Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om det nordiske samarbejde 2009-2010.

(Anmeldelse 06.10.2010. Redegørelsen givet 06.10.2010. Meddelelse om forhandling 06.10.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet som ordfører, er fru Marion Pedersen, og der er 10 minutters taletid.

Først vil jeg gerne takke ministeren for et godt samarbejde og for en god, kort og præcis redegørelse. Det er desværre ikke så ofte, vi diskuterer Nordisk Råd her i Folketingssalen, men så meget desto bedre er det, at vi så gør det nu, 3 uger før vi skal til session i Reykjavik. Det gode og tætte samarbejde, der har været mellem ministeren, Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd lover godt for fremtiden. Udarbejdelsen af det kommende budget har været en lakmusprøve, synes jeg, på dette samarbejde og med stor succes, synes jeg, da de ændringer, vi i budgetgruppen ønskede, blev imødekommet. Det har vi ikke været så vant til i Nordisk Råd, vil jeg sige.

Der har været megen fokus på globaliseringsinitiativet i de forløbne år, og det vil der også blive i de kommende mange år, da det jo er et yderst vigtigt område – ikke bare for Danmark, men for hele Norden. Her er virkelig et område, hvor vi i fællesskab kan udrette meget mere end hver for sig. Der er ikke tid til at komme ind på alle de emner, som vi i Nordisk Råd har beskæftiget os med, men jeg vil prøve at komme omkring så mange som muligt på den tid, jeg har til rådighed, og så håber jeg, at mine kollegaer måske dækker nogle af de områder, jeg ikke når.

Under globaliseringshatten har der bl.a. været fokuseret på en grøn erhvervsstrategi, og også klima- og miljødebatten har været stærkt repræsenteret, ved at man forlængede den nordiske klimagruppes mandat. Den fælles branding af Norden ved Expo 2010 i Shanghai med en klima- og energidag er et andet af de tiltag, jeg hilser velkommen. Vi er i Norden meget langt fremme på disse områder, og derfor er det meget vigtigt, at vi også kommer ud i verden med det. På globaliseringsforummet i maj understregede de nordiske statsministre også vigtigheden af to fremadrettede strategier henholdsvis på det nordiske elmarked og i form af nedsættelsen af en taskforce, som skal komme med forslag vedrørende grøn vækst. Igen er det tiltag, som det virkelig giver mening at gå sammen om som region, fordi det vil give vækst og fremgang i hele Norden.

Uddannelse har også været et stærkt punkt i det forgangne år og vil fortsat være et af dem, vi skal fokusere på. Det er viden og det høje uddannelsesniveau i Norden, der skal skaffe os mad på bordet i fremtiden. Vi kan ikke konkurrere med østlandene og de asiatiske lande på lave lønninger. Derfor er det afgørende, at vi får udviklet det, der er mellem ørerne på os alle sammen. Her er det også vigtigt, at vi ser på den demografiske udvikling, der sker i Norden, og støtter op om yderområderne.

Grænsehindringer har i år som i de forgangne 20 år været et højt prioriteret emne. Der er i sommer nedsat en ekspertgruppe under Ministerrådet for Arbejdsliv, som det næste halvandet år vil gennemgå området vedrørende social sikring og beskyttelse, og der skal her lægges vægt på, at dér, hvor der er hindringer, som ikke kan fjernes, skal vi sørge for, at der sker en ordentlig oplysning, så man i hvert fald ved, hvad man går ind til, hvis der er en hindring. Man har heldigvis også ligeledes forlænget grænsehindringsforummets mandat indtil 2013.

Vi har i Nordisk Råd særlig gjort ministeren opmærksom på, at der ofte opstår nye hindringer, når landene implementerer lovgivningen forskelligt, og det er jeg sikker på at Nordisk Ministerråd, nu hvor vi har gentaget det adskillige gange, vil være meget opmærksom på.

Med hensyn til budgettet har jeg allerede omtalt, at vi på det første møde har haft en god og konstruktiv dialog. Vi er ikke færdige, men jeg er sikker på, at enderne i år kan nå hinanden lettere end tidligere år, da det budgetforslag, vi fik, allerede fra starten af havde taget højde for de ting, vi i Nordisk Råd fokuserer på. Det vil jeg gerne endnu en gang takke ministeren for. Vi har også fået lovning på, at det bliver lettere at gennemskue regnskabet fremover, hvilket også vil bidrage til, at det bliver lettere for Nordisk Råd at prioritere og eventuelt omlægge budgetterne på en mere fornuftig og gennemskuelig måde.

Vi kan ikke tale Nordisk Råd uden også at komme ind på arktisk samarbejde. Der sker enormt meget i det arktiske område i disse år, ikke mindst på grund af klimaforandringerne. Det er en utrolig stor udfordring, som vi bør være meget opmærksom på.

Vi skal både forbedre levevilkårene for dem, der bor i området, og støtte dem, når de skal træffe de svære beslutninger, der er, f.eks. i forbindelse med udvinding af diverse råstoffer. Dels er der hele den miljømæssige side af udvindingen af råstoffer, som bliver mulig, når isen forsvinder, men også udfordringen med den øgede trafik af krydstogtskibe i farvandet, hvis dybder ikke er opmålt endnu, og det meget lille beredskab der er, hvis en ulykke opstår.

Vi kan selvfølgelig selv gøre meget via Arktisk Råd, men også gennem den internationale skibsorganisation skal vi sammen i Norden presse på for, at vi får nogle ordentlige regler, som gælder for alle.

På økonomi- og finanspolitikområdet har der jo som bekendt været en del udfordringer. Den krise, der har ramt hele verden, har ramt meget forskelligt i de nordiske lande, og det har vi også haft mange gode debatter om i Nordisk Råd. Det nordiske projekt om bekæmpelse af international skatteunddragelse, som vi startede i 2006, er fortsat en succes. Vi har i den anledning høstet ros fra OECD, og vi har nu indgået aftaler med næsten 30 lande, og flere er på vej. Dermed er de nordiske lande blandt dem, der har indgået flest aftaler.

Jeg synes, det er endnu et vigtigt område, hvor vi står bedst samlet som region. Pengestærke folk og firmaer skal ikke kunne shoppe fra land til land og lade ubetalte skatteregninger ligge tilbage efter sig.

Det retspolitiske samarbejde udvikles også hele tiden. Rent praktisk sker det ved et tæt samarbejde om organiseret kriminalitet mellem vores politi- og toldmyndigheder og i en udvidet gruppe i østersøtaskforce, hvor også de baltiske lande og Tyskland og Rusland deltager.

Det sidste, jeg vil komme ind på, er menneskehandel. Her har Nordisk Ministerråd forstærket det regionale samarbejde i Norden og også med de andre nabolande. Vi kan nå meget længere, hvis vi står sammen om dette, og jeg er sikker på, at fru Line Barfod vil tage det op under sit indlæg, da det heldigvis er lykkedes os at få hende placeret på formandsposten for BSPC, altså den baltiske forsamlings arbejdsgruppe, som har fokus på netop dette område i år. Vi kan og skal ikke stiltiende se på, at der foregår handel med mennesker i vores lande, og igen vil sammenhold gøre os stærkere og give os mulighed for at agere samlet.

Afslutningsvis vil jeg sige, at hele ideen med det nordiske samarbejde er, at da vore lande langt hen ad vejen har en fælles historie, ligner hinanden kulturelt og har samme type velfærdssamfund, giver det god mening at arbejde tæt sammen på at give vore befolkninger de bedste betingelser for at stå godt rustet i fremtiden. Internt i Nordisk Råd bruger vi ofte udtrykket, at det skal give en nordisk merværdi for borgerne. Det er sådan et lidt fancy udtryk, det kan virke lidt underligt på folk, som ikke arbejder i Nordisk Råd, men alle os, der er i Nordisk Råd, ved nøjagtig, hvad vi hver især mener, når vi bruger det udtryk. Det arbejde, vi sætter i gang i Nordisk Råd, skal virke, hvis vi fortsat skal regne med, at skatteyderne synes, det er en god idé at bruge penge på det nordiske samarbejde. Det skal give mening for den enkelte borger i Norden, at vi laver nogle ting sammen, de skal kunne mærke forbedringerne.

Som sagt er der mange andre områder, jeg kunne nævne, men jeg håber, at de bliver dækket af mine kollegaer fra de andre partier.

Tak til fru Marion Pedersen. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Henrik Dam Kristensen.

Jeg skal orientere om, at kun hvis man ønsker ordet fra sin plads, skal man trykke på sin skærm, når man ønsker ordet.

Værsgo.

Også jeg vil gerne sige tak til ministeren både for samarbejdet og redegørelsen og allerede her fra starten indikere, at sidst vi mødtes her i salen, og det var i torsdags i forbindelse med åbningsdebatten, blev det en sådan meget klar debat imellem regeringen og oppositionen. Jeg tror ikke, vi kan svinge os helt så højt op i dag, men mindre kan vel også gøre det.

Jeg vil i øvrigt gerne benytte lejligheden til at sige, da jeg nu står her som repræsentant for Socialdemokratiet, at det jo igennem mange år var hr. Niels Sindal, der gjorde det. Hr. Niels Sindal har valgt andre arbejdsopgaver, og jeg synes sådan set, der er grund til at takke ham for lang tids indsats i det nordiske samarbejde. Man siger somme tider om trafikpolitikere, at de kender hvert eneste sving på tognettet og hver eneste jernbanebro i Danmark, og om hr. Niels Sindal kan man vel sige, at han kender hver eneste skibsrute i de arktiske egne, for er der nogen, der har vist sit engagement, så er det hr. Niels Sindal.

Grundlæggende er vi som sagt enige i redegørelsen. Jeg vil trække nogle enkelte punkter frem.

Først om punktet globalisering må jeg sige, at det er den store satsning. Vi har også undervejs haft diskussionen imellem ministerrådet og parlamentarikerne, og den handlede mest om økonomien og budgettet og vel egentlig ikke så meget om, at der skulle satses i forhold til det nordiske samarbejde. Jeg tror stadig væk, der er lidt utilfredshed med det, statsministeren føles at have tilranet sig nogle penge, men på den anden side er der vel også en eller anden form for enighed.

