L 43 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

(Sanktion for manglende deltagelse i læse- og skrivetest for kontant- og starthjælpsmodtagere over 30 år, ophævelse af flaskehalsbevillingen m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 27-10-2010
1. behandlet / henvist til udvalg 09-11-2010
Betænkning afgivet 01-12-2010
2. behandlet/direkte til 3. behandling 10-12-2010
3. behandlet, vedtaget 17-12-2010
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Loven indfører mulighed for at sanktionere kontant- og starthjælpsmodtagere over 30 år, der ikke har en ungdomsuddannelse, og som udebliver fra de såkaldte læse- og skrivetest. Jobcentrene vurderer, om den enkelte har behov for at gennemføre en læse- og skrivetest, og en eventuel sanktion betyder, at man trækker i den pågældendes start- eller kontanthjælp for den dag, vedkommende udebliver fra testen.

Derudover afskaffer loven den såkaldte flaskehalsbevilling, som var en særlig statslig bevilling til regionale initiativer, og som skulle forebygge og afhjælpe mangel på arbejdskraft. Bevillingen udgjorde 187,2 mio. kr. i 2011.

Lovforslaget var en del af udmøntningen af aftalen "Stærkere ud af krisen - Bekæmpelse af langtidsledighed" mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og MF Per Ørum Jørgensen fra den 27. maj 2010. Loven trådte i kraft den 1. januar 2011.
Afstemning:
Vedtaget 62 stemmer for forslaget (V, DF, KF, RV, LA) 46 stemmer imod forslaget (S, SF, EL, UFG) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget