Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 2. behandling af lovforslag nr. L 67:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge. (Ændring af refusionssatser).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 17.11.2010. 1. behandling 30.11.2010. Betænkning 08.12.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag, men hr. Lennart Damsbo-Andersen beder om ordet som ordfører. Værsgo.

Det skal være slut med håbløs aktivering og nytteløse kurser, hvor man bliver sendt ud eller af sted i bundter til aktiviteter, der ikke er individuelt tilrettelagt. Nogenlunde sådan har ministeren udtalt sig om den lovgivning, som hun og regeringen sammen med Dansk Folkeparti selv har ansvaret for. Og alvorligt syge skal ikke længere chikaneres af kommunale medarbejdere, der blot gør det, som ministeren har bedt dem om, nemlig at holde tæt kontakt til de syge og indkalde til møder og samtaler, uanset hvor syge de er.

Jeg havde jo håbet, at der på det samråd, der blev afholdt i sidste uge, om evaluering af forsøget med »Aktive – hurtigere tilbage« ville være kommet nogle indrømmelser fra ministeren, der kunne ligge til grund for ændringer af det lovforslag, som vi behandler. For hvorfor skal de alvorligt syge stadig kontaktes og indkaldes efter den 1. januar, når loven er trådt i kraft? Det giver absolut ingen mening.

Ministeren har i svaret på spørgsmål nr. 4 til L 67 redegjort for, at det er kommunen – læs: sagsbehandleren – der afgør, hvilken indsats der skal sættes i gang, og at loven i øvrigt klart beskriver, hvordan det skal foregå. Men hvis det system ikke virker nu, hvordan kan det så virke efter den 1. januar? Og hvorfor skal de alvorligt syge så vente til den 1. maj med at få en lovgivning og en positivliste, der måske kan give dem fred? Og hvilke sygdomme kommer så på den positivliste? Er det ikke bare endnu en gang bureaukrati, som regeringen er ved at indføre, hvor der stadig ikke er sikkerhed for, at de syge får den behandling af systemet, som de skal have?

Jeg kan allerede høre ministeren sige, at der ikke er noget problem. Det er jo standardsvaret. Men der bliver jo reelt ikke ændret en tøddel ved den måde, som cirkusset omkring aktivering af de syge er skruet sammen på. Nu hedder mantraet blot: virksomhedsrettet aktivitet. Det eneste, man gør, er at ændre retning; der bliver intet ændret ved den måde, man gør tingene på. Hvor bliver det individuelle hensyn af? Hvor bliver tilskyndelsen til kommunerne af? Hvor bliver resultaterne af?

Det er jo påvist i rapporten »Aktive – hurtigere tilbage«, at der ikke er noget af det, man har gjort, bortset fra delvis raskmelding, der har virket. Det, som regeringen og Dansk Folkeparti har gang i, er dybt uansvarligt. Det, man gør nu, er blot at erstatte én uduelig politik med en anden.

Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Et tidligere medlem af Folketinget hr. Jacob Haugaard sagde: Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge. Og det lader til, at det med nogle års forsinkelse er nået frem til regeringen. Det er, som om regeringen tror, at det er en mirakelkur, man har fundet – at hvis folk er syge, skal man bare sende dem i arbejde, og så bliver de lige pludselig raske. Der er bare ikke rigtig noget belæg for den påstand. Der er nogle grupper af syge, som har det sådan, at det kan være fornuftigt for dem langsomt at komme i gang med at arbejde, og at det kan være fornuftigt at blive ved med at have deltidsarbejde. Men der er store grupper af syge, som bliver mere syge, hvis man tvinger dem på arbejde. Og der er mennesker, som er så syge, at de slet ikke kan komme ud af deres sygeseng. Og derfor virker det fuldstændig umenneskeligt, at man kan finde på at sige, at de her mennesker altså skal tvinges på arbejde.

Jeg er med på, at regeringen har lyttet til noget af kritikken, der har været, og at man går ind og siger, at kommunerne kan tage hensyn til folks sygdom, kan lade være med at tvangsaktivere dem og lade være med at tvinge dem til at gå på arbejde. Men hvis kommunerne gør det, hvis kommunerne udviser menneskelighed, ja, så kommer regeringen efter dem og giver dem dummebøder. Og det er altså svært at forstå, at regeringen mener, at kommunerne skal være menneskelige, og bruger det – altså at kommunerne skal udvise menneskelighed – som forsvar for den lovgivning, man laver, men at kommunerne, hvis de udviser menneskelighed og tager hensyn til syge og ikke tvinger dem i arbejde, så får en dummebøde af staten. Det er svært at forstå.

Vi er meget alvorligt bange for, at det her vil betyde, at mange mennesker, ikke mindst de mennesker, der har alvorlige sindslidelser, risikerer at blive endnu mere syge. Mennesker bliver rigtig, rigtig bange for, hvad de kan blive tvunget ud i, som de slet ikke kan overskue. Og det betyder altså, at vi vil gøre mennesker mere syge med den lovgivning; det betyder, at vi måske risikerer at få flere mennesker, der bliver så syge, at de aldrig kan vende fuldt tilbage på arbejdsmarkedet, i stedet for at man kunne have taget de nødvendige hensyn til dem. Og derfor mener vi, at det er en helt forkastelig lovgivning, som vi absolut ikke kan støtte.

Tak til fru Line Barfod.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling, hvis ingen gør indsigelse, og det er ikke tilfældet.