Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 6:

Forslag til folketingsbeslutning om folketingsmedlemmers eftervederlag.

Af Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

(Fremsættelse 27.10.2011).

Dette beslutningsforslag er som bekendt Folketingets ansvar, og jeg vil på Præsidiets vegne følge debatten med henblik på den videre behandling.

Den første ordfører er hr. Flemming Damgaard Larsen, Venstre. Værsgo.

Tak. Dette beslutningsforslag fra Enhedslisten omhandler, at lønindkomst m.m. i år et modregnes i eftervederlaget til medlemmer af Folketinget efter samme regler, som er gældende i år to. Da folketingsmedlemmer mister arbejdsmarkedskontakt og karrieremuligheder ved indtræden i Folketinget, er det rimeligt, som Enhedslisten også anfører, at der findes en ordning med eftervederlag, der kan kompensere herfor, indtil et folketingsmedlem, der ryger ud ved et valg, finder ny indkomstmulighed.

Det er lige så rigtigt, at der ikke må være mulighed for at kunne spekulere i denne, om jeg så må sige, sociale ordning, f.eks. ved at gå direkte ud til et højtlønnet job og således både modtage eftervederlag og høj lønindtægt. Det virker ikke rimeligt. Det kan der være god grund til at se nærmere på. Imidlertid er det sådan, at eftervederlaget er en del af de samlede løn- og ansættelsesvilkår, der findes for folketingsmedlemmer, og derfor skal det vurderes som et samlet hele. På den baggrund vil Venstre gerne se på dette forhold, når vi engang skal revidere de samlede økonomiske vilkår, der er for Folketingets medlemmer. Da forslaget således er taget ud af et samlet hele, kan Venstre ikke medvirke til forslaget.

Der har meldt sig et par spørgere. Den første er hr. Per Clausen fra Enhedslisten for en kort bemærkning.

Jeg vil godt spørge hr. Flemming Damgaard Larsen, om det, at tingene skal ses i en sammenhæng, betyder, at hvis vi fjerner en åbenlys urimelighed – som hr. Flemming Damgaard Larsen selv var inde på at det er – altså en mulighed for spekulation i en ordning, som i øvrigt er god og fornuftig, så skal vi kompensere folketingsmedlemmerne. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er det, der ligger i, at det skal være sådan en samlet helhed, altså at så skal der være noget, der bliver bedre et andet sted for folketingsmedlemmerne.

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil ikke stå her i dag og foretage nærmere detailforhandlinger om, hvordan det skal indrettes med hensyn til vores løn- og ansættelsesvilkår som folketingsmedlemmer, men sige, at det her skal indgå som et af de elementer, der skal ses på.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg vil så have en positiv tilgang til det, hr. Flemming Damgaard Larsen siger, nemlig at jeg er glad for, at hr. Flemming Damgaard Larsen mener og Venstre mener, at det kan være, når vi så ser på folketingsmedlemmernes lønforhold, pensionsforhold osv., at det er muligt, at man kan fjerne urimeligheder, uden at folketingsmedlemmerne skal kompenseres for det. For jeg er sikker på, at hr. Flemming Damgaard Larsen, også når det handler om andre grupper i befolkningen, har den opfattelse, at man godt kan fjerne nogle urimelige fordele, de har, uden at de behøver at blive kompenseret for det. Jeg er glad for, at det trods alt er sådan, at Venstre godt kan gå med til, at man får fjernet nogle helt åbenlyse urimeligheder, uden at folketingsmedlemmerne behøver at blive kompenseret for det. Sådan tolker jeg hr. Flemming Damgaard Larsens synspunkter, og derfor glæder jeg mig meget til de forhandlinger, vi kan få om det.

Ordføreren.

Jeg har jo sagt flere gange, både under dette punkt og under tidligere punkter, at vi ønsker, at man skal se det her under et. Det her er et af de områder, hvor der er en klar urimelighed, og det skal vi ind at se på. Men det kan også være, at der på andre områder er nogle urimeligheder i modsat retning. Og det er ikke noget med, at vi skal til at veje det op imod hinanden – sådan vil vi ikke være med til at gøre det. Vi skal se på samlet set, hvad det er for nogle vilkår, vi har arbejdsmæssigt – vi kan også godt kalde det ansættelsesmæssigt – lønmæssigt og på anden måde, altså de økonomiske vilkår, der der er ved at være folketingsmedlem. Det vil vi gerne se på samlet.

Det næste, der har bedt om ordet, er hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Problemet med den måde, som Venstre går til den her debat på, er jo, at selv det, som Venstre selv definerer som åbenbare urimeligheder, kan vi ikke have nogen som helst sikkerhed for bliver lavet om, fordi man hele tiden dækker sig ind under, at det jo er et samlet hele og man skal se på det hele under et, og så er der jo ikke nogen som helst grund til at tro med de meldinger, der har været indtil nu om forholdene i øvrigt, at der bliver lavet noget som helst om. Så selv noget, som hr. Flemming Damgaard Larsen selv betegner som en åbenbar urimelighed, kan vi så ikke få lavet om. Bliver man så ikke nødt til at ændre strategi og acceptere, at så må man altså tage og fjerne de åbenbare urimeligheder, opnå enighed om det, og så kan man jo se, om man også kan blive enige om andre ting, men at det dog er bedre at fjerne de åbenbare urimeligheder end at risikere ikke at foretage sig noget som helst?

Tak. Så er det ordføreren.

Nu er det således, at jeg synes, at det her er urimeligt, men det er jo ikke således, at det er noget, som der har været et voldsomt træk på. Vi kender ét eksempel på det. Vi kender ét eksempel, og jeg mener ikke, at vi skal sidde her og begynde at lave sagsbehandling ud af et eneste eksempel. Vi er i hvert fald ikke sådan et enkeltsagsparti, der, bare ved at man ser et eksempel, skal lave en hel masse om. Men jeg har givet et klart tilsagn om, at vi vil være med til at ændre på det her, når vi i øvrigt skal se på det hele. Vi er parat til i morgen at se på det hele.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Man kunne også vende det rundt og sige, at hvis det ikke berører særlig mange, men det er en åbenbar urimelighed, må det være forholdsvis nemt lige at få fjernet den åbenbare urimelighed. Det kunne man jo også vælge at tage som udgangspunkt.

