Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 60:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af ytringsfriheden.

Af Simon Emil Ammitzbøll (LA) m.fl. .

(Fremsættelse 29.03.2012).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Vi står her med et beslutningsforslag, som helt overordnet tager sigte på at styrke ytrings- og tankefriheden. Baggrunden for forslaget er ifølge forslagets bemærkninger, at de bestemmelser, der foreslås ændret eller ophævet, på en eller anden måde ifølge forslagsstillerne er med til at indskrænke den offentlige debat.

Lad mig starte med at slå fast, at regeringen naturligvis er helt enig i, at ytringsfriheden er helt grundlæggende i et demokratisk samfund som vores. Samtidig er det selvfølgelig også afgørende for regeringen, at ytringsfriheden udøves med fornøden respekt og tolerance over for andre mennesker. Jeg tror, at det i den forbindelse er vigtigt allerede her indledningsvis at understrege, at de bestemmelser, som forslagsstillerne her tager fat i, allerede skal fortolkes i lyset af ytringsfriheden, og ytringsfriheden vejer i den sammenhæng ganske tungt.

Hvis jeg herefter skal vende mig mod racismeparagraffen, vil jeg først nævne, at straffelovens § 266 b er med til at sikre, at vi overholder vores internationale forpligtelser, og man skal jo derfor være uhyre varsom med at ændre på bestemmelsen. Jeg vil i den forbindelse gerne gøre det helt klart, at det for regeringen har meget høj prioritet, at Danmark lever op til vores internationale forpligtelser, og når det gælder § 266 b, så er denne bestemmelse formuleret, så den nøje afspejler på den ene siden hensynet til bekæmpelsen af racistiske udtalelser og på den anden side borgernes ret til at give udtryk for deres holdninger.

I praksis fortolkes § 266 b snævert under hensyn til ytringsfriheden, og udtalelser vil altid blive vurderet i lyset af den konkrete sammenhæng, de er fremsat i. Det indebærer bl.a., at der gælder meget vide rammer for udtalelser, der fremkommer som led i den offentlige debat eller som led i en saglig videnskabelig debat. I praksis er det alene ytringer af en vis grovhed, der er omfattet af bestemmelsen. Som regeringen ser det, er straffelovens § 266 b således ikke nogen hindring for den frie debat.

Forslagsstillerne er inde på, at § 266 b kan omformuleres, så bestemmelsen i højere grad begrænses til at gælde tilfælde, hvor trusler samt nedværdigende og forhånende ytringer mod visse grupperinger medfører nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige orden. Forslagsstillerne peger i den forbindelse på EU's rammeafgørelse fra 2008 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Med fare for, at det bliver lidt teknisk nu, vil jeg dog gerne sige følgende: Efter den her rammeafgørelse kan den enkelte medlemsstat vælge at begrænse det strafbare område til kun at omfatte adfærd, der enten udøves på en måde, der sandsynligvis vil forstyrre den offentlige orden, eller som er truende, nedværdigende eller forhånende. Det er altså ikke muligt at begrænse det strafbare område til adfærd, som er både truende, nedværdigende eller forhånende og udøvet på en måde, der sandsynligvis vil forstyrre den offentlige orden. Det er derfor umiddelbart vanskeligt at se, hvordan § 266 b kan ændres som foreslået af forslagsstillerne, så vi fortsat lever op til ikke bare rammeafgørelsen, men også FN's racediskriminationskonvention.

Hvis jeg herefter skal vende mig til de dele af forslaget, der handler om blasfemibestemmelsen, altså straffelovens § 140, som også foreslås ophævet, så vil jeg sige, at vi jo på det seneste har drøftet det her spørgsmål i Folketinget flere gange, og i forbindelse med den seneste drøftelse af spørgsmålet i Folketinget opfordrede Folketingets Retsudvalg den daværende justitsminister til at anmode Straffelovrådet om at overveje spørgsmålet. Det førte til, at den daværende regering anmodede Straffelovrådet om at vurdere de juridiske konsekvenser af en ophævelse af bestemmelsen, og jeg mener faktisk, det er rigtigst, at vi afventer Straffelovrådets arbejde, før vi tager stilling til spørgsmålet. Jeg vil derfor heller ikke i dag lægge mig endeligt fast på, om der bør ske ændringer på området.

Så synes jeg i øvrigt, det er vigtigt at holde sig for øje, at også den bestemmelse jo skal fortolkes i lyset af ytringsfriheden, og der er praksis for, at der foretages en afvejning af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til de interesser, som bestemmelsen har til formål at beskytte. At hensynet til ytringsfriheden også i denne sammenhæng vejer tungest, understreges jo endvidere af den meget beskedne praksis på området.

Så er der spørgsmålet om ændring af straffelovens § 267 om injurier. Bestemmelsen er indrettet sådan, at der sondres mellem for det første det, man kalder sigtelser, det kan f.eks. være beskyldninger om strafbare forhold, og for det andet det, man kalder ringeagtsytringer, det kan f.eks. være stærkt forhånende udtalelser. Forslagsstillerne foreslår her, at det ikke længere skal være strafbart at fremsætte ringeagtsytringer. Ifølge forslagsstillerne skal ringeagtsytringer altså kunne tåles i den offentlige debat.

Jeg vil gerne sige, at det er regeringen ikke enig i. Efter regeringens opfattelse bør der stadig være et strafferetsligt værn mod den slags krænkende ytringer. Regeringen mener ikke, at man så at sige skal tåle hvad som helst. Man skal igen huske på, at også den bestemmelse fortolkes snævert i lyset af lige nøjagtig ytringsfriheden.

Det bringer mig så videre til det sidste emne og sidste element i beslutningsforslaget, nemlig det, der handler om at ændre straffelovens § 114 e. Efter bestemmelsen er enhver form for støtte til terrororganisationer strafbar, også selv om støtten ikke kan henføres til konkrete terrorhandlinger. Der er dermed tale om en udvidelse af det almindelige strafferetslige medvirkensbegreb. Efter bestemmelsen kræves det dog, at der er tale om en medvirken, der på en eller anden måde fremmer den kriminelle virksomhed. Rene sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer er altså ikke omfattet af denne bestemmelse. Bestemmelsen, der jo oprindelig blev indsat i straffeloven med henblik på at sikre opfyldelsen af internationale forpligtelser, vedrører yderst alvorlige forbrydelser af almenfarlig karakter. For at opnå det stærkest mulige strafferetslige værn mod terrorisme, har det derfor været nødvendigt at kriminalisere medvirken i sådanne sager i videre omfang, end hvad der i øvrigt gælder for andre forbrydelser. Dette har regeringen selvsagt ingen planer om at ændre på.

Jeg vil i øvrigt gerne tilføje, at jeg noterede mig, at forslagsstillerne i bemærkningerne til beslutningsforslaget på dette punkt henviser til Roj TV-dommen, og jeg synes for en god ordens skyld, at jeg vil slå fast, at jeg jo af principielle grunde ikke vil udtale mig om en konkret sag, der, som alle ved, stadig verserer ved domstolene.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang gerne understrege, at regeringen selvsagt sætter ytringsfriheden meget højt, men jeg må også fastholde, at der fortsat er behov for et strafferetsligt værn i forhold til visse former for ytringer, og jeg har faktisk fuld tillid til, at de danske domstole formår at lægge snittet det helt rigtige sted i forhold til at afveje hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til bekæmpelsen af f.eks. visse nedværdigende og krænkende udtalelser.

Så regeringen kan på den baggrund samlet set ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg kan forstå på justitsministeren, at regeringen og ministeren i forhold til ytringsfriheden mener, at her går det godt; der er ikke noget at komme efter. Men så må jeg jo gå ind at se på, hvad det egentlig er, vi diskuterer. Vi diskuterer jo bl.a., at hele vores demokrati, hele vores vestlige samfundsform, bygger på, at man kan sige, hvad man vil; at ordet kan brydes i en offentlig debat. Og hvorfor er det, at regeringen er bange for, at borgerne kan sige, hvad de mener? Selvfølgelig skal man kriminalisere trusler og lignende, hvor der er ofre, men hvorfor skal man gøre det med offerløse ytringer, som bliver misbrugt i en eller anden krænkelsesideologi. Hvorfor er det, at regeringen hopper med på den vogn?

Justitsministeren.

Vi hopper ikke med på nogen vogn. Vi har grundlæggende det udgangspunkt, at de paragraffer, som vi har diskuteret her, står udmærket, hvor de står. Blasfemiparagraffen bliver overvejet nu i Straffelovrådet efter utallige debatter her i Folketingssalen om samme og en enig indstilling fra Retsudvalget tidligere om, at Straffelovrådet skulle se på det. Det sker nu.

