GrundvederlagI 1920 fremkom et lovforslag, der helt omkalfatrede det gamle vederlagssy-stem for rigsdagens medlemmer, idet man erkendte, at vederlaget skulle væ-re mere end blot den tidligere kendte dækning af udgifterne ved opholdet iKøbenhavn.Vederlaget skulle nu være en slags løn, selv om ordet ”løn” ikke blev brugt.Efter forslaget skulle medlemmer, der boede i København have 4.000 kr. omåret, mens de, der boede mere en end 20 km fra København skulle have5.200 kr. om året. Samtidig blev det indført, at kun halvdelen af vederlagetblev skattepligtigt.I 1948 blev der indført 3 zoner for vederlaget, som i 1954 justeredes, såledesat hele Sjælland blev zone 2.Justeringen/reformen i 1954 skyldtes en del kritik af skattefritagelsen for halv-delen af grundvederlaget, og derfor introduceredes et skattepligtigt grundve-derlag og et skattefrit omkostningstillæg.Mht. vederlagets størrelse blev denne for første gang i 1964 fastslået somsvarende nogenlunde til en tjenestemandsansat ekspeditionssekretær i mini-sterierne, og siden har der været en mere eller mindre fast kobling til statenstjenestemandslønninger.I 1986 blev gundvederlaget justeret som led i en større reform. Det betød, atvederlagets størrelse svarede til vederlaget for borgmestre i byer med 20.000til 25.000 indbyggere. I grove træk svarede det til det antal stemmer, der skul-le til for at blive valgt til Folketinget. I sin fremsættelsestale til forslaget udtaltedaværende formand Svend Jakobsen, at ”Vi har foreslået vederlaget sat tilskalatrin 49; det svarer til lønnen til borgmestre i byer med 20.000 til 25.000indbyggere. Baggrunden for 1986-reformen var bl.a. stigende mødeaktiviteterfor folketingsmedlemmer og en kraftig stigning i arbejdsmængden. I forbindel-

se med forarbejdet til ændringerne i 1986 havde man også undersøgt forhol-dende for medlemmer af det norske Storting og den svenske Riksdag.Det skal bemærkes, at der trods koblingen til borgmestervederlaget ikke sketeen ændring i 1994, hvor vederlaget for borgmestre i byer med 12.501-25.000indbyggere med virkning fra 1. januar 1994 blev ændret til 458.917 kr.(lr.38).(beløbene er i oktober 1998-niveau).Først med virkning fra 1. januar 2000 gennemførtes en række ændringer afvederlagsreglerne, samtidig med at muligheden for boliggodtgørelse blevetableret. Folketingsvederlaget blev forhøjet fra 377.328 kr. (lønramme 36) til465.678 kr. (lønramme 38). På ændringstidspunktet (1999) svarede det tilborgmestervederlaget i en mellemstor kommune med 12.501 – 25.000 ind-byggere. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår at ”Hoved-bestanddelen af medlemmernes vederlag udgøres af et grundvederlag, derved den seneste regulering i 1986 svarende til vederlaget for borgmestre ikommuner med 20.-25.000 indbyggere. I 1994 blev vederlaget for borgmestrei byer med 12.501-25.000 indbyggere ændret fra skalatrin 49 (lønramme 36)til skalatrin 51 (lønramme 38) i lønskalaen for statstjenestemænd. Det foreslåspå denne baggrund at ændre satsen for folketingsmedlemmernes grundve-derlag til skalatrin 51”.Arbejdet med vederlagsreformen i 1999 skyldtes ud over den faste forbindel-se over Storebælt også opfattelsen af, at folketingsmedlemmerne lønmæssigtsakkede bagud bl.a. i forhold til borgmestre, og i forhold til embedsmænd påchefniveau i centraladministrationen og sidstnævntes muligheder for ekstraløntillæg.Under drøftelserne i 1999 blev forskellige reguleringsmekanismer da ogsådiskuteret med henblik på, at folketingsmedlemmer ikke igen skulle opleve etvederlagsmæssigt efterslæb.Årsagen til efterslæbet skyldtes, at medlemmernes vederlag bliver reguleretmed den generelle procentregulering, som tjenestemænds løn også reguleresmed, mens lønnen til tjenestemænd derudover kan reguleres med tillæg, somfinansieres udover de generelle procentreguleringer, dvs. via effektiviseringer,puljer afsat til særlige formål m.v. Det forekommer temmelig vanskeligt atudarbejde et tilsvarende instrument for medlemmerne, bl.a. fordi et folke-tingsmedlem udfører et hverv, og fordi der ikke gives økonomisk belønning tilde ekstraordinært flittige medlemmer. Der blev derfor heller ikke i 1999 indførtnogen særlig reguleringsmekanisme i valgloven udover den generelle regule-ringsprocent.Sammenligningen med borgmestre stammer formentlig tilbage fra vederlags-reformen i 1986, som nævnt ovenfor. Det skal medgives, at medlemmerne

ved vederlagsreformen i 1999 måske også i nogen grad blev efterladt meddet indtryk, at reguleringen var helt på plads ud fra en formodning om, at nårman fulgte borgmestrene, så ville alt være i orden, også i forhold til tjeneste-mændene.

Omkostningstillæg

I 1902 blev der som nævnt skabt et system, hvis ingredienser fortsat kan ses idet nugældende aflønningssystem – en differentiering pga. afstand og et skat-tefrit beløb.Imidlertid blev det egentlige skattefrie omkostningstillæg først indført i 1954med den siden da kendte sondring mellem et skattepligtigt folketingsvederlagog et skattefrit omkostningstillæg efter bopæl.Omkostningstillæggets størrelse blev fastlagt til tre niveauer, og det skulleifølge motiverne dække almindelige repræsentationsudgifter, udgifter til portoog telefonsamtaler, rejser til møder i valgkredsen, udgifter under rejser til ogophold i København under Folketingets møder og endelig udgifter til modta-gelse af vælgere i København.I forbindelse med vederlagsreformen i 1999 blev omkostningstillægget ændrettil de nugældende to niveauer.

Eftervederlag

Eftervederlaget blev indført i 1965, og udgjorde da 3 måneders eftervederlag,som et udtrædende medlem var berettiget til, hvis udtræden skete som følgeaf folketingsvalg.I 1979 blev eftervederlagsbestemmelsen ændret, således at et medlem heref-ter ville modtage eftervederlag i en periode på 1 måned for hvert hele år, denpågældende sammenlagt havde været medlem af Folketinget, og således ateftervederlaget kunne ydes i mindst 3 måneder og højst 12 måneder. Yder-mere blev betingelsen for at opnå eftervederlag ændret således at efterveder-lag udbetaltes ved udtræden som følge af folketingsvalg eller sygdom.

Pension og førtidsfolketingspension

I 1946 besluttedes det, at Rigsdagens medlemmer skulle oppebære pension.Tidligere bortfaldt vederlaget straks fra den dag, da mandatet ophørte. Derhavde i årenes løb dannet sig en pensionslignende understøttelsesordning,som udbetaltes til tidligere medlemmer, hvis disse økonomiske forhold talteherfor. Man fandt ikke dette tilfredsstillende, og derfor blev der etableret enegentlig pensionsordning, herunder også enkepension.

Pensionsalderen blev fastsat til 65 år. Forudsætningen for pension var enmedlemsperiode på mindst 10 år, og at en del af medlemsperioden var faldetefter det fyldte 50. år.Værd at bemærke er, at der også indførtes en regel om førtidsfolketingspen-sion, som ligner den nuværende, ligesom der også indførtes modregningsreg-ler for pension.Endelig skal det bemærkes, at der med indførelsen af pensionsbestemmel-serne skete en række henvisninger til tjenestemandssystemets pensionsbe-stemmelser. Således blev eksempelvis reguleringsordningerne i 1954 fastsatsom en direkte henvisning til tjenestemandssystemet.Dette henvisningssystem er fortsat gældende.Pensionsalderen blev i 1959 sat op fra 65 år til 67 år. Af bemærkningernefremgår, at ”Pensionsalderen er ændret til 67 år som for tjenestemænd (ogfolkepensionister)”.I 1986 besluttedes det i forbindelse med en reform af vederlag, partistøtte mv.(omtalt ovenfor) at nedsætte folketingspensionsalderen fra 67 til 60 år. Ifølgedaværende formand Svend Jakobsens fremsættelsestale, var dette et led i etsamlet forslag, og folketingspensionen nævnes ikke særskilt.I forbindelse med velfærdsreformen i 2006 blev folketingsmedlemmernespensionsalder nu udskudt fra 60 til 62 år i perioden fra 2019 til 2022, idet dertilsvarende sker en gradvis forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen.Denne ændring har virkning for personer, der første gang bliver medlem afFolketinget den 1. juli 2007 eller senere. Det svarer til principperne i den til-svarende bestemmelse i lov om tjenestemandspension, hvorefter forhøjelsenaf tjenestemandspensionsalderen får virkning for personer, der blev ansatefter disse reglers ikrafttræden (den 1. januar 2007).