Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 88:

Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd. (Ophævelse af lovens revisionsbestemmelse).

Af ministeren for ligestilling (Hans Christian Schmidt, fg.).

(Fremsættelse 01.12.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er fru Ellen Trane Nørby som ordfører for Venstre.

Formålet med ligestillingspolitik er for os i Venstre ikke at gennemtrumfe et millimeterdemokrati, hvor der altid er lige så mange kvindelige tømrere, som der er mandlige, eller tilsvarende lige så mange mandlige pædagoger, som der er kvindelige. Ligestilling er for os i Venstre at sikre, at alle har mulighed for og frihed til at vælge det, de ønsker at udleve, bl.a. den beskæftigelsesdrøm, de måtte have, uden at der er kultur, tradition eller struktur, der tvinger dem til noget andet. Ligestilling handler for os i Venstre om at bringe alle talenter i spil og sikre, at vi som enkeltpersoner og som samfund udnytter alle de menneskelige ressourcer, der er til stede.

Med L 88 foretager vi ikke de store lovændringer. Med L 88 følger vi blot op på et lovforslag, som vi vedtog i Folketinget for 2 år siden, og som fungerer efter hensigten. Med L 88 sikrer vi derfor en ophævelse af revisionsbestemmelsen, uden at der samtidig foretages andre ændringer i lovgivningen.

Når L 88 fremsættes, er det, fordi det er en del af den lovaftale, som blev lavet for 2 år siden, nemlig at loven skulle revideres efter 2 år, og at der skulle tages stilling til revisionsbestemmelsen. Så det følger jo helt naturlig praksis, at vi nu ophæver lovbestemmelsen, sådan som der var aftale om for 2 år siden, da den oprindelige lov blev vedtaget.

Formålet med lovændringen var jo at sørge for, at alle talenter, også dygtige kvinder, kommer i spil, når der skal besættes poster i offentlige nævn, råd, kommissioner og lignende. Oprindelig var baggrunden for ligestillingsloven, der blev til i midten af 1980'erne under Schlüterregeringen, jo, at ligestillingsloven skulle være med til at sikre, at alle – ligegyldigt hvilket køn de havde – kunne komme frem i samfundet, uden at struktur, kultur bandt dem. Derfor lagde ligestillingsloven fra 1980'erne også op til, at der altid skal indstilles både en mand og kvinde til en post, medmindre der er saglige begrundelser, der taler imod dette.

For at kunne følge udviklingen og se resultatet af de initiativer, der er taget, bliver der hvert år udarbejdet en ligestillingsredegørelse, hvor man aktivt kan følge med i, hvordan situationen ser ud. Det betyder også, at der ikke er nogen, der kan slippe for at gøre en aktiv indsats; for det bliver offentliggjort hvert år, hvad status på området er.

Da lovændringen blev vedtaget for 2 år siden, var der visse organisationer, der mente, at det ville medføre tomme, nærmest spøgelsesagtige pladser i råd og nævn. For lovændringen tilsagde nemlig, at ressortministeren skulle lade pladsen stå tom, hvis der ikke blev indstillet både en mand og en kvinde og der samtidig ikke var en saglig begrundelse for, hvorfor man i det konkrete tilfælde ikke valgte at indstille både en mand og en kvinde. I dag kan vi så konstatere, at der ikke står nogen pladser spøgelsesagtigt tomme hen. Der har ikke været ubesatte poster, siden loven blev ændret for 2 år siden, og viljen til at sikre, at alle talenter bringes i spil, og sikre både høj faglighed og mangfoldighed, er derfor i høj grad eksisterende.

På den baggrund synes vi i Venstre, det er helt naturligt, at vi i dag ophæver revisionsbestemmelsen i loven, og derfor kan vi støtte L 88.

Tak til fru Ellen Trane Nørby. Så er det fru Julie Rademacher som ordfører for Socialdemokratiet.

Mange tak. Det er jo ofte sådan, når vi har diskuteret ligestilling her i Folketingssalen, at linjerne har været trukket meget, meget klart op, for det er bestemt ikke noget, vi har været enige om i oppositionen og i regeringen samt dens støtteparti. Men der har faktisk været et forslag, vi siden sidste folketingsvalg helt klart alle har kunnet bakke op om på nær Dansk Folkeparti, og det handler netop om, at vi faktisk er meget enige i målene for ligestilling i Danmark, og at både mænd og kvinder skal være repræsenteret i offentlige råd, nævn og udvalg. Jeg er rigtig glad for, at vi rent faktisk har fået indført det her, og jeg mener også, at vi på en lang række andre områder kunne lære af det her forslag, vi har lavet.

Jeg må dog til det her helt konkrete forslag, L 88, sige, at vi mener – som det også bliver sagt fra Venstres ordførers side, og som Kvinfo også skriver i deres høringssvar – at ligestillingsredegørelserne opfylder rigtig mange krav i dag. Dog vil vi også lytte til det, der fremgår af LO's høringssvar, og afvente en ændring af revisionsbestemmelsen.

Så kort sagt i forhold til det her lovforslag vil jeg sige, at vi sådan set støtter formålet i den lov, vi har vedtaget, men vi vil meget gerne vente med at ophæve revisionsforpligtelsen. Vi ser dog frem til udvalgsarbejdet, men indtil videre er vores indstilling et nej tak til L 88.

Der er ønske om en kort bemærkning. Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Det er jo meget interessant at høre den socialdemokratiske ordfører så meget klart tale om LO's høringssvar. Endnu en gang ser vi altså et eksempel på, at Socialdemokraterne har deponeret deres ligestillingspolitiske handlekraft hos LO. Det er jo ikke nogen hemmelighed for hverken Socialdemokraterne eller nogen af de andre partier i Folketingssalen, at både Dansk Arbejdsgiverforening og LO var modstandere af forslaget, da det blev fremsat her i Folketinget for 2 år siden, hvor oppositionen bakkede op om forslaget, og det er heller ikke nogen hemmelighed for nogen, at LO og DA fortsat er de eneste parter, der i deres høringssvar er kritiske nu, hvor revisionsbestemmelsen skal ophæves. Men det er jo så meget desto tydeligere, at Socialdemokraterne har lavet en så klokkeklar aftale med LO, at det her så er et punkt, hvor man ikke vil fravige LO's holdninger og have sin egen ligestillingspolitiske holdning, men derimod bare følge LO.

Derfor vil jeg blot høre den socialdemokratiske ordfører, om det virkelig kan passe, at ligestillingspolitik i dag ikke længere fastlægges i Socialdemokraternes gruppeværelse, men hos fagbevægelsen.