Om de andre paragraffer her vil jeg sige, at når man ser på det danske demokratis udvikling, så synes jeg jo ikke, man kan påstå, at de har stået i vejen for en fri debat og en debat, der har kunnet bidrage til, at vi har kunnet skabe et samfund, hvor vi har kunnet leve sammen på tværs af holdninger, meninger, ideologier, trosretninger og andet. Tværtimod har de paragraffer, som her er i spil, jo den samlende form, at de på den ene side er med til at varetage det hensyn, der skal være til at have en fri debat, have en ytringsfrihed, og på den anden side er med til at sikre, at vi ikke skal acceptere nedværdigende og krænkende udtalelser. For så havner vi ovre i en anden debatform og en anden diskussionsform, hvor der efter regeringens opfattelse bliver et helt andet grundlag for den demokratiske debat.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg synes, det er sådan lidt ærgerligt, at justitsministeren faktisk kommer med en helt argumentationsløs holdningstilkendegivelse. Man er imod – ja, det forstår jeg sådan set godt, men der er jo ikke kommet et eneste svar på hvorfor. Altså, man siger, det går meget godt osv., at det har betydning historisk set, og hvad ved jeg. Ja, Jacob Brønnum Scavenius Estrup mente også, at det var fint at have en paragraf, der gjorde, at det var strafbart at fornærme statsministeren, eller konseilspræsidenten. Og hvad så? Undskyld, jeg spørger.

Men i virkeligheden synes jeg, at ministeren i slutningen af sit svar her indrømmer, at det jo er et smagsdommeri over, hvad det er, folk må sige. Og dermed er det jo ikke ytringsfrihed. Jeg forstår godt, at man ikke må fremsætte trusler mod andre; det er logisk, for der er tale om vold. Men at jeg – eller ministeren for den sags skyld – ikke må sige noget forhånende, forstår jeg simpelt hen ikke. Hvem er det, der bliver offer for det, ud over nogle særlig fintfølende planter, som det vel ikke ligger i ytringsfrihedens kerne at beskytte?

Ministeren.

De skal i hvert fald beskyttes i afvejningen af, at der på den ene side skal være et hensyn til ytringsfriheden, og at der på den anden side skal være en beskyttelse i forhold til nedværdigende udtalelser, forhånelser og andet. Og jeg forstår sådan set ikke, at hr. Simon Emil Ammitzbøll kan være i tvivl om, at det kan virke stødende, når man har lyttet til noget af den debat, som har givet anledning til sager på de her områder. Jeg har i hvert fald tidligere haft opfattelsen af, at der var en fælles forståelse af, at der var ganske mange eksempler på, at man var gået for langt.

Så det her med en fri, åben og demokratisk debat synes jeg sådan set fungerer ganske udmærket inden for de rammer, vi har i dag. Der er et stærkt hensyn til ytringsfriheden; der er også et hensyn til, at vi skal have en debat, som ikke har hverken racisme, blasfemiske udtalelser, nedværdigende udtalelser eller for den sags skyld krænkende udtalelser som en del af grundlaget for debatten.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Det er svært at være uenig med justitsministeren i, at der har været en fri debat i Danmark på de områder, vi drøfter. Der har i mange år været en livlig debat, måske også modsat nogle af vores skandinaviske broderlande.

Men bare fordi nogle bestemmelser ikke decideret forhindrer en debat, kunne det jo godt være, at debatten kunne blive endnu bedre, hvis man gik ind og ændrede bestemmelserne.

Er ministeren indstillet på, at man måske kunne spørge Straffelovrådet, om der kunne være en idé i at veje for og imod eventuelle ændringer af racismeparagraffen. Altså, gør racismeparagraffen måske i virkeligheden mere skade end gavn?

Ministeren.

Efter regeringens opfattelse er svaret: Nej, det gør den ikke.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jamen hvor ved man det fra – havde jeg nær sagt – når man ikke har fået det undersøgt nærmere?

Ministeren.

Regeringen har en politisk holdning til, at den racismeparagraf, vi har, er ganske udmærket og er i stand til at rumme en diskussion af, hvordan vi på den ene side kan sikre, at vi har ytringsfrihed, og at vi på den anden side ikke skal have en debat, som er præget af racistiske udtalelser.

Tak til justitsministeren. Så er det hr. Jan E. Jørgensen som ordfører for Venstre.

Lige så højt vi i Venstre elsker ytringsfrihed, lige så dybt hader vi racisme, og det er et dilemma, hvordan man bedst kæmper for ytringsfrihed og samtidig kæmper mod racisme. Det er en svær debat, og Venstre er derfor ikke klar til at stemme for beslutningsforslag nr. B 60 om at fjerne blasfemiparagraffen, slække på racismeparagraffen og injurieparagraffen samt gøre det lovligt under visse omstændigheder at medvirke til terrorisme.

Men vi er klar til en fordomsfri debat på et oplyst grundlag, og derfor ser vi gerne, at Straffelovrådet – der jo allerede vurderer blasfemiparagraffen – sættes til at vurdere racismeparagraffen og injurieparagraffen. Vi tager dog fuldstændig afstand fra enhver form for lovliggørelse af medvirken til terrorisme. Venstre er Danmarks liberale parti, men ikke Danmarks eneste liberale parti, og som liberale er vi fælles om at sætte ytringsfriheden højt. Vi må aldrig tvinge en mening til tavshed, for som John Stuart Mill skrev i 1859: Hvis den pågældende mening er rigtig, mister vi muligheden for at komme sandheden nærmere. Hvis den omvendt er forkert, mister vi en lige så vigtig mulighed for at bekræfte og vitalisere sandheden gennem konfrontation med dens modsætning.

Selv ikke den mest liberale kan dog støtte ubegrænset ytringsfrihed. Hvis jeg under finanslovdebatten fortæller politiet, at jeg har lagt en bombe her i Folketingssalen, kan jeg ikke dække mig ind under ytringsfriheden. Der er med andre ord en grænse for, hvilke ytringer jeg lovligt kan fremsætte, hvilket forslagsstillerne er enige i, for der står i beslutningsforslaget, at det fortsat skal være ulovligt at fremsætte trusler samt nedværdigende og forhånende ytringer mod visse grupper, hvis det kan forstyrre den offentlige orden. Det skal også være ulovligt at fornærme andre ved at fremsætte urigtige sigtelser. Det er Venstre enig i, for man kan godt være liberal, selv om man går ind for begrænsninger i ytringsfriheden.

Debatten i dag handler således om, hvor grænsen mellem lovlige og ulovlige ytringer konkret skal gå, og ikke om, hvorvidt samtlige ytringer skal være lovlige.

Det foreslås at ændre racismeparagraffen, så den kun omfatter ytringer, der kan føre til en forstyrrelse af den offentlige orden. Forslaget begrundes bl.a. med, at danskerne gennem årene er blevet mere tolerante over for indvandrere. Vi ved imidlertid ikke, om racismeparagraffen er en medvirkende årsag til denne udvikling, og om bestemmelsen har modvirket, at personer forhånes på baggrund af race, nationalitet eller tro. På den anden side ved vi heller ikke, om racismeparagraffen gør mere skade end gavn. Når en person dømmes, risikerer vi, at han bliver en martyr blandt dem, der deler hans holdninger, og lige så slemt er det, når en person frifindes. Her risikerer vi, at domstolen giver udtalelserne det blå stempel. I det hele taget er Venstre bekymret for, at kriminaliseringen fjerner fokus fra indholdet af en ytring til retten til at fremføre ytringen. I stedet for eksempelvis at diskutere Lars Hedegaards dybt ubehagelige generaliseringer af muslimer, diskuterer vi i stedet hans ret til at fremkomme med ytringerne. Under alle omstændigheder kan straffeloven ikke stå alene. Den væsentligste kamp mod diskrimination må foregå på frihedens vilkår gennem debat og oplysning. Straffeloven er nemlig ikke egnet til at påvirke de holdninger, der ligger til grund for intolerance. Men straffeloven kan være et nødvendigt værn for at beskytte personer, der udsættes for grov diskrimination, i hvert fald hvis det fører til trusler og vold.

Hvis racismeparagraffen på et tidspunkt skal ændres, skal det imidlertid ske efter en saglig debat på et oplyst grundlag. Ellers risikerer vi, at debatten kører af sporet og kommer til at handle om at fremme racisme i stedet for at handle om at fremme ytringsfrihed.

I forhold til blasfemiparagraffen afventer vi Straffelovrådets udtalelse. Vi har tidligere været imod en afskaffelse, men vi er parate til at drøfte, om paragraffen stadig er nødvendig, eller om den kan undværes – eventuelt i sammenhæng med en ændring af racismeparagraffen og injuriebestemmelserne.

Hvad angår terrorparagraffen, mener vi, at straffelovens § 114 e er afvejet i forhold til respekten for en fri presse. Vi accepterer ikke terrorfremmende virksomhed, heller ikke i dens mere subtile former.

Ændringerne i injurieparagraffen må i øvrigt ses sammen med reglerne for at anvende paragraffen. I dag er det nemlig vanskeligt som gruppe at benytte sig af paragraffen, ligesom injurier jo ikke kan anmeldes til politiet. Der er privat påtale, og man er derfor nødt til at gå til en advokat, hvilket jo afholder mange fra at gå videre med deres sag.

Venstre stemmer som sagt imod beslutningsforslaget, men vi er ikke modstandere af at styrke ytringsfriheden, for ytringsfriheden er under pres, hvilket vi desværre fik bekræftet så sent som i sidste uge. Øksemanden, der overfaldt Kurt Westergaard, angreb jo ikke bare et medmenneske. Han angreb også ytringsfriheden og dermed fundamentet for vores demokrati.

En kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for den venlige modtagelse af beslutningsforslaget. Jeg hører jo sådan set, at der er en åbning over for tre af de fire dele, som Liberal Alliance har stillet her. Det er jeg sådan set rigtig, rigtig glad for. Det eneste spørgsmål, der alligevel lige kommer frem i mit hoved, er i forhold til punkt 3, altså det med injurielovgivningen. Skal jeg forstå hr. Jan E. Jørgensen sådan, at Venstre i virkeligheden mener, at man gerne skulle have den mere i spil – altså at den skulle bruges mere, end det sker i dag – eller hvad var pointen?

Ordføreren.

Pointen er den, hvis vi som et meget godt eksempel tager Lars Hedegaards udtalelser, hvor han stempler en hel befolkningsgruppe som nogle, der voldtager deres egne børn – og det er svært at forestille sig en mere grov og injurierende krænkelse, som jo er en sigtelse for at begå et strafbart forhold – at der kan man som gruppe ikke benytte sig af injurieparagraffen; det vil i hvert fald være vanskeligt som gruppe at gøre det. Der er eksempler på, at Politiforbundet har kunnet bruge paragraffen på vegne af deres medlemmer, som er blevet beskyldt for at være voldspsykopater osv. Der kan man så gå ind og være mandatar på vegne af en større og bredere kreds, men det er vanskeligt at benytte sig af de her bestemmelser i dag. Samtidig kræver det jo altså, at man har ressourcerne, ikke kun de økonomiske, men ressourcerne bredt forstået til selv at gå i krig med det store projekt, det altså er at skulle føre en civilsag, i stedet for at man ligesom i alle mulige andre straffelovsovertrædelser bare kan anmelde sagen til politiet, som så står for efterforskningen og også står for retstiltalen.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det andet spørgsmål går mere på det generelle. Hr. Jan E. Jørgensen talte om, at der er begrænsninger i ytringsfriheden, og vi kan vel alle være enige om, at eksempelvis i forbindelse med trusler, som vi har talt om et par gange her i dag, skal man begrænse ytringsfriheden. Men kunne man ikke se principielt på, hvad det er, der kan gøre, at man skal begrænse ytringsfriheden? Altså, injurier, hvor der er tale om løgne eller kriminelle forhold, eller hvad ved jeg, og hvor der er tale om trusler, hvor der kan være fare for andres liv og lemmer, er jo det, der i virkeligheden medfører et overgreb på den person, der bliver talt om. Men hvis jeg alene taler grimt om hr. Jan E. Jørgensen – det kunne ikke falde mig ind, men hvis jeg nu gjorde det – kan man sige, at så må hr. Jan E. Jørgensen ryste lidt på hovedet og sige: Den er god med ham Simon Emil Ammitzbøll. Og så er det ligesom det. Altså, man kan jo godt skelne mellem, hvad konsekvenserne ligesom er af det, der bliver sagt, for hvis det bare er det, at det bliver sagt, burde der vel ikke være tale om begrænsning af ytringsfriheden. Det er vel der, vi skal sondre.

Ordføreren.

Jamen jeg er sådan set principielt uenig med hr. Simon Emil Ammitzbøll i, at injurier er en offerløs forbrydelse, for det, man krænker, er måske ikke en anden persons krop eller ejendom, men det er en anden persons ære, og sådan en er vi da i hvert fald stadig væk nogle der bilder os ind at vi har, og derfor er der ikke tale om en offerløs forbrydelse. Så kan vi diskutere, om det er den rigtige vej at gå via domstole og straf osv., men der er ikke tale om en offerløs forbrydelse; der er tale om et offer, som får krænket sin ære, og det er vi da i hvert fald nogle der ikke synes er så behageligt.

Tak til Venstres ordfører. Fru Mette Reissmann som socialdemokratisk ordfører.

Det er helt afgørende for et moderne demokratisk samfund som det danske, at alle kan komme til orde, at alle har retten til at blive hørt, og at alle holdninger så vidt muligt afspejles i den offentlige debat. Jeg vil også derfor bemærke, at vi i Socialdemokratiet altid har fokus på at styrke ytringsfriheden i vores samfund; det er en tradition, vi faktisk har håndhævet i mere end 100 år. At ytre sig frit er en menneskeret.

Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, har ifølge forslagsstilleren til hensigt at styrke netop ytrings- og tankefriheden, men denne ellers sympatiske hensigtserklæring stemmer dog ikke helt overens med det, man så konkret kan læse der står i selve beslutningsforslaget. Det foreslås bl.a. at lempe racismeparagraffen, blasfemiparagraffen og injurieparagraffen, og som det fremstår, får det nemt den konsekvens, at borgerne fratages deres grundlæggende rettighed til beskyttelse. Det betyder så, at frihed for den ene pludselig bliver mangel på frihed for den anden. Ytringsfriheden bør dog altid gå hånd i hånd med en respekt og tolerance over for andre mennesker, og de nævnte bestemmelser tjener alle det formål, at den enkelte borgers rettigheder ikke systematisk krænkes, og det er den måde, hvorpå vi kan sikre, at alle mennesker i det danske samfund har de samme rettigheder og vi kan leve i et godt og velfungerende fællesskab med hinanden.

I Socialdemokratiet mener vi, det er afgørende, at man i et demokratisk samfund ikke afkobler ansvar og handlinger på den måde, som forslagsstillerne lægger op til med det her forslag. I modsætning til liberalisterne mener vi ikke kun, at frihed er for den stærke. Som de tre bestemmelser er formuleret i dag, afspejler de dels hensynet til bekæmpelse af grænseoverskridende og systematisk krænkende udtalelser, dels den enkelte borgers ret til at give udtryk for sine holdninger.

I praksis har vi vide rammer for de udtalelser, man kan fremsætte i den offentlige debat. Det er derfor kun i særlig grove og krænkende tilfælde, at bestemmelserne benyttes, og hvorvidt det sker, er det jo op til domstolene at afgøre.

I Socialdemokratiet har vi faktisk fuld tillid til, at de danske domstole også i fremtiden formår at balancere mellem hensynet til ytringsfrihed og hensynet til bekæmpelse af grove og krænkende udtalelser. Vi finder det derfor heller ikke nødvendigt at ændre på de aktuelle bestemmelser, medmindre noget nyt og sagligt pludselig skulle tale derfor. Så længe der er balance mellem tingene – på den ene side borgernes rettigheder til beskyttelse mod bl.a. flertalstyranni, på den anden side et frirum for borgerne til at kunne ytre sig frit – er de tre bestemmelser værd at værne om.

Ud over det anfører forslagsstillerne et sidste element i deres beslutningsforslag, nemlig at man skal ændre straffelovens bestemmelser om, at enhver form for støtte til terrororganisationer er strafbar. Heller ikke det forslag kan Socialdemokraterne støtte. Loven giver alle ret til sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer, og på den måde ligger der ikke nogen begrænsninger på ytringsfriheden her. Så straffelovens § 114 e er nødvendig for, at vi kan beskytte vores demokrati i fremtiden. Det er en garant for, at vi kan blive ved med at leve i et frit samfund, og det vil vi ikke sætte overstyr.

Så Socialdemokraterne kan af disse årsager ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg må sige, at jeg faktisk synes, det er en lidt chokerende tale, som fru Mette Reissmann holder. Altså, hun siger, at ytringsfriheden skal gå hånd i hånd med respekt og tolerance. Undskyld mig, det lyder som noget, nogle formørkede stater noget længere sydpå ville kunne have sagt som undskyldning for at lave begrænsninger af ytringsfriheden. Jeg synes slet ikke, man tager alvorligt, at ytringsfriheden er en af de mest fundamentale menneskerettigheder, om ikke den mest fundamentale menneskerettighed. Man synes, at det er noget, der skal afvejes over for ens egne personlige politiske værdier eller partipolitiske værdier.

Jeg ville selvfølgelig også gerne have, at alle mennesker var liberale og var enige med mig, men derfor ønsker jeg jo ikke at ændre lovgivningen, sådan at man ikke må være uenig. I virkeligheden forstår jeg slet ikke Socialdemokratiet. Dem, der bliver ofre for de her paragraffer, er nogle af de dårligst uddannede, nogle af dem, der formulerer sig dårligst, mens de kvikke og de skarpe nok skal formulere sig uden om paragrafferne.

Ordføreren.

Jeg ved ikke rigtig, om hr. Simon Emil Ammitzbøll stillede et spørgsmål. Det hørte jeg i hvert fald ikke, men det var en kommentar, og den vil jeg gerne kommentere. I den sammenhæng er der bare at sige, at i min verden og Socialdemokratiets verden er det jo ikke sådan, at ytringsfrihed og respekt og tolerance er hinandens modsætninger. Tværtimod er det faktisk noget, som skaber den balance, som gør, at vi er et moderne demokratisk samfund.

Jeg forstår så til gengæld ikke ordføreren fra Liberal Alliances sammenligning om, at jeg dermed måtte tilhøre en gruppe af mørkemænd, der kunne finde på netop at ytre sig anderledes. Jeg synes, at jeg tydeligt gjorde rede for, at de her ting er nødvendige for at have lige præcis det samfund, som vi har i dag, og som vi værner om. Jeg redegjorde også ganske klart og tydeligt for, at ytringsfrihed er en menneskeret, så heri er jeg jo helt enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Racisme er rædselsfuldt. Der findes masser af tåbelige ytringer. Altså, det tror jeg sådan set ikke at vi kan blive uenige om. Sagen er, om dem, vi er uenige med, også skal have lov til at udtrykke deres holdninger. Det er jo sådan set der, ytringsfriheden skal stå sin prøve. Hvis vi 179 herinde bare kan blive enige om, at vi har en eller anden grundholdning, som vi synes man skal holde sig inden for, så tryner vi jo netop dem, som udgør minoriteten, dem, der har en anden holdning. Det er jo det, der er det problematiske, selv om det er klædt i pæne ord som respekt og tolerance, ved, at man laver paragraffer, der begrænser den enkeltes ytringsfrihed, fordi det går ud over dem, som har en anden holdning, som de også skal have lov til at udtrykke. Det er jo sådan set det, ytringsfrihed handler om. Ytringsfrihed handler om, at der er folk på den anden side af muren, altså Christiansborgs tykke mure, der skal kunne tale magten midt imod, også når Socialdemokraterne har magten.

Ordføreren.

Jamen jeg er helt tryg ved, at befolkningen og vælgerne kan tale os politikere imod uden hverken at krænke os eller anvende racistiske eller injurierende udtalelser. Med hensyn til den forrige kommentar, hr. Simon Emil Ammitzbøll kom med, om, at det måske kun var de vælgere, der formulerede sig dårligt sprogligt, som ikke var i stand til ligesom at tale os imod, så vil jeg sige, at jeg da har set eksempler på, at der er mange mennesker, der på trods af manglende faglig uddannelse er i stand til at tale os imod.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Socialdemokraterne var med til at sende blasfemiparagraffen til nærmere undersøgelse i Straffelovrådet. Vil Socialdemokraterne være villige til at gøre det samme med racismeparagraffen? Altså, det er jo ikke sådan, at fordi vi sender noget til udtalelse i Straffelovrådet, siger vi dermed også, at vi vil gå ind og ændre tingene. Men hvis nu jeg havde ret i noget af det, jeg sagde i min ordførertale om, at der i hvert fald er en risiko for, at racismeparagraffen gør mere skade end gavn, ville det da være rart at få belyst. Vil Socialdemokraterne være med på en sådan undersøgelse?

Ordføreren.

Med hensyn til racismeparagraffen er det jo sådan allerede i dag, at der tages afsæt i den konkrete sammenhæng, som den udtalelse, som skulle falde ind under bestemmelsens anvendelsesområde, fremsættes i. Og da skal man jo forholde sig til, om den udøves på en måde, som enten vil forstyrre den offentlige orden eller er truende, nedværdigende eller forhånende.

Med hensyn til at afgøre, hvorledes det ligesom kommer til udtryk, er det jo op til domstolene. Og jeg vil sige, at vi altså der har en retspraksis, som trods alt er lidt større end den, vi har i forbindelse med f.eks. blasfemiparagraffen. Retspraksis for sidstnævnte bestemmelse er, så vidt jeg erindrer, én afgørelse afsagt i 1938. Måske derfor er det nødvendigt at sende den i Straffelovrådet for at finde ud af, om det så er noget, vi bør gøre noget ved. Med hensyn til den førstnævnte bestemmelse, altså § 266 b, vil jeg sige: Nej, den skal ikke i Straffelovrådet.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det synes jeg da er en lidt besynderlig sondring. Altså, når det gælder en paragraf, som ikke bliver benyttet, vil man gerne spørge Straffelovrådet, om man kan afskaffe den, men når det gælder en paragraf, der bliver benyttet, vil man ikke spørge Straffelovrådet, om den har større skadevirkninger end positive virkninger.

Den lovgivning, vi laver herinde, skal vel bidrage til, at de ting, vi ønsker gennemført, også rent faktisk bliver gennemført. Og hvis de negative konsekvenser ved det, vi gør, overstiger de positive konsekvenser, må det da være interessant at få belyst.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg vil gentage det, som justitsministeren sagde i sit svar på stort set det samme spørgsmål fra hr. Jan E. Jørgensen, nemlig bl.a. at det jo er et politisk spørgsmål, og at vi ikke finder, at der er nogen grund til, at det skal undersøges. Faktisk er det sådan, at vi støtter op om racismeparagraffen.

Fru Pernille Skipper for en kort bemærkning.

Tak. Jeg bed mærke i, at fru Mette Reissmann sagde, at straffelovens § 114 e ikke er indskrænkende for ytringsfriheden. Nu må ordføreren rette mig, hvis jeg tager fejl, men er det ikke rigtigt, at lige præcis den bestemmelse jo både er blevet brugt til at dømme en tv-station for at lave for ensidig nyhedsdækning, er blevet brugt mod en boghandler, som ikke har skrevet tekster, men som har trykt dem, og at det også i det hele taget gælder, at hvis man fremmer terrororganisationers virksomhed med sine ytringer, vil det også være omfattet af den bestemmelse? Så kan ordføreren ikke medgive mig, at det nok ikke er rigtigt, og at den faktisk har betydning for ytringsfriheden?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg sagde, at loven giver alle ret til sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer, og det ønsker vi ikke at ændre på.

Fru Pernille Skipper.

O.k., kan ordføreren så ikke bare bekræfte over for mig, at bestemmelsen i terrorlovgivningen selvfølgelig har en effekt på vores ytringsfrihed, f.eks. når den begrænser nyhedsdækningen til ikke at være for ensidig?

Ordføreren.

Jo.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Forslaget, som Liberal Alliance har fremsat, må jeg erkende vi finder rimelig sympatisk. Vi har også i Dansk Folkeparti tilbage i 2008, tror jeg, hvis jeg husker korrekt, fremsat forslag om at få fjernet blasfemiparagraffen, og det er jo også det, forslagsstillerne og Liberal Alliance foreslår her.

Hvis jeg sådan skal gå lidt slavisk igennem det, så starter jeg lige med blasfemiparagraffen. Nogle af de udtalelser, der er kommet fra de tidligere ordførere, også fra ministeren, undrer mig lidt, altså at man synes, at man skal afvente Straffelovrådet. Jeg må indrømme, at der synes jeg at Venstres ordfører har en pointe, når han siger, at det er lidt mærkeligt, at man skal bede Straffelovrådet om at se på en paragraf, som ikke har været brugt siden 1938, hvorimod man ikke behøver at få Straffelovrådet til at se på racismeparagraffen, som dog er blevet brugt noget senere.

I Dansk Folkeparti støtter vi helt klart, at blasfemiparagraffen fjernes helt. Vi støtter også den ændring, som Liberal Alliance har foreslået af racismeparagraffen. Vi har tidligere ønsket racismeparagraffen helt fjernet, og det gør vi for så vidt stadig væk, men vi er blevet mødt med argumenter om, at der er hindringer i forhold til EU-ret og FN-konvention. Derfor synes jeg egentlig, at forslaget er ganske glimrende, fordi man i det jo netop forsøger at tage hensyn til EU-retten og den rammeafgørelse, der ligger. Det undrede mig lidt, at justitsministeren var inde på at sige, at det så måske ikke er ordentligt formuleret i forhold til rammeafgørelsen. Men det kunne man jo så se på. Jeg synes faktisk, at det ville være ganske glimrende. Det ville for mig og Dansk Folkeparti at se i hvert fald være et fremskridt i forhold til racismeparagraffen.

Så er der selve injurieparagraffen, og der har vi altså godt nok lidt betænkeligheder. Vi synes egentlig, at injurieparagraffen har fundet en balance, og derfor er vi ikke indstillet på at ændre ting i injurieparagraffen. Den har en god balance i Danmark. Det er vores indtryk.

Den sidste ændring, der foreslås, er ændringen af § 114 e. Jeg må sige, at der synes jeg det overordnede princip er rigtigt. Jeg synes, det er et elendigt eksempel, man har brugt omkring Roj TV. Det synes jeg faktisk, for jeg mener, at nu kører der p.t. en sag, fordi dommen er anket. Men hvis en station bliver dømt for at medvirke til terrorisme, så synes jeg rent faktisk også, at den skal fratages sin sendetilladelse osv. Men jeg må sige, at princippet i forslaget støtter jeg. Det kan ikke være rigtigt, at vi sidder og taler om ytringsfrihed og så egentlig prøver på at begrænse tv-stationers og radiostationers måde at håndtere nyhedsformidling på. Det er heller ikke alle aviser, jeg synes er lige objektive, vil jeg bare sige, men den her lov gælder jo kun for tv og radio. Derfor synes jeg, at princippet er rigtigt.

Jeg vil også godt sige, at jeg synes, at det, når man taler om det her med ytringsfrihed, jo er en, jeg ved ikke, om man kan kalde det en sjov debat, men det er i hvert fald en interessant debat at have. For der er mange, der nævner det her med, at man ikke skal tale grimt til hinanden. Det tror jeg egentlig vi alle sammen kan blive enige om. Vi er også alle sammen imod racistiske udtalelser for så vidt. Men jeg tror bare, at vi har en forskellig opfattelse af, hvad det er. Der vil også være ting, som vil være ærekrænkende for forslagsstilleren, men som ikke vil være det for mig. Det er altså sager, som kan komme for en domstol, hvor der er en dommer, der så skal sidde og dømme om tingene, altså om det, der er blevet sagt, er ærekrænkende. Det synes jeg kan være vanskeligt. Derfor synes jeg egentlig, at de overordnede principper er rigtige, det må jeg sige.

Jeg vil foreslå forslagsstillerne, at der laves en beretning, men jeg vil også godt foreslå – for Venstre var lidt inde på det – at man kunne ændre racismeparagraffen, men så skulle det gøres på et sagligt og oplyst grundlag. Det synes jeg da vi skal prøve på at få, sådan at vi kan ændre det, så den bliver så begrænset som overhovedet muligt i forhold til de konventioner og EU-regler, som et flertal i Folketinget jo ønsker at følge.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Jeppe Mikkelsen, der er ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Alt godt fra ytringshavet kunne man fristes til at kalde dette forslag. Som de tidligere ordførere har været inde på, indebærer forslaget ændringer både af racismeparagraffen, blasfemiparagraffen, injurieparagraffen og straffelovens § 114.

Jeg vil gerne slå fast, at Det Radikale Venstre er meget indstillet på at kæmpe for ytringsfriheden. Vi synes dog ikke, at de nævnte paragraffer i nævneværdig grad strider imod dette hensyn. Det skyldes jo især, at vi i Danmark har en god kultur for at tolke dem snævert i respekt for lige præcis ytringsfriheden, som ministeren også tidligere var inde på i sin tale.

Jeg hæfter mig også ved ministerens betænkeligheder i forbindelse med vores internationale forpligtelser. Jeg er enig og mener, at vi skal træde meget varsomt på dette punkt. Jeg vil dog nævne, at jeg glæder mig til at følge debatten vedrørende blasfemiparagraffen. Udtalelserne fra Institut for Menneskerettigheder har gjort indtryk på undertegnede, så når der foreligger en vurdering fra Straffelovrådet, er vi villige til at se på sagen igen. Men jeg vil også understrege, at vi mener, at man bør bevare racismeparagraffen, som instituttet også anbefaler det i dag.

Så vil jeg bemærke, at jeg synes, at det er lidt en usik, når vi her fra Tingets side blander os i domstolenes arbejde. Der er endnu ikke faldet dom i den verserende retssag om Roj TV. Jeg tror, at vi alle sammen er rigtig spændte på, hvordan og hvorledes det kommer til at gå, men jeg synes ikke, at vi skal træffe beslutning om initiativer på området, før vi har fundet ud af, hvordan og hvorledes den verserende retssag ender.

Jeg takker for debatten og må afsluttende runde af med at slå fast, at vi fra radikal side ikke kan støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Jamen hr. Jeppe Mikkelsen talte om, at Det Radikale Venstre gerne vil kæmpe for ytringsfriheden, og så tænkte jeg bare: Hvordan?

Ordføreren.

Jeg har ikke noget konkret forslag med i dag på talerstolen, hvis hr. Simon Emil Ammitzbøll referer til, om jeg havde det, men jeg lover, at vi vil værne om ytringsfriheden, når det kommer på tale, at den er under pres.

En kort bemærkning til hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg regnede med et svar i den retning, og det er jo lige præcis det, der er problemet. Altså, det er i virkeligheden det, der er problemet, nemlig at man altid kan stille sig op og holde en festtale om ytringsfrihed, men hvis man ikke vil gøre noget ved det, bliver det jo bare en festtale.

Jeg er oprigtig bekymret, for det er jo ikke hr. Jeppe Mikkelsen og hans partifæller, der kommer i klemme på grund af de indskrænkninger, der er i ytringsfriheden. Og derfor er det nemt nok for Det Radikale Venstre at sige, at de her mennesker, som har nogle holdninger, vi ikke bryder os om, skal begrænses. Men er ytringsfriheden netop ikke noget værd, når dem, man er uenig med, får gavn af den debat – ikke bare dem, man er enig med, og dem, der er ligesom en selv?

Ordføreren.

Jeg synes, at vi godt kan tillade os at holde i hvert fald en vis form for festtale om, hvordan vi har det i Danmark. Det tror jeg hr. Simon Emil Ammitzbøll er enig med mig i. Jeg giver hr. Simon Emil Ammitzbøll helt ret i, at vi fra Det Radikale Venstre har intentioner om både at overholde racismeparagraffen, blasfemiparagraffen og injurieparagraffen, men når det så er sagt, synes jeg selvfølgelig også, at vi skal give plads til debat om tingene. Men jeg synes også godt, at vi kan have nogle spilleregler for, hvordan og hvorledes det foregår, og at det foregår i en respektabel tone.

Der er endnu en spørger. Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Ordføreren siger, at udtalelsen fra Institut for Menneskerettigheder om en afskaffelse af blasfemiparagraffen har vækket interessen. Dansk Folkeparti har fremsat forslag om at få den afskaffet. Det er faktisk gjort flere gange, og første gang var for mange år siden. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvad det lige præcis er ved Institut for Menneskerettigheders udtalelse, der gør, at man nu synes, det er interessant at se på, i forhold til det, der er blevet sagt i de forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat.

Ordføreren.

Først og fremmest lige for at præcisere det vil jeg sige, at vi i første omgang afventer Straffelovrådets anbefalinger. Og så vil jeg sige, at vi er et parti, der lytter rigtig meget til fagkundskaben. Det er derfor, jeg giver Straffelovrådet mulighed for i første omgang at komme med deres betænkning, og det er også derfor, jeg anerkender det, når et respekteret institut som Institut for Menneskerettigheder går ud og påpeger det her. Jeg synes, at det er noget, man skal lytte til, og det er noget, som sætter nogle tanker i gang også hos Radikale Venstre. Jeg vil godt understrege, at vi i den radikale folketingsgruppe endnu ikke har besluttet os endeligt for, hvad vi synes der skal være blasfemiparagraffens skæbne.

En kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg forstår fint, at en paragraf, der ikke har været brugt siden 1938, lige skal forbi Straffelovrådet. Det er så fair nok, men ordføreren siger, at man lytter meget til fagkundskaben. Det, som Institut for Menneskerettigheder har sagt, er, at religioner ikke har menneskerettigheder. Jeg vil egentlig gerne bare have ordføreren til at forklare fagkundskaben i det.

Ordføreren.

Jeg synes da, det er fagkundskab, når et institut, der sidder og kigger på menneskerettighederne, lige præcis vurderer, når der ikke er tale om menneskerettigheder.

Så for at følge op på det kan jeg fortælle, som fru Pia Adelsteen er inde på, at det er et forslag, som Dansk Folkeparti gentagne gange har haft i salen her. Jeg har ikke selv været valgt på daværende tidspunkt, men jeg har været inde og kigge lidt på de tidligere debatter, og der har Radikale Venstre altså heller ikke hundrede procent afvist det her forslag. Vi har sådan set sagt, at vi synes, det er fornuftigt at drøfte det, også på baggrund af nogle af de ting, som fru Pia Adelsteen påpeger.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Nu er det ikke for at gøre reklame for Det Radikale Venstre – det gør ordføreren jo selv på glimrende vis – men jeg husker et slogan fra valgkampen, der hed noget i retning af: »Vi lytter. Også til økonomer«. Der kunne man måske også forestille sig, at man havde et slogan, der hed: Vi lytter. Også til jurister. Altså, når man gerne vil sende blasfemiparagraffen til Straffelovrådet, hvad så med også at sende racismeparagraffen til Straffelovrådet, hvis det nu er rigtigt, som jeg og mange andre har fremført, at der i hvert fald er en risiko for, at racismeparagraffen i dens nuværende udformning gør mere skade end gavn? Jeg går ud fra, at vi har en fælles forståelse af, at vi gerne vil bekæmpe racisme, men hvis vi nu i virkeligheden skader sagen mere, end vi gavner den, med racismeparagraffen og den udformning, den har i dag, kunne det da være rart at få eksperters, juristers, vurdering af det spørgsmål også. Vil Radikale Venstre være villige til i det mindste at overveje det forslag?

Ordføreren.

Det er jo fantastisk, som ens kampagner kan nå ud til folk og fæ, og jeg er glad for, at hr. Jan E. Jørgensen har lyttet til Radikale Venstres kampagner.

Jeg vil sige, at jeg ikke er afvisende over for, at man kan smide det forbi Straffelovrådet, men som hr. Jan E. Jørgensen nok også har bemærket i debatterne her i Folketingssalen, sidder Straffelovrådet og arbejder med temmelig mange forskellige spørgsmål i øjeblikket. Men hvis der skulle komme et ledigt tidspunkt osv. og der er bred opbakning til det, er jeg ikke afvisende over for det. Det kan vi drøfte.

En kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg er glad for, at Det Radikale Venstre i modsætning til justitsministeren kommer med en åbning og ikke er afvisende over for at tage sådan en drøftelse. Så kan jeg jo konkludere, at man i Det Radikale Venstre også lytter til liberale.

Ordføreren.

Vi lytter altid gerne til hr. Jan E. Jørgensen og Venstre.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF.

Ytringsfrihed er også for SF rigtig vigtigt. Den er værd at værne om, og den skal vi være stolte af. Den er skrevet ind i vores grundlov, og alene af den grund er den noget, man skal agte på. Jeg synes også samtidig, når det er sagt, at man ikke skal glemme, at der er en vigtig balance imellem ytringsfrihed og så det at holde hånden under debatten. Vi skal ikke acceptere hvad som helst, men vi skal kun have lige præcis de indskrænkninger, som er nødvendige – og den balance synes jeg er repræsenteret i dag.

Når det kommer til racismeparagraffen, er det jo ikke, fordi den forbyder en at have hadefulde holdninger til homoseksuelle eller udlændinge; det er jo ikke, fordi den forbyder folk at diskutere f.eks. et integrationsproblem. Der er bare nogle grænser for, hvilken måde man kan gøre det på, og det synes jeg sådan set er fornuftigt nok. Praksis viser jo også, at man er ret varsom med brugen af den her paragraf.

Jeg har svært ved at se behovet for det, Liberal Alliance foreslår, og jeg har svært ved at se, at det skal kunne forhindre folk i at bruge deres ytringsfrihed. Jeg synes slet ikke, at der ser ud til at være et problem; jeg synes faktisk, at domspraksis viser, at man er meget pragmatisk på det her område, og at også brugen ændrer sig over tid.

Når det kommer til blasfemiparagraffen, er det som udgangspunkt SF's holdning, at religiøsitet ikke er en særlig følelse, der skal beskyttes. Hr. Simon Emil Ammitzbøll var også til stede, da Retsudvalget havde en høring om lige præcis blasfemiparagraffen. Der havde vi to professorer inde, og den ene professor sagde, at der absolut ikke er nogen grund til at bevare den her paragraf – det er i øvrigt også en gammel svend, som ikke har været anvendt i rigtig, rigtig mange år – mens den anden professor sagde, at der måske er et hjørne, som vi overser, nemlig at man f.eks. kan lave hærværk på artefakter, man kan afbrænde en bibel eller en koran, og så vil det ikke være omfattet. Og lige præcis af den årsag besluttede vi, at det skulle lægges over til Straffelovrådet at vurdere, hvad konsekvenserne egentlig er af en ophævelse af blasfemiparagraffen, og om man måske bør indføre en anden form for beskyttelse et andet sted i lovgivningen. Det arbejde er jo godt i gang. Straffelovrådet ser på det her, og det er vi tilfredse med i SF, og vi vil ligesom justitsministeren afvente det område også.

I forhold til injurielovgivningen synes vi sådan set også, at den udviser den nødvendige balance mellem ytringsfrihed og hvad man kan sige om andre. Her tænker jeg på sagen med fru Karen Jespersen og talsmanden for Muslimernes Fællesråd, hvor fru Karen Jespersen kom med nogle ret bastante udtalelser om den her talsmand, som havde svært ved at rejse sagen, fordi der er privat påtale på det her område og det er ret svært at stå op imod en, som har ubegrænsede økonomiske midler. Det er måske et område, som jeg synes der er et behov for at man godt kunne se nærmere på: Hvordan sikrer vi, at der også er en lige adgang til at føre sager på lige præcis det her område?

I forbindelse med det sidste område, nemlig den strafbare støtte til terrororganisationer, mener vi også her, at der er en relativt fornuftig balance. Vi ved endnu ikke – der har været snakket en del om Roj TV i dag – hvad udfaldet af sagen er, og det kan da godt være, at udfaldet af den sag måske giver anledning til, at vi efterser lovgivningen, men ellers går skellet her ved, om man fremmer kriminelle handlinger, altså fremmer støtten til terrororganisationer, og det mener vi sådan set ikke i SF at man skal.

Så vi må afvise forslaget. Vi synes faktisk, at vi kan være tilfredse med de ting, der er i lovgivningen, og de få begrænsninger, der er for ytringsfriheden.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll har bedt om en kort bemærkning.

Dengang man vedtog den såkaldte racismeparagraf, sagde SF's daværende folketingsmedlem Poul Dam:

»Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller at fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk.«

Var det ikke vise ord? vil jeg spørge fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Ordføreren.

Det er som bekendt et stykke tid siden, at de udtalelser er blevet fremsat, og SF har den helt klare holdning, at racismeparagraffen har en nytte. Jeg synes også, man skal huske på, hvilket ophav racismeparagraffen faktisk har historisk, idet den kom efter anden verdenskrig, hvor man kan sige at verbale angreb efterhånden blev det, der ligesom legitimerede de sådan fysiske overgreb mod jøderne, og derfor synes jeg, at man af den grund skal tænke meget over, hvordan en debat former sig, og hvad den faktisk kan føre til på lang sigt.

Jeg mener ikke, at det her forhindrer, at vi kan tage en debat om integration f.eks. og integrationsproblemer, men at der må være en bund for, hvordan vi kan diskutere de her ting.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Altså, for det første er den historiske redegørelse forkert. Racismeparagraffen kom efter pres fra diktaturstaterne i FN på et senere tidspunkt, så det har ikke noget som helst med demokrati kontra diktatur at gøre, tværtimod måske nærmere på den anden måde diktatur mod demokrati.

Så kan det godt være, at Poul Dams udtalelser fra 1970 var meget gamle, og at det er lang tid siden, og det kan godt være, at ytringsfriheden og folkesocialisterne sådan er kommet lidt på afveje siden åbenbart, kan jeg forstå på det, fru Karina Lorentzen Dehnhardt siger. Men så lad mig tage et andet citat, det er også lang tid siden, men alligevel et citat fra 2004 af en anden SF'er, der tidligere har siddet i Folketinget, nemlig Aage Frandsen, der sagde, at nogle forhåner Gud på en humoristisk måde, skal man kunne finde sig i.

Det sagde han i en diskussion om, at han ville afskaffe blasfemiparagraffen. Det var i 2004.

Har man også ligesom haft en skillevej i SF's ytringsfrihedskamp på det her område siden 2004?

Ordføreren.

Sagen er jo netop, at vi har sagt ja til, at det her område skal efterses. Det er videregivet til Straffelovrådet, og det er vi tilfredse med.

Jeg synes ikke, man skal være fuldstændig skråsikker i sin holdning, når man f.eks., som vi havde det i Retsudvalget, har en høring med to professorer, som ved noget om blasfemiparagraffen, og den ene siger, at det her ikke har nogen konsekvenser, og den anden siger, at det har nogle konsekvenser. Jamen så vil jeg da godt have undersøgt, hvad konsekvenserne så egentlig er, og så tage stilling på et mere oplyst grundlag. For jeg må da ærlig talt sige, at jeg kunne blive i tvivl om, om der skulle noget andet i stedet for blasfemiparagraffen. Jeg er fuldstændig enig i, at det er så forældet at beskytte den religiøse følelse. Den religiøse følelse er ikke noget for mange mennesker i dag og ikke mere beskyttelsesværdig end så mange andre følelser i samfundet.

Men jeg synes stadig væk, det er en god idé at få det undersøgt, og det kommer nu til at ske. Vi får Straffelovrådets vurdering, og derefter vil vi så tage stilling.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre, for en kort bemærkning.

Tak. Nu citerede hr. Simon Emil Ammitzbøll Poul Dam fra SF, og jeg kunne fortsætte, hvor min kollega slap, for Poul Dam fortsatte med at sige:

»Det er udtryk for en primitiv moralistisk tankegang, at man kan bekæmpe det, som bør bekæmpes, ved at kriminalisere det.«

Endvidere fremførte han, at friheden er absolut, og at der ikke var noget argument, der kunne begrunde nogen begrænsning af friheden, samt at selv de mest usympatiske og forbryderiske meninger skulle bekæmpes på frihedens vilkår.

Altså, det viser jo, at der også i SF, i hvert fald tidligere, har været en vis skepsis over for racismeparagraffen. Jeg anerkender, som jeg også gjorde i min ordførertale, at det her er et meget, meget vanskeligt spørgsmål. Tingene er ikke så sort-hvide, som jeg måske synes Liberal Alliance forsøger at gøre dem til, men vil man i lighed med, at man har bedt Straffelovrådet om at kigge på blasfemiparagraffen, så måske også bede dem om at kigge på racismeparagraffen? For i Venstre mener vi, at de to ting går ind og delvis overlapper hinanden, og at der kunne være behov for at tage en drøftelse af de to paragraffer i sammenhæng.

Ordføreren.

Jeg mener faktisk, at der er en forskel på racismeparagraffen og blasfemiparagraffen. Hvad blasfemiparagraffen angår, er det den religiøse følelse, der bliver beskyttet, og den synes vi ikke er mere beskyttelsesværdig end så mange andre følelser. Der er oven i købet tale om en paragraf, som ikke har været brugt i rigtig, rigtig mange år, så man kunne godt finde nogle argumenter for behovet for en modernisering her, og netop af den årsag er den sendt til Straffelovrådet.

I forhold til racismeparagraffen ser jeg overhovedet ikke, at der er behov for, at vi får set nærmere på det. Jeg mener, der er en balance, så man stadig væk kan ytre sig. Det forhindrer ikke folk i at have racistiske holdninger, og det forhindrer ikke folk i at synes, at homoseksuelle er ulækre, men det lægger en hånd under debatten for, hvordan man kan udtale sig, når det er fremsat i en større kreds af mennesker, når det er fremsat i offentligheden. Og dermed kan man sagtens tale om f.eks. integrationsproblemer, som jeg tidligere har hævdet. Jeg ser faktisk ikke, at der er et problem for at give racismeparagraffen videre.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Når nu eksempelvis en person ved navn Emmy Fomsgaard blev frifundet, først ved byretten og siden ved landsretten, for at komme med nogle dybt krænkende udtalelser om homoseksuelle, at have kaldt det den ækleste form for hor og beskyldt homoseksuelle for at påføre andre mennesker aids og dermed krænke deres ære, altså dybt, dybt grove udtalelser, men ikke desto mindre blev frifundet og hyldet af sine proselytter uden for retssalen med bannere og salmesang osv., så er der altså situationer, hvor vi ikke bekæmper de her holdninger, men måske i virkeligheden fremmer dem med den nuværende anvendelse af racismeparagraffen. Så er der andre sager, hvor jeg kan give ordføreren fra SF ret.

Men hvorfor er man så meget imod fra regeringspartiernes side, at vi går ind og undersøger det her, får noget sagkundskab bragt på banen, og i stedet for bare blankt afviser det og siger, at ud fra sine politiske holdninger synes man osv.? Det er da lidt fattigt.

Ordføreren.

Én ting har jeg lært af at sidde i Folketinget og sidde i Retsudvalget, og det er, at der tit kan være forskellige forhold i forskellige sager, som ikke er belyst. Jeg kender ikke den sag, som ordføreren nævner, og derfor vil jeg også undlade at gå ind i den, men bare konstatere, at domstolene jo afgør de her sager efter lovgivningen, og at det er et område, hvor man er varsom.

Jeg har ikke nogen intention om, at racismeparagraffen skal undersøges nærmere. Jeg synes ikke, der er behov for det. Der er også et vægtigt argument, og det er, at Danmark skal leve op til sine internationale forpligtelser. Jeg ved godt, at det under den tidligere regering måske ikke oplevedes som så vigtigt at leve op til internationale forpligtelser på alle områder, men vi er faktisk rigtig optaget af det, og derfor skal racismeparagraffen selvfølgelig bestå.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Som mange andre har sagt fra den her talerstol, har det her forslag nogle rigtig gode intentioner. Intentionen om at styrke ytringsfriheden er noget, som Enhedslisten stærkt kan bakke op om. Derudover er der også flere elementer i beslutningsforslaget, som vi synes er rigtig positive.

For det første gælder det – næsten selvfølgeligt – straffelovens § 114 e, som har en ekstremt uheldig effekt på vores ytringsfrihed her i landet. Det så vi f.eks., da Roj TV, tv-stationen, blev dømt for overtrædelse af bestemmelsen med den begrundelse, at nyhedsdækningen var for ensidig. Det må man sige er noget af et låg at lægge på ytringsfriheden, at et nyhedsmedie kan komme til at dække for meget af den ene side af en debat. Vi har også set en sag, hvor en boghandler blev dømt for at distribuere materiale, som han ikke selv havde skrevet, men som han altså havde været med til at trykke. Og vi har set det, da foreninger og andre nærmest blev truet til at fjerne en appel fra det, der blev kaldt Foreningen Oprør, fra deres hjemmesider. Her var ikke engang tale om en indskrænkning, men om decideret censur. Her er vi altså meget enige med Liberal Alliance i, at der er stærkt behov for at sikre vores ytringsfrihed.

Derudover indeholder beslutningsforslaget ændringer af henholdsvis injurielovgivningen, blasfemiparagraffen og racismeparagraffen. Man fristes til at sige, at Liberal Alliance har glemt majestætsfornærmelse, men det kan de jo tage med en anden gang. Alle de her bestemmelser, altså racismeparagraffen, blasfemiparagraffen og injurielovgivningen, begrænser i en eller anden form det, som enkeltpersoner kan ytre sig om i det offentlige rum.

Jeg vil starte med at sige, at Enhedslisten længe har været tilhænger af en afskaffelse af blasfemiparagraffen. Vi har også tidligere mig bekendt selv stillet forslag om det, og vi er rigtig tilfredse med, at vurderingen ligger i Straffelovrådet. Det er rigtig vigtigt, at når man først har taget politisk beslutning om, hvad man gerne vil ændre i lovgivningen, efterfølgende også lige får den juridiske vurdering for at se, hvor der eksempelvis kan opstå huller i straffelovgivningen, hvis den her bestemmelse afskaffes. Men som udgangspunkt er vi positive over for det. Det er vi bl.a., fordi blasfemiparagraffen er en bestemmelse, som indskrænker ytringsfriheden med det formål at beskytte guder og ikke mennesker.

Det kan så lede mig hen til, at injurieparagraffen har til formål at beskytte mennesker og ikke guder mod ringeagtsytringer og usande sigtelser. Jeg vil sige, at jeg synes, det er nogle interessante argumenter, Liberal Alliance kommer med i den forbindelse, og vi vil gerne være med til at diskutere det nærmere, før vi lægger os mere konkret fast på det. Samtidig vil vi også gerne bakke op om SF's ordfører, som netop problematiserer, at adgang til sagsanlæg i forbindelse med injuriespørgsmål måske skulle have en hjælpende hånd med på vejen. Der er ikke nogen tvivl om, at der er brug for en bestemmelse, men man kunne måske se på at ændre den.

Der, hvor vi ikke kan støtte dette beslutningsforslag, er en indskrænkning af racismeparagraffen, i det omfang som Liberal Alliance foreslår. Jeg vil sige, at Enhedslisten selvfølgelig ønsker sig en verden, hvor racismeparagraffen ikke var nødvendig; hvor det altså ikke var sådan, at minoriteter og mindretal blev nedgjort på grund af religion og hudfarve, og hvor der ikke var en hetz eller risiko for en hetz imod dem, men det er desværre ikke virkeligheden. Her fungerer racismeparagraffen som en yderste stopklods for, hvilke dæmoniseringer man som mindretal må finde sig i i den offentlige debat. Det er ikke mindst set nødvendigt i de sidste mange år, hvor man må sige, at der er sket et skred i den måde, som vi socialt og politisk omtaler minoriteter, f.eks. folk med anden etnicitet, på.

Dæmonisering er ikke i sig selv et problem. Det vil jeg medgive Liberal Alliance. Men dæmonisering er et problem, fordi det kan føre til handlinger, altså racistiske handlinger – både de mindre alvorlige, hvor Ali ikke kan komme ind på diskoteket sammen med sin ven Allan, fordi han har en anden hudfarve, og også de mere alvorlige som hate crimes. Hvis vi skubber grænserne for, hvad man politisk og socialt acceptabelt kan sige, rykker vi også grænserne for, hvad det er acceptabelt at gøre. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at man har racismeparagraffen som en yderste stopklods.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil starte med at sige, at jeg egentlig synes, at hr. Jan E. Jørgensen holdt en meget flot og rammende tale og fandt balancen, og derfor skal jeg ikke gentage alt, hvad han ytrede om ytringsfrihed og frihed og om, at det også er vigtigt, at der er nogle rammer, vi gør det inden for, men tilføje, at det, der for os Konservative også er vigtigt, er, at vi har en ordentlig tone i debatten.

Selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed. Det kæmper vi jo alle for. Vi har det stående i vores grundlov, og vi er glade og stolte over, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Det er der rigtig mange lande, som ikke har, så det er utrolig vigtigt, at vi holder fast i ytringsfriheden og værner om vores ytringsfrihed. Men når vi ytrer os, skal det være respektabelt, og det skal være ordentligt, og det kan jo godt lade sig gøre. Der er ingen grund til at forfalde til at tale nedsættende eller på nogen måde være forfladigende i debatten. Man kan lige så godt tale ordentligt om tingene, og det hindrer ikke, at man kan have en holdning til tingene. Det ændrer heller ikke på, at man kan have en anden holdning, end andre har, for det er jo ikke det, vi taler om med de paragraffer, der i dag er til debat.

