Folketingets Europaudvalg
Dato
29. august 2012
Folketingets Europaudvalg har d. 9. juli 2012 stillet følgende spørgsmål nr. 123 (alm.
del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Eva Kjer Hansen (V).
Spørgsmål nr. 123:
Ministeren bedes uddybe sin kommentar på Europaudvalgets møde den 6. juli 2012
om en bankunions betydning for det indre marked og heri præcisere, hvordan en
bankunion vil kunne udformes, så den ikke får konsekvenser for det indre marked.
Svar:
Et tættere europæisk samarbejde om finansielt tilsyn mv. med banker kan have
betydning for det indre marked. I et tænkt eksempel, hvor et samarbejde om tilsyn
omfatter nogle EU-lande, men ikke alle EU-lande, kan det f.eks. få betydning for
konkurrenceforholdet mellem banker placeret i forskellige EU-lande, f.eks. hvis der
bliver tale om forskellig lovgivning og regler for bankerne hhv. inden for og uden for et
sådant tættere samarbejde. Hvis f.eks. banker inden for rammerne af et
tilsynssamarbejde har adgang til fællesfinansierede indskydergarantier, mens banker
uden for dette samarbejde ikke har denne adgang, kan det påvirke konkurrencen
mellem bankerne i hhv. eurolande og ikke-eurolande.
Det vurderes at blive et centralt spørgsmål i de videre drøftelser, hvorledes det sikres,
at lige konkurrencevilkår på tværs af EU-landene fastholdes, og at eventuelle effekter
på det indre marked fjernes eller minimeres. Evt. løsningsforslag, der sikrer hensynet
til det indre marked, afhænger af det konkrete indhold og rækkevidden af det eller de
konkrete forslag om tilsyn m.v., som Kommissionen ventes at fremlægge.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager