PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2009-10
Rådsmøde 3016 - konkurrenceevne Bilag 1
Offentligt

Side 1 af 119

NOTAT TIL

FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

26. april 2010

/ IS-dep

Samlenotat vedr. rådsmøde (konkurrenceevne) den 25.-26. maj 2010

Indholdsfortegnelse:

1. Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om

fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer

....................................................................................................................2

2. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner (Omarbejdning) .......................16

3. Kommissionens forslag til Rådets og Europa-Parlamentets direktiv om

forbrugerrettigheder .................................................................................17

4. Kommissionens meddelelse om introduktionen af elektriske biler og

deres konsolidering på det europæiske indre marked ............................106

5. Rådskonklusion i forbindelse med en fremtidig revision af

varemærkesystemet i EU – dok. 8179/10...............................................109

6. Status i gennemførelsen af servicedirektivet ......................................112

Til orientering

7. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betegnelser for

tekstilprodukter og tilknyttet mærkning heraf ........................................115

8. Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 479/2009

for så vidt angår kvaliteten af de statistiske data til brug ved proceduren i

forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud ..............................119

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2/119

1. Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning

om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af

byggevarer

KOM(2008) 311 endelig

Revideret notat

Resumé

Kommissionen har den 26. maj 2008 fremlagt et forslag til forordning om

fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer

(KOM(2008) 311 endelig). Forslaget er en revision af Rådets direktiv

(89/106/EØF) af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelser af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer

(byggevaredirektivet). Forslaget fastsætter betingelser for varer, der indgår i

bygge- og anlægsarbejder.

Kommissionen baserer sit forslag på artikel 95 i TEF (foranstaltninger

vedrørende det indre marked), hvilket medfører, at Rådet med kvalificeret

flertal træffer afgørelse i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet, jf.

artikel 251 i TEF.

Med forslaget indføres bæredygtighed som en ny væsentlig egenskab for

byggevarer.

Forslaget indeholder desuden en række forenklinger, der skal mindske

administrative byrder i forbindelse med CE-mærkning af byggevarer.

Herudover strammes reglerne vedrørende de organer, der kontrollerer

byggevarer før de kan CE-mærkes (de notificerede organer), samt reglerne

for markedsovervågning af byggevarer. Stramningerne er foreslået for at

sikre forbrugerne og styrke tilliden til CE-mærket.

Der fastsættes endvidere procedurer for, hvad medlemsstaterne skal gøre,

hvis de finder produkter, der ikke lever op til de regler, der er fastlagt med

forslaget.

Derudover gives Kommissionen mulighed for, hvor dette er relevant, at

fastsætte minimumskrav for ydeevnen i relation til de væsentlige

egenskaber, som skal deklareres for en specifik byggevare.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3/119

Endelig indføres der krav om oprettelse af et produktkontaktpunkt for

byggevarer.

1. Baggrund og indhold

Kommissionen har den 26. maj 2008 fremlagt et forslag til forordning om

fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer

(KOM(2008) 311 endelig).

Forslaget er en revision af Rådets direktiv (89/106/EØF) af 21. december

1988 om indbyrdes tilnærmelser af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om byggevarer (byggevaredirektivet). Forslaget fastsætter

betingelser for varer, der indgår i bygge- og anlægsarbejder.

Kommissionen baserer sit forslag på artikel 95 i TEF (foranstaltninger

vedrørende det indre marked), hvilket medfører, at Rådet med kvalificeret

flertal træffer afgørelse i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet, jf.

artikel 251 i TEF.

En forenkling af byggevaredirektivet er omtalt i Kommissionens treårige

forenklingsprogram fra oktober 2005

I forslaget introduceres der komitologiprocedure efter artikel 202 i TEF,

forskriftsprocedure med kontrol, hvad angår videreførslen af Det Stående

Byggeudvalg.

Baggrunden for Kommissionens forslag er et ønske om at styrke

effektiviteten af det indre marked for byggevarer samt at lette de

administrative byrder – især for små og mellemstore virksomheder.

Med forslaget ophæves byggevaredirektivet med de ændringer, der gælder

vedrørende CE-mærkning, jf. 93/68/EØF. Når en retsakt ophæves, er

normen at erstatte denne med en tilsvarende retsakt – et direktiv med et

direktiv. En af begrundelserne for at revidere byggevaredirektivet har

imidlertid været, at implementeringen i medlemsstaterne har været meget

forskellig, hvilket har haft konsekvenser for effektiviteten af det indre

marked for byggevarer. Bl.a. er CE-mærkning ikke obligatorisk i fire

medlemsstater – Sverige, Finland, Storbritannien og Irland. Kommissionen

foreslår derfor, at direktivet erstattes af en forordning, der har direkte effekt

i medlemsstaterne.

Europa-Kommissionen (2005): KOM(2005) 535 endelig. Målet med programmet er at

gøre EU-lovgivning mindre byrdefuld og lettere at anvende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4/119

Forslaget indeholder bestemmelser vedrørende totalharmonisering af et

teknisk sprog til angivelser af byggevarers ydeevner. Disse er en videreførelse

af gældende procedurer under byggevaredirektivet. Den bygningsregulerende

lovgivning ligger fortsat hos medlemsstaterne.

Dog kan Kommissionen

fremover også fastsætte minimumskrav til egenskaber for byggevarer, for så

vidt angår sikkerhed.

Kommissionens forslag er i et vist omfang baseret på Europa-Parlamentets

og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter

(768/2008/EF). Dette er tilfældet i relation til:



Kravene til de økonomiske operatører.



Reglerne for udformning og påsætning af CE-mærkning.



Krav til de notificerede organer.



Beskyttelsesklausuler.

På andre områder afviger forslaget dog fra afgørelsen om fælles rammer for

markedsføring af produkter. Grunden til dette er, at byggevarer er et

mellemprodukt beregnet til at indgå i et færdigt byggeri. Kravene (til fx

sikkerhed, sundhed og energi) stilles til det endelige bygge- eller

anlægsarbejde og finder kun anvendelse overfor byggevaren i det omfang, at

produktets egenskaber har betydning for kravene til det færdige byggeri.

Hvor andre direktiver/forordninger beskriver egentlige krav til produkterne,

fastsættes der med forslaget i stedet regler for, hvilke oplysninger der skal

være tilgængelige, når en byggevare bringes i omsætning.

Det er ikke muligt at CE-mærke direkte efter forslaget. Med forslaget bliver

det derimod obligatorisk at CE-mærke efter en harmoniseret standard eller

en europæisk teknisk vurdering, en såkaldt ETA, i det omfang der findes

nationale bestemmelser for den pågældende byggevare i den sammenhæng,

som den forventes at indgå i.

Forslaget indeholder ændringer vedrørende byggevarers væsentlige

egenskaber, metoder til CE-mærkning, særlige forhold for

mikrovirksomheder,

forenkling

CE-mærkning,

notifikation,

markedsovervågning og etablering af produktkontaktpunkt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5/119

De væsentlige egenskaber

I de fleste indre markedsdirektiver, der vedrører varer, optræder der krav til

forbrugernes sikkerhed og sundhed ved anvendelse af de produkter, der er

omfattet af direktivet. Disse kaldes de væsentlige egenskaber.

I forslaget vedrører de væsentlige egenskaber det færdige bygge- eller

anlægsarbejde, og de udgør den overordnede ramme for udviklingen af

harmoniserede standarder for byggevarer. Med forslaget udvides de

væsentlige egenskaber til også at omfatte bæredygtighed. I det omfang

medlemsstaterne har bestemmelser for bygningers bæredygtighed (fx

materialernes genanvendelighed), kan standarder udarbejdes eller revideres,

så krav til bæredygtighed indgår.

Der er dermed syv væsentlige egenskaber for det færdige bygge- og

anlægsarbejde:

1. mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet

2. brandsikring

3. hygiejne, sundhed og miljø

4. sikkerhed ved anvendelse

5. beskyttelse ved støjgener

6. energibesvarelser og varmeisolering

7. bæredygtighed

CE-mærkning og deklarering af egenskaber

I det oprindelige forslag fra Kommissionen opstilles tre mulige metoder til

CE-mærkning. Under forhandlingerne er man nået frem til, at kun to af de

tre metoder kan anvendes til CE-mærkning. Disse to metoder beskriver,

hvilke tekniske dokumenter, der kan CE-mærkes på grundlag af. Den tredje

metode er en simplificeret procedure, som kaldes STD-metoden (specifik

teknisk dokumentation).

Det er ikke muligt at CE-mærke på baggrund af

STD-metoden.

a) CE-mærkning efter en harmoniseret standard

Den primære metode til CE-mærkning er at dokumentere varens

egenskaber på baggrund af de krav til prøvning og beregning, der stilles

i en harmoniseret standard. En harmoniseret standard dækker ofte hele

produktgrupper, som fx. vinduer, døre, tagplader o.l.

Med forordningen bliver det obligatorisk at CE-mærke på de områder,

hvor der findes en harmoniseret standard.

b) CE-mærkning efter en ETA

Den anden metode er at benytte en såkaldt ETA (europæisk teknisk

vurdering) til CE-mærkning. En ETA er en teknisk godkendelse, der kun

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6/119

gælder for én byggevare, typisk et innovativt produkt. ETA’en er

enklere og tager kortere tid at udvikle end en harmoniseret standard. En

ETA kan ikke udstedes for et produkt, som er fuldt dækket af en

harmoniseret standard.

c) Deklarering af egenskaber efter STD-metoden

Endelig kan der i nogle tilfælde gøres brug af en simplificeret procedure

i form af STD-metoden (specifik teknisk dokumentation). Efter denne

metode deklareres det pågældende produkts egenskaber, og dermed

undgås udarbejdelse af en ydeevnedeklaration. Der gives mulighed for,

at mikrovirksomheder kan anvende STD-metoden i forhold til de

varegrupper og enkeltvarer, hvor sikkerhedsrisikoen vurderes at være

lavest, eksempelvis varer, som ikke indgår som bærende elementer i det

færdige byggeri. De præcise rammer for anvendelsen af STD-metoden

er imidlertid endnu ikke fastlagte. Der kan ikke CE-mærkes på baggrund

af STD-metoden.

Særlige forhold for mikrovirksomheder

Med forordningsforslaget bliver det muligt for mikrovirksomheder

benytte STD-metoden uden medvirken fra et notificeret organ, bortset fra i

forbindelse med varer der har stor betydning for at sikre bygværkets

sikkerhed.

Andre virksomheder skal stadig inddrage notificerede organer i

det omfang, der stilles krav herom.

Forenkling

For at lette de administrative byrder ved CE-mærkningen, bliver der med

forslaget til forordning åbnet mulighed for (i videst muligt omfang) at

benytte beregning som alternativ til de mere omkostningstunge prøvninger.

Beregning vil typisk kunne bruges til fastsættelse af f.eks. træspærs eller

bjælkers bæreevne. Beregning er for disse meget nemmere og billigere at

udføre, end udførelse af fysiske tests.

Herudover bliver det også muligt at anvende kendte oplysninger i stedet for

at skulle gennemføre nye prøvninger. Princippet indebærer, at et produkt,

hvis egenskaber allerede er kendte, ikke skal prøves for de samme

egenskaber igen, hvis produktet skal anvendes i en anden sammenhæng.

Eksempler herpå er f.eks. belysningsmaster eller mursten, hvor man typisk

vil kunne genbruge testresultater fra gamle produktstandarder.

Notifikation

Med henblik på at skabe større tillid til CE-mærkede byggevarer indeholder

forslaget til forordningen ensretning af reglerne om notifikation af

Virksomheder, som beskæftiger under 10 personer, og som har en årlig omsætning eller

en samlet årlig balance på ikke over 2 mio. EUR.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7/119

prøvningslaboratorier og certificeringsorganer. Forslaget sikrer, at

certificering og prøvning foretaget af en uvildig tredjepart gennemføres på

en ensartet måde i alle medlemsstaterne. Landene har tidligere anvendt

forskelligt retsgrundlag for notificering, hvilket har betydet store forskelle

på de notificerede organers kompetencer og praksis i forbindelse med

varetagelsen af deres opgaver.

Markedsovervågning og beskyttelsesklausuler

I præamblen til forslaget fastslås det, at det krav til markedsovervågning,

som blev indført med forordningen om akkreditering og

markedsovervågning (765/2008), også er gældende for byggevarer.

Med forslaget fastsættes der procedurer for, hvad medlemsstaterne skal

gøre, hvis de finder produkter, der ikke lever op til de regler, der er fastlagt

med forordningen.

Kravet om markedsovervågning på byggevareområdet er nyt, og det er bl.a.

indført for at sikre forbrugerne og styrke tilliden til CE-mærket.

Fastsættelse af minimumskrav til byggevarers ydeevne

I sin oprindelige form omhandlede forslaget alene harmonisering af et

teknisk sprog og fastlæggelse af testmetoder til angivelse af ydeevner for

byggevarers egenskaber. Under forhandlingerne er der imidlertid indført

bestemmelser, som giver Kommissionen mulighed for, hvor dette er

relevant, at fastsætte minimumskrav for ydeevnen i relation til de væsentlige

egenskaber, som skal deklareres for en specifik byggevare.

Konkret betyder dette, at Kommissionen kan vælge at fastsætte

minimumskrav til en specifik egenskab for en byggevare, som herefter skal

iagttages i medlemsstaternes nationale lovgivning. Et eksempel kunne være

krav til et spærs bæreevne.

Den tilføjede bestemmelse giver mulighed for, at der i efterfølgende

retsakter foreslås EU-krav, som kan have lovgivningsmæssige konsekvenser

i retningen af øgede sikkerhedskrav til byggevarer.

Produktkontaktpunkt

Med forordningsforslaget indføres der krav om et nationalt

produktkontaktpunkt for byggevarer. Forslaget henviser her til det

produktkontaktpunkt, der skal oprettes i medfør forordning 764/2008 om

gensidig anerkendelse.

forordning

764/2008

gensidig

anerkendelse

vedrører

produktkontaktpunktet kun varer, hvor der ikke eksisterer harmoniserede

direktiver/forordninger eller standarder.

På byggevareområdet gælder

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

8/119

forpligtelserne dog også varer, der er omfattet af harmoniserede standarder

eller ETA’er.

Baggrunden for denne forskel er, at medlemsstaterne kan have forskellige krav

til det enkelte produkts egenskaber (fx evne til at isolere). Myndigheder eller

virksomheder, der henvender sig til produktkontaktpunktet, skal derfor også

kunne få information om eventuelle nationale regler (vedrørende det færdige

bygværk), som har betydning for den enkelte byggevare.

Denne myndighedsforpligtelse er ny. Det har tidligere

producenten/importøren at finde frem til relevant lovgivning.

påhvilet

2. Europa-Parlamentets holdning

Kommissionen baserer sit forslag på artikel 95 i TEF (foranstaltninger

vedrørende det indre marked), hvilket medfører, at Rådet med kvalificeret

flertal træffer afgørelse i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet,

jf. artikel 251 i TEF. Det er Europa-Parlamentets udvalg for Indre Marked

og Forbrugerbeskyttelse, der har hovedansvaret for at udarbejde et udkast til

en betænkning.

Forslaget blev vedtaget med ændringer af Europa-Parlamentet den 22.

april 2009. Europa-Parlamentet lægger vægt på følgende:



At Kommissionen, alternativt de europæiske standardiseringsorganer,

skal have ret til at fastsætte minimumskrav for ydeevnen i relation til de

væsentlige egenskaber, som skal deklareres for en specifik byggevare;

At sikre markedseffektivitet og et højt niveau af forbrugerbeskyttelse;

At sikre et effektivt markedstilsyn;

At sikre nem og pålidelig adgang til nationale tekniske forskrifter for

SMV’er

mikrovirksomheder

gennem

nationale

produktkontaktpunkter;

At sikre bæredygtig udnyttelse af naturressourcer;

At der ikke pålægges virksomhederne unødige administrative byrder;

At brug af Specifik Teknisk Dokumentation/STD (den simplificerede

metode) ikke kompromitterer tillid og pålidelighed

At byggevarer skal være så energieffektive som muligt i deres livscyklus.

Europa-Parlamentet afventer, at Rådet når frem til en fælles holdning,

inden der kan indledes trepartsforhandlingerne mellem Rådet, Kommission

og Europa-Parlamentet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

9/119

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Kommissionen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med

nærhedsprincippet, da forslaget er baseret på et klart princip om fordeling af

kompetencer og ansvar mellem EU og medlemsstaterne, for så vidt angår

byggeprocessen.

Det er medlemsstaternes ansvar gennem national lovgivning at sikre sikkert

og sundt byggeri og anlægsarbejde. Derimod er det indenfor for EU's

kompetenceområde, jævnfør traktaten, at skabe rammerne for

gennemførelse af det indre marked på byggevareområdet.

Erfaringer med det nuværende direktiv viser tydelige forskelle i indholdet

og timingen af medlemsstaternes implementering af direktivet i national

lovgivning.

Formålet med forordningen er at fjerne tekniske handelshindringer ved at sikre

en ensartet implementering af et harmoniseret teknisk sprog, der beskriver

byggevarens egenskaber.

Regeringen kan på det foreliggende grundlag tilslutte sig Kommissionens

vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt.

Endvidere vurderes forslaget at være i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet, da både formål og indhold i forslaget sigter mod

at forbedre og effektivisere de eksisterende procedurer i forbindelse med

CE-mærkning af byggevarer.

4. Gældende dansk ret

Der gælder på nuværende tidspunkt tre bekendtgørelser og et cirkulære på

området:



Bekendtgørelse nr. 118 af 16. februar 1998 om ikrafttræden af EF-direktiv

om indbyrdes tilnærmelser af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om byggevarer med de ændringer, som følger af EF-direktiv

om ændringer af bl.a. EF-direktiv om byggevarer.

Bekendtgørelse nr. 1075 af 10. november 2008 om markedsføring, salg

og markedskontrol af byggevarer.

Bekendtgørelse nr. 229 af 31. marts 2001 om udpegning og notificering af

bemyndigede organer til at udføre certificerings-, kontrol- og

prøvningsopgaver i henhold til EF-direktiv om byggevarer (89/106/EØF).



PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

10/119



Cirkulære nr. 89 af 20. august 1986 om godkendelsesordninger for

materialer og konstruktioner mv. til byggeri og for materiel mv. til vand-

og afløbsinstallationer.

5. Høring

Forslaget blev sendt til høring i en bred kreds med svarfrist den 11. juli 2008.

Yderligere har forslaget været i høring hos specialudvalget for

konkurrenceevne og vækst to gange med svarfrist hhv. den 18. august 2008 og

den 26. januar 2009.

Følgende parter har haft bemærkninger til forslaget: ETA-Danmark (ETA-

DK), Dansk Standard (DS), Teknologisk Institut (TI), Dansk Brand- og

sikringsteknisk Institut (DBI), DI Byggematerialer (DI), Dansk Byggeri (DB),

Håndværksrådet (HVR), TEKNIQ, BAT-kartellet, Wawin, Dovista, Velux,

Grundfos Management A/S og Trælasthandlerunionen (TUN).

Høringsparterne udtrykker generelt tilfredshed med Kommissionens forslag til

en byggevareforordning, dog har flere parter ønsker om ændringer,

uddybninger eller præciseringer. Disse er gennemgået i det følgende.

Indførelse af bæredygtighed som væsentlig egenskab

DB, DI,

TUN,

TEKNIQ, HVR, ETA-DK, DS, Dovista og Velux udtrykker

skepsis overfor indførelsen af bæredygtighed som en ny væsentlig egenskab,

før det er præciseret, hvad der menes med bæredygtig udnyttelse af

naturressourcer. Samtidig understreger flere vigtigheden af, at

bæredygtighedsbegrebet stemmer overens med anvendelsen af begrebet i

andre direktiver, arbejdsgrupper mv.

Nye metoder til CE-mærkning

DB, DI, TEKNIQ,

TUN,

HVR, Wawin, Dovista og Velux finder, at de

forenklede procedurer for CE-mærkning skal gælde for byggevarer, uanset

om de er produceret af mikrovirksomheder eller andre virksomheder.

DI, HVR, TEKNIQ og Wawin udtrykker skepsis overfor muligheden for at

en byggevare på samme tid kan være omfattet af en harmoniseret standard

og en europæisk teknisk vurdering (ETA). HVR finder dog, at det er

positivt, hvis ETA’en vedrører egenskaber, der ikke allerede er taget højde

for i den eksisterende harmoniserede standard.

DS, TEKNIQ og ETA-DK savner en uddybning og præcisering af, hvad

vilkårene er for at CE-mærke efter STD-metoden. Endvidere udtrykkes der

bekymring fra DS om, hvorvidt sikkerhedsniveauet reduceres.

CE-mærkning, hvor der ikke findes nationale krav til byggevarer

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

11/119

DI finder det hensigtsmæssigt, at kravet om CE-mærkning skal dække alle

byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard eller en ETA, uanset

om der findes nationale krav til den pågældende vare eller ej. Dette svarer ikke

til Kommissionens forslag, hvormed byggevarer, der er dækket af en

harmoniseret standard eller en ETA, som noget nyt kun skal CE-mærkes, hvis

der også findes nationale krav til den pågældende vare. DI ønsker dermed på

dette område at fortsætte med de regler, der eksisterer i dag. DB mener ikke, at

der bør stilles krav om CE-mærkning, hvis der ikke er nationale krav til

byggevaren.

Elektronisk levering af tekniske dokumenter

DB,

DI, TUN,

Velux og Dovista ønsker, at den mulighed, der er i forslaget,

om at det i visse tilfælde skal kunne være muligt at fremsende de tekniske

dokumenter elektronisk, skal udvides til alle tilfælde.

Stramning i regler for notificerede organer

TI finder ikke, at opstramningen i reglerne for kontrolorganer og

prøvningslaboratorier er vidtgående nok.

Deklarering af indhold af farlige stoffer

DI og DB finder, at det igangværende arbejde i europæiske

standardiseringsorganer vedrørende farlige stoffer i byggevarer skal

færdiggøres, inden der indføres krav til deklarering heraf i forordningen.

Mangler i forslaget

Endelig understreger ETA-DK, TUN og DI, at for at fremme udviklingen af

nye byggematerialer savnes der en simpel, billig og hurtig måde til at opnå

CE-mærket for innovative produkter.

BAT-kartellet mener, at det i forordningen skal tilføjes, at bygværker også

skal sikres mod skader under opførelse og drift af bygværkerne.

6. Andre landes holdninger

Første møde i rådsarbejdsgruppen blev afholdt den 13. juni 2008.

Medlemsstaternes tilkendegivelser på mødet vedrørende de overordnede linjer

og intentionen bag forslaget var generelt positive.

På de efterfølgende rådsarbejdsgruppemøder har drøftelserne centreret sig

om følgende hovedpunkter:



Hvorvidt kravene om CE-mærkning skal dække alle byggevarer, der er

omfattet af en harmoniseret standard eller en ETA, eller om

mærkningskravet kun skal gælde for produkter, der er omfattet af

nationale krav.

Her synes et flertal at bevæge sig mod en obligatorisk

ordning, hvorefter byggevarer, som er dækket af en harmoniseret standard

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

12/119

eller en ETA, skal CE-mærkes, uanset om der findes nationale regler eller

ej.



Hvilke dele af dokumentationen, der kan erstattes af en STD (den

simplificerede metode).

Dette punkt af forhandlingerne er fortsat ikke

afklaret. Det synes dog at ligge fast, at metoden skal være tilgængelig

for mikrovirksomheder i forhold til produkter eller varegrupper med lav

sikkerhedsrisiko.

Hvorvidt der skal være pligt til at deklarere farlige stoffer i byggevarer.

Dette punkt må anses for afklaret, da der ikke er flertal for, at

forordningen skal dække deklarering af farlige stoffer i byggevarer.

Flertallet er enige om, at farlige stoffer fortsat skal behandles i anden

og mere relevant EU-lovgivning, såsom REACH, hvorfor det ikke bør

medtages i forordningen.

Hvorvidt forordningen skal indeholde minimumskrav for byggevarernes

egenskaber, eller om forordningen alene skal harmonisere et teknisk

sprog til angivelse af byggevarers ydeevner.

Dette punkt er afklaret. Der

er bred enighed om, at Kommissionen skal kunne fastsætte konkrete

minimumskrav til en byggevares egenskaber udover harmonisering af

det tekniske sprog og testmetoder.



7. Foreløbig dansk holdning

Regeringen støtter generelt forslag, der kan forbedre det indre markeds

funktion og reducere de administrative byrder for erhvervslivet. Regeringen er

derfor positiv overfor forslaget, der vurderes at føre til en effektivisering af det

indre marked for byggevarer.

Yderligere vil forslaget være med til at styrke den indsats for

markedskontrol af byggevarer, der er indført i forbindelse med forordningen

om akkreditering og markedsovervågning på vareområdet (765/2008). Der

sker desuden en stramning af bestemmelserne for notificerede organer,

hvilket er en væsentlig forbedring i forhold til gældende byggevaredirektiv.

Dette vil i sidste ende medføre højere forbrugerbeskyttelse.

Danmark finder det positivt, at bæredygtighed med forslaget indføres som

en ny væsentlig egenskab. Det får den positive betydning, at man i

forbindelse med CE-mærkning af byggevarer vil kunne stille krav om, at

byggevarernes bæredygtighed skal deklareres.

For at undgå unødige administrative byrder mener regeringen, at det ikke er

nødvendigt at stille krav om CE-mærkning, hvis der ikke er nationale krav til

byggevaren. Det er i øvrigt regeringens holdning, at ETA-metoden bør

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

13/119

opretholdes som en hurtigere metode til at CE-mærke nye innovative

produkter.

Regeringen er positiv over for indførelsen af administrative lettelser for små

og mellemstore virksomheder. Danmark arbejder dog for, at lettelser skal

gælde alle virksomheder uanset størrelse, hvor dette er muligt. Der lægges

samtidig vægt på, at de administrative lettelser, herunder særligt den

simplificerede procedure (STD-metoden) ikke vil forringe det danske niveau

for sikkerhed og sundhed i det færdige byggeri.

Regeringen støtter muligheden for brug af elektronisk overlevering af den

dokumentation, der følger byggevarerne. Denne mulighed ligger i tråd med

intentionerne om at lette de administrative byrder for producenterne såvel som

at gøre dokumentationen lettere tilgængelig for brugerne. Regeringen mener,

at det bør tilstræbes, at producenten altid kan benytte elektronisk overlevering

af den medfølgende dokumentation. Det bemærkes, at regeringens holdning på

dette punkt er i overensstemmelse med synspunkterne i Europa-Parlamentet.

Desuden støtter regeringen princippet om at gøre flest mulige oplysninger

tilgængelige for brugeren, såfremt det er dokumenteret, at oplysningerne er

relevante for sikkerhed og sundhed i byggeriet. Det er regeringens holdning,

at de relevante myndigheder skal have indflydelse på, hvilke farlige

substanser, der skal deklareres for.

Det er regeringens vurdering, at Kommissionens mulighed for at fastsætte

minimumskrav i praksis ikke vil få den store betydning for Danmark.

Danmark ligger generelt over beskyttelsesniveauet i EU. Det kan dog ikke

udelukkes, at der vil blive fastsat nye krav til byggevarer, eksempelvis til

byggevarer, som ikke bruges meget i Danmark, og som der derfor ikke er

krav til i Bygningsreglementet. I de tilfælde, hvor Danmark allerede har

krav, og hvor disse typisk ligger over det generelle niveau for EU, vil

tvungne minimumskrav kunne være en konkurrencefordel for

byggebranchen i Danmark.

8. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

De følgende tre bekendtgørelsen og et cirkulære skal revideres som følge af

forslaget:



Bekendtgørelse nr. 118 af 16. februar 1998 om ikrafttræden af EF-direktiv

om indbyrdes tilnærmelser af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om byggevarer med de ændringer, som følger af EF-direktiv

om ændringer af bl.a. EF-direktiv om byggevarer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

14/119



Bekendtgørelse nr. 1075 af 10. november 2008 om markedsføring, salg

og markedskontrol af byggevarer.