Så vil jeg også bare sige til hr. Flemming Damgaard Larsen, at man jo faktisk ikke ved, hvor mange det omfatter, fordi man kan jo også risikere, at der er folketingsmedlemmer, som faktisk har fundet et andet job, og som er på vej ud til et andet job, men som tænker: Hvorfor egentlig gå over til det job midt i en valgperiode, eller måske 2 måneder før man tænker, at der måske kan blive valg. Hvis man nu lige kan vente 2 måneder, bliver der valg, og så er det til det tidspunkt, man – jeg havde nær sagt – siger op på fra sit politikerhverv, fordi så ved man, at man fortsat får sin folketingsgage udbetalt i et helt år, år to endda suppleret op, hvis man får en løn i det job, man kommer over til, der er lavere end den, man hidtil har fået som politiker. Så hr. Flemming Damgaard Larsen ved jo egentlig ikke rigtig, hvor mange der er omfattet af det her. Han kan jo kun tage de konkrete eksempler, der har været fremme, hvor det har været til diskussion, om man har haft en mulighed for i virkeligheden at spekulere i de her regler, og om man har gjort det osv.

Så jeg vil sige til hr. Flemming Damgaard Larsen: Hvis det her er en lille ting, og det ikke rigtig berører så mange, er der i hvert fald ingen grund til at afvente at få den her åbenbare urimelighed fjernet, indtil man skal kigge på en helhed for alle mulige andre. Så kan man da lige så godt få det ordnet, og så er vi da kommet så langt.

Tak. Så er det ordføreren, værsgo.

Nu har jeg været medlem af Folketinget her i en årrække, og jeg har altså det indtryk, at mine kollegaer her i Folketinget, også dem, der er gået ud, ikke er så skidte mennesker, at de sidder og spekulerer i det her. Det er bestemt ikke mit indtryk. Det gennemgående indtryk, jeg har af folketingsmedlemmer, er, at det er ordentlige og hæderlige folk, som den danske vælgerbefolkning har valgt ind, så jeg tror ikke på, at det er i det omfang, som spørgeren her prøver på at skitsere. Som jeg har sagt ved alle enkeltsagsforslag, og det vil jeg godt kalde det, der er fremme her i dag, vil vi meget gerne se på tingene, men det skal ses i et samlet hele, en samlet helhed, så vi får en helhedsløsning ud af det.

Der er endnu en, der har meldt sig for en kort bemærkning, og det er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten, værsgo.

Når hr. Flemming Damgaard Larsen mener, at der er en urimelighed i den nuværende ordning, og ikke vil gå til biddet på, om man skal fjerne den, kunne hr. Flemming Damgaard Larsen så fortælle forsamlingen, hvad han tænker på kunne være alternativet til den nuværende ordning?

Ordføreren, værsgo.

Ja, der kan sikkert være mange alternativer. Men et af dem kunne jo være, at man i år et fik efter den samme regel som i år to, altså at der skete en reduktion i forhold til den indkomst, man fik.

Der er ikke flere bemærkninger, tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerækken er fru Karen J. Klint fra Socialdemokraterne, værsgo.

Tak. Det bliver sværere og sværere at brede debatten ud. Jeg tror, det er blevet sagt rigtig mange gange i dag, at tingene hænger sammen herinde, og at der skal være en balance i den samlede pakke af vores økonomiske vilkår, vores eftervederlag og vores pension herinde, og at vi ikke skal agere på enkelttilfælde. I forhold til beslutningsforslaget her, der handler om vores eftervederlag, vil jeg også gå tilbage til sidst, da det beslutningsforslag var til drøftelse i salen, hvor den tidligere ordfører også fremhævede, at der godt kan være en enkelt urimelighed, hvis der er nogle medlemmer, som måske spekulerer i ordningen og på den måde kommer til at spille dobbelt op.

Men det typiske er jo faktisk, at det ikke er så nemt for folketingspolitikerne at gå direkte fra folketingsarbejdet og ud i et job, fordi det lidt bliver betragtet som et karrierestop og vi ikke er så eftertragtede. Så er der nogle få, der er eftertragtede i forhold til at få et arbejde bagefter, men det er klart et mindretal.

Hvorvidt den nye gennemsnitsalder, der nu er i Folketingssalen, vil ændre på det, hvorvidt den nye kultur, der er på nogle arbejdspladser, vil ændre på det, kan vi ikke vide, men at agere, fordi et enkelt medlem har stået i en situation, hvor man gik direkte herfra i job med eftervederlag, synes vi ikke er grundlag nok for at tage det element ud af den samlede pakke og drøfte det enkeltvis. Men vi ser gerne på pakken som helhed og også på, om den eventuelt skal skrues sammen på en anden måde, også hvad angår det, der er blevet sagt hen over sommeren, altså om det for år et og år to skal være ens, eller om der skal være forskellige ordninger i år et og år to.

Men vi støtter ikke forslaget, som det ligger her og nu.

Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Undskyld, men jeg forstod ikke fru Karen J. Klints mening, altså hvad der var hendes idé om, hendes holdning til forslaget. Mener fru Karen J. Klint, at det er urimeligt, som det fungerer i dag?

Ordføreren.

Nej, vi mener ikke, at ordningen som helhed er urimelig. Det, som jeg antydede, var, at der kunne være enkeltpersoner, som gradbøjede ordningen til egen fordel, og det har ikke været hensigten med den. Hensigten har faktisk været at beskytte de folketingspolitikere, der går ud i arbejdsløshed, og som derfor skal have 2 år med rimelige økonomiske vilkår, før de igen erhverver retten til dagpenge eller noget andet, hvis de endnu ikke har et job.

Det er den generelle ordning, jeg omtaler som rimelig. Hvis der er enkeltpersoner, der træder ved siden af, vil jeg aldrig kalde det rimeligt.

Hr. Christian Juhl.

Jeg vil gerne høre, om fru Karen J. Klint kunne tænke sig at støtte et forslag om, at vi ændrede dagpengeloven for almindelige arbejdsløse, således at de i det første år ubetinget fik deres dagpenge i 1 år og først i det andet år blev modregnet, hvis de fandt et stykke arbejde.

Ordføreren.

Jeg er ikke så godt inde i de regler, at det er et spørgsmål, jeg vil stå og svare ja til her. Men vi har jo lige været med til at ændre på dagpengene, fordi vi faktisk synes, at nogle af kontanthjælpsforholdene er for ringe.

Men igen vil jeg sige, at jeg ikke ved, hvor rimeligt det er at sammenligne de muligheder, vi har for at klare os efter et politisk job herinde, med det øvrige almindelige arbejdsmarked. Der mener jeg stadig væk, at det er vores vilkår som helhed, der skal sammenholdes med de øvrige forhold på den del af arbejdsmarkedet, vi så bedst kan sammenlignes med. Men jeg forstår godt pointen i det, der bliver spurgt om.

Tak. Så er det hr. Morten Marinus fra Dansk Folkeparti for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om hun ikke synes, det er en god idé, hvis man tager op til overvejelse, hvorvidt man skal modregne lønindkomster i eftervederlaget allerede fra år et og ikke som nu først i andet år.

Ordføreren.

Jeg vil svare, ligesom Venstres ordfører gjorde, og sige, at vi står ikke her som partier og forhandler de konkrete delelementer i vores vilkår herinde; det står vi ikke og forhandler her. Det kan vi tage op, hvis vi tager hele pakken op og drøfter den. Og så har jeg antydet, at vi er åbne over for at se på nogle forhold og også, at der ikke skal tænkes i de særlige forhold, vi har herinde.

Tak til ordføreren. Hr. Morten Marinus, værsgo.

Jamen grunden til, jeg spørger, er jo, at jeg ved, at der er flere herinde – både i den her periode og i tidligere perioder – der har haft et hverv, et job, som de har haft orlov fra, og at de faktisk kan vende tilbage til det job, når de stopper herinde af den ene eller den anden grund. Mener ordføreren så, det er rimeligt, at de skal have fuldt vederlag, også i år et, efter at man stopper herinde, altså hvis man har et sikkert job, man kommer tilbage til efter endt orlov?

Ordføreren.

Jeg kender ikke statistikken for det, der bliver nævnt her, men det er jo en statistik, vi kan tage frem i udvalgsarbejdet. Det er den generelle ordning, jeg taler om, ikke om, hvorvidt enkeltpersoner kommer til at tjene på en ordning, eller om andre enkeltpersoner i højere grad taber på det, fordi de så heller ikke kommer i arbejde efter de 2 år. Så sådan er der jo noget, der kan være urimeligt både på plus- og minussiden, og det er den helhedsbetragtning, vi skal have i vores afvejning.

Hr. Per Clausen fra Enhedslisten for en kort bemærkning.

Jeg synes i grunden, det er lidt ærgerligt, at fru Karen J. Klint gjorde det her spørgsmål til et spørgsmål om, at der var nogle, der misbrugte ordningen. Ordningen er nu sådan, at man det første år får det her eftervederlag, uanset hvor meget man tjener. Der er jo ikke tale om misbrug, der bare tale om en ordning, der er, som den er. Som debatten ellers har været i dag, kunne nogle måske finde på at sige, at det var en velerhvervet rettighed, som man ikke sådan kunne komme og tage fra folk. Måske var det netop drømmen om et år med dobbelt indtægt, der gjorde, at man blev folketingsmedlem.

Jeg vil bare spørge fru Karen J. Klint, om hun ikke er enig med mig i, at det her altså er reglen, der er noget galt med, og ikke det, at nogle misbruger den, for det gør de sådan set ikke, de bruger den bare.

Ordføreren.

Det kan selvfølgelig altid være nuancer, det kan også være ordvalg, som ikke nødvendigvis er hensigtsmæssige, når de kommer direkte fra hoften og ikke altid når at vende i hjernen, før de kommer ud af munden.

Det, jeg tænkte på, var, hvis man tænker i at vente med at tage det job, man har på hånden, til der så bliver valg. Vi kender jo også medlemmer, der har fået nogle gode job, mens de var herinde, og så er de jo fratrådt til tiden, og så har de jo ikke kunnet hæve det eftervederlag, for man får jo ikke eftervederlaget på et tilfældigt tidspunkt, når man træder ud. Og der var det, jeg sagde, at hvis man aktivt tænker i at vente med at modtage noget godt, til valget tilfældigvis kommer, og til man så tilfældigvis kan få eftervederlag, så synes jeg måske, at det er på kanten af at være noget, der ikke var tiltænkt med ordningen, for ordningen er en beskyttelse, fordi vi jo aldrig ved, hvornår vi har et valg og dermed heller ikke har et opsigelsesvarsel, vi kender, og kan agere på i forhold til vores privatliv og vores privatøkonomi. Det er jo det, der er forskellen på os og det almindelige arbejdsmarked, hvor man typisk har et opsigelsesvarsel. Det har vi jo løbende foran os hele tiden.

Tak. Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt sige, at jeg jo er enig med fru Karen J. Klint i, at det er fornuftigt, at vi har en eftervederlagsordning – helt sikkert. Det er jeg helt overbevist om at det er.

Jeg er også enig med fru Karen J. Klint i, at vi har set eksempler på personer, som man kan sige på den ene eller anden måde har tilrettelagt deres arbejdsliv på en sådan måde, at de med en vis form for omhu har forsøgt at sikre sig, at de fik eftervederlaget, hvor en lidt mere almindelig reaktion med, at man holder op, når man har fået et nyt arbejde og starter i det med det samme, vil føre til, at man ikke får det, det er jeg enig i. Så vi kan godt finde eksempler på uheldig adfærd.

Men problemet er vel alligevel, at tilbage står, at det godt kan opleves som urimeligt, at mennesker, der jo for så vidt ikke lider noget tab overhovedet, fordi de dagen efter, de ryger ud af Folketinget, går ud og får et arbejde, får et eftervederlag. Det er under alle omstændigheder urimeligt. Selv om der ikke er spekuleret i det, er det urimeligt, at de så får dobbelt op i en periode.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal gentage, at vi gerne ser en afbalanceret drøftelse af plusser og minusser ved den ordning, vi har, og så ser på, om vi kan finde en ny ordning, der har et bedre balancepunkt end den i dag, nu har jeg gentaget det igen.

Tak. Og der er endnu en ordfører, der har bedt om en kort bemærkning. Fru Stine Brix, Enhedslisten, værsgo.

Ordfører er måske så meget sagt, men jeg kan forstå, at fru Karen J. Klint er optaget af, at vi som folketingsmedlemmer ikke kommer i en uheldig situation, når vi måske ikke bliver valgt og ryger ud af Folketinget og dermed står uden indtægt. Det kan være en ganske fornuftig bekymring at have, men mener fru Karen J. Klint, at det beslutningsforslag, som ligger i dag, stiller folketingsmedlemmer dårligere, når de står uden indtægt, som det er i dag? Beslutningsforslaget går ud på, at såfremt man finder et arbejde, skal man ikke have det eftervederlag, som man ellers har krav på i dag.

Ordføreren.