Ordføreren.

Det lyder næsten, som om at fru Ellen Trane Nørby har fået gang i sin valgknap, der pr. automatik sætter Socialdemokraternes holdning til alt sammen med fagbevægelsen. Vi er rigtig stolte af, at vi ofte i fællesskab med den kan finde nogle løsninger, men jeg vil godt understrege, at vores ligestillingspolitik er langt mere progressiv end det, regeringen overhovedet har formået. Regeringen og de partier, der bakker op om regeringen, når os ikke til sokkeholderne på det område.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at sparke igen og sige: Det her handler om en såre simpel revisionsbestemmelse. Vi går ikke mod det. Vi siger, at vi bare gerne vil have, at der går lidt mere tid, før vi fjerner den. Skulle vi efter et valg sidde i regering, vil vi også være villige til at kigge på det. Så lad nu være med at trykke på automatknappen og få det til at lyde, som om at vi bare har deponeret vores ligestillingspolitiske dagsorden. Vi har rent faktisk en dagsorden, og den har rigtig mange andre punkter også.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det glæder mig da, at vi kan drøfte det her i udvalget, sådan at vi forhåbentlig kan få en konstruktiv drøftelse, også på baggrund af de mange andre høringssvar, der er indkommet, hvor der jo ikke er nogen problemer med, at man ophæver revisionsbestemmelsen og dermed vedtager L 88, sådan som det ligger.

Den socialdemokratiske ordfører står jo nu og siger, at man gerne ville have haft en længere periode. Det er jo ikke et synspunkt, som Socialdemokraterne fremførte, dengang vi havde drøftelsen for 2 år siden, og hvor det jo står i loven, at den skal revideres nu her efter 2 år. Det er et helt nyt synspunkt hos Socialdemokraterne, at der skulle være problemer med det her, på trods af at det jo ikke er første gang, vi drøfter sagen.

Derfor må man jo lidt foranlediges til at tro, at det hænger sammen med de meget tætte bånd, der er mellem LO, som er modstander af det her forslag, og Socialdemokraterne. Det håber jeg da på at ordføreren kan knytte en kommentar til, samtidig med at ordføreren jo så kan få lov til at svare på det med den der såkaldte progressive politik, som ordføreren taler om. Det handler jo om, at man vil tvangsopløse danske virksomheder, man vil indføre kvoter. Er det ikke korrekt, at det i Norge har ført til, at 32 pct. af de norske selskaber har ændret selskabsform for at undgå den tilsvarende lovgivning, der er indført i Norge, og som Socialdemokraterne nu ønsker i Danmark?

Ordføreren.

Man skal ikke alene lægge øre til fru Ellen Trane Nørbys valgknap med hensyn til Socialdemokraternes og fagbevægelsens sammenhold, næh, nu skal man også høre på skræmmekampagner om, at Socialdemokraterne ønsker at tvangsopløse virksomheder. Det gør vi bestemt ikke. Men vi ønsker klart flere kvindelige og mandlige talenter i spil i det offentlige og som sagt også i det private erhvervsliv. Der er det jo netop, at fru Ellen Trane Nørby på mange områder mange gange har forsøgt at forsvare erhvervslivet og sagt: Ih og åh, vi vil ikke stille nogle kriterier eller nogle mål for, hvad vi gerne vil nå.

Her er vi rent faktisk helt konstruktivt nået frem til et forslag, hvor vi gerne vil have både mænd og kvinder indstillet til råd, nævn og udvalg. Så lad os nu holde den konstruktive tone. Lad os nu sætte nogle konkrete mål for, hvad det er, vi gerne vil nå i Danmark, for vi er jo enige om målsætningerne. Så kan vi altid diskutere barsel, vi kan altid diskutere ligeløn, vi kan altid diskutere, hvordan vi også får flere kvinder og mænd igennem uddannelsessystemet. Det er vi meget åbne over for.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, en kort bemærkning.

Det kan da godt være, at Venstre og Socialdemokraterne er enige, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men hvis der er nogen, der har prøvet at skræmme dansk erhvervsliv, så er det vel fru Julie Rademacher, der sidste år virkelig prøvede at skræmme erhvervslivet med det her med tvangsopløsninger af virksomheder, der ikke ville følge fru Julie Rademachers direktiver. Bare lige for at få det på plads først.

Så sagde fru Julie Rademacher, at de initiativer, Socialdemokraterne tog, var for at sikre kvindelige og mandlige talenter i det private erhvervsliv. Hvordan i alverden sikrer man mandlige talenter i det private erhvervsliv ved at fremme kvinder, som erhvervslivet ikke vil have?

Ordføreren.

Det er klart, at jo flere talenter, der kommer i spil, jo hårdere er konkurrencen – sådan er det jo. Og hvis man så i et miljø, hvor der traditionelt er mange mænd eller mange kvinder, stiller krav som dem, vi har indført i det her tilfælde, om, at der skal være både kvinder og mænd, så kommer der rigtig mange flere ansøgere. På den måde tror jeg faktisk vi samlet set opnår, at de allermest kompetente får posterne. Det synes jeg faktisk det her forslag har været et bevis på.

Hvad angår det andet om en skræmmekampagne om tvangsopløsning af virksomheder, vil jeg blot slå fast en gang for alle: Vi ønsker ikke at tvangsopløse virksomheder. Og det fremgår heller ikke af det beslutningsforslag, vi rent faktisk havde til behandling her i Folketingssalen i sidste samling – jeg mener, det var B 167. Det er ren skræmmekampagne fra hr. Simon Emil Ammitzbølls side. Og det skal man høre fra en mand, som ikke selv er kommet med nogen former for forslag til, hvordan vi rent faktisk kan fremme ligestilling.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen der er fuld ligestilling i forhold til bestyrelsesposter i det private erhvervsliv, erhvervslivet kan nemlig frit vælge, hvem de vil, staten har ikke lagt nogen begrænsninger ind. Jeg ved dog godt, at erhvervslivets forhold er ret fremmede for Socialdemokraterne; det er ikke noget, man går særlig meget op i.

Når fru Julie Rademacher siger, at der skal flere talenter i spil, er det jo spil for galleriet, for alle talenter er i spil. Og det er altså ikke sådan, som fru Julie Rademacher siger, at man nødvendigvis ligesom ansøger om en post i en bestyrelse. Det ville da være en meget mærkelig virksomhed, der bare slog et opslag op og spurgte: Findes der nogle gode kandidater? Det er jo ejerne af virksomheden, der suverænt bestemmer, hvem de vil have, ligesom det er vælgerne, der suverænt bestemmer, hvem de vil have til at repræsentere dem i dette Folketing. Og jeg går ud fra, at det også er de socialdemokratiske medlemmer, der suverænt bestemmer, hvilke Socialdemokrater der opstilles.

