L 71 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

(Virksomhedsrettet aktivering, ændring af refusionssystemet m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)

Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget

Samling: 2010-11 (1. samling)

Status: Stadfæstet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 71:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. (Virksomhedsrettet aktivering, ændring af refusionssystemet m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 17.11.2010).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ulla Tørnæs som ordfører for Venstre.

I Venstre er vi faktisk utrolig glade for, at vi med forslaget her får gjort op med det, der i den seneste tid er blevet omtalt som nytteløs aktivering. »Find din indre fugl« og lignende kurser får vi nu sat en endelig stopper for. Det synes vi er rigtig fornuftigt, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det vil være til stor gavn for de ledige.

Vi vil ikke være med til at bruge skattekroner på aktivering, som ikke har nogen effekt. Det er spild af ressourcer, og det er uværdigt for den enkelte ledige. Derfor skal det nu være slut med at sende ledige på kurser og i projekter uden tilstrækkelig jobfokus. De ledige skal i stedet ud på virksomhederne i virksomhedsrettet aktivering, og det skaber vi med lovforslaget her forudsætningen for kommer til at ske.

Med lovforslaget udmønter vi aftalen om en aktiv beskæftigelsesindsats, som blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne som led i selve finanslovaftalen. Lovforslaget indeholder tre hovedelementer: Vi indfører en ny og effektiv refusionsmodel; vi indfører et fælles driftsloft; og vi indfører en ordning, så der ikke længere vil være refusion for administrative udgifter til andre aktører.

Det nye og effektive refusionssystem betyder, at kommunerne fremover vil have større fokus på at sende ledige i virksomhedsrettede tilbud og ordinære uddannelsesforløb frem for at sende dem på kurser og projekter uden tilstrækkelig jobfokus. Med forslaget ændrer vi refusionssatsen til 50 pct., når den ledige er i virksomhedsrettet aktivering og ordinær uddannelse, og til 30 pct. ved anden aktivering, f.eks. kurser og kommunale projekter, og når den ledige deltager i 6 ugers selvvalgt uddannelse eller ikke er i aktivering.

Det vil helt sikkert give kommunerne et større incitament til at gøre en aktiv indsats på rigtige arbejdspladser og skrue ned for kurser og kommunale projekter – med andre ord: den nytteløse aktivering. Jeg har en klar forventning om, at kommunerne vil bevæge sig væk fra dyre kurser og kommunale projekter og hen imod virksomhedsrettede tilbud, der både er billigere og mere effektive. Det vil både være til gavn for de ledige og give en besparelse i kommunen.

De lavere refusionssatser vil styrke kommunens fokus på at få arbejdsløse tilbage i job. Omlægningen betyder, at kommunerne får mindre i direkte refusion, og at de får tilsvarende mere i bloktilskud. Under et kompenseres kommunerne altså fuldt ud for de ændringer, der kommer til at ske.

Med et fælles driftsloft forenkler vi kommunernes administration. Driftsloftet betyder, at reglerne fremover bliver de samme, uanset om indsatsen gennemføres af en anden aktør eller jobcentret, og uanset målgruppe.

I Venstre er vi som sagt glade for, at vi med forslaget her får gjort op med den såkaldte nytteløse aktivering. De ledige skal ud i virksomhederne, for al erfaring viser jo, at det er den bedste måde at sikre på, at de ledige kan få en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Med andre ord: Den virksomhedsrettede aktivering virker.

Det har de økonomiske vismænd påpeget, og senest har AKF i en netop offentliggjort rapport også understreget, at fire ud af ti medarbejdere på løntilskud i små private firmaer bliver fastansat efter løntilskudsperioden. Rapporten understreger i øvrigt også, at løntilskud skaber nye job, og at ordinære job ikke fortrænges. Evalueringen af »Ny chance til alle« peger ligeledes på, at virksomhedsrettet aktivering virker.

Så der er al mulig god grund til at bakke op om forslaget her. Det vil være til stor gavn for de ledige.

Tak. Vi har nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Torben Hansen.

Tak. Der er jo kommet en del høringssvar om det her, og bl.a. Daghøjskoleforeningen og Danmarks Socialrådgiverforening påpeger, at med det her lovforslag er der meget stor risiko for, at det vil betyde, at de tilbud, som de kontanthjælpsmodtagere, der er meget langt væk fra arbejdsmarkedet, egentlig burde have – de der håndholdte, skræddersyede tilbud for at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet – rent faktisk ikke vil blive gennemført.

Hvad er Venstres ordførers holdning til det, nemlig at dem, der rent faktisk sidder med det til hverdag, kan se, at på baggrund af den måde, man indretter refusionssystemet på, bliver de svageste kontanthjælpsmodtagere i hvert fald tabere i det her system?

Tak. Så er det ordføreren.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det en klar forudsætning for den politiske aftale, der er indgået, at det vil være et individuelt tilrettelagt forløb, og det holder vi selvfølgelig fast i.

Der er selvfølgelig ledige, som har vanskeligere ved at få tilknytning til arbejdsmarkedet end andre. Men de erfaringer, vi har fra »Ny chance til alle«, og erfaringerne med bl.a. virksomhedscentrene viser jo, at det kan lade sig gøre, og at det faktisk med virksomhedscentrene og med de mentorordninger, som vi også i fællesskab har indført, kan lade sig gøre også for svagere ledige at komme tilbage på arbejdsmarkedet gennem en virksomhedsrettet aktivering. Altså: Det, som vi her lægger op til, er det, der virker.

Så er det hr. Torben Hansen.

Tak. Alle er vel enige om – og det er da glædeligt at høre – at der skal være tale om en individuel håndholdt indsats i forhold til de her eksempelvis kontanthjælpsmodtagere. Men det, der jo er problemet, er, at den måde, som man som regering med det her forslag vil indrette refusionsystemet på, og den afklaring, der ligger forud for et virksomhedsrettet tilbud – fælles afklaring af forventninger, også virksomhed og ledige imellem – vil være til en anden og meget lavere refusionssats. Så det, der rent faktisk sker, er, at den der håndholdte individuelle indsats i de kommuner, der så gennemfører den, rent faktisk vil få en lavere refusion, og dermed bliver kommunen straffet, frem for de kommuner, der så bare skynder sig uden at have lavet den håndholdte indsats først. Jeg tænker på de kommuner, som altså har set på, om man kan finde et eller andet hurtigt match, som ikke nødvendigvis er et varigt match. Gør det ikke indtryk, at dem, der sidder med det til hverdag, socialrådgiverne og daghøjskoleforeningerne og også andre siger, at det her rent faktisk er et lovforslag, der vil gøre det meget, meget sværere for de svage kontanthjælpsmodtagere?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Torben Hansen, at uanset hvordan vi vender og drejer det, vil det refusionssystem, som nu bliver indført, være et stærkere incitament for kommunerne til at sikre, at de ledige kommer i job. Det er sådan set det, der er hele formålet. Det er formålet med den aktive beskæftigelsespolitik, det er i hvert fald Venstres formål med den aktive beskæftigelsespolitik at sikre, at ledige får en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Med den refusionsmodel, som vi her indfører, det nye refusionssystem, er der faktisk et endnu stærkere incitament for kommunen til at sikre, at den ledige kommer i beskæftigelse. Man må ikke glemme, at kommunen rent faktisk får en gevinst ved at sikre, at den ledige kommer i beskæftigelse. Det er det helt overordnede, der tæller for Venstre i den her sammenhæng, vil jeg sige til hr. Torben Hansen.

Tak. Så er det hr. Leif Lahn Jensen for en kort bemærkning.

Nu er det her forslag jo en stor moppedreng, og det er også meget, meget teknisk. Men det, jeg læser mig frem til, er, at når man har gennemgået alle de lovforslag, vi har haft i dag på det her område, så betyder det en besparelse på 1,2 mia. kr.

Så siger ordføreren nu, at kommunerne under et ikke får en besparelse. Vi har da set i JyskeVestkysten i dag, at f.eks. Esbjerg Kommune står og skal finde 37,6 mio. kr. Hvordan kan det her under et ikke give nogen besparelse, når man sparer 1,2 mia. kr.? Det har jeg simpelt hen svært ved at se.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at taletiden her tillader mig at gennemgå selve det tekniske i refusionsmodellen, men jeg kan sige, og det fremgår også af det materiale, som ligger, at kommunerne under et bliver kompenseret. Det sker selvfølgelig ved, at reduktionen i refusionssatser kompenseres gennem bloktilskuddet. Ud over det sker der en bagvedliggende udligning imellem kommunerne, og jeg vil næsten foreslå, at hr. Leif Lahn Jensen stiller et skriftligt spørgsmål til ministeren, for det er faktisk meget teknisk, hvad der sker i den sammenhæng. Men under et – vil jeg gerne understrege – kompenseres kommunerne fuldt ud.

Tak. Så er det hr. Leif Lahn Jensen for endnu en kort bemærkning.

Det er jo underligt, at de under et får deres penge, når der så skal spares de her 1,2 mia. kr. Det har jeg altså stadig væk svært ved at se. Hvis det var mig, der ligesom ordføreren skulle gå ind for det, ville jeg da i hvert fald gerne vide, hvor de her penge skulle findes. Men det virker, som om ordføreren ikke helt har styr på det.

Så hørte jeg ordføreren bagefter sige, at det her forslag er bedst for de ledige – det er for de lediges skyld. Hvilke ledige? Jeg har da fornemmelsen af, at lige netop dem, som har det rigtig svært – det kan være SOSU-assistenten, der er sygemeldt på grund af langvarig stress, det kan være en person med psykiske problemer, som virkelig har svært ved at komme i gang – ikke kan tage den her virksomhedsrettede aktivering. Hvad så med dem? De kan da risikere at blive tabt ved det her. Det er ikke de ledige, som ordføreren mener, det kan det da ikke være.

Tak. Så er det ordføreren.

Altså, i modsætning til hr. Leif Lahn Jensen tror jeg faktisk på det kommunale selvstyre. Jeg tror faktisk på, at når man sidder ude i kommunerne, så vil man gerne borgerne det bedste. Har man en ledig borger i kommunen, så er det bedst for borgeren, at borgeren kommer i beskæftigelse. Al erfaring siger os, at den bedste måde at sikre, at man kommer tilbage på arbejdsmarkedet, er gennem virksomhedsrettet aktivering. Det er det, vi giver kommunen en økonomisk tilskyndelse til at gøre mere brug af, end der tidligere har været. Så for kommunen er det en kæmpe gevinst, at den enkelte kommer i beskæftigelse, og det er det selvfølgelig også for den enkelte. Det er sådan set det, der er hele formålet med den aktive beskæftigelsespolitik.

Tak, og så er det fru Line Barfod.

Vi har jo allerede set nogle eksempler ude i kommunerne på, hvad det er, der foregår med løntilskudsjob, virksomhedspraktik osv. Jeg går ud fra, at ordføreren er enig i, at det er det, der kommer meget mere af, når det her lovforslag er gennemført. Det, vi har set, er, at folk, der er blevet fyret i en virksomhed, risikerer at blive sendt ud igen som gratis arbejdskraft. Vi har set i kommunerne, at man bliver fyret på et plejehjem, og så bliver man sendt ud i løntilskudsjob på et andet plejehjem, samtidig med at der er fyret nogle der, som så bliver sendt i løntilskudsjob på det plejehjem, som den første var blevet fyret fra.

Synes ordføreren, at det er en fornuftig måde at føre arbejdsmarkedspolitik på, nemlig at vi går fra at have folk, der er ansat i nogle job, over til i stedet at være i løntilskudsjob, virksomhedspraktik osv. og reelt dermed arbejde gratis?

Tak. Så er det ordføreren.

Lad mig igen henvise til, hvad de økonomiske vismænd og senest AKF har sagt om løntilskudsordninger, og derudover også henvise til de besvarelser, som beskæftigelsesministeren faktisk allerede adskillige gange har givet på lige præcis det spørgsmål, som fru Line Barfod stiller. Der er jo i den måde, løntilskudsordningerne administreres på, og den måde, det kører på, taget højde for de spørgsmål, som fru Line Barfod her stiller.

Der er for det første et krav om merbeskæftigelse, der er et krav om, at man ikke må fortrænge andre på arbejdspladsen, og på den måde har man faktisk hegnet ind, at det, som fru Line Barfod frygter vil ske, ikke kommer til at ske. Ud over det, når der er tale om løntilskud i private firmaer, er det en situation, som drøftes med tillidsmanden på den konkrete virksomhed, og det vil sige, at det rent faktisk er en aftale, som jo laves imellem tillidsmanden og arbejdsgiveren.

Tak. Så er det fru Line Barfod.

Men jeg må sige til fru Ulla Tørnæs, at det jo sker på trods af de mange regler, indhegninger osv., at folk på den måde oplever at blive sendt ud og lave reelt arbejde. Vi hørte også i mange, mange måneder på, at lovgivningen og reglerne var indrettet sådan, at man ikke skulle kunne have alle de her meningsløse aktiveringskurser, men de var der alligevel. Det sker i dag, at folk bliver sendt ud som gratis arbejdskraft. Hvorfor er det, at man ikke hellere vil sikre, at folk får nogle gode muligheder for at få noget uddannelse, opkvalificering, og at man samtidig sørger for, at kommunerne har penge nok, så de ikke behøver at fyre deres ansatte og få arbejdsløse i løntilskudsjob i stedet?

Ordføreren.

Jeg vil igen henholde mig til bl.a. den seneste undersøgelse fra AKF, hvor man netop forsøger at undersøge det, som fru Line Barfod påstår her, nemlig at løntilskudsjob skulle fortrænge ordinære job. Der når man altså frem til, at det ikke sker. Tværtimod så sker der en ansættelse af personen, som kommer ud i virksomheden med løntilskud. Så den verden, fru Line Barfod her refererer til, reflekteres åbenbart ikke, når forskere som AKF undersøger området, og det er det, jeg forholder mig til.

Men når det er sagt, så indgår det også som en del af den politiske aftale, vi har indgået, at vi vil lave en evaluering af netop den virksomhedsrettede aktivering, herunder også de spørgsmål, som fru Line Barfod her rejser. Når det her er kommet op i gear, vil vi selvfølgelig se nærmere på det med henblik på at sikre, at det, som fru Line Barfod hævder, netop ikke sker.

Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det, som den borgerlige fløj vil med det her lovforslag, er jo, at man vil have, at titusindvis af arbejdsløse skal ud i virksomhedspraktik og arbejde gratis for dagpengene. For et års tid siden var der omkring 1.200 i virksomhedspraktik, nu er der omkring 5.000, men det her lovforslag vil jo betyde, at der formentlig kommer 50.000 arbejdsløse i virksomhedspraktik. Det er meget, meget store tal, vi her taler om, og det er det, som regeringen vil. Jeg er dybt bekymret for, om det, man så byder arbejdsløse i virksomhedspraktik, er noget som helst værd, når det sker i så stort tal.

Jeg vil gerne spørge fru Ulla Tørnæs om, hvordan hun vil sikre – hvis det f.eks. er 50.000 arbejdsløse i virksomhedspraktik i stedet for 5.000 som nu – at der sker noget, som er relevant for den enkelte ledige, og som kan bringe vedkommende videre på arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Nu er relevans jo, kan man sige, et subjektivt begreb, og det er ikke sikkert, at det, som hr. Eigil Andersen betragter som relevant, vil være det samme, som jeg betragter som relevant, men jeg kan understrege over for hr. Eigil Andersen, at det, der er det relevante for mig – det, der er det vigtige for mig – er, at den aktive arbejdsmarkedspolitik fører til beskæftigelse, altså at man får en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet og ikke bliver fastholdt i nytteløst aktivering: Kend din indre fugl, lær Hitlers underskrift, og hvad det ellers har heddet alt sammen, som vi er blevet underholdt med de seneste par måneder. Det ønsker vi ikke skal fortsætte.

Vi ved – i modsætning til kurserne om at kende sin indre fugl – at virksomhedsrettet aktivering virker, og skulle det betyde, at vi fremover har 50.000 i en virksomhedsrettet aktivering, som virker, og som betyder, at de 50.000 får en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, så er det helt fint med mig, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen. Så er det relevant for mig, hvis vi skal bruge det udtryk.

Hr. Eigil Andersen.

Det er en stor lykke, at vi slipper for de her forfærdelige jobsøgningskurser, og det har vi kritiseret i 1 ½ år, og jeg er da glad for, at det omsider har givet resultat. Men jeg må sige om det, man lægger op til her, at jeg ikke tror, der kommer noget konstruktivt ud af det – man vil bare havne i, at man om 1 ½ år skal lave systemet om igen, fordi det vil vise sig – og der vil være flere ting, der vil vise sig – bl.a., at 10.000 af de her arbejdsløse ikke vil komme til at beskæftige sig med noget relevant.

Jeg tror heller ikke, at private arbejdsgivere vil modtage arbejdsløse i det antal, men jeg vil gerne spørge fru Ulla Tørnæs om, hvorvidt hun mener, at arbejdsgiverne vil modtage måske 50.000 i virksomhedspraktik. Det er meget, meget ressourcekrævende, og hvis de private arbejdsgivere ikke vil, skal de i virksomhedspraktik hos kommunerne, og hvad skal man dog sætte de stakkels arbejdsløse til? Jeg er nervøs for, at det her ingen vegne fører.

Ordføreren.

Jeg har hæftet mig ved, at de private arbejdsgivere faktisk har nikket anerkendende til det skridt, vi tager her, og har sagt, at de er parate til at være med til at løfte den opgave, som hr. Eigil Andersen altså frygter de ikke vil løfte. Det har jeg hæftet mig ved, og det tror jeg på, når de siger det, altså at de er parate til at være med til at løfte en samfundsopgave her.

Med hensyn til den offentlige aktivering, løntilskudsaktivering, er der jo allerede nu rammer for, hvordan den foregår. Der er jo en kvote, som bliver fastsat af arbejdsmarkedets parter, og den er jo langtfra brugt på nuværende tidspunkt, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen, så der er masser af ubrugte muligheder på det her felt. Jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om, at der er rigtig mange private virksomheder, som vil være parate til at tage imod en ansat med løntilskud – det er jeg faktisk ikke i tvivl om.

Tak til ordføreren. Hr. Leif Lahn Jensen som socialdemokratisk ordfører.

Med L 71 fremsætter beskæftigelsesministeren forslag om en omlægning af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet og indførelse af et driftsloft for aktivering. Jeg synes, vi skal prøve at tage forslaget om et nyt refusionssystem først. Med de nye regler favoriserer man virksomhedsrettet aktivering, altså job med løntilskud og virksomhedspraktik, da der er en statsrefusion på 50 pct. på disse ordninger. Hvis de arbejdsløse derimod kommer på kursus eller 6 ugers selvvalgt uddannelse, dækker staten kun 30 pct. Det er altså det samme beløb, som hvis den arbejdsløse var på passiv forsørgelse, altså bare går derhjemme.

Konsekvensen af det her nye system bliver, at kommunen vil sende så mange borgere som overhovedet muligt i virksomhedsrettet aktivering – ikke fordi det nødvendigvis er bedst for den enkelte arbejdsløse, men netop fordi det er billigst. Det system vil favorisere de ressourcestærke, mens jeg er overbevist om, at mange af de svage vil blive ladt i stikken. Ministeren svigter her de arbejdsløse, der er for dårlige til at komme ud på en virksomhed, og som kan drage nytte af opkvalificeringskurser og uddannelse. De står nu tilbage med øget risiko for langtidsledighed og udstødelse fra arbejdsmarkedet.

For at vise, hvor skævt det egentlig kan være, har jeg valgt et par eksempler. Vi kan tage SOSU-assistenten, der er sygemeldt på grund af langvarig stress. Hun vil ikke længere blive tilbudt et forløb, som vil hjælpe hende til at komme videre og blive klar til arbejdsmarkedet, fordi hun måske ikke lige kan gå ind på arbejdsmarked. Det giver hende måske stress. Hvad med en person med psykiske problemer, som kræver et særligt tilrettelagt forløb? Han vil have det meget svært for ikke at sige umuligt med at skulle komme ud i virksomhedspraktik, mens ham, som har det godt, ham, som er stærk og ikke fejler noget, men har mistet sit job på grund af nedgangstider i firmaet, kommer i gang med det samme, for det vil der nemlig være penge i for kommunen.

I jagten på den høje refusion vil kommunen med det nye refusionssystem plage livet af virksomhederne for at falbyde arbejdsløse til løntilskudsjob eller praktik. Det vil øge misbruget på løntilskudsordningen, og vi vil se medarbejdere simpelt hen blive fyret i porten for derefter at blive ansat i bagdøren med løntilskud. Langt flere arbejdsløse vil blive sendt i virksomhedspraktik som gratis arbejdskraft, hvilket vil lægge et massivt pres på de ordinære ansatte.

Det, jeg siger her, er slet ikke et angreb på kommunerne, men det er et angreb på regeringens hårde økonomiske linje over for kommunerne samt et angreb på en aktivering, som ud fra disse synspunkter, som jeg kommer med, vil ramme fuldstændig skævt.

Denne besparelse vil koste, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, selv om ordføreren fra Venstre sagde noget andet. Jeg læste i JydskeVestkysten i dag, at Esbjerg Kommune skal spare 37,6 mio. kr., det vil koste 65 medarbejdere, der altså så skal fyres – 65 medarbejdere i Esbjerg. Er det regeringens forslag til vækst? Det vil jeg godt spørge om.

Så er der den del af forslaget, der handler om at indføre driftsloft over aktivering. Det vil helt enkelt medføre betydelig færre penge og derfor selvfølgelig også lavere kvalitet i aktiveringen af de arbejdsløse. Tilbuddene til den enkelte vil blive begrænset, og der vil blive mindre plads til individuelle hensyn.

Ser man på forslaget i sammenhæng med L 69, hvor der indføres et prisloft på seks ugers selvvalgt uddannelse, vil man se, at det samlede billede er, at uddannelse og opkvalificering i aktiveringssystemet simpelt hen skæres ned til sokkeholderne. Det er den helt forkerte vej at gå, når vi ved, at Danmark om kort tid kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Derfor behøver jeg vel ikke at nævne, at Socialdemokratiet stemmer imod forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Lovforslaget her handler om en effektiv refusionsmodel, hvor refusionen ændres til at blive givet efter en 30-50-model. Det har vi også diskuteret i tidligere lovforslag, og de skal også ses i sammenhæng.

Det, der har været vigtigt her, er, at vi skulle have stoppet de her endeløse kurser, der ikke førte til noget. Vi kender alle sammen historierne om, at folk skulle lave spaghettitårne, finde sin indre fugl, gå rundt i skoven med bind for øjnene, sidde til jobsøgningskurser, hvor man skulle lære at skrive en ansøgning og måske bruge 4-5 uger på det, eller hvad de ellers kan finde på at sætte folk til på sådan et kursus. Det har ikke givet nogen mening.

Det er heller ikke nogen mening med de kurser, hvor man sætter en stor flok mennesker med forskellig baggrund sammen, som så skal lære at bruge en computer, så de kan skrive deres cv. Så sidder der nogle computereksperter sammen med nogle kontanthjælpsmodtagere, der måske aldrig har set en computer, og så er det dem, der er eksperter på computere, der kommer til at undervise de andre i stedet for læreren, fordi de faktisk ved mere om computere, end læreren gør. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det skal der sættes en stopper for.

Samtidig har vi også den situation, at vi i forbindelse med det her lovforslag her til december skal til at forhandle om grupper, der skal fritages for en indsats. Det drejer sig om dem, der har fået job; det drejer sig om nogle, der er afklarede og går på efterløn om måske en eller to måneder; det drejer sig om nogle, der går på pension; det drejer sig om nogle, der skal i gang med et uddannelsesforløb, som de har en dato for. Der er rigtig mange ting, der er underlige og totalt uforståelige – hvorfor skal man blive ved med at søge job, hvorfor skal man sendes i aktivering, når man har en aftale om at få job? Det skal der sættes en stopper for, men det ligger ikke i det her lovforslag, det skal vi af andre grunde til at forhandle her i december. Det kunne godt have været med her, og det havde jeg håbet, men det kunne ikke lade sig gøre.

