Grundlovens § 78 taler jo meget klart om foreninger, der virker ved vold eller opfordrer til vold.
Grundlovens § 78 siger nemlig, at foreninger, der virker ved vold eller opfordrer til vold, skal opløses.
Og det er det, det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat og vi andenbehandler her i dag, handler om.
I Dansk Folkeparti ser vi med stigende bekymring på, at vi har foreninger, dvs.
rocker- og indvandrerbander, der virker ved vold, bruger vold for at opnå de mål, de nu har sat sig først og fremmest om økonomisk vinding.
Derfor mener vi, at det er vigtigt, at Folketinget gør, hvad vi kan, for at understøtte myndighedernes arbejde med at ødelægge mulighederne for, at rocker- og indvandrerbander kan fortsætte deres hærgen.
Når jeg taler om »fortsætte deres hærgen«, er det jo, fordi der næsten ikke går en dag, uden at vi ser, at banderne er aktive enten på narkomarkedet ved at stå bag omfattende indsmugling af narkotika eller ved at deltage i deciderede krigshandlinger indbyrdes mellem banderne.
Vi ser i øjeblikket skyderier både på Vestegnen og i København på Nørrebro, hvor bandemedlemmer er aktive, og hvor man på forskellig vis prøver at bekæmpe grupper, der gerne vil have fat i det marked, som er meget lukrativt.
Senest i weekenden den 5.-6.
maj så vi, hvordan man på brutal vis tog fat i fuldstændig uskyldige mennesker, der sad i en bil ved Folkets Park på Nørrebro, og hvor den såkaldte blågårdsbande tilsyneladende var dem, der trak fire mennesker ud af en bil, bankede dem sønder og sammen og brugte knive for at skade de mennesker, der uskyldigt var til en koncert i København og altså lige tilfældigvis befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det er for os i Dansk Folkeparti at se uholdbart, hvis ikke vi gør, hvad vi kan for at understøtte myndighedernes arbejde med at forhindre den slags.
Der er altså, som jeg nævnte, en klar hensyntagen til det i grundloven, for når man har deciderede klubber og foreninger, der virker ved vold eller opfordrer til vold, skal de opløses.
Så er det en pligt, vi har, at skride ind – helt markant.
Og når vi taler for det i Dansk Folkeparti, er det selvfølgelig også for at være på forkant med tingene, for vi kan jo se på de initiativer, der foregår i øjeblikket fra bandernes side, at der er deciderede krigshandlinger på vej.
Tidligere var det imellem specielt Hells Angels og nogle indvandrerbander; nu er det indbyrdes mellem indvandrerbander og tilsyneladende også indbyrdes mellem rockergrupper.
I Esbjerg kan vi se, at der er en meget ulykkelig udvikling i gang, hvor de to klubber, der sloges rigtig meget i sin tid, Bandidos og Hells Angels, er oppe at toppes.
Det er selvfølgelig noget, vi skal se på med meget stor alvor fra Folketingets side.
Det kan vi ikke bare se på uden at gøre noget.
Så opfordringen fra Dansk Folkeparti her i dag er, at Folketingets partier og folketingsmedlemmerne – også selv om man måske ikke lige er enige med dem, der nu har bestemt, at man skal være modstander af det her forslag fra Dansk Folkeparti – gør sig fri af det og spørger:
Er det her forslag et fornuftigt forslag?
Ja, hvis man synes det, så tryk på de grønne knapper og hjælp myndighederne med at bekæmpe det her uvæsen.