Har man i øvrigt en 40-procents-kvote for folketingskandidater i Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Vi arbejder på en lang række områder på også at implementere ligestillingspolitikken i vores eget parti. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det ser langt bedre ud hos Socialdemokraterne i dag, end det gjorde for mange år siden, fordi vi netop har arbejdet for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder. Og der er ingen tvivl om, at vi ikke fuldstændig har vundet den kamp endnu – og det har vi heller ikke i hele Danmark. Der er langt mere, vi kan gøre på det her punkt, og vi ser rigtig meget frem til at komme i gang med det arbejde. Men vi er ikke bange. Vi er ikke bange for at sætte nogle konkrete mål for, hvad det egentlig er, vi gerne vil nå. Vi synes, det er helt naturligt, at man på en lang række områder – f.eks. i uddannelsessystemet, hvor vi har 50- og 95-procents-målsætninger, og en lang række andre steder – har mål for, hvad vi gerne vil nå.

Hvorfor er det, at hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke vil det på lige det her område? Det er, fordi man er så meget liberalist, at man ikke ønsker, at fællesskabet skal sætte mål, og fordi man jo har erhvervslivet derude – der er imod det – som sponsorer. Det er vi ikke bange for.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at når der bliver spurgt om noget, bliver der i hvert fald ikke svaret på det. Har Socialdemokraterne en 40-procents-ordning for deres kandidater, sådan at der er de her kvoter, som man jo er så vild med? Det vil jeg da gerne have svar på. Nu har hr. Simon Emil Ammitzbøll spurgt, og han fik i hvert fald ikke noget svar.

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om man ikke mener, at når en ejer har investeret sine penge, sin ejendom, eller hvad det nu måtte være, i en privat virksomhed, så er det også den ejer, der selvfølgelig bestemmer, hvem der skal bestyre butikken. Det må da være rimeligt. Der er altså tale om noget risikovillig kapital, ergo skal man også have tillid til de folk, der sidder der. Jeg har ikke noget imod, at talenter kommer i spil, selv om jeg synes, at det er en floskel, der simpelt hen bliver brugt ulidelig meget. Men kan fru Julie Rademacher ikke bare fortælle, om der er kvoteordning i Socialdemokratiet, sådan som man jo ønsker det for alle andre, og om det ikke er ejerne af virksomhederne, der kan bestemme, hvem bestyrelserne skal bestå af.

Ordføreren.

Det er da utroligt, at Dansk Folkepartis ordfører i forbindelse med et lovforslag om ophævelse af en revisionsbestemmelse, et forslag, vi allerede har behandlet tidligere, rent faktisk kan stille sig op og køre debatten endnu længere ud. Jeg vil meget gerne svare på de spørgsmål, der bliver stillet. Vi har ikke i dag direkte kønskvotering i Socialdemokratiet, i forhold til hvem der skal være kandidater. Vi overvejer forskellige modeller, men ligesom det er rigtig mange andre steder, er det noget, vores kongres og vores organisation tager stilling til.

I modsætning til Dansk Folkeparti er vi ikke et totalt topstyret parti. Vores medlemmer har meget, meget stor indflydelse, og det er også grunden til, at vi faktisk er kommet til at være mange kvinder og også mange mænd i mange aldre med meget forskellig baggrund i partiet. Det er jeg stolt af. Jeg repræsenterer et parti, hvor der er rigtig mange slags mennesker. Så ligestilling handler ikke kun om mænd og kvinder; det handler også om etnicitet og om alder, og det synes jeg er utrolig vigtigt vi tager op i den her sammenhæng. Men vi har et ligestillingsudvalg, det har vi også i vores folketingsgruppe. Vi arbejder målrettet for at få langt flere kriterier med i modsætning til det, Dansk Folkeparti gør i dag.

Fru Pia Adelsteen.

Så vil jeg gå tilbage til det her forslag. En ting, der undrer mig, er, at man nu siger nej til en ophævelse af revisionsbestemmelsen, noget, som man for 2 år siden sagde ja til, for det var jo det, man gjorde. Fru Julie Rademacher sagde tidligere, at målet, altså det her med, at der bliver indstillet en mand og kvinde, er fint nok. Det er vi jo dybt uenige i, men Socialdemokraterne er enige om, at sådan skal der indstilles. Dengang kom revisionsbestemmelsen også, og der sagde man det. Hvordan kan det være, at det lige pludselig er et problem? Altså, jeg synes også, det er et problem, men hvordan kan det være, at fru Julie Rademacher og Socialdemokraterne synes, at det er et problem nu?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at man altid har lov til at vurdere et forslag, når der er gået noget tid. Her stiller vi os sådan set ikke meget imod, at vi skal tage revisionsbestemmelsen ud – eller det modsatte. Vi vil bare gerne have lidt mere tid til at vurdere det, så vi kan se de nøjagtige effekter af det her lovforslag. Det synes jeg egentlig er meget, meget rimeligt.

Til de andre bemærkninger, der er kommet fra Dansk Folkepartis side, vil jeg sige, at jeg synes, det er helt utroligt, at et parti, der ikke selv vil noget på ligestillingsområdet og her i høj grad bremser den regering, vi har, ikke selv tager debatten og sikrer ligeløn, sikrer, at vi får mænd og kvinder ind rigtig mange steder i uddannelsessystemet. En af kerneværdierne i det danske samfund for mig har været, at vi bl.a. har været kendt for ligestilling og også for, at vi arbejder for det i Danmark. Det er en dansk kerneværdi for mig, og derfor er jeg enormt skuffet over, at et parti, der kalder sig Dansk Folkeparti, ikke værner noget mere om denne værdi.

Så er det fru Helle Sjelle med en kort bemærkning.

Jeg synes stadig væk, det står ganske uklart, hvorfor fru Julie Rademacher og Socialdemokratiet ikke vil ophæve revisionsbestemmelsen. Hvorfor er det, man vil have mere tid? Hvad er det, der gør, at man lige præcis på det her område har brug for ekstra tid? Er det ikke, fordi det er noget, fagforeningerne synes er en god idé at man får? Er det ikke det, der er sagens kerne? Er det ikke det, der er sandheden? Jeg synes, at vi alle fortjener et ærligt svar.

Ordføreren.