En af de vigtigste ting er efter Dansk Folkepartis mening faktisk, at vi skal sikre, at vi ikke hører de historier om meningsløs aktivering og meningsløs jobsøgning, der ikke fører til noget som helst. Der er rigtig mange elementer, vi skal se på i den forbindelse, og det ser jeg selvfølgelig frem til at få på plads.

I det her ligger også spørgsmålet om driftsloftet. Det skal også ses i sammenhæng med det andet forslag vedrørende sygefraværet, som vi har behandlet tidligere.

Men alt i alt er det en ny model, som kommunerne skal til at arbejde med, og i den forbindelse er der også taget hensyn til kommunerne. De får mindre i direkte refusion, men så er der bloktilskud, og det særlige beskæftigelsestilskud øges, og desuden er der en budgetgaranti for kommunerne. Det, som vi skal være sikre på, er, at kommunerne så har forstået det her udspil, og det er jeg langt fra sikker på at de har, og derfor skal der selvfølgelig også gøres en ekstra indsats fra ministeriet for at definere, hvordan og hvorledes det her skal forstås.

Vi har jo set kommuner, der er i fuld gang med at sige, at nu skal de lave det hele om, før de egentlig ved, hvad de skal lave om. De har selvfølgelig fundet ud af, at nu kommer det her lovforslag, og at det indeholder ændringer i forbindelse med refusionen, og så skal de i gang med at se på, hvor de kan finde besparelser. Der skal vi selvfølgelig være sikre på, at kommunerne har forstået systemet rigtigt, og at de ikke handler i febrilsk hast f.eks. i forbindelse med afskedigelser, og det kan jo komme på tale. Der er også en del omlægninger, for nu skal der være tale om virksomhedsrettet aktivering. Man skal ind og kigge på, hvordan man får mest ud af de midler, man har at gøre godt med, hvordan man får flest tilbage i job, og det gør man altså igennem en virksomhedsrettet aktivering, det gør man ikke ved at sende folk på et kursus, hvor de sidder og triller tommelfingre eller lægger syvkabale, som der også er rigtig mange der har været udsat for.

Så vi har lyttet meget til den kritik, der er kommet fra de ledige, og vi også set på den kassetænkning, der har foregået ude i kommunerne. Alle kender til den kassetænkning, der foregik i Københavns Kommune, hvor det var ret store beløb, de havde fået udbetalt for meget. Det er ikke rimeligt, at vi skal have den slags historier, og derfor er det også formålstjenligt at få lavet systemet om, så Dansk Folkeparti støtter forslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Det er hr. Leif Lahn Jensen først.

Det er et meget, meget kort spørgsmål. Er ordføreren enig med mig i, at alle de her forslag giver en samlet besparelse på 1,2 mia. kr.?

Ordføreren.

I det her selvstændige forslag er der ikke lagt en besparelse på 1,2 mia. kr. ind. Jeg ved ikke, hvor hr. Leif Lahn Jensen har det tal fra.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Nej, men jeg kan så sige, at det giver alle de forslag, vi har behandlet i dag, tilsammen. Det her forslag giver omkring 400-500 mio. kr. Er vi så enige om, at man i hvert fald sparer 400-500 mio. kr. på det her forslag? Den besparelse vil jo nok og sikkert ramme de svageste ledige. Er det noget, Dansk Folkeparti går ind for?

Ordføreren.

Vi går ind for at hjælpe de svageste ledige, og det gør vi ikke ved at sende dem ud på meningsløse aktiveringskurser ude ved andre aktører, der sender dem på de mest mærkelige kurser. Det er det, vi gerne vil have stoppet, og det får vi efter vores mening ved det her, fordi kommunerne ikke får større refusion ved at sende dem ud til en anden aktør, end de gør ved at lave kurser selv. Det er hovedsagelig ved andre aktører, hvor vi har hørt om de dårlige kurser.

Jeg er af den overbevisning, at de stærke andre aktører nok skal overleve – de forstår at lægge om – for det skal være mere virksomhedsrettede indsatser. Det er der også nogle andre aktører der gør i dag. Men jeg vil blankt erkende, at der også er nogle andre aktører, der nok kommer til at lukke efter det her.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Nu er det jo det sorte trekløver, VKO, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som har indført de her elendige jobsøgningskurser. Jeg er meget glad for, at man efter den langvarige kritik, som oppositionen er kommet med angående de kurser, nu også i Dansk Folkeparti har indset, at de ikke længere duer. Det synes jeg er rigtig godt for de arbejdsløse i Danmark.

Men så vil jeg sige, at det, vi står over for nu, jo så er, at kommunerne, som jeg nævnte tidligere, vil kaste titusindvis af arbejdsløse ud i virksomhedspraktik. De 5.000, der er nu, er jo et meget lille tal, og det bliver, som jeg nævnte, måske 50.000, der skal i virksomhedspraktik. Hvordan vil Dansk Folkepartis sikre, at der kommer et indhold i den virksomhedspraktik, som den arbejdsløse har glæde af, og at det ikke bare bliver gratis arbejdskraft for arbejdsgiveren?

Ordføreren.

Det er sådan, at der i forbindelse med virksomhedspraktik selvfølgelig også skal ses på, hvordan man får dem tilbage til arbejdsmarkedet. Det er da oplagt, at kommunerne skal vurdere de forskellige arbejdsgivere. For hvis der er en arbejdsgiver, der hele tiden skal have nogle i aktivering, så er det oplagt, at kommunen skal se på, at de ikke fortrænger de almindelige arbejdspladser.

Jeg er da sikker på, at langt hen ad vejen er der også folk ude i virksomhederne, der vil råbe vagt i gevær, hvis det sker. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan være nogle enkelte arbejdsgivere, der direkte går ind og spekulere i at have folk i aktivering hele tiden. Vi har set på nogle kommunale arbejdspladser, at der er kassetænkning i den slags. Men udviklingen er jo, at den virksomhedsrettede aktivering er den, der giver mest, og er den, hvor der er størst chance for, at folk kommer hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

Hr. Eigil Andersen.

Det er jo ikke sikkert, at det holder, når det nu drejer sig om flere gange ti tusind, der skal ud på arbejdspladserne.

Jeg vil gerne sige til ordføreren, at der i dag findes nogle regler for, hvornår man kan komme i virksomhedspraktik og må arbejde for sine dagpenge. Det må man, hvis det er sådan, at man skal snuse til et nyt beskæftigelsesområde, eller hvis man mangler faglige, sproglige eller sociale kompetencer for at kunne bestride et job. Det kan f.eks. være, hvis man har haft et meget, meget langvarig arbejdsløshed. Mener ordføreren, at de her regler kan overholdes, når man skal sende titusindvis af ledige ud i virksomhedspraktik?

Jeg må sige, at jeg ikke mener, at det her regelsæt vil kunne blive overholdt i praksis. Derfor kan jeg ikke se andet, end at man her er på vej ud i ikke blot at lave noget dumt, men også at lave noget, som er i strid med de regler, der findes omkring virksomhedspraktik.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at den indsats jo er virksomhedsrettet aktivering. Med det hele – virksomhedspraktik, offentlige løntilskud, private løntilskud og dagpenge-, kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere – jamen så er vi oppe på et tal, der hedder 30.000, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen. Det var bare lige for at ødelægge hr. Eigil Andersens nattesøvn.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Hr. Bent Bøgsted sagde jo, at der kunne være tale om kassetænkning. Når nu man pålægger kommunerne, at de for at kunne få de her refusioner skal opføre sig på en bestemt måde, sker det vel ud fra en forventning om, at de så gør det. Og når de ude i kommunerne gør det, ser vi rent faktisk, at de f.eks. fyrer en på et plejehjem og sender hende i løntilskud på et andet plejehjem, samtidig med at hun hører fra det plejehjem, hvor hun var ansat, at der nu er kommet nogen med løntilskud der, som udfører hendes tidligere funktion.

Er det Dansk Folkepartis ønske, at vi på den måde skal være med til at forringe vilkårene både for de ansatte, for de arbejdsløse og for de borgere, der har brug for, at der er nogen, som kan tage sig af dem, og som er de samme og ikke jævnligt bliver skiftet ud, fordi der er grænser for, hvor længe en person kan være i det samme løntilskudsjob?

Ordføreren.

Jamen jeg så da allerhelst, at de, der er behov for, bliver ansat i et fast job. Det må jeg blankt erkende er det vi ønsker i Dansk Folkeparti, altså at det personale, der er behov for, også bliver ansat. Men så ved jeg da udmærket også godt, at der hele tiden, også under det gamle system i 1990’erne, har været spekuleret i, hvordan man kunne spare nogle job væk ved at sætte nogen i aktivering. Det har været sådan i kommunerne i umindelige tider, også før den her regering kom til. Fra sidst i 1990’erne kan jeg huske fra min hjemegn, at der, hvor der var en normering på ti i et køkken, var to af dem i aktivering, og det kørte man fast med hele tiden. Det er ikke noget nyt. Det er ikke noget, der er kommet med det her system, det har altid eksisteret.

Fru Line Barfod.

Men her er Dansk Folkeparti aktivt med til at sikre, at der kommer endnu mere af det, og det er det, jeg gerne vil høre noget om, hvorfor Dansk Folkeparti er med til, når man siger, at det er kassetænkning. Hvorfor sætter man så ikke en stopper for den kassetænkning? Hvorfor vil man være med til at øge kassetænkningen? Hvis man faktisk synes, det er dårligt, at der kommer folk ud i løntilskud i noget, der er reelle job, og at der faktisk er mennesker, der bliver fyret i kommunerne, og som så kommer i løntilskudsjob i et lignende job, men bare uden løn, hvorfor er Dansk Folkeparti så med til aktivt at støtte den udvikling med det her forslag?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at vi skal se det som en helhed, og langt hen ad vejen er virksomhedsrettet aktivering den bedste chance for ledige for at komme i arbejde. Det gælder, uanset om det er aktivering eller jobtræning i en privat eller offentlig virksomhed, at det er den mest sikre vej at gå for dem, der ikke selv kan finde et arbejde.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Jeg er meget glad for, at regeringen har erkendt, at dens arbejdsmarkedspolitik ligger i ruiner, og for, at man nu griber ind over for det.

Jobsøgningskurser, som allerede er blevet nævnt, hvor man skulle finde sin indre fugl og lære at kaste med æg ned ad en trappe, bygge tårne af spaghetti og skumfiduser og analysere Napoleons og Hitlers underskrifter osv., vil forsvinde, og det må vi sige tak for. De hjælper ikke den ledige et skridt nærmere et job. Det har vi sagt fra SF’s side gennem de sidste 1½-2 år, og både den tidligere beskæftigelsesminister og den nuværende beskæftigelsesminister har indtil for nylig afvist, at der var noget galt. Vi har et godt system, blev der sagt på adskillige samråd, som jeg selv havde indkaldt til, i Arbejdsmarkedsudvalget. Og det er jo klart, at det har man svaret meget længe, fordi man selv har fundet på systemet.

Sagen er den, at det folkelige pres på det her område blev for stort. Det sorte trekløver – VKO – kunne ikke holde til at fortsætte med de her latterlige og ydmygende kurser for arbejdsløse, og det er årsagen til, at de kurser nu forsvinder. Det er godt. Men hvor er det tragisk, at VKO, Liberal Alliance og Kristendemokraterne efter det her langvarige pres lader et aktiveringscirkus forsvinde og i samme åndedrag indfører et nyt, der som nævnt opfordrer kommunerne til massevis af kassetænkning. Det nye borgerlige aktiveringscirkus vil desværre også efterlade de arbejdsløse uden ordentlig hjælp til at kunne få en fremtid på arbejdsmarkedet, og det er meget, meget dårligt.

Det nye aktiveringskursus, som man vil udsætte de ledige for, bygger på et system, der ligesom det hidtidige system opfordrer kommunerne til kassetænkning. Som nævnt kan kommunerne kun få den høje refusionssats af arbejdsløshedsdagpengene, hvis den ledige er i virksomhedspraktik, i løntilskudsjob eller under ordinær uddannelse, og den høje refusionssats bliver så fremover 50 pct. af dagpengene, den lave 30 pct.

