10. Samarbejds- og verifikationsmekanismen for Bulgarien og Rumænien
KOM (2010) 0400, KOM (2010) 0401
Nyt notat.
1. Resumé
Rådet ventes at vedtage rådskonklusioner om status for samarbejds- og verifikationsmekanismen for Bulgarien
og Rumænien med udgangspunkt i Kommissionens monitoreringsrapport for hvert af de to lande.
Rådskonklusionerne ventes at opfordre til hurtige resultater på de udeståender, Kommissionen har påpeget med
særligt fokus på Rumænien, hvor mængden af udeståender er størst. Der forventes som udgangspunkt ingen
substansdrøftelse.
2. Baggrund
Samarbejds- og verifikationsmekanismen indgik som en del af Bulgariens og Rumæniens EU-
tiltrædelse den 1. januar 2007. Mekanismen er med hjemmel i tiltrædelsestraktaten for de to
lande etableret ved to separate Kommissionsbeslutninger i efteråret 2006 og omhandler
udeståender på det retslige område, herunder bekæmpelse af korruption og organiseret
kriminalitet. Konkret har Kommissionen vedtaget 6 benchmarks for Bulgarien og 4
benchmarks for Rumænien. Kommissionen udarbejder i medfør af mekanismen to rapporter
årligt om de to landes overholdelse af de formulerede benchmarks. Mekanismen vil være i kraft,
indtil alle benchmarks er opfyldt.
Kommissionen offentliggjorde den 20. juli 2010 sine seneste rapporter under mekanismen for
de to lande. De to monitoreringsrapporter peger på fremskridt i begge lande, men understreger
samtidig, at der fortsat er væsentlige udeståender i begge lande, dog med en særlig
opmærksomhed rettet mod situationen i Rumænien.
I forhold til Bulgarien konkluderer rapporten, at der har indfundet sig et stærkt
reformmomentum siden Kommissionens sidste årlige rapport i juli 2009. Dette ses som tegn på
en stærk politisk vilje til at sikre en vidtrækkende reform af retssystemet. Dog mangler man
endnu at se aktørerne inden for retssystemet anvende den nye lovgivning og de nye procedurer
på mere konsistent og gennemført vis. Der er således brug for en professionalisering af praksis
inden for politi, anklagemyndighed og domstole særligt i relation til at se mere konsekvente
domsfældelser i sager, som involver højniveaukorruption og organiseret kriminalitet. Det
samlede indtryk er dog, at Bulgarien – såfremt det nuværende bulgarske engagement
opretholdes - er på rette vej. I den forbindelse roses Bulgarien for sit tætte samarbejde med
Kommissionen.
I forhold til Rumænien konkluderer rapporten, at der stadig er vigtige udeståender i Rumæniens
bestræbelser på at skabe fremskridt. I den forbindelse synes den nødvendige politiske vilje at
mangle. Således peger rapporten på, at det Nationale Center for Integritet, der spiller en central
rolle i bekæmpelsen af korruption, har fået stækket sine beføjelser med risiko for tilbagefald ift.
de fremskridt, som er opnået under mekanismen indtil nu. Lovgivning vedtaget siden