Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 8:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge. (Ændring af beskæftigelseskravet, afskaffelse af ret til sygedagpenge på søgnehelligdage m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 06.10.2010).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Peter Madsen som ordfører for Venstre.

Med dette lovforslag gennemfører vi den del af genopretningspakken, som vedrører beskæftigelseskravet i forbindelse med sygedagpenge og afskaffelse af ret til sygedagpenge på søgnehelligdage. Vi har brug for at styrke dansk økonomi. Det betyder, at vi må bremse stigningen i de offentlige udgifter for at sikre en sund og holdbar genopretning af økonomien. Det er ikke, fordi det er let eller sjovt at skulle spare 24 mia. kr., men det er helt nødvendigt, og for at få Danmark på ret køl igen bliver vi alle sammen nødt til at bidrage.

I dag er retten til at få sygedagpenge fra kommunen afhængig af, at den sygemeldte har været beskæftiget i 13 uger før starten af sygefraværet. Det vil vi med lovforslaget ændre til et krav om 26 ugers beskæftigelse. Vi har i de seneste år løbende forlænget den periode, hvor man har ret til sygedagpenge, uden at det er modsvaret af et øget optjeningskrav. Det er bl.a. denne sammenhæng, vi ønsker at styrke med lovforslaget. Når vi øger optjeningskravet, hænger det også sammen med de stramninger, der er foretaget på bl.a. dagpengeområdet, så vi sikrer en balance mellem optjeningskrav, ydelsesstøtte og periode på tværs af de forskellige offentlige ydelser.

I forbindelse med forslaget om at forlænge optjeningsperioden har nogle af de hørte parter udtrykt bekymring for, at det vil være de sygemeldte, der kommer til at bære omkostningerne forbundet med denne ændring af reglerne. Men sådan forholder det sig ikke. Langt de fleste lønmodtagere får løn under hele eller under dele af sygdomsperioden, og derfor vil det faktisk i vidt omfang være arbejdsgiverne, der kommer til at bære de udgifter, der er forbundet med et øget optjeningskrav. Samtidig er en omfattende del af lønmodtagerne dagpengeberettigede medlemmer af en a-kasse og vil på den måde være berettiget til sygedagpenge. Regeringen skønner, at ændringen reducerer de offentlige udgifter med ca. 35 mio. kr. i 2012 og 70 mio. kr. i 2013 og fremefter.

Med lovforslaget vil regeringen samtidig harmonisere reglerne om udbetaling af sygedagpenge på søgnehelligdage. I dag modtager den sygemeldte ikke sygedagpenge på søgnehelligdage i de første 3 uger af perioden, hvor det typisk er arbejdsgiveren, der udbetaler ydelsen.

Med lovforslaget vil regeringen ensrette reglerne, så retten til sygedagpenge på søgnehelligdage helt afskaffes. Det vil nedbringe de offentlige udgifter med 65 mio. kr. i 2012 og 215 mio. kr. i 2013. Venstre kan i det hele støtte forslaget, og jeg har lovet Liberal Alliances ordfører at oplyse, at også Liberal Alliance støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg noterede mig, at ordføreren siger, at kassen er tom – eller måske blev det sagt med andre ord – for regeringen har brugt pengene på skattelettelser og forfejlet beskæftigelsespolitik, som jeg nævnte i min ordførertale ved forrige forslag, og hvem er det så, der skal betale? Det er de ledige. Dagpengeretten er halveret. Arbejdsmiljøet skal også holde for. Det har vi også lige diskuteret. Og nu er vi så nået til de syge. Altså, de svageste skal betale for, at regeringen har soldet det hele væk.

Er ordføreren enig med sine venner i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om, at det er en rigtig god idé, at det er de svageste, der skal holde for i samfundet, når nu det er regeringen, der har brugt pengene på en helt tosset måde?

Ordføreren.

Som regeringen har givet udtryk for, er det nødvendigt med økonomisk ansvarlighed, og alle danskere må bidrage. Vi er nødt til at fremtidssikre dansk økonomi. Det er jeg ikke i tvivl om at regeringen og Dansk Folkeparti sammen har det bedste bud på. Det er derfor, vi har indgået aftalen om genopretning af dansk økonomi. Jeg har ikke set et tilsvarende ansvarligt oplæg fra spørgerens parti.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Så vil jeg da foreslå, at ordføreren læser vores finanslovforslag og kigger i »En Fair Løsning«, for der er nogle rigtig gode forslag til, hvordan man kan gøre det her, uden at det går ud over dem, der er syge; dem, der er ledige; de svageste i det her samfund. Det skal i stedet blive dem, der har mulighed for at bidrage, sådan nogle som os og andre, som har fået stor gavn af f.eks. de skattelettelser, som regeringen har sendt ud i samfundet uden at sørge for, at de var finansieret.

Kunne ordføreren så ikke forestille sig, når nu kassen er tom, at man i stedet for at sende regningen hen i sygeværelset, sendte den hen til f.eks. nogle af dem, der har fået skattelettelserne; nogle af dem, der sidder henne i bankerne eller i bestyrelserne rundtomkring og har tjent fedt på de gode år her? Var det ikke nogen af dem, der skulle betale regningen i stedet for?

Ordføreren.

Hvis hr. Lennart Damsbo-Andersen henviser til »En Fair Løsning« som et oplæg til at redde landets økonomi, så kunne jeg da godt tænke mig at høre mere om, hvem det præcist er, der skal arbejde 12 minutter mere, og hvordan man vil få dem til det. Jeg kunne også godt tænke mig at høre, hvordan de 15 mia. kr., som fagbevægelsen og Dansk Arbejdsgiverforening skal skaffe, vil blive fremskaffet. Det bliver spændende at høre, for det har vi ikke hørt noget bud på endnu.

Med hensyn til skattelettelserne har de jo været fuldt finansieret, og de har faktisk bidraget til at styrke dansk økonomi og ikke at svække den.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Hvad vil ordføreren sige til de syge lønmodtagere og deres familier, som fremover ikke kan få sygedagpenge, men er henvist til kontanthjælp, som måske er 0,0 kr., fordi de har en ægtefælle, der har en indtægt? Hvad vil Venstres ordfører sige til de syge, der fremover ikke kan få sygedagpenge på grund af den her lovændring?

Ordføreren.

Om der er nogle grupper, som vil komme i klemme som følge af det her, synes jeg vi skal se på under udvalgsbehandlingen, men det vil jo være muligt at bevilge kontanthjælp til en person, der ikke kan få sygedagpenge på grund af manglende opfyldelse af det nye beskæftigelseskrav. Der er jo andre betingelser i spil der.

Hr. Eigil Andersen.

Sagen er jo den, at nogle vil kunne få kontanthjælp, som er et meget lavere beløb end sygedagpenge, men andre vil få 0,0 kr., hvis de har ejerbolig, hvis de har en bil, eller hvis de har en ægtefælle med en indtægt.

Så jeg vil gerne gentage mit spørgsmål: Hvad er Venstres budskab til de syge mennesker i Danmark, som fremover ikke kan få sygedagpenge på grund af det her lovforslag?

Ordføreren.

Det overordnede i det her lovforslag er jo, at alle kommer til at bidrage til genopretningen. Om hr. Eigil Andersen kan pege på særlige grupper, synes jeg vi skal se på under udvalgsbehandlingen.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Venstres ordfører sagde, at alle skal bidrage til at betale regningen efter Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis skattelettelser til de rigeste; alle skal bidrage. Hvordan er det, ordføreren selv bidrager? Altså, til syge mennesker siger man: I skal bidrage ved at risikere at miste hele jeres indkomst. Det er et meget, meget voldsomt bidrag til at betale for, at nogle andre har fået skattelettelser. Hvordan er det, Venstres ordfører selv bidrager til at betale den regning?

Ordføreren.

Vi bidrager ved at gennemføre den genopretningsplan, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om. Ved at styrke dansk økonomi bliver der også mulighed for at styrke den danske velfærd.

Fru Line Barfod.

Så jeg kan forstå, at Venstres ordførers bidrag er at stå her på talerstolen i Folketinget og på et senere tidspunkt trykke på en knap og så ellers få sin løn og have et godt liv.

Hvorfor mener ordføreren at syge mennesker, der i forvejen er ramt af sygdom, måske en arbejdsulykke, fordi der er et dårligt arbejdsmiljø, skal bidrage ved at risikere at miste hele deres indkomst, fordi nogle andre skal beholde deres skattelettelser? Hvordan vil Venstre forklare, at det er rimeligt? Eller skal vi bare finde os i, at det altså er den udvikling, som Venstre mener er bedst for landet?

Ordføreren.

Der er jo to afgørende spor i dansk politik. Vi følger det spor, som vil styrke økonomien, og som vil styrke dansk velfærd på lang sigt, hvorimod venstrefløjen vil følge det spor, der betyder øget gældsætning, og som vil true den danske velfærd.

Tak til ordføreren. Det er hr. Lennart Damsbo-Andersen som ordfører for Socialdemokraterne.

Onde tunger vil påstå, at regeringen er ved at løbe tør for initiativer og gode ideer til, hvordan Danmark kommer ud af krisen og videre på den anden side. Onde tunger vil også påstå, at Dansk Folkeparti bare står og bralrer op om, at de er de svages beskyttere, og at de vil hjælpe de syge og de svage, men når det så kommer til stykket, sidder de blot som en anden skødehund og logrer på skødet af statsministeren.

Men regeringen – Venstre og Konservative – og Dansk Folkeparti har virkelig gjort op med rygterne, for med genopretningsplanen har de taget alle de onde rygter til sig og gjort dem til virkelighed. Jeg synes jo næsten, det var hyklerisk, at regeringen og Dansk Folkeparti i sidste samling stod heroppe og roste sig selv for, at der nu blev gjort noget for de syge – eller i hvert fald for nogle af dem – da de kunne få forlænget sygedagpengene i op til 26 uger. Og nu bruger de selv samme beslutning som argumentation for at forlænge beskæftigelseskravet fra 13 til 26 uger. Hunden skal altså fodres med sin egen hale. Endnu en gang er det de svage, der må holde for oven på regeringen og Dansk Folkepartis rødvinsskattereform og sløseri med samfundets penge. Og så for at gøre det helt perfekt fjerner man også lige retten til sygedagpenge på søgnehelligdage.

Nuvel, der er åbenbart trængt et enkelt signal ind i Beskæftigelsesministeriet, for pludselig skal der tilføjes et nyt stk. 6 til § 13 i sygedagpengeloven, således at alvorligt syge nu ikke længere skal generes af utidig og uværdig kontakt fra sagsbehandlerne i jobcentrene. Det har godt nok taget lang tid at vågne af tornerosesøvnen. Der har været masser af advarsler, fra da sygefraværsloven blev behandlet her i salen, masser af grumme historier fra dagligdagen ude i virkeligheden i kommunerne. Det, der mangler, er så hele aktiveringsdelen; det vil jo stadig væk være sådan, at kommunen får større refusion, når der kan aktiveres, også når det gælder alvorligt syge.

Hvad er så konsekvensen af lovgivningen? Hvis du er ny på arbejdsmarkedet og bliver syg, er det ærgerligt, for du får ingen kompensation. Hvis du er løst ansat vikar, har skiftende småjob, opnår du aldrig at få den nødvendige anciennitet, så du kan få sygedagpenge. Og hvis man så er syg på en søgnehelligdag, ja, så er det bare ærgerligt. Hvis man så er så heldig at være ansat i et firma, der har en overenskomst, der sikrer en, nåh ja, så skal arbejdsgiveren betale.

Som det også beskrives i høringssvarene, er det på ingen måde noget, der giver arbejdsgiverne lyst til at ansætte nye, især ikke unge, for der ligger en udgift og lurer. Fleksibiliteten forsvinder altså fuldstændig ud af det danske arbejdsmarked, og det er jo galimatias, når alle, inklusive regeringen selv, står og siger, at der skal gang i beskæftigelsen.

Med den her lov slår regeringen og Dansk Folkeparti endnu et søm i den kiste, som de er ved at gøre klar til at begrave den danske model i. Hvis man nu er så uheldig at blive rigtig alvorligt syg, får kommunen stadig væk kun 35 pct. i refusion, også selv om man bliver sat på standby. Og lur mig, om det ikke vil sætte en stopper for de uhyrlige historier om aktivering af alvorligt syge. Man skulle tro, at regeringen og Dansk Folkeparti befinder sig på en anden planet, for her ser vi endnu et lovforslag, hvor ikke en eneste uden for Christiansborgs tykke mure kan se fornuften i det, der bliver foreslået.

Socialdemokratiet og SF har en anden plan, »En Fair Løsning«, hvor det er bankerne og de rige, der må holde for. Vi vil begynde på noget, som regeringen har forsømt: at tale med parterne ude i virkeligheden, når vi skal lovgive på arbejdsmarkedsområdet. Og så vil vi først og fremmest afskaffe den helt urimelige varighedsbegrænsning på sygedagpenge. Når man er syg, skal man have sygedagpenge, det siger sig selv, og det gælder også i starten. Og når man er alvorligt syg, skal man have fred.

Så i Socialdemokratiet kan vi hverken anbefale forlængelse af optjeningskravet eller bortfald af sygedagpenge på søgnehelligdage. Og vi mangler noget vilje fra regeringen til at lade de alvorligt syge få et helle. Så derfor stemmer vi imod.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Madsen for en kort bemærkning.

Tak. I sidste samling behandlede vi en dagpengereform, hvor vi vedtog at nedsætte dagpengeperioden fra 4 år til 2 år. Vi forsøgte at få bl.a. ordføreren til at svare på, om det var noget, man ville rulle tilbage, hvis der kom en eventuel ny regering. Det fik vi ikke noget svar på ved den lejlighed, men kan ordføreren fortælle, om dette forslag er noget, der vil blive rullet tilbage?

Ordføreren.

Nu ved jeg godt, at det ikke er alt, hvad man siger, når man står heroppe, som kan høres ude i salen, men jeg tror nok, at det fremgik meget klart – det står i hvert fald i mine papirer her – at vi ikke mener, at de syge skal have varighedsbegrænsning på sygedagpenge, og det skal de heller ikke have i starten af deres sygdom.

Hr. Peter Madsen.

Jamen er det ikke rigtigt, at finansieringen af det her også indgår i de 31,5 mia. kr., som Socialdemokraternes finanslovforslag indebærer at man skal styrke den offentlige økonomi med?

Ordføreren.

Jeg synes jo, det er meget morsomt, at jeg heroppe skal stå på mål for den politik, som regeringen og Dansk Folkeparti fører. Altså, det er jo ikke Socialdemokratiet, der indfører regler, der gør, at syge ikke kan få sygedagpenge. Det er ikke os, der har lavet genopretningsplanen. Det er regeringen, og det må regeringen stå på mål for.

Tak til ordføreren. Hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Lovforslaget her er også en del af aftalen fra maj mellem regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med genopretningen af dansk økonomi. Det indeholder en forlængelse af beskæftigelseskravet for at få ret til sygedagpenge fra kommunen, og det får den betydning, at de regler, der er i dag, hvor lønmodtagere er berettiget til sygedagpenge fra kommunen, ændres fra 13 ugers arbejde med mindst 120 timers beskæftigelse til 26 ugers arbejde med mindst 240 timers beskæftigelse. Der ændres så ikke på de øvrige beskæftigelseskrav i ordningen om ret til sygedagpenge. Med lovforslaget sikres det, at muligheden for at få sygedagpenge modsvares af et krav om forudgående beskæftigelse.

Det næste, der laves om på, er ordningen vedrørende sygedagpenge på søn- og helligdage, hvor der sker en ensretning af reglerne. I dag kan man først få sygedagpenge på søn- og helligdage efter 3 ugers sygefravær. Ændringen består i, at der fremover hverken fra kommunen eller arbejdsgiverne skal udbetales sygedagpenge til sygedagpengemodtagere på søn- og helligdage. Det medfører også, at arbejdsgiverne ikke vil kunne få sygedagpengerefusion, hvor der som følge af en overenskomst sker udbetaling af løn til den ansatte, idet arbejdsgiverens refusionskrav er et afledt krav.

Det sidste punkt er en præcisering af, at sygedagpengeopfølgning fremover kan ske telefonisk, ved brev eller digitalt, f.eks. e-mail. Desuden præciseres det, at hvis opfølgning ikke kan ske ved kontakt til den sygemeldte, skal det ske ved kontakt til læge, sygehuslæge eller andre kommende forvaltninger, for at skaffe oplysninger om borgerens helbred og for at få iværksat den rigtige indsats. Det betyder også, at når folk er alvorligt syge, sættes de på standby, og så skal der ikke ske opfølgning fra kommunens side.

Det er som sagt ændringer, der sker i forbindelse med genopretningen, men jeg vil også benytte lejligheden til at sige, at det er et område, hvor Dansk Folkeparti ikke er helt så begejstret for de ændringer, der sker. Men da det er en del af genopretningspakken, har vi accepteret det, og vi står selvfølgelig ved de aftaler, vi har indgået med regeringen. Vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Lennart Damsbo-Andersen for en kort bemærkning.

Jeg synes da, det er meget interessant at høre hr. Bent Bøgsted sige, at i virkeligheden går Dansk Folkeparti ikke ind for forslaget, men de støtter det alligevel. Det undrede mig også, for ude i virkeligheden står hr. Bent Bøgsted og resten af Dansk Folkeparti hver dag og siger, at de er de svages beskyttere, at de tager hånd om, at der ikke er nogen, der falder igennem sikkerhedsnettet. Det er lige ved at være sådan, at Dansk Folkeparti er de svages beskyttere, når bare de ikke er syge eller ledige eller gamle eller uden uddannelse, ellers skal Dansk Folkeparti nok beskytte dem.

Altså, hvad er det for tanker, der ligger bag ved at kunne acceptere, at det er o.k., at der er 500 mennesker, der har fået forlænget perioden med 26 uger på den anden side, altså når de først er blevet langvarigt syge, at det veksler man lige med en hel masse mennesker, som ikke kan få sygedagpenge, uden at de har optjent 26 uger? Hvordan hænger de to ting sammen?

Ordføreren.

Jamen hr. Lennart Damsbo-Andersen er sikkert klar over, at når man sidder og forhandler om noget, i det her tilfælde om genopretningspakken, så er det sådan, at det ikke er alle de ønsker, man har, som man kan få opfyldt. For at få noget igennem er man nødt til at acceptere noget andet, og det har Dansk Folkeparti selvfølgelig gjort i forbindelse med genopretningspakken. Sådan er det altid, når man forhandler. Det sker også i forbindelse med finansloven, der er også noget, Dansk Folkeparti må acceptere for at få noget andet igennem.