Titusinder af arbejdsløse vil i det nye system blive kastet ud i virksomhedspraktik. Der vil naturligvis være nogle enkelte arbejdsgivere, der vil tage imod folk på en god måde, men som det også er blevet nævnt her i debatten, vil der komme mange flere af de arbejdsgivere, som vil sige ja til de arbejdsløse, fordi de kan se perspektivet i at få gratis arbejdskraft uden at skulle tænke på, hvad den arbejdsløse får ud af det. Og det er meget skidt for de ledige. Der vil også komme endnu flere arbejdsgivere, der vil sige nej til at tage en stribe af ledige i virksomhedspraktik, simpelt hen fordi det kræver for mange ressourcer at tage nye ind på arbejdspladsen. De arbejdsløse, der bliver tilbage, skal så i virksomhedspraktik i kommunerne, fordi kommunerne er bagstopper i systemet. Der vil desværre derfor opstå kæmpestore problemer med at finde relevante pladser, som de ledige kan få noget ud af.

Konklusionen på det her er, at aktiveringsfabrikken fortsætter på fuld kraft, blot på en anden måde end hidtil.

Allerede i dag er der 5.000 arbejdsløse i virksomhedspraktik, og det er en firedobling af antallet for et år siden, og der er allerede nu store problemer med, at folk kommer ud i irrelevante pladser, som de ikke har noget ud af, og det antal vil så vokse mange gange, i det øjeblik det er titusinder af arbejdsløse, det drejer sig om. Det vil selvfølgelig ende galt.

Der er faktisk nogle regler for, hvornår man kan komme i virksomhedspraktik og må arbejde gratis for dagpengene, og det er noget med, at man kan snuse til et nyt fagområde, eller at man måske har mistet nogle af sine kompetencer, som jeg også var inde på tidligere. Og de regler vil efter min bedste vurdering blive overtrådt på grund af det, der tegner sig nu, med den indbyggede kommunale kassetænkning. I visse tilfælde vil kommunerne have fyret de faste medarbejdere, inden der kommer ledige i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, og det bliver kommunerne presset til, som jeg har nævnt tidligere, på grund af den dårlige økonomi, som den borgerlige regering vil udstyre kommunerne med. Og derfor kan det let føre til misbrug af arbejdskraft, som også andre har nævnt her i debatten, hos både private og offentlige arbejdsgivere.

Hvad kan man gøre ved det? Ja, i SF mener vi, at for at man kan undgå det her misbrug, skal den lokale tillidsrepræsentant eller fagforening, hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, kunne nedlægge veto mod, at der samtidig med fyringen af faste folk kommer mange arbejdsløse ind i løntilskudsjob og virksomhedspraktik. I dag skal medarbejderrepræsentanten blot høres, men det er meget lemfældigt, hvem man bruger som medarbejderrepræsentant.

Jeg vil slutte af med at sige, at det er fatalt, at man skærer ned i det beløb, som arbejdsløse kan aktiveres for årligt, fra knap 19.000 kr. til knap 14.000 kr. Det betyder, at uddannelse vil ske i et meget mindre omfang, og at den uddannelsesmulighed, som man stillede op under et tidligere punkt vedrørende prisloftet over den selvvalgte 6-ugers-uddannelse, og som jobcentrene så kunne tilbyde, er blevet stærkt formindsket, fordi man altså nedsætter det beløb, som kommunerne må aktivere ledige for.

Tak til ordføreren. En kort bemærkning fra hr. Bent Bøgsted.

Tak hr. formand. Jeg skal blot for god ordens skyld lige høre hr. Eigil Andersen om, hvilket refusionssystem SF ønsker.

Ordføreren.

Med hensyn til et refusionssystem i forhold til dagpengeudgifterne burde der være den samme refusionsprocent, uanset hvad den arbejdsløse kommer til at skulle gøre i løbet af arbejdsløshedsperioden. Men hvis man skulle overveje et nyt refusionssystem, kunne man jo overveje et system, der præmierede for, at arbejdsløse kom i varigt arbejde – jeg understreger i varigt arbejde – det ville der være en idé i. Jeg har ikke konstrueret det, men jeg nævner det bare som en tanke.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak. Jeg synes ikke, at det siger ret meget om, hvilken refusion det er. Er det 50-50 eller 50-30 og så bare en anden indgangsvinkel til, hvad der kan give den høje refusion, eller hvad er det? I den forbindelse lyder det, som om hr. Eigil Andersen efter et valg vil tilføre kommunerne uhyggelig mange penge. Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at høre, hvor mange penge SF mener at der skal tilføres kommunerne, hvis det er sådan, at SF kommer til magten?

Ordføreren.

Det her med at dele det op, så kommunerne får en refusionsprocent i visse tilfælde, og hvis de så gør noget andet, får de en højere refusionsprocent, er jo det, der indebærer kassetænkning. Det er absolut ikke vores model. Det, jeg prøvede at antyde før, er, at man måske kunne finde en anden præmieringsordning til kommunerne, hvor de fik et økonomisk udbytte af at skaffe folk i varigt arbejde. Der kunne man jo så spørge de arbejdsløse, om det var kommunens indsats, der havde hjulpet dem i varigt arbejde.

Med hensyn til flere penge til kommunerne er svaret: Vi vil give kommunerne flere penge til forskellige velfærdsområder, eksempelvis folkeskolen. Det er også rigtigt, at vi mener, at der skal satses mere på eksempelvis efteruddannelsesmuligheder for arbejdsløse. Det er også derfor, at Socialdemokratiet og SF i det finanslovforslag, som vi fremsatte her efter sommerferien, afsatte penge til at øge efteruddannelsesmulighederne for arbejdsløse i stedet for at skære ned på området, sådan som det sker i dag

Fru Ulla Tørnæs.

Jamen det synes jeg lyder uhyre interessant, specielt det første svar, som hr. Eigil Andersen gav til hr. Bent Bøgsted, om, hvilket refusionssystem SF ønsker. For jeg bliver nødt til at spørge, om hr. Eigil Andersen overhovedet ikke anerkender, at der er forskel på de tilbud, som kommunerne indtil nu har givet de ledige. Der er stor forskel på mulighederne for at komme i beskæftigelse, alt efter om man har siddet og lavet spaghettitårne, eller man har været på en virksomhedsrettet aktivering. Anerkender hr. Eigil Andersen overhovedet ikke det?

Ordføreren.

Derfor har vi jo også fra starten kritiseret, at man indførte det her system, som gjorde de jobsøgningskurser mulige, og vi har fra starten kritiseret det, vi så. Men det har taget kolossalt lang tid for den borgerlige fløj at erkende, at der var de her kæmpemæssige problemer.

Det, der sker, lige så snart man indfører en høj og en lav refusionsprocent, er jo, at man skævvrider systemet. For man siger til kommunerne: Nu skal I kaste alle folk på jobsøgningskursus. Det var så en dårlig idé. Nu skal man så kaste alle arbejdsløse i virksomhedspraktik.

Men når så virksomheder og kommuner bliver oversvømmet af de her titusindvis af arbejdsløse i virksomhedspraktik, vil man jo konkludere, at det også var en dårlig idé. Tænk, hvis man nu i stedet for gjorde det, at man mere hæftede sig ved at lave et præmieringssystem, hvor kommunerne fik en økonomisk præmie for at have skaffet folk i varig beskæftigelse. Det er der da et perspektiv i. Og så kunne refusionsprocenten undervejs til dagpengene være den samme.

Fru Ulla Tørnæs.

Nu giver hr. Eigil Andersen nærmest udtryk for, at det hele er ét fedt, for hr. Eigil Andersen siger, at man skal have den samme refusion, uanset hvilken type aktivering kommunerne anvender.

Nu er det jo imidlertid sådan, at man har fået den samme refusion til jobsøgningskurser og til den virksomhedsrettede aktivering, så jeg forstår, at det er det system, hr. Eigil Andersen ønsker at fortsætte blot på et andet niveau. Det må være det, man kan udlede af de svar, hr. Eigil Andersen her har givet. Det vil sige, at hr. Eigil Andersen ønsker at fastholde, at kommunerne skal have mulighed for at sende de ledige i det, som vi har karakteriseret som nytteløs aktivering, fordi hr. Eigil Andersen siger, at man skal have den samme refusion, uanset hvilken form for aktivering der benyttes.

Det ville være til stor ugunst for de ledige, vil jeg gerne fastslå.

Ordføreren.

Nu er det jo en forkert beskrivelse, der bliver givet, i den forstand at man har fået 75 pct. refusion af dagpengene, hvis den ledige kom på jobsøgningskursus, men kun har fået 50 pct. refusion af dagpengene, hvis der ikke var en aktivitet for den arbejdsløse.

Fru Ulla Tørnæs tager altså fejl i det her, for i det øjeblik man præmierede kommunerne, ved at man efterfølgende tjekkede, om de ledige, som havde været i kontakt med kommunerne, rent faktisk fik et varigt job bagefter på det private eller på det offentlige arbejdsmarked, ville det jo betyde, at kommunens aktivitet i ledighedsperioden ville være målrettet at bringe den pågældende tilbage på arbejdsmarkedet. Så al den aktivitet, der ville ske undervejs, ville jo være rettet ind efter det, hvilket også er det rigtige, nemlig at skaffe folk varig beskæftigelse og ikke skævvride det med det her kassetænkningssystem.

Hr. Peter Madsen.

Tak. Jeg vil bare gerne høre, om man skal forstå det, hr. Eigil Andersen siger, på den måde, at kommunerne kun skal have refusion, hvis de skaffer folk i varig beskæftigelse, og at der ellers slet ingen refusion skal være. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Nej, det er det sådan set ikke. Nu vil jeg sige, at man også kunne udtænke et helt andet system, som ikke lå hos kommunerne. Men det, jeg prøver at sige med det her, er, at selvfølgelig skal kommunerne have refusion af dagpengene. Jeg har ikke så mange tal her, at jeg lige kan sige, hvad for en procent det skal være, men det skal være den samme procent, og sådan, at man i stedet for, som jeg prøver at forklare det her, præmierer dem, hvis de kan skaffe arbejdsløse i varig beskæftigelse, det vil sige, at det er noget, man skal måle i forhold til de enkelte arbejdsløse, nogen tid efter at de er sluppet ud af ledigheden.

Hr. Peter Madsen.

Jeg spørger sådan set ikke, præcis hvilken procent det skulle være, men måske sådan inden for 10.

Ordføreren.

Jeg beklager, men det kræver lidt større regnestykker, end jeg lige kan stå her og udføre i hovedet, at finde frem til, om det skal være 50 eller 70 pct. Det kan skrues sammen på forskellig måde. Det beklager jeg, det er ikke af uvilje, men det rækker mine evner ikke til her i løbet af 1 minut. Men at det burde være den samme procent, står fast.

Fru Helle Sjelle for en kort bemærkning.

Jamen jeg synes, det er en fantastisk debat. Jeg kunne egentlig godt tænke mig spørge hr. Eigil Andersen, om ikke hr. Eigil Andersen anerkender, at Anvendt KommunalForskning faktisk har vist, at privat løntilskud skaber nye job, og at ordinære job faktisk ikke bliver fortrængt af de her ting. Er det ikke noget, man anerkender?

Ordføreren.

Jeg er klar over, at der er en debat på det område, men spørgsmålet er, om det virker eller ej. Nuvel, lad os tage udgangspunkt i, at det virker. Hvis man har eksempelvis 5.000 i virksomhedspraktik, som vi har nu, og hvis vi så tager som forudsætning, som fru Helle Sjelle siger, at det virker, jamen så er det jo ikke sikkert, at det også virker godt, i det øjeblik det ikke er 5.000, men 30.000 eller 50.000. Så kan det jo være, at man oversvømmer systemet med så mange arbejdsløse i virksomhedspraktik, at den gode virkning slet ikke er der længere.

Fru Helle Sjelle.

