Et tidligere medlem af Folketinget hr.
Jacob Haugaard sagde:
Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge.
Og det lader til, at det med nogle års forsinkelse er nået frem til regeringen.
Det er, som om regeringen tror, at det er en mirakelkur, man har fundet – at hvis folk er syge, skal man bare sende dem i arbejde, og så bliver de lige pludselig raske.
Der er bare ikke rigtig noget belæg for den påstand.
Der er nogle grupper af syge, som har det sådan, at det kan være fornuftigt for dem langsomt at komme i gang med at arbejde, og at det kan være fornuftigt at blive ved med at have deltidsarbejde.
Men der er store grupper af syge, som bliver mere syge, hvis man tvinger dem på arbejde.
Og der er mennesker, som er så syge, at de slet ikke kan komme ud af deres sygeseng.
Og derfor virker det fuldstændig umenneskeligt, at man kan finde på at sige, at de her mennesker altså skal tvinges på arbejde.
Jeg er med på, at regeringen har lyttet til noget af kritikken, der har været, og at man går ind og siger, at kommunerne kan tage hensyn til folks sygdom, kan lade være med at tvangsaktivere dem og lade være med at tvinge dem til at gå på arbejde.
Men hvis kommunerne gør det, hvis kommunerne udviser menneskelighed, ja, så kommer regeringen efter dem og giver dem dummebøder.
Og det er altså svært at forstå, at regeringen mener, at kommunerne skal være menneskelige, og bruger det – altså at kommunerne skal udvise menneskelighed – som forsvar for den lovgivning, man laver, men at kommunerne, hvis de udviser menneskelighed og tager hensyn til syge og ikke tvinger dem i arbejde, så får en dummebøde af staten.
Det er svært at forstå.
Vi er meget alvorligt bange for, at det her vil betyde, at mange mennesker, ikke mindst de mennesker, der har alvorlige sindslidelser, risikerer at blive endnu mere syge.
Mennesker bliver rigtig, rigtig bange for, hvad de kan blive tvunget ud i, som de slet ikke kan overskue.
Og det betyder altså, at vi vil gøre mennesker mere syge med den lovgivning; det betyder, at vi måske risikerer at få flere mennesker, der bliver så syge, at de aldrig kan vende fuldt tilbage på arbejdsmarkedet, i stedet for at man kunne have taget de nødvendige hensyn til dem.
Og derfor mener vi, at det er en helt forkastelig lovgivning, som vi absolut ikke kan støtte.