Bekendtgørelse nr. 229 af 31. marts 2001 om udpegning og notificering af

bemyndigede organer til at udføre certificerings-, kontrol- og

prøvningsopgaver i henhold til EF-direktiv om byggevarer (89/106/EØF).

Cirkulære nr. 89 af 20. august 1986 om godkendelsesordninger for

materialer og konstruktioner mv. til byggeri og for materiel mv. til vand-

og afløbsinstallationer.



Det vil ikke være nødvendigt

på det foreliggende grundlag

at ændre

byggeloven som følge af

kompromisforslaget.

Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget til forordning fastsætter, at der skal etableres et produktkontaktpunkt,

der kan oplyse om nationale regler i relation til byggevarer.

Produktkontaktpunktet for byggevarer skal give oplysninger om reglerne

indenfor det harmoniserede. De økonomiske konsekvenser ved

produktkontaktpunktet for byggevarer forventes at blive 300.000 kr. fra år

2012.

Yderligere vil forslaget have økonomiske konsekvenser i relation til

deltagelse i den europæiske koordinering i forbindelse med udarbejdelse af

tekniske specifikationer. Der træffes senere beslutning om niveauet for dansk

deltagelse i den europæiske koordinering, men udgifterne kan forventes at

komme til at ligge på 800.000 kr. årligt fra 2011.

Det samlede udgiftsniveau i forbindelse med gennemførsel af forordningen

estimeres på baggrund af ovenstående til at være ca. 0,8 mio. i 2011 og ca.

1.1 mio. fra 2012 og frem.

Forslaget til forordning fastsætter endvidere, at medlemsstaterne bør udføre

effektiv markedsovervågning på byggevareområdet. Markedsovervågningen

skal baseres på forordning 765/2008 om krav til akkreditering og

markedsovervågning, hvor finansieringen for så vidt angår 2010 blev afklaret

med aktstykke 106 den 17. marts. 2010.

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget vurderes at have positive samfundsøkonomiske konsekvenser, idet

forslaget vil bidrage til et mere velfungerende indre marked for byggevarer.

Reglerne om markedsovervågning vurderes at bidrage til mere lige

konkurrencevilkår for virksomhederne samt større sikkerhed for, at de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

15/119

byggevarer, der sælges og anvendes i Danmark, opfylder de danske krav til

stabilitet, brandsikring, sundhed, sikkerhed, lyd, energi og bæredygtighed.

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget forventes ikke at have negative administrative eller

erhvervsøkonomiske konsekvenser. Tværtimod vil det føre til en række

lempelser af de administrative krav, der stilles i forbindelse med CE-

mærkning og dermed mindske de erhvervsøkonomiske omkostninger, der er

forbundet med at få byggevarer i omsætning på markedet. Denne

konklusion bygger på følgende forhold:



Det er allerede i dag i Danmark og i 22 af de andre medlemsstater

obligatorisk at CE-mærke byggevarer, der falder under

byggevaredirektivet. Kravet om CE-mærkning i forordningsforslaget har

derfor ingen konsekvenser for dansk erhvervsliv.



De særlige vilkår, der indføres for mikrovirksomheder med STD-

metoden,

vil mindske disses administrative omkostninger.



Muligheden for at undlade prøvelse af byggevarers egenskaber, hvor

disse egenskaber allerede er kendte, anses for en betydelig lempelse.

Forslaget vil yderligere føre til forbedrede konkurrenceforhold på europæisk

plan, hvilket vil være en fordel for dansk erhvervsliv, da der er et stort

potentiale ved både import og eksport af byggevarer.

11. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget

Nærhedsnotat er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 9. juni 2008.

Grundnotat er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 23. juni 2008.

Revideret grundnotat er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 14. juli

2008.

Samlenotatet har været forelagt for Folketingets Europaudvalg to gange.

Første gang til forhandlingsoplæg den 27. februar 2009, hvor der ikke kunne

konstateres flertal mod regeringens linje,

og anden gang til orientering den

27. november 2009, da det svenske formandskab fremlagde deres

fremskridtsrapport på rådsmødet for konkurrenceevne den 3. - 4. december

2009.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

16/119

2. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse

af forsinket betaling i handelstransaktioner (Omarbejdning)

KOM(2009) 126 endelig.

Sagen er på dagsordenen for Rådsmødet (konkurrenceevne) den 25.-26. maj

2010.

Samlenotat fra Justitsministeriet følger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

17/119

3. Kommissionens forslag til Rådets og Europa-Parlamentets direktiv

om forbrugerrettigheder

(KOM(2008) 614 endelig)

Resumé

Kommissionen har den 8. oktober 2008 fremsat forslag til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614

endelig). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 15.

oktober 2008.

Det fremgår, at formålet med forslaget er at bidrage til at forbedre den

måde, det indre marked for virksomheder og forbrugere fungerer på, og at

sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau gennem totalharmonisering.

Det foreslåede direktiv vil skulle erstatte direktiv 85/577/EØF om aftaler

indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrørende

fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse

hermed.

Direktivforslagets kapitel I indeholder en række fælles definitioner og

fastslår, at direktivet bygger på princippet om fuld harmonisering. Kapitel

II omhandler en række centrale oplysninger, som den erhvervsdrivende skal

give forud for indgåelse af enhver forbrugeraftale, samt en

informationspligt for mellemmænd, der indgår aftaler på forbrugeres vegne.

Kapitel III finder kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftaler indgået

uden for fastforretningssted. Kapitlet indeholder bestemmelser om særlige

oplysningskrav og regulerer fortrydelsesretten (varighed, udøvelse og

virkninger) på ensartet måde. Kapitel IV angår ”andre forbrugeraftaler”,

der kun gælder for købsaftaler. Kapitlet indeholder bl.a. regler om levering,

risikoens overgang, mangler ved den handlede vare og regler om

handelsmæssige garantier. Kapitel V finder anvendelse på urimelige

kontraktvilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling,

f.eks. standardkontraktvilkår. Vilkår er ifølge direktivforslaget urimelige,

hvis de bevirker en betydelig skævhed i forbrugerens og den

erhvervsdrivendes rettigheder og forpligtelser, og binder ikke forbrugeren.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

18/119

Med henblik på at skabe retssikkerhed indeholder direktivet to lister over

urimelige vilkår. Bilag II indeholder således en liste over vilkår, som

betragtes som urimelige under alle omstændigheder. Bilag III indeholder en

liste over vilkår, som betragtes som urimelige, medmindre den

erhvervsdrivende beviser det modsatte. Disse lister finder anvendelse i alle

medlemsstater og kan kun ændres ved direktivets udvalgsprocedure.

Det er vigtigt, at der kommer en afklaring af forståelsen og rækkevidden af

forslagets bestemmelser, inden en endelig dansk holdning fastlægges. Det

vil således bl.a. være nødvendigt at få afklaret grænsefladen til de nationale

aftaleretlige regler, som ikke umiddelbart berøres af direktivforslaget. Det

er samtidig væsentligt, at beskyttelsesniveauet for de danske forbrugere ikke

svækkes som følge af den foreslåede totalharmonisering.

Forslaget er sat på dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 25.

maj 2010 til politisk drøftelse. Formandskabet har endnu ikke oplyst, hvilke

emner vedrørende forslaget der skal drøftes på rådsmødet.

8. Baggrund og indhold

1.1. Baggrund

Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger om

eventuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslutning

af 16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram anmodede

Parlamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidtgående

harmonisering på det civilretlige område er blevet nødvendig af hensyn til

det indre markeds funktion.

Bl.a. på denne baggrund fremlagde Kommissionen i juli 2001 en meddelelse

om europæisk aftaleret (KOM(2001) 398 endelig). Formålet hermed var at

skabe en bred debat om europæisk aftaleret, herunder at få belyst, om og i

givet fald hvordan forskelle mellem nationale aftaleretlige regler skaber

vanskeligheder for en tilfredsstillende udvikling i EU’s indre marked.

Kommissionen fremlagde den 12. februar 2003 med henblik på en

videreførelse af høringsprocessen en handlingsplan om en mere

sammenhængende europæisk aftaleret (KOM(2003) 68 endelig), hvori

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

19/119

Kommissionen præsenterede sine konklusioner efter høringen over

meddelelsen fra juli 2001.

Kommissionens projekt vedrørende europæisk aftaleret består af to

hovedelementer: Udarbejdelse af en såkaldt fælles referenceramme og

gennemførelse af en revision af forbrugeracquiset – dvs.

forbrugerlovgivningen i EU.

For så vidt angår revisionen af forbrugeracquiset præsenterede

Kommissionen i februar 2007 en grønbog om gennemgang af

forbrugerlovgivningen, hvori der blev rejst i alt 30 spørgsmål vedrørende

behovet for revision af den EU-retlige forbrugerlovgivning og mulige

løsninger ved en eventuel revision.

Den danske regering afgav i december 2007 høringssvar over grønbogen.

I lyset af bl.a. høringssvarene om grønbogen fremsatte Kommissionen den

8. oktober 2008 direktivforslaget om forbrugerrettigheder.

Forslaget har under hhv. det franske, tjekkiske og svenske formandskab

været drøftet på møder i Rådets arbejdsgruppe om forbrugerbeskyttelse og

forbrugerinformation. Der er fra nogle medlemsstater tilkendegivet støtte til

formålet med direktivet, mens andre medlemsstater har været mere

forbeholdne. Der er fortsat uenighed på stort set alle centrale punkter.

Det svenske formandskab fremlagde den 10. december 2009 en revideret

version af forslaget, der indeholder en række forslag til ændringer, som i

vidt omfang er af mere teknisk karakter. Herudover lægges der i den

reviderede version op til, at forslaget på visse udvalgte områder alene skal

indebære en minimumsharmonisering. Det er imidlertid ikke angivet, hvilket

områder der i givet fald skal gøres til genstand for en

minimumsharmonisering, idet det alene anføres, at spørgsmålet om graden

af harmonisering skal drøftes yderligere.

Justitskommissær Viviane Reding holdt den 15. marts 2010 en tale under en

konference, der blev afholdt af Det Økonomiske og Sociale Udvalg som led i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

20/119

den europæiske forbrugerdag. I talen lægger kommissæren op til, at

direktivet på visse områder alene kan indebære en minimumsharmonisering,

mens direktivet på andre områder kan indebære en totalharmonisering. Det

anføres i den forbindelse, at en mulig løsning kunne være at gennemføre en

totalharmonisering for så vidt angår fjernsalgsaftaler og en

minimumsharmonisering for så vidt angår aftaler, hvor forbrugeren og den

erhvervsdrivende befinder sig samme sted, når aftalen indgås (”face-to-

face” aftaler).

Direktivforslaget er fortsat under behandling i Rådets arbejdsgruppe om

forbrugerbeskyttelse

forbrugerinformation.

Det

seneste

arbejdsgruppemøde blev afholdt den 14.-15. april 2010.

Forslaget blev senest behandlet på rådsmødet (konkurrenceevne) den 3. -4.

december 2009, hvor fire udvalgte emner, der er beskrevet i kommenteret

dagsorden af 20. november 2009 vedrørende direktivforslaget, blev drøftet.

Forslaget er sat på dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 25.

maj 2010 til politisk drøftelse, men formandskabet har endnu ikke oplyst,

hvilke emner vedrørende forslaget der skal drøftes på rådsmødet.

1.2. Indhold

Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 95 i Traktaten om oprettelse

af Det Europæiske Fællesskab, der giver hjemmel til at vedtage

foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds

oprettelse og funktion.

Forslaget lægger op til at indføre et såkaldt horisontalt direktiv, der skal

erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver (direktiv

85/577/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv

93/13/EF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF

om aftaler vedrørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og

garantier i forbindelse hermed). Derudover indeholder forslaget vise nye

regler på forbrugerbeskyttelsesområdet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

21/119

Med forslaget lægges der endvidere op til, at totalharmonisering skal afløse

den nuværende minimumsharmonisering på området.

Om baggrunden for valg af harmoniseringsgrad har Kommissionen i de

ledsagende bemærkninger til forslaget anført, at mange medlemsstater har

gjort brug af den mulighed for at opretholde eller vedtage strengere

bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, som følger af den nuværende

minimumsharmonisering på området. Resultatet heraf er ifølge

Kommissionen en opsplitning af lovgivningen i hele Fællesskabet, hvilket

giver virksomheder, der ønsker at handle på tværs af grænserne, betydelige

omkostninger med henblik på overholdelse af den forskelligartede

lovgivning, og hvilket efter Kommissionens opfattelse fører til, at

forbrugerne har ringe tillid til grænseoverskridende handel på grund af de

forskelligartede niveauer for forbrugerbeskyttelse.

Det overordnede formål med direktivet er på den baggrund at fremme den

grænseoverskridende handel og øge forbrugerbeskyttelsen. De

erhvervsdrivende skal have samme forpligtelser i alle medlemsstaterne,

hvilket skal bidrage til, at virksomhederne ikke afholder sig fra at udbyde

varer eller tjenester i andre stater end deres hjemstat. For forbrugeren skal

direktivet sikre, at en forbruger har de samme rettigheder, uanset hvor i EU

vedkommende køber sine varer eller tjenesteydelser. Det er således

hensigten at øge forbrugerens tillid til køb af varer eller tjenesteydelser, der

er udbudt i andre lande i EU.

I det følgende beskrives direktivforslagets enkelte bestemmelser.

Formål og anvendelsesområde

Formålet med direktivet er efter forslagets artikel 1 at bidrage til et

velfungerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau

gennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter ved medlemsstaternes love

om aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende.

I forlængelse heraf fastlægges det i forslagets artikel 3, at direktivet skal

finde anvendelse på købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

22/119

erhvervsdrivende og en forbruger i det omfang, dette følger af direktivets

bestemmelser.

Ved en forbruger skal efter forslagets artikel 2, nr. 1, forstås enhver fysisk

person, der i forbindelse med aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke

handler som led i sit erhverv.

Ved en erhvervsdrivende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der i

forbindelse med aftaler omfattet af direktivet, handler som led i sit erhverv,

samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendes navn eller

på dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 2.

Det beskrevne anvendelsesområde i artikel 3 fører til, at direktivet som

udgangspunkt omfatter

enhver aftale,

der indebærer, at den

erhvervsdrivende skal levere en vare eller en tjenesteydelse til forbrugeren,

uanset under hvilke former aftalen indgås.

Ved en vare skal efter forslagets artikel 2, nr. 4, forstås enhver

løsøregenstand, undtagen a) varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt

i henhold til lov, b) vand og gas, medmindre disse varer sælges i et

afgrænset volumen eller i en bestemt mængde og c) elektricitet.

En købsaftale defineres i artikel 2, nr. 3, som enhver aftale mellem den

erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftale

med blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand.

Forslaget indeholder ikke en definition af, hvad der forstås ved en

tjenesteydelse, men angiver i artikel 2, nr. 5, at der med en

tjenesteydelsesaftale forstås enhver aftale, dog ikke købsaftale, i henhold til

hvilken den erhvervsdrivende yder forbrugeren en tjeneste.

Medmindre andet følger af direktivets enkelte bestemmelser, finder

direktivets regler således anvendelse ved så forskelligartede aftaletyper som

f.eks. køb af brød i en bagerbutik (købsaftale), klipning i en frisørsalon

(tjenesteydelsesaftale), indgåelse af lejeaftale (tjenesteydelsesaftale), aftale

udførelse

håndværksydelser

forbrugerens

hjem

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

23/119

(tjenesteydelsesaftale), køb af fast ejendom (købsaftale), køb af større

forbrugsgenstande som f.eks. biler og campingvogne (købsaftale), osv.

Er der tale om en aftale, der angår en finansiel tjenesteydelse følger det af

forslagets artikel 3, stk. 2, at alene visse af forslagets bestemmelser skal

være anvendelige, nemlig direktivets artikel 8-20 om visse aftaler indgået

uden for fast forretningssted, direktivets artikel 30-39 om urimelige

kontraktvilkår og de generelle regler i artikel 40-46, sammenholdt med

direktivets artikel 4 om fuld harmonisering.

Ved en finansiel tjenesteydelse forstås efter direktivet enhver tjenesteydelse,

der vedrører bankvirksomhed, forsikring, individuelle pensionsordninger,

investeringer og betalinger, jf. artikel 2, nr. 13.

Er der tale om aftaler omfattet af direktivet om timeshare eller direktivet om

pakkerejser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF om

beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om

brugsret til fast ejendom på timesharebasis og Rådets direktiv 90/314/EØF

om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er det alene direktivets

artikel 30-39 om urimelige kontraktvilkår smh. med artikel 4 om

harmoniseringsgrad, der finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 3.

I forslagets artikel 3, stk. 4, angives endvidere, at de oplysningsforpligtelser,

der følger af direktivets artikel 5, 7, 9 og 11 ikke berører de bestemmelser

om oplysningskrav, der findes i servicedirektivet (Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/123/EF af 12, december 2006 om tjenesteydelser i det

indre marked) eller i e-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af

informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre

marked). Det fremgår ikke, om reglerne så gælder sideløbende, eller om

udelukkende oplysningskravene i de specielle direktiver finder anvendelse.

Totalharmonisering

Som noget meget centralt foreslås i direktivforslagets artikel 4, at

medlemsstaterne ikke i national ret skal kunne beholde eller indføre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

24/119

bestemmelser, der fraviger dem, som er fastsat i direktivet, herunder angive

strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet

forbrugerbeskyttelsesniveau.

Dette er afgørende nyt i forhold til de fire forbrugerbeskyttelsesdirektiver,

der foreslås erstattet af det fremlagte direktivforslag, jf. ovenfor, idet disse

fire eksisterende direktiver alle indeholder minimumsklausuler.

Forslaget indeholder ikke bestemmelser om adgang til på visse punkter at

undtage fra kravet om totalharmonisering. Der er således lagt op til, at

totalharmoniseringen skal være undtagelsesfri.

Generelle oplysningskrav

Forslaget fastlægger i artikel 5, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse

af enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til

at give forbrugeren en række oplysninger. Tilsvarende bestemmelse findes

ikke i de fire eksisterende direktiver, jf. ovenfor.

Som det fremgår, er der tale om en oplysningsforpligtelse, der efter forslaget

skal gælde generelt ved alle aftaletyper omfattet af direktivet – dvs. uanset

om der er tale om købs- eller tjenesteydelsesaftaler, og uanset om aftalen

indgås på den erhvervsdrivendes forretningssted, uden for fast

forretningssted eller ved fjernsalg.

Artikel 5 indebærer, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af en købs-

eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at give en

række oplysninger til forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan kun undlade at

give oplysningerne, hvis de ”allerede fremgår af konteksten”.

Direktivforslaget indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til,

for at oplysninger kan anses for at fremgå tilstrækkelig tydeligt af

”konteksten”. Det kan dermed give anledning til tvivl, hvornår den

erhvervsdrivende uanset udgangspunktet i artikel 5 kan undlade at give

yderligere oplysninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

25/119

De oplysninger, der efter bestemmelsen skal gives forbrugeren forud for

aftalens indgåelse, er følgende:

Litra a – oplysninger om

produktets vigtigste egenskaber

i et omfang, der

svarer til kommunikationsteknikken og produktet.

Mens ”kommunikationsteknikken” ikke er nærmere defineret, følger det af

forslagets artikel 2, nr. 12, at der ved produkt skal forstås enhver vare eller

tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.

Det fremgår ikke af direktivforslaget, hvad produktets vigtigste egenskaber

er, eller hvordan forholdet er mellem den foreslåede bestemmelse og

eventuelle særlige nationale mærkningsordninger mv.

Litra b – oplysninger om

den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn,

f.eks. firmanavn, samt – hvis det er relevant – oplysninger om navnet på den

erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler. Er der tale om en

offentlig auktion, kan de pågældende oplysninger erstattes af oplysninger

om navn og fysisk adresse på auktionarius, jf. artikel 5, stk. 2.

Direktivforslaget sondrer mellem ”auktion” og ”offentlig auktion”, og

fastlægger, at der med offentlig auktion menes en salgsmetode, hvor den

erhvervsdrivende tilbyder varer til forbrugerne, som selv er eller har

mulighed for selv at være til stede under auktionen, gennem en

konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor

den højstbydende er forpligtet til at købe varerne, jf. artikel 2, nr. 16.

Litra c – oplysninger om

prisen

inklusiv afgifter, samt – hvis produktets art

gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd – den måde

hvorpå prisen udregnes og, hvis det er relevant, alle yderligere

omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse

omkostninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysninger

om, at sådanne omkostninger kan forekomme.

Litra d – oplysninger om forholdene vedrørende

betaling, levering og

gennemførelse af klagebehandling,

hvis disse afviger fra kravene i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

26/119

forbindelse med erhvervsmæssig diligenspligt. Ved erhvervsmæssig

diligenspligt skal efter artikel 2, nr. 14, forstås ”den standard for de særlige

færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan

forventes at udvise over for forbrugere, og som skal stå i et rimeligt forhold

til hæderlig markedspraksis og/eller det generelle princip om god tro inden

for den erhvervsdrivendes virkefelt”.

Det må antages, at der med anvendelsen af begrebet ”god tro” ikke er tale

om god tro i den betydning, begrebet sædvanligvis forstås i dansk

aftaleretlig sammenhæng, men en henvisning til almindelig hæderlighed

eller lignende hos den erhvervsdrivende.

Litra e – oplysninger om

eventuel fortrydelsesret,

hvis dette er relevant.

Hvorvidt oplysningen er relevant eller ej, vil afhænge af, hvilken type aftale

der er tale om, jf. herom nedenfor.

Litra f – oplysninger om eventuel

eftersalgsservice og handelsmæssige

garantier

og betingelserne for at benytte disse, hvis dette er relevant.

Ved en handelsmæssig garanti skal der efter artikel 2, nr. 18, forstås enhver

forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten (”garantigiveren”)

har påtaget sig over for forbrugeren til at refundere købesummen eller

omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varen, hvis

den ikke svarer til de specifikationer, der fremgår af garantierklæringen eller

af de relevante reklamer på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse.

Det er ikke umiddelbart klart, om der med henvisningen til reklamer tænkes

på reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den

handelsmæssige garanti.

Direktivforslaget definerer i artikel 2, nr. 17, producent som den, der har

fremstillet en vare, den importør, der har indført den i Fællesskabet, eller

enhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet varen med

sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

27/119

Bestemmelsen i artikel 5, litra f, pålægger ikke den erhvervsdrivende at

tilbyde eftersalgsservice eller at give en handelsmæssig garanti, men

foreskriver alene, at den erhvervsdrivende – hvis der er ydet en sådan

garanti eller tilbudt eftersalgsservice – inden aftalens indgåelse skal oplyse

herom og om betingelserne for at benytte den pågældende service eller

garanti.

Litra g – oplysninger om

aftalens gyldighedsperiode,

hvis dette er relevant,

eller – hvis aftalen er tidsbestemt – betingelserne for at bringe aftalen til

ophør.

Litra h – oplysninger om

minimumsvarigheden af forbrugerens

forpligtelser

efter aftalen, hvis dette er relevant.

Bestemmelsen hverken forbyder eller berettiger den erhvervsdrivende at

gøre brug af såkaldte bindingsperioder, men er der et sådant vilkår om, at

forbrugeren i en vis periode er forhindret i at opsige aftalen, skal den

erhvervsdrivende på forhånd oplyse forbrugeren herom.

Litra i – oplysninger om eventuelle

forskud eller andre finansielle

garantier,

som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den

erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor.

Efter forslagets artikel 5, stk. 3, er de oplysninger, der skal gives efter artikel

5, stk. 1, en integreret del af aftalen.

Retsvirkningerne af at tilsidesætte forpligtelsen i artikel 5 til at give rækken

af oplysninger til forbrugeren forud for aftalens indgåelse er nærmere

reguleret i forslagets artikel 6.

Efter forslagets artikel 6, stk. 1, kan en erhvervsdrivende, der ikke opfylder

forpligtelsen efter artikel 5, stk. 1, litra c, til at oplyse forbrugeren om

eventuelle yderligere omkostninger vedrørende fragt mv., ikke kræve

sådanne omkostninger betalt af forbrugeren. Tilsvarende er ikke fastlagt i

relation til tilsidesættelse af de øvrige dele af artikel 5. For disse er

udgangspunktet efter artikel 6, stk. 2, at virkningerne af tilsidesættelse skal

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

28/119

fastlægges i overensstemmelse med gældende ret, og medlemsstaterne er

forpligtede til i national lovgivning at indføre bestemmelser om effektive

aftaleretlige beføjelser ved enhver misligholdelse af artikel 5.

Direktivforslaget foreskriver ikke nærmere, hvilke aftaleretlige beføjelser

der kan være tale om.

Er der tale om aftaleindgåelse mellem to ikke-erhvervsdrivende via en

erhvervsdrivende mellemmand, indeholder direktivforslagets artikel 7

bestemmelser om visse særlige oplysningskrav. Ved en mellemmand forstås

en erhvervsdrivende, der indgår aftalen i forbrugerens navn eller på dennes

vegne, jf. artikel 2, nr. 19. Det fremgår af præambelbetragtning nr. 20 i

direktivforslaget, at begrebet mellemmand eksempelvis ikke omfatter en

onlinehandelsplatform, når der ikke indgås aftaler i en anden parts navn

eller på dennes vegne.

Efter forslagets artikel 7, stk. 1, skal en mellemmand forud for aftalens

indgåelse oplyse forbrugeren om navn og adresse på den anden forbruger, i

hvis navn mellemmanden handler, og at aftalen ikke er en aftale mellem en

forbruger og en erhvervsdrivende, men derimod en aftale mellem to

privatpersoner og dermed ikke omfattet af anvendelsesområdet for

direktivforslaget. En mellemmand, der ikke opfylder informationspligten

efter stk. 1, anses for at have indgået aftalen i eget navn, jf. artikel 7, stk. 2.

Mellemmanden bliver herefter forpligtet som om vedkommende var

hovedmand. Artikel 7 finder ikke anvendelse på offentlige auktioner, jf.

artikel 7, stk. 3.

Oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast

forretningssted

Direktivforslagets kapitel III indeholder visse bestemmelser, som i

modsætning til kapitel II

ikke

finder anvendelse på enhver forbrugeraftale,

men alene i de tilfælde, hvor der foreligger en såkaldt fjernsalgsaftale eller

en aftale indgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 8. Det er derimod

uden betydning for reglernes anvendelse, om aftalen vedrører varekøb eller

omhandler udførelse af en tjenesteydelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

29/119

Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted

pålægges den erhvervsdrivende bl.a. at give forbrugeren visse yderligere

oplysninger (dvs. oplysninger, der rækker videre end den generelle

forpligtelse til forbrugeroplysning, der følger af forslagets artikel 5).

Ved en fjernsalgsaftale forstås efter direktivforslagets artikel 2, nr. 6, enhver

købs- eller tjenesteydelsesaftale, hvor den erhvervsdrivende med henblik på

aftalens indgåelse udelukkende anvender en eller flere former for

fjernkommunikationsteknikker.

Fjernkommunikationsteknikker er i forslagets artikel 2, nr. 7, defineret som

ethvert middel, der uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige

fysiske tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale

mellem disse parter.

Efter artikel 2, nr. 8, skal ved aftale uden for fast forretningssted forstås a)

enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale (eller forbrugerens tilbud om at

indgå en sådan aftale) indgået uden for fast forretningssted med den

erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse, eller b) enhver

købs- eller tjenesteydelsesaftale, der er indgået på fast forretningssted, men

forhandlet på plads uden for fast forretningssted med den erhvervsdrivendes

og forbrugerens samtidige tilstedeværelse.

Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9, a) ethvert ubevægeligt

eller

bevægeligt

detailforretningssted,

herunder

sæsonbestemte

detailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet,

eller b) markedsboder og messestande, hvor den erhvervsdrivende

regelmæssigt eller midlertidigt udøver sin aktivitet.

Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted skal

den erhvervsdrivende i medfør af direktivforslagets artikel 9 give

forbrugeren en række oplysninger.

Den erhvervsdrivende skal i disse tilfælde oplyse forbrugeren om følgende:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

30/119

Litra a – de oplysninger, der er nævnt i artikel 5 og 7, herunder også

oplysninger om forholdene vedrørende betaling, levering mv., uanset artikel

5, stk. 1, litra d – dvs. oplysningerne skal gives, uanset om vilkårene på

dette punkt ikke afviger fra almindelig diligenspligt, jf. ovenfor under pkt.

2.2.3.

Litra b – oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelserne og

proceduren for at gøre en sådan ret gældende, jf. forslagets bilag 1.

Litra c – oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes faste

forretningssted, og eventuelt også på det faste forretningssted for den

erhvervsdrivende, på hvis vegne der handles, og hvortil forbrugeren kan

indgive eventuelle klager.

Litra d – oplysninger om eventuelle adfærdskodekser, og hvor de eventuelt

kan erhverves.

Litra e – oplysninger om adgang til mindelig bilæggelse af tvister, hvis dette

er relevant.

Litra f – oplysninger om, at aftalen indgås med en erhvervsdrivende, og at

forbrugeren nyder beskyttelse efter reglerne i direktivet.

I modsætning til den generelle oplysningsforpligtelse efter direktivforslagets

artikel 5, er det ikke efter artikel 9 muligt for den erhvervsdrivende at

undlade at give oplysningerne med den begrundelse, at de allerede fremgår

af sammenhængen.

Formelle krav for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast

forretningssted

Som noget nyt indeholder direktivforslaget i artikel 10 og 11 bestemmelser

om formelle krav til aftaleindgåelsen og aftalen ved fjernsalgsaftaler og

aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Direktivforslagets artikel 11, stk. 1, angiver, at ved fjernsalgsaftaler, skal de

oplysninger, der følger af artikel 9, litra a – dvs. oplysninger som nævnt i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

31/119

artikel 5 og artikel 7 – inden aftalens indgåelse stilles til rådighed for

forbrugeren på en klar, letlæselig og forståelig måde ”under anvendelse af

midler, der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik”.

Har den erhvervsdrivende telefonisk kontaktet forbrugeren med henblik på

indgåelse af aftale, skal den erhvervsdrivende ved samtalens begyndelse

opgive sit navn og oplyse om samtalens kommercielle sigte, jf. artikel 11,

stk. 2.

Hvis aftalen indgås under anvendelse af en teknik, hvor der kun er

begrænset plads eller tidsrum til at formidle oplysningerne, skal den

erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse som minimum give

oplysninger om produktets vigtigste egenskaber og den samlede pris, jf.

artikel 5, stk. 1, litra a og c, ved anvendelse af den nævnte særlige teknik.

De øvrige oplysninger, der skal gives efter artikel 5 og 7, kan den

erhvervsdrivende på passende måde formidle til forbrugeren i

overensstemmelse med stk. 1, jf. artikel 11, stk. 3.

Inden rimelig tid efter aftalens indgåelse og senest ved leveringen, når der er

tale om varer, eller når tjenesteydelsen er påbegyndt, skal forbrugeren på et

varigt medium modtage en bekræftelse på alle oplysninger nævnt i artikel 9,

medmindre oplysningerne allerede forud for aftaleindgåelsen er givet til

forbrugeren på et sådant medium, jf. artikel 11, stk. 4.

Ved et varigt medium skal ifølge artikel 2, nr. 10, forstås ethvert middel,

som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at oplagre

information rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig

anvendelse i en periode, som er passende med henblik på informationerne,

og som gendanner de oplagrede informationer uændret.

Det følger af artikel 11, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må stille andre

formelle krav til fjernsalgsaftaler end dem, der er nævnt i artikel 11, stk. 1-4.

Er der tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted, følger de

formelle krav af direktivforslagets artikel 10.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

32/119

Bestemmelsens stk. 1 angiver, at for sådanne aftaler skal de oplysninger, der

er nævnt i artikel 9, fremgå af en skriftlig ordreseddel på en letlæselig, klar

og forståelig måde, idet der ved en ordreseddel forstås et middel, som

opregner kontraktvilkårene og undertegnes af forbrugeren med henblik på

en aftale, som indgås uden for fast forretningssted, jf. artikel 2, nr. 11.

Ordresedlen skal endvidere omfatte den standardformular for brug af

fortrydelsesretten, der er optrykt som bilag I til direktivforslaget.

Efter artikel 10, stk. 2, er aftaler indgået uden for fast forretningssted kun

gyldige, hvis forbrugeren underskriver en ordreseddel, og – hvis denne ikke

er på papir – modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium.

Bestemmelsen fastlægger således, at ordresedlen skal være en

gyldighedsbetingelse for aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Medlemsstaterne kan ikke stille andre formelle krav end dem, der er anført i

bestemmelsens stk. 1 og 2, jf. artikel 10, stk. 3.

Fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast

forretningssted

Direktivforslagets kapitel III indeholder desuden bestemmelser om, at

forbrugeren i visse tilfælde af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for

fast forretningssted har ret til at fortryde aftalen. Ligesom ovennævnte regler

om oplysningspligt for den erhvervsdrivende gælder fortrydelsesretten ikke

enhver forbrugeraftale, men alene aftaler om fjernsalg og aftaler indgået

uden for fast forretningssted, mens det derimod er uden betydning, om

aftalen vedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse.

Spørgsmålet om fortrydelsesrettens længde og begyndelsestidspunkt er

reguleret i forslagets artikel 12.

Efter stk. 1 har forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og ved aftaler indgået uden

for fast forretningssted en

frist på 14 dage til at fortryde

aftalen uden

angivelse af nogen grund. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning

nr. 24, at fristen bør regnes i kalenderdage.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

33/119

Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt i

bestemmelsens stk. 2. For

aftaler indgået uden for fast forretningssted

løber fristen fra den dato, hvor forbrugeren underskriver ordresedlen, eller –

hvis ordresedlen ikke er på papir – fra det tidspunkt, hvor forbrugeren

modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Er der tale om

en aftale om

fjernsalg af varer,

løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor

forbrugeren eller en tredjemand, der er angivet af forbrugeren, får de bestilte

varer i sin fysiske besiddelse. For så vidt angår aftaler om

fjernsalg af

tjenesteydelser

løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor aftalen indgås.

14-dages fristen er overholdt, hvis forbrugeren inden fristens udløb sender

en meddelelse til den erhvervsdrivende om udøvelse af fortrydelsesretten, jf.

artikel 12, stk. 3. Forsendelsesrisikoen for meddelelsen påhviler således den

erhvervsdrivende.

Efter artikel 12, stk. 4, må medlemsstaterne ikke forbyde parterne at opfylde

deres forpligtelser i henhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen er udløbet.

Som tidligere omtalt skal den erhvervsdrivende i henhold til

direktivforslagets artikel 9, litra b, artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4,

oplyse forbrugeren om retten til at fortryde aftalen. Har den

erhvervsdrivende undladt dette, er konsekvensen efter forslagets artikel 13,

at fortrydelsesfristen først udløber 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den

erhvervsdrivende fuldt ud har opfyldt sine øvrige aftalemæssige

forpligtelser. Efter præambelbetragtning nr. 27 bør den erhvervsdrivende

anses for at have opfyldt sine forpligtelser fuldt ud, når vedkommende har

leveret de varer eller fuldt ud ydet de tjenesteydelser, som forbrugeren har

bestilt.

De nærmere spørgsmål om, hvordan forbrugeren skal forholde sig, hvis

fortrydelsesretten benyttes, er omtalt i direktivforslagets artikel 14.

Efter artikel 14, stk. 1, skal forbrugeren give den erhvervsdrivende

meddelelse om, at fortrydelsesretten udnyttes, og meddelelsen skal gives på

et varigt medium enten udformet med forbrugerens egne ord eller ved

anvendelse af den standardformular for fortrydelse, der er optaget som bilag

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

34/119

1 til direktivforslaget. Medlemsstaterne må ikke indføre andre formelle krav

til standardfortrydelsesformularen.

Artikel 14, stk. 2, angiver, at for fjernsalgsaftaler indgået over internettet

kan den erhvervsdrivende – foruden de muligheder, der er nævnt i stk. 1 –

give

forbrugeren

adgang

til

udfylde

indsende

standardfortrydelsesformularen elektronisk på den erhvervsdrivendes

hjemmeside. I så fald skal den erhvervsdrivende omgående pr. e-mail

bekræfte modtagelsen af meddelelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes.

Den overordnede konsekvens af, at fortrydelsesretten benyttes, er, at både

den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelse til at opfylde aftalen

ophører, jf. direktivforslagets artikel 15. Er der tale om en situation, hvor

forbrugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, ophører således

også forpligtelsen til at indgå denne aftale.

For den erhvervsdrivende indebærer brug af fortrydelsesretten endvidere

visse forpligtelser. I så fald er den erhvervsdrivende nemlig forpligtet til at

refundere ethvert beløb, vedkommende har modtaget fra forbrugeren.

Beløbet skal tilbagebetales til forbrugeren senest 30 dage efter den dato,

hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen fra forbrugeren om, at

fortrydelsesretten gøres gældende, jf. direktivforslagets artikel 16, stk. 1.

Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdrivende

efter artikel 16, stk. 2, berettiget til at tilbageholde det modtagne beløb,

indtil det tidspunkt, hvor vedkommende har modtaget eller hentet de

returnerede varer fra forbrugeren, eller indtil det tidspunkt, hvor den

erhvervsdrivende fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at

varerne er returneret.

Direktivforslagets artikel 17 omhandler følgerne for forbrugeren af at gøre

fortrydelsesretten gældende.

Hvis der er tale om en aftale vedrørende salg af varer, hvor forbrugeren

inden fortrydelsesfristens udløb fysisk har modtaget varerne, skal

forbrugeren, når fortrydelsesretten gøres gældende, returnere varerne til den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

35/119

erhvervsdrivende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende.

Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afvente varerne, skal

dette ske senest

14 dage

efter den dato, hvor forbrugeren har givet den

erhvervsdrivende besked om, at aftalen fortrydes.

Forbrugeren skal kun betale de udgifter, der er forbundet med den direkte

tilbagelevering af varerne til den erhvervsdrivende, jf. artikel 17, stk. 1.

Brug af fortrydelsesretten kan således eksempelvis ikke betinges af, at der

betales et gebyr eller administrationsomkostninger til den erhvervsdrivende

– alene udgifter til forsendelse skal afholdes af forbrugeren ved dennes

returnering af de modtagne varer.

Artikel 17, stk. 2, angiver, at forbrugeren ved brug af fortrydelsesretten kun

hæfter for varernes eventuelle værdiforringelse, hvis varerne har været

håndteret på anden måde, end hvad der er nødvendigt for at få kendskab til

varens art og den måde, varen fungerer på.

Hvis den erhvervsdrivende i strid med direktivforslagets artikel 9, litra b,

har undladt at give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten,

betingelserne og procedurerne herfor, hæfter forbrugeren heller ikke i

sådanne tilfælde for varens eventuelle værdiforringelse.

Er der tale om fortrydelse af en aftale om udførelse af en tjenesteydelse,

hæfter forbrugeren ikke for de udgifter, den erhvervsdrivende allerede har

afholdt, hvis tjenesteydelsen er helt eller delvis udført, inden

fortrydelsesfristens udløb.

Tilknyttede aftaler og betydningen af, at en aftale fortrydes

I direktivforslagets artikel 18 er nærmere beskrevet, hvilke konsekvenser det

har for såkaldt tilknyttede aftaler, hvis en forbruger gør brug af

fortrydelsesretten.

Ved en tilknyttet aftale skal efter direktivforslagets artikel 2, nr. 20, forstås

en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller

tjenesteydelser, som er omfattet af en aftale vedrørende fjernsalg eller en

aftale indgået uden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

36/119

tjenesteydelser leveres af den erhvervsdrivende eller tredjemand på

grundlag af et arrangement mellem nævnte tredjemand og den

erhvervsdrivende.

Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden

for fast forretningssted efter reglerne i direktivforslagets artikel 12-17,

ophører enhver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer udgifter

for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i situationer, der er omfattet af

artikel 15 om tilknyttede kreditaftaler i direktiv 2008/48/EF om

forbrugerkreditter.

Efter artikel 18, stk. 2, fastlægger medlemsstaterne de nærmere

bestemmelser om ophævelsen af disse tilknyttede aftaler.

Undtagelser til fortrydelsesretten

Som omtalt ovenfor finder direktivforslagets bestemmelser om

fortrydelsesret alene anvendelse på aftaler om køb af varer eller

tjenesteydelser, hvis der er tale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for

fast forretningssted.

Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for

fast forretningssted, er der visse situationer, hvor bestemmelserne om

fortrydelsesret efter direktivforslaget ikke skal gælde.

Artikel 19, stk. 1, vedrører undtagelser fra forbrugerens adgang til at

fortryde

fjernsalgsaftaler.

Det drejer sig om følgende situationer:

Litra a – ved tjenesteydelser, hvor udførelsen med forbrugerens samtykke er

påbegyndt inden udløbet af fortrydelsesfristen.

Af præambelbetragtning nr. 34 fremgår supplerende, at det i visse tilfælde,

hvor fjernlevering påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb (f.eks. ved

forbrugerens download af datafiler inden fristens udløb), ville være

urimeligt, hvis forbrugeren kunne gøre fortrydelsesretten gældende efter at

have benyttet tjenesteydelsen helt eller delvis. Derfor bør forbrugeren i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

37/119

sådanne tilfælde miste retten til at fortryde, når leveringen påbegyndes,

forudsat at forbrugeren forudgående og udtrykkeligt har samtykket hertil.

Litra b – ved levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhængig

af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden

indflydelse på.

Litra c – ved levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens

specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som må

antages at ville blive forringet eller forældet hurtigt.

Som det eksisterende fjernsalgsdirektiv indeholder direktivforslaget ikke

nærmere anvisninger på, hvornår bestemmelsen kan tænkes anvendt, og

hvor meget der skal til for at anse en vare for at forældes ”hurtigt” eller for

at være tilført et sådant ”tydeligt personligt præg”, at fortrydelsesretten ikke

kan gøres gældende.

Litra d – ved aftaler om levering af vin, hvor prisen er fastsat ved aftalens

indgåelse, men hvor levering først kan finde sted efter fortrydelsesfristens

udløb, og hvor prisen afhænger af markedskonjunkturer, som den

erhvervsdrivende er uden indflydelse på.

Litra e – levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller edb-

software, hvor forbrugeren har brudt plomberingen.

Litra f – levering af aviser, tidsskrifter og magasiner.

Litra g – aftaler vedrørende tips- og lotteriydelser.

Litra h – aftaler indgået på auktion, idet der ved en auktion forstås en

salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenester

gennem en konkurrencebaseret budprocedure, som kan omfatte brug af

fjernkommunikationsteknikker, og hvor den højstbydende er forpligtet til at

købe varerne eller tjenesteydelserne. En transaktion på grundlag af et

fastpristilbud er, selv om forbrugeren får mulighed for at indgå aftalen

gennem en budprocedure, ikke en auktion, jf. i det hele artikel 2, nr. 15.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

38/119

I artikel 19, stk. 2, opregnes de situationer, hvor der – uanset at der

foreligger en

aftale indgået uden for fast forretningssted

ikke er adgang

for forbrugeren til at fortryde aftalen. Det drejer sig om følgende tilfælde:

Litra a – ved aftale om levering af fødevarer, drikkevarer og andre varer til

husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem,

bopæl eller arbejdsplads af den erhvervsdrivende på baggrund af

forbrugerens forudgående udvælgelse af varerne ved hjælp af

fjernkommunikation – f.eks. via internettet.

Litra b – aftaler, hvor forbrugeren i en nødsituation har anmodet den

erhvervsdrivende om hjælp. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse

hermed sælger yderligere varer eller tjenesteydelser til forbrugeren, har

forbrugeren imidlertid i forhold til disse aftaler fortrydelsesret i

overensstemmelse med direktivets øvrige bestemmelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til det eksisterende direktiv om aftaler indgået

uden for fast forretningssted. I præambelbetragtning nr. 37 er anført, at

fortrydelsesretten af hensyn til retssikkerheden og af forenklingshensyn bør

finde anvendelse på alle former for aftaler indgået uden for fast

forretningssted, undtagen under nærmere definerede omstændigheder, som

let kan dokumenteres, og at fortrydelsesretten derfor ikke bør kunne

påberåbes i forbindelse med hastende reparationer i forbrugerens hjem, idet

fortrydelsesretten er uforenelig med nødsituationer.

Litra c – aftaler, hvor forbrugeren via fjernkommunikationsteknikker –

eksempelvis telefon – har anmodet den erhvervsdrivende om at foretage

reparation eller vedligeholdelse af forbrugerens ejendom. Hvis den

erhvervsdrivende i forbindelse med sit besøg i forbrugerens hjem indgår en

ny aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som går ud over, hvad

forbrugeren i første omgang anmodede om, finder fortrydelsesretten

anvendelse på disse varer og tjenesteydelser.

Det følge af artikel 19, stk. 3, at parterne har mulighed for at aftale, at

bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke skal anvendes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

39/119

Undtagelser til direktivforslagets kapitel III i øvrigt

I direktivforslagets artikel 20 opregnes de aftaletyper, hvor der ikke blot er

undtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. artikel 19, men hvor der i det

hele undtages fra direktivets artikel 8-19 – dvs. både oplysningskrav og

fortrydelsesretten.

For så vidt angår både

fjernsalgsaftaler

aftaler indgået uden for fast

forretningssted

er følgende aftaletyper undtaget, jf. artikel 20, stk. 1:

Litra a – aftaler om salg af fast ejendom og aftaler om andre rettigheder i

forbindelse med fast ejendom, bortset fra aftaler om udlejning og aftaler om

arbejder i forbindelse med fast ejendom.

I præambelbetragtning nr. 35 er det anført, at Kommissionen har kunnet

konstatere en række problemer for forbrugerne i relation til aftaler om

forbedringer i hjemmet, hvor forbrugerne udsættes for stort pres med hensyn

til at bestille dyrt renoveringsarbejde. Derfor bør bestemmelserne om

oplysninger og fortrydelsesret udvides til også at omfatte denne form for

aftaler om arbejder i hjemmet, således at aftaler om overdragelse af

interesser i fast ejendom som de eneste ikke er omfattet af direktivets

bestemmelser om oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg og aftaler

indgået uden for fast forretningssted.

Litra b – aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede

forretningslokaler.

Litra c – aftaler, der indgås med formidlere af telekommunikation ved brug

af offentlige telefonbokse.

Litra d – aftaler om levering af føde- og drikkevarer, hvis den

erhvervsdrivende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter i nabolaget til

den erhvervsdrivendes faste forretningssted.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

40/119

Efter artikel 20, stk. 2, finder artikel 8-19 endvidere ikke anvendelse på

aftaler indgået uden for fast forretningssted

i følgende tilfælde:

Litra a – aftaler vedrørende forsikring.

Litra b – aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af

udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydelse

på, og hvor prisudsvingene kan forekomme inden fortrydelsesfristens udløb,

jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv (direktiv

2002/65/EF).

Litra c – aftaler

forbrugerkreditter.

kredit

omfattet

direktiv

2008/48/EF

Endelig fastlægger artikel 20, stk. 3, at artikel 8-19 endvidere ikke finder

anvendelse på aftaler om

fjernsalg

vedrørende tjenesteydelsesaftaler om

levering af logi, transport, biludlejning samt forplejning og fritidstilbud, når

aftalerne vedrører levering på en forud fastsat dato eller i et nærmere

bestemt tidsrum.

I præambelbetragtning nr. 36 er herom anført, at sådanne aftaler indebærer,

at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdrivende kunne finde det

vanskeligt at anvende, hvis der indføres fortrydelsesret, og at

bestemmelserne om forbrugeroplysning og fortrydelsesret derfor ikke bør

finde anvendelse på disse fjernsalgsaftaler.

Købsaftaler

Direktivforslaget indeholder i kapitel IV visse bestemmelser om

forbrugerkøb. Bestemmelserne tilsigter at erstatte det nuværende direktiv

99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og svarer på

mange punkter til den nuværende regulering på området.

Efter forslagets artikel 21, stk. 1, finder direktivets kapitel IV anvendes på

købsaftaler, idet der som ovenfor nævnt ved en købsaftale forstås enhver

aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

41/119

herunder enhver aftale med blandet formål, der både har varer og

tjenesteydelser som genstand, jf. artikel 2, nr. 3. I tilfælde af aftaler med

blandede formål, hvor den erhvervsdrivende både leverer varer og

tjenesteydelser, finder kapitlet kun anvendelse på varerne, jf. dog artikel 24,

stk. 5, om mangelfuld installation.

Efter artikel 21, stk. 2, skal kapitel IV også finde anvendelse på aftaler om

levering af varer, som først skal tilvirkes – dvs. såkaldte bestillingskøb.

Kapitlet er derimod ikke anvendeligt på de reservedele, som den

erhvervsdrivende måtte anvende, hvis vedkommende afhjælper eventuelle

mangler ved varen i henhold til forslagets artikel 26.

Medlemsstaterne har efter forslagets artikel 21, stk. 4, mulighed for at

fastsætte, at kapitel IV ikke skal anvendes på aftaler vedrørende brugte

genstande, der sælges på offentlig auktion.

Levering og risikoens overgang ved købsaftaler

I modsætning til den eksisterende EU-regulering på området indeholder

direktivforslaget bestemmelser om levering i købsaftaler (dvs. om

tidspunktet for levering og om beføjelser ved forsinket levering) og om

risikoens overgang ved købsaftaler.

Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende således efter

forslagets artikel 22, stk. 1, forpligtet til at lade den fysiske besiddelse af

varerne overgå til forbrugeren senest

30 dage

efter aftalens indgåelse.

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen til at levere, er

forbrugeren berettiget til at få eventuelle betalte beløb refunderet af den

erhvervsdrivende senest

7 dage

efter leveringsdatoen i henhold til stk. 1, jf.

artikel 22, stk. 2.

Spørgsmålet om risikoens overgang er reguleret i forslagets artikel 23. Efter

stk. 1 skal risikoen for tab eller beskadigelse af varer overgå til forbrugeren

på det tidspunkt, hvor vedkommende eller en tredjemand angivet af

forbrugeren, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse. Risikoen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

42/119

overgår dog til forbrugeren på leveringstidspunktet, som er aftalt mellem

parterne, hvis forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog

ikke befragteren, ikke har truffet rimelige foranstaltninger med henblik på at

tage varerne i fysisk besiddelse, jf. stk. 2.

I præambelbetragtning nr. 38 er det anført, at den nye bestemmelse om

risikoovergang ikke bør anvendes i det tilfælde, hvor forbrugeren venter

urimeligt længe med at tage varerne i sin besiddelse – f.eks. hvis

forbrugeren ikke afhenter varerne på posthuset inden den frist, posthuset har

fastsat. Under sådanne omstændigheder bør forbrugeren bære risikoen for

tab eller forringelse efter det leveringstidspunkt, der er aftalt med den

erhvervsdrivende.

Mangler ved salgsgenstanden

I lighed med den nuværende regulering i direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb

og garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget bestemmelser

om, hvad der skal til, for at salgsgenstanden er i overensstemmelse med

aftalen (kontraktmæssig) – dvs. hvilke krav salgsgenstanden skal leve op til

for at være mangelfri.

Efter forslagets artikel 24, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til at

levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen.

I præambelbetragtning nr. 39 er det anført, at den erhvervsdrivende bør stå

til ansvar over for forbrugeren, hvis varerne ikke er i overensstemmelse med

aftalen, og at den beskaffenhed og brugbarhed, som forbrugeren med rette

kan forvente, bl.a. vil afhænge af, om varerne er nye eller brugte og af

varernes forventede holdbarhed.

Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 24, stk. 2, af en

formodningsregel, hvorefter de leverede varer formodes at være i

overensstemmelse med købsaftalen, hvis de lever op til visse nærmere

angivne krav.

Varerne formodes således at være kontraktmæssige, hvis

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

43/119

de er i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes beskrivelse af

dem og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller

model, som den erhvervsdrivende har forelagt forbrugeren, jf. litra a,

de er egnede til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, de skal

kunne anvendes til, når vedkommende har gjort den

erhvervsdrivende bekendt hermed på tidspunktet for aftalens

indgåelse, og den erhvervsdrivende har accepteret dette, jf. litra b,

de er egnede til de formål, som varer af samme type sædvanligvis

anvendes til, jf. litra c, eller

de har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for varer af

samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under

hensyntagen til deres art og i givet fald de oplysninger om deres

konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om dem af sælgeren,

producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller

gennem mærkning, jf. litra d.

Det følger af forslagets artikel 24, stk. 3, at der ikke er tale om manglende

overensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på det

tidspunkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller med rimelighed

burde have været bekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis

den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren.

Efter artikel 24, stk. 4, skal den erhvervsdrivende ikke være bundet af

sådanne oplysninger som nævnt i stk. 2, litra d (oplysninger om varens

konkrete egenskaber afgivet offentligt af den erhvervsdrivende, producenten

eller dennes repræsentant), hvis den erhvervsdrivende godtgør, at

han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne have

haft kendskab til den pågældende oplysning, jf. litra a,

den pågældende oplysning var rettet ved indgåelsen af købsaftalen,

jf. litra b,

den pågældende oplysning ikke kan have haft betydning for

forbrugerens beslutning om at købe den pågældende vare, jf. litra c.

Manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation af varen,

betragtes som varens manglende overensstemmelse, når installationen af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

44/119

varen indgår i købsaftalen og er udført af den erhvervsdrivende eller på

dennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv installerer en vare,

der er beregnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl i

installationsvejledningen, jf. artikel 24, stk. 5.

Direktivforslaget indeholder i artikel 25 en bestemmelse, der i den danske

sprogversion har overskriften ”Lovfæstede rettigheder - Erstatningsansvar

for manglende overensstemmelser”. Bestemmelsen angiver, at den

erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for eventuel manglende

overensstemmelse (med aftalen), som foreslå på tidspunktet for risikoens

overgang til forbrugeren. Bestemmelsen omhandler således uanset

overskriften ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes eventuelle

erstatningsansvar i anledning af mangler, men fastlægger det tidspunkt, der

er afgørende for mangelsvurderingen og dermed for, om den

erhvervsdrivende er ansvarlig for en fejl ved salgsgenstanden.

Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forslagets artikel 26 handler om de beføjelser, forbrugeren har, hvis den

erhvervsdrivende leverer en vare, der ikke er i overensstemmelse med

aftalen – dvs. hvis der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.

Efter bestemmelsens stk. 1 har forbrugeren, hvis varen ikke er i

overensstemmelse med aftalen, i overensstemmelse med stk. 2-5 ret til

følgende:

- at få varen bragt i overensstemmelse med aftalen ved afhjælpning

eller omlevering, jf. litra a,

- at få et afslag i prisen, jf. litra b,

- at hæve købet, jf. litra c, idet forbrugeren dog kun kan hæve købet,

hvis den manglende overensstemmelse er væsentlig, jf. stk. 3, 2. led.

I medfør af artikel 26, stk. 2, kan den erhvervsdrivende bringe varen i

overensstemmelse med aftalen ved efter eget valg enten at foretage

afhjælpning eller omlevering. Forslaget adskiller sig herved fra det

eksisterende direktiv på området, hvorefter det som udgangspunkt er

forbrugeren, der har valgretten mellem de to beføjelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

45/119

Hvis den erhvervsdrivende kan bevise, at det er ulovligt, umuligt eller vil

kræve en uforholdsmæssig indsats fra den erhvervsdrivendes side at bringe

varen i overensstemmelse med aftalen ved at afhjælpe eller omlevere, kan

forbrugeren efter forslaget vælge at få et prisafslag eller at hæve købet.

