Samlenotat
5. september 2010
Dagsordenspunkt:
Kompromis om samlet pakke vedr. finansielt tilsyn
KOM(2009)499-503 og KOM(2009)576
Resumé
Det belgiske formandskab har sent om eftermiddagen fredag d. 3. september meddelt, at man på
det kommende møde i ECOFIN vil præsentere et forslag til kompromis med Europa-
Parlamentet vedr. pakken om et styrket finansielt tilsyn. Pakken af forslag omfatter etableringen
af tre nye EU-tilsynsmyndigheder for hhv. banker, værdipapirer/markeder og forsik-
ring/pension (EBA, ESMA og EIOPA), et europæisk råd for systemisk risiko (ESRB)
samt et omnibusdirektiv, der tilretter de eksisterende finansielle direktiver mhp. at tildele de nye
EU-organer konkrete beføjelser i den finansielle regulering. Formandskabets kompromisforslag
ligger umiddelbart tæt på formandskabets udspil til forhandlingerne med Europa-Parlamentet,
som blev forelagt d. 13. juli 2010 og som ECOFIN støttede.
Der henvises i øvrigt til samlenotater oversendt i forbindelse med Europaudvalgets møder hhv.
16. oktober 2009, 27. november 2009, 9. april 2010 og 9. juli 2010.
Nedenstående er udarbejdet på baggrund af Kommissionens forslag og formandskabernes kom-
promisforslag, herunder formandskabet nyeste kompromisforslag, som nedenstående giver et prio-
riteret uddrag af.
Baggrund
Kommissionen fremlagde den 23. september 2009 en pakke med forslag til en ny
europæisk struktur for finansielt tilsyn (ESFS). Pakken etablerer et organ for over-
vågning af makro-finansiel risiko (European Systemic Risk Board - ESRB), samt
separate EU-tilsynsmyndigheder ift. hhv. banker, European Banking Authority
(EBA), værdipapirer/markeder, European Securities and Markets Authority (ES-
MA) og forsikring/pension, European Insurance and Occupational Pensions Au-
thority (EIOPA). I forlængelse heraf fremlagde Kommissionen d. 26. oktober
2009 forslag til et såkaldt omnibus-direktiv, der tilretter flere af de eksisterende
sektordirektiver på det finansielle område og præciserer de områder, hvor de nye
EU-tilsynsmyndigheder foreslås at få konkrete beføjelser i de enkelte finansielle
direktiver.
ECOFIN opnåede politisk enighed om forslagene vedr. ESRB i oktober 2009,
vedr. de tre EU-tilsynsmyndigheder (EBA, ESMA og EIOPA) i december 2009
og om omnibusdirektivet i april 2010. Det spanske formandskab og senest det
belgiske formandskab har siden forhandlet med Europa-Parlamentet om et ende-
ligt kompromis om hele pakken. På ECOFIN d. 13. juli 2010 enedes ECOFIN
om et forhandlingsudspil, som søgte at imødekomme Europa-Parlamentet på en
række punkter, som indspil til formandskabets fortsatte forhandlinger med Euro-
pa-Parlamentet. Over sommeren og frem til seneste trialog d. 2. september 2010
er formandskabet nået til enighed med Europa-Parlamentet om et kompromis,