Altså, det er ikke alle ønsker, man kan få opfyldt. Det vil hr. Lennart Damsbo-Andersen også finde ud af på et tidspunkt, hvis hans egne drømme om et regeringsskifte går i opfyldelse. Tiden må så vise, om det sker.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg vil godt sige, at det der med regeringsskiftet sådan set kun kan ske for langsomt.

Når nu Dansk Folkeparti har sine betænkeligheder ved det her lovforslag, kunne man så forestille sig, at ordføreren og Dansk Folkeparti ville overveje at gå ind og f.eks. kigge på, om den her standbyløsning, der bliver peget på nu, at man skal have mulighed for at være på standby som alvorligt syg, kommer til at fungere rigtigt? For som jeg er orienteret, ligger der ikke noget i det her forslag om, at der bliver ændret på refusionen hos kommunen. Altså, hvis ikke man aktiverer, får man 35 pct. refusion fra staten, og hvis man aktiverer, får man 65 pct. Så incitamentet i forhold til at aktivere, selv alvorligt syge, er stadig væk til stede, uanset hvordan ændringen bliver lavet i det her lovforslag. Kunne man ikke forestille sig, at Dansk Folkeparti vil være med til at kigge på det?

Ordføreren.

Man kan forestille sig meget, og i den forbindelse skal jeg så sige, at vi er i gang med at se på indsatsen i forbindelse med sygefravær. Vi skal her på et tidspunkt evaluere sygefraværet, og der er det noget af det, der indgår i det, vi skal have set på. Det er klart, at der er mange ting, der kommer i spil der, vi skal selvfølgelig vurdere, hvordan indsatsen fungerer, og om det er den rigtige måde, vi gør det på. Det vil indgå i de forhandlinger, som vi så skal have mellem de partier, der står bag.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Alene i dag står vi nu over for eksempel nummer to på, at Dansk Folkeparti svigter syge mennesker i Danmark, selv om man prøver at give det udseende af, at man støtter syge mennesker i Danmark. Det er den rene dobbeltmoral. Det her lovforslag indebærer, at der bliver sparet 300 mio. kr. årligt på sygedagpenge, og det er en nettobesparelse, når man har taget hensyn til, at der også nogle, der har ret til kontanthjælp, som er et meget mindre beløb, og der så er nogle, som ikke har ret til andet end 0,0 kr.

Jeg vil gerne give også hr. Bent Bøgsted mulighed for at tale direkte til de syge mennesker i Danmark, som fremover skal miste 300 mio. kr. Hvordan forklarer hr. Bent Bøgsted, at de syge mennesker skal miste så mange penge?

Ordføreren.

Jamen hr. Eigil Andersen skal også tænke på, at der bliver gjort et rigtig stort stykke arbejde for at hjælpe de syge tilbage til arbejdsmarkedet. I forbindelse med det, der foregår her, skal vi tænke på, at hvis vi tager de 13 uger, man skal arbejde, før man kan få sygedagpenge, så er situationen også, at hvis en ny person på arbejdsmarkedet kommer ud på et arbejde, så kan den pågældende heller ikke få dagpenge ret kort efter. Man skal have været medlem af en a-kasse i et år, før man kan få dagpenge. Man er så henvist til andre ydelser.

I forbindelse med sygedagpenge synes jeg egentlig, det er rimeligt, at der skal gå et stykke tid, inden man kan få dem i forbindelse med beskæftigelse. Man skal have optjent retten til at få pengene udbetalt. Det er sådan set rimeligt nok, men der er altså ting i det her, hvorom jeg vil sige, at det ikke er Dansk Folkepartis ønske, at de skulle komme igennem, men vi accepterer, at ændringerne kommer.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det glæder mig da, at ordføreren er i vanskeligheder på det her punkt med få udtrykt sin mening, for det er tilsyneladende to meninger på en gang. Når man står i den situation og møder et menneske, i det her tilfælde et menneske, der oven i købet er repræsentant for et parti, og man ser på dets ord og dets handlinger, så mener jeg, at det afgørende er de handlinger, vedkommende foretager, og den handling, Dansk Folkeparti foretager i dag, er, at man støtter et lovforslag, som fjerner 300 mio. kr. årligt netto fra syge mennesker i Danmark. Jeg synes ikke, at ordføreren har svaret ordentligt på, hvad ordføreren vil sige til den familie, som mister de her penge. Det bliver jo mange tusinde familier, som hvert år vil gå ned i indtægt, på grund af at Dansk Folkepartis stemmer for det her forslag.

Så er det ordføreren.

Jeg tror nu ikke, det bliver så voldsomt, som hr. Eigil Andersen siger, for vi skal samtidig se på den indsats, der bliver gjort for at hjælpe de syge tilbage til arbejdsmarkedet, så de kan komme væk fra sygedagpengene.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Hvis det, hr. Bent Bøgsted siger nu, om, at der ikke vil blive sparet så meget, fordi de syge bliver hjulpet tilbage til arbejdsmarkedet, passer, så passer det, der står i lovforslaget, om, hvor meget man kan spare, jo ikke. Så vidt jeg forstår på hr. Bent Bøgsted, har Dansk Folkeparti sagt ja til at stemme for det her forslag, fordi man gerne vil være med til at skaffe penge til statskassen til at betale for de skattelettelser, der er givet til Danske Banks direktør og andre af de rigeste i dette land. Så hvis nu der ikke kommer så mange penge ind på sygedagpengene, skal der så skæres mere ned i de syges økonomi? Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti vælger, når man skal betale regningen for skattelettelserne til de rigeste, at sige, at det er de syge, der skal betale? Jeg forstår simpelt hen ikke logikken.

Jeg er med på, at hr. Bent Bøgsted siger, at det ikke lige var det, hr. Bent Bøgsted helst ville, men Dansk Folkeparti stemmer jo altså for. Så hvorfor synes man det er rimeligt? Det er jo både mennesker, der er langtidssyge, og det er mennesker, som er kronisk syge og derfor meget ofte har sygedage, der bliver ramt af det her forslag. Hvorfor vælger man at sige, at det er de menneskers økonomi, der skal skæres ned i?

Så er det ordføreren.

Først vil jeg sige, at det her jo ikke er for at betale for skattelettelserne til de rige, som fru Line Barfod var inde på. Jeg ved godt, at fru Line Barfod og hendes parti har sådan en ønskedrøm om, at alle skal have lige meget i Danmark, og at alle skal have lige stor løn, uanset hvad man laver. Men sådan er virkeligheden ikke, vil jeg sige til fru Line Barfod, den går ikke, det var i det gamle kommunistiske Sovjetunionen, det kunne gå. Ikke engang i Kina, der egentlig er temmelig kommunistisk, men har flere millionærer end antallet af indbyggere i USA, fungerer det. Så det samfund, som fru Line Barfod vil have, er ønsketænkning. Og jo, Dansk Folkeparti står ved de aftaler, vi har indgået, selvfølgelig gør vi det.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg ved ikke, hvad det er for nogle underlige ting, hr. Bent Bøgsted er ude i, med, at jeg skulle være interesseret i at få tilstande som i Kina. Jeg vil meget gerne undgå, at vi får den slags tilstande i Danmark, og det er derfor, jeg foreslår, at vi investerer i at få et samfund, hvor mennesker har det godt i stedet for, som hr. Bent Bøgsted vil, at være med til at skære ned i menneskers økonomi. Derfor spørger jeg igen: Hvorfor skal der skæres ned i de syges økonomi? Hvis man endelig skulle skære ned, hvorfor så ikke gå ud at skære ned i økonomien hos nogle af dem, som ikke mærker, at det gør ondt? Vi kunne høre før fra Venstres ordfører, at vi alle skal bidrage. Hvordan er det bankdirektørerne bidrager? Hvordan er det hr. Bent Bøgsted selv bidrager? Hvad er det, Dansk Folkeparti mener? Mener hr. Bent Bøgsted faktisk, at det, Venstres ordfører siger, ikke passer, og at det er de syge, der kommer til at bidrage, de syge, der kommer til at betale her?

Så er det ordføreren.

Jamen hvis fru Line Barfod går ind og kigger på samfundet i dag og på, hvordan vi bidrager til samfundet, vil hun også få svar på, hvordan alle bidrager til, at det her samfund kan eksistere. Der kan selvfølgelig være nogle undtagelser, jeg skal ikke kunne udelukke, at der er nogle, der har nulskat, eller som ikke rigtig betaler til samfundet.

Der er mange måder at undgå at bidrage på. Men jeg vil garantere for, at jeg bidrager lige så meget til samfundet, som fru Line Barfod gør – det er nu ikke sikkert, det kan godt være, at fru Line Barfod bidrager mere, det kan godt være, at fru Line Barfod har en højere indtægt, end jeg har.

Så er der en kort bemærkning til hr. Leif Lahn Jensen.

Tak. Jeg hørte, at hr. Bent Bøgsted sagde, at Dansk Folkeparti ikke er så begejstret for det her. Altså, det er et smart nyt afstemningssystem vi har fået, man kan faktisk trykke på »stem imod«, når vi kommer dertil, så Dansk Folkeparti kan bare stemme imod, sværere er det ikke herinde.

Men det gør Dansk Folkeparti ikke, så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Dansk Folkeparti har fået for at synke det her, som de synes er så forfærdeligt, eller som de hvert fald er trætte af. Hvad kan jeg, og hvad kan vi sige til vores kammerater derude, som er blevet syge, og hvis liv bliver forringet yderligere på grund af det her? Hvad kan vi sige til dem? Hvad kan jeg sige til dem at Dansk Folkeparti har fået ud af de her forhandlinger? For de er sådan set bare blevet en del af forhandlingerne, deres liv er lagt i forhandlinger. Hvad har Dansk Folkeparti fået ud af, at de har forhandlet sig frem til, at det her skal forringe disse menneskers liv yderligere?

Så er det ordføreren.

Jamen vi skal ind og se på, hvad det er, der er blevet smidt væk af de forslag, som lå til forhandling, vil jeg sige til hr. Leif Lahn Jensen. Og dem har jeg ikke lige ved mig her.

Der er yderligere en kort bemærkning til hr. Leif Lahn Jensen.

Jeg sikker på, at hvis ordføreren havde et rigtig godt svar, var det kommet. Hvis ordføreren virkelig kunne sige, at det er det her, Dansk Folkeparti har fået ud af det, var det kommet frem.

Der kom stort set ingenting. Så det vil sige, at det, Dansk Folkeparti har fået ud af at sluge de her kameler, sluge den her genopretningsplan, er forringelser på arbejdsmiljøområdet, forringelser af uddannelserne til dem, som i forvejen har svært ved at uddanne sig, og det er forringelser over for de syge.

Dansk Folkeparti har nedprioriteret disse grupper. Der er virkelig nogle derude, der tror, at Dansk Folkeparti er et parti for dem, men det, som Dansk Folkeparti har gjort, vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted, er jo egentlig at spare de her mennesker væk. Man har sparet de her mennesker, som virkelig tror så meget på Dansk Folkeparti, væk. Det er da interessant.

Så er det ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Leif Lahn Jensen, at hvis vi skal til at opremse, kan jeg da godt begynde på det.

Vi har hindret, at der bliver skåret i overførselsindkomsterne til folkepensionister og førtidspensionister, efterlønnere og fleksjobbere. Der bliver heller ikke skåret i kontanthjælpen, der bliver ikke skåret i nogen af overførselsindkomsterne. Det er det, vi har fået ud af at være i forhandlinger med regeringen og ved at sige ja til genopretningspakken.

Vi har smidt mange af de besparelsesforslag væk, som forelå, og det er til gavn for de dårligst stillede. Men det er jeg klar over at hr. Leif Lahn Jensen ikke har opdaget noget af, for han har koncentreret sig om nogle forslag, der så er kommet igennem.

Vi har sagt ja til genopretningspakken. Jeg har så sagt, at det her ikke er et forslag, Dansk Folkeparti er så begejstret for, men vi har ikke kunnet smide alt væk, vi har også et ansvar for at rette den danske økonomi op.

Jeg ved godt, at hr. Leif Lahn Jensen og Socialdemokratiets eneste løsning er, at vi skal sætte skatterne op, så de bliver hævet med jeg ved ikke hvor mange milliarder kroner, der skal bruges, for at man kan leve op til de løfter, der er givet både fra Socialdemokratiets og SF’s side. Vi kommer nok over 100 mia. kr., hvis vi begynder at tælle det hele sammen. Og det kan kun finansieres ved skattestigninger, og det vil ramme alle, det kan ikke nøjes med at …

Så bliver formanden nok nødt til at stoppe ordføreren, inden der ryger mere end 100 milliarder ud over talerstolen. Tak til ordføreren.

Vi går videre til den næste taler i rækken. Det er SF's ordfører, hr. Eigil Andersen.

»Helt uacceptabelt!« Sådan skriver LO og FTF – Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd – i deres høringssvar i forbindelse med dette lovforslag. »Helt uacceptabelt.« Og det har LO og FTF så evig ret i. Det her lovforslag drejer sig om ren nedskæring, der rammer vores medmennesker.

Vi lever i en krisetid og en arbejdsløshedstid, og når der kommer nye på arbejdsmarkedet, kan de have svært ved at finde et job. Det kan måske blive til lidt løsarbejde hist og pist i korte perioder, eksempelvis et vikariat på 13 uger – 3 måneder. Hvis de bliver syge, får de fremover sværere ved at få sygedagpenge. Mange af dem vil ikke få sygedagpenge, fordi beskæftigelseskravet, som det er nævnt, bliver fordoblet fra 13 ugers uafbrudt beskæftigelse – 3 måneder med mindst 120 timer – til fremover det dobbelte, nemlig 26 uger, altså mindst et ½ års arbejde uafbrudt med mindst 240 arbejdstimer.

Det mener jeg er fuldstændig urimeligt over for vores syge medmennesker. Og det er da højst besynderligt, at det sorte trekløver – Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative – vil straffe de mennesker, der viser initiativ ved at komme ud på arbejdsmarkedet, hvor de desværre kun kan få nogle få timers eller ugers arbejde, fordi arbejdsgiverne ikke tilbyder job nok. Jeg troede, at der var en borgerlig dyd, at man ville belønne mennesker, som viser initiativ og vil påtage sig et stykke arbejde på arbejdsmarkedet.

I øvrigt kan jeg i forbindelse med det her lovforslag sige, at det også er sådan, at hvis man inden for de 26 uger eksempelvis holder to selvbetalte feriedage, er der ikke længere tale om uafbrudt beskæftigelse i 26 uger, og det vil føre til, at man så ikke kan få sygedagpenge.

Lovforslaget afskaffer også retten til sygedagpenge, som det er nævnt, for de såkaldte søgnehelligdage, altså dage, der normalt er hverdage, men som er helligdage, eksempelvis skærtorsdag, langfredag og anden påskedag. De 3 dage vil som oftest ligge i den samme måned, og jeg vil da meget nødig være den syge, som så skal have udbetalt penge for den måned, hvor det er påske, for der kommer altså pludselig til at mangle 3 dages løn, altså 3 dages sygedagpenge.

Ret til fuld løn via overenskomsterne påvirkes også af det her. Der er nogle overenskomster, som siger, at der kun er fuld løn, hvis arbejdsgiveren har ret til sygedagpengerefusion fra kommunen, og det har arbejdsgiverne så ikke længere, for så vidt angår søgnehelligdage. Hvis det modsat er sådan, at man får fuld løn under sygdom af arbejdsgiveren, også på søgnehelligdage, vil det gå sådan, at arbejdsgiverne ved den næste overenskomstforhandling vil kræve, at lønmodtagerne, altså fagforbundene, forlods skal betale for arbejdsgivernes ekstra udgift, når arbejdsgiverne ikke længere kan få sygedagpengerefusion for søgnehelligdage. Så det bliver under alle omstændigheder lønmodtagerne selv, der kommer til at betale for det her.

Så er det blevet nævnt af Dansk Folkepartis ordfører, at det, som er svaret til dem, der mister de her 30 mio. kr. netto, er, at der er et fantastisk godt system for aktivering af syge i Danmark, som bringer de syge tilbage på arbejdsmarkedet. Jamen du godeste! Så mener jeg da ikke man har fulgt med i den debat, der har været, ikke mindst det sidste halve års tid, om, hvordan de aktiverer syge i Danmark. Det er f.eks. noget med, at mennesker, der har en brækket arm, også bliver sat i aktivering, som er helt unødvendig – det er spild af penge – men det er også noget med, at langtidssyge bliver kastet ud i aktivering, i forskellige former for arbejde eller aktivitet, som de er uden chance for at kunne klare, og som er fuldstændig upassende i forhold til den sygdom, som de lider af.

Oven i købet er det sådan, at der er en statslig skat på menneskelighed over for langtidssyge mennesker, for selv om beskæftigelsesministeren og forligspartierne har lavet et system, hvorefter en langtidssyg, for hvem det er upassende, at vedkommende skal aktiveres, kan fritages og sættes på en såkaldt standbyordning. Men for kommunerne bliver det økonomisk straffet, for hvis en sådan langtidssyg kommer ind under den fritagelsesbestemmelse, mister kommunen refusion, idet den kun får 35 pct. refusion af sygedagpengene. Hvis den meget alvorligt syge var i aktivering, ville refusionen have været 65 pct. Med andre ord: Det er et umenneskeligt system, det bør laves totalt om, og det fungerer særdeles dårligt. Så det er ikke noget at reklamere med.

Afslutningsvis vil jeg sige, at der ingen tvivl er om, at der er mange tusinde syge i Danmark, der vil blive ramt af det her lovforslag. Derfor vil jeg runde af med at gøre FTF’s og LO's ord til mine egne: Det er helt uacceptabelt! Derfor stemmer SF imod.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Madsen.

Tak. Uanset de mange grimme ting, som ordføreren nu har sagt om forslaget, er det så ikke korrekt, at provenuet fra det faktisk er regnet ind i ordførerens eget finanslovforslag?

Så er det ordføreren.

Det må jeg sige – ligesom jeg gjorde under det foregående dagsordenspunkt – ikke er korrekt. Altså, det er sådan, at i det fælles finanslovforslag, som Socialdemokratiet og SF har fremsat her for kort tid siden, kan man se, at der er afsat knap 200 mio. kr. til, at vi siger nej til de her besparelser på arbejdsmarkedsområdet. Så det, der blev sagt, er ikke korrekt, for de besparelser her vil blive annulleret, når der kommer en ny regering.

Det er hr. Peter Madsen for yderligere en kort bemærkning.

Kan ordføreren så helt klart bekræfte, at hvis man får mulighed for det, vil man rulle dette forslag tilbage? Ja eller nej?

Ordføreren.