Nu er der altså ikke nogen grund til at gøre en revisionsbestemmelse til et meget større emne, end det er. Vi vil gerne kigge på det her under udvalgsbehandlingen, og jeg håber også, at vi kan nærme os hinanden noget mere, end det er sket; det har jeg ikke stillet mig fuldstændig afvisende over for. Så lad os nu prøve at se, hvad der sker under udvalgsbehandlingen, og så tage den derfra. Indtil videre har vi sådan set bare givet vores umiddelbare indstilling til det, men vi er ikke afvisende over for forhandling.

Fru Helle Sjelle.

Noget klart svar blev det jo ikke til, og det er nok også, hvad man kan forvente, hvis det ulykkelige skulle ske, at en socialdemokratisk regering kommer til magten. Det eneste, man kan være sikker på, og som står meget klart, er i hvert fald, at fagforeningerne får en væsentlig indflydelse, for ikke at sige, at det er derfra, Danmarks fremtid bliver styret fremover, hvis det ulykkelige skulle ske, at Socialdemokratiet får magten.

Jeg synes, jeg vil prøve en gang til at spørge fru Julie Rademacher, hvad det er, der gør, at man ikke ønsker at ophæve den her revisionsbestemmelse. Er det ikke, fordi fagforeningerne ikke ønsker det? Er det ikke det, der er årsagen?

Ordføreren.

Som jeg allerede har sagt, er det, fordi vi gerne vil lade bestemmelsen virke i lidt længere tid, før vi vurderer forslaget endeligt. Når det så er sagt, må sige, at jeg ikke kan forstå, at De Konservative, der selv er i dyb krise i øjeblikket, søger at sætte et skræmmebillede op af, hvordan det vil gå, hvis Socialdemokraterne kommer i regering. Jamen altså, De Konservative kan jo knap nok styre sig selv for tiden. Så jeg synes ærlig talt, at vi skal lukke valgkampen her i Folketingssalen og tage den til debatmøderne derude og forholde os til forslaget om revisionsbestemmelsen, som vi bestemt stiller os åbne over for at diskutere under udvalgsbehandlingen.

Men indtil videre ser vi kritisk på, at bestemmelsen kun har fået lov til at virke i så kort tid, som den har, og derfor ser vi egentlig gerne, at der går lidt længere tid, før vi overvejer revisionsbestemmelsen.

Tak til fru Julie Rademacher. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger, og så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tilbage i 2009 blev det af et flertal i Folketinget vedtaget, at en minister i stedet for at kunne nu skulle lade en plads stå tom, hvis der ikke var indstillet både en mand og en kvinde, medmindre der var særlige grunde hertil. Samtidig indførtes en revisionsbestemmelse, da der var en del bekymring for, at flere poster ville kunne stå tomme på grund af denne ændring. Det er så denne revisionsbestemmelse, der nu foreslås ophævet.

Når jeg læser bemærkningerne til forslaget, kan jeg ikke andet end at sige, at selve lovgivningen i forbindelse med indstillingen af både en mand og en kvinde er fuldstændig tåbelig og i alle tilfælde ikke hænger sammen med virkeligheden.

Når man f.eks. efter et kommunalvalg skal sidde og fordele poster i byrådets politiske grupper, bliver de typisk fordelt efter, hvor store partierne er, og en hel del af posterne skal i øvrigt besættes af medlemmer af byrådet. Sådan er det også inden for stat og regioner. Det betyder også, at man kan komme i klemme i forhold til ligestillingsloven, når der sker udpegninger, simpelt hen på grund af partiets størrelse.

F.eks. sidder der i handicaprådet i min hjemkommune ikke færre end fem byrådskvinder på de fem pladser, der er. Skulle vi så vrage politikere, fordi der på nogle af de her fem pladser sidder en kvinde og der kun er et enkelt medlem af det parti, der er valgt til byrådet? Så skulle vi vrage dem, fordi vi nu skulle have nogle flere mænd ind, og vrage folk, der er interesseret i det her arbejde, og så i stedet for få en af det modsatte køn ind, som måske er knap så interesseret i dette arbejde.

I de statslige råd og nævn har der stort set ikke været nogen ændring i andelen af kvinder siden år 2000. Fra 2000 til 2007 steg andelen af kvinder fra 35 til 42 pct., og i 2009 udgjorde kvinder knap 40 pct. På det kommunale område udgjorde kvinder i perioden 2006-2007 35 pct., mens andelen af kvinder i perioden 2007-2009 faldt til 30 pct. Kun hvad angår regionerne, kan man se en fremgang: I perioden 2006-2007 udgjorde kvinder 28 pct., og i perioden 2007-2009 var denne andel steget til 44 pct.

Siden indførelsen af bestemmelsen i 2009 om, at en minister skal lade en plads stå tom, hvis ikke der er blevet indstillet både en kvinde og en mand og der ikke er blevet givet en saglig begrundelse for det, har der ikke været eksempler på, at det er sket.

I Dansk Folkeparti er vi af den opfattelse, at denne tvangsudskrivning af både mænd og kvinder er et forsøg på at lave kvoteordninger, der, som tallene viser, overhovedet ingen effekt har på sammensætningen af råd og nævn, netop fordi man vælger ud fra interesser og kvalifikationer. Derfor bør Folketinget også fjerne bestemmelsen om indstilling af både en mand og en kvinde, da det intet har med ligestilling at gøre. Jeg er godt klar over, at der p.t. ikke er flertal for det, men det kunne være rart, at den blev fjernet, og det er i hvert fald noget, vi vil foreslå.

Umiddelbart kan jeg ikke se nogen grund til at ophæve revisionsbestemmelsen – nu var vi heller ikke med til at indføre den, og jeg synes egentlig, at dem, der har indført den, kan slås om det – så vi kan ikke støtte op om det.

Tak til fru Pia Adelsteen. Er der ønske om en kort bemærkning? Det er der fra fru Julie Rademacher, værsgo.

Mange tak. Jeg vil sådan set bare kort annoncere, at SF's ordfører desværre ligger med 39 i feber, men her under DF's ordførers bemærkning godt vil give den tilkendegivelse, at de sådan set støtter den holdning, jeg redegjorde for fra Socialdemokraternes side, og også stiller sig åbne over for udvalgsbehandlingen og den senere behandling. Så på SF's vegne vil jeg lade fru Pia Adelsteen slippe her for i dag og blot tilkendegive det af hensyn til referatet.

