Nu skal jeg sige, at det ikke så meget var hr.
Jørgen Poulsens tale som tanken om, hvad fru Margrethe Vestager er i færd med i disse timer, der gør, at hun er usædvanlig meget savnet her i salen under den her debat.
Jeg tror, hun ville kunne gøre meget mere gavn her end der, hvor hun opholder sig nu.
Men det er jo det frie valg, man har.
Ellers vil jeg sige, at debatten i dag jo har vist, at der er store nuanceforskelle i den opfattelse, man har af klima- og energipolitikken i regeringspartierne og i forhold til regeringspartierne og deres parlamentariske grundlag.
I virkeligheden kan man vel sige, at som debatten har været indtil nu, har de største uenigheder været internt i den blok, hvis man lytter til, hvad der er blevet sagt.
Jeg ved ikke, om jeg kan bidrage til at lægge et andet snit, sådan at uenigheden internt blandt regeringspartierne og deres støtter kan fremstå mindre åbenlyst, men jeg skal da gerne forsøge i hvert fald at komme med nogle enkelte bemærkninger, som måske kan føre i den retning.
Det første, jeg vil sige, er, at jeg jo synes, det er meget spændende at høre det gentagne omkvæd fra Venstre om, hvor dyrt det vil blive, hvis oppositionen overtager ansvaret for energi- og klimapolitikken i Danmark.
Når man nu tænker på, at Venstre tilbage i 2003 lavede en aftale med bl.a.
A.P.
Møller om nordsøolien, som har vist sig at være baseret på, lad mig sige det på den måde, en meget urealistisk forventning til udviklingen i olieprisen og af samme grund har givet dem, der har koncessionerne til at hive vores olie, danskernes olie – og det er det jo – op af Nordsøen, en meget, meget stor ekstraindtægt, så må man sige, at hvis man dengang havde haft en lidt mere realistisk vurdering af oliepriserne eller måske havde ladet være med at binde sig til en opfattelse af, hvad oliepriserne ville være rigtig, rigtig mange år ud i fremtiden, så havde man der kunnet skaffe rigtig mange penge i statskassen, som det ville have været fornuftigt at anvende til at lave omstilling til vedvarende energi, til energibesparelser og andre tiltag, som gør os uafhængige af fossile brændstoffer.
Og det siger jeg vel vidende, at de drøftelser, der er i dag, og som jo i det hele taget foregår, også antyder, at pengene kunne bruges til andet.
Men jeg synes, det ville have været fornuftigt.
Desværre valgte man af ukendte årsager at lave en rigtig, rigtig dårlig aftale, der indtil nu har betydet, at de selskaber, som har koncessionerne i Nordsøen, siden 2003 har tjent omkring 77 mia.
kr.
mere, end de havde forventet, for så meget mere har de tjent end det, de indgik aftalen på basis af.
Og det er ikke, fordi de har hentet mere olie op, ikke fordi de har arbejdet hårdere, ikke fordi de har investeret mere, men fordi priserne er steget.
Og når man tænker på, at ingen jo er i tvivl om, at olien er Danmarks – det er udelukkende det, der handler om at hive den op, de får penge for – så kunne man nok godt have lavet en smartere aftale på det område.
Vi må jo så se på, om der findes muligheder for at rette op på den skade.
Jeg må sige, at man blandt dem, der lavede aftalen dengang, har gjort meget for at gøre skaden svær at rette op på.
Uden at det skal opfattes direkte uvenligt, vil jeg sige, at det måske havde været billigere at øge partistøtten med et tilsvarende beløb, som nogle partier får fra A.P.
Møller, end det har været at lave den her aftale.
Når det er en lille smule vigtigt at fokusere på det, er det jo, fordi den måde, hvorpå vi ikke har brugt vores indtægter fra nordsøolien til at forberede os på at blive uafhængige af olien, jo er et skoleeksempel på, hvor dyrt det kan være på lidt længere sigt at føre en forkert politik.
Og det synes jeg er værd at erindre sig i dag.
