og hr. Peter Westermann siger heller ikke noget om, at man faktisk kan se, at godt halvdelen af dem, der er i lavindkomstgruppen, som det her er et udtryk for, er ude igen inden for et år.

I det hele taget indeholder det relative fattigdoms-begreb, som hr. Peter Westermann læner sig op ad, rigtig mange svagheder. Det var derfor, hr. Peter Westermann og jeg havde en lang diskussion omkring det i går, men jeg kan forstå, at ordføreren åbenbart ikke har hørt, hvad jeg har sagt.

Hr. Peter Westermann.

Jo, det hørte jeg skam godt; jeg er bare stadig uenig. Og jeg mener heller ikke, der er særlig meget relativt i at have 81.000 kr. om året. Det har man jo, uanset hvad andre har, og jeg tror ikke, man har særlig nemt ved at få det beløb til at strække. Men lad nu det ligge, for det, vi skal diskutere, er de tre lovforslag, som regeringen har fremsat om sin ghettoindsats.

Jeg synes jo ikke, lovforslagene er ambitiøse nok, og jeg havde gerne set, at vi var blevet inviteret med i konkrete forhandlinger, så vi kunne have gjort vores politik gældende. SF havde gerne set, at Landsbyggefonden kunne renovere for endnu flere penge, så vi kunne komme af med den renoveringspukkel, vi har set.

Jeg har tidligere spurgt De Radikales ordfører, om han ville kæmpe for flere midler, når nu renoveringskøen bliver genopbygget i slutningen af perioden. Hvad vil ministeren gøre, når vi når tilbage på det samme niveau, som vi har nu, og som altså har betydet, at vi får et efterslæb på 8 mia. kr. i renoveringsprojekter? Hvad vil ministeren gøre, når man efter de første 3 år er tilbage på det nuværende niveau, som jo altså ikke giver en forøgelse af renoveringsindsatsen?

Ministeren.

Uanset hvordan hr. Peter Westermann vender og drejer det, er det relative fattigdoms-begreb, som hr. Peter Westermann læner sig op ad, et med blot 40 pct. af medianindkomsten.

I forhold til hvem jeg havde samtaler med, synes jeg heller ikke, det var just befordrende, at der på det tidspunkt, hvor vi var i vores spæde opstart med forhandlingerne, skete det, at hr. Peter Westermanns formand, hr. Villy Søvndal, gik ud og faktisk proklamerede, at han for det første syntes, at Dansk Folkeparti skulle smides ud af forhandlingerne, og dernæst syntes han egentlig, at det nok også kunne gælde Det Radikale Venstre. Jeg kan sagtens finde artiklen til hr. Peter Westermann. Jeg må sige, at nogle, der har været tro med hensyn til boligaftalerne gennem de seneste år, har jeg da ikke tænkt mig at smide ud.

Med hensyn til det med, om der bliver brug for flere midler i forhold til at afvikle ventelisten, vil jeg blot sige, at jeg da selvfølgelig har tænkt mig at leve op til den aftale, som er indgået med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, og det gælder også den passus, der står om, at vi følger ventelisten meget tæt, og at vi også er interesserede i, at den bliver afviklet. Det er også baggrunden for, at vi har aftalt, at vi skal kigge på det hvert år.

Tak til socialministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Boligudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det er ikke tilfældet.