Tak. Det var en kort kommentar. Tak til fru Pia Adelsteen. Der er ikke ønske om yderligere bemærkninger, og så er det fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Lovforslaget fra ligestillingsministeren har til formål at ophæve en revisionsbestemmelse i ligestillingsloven, som et flertal her har indsat i loven tilbage i 2009. Revisionsbestemmelsen vedrører de bestemmelser i loven, som handler om en ligelig kønsfordeling i offentlige udvalg. Bestemmelserne har eksisteret siden 1985, og i dag er reglerne sådan, at stat, regioner og kommuner skal tilstræbe en ligelig kønsfordeling i de udvalg, som de nedsætter. I praksis sker det ved, at der skal indstilles både en kvinde og en mand, når en ledig post skal besættes, og hvis den offentlige myndighed ikke kan indstille det, skal den give en saglig begrundelse – ellers skal den lade pladsen stå tom.

Det er den sidste regel – at pladsen skal stå tom, hvis der ikke er indstillet både en mand og kvinde, og hvis der ikke er givet en saglig begrundelse – som revisionsbestemmelsen vedrører. Folketinget vedtog nemlig reglen om den tomme plads i 2009, men indsatte samtidig en revisionsbestemmelse, fordi det var fornuftigt efter et stykke tid at vurdere, hvorvidt reglen også virkede efter hensigten. Og det gør den så. Det har endnu ikke været nødvendigt at lade en udvalgsplads stå tom; derfor er der også god grund til nu at fjerne bestemmelsen.

Det gode ved reglerne om en ligelig kønsfordeling i offentlige udvalg er, at de bidrager til at bringe flere kvalificerede kvinder i spil og samtidig ikke udgør nogen tvingende kvote. Reglerne er nemlig så smart indrettet, at hvis der ikke er nogen kvalificeret kvinde til en ledig post, ja, så behøver den pågældende offentlige myndighed heller ikke at opstille nogen kvinde til posten. Hvis der var tale om en kvote, ville posten pinedød skulle besættes med en kvinde, kvalificeret eller ej.

Så vil nogle måske spørge: Hvorfor vil vi Konservative være med til at lave vejledende regler for sammensætningen af offentlige udvalg, når vi ikke vil indføre kvoter i landets private virksomheder? Det er der et væld af gode grunde til, og jeg vil fremhæve to:

For det første er der i forvejen rigtig mange regler for landets private virksomheder, selv om det er dem og kun dem, der tjener de penge, vi alle sammen lever af, og derfor mener vi Konservative ikke, at staten skal genere virksomhederne med endnu en regel, som oven i købet er en meget indgribende regel, nemlig kvotekvinder. Der skal være grænser for statsmagten, ellers ender vi i ren socialisme, hvor staten blander sig i alle dele af samfundslivet, og det ønsker vi ikke. Derfor er vi imod kvoter og andre samfundsskadelige tiltag.

For det andet er kvindekvoter en rigtig dårlig idé, fordi de skaber kvotekvinder, dvs. kvinder, som kun bliver udpeget til en bestemt post, fordi de er kvinder, og ikke, fordi de er de bedst kvalificerede. Der findes rigtig mange dygtige og veluddannede og flittige kvinder i Danmark, og de stormer frem. Jeg er også sikker på, at al tale om kvoter vil forstumme om få år, og at venstrefløjen i stedet vil kaste sig frådende over mandekvoter. Men hverken kvindekvoter eller mandekvoter er vejen frem, hvis vi ønsker at skabe reel ligestilling, for kvoter overbeviser ikke nogen som helst om, at mænd og kvinder er ligeværdige. Kvoter er en tvangsmekanisme, der kan tvinge nogen til noget, men de kan ikke overbevise nogen om noget, og derfor er vi imod kønskvoter.

Samlet set kan vi Konservative således bakke fuldt og fast op om lovforslaget fra ligestillingsministeren, som vil ophæve revisionsbestemmelsen i ligestillingsloven, men som derudover ikke ændrer noget.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det hr. Manu Sareen som ordfører for Det Radikale Venstre.

L 88 kommer meget, meget vidt omkring – det havde jeg ikke regnet med – fra den konservative krise til bestyrelsesposter i Norge, men uagtet hvor vi ender henne, vil jeg sige, at Det Radikale Venstre umiddelbart ikke støtter ophævelsen af revisionsbestemmelsen i lov om ligestilling af mænd og kvinder. Generelt er vi positive og ser positivt på, at der selvfølgelig gøres en aktiv indsats for at fremme ligestillingen i offentligt nedsatte råd, nævn og udvalg, og især skal det fremhæves, at man på grund af lovgivningen bliver nødt til at afsøge kandidatfeltet grundigere for at få kvalificerede kandidater af begge køn frem for bare at vælge dem, som man normalt har en snitflade med – det, som alle efterhånden kender som Rip, Rap og Rup-effekten.

Desuden bidrager den positive udvikling til, at der er indberetningspligt, da det synliggør udviklingen og fører til refleksion, nytænkning og en øget bevidsthed. Derfor er det selvfølgelig også håbet, at vi i fremtiden vil se en endnu bedre og meget mere klar tendens i udviklingen af kønssammensætningen, end der foreligger lige nu, så vi får en meget mere ligelig fordeling og dermed får udnyttet alle ressourcer i samfundet på den mest gavnlige måde for os alle. Det er derfor vores overbevisning, at en revision af loven vil være til stor nytte og vil kunne hjælpe med at få afdækket, om loven fungerer hensigtsmæssigt, eller om den skal justeres for at sikre de optimale betingelser for en fortsat positiv udvikling på området.

Derfor kan Det Radikale Venstre, som jeg startede med at sige, umiddelbart ikke støtte ophævelsen af revisionsbestemmelsen på nuværende tidspunkt, men vi anbefaler, at man udskyder revisionen bare et par år, så loven får lov til at virke og slå rødder i en rum tid, og så man dermed også får et bredere erfaringsgrundlag at trække på. Jeg kan godt høre, at vi selvfølgelig ikke er enige, men jeg håber, vi i udvalgsarbejdet kan nå til en fælles forståelse.

Tak til hr. Manu Sareen. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det næste ordfører, der skal på talerstolen, og det er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Det er godt, der er aktiviteter i salen, så Tinget kan være underholdt. (Den forrige ordfører ønskes tillykke med sin første ordførertale).

Jeg må sige, jeg er noget overrasket over den debat, vi har haft her i dag. Jeg troede simpelt hen, det her var ugens mest ukontroversielle lovforslag: Vi skulle slette en revisionsbestemmelse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, men man skal jo aldrig sige aldrig. Jeg vil bare endnu en gang understrege, at Liberal Alliance er støtteparti til regeringen og derfor selvfølgelig bakker op om det her fuldstændig uskyldige lovforslag.