Så er det selvfølgelig også lidt interessant set i en anden sammenhæng, fordi en del af regeringens fremadrettede energipolitik – det kan umuligt være klimapolitik, det må være energipolitik, så regeringen opererer med en soleklar adskillelse mellem energi- og klimapolitikken – jo er, at man vil øge udnyttelsen af olien i Nordsøen.
Regeringen ved selvfølgelig godt, at man i FN-regi siger, at hvis vi skal overholde 2-graders-målsætningen og reducere CO
2
-udslippet, skal vi lade en ganske betydelig del af den olie, der ikke er hevet op, blive tilbage i undergrunden, men klimapolitiske målsætninger og 2-graders-målsætninger og den slags erstatter klimaministeren jo så med sund fornuft, som tilsiger, at den olie, der er i undergrunden, skal hives op.
Det bliver nok lidt spændende, når man for alvor begynder at fremføre det synspunkt offentligt, i internationale forhandlinger, også uden for Danmarks grænser, at det er holdningen.
Jeg synes, vi skal erkende, at det handler om at finde løsninger, som gør, at vi kan gøre os uafhængige af fossile brændstoffer og levere vores bidrag til at reducere CO
2
-udslippet.
Selv om jeg jo anerkender, at hr.
Per Dalgaard har ret i, at Danmark er et lille land – og det er godt at få det erkendt, også i Dansk Folkeparti, og nu får vi, kan jeg forstå, med nogle bomme også markeret, hvor lille landet er – så ændrer det ikke noget ved, at danskerne, hvis vi sådan tager os en for en, har et meget, meget stort CO
2
-udslip, og hvis man i alle lande i hele verden begyndte at have en livsstil og et forbrug, som svarede til det danske, ville det få ganske alvorlige konsekvenser i forhold til et øget CO
2
-udslip.
Og hvis vi ellers kan tro på videnskaben på det her område og ikke har nogen andre fakta, vi bruger, ja, så vil det også give alvorlige problemer i forhold til klimaforandringerne.
Alternativet til det her er jo så at sætte mere gang i energibesparelser, som er det første og i virkeligheden næsten det vigtigste, og som har det dejlige i sig, at godt nok kan det koste nogle penge, når man investerer i energibesparelser, men det giver mindre udgifter på længere sigt og er i grunden en rigtig god, gammeldags borgerlig disciplin.
Jeg kan i hvert fald huske, da jeg var yngre, at borgerlige altid talte om, at det var en borgerlig dyd, at man sparede.
Jeg ved ikke, om man nogen sinde har levet op til det i praksis, men det er i hvert fald en rigtig god idé at investere i det.
Så skal man investere i vedvarende energi.
Der kan man jo sige, at vi har vindkraften, som er det, der for tiden er mest fokus på.
Det er rigtigt, at det er lykkedes at lave en rigtig, rigtig dårlig aftale om prisen for havvindmølleparken ved Anholt.
Vi kan vel konstatere, at når det er sådan, at et pensionsselskab går ind og opkøber halvdelen af det til en solid overpris – og på spørgsmålet, om det nu er forsvarligt over for opsparerne, vil jeg sige, at det er rigtig forsvarligt, for der er ingen risiko, og man får en fortjeneste på det her, der næsten minder om den, man kunne få ved at være offensive spekulanter på aktiemarkedet – ja, så er der nok noget, der tyder på, at prisen er for høj, og derfor bliver vi selvfølgelig også nødt til at gå ind og se på, hvordan vi kan sikre, at vi fremover får finansieret vores investeringer i vedvarende energi på en måde, så det her bliver billigere.
Det har der indtil nu været en rapport fra et af disse utallige konsulentfirmaer der giver nogle bud på.
Jeg tror, at hvis man ikke altid startede med at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man kan fedte mest effektivt for investorerne, men også overvejede, om der var andre måder at skaffe penge på, så ville man kunne gøre det her langt billigere.
I hvert fald vil jeg for vores vedkommende sige, at det så også handler om at lave et langt bredere folkeligt engagement, også investeringsmæssigt, i udbygningen af den vedvarende energi.