Mine svar går stadig væk på, at det er et delelement i en hel pakkeløsning, og når man tager delelementer ud af en pakkeløsning, så er det ikke sikkert, at den pakke passer til det afbalancerede forhold bagefter. Det er derfor, vi ikke går ind og tager delelementer ud.

Vi siger tak til ordføreren. Så må det være hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. I Dansk Folkeparti synes vi faktisk, at forslaget her er ganske, ganske glimrende. Man kan jo egentlig sige det meget enkelt: Der skal være en eftervederlagsordning gældende for politikere, der på en rimelig, ordentlig og fair måde gør det muligt at søge ud på arbejdsmarkedet, at finde sig et job og komme i gang med at have en lønindkomst på den måde i stedet for at være politiker. Sådan skal det være. Så kan man spørge sig selv: Er den nugældende ordning gunstig i forhold til det? Ja, det må man sige. Er den lukrativ: Ja, det må man sige.

For selv om man altså kommer ud og har fundet sig et job, er det sådan, at man i en helt fast periode på 1 år er sikker på, at man oven i lønindkomsten for det job også fortsat får sit folketingsvederlag. Og når man så har fået suppleret op i en periode, så man jo i virkeligheden får både den lønindkomst, man har tilvejebragt via det arbejde, man har på arbejdsmarkedet, og politikervederlaget, ja, så er man også stillet så godt, at hvis det job, man har fået, er et job, hvor man tjener mindre end det, man tjente som politiker, så er man i det andet år sikret, at man stadig væk også lige får suppleret op, så man fortsætter på det niveau, man var på for over et år siden, da man var politiker. Det er vist en rimelig lukrativ ordning. Også når man ser på alle mulige andre grupper i samfundet, er det svært at finde folk, der har mulighed for at få en aftrædelsesordning af den kaliber.

Bør man så lave det om? Ja, det gør man selvfølgelig. Jeg glæder mig utrolig meget over, at hr. Flemming Damgaard Larsen som ordfører for Venstre sagde, at det her var en klar urimelighed, og at man burde lave det om. Så er der selvfølgelig bare det problem i forhold til Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og andre partier, at så kommer der hele tiden det her ind over med, at det hele skal ses i en helhed, og at der skal være balance i tingene. Det er altså underforstået, at hvis man skal ændre en åbenbar urimelighed, noget, man selv definerer som en åbenbar urimelighed, så skal der sættes noget andet i stedet.

Det må jeg sige at vi i Dansk Folkeparti har meget svært ved at forstå, også taget i betragtning, at det kan være ret tilfældigt, hvem der får glæde af den her ordning. Det er jo ikke noget med, at man kan sige, at det er en del af et folketingsmedlems samlede aflønningsvilkår. Det kunne man måske til nød sige i forhold til pensionsvilkårene, for det er jo noget, der gælder – det er man sikker på at man kan få ret til. Her kan det jo bero på nogle tilfældigheder, altså på, om man overhovedet finder et job eller ikke finder et job, eller på, om man i virkeligheden så ønsker at forlade jobbet som politiker. Der er jo også tale om det, når det drejer sig om frivillig aftræden. Altså, en ting var, hvis det var, når vælgerne sagde: Nu vil vi ikke se på dig mere, du er fyret. Så kunne man sige, at politikeren måske var i en lidt mindre gunstig situation, end hvis vedkommende af egen drift havde valgt det.

Det gælder også de mennesker, som har orlov fra en stilling, og her bliver det jo helt absurd. Altså folk, der er ansat i en stilling, og som bliver politikere og så tager orlov fra den stilling, de er i, og med sikkerhed ved, at når de er færdige som politikere, så kan de komme tilbage til den stilling – den står klar til dem, når de er færdige som politikere – får også ret til 1 års vederlag oveni, plus at det jo altså bliver suppleret op i år 2.

Så her er der altså nogle situationer, hvor det er ret tilfældigt, hvordan de enkelte folketingsmedlemmer er stillet i eftervederlagsordningen, og dermed synes vi ikke, at det er rimeligt at tale om, at den her åbenbare urimelighed kun kan justeres, hvis man sætter noget andet i stedet.

Derfor håber vi også, at når vi får diskussionen om de her ting i udvalgsarbejdet, kan det flertal – ser det ud til – der i virkeligheden synes, at der her er en åbenbar urimelighed, manifestere sig i, at man så også tager sig sammen til dog at få ændret på det her område, så det ikke skal afvente alt muligt andet. Det vil vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side gerne give vores konstruktive bidrag til i det arbejde, der forestår med det her forslag.

Tak til ordføreren. Hr. Nadeem Farooq som radikal ordfører.

Da Radikale Venstres ordfører ikke kan være i salen lige nu, skal jeg hermed meddele, at Radikale Venstre ikke finder, at der er sket væsentlige ændringer, siden forslaget sidste gang blev behandlet, og derfor kan Radikale Venstre ikke støtte forslaget.

Der er to korte bemærkninger. Hr. Christian Juhl.

Er det hr. Nadeem Farooq bekendt, at der ude på det almindelige arbejdsmarked er sket en halvering af mulighederne for at få dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed?

Ordføreren.

Som det også tidligere er blevet fremført, er der nogle vilkår knyttet til det at være folketingspolitiker, f.eks. at der lige pludselig kan blive valg, og det gør, at det er svært at sammenligne de to grupper.

Hr. Christian Juhl.

Hvilken mening har hr. Farooq om et forslag, der f.eks. kunne gå på, at hvis man er sikret løn eller vederlag fra en arbejdsgiver, f.eks. Folketinget, skal man også stå til rådighed eller måske oven i købet yde en arbejdsindsats for det vederlag eller den løn, man får, så fællesskabet i samfundet, Folketinget, eller hvad, det kunne være, kunne råde over ens arbejdskraft i den periode, man er sikret den løn.

Ordføreren.

Det lyder jo meget besnærende, men så enkelt, som Enhedslisten gerne vil have det til at se ud, er det ikke i virkeligheden. Der er også stillinger, i hvilke man godt nok kan tage orlov, og til hvilke man kan vende tilbage, men det er ikke sikkert, at det er den samme stilling. Man kan også starte på et senere tidspunkt, efter man er udtrådt. Hvis det var det, ordføreren sigtede til, synes jeg ikke, at man kan sammenligne. Men jeg vil gerne sige herfra, at vi selvfølgelig ser frem til en konstruktiv udvalgsbehandling, og vi ser gerne, at der kommer nye elementer ind, men sådan som forslaget ligger, er det noget, der minder om en genfremsættelse, og derfor er vi imod forslaget.

Hr. Morten Marinus for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge hr. Nadeem Farooq, om han ikke mener, det er rimeligt nok, at medlemmer herinde, der stopper enten ved at blive stemt ud eller ved selv at stoppe til et folketingsvalg, bliver trukket i eftervederlaget for den lønindtægt, som de vil have i år et, eller om hr. Nadeem Farooq – ligesom den socialdemokratiske ordfører åbenbart mener det – mener, det er nødvendigt at få en statistik over, hvor mange der har orlov, før man kan udtale en holdning til det.

Ordføreren.

Det, spørgeren fra Dansk Folkeparti så glemmer, er, at der jo kan være en incitamentsstruktur, man så går ind og laver lidt om på, hvis man vil modregne, fordi der så kan være folketingspolitikere, som det tager lidt længere tid for at finde en stilling, så det er vel ikke incitamenterne, vi skal ødelægge her ved at lave om på det?

Hr. Morten Marinus.

Det var ikke et svar, jeg kunne bruge til ret meget. Men der er folk herinde, der har orlov fra et job. De kan vende tilbage til det job, dag et efter at de er blevet stemt ud ved et folketingsvalg eller selv har bestemt, at de ikke vil genopstille til et folketingsvalg. Synes ordføreren ikke, at det er rimeligt nok, at man allerede i år et derefter bliver modregnet af sin lønindkomst i eftervederlaget? Hvorfor skal man vente til år to?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at hvis det her med orloven, som jo blev rejst her i debatten, er et nyt indspark i forhold til sidste gang, forslaget blev fremsat, så ser vi frem til at diskutere det i udvalgsbehandlingen. Men sådan som forslaget ligger her, kan Radikale Venstre ikke støtte forslaget.

Så er det hr. Holger K. Nielsen som SF's ordfører.

Jeg vil starte med at sige, at vi ikke kan stemme for det her forslag. Der er jo et bredt forlig på det her område, og jeg synes i det hele taget, at spørgsmål, der angår folketingsmedlemmernes løn- og pensionsvilkår og andre vilkår, er noget, der bør behandles og vedtages i brede forlig. Det har der været meget tradition for, og det skal der også være fremover efter min mening.

Vedrørende det konkrete her vil jeg så sige, at jeg faktisk synes, det er noget af det, man skal se på. Det er jo rigtigt, som det blev sagt før, at der er eksempler på, at man kan have orlov fra en stilling, man kan vende tilbage igen, og er det så rimeligt, at man i realiteten både får eftervederlag og løn for sit job? Jeg kan sige, at jeg selv er et sådant eksempel. Jeg har et tilbagegangsmærke til et ministerium – hvilket det er, skal jeg ikke afsløre her i dag, så de ikke bliver nervøse det pågældende sted – men det har jeg rent faktisk. Hvis jeg ryger ud ved næste folketingsvalg, og det kan ikke udelukkes med de meningsmålingstal, SF har i øjeblikket, så har jeg faktisk ret til at vende tilbage i princippet dagen efter og så også at kunne få løn. Det synes jeg personligt ikke er rimeligt, og det burde man faktisk efter min mening se på. Det har jeg sagt tidligere, og det mener jeg faktisk stadig væk at man bør.

Men det skal jo som sagt ses i en sammenhæng, for alt det her hænger jo sammen. Det der med, at man sådan kan pille det enkelte element ud, holder jo ikke, for det hænger sammen med løn, det hænger sammen med pensionsvilkår, det hænger sammen med andre vilkår. Derfor er man nødt til at se det her i en sammenhæng, og det har man i øvrigt også gjort tidligere. Da man sidst fik en større reform af det her – det er vel 10-12 år siden, tror jeg – så man jo på det i en helhed. Da kom boligtilskuddene også ind, så vidt jeg husker. Så man skal se det i sammenhæng med de tillæg, man i øvrigt får. Og den diskussion er jeg villig til at tage, så det er jo godt nok med den her måde diskutere det på, som vi gør her, så vi får en diskussion, men vi kan ikke stemme for det.

Der er to korte bemærkninger. Værsgo til Christian Juhl.

Så vil jeg gerne høre hr. Holger K. Nielsen, om han slet ikke synes, at der er et troværdighedsproblem for politikere, hvis ikke vi tør og har lyst til mere åbent at diskutere løn- og arbejdsforhold for politikere, når nu det er et hedt emne. Jeg kan da referere til ret mange arbejdspladsbesøg, jeg har været på, hvor det her var det første spørgsmål, som jeg var nødt til at diskutere, altså lønninger i Folketinget, lønninger i fagforeninger, lønninger i direktioner osv. Det er et interessant spørgsmål for mange mennesker, og hvis man ikke ønsker at diskutere det, risikerer man så ikke netop, at man skaber en afstand til folk, og at man skaber mistillid til i det her tilfælde eksempelvis folketingsmedlemmer?

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Christian Juhl i, at man skal tage diskussionen. Men jeg synes så heller ikke, at man skal gøre det ud fra den præmis, at vi bliver urimelig højt lønnet herinde i Folketinget i øjeblikket. Vi skal diskutere det. Som jeg har sagt: Jeg synes, at vi får en fair løn herinde. Jeg synes ikke, der er grund til, at vi skal lægge os ned og ligesom erkende det, som jeg mener bliver sagt af Dennis Kristensen fra FOA i en avis i dag, nemlig at det eneste, man laver herinde, er at række hånden i vejret, og at det kan enhver jo gøre. Man kan tænke på, hvad Dennis Kristensen selv får i løn, og hvad han selv får i pension, og hvad han laver for det, og så kunne man få nogle meget, meget interessante diskussioner om det, ikke sandt? Så jeg synes, at vi skal gøre det på et eller andet reelt grundlag, men det er jeg også villig til. Jeg tror også godt, at folk kan forstå, at der skal være rimelighed i det her. Vi er som sagt ikke en bananrepublik, hvor man får eksorbitant høje lønninger. Det gør man i visse – i gåseøjne – europæiske bananrepublikker, men det skal vi ikke have her, og det har vi heller ikke efter min mening.

Hr. Christian Juhl.

Nu handler det her forslag jo ikke om høje lønninger. Det handler om eftervederlag. Man kan sammenligne det med andre systemer. Hvis jeg f.eks. blev arbejdsløs på en almindelig arbejdsplads, så var jeg heldigvis i en a-kasse, og det vil sige, at jeg kunne få understøttelse. Men den understøttelse har en række betingelser, og der tillader Folketinget sig jo indimellem at ændre på de betingelser isoleret set, ikke set ud fra et helhedssynspunkt om, hvorvidt det nu er godt eller skidt for de arbejdsløse, men isoleret set flytter man det ene og fjerner det andet og lægger noget tredje til. Hvad er grunden til, at man ikke isoleret set kunne sige, at her er en uhensigtsmæssighed – hvilket jeg forstår hr. Holger K. Nielsen og jeg er enige om – og den fjerner vi? For så har vi da i hvert fald det mindre element af årsag til mistillid, og så er vi det kvit, og så kan vi da mere direkte snakke med folk om andre ting, f.eks. løn. Der synes jeg, at oplagte uretfærdigheder, hvor man får løn og løn igen, altså dobbelt løn, kunne være rigtig hensigtsmæssige at fjerne, hvis man alligevel i øvrigt var enige om det.

Ordføreren.

Ja, det er også det, jeg siger. Det er jeg med på.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. Jeg vil også sige tak til hr. Holger K. Nielsen for en mere, synes jeg, fremkommelig facon under debatten om det her forslag end det, jeg reagerede på i forhold til et tidligere forslag. Her siger han da i det mindste, at Socialistisk Folkeparti også er enig med Dansk Folkeparti og andre i, at her har vi at gøre med en urimelighed, som man bør ændre.

Det, jeg så ikke helt kan forstå – og det er mit spørgsmål til hr. Holger K. Nielsen – er, hvorfor lige præcis det her element skal være afhængigt af, at man opjusterer andre vilkår for politikere. Her har vi jo at gøre med, at der skal være en rimelig eftervederlagsordning, og det betyder, at hvis man som folketingsmedlem pludselig bliver fyret af vælgerne, skal der være en rimelig mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, altså på en rimelig facon, for det kan komme meget pludseligt, og det kan man ikke planlægge osv. Sådan er det.

Men det her handler jo ikke engang om, hvilken periode man så fortsat skal kunne få vederlag, men alene om, at hvis man hurtigt finder et job efter at være blevet fyret af vælgerne, skal man modregnes, så man ikke både får sin folketingsgage og lønnen for det nye job, men man bliver trods alt på sit folketingsniveau, som jeg er enig med hr. Holger K. Nielsen i er et rimeligt niveau.

Ordføreren.

Ja, ja. Ja, siger jeg bare.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det forstår jeg ikke. Mit spørgsmål går på, hvorfor ... (Holger K. Nielsen: Jeg hørte ikke noget spørgsmål). Jamen så er jeg glad for at få lejlighed til at komme igen.

Altså, mit spørgsmål var, hvorfor man sætter en ændring af det her element i relation til, om der gennemføres forbedringer for politikere på andre områder. Hvorfor er det her element noget, der skal ses sammen med politikeres øvrige vilkår? Hvorfor kan man ikke håndtere den her urimelighed for sig selv? Det handler jo ikke om at forringe politikernes vilkår; det handler alene om, at man selvfølgelig skal have den tid, man skal bruge for at finde ud i et andet job, når man er blevet fyret af vælgerne, men i det øjeblik man så finder et job, vil man blive modregnet, så man ikke får dobbelt op. Altså, hvorfor kan man ifølge Socialistisk Folkeparti kun ændre den urimelighed, hvis man får forbedringer for politikere igennem på andre ledder?

Ordføreren.

Der er ingen grund til at gentage sig selv. Alt det der kender jeg alt til. Det, som spørgsmålet går på, er, hvorfor man ikke kan tage det her isoleret set. Det er sådan, jeg forstår spørgsmålet. Det kunne man jo bare have stillet mere præcist.

Svaret på det er, at det hang sammen, da man fik den nuværende ordning, fordi man har vurderet – og det kan man have forskellig mening om; jeg synes i og for sig, det er en meget rimelig vurdering – at eftervederlagsordningerne hænger sammen med lønforhold, hænger sammen med boligforhold og hænger sammen med de andre sociale forhold, som folketingsmedlemmerne har, og at man derfor dels skal have nogle brede flertal på området, dels skal se det i sammenhæng med hinanden. Det kan man være uenig i, men sådan har det været, og jeg synes i og for sig, det er rimeligt nok, at man siger, at eftervederlaget da hænger sammen med den løn, man får. Og som det er blevet sagt: Skal man justere det ene sted, skal man måske også justere det andet sted, altså på andre områder. Sådan hænger det jo sammen, når man taler om løn- og arbejdsvilkår og sociale vilkår – både for folketingsmedlemmer og andre steder ude i samfundet.

Tak til ordføreren, der er ikke flere spørgsmål. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Jamen det er meget enkelt. I Liberal Alliance er vi også positive over for dette tredje og sidste beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat. Man kan sige, at det her i hvert fald burde være mere ligetil end de to første, for her behøver vi ikke have lange og langhårede diskussioner om, hvorvidt der er tale om arbejdsmarkedspension, efterlønslignende forhold, eller at folketingsmedlemmer er noget helt særligt. Heraf fremgår det, at folketingsmedlemmers situation er noget helt særligt – det kan man jo se – og særlig god.

Vi er jo glade for, at vi har fået dagpengeperioden sat ned, så den svarer til eftervederlagsperioden for folketingsmedlemmer. Vi synes, det er sådan et meget rimeligt niveau, at man kan blive kompenseret de her par år. Og vi har også en vis forståelse for, at når man er i den situation, man er i her, hvor der kan komme valg osv., er det fint nok, at der kan være et eftervederlag, der kan sørge for, at man kan blive indsluset på det almindelige arbejdsmarked igen.

Men vi synes, det er ganske urimeligt, at man kan modtage penge to gange, altså at man både tjener pengene selv og så får pengene i eftervederlag for at have siddet i Folketinget oveni. Vi synes, det er ganske fint at sige, man trækker pengene fra, hvis man får en indtægt, så det offentlige sparer de penge, og så man ikke får en ekstraordinært høj indtægt, bare fordi man tidligere har siddet i Folketinget.

Eftervederlag er jo ikke tænkt – i hvert fald ikke fra vores side – på en måde, hvor det skulle handle om, at man skulle tjene mere i de år, der kom efter Folketinget på grund af en særlig form for understøttelse for skatteborgernes penge. Det virker jo mærkeligt. Det er jo lavet, fordi man mener, at der er visse folketingsmedlemmer, som er i en særlig udsat arbejdsmæssig situation. Det kan man jo more sig meget over, eller man kan gå ind i lange diskussioner om det, og i visse tilfælde vil det sikkert være rigtigt – og det er fint nok – at man så har en sådan udslusningsordning i forhold til at komme tilbage til det pulserende arbejdsmarked.

Vi synes, det her burde være ligetil. Jeg kan jo godt høre på den debat, der har været – når jeg er det nummer i ordførerrækken, jeg er – at det ikke er så ligetil. Det ser i hvert fald ikke ud til, at det ligger lige for, at der vil være 90 mandater, der kommer til at stemme for det her beslutningsforslag. Men jeg hører også – bl.a., når jeg hører SF's ordfører – at der måske er et rum for, at det her er noget, der kan arbejdes med. Det er i hvert fald det første af de tre forslag, hvor jeg ikke fik en skideballe af SF's ordfører. Så på den måde kunne man jo tro, at man er mere positiv her, end man er i forhold til to første forslag.

Jeg har ikke så meget andet at sige, end at Liberal Alliance støtter forslaget, og at vi håber, at der vil ske noget på det her punkt. For jeg tror, at man er nødt til at forstå, at det er ufattelig svært at forklare og forsvare for os, og at det er ufattelig svært at forstå for den danske befolkning, at vi her – lige meget hvad man i øvrigt måtte mene om pensionsforhold, som vi har diskuteret – laver en ordning, hvor der endda sidder bunker af medlemmer i det her Folketing, som bare sidder og venter på – nej, det gør de måske ikke – at de kan komme ud i det job, de havde tidligere, fra dag et og så oven i få eftervederlag. Det synes jeg simpelt hen er en pinlighed generelt, men det er særlig pinligt i en situation, hvor dansk økonomi ser ud, som den gør nu, og hvor vi beder befolkningen om at stramme livremmen lidt ind. Vi ville bede dem om at stramme sig noget mere an, hvis det stod til Liberal Alliance, og det synes vi sådan set også godt at vi selv kunne gøre herinde på det her punkt. Det her er et sted, hvor det er nemt at nedprioritere, og det rammer i virkeligheden ikke nogen ud over nogle, der får for meget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Lars Barfoed som ordfører for De Konservative.

Man kan jo sige meget for og imod det element i det samlede vederlags- og pensionskompleks, som vi drøfter her, nemlig eftervederlaget, men jeg synes ikke, man kan tage et enkelt element ud af det, der jo er en samlet pakke, og diskutere det isoleret. Jeg kan udmærket forstå argumenterne imod dette ubetingede eftervederlag, hvis man ser det isoleret, men man kan ikke se det isoleret. Det er en samlet pakke, som er diskuteret og afbalanceret, og skal man ændre på noget, må man se på den samlede pakke; så kan man ikke trække et element ud og gøre noget ved det isoleret. Derfor er Det Konservative Folkeparti imod at vedtage det her forslag. Vi stemmer altså imod.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Er der to, der står sammen i dansk politik, er det hr. Holger K. Nielsen og hr. Lars Barfoed, for det er jo fra ord til anden den samme argumentation, der kommer frem her, nemlig at man skal det her i en sammenhæng. Jeg vil gerne spørge hr. Lars Barfoed: Hvorfor egentlig det? Hvorfor er det her ikke lige præcis et element, man sagtens kunne se på for sig?

Det handler jo ikke om, at man siger, at politikerne får dårligere mulighed for at modtage eftervederlag. Det handler om, at i den periode, der går, fra man i givet fald måtte blive fyret af vælgerne eller selv siger op ved et valg, til man finder et arbejde, kan man modtage eftervederlag, men kun med den enkle rimelighed, at man ikke kan få dobbelt op. Man kan altså ikke både gå ud til et job, der måske endda står klar til en, fordi man er på orlov og har mulighed for at vende direkte tilbage, og så få folketingsgagen oveni. Man kan kun få den samme ydelse, som man hidtidig har fået i de her 2 år. Det er jo bare en lille, enkelt klar urimelighed, som man i givet fald får justeret. Der er åbenbart et stort flertal herinde, der mener det, så hvorfor kan vi ikke få gennemført og få det til at udmønte sig i praksis, uanset om man vedtager noget andet samtidig?

Ordføreren.

Jeg kunne jo starte med at sige, at hvis der er to, der holder sammen i dansk politik, så er det hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Per Clausen, som jo er meget enige i den her sag, ligesom jeg er enig med hr. Holger K. Nielsen.

Altså, man kan selvfølgelig more sig over, hvem der holder sammen med hvem, men jeg synes egentlig, det er meget godt, at vi har brede flertal i Folketinget om netop det her; at vi så vidt muligt ikke gør det til genstand for store slagsmål i salen, men finder fornuftige løsninger. Og der mener jeg altså ikke, at man kan trække et enkelt element ud.

Man kunne jo så sige, at netop fordi den her del af eftervederlaget er noget, man får under alle omstændigheder, så er det netop en del af en samlet pakke. Derfor er det en del af den samlede, kan man sige, lønpakke til et folketingsmedlem, at man får sådan et vederlag, når folketingsperioden er slut af den ene eller den anden grund i forbindelse med et folketingsvalg. Og derfor synes jeg ikke man kan se det isoleret.

Man kan godt argumentere imod det isoleret og diskutere, om det er rimeligt eller ej, men man kan ikke efter min mening se det isoleret. Og der er jo også funktionærer, som får en løn i en periode, efter at de fratrådt i forbindelse med en ubetinget fritstillelse, og det kunne man sådan set sammenligne det her med.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg er meget enig med hr. Lars Barfoed i, at det bestemt er formålstjenligt, hvis der er brede forlig eller aftaler, altså, at der er et stort flertal herinde, der står bag de løn- og arbejdsvilkår, der gælder. Det vil jeg da altid foretrække.

Men jeg vil jo så også gerne have, hvis der viser sig øjensynligt at være et stort flertal for noget, at det så også kan manifestere sig. Og det, der er det paradoksale lige præcis med det her forslag, er, at næsten alle går på talerstolen og siger, at de støtter det. De synes, det er rigtigt; der er en åbenbar urimelighed her. Men så siger de, at vi kun kan ændre på den åbenbare urimelighed, hvis man gør noget andet. Altså, hvem er det i virkeligheden, man skal give indrømmelser? For normalt handler det jo om, at man finder brede flertal. Mange forskellige finder sammen, fordi nogle mener noget, og nogle andre mener noget andet. Og for at få alle med i samme båd, skal man så give og tage.

Men her siger alle, som jeg hører det, at man er enig i, at det her er forkert, altså de regler, der er nu. Så vi kan i virkeligheden få et meget bredt flertal, måske næsten et enigt Folketing, til at manifestere sig i forhold til det her forslag. Hvorfor er det så, at man kun ændrer på det, man selv betragter som en urimelighed, hvis politikerne kan få skruet op for nogle penge et andet sted? Det er det, jeg ikke kan få sammenhæng i.

Ordføreren.

Nu har jeg sådan set ikke brugt begrebet urimelighed i forbindelse med det her. Jeg har sagt, at jeg godt kan forstå argumenterne imod det her element, hvis man ser det isoleret, men det mener jeg til gengæld ikke man kan, fordi det hører til en samlet pakke. Og derfor må man se samlet på det.

Hvis vi skal ændre på noget, nytter det ikke noget, at vi tager et snit ad gangen og vurderer det, trækker det ind i Folketingssalen, debatterer det og måske fjerner eller laver om på det ene eller det andet element og isolerer det fra resten af de snit, man kunne skære i den samlede pakke, som er det honorar, et folketingsmedlem får. Og derfor mener jeg ikke, vi kan se isoleret på det her.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen.

I går aftes da jeg var på vej ud i tv-avisen, fordi jeg skulle diskutere med hr. Anders Samuelsen om de rimelige vilkår, vi forsøger at sikre også for mennesker, der ikke har arbejde i Danmark, kom jeg til at tænke på, at når hr. Anders Samuelsen så gerne ville have en ordning, hvor det kunne betale sig at arbejde, så skulle man måske lade sig inspirere af Folketingets eftervederlagsordning, fordi hvis man nu sagde til arbejdsløse, at det første år de var arbejdsløse, ville de beholde deres dagpenge, selv om de fik arbejde, så ville alle diskussioner om, hvorvidt det kunne betale sig at arbejde eller ej, jo falde væk. Så derfor er der jo meget fremtidssikring og kreativ tænkning bag ved den ordning, man har indført i det danske Folketing. Men jeg gik væk fra den tanke, fordi jeg var bange for, at de mennesker, der overværede tv-programmet, ville betragte det som et noget urimeligt forslag og en urimelig betragtning. Det tror jeg i grunden også at det ville have været.

Men så er spørgsmålet: Hvori består det rimelige så, når man har den samme ordning for folketingsmedlemmer, nemlig at man beholder sit eftervederlag, uanset om man har arbejde og tjener penge samtidig? Det er vel også derfor, at konklusionen i alle indlæg er, at isoleret set er det urimeligt, men det skal ses i en større sammenhæng. Det er jo et argument, jeg også godt kender fra min tid som fagforeningsformand, når man mødte op til nogle forhandlinger f.eks. i Finansministeriet, som fremførte, at de havde en række områder, hvor de synes, der var nogle åbenlyse urimeligheder. Hvis man så ikke rigtig kunne finde på noget at sige imod, at det var åbenlyse urimeligheder – det er sjældent, fordi jeg sådan set aldrig har forhandlet for medlemmer, der har haft begunstigelser, som var urimelige – og hvis det var lidt vanskeligt, kunne man jo sige, at det her må ses i en større sammenhæng og i en helhed, og så håbede man selvfølgelig på, at man fik noget som kompensation for at opgive en åbenlys urimelighed. Det synes jeg sådan set er en fornuftigt nok taktik, når det er en fagforening, der forhandler med en arbejdsgiver eller en arbejdsgiverorganisation, at man ligesom ser på, om man ikke kan få noget godt ud af, at man bliver nødt til at afgive et eller andet privilegium, som er blevet for åbenlyst urimeligt.

Men nu er det jo sådan, at den måde, vi fastlægger vores løn på her i Folketinget, jo ikke er, ved at vi forhandler med nogle andre. Vi forhandler med os selv, og derfor kan man godt være lidt betænkelig, hvis udgangspunktet er, at hvis man skal fjerne en rimelighed, skal man gøre noget andet. O.k., det er jo ikke sikkert, at det er det, der menes. Det kan jo bare være, at man i Folketinget synes, at nu skal man ikke fjerne en urimelighed i forhold til sin egen aflønning, i forhold til eftervederlaget uden så også at fjerne eventuelle andre urimeligheder.

Den måde, man jo har set på dagpengesystemet på, da man skulle se det i en sammenhæng, var, at man sagde, at vi naturligvis gør det, at vi halverer dagpengeperioden og fordobler optjeningsperioden, fordi så har vi rigtigt set det i en helhed, fordi så har vi nemlig ramt de arbejdsløse med dobbelte forringelser. Det er rigtig helhedsorienteret politik, som jeg ved er det, som et flertal i Folketinget går ind for. Så i den sammenhæng er der vel ikke nogen grund til at være så bekymret for at se det her i en helhed, fordi man bare vil sige, at vi vil sikre på, at vi får det hele med, sådan at der ikke er nogen urimelige privilegier tilbage, når vi er færdige. Set i det lys er det jo sådan set nogle meget positive udtalelser, der er kommet i debatten.

Så mit synspunkt i forhold til den her debat er vel i grunden, at nu kunne vi anskue det på den måde, at nu har vi diskuteret det i nogle timer, nogle mener i for lang tid, og det kan godt være, at det har taget for lang tid, men den nemmeste måde at sikre, at det ikke tager for lang tid i fremtiden, er jo at få løst nogle af de udfordringer, vi står over for, og derfor tror jeg, at det ville være rigtig klogt, hvis vi i det videre udvalgsarbejde overvejer, om vi kunne organisere og tage initiativ til en proces, hvor Folketingets partier sammen diskuterer de her problemer og udfordringer med henblik på inden for en overskuelig tid at komme med løsningsforslag. Så må vi jo finde ud af, om vi kan blive enige om noget som helst, eller om vi ikke kan blive det, og så kan det jo være, at vi faktisk kan blive enige om så meget, at der kan være en vis fornuft i at sige, at Folketinget ikke behøver at diskutere det i salen hvert eneste år i fremtiden.

Men det er klart nok, vil jeg gerne sige for vores vedkommende, at det forslag, der går ud på, at det eftervederlag, man får som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, får man ikke, når man ikke har nogen tabt arbejdsfortjeneste, taler for sig selv, og det er helt umuligt at forestille sig, at man kan lave nogen som helst løsninger, hvor det ikke indgår i. Hvis man ikke kan finde på andet, som er forkert, og ingen har jo været i stand til at nævne noget konkret andet, der er forkert, ud over Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, alle andre synes jo, alt andet er i den skønneste orden, så må man vel vælge at sige, at i helhedens navn fjerner man den uskønne plet, der er på et i øvrigt godt system.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslag til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.