EUU, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 87: Spm. om Finanspagtens retsgrundlag i forhold til suverænitetsafgivelse m.v. på baggrund af Morten Messerschmidts kronik "Justitsministeriets halve sandheder" i Information d. 28. marts 2012, til europaministeren, kopi til justitsministeren

Spørgsmål nr. 87 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:”Ministeren bedes kommentere Morten Messerschmidts kronik"Justitsministeriets halve sandheder" i Information d. 28. marts2012 og i sin besvarelse bedes ministeren forholde sig til de ju-ridiske betragtninger angående Finanspagtens retsgrundlag,som fremkommer i kronikken, og i forlængelse heraf besvareflg. konkrete spørgsmål: Såfremt Finanspagten er en mellem-statslig aftale, med hvilken hjemmel kan EU-Domstolen da ud-stede bøder for manglende implementering af budgetloven,uden at det vurderes som værende suverænitetsafgivelse? Og iforlængelse heraf, kan ministeren da afklare, om EU-domstolens kompetence til at udstede bøder, såfremt budgetlo-ven ikke implementeres korrekt, er en ny kompetence?”

Svar:1.Ved finanspagtens artikel 8, stk. 2, tillægges EU-Domstolen kompeten-ce til at træffe afgørelse om at pålægge en kontraherende stat at betale etfast beløb eller en tvangsbøde, hvis visse nærmere angivne betingelser eropfyldt.I notat af 22. februar 2012 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbin-delse med Danmarks ratifikation af traktaten om stabilitet, samordning ogstyring i Den Økonomiske og Monetære Union (den såkaldte finanspagt)har Justitsministeriet anført følgende om finanspagtens artikel 8:”5.6. Finanspagtens artikel 85.6.1.Finanspagtens artikel 8 har følgende ordlyd:”1. Europa-Kommissionen opfordres til inden for rimelig tid atfremlægge en rapport for de kontraherende parter om de bestemmel-ser, de hver har vedtaget i medfør af artikel 3, stk. 2. Hvis Europa-Kommissionen, efter at den har givet en kontraherende part lejlighedtil at fremsætte bemærkninger, i sin rapport konkluderer, at den på-gældende kontraherende part har undladt at opfylde artikel 3, stk. 2,vil sagen blive indbragt for Den Europæiske Unions Domstol af eneller flere af de kontraherende parter. Finder en kontraherende partuafhængigt af Kommissionens rapport, at en anden kontraherendepart har undladt at opfylde artikel 3, stk. 2, kan den også indbringesagen for Domstolen. I begge tilfælde er Domstolens dom bindendefor sagens parter, som skal træffe de nødvendige foranstaltninger tilat efterkomme dommen inden for den frist, Domstolen træffer be-stemmelse om.2. Finder en kontraherende part på grundlag af sin egen eller Euro-pa-Kommissionens vurdering, at en anden kontraherende part ikkehar truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme Domsto-2

lens dom, jf. stk. 1, kan den indbringe sagen for Domstolen og ned-lægge påstand om, at der pålægges økonomiske sanktioner i over-ensstemmelse med de kriterier, Europa-Kommissionen har opstilletinden for rammerne af artikel 260 i traktaten om Den EuropæiskeUnions funktionsmåde. Hvis Domstolen finder, at den pågældendekontraherende part ikke har efterkommet dens dom, kan den pålæg-ge den at betale et fast beløb eller en tvangsbøde, der er passendeunder hensyn til sagens omstændigheder, og som ikke må overstige0,1 % af dens bruttonationalprodukt. De beløb, som det pålægges enkontraherende part, der har euroen som valuta, at betale, skal betalestil den europæiske stabilitetsmekanisme. I øvrige tilfælde betales be-løbene til Den Europæiske Unions almindelige budget.3. Denne artikel udgør en voldgiftsaftale mellem de kontraherendeparter i betydningen i artikel 273 i traktaten om Den EuropæiskeUnions funktionsmåde.”

5.6.2.Som det fremgår, er det i finanspagtens artikel 8, stk. 3,fastsat, at artiklen udgør en voldgiftsaftale i TEUF artikel273’s forstand. Efter denne bestemmelse har EU-Domstolenkompetence til at afgøre enhver tvistighed mellem medlems-staterne, der har forbindelse til traktaternes sagsområde, så-fremt tvistigheden forelægges den i henhold til en voldgiftsaf-tale.For så vidt angår EU-Domstolens kompetence, følger det af ar-tikel 8, stk. 1, at hvis Kommissionen i sin rapport konkluderer,at en kontraherende stat ikke har opfyldt sin forpligtelse efterartikel 3, stk. 2, indbringer en eller flere kontraherende staterden pågældende kontraherende stat for EU-Domstolen. Finderen kontraherende stat uafhængigt af Kommissionens rapport, aten anden kontraherende stat har undladt at opfylde artikel 3,stk. 2, kan den også indbringe sagen for Domstolen. EU-Domstolens dom er bindende for sagens parter, ligesom sagensparter skal træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelseaf dommen inden for en frist, der fastsættes af EU-Domstolen.EU-Domstolens afgørelser efter artikel 8, stk. 1, vil alene værerettet til den enkelte kontraherende stat som sådan, og EU-Domstolen får således efter artikel 8, stk. 1, ikke kompetencetil at træffe afgørelser, der har direkte virkning for borgere mv.i den kontraherende stat, som var de truffet af nationale dom-stole.De forpligtelser, som følger af finanspagtens artikel 8, stk. 1,vil Danmark kunne påtage sig alene i medfør af bestemmelseni grundlovens § 19, stk. 1, jf. det anførte ovenfor under pkt.2.3.2.Dansk tilslutning til finanspagtens artikel 8, stk. 1, vil derforefter Justitsministeriets opfattelse ikke forudsætte anvendelseaf proceduren i grundlovens § 20.

5.6.3.Ifølge artikel 8, stk. 2, kan en kontraherende stat ind-bringe en anden kontraherende stat for EU-Domstolen med på-stand om økonomiske sanktioner, hvis det vurderes, at den an-den kontraherende stat ikke har gennemført de foranstaltnin-ger, som er nødvendige for at opfylde EU-Domstolens dom.EU-Domstolen kan pålægge den kontraherende stat at betale etfast beløb eller en tvangsbøde. Kontraherende stater, der hareuroen som valuta, skal efter bestemmelsen betale det faste be-løb eller tvangsbøden til den europæiske stabilitetsmekanisme(ESM), mens beløbet eller tvangsbøden i andre tilfælde skalbetales til EU’s almindelige budget.Justitsministeriet har tidligere forholdt sig til, om dansk tilslut-ning til en bestemmelse om gennemtvingelse af EU-Domstolens afgørelser ved et fast beløb eller en tvangsbøde(nu TEUF artikel 260) ville forudsætte anvendelse af procedu-ren i grundlovens § 20. Der er herom anført følgende i Justits-ministeriets notat af 3. marts 1992 om visse statsretsligespørgsmål ved Danmarks tiltrædelse af Traktaten om Den Eu-ropæiske Union (1992-redegørelsen), hvor der under pkt. 2.3.7bl.a. er anført følgende:”2.3.7.Artikel 171 – gennemtvingelse af domstolens afgørelserved fast beløb eller tvangsbøde.Ifølge den gældende EØF-traktats art. 171 skal en medlemsstat gen-nemføre de til en doms opfyldelse nødvendige foranstaltninger, så-fremt Domstolen ved dom har fastslået, at medlemsstaten ikke haroverholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaten.Denne bestemmelse opretholdes uændret i den nye traktats artikel171, stk. 1.Som artikel 171, stk. 2, indføres imidlertid en ny bestemmelse omgennemtvingelse af Domstolens afgørelser. Ifølge den nye bestem-melse kan Kommissionen indbringe en medlemsstat for Domstolen,hvis medlemsstaten ikke inden en frist har truffet de til dommensopfyldelse nødvendige foranstaltninger. Domstolen kan herefter på-lægge medlemsstaten at betale et fast beløb eller en tvangsbøde.Den afgørelse om at pålægge betaling af et fast beløb eller entvangsbøde, som Domstolen kan træffe i medfør af art. 171, stk. 2,retter sig alene til medlemslandet og kan ikke skabe rettigheder ellerpligter for borgerne, som skal beskyttes ved de nationale domstole,eller i øvrigt få direkte betydning for den enkelte borger. Afgørel-sens efterlevelse kan næppe heller gennemtvinges ved de nationaledomstole, jf. art. 187 og 192 modsætningsvis. Beslutningen er efterJustitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart anvendelig.Hvis en medlemsstat ikke opfylder sine traktatmæssige forpligtelsertil at betale det faste beløb eller tvangsbøden, vil den pågældendemedlemsstat kunne sagsøges for traktatkrænkelse efter EØF-traktatens artikel 169 og 170. Der vil formentlig kunne blive taleom, at EF modregner det faste beløb eller tvangsbøde i beløb, somefter traktatens regler om støtte, refusioner m.v. skulle have væretudbetalt til det pågældende lands myndigheder. En sådan modreg-ningsadgang indebærer imidlertid ikke, at forpligtelsen ændrer ka-4

De anførte betragtninger gør sig tilsvarende gældende i forholdtil de afgørelser om at pålægge en kontraherende stat at betaleet fast beløb eller tvangsbøde, som EU-Domstolen efter fi-nanspagtens artikel 8, stk. 2, tillægges kompetence til at træffe.Også EU-Domstolens kompetence efter finanspagtens artikel8, stk. 2, må således anses for at have karakter af en folkeretligforpligtelse, der påhviler Danmark som sådan, og en dansk til-slutning til bestemmelsen forudsætter derfor efter Justitsmini-steriets opfattelse ikke anvendelse af proceduren i grundlovens§ 20.5.6.4.Sammenfattende er det på den anførte baggrund Justits-ministeriets opfattelse, at dansk tilslutning til finanspagtens ar-tikel 8 ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlo-vens § 20.”2.Som det også fremgår af pkt. 5.6.3 i Justitsministeriets notat af 22. fe-bruar 2012 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Dan-marks ratifikation af traktaten om stabilitet, samordning og styring i DenØkonomiske og Monetære Union (den såkaldte finanspagt), har EU-Domstolen efter TEUF artikel 260 kompetence til at pålægge EU’s med-lemsstater at betale et fast beløb eller en tvangsbøde. Det kan efter be-stemmelsen komme på tale i tilfælde, hvor EU-Domstolen fastslår, enten aten medlemsstat ikke har efterkommet Domstolens dom, eller at en med-lemsstat ikke har overholdt sin forpligtelse til at meddele Kommissionenom gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv.Finanspagtens artikel 8, stk. 2, tildeler – som noget nyt – EU-Domstolenkompetence til at pålægge en kontraherende stat at betale et fast beløb elleren tvangsbøde i tilfælde, hvor den kontraherende stat ikke har truffet denødvendige foranstaltninger til at efterkomme en dom fra EU-Domstolen,hvorved Domstolen har fastslået, at den pågældende stat ikke opfylder fi-nanspagtens artikel 3, stk. 2. Finanspagtens artikel 3, stk. 2, fastsætter enpligt for de kontraherende stater til at gennemføre den såkaldte balancere-gel i national ret.