Når jeg synes, det er vigtigt, at vi prioriterer de udfordringer, der er i forbindelse med globaliseringen, er det, fordi vi, som det også fremgår af det arbejde, der pågår, skal være opmærksom på det, der er de nordiske styrkepositioner: uddannelse, forskning, informationsteknologi osv. Så jeg synes helt klart, at det er rigtigt, at der bliver satset i forhold til globaliseringen.

Men jeg vil gerne sige til ministeren og andre: Pas nu lidt på og sørg for, at det sikres, at alle får ejerskab til det her. Jeg tror, at viljen er der både hos parlamentarikerne og ministeren. Men hvis det her skal nytte noget og give en merværdi, skal vi komme ud over den budgetdiskussion, der har været indtil nu, og ind til kernen af det, det handler om, nemlig en merværdi i forhold til det nordiske samarbejde, så vi alle sammen føler et ejerskab til det.

Det andet, jeg vil trække frem, er det om grænsehindringer. Det har jo efterhånden kørt i mange år, og der er ingen tvivl om, at der kan oplistes en masse succeser med det, og jeg er glad for, at det nu er blevet fastlagt, sådan at det fortsætter i en årrække frem. Det er rigtigt at gøre det. Men det, man også skal huske på her, er, at det i forbindelse med grænsehindringer jo i bund og grund også handler om, at vi kan få noget mere vækst og dynamik i regionen. Når vi snakker eksport, taler vi meget om Tyskland og kigger på Fjernøsten osv. Det er også fint nok, men hvis vi kigger på den værdi, der ligger i de nordiske landes samhandel, vil vi se, at her er der virkelig meget at tage fat på. Og der er ingen tvivl om, at jo mere ubureaukratisk vi kan gøre det, jo mere dynamik og ny vækst kan vi skabe, så også set i lyset af det er grænsehindringer noget helt afgørende. Jeg skal vende tilbage til det på et senere tidspunkt.

Med hensyn til budgettet vil jeg sige, at jeg synes, der har været en god dialog med ministeren. Jeg synes, der har været lydhørhed med hensyn til det, vi som delegation er kommet med, og jeg tror også, det er vigtigt, at vi tager det alvorligt. Jeg er blandt dem, som synes, at vi skal prioritere det nordiske samarbejde, og jeg er blandt dem, som synes, at det også er fint, at der bliver brugt penge, i og for sig også mange penge, på området, men vi skal også kunne dokumentere, at det har en merværdi for de enkelte lande. Hvis vi ikke kan dokumentere det, men får det her til at fremstå som noget, som ikke er nemt at gennemskue, skyder vi i realiteten os selv og dermed det nordiske samarbejde i foden. Så det her er ikke et forsøg på at komme efter nogen, det er i realiteten et forsøg på at sikre, at der er gennemsigtighed i tingene. Og så skal vi selvfølgelig huske på, at det rent faktisk er sådan, at man skal følge rådets anbefalinger, hvis der ikke er særlige omstændigheder, der gør sig gældende – det er faktisk artikel 64 i Helsingforsaftalen. Så rådet har indflydelse og skal have indflydelse.

Vi har gjort nogle fremskridt, men ikke nok, vi skal fortsætte med at gøre det.

Så kommer jeg til det, der måske lidt er min kæphest – og jeg oplever, at der måske oven i købet er nogle, der er ved at være lidt trætte af at høre om det – nemlig samarbejdet om forbrugerpolitikken. Min påstand er, at det, siden det officielt blev nedlagt i 2005, fungerer stedmoderligt. Jeg har godt hørt andre sige, at det kan fungere på den ene og på den anden måde, men sådan opleves det i hvert fald ikke af os, der arbejder med det. Det opleves heller ikke sådan af organisationerne, hvad enten det er forbrugerorganisationerne eller erhvervsorganisationerne.

Jeg vil gerne sige til ministeren, at når jeg har været optaget af det her, er det, fordi jeg altid er optaget af at finde nogle områder, hvor det nordiske kan være med til at give en merværdi, og det tror jeg rent faktisk i en globaliseret verden at forbrugerspørgsmål kan. Jeg tror ikke på, at vi altid er enige i de nordiske lande, imellem landene og imellem de politiske partigrupper, men når det præcis gælder forbrugerspørgsmål, så tror jeg, det er vigtigt, at det er os, der er eksponent for de fælles pejlemærker i de globale sammenhænge og ikke mindst i EU.

Så min interesse for det her er sådan en dobbelt interesse. Det første, jeg er optaget af, er, at vi får sat det på dagsordenen ud over de nordiske lande, for det er der rent faktisk ikke så mange andre der vil og kan. Det andet, jeg er optaget af, er grænsehindringerne, og dem vil jeg nu vende tilbage til. Jeg har lidt på fornemmelsen, at vi på den ene side har nogle, der kæmper for at fjerne nogle grænsehindringer, og så har vi på den anden side nogle grænsehindringer, som opstår, fordi der ikke er en god nok koordination imellem de nordiske lande, når vi skal implementere de mange direktiver, der kommer specielt i forbindelse med det indre marked. Jeg har ikke nogen speciel dokumentation for det, men jeg har en klar fornemmelse af det. Jeg har tilbagemeldinger fra både erhvervslivets organisationer og fra forbrugerorganisationer, og hvis der er et gran af sandhed i det, er det jo helt tåbeligt, og så er det, jeg synes, vi skal prøve at tage fat på det.

Så skal jeg sige til slut her, at det, jeg har oplevet igennem de mange år, jeg har beskæftiget mig med europæisk politik, er, at det forandrer sig. Det er meget naturligt, at det er sådan. Da jeg startede med at være medlem af Ministerrådet, var vi 12 lande, der sad i Ministerrådet. Så blev vi 15 lande, og nu er der så 29 lande, og vi er måske undervejs til at blive et par og tredive lande. Jeg har meget tydeligt oplevet, at det europæiske samarbejde i højere grad udvikler sig til også et regionalt samarbejde. Jeg tror ikke, vi skal bruge ret lang tid på at finde masser af eksempler på, at regionalt samarbejde har haft stor betydning, eksempelvis for Middelhavsregionen. Jeg mener faktisk ikke, at en af de ting, der kan være med til at give det nordiske samarbejde en merværdi, er, at vi desperat, hver eneste gang der er en EU-dagsorden, partout skal være enige i de europæiske lande. Men der er rent faktisk, og det synes jeg selv jeg har oplevet, i mange situationer steder, hvor vi faktisk er enige om i al fald en overordnet dagsorden, og derfor tror jeg på, at vi skal blive bedre til at samarbejde og til at koordinere EU – og måske hele Østersøsamarbejdet – i en europæisk kontekst.

Jeg tror rent faktisk, at der også er folkelig forståelse for det nordiske samarbejde. I en tid, hvor globaliseringen buldrer frem, er det rart at have nogle venner lidt tæt på, som man langt hen ad vejen føler man kan stole på, og som man føler en eller anden form for fællesskab med. Det er jo ikke noget, vi skal ud at dyrke kunstigt og opfinde kunstigt, vi har det naturligt i det nordiske samarbejde. Derfor er det for mig vigtigt, at vi fastholder det nordiske samarbejde, men det er også meget vigtigt, at den enkelte borger i måske højere grad end i dag oplever det nordiske samarbejde som noget konkret. Det gør de ikke, ved at vi spiser mange gode middage og har mange gode kulturbesøg og alt muligt andet. Det er fint nok, jeg fornægter ikke det, men jeg tror, det er vigtigt, at vi får sat også konkrete politiske ting på dagsordenen, så befolkningerne oplever, at det nordiske samarbejde rent faktisk også gør en forskel i den globale udvikling, og her er der ret meget at tage fat på.

Jeg skal slutte af med at sige tak for redegørelsen, tak for samarbejdet, og specielt på det personlige plan glæder jeg mig til det samarbejde, der skal være næste år, som jeg har på fornemmelsen i hvert fald på nogle strækninger bliver lidt arbejdsomt.

Tak til hr. Henrik Dam Kristensen. Så er det hr. Henrik Brodersen som ordfører.

Jeg vil såmænd også starte med at takke ministeren for redegørelsen og for det samarbejde, vi har haft i det forgangne år. Rigsfællesskabet har jo haft formandskabet her i 2010. Grønland, Færøerne og Danmark har i samarbejde fået skabt en ordentlig fremtid. Det har alle været med til at bidrage positivt til. Det hilser jeg velkommen.

Det har været globaliseringen og den økonomiske krise, som har stået i højsædet, med god grund. Det er nu engang den verden, vi lever i. Det gælder om at få sat Norden på verdenskortet og vise bæredygtighed og fremsynethed, alt lige fra uddannelse, erhvervsstrategi, klima, miljø, beskæftigelse til ligestilling, og kan vi så samtidig få sat en grøn vinkel på alle projekterne, er det kun en gevinst mere.

Hvad angår krisen i Norden og især i Island, er der sagt meget de seneste år. Jeg skal undlade at sige mere her, men vil bare konstatere, at det trods alt går i den rigtige retning efter flere års tilbagegang.

Grænsehindringer er jo mange ting. Formandskabet og flere udvalg har i Nordisk Råd haft sat fokus på grænsehindringer. Nogle grænsehindringer opstår jo kun, fordi man i landene fortolker regler og love på forskellige måder. Hver gang vi kan få gjort op med en eller anden lille tåbelighed i den her sammenhæng, ja, så bliver det nemmere at være nordbo. Vi skal på alle måder prøve at nå sammen. Vi skal bruge hinandens uddannelser og kompetencer, men også gøre det nemmere at bo, at købe, sælge og leve i Norden. Om det så gælder sociale ydelser eller for den sags skyld pant på flasker og dåser, uden at det dog skal sammenlignes, er det også et skridt på vejen.

Det arktiske samarbejde er nok en af de største udfordringer, rigsfællesskabet står over for. Her tænker jeg først og fremmest på klimaforandringerne og det, de fører med sig. Bare for at nævne én ting vil jeg nævne skibsfarten. Den øgede sejlads med både gods- og krydstogtskibe med mange tusinde mennesker om bord og med et farvand, som er ukendt og slet ikke målt op, er der stor risiko for katastrofer og massedød for både mennesker og dyr.

Det er et stort område uden reel redningstjeneste, redningstjenesten kan i bedste fald nå frem i løbet af 1 døgn. Tænk bare et par dage tilbage, hvor et passagerskib brød i brand kun 10 km syd for Lolland, og hvor dansk og tysk redningstjeneste er til stede på kort tid og på lykkelig vis får reddet alle personer om bord. Men efterfølgende må de bare stå og se, at ilden tager over, og redningsmandskabet må lade skibet udbrænde.