Jeg er helt enig med fru Anne Grete Holmsgaard, der nævnte, at den måde, man har gjort det på indtil nu, ikke har virket efter hensigten, fordi der er tale om nogle ganske få mennesker, som så til gengæld har tjent ganske mange penge.
Det virker faktisk slet ikke opmuntrende ude i det danske landskab, når man kan se, at nogle ganske få mennesker tjener rigtig mange penge, mens man selv synes, at man har alle ulemperne.
Så det skal der gøres op med, og det bliver en af de vigtige opgaver at sikre, at vi får et langt bredere folkeligt ejerskab til de vedvarende energikilder, der kommer til at udgøre vores energiforsyning i årene fremover.
Så må vi også erkende, at det bliver vigtigt at fokusere på noget af det, som der ikke er blevet fokuseret ret meget på indtil nu.
Geotermi er et af områderne.
Her er det jo rigtigt, som der også er blevet sagt i debatten, at regeringen ligesom ved at komme med nogle ideer om, at der skal gives nogle penge til nogle forsøgsprojekter, så måske rammer ved siden af det, der er behovet, i hvert fald hvis man spørger dem, der gerne vil sætte gang i geotermi.
For de beder jo om at få en forsikringsordning, sådan at de kan gennemføre nogle investeringer, som kan være risikofyldte, uden at risikere, at hele varmeværket går fallit, hvis det viser sig, at man ramte ved siden af.
Og det er faktisk ganske vanskeligt ikke ind imellem at ramme ved siden af.
I gennemsnit er det en rigtig god forretning at investere i det, men for det enkelte varmeværk kan det godt være problematisk.
Vi har i Danmark også i meget, meget voldsom grad forsømt at give solenergien bedre vilkår.
Det kan jo godt være, at der ikke skal så meget mere til nu end at lave en mulighed for, at man udbygger den ordning, der handler om, at elmåleren kan køre baglæns, sådan at den kan blive udvidet til at omfatte en bredere målgruppe og kan få et større omfang, og at man på den måde kan nøjes med en forholdsvis enkel ordning.
Men jeg tror i hvert fald, det også er en af de ting, der bliver meget fokus på.
Jeg syntes, det var spændende, at hr.
Per Dalgaard nævnte, at man kunne udvide PSO-afgiften – som vistnok hverken er en afgift eller en skat, og som derfor kan sættes op, uanset om man har skattestop eller ej – til at omfatte andre områder end el.
Det er jeg helt enig med hr.
Per Dalgaard i, og jeg vil endda gå endnu længere end SF’s fru Anne Grete Holmsgaard, som sagde, at man kunne udvide det til varmeområdet, og sige, at man også kunne udvide det til at omfatte transportsektoren.
Kendsgerningen er jo, at vi intet har gjort, der for alvor kan reducere CO
2
-udslippet på transportområdet, på trods af at vi har noget så fint som et grønt transportforlig, som alle partier undtagen Enhedslisten er med i.
Til gengæld ved alle også godt, at det ikke betyder, at transportsektoren kommer til at leve op til CO
2
-målsætninger i forhold til at reducere udslippet.
Så det er, synes jeg, en rigtig god og spændende tanke, at vi altså også ad den vej kan skaffe flere penge til omstillingen til vedvarende energi.
Det gode ved det – og det skal være min sidste bemærkning, inden formanden bliver utålmodig – er jo, at det var rigtig dejligt, at Klimakommissionen kom med en rapport, der viste, at det, oppositionen sagde, kunne lade sig gøre, og at det også hang sammen økonomisk.
Det ville også have været underligt, hvis de var kommet med noget andet, for der var, inden den rapport kom, et utal af rapporter, som viste præcis det samme.
Så derfor er det måske lidt ærgerligt, at der skulle sådan en rapport til, før erkendelsen kunne brede sig, i hvert fald i dele af regeringspartierne og måske næsten ind i dele af det parlamentariske bagland for regeringen.