Kravet til den erhvervsdrivendes indsats anses for uforholdsmæssigt, hvis

det påfører vedkommende omkostninger, der i forhold til omkostningerne

ved prisafslag eller ophævelse er urimelige under hensyn til varens værdi i

mangelfri tilstand og betydningen af den pågældende mangel, jf. i det hele

artikel 26, stk. 3. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning nr. 40, at

den erhvervsdrivendes indsats bør bedømmes på en objektiv måde under

hensyn til de omkostninger, der påføres den erhvervsdrivende ved

afhjælpning af manglen, varernes værdi og manglens betydning, og at

mangel på reservedele ikke bør være en gyldig grund til, at den

erhvervsdrivende ikke skal afhjælpe en mangel inden for en rimelig frist.

Efter artikel 26, stk. 4, kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser som nævnt i

stk. 1, gældende, hvis

- den erhvervsdrivende direkte eller indirekte har afslået at bringe

varen i overensstemmelse med aftalen, jf. litra a,

- den erhvervsdrivende ikke har bragt varen i overensstemmelse med

aftalen inden for rimelig tid, jf. litra b,

- den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe varen i overensstemmelse

med aftalen har været til væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. litra c,

eller

- den samme mangel er opstået gentagne gange inden for en kort

periode, jf. litra d.

Det er i præamblens betragtning nr. 42 anført, at forbrugeren er berettiget til

frit at vælge mellem ethvert af de midler, der står til rådighed, hvis den

erhvervsdrivende har nægtet at afhjælpe manglen eller mere end én gang har

undladt at afhjælpe manglen. Det fremgår endvidere, at den

erhvervsdrivendes afvisning ikke blot kan være udtrykkeligt, men også

implicit, hvis den erhvervsdrivende ikke reagerer eller ignorerer

forbrugerens krav om afhjælpning af manglen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

46/119

Efter artikel 26, stk. 5, skal spørgsmålet om væsentlig ulempe for

forbrugeren og rimelig tid for den erhvervsdrivende til at bringe varen i

overensstemmelse med aftalen vurderes under hensyntagen til varens art og

forbrugerens formål med at anskaffe varen, jf. artikel 24, stk. 2, litra b, der

omhandler forbrugerens eventuelle særlige formål.

Artikel 27, stk. 1, fastsætter, at forbrugeren har ret til at få varen bragt i

overensstemmelse med aftalen ved gratis afhjælpning. I tilknytning hertil

fremgår det af præambelbetragtning nr. 41, at forbrugeren ikke bør afholde

omkostninger i forbindelse med afhjælpning af den manglende

overensstemmelse, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og

materialeomkostninger, og at forbrugeren endvidere ikke bør betale

godtgørelse til den erhvervsdrivende for brug af defekte varer.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan forbrugeren ”kræve erstatning for tab, som

ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26, jf. dog bestemmelserne

i dette kapitel”.

Direktivforslaget indeholder ikke nærmere anvisninger om indholdet af

denne bestemmelse, hvis rækkevidde giver anledning til betydelig tvivl.

Reklamationsfrister i købsaftaler

I lighed med direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og

garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget regler om, at

forbrugeren skal reagere inden for visse frister, hvis vedkommende vil gøre

gældende, at der er mangler ved salgsgenstanden.

Efter forslagets artikel 28, stk. 1, er den erhvervsdrivende ansvarlig for

manglende overensstemmelse, der viser sig inden for 2 år efter det

tidspunkt, hvor risikoen for varen overgik til forbrugeren. Den absolutte

reklamationsfrist er således 2 år efter forslaget.

Bestemmelsens stk. 2 fastlægger som noget nyt i forhold til de eksisterende

EU-regler på området, at der i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende

foretager omlevering som følge af manglende overensstemmelse, løber en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

47/119

ny 2-års frist for manglende overensstemmelse ved den omleverede vare,

regnet fra det tidspunkt, hvor forbrugeren eller en af forbrugeren angivet

tredjemand får de omleverede varer i fysisk besiddelse.

Hvis der er tale om aftaler vedrørende brugte varer, kan den

erhvervsdrivende og forbrugeren aftale, at der skal gælde en kortere absolut

reklamationsfrist. Fristen kan dog ikke være kortere end 1 år, jf. artikel 28,

stk. 3.

Efter artikel 28, stk. 4, kan forbrugeren kun gøre gældende, at varen er

mangelfuld, hvis vedkommende underretter den erhvervsdrivende om

manglende overensstemmelse med aftalen senest 2 måneder efter, at

forbrugeren har konstateret den manglende overensstemmelse. Den relative

reklamationsfrist efter forslaget er således 2 måneder fra det tidspunkt, hvor

forbrugeren faktisk opdagede manglen.

Det følger af artikel 28, stk. 5, at hvis en manglende overensstemmelse med

aftalen viser sig senest 6 måneder efter, at risikoen er overgået til

forbrugeren, formodes den at have eksisteret ved risikoens overgang. Denne

formodning gælder dog ikke, hvis det vil være uforeneligt med varens eller

den manglende overensstemmelses art.

Handelsmæssige garantier

Spørgsmålet om udformningen og indholdet af handelsmæssige garantier er

nærmere reguleret i forslagets artikel 29. Som omtalt ovenfor forstås ved en

handelsmæssig garanti enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller

producenten (”garantigiveren”) har påtaget sig over for forbrugeren til at

refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde

afhjælpe mangler ved varen, hvis den ikke svarer til de specifikationer, der

fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer på tidspunktet

eller forud for aftalens indgåelse, jf. artikel 2, nr. 18.

En handelsmæssig garanti er retlig bindende for garantigiveren på de vilkår,

der er fastsat i garantierklæringen. Hvis der ikke foreligger en egentlig

garantierklæring, er den handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

48/119

er fastsat i reklamer for den handelsmæssige garanti, jf. direktivforslagets

artikel 29, stk. 1.

Efter artikel 29, stk. 2, skal garantierklæringen være udformet på en klar og

forståelig måde og være letlæselig. Garantierklæringen skal angive

følgende:

- forbrugerens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om

mangelsbeføjelser og klargøre, at disse rettigheder ikke berøres af

den handelsmæssige garanti, jf. litra a,

- indholdet af den handelsmæssige garanti og betingelserne for at

benytte garantien, navnlig garantiens varighed, dens geografiske

omfang samt navn og adresse på garantigiveren, jf. litra b,

- hvor det er relevant, det forhold, at den handelsmæssige garanti ikke

kan overføres til en efterfølgende køber, jf. dog artikel 32 og 35 og

bilag III, pkt. 1, litra j, jf. litra c.

I præambelbetragtning nr. 44 er anført, at visse erhvervsdrivende og

producenter tilbyder forbrugeren handelsmæssige garantier, og at det – for

at undgå at forbrugerne vildledes – er vigtigt, at garantierne indeholder

oplysninger om varighed og geografisk udstrækning, ligesom det skal

fremgå, at den handelsmæssige garanti ikke påvirker forbrugerens

lovfæstede rettigheder.

Hvis forbrugeren anmoder om det, skal garantibestemmelserne stilles til

rådighed for vedkommende på et varigt medium, jf. artikel 29, stk. 3.

Manglende overensstemmelse med direktivets krav i stk. 2 og 3 er uden

betydning for garantiens gyldighed, jf. stk. 4. Det fremgår derimod ikke af

direktivet, hvad retsvirkningen af manglende overholdelse af bestemmelsen

så skal være.

Urimelige kontraktvilkår

Direktivforslagets kapitel V indeholder regler om forbrugerens rettigheder

ved den erhvervsdrivendes brug af standardvilkår i kontrakter.

Bestemmelserne, der i vid udstrækning svarer til reguleringen i det

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

49/119

eksisterende direktiv 93/13/EF, finder anvendelse på enhver form for

forbrugeraftale – dvs. uanset om aftalen vedrører køb af varer eller

tjenesteydelser, og uanset om aftalen er indgået som fjernsalgsaftale, aftale

indgået uden for fast forretningssted eller på den erhvervsdrivendes

forretningssted.

Efter direktivforslagets artikel 30, stk. 1, skal kapitel V finde anvendelse på

kontraktvilkår, som er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivende eller

en tredjemand, og som forbrugeren har accepteret uden at have mulighed for

at påvirke indholdet af vilkårene – navnlig når sådanne kontraktvilkår udgør

en del af en standardaftale.

Bestemmelserne er således anvendelige i tilfælde, hvor der er tale om ikke-

individuelt forhandlede kontraktvilkår. Det er den erhvervsdrivende, der har

bevisbyrden for, at en aftale har været genstand for individuel forhandling,

jf. forslagets artikel 33.

Det forhold, at forbrugeren har haft mulighed for at få indflydelse på

aspekter ved et givent kontraktvilkår eller et bestemt vilkår, udelukker efter

artikel 30, stk. 2, ikke, at forslagets kapitel V finder anvendelse på andre

kontraktvilkår, som er en del af aftalen.

Kapitlet finder dog ikke anvendelse på kontraktvilkår, som afspejler love

eller administrative bestemmelser, der er i overensstemmelse med

fællesskabslovgivningen, samt bestemmelser eller principper i internationale

konventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er part i, jf. artikel

30, stk. 3.

I præamblens betragtning nr. 46 er i tilknytning hertil anført, at

bestemmelserne om urimelige kontraktvilkår ikke finder anvendelse på

vilkår, der direkte eller indirekte afspejler love eller administrative

bestemmelser i medlemsstaterne, som er i overensstemmelse med

fællesskabslovgivningen, og at tilsvarende gælder for vilkår, der afspejler

principper eller bestemmelser i internationale konventioner, som

Fællesskabet eller medlemsstaterne er part i, bl.a. på transportområdet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

50/119

Direktivforslaget stiller i lighed med direktiv 93/13/EF krav om, at

kontraktvilkår skal være gennemsigtige. Kontraktvilkår skal således altid

være udtrykt på en klar og forståelig måde og være letlæselige, og de skal

gøres tilgængelige for forbrugeren på en sådan måde, at vedkommende har

reel mulighed for at gøre sig bekendt med dem inden aftalens indgåelse

”under rimelig hensyntagen til de anvendte kommunikationsteknikker”, jf.

artikel 31, stk. 1 og 2. Hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårs betydning,

gælder den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren, jf. nedenfor

under omtalen af artikel 36.

I præamblens betragtning nr. 47 er det anført, at den erhvervsdrivende dog

frit bør kunne vælge skrifttype og skriftstørrelse. Kravet om forbrugerens

adgang til vilkårene inden aftaleindgåelsen kan efter denne

præambelbetragtning opfyldes ved at udlevere vilkårene til forbrugeren ved

aftaler indgået på fast forretningssted, i forbindelse med fjernsalg ved at

gøre vilkårene tilgængelige for forbrugeren på anden vis – f.eks. på den

erhvervsdrivendes hjemmeside, og ved aftaler indgået uden for fast

forretningssted ved ”at vedlægge ordresedlen standardvilkårene som bilag”.

Efter artikel 31, stk. 3, skal den erhvervsdrivende anmode om forbrugerens

udtrykkelige

samtykke

specifikt

til

eventuelle

yderligere

betalingsforpligtelser ud over betalingen for den erhvervsdrivendes vigtigste

kontraktlige forpligtelse. Hvis et sådant samtykke ikke indhentes, men blot

formodes at foreligge i kraft af forudvalgte løsninger, som forbrugeren skal

fravælge for at undgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettiget til at

kræve sådanne yderligere betalinger refunderet.

I tilknytning hertil er det i præamblens betragtning nr. 47 anført, at det bør

være forbudt at formode, at der ved brug af opt out-ordninger som f.eks. ved

forud afkrydsede felter er givet samtykke.

Medlemsstaterne kan ikke stille krav til præsentationen af, hvordan

kontraktvilkårene formuleres og gøres tilgængelige for forbrugeren, jf.

artikel 31, stk. 4.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

51/119

Det eksisterende direktiv 93/13/EF indeholder i et bilag en vejledende og

ikke-udtømmende liste over urimelige kontraktvilkår. Til forskel herfra er

der til direktivforslaget knyttet to bilag – bilag II, der indeholder en liste

over kontraktvilkår, der altid er urimelige (en såkaldt sort liste), og bilag III,

der er en liste over kontraktvilkår, der formodes at være urimelige (en

såkaldt grå liste). Hvis et vilkår er opregnet på den sorte liste, skal

medlemsstaterne sikre, at vilkåret i alle tilfælde betragtes som urimelige,

mens et vilkår, der er angivet på den grå liste, skal anses for urimeligt,

medmindre den erhvervsdrivende har bevist, at vilkåret er rimeligt, jf.

forslagets artikel 34 og 35. Begge lister finder anvendelse i alle

medlemsstater og kan kun ændres ved den procedure, som er beskrevet i

forslagets artikel 39, stk. 2, og artikel 40.

Efter præamblens betragtning nr. 50 tager anvendelsen af de pågældende

lister sigte på at skabe retssikkerhed og forbedre den måde, det indre marked

fungerer på.

Selv om et givent kontraktvilkår ikke fremgår af hverken den sorte eller grå

liste, skal medlemsstaterne imidlertid sikre, at et kontraktvilkår, der til trods

for kravet om god tro (almindelig hæderlighed) bevirker en betydelig

skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren,

skal betragtes som urimeligt, jf. direktivforslagets artikel 32, stk. 1. Ifølge

præamblens betragtning nr. 54 kan medlemsstaterne anvende ethvert begreb

inden for national aftaleret med henblik på at sikre, at urimelige aftalevilkår

ikke er bindende for forbrugeren.

Efter præambelbetragtning nr. 48 skal der ved vurderingen af begrebet ”god

tro” i direktivet især tages hensyn til styrkeforholdet mellem den

erhvervsdrivende og forbrugeren, til om forbrugeren er blevet tilskyndet til

at acceptere aftalevilkåret og til, om varerne eller tjenesteydelsen er solgt

eller leveret på forbrugerens særlige bestilling. Det følger endvidere, at den

erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at handle loyalt og

rimeligt med forbrugeren, hvis legitime interesse den erhvervsdrivende bør

tage hensyn til.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

52/119

Ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der tages hensyn

til, hvilken type produkter aftalen vedrører, og til alle omstændigheder

vedrørende aftalens indgåelse, andre vilkår i aftalen og i en anden tilknyttet

aftale, som forelå på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Når det nationalt skal

vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der også tages hensyn til,

hvordan den erhvervsdrivende har udformet kontrakten og gjort den

tilgængelig for forbrugeren, smh. direktivforslagets artikel 31, jf. artikel 32,

stk. 2.

Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller

overensstemmelsen mellem den påregnede betaling og den

erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forpligtelse, for så vidt den

erhvervsdrivende opfylder alle bestemmelserne i artikel 31.

I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget en bestemmelse

om fortolkning af standardvilkår. Efter forslagets artikel 36 skal der – hvis

der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning – gælde den fortolkning, som

er mest gunstig for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i forbindelse med de

procedurer, der er fastsat i forslagets artikel 38, stk. 2 – dvs. ved

gruppesøgsmål.

I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget også en

bestemmelse om, at kontraktvilkår, der er urimelige, ikke skal binde

forbrugeren, og at aftalen skal forblive bindende for parterne, hvis den kan

opretholdes uden det kontraktvilkår, der anses for urimeligt, jf. forslagets

artikel 37.

Forslagets artikel 38 indeholder delvis nye regler, der drejer sig om

håndhævelse i forhold til urimelige kontraktvilkår.

Af artikel 38, stk. 1, følger, at medlemsstaterne skal sikre, at der i

forbrugerens og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler

til at bringe urimelige kontraktvilkår, der indgår i forbrugeraftaler, til ophør.

Efter artikel 38, stk. 2, kan navnlig personer eller organisationer, der efter

national lovgivning har en legitim interesse i at beskytte forbrugere,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

53/119

indbringe en sag for de relevante myndigheder, således at det kan afgøres,

om kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse, er

urimelige.

Medlemsstaterne er efter forslagets artikel 38, stk. 3, forpligtede til at sætte

retsmyndighederne eller administrative myndigheder i stand til at anvende

egnede og effektive midler, som sikrer, at erhvervsdrivende bringer

anvendelsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.

Det følger endvidere af artikel 38, stk. 4, at medlemsstaterne er forpligtede

til at sikre, at de sager, der omtales i stk. 2 og 3, under overholdelse af

national retsplejelovgivning enten kan indbringes mod hver enkelt

erhvervsdrivende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme

erhvervssektor eller sammenslutninger heraf, der anvender eller opfordrer til

anvendelse af de samme generelle kontraktvilkår eller lignende vilkår.

Bestemmelsen i artikel 39 handler om proceduren for revision af direktivets

bilag II og III, som indeholder lister over kontraktvilkår, der henholdsvis er

og formodes at være urimelige.

Efter artikel 39, stk. 1, skal medlemsstaterne give Kommissionen besked om

de vilkår, som de relevante nationale myndigheder har fundet urimelige, og

som man anser for relevante med henblik på ændring af direktivets lister. På

baggrund af de meddelelser, som Kommissionen modtager i medfør af stk.

1, ændrer Kommissionen bilag II og III i overensstemmelse med den

procedure, der er beskrevet i artikel 40.

Generelle bestemmelser

Revision af bilag II og III

Forslagets artikel 40 omhandler ”udvalget vedrørende urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler”, og anfører i stk. 1, at Kommissionen

bistås af dette udvalg, når bilag II og III skal revideres.

Håndhævelse og sanktioner

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

54/119

Efter artikel 41, stk. 1 skal medlemsstaterne sikre, at der findes

tilstrækkelige og effektive midler til kontrol med overholdelsen af

bestemmelserne i direktivet.

De midler, der nævnes i stk. 1, omfatter bestemmelser i henhold til hvilke et

eller flere nedennævnte organer efter national lovgivning kan indbringe en

sag for de relevante myndigheder med henblik på overholdelse af de

nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet. De pågældende

organer er

A) offentlige organer eller deres repræsentanter

B) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte

forbrugerne

C) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for

overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på

gennemførelse af direktivet, og skal træffe de nødvendige foranstaltninger

til gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt

forhold til overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning, jf.

artikel 42, stk. 1.

Efter artikel 42, stk. 2, skal medlemsstaterne senest på den dato, der er

fastsat i artikel 46, give Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser

og skal omgående meddele senere ændringer af betydning til

Kommissionen.

Ufravigelighed

Bestemmelsen i forslagets artikel 43 fastlægger, at forbrugeren – i de

tilfælde, hvor det er lovgivningen i en medlemsstat, der er gældende for

aftalen – ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer

vedkommende i henhold til direktivet.

Det fremgår af præamblens betragtning nr. 57, at forbrugeren ikke bør

berøves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende efter

direktivforslaget. For så vidt angår det tilfælde, at den lov, der finder

anvendelse på aftalen, er loven i et tredjeland, anføres det i samme

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

55/119

betragtning, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008

om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) bør anvendes til at

fastlægge, om forbrugeren beholder den beskyttelse, der tilkommer ham i

medfør af dette direktiv.

I de tilfælde, hvor den lovvalget falder ud til loven i et tredjeland, bør

afgøres efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 598/2008 om

lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I), om forbrugeren

beholder den beskyttelse, der følger af direktivet.

Information

Efter artikel 44 skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger med

henblik på at informere forbrugerne om den nationale lovgivning, der

gennemfører direktivet, og hvor det er relevant tilskynde erhvervsdrivende

og ”kodeksindehavere” til at oplyse forbrugerne om adfærdskodekser.

Efter præamblens betragtning nr. 60 vil Europa-Kommissionen tage skridt

til at finde den mest hensigtsmæssige måde med henblik på at sikre, at alle

forbrugere gøres bekendt med deres rettigheder på salgsstedet.

Levering uden forbrugerens anmodning

Forslagets artikel 45 angiver, at forbrugeren er fritaget for enhver

modydelse i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, jf. artikel 5,

stk. 5, og pkt. 29 i bilag I i direktiv 2005/29/EF. Forbrugerens manglende

reaktion i forhold til en sådan levering kan ikke sidestilles med et samtykke

fra forbrugeren.

Bestemmelsen skal ifølge præamblens betragtning nr. 61 ses som det

civilretlige modstykke til de offentligretlige bestemmelser om forbud mod

uanmodede leveringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF

om urimelig handelspraksis.

Direktivets gennemførelse i national ret

Direktivets gennemførelsesfrist fremgår af artikel 46. Herefter skal

medlemsstaterne senest 18 måneder efter direktivets ikrafttrædelse vedtage

og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige

for at efterkomme direktivet. Medlemsstaterne skal straks sende

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

56/119

Kommissionen gennemførelsesbestemmelserne og en sammenligningstabel,

som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og

direktivet.

Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende gennemførelsesbestemmelserne

fra 2 år efter direktivets ikrafttrædelse.

Ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne skal der henvises til

direktivet, eller bestemmelserne skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes nationalt.

Efter artikel 46, stk. 2, skal medlemsstaterne tilsende Kommissionen de

vigtigste nationale bestemmelser, der udstedes på det område, der er

omfattet af direktivet.

Afsluttende bestemmelser

I artikel 47 angives, at direktiv 85/577/EØF, 93/13/EØF, 97/7/EF og

1999/44/EF ophæves, og at henvisninger til de ophævede direktiver gælder

som henvisninger til direktivforslaget og skal læses i overensstemmelse med

den sammenligningstabel, der er medtaget som bilag V til direktivforslaget.

Efter artikel 48 skal Kommissionen senest 5 år efter datoen i artikel 46, stk.

1, 2. afsnit, tage direktivet op til revision og forelægge en rapport for

Europa-Parlamentet. Hvis det er nødvendigt, skal Kommissionen fremsætte

forslag om at tilpasse direktivet til udviklingen på området. Kommissionen

kan i den forbindelse anmode medlemsstaterne om oplysninger.

2. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig i sagen.

Europa-Parlamentets

udtalelse forventes at foreligge inden sommeren 2010.

3. Nærhedsprincippet

3.1. Kommissionens vurdering af nærhedsprincippet

Kommissionen har om forholdet til nærhedsprincippet anført, at formålet

med forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, idet

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

57/119

den lovgivningsmæssige opsplitning, der er en følge af medlemsstaternes

forskellige implementering af de eksisterende minimumsdirektiver, ikke kan

løses nationalt. Kun en koordineret indsats kan således bidrage til at

fuldende det indre marked.

Kommissionen henviser i den forbindelse til, at forskelle i de enkelte

medlemsstaters nationale lovgivninger skaber hindringer for det indre

marked, konkurrenceforvridninger og retsusikkerhed.

Kommissionen fremhæver endvidere, at forslaget kun finder anvendelse på

aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at forslaget alene tager

udgangspunkt i totalharmonisering af de aspekter ved forbrugerbeskyttelse,

som er relevante ved handel på tværs af grænserne – dvs. de aspekter, der er

af central betydning for erhvervsdrivende, når de opstiller standardvilkår og

udformer informationsmateriale.

3.2. Regeringens foreløbige vurdering af nærhedsprincippet

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at forslaget – som fremsat –

må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og man

kan i den forbindelse tilslutte sig de betragtninger, som Kommissionen er

fremkommet med, jf. ovenfor under punkt 6.1.

4. Gældende dansk ret

4.1. Indledning

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte på

at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der alle er

gennemført i dansk ret.

Direktivforslaget om forbrugerrettigheder berører en række centrale

formueretlige spørgsmål, der i gældende dansk ret dels beror på

ulovbestemte principper og retspraksis, dels er reguleret i lov om visse

forbrugeraftaler, jf. lov nr. 451 af 9. juni 2004, som gennemfører direktiv

85/577/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted og direktiv

97/7/EF om aftaler vedrørende fjernsalg, i købeloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 237 af 28. marts 2003, der gennemfører direktiv 99/44/EF om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

58/119

forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, og i aftaleloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, der gennemfører direktiv

93/13/EF om urimelige kontraktvilkår.

4.2. Definition af forbrugerbegrebet

Direktivforslaget vedrører spørgsmål i forbindelse med købs- eller

tjenesteydelsesaftaler, der indgås af en ”forbruger”.

Efter købelovens § 4 a, stk. 1, forstås ved et forbrugerkøb et køb, som en

køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i

sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren

har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.

Efter købelovens § 4 a, stk. 2, anses som forbrugerkøb under i øvrigt samme

betingelser som i stk. 1 endvidere køb fra ikke erhvervsdrivende, hvis

aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en

erhvervsdrivende.

Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om forbrugeraftaler, findes i

aftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, og forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1 og 2.

Efter praksis kan en juridisk person, eksempelvis en sportsforening mv.,

efter omstændighederne betragtes som en forbruger ved indgåelse af aftaler.

Efter den danske forbrugerdefinition er det således ikke et krav, at der er

tale om en fysisk person, men at køberen hovedsagelig handler uden for sit

erhverv i relation til den pågældende aftale.

Med formuleringen ”hovedsagelig” ses, at der endvidere efter gældende

dansk ret kan være tale om en forbruger i tilfælde, hvor den pågældende i

visse sammenhænge må anses for erhvervsdrivende, idet det afgørende i

forhold til sådanne aftaler med blandet formål er, hvilket formål

salgsgenstanden hovedsaglig skal tjene køberen.

4.3. Generelle oplysningskrav

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

59/119

Der er i gældende dansk ret ikke generelle regler om, at den

erhvervsdrivende skal give forbrugeren bestemte oplysninger forud for

aftalens indgåelse. Markedsføringslovens §§ 13 og 14 fastsætter dog hhv.

krav om afgivelse af visse prisoplysninger i forbindelse med

erhvervsmæssigt udbud af varer (løsøre), dog ikke ved auktionssalg, og krav

om afgivelse af visse oplysninger i forbindelse med forbrugeres kreditkøb.

Oplysninger givet forud for aftalens indgåelse har derimod betydning for,

hvad der kan anses for aftalt mellem parterne, og kan herunder have

betydning for, om der efter købeloven foreligger en mangel ved

salgsgenstanden. Derudover er der i forbrugeraftaleloven visse regler, der

pålægger den erhvervsdrivende visse oplysningsforpligtelser ved aftaler om

fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. herom nedenfor.

4.4. Oplysningspligt ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for

fast forretningssted

Efter § 4 i forbrugeraftaleloven betragtes som fjernsalg en aftale om varer,

tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når

aftalen

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved

kommunikation, der foregår, uden af forbrugeren og den

erhvervsdrivende mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den

erhvervsdrivende.

I forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, defineres en aftale indgået uden for

fast forretningssted, som en aftale om køb af varer, tjenesteydelser eller om

løbende levering af varer og tjenesteydelser, når aftalen er indgået eller

forbrugeren har fremsat tilbud

a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens

bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig

adgang, medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, i

anledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den

erhvervsdrivendes besøg,

b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den

erhvervsdrivende,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

60/119

c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre der

foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med

aftalens indgåelse, eller

d) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens

bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig

adgang, hvis besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller

Forbrugeraftalelovens

kapitel

indeholder

bestemmelser

oplysningsforpligtelser for den erhvervsdrivende, hvis der er tale om en

fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted. Pligten

knytter sig både til, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren visse

oplysninger inden aftaleindgåelsen, eksempelvis oplysning om den samlede

pris, samt visse oplysninger, der skal gives snarest mulig efter aftalens

indgåelse, bl.a. oplysning om begyndelsestidspunkt for og varighed af en

eventuel fortrydelsesret.

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin pligt til at give visse

oplysninger før aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser

således, at et vilkår om eksempelvis gebyr, der ikke er oplyst over for

forbrugeren, ikke betragtes som aftalt mellem parterne. Tilsidesættelse af

oplysningspligten kan endvidere have betydning for, om den pågældende

vare eller tjenesteydelse betragtes som mangelfuld.