Det skete i dansk farvand bare 10 km fra kysten med masser af skibe og beredskab. Hvad kan der så ikke ske oppe i det høje nord med langt til alting? Så det er virkelig et område, vi skal finde internationale løsninger for, og det skal gå hurtigt.

Lad mig så også takke for det, der allerede er gjort, og for det store arbejde, som vores tidligere formand for den danske delegation, hr. Niels Sindal, har lagt i kraft af sin kæmpe viden på området og sit engagement, et arbejde og en viden, jeg ser op til og gerne vil takke ham for at have delt ud af.

Så til den nye formand vil jeg sige: Der er noget at leve op til, vi forventer meget af den nye formand, så ved formanden det.

Nu er der jo meget andet i det nordiske samarbejde, som hele tiden er til diskussion, og hvor der er mulighed for et større udbytte. Her tænker jeg på kulturområdet med bl.a. de store forfattere og filmfolk, som vi kan støtte op om. Jeg tænker på miljøet, hvor Norden også er foregangsland til gavn for hele verden. Og jeg tænker på sundhedsområdet både med uddannelse og forskning, læger og sygeplejersker, og hvor Danmark er i særklasse, hvad angår uddannelsespladser for det øvrige Norden. Men vi skal også have gjort op med læger, der fejlopererer i ét land og uden videre kan fortsætte i et andet nordisk land dagen efter. Det kan vi simpelt hen ikke leve med, i særdeleshed ikke, hvis det går rigtig galt.

Hvad angår indvandrings- og asylpolitikken, har vi i Nordisk Råds Medborgerudvalg haft stor fokus på et større og stigende fænomen, som hedder uledsagede mindreårige. Det er børn, som kommer alene til Norden, og som så lige pludselig er væk igen, uden at vi fra myndighedernes side ved, hvor de bliver af. Finder de deres familier og får en ny start på livet? Bliver de optaget i bander og bliver brugt til kriminalitet? Eller værst af alle scenarier: Bliver de solgt til prostitution verden over? Vi ved det simpelt hen ikke. Så her har vi en opgave ud over alle grænser i mere end en forstand. De fortjener vores hjælp og vores støtte til et bedre liv.

Til sidst vil jeg gerne takke ministeren og deltagerne i den danske delegation for hver især at have bidraget til et bedre Norden.

Tak til hr. Henrik Brodersen. Så er det hr. Kristen Touborg som ordfører.

Jeg vil også gerne takke ministeren for redegørelsen om det nordiske samarbejde i perioden 2009-10.

Når man læser redegørelsen, får man et ganske pænt helikopteroverblik over de forskellige aktiviteter, der har været sat i værk i den pågældende periode. Alting ser tilsyneladende pænt og nydeligt ud overordnet set, og der er da også mange formuleringer i redegørelsen, som vi i SF er ganske enige i. Det handler bl.a. om, at det nordiske samarbejde er betydningsfuldt og stærkt forankret i befolkningen. Samarbejdet med mange frivillige bidrag til at knytte bånd mellem de nordiske lande berører mange områder af samfundet og derved mange nordiske borgeres virksomhed i deres hverdag.

Jeg vil godt knytte nogle generelle kommentarer til nogle af de forskellige indsatsområder, som er omtalt i redegørelsen. Heller ikke jeg kommer rundt omkring det hele, men tager nogle stykker ud og kommenterer dem.

Med hensyn til den nordiske globaliseringsindsats er vi tilfredse med, at vi ruster Norden bedre til at håndtere globaliseringens udfordringer og muligheder, og at indsatsen bygger på nordiske styrkepositioner som veludviklede uddannelsessystemer, ekspertise på forskning, evnen til at udnytte informationsteknologi og kreativitet på innovationsområdet.

Det arktiske samarbejde er efter vores opfattelse uhyre vigtigt. Vi ved, at der kommer til at ske rigtig meget med udviklingen i Arktis, både hvad angår klimaændringer og hele spørgsmålet om de oprindelige folks levevilkår samt økonomiske og kulturelle udviklingsmuligheder. Det er et vigtigt fokusområde, og derfor var det også ret skuffende, at statsministeren kun havde nogle ganske få ord om regeringens arktiske politik med i sin åbningstale i Folketinget her i sidste uge.

Østarbejdet finder vi også er en vigtig del i det nordiske samarbejde, og det er rigtig udmærket med fælles aktiviteter, og at disse aktiviteter indarbejdes i så vel Nordisk Ministerråd som i de enkelte fagministres aktiviteter.

Vedrørende ungdomsarbejdet vil jeg sige, at ligesom vi i Danmark har en stor udfordring med at fastholde befolkningen og skaffe beskæftigelse i yderområderne, ja, så gælder samme udfordringer naturligvis også i Nordens yderområder, og jo mere vi kan inspirere hinanden og lære af hinanden på det her vanskelige område, desto bedre er det.

Med hensyn til ligestilling vil jeg sige, at i Nordisk Råds Medborger- og Forbrugerudvalg har man stillet forslag om, at der skal udarbejdes en mangfoldighedspolitik inden for det nordiske samarbejde, der også skal omfatte ligestilling og ligebehandling med hensyn til køn, etnisk oprindelse, religion, tro, handicap, alder og seksuel orientering. Vi har ikke ønsket, at man laver ligestillingspolitik på den måde, sådan at det skal indgå som en integreret del af en mangfoldighedspolitik, fordi vi mener, at det svækker den kønsmæssige ligestilling. Vi ønsker faktisk ikke, at man skal få det til at fungere som en slags skyggetante. Derfor har den venstresocialistiske gruppe ikke være indstillet på, at man gjorde det på den facon. Men nok om det.

Hvis vi nu lige et øjeblik forlader den politiske helikopter og bevæger os derhen, hvor man som parlamentariker får et dybere indblik i de konkrete sager, som der arbejdes med i de forskellige udvalg, så er der desværre også skønhedspletter, som vi gerne ville have været foruden. Jeg er medlem af Kontroludvalget, og vi har bl.a. set på, at der er en kolossal masse projekter, faktisk mellem 1.000 og 2.000, som kører fra år til år, og hvor man har meget vanskeligt ved at gennemskue, hvad det egentlig er, der er hele grundlaget for den måde, som pengene bliver brugt på. Vi er nok ved at få en overenskomst om, at det skal der gøres noget ved, fordi det overhovedet ikke tjener noget formål, at det hele bliver så uoverskueligt, så ingen kan finde ud af, hvad det egentlig er, der ligger bagved.

Et andet område, som Socialdemokratiets ordfører også lige var inde omkring, vil jeg også lige rundt omkring, og det er forbrugerpolitikken. Vi var også blandt dem, der sagde for år tilbage, da man ændrede strukturen, at det nok ville gå ud over forbrugerpolitikken, når man nedlagde det som et eksakt ministerområde, og den frygt er desværre blevet bekræftet.

Jeg vil godt give et enkelt eksempel fra mit andet udvalg, Miljøudvalget. Vi har i flere år arbejdet på at få fælles pant på emballage, så vi kunne undgå de problemer, der er i de forskellige lande, når det købes i Sverige og overføres til Norge, når det købes i Tyskland og det overføres til Danmark osv. Men det er meget, meget vanskeligt at komme nogen vegne. Jeg tror, at hvis vi havde haft et regulært ministerråd på området, ville vi nok alligevel kunne have kommet noget længere. Det er selvfølgelig stadig væk mit håb, at vi også kommer et skridt længere og får løst den sag også, men det er godt nok meget langsommeligt, når der ikke er et ministerråd eller en minister, man kan tage fat i og sige, at det er nu, der skal ske noget.

Hvis jeg skal rundt omkring den lidt mere negative del, og det skal jeg også, så er der især én sag, der påkalder sig opmærksomhed for Danmarks vedkommende. Jeg vil faktisk nærmest betegne det som en skamplet. Det er den sag, der handler om, at Danmark som praksis hjemsender nordiske statsborgere, hvis de får brug for sociale ydelser. I f.eks. Finland, Island, Norge udviser man kun nordiske statsborgere, hvis disse enten er dømt for strafbare kriminelle handlinger eller udgør en trussel mod samfundssikkerheden. Derfor har det været pinligt for det nordiske samarbejde, at Danmark kommer til at brillere med sin nidkære og usolidariske praksis, som man har indført. Vi har tidligere stillet skriftlige spørgsmål til både statsministeren og integrationsministeren i sagen, uden at der er kommet noget ud af det. Og som noget helt uhørt har integrationsministeren for kort tid siden nægtet at mødes med Nordisk Råds Medborger- og Forbrugerudvalg. Hun gav den besked, at hun intet behov så for sådan et samråd. Det kunne jo tænkes, at Nordisk Råds medlemmer havde brug for sådan et samråd, og jeg vil godt spørge samarbejdsministeren, om det er den linje, som hun synes regeringen skal lægge i Danmark.

Nu står sagen imidlertid der, hvor De Radikale, Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF har indkaldt integrationsministeren til et åbent samråd i Folketinget, hvor ministeren bl.a. skal gøre rede for de aftaler, der ligger til grund for de nordiske landes samarbejde om de nordiske borgere, herunder disses rettigheder ved ophold i de nordiske lande, som de ikke er statsborgere i. Kønt er det ikke, og i Nordisk Råd mener mange faktisk, at Danmark handler i strid med den nordiske konvention, når nordiske statsborgere udvises, fordi de ikke kan forsørge sig selv. SF mener faktisk ikke, at Danmark er på rette kurs i den konkrete sag, og det er i hvert fald ikke den slags handlinger, der bidrager til at knytte bånd mellem de nordiske lande, som man ellers også ifølge den her redegørelse i indledningen lægger meget vægt på.

Derfor vil jeg meget stærkt opfordre samarbejdsministeren til, at ministeren vil lægge op til et samarbejde om, at Danmark nu begynder at sigte efter en fælles nordisk kurs, så vi kommer på omgangshøjde med de øvrige nordiske lande. Derfor håber jeg da også, at ministeren her i dag vil benytte lejligheden til at knytte nogle kommentarer til den konkrete kritik, som jeg har rejst her.

Tak til hr. Kristen Touborg. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører.

Da den konservative ordfører, hr. Jørgen Lundsgaard, desværre ikke har mulighed for at være til stede her i dag, skal jeg fremføre følgende på hans vegne:

Først og fremmest vil jeg gerne som de andre ordførere takke ministeren for redegørelsen. For os Konservative er arbejdet med globalisering og en grøn klima- og erhvervsstrategi meget vigtigt. Det understøttes af de nordiske globaliseringsinitiativer, hvor energi har en central rolle.

Topforskningsinitiativet retter sig bl.a. imod nye energieffektive teknologier gennem et øget samarbejde mellem myndigheder, forsknings- og innovationsmiljøer samt erhvervslivet. Initiativer vedrørende energi og transport skal øge effektiviteten og udviklingen af grønne drivmidler til transportsektoren.

Vi har en vision om elbiler i Norden, og vi vil gerne skabe en webportal, som udstiller nordisk teknologi, forskning og vore løsninger angående bæredygtigt energiforbrug. Den skal også skabe synergi mellem de nationale udviklingsprogrammer og bidrage til, at Norden kan blive en ledende region inden for klima og energi.

Det danske formandskab har også sat fokus på klimavenlige løsninger i de arktiske egne og tyndtbefolkede områder med miljøvenlig transport, vedvarende energi, energieffektivisering og velfungerende energimarkeder. Det er derfor glædeligt, at statsministrene allerede har vedtaget to fremadrettede projekter. Det første omhandler udvikling af det nordiske elmarked, og det andet drejer sig om en nedsættelse af en taskforce for grøn vækst.

Centralt i de nordiske velfærdssamfund står også uddannelse. På uddannelses- og forskningsområdet eksisterer der et stærkt nordisk samarbejde. Danmark har vægtet, at det styrkes yderligere. Nordiske uddannelser skal fortsat være i verdensklasse, men vi skal også have nabosprogsindlæring, øget forskermobilitet samt tættere forsknings- og innovationssamarbejde.

Derudover bør vi prioritere følgende: et øget nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål, herunder råstofudvikling; en indsatsenhed for militær og civil stabilisering; et nordisk havovervågningssystem; et satellitovervågningssystem; og en nordisk katastrofeenhed for miljø- og skibskatastrofer.

Alt i alt er vi altså allerede nået langt, og vi sætter pris på den gode ånd og vilje, der er i det nordiske samarbejde, som vi støtter.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det fru Bente Dahl som ordfører.

Først vil jeg også sige tak til ministeren for redegørelsen. Tak for et positivt og imødekommende samarbejde.

Rigsfællesskabet har haft formandskabet i 2010 og har derved haft mulighed for at præge det nordiske samarbejde rigtig meget i løbet af det år. Redegørelsen kommer ind på en lang række områder, hvor der er blevet gjort indsatser. Det er en række relevante samarbejdsområder, mener vi i Radikale Venstre, og vi er enige i det meste. Jeg vil forsøge at supplere de øvrige ordførere, da jeg heller ikke kan nå at komme ind på alle temaerne.

Når vi arbejder i det nordiske, gør vi det under den paraply, der hedder nordisk merværdi. Det politiske arbejde skal bidrage til mere nordisk samarbejde, mere nordisk værdi. Det er helt rimeligt, at de områder, der bedst arbejdes med nationalt, skal tages op i den sammenhæng, at de områder, der bedst arbejdes med i forskellige internationale fora såsom EU, FN eller andre, tages op i den sammenhæng, og at de opgaver, som kan løses som politiske opgaver i det nordiske rum, skal tages op her.

En del af redegørelsen drejer sig da også om globaliseringsinitiativer, altså Norden og verden. Der var sat 60 mio. kr. af til det i 2009 og 70 mio. kr. i 2010, og i Radikale Venstre synes vi, at vi skal blive ved det beløb. Vi har haft den diskussion løbende siden 2007, hvor ideen om globaliseringsinitiativer faktisk kom fra Nordisk Råd, og Ministerrådet tog ideen positivt til sig og videreudviklede den.

Globaliseringstiltagene har i høj grad bestået af tiltag, der viste verden, hvad Norden har gang i, altså markedsføring. Jeg vil sige, at vi i Radikale Venstre meget gerne vil være med til at markedsføre Norden for de ca. 70 mio. kr. om året. Det er – som vi ville sige i Sønderjylland – jauen passende. Pengene bliver taget fra det fælles budget, og de kan kun bruges en gang. Det siger sig selv, at der skal være substans at markedsføre, så langt de fleste penge skal fortsat gå til substansen, nemlig samarbejdet. Jeg har sagt det fra denne talerstol tidligere, men det kan ikke siges tydeligt nok, så derfor siger jeg det nu igen.

Det med beløbsstørrelsen er kun en del af diskussionen vedrørende globaliseringsinitiativerne. Det andet, der også er meget væsentligt

– og det er lidt uklart for mig – er, hvilke prioriteter ministrene har. Det er ikke særlig klart, hvilke langsigtede politiske målsætninger der er med globaliseringsinitiativerne, så jeg efterlyser en langsigtet og åben strategi for det. Åbenhed og tydelighed i administrationen af de forholdsvis få midler, der er til rådighed for det nordiske samarbejde – ja tak.

I redegørelsen omtales en række temaer ud over det, jeg lige har været inde på. Hvad angår det arktiske samarbejde, ser jeg frem til, at alle ministre til stadighed fremover vægter arbejdet med det arktiske. Arktis er morgendagens potentielle konfliktområde, hvis vi ikke i disse år laver aftaler indbyrdes – aftaler, som baserer sig på de folkeretslige principper.

Her i dag taler vi så om Nordisk Ministerråds prioriteter, og jeg vil nævne en. Jeg citerer fra redegørelsen:

»Opfølgning og udbredelsen af resultaterne fra nordisk forskning om udviklingen i Arktis vedr. klimaændringer i Arktis og de oprindelige folks levevilkår og økonomiske og kulturelle udviklingsmuligheder.«

Dette er meget dækkende for meget af det, vi står for. Der er tale om udfordringer af ret omfattende dimensioner, når vi tager klimaændringernes udvikling alvorligt, og det gør vi, for der er ingen vej udenom. De er der, det er synligt for enhver, bl.a. ved den grønlandske indlandsis. Vi løser bedre de her påtrængende vigtige opgaver, når vi gør det sammen – sammen i Norden, sammen med verden. Så fra vores side er der støtte til de projekter, der arbejdes med på dette område.

Østarbejdet er vigtigt. Det er nabosamarbejde, og naboerne skal vi snakke med, og derfor er de projekter vigtige set med radikale øjne. Ungdomssamarbejdet er vigtigt. Ungdomsarbejdsløsheden er stor i nogle af de nordiske lande lige nu. Vi kan til alle tider lære af hinanden, hvilke midler og tiltag der kan anvendes, hvordan best practice kan udbredes.

Vi har i Norden en temmelig ensartet kultur, forstået på den måde at vi griber tingene an på nogenlunde samme måde, og derfor giver det god mening også at samarbejde om ungdomsproblemer. Den ensartede kultur er basis for samarbejdet; det har sin base i det mellemfolkelige arbejde, der har været i mere end 100 år, bl.a. varetaget af og udtrykt gennem Foreningen NORDEN. Det er dette folkelige arbejde, der stadig giver det nordiske samarbejde sin legitimitet. Derfor skal de folkelige bevægelser, som f.eks. Foreningen NORDEN, medinddrages i langt højere grad, end tilfældet er nu. Nordplusprogrammerne er nu administreret uden om Foreningen NORDEN, og det må vi se på igen ved evalueringen af den ordning. Den måde, de blev ændret på, hvor de blev taget væk fra de folkelige organisationer, der fordelte de bevilgede midler, er behæftet med en række bivirkninger. Det er problematisk for samarbejdet, at rødderne, de mellemfolkelige organisationer, ikke er en central del af samarbejdet. Det må vi altså se på.

Vi er både danskere, nordboere og EU-borgere, og derfor er det vigtigt, at vi gør vores indflydelse gældende, når EU udarbejder tiltag som den tretrinsraket, vi ser i disse år: EU's nordlige dimension, EU’s strategi for Østersøen og EU's strategi for Arktis. Den nordlige dimensions partnerskaber har deres styrke i, at Norden samarbejder med Rusland og andre naboer. Det bør vi gøre; vi bør bruge mange kræfter i det rum, der hedder den nordlige dimension. De to efterfølgende strategier har deres styrke i, at der skal samarbejdes om de to områder: Østersøen og Arktis. Det er nævnt i redegørelsen under miljø og oprindelig befolkning, og det er meget, meget vigtigt.

Norden har medejerskab til disse områder, og det tager vi på os med de rettigheder og pligter, der følger med. Det er naturligvis Norden, der håndhæver og varetager de primære interesser i Norden. Norden må naturligvis gøre sin indflydelse gældende, også i EU, på de her områder.

Jeg vil slutte med igen at sige tak for samarbejdet, og at jeg glæder mig til at fortsætte det.

Tak til fru Bente Dahl. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Vi, der deltager i det nordiske samarbejde, er jo vældig begejstrede for det. Vi kan holde lange taler om, hvor godt det er, og hvor vigtigt det er. Men det er bare ikke helt nok med alle de fine skåltaler, hvis vi ikke også omsætter det til virkelighed.

I de her år er der rigtig meget brug for, at vi faktisk gør noget ved det. Vi får lavet lange, fine rapporter om Norden som global vinderregion, vi har Stoltenbergrapporten om, hvordan vi kan få et forstærket sikkerhedspolitisk samarbejde, osv. Men det er jo afgørende, at det også bliver til noget, at det ikke bare bliver ved med at være pæne ord, og at vi indimellem mødes for at snakke om det.

Vi skal rent faktisk kunne se, at det ændrer noget, og at det ikke bare er os, der sidder midt i det, der kan se, at det flytter noget, men at vores borgere rent faktisk også kan mærke det i deres hverdag. Det er ikke så vigtigt for mig, om de er klar over, at det er det nordiske samarbejde. Jeg har for længst indset, at det med at få journalister til at skrive om det nordiske ikke er så nemt. Men hvis bare de mærker, at der faktisk sker noget i deres hverdag; at vi faktisk sammen løfter nogle af de kæmpe udfordringer, som vi står over for, og som vi vil være meget bedre til at løfte, hvis vi gør det sammen, vil det jo være en forskel, der kan mærkes.