Når det er sagt, synes vi dog, at man skal være opmærksom på, hvordan man opfatter ligestilling, og hvordan vi diskuterer ligestilling. For os i Liberal Alliance er ligestilling lige muligheder, det vil sige, at alle har de samme muligheder for at opnå de samme poster i samfundet. Er det sådan på forskellige steder i tilværelsen? Ja, det er det faktisk. Det er faktisk muligt i dette land at opnå de samme ting, om man er mand eller kvinde, med undtagelse af insemination og fødsler, tror jeg. Så i virkeligheden skulle man måske dæmpe retorikken lidt og kæmpe for, at de bedst kvalificerede bliver valgt.

Derfor kan jeg ikke undlade at stille et lille drillespørgsmål til ligestillingsministeren, fordi ligestillingsministeren jo også har en fortid på Københavns Universitet, inden ligestillingsministeren blev ligestillingsminister. Det er jo et af de to universiteter, som har fået dispensation, så vidt jeg ved, fra ligestillingsloven, i forhold til at man kan gå ind og give en pose penge enten til et institut eller en bestemt forsker, hvis man vælger en forsker af et bestemt køn. Der var nogle diskussioner sidste år, og derfor vil jeg gerne have slået fast, om ligestillingsministeren og videnskabsministeren er blevet enige om, hvordan det skal være fremadrettet, og hvad man har tænkt sig gøre i forhold til de ordninger, der er på Aarhus Universitet og Københavns Universitet, i tilfælde af at man fremadrettet ikke har tænkt sig at give de dispensationer, sådan som jeg har forstået videnskabsministeren.

Er der så problemer f.eks. på universiteterne i forhold til ligestilling? Nej, det er der sådan set ikke. Forfatteren og journalisten Leny Malacinski har skrevet bogen »Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt«. Det kom som en stor overraskelse for den unge kvinde, at hun levede i et land, hvor kvinder ikke havde samme muligheder som mænd, så hun gik i gang med at undersøge det og fandt ud af, at det var sådan, at kvinder udgjorde 14 pct. af ansøgerne til professorstillinger på Københavns Universitet – 14 pct. af ansøgerne! – og 15 pct. af de nyansatte. Det var i 2006. Der var altså flere kvinder procentuelt ansat, end der ansøgte. Men er det så kun blandt professorer, det er sådan? Nej, på lektoraterne var det sådan, at kvinder udgjorde 25 pct. af ansøgerne, men 29 pct. af de nyansatte. Også dér ansatte man flere kvinder procentuelt, end der søgte. Og selv når man så på adjunktstillingerne, viste det sig, at det var sådan, at kvinder udgjorde hele 31 pct. af ansøgerne, men 36 pct. af de nyansatte.

Med baggrund i de tal vil jeg faktisk mene, at det er en skandale, at man tillader undtagelser fra princippet om, at vi bliver behandlet lige her i det danske samfund for at fremme kvinder, der i forvejen faktisk får flere af stillingerne, end de ansøger om. Der er jo ikke engang noget problem. Jo, der er måske det problem, at de ikke søger nok. Der synes jeg, at alle, der ønsker, at vi skal have flere kvinder ansat på universiteterne, og det kan være et fint formål, som jeg bestemt ikke har noget imod, burde gå i gang med at være mentor for andre kvinder. Jeg håber, at alle kvinder i Folketinget her, der virkelig mener det alvorligt, er mentorer for andre kvinder for at få dem frem. Det er noget, der virker, i stedet for at lave kvoter og undtagelser fra den almindelige ligebehandling.

Så er der nogle, der siger: Ja, men det er ikke diskrimination, for det er jo bare sådan, de får lidt flere penge. Altså, enten er der et økonomisk incitament, der virker, eller også er der ikke noget økonomisk incitament, og så er det spild af penge. Der er jo kun de to muligheder, og derfor glæder jeg mig til, ligestillingsministeren kommer op og forklarer, ikke så meget baggrunden for, hvorfor man gjorde sådan, som man gjorde, da man var ansat på Københavns Universitet, men mere om, hvad regeringens fremadrettede politik er i forhold til universiteterne og ligestillingsspørgsmålet.

Man kunne jo også mene, at der var for mange homoseksuelle eller jødiske professorer, uden at jeg skal beskylde professorerne for, at det skulle være sådan. Skal man så sørge for, at man får færre penge, hvis man ansætter en jøde eller en homoseksuel? Altså, helt ærligt!

Vi stemmer selvfølgelig for lovforslaget.

Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Nu er det jo heldigvis sådan, at Liberal Alliance og Venstre er fuldstændig enige om holdningen til det forslag, som oppositionen har fremsat, om kvoter og indkvotering af kvinder i danske bestyrelser og trusler om at tvangsopløse danske erhvervsvirksomheder, hvis man ikke kan få kvoter; det er noget, vi er enormt enige om.

Jeg kan så også høre, at hr. Simon Emil Ammitzbøll har læst en meget interessant bog. Den har jeg også læst, og den viser vel egentlig bare, at den bedste mand/kvinde vinder, og at ligestillingen jo netop ikke skal være et millimeterprincip. Så hvis der er 15 pct. rigtig gode kvinder, selv om de kun udgør 14 pct. af ansøgerne, er det vel netop det, vi skal fremme i et liberalt samfund: at det altid er de mest talentfulde, der får posterne.

Den socialdemokratiske ordfører ville ikke bekræfte, at i Norge, som jo bliver fremhævet som det her rosenrøde eksempel på, hvor god kvotelovgivning er, er der 32 pct. af aktieselskaberne, som har skiftet selskabsform for at undgå kvotelovgivning, altså som simpelt hen er gået fra én selskabsform til en anden selskabsform for at undgå de her politisk indførte kvoter. Og jeg vil blot høre, om Liberal Alliances ordfører ikke kan bekræfte, at det jo netop viser, hvor uomgængelig dårlig en idé, det er at indføre kvoter også i Danmark, sådan som oppositionen har foreslået.

Ordføreren.

Jeg synes i virkeligheden, at begge spørgerens pointer understreger, hvor dårlig en idé kvoter er. Jeg plejer at sige sådan lidt sarkastisk, at hvis der er nogen, der skulle gå ind for kvoter, er det mændene – inden kvinderne overtager magten. For vi lever i slutningen af mandens epoke, tror jeg, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg tror, at kvinderne kommer til at overtage i fremtiden. Så man kan sige, at de svage mænd måske skulle satse på at indføre kvoterne, mens tid er.

Men mere seriøst vil jeg sige, at det jo er fuldstændig korrekt, at der skete det med, at cirka en tredjedel af de børsnoterede aktieselskaber, der er underlagt de her kvoter i Norge, konverterede til andre selskabsformer for at undgå lovgivningen. Der er i øvrigt også sket det, som vi tidligere diskuterede i Folketinget, at Norge har været nødt til at importere kvinder fra andre lande, bl.a. fra Danmark. Så man må håbe, hvis man vil gennemføre det socialdemokratiske forslag, at der så er nok danske kvinder, der har tid, og at man ellers kan importere fra andre lande.

Vi synes, at de mest velkvalificerede skal sidde i bestyrelserne. Og hvis jeg havde en virksomhed og kunne finde ti kvalificerede kvinder til ti poster, ville jeg vælge dem – men ikke på grund af deres køn.

Så er det fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Mange tak. Det er jo skægt, som hr. Simon Emil Ammitzbøll selv indledte med at sige, at en revisionsbestemmelse kan give anledning til sådan en debat. Jeg tror, det her er noget, der virkelig berører os som mennesker, det her er virkelig noget, som betyder noget i demokratiet. Den diskussion om ligestilling, som vi har i dag, er rigtig, rigtig vigtig, og det er også vigtigt, at vi tør træffe nogle beslutninger og tør tage den debat.

Så jeg vil sige tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll for hans indspark i debatten, men jeg må bare sige, at jeg ikke synes, de er super kvalificerede. Jeg har læst Leny Malacinskis bog, jeg har læst om den norske model, jeg har læst om, hvad man gør i Spanien, Frankrig, Sverige og Island, og om, hvad der er på vej rigtig mange andre steder. Der er alle mulige former for modeller. Nogle kalder det her kvoter, andre kalder det et paritetsprincip, og det er faktisk det, vi har indført med den her lov, nemlig at der både skal indstilles en mand og en kvinde.

Men det, der egentlig får mig til at rejse mig og stille et spørgsmål til hr. Simon Emil Ammitzbøll, er, at jeg gerne vil høre, hvilke initiativer Liberal Alliance, Ny Alliance, eller hvad partiet nu hedder, egentlig vil tage på det her område for at fremme en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

Det var et spørgsmål til ordføreren.

Altså, når spørgeren ikke engang kender partierne i Folketinget, kan man jo heller ikke undre sig over, at hun kommer frem til de konklusioner, hun kommer frem til, i forbindelse med ligestillingsspørgsmålet.

Man kan kalde det noget andet end kvoter, siger spørgeren. Undskyld mig, men det er jo fuldstændig et socialdemokratisk manipulationstrick. Kvoter er kvoter, lige meget hvad Socialdemokraterne vælger at kalde det. For min skyld kan man kalde det, hvad man vil – det er jo stadig kvoter.

Jeg er nødt til at spørge fru Julie Rademacher: Benægter fru Julie Rademacher de tal, som Ligestillingsministeriet oplyste i 2006 vedrørende forholdene på Københavns Universitet, og som viste, at der procentuelt var flere kvinder, der fik jobbene, både som professorer, lektorer og adjunkter, end der var kvinder, der ansøgte? Benægter fru Julie Rademacher det faktum?

Fru Julie Rademacher.

Jeg benægter bestemt ikke de tal, som har ligget på Ligestillingsafdelingens hjemmeside. Jeg benægter heller ikke, at jeg er ganske imponeret over, at også hr. Simon Emil Ammitzbøll nu deltager i debatten, men jeg synes også bare, vi må sige, at det skal være ret og rimeligt.

Lad os nu blive enige om, at vi gerne vil have både mandlige og kvindelige talenter i spil. Lad os nu blive enige om, at vi inden for de næste måske 10 år gerne vil have nået visse mål på det her område. Jeg kan fortælle hr. Simon Emil Ammitzbøll, at hvis vi fortsætter i det tempo, vi har i dag, skal vi vente 100 år – måske 97 år, eller hvad det helt præcis bliver. Hvor mange år vil hr. Simon Emil Ammitzbøll vente på, at vi i Danmark rent faktisk kan gøre status og sige, at vi har ligestilling mellem mænd og kvinder, både i topledelserne og i uddannelsessystemet, hvor jeg mener at ordføreren har en pointe i at sige, at rigtig mange mænd møder større og større udfordringer?

Ordføreren.

I Liberal Alliance har vi ikke den holdning, at alt skal være procentuelt korrekt efter nogle statistikker, så det nødvendigvis skal være sådan, at der skal være 50 pct. – eller måske nærmere 51 pct. – kvinder alle steder og 49 pct. mænd, eller at der skal være 10 pct. homoseksuelle eller 8 pct. muslimer. Sådan har vi det ikke i Liberal Alliance. Det er, fordi liberalisme i modsætning til socialisme opfatter mennesker som individer, som enkeltpersoner, og vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for nogle statistiske fakta.

Men det er klart, at det er en uenighed, der er mellem Socialdemokraterne og Liberal Alliance. Er det det statistiske, der er det vigtige, som det f.eks. også er for Socialdemokratiet i sundhedspolitikken, eller er det de individuelle valg, der er det vigtige? Er det den enkelte persons talent, den enkelte persons muligheder, der står i centrum? Vi tror på mennesket og ikke på systemet og på statistikker.

Så er der et ønske om en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg er meget glad for det sidste svar, hr. Simon Emil Ammitzbøll kom med, for jeg synes, det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll startede med, var værd at bemærke: Man skal være opmærksom på, hvordan man opfatter ligestilling. Og nu kan vi jo så stå og bekræfte hinanden i, at vi er enige, men vi er i hvert fald ikke enige med fru Julie Rademacher i, at man kan kalde tingene noget andet – så er det ikke kvoter – og at hvis man har statistikkerne i orden, så har vi ligestilling. Tværtimod er ligestilling lige muligheder for begge køn. Det er det, der er ligestilling.

Jeg ynder jo i min kommunalbestyrelse at sige, at jeg er så glad for, at vi ikke har en ligestillingspolitik, jeg er glad for, at vi har en personalepolitik, for jeg synes, det er det, der er væsentligt, altså at man bliver behandlet ens. Og når man bliver behandlet ens, så er der reel ligestilling.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at jeg er enig med fru Pia Adelsteen og uenig med fru Julie Rademacher.

Tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Så er det ministeren for ligestilling.