4.5. Formelle krav ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for

fast forretningssted

Dansk ret er karakteriseret ved en høj grad af aftalefrihed og mangel på

formkrav. Lov om visse forbrugeraftaler indeholder ikke bestemmelser om,

at aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted skal

opfylde visse formelle krav for at være gyldige.

4.6. Fortrydelsesret

Forbrugeraftalelovens § 17 indeholder regler om fortrydelsesret. Ved aftaler

om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted har

forbrugeren som udgangspunkt ret til at fortryde aftalen. Fristen herfor er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

61/119

som udgangspunkt 14 hele kalenderdage, jf. § 18, også selv om varen eller

tjenesteydelsen i mellemtiden er leveret eller præsteret af den

erhvervsdrivende. Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1)

den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en

vare, hvis varen skal tilpasses forbrugerens individuelle behov, og i andre

tilfælde den dag, hvor forbrugeren har fået det købte i hænde, eller 2) den

dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten.

Hvis sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en helligdag, en

lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber

fristen den følgende hverdag.

Efter forbrugeraftalelovens § 19 skal forbrugeren, hvis vedkommende vil

gøre brug af retten til at fortryde aftalen, inden 14 dage underrette den

erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Det er tilstrækkeligt, at

underretningen, når denne foreligger på papir eller andet varigt medium,

som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb. Ved

fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente

varen hos forbrugeren, er brug af fortrydelsesretten efter lovens § 20

betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes

forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, som det var i, da

forbrugeren fik det i hænde. Ved andre fjernsalg og ved køb af varer uden

for fast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren

holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig

samme stand og mængde. Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen,

kan fortrydelsesretten endvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader at

modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf.

forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, at forbrugeren ved fjernsalg – i de

tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen –

skal afholde de omkostninger, der måtte være forbundet med at tilbagesende

varen til den erhvervsdrivende, når fortrydelsesretten benyttes. Bortset

herfra er det ikke forbundet med omkostninger for forbrugeren at gøre brug

af fortrydelsesretten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

62/119

Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af pligten til efterfølgende at oplyse

om eksempelvis en fortrydelsesret indebærer, at fortrydelsesfristen først

begynder at løbe på det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de

pågældende oplysninger. Ved fjernsalg af varer udløber fristen dog senest 3

måneder efter den dag, hvor forbrugeren har modtaget varen.

4.7. Tilknyttede aftaler

Det følger af § 23 i forbrugeraftaleloven, at en tilknyttet kreditaftale, som

forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af

en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte

betaling helt eller delvis, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbage fra en

aftale i medfør af reglerne forbrugeraftaleloven – dvs. hvis forbrugeren gør

brug af fortrydelsesretten eller påberåber sig, at aftalen er ugyldig.

4.8. Undtagelser til fortrydelsesretten

Det følger af forbrugeraftalelovens § 17, at lovens regler om fortrydelsesret

ikke finder anvendelse i en række tilfælde. Det drejer sig om følgende:

- aftaler omfattet af lovens § 9, stk. 2 – dvs. aftaler om indkvartering,

transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter mv., hvis det

fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken periode den

pågældende tjenesteydelse skal udføres, eller hvis aftalen ikke er

indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den

erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugeren bopæl, arbejdsplads

mv. eller i forbindelse med en udflugt mv. arrangeret af den

erhvervsdrivende, jf. § 17, stk. 2, nr. 1,

- aftaler om tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og

realkreditobligationer, jf. § 17, stk. 2, nr. 2

- aftaler om værdipapirer mv., hvis pris afhænger af udsving på

kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, jf.

§ 17, stk. 2, nr. 3,

- aftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 4.

For aftaler om værdipapirer mv. og aftaler om spil og lotteri som nævnt i §

17, stk. 2, nr. 3 og 4, gælder bestemmelserne om fortrydelsesret dog, hvis

aftalen er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

63/119

erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bopæl mv. eller i

forbindelse med udflugter mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. § 2,

stk. 2, nr. 2, litra a og b.

4.9. Undtagelser til forbrugeraftalelovens regler i øvrigt

Selv om der er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for

fast forretningssted er der visse situationer, som falder uden for

anvendelsesområdet for forbrugeraftaleloven. Efter lovens § 2, stk. 1,

gælder loven i sin helhed således ikke for bl.a. forsikringsaftaler, aftaler, der

indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater, aftaler om brug

af offentligt tilgængeligt telekommunikationsmiddel, når aftalen indgås ved

benyttelsen af telekommunikationsmidlet, og ved visse auktionssalg, hvor

en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet.

4.10. Levering og risikoovergang ved købsaftaler

I forbrugerkøb anses leveringsstedet som udgangspunkt for at være sælgers

forretningssted, jf. købelovens § 9. Hvis salgsgenstanden skal sendes, anses

levering for sket, når salgsgenstanden kommer i forbrugerens besiddelse, jf.

købelovens § 73.

Sælger bærer efter købelovens § 17, stk. 1, som udgangspunkt risikoen for

salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse indtil det tidspunkt,

hvor levering har fundet sted.

Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftalte

tidspunkt på grund af forbrugerens forhold, foreligger der såkaldt

fordringshavermora. Risikoen overgår i så fald til forbrugeren på det aftalte

leveringstidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i forbrugerens

fysiske besiddelse, jf. købelovens § 37. Er der tale om en genusaftale (dvs.

en aftale, hvor salgsgenstanden ikke er individuelt bestemt), overføres

risikoen kun til forbrugeren, hvis sælger har udskilt bestemte genstande til

opfyldelse af forpligtelsen over for forbrugeren.

Efter omstændighederne kan risikoen forblive hos sælger, selv om levering

har fundet sted. Hvis forbrugeren i øvrigt er berettiget til at hæve købet som

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

64/119

følge af mangler ved salgsgenstanden, opretholdes hæveretten, selv om

salgsgenstanden i tiden efter, at der er sket levering, er blevet forringet eller

er gået til grunde på grund af hændelige omstændigheder, jf. købelovens §

58.

4.11. Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med levering i af

salgsgenstanden

Har parterne ikke aftalt tidspunktet for salgsgenstandens levering, og

fremgår det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest muligt,

er sælger efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgsgenstanden på

forbrugerens påkrav.

Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og skyldes dette ikke

forhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse, og

forbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden leveret og hæve

købet, jf. købelovens § 21, stk. 1.

Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen er

væsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudsætte dette.

Forbrugeren kan dog altid hæve købet, hvis sælgeren efter leveringsfristens

udløb ikke leverer, selv om vedkommende har modtaget et påkrav fra

forbrugeren om at levere salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist,

som forbrugeren har fastsat, eller – hvis der ikke er fastsat en sådan frist –

inden rimelig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2.

Forbrugeren har endvidere efter købelovens § 75 mulighed for at hæve

købet, selv om forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen

har taget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter

påkrav leverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har

fastsat eller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid.

Bestemmelsen indebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2, der

forudsætter, at leveringstidspunktet er passeret – at der i tilfælde, hvor

leveringstiden efter aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et påkrav om

levering, og at manglende efterlevelse heraf betyder, at forbrugeren kan

hæve.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

65/119

For aftaler om

fjernsalg

er der i forbrugeraftalelovens § 24 fastsat særlige

regler om forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælger i sådanne

aftaler levere salgsgenstanden (dvs. have opfyldt alle sine forpligtelser efter

købsaftalen) senest 30 dage efter, at forbrugeren afgav sin bestilling eller sit

tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund af

forsinkelse, som skyldes, at den aftalte vare som helhed ikke kan leveres

(f.eks. fordi den er udsolgt), kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om

forsinkelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, jf.

forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2.

4.12. Mangler ved salgsgenstanden

Spørgsmålet om, hvornår en genstand lider af en køberetlig mangel, er

nærmere reguleret i købelovens § 75 a og § 76, der angiver, hvilke

kvalitetskrav mv. der kan stilles til salgsgenstanden.

Før gennemførelsen af købelovens særlige regler om forbrugerkøb i 1979

indeholdt købeloven ikke bestemmelser om, i hvilke tilfælde en

salgsgenstand var behæftet med en mangel. Det nærmere indhold af

mangelsbegrebet var fastlagt i retspraksis. Med købelovens § 76 blev der

indsat et egentligt mangelsbegreb i loven. Denne bestemmelse blev anset for

i vid udstrækning at kodificere det mangelsbegreb, der indtil da havde

udviklet sig i retspraksis.

Med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet ved lov nr. 213 af 22. april

2002 blev købelovens mangelsbegreb udvidet, idet købeloven blev suppleret

med § 75 a. Købelovens mangelsbegreb består herefter af deklaratoriske

bestemmelser i § 75 a, der angiver, hvilke krav salgsgenstanden skal leve op

til for at være kontraktmæssig, dvs. mangelfri, samt af de i det væsentlige

præceptive bestemmelser i § 76 om, hvornår salgsgenstanden er mangelfuld.

Alle elementer i § 75 a antages at være indeholdt i den del af § 76, der er

fravigelig (§ 76, stk. 1, nr. 4, der indeholder det generelle mangelsbegreb).

Efter § 75 a, stk. 1, skal salgsgenstanden med hensyn til art, mængde,

kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen skal i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

66/119

forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på

montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.

Bestemmelsen angiver herefter i stk. 2 en række krav, som salgsgenstanden

skal leve op til, medmindre andet følger af parternes aftale. Salgsgenstanden

skal således have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen

efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund

til at forvente (stk. 2, nr. 1), være egnet til formål, som genstande af den

pågældende type sædvanligvis anvendes til (stk. 2, nr. 2), være egnet til

køberens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning

herom (stk. 2, nr. 3), og have samme egenskaber som en vareprøve eller

model, som sælgeren har forelagt køberen ved købets indgåelse (stk. 2, nr.

4).

Købelovens § 76 angiver i stk. 1, nr. 1-3, nogle specielle situationer, der

konstituerer en mangel, mens stk. 1, nr. 4, indeholder en generel

mangelsdefinition.

Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis salgsgenstanden ikke

svarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller hvis sælgeren i øvrigt

ved købets afslutning har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger,

medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens

bedømmelse af salgsgenstanden. Bestemmelsen er præceptiv, jf. § 1, stk. 2.

I § 76, stk. 1, nr. 2, er det fastlagt, at varen endvidere er mangelfuld, hvis

sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i § 76,

stk. 1, nr. 1, på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der

er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab. Heller

ikke denne bestemmelse kan på forhånd fraviges til skade for forbrugeren,

jf. § 1, stk. 2.

Af § 76, stk. 1, nr. 3, følger som en præceptiv regel, at salgsgenstanden også

er mangelfuld, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysninger om

forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af

salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende – dvs. hvis

sælgeren har tilsidesat sin loyale oplysningspligt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

67/119

Købelovens generelle mangelsbegreb fremgår af § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter

der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden i øvrigt er af en anden eller

ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de

foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene om varens

kontraktmæssighed i § 75 a ikke er opfyldt. Bestemmelsen kan fraviges ved

aftale.

Efter købelovens § 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige

eller vildledende oplysninger, som er rettet senest ved aftalens indgåelse, og

forbrugeren kan heller ikke gøre gældende, at der foreligger en mangel, hvis

forholdet skyldes materialer leveret af forbrugeren, medmindre sælgeren har

tilsidesat sin vejledningspligt, jf. § 76, stk. 3.

Købelovens § 77 indeholder særlige regler om sælgers adgang til at tage

forbehold vedrørende salgsgenstanden. Efter § 77, stk. 1, kan sælgeren ikke

påberåbes sig et såkaldt generelt forbehold – dvs. forbehold om, at varen er

solgt som beset, som der er og forefindes mv. Er der tale om brugte

genstande, der er solgt på offentlig auktion, hvor forbrugeren har haft

mulighed for at være til stede, kan mangelsindsigelser kun gøres gældende,

hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgenstanden er i

væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne

havde grund til at regne med, jf. § 77, stk. 2.

Købelovens § 77 fik sin nuværende ordlyd i forbindelse med

gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet, der i artikel 7, stk. 1, indeholder

en bestemmelse om, at aftaler og aftalevilkår, som er indgået med sælgeren,

før denne er blevet gjort bekendt med en manglende overensstemmelse, og

som direkte eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, der

følger af dette direktiv, i henhold til national lovgivning ikke er bindende for

forbrugeren

I sammenhæng hermed følger det af præambelbetragtning nr. 22, at de

rettigheder, som forbrugeren tillægges med direktivet, ikke må kunne

indskrænkes eller ophæves efter aftale mellem parterne, da beskyttelsen af

forbrugeren i så fald bliver indholdsløs, og at dette også bør gælde for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

68/119

klausuler, ifølge hvilke forbrugeren formodes at være bekendt med enhver

manglende overensstemmelse med købsaftalen på tidspunktet for aftalens

indgåelse.

I forbindelse med gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet fandt man, at

det kunne give anledning til tvivl, men at ovennævnte præambeltekst

sammenholdt med artikel 7, stk. 1, formentlig måtte føre til, at sælger efter

direktivet ikke har mulighed for at tage generelle forbehold vedrørende

salgsgenstanden. Konkrete forbehold antager man derimod er forenelige

med forbrugerkøbsdirektivet.

Efter købelovens § 77 a træffes afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af

en mangel, ud fra varens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens

overgang. Mangelsvurderingen er således som udgangspunkt knyttet til det

tidspunkt, hvor risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller

beskadigelse overgår til forbrugeren, hvilket sker på leveringstidspunktet.

Som omtalt ovenfor vil levering i forbrugerkøb i almindelighed ske på det

tidspunkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. § 9 og § 73.

Afgørende for, om forbrugeren kan påberåbe sig, at salgsgenstanden er

mangelfuld, er således som udgangspunkt, om forbrugeren kan godtgøre, at

manglen var til stede på leveringstidspunktet.

Hvis en fejl ved salgsgenstanden viser sig, inden der er gået 6 måneder fra

leveringstidspunktet, skal fejlen efter købelovens § 77 a, stk. 3, som

udgangspunkt formodes at have været til stede på leveringstidspunktet.

Denne formodningsregel skal alene gælde, hvis det er foreneligt med

salgsgenstandens og fejlens art, og sælger vil endvidere efter

omstændighederne kunne afkræfte formodningen, hvorefter bevisbyrden for

fejlens eksistens på leveringstidspunktet påhviler forbrugeren.

4.13. Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forbrugerens mangelsbeføjelser er reguleret i købelovens § 78. Det følger

heraf, at forbrugeren, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, som

udgangspunkt kan vælge mellem afhjælpning, omlevering og et passende

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

69/119

afslag i købesummen samt ophævelse af købet, hvis manglen ikke er

uvæsentlig. Forbrugerens beføjelser er dog inddelt således, at forbrugeren i

tilfælde, hvor salgsgenstanden er mangelfuld, som hovedregel kan vælge,

om der skal ske afhjælpning eller omlevering. Sælgeren kan dermed som

udgangspunkt ikke afværge forbrugerens krav om omlevering ved at

foretage afhjælpning. Kun hvis sælgeren godtgør, at den valgte beføjelse er

umulig (f.eks. hvis forbrugeren kræver omlevering i en speciesaftale – dvs.

en aftale, hvor salgsgenstanden er individuelt bestemt) eller

uforholdsmæssig (f.eks. hvis forbrugeren kræver afhjælpning af en mangel

ved en prisbillig genstand), kan sælgeren afslå at imødekomme forbrugerens

valg mellem disse beføjelser. Der skal ved uforholdmæssighedsvurderingen

tages hensyn til varens værdi uden mangler, manglens betydning, og om en

anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf.

§ 78, stk. 2.

I tilfælde, hvor forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælpning

eller omlevering, men derimod kræver prisafslag eller ophævelse af

købsaftalen, følger det af købelovens § 78, stk. 3, at sælgeren kan afværge

forbrugerens krav ved at foretage afhjælpning eller omlevering. I så fald er

det i overensstemmelse med hovedreglen imidlertid forbrugeren, der som

udgangspunkt har valget mellem disse to beføjelser, medmindre der er tale

om umulighed eller uforholdsmæssighed.

Forbrugerens adgang til at hæve købet er endvidere som udgangspunkt

betinget af, at manglen ikke er uvæsentlig.

Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering

inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Sker dette ikke, er forbrugeren berettiget til at kræve prisafslag, ophævelse

af købet eller omlevering eller – hvis det kan ske uden uforholdsmæssige

omkostninger – lade manglen afhjælpe for sælgers regning, jf. købelovens §

78, stk. 4.

Ved vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for

rimelig tid i henhold til § 78, stk. 4, skal der navnlig tages hensyn til

salgsgenstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

70/119

varen, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en

erstatningsgenstand til forbrugerens rådighed. Forbrugeren er berettiget til at

holde købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller

omlevering er opfyldt. Hvis manglen er uvæsentlig, kan forbrugeren dog

ikke tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at

afhjælpe manglen, jf. § 79.

Afhjælpning og omlevering skal ske uden udgift for forbrugeren, jf.

købelovens § 78, stk. 4.

Købeloven indeholder ikke bestemmelser, der nærmere regulerer antallet af

afhjælpningsforsøg, der tilkommer sælger. Efter Forbrugerklagenævnets

praksis er udgangspunktet, at sælger i almindelighed alene har ét

afhjælpningsforsøg, hvis der er tale om en ukompliceret mangel.

Hvis forbrugeren hæver købsaftalen, er sælgeren ikke berettiget til at få

salgsgenstanden tilbage, medmindre han tilbagebetaler købesummen, og

forbrugeren er ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindre

salgsgenstanden tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde som

den ved var leveringen, jf. købelovens § 57. Der gøres dog en undtagelse

herfra i købelovens § 58, idet forbrugeren kan hæve købet, selv om

salgsgenstanden måtte være gået til grunde eller forandret, hvis dette

skyldes en hændelig begivenhed eller salgsgenstandens egen beskaffenhed

eller foranstaltninger, der er nødvendige for salgsgenstandens undersøgelse,

eller foranstaltninger, der er truffet, inden den mangel, der begrunder

ophævelsen, var eller burde være opdaget. Hvis salgsgenstanden mister

værdi i tidsrummet indtil ophævelsen gennemføres – uanset om dette er

værdiforringelse som følge af almindelig brug, almindeligt prisfald mv. – er

dette sælgerens risiko og dermed forbrugerens tilbagebetalingskrav

uvedkommende.

I Forbrugerklagenævnets praksis har der imidlertid vist sig et behov for i

visse tilfælde at fastsætte et fradrag i forbrugerens krav på tilbagebetaling af

købesummen. Navnlig i relation til køb af biler, der bruges i en længere

periode, inden parternes retsforhold afklares, har der vist sig at kunne være

et behov for et sådant fradrag for brug – primært i situationer, hvor sælgeren

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

71/119

uberettiget afviser forbrugerens mangelskrav, og hvor forbrugeren – for at

opfylde sit transportbehov – er nødsaget til fortsat at bruge bilen for at få

dækket sit transportbehov, og hvor denne brug konkret medfører, at bilen

taber yderligere i værdi, kan det komme på tale at foretage et skønsmæssigt

fradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav for at undgå, at forbrugeren

opnår en uberettiget berigelse på sælgerens bekostning.

4. 14. Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelse af

købsaftalen

Hvis sælger ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbrugeren efter

omstændighederne berettiget til erstatning for sit eventuelle tab i anledning

af forsinkelsen. Forbrugernes erstatningskrav er navnlig betinget af, at der

foreligger det fornødne ansvarsgrundlag i forhold til sælger.

Ansvarsgrundlaget afhænger af, om der foreligger et såkaldt specieskøb

eller et såkaldt genuskøb. Angår købet en individuelt bestemt genstand

(specieskøb), kan forbrugeren kræve erstatning i anledning af forsinkelsen,

hvis sælgeren har handlet culpøst, jf. købelovens § 23. Ved købsaftaler om

artsbestemte genstande (genuskøb) er sælger derimod erstatningsansvarlig

på det næsten objektive grundlag, der beskrives i købelovens § 24 – dvs.

sælger er erstatningsansvarlig, medmindre vedkommende har taget

forbehold, eller aftalen ikke kan opfyldes på grund af omstændigheder, som

sælgeren ikke kunne have taget i betragtning ved købets afslutning.

Er der tale om misligholdelse fra sælgers side i form af mangler, kan

forbrugeren kræve erstatning i anledning af manglen efter købelovens § 80.

Hvis der er tale om køb af en individuelt bestemt genstand, er sælger

erstatningsansvarlig, hvis vedkommende har handlet culpøst, eller hvis

salgsgenstanden savner egenskaber, som sælgeren har garanteret. Foreligger

der et køb af en genstand bestemt efter art, er sælgeren ansvarlig på det

næsten objektive grundlag, der er omtalt ovenfor, jf. købelovens § 80, stk. 2,

jf. § 43, stk. 3.

4.15. Reklamationsfrister i købsaftaler

Efter købeloven gælder der dels i § 81 en reklamationsfrist, der er relativ i

den forstand, at fristens starttidspunkt og længde afhænger af de konkrete

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

72/119

omstændigheder, dels i § 83 en absolut frist, hvis starttidspunkt og længde

er knyttet til objektive kriterier.

Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en forbruger, der vil påberåbe

sig, at salgsgenstanden er mangelfuld, give sælgeren meddelelse herom

inden rimelig tid efter, at forbrugeren opdagede manglen. Meddelelse givet

inden to måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, betragtes altid

som rettidig reklamation.

Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som udgangspunkt, at

vedkommende fortaber retten til at gøre manglen gældende. Dette gælder

dog ikke, hvis sælger har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. §

82.

Herudover gælder der en absolut reklamationsfrist efter købelovens § 83,

hvorefter en forbruger, der ikke inden to år fra salgsgenstandens

overgivelse, har meddelt sælgeren, at vedkommende vil påberåbe sig en

mangel, ikke senere kan gøre den gældende, medmindre sælgeren har

påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid

med almindelig hæderlighed. Denne absolutte reklamationsfrist gælder dog

ikke, hvis der er tale om salg af byggematerialer, eller hvis salgsgenstanden

i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller

destrueres, fordi den udgør en fare, jf. købelovens § 83, stk. 2. I disse

tilfælde er forbrugerens mulighed for at påberåbes sig manglen alene

reguleret af de almindelige regler om forældelse af fordringer, jf. lov nr. 522

af 6. juni 2007, hvorefter et krav som udgangspunkt forældes efter 3 år.

Købeloven indeholder ikke bestemmelser om suspension eller forlængelse

af reklamationsfristen i § 83, hvis sælger inden for den to-årige

reklamationsfrist foretager omlevering eller afhjælpning. Der foreligger

heller ikke trykt retspraksis herom.

Efter Forbrugerklagenævnets praksis fortolkes § 83 imidlertid således, at

reklamation, der foretages inden for reklamationsfristen, indebærer, at § 83

herefter ikke længere har betydning i relation til den påberåbte mangel. Hvis

sælger foretager afhjælpning, og manglen uanset dette viser sig igen på et

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

73/119

senere tidspunkt, eller hvis sælgeren foretager omlevering og den

omleverede genstand lider af samme mangel, har forbrugerens oprindelige

reklamation således en gang for alle afbrudt reklamationsfristen i § 83.

Forbrugerens mangelsindsigelser er herefter alene undergivet de almindelige

forældelsesregler.

Købelovens

fortolkes

endvidere

Forbrugerklagenævnets praksis således, at der i tilfælde af omlevering løber

en ny to-årsfrist fra omleveringstidspunktet, hvilket navnlig har betydning,

hvis den omleverede vare har andre mangler end den, forbrugeren

oprindelig påberåbte sig. Tilsvarende gælder efter praksis, hvis der er

foretaget en afhjælpning, der er så omfattende, at det må sidestilles med en

omlevering.

Ovennævnte reklamationsregler i anledning af mangler ved salgsgenstanden

er ufravigelige og gælder ved køb af såvel nye som brugte varer.

4.16. Handelsmæssige garantier

Markedsføringslovens § 12 angiver, at en erklæring om garanti eller

lignende over for en forbruger kun må anvendes, hvis erklæringen giver

modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, vedkommende har efter

lovgivningen. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar og tydelig

måde informere forbrugeren om garantiens indhold og give de oplysninger,

der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Endvidere skal den

erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde oplyse, at forbrugerens

ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Efter

anmodning

skal

den

erhvervsdrivende

udlevere

garantien

skriftligt. Skriftlige garantier skal være affattet på dansk.

4.17. Urimelige kontraktvilkår

Aftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler. I

kapitlet findes bl.a. i § 38 b en særlig fortolkningsregel, der inden for sit

område lovfæster den almindelige og ulovbestemte såkaldte uklarhedsregel.

Bestemmelsen fastlægger, at uklare aftalevilkår, der ikke har været

individuelt forhandlet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal

fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren. Bestemmelsen

har særlig betydning ved fortolkningen af standardaftaler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

74/119

De øvrige bestemmelser i aftalelovens særlige kapitel om forbrugeraftaler er

ikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til aftaler, der ikke har været

individuelt forhandlet.

Den almindelige generalklausul i aftalelovens § 36 gælder både inden for og

uden for forbrugerforhold. Efter bestemmelsen kan en aftale ændres eller

tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med

redelig handlemåde at gøre den gældende. Aftalelovens § 38 c fastslår ud

over at henvise til § 36, at hvis det vil være stridende mod hæderlig

forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og

forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, så

gælder de retsvirkninger, der er nævnt i § 36 også, idet forbrugeren dog kan

kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er

muligt.

Det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår indeholder en

vejledende og ikke udtømmende liste over kontraktvilkår, der kan betegnes

som urimelige. De angivne vilkår er ikke nødvendigvis urimelige, og andre

vilkår end de, der fremgår af listen, kan efter omstændighederne være

urimelige.

Listen er ikke indarbejdet som en del af aftaleloven. Direktivets liste er

imidlertid vejledende ved bedømmelsen af, om et aftalevilkår er

”kvalificeret” urimeligt, hvilket i praksis indebærer, at der i de tilfælde, som

er omfattet af bilaget, er en formodning for, at vilkåret er omfattet af

aftalelovens § 38 c, hvis det ikke har været individuelt forhandlet.

Efter aftalelovens § 36 skal der ved bedømmelsen af en aftale foretages en

helhedsvurdering. Det følger således af § 36, stk. 2, at der ved vurderingen

af, om det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre et

aftalevilkår gældende, skal tages hensyn til forholdene ved aftalens

indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Der kan

således lægges vægt på enhver omstændighed, der har relation til aftalen og

forholdet mellem aftalens parter.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

75/119

Efter aftalelovens § 38 c, stk. 2, kan der i forbrugerforhold dog ikke tages

hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med

den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

5. Høring

Direktivforslaget blev den 12. november 2008 sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og

Handelsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske

Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Advokatrådet,

Akademikernes Centralorganisation, Aktive kvinder i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og

Industriforening

Danmark,

Brancheforeningen

for

Forbrugerelektronik,

Business

Danmark,

Danmarks

Aktive

Forbrugere, Danmarks Automobilforhandlerforening, Danmarks

Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fotohandler Forening,

Danmarks Nationalbank, Danmarks Optikerforening, Danmarks

Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks

Skohandlerforening,

Danmarks

Sportshandlerforening,

Dansk

Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk

dagligvareleverandør

Forening,

Dansk

Detail,

Dansk

Ejendomsmæglerforening,

Dansk

Erhverv,

Dansk

Erhvervssammenslutning, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk

IT, Dansk Kredit Råd, Dansk Landbrug, Dansk Magasinpresses

Udgiverforening, Dansk Timeshareejer Forening, Dansk Varefakta

Nævn, Danske Advokater, Danske Busvognmænd, Danske Mediers

Forum, Danske Regioner, Danske Reklame- og Relationsbureauers

Brancheforeninger, Danske Spil, De Danske Bilimportører, Den Danske

Boghandlerforening, De Samvirkende Købmænd, DONG A/S, DSB,

Ejendomsmæglernes

Landsorganisation,

El-installatørernes

Landsforening ELFO, Falck Danmark A/S, Finans og Leasing,

Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede

Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af

elektriske

husholdningsapparater

FEHA,

Foreningen

Firmapensionskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

76/119

Forbrugerklagenævnet, Foreningen for Distance- og Internethandel,

Forlæggerforeningen, Forsikring & Pension, Fællesforeningen for

Danmarks Brugsforeninger, HORESTA, Huset Markedsføring,

Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation

ISABRO, Investeringsforeningsrådet, IT-Branchen, DI ITEK,

Kommunernes Landsforening, Landbrugsraadet, Landsorganisationen

i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Energi- og Olieorganisationerne,

PBS Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Post Danmark,

Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsearrangørforeningen i

Danmark, Rejsegarantifonden, Skandinavisk Timeshare Forening,

Telekommunikationsindustrien i Danmark og Visit Denmark.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra følgende:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrelsen,

Advokatrådet, Branchen Forbrugerelektronik BFE, Danmarks Automobil

Forhandler Forening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau

Forening, Danske Advokater, Danske Dagblades Forening, Dansk Erhverv,

Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk Kredit Råd, Finans og Leasing,

Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede danske motorejere,

Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Foreningen

Registrerede Revisorer, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,

Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Realkreditforeningen,

Realkreditrådet, Rejsegarantifonden og Telekommunikationsindustrien i

Danmark.

Justitsministeriet har endvidere modtaget bemærkninger fra One.com

vedrørende direktivforslaget.

Præsidenterne for Østre

Vestre Landsret, byretterne,

Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Danske Advokater, Danmarks

Automobilforhandler Forening, Dansk Kredit Råd, Foreningen

Registrerede

Revisorer,

Kommunernes

Landsforening

Landbrugsraadet

har ikke bemærkninger til direktivforslaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

77/119

Forsikring & Pension

Realkreditrådet

har ikke bemærkninger til

direktivforslaget, forudsat at forslaget ikke har konsekvenser for dansk

lovgivning.

Rejsegarantifonden

har ikke bemærkninger til direktivforslaget, men peger

på, at det – hvis forslaget vedtages – vil være nødvendigt at ændre lov nr.

315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond.

Realkreditforeningen

bemærker, at væsentlige dele af direktivet ikke

finder anvendelse på områder vedrørende aftaler om realkreditbelåning, men

at man i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag kan vurdere betydningen

af direktivforslaget.

5.1. Generelle bemærkninger

Danske Mediers Forum

finder det generelt positivt, at direktivforslaget har

til formål at forenkle den eksisterende lovgivning og bemærker, at dette vil

kunne lette overblikket og være et nyttigt led i bestræbelserne på at

gennemføre et reelt indre marked.

Dansk Erhverv

bemærker, at man ser positivt på forslaget, der vil

harmonisere reglerne på et forbrugerbeskyttelsesniveau, der i det væsentlige

svarer til det danske.

Dansk Erhverv

bemærker dog også, at årsagerne til,

at der ikke drages fuld nytte af det indre marked, er mange – ikke blot

forskellig forbrugerbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne – men også

skyldes forhold som eksempelvis momssatser og forskellige

håndhævelsesmekanismer.

Dansk Erhverv

finder, at direktivforslaget bør læses i sammenhæng med

reglerne om, efter hvilket lands lovgivning en aftale skal bedømmes,

herunder den såkaldte Rom I-forordning, der angiver, at forbrugerens

hjemlandslovgivning gælder for kontrakten, hvilket indebærer en barriere

for virksomhederne, der – til trods for eventuel totalharmonisering på dele

af forbrugerområdet – herved ikke kan undgå at skulle sætte sig ind i

fremmed lovgivning og tilpasse aktiviteten hertil på alle de spørgsmål, der

ikke direkte er reguleret af direktivforslaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

78/119

Dansk Industri

støtter det overordnede formål med direktivforslaget, da

forskelle i national lovgivning er en af årsagerne til, at forbrugere og

virksomheder ikke nyder fuld gavn af det indre marked.

Forbrugerombudsmanden

hilser principielt direktivforslaget velkomment

og bemærker, at totalharmonisering kan være et middel til at imødegå de

praktiske vanskeligheder, der – til skade for forbrugerbeskyttelsen og

konkurrencevilkårene – i dag er forbundet med grænseoverskridende

håndhævelse af direktiver, der er gennemført forskelligt i de enkelte

medlemsstater. Det anføres, at totalharmonisering ikke i sig selv er til skade

for forbrugerbeskyttelsen, forudsat at harmoniseringen bliver fastsat på et

tilstrækkeligt højt niveau.

Forbrugerrådet

bemærker generelt, at man er stærkt bekymret over det

foreliggende forslag, hvor det er uvist, hvilke forbedringer for

forbrugerbeskyttelsen der i givet fald bliver tale om, mens det er åbenbart, at

forslaget på en række punkter vil føre til, at forbrugerbeskyttelsesniveauet

må sænkes i Danmark, ligesom det er uklart, hvilke samlede konsekvenser

et totalharmoniseringsdirektiv på området vil have generelt på civilrettens

område.

Forbrugerrådet

finder det således vanskeligt at vurdere, hvad

totalharmonisering på området kan føre til generelt i forhold til dansk

lovgivning samt klagenævns- og retspraksis, herunder om fortolkningen af

en række spørgsmål fremover vil være overladt til EF-Domstolen.

Forbrugerrådet

bemærker, at man er enig i behovet for at revidere de

eksisterende direktiver, men at totalharmonisering ikke er den rette metode,

da der er stor risiko for, at harmoniseringen sker på et niveau, som er

uacceptabel for en del lande, ligesom udvikling af de enkelte

medlemsstaters lovgivning bliver sat i stå.

Forbrugerrådet

er derfor

skeptisk over for, om totalharmonisering af alle direktivets bestemmelser er

hensigtsmæssig.

Forbrugerrådet

peger på, at Kommissionens begrundelse for behovet for

totalharmonisering – at den nuværende fragmenterede lovgivning fører til,

at forbrugere afholder sig fra at handle grænseoverskridende – ikke er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

79/119

overbevisende, og at undersøgelser viser, at en række andre forhold af mere

praktisk karakter – sprog, adgang til internettet, usikkerhed om

klagemuligheder og håndhævelse, risiko ved betaling via internettet osv. –

vejer tungere i forbindelse med forbrugernes valg.

Forbrugerrådet

finder

endvidere, at Kommissionens begrundelse, hvorefter revisionen tager sigte

på at forenkle lovgivningen, er forfejlet, idet en gennemgang af forslaget

viser betydelige vanskeligheder ved at fastslå, hvad der falder inden for og

uden for direktivets anvendelsesområde.

Forbrugerrådet

har også peget på, at det havde været nærliggende ved en

revision på området, der tager sigte på hensynet til det indre marked, at

inddrage spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette et mangelskrav

direkte mod producenten, således som det kendes fra visse af

medlemsstaternes lovgivning.

Forenede Danske Motorejere (FDM)

anfører, at der ikke er tvivl om, at en

harmonisering af forbrugerbeskyttelsen kan være til gavn for både

forbrugere og erhvervsdrivende, men finder det samtidig væsentligt, at

harmoniseringen ikke sker på bekostning af forbrugernes rettigheder. Hvis

valget står mellem hensynet til den erhvervsdrivendes muligheder for at

afsætte varer over grænserne og hensynet til at sikre forbrugerbeskyttelsen,

bør hensynet til forbrugernes tarv efter FDM’s opfattelse veje tungest. FDM

finder det således bekymrende, at direktivforslaget – til trods for

understregningen af ønsket om et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau –

vil forringe forbrugerbeskyttelsen i Danmark på en række punkter.

Formanden for Forbrugerklagenævnet

bemærker, at enkle og klare

lovbestemmelser er en forudsætning for, at forbrugerne kan orientere sig om

deres retsstilling, og at sådanne regler er af væsentlig betydning for

Forbrugerklagenævnets mulighed for hurtigt og effektivt at behandle sager.

Derfor er det positivt, at der med direktivforslaget lægges op til en

forenkling og opdatering af de eksisterende regler på området.

Landsorganisationen i Danmark

er umiddelbart skeptiske over for

forslaget og frygter, at direktivet vil indebære en forringelse af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

80/119

forbrugerbeskyttelsen i Danmark, men kan ikke i øvrigt vurdere, i hvilket

omfang direktivet vil kræve ændring af dansk lovgivning.

Rederiforeningen

bemærker generelt, at direktivforslaget er svært læseligt,

og at Kommissionens ledsagende bemærkninger til utilstrækkelige.

One.com

er positiv overfor direktivforslagets formål om at ensarte

indholdet af forbrugerrettigheder i EU, herunder omfanget af informationer,

der skal gives i forbindelse med aftaleindgåelsen.

5.2. Harmoniseringsgrad

Danmarks Rejsebureau Forening

hilser forslaget om totalharmoniserede

forbrugerrettigheder i EU velkomment og finder en sådan

harmoniseringsgrad nødvendig af hensyn til konkurrencen og for at sikre

forbrugerens mulighed for at sammenligne.

Dansk Erhverv

støtter anvendelsen af totalharmonisering og finder det

afgørende for at sikre markedsmæssige og konkurrencemæssige fordele til

gavn for både forbrugere og erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv

bemærker,

at totalharmonisering er afgørende for den fremtidige nytteværdi af

direktivet, og at det – hvis det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at

opnå enighed om totalharmonisering på området – vil det være

hensigtsmæssigt at lade direktivforslaget afvente færdiggørelsen af arbejdet

med en fælles referenceramme for aftaleret i EU.

Dansk Industri

tilslutter sig, at en revision på området sker via

totalharmoniserede regler, da dette både vil styrke forbrugertilliden og øge

konkurrencen.

Formanden for Forbrugerklagenævnet

bemærker, at totalharmonisering

vil betyde ensartede lovbestemmelser, hvilket vil gøre det lettere for nævnet

at træffe afgørelse i sager, hvor øvrige EU-landes lovgivning skal anvendes.

Imidlertid indebærer den foreliggende tekst på en række punkter, at der med

totalharmoniserede regler vil være tale om en forringelse af

forbrugerbeskyttelsen i dansk ret, og man bør være opmærksom på, at den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

81/119

fulde

harmonisering

ikke

fører

forbrugerbeskyttelsesniveauet i Danmark.

til

forringelse

Håndværksrådet

støtter som udgangspunkt fuld harmonisering af reglerne

på forbrugerområdet.

One.com

tilslutter sig den valgte harmoniseringsgrad og bemærker, at

minimumsharmonisering vil ødelægge fordelene ved en fælles EU-

regulering og forringe danske virksomheders muligheder for

konkurrencedygtigt salg samt forbrugernes mulighed for adgang til gode

tilbud.

5.3. Definitioner

Forbruger

Danmarks Rejsebureau Forening

tilslutter sig direktivets forslag til

definition af forbrugerbegrebet og finder, at der hermed er tale om en

klarere afgrænsning end efter gældende dansk ret, som indeholder en

bredere definition.

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslagets definition af

forbrugerbegrebet er snævrere end den danske, men at der næppe er tale om

væsentlige ændringer i forhold til dansk praksis.

Dansk Industri

rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets definition

af forbrugerbegrebet tillader, at medlemsstaterne indfører regler, hvorefter

mindre erhvervsdrivende er beskyttet af regler svarende til forbrugere.

FDM

finder, at direktivforslagets definition kan føre til, at der ved handel

mellem to privatpersoner kan blive tale om, at de opnår forbrugerettigheder

over for hinanden.

Håndværksrådet

støtter direktivets definition af forbrugerbegrebet, hvis

man i dansk ret kan opretholde den bredere definition, således at mindre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

82/119

erhvervsdrivende efter omstændighederne kan nyde beskyttelse som

forbruger.

Fast forretningssted

FDM

bemærker, at forslagets definition anser messestande som en del af et

fast forretningssted, hvorved der bliver tale om en forringelse af

forbrugerens beskyttelse i forhold til gældende dansk ret. Samtidig peges på,

at det forekommer inkonsekvent, at en midlertidig placering på et hotel eller

et konferencecenter samtidig skal betragtes som uden for fast

forretningssted.

Mellemmand

Danmarks Rejsebureau Forening

støtter direktivforslagets definition af en

mellemmand og finder det væsentligt, at det står forbrugeren klart, hvis en

given tjenesteydelse leveres af en anden end den, der formidler aftalen med

forbrugeren.

Varigt medium

Danske Mediers Forum

kan tilslutte sig de eksempler, der er nævnt på et

varigt medium, men bemærker, at opretningen i præambelbetragtning nr. 16

i sagens natur ikke kan være udtømmende henset til den teknologiske

udvikling, men at der bør foretages en konkret vurdering, hvor

lagringskapacitet og tilgængelighedsperiode inddrages.

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 2, nr. 10, ikke

umiddelbart synes at omfatte SMS og MMS, hvilket bør være tilfældet.

Telekommunikationsindustrien

finder det hensigtsmæssigt, hvis det i

forslaget anføres, at en mobiltelefon efter omstændighederne kan være et

varigt medium, afhængig af telefonens lagringskapacitet, jf. herved lov om

betalingstjenester.

Vare

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

83/119

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivets definition i modsætning til dansk

ret ikke omfatter salg på tvangsauktion, og at konsekvenserne heraf bør

klarlægges.

Dansk Fjernvarme

bemærker, at direktivet – i lighed med undtagelsen for

elektricitet, vand og gas – bør undtage fjernvarme, der også er en

ledningsbunden energibærer.

Dansk Industri

finder, at direktivforslaget tillige bør indeholde en

definition af, hvad der forstås ved en tjenesteydelse og eventuelt også ved en

tjenesteyder.

Handelsmæssig garanti

Dansk Erhverv

finder, at definitionen bør udbygges, således at det sikres,

at de retlige følger af at anvende garantibegrebet harmoniseres.

Oplysningskrav

Dansk Erhverv

bemærker, at kapitel II i direktivforslaget i et vist omfang

er en nyskabelse til gavn for forbrugerne, og at oplysningsforpligtelserne er

afbalancerede og sikrer forbrugerne de væsentligste oplysninger. Det kunne

være nyttigt at henvise til oplysningsbehovet for en gennemsnitsforbruger

for derved at afgrænse, hvornår en oplysning må antages at fremgå af

sammenhængen.

Dansk Erhverv

finder det imidlertid mere

hensigtsmæssigt, hvis pligten til at give oplysninger erstattes af en pligt for

den erhvervsdrivende til at gøre oplysningerne let tilgængelige for

forbrugeren.

Dansk Erhverv

finder endvidere, at det bør afklares, om direktivforslaget

på dette punkt tilsigter at være en undtagelse fra oplysningskravene i

servicedirektivet.

Dansk Industri

rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets artikel 5,

nr. 1, litra g og h, hvorefter den erhvervsdrivende skal orientere forbrugeren

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

84/119

om aftalens gyldighedsperiode og minimumsvarigheden af forbrugeres

forpligtelser, er til hinder for indgåelse af aftaler, der indeholder en

bindingsperiode, hvilket ikke bør være tilfældet.

Dansk Industri

finder, at der er behov for en præcisering af, om den

henvisning, der er i forslagets artikel 6, stk. 2, til artikel 13, skal forstås

således, at fortrydelsesfristen forlænges, uanset hvilken oplysning den

erhvervsdrivende har forsømt at give forbrugeren, eller om fristen kun

forlænges, hvis der ikke er oplyst om retten til at fortryde.

Dansk Industri

bemærker endvidere, at det forekommer uklart, på hvilket

tidspunkt den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger som

nævnt i direktivforslagets artikel 9, litra b-f, idet det alene angives, at

oplysninger nævnt i artikel 9, litra a, skal gives forud for aftaleindgåelsen.

Det er desuden uklart, om oplysninger nævnt i artikel 9 og 10 – på samme

måde som de, der nævnes i artikel 5 – kan undlades, hvis de allerede

fremgår af konteksten.

Håndværksrådet

finder, at direktivforslagets artikel 10, stk. 2, hvorefter en

aftale indgået uden for fast forretningssted kun er gyldig, hvis forbrugeren

underskriver en ordreseddel, er uacceptabel, og bemærker, at dette strider

mod et grundlæggende princip om, at mundtlige aftaler er lige så bindende

som skriftlige, ligesom et skriftlighedskrav vil være unødigt besværligt i det

praktiske liv, hvor mange aftaler indgås mundtligt – f.eks. på forbrugerens

bopæl.

Håndværksrådet

bemærker endvidere, at bestemmelsen skaber problemer i

forhold allerede udførte tjenesteydelser, hvor det ikke er muligt at

tilbagelevere ydelsen ved efterfølgende ugyldighed som følge af manglende

overholdelse af formalia.

Rederiforeningen

bemærker, at direktivforslagets kapitel II indeholder

ganske ukonkrete og vanskeligt implementerbare bestemmelser for så vidt

angår transport, navnlig søtransport. Det er ikke umiddelbart klart,

hvorledes en række af oplysningsforpligtelserne i kapitlet skal forstås i

relation til sådanne tjenesteydelsesaftaler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

85/119

5.4. Aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted

Generelt

Dansk Industri

bemærker, at kapitlet synes at være skrevet med henblik på

salg af varer, og at det nøje bør overvejes, om bestemmelserne er egnede til

anvendelse ved fjernsalg mv. af tjenesteydelser.

Finans og Leasing

finder det væsentligt, at der er enighed om, at

direktivforslaget ikke regulerer aftaler omfattet af direktiv 2008/48 om

forbrugerkreditter. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid en række

undtagelser (øvre og nedre beløbsgrænser), og spørgsmålet er, om disse

aftaler er omfattet af direktivforslaget.

Rederiforeningen

finder det afgørende, at de eksisterende undtagelser

vedrørende sø- og transportforhold opretholdes.

Fortrydelsesret

Danmarks Rejsebureau Forening

tilslutter sig, at det i direktivforslagets

artikel 20, stk. 3, foreslås, at salg af transportydelser, pakkerejser mv. fortsat

skal være undtaget fra reglerne om fortrydelsesret mv. Undtagelsen fra

fortrydelsesretten bør gælde, uanset om der er tale om fjernsalg, salg uden

for fast forretningssted eller salg på et fast forretningssted.

Danmarks Rejsebureau Forening

understreger, at rejsebureauer allerede

ved forbrugerens bestilling af en rejse får betydelige omkostninger,

herunder i form af hæftelser over for tredjemand, og at en ret for

forbrugeren til at fortryde aftalen derfor ville betyde væsentlige ikke-

refunderbare omkostninger for rejsebureauerne.

Danske Mediers Forum

bemærker, at der ikke med forslagets

bestemmelser om fjernsalg er taget fornøden højde for de nye

markedstendenser samt anvendelse af interaktive kommunikationsmidler

brugerne og medierne imellem i form af køb af elektroniske ydelser med

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

86/119

nyhedsvideoklip osv. Forslagets artikel 19 er ikke tilstrækkelig til at sikre

den rette balance mellem hensynet til forbrugerne og til de

erhvervsdrivende. Fjernsalg af elektroniske ydelser i form af nyheder, film

videoklip mv. bør også undtages i lighed med plomberede lydoptagelser og

edb-programmer, da det også her vil være urimeligt, hvis forbrugerne kan

fortryde – forslagets tekst skaber her en vilkårlig forskelsbehandling mellem

de forskellige elektroniske ydelsestyper.

Danske Mediers Forum

finder endvidere, at der bør være knyttet en

bagatelgrænse til fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler, da fortrydelsesret

ved aftaler af ringe værdi er et indgreb over for den erhvervsdrivende, der

ikke står mål med hensynet til at beskytte forbrugerne ved sådanne aftaler.

Danske Mediers Forum

bemærker i forhold til indholdstakserede SMS’er,

som bl.a. anvendes i forbindelse med deltagelse i afstemninger eller

konkurrencer, at det bør fremgå klart af direktivteksten, at forbrugeren ikke

kan fortryde efter deltagelse i en SMS-afstemning. Det bør også afklares,

om disse SMS’er overhovedet skal betragtes som en fjernsalgsaftale.

Danske Mediers Forum

kan endvidere tilslutte sig forslagets artikel 11,

stk. 3, hvorefter der i visse tilfælde kan ske en begrænsning af de

oplysninger, der umiddelbart skal stilles til forbrugerens rådighed.

Dansk Erhverv

finder, at artikel 12 om fortrydelsesfristens beregning bør

præcisere, at datoen for aftalens indgåelse medregnes i fristen og at fristen

regnes i kalenderdage.

Dansk Erhverv

anfører vedrørende artikel 19, at det kan give anledning til

tvivl, hvornår en vare har fået ”et tydeligt personligt præg”, hvorved aftalen

ikke er omfattet af retten til at fortryde. Direktivforslaget bør derfor

suppleres med en bestemmelse om udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren

eller en pligt for den erhvervsdrivende til at oplyse herom, da der ellers kan

blive tale om en konfliktskabende regel.

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 12 og 17 indebærer,

at forbrugeren – efter at vedkommende inden for fortrydelsesfristen på 14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

87/119

dage har meddelt den erhvervsdrivende, at aftalen fortrydes – kan beholde

varen i yderligere en periode på 14-dage, hvilket forekommer urimeligt.

Samtidig er det uklart, om forbrugeren i denne periode hæfter for varens

eventuelle værdiforringelse.

Dansk Industri

finder, at forbrugeren i stedet –

i overensstemmelse med gældende dansk ret – bør returnere varen til den

erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristen udløber.

Dansk Industri

anfører vedrørende det tidspunkt, hvor fortrydelsesfristen

begynder at løbe, at det bør præciseres, hvordan man forholder sig i tilfælde,

hvor en aftale både indeholder et køb af en vare og en tjenesteydelse –

eksempelvis køb af en mobiltelefon samt mobiltelefonabonnement.

Dansk Industri

finder behov for præcisering af, hvor meget der kræves, for

at forbrugeren kan siges at have givet sit udtrykkelige samtykke til, at en

tjenesteydelse kan udføres, inden fortrydelsesfristens udløb, jf.

direktivforslagets artikel 19. Sammenhængen mellem artikel 19 og artikel

17 bør endvidere præciseres, da bestemmelserne synes at kunne læses

således, at en forbruger, der ikke har givet et udtrykkeligt samtykke efter

artikel 19, ikke skal betale for en allerede udført tjenesteydelse og dermed

efterfølgende gratis vil kunne fortryde. Eksempelvis vil en forbruger, der

allerede inden fortrydelsesfristens udløb har haft et betydeligt

mobiltelefonforbrug, således kunne fortryde købet af mobiltelefon og

dermed abonnement med den konsekvens, at den erhvervsdrivende ikke kan

kræve betaling for det forbrug, der har været i perioden indtil aftalen

fortrydes.

Dansk Industri

anfører desuden, at det bør præciseres, hvad der skal forstås

ved tilknyttet aftale i henhold til direktivforslagets artikel 18.

Finans og Leasing

bemærker, at leasing af biler til private efter gældende

ret anses som en transport, der er undtaget fra retten til at fortryde en

fjernsalgsaftale i lighed med biludlejning. I direktivforslaget nævnes i

artikel 20, stk. 3, både transport og biludlejning som undtagelse fra

fortrydelsesretten, og der bør – for at undgå modsætningsslutninger – være

en bemærkning om, at leasing af biler til private også er undtaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

88/119

Forenede Danske Motorejere

bemærker, at direktivforslagets artikel 11,

stk. 2, ikke – i modsætning til gældende dansk ret – opstiller begrænsning i,

hvilke varer der må afsættes ved telefoniske henvendelser.

Håndværksrådet

finder, at fortrydelsesfristen ikke i alle tilfælde bør

udskydes, hvis der ikke er oplyst om fortrydelsesretten. Hvis forbrugeren

ikke har været udsat for aggressiv eller utilbørlig adfærd fra den

erhvervsdrivendes side, og dermed ikke er blevet overrumplet, vil

direktivforslagets bestemmelser om fristens begyndelsestidspunkt kunne

give forbrugeren en urimelig lang frist for at fortryde, hvis vedkommende i

mellemtiden får mulighed for at få varen eller tjenesteydelsen leveret

billigere fra anden side.

Telekommunikationsindustrien

finder, at den erhvervsdrivende – ud over

på e-mail – bør kunne kvittere for modtagelse af en meddelelse om

udnyttelse af fortrydelsesretten via SMS eller MMS.

Telekommunikationsindustrien

bemærker endvidere, at artikel 17, 2. pkt.,

ikke bør gælde, hvis forbrugeren vidste eller burde vide, at vedkommende

var berettiget til at fortryde købet.

Telekommunikationsindustrien

finder desuden, at fortrydelsesretten ved

tjenesteydelser – ligesom ved varekøb – alene bør kunne benyttes i det

omfang, det er nødvendigt for at få kendskab til ydelsens art og den måde

den fungerer på, når ydelsen leveres inden fristens udløb og forbrugeren

ikke har givet samtykke.

Telekommunikationsindustrien

finder det

urimeligt, at forbrugeren med den nuværende ordlyd har mulighed for i en

periode på op til 14 dage i videre udtrækning at benytte ydelsen, uden at

skulle betale herfor.

Telekommunikationsindustrien

bemærker, at det er nødvendigt at

præcisere, hvad der efter forslagets artikel 18 skal forstås ved tilknyttede

aftaler, der ophører uden udgift for forbrugeren, hvis denne benytter

fortrydelsesretten. I den forbindelse bør en aftale om et

mobiltelefonabonnement ikke bortfalde, hvis forbrugeren fortryder købet af

selve mobiltelefonen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

89/119

5.5. Købsaftaler

Generelt

Rederiforeningen

bemærker generelt, at det er afgørende, at

bestemmelserne fortsat ikke skal anvendes på aftaler vedrørende

tjenesteydelser.

Formodningsreglen

Formanden for Forbrugerklagenævnet

har efterspurgt mulighed for at

lette kravene til forbrugerens bevisførelse efter udløbet af 6-måneders

formodningsreglen, navnlig i sager vedrørende teknisk komplicerede

produkter, som ikke kan adskilles og undersøges med henblik på at fastslå

årsagen til fejlen.

Levering og risikoovergang

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 22 synes at kræve

væsentlige ændringer i købelovens regler om forbrugerkøb.

Mangelsbeføjelser

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslagets artikel 26 adskiller sig fra

den nuværende EU-regulering ved at give sælgeren ret til at vælge mellem

omlevering og afhjælpning, men at der næppe herved er tale om nogen stor

praktisk betydning, og at der alene vil være tale om en mindre

indskrænkning i forbrugerens ret til at kræve omlevering. Den foreslåede

regel vil begrænse sælgers omkostninger og dermed medvirke til lavere

forbrugerpriser, ligesom den gældende retstilstand er konfliktskabende.

Dansk Erhverv

foreslår, at spørgsmålet om fradrag i forbrugerens krav på

tilbagebetaling af købesummen ved ophævelse reguleres i direktivet for

herved at undgå, at en forbruger får en uberettiget berigelse ved at have

brugt en salgsgenstand i tæt på to år, inden manglen gøres gældende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

90/119

Dansk Erhverv

bemærker endvidere, at det ikke fremgår klart af

direktivforslagets artikel 27, om omkostninger ved at bringe en mangelfuld

vare til sælger skal afholdes af forbrugeren eller den erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv

finder direktivforslagets artikel 27 om erstatning

vidtgående og foreslår, at der tilføjes en betingelse om ansvarsgrundlag i

lighed med de danske regler om erstatning i anledning af mangler og

ansvarsfrihed ved force majeure som ved internationale køb reguleret af den

internationale købelov (CISG).

Reklamationsregler

Brancheforeningen Forbrugerelektronik (BFE)

finder forslagets artikel

28, stk. 2, hvorefter der løber en ny 2-årig absolut reklamationsfrist ved

omlevering i anledning af mangler, problematisk. Det bemærkes, at der bør

gælde samme regler, uanset om en mangel bliver udbedret ved afhjælpning

eller omlevering, og at den foreslåede regel kan føre til, at den

erhvervsdrivende afstår fra at udbedre ved hjælp af omlevering.

BFE

finder

endvidere, at den foreslåede regel vil føre til yderligere administrative byder

for den erhvervsdrivende, idet reglen forudsætter, at datoen for, hvornår den

omleverede genstand udleveres til forbrugeren, registreres, og at reglen kan

føre til misbrug ved, at en forbruger venter til slutningen af den 2-årige

ansvarsperiode, før et omleveringskrav i anledning af mangler ved

salgsgenstanden gøres gældende, hvilket kan føre til ”en endeløs række af

sikre perioder”.

Dansk Erhverv

kan tilslutte sig direktivforslagets bestemmelse om en

relativ reklamationsfrist på 2 måneder.

Dansk Erhverv

bemærker

endvidere, at den absolutte reklamationsfrist bør fastsættes på en sådan

måde, at der ikke kan være tvivl om, hvornår den udløber.

Håndværksrådet

støtter direktivforslagets artikel 28. stk. 3, hvorefter der

for så vidt angår brugte varer er mulighed for, at parterne aftaler en kortere

reklamationsfrist end direktivets, der dog ikke kan være kortere end 1 år.

Det bemærkes, at en tilsvarende regel bør gælde i relation til tjenesteydelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

91/119

Handelsmæssige garantier

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslaget ikke forholder sig til en

garanti, der indebærer omvendt bevisbyrde for, at varen er mangelfuld, og at

der er behov for at vurdere konsekvenserne af direktivforslaget i forhold til

handelsmæssige garantier.

Forenede Danske Motorejere

peger på, at direktivet alene opstiller visse

indholdsmæssige krav, når garantibegrebet anvendes, mens det i dansk ret er

et krav, at en garanti stiller forbrugeren væsentlig bedre end efter

lovgivningen. Herved risikerer man at udhule indholdet af garantibegrebet.

Urimelige kontraktvilkår

Danske Mediers Forum

bemærker, at adgangen til gruppesøgsmål som

omhandlet i præamblens betragtning nr. 57 må forudsættes at relatere sig til

de lande, hvor der ikke som i Danmark allerede er etableret velfungerende

klageinstanser af såvel privatretlig som offentligretlig karakter.

Dansk Industri

bemærker, at ændringer i bilagene efter artikel 39 skal

foretages af Kommissionen, men at dette ikke bør ske uden inddragelse af

relevante interessenter, herunder erhvervslivets organisationer.

Rederiforeningen

finder det afgørende, at undtagelsen vedrørende

kontraktvilkår, der stammer fra internationale konventioner, fortsat

opretholdes på området.

Bilagene

Telekommunikationsindustrien

finder det uklart, hvad der skal forstås ved

overskriften til bilag 3 om kontraktvilkår, der formodes at være urimelige,

og bemærker endvidere, at litra i og k på listen forekommer

uhensigtsmæssige ved løbende kontraktforhold, herunder på teleområdet.

6. Andre landes holdninger

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

92/119

På Rådsmødet (konkurrenceevne) den 3.-4. december 2009 blev fire

udvalgte emner vedrørende forslaget drøftet. Det drejer sig om følgende fire

emner:

Bør der foretages en udvidelse af definitionen af en aftale indgået

uden for fast forretningssted?

Bør der for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast

forretningssted gælde en fortrydelsesfrist på 14 dage, og bør reglerne

om udøvelse af fortrydelsesretten harmoniseres,

Bør arbejdet med at udarbejde regler om forbrugerrettigheder, der er

specifikke for købsaftaler, fortsætte (der henvises til, at emnet har

sammenhæng med national aftaleret)?

Bør forbrugeraftaler om fast ejendom mv. og finansielle

tjenesteydelser undtages fra direktivforslagets kapitel II-IV?

Danmark tilkendegav under drøftelserne på rådsmødet – på linje med en

række andre medlemsstater – en positiv holdning til en udvidelse af

definitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der for fjernsalgsaftaler og

aftaler indgået uden for fast forretningssted bør gælde en fortrydelsesfrist

på 14 dage, tilkendegav Danmark – på linje med en lang række andre

medlemsstater – at man er positiv over for fastsættelse af en fælles

fortrydelsesfrist på 14 dage. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt

reglerne om udøvelse af fortrydelsesretten bør harmoniseres, tilkendegav

Danmark, at man bør udvise forsigtighed i forhold hertil, idet en sådan

harmonisering indebærer en risiko for, at reglerne ikke hænger sammen

med grundlæggende principper i den nationale formueret.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet med at udarbejde regler

om forbrugerrettigheder, der kun gælder i forbindelse med købsaftaler, bør

fortsætte, tilkendegav Danmark, at en fuldstændig harmonisering af de

formueretlige regler om eksempelvis levering og risikoens overgang i

forbindelse med forbrugerkontrakter rejser så væsentlige spørgsmål om

samspillet med den generelle kontraktsret, at der næppe er behov for at

harmonisere disse regler på forbrugerområdet, og at man fra dansk side

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

93/119

derfor vil foretrække, at disse spørgsmål ikke indgår i de videre

harmoniseringsbestræbelser.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeraftaler om fast ejendom

og finansielle tjenesteydelser bør undtages fra direktivets kapitel II-IV,

tilkendegav Danmark – på linje med en lang række andre medlemsstater –

at der både for så vidt angår aftaler om fast ejendom og aftaler om

finansielle tjenesteydelser er en høj grad af særregulering, som sigter på at

beskytte forbrugerne på disse specifikke områder, og at det vil være

vanskeligt at udforme regler, der både tager højde for de specifikke

områders særlige forhold, og som kan fungere tilfredsstillende for mere

almindelige forbrugeraftaler, hvorfor det vil være en fordel at undtage de

omhandlede sektorspecifikke emner fra reglerne i direktivforslaget.

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters

holdninger

til forslaget i øvrigt.

7. Foreløbig dansk holdning

Den foreslåede generelle totalharmonisering på dette område vil på det

foreliggende grundlag skabe en række væsentlige juridiske/tekniske

problemer, idet forståelsen og rækkevidden af en stor del af de foreslåede

bestemmelser giver anledning til tvivl. Der har også været tvivl om

forståelsen af en række af de bestemmelser, som det foreslåede direktiv skal

afløse, men de har i vidt omfang kunne løses i forbindelse med

implementeringen ved at bruge minimumsklausulen. Det kan vise sig

vanskeligt at få udformet klare og enkle totalharmoniseringsregler, bl.a.

fordi de formueretlige regler, der ændres, har sammenhæng med

almindelige formueretlige regler og principper.

Det forekommer umiddelbart tvivlsomt, om generel totalharmonisering er et

hensigtsmæssigt middel til at sikre øget grænseoverskridende handel, idet

bl.a. sprog og klagemuligheder formentlig spiller en større rolle på dette

område end, om der er visse forskelle i lovgivningerne. Der er også risiko

for, at totalharmonisering vil medføre, at det bliver nødvendigt at sænke

forbrugerbeskyttelsesniveauet på væsentlige områder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

94/119

Danmark bør imidlertid ikke være imod en hensigtsmæssig

totalharmonisering på områder, hvor totalharmonisering kan gennemføres

uden at være til skade for forbrugerne og uden at medføre en uklar

retstilstand. Det drejer sig f.eks. om regler om oplysningspligt og

fortrydelsesret mv. Derimod er f.eks. reglerne om urimelige aftalevilkår

efter Danmarks opfattelse ikke velegnede til totalharmonisering.

For Danmark er det vigtigt, at forbrugerbeskyttelsen her i landet ikke

forringes.

For Danmark er det vigtigt, at subsidiaritetsprincippet er overholdt, og at der

ikke vedtages generelle regler, hvor en sektorregulering bedre ville kunne

opfylde behovet for grænseoverskridende regler.

For Danmark er det helt centralt, at de mange tvivlsspørgsmål om

rækkevidden af forslaget bliver afklaret, idet en nærmere stillingtagen til

forslaget må afvente denne afklaring.

Som anført ovenfor lægger det spanske formandskab op til en drøftelse af

forslaget på rådsmødet (konkurrenceevne) den 25. maj 2010. Der foreligger

på nuværende tidspunkt ikke fra formandskabet nærmere oplysninger om,

hvilke emner der vil blive gjort til genstand for drøftelse, og en foreløbig

dansk holdning til de omhandlede emner foreligger derfor endnu ikke.

8. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

8.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte på

at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver. De fire

direktiver er som nævnt alle gennemført i dansk lovgivning.

De eksisterende direktiver er alle udtryk for minimumsharmonisering.

Medlemsstaterne er derfor berettiget til at indføre eller opretholde

bestemmelser, der stiller forbrugeren bedre, end hvad der kræves efter

direktiverne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

95/119

I forbindelse med gennemførelse i national lovgivning af de fire direktiver

har man fra dansk side i vid udstrækning benyttet denne adgang til

merimplementering.

Det foreliggende forslag til direktiv om forbrugerrettigheder indeholder i

artikel 4 en bestemmelse om ”fuld harmonisering”, hvorefter

medlemsstaterne ikke i national ret kan opretholde eller indføre

bestemmelser, som fraviger dem, der er fastsat i dette direktivforslag,

herunder bestemmelser for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau.

Selv om en stor del af direktivforslagets bestemmelser er identiske med

formuleringer i de eksisterende fire direktiver, vil der som følge af den

foreslåede totalharmonisering blive tale om væsentlige ændringer af

gældende dansk ret.

Som en konsekvens af den foreslåede totalharmonisering bliver et helt

centralt spørgsmål endvidere fastlæggelsen af, hvad der falder inden for og

uden for det område, der reguleres ved direktivet, fordi der med direktivet

gøres udtømmende op med reguleringen på det pågældende område.

Direktivforslaget indeholder endvidere som nævnt visse nye bestemmelser i

forhold til den eksisterende EU-retlige regulering på området, hvilket også

vil nødvendiggøre ændringer i dansk ret.

Som det er fremgået ovenfor, giver indholdet og rækkevidden af visse af

direktivforslagets bestemmelser anledning til tvivl. Som følge heraf kan på

visse punkter være tvivl om de lovgivningsmæssige konsekvenser af

forslaget.

Der kan navnlig peges på følgende områder, hvor en vedtagelse af forslaget

giver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser:

8.1.1.

Forslagets kapitel I indeholder som nævnt bl.a. definitioner af en

række begreber, der i det væsentlige er ulovregulerede i dansk ret. Der vil

derfor kunne rejses spørgsmål om yderligere formueretlige definitioner i

lovgivningen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

96/119

Implementering af direktivforslagets definitioner vil på visse punkter

medføre en ændring af retstilstanden i Danmark. Det drejer sig navnlig om

følgende definitioner:

Efter direktivet skal der ved en forbruger alene forstås en fysisk person, der

i forbindelse med aftaler omfattet af direktiver handler uden for sit erhverv.

Direktivets forbrugerbegreb kan dermed ikke omfatte tilfælde som efter den

danske definition, hvor juridiske personer efter omstændighederne kan

indgå aftaler med forbrugerstatus. Direktivets definition synes heller ikke at

åbne for, at aftaler med blandende formål kan opnå beskyttelse efter

direktivet – dvs. situationer hvor køberen eksempelvis indgår aftale om køb

af en genstand, der hovedsagelig, men ikke udelukkende skal anvendes til

privat formål.

Den foreslåede totalharmonisering gør det nødvendigt at overveje, om dansk

gennemførelse vil forudsætte, at sådanne aftaler ikke længere kan behandles

som forbrugeraftaler. Det giver således anledning til tvivl, om det er muligt

nationalt at lovgive om, at de regler, der gælder for forbrugeraftaler i

direktivets forstand, finder tilsvarende anvendelse på andre aftaletyper.

Den danske regulering, hvorefter der også er tale om en forbrugeraftale ved

en aftale mellem private, hvis aftalen er indgået eller formidlet af en

erhvervsdrivende, er ikke i overensstemmelse med direktivets

forbrugerdefinition.

Direktivforslaget indeholder i artikel 7 en bestemmelse om sælgers brug af

en erhvervsdrivende mellemmand. Her er det anført, at der – hvis den

erhvervsdrivende oplyser, at vedkommende handler på vegne af en anden

forbruger – er tale om en aftale, der falder uden for direktivets

anvendelsesområde.

I lyset heraf kan det give anledning til tvivl, om der i denne situation - hvor

direktivforslaget fastsætter, at en aftale indgået mellem to private ved brug

af et erhvervsdrivende mellemled falder inden for direktivet – er gjort

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

97/119

udtømmende op med, hvilke rettigheder og forpligtelser der kan pålægges

parterne, eller om der kan indføres eller opretholdes nationale bestemmelser

om, at reglerne om forbrugeraftaler finder tilsvarende anvendelse på disse

typer. Direktivets bestemmelse om totalharmonisering må dog antages at

indebære, at det ikke er muligt at give en køber i en sådan situation

beskyttelse svarende til de nugældende danske regler.

Med hensyn til definitionen af en fjernsalgsaftale og en aftale indgået uden

for fast forretningssted svarer dansk lovgivning på nuværende tidspunkt til

definitionerne i det eksisterende fjernsalgsdirektiv og direktivet om aftaler

indgået uden for fast forretningssted. Som nævnt indeholder

direktivforslaget definitioner af de to begreber, der adskiller sig fra

definitionerne i den nuværende EU-regulering. I lyset heraf vil den danske

definition af en fjernsalgsaftale skulle ændres tilsvarende, således at der er

tale om en fjernsalgsaftale, uanset om den erhvervsdrivende anvender et

system for fjernsalg.

Definitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted vil endvidere

skulle ændres, således at der foreligger en aftale indgået uden for fast

forretningssted også i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende henvender sig på

forbrugerens bopæl mv. efter forbrugerens anmodning. Efter

direktivforslaget vil forbrugeren således i alle tilfælde, hvor der indgås

aftale på eksempelvis forbrugerens bopæl, have adgang til at fortryde aftalen

– også selv om aftalen vedrører det forhold, som forbrugeren har anmodet

den erhvervsdrivende om at komme for. Definitionen af et fast

forretningssted vil endvidere skulle ændres, således at en aftale indgået på

f.eks. en messestand betragtes som indgået på sælgers faste forretningssted,

hvilket ikke svarer til forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, litra c, hvorefter der i

sådanne tilfælde som udgangspunkt er tale om en aftale indgået uden for

fast forretningssted og dermed en aftale, der som udgangspunkt er omfattet

af reglerne om fortrydelsesret.

Direktivets definition af en vare omfatter enhver løsøregenstand, bortset fra

varer, som sælges på tvangsauktion, og bortset fra elektricitet samt vand og

gas, medmindre der er tale om salg i afgrænset mængde. Dansk ret

indeholder ikke en definition af varer Købeloven finder imidlertid

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

98/119

anvendelse på alle køb, bortset fra køb af fast ejendom. Loven omfatter

således mere end køb af løsøre i traditionel forstand, f.eks. også køb af

elektricitet, jf. § 1, stk. 2, og som udgangspunkt også køb på tvangsauktion.

Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets artikel 4 om

totalharmonisering gør det muligt at opretholde de forbrugerbeskyttende

regler for disse situationer, hvor købeloven har et bredere

anvendelsesområde.

8.1.2.

Gennemførelse af bestemmelserne i forslagets kapitel II om

forbrugerorientering må antages at kræve ændring af dansk ret, da

bestemmelserne fastlægger, at den erhvervsdrivende i alle typer

forbrugeraftaler er forpligtet til at give forbrugeren en række oplysninger

forud for aftalens indgåelse, dvs. også ved aftaletyper, hvor der ikke efter

gældende dansk ret påhviler den erhvervsdrivende oplysningsforpligtelser.

8.1.3.

Direktivforslagets artikel 10 stiller krav om, at der ved aftaler indgået

uden for fast forretningssted skal udfyldes en ordreseddel med en række

oplysninger, og bestemmelsens stk. 2 indebærer, at en aftale indgået uden

brug af en sådan ordreseddel – dvs. f.eks. en mundtlig aftale – ikke er

gyldig.

En sådan bestemmelse, der fastsætter, at skriftlighed er en

gyldighedsbetingelse, er ikke i overensstemmelse med dansk lovgivning og

strider mod det almindelige princip i dansk ret om formfrihed og om, at

mundtlige aftaler er lige så bindende som skriftlige. Gennemførelse af

direktivforslaget på dette punkt vil derfor kræve lovændring.

Det må endvidere antages, at direktivforslagets artikel 11 om formkrav ved

fjernsalgsaftaler vil kræve lovændring, herunder særlige regler om den

erhvervsdrivendes mindre omfattende oplysningspligt i tilfælde, hvor

aftalen indgås ved anvendelse af en teknik, som kun giver begrænset plads

til formidling af oplysningerne, f.eks. mobiltelefon.

8.1.4.

Efter direktivforslaget har forbrugeren 14 dages frist til at fortryde en

fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted.

Fortrydelsesfristen regnes i hele kalenderdage.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

99/119

Efter forbrugeraftaleloven er fortrydelsesfristen også 14 dage, men

direktivets gennemførelse vil kræve en ændring af bestemmelserne om

fristens beregning, da fristen efter dansk ret udskydes, hvis den udløber på

en lørdag, juleaftensdag mv.

Det vil endvidere navnlig være nødvendigt at ændre forbrugeraftalelovens

bestemmelser om forbrugerens og den erhvervsdrivendes forpligtelser ved

brug af fortrydelsesretten med henblik på at gennemføre direktivforslagets

bestemmelser om frister for meddelelse om fortrydelse, for returnering af

varen og for tilbagebetaling af købesummen.

8.1.5.

Direktivforslagets artikel 22, stk. 2, må formentlig antages at gøre

udtømmende op med, hvilke beføjelser forbrugeren kan gøre gældende, hvis

den erhvervsdrivende ikke leverer en vare til det aftalte tidspunkt.

Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd må derfor

antages at kræve lovændring, idet forbrugeren efter gældende dansk ret ikke

blot som efter direktivforslaget har krav på tilbagebetaling af en eventuel

betalt købesum, hvis der foreligger forsinkelse, men tillige kan kræve

naturalopfyldelse.

8.1.6.

Opregningen i direktivforslagets artikel 24 af, hvad der skal til, for at

salgsgenstanden er i overensstemmelse med købsaftalen, svarer

indholdsmæssigt til den deklaratoriske del af købelovens mangelsbegreb, jf.

§ 75 a.

Med indførelsen af artikel 24 vil det næppe være muligt at opretholde den

del af mangelsbegrebet i købelovens § 76, som ikke også er dækket af § 75

I lyset af ordlyden af artikel 4 må det f.eks. anses for tvivlsomt, om

direktivforslaget tillader, at en sælger kan mødes med et mangelskrav, hvis

§ 75 a er iagttaget, men hvis sælgeren f.eks. (culpøst) har fortiet oplysninger

om varen af betydning for forbrugeren, smh. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3,

hvorefter en sådan tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt betyder,

at salgsgenstanden lider af en mangel.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

100/119

Gennemførelse af direktivforslagets mangelsbegreb vil derfor formentlig

kræve ændring af købelovens § 76, således at mangelsbegrebet gøres

snævrere.

8.1.7.

Direktivforslaget omtaler ikke – som det er tilfældet i det gældende

direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed –

spørgsmålet om den erhvervsdrivendes brug af generelle forbehold i

købsaftaler. Som nævnt fik købelovens § 77 sin nuværende affattelse i

forbindelse med gennemførelsen af det eksisterende direktiv, således at der

som udgangspunkt ikke er retsvirkninger knyttet til at anvende generelt

formulerede forbehold om varen som f.eks. ”solgt som beset”, ”som den er

og forefindes”, ”as is” osv. Det kan på den baggrund give anledning til tvivl,

om direktivforslaget vil kræve en ændring af købelovens regler om, at brug

af generelle forbehold ikke har nogen retsvirkninger.

8.1.8.

Efter direktivforslagets artikel 26, stk. 2, har sælgeren valget mellem,

om der skal ske afhjælpning eller omlevering, hvis en salgsgenstand er

mangelfuld. Direktivforslaget adskiller sig herved fra det eksisterende

forbrugerkøbsdirektiv og fra købeloven, der giver forbrugeren ret til at

vælge mellem disse to mangelsbeføjelser. Gennemførelse af

direktivforslaget vil således kræve ændring af lovgivningen. Hermed vil

lovgivningen på dette punkt i det væsentligste blive bragt tilbage til

retsstillingen før gennemførelsen af det gældende direktiv.

8.1.9.

I direktivforslagets artikel 26 fastsættes bl.a., at forbrugeren kan hæve

købet, hvis manglen er væsentlig. Det må overvejes, om bestemmelsen

udtømmende angiver betingelserne for, at forbrugeren har hæveadgang,

eller om forslaget tillader supplerende nationale bestemmelser som

købelovens § 57, hvorefter forbrugeren som udgangspunkt kun er berettiget

til at hæve købet og kræve købesummen tilbagebetalt, hvis salgsgenstanden

tilbageleveres til sælgeren i væsentlig samme stand og mængde som ved

leveringen.

8.1.10.

Direktivforslagets artikel 26, stk. 4, litra d, angiver, at forbrugeren

kan gøre mangelsbeføjelser gældende, hvis den samme mangel er opstået

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

101/119

gentagne gange inden for kort tid. Bestemmelsen må formentlig læses

således, at den regulerer antallet af afhjælpningsforsøg, der tilkommer

sælger. Det giver anledning til tvivl, hvornår der er tale om

samme

mangel,

og hvor meget der skal til, for at manglen er opstået

gentagne

gange.

Gennemførelse heraf vil kræve lovændring.

8.1.11.

Købelovens

78, stk. 4, giver forbrugeren mulighed for efter

omstændighederne at lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgers

regning. Tilsvarende beføjelser er ikke omtalt i direktivforslaget. På grund

af forslagets artikel 4 om totalharmonisering vil det formentlig ikke være

muligt at opretholde en sådan adgang for forbrugeren.

8.1.12.

Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets

præambelbetragtning nr. 41, hvorefter forbrugeren ikke skal godtgøre den

erhvervsdrivende for brug af defekte varer, lægger op til, at

medlemsstaterne ikke skal kunne anvende almindelige obligationsretlige

principper om uberettiget berigelse, således at det efter omstændighederne

kan fastsættes, at der skal ske fradrag for brug i forbrugerens

tilbagebetalingskrav.

8.1.13.

Det er meget uklart, hvad artikel 27, stk. 2, om erstatning for tab,

som ”ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26” betyder. Hvis

bestemmelsen skal forstås således, at der skal betales erstatning i anledning

af enhver misligholdelse af salgsaftalen fra sælgers side, vil det være en

vidtgående ændring af gældende dansk ret, idet der således i alle tilfælde

påhviler sælger et erstatningsansvar, uanset om denne har handlet culpøst

eller kunne have undgået misligholdelsen.

8.1.14.

Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd vil

endvidere kræve ændring af købelovens bestemmelse om ”relativ”

reklamationsfrist, dvs. en reklamationsfrist, der først begynder at løbe, når

køberen har opdaget manglen. Direktivforslaget angiver den relative

reklamationsfrist til 2 måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen. Det

vil dermed ikke være muligt at opretholde gældende dansk ret, hvorefter

forbrugeren skal reklamere inden rimelig tid, efter at vedkommende

opdagede manglen, dog således at reklamation inden 2 måneder efter at

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

102/119

forbrugeren opdagede manglen altid anses for foretaget inden rimelig tid, jf.

købelovens § 81.

Det er også på grund af direktivforslagets totalharmoniseringsklausul

tvivlsomt, om det er muligt at opretholde købelovens § 82, hvorefter den

relative reklamationsfrist i § 81 ikke gælder, hvis sælgeren har handlet i

strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

8.1.15.

Det vil desuden være nødvendigt at foretage ændring af den

absolutte reklamationsfrist i købelovens § 83, idet undtagelsen for 2-års

fristen, når der er tale om køb af byggematerialer og køb af varer, i forhold

til hvilke en offentlig myndighed har udstedt påbud om tilbagekaldelse eller

destruktion, ikke vil kunne opretholdes.

Undtagelsen fra fristen i købelovens § 83, hvis sælgeren har handlet i strid

med almindelig hæderlighed, vil endvidere næppe kunne opretholdes.

8.1.16.

Efter direktivforslagets 28, stk. 2, skal der løbe en ny absolut

reklamationsfrist, hvis sælger foretager omlevering. Tilsvarende

bestemmelse findes ikke i købeloven, men efter Forbrugerklagenævnets

praksis antages der at løbe en ny frist ved omlevering. Efter nævnets praksis

løber der endvidere en ny frist ved afhjælpning, hvis denne er så

omfattende, at den reelt må sidestilles med omlevering. Det er tvivlsomt, om

denne praksis vedrørende afhjælpningssituationen kan opretholdes, eller om

forslagets artikel 28, stk. 2, må anses for udtømmende at gøre op med, i

hvilke tilfælde der løber en ny absolut reklamationsfrist.

8.1.17.

Gennemførelse af forslagets artikel 28, stk. 3, hvorefter forbrugeren

og den erhvervsdrivende ved køb af brugte varer kan aftale en kortere

absolut reklamationsfrist, vil kræve lovændring, da § 83 efter gældende

dansk ret ikke kan fraviges til skade for forbrugeren og fastsætter en

reklamationsfrist på 2 år også ved køb af brugte genstande.

8.1.18.

Direktivforslagets artikel 29, stk. 2, litra a, indebærer, at

forbrugerens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om

mangelsbeføjelser skal oplyses over for forbrugeren, og at den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

103/119

erhvervsdrivende skal gøre det klart, at disse rettigheder ikke berøres af en

eventuel handelsmæssig garanti. Forbrugeren skal altså gøres opmærksom

på, at vedkommende ikke stilles ringere i relation til artikel 26, uanset hvad

den handelsmæssige garanti går ud på. Herudover skal det oplyses over for

forbrugeren, hvis den handelsmæssige garanti ikke kan overføres til en

efterfølgende køber. Disse krav vil antageligvis kræve en ændring af

markedsføringslovens § 12, som ikke indeholder tilsvarende

oplysningsforpligtelser.

8.1.19.

Efter generalklausulen i § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes

helt eller delvis, hvis det være urimeligt eller i strid med almindelighed

hæderlighed at gøre den gældende. Det kan give anledning til en vis tvivl,

om denne bestemmelse skal ændres, hvis direktivforslagets artikel 32, stk. 1,

hvorefter der kræves en betydelig skævhed i parternes rettigheder og

forpligtelser efter aftalen, før der er tale om et urimeligt kontraktvilkår,

gennemføres.

8.1.20.

Direktivforslagets artikel 32, stk. 2, vil i hvert fald have

lovgivningsmæssige konsekvenser. Efter denne bestemmelse kan der ved

vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, ikke tages hensyn til

omstændigheder, der er indtruffet efter aftalens indgåelse. Efter aftaleloven

kan der imidlertid ved urimelighedsvurderingen tages hensyn til alle

relevante omstændigheder, alene med den begrænsning, at senere indtrufne

omstændigheder ikke kan inddrages til skade for forbrugeren, jf. § 38, c, stk.

8.1.21.

Forslagets artikel 32, stk. 3, vil også kræve lovændring.

Bestemmelsen angiver, at spørgsmålet om urimelighed ikke kan berøre

forholdet mellem betaling og den erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige

forpligtelse. I modsætning til, hvad der gælder efter aftalelovens § 38 c, er

det således efter direktivforslaget ikke alle momenter i aftalen, der kan

indgå i urimelighedsvurderingen.

8.1.22.