Ja, det er meningen, det vil man gøre. Men nu er det jo sådan, at vi i Socialdemokratiet og SF faktisk har tænkt os at tale med andre mennesker end os selv, vi har tænkt os at tale med arbejdsmarkedets parter, og det kan da være, hvis de har et eller andet synspunkt, at vi så vil lytte til det. Men jeg tror nu, at fagbevægelsen vil være glad for at få det her ført tilbage, og det er der altså også reserveret penge til. Så det er vores forslag, at vi gør det på den måde.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er den konservative ordfører, fru Helle Sjelle.

Lovforslaget fra beskæftigelsesministeren er jo endnu et af de forslag, som vi behandler her i dag, der udmønter genopretningsplanen, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i foråret, en plan, der betyder, at vi betaler den regning, som krisen har efterladt. I modsætning til Socialdemokraterne og SF mener regeringen og vi Konservative, at den regning skal betales. Det er stadig væk ganske usikkert, hvordan Socialdemokratiet og SF og resten af oppositionen i det hele taget nogen sinde vil finansiere alle deres løfter, hvis de kommer til. Det er noget af det, der står hen i det uvisse.

Men vi mener altså, at en sund offentlig økonomi er en forudsætning for fremtidens vækst og velstand. Har vi ikke det, vil der opstå usikkerhed om den samlede danske økonomi, renten vil stige, og pengene vil fosse ud af landet. Det har krisen vist mange eksempler på, men lad mig blot nævne Grækenland, Irland og Spanien, og det er jo netop for at modvirke græske tilstande, at regeringen og Dansk Folkeparti har lavet den her aftale om genopretningen.

Lovforslaget om en ændring af lov om sygedagpenge indeholder tre punkter, som jeg meget gerne vil komme nærmere ind på. For det første forlænges beskæftigelseskravet fra 13 uger til 26 uger. I dag er det jo sådan, at meget kort tids beskæftigelse, nemlig 13 uger, giver ret til en meget lang periode med sygedagpenge. Hvis vi vedtager det her forslag, vil det kræve, at man har været i arbejde mindst ½ år for at optjene ret til sygedagpenge, og det synes vi egentlig er ganske rimeligt.

Et andet punkt er afskaffelsen af sygedagpenge på søgnehelligdage, som er de helligdage, der ikke falder på en søndag, og der er 6-9 af dem årligt. I dag er det sådan, at man ikke får sygedagpenge på de dage i de 3 første uger efter sygemeldingen. Med lovforslaget bliver det sådan, at det gælder under hele sygdomsperioden.

Det tredje punkt er en præcisering af fleksibiliteten i reglerne om den opfølgning, som kommunerne har pligt til at foretage over for deres borgere på sygedagpenge. Hvis en borger er alvorligt syg, skal kommunen sætte kontakten til vedkommende på standby. Altså, vi vil mene, at det skader mere, end det gavner, at forstyrre en borger, der f.eks. lider af en dødelig sygdom. Det er også præciseret i lovforslaget, ligesom det også er præciseret, at kontakten til sygemeldte, der i dag sker telefonisk, fremover også gerne må finde sted via e-mail eller via et gammeldags brev.

Samlet set synes vi, det er et fornuftigt forslag, og det er også derfor, at vi støtter det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren om, er: Når man læser i høringssvarene, kan man jo se, at der ensidigt fra både arbejdsgiver- og arbejdstagerside er bemærkninger om, at det her lovforslag vil betyde, at med hensyn til optjeningskravet til sygedagpenge bliver det sværere at ansætte nye medarbejdere, fordi man ikke kan være sikker på, om de nu har retten til sygedagpenge, og man derfor vil sige: Dem antager vi ikke, for der bliver en omkostning for os som arbejdsgiver, hvis vi rent overenskomstmæssigt har en forpligtelse til at betale sygedagpenge.

Hvordan har ordføreren det med, at man her for det første reelt påfører arbejdsgiveren en udgift og for det andet gør det sværere at fastholde fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked?

Så er det ordføreren.

Vi mener egentlig ganske grundlæggende, at fleksibiliteten på arbejdsmarkedet forbliver intakt, også selv om vi vedtager forslaget her.

Så vil jeg sige, at forslaget jo er en del af genopretningsplanen. Her har alle måttet bidrage til at rette op på dansk økonomi. Det kommer til at koste nogle penge, og det gør det altså også for f.eks. arbejdsgiverne.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Bare ganske kort: Hvis jeg har forstået det helt rigtigt, vil det sige, at selv om De Konservative ved enhver given lejlighed står her i salen og siger, at det er så vigtigt, at virksomhederne kan få arbejdskraft, og at de lønmodtagere, der skal ansættes, er villige til at lade sig ansætte osv. osv., er det altså sådan, at når vi står med en sag, der vedrører sygedagpenge, er det for så vidt fuldstændig ligegyldigt, selv om den får en konsekvens ude i virksomhederne, altså at det kan blive sværere at rekruttere nye medarbejdere. Herregud, det betyder ikke noget, det gør ingenting.

Så er det ordføreren.

Jeg synes slet, slet ikke, man kan stille det sådan op, må jeg sige til hr. Lennart Damsbo-Andersen. Det her handler om en genopretning af dansk økonomi, og her har man altså været nødt til at undersøge med lup, hvor det er muligt for os at gå ind og trimme dansk økonomi yderligere. Det har vi så gjort, og det er derfor, vi bl.a. står med dette forslag her i dag. Så synes jeg i øvrigt for bare at nævne et eksempel, at det da er meget rimeligt, at man skal have været på arbejdsmarkedet en vis periode, før man optjener retten til sygedagpenge. Det synes jeg altså kun er ganske rimeligt, må jeg sige.

Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Det var da et meget klart svar til de mange psykisk syge og andre mennesker, der har forskellige lidelser og har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og som ellers har hørt så mange pæne ord og skåltaler om, hvor vigtigt det er, at de kommer i gang på arbejdsmarkedet. Men det er altså glemt nu, kan jeg forstå.

Det, jeg egentlig bad om ordet for at spørge til, er ordførerens udtalelse om, at det skader dem, der er alvorligt syge, hvis man ringer til dem hele tiden, og derfor er ordføreren glad for, at man ændrer det med forslaget her. Det er jeg sådan set enig i, men hvorfor er det så, man ikke tager skridtet fuldt ud og også ændrer refusionen? Kommunerne får jo stadig kun den lave refusion, hvis de ikke sørger for at få de syge i aktivering, så hvor er sammenhængen henne, må jeg spørge fru Helle Sjelle.

Så er det ordføreren.

Som jeg sagde i mit indlæg, synes jeg kun, det er ganske rimeligt, at man ikke jagter dødeligt syge mennesker og til gengæld sørger for, at de får en fair og rimelig behandling. Med hensyn til selve det aktiveringscirkus, som vi ser nogle steder, må jeg altså sige, at det nok falder lidt uden for forslaget her, men jeg ser meget, meget frem til, at vi får det aktiveringstjek, som ministeren har varslet til efteråret. Jeg forventer mig en hel del af det, for når man aktiverer mennesker, er det meningen, at de skal få fodfæste på arbejdsmarkedet, ikke at man skal score kassen, hvis man er kommune.

Der er endnu en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jo, men når man fastholder de refusionssatser, der er i øjeblikket, bliver kommunerne jo økonomisk straffet, hvis de ikke aktiverer de dødeligt syge. Fru Helle Sjelle siger, det er helt rimeligt, at meget alvorligt syge mennesker får lov til at passe deres sygdom, men samtidig siger fru Helle Sjelle jo, at man ikke ændrer refusionen, så kommunerne bliver straffet økonomisk, hvis de ikke aktiverer de meget syge mennesker. Hvordan hænger det sammen?

Så er det ordføreren.

Som jeg ser det, er den sag, vi drøfter i dag, ikke et spørgsmål om den aktiveringspolitik, der foregår rundtomkring. Men jeg vil dog sige, som jeg også sagde før, at jeg forventer mig virkelig meget af det tjek, der kommer her i efteråret, hvor man jo bl.a. skal se på, hvad det er for en aktivering, der foregår rundtomkring i kommunerne. Det forventer jeg mig meget af, for der er nogle af de ting, vi har set, som vi bestemt ikke bryder os om.

En kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Har jeg forstået det rigtigt, at det er en borgerlig dyd at præmiere initiativ og virkelyst?

Så er det ordføreren.

Ja.

Så er det hr. Eigil Andersen for yderligere en kort bemærkning.

På den baggrund er jeg fuld af undren over det her lovforslag. Det, der er tale om, er, at mennesker, som i en periode ikke har arbejde, men som gerne vil arbejde og forsøger at skaffe sig et arbejde i den her meget vanskelige situation, vi har for øjeblikket med stor arbejdsløshed, får nogle småjob, eventuelt nogle vikariater, men simpelt hen bliver straffet for deres initiativ for at komme ud på arbejdsmarkedet. De bliver straffet på den måde, at hvis de er så uheldige, at de bliver syge, så har de ikke ret til sygedagpenge efter det her lovforslag. Jeg forstår simpelt hen ikke, at Det Konservative Folkeparti som et borgerligt parti medvirker til at straffe initiativ og virkelyst.

Så er det ordføreren.

Jeg synes ikke, at man kan stille det op sådan, som hr. Eigil Andersen stiller det op her. Det her handler om, at man f.eks. skal have været på arbejdsmarkedet i en vis periode for at optjene retten til sygedagpenge, og det synes jeg egentlig er ganske fornuftigt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Leif Lahn Jensen.

Nu har ordføreren jo været en del inde på, at vores plan ikke virker økonomisk. Jeg har to spørgsmål. Det ene er meget enkelt. Vil Det Konservative Folkeparti eller regeringen finde en del af pengene via nulvækst i kommunerne? Det må bare være et ja eller nej. Det næste: Vil ordføreren ikke frygte, at færre penge i kommunerne måske også kan give flere syge i det offentlige, altså på grund af stress og andet? Det var sådan set de to spørgsmål.

Så er ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det var rigtig mange spørgsmål, som hr. Leif Lahn Jensen stillede på en gang, også masser af spørgsmål, som egentlig ikke havde så meget lige med det her forslag at gøre.

Men jeg er da glad for, at hr. Leif Lahn Jensen i hvert fald selv tager Socialdemokratiet og SF's plan op, som absolut ikke hænger sammen økonomisk. Det her er jo netop et eksempel på, at man er solid og man prøver på at få økonomien til at hænge sammen. Det er jo også derfor, at vi laver de her forslag.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Leif Lahn Jensen.

Indtil nu er det ikke lykkedes at beholde en nulvækst i kommunerne, indtil nu kan man ikke styre kommunerne. Hvis det ikke lykkes næste år, har regeringen et kæmpe problem, og så falder regeringens økonomiske plan. Den falder som et korthus. Det vil sige: Hvad skal man så gøre? Så har man virkelig et problem.

Nu siger ordføreren, at jeg ikke må stå og snakke om økonomi, men vi har da ikke hørt andet her det sidste stykke tid. Så forklar mig, forklar os alle, hvis det virkelig sker, at regeringen stadig væk ikke kan styre kommunerne, hvad vil regeringen så gøre? Vil man spare yderligere på de syge? Hvad vil man gøre? Det ser ikke ud til nu, at det er lykkedes at styre kommunerne, så det vil sige, at man skal prøve at kigge på regeringens egen økonomiske politik. Den falder som et korthus.

Så er det ordføreren.

Hvis og hvis og hvis, jeg er nu ganske tryg ved regeringens politik. Til gengæld er jeg faktisk ikke særlig tryg ved udsigten til eller tanken om, at en socialistisk regering kunne komme til magten, for indtil nu er det altså stadig væk ikke lykkedes os at få nogle klare svar, med hensyn til hvordan »Fair Forandring«, »En Fair Løsning«, og hvad alle planerne nu ellers hedder, egentlig hænger sammen.

Det virker nogle gange, som om man forventer, at julemanden kommer ridende ind med sine rensdyr med nogle store gaver og så ellers klarer det hele. Sådan kan man jo altså ikke styre et land. Jeg er fuldstændig tryg ved den plan, som regeringen har fremlagt, også med hensyn til genopretningen, og derfor sover jeg ganske roligt og trygt om natten.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den radikale ordfører, og det er hr. Morten Østergaard.

Da regeringen indledte forhandlingerne om den såkaldte genopretningsplan, mødte Det Radikale Venstre op med en række forslag til reformer, der kunne ændre fundamentalt på det dystre billede, der er for dansk økonomi, hvor der er underskud på de offentlige budgetter lige så langt øjet rækker. Men regeringen var ikke klar på det tidspunkt til at lave reformer.

I stedet for vil man gennemføre en gigantisk spareøvelse, en nulvækstpolitik over for kommunerne, som allerede nu viser sig at slå fejl, Nationalbanken vurderer, at der kommer til at mangle 13 mia. kr. i det regnestykke, og så en stor spareøvelse, hvor man havde luppen fremme, som fru Helle Sjelle var inde på, for at finde forskellige spareforslag rundtomkring.

Vi har igen og igen sagt, når vi er kommet med forslag, bl.a. om at reformere efterlønnen, at der jo er to alternativer. Enten sørger man for, at raske og rørige mennesker ikke får et statstilskud for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på efterløn, eller også havner regningen jo et andet sted, i daginstitutionerne eller i ældreplejen eller som i det tilfælde her hos de syge. Det er jo i virkeligheden det, som man skal tage stilling til. Dermed også sagt, at det har vi gjort i Det Radikale Venstre, og vores forslag var ikke at reducere sygedagpengene, som man har gjort her og har fundet en undskyldning, der kunne passe til lejligheden, og så score et beløb på omkring 200 mio. kr. i ydelsen til sygedagpengemodtagere.

Vi synes ikke, at regningen for den økonomiske krise skulle havne hverken hos børnene i form af beskæringer i børnechecken, hos de barnløse i form af nye gebyrer på kunstig befrugtning eller hos de syge i form af reduktion af ydelserne på sygedagpengeområdet. Men det har regeringen jo ønsket, og derfor må vi sige, at det må man jo så gøre det ved, som man her har foreslået. Vi synes ikke, at det er klædeligt, og derfor stemmer vi også nej.

Der er så en enkelt del af forslaget, som handler om en præcisering af fleksibiliteten i reglerne om, hvordan kommuner skal foretage en sygedagpengeopfølgning. Det er sådan set en udmærket præcisering, den ændrer ikke noget substantielt på det, der var gældende før, men vi kan undre os lidt over, når vi nu har aftalt, at vi gennemgribende skal evaluere den ordning her i efteråret og forhåbentlig også kommer frem til, at forholdene skal laves om, at man så – uden sådan set at involvere forligspartierne i det her – vælger at lave den præcisering som en beskeden del af et forslag, som handler om noget helt andet, nemlig de besparelser, der skal gennemføres for at få genopretningsplanen til bare at hænge nogenlunde sammen. Men det skal ikke skille os. Det er en beskeden præcisering, som ikke ændrer noget faktuelt, men som kan være fornuftig nok.

Men samlet set må vi altså sige, at selv om vi stadig væk ser frem til forhandlingerne om at få rettet op på de fejl, der er i sygedagpengeopfølgningsreglerne, så stemmer vi altså nej til forslaget her, fordi vi, bl.a. fordi man vil aflevere regningen til de syge, ikke kan støtte genopretningsplanen.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er fru Line Barfod.

Man må jo sige, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har deres egen besynderlige logik i denne tid. De har givet masser af penge i skattelettelser til de rigeste, og regningen skal betales. Det gør de så ved at skære på indsatsen i forhold til arbejdsmiljø, så flere mennesker kommer til skade og bliver syge. Så skærer de på sygedagpengene, så det bliver sværere at få sygedagpenge, og man risikerer at komme til at stå helt uden indkomst og måske få det endnu sværere. Og senere på året kommer vi jo til at se nedskæringer på førtidspensionen, hvor vi jo har fået meldingen om, at mennesker under 40 år slet ikke skal kunne få førtidspension. Så det er altså virkelig at sige, at der er nogle, der her kommer til at betale regningen op til flere gange, og det er så den holdning, man har til, hvordan samfundet skal hænge sammen. Det bliver jo tydeligere og tydeligere, hvor forskellene rent politisk ligger henne.

Jeg synes, der er mange ting i det her, der er fuldstændig vanvittige, og jeg synes, at man skal holde op med at komme med de pæne ord om, at man gerne vil have, at så mange som muligt kommer på arbejdsmarkedet. Hold op med de pæne ord om, at vi skal prøve at sikre, at også mennesker med psykiske lidelser kan komme på arbejdsmarkedet, og at vi også skal prøve at sikre, at mennesker med handicap kan komme på arbejdsmarkedet, for det forslag, man kommer med her, undergraver i den grad muligheden. Det er jo også derfor, at handicaporganisationerne vender sig så stærkt imod det. Ikke nok med, at det bliver sværere for handicappede at få sygedagpenge generelt, man går også ind og rammer dem direkte i forhold til at fjerne sygedagpenge på søgnehelligdage. Der gør bl.a. Dansk Blindesamfund opmærksom på, at det altså rammer rigtig mange af deres medlemmer, fordi de ofte har en type job, hvor de er på arbejde de dage og varetager nogle væsentlige funktioner. Men regeringen og Dansk Folkeparti synes åbenbart, at det er bedre, hvis de her mennesker overhovedet ikke er på arbejdsmarkedet. Det forstår jeg simpelt hen ikke, men jeg synes, at man så i det mindste skulle sige det ærligt i stedet for at stå og påstå et og så gøre noget helt andet.

Samme holdning har jeg altså til spørgsmålet om det her med, at man har opdaget, at det ikke ser så godt ud i medierne, at dødeligt syge mennesker skal tvangsaktiveres. Det lyder ikke så godt. Derfor er det selvfølgelig fint nok, at man så skriver nogle ord her i lovforslaget om, at kommunerne også skal holde op med det, men man ændrer jo ikke på refusionssatserne. Kommunerne bliver straffet økonomisk, hvis de ikke aktiverer de dødeligt syge. Her snakker vi altså ikke om det aktiveringscirkus, som beskæftigelsesministeren har lovet at der bliver set på en eller anden gang, om jeg ved ikke hvor lang tid, hvor folk bliver sat til at finde deres indre fugl og andet. Her snakker vi om mennesker, som er dødeligt syge, og som måske ligger de sidste uger af deres liv i en hospitalsseng, eller gravide, som er blevet beordret til at ligge ned, for at der ikke sker noget med dem selv og det barn, der er på vej. Alligevel er det sådan, at sørger kommunen ikke for, at de er aktiverede, bliver kommunen straffet økonomisk. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan man kan få det til at hænge sammen.

Nu ved jeg jo, at Dansk Folkeparti har erklæret, at begrebet menneskesyn ikke findes, og det kan være, at Venstre og Konservative har tilsluttet sig den opfattelse, at begrebet menneskesyn simpelt hen bare ikke findes, og så behøver man ikke diskutere det. Men jeg vil jo altså tillade mig at fastholde, at jeg mener, at begrebet menneskesyn findes, og jeg mener, at det er afgørende, når man ser på sådan nogle forslag her, at man diskuterer, hvad det er for et menneskesyn, vi har. Er det det menneskesyn, at det er dem, der har det allersværest og er allermest syge, der skal bære de tungeste byrder, eller synes vi tværtimod, at de skal have noget hjælp og noget støtte?

Jeg synes, at vi skal begynde at diskutere, hvad det er for en vækst, vi skal have i det her samfund. Er det en vækst i privatforbruget for de rigeste? For så kan vi godt se i andre dele af verden, hvad det er for nogle samfund, det fører til. Eller vil vi have en menneskelig vækst, hvor vi i stedet for satser på at investere i et samfund, hvor der er tid til hinanden, og hvor der er plads og tid til, at alle mennesker kan få lov til at være med på arbejdsmarkedet og kan få lov til at bidrage? Det synes jeg ville være en rigtig god værdidebat at tage, og det håber jeg at vi får mulighed for også i den kommende tid.

Tak til ordføreren. Og så er det beskæftigelsesministeren.

Med aftalen fra maj i år om genopretningen af dansk økonomi har vi taget et vigtigt skridt i retning af at løse de udfordringer, som vi står over for både på kort og lidt længere sigt. Det lovforslag, som vi behandler her, er en opfølgning på genopretningsaftalen, og det udmønter de ændringer, som blev aftalt på sygedagpengeområdet, dels om beskæftigelseskravet fra kommunen ved udbetaling af sygedagpenge, dels om retten til at få udbetalt sygedagpenge på søgnehelligdage. Med lovforslaget udvider vi kravet til varigheden af den beskæftigelse, der skal ligge forud for sygefraværet. Dette beskæftigelseskrav hører til blandt de regler, som fastlægger selve grundlaget for at opnå ret til sygedagpenge.

I dag har vi et beskæftigelseskrav, der siger, at det er en betingelse for at få ret til sygedagpenge fra kommunen, at den sygemeldte før starten af sygefraværet har haft 13 ugers beskæftigelse. Vi foreslår, at kravet bliver forlænget til 26 ugers beskæftigelse. Forslaget om at forlænge beskæftigelseskravet hænger sammen med, at vi løbende i de seneste år har udbygget den aktive indsats over for de sygemeldte. Man kan også udtrykke det på den måde, at selv om vi nu udvider kravet til den sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet, er viften af aktive tilbud til de sygemeldte også blevet udvidet i forbindelse med styrkelsen af den beskæftigelsesrettede indsats.

Det forlængede beskæftigelseskrav skal også ses i lyset af, at vi inden for de sidste 4 år hele tre gange har udvidet mulighederne for, at sygemeldte kan få sygedagpengeperioden forlænget. Derfor synes jeg, at forslaget skaber en øget balance imellem på den ene side det krav, vi stiller, for at man kan opnå sygedagpenge, og på den anden side, hvor længe man kan få sygedagpenge.

Med lovforslaget foretager vi også en ændring i reglerne om udbetaling af sygedagpenge på søgnehelligdage, altså de helligdage, der ikke falder på en søndag. Der er i dag ikke ret til sygedagpenge på søgnehelligdage, når søgnehelligdagen ligger inden for de første 3 uger af sygefraværet, dvs. i den periode, hvor det typisk er arbejdsgiveren, der udbetaler sygedagpengene. Først efter 3 uger er der ret til at få udbetalt sygedagpenge på søgnehelligdage. De nuværende regler betyder, at det er sygedagpengemodtageren, der går op i ydelse, når sygefraværet rækker ud over de første 3 uger. Det foreslås at ensrette reglerne ved helt at afskaffe retten til sygedagpenge på søgnehelligdage, uanset om disse dage falder før eller efter 3 ugers sygefravær.

Ud over de to forslag fra genopretningsaftalen er der i lovforslaget medtaget, hvad også den radikale ordfører nævnte, et forslag om at præcisere den fleksibilitet, der er i reglerne, hvad angår, hvordan kommunerne skal holde samtaler som led i opfølgningsindsatsen over for sygemeldte.

Jeg vil gerne takke for behandlingen af lovforslaget, og jeg ser frem til en god udvalgsbehandling, hvor jeg også forventer, at der vil komme en stribe spørgsmål, som jeg selvfølgelig gerne vil svare på.

Der kommer allerede et par stykker her med det samme, og vi starter med en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg har jo siddet her i dag og lyttet til repræsentanterne for det såkaldte sorte trekløver, der stiller sig op og siger: Jamen her har vi et lovforslag, der er fantastisk godt; det gør ikke noget, at de syge og de svage bliver ramt; det skal nok gå godt; vi skal have rettet op på landets økonomi, og det er dem, der skal stå for.

Den del vil jeg såmænd ikke røre så meget ved. Jeg vil hellere spørge ministeren om noget helt andet, for der er jo en del af lovforslaget, der ikke koster penge for ministeren eller for regeringen, nemlig det, der handler om – standbyordningen, altså at alvorligt syge ikke længere skal belemres med opringninger fra jobcenteret osv.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, hvornår ministeren vil begynde at lytte en lille smule til, hvad det er, vi som opposition og alle mulige gode mennesker uden for murene her siger. Hvornår vil ministeren begynde at lytte til os, når vi kommer med nogle gode argumenter?

Jeg kan sagtens forstå, at vi kan være uenige om mange ting herinde, men jeg har en opfattelse af, at den måde, vi diskuterer politik på, meget kommer til at handle om sort og hvidt. Jeg har ikke i de sidste år en eneste gang oplevet en minister – hverken den foregående eller den nuværende beskæftigelsesminister – der har sagt: Hov, her har vi et godt forslag, det må vi hellere ændre.

Da vi sidste år i forbindelse med behandlingen af …

Når formanden rejser sig op, betyder det, at der er gået de første 10 sekunder over, og så er det med at slutte hurtigt.

Så det skal jeg gøre meget hurtigt, hr. formand. Da vi behandlede den lov, havde vi et forslag om, at der skulle ændres på loven i forhold til netop den her indretning. Hvorfor lyttede ministeren ikke til os dengang? Så kunne vi have taget det i opløbet, i stedet for at det skal behandles som sådan en lille ting indimellem alt muligt andet.

Så er det beskæftigelsesministeren.

Først vil jeg sige, at det jo undrer mig lige så meget, at hr. Lennart Damsbo-Andersen står med den her attitude i dag, for hr. Lennart Damsbo-Andersen kunne lige så godt have haft en glad og positiv attitude til lige nøjagtig den her del af lovforslaget, men det ville man åbenbart ikke, på trods af at man er enig i den her del. Tværtimod vælger man igen den sådan lidt negative fremtoning og siger, at nu er det så for sent, og at det skulle være gjort på en anden måde.

Jeg vil godt sige, at jeg jo faktisk har præciseret over for kommunerne, at det er meget vigtigt, at man er varsom omkring alvorligt syge, og det er jeg også helt sikker på at hr. Lennart Damsbo-Andersen ved, for det er også noget af det, vi har diskuteret på flere samråd. Derfor kan det ikke være nyt for hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Men man kan sige, at det, der kunne komme ud af det nu, jo så var, at man kunne give hinanden håndslag på, at der her er et sted, hvor vi er enige.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen, og for at give lidt mere tid har hr. Damsbo-Andersen nu 60 sekunder i stedet for 1 minut.

Det er jo fantastisk. Det skal jeg forsøge at holde mig inden for.

Det, der er problemet her, er jo, at ministeren igen stiller sig sådan op. Det er fantastisk. Det havde jo været dejligt, hvis nu lovforslagene kunne skilles lidt ad. For i mit sind er der jo ingen tvivl om, at hvis vi havde haft to lovforslag, hvor det ene handlede om sygedagpenge, stemte vi imod det. Hvis det andet havde handlet om, at nu ændrer vi på reglerne for, hvordan man tager fat i alvorligt syge mennesker ude i jobcentrene, så havde jeg stemt for det. Det sagde jeg også i min ordførertale. Det kan godt være, at det var med nogle andre ord, men det sagde jeg.

Det, der så er problemet her, er, at incitamentet over for kommunerne jo ikke er lavet om. Det, der gør, at kommunerne og jobcentrenes sagsbehandlere stadig væk sætter alvorligt syge i gang med aktivering, er netop, at refusionen ikke er ændret i det her forslag. Jeg kunne godt bede om, at ministeren bekræfter eller giver et tilsagn om, at det, når det nu åbenbart bliver et forslag, der bliver fremsat senere, så vil være en del af det forslag, at den her rigide måde at behandle alvorligt syge på bliver fjernet.

Så er det beskæftigelsesministeren.

Nu er mekanikken her i Folketinget den, at det jo ikke gælder om at fremsætte flest mulige lovforslag, faktisk tværtimod tror jeg, at det gælder om – og det mener hr. Lennart Damsbo-Andersen også på andre dage, men nu kan jeg forstå, at det er noget andet lige i dag – netop at få lavet tingene på den smartest mulige måde, så man heller ikke ulejliger Folketinget flere gange via forskellige lovforslag. Derfor er det taget med her som en præcisering, som jeg synes er helt relevant at tage med, og nu var det her så også, kan man sige, først givne lejlighed til at få den præcisering lagt ind, når vi nu alligevel skal diskutere lige præcis den her lov.