Tak for ordførernes bemærkninger. Ligesom hr. Simon Emil Ammitzbøll må jeg sige, at jeg også er en anelse forundret over den debat, der har været. Det har selvfølgelig været meget, meget interessant, og det kan jeg selvfølgelig altid kvittere for; det bekræfter jo kun, at ligestilling er et emne, som vi som oftest har nogle rigtig gode debatter om, og som også kan sætte sindene i kog.

Men for bare lige at rulle den her sag en anelse tilbage vil jeg sige, at det jo var sådan i 2009, at der strammede et meget bredt flertal her i Folketinget ligestillingsloven, hvad angår kapitel 4, altså kønssammensætningen i offentlige råd, nævn osv. Tidligere kunne man lade en plads stå åben, hvis man ikke havde en saglig begrundelse for, at man ikke kunne indstille både en mand og en kvinde, men nu skal man lade den plads stå åben. Så gjorde man det på det tidspunkt, at man også indsatte en revisionsklausul og sagde: Lad se på det og se, hvordan det kommer til at virke. Og det er da ualmindelig fornuftigt, at man indsatte sådan en revisionsklausul. Jeg forstår så også, at det var et meget bredt flertal, der sagde, at man skulle se på det, og som også sagde: Lad os se på det i denne samling. Og det er jo naturligvis også derfor, regeringen fremsætter dette lovforslag.

Så kunne man naturligvis forestille sig, at der, siden dette lovforslag var blevet vedtaget, altså stramningen i 2009, var sket et eller andet dramatisk, som gjorde, at man så sagde: Hov hov, vi må hellere gribe ind på det her område. Men som flere har været inde på, er det jo ikke tilfældet. Det er jo nemlig sådan, at den stramning, man indførte, har virket sådan, som flertallet ønskede at den skulle virke, at man fik en bedre systematik til at afsøge kandidatfeltet af begge køn; og det har været sådan, at der ikke har været de her tomme pladser, som der jo også blev refereret til på et tidspunkt. Der har ikke været ét tidspunkt, hvor man har været nødt til at have en tom plads.

Så derfor synes vi i regeringen sådan set, det er fornuftigt at ophæve denne revisionsklausul. Nu forstår jeg så, at oppositionen har den opfattelse, at her behøver vi altså ikke at skynde os, på trods af at vi ellers altid får at vide, at det ikke går hurtigt nok med ligestillingen i Danmark, men her har vi åbenbart god tid til at analysere det her yderligere igennem. Jeg vil sige, at den tid har vi egentlig ikke behov for i regeringen, for efter at have set, hvordan det her virker, må vi sige, at det sådan set virker efter hensigten. Men det er da klart nok, at det er noget, vi så må diskutere i udvalgsbehandlingen – det kvitterer jeg da også for blev sagt – og det ser jeg naturligvis frem til at vi så gør. Men jeg vil ikke undlade at sige, at jeg er lidt forundret, for der har været et bredt flertal for, at vi skulle kigge på det her og se, om der skulle være sket et eller andet, der gjorde, at vi var nødt til at handle anderledes, og når det ikke er sket, så siger man alligevel: Nu har vi altså brug for mere tid. Men o.k., der må vi jo så se, om vi gør hinanden klogere i udvalgsbehandlingen. Tak.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Først og fremmest er jeg glad for, at vi kan være enige om at støtte lovforslaget.

Jeg stillede i min ordførertale et spørgsmål om det med universiteterne og regeringens fremadrettede politik på det område. Kunne jeg også få en besvarelse af det?

Ministeren.

Ja, naturligvis. Jeg beklager, at jeg ikke svarede på det med det samme. Man kan jo sige, at med hensyn til det, der er min grundfilosofi, hvad angår ligestilling, er jeg meget enig i det, som ordføreren selv sagde, og for den sags skyld også i det, der blev fremført fra Dansk Folkepartis side, nemlig at ordet ligestilling nok ikke er det bedste. Ordet ligestilling giver det indtryk, at det er noget med noget procenttyranni, og at det skal være 50-50 eller 60-40, altså en bestemt procent, man går efter.

Det er ikke på den måde, jeg ser den her debat. Jeg ser præcis på samme måde, som der blev redegjort for, på den her debat ud fra, at der skal være lige muligheder. Vi skal se på, om der er nogle barrierer, som gør, at man bliver blokeret bare på grund af sit køn eller seksuelle tilhørsforhold – nu breder jeg debatten lidt ud. Det er det, vi skal have fokus på. Det er også det, som vi fremadrettet fra regeringens side naturligvis vil fokusere på, og det er, uanset om det gælder universiteter, eller om det gælder erhvervslivet, bestyrelser osv.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Det er fair nok med forglemmelsen, det var såmænd ikke så meget det. Jeg mener, det var en lidt forvirret debat i forhold til det emne, der var lagt op til.

Jeg har to ting: Betyder det så, at man ikke har tænkt sig at give dispensation til flere universiteter, og hvis svaret er ja, hvad har man så tænkt sig gøre i forhold til de to universiteter, som man allerede har givet dispensation til?

Ministeren.

Tak. Nu er det jo ikke sådan, at det er ligestillingsministeren, der har givet dispensationen i de her konkrete sager. Det gælder hverken den sag, der har med Københavns Universitet at gøre, eller den sag, der har med Aarhus Universitet at gøre. Det er videnskabsministeren. Præcis derfor vil det jo også være sådan, at det er videnskabsministeren, der kommer til at tage stilling til det, hvis der måtte komme lignende ansøgninger i fremtiden. Den opgave har jeg selvfølgelig fuld tillid til at videnskabsministeren er i stand til at håndtere.

Så vil jeg også sige, at det, som jeg har gjort sammen med videnskabsministeren, er at indkalde til, kald det et topmøde, kald det et møde med universitetsrektorerne for at diskutere igennem, hvilke barrierer der er inden for universitetsverdenen. Det fremgår i øvrigt også af perspektiv- og handlingsplanen. Det er præcis noget, vi kommer til at kigge på nu, og jeg må bare sige, at der her jo altså er tale om nogle universiteter, der har handlet, fordi de mente, at der var nogle barrierer. De mente, at der var nogle ting, der blokerede dem i forhold til at rykke op ad ranglisterne. Vi har jo uafhængige bestyrelser i det her land – det skal vi også være opmærksomme på – og det er altså to uafhængige bestyrelser, der har truffet denne beslutning.

Tak til ministeren for ligestilling.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Det Politisk-Økonomiske Udvalg, hvis ingen gør indsigelse.

Det er ikke tilfældet.