Jeg synes nu, at det her udstiller meget tydeligt, at det er meget nemt at kritisere alle andre for det system, som man nu har valgt at gøre noget ved og faktisk forbedre, men at det er meget, meget svært selv at komme op med nogle løsninger.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge hr. Eigil Andersen her til slut, om de ting, som hr. Eigil Andersen nu har fremsat, er udtryk for en opfattelse, som Socialdemokratiet deler med hr. Eigil Andersen, for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti står jo skulder ved skulder i øjeblikket. Jeg vil bare høre, om de ting, som hr. Eigil Andersen giver udtryk for her på talerstolen, også er udtryk for Socialdemokratiets holdning.

Ordføreren.

Altså, nu har vi i Socialdemokratiet og SF et tæt samarbejde, men partierne er ikke lagt sammen, så derfor har vi også vores egne meninger. Jeg vil tro, at der vil være dele af det her, som Socialdemokratiet er enig i. Men fru Helle Sjelle er jo ikke ubekendt med, at der kan være to partier, der arbejder sammen, eksempelvis Venstre og Konservative i regeringen, men at de to partier også på nogle punkter har nogle forskellige opfattelser. Fru Helle Sjelle har jo selv repræsenteret en mening, der går ud på, at man skal afskaffe efterlønnen, og det har hendes parti givet udtryk for, samtidig med at man sidder i en regering, hvor regeringspartiet Venstre siger det modsatte, nemlig at man skal bevare efterlønnen. Så man kan sige, at det ikke er ukendt, hverken i den ene eller anden fløj inden for det politiske system, at man godt kan arbejde sammen, uden at man nødvendigvis har koordineret hvert eneste ord, man siger.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Nu skal jeg prøve at vise lidt om samarbejdet, for jeg vil bare spørge ordføreren, om ikke han vil give mig ret i, at man jo altid skal kigge på omstændighederne, når der er lavet et stykke forskning – som når Anvendt KommunalForskning har været ude at lave en undersøgelse af, hvor godt det er at lave virksomhedspraktik. Det foregik i 2007 og 2008, og det var i en tid, hvor Danmark var i fuld fart derudad, der var meget høj beskæftigelse, næsten ingen ledighed, og alle, der ønskede at få et job, kunne stort set også få det. Det var en anden tid end den, vi har i dag, og man kan overhovedet ikke sammenligne de tal med den virkelighed, vi har nu.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig rigtigt. Nu prøvede jeg så at være lidt venlig over for den konservative ordfører ved at sige: Lad os så tage udgangspunkt i det, som den konservative ordfører sagde.

Men det der er jo fuldstændig rigtigt, og det er også det, jeg prøver at sige til fru Helle Sjelle: At noget har virket for en begrænset mængde mennesker, et forholdsvis lavt antal, der har været i virksomhedspraktik for en 2-3 år siden, er jo slet ikke det samme, som at man kan gange det med ti og det så vil have den samme positive virkning. Og det har jo den enkle forklaring, at arbejdspladserne vil blive oversvømmet med arbejdsløse, som skal i virksomhedspraktik, og selvfølgelig vil det så ikke virke på samme måde, som da det var en brøkdel af dem, som vil komme nu.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen? Ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Vi Konservative har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgået en aftale om en aktiv beskæftigelsesindsats, der virker. Formålet er at rydde op i det cirkus, som aktivering desværre nogle steder har udviklet sig til at være. Aktivering af vores ledige medborgere skal alene tjene det formål, at de hurtigere finder sig et job. Derimod skal det være slut med nogle af de helt vanvittige fuglekurser, hvor man skal finde sin indre fugl, eller hvad man ellers har bedt de ledige om. Det lovforslag, som vi førstebehandler her i dag, udmønter så en del af aftalen om en aktiv beskæftigelsesindsats, der virker. Forslaget indeholder tre elementer, som jeg nu vil komme nærmere ind på og kommentere.

For det første indeholder forslaget en ny refusionsmodel. I dag er det sådan, at kommunerne får refunderet hele 75 pct. af deres udgifter til almindelige dagpenge og 65 pct. af deres udgifter til kontanthjælp og sygedagpenge i de perioder, hvor den ledige er i aktivering. Det gælder, uanset hvilken form for aktivering der er tale om. Derimod får de kun refunderet 50 pct. af deres udgifter til dagpenge og 35 pct. af deres udgifter til kontanthjælp og sygedagpenge, hvis den ledige ikke er i aktivering. Og resultatet? Ja, resultatet er, at kommunerne har en kraftig tilskyndelse til at sende ledige i aktivering. Men det betyder, at vi desværre også har set alt for mange eksempler på f.eks. fjollede fuglekurser. Det sætter lovforslaget en stopper for, hvis vi vel at mærke vedtager det og får det til at fungere. Med lovforslaget vil refusionen blive ændret, så kommunerne får refunderet 50 pct. af deres udgifter til dagpenge og kontanthjælp i perioder med virksomhedsrettet aktivering. Virksomhedsrettet aktivering skal hjælpe de ledige så tæt på det virkelige arbejdsmarked som muligt, og det dækker over virksomhedspraktik, løntilskud eller ordinær uddannelse. Flere undersøgelser har vist, at ledige lettere finder et job ved at deltage i virksomhedsrettet aktivering end ved at deltage i fjollede fuglekurser, og det er måske ikke så mærkeligt, hvis man egentlig tænker nærmere over det. Til gengæld vil kommunerne kun få refunderet 30 pct. af deres udgifter til dagpenge og kontanthjælp i perioder med andre former for aktivering eller helt uden aktivering. Forhåbentlig vil den ændrede refusionsordning betyde, at kommunerne fremover hjælper de ledige i gang med den bedst mulige aktivering, dvs. den form for aktivering, der ender med, at den ledige finder sig et job, bliver selvforsørgende og samtidig bidrager til det fællesskab, som i en periode har holdt hånden under vedkommende.

For det andet indeholder forslaget et fælles driftsloft på 13.700 kr. pr. helårsperson for driftsudgifter til aktivering af kontanthjælpsmodtagere, revalidender, dagpengemodtagere, herunder driftsudgifter til deltagelse i 6 ugers selvvalgt uddannelse. Det betyder, at der fremover bliver et fælles loft over de driftsudgifter, som kommunerne kan få refunderet. På den måde forenkler vi reglerne, der i dag er vældig komplicerede, og samtidig reducerer vi statens udgifter til aktivering, som desværre også er løbet løbsk.

For det tredje afskaffer forslaget den refusion, som kommunerne i dag kan få til at dække andre aktørers administrative udgifter. Det betyder, at kommunerne og de private aktører, som de kan bruge som et led i aktiveringsindsatsen, bliver stillet ens. Fremover får kommunerne kun refunderet 50 pct. af deres driftsudgifter til aktivering, mens administrative udgifter ikke vil blive refunderet. Samlet set støtter vi Konservative lovforslaget, og det lovforslag kan forhåbentlig medføre en bedre og mere virksomhedsrettet aktivering af vores ledige medborgere. Både Det Økonomiske Råd og AKF har understreget, at virksomhedsrettet aktivering virker bedre end andre former for aktivering, og det håber jeg så sandelig at de har ret i.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Leif Lahn Jensen.

Tak. Det er jo klart, at vi har haft en del problemer med de der fuglekurser og kurser med efterligninger af håndskrifter. Det har vi stået og sagt i halvandet år, og det er jo også rigtigt. Vi har også haft nogle andre problemer. Det var problemer, som jeg ved der bl.a. var i det jyske, hvor der var nogle, som blev fyret hos f.eks. en tømrer, og så gik der en uge eller to, og så kom de ud i samme firma i aktivering med løntilskud. Er det o.k.? Og hvis det ikke er o.k., hvordan kan det her forslag så gøre noget ved f.eks. det problem?

Ordføreren.

Altså, Anvendt KommunalForskning har vist, at privat løntilskud skaber nye job, og at ordinære job ikke fortrænges. Det var faktisk også det, jeg stillede hr. Eigil Andersen spørgsmål om tidligere her i dag. Så må vi jo se, hvordan det her kommer til at virke, men meningen er altså ikke, at det skal fortrænge ordinære job. Det er meningen, at vi skal sørge for, at der kommer flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Det er det, der er formålet med det her forslag.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Det vil sige, at jeg hører ordføreren sige, at hvis der bliver flere problemer med det der med, at man f.eks. med løntilskud kommer ud i et job, man lige er blevet fyret fra, så vil ordføreren i hvert fald have det ændret igen. For så er det jo lige så forfærdeligt som det med de fuglekurser. Det er sådan set det, jeg hører.

Ordføreren.

Det, hr. Leif Lahn Jensen hører mig sige, er, at de her ændringer i aktiveringssystemet meget gerne skulle gøre, at vi får langt flere mennesker ud i ordinær beskæftigelse. Det er det, der er meningen. Det er meningen, at de ikke skal spilde deres tid på kurser, der ingen vegne fører.

Hr. Eigil Andersen.

Hvad vil ordføreren gøre for at styrke indsatsen for at forhindre, at ledige misbruges som gratis arbejdskraft?

Ordføreren.

Jamen det har kommunerne naturligvis ansvar for at sikre at de ikke bliver. Der er jo ikke nogen af os, der ønsker at misbruge andre mennesker eller deres tid. Det, der er hensigten med det her system, er jo netop, at vi laver om på det, således at det fremadrettet gerne skulle give den rigtige målrettede form for aktivering til gavn og glæde for den enkelte ledige og til gavn og glæde for samfundet.

Hr. Eigil Andersen.

Det er en meget optimistisk vurdering af, hvordan arbejdsgivere opfører sig, som jeg ikke er enig i – så rosenrødt fungerer det slet ikke. Men jeg vil gerne stille ordføreren et andet spørgsmål: Er ordføreren enig i, at når det gennemsnitlige beløb til aktivering pr. arbejdsløs dagpengemodtager nedsættes fra ca. 19.000 kr. årligt til knap 14.000 kr. årligt, er muligheden for at tilbyde uddannelse til arbejdsløse blevet dårligere?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at den lediges muligheder er blevet dårligere. Jeg håber, og jeg tror på, at det her forslag kan være med til at gøre, at den ledige får en mere kvalificeret og målrettet aktivering. Det er det, der er meningen med det her forslag.

Jeg synes, vi skal huske på alle de ting, der var fremme bl.a. her i sommer, hvor vi så det ene mærkværdige kursus efter det andet. Det ville da være mærkværdigt, hvis ikke man ryddede op i den form for aktivering. Det er det, vi prøver på at gøre med det her forslag, og jeg har det største håb om, at det faktisk også kommer til at virke.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Nu er det jo sådan, at når man beskæftiger sig med sådan et område som det, vi gør nu, så er det jo også vigtigt, at de tal og de undersøgelser, man anvender, er i den rigtige kontekst. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Helle Sjelle om, hvilket år den rapport, som hun henviser til fra Anvendt KommunalForskning, er lavet.

Ordføreren.

Jeg har henvist til den rapport, fordi det er de undersøgelser, der er på området.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jamen det er da interessant. Enten ved ordføreren det så ikke, eller også vil ordføreren bare ikke sige det. Men så kan jeg jo gøre det. Det er en undersøgelse, der blev lavet, da der var højkonjunktur i Danmark, da der var fuld beskæftigelse og alting buldrede for fuld kraft derudad. Dengang var der jo ikke nogen tvivl om, at hvis man kom med en person, der ikke var hundrede procent, så kunne vedkommende godt komme ud i virksomhedsrettet aktivering, uden at det skubbede nogen som helst i virksomheden ud, for der var brug for alle hænder på det tidspunkt.

Men at bruge sådan en undersøgelse på det grundlag og sige, at det også virker nu, hvor der er høj ledighed i Danmark og virksomhederne fyrer rundt omkring – fyresedlerne flyver om ørerne på folk, og alle er bange for at miste deres job – og så tro, at virksomhedsrettet aktivering kommer til at virke på samme måde, kan jeg slet ikke forstå den konservative ordfører kan tro.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke kun Anvendt KommunalForskning, der har tænkt på de her ting. Det har vismændene faktisk også gjort, men dem sætter hr. Lennart Damsbo-Andersen måske også spørgsmålstegn ved?

Der er ikke plads til spørgsmål fra salen i den her sammenhæng, men tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre.

I modsætning til spørgsmålet om opfølgning på sygemeldte er Det Radikale Venstre ikke en del af den her aftale og har ikke været en del af forhandlingerne.

Vi er enige i både de erfaringer, som er oparbejdet, og også de analyser, som viser, at der er behov for at lave ændringer på det her område. Det er tilsyneladende sådan, at den måde, systemet er indrettet på i dag med refusionssatserne, måske nok har en positiv effekt, i forhold til at nogle synes, at der er så meget aktivering, at de foretrækker helt at lade være med at ansøge om ydelser, men for dem, som kommer ind i systemet, er der faktisk til gengæld evidens for, at der er en såkaldt fastholdelseseffekt, altså, at det ikke har en effekt i forhold til selvforsørgelse, men snarere en effekt i forhold til at blive fastholdt i beskæftigelsessystemet.

Heldigvis kan man så sige, at det samlet set er sådan, at der er flere, der bliver skræmt væk, end der bliver fastholdt, og derfor har systemet samlet set en positiv effekt. Men det skulle gerne være sådan, at beskæftigelsessystemet var indrettet på en sådan måde, at det bidrog, også isoleret set, til at bringe folk i selvforsørgelse.

Det, der er foran os i dag med det her lovforslag, er meget markante ændringer. Jeg synes, at det er uhensigtsmæssigt og uklogt, at det er foregået i en proces, hvor de her analyser er kommet relativt sent, hvor man ikke har haft lejlighed til at diskutere bl.a. med arbejdsmarkedets parter og måske også grundigere med Kommunernes Landsforening, der jo har ansvaret, hvordan systemet bedst kunne indrettes. I stedet for er det blevet en del af en presset finanslovforhandling, og det er så kommet i den variant, vi kender nu, og det må vi jo så forholde os til. Det vil jeg prøve at gøre på en nuanceret måde.

Det positive ved det her er, at vi i hvert fald ikke er i tvivl om, at den virksomhedsrettede indsats er den mest effektive i jobindsatsen. Altså, meget tyder på, at for de ledige, hvor man rent faktisk kan lave noget, der er virksomhedsrettet, har det en større effekt end vejledende opkvalificering eller særligt tilrettelagte forløb. Det mener jeg at der er god evidens for.

Det andet gode, man kan sige om forslaget her, er, at der bliver en ensartethed på tværs af målgrupper, i forhold til hvordan refusionssystemet bliver indrettet. Men når vi alligevel er skeptiske, er det på grund af det, jeg har sagt omkring processen, nemlig at det er en meget stor ændring, man laver uden at have konsulteret aktørerne på området grundigt, hvor jeg gerne havde set, at der havde ligget en aftale til grund, ligesom der gjorde, da vi gik ind på sygeopfølgningsområdet. Der lå rent faktisk en firepartsaftale til grund. Så har vi altså det problem her, at vi jo nok havde foretrukket – og det er også det, vi har spillet ud med i offentligheden – en model, hvor man gjorde refusionen uafhængig af, hvilket redskab man har valgt i indsatsen, for det kunne måske være en fordel at indrette det på en sådan måde, som man også kender det fra sygdomsområdet hidtil, nemlig at det til gengæld var dyrere for kommunerne, desto længere de ledige var inde i beskæftigelsessystemet, altså en langt mere resultatorienteret indsats. Hvis kommunerne fik folk hurtigt i arbejde, fik de ikke så store udgifter, mens deres refusion faldt, i takt med at de ledige stod længe i beskæftigelsessystemet hos kommunerne. Det synes vi også stemmer godt overens med de signaler, vi har set fra kommunerne med deres udspil på området. Det er jo en noget anden model end den, der ligger foran os her.

Der er så yderligere to problemer. Det ene har været rejst i debatten her omkring fortrængning. Jeg har ladet mig fortælle, at på Samsø eksempelvis, som jo er et meget begrænset arbejdsmarked, er det stort set umuligt at opdrive et arbejde, der ikke på en eller anden måde er støttet, fordi kommunen altså er ude at sørge for, at man kan få sine ledige ud i støttet beskæftigelse. Det er selvfølgelig et lille lukket kredsløb, men det er i hvert fald et udtryk for, at der er en fortrængningseffekt, som man ikke skal være blind over for.

Noget andet er, om man helt kan sammenligne ledige og sygemeldte i den her sammenhæng. Sygemeldte er jo kendetegnet ved, at de har et arbejde og er sygemeldte. Vi ved, at opfølgning kan være godt. For nogle af dem drejer det sig jo ikke bare om en brækket arm, men har sygemeldingen også noget at gøre med andre forhold, som så måske udmønter sig i en eller anden form for stressrelateret lidelse, en psykisk lidelse eller andre ting, som kan gøre, at en opfølgning ville være positiv.

For de ledige er situationen jo en anden, og vi frygter, at med det her system bliver særlig de svage ledige ladt i stikken, altså dem, som ikke er parate til virksomhedsnær aktivering – hverken virksomhedspraktik eller løntilskudsjob – dem, som har brug for en anden type aktivering for ikke at sygne hen i passivitet, men for at være inde i et forløb, som enten er særligt tilrettelagt, har karakter af opkvalificering eller vejledning. Vi er bange for, at noget af den uddannelsesindsats, som måske ville komme netop den her målgruppe til gavn, ikke vil være attraktiv for kommunerne, for for at få det til at hænge økonomisk sammen skal det næsten være et kombinationsforløb.

Det gør altså samlet set, at vi må sige, at vi er skeptiske over for både processen og resultatet og derfor ikke kan forventes at stemme for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Vi har jo i lang, lang tid hørt om alle de vanvittige aktiveringskurser – folk, der blev sat til at bygge tårne af spaghetti og skumfiduser; folk, der blev sat til at finde deres indre fugl; folk, der blev bedt om at have fødderne i isvand, mens de byggede legofigurer og andet. Der er ingen tvivl om, at det har været forfærdeligt. Det har vi taget op igen og igen her i Folketinget. Arbejdsløshedsbevægelsen Behandl os ordentligt har adskillige gange været ude at holde møder med kommuner og andre og har råbt op om, hvor ydmygende og forfærdelige det har været.

Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at det langt om længe er trængt igennem til regeringen, og at man derfor nu vil ændre på det og vil prøve og få stoppet de absurde kurser. Men når man bare erstatter et aktiveringscirkus med et andet aktiveringscirkus, så hjælper det jo ikke meget i forhold til at sikre, at arbejdsløse bliver behandlet ordentligt.

Både virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud kan jo i bestemte situationer være noget, som er til gavn for den enkelte, men så skal det være, fordi der er en helt særlig situation, og at det er målrettet den enkelte, og at den enkelte selv er med i det. Men når det bare er udtryk for tvangsaktivering og for, at man skal have sendt folk ud, bliver det helt absurd. Og især i en situation med stærkt stigende arbejdsløshed kan vi se, at der er private virksomheder, der bruger virksomhedspraktikken til at få gratis arbejdskraft, uden at den arbejdsløse, der bliver ansat i virksomhedspraktik, kommer nærmere at få et fast arbejde. Og en, der har arbejde i mange, mange år – måske i den samme virksomhed, måske i en, der ligner – og lige er blevet fyret, har ikke nødvendigvis brug for at komme i virksomhedspraktik for at lære at arbejde. Det kan vedkommende godt i forvejen. Det, de kommer ud til, er bare, at de kommer til at gå og trykke lønnen for de andre, fordi de arbejder gratis. Det er der ikke mange der synes er rart.

Så er der ansættelse i offentligt løntilskudsjob. Det har vi altså masser og masser af års negativ erfaring med. Især for de ufaglærte har jobtilbuddene, som typisk har været pedelmedhjælper, arbejdsmand i teknisk forvaltning, medhjælper på plejehjem, i kantiner, i køkkener osv., stort set aldrig ført til, at man har fået et fast ikkestøttet arbejde, men kun ført til frustration hos den arbejdsløse, der bare er kommet længere væk fra det ustøttede arbejdsmarked.

Vi har også set, at det, der sker, er, at man fortrænger de ordinært ansatte, dem, der får fuld løn, og at der sker det, som vi også begynder at se eksempler på nu, nemlig at kommunerne er nødt til at fyre folk, fordi de skal spare, og i stedet kommer der så folk ind i løntilskudsjob. Det er ikke særlig gavnligt, hverken for de arbejdsløse, for de ansatte eller for de borgere, de skal tage sig af.

Vi tror absolut ikke, at den her måde virker, medmindre det, man reelt er ude på fra regeringen og Dansk Folkepartis side, er, at man ønsker at trykke løn- og ansættelsesvilkår. Vi synes langt hellere, at man skulle sikre, at de ude i kommunerne faktisk havde råd til at have folk ansat i stedet for at skulle fyre dem. Vi synes, at man skulle se på det, som Enhedslisten fik igennem i slutningen af 1990'erne, som blev kaldt servicejob, hvor kommunerne fik penge til at oprette rigtige job på rigtige løn- og arbejdsvilkår med optjeningsret til dagpenge osv., og som kunne være med til at give en øget service til borgerne ude i kommunerne. Det ville der være fremtidsperspektiv i, det ville være at skabe nogle reelle job. Men det er jo ikke det, regeringen og Dansk Folkeparti er optaget af.

Vi synes også, det ville være fornuftigt i forhold til de arbejdsløse, hvis man gik ind og gav nogle gode muligheder for at få rigtige kompetencegivende uddannelser, brancherettede kurser som AMU og andet. Det er for rigtig mange den allerbedste vej. Men det er altså ikke det, regeringen er optaget af.

Så kan jeg altså ikke lade være med at sige, at det, når nu ministeren synes, at man skal fjerne bøvlet, så altså ikke nytter, at man laver et lovforslag, der nærmest er umuligt at læse. Jeg ved ikke, hvor mange her der har prøvet at læse lovforslaget, altså selve lovteksten, men det er stort set umuligt. Det nytter altså ikke at lave en lovgivning, som oven i købet skal træde i kraft lige om lidt, som er stort set umulig at læse. Det gør det ikke nemmere for alle de mange. Og hvis nogen er interesseret i, hvor absurd det her område er, vil jeg bare henvise til projektet Stop bureaukratiet, der er i gang med at skrive alle reglerne på området ud, og de ender altså på, at det er knap 23.000 sider. Det fylder temmelig meget. Man kan se det på nettet. Det understreger, at man her virkelig har behov for at gøre op med bureaukratiet. Det er der desværre ikke udsigt til at ministeren vil. Det ser ud til, at hver gang man fjerner en regel, bliver der indført mindst ti nye, og det her lovforslag gør det i hvert fald ikke bedre, tværtimod.

Tak til ordføreren. Hr. Villum Christensen som ordfører for Liberal Alliance.

Liberal Alliance kan til fulde støtte de foreslåede ændringer af refusionssystemet. Der er allerede givet mange gode begrundelser. Vi ser en klar forenkling og afbureaukratisering af dette vel nok tungeste bureaukrati inden for den offentlige sektor overhovedet. Jeg tror ikke, vi kan finde noget forvaltningsområde, hvor vi i højere grad oplever at systemet har taget magten over den sunde fornuft, hvor ordninger etableres af hensyn til interne afregningssystemer, og hvor kontrol og procedurer i forhold til de ledige har taget et omfang, så man kan være helt i tvivl om, hvem der er til for hvem. Vi ønsker ikke et offentligt system, hvor vi bruger langt mere tid på interne procedurer, end vi bruger på de ledige og på virksomhederne, som det her handler om. Dette lovforslag er ikke noget stort skridt, men et skridt i den rigtige retning.

Liberal Alliance har tilsluttet sig aftalen om de overordnede ændringer, men jeg har en lille bekymring om de mange pladser, som skal skaffes i de private virksomheder. Jeg er bekymret for, om især matchgruppe 2, altså de indsatsparate, er parate til virksomhederne, og om ikke virksomhederne melder fra, hvis de alt for mange gange oplever, at de får medarbejdere ud, som har vanskeligt ved at gebærde sig på en arbejdsplads. Vi synes derfor, man kraftigt bør overveje, om ikke der skulle gives mulighed for en form for forpraktik, eventuelt de 6 ugers frit valg-kursus, og her gives en refusion på 50 pct., hvor de private virksomheder kan spille ind. Jeg tror, at vi vil se et mindre blodbad blandt de private aktører på det her område, og kommunerne vil have svært ved at få råd til indsatsen. Måske kunne man også overveje et kvalificeringsforløb til de ordinære uddannelser med en maksimal refusion, altså de 50 pct.

Vi ser det gerne og håber, at det bliver overvejet af ministeren, men vil selvfølgelig ikke løbe fra aftalen.

Der er en enkelt kort bemærkning til ordføreren fra hr. Eigil Andersen.

Jamen altså, nu er jeg jo på de fleste punkter modstander af Liberal Alliances politik, og derfor syntes jeg da, at det var meget positivt her at høre nogle overvejelser om dem, som jeg forstod var de svageste arbejdsløse på arbejdsmarkedet, om de passer ind i det her nye system, som man nu har aftalt at gennemføre, og som Liberal Alliance så vil stemme for. Men altså, man har dog en betænkelighed.

Jeg vil gerne bede ordføreren om at uddybe den betænkelighed vedrørende de svageste ledige. Er det rigtigt forstået, at man er nervøs for ledige, som har en problematisk baggrund – det kan være socialt eller personligt, man kan have psykiske lidelser – og at der skal være et andet system for dem? Hvad er det, det skal gå ud på, efter Liberal Alliances mening?

Ordføreren.

Mit synspunkt var det, at vi i kraft af det her system kunne komme i en situation, hvor forholdsvis mange svage vil blive presset ud i de private virksomheder i et omfang, så virksomhederne har svært ved håndtere det, hvis de ikke forud har fået en eller anden form for forberedelse til de her forløb.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg tror jo, at der er brug for, at man simpelt hen ikke bruger den her model i forhold til de svageste ledige, nemlig kontanthjælpsmodtagere i matchgrupperne 4 og 5, som det typisk vil være, som har andre problemer end ledighed, eksempelvis stofmisbrug eller alkoholmisbrug. Derfor er det jo klart, at de vil blive taberne, i det øjeblik man siger, at kommunerne vil få en høj refusion ved at sende disse ledige ud i virksomhedspraktik, som mange af dem ikke er parate til. Peger det ikke i retning af, at man fra kommunal side i virkeligheden skulle lave noget meget individuelt for denne gruppe ledige, og at det også skulle give en høj refusionsprocent?

Ordføreren.

Det er klart, at alle forløb skal være individuelle, men jeg er også nødt til at slå fast, at jeg synes, at de erfaringer, man har med, at det virksomhedsrettede er det, der giver mest pote i den her sammenhæng, er det overskyggende argument for at støtte op om den her refusionsdeling, som der er mellem de forskellige områder.

Der er en kort bemærkning mere. Den er fra hr. Leif Lahn Jensen.

Der har også været nogle eksempler på, at en ansat i et tømrerfirma blev fyret og så senere ansat med løntilskud. Mener ordføreren, at det er i orden, at man i flæng fyrer nogle folk og så senere ansætter dem, fordi det er gratis arbejdskraft? Er det o.k.?

Ordføreren.

Det er naturligvis ikke o.k.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Det var da et dejligt hurtigt svar. Vil det så sige, at jeg kan håbe på at få et mere klart svar, end jeg kunne få fra den konservative ordfører, på, at hvis det sker, vil Liberal Alliance, som vi jo ved gerne vil gå ud og sige nogle ting og kæmpe for nogle ting, komme på banen og sige: Her vil vi gøre en forskel, her vil vi gå til regeringen og sige, at nu skal det ændres igen? Er det sådan?

Ordføreren.

Jeg har rejst de her bekymringer over for ministeren, og jeg har taget et lidt andet udgangspunkt, nemlig at jeg ser en risiko for, at rigtig mange forholdsvis svage vil komme ud i virksomhederne. Og som jeg sagde i en af mine tidligere taler i dag, vil en kommune som Slagelse skulle kunne oprette 1.500 pladser – gennemsnitligt 1.500, vurderer jobcenteret – i den private sektor. Så skal man altså have nogenlunde sikkerhed for, at det også er noget, der rent faktisk kan håndteres i de private virksomheder, for ellers tror jeg ikke ret meget på den her ordning.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til beskæftigelsesministeren.

Jeg vil gerne takke for behandlingen af forslaget. Med lovforslaget gennemfører vi aftalen om en aktiv beskæftigelsesindsats, der virker, som regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgik den 5. november her i år.

Det, vi har behandlet i dag, er aftalens elementer om en ny og effektiv refusionsmodel, et fælles driftsloft og ingen refusion for administrative udgifter til andre aktører. Herudover indeholder lovforslaget konsekvensændringer i arbejdsløshedsforsikringsloven, i reglerne om ATP-bidrag og i den kommunale udligningslov. Med den nye og effektive refusionsmodel sikrer vi, at de kommunale jobcentre fremover har større fokus på at sende arbejdsløse i virksomhedsrettede tilbud og ordinære uddannelsesforløb frem for at sende dem på kurser og projekter uden tilstrækkelig jobfokus.

Jeg har i hele min tid som minister prioriteret, at arbejdsløse skal have mulighed for at komme ud på rigtige virksomheder. For både de svage og de stærke arbejdsløse peger pilen nemlig i den samme retning, for det at komme ud på en rigtig virksomhed er ofte et rigtig godt springbræt til et ordinært job. Ingen mennesker kan derimod være tjent med nyttesløs aktivering og aktivering for aktiveringens skyld. Ingen kan være tjent med kurser i at finde sin indre fugl, kopiere Hitlers underskrift og bygge tårne af spaghetti og skumfiduser – ja, vi har hørt mange eksempler, især sommeren over.

Kommunerne skal ikke have høj refusion for standardprodukter, hvor arbejdsløse sidder og laver noget meningsløst bare for at få tiden til at gå. Nej, de arbejdsløse skal have tilbud, der flytter noget, skal ud på landets virksomheder og i gang med rigtige kurser eller uddannelse. Det er det, vi gør noget ved nu. Flere arbejdsløse skal have en aktiv hjælp ude på landets virksomheder, for rigtig mange mennesker er det nemlig motiverende at være på en rigtig virksomhed og have en dagligdag med kolleger og opgaver. Man oplever, at ens arbejde betyder noget for virksomheden, og at man får praktisk opkvalificering, et netværk og konkret viden om virksomhedskulturen. Det er alt sammen vigtigt, når man skal finde sig et nyt job.

Med etableringen af et fælles driftsloft forenkler og letter vi kommunernes styring og administration. Vi forenkler og harmoniserer refusionsreglerne for driftsudgifterne på tværs af målgrupperne. Reglerne er i dag unødvendigt komplicerede, bl.a. fordi der er to forskellige rådighedsbeløb for driftsudgifterne, afhængigt af om den arbejdsløse er forsikret eller ej, og fordi visse driftsudgifter slet ikke er underlagt et driftsloft. I forhold til kommunernes refusion af administrationsudgifterne betyder forslaget, at kommunerne fremover ikke får refusion for administrative udgifter til andre aktører. Refusionsreglerne bliver dermed de samme, hvad enten indsatsen gennemføres af en anden aktør eller af jobcenteret.

Min holdning er den, at andre aktører skal bruges der, hvor de er bedre end de kommunale jobcentre. De ledige skal have den bedste hjælp. Så det er altså med andre ord ikke et spørgsmål om ideologi fra min side; det er noget, vi har diskuteret ved flere lejligheder i udvalget.

Samlet set mener jeg at aftalen som udmøntet i lovforslaget vil betyde, at kommunerne fremover i højere grad vil tilbyde de arbejdsløse virksomhedsrettede tilbud eller ordinære kurser og uddannelse, som kan medvirke til at bringe dem tilbage i arbejde.

Jeg vil gerne takke for behandlingen her i Folketingssalen, og jeg glæder mig meget til udvalgsbehandlingen.

Der er et par korte bemærkninger til ministeren. Den første er fra hr. Leif Lahn Jensen.

Tak. Så prøver jeg igen med den der gode tømrer, som jeg har snakket om et par gange, tømreren, som blev fyret på sin virksomhed, der var ikke rigtig noget at lave. Så senere kommer han ud i aktivering – for han skal jo aktiveres, den her tømrer – på den virksomhed, hvor han har været i mange, mange år. Vil ministeren mene, at det er en nytteløs aktivering?

Ministeren.

Nu er der jo meget håndfaste regler om, hvornår man må blive sendt i den her form for aktivering, og at der jo ikke skal ske fortrængninger og alle de her ting, som jeg går ud fra at hr. Leif Lahn Jensen er helt bekendt med. Vi havde i hvert fald et samråd for under en uge siden om netop det her spørgsmål.

Det er jo heller ikke første gang, at jeg er blevet spurgt om, hvorvidt en tømrer kan blive sendt i aktivering hos det firma, som vedkommende var hos før. Der er jo som nævnt meget klare regler, og det er altså også sådan, at reglerne selvfølgelig ikke på nogen måde må misbruges, man må ikke på nogen måde fortrænge andre, så når sagen er stillet op på den måde, som hr. Leif Lahn Jensen frembringer den her, så vil svaret umiddelbart være nej, men der kan jo gøre sig ting gældende, som jeg ikke er klar over. Jeg ved ikke, om det er en konkret sag, som hr. Leif Lahn Jensen direkte hentyder til. Men man skal selvfølgelig ikke fuldstændig afskære en tømrer fra at komme i aktivering som tømrer. Der kan jo være ting, der gør sig gældende, for at det vil være den hurtigste måde at komme tilbage på arbejdsmarkedet på igen.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Så det, jeg hører ministeren sige, er, at nej, det er ikke i orden, hvis det er ud fra det, jeg siger. Og der har været nogle eksempler. Hvis der kommer flere af de eksempler, lige så vel som vi har hørt om fuglekurser og alt, hvad vi ellers har hørt, kan jeg så fornemme, at ministeren også er klar til at kigge på det igen og sige: Det her duer ikke, om igen, så det ikke kun er de måske svageste ledige, man gerne vil ramme, men at man også er klar til at ramme virksomhederne, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Det er det, jeg hører.

Ministeren.

Nu er det rent faktisk sådan, at de regler, der i sin tid blev lavet på det her område, jo er regler, hvor arbejdsmarkedets parter har været med inde over. Det er jo i øvrigt mig bekendt LO's formand, hr. Harald Børsting selv, der var med til i sin tid at lave reglerne. Så jeg går ud fra, at det er godt gennemtænkt, og at tingene fungerer, som de skal. Men det er altså også sådan, at vi evaluerer hele det her område, når vi kommer frem til 2011.

Men en ting, der undrer mig lidt – og det er så det, der ligesom står tilbage fra debatten i dag – er, at for blot en måned eller to siden var problemet, at der var for mange kurser, der var for mange standardprojekter rundtomkring, og da var det det, vi diskuterede. På daværende tidspunkt syntes Socialdemokratiet, at det bedste ville være, hvis man kunne lave mere virksomhedsrettet aktivering. Nu kan man i virkeligheden sige, at jeg jo delvis har lyttet til Socialdemokratiet, men man kan ikke sige, at jeg så får løn efter fortjeneste i hvert fald, for nu er det så et problem.

Jeg har sådan en lille nagende mistanke om, at man på ingen måde ønsker at gå konstruktivt ind i det her, men at det bare er et spørgsmål om at være i opposition, og at det måske egentlig slet ikke rigtig er et spørgsmål om, hvad der hjælper de ledige bedst, men hvad der hjælper Socialdemokratiet bedst. Og ærlig talt, det synes jeg er lidt en skam.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det, der står tilbage fra debatten i dag, er noget helt andet. Det er, at regeringen i sin tid, for et par år siden, indførte et aktiveringscirkus, som var meningsløst, og nu indfører man et nyt aktiveringscirkus, som beklageligvis vil ende meningsløst for utrolig mange arbejdsløse, fordi man opfordrer kommunerne til en ny kassetænkning, og arbejdsløse vil som nævnt i titusindvis blive kastet ud i virksomhedspraktik.

For at måtte komme i virksomhedspraktik skal man som arbejdsløs enten snuse til et nyt muligt arbejdsområde for en selv, eller også skal man have mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer. Det er de to muligheder, der er.

