Europaudvalget 2010-11 (1. samling)
S 117
Offentligt
904933_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
Finansministeren
21. oktober 2010
Svar på spørgsmål nr. S 117 af 11. oktober 2010 stillet af Per
Clausen (EL).
Spørgsmål:
Mener ministeren, at det er rimeligt og forsvarligt, at EU's budget sættes op med
5,9 pct., når EU samtidig har besluttet at pålægge medlemslandene at skære ned på
de offentlige udgifter?
Svar:
Nej, jeg mener ikke, at en udgiftsstigning på 5,9 pct. er rimelig. Kommissionen
fremlagde sit forslag til budget for EU for 2011 på et møde i ECOFIN den 18.
maj 2010. Ved den lejlighed gav jeg udtryk for, at Kommissionen sender et forkert
politisk signal ved at foreslå stigninger på 5,9 pct. i udgifterne på EU’s budget i
lyset af de konsolideringsbestræbelser der foregår i medlemsstaterne.
Et kvalificeret flertal i Rådet vedtog den 12. august 2010 et kompromisforslag fra
det belgiske formandskab med ændringer til Kommissionens budgetforslag. I det-
te ændringsforslag fra Rådet er udgiftsstigningen i betalingsbevillingerne fra 2010
til 2011 foreslået reduceret fra 5,9 pct. til 2,9 pct.
Fra dansk side arbejdede vi for at reducere væksten i betalingsbevillingerne yderli-
gere, ligesom at vi fandt, at formandskabet reducerede bevillingerne til kategori 1a
(forskning mv.) for meget i forhold til reduktionerne på andre budgetområder.
Danmark stemte derfor nej til det belgiske formandskabs kompromisforslag i for-
bindelse med Rådets behandling af Kommissionens forslag til budget. Udover
Danmark stemte 6 andre lande også imod.
Budgetforslaget og Rådets ændringsforslag behandles nu i Europa-Parlamentet.
Rådet og Europa-Parlamentet forventes at skulle opnå enighed om det endelige
budget i et forligsudvalg. Til brug for regeringens beslutning vedrørende Forligs-
udvalgets resultat, og forud for vedtagelsen af det endelige budget for EU for
2011, vil sagen blive forelagt for Folketingets Europaudvalg efter de sædvanlige
procedurer.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen
Finansministeriet • Christiansborg Slotsplads 1 • 1218 København K • T 33 92 33 33 • E [email protected] • www.fm.dk