Jeg synes altså, at det her går uendelig langsomt, når man ser på, hvilke muligheder vi faktisk har. Rapporten om Norden som global vinderregion – jeg synes, at det er et noget besynderligt udtryk, for det giver ligesom indtryk af, at resten af verden skal tabe; jeg kunne bedre lide det, da der var nogle, der lavede det om til Norden som en solidarisk region – gav jo nogle gode bud på, hvad vi kan gøre, hvis vi skal udnytte de styrker, vi har i Norden, til at sikre, at vi fortsat kan klares os rigtig godt, så vi ikke ender som en taberregion.

Men det kræver jo, at vi rent faktisk arbejder med den. Det kræver, at vi har en dialog, hvor parlamentarikerne diskuterer sammen og diskuterer med ministrene, og ikke mindst, at vi inddrager de mange folkelige bevægelser, at vi tager vare på det, der har været vores styrke. Her har det at have et stærkt folkeligt engagement jo været en af de helt store, afgørende styrker i det nordiske samarbejde.

De samfund, vi har i dag, er jo i høj grad udviklet af stærke bevægelser. Derfor skal vi, når vi skal videreudvikle dem, også have de bevægelser med. Det synes jeg nærmest er fraværende i de globaliseringsudspil, som vi ser fra ministrene. Her savner jeg altså, at man for alvor går ind og siger, at vi bliver nødt til at få sat et nyt tempo og bliver nødt til at sikre, at organisationerne kommer med, at vi får de mange ideer og får befolkningerne engageret i, hvordan vi videreudvikler vores samfund.

Jeg tror også, at det kræver, at vi får noget politisk debat om, hvad det så er, vi gerne vil. Vil vi gerne have, at der er nogle få fyrtårne bestående af store virksomheder, der tjener en masse penge, men hvor det meste af produktionen sådan set ligger i den anden ende af verden, hvor der er elendige løn- og arbejdsvilkår, og uden at det kommer folk i de nordiske lande til gavn? Eller er det, vi gerne vil, at vi får udviklet gode, stærke arbejdspladser i de nordiske lande, som både tager hensyn til mennesker og miljø, som sikrer, at vi reelt begynder at leve op til vores egne pæne ord om bæredygtighed? Er det det, skal der altså noget andet til end det, vi ser i dag. Der er mange muligheder for at gøre noget, men det kræver altså, at vi også begynder at turde tage de debatter og også den politiske debat om, hvad vi gerne vil.

Med hensyn til hele diskussionen om, hvad vi gerne vil med sikkerhedspolitikken, er det, vi gerne vil stå for, at vi skal have flere indkøb af militært isenkram, eller er det vigtige faktisk, hvordan vi kan være med til at bidrage til, at der bliver mere fred og sikkerhed i vores region? Jeg synes, at det for nylig var fantastisk at deltage i Østersøkonferencen og høre en række forskere stå og sige, at vi i dag faktisk er kommet så langt i Østersøregionen, at ingen reelt forestiller sig, at der er nogen af landene i Østersøregionen, der vil bruge militær magt mod hinanden. Det er jo et kæmpe fremskridt, at man ikke længere er bange for, at vi begynder at bruge militær imod hinanden.

Men vi skal jo gerne skridtet videre og prøve at omsætte det til, hvad det så er for nogle trusler, vi står over for. Hvad er det så, vi risikerer? En af de store trusler, som vi oplevede for nylig, var finanskrisen. Hvordan er det så, at vi sammen kan gøre noget for at sikre os bedre mod, at nogle bankspekulanter er ved at vælte hele samfundet omkuld? Vi har fra Den Venstresocialistiske Grønne Gruppes side foreslået, at vi skal gå i gang med at se på det.

Vi har bl.a. foreslået, at vi skal gå forrest med hensyn til at få indført en Tobinskat på spekulation, så vi kan få stoppet noget af al den spekulation, der er, og så vi kan være med til at få nogle penge, der kan bruges til at udvikle nogle af de lande, hvor vi kan risikere,at der kommer nye konflikter, der også kan sprede sig til vores lande.

Vi har i vores gruppe også foreslået, at vi internationalt skal til at arbejde langt mere målrettet med konfliktløsning, mægling osv., og da de fleste af landene i Norden desværre har bundet sig til EU's og FN's terrorlister og derfor ikke kan være med til at skabe fred i verden, foreslår vi, at vi får et stærkere fællesnordisk fredsinstitut, som kan løse nogle af de mæglingsopgaver.

En anden af de store udfordringer, vi står over for, er menneskehandel, som jo i dag er større, end den var i slavetiden. EU regner med, at der er omkring 0,5 millioner slaver i EU, hvoraf størstedelen bliver brugt til tvangsarbejde, og en del af dem arbejder altså også i vores lande. Den arbejdsgruppe under Østersøforsamlingen, som jeg er meget glad for at være blevet formand for, har prøvet at se på det, og det, som vi har draget som en af vores konklusioner, er, at noget af det, vi skal til at sige meget klart, er, at menneskehandel og slaveri er et internationalt problem; der skal internationalt samarbejde til. Men selve udnyttelsen af mennesker, selve slaveriet foregår altså lige her lokalt.

Det er de restauranter, som vi går ind og spiser på, hvor opvasken er udliciteret til et firma, der så bruger illegal arbejdskraft og nogle gange i form af slaver; det er nogle af de hoteller, vi sover på, hvor der bliver gjort rent af slaver; det er lige derhenne om hjørnet, hvor der er et bordel, hvor der er kvinder, der holdes som sexslaver. Det er noget af den mad, vi spiser, som er produceret af landbrugsmedarbejdere, der reelt bliver holdt som slaver. Nogle af de bær, vi køber i forretningerne og spiser, er plukket af thaifolk, der er importeret til Sverige og blevet behandlet som slaver, da de plukkede dem. Det er der, vi skal være modige nok til at gå ind og sige, at det skal vi have stoppet. Det burde være muligt at stoppe slaveriet i vores højtudviklede lande i dag, men det kræver altså en politisk vilje, som det burde være muligt at finde.

Vi skal også have set på, hvad vi gør indbyrdes i forhold til vores egne statsborgere. Som også andre har været inde på under debatten, er det altså en skamplet, at det er en dansk integrationsminister, der er gået i gang med at udvise nordiske statsborgere, og som ikke engang vil mødes med politikerne i Nordisk Råd for at forklare, hvorfor hun gør det. Nu kommer hun så til at forklare det i et samråd her i Folketinget, og jeg håber, at hun dér også vil forklare, hvordan hun mener at det styrker det nordiske samarbejde, at hun nægter at mødes med politikere. Der er ingen, der kan huske, at det nogen sinde er sket før, at en minister i det nordiske har afvist at mødes med politikere, og jeg synes absolut ikke, det klæder os, at det oven i købet er en dansk minister, og jeg håber da også, at det er noget, som samarbejdsministeren vil sørge for bliver diskuteret i regeringen, altså at det absolut ikke er den måde, man fremmer det nordiske samarbejde på.

Vi ser i de her år også en stor udfordring i vores lande med social dumping, som jeg også har været inde på. Det er vi altså nødt til at gøre noget ved på en helt anden måde, for ellers brækker vores lande over. Vi bliver nødt til at sikre, at vi har et arbejdsmarked med ordnede arbejdsmarkedsvilkår, vi bliver nødt til at sikre, at der er en ordentlig løn, at der er ordentlige arbejdsvilkår, og at folk ikke kan blive groft udnyttet.

Derfor foreslår vi også, at man får ændret på svanemærket, det mærke, som er på en masse produkter for at vise, at de er bæredygtige i forhold til miljøet, men altså sagtens kan være fremstillet af mennesker under elendige vilkår. Det burde ændres, så det også i dag kan leve op til at sikre, at mennesker bliver behandlet ordentligt under fremstillingen af produkterne. Jeg tror, vi kan lære meget af hinanden, og at vi kan hjælpe hinanden meget i forhold til social dumping; især hvis vi også får et tættere samarbejde med de baltiske lande og andre, er der faktisk meget, vi kan gøre, hvis ellers vi vil.

Så vil jeg bare lige sige et par enkelte ord om et par andre emner. Forbrugerpolitik har andre sagt noget om. Det bliver vi altså snart nødt til at finde en løsning på. Nu har vi diskuteret det i årevis, uden at der er kommet andet end pæne løfter ud af Ministerrådet, og vi bliver ikke ved med at vente på, at der bare kommer tom snak ud af løfterne; der skal altså noget handling bag, så vi kan få en ordentlig beskyttelse af vores forbrugere. Fiskeripolitikken bliver noget af det, vi kommer til at bruge tid på i den kommende tid. Det er meget urovækkende, hvad der sker, også nogle af de tiltag, EU er på vej med. Det tror vi man skal bruge tid på.

Det sidste, jeg lige vil nævne, er så elnettet. Det bliver fremhævet i redegørelsen som noget positivt, men problemet er, at i og med at man har markedsgjort hele spørgsmålet om energiforsyningen i Norden, risikerer vi altså, at vi ikke længere har den politiske styring, at vi ikke kan fremme den vedvarende energi, som vi ønsker, men at det i stedet bliver atomkraft, kulkraft osv., der bliver fremmet, og der mener vi at vi bliver nødt til at gå ind og tage en politisk diskussion og politisk afgøre, hvad det egentlig er, vi ønsker at have af energiforsyning i fremtiden.

Så der er nok at tage fat på, når vi ses til sessionen igen om ikke så lang tid, og det glæder jeg mig meget til.

Tak til fru Line Barfod. Så er det hr. Høgni Hoydal som ordfører.

Det nordiske samarbejde ulmer, men det brænder ikke igennem på trods af godt arbejde fra engagerede parlamentarikere her i huset og godt arbejde fra ministeren, en udmærket redegørelse, bortset fra at jeg undrer mig over, at Stoltenbergrapporten ikke er nævnt direkte i redegørelsen, men det kan vi vende tilbage til. Men min umiddelbare statusrapport over det nordiske samarbejde, som jeg har deltaget i i mange år, er altså, at det overlever, men det ikke lever det friske liv, som det har potentiale til at gøre, og som det burde gøre. Vi fastholder altså de bærende strukturer i det nordiske samarbejde, men det udvides ikke og kaster sig ikke over de store udfordringer, som burde være fællesnordiske løsninger, som flere af ordførerne og sidst her fru Line Barfod har nævnt.

Hvad er det, der gør det? Ja, set fra Færøerne, set fra midt i Nordatlanten, er det vel, fordi det nordiske samarbejde er blevet low politics, altså lavpolitik, i forhold til højpolitikken, som varetages i EU og andre internationale fora. Det vil sige, at vi sidder og diskuterer mange ting i det nordiske samarbejde, men når det kommer til de rigtig store verdensomspændende dagsordner, behandles de i andre fora. Det er den ene grund, og derfor bliver det i virkeligheden heller ikke så sexet at være nordisk politiker. Det er måske én grund, altså at det ikke brænder igennem, og derfor bliver det svært at tage de store dagsordener op, på trods af – som både redegørelsen fra ministeren og alle andre ordførere har påvist – at verdens sande tilstand i øjeblikket burde skrige på fællesnordiske løsninger.

Det burde ligge lige til højrebenet at tage hele sagen om finanskapitalens sammenbrud op i nordisk sammenhæng: Hvad gør vi ved det? Hele klima-, miljø- og energidagsordenen er oplagte nordiske udfordringer. Hele udlændingepolitikken, arbejdsmarkedspolitikken og selvfølgelig uddannelse og alt det andet, som vi jo har virkelig godt forankret i Norden, burde skrige på fælles nordiske dagsordener, men gør det ikke, fordi man altså ligesom har uddelegeret eller opdelt de store dagsordener i high politics og low politics.

Som flere har nævnt her, og det er jeg også overbevist om, bliver det, der i dag regnes for at være low politics, lavpolitik, i fremtiden højpolitik, og der har vi jo det arktiske, nordatlantiske område, som hidtil har været betragtet lidt som en slags udkant i Norden, men som i virkeligheden er det, som sammenbinder hele denne enorme region, som Norden jo er. Derfor håber jeg, at det her bliver opprioriteret. Danmark har jo haft både formandskabet i Nordisk Ministerråd og i Arktisk Råd i de her år og får nu også formandskabet i Nordisk Råd, altså i den parlamentariske del, så der burde være mulighed for at opprioritere disse sager. Det skal jeg stærkt anbefale.

Vedrørende de initiativer, der er taget, nævnte jeg det her med, at det nordiske samarbejde ulmer, men ikke brænder igennem, og det lever, men vokser ikke. Jeg hører til dem, der ikke er enig i den herskende konsensus om, at det nordiske samarbejde bare hele tiden skal sidde med det samme budget. Nordisk Ministerråd har altså siddet med samme budget reelt set i mange, mange år, og hver gang man skal lave et initiativ, skal man altså omprioritere inden for det her budget. Jeg synes, det her er en underprioritering af det nordiske samarbejde. Det er småpenge på de nordiske landes finanslove, vi taler om. Og når man f.eks. søsætter et slags globaliseringsinitiativ, som statsministeren jo i hvert fald har vist sig at være lidt interesseret i, så burde man jo også finde nye penge til det efter min mening. Jeg tror, at det nordiske samarbejde langsomt begynder at sive helt bort, hvis man hele tiden fastholder den her meget rigide opfattelse af, at det bare er den samme pulje, man har, og det vil sige, at man ikke prioriterer økonomisk pondus bag de initiativer, som man ellers snakker om på møderne.

Den anden store udfordring for det nordiske samarbejde, som gør, at det nordiske samarbejde efter min mening virkelig er udfordret, er, at det, der jo har båret – jeg tror, at fru Bente Dahl nævnte det – det nordiske samarbejde i forhold til alle andre internationale organisationer, som vi kender, er, at det jo udspringer af et virkeligt folkenes samarbejde. Det udspringer af en slags anerkendelse af hinandens kultur og et samarbejde blandt folket, som så senere opbygger en politisk overbygning.

Lad os nu bare tage EU som eksempel. Det startede jo som en økonomisk overbygning, og så blev det en politisk, og så prøvede man at putte lidt kultur ind i det bagefter. Det her er startet som folkenes samarbejde, og det, der i virkeligheden efter min mening har båret samarbejdet – og som er det, vi ikke tænker over til daglig – er alle de nordiske konventioner, som blev lavet i 1950'erne og 1960'erne: arbejdsmarkedet, den sociale sikring og pasunionen. Det er alle de her nordiske konventioner, der virkelig giver eller har givet reel frihed til de nordiske borgere til at leve frit og virke frit i hinandens lande, og de er også udfordret. Disse konventioner er efter min mening stortømmeret eller spærene, eller hvad det hedder – og det spurgte jeg hr. Kristen Touborg om nede i salen før. Stortømmeret i huset er disse konventioner, og de er altså udfordret.

Det ses ikke blot ved det seneste eksempel med den uforståelige udvisning af nordiske statsborgere fra Danmark og den danske ministers nægten af at debattere det i nordisk sammenhæng, det ses også på andre områder. Vi kan se det på uddannelsesområdet: Er der virkelig fri uddannelse i Norden? Ja, det er der nok, men der har været visse udfordringer i visse lande.

Hvordan med de borgere i vore lande, der er kommet fra andre lande, men som endnu ikke er statsborgere? De kan jo ikke færdes frit i Norden f.eks. Så hele udlændingepolitikken burde være et stort tema i nordisk sammenhæng, og der har også blandt parlamentarikerne i Nordisk Råd været gjort forsøg på at gøre det stort, men det har været meget svært at få det over på ministerområdet.

Om finanskrisen og hele den erfaring, vi har gjort os, vil jeg sige, at jeg jo hørte til dem, der med det samme, da finanskrisen blev åbenbar for alle, foreslog, at det første, der skulle have været gjort, var, at de nordiske finansministre og økonomiministre skulle have sat sig sammen og sagt: Hvad gør vi her i nordisk sammenhæng? Hvad gør vi med det islandske kollaps? Hvorfor skulle man ikke finde en solidarisk nordisk løsning for Island i stedet for at hægte det op på de her gamle IMF- og verdensbankideologier, som jo i virkeligheden går stik imod de nordiske værdier, som går imod velfærd, og som går imod at tage mennesket før systemet osv. osv.? Det gjorde man så ikke, men det er ikke for sent endnu at begynde at opprioritere det igen.

Så er der udenrigssamarbejdet. Jeg mener, at det er utrolig vigtigt, at Stoltenbergrapporten, som er kommet som den første i mange år, der siger, at de nordiske lande skal samarbejde også om de vigtige udenrigspolitiske dagsordener, endda også om forsvarspolitik, ikke langsomt bliver – kan man sige – udvandet. Derfor havde jeg håbet, at ministeren også havde nævnt lidt om, hvad formandskabet har gjort ved Stoltenbergrapporten. Jeg kan i hvert fald ikke se noget stort om det i redegørelsen. Men jeg hører til dem, der i hvert fald er fuldstændig enige i alle de 13 anbefalinger, som Stoltenberg er kommet frem til. Jeg ved godt og forstår godt, at der kan være visse problemer med nogle af dem, men jeg vil stærkt opfordre til, at den danske regering – de danske ministre – og de danske parlamentarikere følger den helt til dørs.

Det ville også glæde hr. Niels Sindal, som hr. Henrik Dam Kristensen nævnte, og som jo for længe siden begyndte at fokusere på det her med klimaændringerne, og hvad der sker i Arktis osv. Det er også en del af Stoltenbergs fokus i hans rapport, altså sikkerheden på havet – ikke blot søsikkerheden, men også hele den miljømæssige sikkerhed, der må og bør gælde i Arktis. Vi ved jo alle sammen, at hvis der i dag sker en stor ulykke i Arktis, hvor der kommer flere og flere krydstogtsskibe, kan vi lige så godt indrømme med det samme: Vi står fuldstændig uden mulighed for at kunne kapere sådan en situation – fuldstændig. Så det eneste, man har gjort hidtil, er at anbefale, at skibene sejler flere sammen, sådan at de kan bjærge hinanden, hvis der sker noget.

Færøerne har været en del af det danske formandskab denne gang og har påtaget sig formandskabet for fiskerisamarbejdet. Det virker heller ikke, som om folk i nordisk sammenhæng synes, det er særlig sexet, men det er vigtigt for os, og der har været nogle gode konferencer. Men det, der skal til, hvis vi skal have hele den ressourcediskussion, som hænger sammen med fiskeriet, op, er jo, at hvis det sker, at Island bliver medlem af EU, får vi virkelig en nordisk udfordring. Så får vi ligesom en kile drevet op imellem os. Vi har hele tiden haft de nordiske EU-medlemsstater, der ligger i Skandinavien, og så har vi haft hele Nordatlanten uden for EU. Bliver Island medlem, kommer EU ligesom en kile hele vejen op igennem Nordatlanten.

Uden ellers at ville blande mig i det danske EU-medlemskab vil jeg dog sige, at hvis EU også skal administrere fiskeripolitikken i så stor en del af Nordatlanten, tror jeg godt, vi kan glemme alt om at have nogen form for bæredygtig forvaltning af de levende ressourcer, og så kan vi også glemme alt om – hvad jeg ellers synes bør være en udfordring i nordisk sammenhæng – at få fastsat, at ejendomsretten til ressourcerne er en af de største udfordringer i verden i dag, og der burde Norden også gå forud. Derfor håber jeg, at Island siger nej til EU-medlemskabet og satser på det nordiske samarbejde.

Tak til hr. Høgni Hoydal. Så er det ministeren for nordisk samarbejde.

Lad mig starte med at takke for en lang række gode og vedkommende indlæg, som jeg vil forsøge at kommentere, samtidig med at jeg også gerne vil benytte muligheden for at komme med nogle centrale budskaber på dette område.

Jeg tror, alle ordførere er enige med mig i, at det nordiske samarbejde jo skal være tidssvarende, og at det har til formål at gøre en positiv forskel. Det skal ikke kun være for særligt interesserede, men det skal jo netop være for det brede flertal af nordiske borgere og virksomheder, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når hr. Høgni Hoydal netop kommenterer det her med, at vi gerne vil have, at den nordiske dagsorden bliver lidt mere sexy. Jeg kan bekræfte, at hr. Høgni Hoydals færøske samarbejdsminister har præcis den samme retorik, altså hvordan vi nu gør det nordiske politikområde mere sexy i den brede befolkning, og det tror jeg måske vi alle sammen kan forsøge at tage på os, for der sker nemlig rigtig meget godt.

Jeg er også enig i, at der også er masser af muligheder at tage fat på fremadrettet. Det handler jo simpelt hen om, at vi udnytter hele dette samarbejdes potentiale helt rigtigt, og derfor er jeg meget enig i det, som hr. Henrik Dam Kristensen, formanden, siger i forhold til at have fokus på både væksten og dynamikken i samarbejdet.

Det handler netop om at gøre hele dette samarbejde tilpasningsparat og i det hele taget også gøre det fokuseret. Det, jeg aktuelt har gjort her for nylig, er, at jeg på vores seneste møde på Færøerne foreslog mine nordiske kolleger, at vi giver det nordiske regeringssamarbejde et serviceeftersyn med fokus på at få udviklet samarbejdet, så det fortsat kan være relevant.

Det er jo sådan, som det også er blevet nævnt, at formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2010 har været rigsfællesskabets, dvs. Danmark, Grønland og Færøernes, formandskab. Vi har sammen stået for udformningen og gennemførelsen af programmet. Det er sådan, at vi har holdt møder i alle dele af riget, og både Færøerne og Grønland har siddet i formandsstolen under møderne henholdsvis på Færøerne og i Grønland, hvis de har ønsket det.

Jeg må konstatere, at formandskabet er forløbet planmæssigt. Vi har haft nogle meget klare pejlemærker, det har været globaliseringsindsatsen, og det har været hele grænsehindringsarbejdet. Jeg medgiver, at der er flere her, som fremadrettet også fokuserer på, at der stadig er noget at gøre, hvad angår hele grænsehindringsarbejdet, og det vender jeg lige kort tilbage til.

Men for lige at sige et par ord om hele globaliseringsindsatsen har det jo været vigtigt for formandskabet at bidrage til omlægningen af det nordiske samarbejde i retning mod et bæredygtigt Norden, altså et Norden med større slagkraft og med større potentiale til simpelt hen at bruge mulighederne i den globaliserede verden. Her synes jeg selvfølgelig, det er lidt fejlagtigt at begynde at udlægge det som low politics eller high politics. Det er politik, det er vedkommende politik, og det er vigtigt at holde fast i bæredygtigheden i denne diskussion. Det nordiske samarbejde skal jo være mere end blot et mål i sig selv. Det skal give ikke alene borgerne, men så sandelig også virksomhederne hele denne nordiske merværdi, som flere af ordførerne også har været inde på.

Med denne globaliseringsindsats ønsker vi altså at styrke grundlaget for fremgang i de nordiske lande til gavn for hele den nordiske befolkning, og jeg konstaterer, at globaliseringsindsatsen altså er kommet rigtig godt i gang. Den har kørt i nu snart 3 år, og i 2010 var der 13 initiativer, som er blevet finansieret af de 70 mio. kr., der er givet til globaliseringsindsatsen.

Det er sådan, at de nordiske statsministre senest understregede vigtigheden af denne indsats i Nordisk Globaliseringsforum, som blev afholdt i Snekkersten tilbage i maj måned. Vi har tidligere drøftet Nordisk Råds repræsentation her, og jeg kan også her oplyse, at Nordisk Råd var repræsenteret ved rapportør Per-Kristian Foss og Nordisk Råds præsident, og Foreningerne NORDEN var altså også repræsenteret ved Kristina Persson.

Men temaet for hele globaliseringsforummet i Snekkersten var, som det også kort blev nævnt af den konservative ordfører, grøn vækst, og statsministrene vedtog altså to projekter: Det ene om nedsættelse af en taskforce og det andet om elsamarbejdet. Men herudover vil jeg også gerne lige knytte et par ord til nogle flere initiativer, bl.a. topforskningsinitiativet inden for klima, energi og miljø, som er kommet rigtig godt fra start.

Målet er at bidrage med løsninger på den globale klimakrises udfordringer og i det hele taget styrke Norden som forsknings- og innovationsregion. Private erhvervsvirksomheder har vist stor interesse for de fleste af de seks delprogrammer, og på nuværende tidspunkt deltager erhvervslivet i halvdelen af projekterne, både fagligt og økonomisk. Det er i øvrigt her, hvor man kan sige at vi bringer de bedste hoveder i Norden sammen og på den måde bidrager til at løse de globale klimaudfordringer.

Energi- og transportinitiativet er også i fuld gang. Formålet med dette initiativ er at øge effektiviteten af og i det hele taget udviklingen af grønne drivmidler til transportsektoren. Første del, som er visionen for elbiler, er godt i gang, og i næste omgang skal vi få undersøgt muligheden for bl.a. erhvervslivet og udfordringerne i det hele taget for et bæredygtigt transportsystem i Norden.

Et tredje initiativ er så fællesnordiske masteruddannelser. Ideen her er at fastholde væsentlige kompetencer i Norden ved at skabe en højere grad af kritisk masse og dermed højere kvalitet i uddannelses- og forskningsmiljøer ved at samle ekspertisen på små forskningsområder i Norden. Der er altså kommet mange ansøgninger, og det vidner jo om interesse for programmet, og jeg vil mene, at det tegner godt.

Sidst vil jeg gerne fremhæve det her fokus, som mange af ordførerne også er inde på, nemlig det her med at brande Norden. Målet er jo at gøre Nordens kompetencer synlige i en globaliseret verden med stor konkurrence fra mange regioner. Der vil jeg da eksempelvis fremhæve Expo 2010 i Shanghai, hvor der bl.a. var ny nordisk mad, fødevaresikkerhed, en miljø- og klimadag osv. på dagsordenen i de forskellige pavilloner på Expo.

Vi skal fortsætte det gode samarbejde om globaliseringsindsatsen. Vi skal simpelt hen bidrage til at udvikle Norden i en bæredygtig retning. De her initiativer er ofte flerårige, og derfor har vi jo ikke set de endelige resultater af dem endnu. Men de foreløbige resultater peger i den rigtige retning, og derfor ser vi jo frem til at holde fast i evalueringen af initiativerne. Globaliseringsindsatsen har for mig at se skabt nyt liv og fremdrift til det nordiske samarbejde, og derfor ser regeringen meget gerne, at den her indsats bliver videreført i de kommende år.

Så vil jeg lige sige lidt om grænsehindringer, som flere af ordførerne også har nævnt. Det skal være let at krydse grænser i Norden. Og når jeg siger krydse grænser, tænker jeg grænser både i forhold til det at arbejde, og også i forhold til at studere og i forhold til at handle. Ja, der er fjernet mange nordiske grænsehindringer, men vi kan komme videre, og derfor skal vi også videre. Der er det sådan, at vi her i formandskabet har taget initiativ til, at grænsehindringer altså er på dagsordenen i hele 2010 på alle relevante ministermøder i Nordisk Ministerråd. Flere steder er der gjort fremskridt, måske ikke helt så mange, som jeg kunne have ønsket.

Vi har særlig haft fokus på arbejdsmarkedet og på området for social sikring, og derfor har Nordisk Ministerråd for Arbejdsliv og Nordisk Ministerråd for Social- og Helsepolitik i juni 2010 nedsat en ekspertgruppe, som skal identificere og løse grænsehindringer i forbindelse med social sikring og beskyttelse.

Så er der altså også planlagt en lovgivningskonference i Tivoli den 16.-17. november, og den handler om at få styrket det nordiske samarbejde i forbindelse med vedtagelsen af ny lovgivning og implementering af EU-direktiver, sådan at vi altså søger at få forebygget nye grænsehindringer, som flere af ordførerne også har nævnt kan være en udfordring i forhold til implementering af EU-direktiver.

Af konkrete resultater i 2010 kan nævnes – blot for at sige, at der er løst nogle grænsehindringer – at det eksempelvis er blevet nemmere at rejse med kæledyr fra Bornholm via Sverige til resten af Danmark. Tidligere var det jo sådan, at det var et svensk krav, at dyrene skulle have ormekur, og i dag kan dyrene altså rejse, under forudsætning af at de ikke er i Sverige i mere end 4 timer. Det kan man godt trække på smilebåndet af, men jeg ved, at det har været en virkelig hindring og besværliggørelse for rigtig mange familier, der har skullet rejse med kæledyrene. Det synes jeg sådan set godt man kan sætte et positivt hak ved.

Et andet konkret eksempel på en grænsehindring, som vi har fået ophævet, er jo, at folk fra Åland nu sidestilles med svenskerne på svenske universiteter. Videre kan jeg nævne, at der i september blev indgået en svensk-norsk aftale om, at svenske og norske taxifirmaer kan operere over den norsk-svenske grænse.

Det er blot for at bekræfte, at vi også ønsker at fastholde fokus på det her arbejde, og af samme grund har statsministrene jo så også besluttet at forlænge Grænsehindringsforums mandat indtil videre frem til 2013.

Lige lidt til budgettet vil jeg sige, som flere også kort var inde på, at det jo var sådan, at på vegne af Nordisk Ministerråd mødtes jeg for nylig med Nordisk Råds Budgetgruppe og modtog netop nogle meget gode og konstruktive ændringsforslag til Nordisk Ministerråds budget. Derfor var det jo også rart i det forum at konstatere, at der i den her forbindelse ikke er stor afstand mellem regeringen og parlamentarikerne, og derfor ser jeg frem til, at vi på sessionen finder et kompromis, som vi alle sammen kan være tilfredse med.

Afslutningsvis vil jeg selvfølgelig her takke formanden og den danske delegation for det gode samarbejde i det forløbne år under dansk formandskab i Nordisk Ministerråd. Det har været konstruktivt, og det har været resultatsøgende, og det synes jeg er de bedste af de nordiske traditioner værdigt. Derfor glæder jeg mig meget til at se det her videreført under det kommende danske formandskab for Nordisk Råd i 2011.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, og først er det fru Line Barfod.

Der er jo mange ting, som jeg håber vi kan diskutere mere på sessionen og i de møder, vi løbende har. Men jeg ville sådan set gerne her have en tilkendegivelse fra samarbejdsministeren på regeringens vegne om, om det er regeringens holdning, at man som minister skal samarbejde med Nordisk Råd. Vi får debatten med integrationsministeren særskilt i et samråd, men jeg ville bare gerne høre regeringens officielle holdning.