Jeg vil gerne spørge ministeren: Hvad vil ministeren gøre for, at disse regler bliver overholdt? Jeg mener, at der er stor risiko for, at reglerne ikke vil blive overholdt, sådan at folk, som falder uden for de her regler, også vil komme i virksomhedspraktik.

Ministeren.

Jamen jeg kan garantere hr. Eigil Andersen – lige så vel som jeg kunne garantere hr. Eigil Andersen det på det seneste samråd, der som nævnt blev holdt for under en uge siden – at vi følger det her område tæt. Det er bl.a. også derfor, vi vil foretage en evaluering af det her område i 2011.

Men igen vil jeg bare sige, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at man i oppositionen ikke tænker lidt konstruktivt, at man ikke tænker, at det jo sådan set er godt, at her er noget, vi kunne samles om, fordi det er i denne retning man fra oppositionens side gerne har villet gå længe. Men man har åbenbart en større trang til at være i opposition end til at hjælpe de arbejdsløse.

Så synes jeg ærlig talt også, at det er lidt beskæmmende at skulle stå her i dag og høre på, at man ikke mener, at dokumentationen er i orden. Det var sådan set det, vi diskuterede på det seneste samråd; jeg nævnte en række forskellige undersøgelser, og det har adskillige ordførere også gjort i dag – der er også blevet nævnt nye undersøgelser – og de viser, at virksomhedsrettet aktivering er den bedste form for aktivering.

Hr. Eigil Andersen.

Altså, det, vi diskuterede på samrådet forleden, var i høj grad, om der var tale om misbrug af gratis arbejdskraft. Der har vi jo fra SF's side foreslået, at den lokale tillidsrepræsentant eller fagforening skal kunne nedlægge veto, hvis der kommer for mange i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, men det har ministeren afvist – hun vil ikke give tillidsmanden den indflydelse, og det er da utrolig ærgerligt.

Men det, jeg talte om i mit spørgsmål for et øjeblik siden, var faktisk noget andet. Det var, at der kun er to muligheder, hvis man skal få lov til at komme i virksomhedspraktik: Enten skal man undersøge, om et nyt arbejdsområde er noget for en – det skal altså være uden for ens fag – eller man skal have mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer. Og jeg vil gerne gentage mit spørgsmål, for det er ikke nok med en undersøgelse om et år: Hvad vil ministeren gøre for at sørge for, at kommunerne overholder de regler, når de her titusinder af arbejdsløse skal i virksomhedspraktik?

Ministeren.

Jamen man kan jo spørge sig selv, hvad det er, hr. Eigil Andersen egentlig ønsker. Nu er svaret fra hr. Eigil Andersen så, at det ikke er nok med en undersøgelse, men hvad er det så, der skal gøres? Man skal overholde reglerne, som de er, og vi undersøger oven i købet, om kommunerne overholder reglerne.

Altså, jeg har nu længe haft mistanke om, at hr. Eigil Andersen ikke just er en af naturens muntre sønner, og jeg tror da nok, man må sige, at det også er det, der står tilbage i dag.

Vi holder øje med, at kommunerne overholder de regler, de skal, og vi undersøger det i 2011 – hvad er det mere, man vil forlange?

Så er der en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Det tog rigtig, rigtig lang tid at trænge igennem til ministeren med, at det var nogle fuldstændig absurde og meningsløse aktiveringskurser, som de arbejdsløse blev sendt ud på. Det er så langt om længe lykkedes at trænge igennem til ministeren, efter at vi i lang tid hørte: Det kunne slet ikke lade sig gøre efter reglerne, og ministeren havde tillid til, at det ikke skete osv. Vi havde advaret om, at det var det, der ville ske, da man lavede de her refusionsregler.

Nu ændrer man så refusionsreglerne, og vi siger, at vi kan se, at den måde, de bliver brugt på ude i kommunerne, vil gøre, at der kommer et nyt aktiveringscirkus. Det sker allerede i et vist omfang, og det vil eksplodere med det her forslag.

Hvorfor skulle vi have større tillid til ministeren nu på baggrund af det forløb, end vi kan have til den virkelighed, som vi ser ude i kommunerne, hvor folk rent faktisk bliver sendt ud i noget, der ellers var et ordinært job, med løntilskud eller i virksomhedspraktik?

Ministeren.

Jeg nærer generelt ingen illusioner om, at fru Line Barfod eller Enhedslisten for den sags skyld skulle have tillid til den siddende regering, i og med at det sådan set er Enhedslistens opgave ikke at nære tillid til den siddende regering.

Men man kunne f.eks. kaste et blik på den alenlange række af undersøgelser, der er blevet lavet, om virksomhedsrettet aktivering, og så kunne det jo være, at man simpelt hen via forskningsprojekter og erfaringer kunne lade sig overbevise om, at det er den rette vej. Det vil jeg egentlig opfordre fru Line Barfod til at gøre, simpelt hen læse rapporterne fra ende til anden, kigge på de erfaringer, der ligger, og mon så ikke, at det kunne overbevise selv fru Line Barfod, som endda er fra Enhedslisten.

Fru Line Barfod.

Jeg kan se rapporter, som handler om nogle bestemte forløb i nogle bestemte perioder, ikke en arbejdsløshedsperiode, som vi har nu, og ikke, hvor man sender masser af arbejdsløse, som er fuldt arbejdsmarkedsparate, og som kommer lige fra det samme job, ud i løntilskud og virksomhedspraktik. Jeg kan også se en virkelighed, hvor vi f.eks. oplever en, der er ansat på et plejehjem, som bliver fyret af kommunen, og så sendes vedkommende med løntilskud hen på et andet plejehjem. Det er den virkelighed, der er.

Spørgsmålet er bare: Er det noget, ministeren synes er godt, altså at man på den måde sender folk ud i noget, der ellers var et ordinært job, men nu kommer de altså bare ud uden at skulle have løn?

Ministeren.

Jeg takker for det meget fine retoriske spørgsmål, som fru Line Barfod stiller, men jeg vil faktisk henlede opmærksomheden på et § 20-spørgsmål, som bliver oversendt til udvalget snarest, enten i aften eller også i morgen, og som faktisk henviser til en ny undersøgelse, som AKF har gennemført. Den viser, at privat løntilskud rent faktisk skaber nye job, og at ordinære job ikke fortrænges. Så det er jo ikke noget, der er lavet i en anden tid.

Man kunne næsten også få fornemmelsen både her i dag og også under samrådene af, at det skulle være rapporter og undersøgelser, som jeg selv havde siddet hjemme ved mit spisebord og flikket sammen, eller at det var noget, regeringen skulle have bestilt på den ene eller den anden måde. Men sådan er det bare ikke, vil jeg sige til fru Line Barfod. Det kunne jo faktisk også være, at det var virkeligheden, der talte her.

Så jeg synes faktisk, at fru Line Barfod skulle lade sig lede lidt af virkeligheden bare for en enkelt gangs skyld.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg synes ligesom, at jeg er nødt til at sige et eller andet, for ministeren efterlyste jo lidt ros. Det har der ikke været meget af i dag, og nu er det ved at være sidst på dagen, selv om det godt nok ikke er det sidste punkt, og lidt ros skal der jo sådan set til.

Ministeren har ret i, at vi i Socialdemokratiet sådan set er godt tilfredse med, at der bliver rettet op på nogle ting med den lovgivning her: at pipfuglekurserne forsvinder, og at de private aktører får en helt anden rolle, end de har haft indtil nu. Den del er sådan set udmærket. Vi er sådan set også godt tilfredse med, at en del af den indsats, der bliver lavet, bliver virksomhedsrettet.

Det, som vi efterlyser, er uddannelsesdelen. Det har ikke været muligt for ministeren endnu at definere, hvad ordinær uddannelse er, og hvilke muligheder man så får i forbindelse med det. Der har vi et spørgsmål om det.

Så har vi også et spørgsmål om, om nogen kan misbruge det. Jeg synes ikke, at ministeren er særlig klar i mælet, med hensyn til om man vil gå ind og så stoppe det misbrug, der eventuelt kan være i virksomheder i kommunerne rundtomkring i forhold til den virksomhedsrettede indsats.

Det, som er den store katastrofe, er, at det er et rent og skært besparelsesforslag på 1,2 mia. kr., der skal bruges til at fylde regeringens tomme kasse op. Jeg ved godt, at det her så giver ministeren anledning til at komme med hele den store udredning, men det er der, den store frygt ligger fra vores side. Der var jo virkelig mulighed for at rette op på det her – dvs. at bruge 1,2 mia. kr. på at forbedre systemet og gøre hele aktiveringen og den virksomhedsrettede indsats meget bedre, men det vælger man ikke at gøre.

Der er 1 minuts taletid. Til gengæld kan man komme igen. Så er det ministeren.

Altså, nu står det mig ganske enkelt ikke klart, hvor hr. Lennart Damsbo-Andersen har de 1,2 mia. kr. fra. Det må være noget, hr. Lennart Damsbo-Andersen på en eller anden måde selv har regnet sig frem til. Jeg kan i hvert fald sige, at det ikke har bund i virkeligheden.

Men i øvrigt tak for rosen. Det er mig så ganske uvant at få det fra lige nøjagtig den side, så derfor skal jeg også lige finde ud af, hvordan jeg forholder mig til det.

Når vi taler om ordinær uddannelse, vil jeg gerne sige, at det jo i aftalen rent faktisk er sådan, at det er afgrænset på den måde, at der skal være tale om en uddannelse, som har hjemmel i en lov, eller der udbydes generelt til alle. Som hovedregel skal uddannelsen være direkte rettet mod beskæftigelse på arbejdsmarkedet; som undtagelse herfra kan der dog være visse forberedende uddannelser. Så det står såmænd i aftalen.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg kommer så til at give ministeren ret i, at det ikke var 1,2 mia. kr. – det var 1,5 mia. kr. – men det gør det jo sådan set ikke spor bedre. Jeg står her med et papir, hvor det står. Det står heri: 1,5 mia. kr. Det gør da kun historien endnu værre. Det kan godt være, at der er tale om flere forskellige forslag – vi har også mange her i dag – der bliver lagt sammen, men det handler jo kun om besparelser i stedet for at gå ud at bruge pengene aktivt på at forbedre indsatsen.

Jeg tror nok, at ministeren måske vil give mig ret i, at der da virkelig er brug for det – ikke mindst for lige igen at tage de der Vestasfyringer og de andre, der sker i den her tid. Der er virkelig brug for at bruge flere penge i stedet for at stoppe dem ned i den tomme kasse, som regeringen har.

Ministeren.

Jeg synes, at det var en meget fin lille bemærkning, som hr. Lennart Damsbo-Andersen kom med, nemlig at det jo godt nok kunne være, at der måske var lidt flere forslag end bare lige det her. Altså, sådan forholder tingene sig ikke. Man kan jo ikke bare sige: Nå ja, o.k., så regner vi lidt andet med også.

Det, der er tale om med det her lovforslag, er, at der er lagt op til en besparelse på 525 mio. kr. Den fremkommer ved, at vi skruer lidt ned for aktiveringsblusset. Det har jeg forstået at Socialdemokratiet sådan set længe har ønsket at man skulle gøre, fordi man jo netop ikke skal aktivere for aktiveringens skyld. Det er så det, der ligger i det her. Derudover frembringes resten af pengene jo ved, at det nu er slut med de dyre og nyttesløse kurser om at finde sin indre fugl og efterligne Hitlers underskrift og sådan nogle ting.

Det gik jeg egentlig også bare i min naivitet ud fra at Socialdemokratiet bakkede op om, i og med at man jo nu i længere tid har haft blikket rettet lige præcis mod den slags kurser. Nu bliver de så også stoppet, men det er åbenbart ikke nok for Socialdemokratiet. Det er derfor, at det oven på debatten i dag får mig til at konkludere, at alt det her slet ikke bunder i, hvad der er bedst for de arbejdsløse, men hvad der er bedst for Socialdemokratiet. Og det er bare brandhamrende ærgerligt.

Der er også 1 minuts taletid til ministeren ved korte bemærkninger. Jeg siger tak til ministeren, for der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.