I forbindelse med gennemførelse af direktiv 93/13/EØF om

urimelige kontraktvilkår antog man i bemærkningerne til det pågældende

lovforslag, at direktivet alene regulerede ”kvalificeret” urimelighed, og at

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

104/119

generalklausulen i aftalelovens § 36, rækker videre end direktivet. På den

baggrund kan det give anledning til tvivl, om det foreliggende

direktivforslag med totalharmoniseringsklausulen tillader, at der i

aftalelovens § 38 c opretholdes en henvisning til § 36.

8.1.23.

Forslagets artikel 34 og 35 regulerer retsvirkningerne af, at et vilkår

optræder på direktivforslagets sorte og grå liste. I modsætning til, hvad der

gælder efter det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår, er der

tale om bindende lister, og det vil derfor være nødvendigt at ændre

aftaleloven på dette punkt.

Det skal endvidere bemærkes, at direktivforslagets bestemmelser om

urimelige kontraktvilkår er begrænset til at finde anvendelse ved ikke-

individuelt forhandlede vilkår. I modsætning hertil finder aftalelovens

bestemmelser om urimelige aftalevilkår i al væsentlighed anvendelse, uanset

om et aftalevilkår er individuelt forhandlet eller ej. På den baggrund kan der

være tvivl om, hvorvidt direktivforslaget tillader, at aftalelovens generelle

bestemmelser kan opretholdes i forbrugerforhold, eller om

totalharmoniseringen forpligter til en lovgivning, hvorefter forbrugere alene

er beskyttet mod urimelige kontraktvilkår ved standardaftaler.

8.2. Statsfinansielle konsekvenser

Direktivforslaget skønnes som udgangspunkt ikke at have statsfinansielle

konsekvenser.

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

De samfundsøkonomiske konsekvenser vil afhænge af den endelige

udformning af direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og

harmoniseringsgraden.

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

De administrative konsekvenser vil afhænge af den endelige udformning af

direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmoniseringsgraden.

Forslaget om totalharmonisering af reglerne vil alt andet lige gøre det lettere

for erhvervslivet er udbyde varer og tjenester i andre EU-lande, idet det vil

være de samme regler, som erhvervslivet stilles over for i alle EU-lande.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

105/119

Ændrede regler vil kunne medføre, at erhvervslivet vil skulle foretage

omstillinger i arbejdsgangene og ændring af markedsføringstiltag mv.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Grundnotatet vedrørende direktivforslaget blev fremsendt til Folketingets

Europaudvalg den 10. november 2009. Nærhedsnotat blev fremsendt den

28. oktober 2008. Grundnotatet er ligeledes blevet fremsendt til Folketingets

Retsudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg.

Aktuelt notat vedrørende direktivforslaget blev fremsendt til Folketingets

Europaudvalg den 24. november 2009. Det aktuelle notat blev ligeledes

fremsendt til Folketingets Erhvervsudvalg.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

106/119

4. Kommissionens meddelelse om introduktionen af elektriske biler og

deres konsolidering på det europæiske indre marked

Resumé

Kommissionen forventes at offentliggøre en meddelelse vedrørende en

europæisk strategi for grønne og energieffektive køretøjer ultimo april

2010.

Et mål med meddelelsen er at fremme udviklingen og optaget af grønne

køretøjer gennem øget forskning og udvikling, udvikle fælles standarder og

sætte øget fokus på udvikling af den nødvendige infrastruktur, som skal støtte

skiftet over imod en ressourceeffektiv og lav-kulstofs (low carbon) økonomi.

Endvidere vil strategien forsøge at fremme tiltag, som kan styrke industriens

konkurrenceevne, sætte målsætninger for mellem- og lang sigt for at skabe

gode rammevilkår og bidrage til, at den europæiske bilindustri bliver førende

inden for grønne og energieffektive teknologier.

1. Baggrund og indhold

Kommissionen forventes at offentliggøre en meddelelse vedrørende en

europæisk strategi for grønne og energieffektive køretøjer ultimo april 2010.

Strategien vil udgøre et vigtigt led i udmøntningen af flagskibsinitiativet ”Et

ressourceeffektivt Europa”, som led i Europa 2020-strategien. Dermed skal

strategien bidrage til at gøre Europa mindre afhængig af fossile brændstoffer

fra tredjelande, reducere CO2-udledningen fra transportområdet og samtidig

skabe vækst og beskæftigelse.

Den europæiske bilindustri har tidligere været behandlet af Rådet

(konkurrenceevne), senest med rådsbehandlingen i marts måned 2009 med

vedtagelse af rådskonklusioner, som tog afsæt i konklusionerne fra

midtvejsevalueringen fra den nedsatte arbejdsgruppe ”Cars21”. Den nye

strategi for grønne og energieffektive køretøjer forventes at tage afsæt i disse

konklusioner og derudover sætte yderligere fokus på elbiler.

Kommissionens foreløbige udmelding forlyder, at strategien vil omhandle

energieffektive letvægtskøretøjer (biler og varevogne) samt 2- og 3 hjulede

køretøjer, og inkluderer dermed ikke lastbiler og busser.

Et mål med meddelelsen er at fremme udviklingen og optaget af grønne

køretøjer gennem øget forskning og udvikling, udvikle fælles standarder og

sætte øget fokus på udvikling af den nødvendige infrastruktur, som skal støtte

skiftet over imod en ressourceeffektiv og lav-kulstofs (low carbon) økonomi.

Endvidere vil strategien forsøge at fremme tiltag, som kan styrke industriens

konkurrenceevne, sætte målsætninger for mellem- og lang sigt for at skabe

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

107/119

gode rammevilkår og bidrage til, at den europæiske bilindustri bliver førende

inden for grønne og energieffektive teknologier.

Kommissionen forventes at anspore en teknologineutral tilgang i den

kommende meddelelse, men med særlig vægt på elbiler (både plug-in hybrid

og rent elektriske). Dertil kobles behovet for at udvikle intelligente

elektricitetsnet og øget anvendelse af vedvarende energi. Yderligere forventes

Kommissionen også at ville fremme udviklingen af avancerede biobrændsler

og motorteknologier, som kan anvende høje opblandinger af biobrændsler.

Kommissionen forventes at lægge stor vægt på at få skabt fælles standarder,

og sætte en ambitiøs tidsplan for at få udviklet disse.

Endvidere forventes Kommissionen at udvikle retningslinier for finansielle

incitamenter for at købe elektriske køretøjer og opfordre til koordination af

efterspørgselstiltag i medlemsstaterne i løbet af 2010.

2. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om meddelelsen.

3. Nærhedsprincippet

Ej relevant.

4. Gældende dansk ret

Bekendtgørelse nr. 1437 af 11/12/2009 om energimærkning m.v. af nye

person- og varebiler. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der

gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13.

december 1999, EF-tidende 2000 L 12, s. 16.

5. Høring

Samlenotatet er sendt i høring i specialudvalget for konkurrenceevne torsdag

den 15. april 2010 med frist tirsdag den 27. april 2010.

[Opdateres]

6. Andre landes holdninger

Der forventes generelt at være opbakning til en strategi for grønne køretøjer.

Visse lande har dog udtrykt ønske om at der sættes særligt fokus på elbiler, og

dermed ikke inkluderes andre teknologier i strategien.

7. Foreløbig dansk holdning

Den danske regering er positiv overfor meddelelsen omkring grønne og

energieffektive køretøjer. Det er vigtigt, at der bliver udviklet en fælles ramme

for, hvordan CO

-udledningen fra transportsektoren kan nedbringes, og

Europa kan blive førende inden for ressource- og energieffektive løsninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

108/119

Regeringens foreløbige holdning er, at der bør antages en teknologineutral

tilgang, hvor der opstilles fælles politiske målsætninger, både på mellemlang

og lang sigt, for den kulstofreduktion man ønsker at opnå. Derefter er det op til

den teknologiske udvikling og industrien at udvikle de løsninger, som kan

indfri kravene. På denne måde sikres den bedste ressourceallokering, og dette

kan være med til at diversificere mulighederne for at reducere CO

udledningen fra transportområdet idet det sikres, at ressourcerne benyttes

der, hvor der er mest brug for fx at udvikle nye teknologier.

Den danske regering lægger endvidere stor vægt på, at der bliver udviklet

fælles og internationale standarder, sker en fremme af dialog vedr. regulering

og teknisk assistance til tredjelande. Dog er det vigtigt, at udviklingen af

standarder sker efter en ambitiøs og realistisk tidsplan.

8. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Overvejelser omkring lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

forventes ikke at være relevant.

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Den kommende meddelelse forventes ikke at medføre samfundsøkonomiske

konsekvenser.

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Den kommende meddelelse forventes ikke at medføre administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

11. Tidligere forelæggelser i Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

109/119

5. Rådskonklusion i forbindelse med en fremtidig revision af

varemærkesystemet i EU – dok. 8179/10

Resumé

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) har gennem de

senere år genereret et betydeligt overskud. For at overholde budgetreglerne er

gebyrerne blevet sat ned, og der er iværksat et omfattende studie af, hvordan

varemærkesystemet i Europa fungerer. I forlængelse af det igangsatte arbejde

ønsker det spanske formandskab at få vedtaget Rådskonklusioner, som

pålægger Kommissionen, at foretage en revision af Varemærkeforordningen

og –direktivet. Denne skal især omfatte regler for hvordan 50% af

fornyelsesgebyrerne fra OHIM distribueres til de nationale kontorer samt

sikre at disse penge øremærkes til varemærkerelaterede aktiviteter.

1. Baggrund og indhold

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM), som er den

europæiske varemærke og design registreringsmyndighed, har gennem en

længere årrække genereret et betydeligt økonomisk overskud. Da kontorets

budget skal balancere er der indledt en række initiativer for at overholde

budgetreglerne. Dette omfatter gebyrnedsættelser, øget samarbejde mellem

OHIM og de nationale europæiske varemærkemyndigheder samt en generel

revision af det eksisterende varemærkesystem inden for EU.

Sidstnævnte har udmøntet sig i, at Kommissionen har igangsat en større

undersøgelse af, hvordan det europæiske varemærkesystem overordnet set

fungerer. Arbejdet udføres af Max Planck Instituttet i Tyskland, som i

begyndelsen af november 2010 forventes at komme med en rapport, som

indeholder en analyse af hvordan situationen er i dag samt indstillinger til det

fremtidige arbejde.

Max Planck Instituttet gav en midlertidig status på arbejdet på et møde i

arbejdsgruppen for immaterialret den 25. marts 2010. Heraf fremgik blandt

andet:



At OHIM generelt siden sin oprettelse i 1996 og frem til og med 2009

har oplevet en fremgang i antallet af varemærkeansøgninger, som langt

har overgået alle forventninger. Samtidig har de nationale kontorer

generelt oplevet en nedgang i antallet af ansøgninger især gennem de

seneste år. Enkelte nationale kontorer har oplevet, at der er status quo

eller en fremgang i antallet af ansøgninger.



At de nationale kontorer generelt ønsker et øget samarbejde både

omkring harmonisering af praksis samt omkring udvikling af

arbejdsværktøjer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

110/119



At brugerorganisationerne finder, at det er fundamentalt og

nødvendigt, at der fortsat er en sameksistens mellem EU varemærket

og de nationale varemærkesystemer samt at der sker en øget

harmonisering af systemerne.

I forlængelse af Max Planck Instituttets orientering, ønsker det spanske

formandskab på rådsmødet (Konkurrenceevne) den 25. og 26. maj 2010, at

opnå vedtagelse af Rådskonklusioner vedrørende den fremtidige revision af

varemærkesystemet i EU. Konklusionerne pålægger Kommissionen at

fremlægge et forslag til ændring af Varemærkeforordningen (EC) No

207/2009 samt Varemærkedirektivet 2008/95/EC. Disse ændringer foreslås

især at skulle omfatte:



At der laves en fordelingsnøgle på, hvordan 50 % af

fornyelsesgebyrerne ved OHIM bliver distribueret til de nationale

varemærkekontorer, for at disse kan få dækket udgifter til bl.a. at

forbedre, strømline og harmonisere servicen til brugerne af

varemærkesystemerne i EU.

At det sikres, at de midler, som tilføres nationale kontorer fra OHIM,

alene tilgår de nationale kontorer og er øremærkede til brug for

beskyttelse,

fremme

eller

retshåndhævelse

varemærkerettigheder

inklusiv

bekæmpelse

varemærkeforfalskninger.

En introduktion af en særlig bestemmelse, som definerer rammerne for

samarbejdet mellem OHIM og de nationale varemærkekontorer.

At det gøres udtrykkeligt, at alle nationale kontorer skal arbejde frem

mod en harmonisering af praksis og arbejdsredskaber, samt at OHIM

skal have en koordinerende rolle i den forbindelse.



2. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om konklusionerne.

3. Nærhedsprincippet

Ej relevant.

4. Gældende dansk ret

Ej relevant.

5. Høring

Sagen har ikke været i høring.

6. Andre landes holdninger

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

111/119

Kendes endnu ikke. Første udkast til konklusionen blev drøftet på et

arbejdsgruppemøde den 15. april 2010 og skal drøftes igen den 29. april 2010.

Enighed forventes opnået på Rådsmødet (konkurrenceevne).

7. Foreløbig dansk holdning

Regeringen forventes at kunne støtte konklusionerne.

9. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Konklusionen kræver ikke lovændring og skønnes ikke at ville få

statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

10. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Ej relevant

11. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Konklusionen giver ikke anledning til administrative konsekvenser for

erhvervslivet.

12. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget

Sagen har ikke tidligere være forelagt Folketingets Europaudvalg.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

112/119

6. Status i gennemførelsen af servicedirektivet

Resumé

Servicedirektivet er af det spanske formandskab sat på dagsordenen for

Rådsmødet (konkurrenceevne) den 25-26. maj 2010. Kommissionen

forventes at give en status for implementeringsprocessen, hvorefter der er

mulighed for udveksling af synspunkter.

1. Baggrund og indhold

Servicedirektivet blev med dansk tiltrædelse vedtaget i Rådet

(konkurrenceevne) i 2006. Implementeringsfrist var den 28. december 2009.

Formålet med direktivet er at sikre et mere velfungerende marked for

tjenesteydelser.

Servicedirektivet er af det spanske formandskab sat på dagsordenen for

Rådsmødet (konkurrenceevne) med henblik på at sikre fremdrift i

medlemsstaternes implementering samt den gensidige evaluering heraf.

Implementeringen i Danmark fordelte sig på fem hovedområder:

I. Loven om tjenesteydelser i det indre marked, som implementerer en

række af servicedirektivets horisontale forpligtelser, blev vedtaget af

Folketinget i maj 2009. Herudover er sektorlovgivningen tilrettet, og

en række nye bekendtgørelser trådte i kraft ved udgangen af 2009.

II. Hver medlemsstat skal udvikle en kvikskranke, som skal lette de

administrative byrder for udenlandske tjenesteydere. I Danmark er

kvikskranken placeret på virk.dk under

www.businessindenmark.dk

Her kan udenlandske tjenesteydere finde information og

ansøgningsblanketter på engelsk samt indsende udfyldte blanketter.

III. Medlemsstaternes myndigheder forpligtes til administrativt

samarbejde med myndigheder i de andre medlemsstater om

tjenesteydere, via det internetbaserede Informationssystem for det

Indre Marked (IMI) udviklet af Kommissionen. IMI skal medvirke

til at lette sagsbehandlingen, reducere de administrative byrder og

sikre effektiv problemløsning.

IV. Medlemsstaterne skal screene deres lovgivning for så vidt angår en

række tilladelsesordninger og krav på serviceområdet for at sikre, at

lovgivningen lever op til principperne for det indre marked. I

Danmark er ca. 250 ordninger og krav screenet og afrapporteret til

Kommissionen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

113/119

V. En gensidig evaluering af medlemsstaternes screeningsresultater

finder sted i 2010 med deltagelse fra alle medlemsstater og

Kommissionen og med inddragelse af andre interessenter. Målet

med evalueringen er at sikre ensartet og korrekt implementering i

alle medlemsstater. Evalueringen afsluttes med en rapport fra

Kommissionens side.

I forhold til implementeringsprocessen i de øvrige medlemsstater vurderes

det, at Danmark er langt fremme, bl.a. var Danmark den første medlemsstat,

der fik implementeret direktivets horisontale forpligtelser i national ret.

På rådsmødet forventes Kommissionen at give en status for

implementeringsprocessen, hvorefter der er mulighed for udveksling af

synspunkter. Fremtidig organisering af den såkaldte gensidige evaluering vil

ligeledes blive diskuteret.

2. Europa-Parlamentets holdning

Ej relevant.

3. Nærhedsprincippet

Ej relevant.

4. Gældende dansk ret

Ej relevant.

5. Høring

Såfremt formandskabet fremsender dokument som baggrund for drøftelsen

af den gensidige evaluering, vil dette blive sendt i høring.

6. Forhandlingssituation

Servicedirektivet blev vedtaget enstemmigt i 2006, dog afstod Belgien og

Litauen fra at stemme. Der er stor forskel på, hvor mange ressourcer de

enkelte medlemsstater har afsat til implementeringsindsatsen, og en række

medlemsstater – over halvdelen – har stadig ikke færdiggjort

implementeringen. Endvidere er der stor forskel på landenes

ambitionsniveau i forhold til den gensidige evaluering, som finder sted i

2010.

Der forventes ikke uenighed på Rådsmødet (konkurrenceevne) om behovet

for korrekt og rettidig implementering af servicedirektivet.

7. Foreløbig dansk holdning

Fra regeringens side arbejdes aktivt for, at servicedirektivet implementeres

korrekt og rettidigt i Danmark samt i andre medlemsstater med henblik på at

sikre optimale vilkår for danske virksomheders eksport af tjenesteydelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

114/119

Dansk implementering forventes endelig på plads primo maj 2010, hvor de

sidste mindre justeringer af sektorlovgivningen gennemføres. Drøftelsen på

rådsmødet har fokus på de medlemsstater, som ikke har afsat tilstrækkelige

ressourcer til implementeringsindsatsen samt at sikre fremdrift i forhold til

den gensidige evaluering af implementeringen.

Mere specifikt arbejdes der fra dansk side for, at de andre medlemsstaters

kvikskranker bliver lettilgængelige, brugervenlige og på engelsk. En række

medlemsstater tilbyder dog ikke deres kvikskranker på engelsk.

Endvidere arbejdes der fra dansk side for, at den gensidige evaluering af

landenes screeningsresultater, der foretages i 2010, sikrer en så ensartet og

korrekt implementering som muligt til gavn for alle europæiske

virksomheder. Herved sikres også at danske virksomheder konkurrerer på

lige vilkår i det indre marked. Derudover kan den bidrage til at fjerne

reguleringsmæssig ineffektivitet, samt identificere bedste praksis på

reguleringsområdet og nye initiativer til at udvide og styrke det indre

marked.

Udover deltagelsen i Kommissionens nedsatte ekspertgruppe med samtlige

EU- og EØS-lande, deltager Danmark i en nordisk-baltisk arbejdsgruppe,

samt i en arbejdsgruppe bestående af NL, UK, SE, ES og CZ.

8. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Ej relevant.

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Ej relevant.

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ej relevant.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Implementeringen af servicedirektivet blev forelagt for Folketingets

Europaudvalg i forbindelse med Rådsmøde (konkurrenceevne) i september

2009 samt Rådsmøde (ECOFIN) i februar 2010. Servicedirektivets IMI-

system blev forelagt Folketingets Europaudvalg i forbindelse med Rådsmøde

(konkurrenceevne) i marts 2010.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

115/119

7. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

betegnelser for tekstilprodukter og tilknyttet mærkning heraf

6786/1/10, rev 1

Nyt notat

Resumé

Mærkningen af tekstiler sikrer, at forbrugeren kan se, hvilke fibre det

enkelte tekstil består af. Forslaget vil medføre, at reguleringen af området

samles i en forordning, der er direkte gældende i medlemsstaterne. Dette vil

medføre, at medlemsstaterne ikke fremover løbende skal gennemføre

tekniske ændringer i national ret, og vil samtidig reducere det

administrative arbejde for de nationale myndigheder samt muliggøre

hurtigere vedtagelse af nye fibernavne, som kan tages i anvendelse

samtidigt i hele Fællesskabet.

1. Baggrund og indhold

Formålet med Kommissionens udkast til et forordningsforslag er:

a) at forenkle lovgivningsprocessen fra direktivbaseret regulering til én

samlet forordning

b) at forenkle proceduren for optagelse og godkendelse af nye

fibernavne i forordningen, både ud fra et økonomisk og et

tidsmæssigt aspekt.

Forslaget indebærer totalharmonisering på området.

Mærkningen af tekstiler sikrer, at forbrugeren kan se, hvilke fibre det

enkelte tekstil består af. Forslaget vil medføre, at de tre eksisterende

direktiver, der regulerer denne mærkning, samles under én forordning, så

reglerne bliver direkte gældende i medlemsstaterne.

Den nuværende regulering af tekstilmærkning samt registrering og

godkendelse af nye tekstilfibre udgøres i dag af tre direktiver, som er

implementeret i dansk ret. I henhold til direktiv 2008/121/EF (omarbejdning

af 96/74/EF) om betegnelser for tekstilprodukter må der ved mærkning af

tekstilprodukters fibersammensætning kun anvendes de harmoniserede

betegnelser nævnt i direktivet, eksempelvis betegnelsen ”nylon”. I direktiv

96/73/EF og 73/44/EØF specificeres de analysemetoder, der anvendes til

kontrol af, om tekstilprodukters sammensætning er i overensstemmelse med

oplysningerne på etiketten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

116/119

Fællesskabslovgivningen om betegnelser for tekstilprodukter og tilknyttet

mærkning heraf har et indhold af meget teknisk karakter med detaljerede

tekniske bestemmelser, som skal opdateres regelmæssigt. Som en forenkling

af de retlige rammer foreslås de tre direktiver erstattet af en forordning. En

forordning vil medføre, at medlemsstaterne ikke fremover løbende skal

gennemføre tekniske ændringer i national ret, og vil samtidig reducere det

administrative arbejde for de nationale myndigheder samt muliggøre

hurtigere vedtagelse af nye fibernavne, som kan tages i anvendelse samtidigt

i hele Fællesskabet.

Revisionen har ikke til formål at udvide den eksisterende EU-lovgivning til

at omfatte andre mærkningskrav, der går ud over fibersammensætningen og

de harmoniserede tekstilfiberbetegnelser, som er omfattet af de allerede

gældende direktiver.

Der er foreslået to substantielle ændringer til forslaget, der omhandler

henholdsvis permanent mærkning hvad angår mærkaters fysiske placering i

tekstilet samt kriterier for de laboratorier, der skal kontrollere

tekstilblandinger.

2. Europa-Parlamentets holdning

Kommissionens forslag er blevet behandlet af Europa-Parlamentets IMCO-

udvalg d. 7.-8. april 2010. Udvalgets medlemmer blev enige om en række

ændringsforslag, og disse forventes til afstemning i Europa-Parlamentet d.

19. maj 2010. Europa-Parlamentet har den 27. april 2010 afvist en

førstelæsningsløsning, hvorfor der vil blive indledt formelle

trialogforhandlinger når den endelige rapport med ændringsforslagene har

været til afstemning den 19. maj 2010.

Ændringsforslagene omhandler blandt andet forslag om at udvide

forordningen med mærkning, der informerer om, hvorvidt det enkelte

produkt indeholder animalsk materiale, allerede på nuværende tidspunkt.

Herudover foreslås endvidere, at forordningen vedtages med en formulering

om, at Kommissionen inden for de næste to år skal undersøge, om

anvendelsesområdet bør udvides. IMCO-udvalget foreslår, at der i

forordningen indskrives, at Kommissionen skal undersøge blandt andet

elektronisk mærkning, ensartet mærkning for tøj- og skostørrelser,

økologisk og etisk mærkning af bl.a. indhold af animalske produkter m.v.

3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Vedtagelsen af ensartede regler for anvendelsen af betegnelser for

tekstilprodukter og tilknyttet mærkning heraf, anses ikke i tilstrækkelig grad at

kunne opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af

foranstaltningernes omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan. I

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

117/119

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går forordningen ikke ud

over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. Nærheds- og

proportionalitetsprincippet anses derfor for overholdt.

4. Gældende dansk ret

I Danmark er de tre direktiver implementeret i følgende lovgivning:



Direktiv 2008/121/EF (omarbejdning af 96/74/EF af 16. december

1996 om betegnelser for tekstilprodukter) er implementeret i dansk

ret i bekendtgørelse nr. 516 af 3. juli 1998 om betegnelse og

mærkning af tekstilvarer.

Direktiv 96/73/EF af 16. december 1996 om visse metoder til

kvantitativ analyse af binære tekstilfiberblandinger og direktiv

73/44/EØF EØF af 26. februar 1973 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om kvantitativ analyse af ternære

tekstilfiberblandinger er implementeret i dansk ret i bekendtgørelse nr.

46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af

tekstilfiberblandinger.



5. Høring

Tidligere udkast til forordningsforslaget har været i høring juli 2008 og maj

2009. Der var begge gange meget få høringssvar og generel opbakning blandt

organisationerne til at forenkle lovgivningen til en samlet forordning og til at

forenkle proceduren for optagelse og godkendelse af nye fibernavne i

forordningen.

6. Andre landes holdninger

Der er generel opbakning fra de øvrige medlemsstater vedrørende ændringen

af de tre direktiver til en forordning. Endvidere er der opbakning til at forenkle

proceduren for optagelse og godkendelse af nye fibernavne i forordningen.

Endelig er der opbakning til, at Kommissionen inden for to år skal

undersøge, om anvendelsesområdet bør udvides, sådan som Europa-

Parlamentet har anbefalet. Der er dog ikke opbakning til at nævne i

forordningsteksten, præcis hvad Kommissionen skal kigge nærmere på om

to år, da dette vil fastlåse deres arbejde.

Der er ikke opbakning til at udvide forordningen allerede på nuværende

tidspunkt med mærkning, der informerer om, hvorvidt det enkelte produkt

indeholder animalsk materiale.

7. Foreløbig dansk holdning

Regeringen kan generelt tilslutte sig, at de tre direktiver ændres til en

forordning, da lovgivningsprocessen på området for tekstilmærkning mv.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

118/119

således forenkles væsentligt. Derudover bliver det nemmere og hurtigere for

virksomheder at få registreret nye fibernavne.

Regeringen kan endvidere tilslutte sig Europa-Parlamentets forslag om, at

Kommissionen inden for de næste to år skal undersøge, om

anvendelsesområdet bør udvides.

Regeringen kan derimod ikke tilslutte sig at udvide forordningen allerede på

nuværende tidspunkt med eksempelvis mærkning, der informerer om,

hvorvidt det enkelte produkt indeholder animalsk materiale. Alle forslag til

udvidelse af forordningen bør behandles samtidig i Kommissionens

undersøgelse af, hvorvidt forordningens anvendelsesområde skal udvides.

Ændringsforslagene omhandler blandt andet forslag om at udvide

forordningen med mærkning, der informerer om, hvorvidt det enkelte

produkt indeholder animalsk materiale, allerede på nuværende tidspunkt.

Herudover foreslås endvidere, at forordningen vedtages med en formulering

om, at Kommissionen inden for de næste to år skal undersøge, om

anvendelsesområdet bør udvides.

8. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Ændringen har ingen væsentlige lovgivningsmæssige og statsfinansielle.

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forordningsforslaget vurderes ikke at få samfundsøkonomiske konsekvenser.

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forordningsforslaget vurderes ikke at få administrative konsekvenser for

erhvervslivet.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forordningsforslaget har ikke tidligere været forelagt

Europaudvalg.

Folketingets

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

119/119

8. Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr.

479/2009 for så vidt angår kvaliteten af de statistiske data til brug ved

proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud

KOM(2010) 53 af 15. februar 2010.

Supplerende samlenotat eftersendes.