Når det er sagt, er det altså også sådan, at hr. Lennart Damsbo-Andersens parti jo ikke er med i forligskredsen, og derfor kan man naturligvis heller ikke på samme måde stille hverken krav eller andet, men man kan selvfølgelig argumentere for sin sag. Og da jeg er sådan indrettet, at jeg altid lytter, også til folk, jeg ellers ofte er uenig med, lytter jeg naturligvis også til hr. Lennart Damsbo-Andersen i den her sag.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Har ministeren tænkt over, om hun nogle gange holder taler i en retning og så fremsætter lovforslag, som strider imod de taler, i en anden retning? Jeg tænker på, at jeg har hørt ministeren tale positivt om et rummeligt arbejdsmarked. Men sagen er jo, at når man på den her måde forringer muligheden for sygedagpenge for mennesker, som har været væk fra arbejdsmarkedet i en periode og prøver at komme ind på det igen, kan der meget nemt opstå den situation, at arbejdsgiveren vil have modvilje mod at ansætte syge mennesker og gøre forsøget på, at de kunne vende tilbage til et job, simpelt hen fordi der kan være tale om overenskomster, hvori der jo står, at man skal have fuld løn under sygdom. Men arbejdsgiveren kan med det her lovforslag ikke længere få sin refusion fra kommunen.

Så har ministeren tænkt over, at parolen om et rummeligt arbejdsmarked faktisk bliver modvirket af det her lovforslag fra ministeren selv?

Så er det ministeren.

Jeg må sige til hr. Eigil Andersen, at jeg ikke tror, at det her lovforslag vil gøre, at vi får et hverken mere eller mindre rummeligt arbejdsmarked. Jeg tror, at det er helt andre ting, der tæller, og det er jo også derfor, vi arbejder bredt med det rummelige arbejdsmarked. Det er jo bl.a. også derfor, at vi har fremlagt en handicapstrategi, og det er derfor, at vi har givet gode betingelser for virksomheder også på alle mulige andre måder til at få både råd og vejledning. Og det ved jeg er noget af det, der fylder meget i virksomhederne, altså om man kan få råd og vejledning og dermed også den hjælp, der skal til for måske at ansætte et menneske, der ellers er på kanten af arbejdsmarkedet.

Så jeg tror, at hr. Eigil Andersen vil have meget svært ved at kunne argumentere sin sag hjem ved blot at sige, at vi med L 8, der nu er til første behandling i dag, har gjort arbejdsmarkedet mindre rummeligt. Det tror jeg ganske enkelt ikke hr. Eigil Andersen kan sige at der er hold i.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Der er mange ting, der skaber et rummeligt arbejdsmarked, men det her er altså en af de ting, som modvirker det. Ministeren kan prøve at forestille sig, at hun er arbejdsgiver og der kommer en, der har været langtidssyg, og siger: Jeg vil gerne have et job hos dig. Så tror jeg, at en sådan arbejdsgiver vil sige til sig selv, at denne medarbejder måske ikke er helt ovre sin sygdom og derfor måske får nogle sygedage, og at man som arbejdsgiver ikke længere får refusion fra kommunen, for nu er lovgivningen med hensyn til betingelserne for at få refusion for sygedagpenge blevet strammet.

Mon så ikke den arbejdsgiver vil sige til sig selv: Det bliver for dyrt for mig, det tør jeg ikke. Og så undlader man at ansætte et menneske, som faktisk har meget brug for det. Kan ministeren ikke forestille sig den situation, en arbejdsgiver vil være i der?

Så er det beskæftigelsesministeren.

Nej, det kan jeg ærlig talt ikke, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen. Hvis man sidder som arbejdsgiver og overvejer, om man skal give plads til et menneske, der er på kanten af arbejdsmarkedet og derfor har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, så tror jeg ærlig talt ikke, at det er L 8, man trækker ud af skuffen, og som får en til at sige: Nåh, hold da op, nu er der blevet ændret på søgnehelligdagsbegrebet her i forhold til sygedagpenge, så derfor vil jeg ikke tage det her menneske ind.

Det er helt andre overvejelser, der ofte gør sig gældende rundtomkring på virksomhederne. Det er også et spørgsmål om, at man på mange virksomheder tager sit sociale ansvar alvorligt – det har vi jo faktisk kunnet se selv i krisetid at man på mange virksomheder gør – og det mener jeg altså bestemt ikke at det her lovforslag isoleret set vil have en negativ effekt på.

Så er der en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Nogle gange forstår jeg simpelt hen ikke sammenhængen i ministerens argumentation, for i nogle sammenhænge hører vi, at det, der er afgørende, hvis vi skal have arbejdspladser i Danmark, er, at vi får lønniveauet ned, for ministeren mener, at det er helt afgørende for, om arbejdsgivere vil ansætte nogen eller ej, at lønniveauet skal være lavere, end det er i dag. Det må jo være, fordi man ser på omkostningerne ved at have folk ansat.

Når vi så her snakker om nogle af de mennesker, som man kan regne med kommer til at have nogle sygedage indimellem, så mener ministeren, at dér er omkostningsniveauet fuldstændig ligegyldigt, dér betyder det ingenting, at regeringen går ind og siger, at det fremover bliver langt dyrere for arbejdsgivere at have mennesker ansat, der indimellem har nogle sygedage.

Hvordan hænger de to argumentationer sammen?

Så er det beskæftigelsesministeren.

Nu siger fru Line Barfod, at hun nogle gange har svært ved at forstå sammenhængen i min argumentation. Hvis det er en trøst – det kan være, det er en fattig trøst – kan jeg sige, at det er helt gensidigt: Jeg forstår ofte ikke sammenhængen i Enhedslistens og fru Line Barfods argumentation. Men det kan selvfølgelig være en fattig trøst i den her debat.

Når det så er sagt, vil jeg gerne igen sige, at jeg ikke er i tvivl om, at hvis man som arbejdsgiver sidder og vurderer, om man vil gøre en ekstra indsats og tage sit sociale ansvar på sig, så er det ikke isoleret set det her lovforslag, der gør, at det enten falder ud til den ene eller den anden side. Og jeg synes faktisk, at det igen er vigtigt at kigge på, hvordan det så ud, da krisen for alvor brød løs. Selv mens virksomhederne havde det rigtig, rigtig svært i Danmark – det er der mange virksomheder, der stadig væk har – var der faktisk rigtig mange virksomheder, der tog deres sociale ansvar på sig og ansatte mennesker, der var på kanten af arbejdsmarkedet.

Derfor synes jeg altså, det er meget, meget svært at argumentere med, at lige præcis det her lovforslag skulle gøre, at man vil få et mindre rummeligt arbejdsmarked.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg går ud fra, at ministeren anerkender, at det her lovforslag betyder, at det fremover bliver dyrere for arbejdsgiverne, og så er det, jeg bare ikke forstår, hvorfor ministeren mener, at det ikke har nogen indflydelse. Hvis man sidder i en virksomhed, i et menighedsråd, eller hvor det nu kan være henne, og skal vurdere, hvad man har råd til, når man skal ansætte nogen i en bestemt funktion og skal have løst en opgave, så kan man se: Hvis vi ansætter en, som er blind, og som sagtens kan løfte opgaven, så kommer det altså til at koste os noget mere, for hvis vedkommende er syg indimellem, får vi ikke længere sygedagpengerefusion fra staten, mens vi, hvis vi ansætter en, hvor der ikke er udsigt til, at vedkommende bliver syg, ikke får den ekstra udgift.

Mener ministeren overhovedet ikke, at det har nogen betydning? For så forstår jeg ikke, at man på andre områder siger, at det har kolossal betydning, om lønnen stiger eller ej. Jeg forstår simpelt hen ikke, at ministeren siger, at det i den ene situation har betydning, og i den anden situation har det overhovedet ingen betydning.

Så er det ministeren.

Det, jeg egentlig gerne vil diskutere med fru Line Barfod, er hele betingelsen, hele forudsætningen for det her lovforslag. Det er sådan, at den internationale finanskrise har buldret over hele verden, og den har selvfølgelig også buldret over Danmark. Vi har taget mange initiativer fra regeringens side, SP-udbetalinger, fremrykning af investeringer, investeringer generelt og skattelettelser, og hvis man tillægger den lave rente, har det jo rent faktisk betydet, at 122.000 mennesker er sluppet for at få en fyreseddel i hånden. Det er klart, at det koster at få betalt den regning, der ligger.

Hvis ikke vi betalte den regning, kan jeg garantere fru Line Barfod for, at man som virksomhed ikke havde råd til at spekulere over socialt ansvar eller det rummelige arbejdsmarked. Det har man faktisk først i det øjeblik, vi får betalt den regning.

Så er det rigtigt, at hvis man ser helt isoleret på L 8, som vi førstebehandler nu, vil det betyde, at der bliver øgede udgifter også til virksomhederne, men jeg kan bare sige, at havde man ikke betalt regningen for den internationale finanskrise og genopretningen af dansk økonomi, så ville det være noget helt, helt andet, vi talte om – og så kunne man da tale om et rummeligt arbejdsmarked! Så ja, det er rigtigt, at det her vil koste virksomhederne noget, men man må omvendt sige det på den måde, at genoprettede vi ikke dansk økonomi, så ville tingene være meget, meget værre.

Jeg gør opmærksom på, at taletidsreglerne også gælder ministre. Tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.