Ministeren.

Jeg har noteret mig, at Nordisk Råd har ytret sig i forhold til en frustration over integrationsministerens beslutning om at sige nej tak til en invitation. Jeg kan bekræfte, at en ministerkalender er meget, meget hårdt booket, og at der er masser af vigtige invitationer og vigtige møder at deltage i.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvilke invitationer integrationsministeren vælger at sige ja tak til eller nej tak til. Jeg kan konstatere, og det er også blevet nævnt i dag, at man nu har indkaldt integrationsministeren i samråd for at drøfte de her spørgsmål, og det er da i hvert fald en vej at gå. Og integrationsministeren kommer selvfølgelig til det her åbne samråd.

Fru Line Barfod.

Jeg er helt med på, at vi diskuterer den konkrete sag med integrationsministeren. Jeg vil bare gerne høre, om regeringens officielle holdning er, at ministre bør samarbejde og indgå i det nordiske samarbejde og også samarbejde med politikerne.

Vi var for flere år siden nødt til at tage op over for den daværende statsminister, at der var en række ministre, der slet ikke deltog i ministerrådsmøderne. Det blev så indskærpet, og jeg vil gerne høre, om regeringens officielle holdning i forhold til ministre er, at man skal indgå i samarbejdet med de nordiske politikere. For det er ret afgørende, hvis vi skal have et samarbejde om alle de vigtige emner, som nogle af os faktisk mener at vi har at diskutere.

Ministeren.

Mig bekendt er den henstilling, som den daværende statsminister kom med, ikke blevet ændret siden.

Så er der en kort bemærkning, og det er fra hr. Høgni Hoydal.

Jeg skal ikke gøre grin med de små fremskridt, der også sker på begrænsningernes område, f.eks. for kæledyr, men jeg er lidt ked af, hvis udviklingen er sådan, at kæledyrene har bedre rettigheder end de nordiske borgere hos hinanden.

Nu har der været nævnt et eksempel, og jeg ved godt, at ministeren ikke skal svare på substansen i det, men jeg kunne tænke mig at spørge ministeren, om hun som samarbejdsminister har overvejet, om der også er grund til ikke bare at efterse det, som hun nævnte, nemlig forskellige ting i det nordiske samarbejde, men også efterse de her konventioner, som efter min mening er det, der knytter hele det nordiske samarbejde sammen. Skulle man tage at efterse dem og få dem reetableret, kan man kalde det, så man også fik mere opmærksomhed om, at de altså er gældende, og at de ikke skal undergraves?

Ministeren.

Som jeg kort nævnte i min tale, afholder vi jo en lovgivningskonference her i midten af november måned, og jeg synes, det er meget relevant at tage den diskussion op, fordi det er blevet åbenlyst, at vi kan støde ind i forhindringer, netop når vi implementerer forskellige direktiver osv., og for mig at se handler det jo meget om at kunne forebygge sådan nogle ting.

Der er grænsehindringer, som vi ikke kan slippe af med, men så kan vi da i det mindste sørge for detaljeret oplysning, sådan at man som borger i sit forsøg på at bevæge sig frit omkring er oplyst om, hvad der måtte være af hindringer eller særlige veje, man i givet fald er nødt til at bevæge sig ad.

Så er det fru Bente Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg anerkender meget alle de mange gode ting, som ministeren nævner omkring globaliseringsindsatsen, grøn vækst og energi m.m., men jeg vil meget gerne have, at ministeren uddyber lidt mere omkring Nordplusprogrammerne. I redegørelsen står der:

»Nordplus rammeprogrammet var præget af konsolidering og intentionen om at understøtte strategien for Ministerrådet for Uddannelse og Forskning samt indsatsområderne i det danske sektorprogram for uddannelse og forskning.«

Nordplusprogrammerne er jo meget bredere, de kan jo meget mere end det, der står i redegørelsen, og derfor vil jeg gerne høre, hvordan ministeren ser på vigtigheden af den folkelige forankring, og jeg vil gerne høre, om ministeren måske kunne være positiv over for at revurdere strukturen.

Ministeren.

Det er et emne, som vi jo indtil videre har berørt sporadisk i forhold til ønsket om i virkeligheden at sikre vedkommenheden i Nordplusprogrammerne og holdbarheden af det, og det vil jeg på ingen måde afvise kunne være en vej frem.

Så var der det her med at komme med en mere detaljeret redegørelse om alt, hvad der ligger af gode initiativer i Nordplus, og det vil jeg gerne lave noget længere skriftligt om i stedet for at forsøge at tage dem punkt for punkt her.

Fru Bente Dahl.

Jeg vil gerne kvittere for ministerens positive holdning til, at vi ser på Nordplusprogrammerne. Sådan måtte jeg forstå det.

Hr. Henrik Dam Kristensen for en kort bemærkning.

Jeg tror, at når man går rundt herude i Vandrehallen, er der et sted, hvor man kan se en sætning, som lyder noget i retning af, at man skal kende fuglenes sprog. Det var sådan et forsøg på at kende fuglenes sprog, da jeg lyttede til svaret på spørgsmålet fra fru Line Barfod. Jeg forstår godt, at det kan være svært for en anden minister at gå ind i en konkret sag. Det er sådan set heller ikke det, jeg synes vi skal bede ministeren for nordisk samarbejde om at gøre.

Det drejer sig måske mere om det lidt mere principielle, en eller anden form for respekt for, at Nordisk Råd er en parlamentarikergruppe, som selvfølgelig ikke har instruktions- eller nogen andre beføjelser over for det enkelte lands minister, men er ministeren ikke enig i, at hele grundideen om, at det her hviler på et gensidigt respektfuldt samarbejde imellem parlamentarikere i Nordisk Råd og Ministerrådet, er en meget vigtig del af det nordiske samarbejde?

Ministeren.

Som kort forklaret før synes jeg jo helt generelt, at det er oplagt, at vi som ministre gør det, som ligger i hele vores nordiske samarbejde, netop at vi samarbejder i de fora, vi nu engang er forpligtet til at samarbejde i. Eksempelvis i de forskellige ministerråd, hvor der netop har været fokus på, at der historisk set måske var manglende deltagelse, manglende opbakning på ministerniveau, blev det så indskærpet. Og i alle de formelle fora, hvor vi samarbejder i det nordiske regi, er der selvfølgelig opbakning til, at man bidrager, at man stiller aktivt op.

Men hvordan en ministerkollega derudover vælger at tage imod indbydelser til møder i mere uformelle sammenhænge, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det må nødvendigvis bero på en vurdering af den enkelte ministers kalender, af, hvad der derudover er af belastninger. Jeg kaster mig selvfølgelig ind i den konkrete sag, fordi jeg er helt klar over, hvor diskussionen ligger, hvor uenigheden ligger i forhold til hjemsendelser osv. Det her handler om, at en minister nu er blevet bedt om at møde op i et samråd, og hun møder så op i et samråd og tager debatten der.

Hr. Henrik Dam Kristensen.

Ihukommende det der med fuglenes sprog kunne man ønske, at integrationsministeren på et tidspunkt læste første del af det svar, som ministeren for nordisk samarbejde gav her. Det takker jeg sådan set for.

Så er det hr. Kristen Touborg for en kort bemærkning.

Vi var flere, der beklagede, at forbrugerpolitikken står så svagt i Nordisk Råd. Nu har jeg naturligvis forståelse for, at ministeren ikke kan nå at besvare alting, men så vil jeg godt give ministeren chancen for at komme med nogle betragtninger over forbrugerpolitikken. Det er faktisk en sag, der ligger mange af os stærkt på sinde, og derfor kunne jeg godt tænke mig at få nogle udsagn fra regeringen om, om man har tænkt sig at gøre noget på området.

Ministeren.

Vi havde jo en god drøftelse af det på vores seneste møde i forhold til den nordiske forbrugerpolitik generelt, og som jeg også gav udtryk for under det møde – og det gentager jeg gerne her – støtter jeg ikke et nyt forbrugerpolitisk netværk på formel basis. Det siger jeg selvfølgelig med baggrund i, at den uformelle embedsmandskomité, som er nedsat, altså hele Nordkons , fungerer godt. Der er rigtig god informations- og erfaringsudveksling om aktuelle forbrugerpolitiske spørgsmål, og jeg tror, at man skal tænke meget over ønsket om at lave et formelt råd igen. Det kunne jo i virkeligheden være en hindring for det gode tværfaglige samarbejde, der rent faktisk finder sted i dag.

Hr. Kristen Touborg.

Det er rigtigt, at vi havde en god drøftelse forleden dag. Når jeg alligevel rejser det her, er det jo, fordi forskellen på at sidde i et lukket møde og så sidde i Folketingssalen trods alt er rimelig afgørende. Så det er grunden til, at jeg godt vil gentage det her. Jeg er jo ikke så overbevist om, at den embedsmandsinstitution, der nu sidder og arbejder med området her, gør det godt nok. Det er, fordi jeg ser det fra forbrugerens side. Jeg synes, det går uendelig langsomt i den rigtige retning. Jeg synes selv, at et eksempel på det er eksemplet med emballage og pant, som vi har arbejdet med i Miljøudvalget. Tror ministeren alligevel ikke, at vi, hvis der var et egentligt ministerråd på området, så ville komme lidt bedre af sted, end vi gør i øjeblikket? Vores opfattelse er, at det går meget langsomt.

Ministeren.

Der må jeg konstatere at vi har et forskelligt syn på, hvordan det går, og som jeg også lovede udvalget, er jeg undervejs med et mere fyldestgørende notat, som simpelt hen redegør for det samarbejde, der eksisterer. Jeg synes ikke, det er vejen frem at lave et nyt ministerråd, og jeg har jo netop nu her under den her redegørelsesdebat konstateret, at der sådan set er enighed om hele det her fokus med at skabe den her nordiske merværdi og spørge, om vi nu får nok for pengene, og skabe gennemsigtighed i budgettet og alle de her ting.

Jeg mener ikke, at vejen frem i det her netop skulle være at lave endnu et ministerråd. Vi har jo diskussioner nok af, hvor dygtige vi egentlig er til det tværgående samarbejde, og derfor tror jeg faktisk, at Nordkons i mange tilfælde kunne gå hen og blive en god model for et fremadrettet arbejdet, som i højere grad går på tværs af ministerrådene.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.