Det er jo heller ikke anderledes, end at vi f.eks. her i Folketingssalen også har nogle spilleregler for, hvordan vi ytrer os. Der er ting, vi ikke må sige fra Folketingets talerstol. Vi må ikke komme med bandeord og eder, og vi må ikke tilkalde højere magter. Der er mange ting, man i virkeligheden skal passe på, når man står på Folketingets talerstol. Mig bekendt har det ikke på noget som helst tidspunkt hindret nogen i at have en holdning eller give udtryk for sin holdning. Men der er forskel på, hvordan man udtrykker sin holdning. Der er forskel på, hvordan man bruger sin ytringsfrihed, og præcis det, de her paragraffer og bestemmelser er med til, er at holde debatten på sporet, sådan at vi har en ordentlig omgangstone. Vi kan diskutere tingene, vi kan diskutere, så det fløjter, og vi kan være rygende uenige, men vi gør det på en ordentlig måde.

Noget af det, jeg i virkeligheden synes er rigtig, rigtig smukt i Danmark, er, at vi kan det der. Det er lige ved, at jeg vil sige, at det måske ikke engang var nødvendigt, at vi havde de her bestemmelser, fordi vi i Danmark faktisk er gode til at tale ordentligt til hinanden. Også når vi er uenige, kan vi ytre os og komme med vores holdninger, uden at vi behøver at komme i karambolage med de her bestemmelser.

Jeg har da også selv har stået her på Folketingets talerstol og nogle gange haft lyst til at sige noget, men tænkt: Nåh nej, den måde at formulere sig på er i strid med forretningsordenen, jeg må hellere finde en anden måde at gøre det på. Det gør jo i virkeligheden, at vi får en ordentlig debat, i stedet for at vi får et skænderi, eller hvad det kan blive til.

Når jeg sidder og kigger på de forskellige bestemmelser her, sidder jeg også og tænker: Hvad er det egentlig, man har lyst til at ytre, men som man ikke må? Hvad er det for et behov, der er? Er der sådan et enormt behov, altså, er det sådan, at den danske befolkning generelt synes, at man er fuldstændig afskåret fra at have en holdning? Næh, sådan er det jo ikke. Tværtimod har vi alle sammen den opfattelse, at vi har absolut ytringsfrihed her i landet, men at vi skal bruge den på en ordentlig måde, og derfor er det sådan, at vi fra konservativ side ikke kan støtte beslutningsforslaget her.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Hvis ikke det var, fordi jeg kendte hr. Tom Behnkes holdninger sådan mere i detaljer – for de blev jo sådan set ikke rigtig beskrevet i ordførertalen – så kunne jeg nærmest sådan lidt drilsk måske sige, at det her nærmest lød som en talen for at indskrænke yderligere. Altså, det hele handlede om, at man sagtens kunne ytre sig i en meget pæn og respektabel tone, og hvad ved jeg. Jamen så lad os da bare give los.

Jeg kunne godt tænke mig, at den konservative ordfører måske også talte lidt om den anden side af mønten. Altså, jeg går ud fra, at Det Konservative Folkeparti står ved sine sædvanlige værdier om, at ytringsfriheden er helt central. Vi har tidligere set, at i hvert fald hr. Tom Behnkes partiformand, hr. Lars Barfoed, har været ude og været meget villig til at diskutere lige præcis de her paragraffer. Så er der tale om en holdningsændring i forhold til, hvad hr. Lars Barfoed tidligere har sagt, eller var det bare, fordi man lige ville holde en lidt humoristisk tale?

Ordføreren.

Nej, det står vi ved. Jeg startede også med at understrege det, og henviste i øvrigt til hr. Jan E. Jørgensens tale, som jeg synes var fuldstændig rigtig. Den ramte hovedet på sømmet. Ved hvert et ord sad jeg og tænkte: Det var faktisk det, som jeg havde tænkt mig at jeg ville sige. Så i stedet for at gentage præcis det samme henviste jeg bare til det og sagde, at jeg var helt enig i det, der blev sagt fra Venstres side, og så ønskede jeg at føje nogle flere facetter til debatten. Det var så det, jeg brugte min ordførertale til.

Jeg understregede også, at ytringsfriheden betyder rigtig, rigtig meget for os. Det er fuldstændig indbegrebet af et demokrati, det er fuldstændig indbegrebet af det at være dansk, at vi har den ytringsfrihed, og at vi faktisk bruger den, og at vi er meget fri i vores omgangstone. Men der er stadig væk lige nogle steder, hvor vi siger: Lige der er der begrænsninger, ikke i forhold til hvad man må mene og have af holdninger, men i forhold til måden, man udtrykker sig på. Det gør faktisk, at vi har en ordentlig debat, og det sætter jeg pris på at vi har.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis man ser langt nok tilbage i tiden, tror jeg, at hr. Tom Behnke er den af os, som har været mest farverig i sine valg af sprogblomster, men nok om det. Hr. Lars Barfoed, partiformanden for Det Konservative Folkeparti, sagde så sent som i august 2010 – og her er vi ikke på SF-niveau, hvor vi er tilbage i 1970'erne og den slags:

»Der har været eksempler på, at nogen i debatten har truet med eller faktisk har anmeldt nogen for at overtræde racismeparagraffen på et grundlag, som jeg synes er på kanten. Derfor skal man overveje, om der er grundlag for nogle ændringer.«

Jeg skal bare være sikker på, at når hr. Tom Behnke roser hr. Jan E. Jørgensen så meget – og det kan der jo ofte være god grund til – betyder det så, at De Konservative var enige i Venstres ønske om, at også racismeparagraffen og injurielovgivningen skal der ses nærmere på? For så begynder det jo at være interessant.

Ordføreren.

Den del var jeg faktisk også enig i. Jeg synes i virkeligheden, at det ville være mere relevant, hvis det var sådan, at Straffelovrådet begyndte at kigge lidt på racismeparagraffen og rækkevidden af den og ikke mindst på, hvad den bliver brugt og misbrugt til. Et langt stykke ad vejen forsøger man at misbruge den paragraf på den måde, at man slår andre i hovedet med den og siger, at det, de ytrer, må de ikke, og at de risikerer at få et sagsanlæg osv. Det er så meget sjældent, at det fører til det. Det har det så gjort nogle gange. Men hvad angår den bestemmelse, synes jeg i høj grad, at det var noget, som Straffelovrådet kunne se på i langt, langt højere grad end blasfemiparagraffen, som ikke har været i anvendelse, men som er en udmærket bestemmelse, vi har i forhold til, jeg ved ikke, om man kan kalde det for sproghygiejne, men i hvert fald i forhold til at vi har en ordentlig tone i debatten.

Så jeg er absolut indstillet på, at vi kunne kigge på racismeparagraffens rækkevidde, og hvad det er, den bliver brugt til. Det vil jeg gerne være med til at se på. Jeg er helt enig med min partiformand, det er der slet ingen tvivl om, men det, jeg giver udtryk for lige nu og her, er, at beslutningsforslaget, som det foreligger, kan vi ikke støtte, for der er jo ikke fremsat forslag om, at Straffelovrådet skal se på racismeparagraffen. Der er fremsat forslag om, at den skal ændres, og det er vi bekymret for, for gør vi det, skal vi træde meget varsomt, ikke mindst fordi vi også er bundet af internationale konventioner, som vi sådan set synes er udmærkede.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Man ved jo næsten ikke, hvor man skal begynde, og hvor man skal slutte. Der har været et helt holdningsmæssigt kludetæppe, i forhold til på hvilken måde vi kan udvide ytringsfriheden i Danmark.

Vi kan jo starte med det nemme. Justitsministeren og Socialdemokraterne: Alt er godt, intet skal ske. Det var det.

Så kan vi gå videre over til SF, som dog glædede sig i spænding til at høre, hvad Straffelovrådet kommer frem til omkring blasfemiparagraffen. Det er dog et museskridt længere end med Socialdemokraterne.

De Radikale nævner alt godt fra ytringshavet, men vil i øvrigt ikke gøre noget konkret ved det. Og så har vi altså regeringen placeret, som regeringer desværre tit er det i disse diskussioner, som fuldstændig passiviseret.

Til gengæld synes jeg, at der kom interessante betragtninger fra de øvrige partier. Venstre åbner nu op for, at man gennem Straffelovrådet måske både kan se på racismeparagraffen og injurielovgivningen. Og det støttede Det Konservative Folkeparti hårdt klemt, og det er vi selvfølgelig glade for.

Mere interessant var det måske i virkeligheden med Dansk Folkeparti og Enhedslisten; det er spændende koalitioner, vi arbejder med i dag.

Dansk Folkeparti, som jo i virkeligheden startede med at sige, at forslaget var sympatisk, og tak for det, var jo positiv over for tre af forslagene omkring racismeparagraffen, blasfemiparagraffen og endda over for det med straffelovens § 114 e. Det tror jeg godt jeg må tillade mig at kalde dagens surprise – eller overraskelse, man må ikke tale udenlandsk, hvis vi skal blive i det korrekte og pæne sprog, som forretningsordenen sikrer ifølge den konservative ordfører.

Endelig til Enhedslisten: Jeg var også meget begejstret for talen fra fru Pernille Skipper, der var det så racismeparagraffen, man ikke lige ville være med til noget i forbindelse med, men man har virket åben over for noget i forbindelse med de tre andre, og det er jeg sådan set rigtig glad for.

Jeg håber, at vi i Retsudvalget vil kunne komme til at se nærmere på det her og prøve at se, om vi ikke kan grave et spadestik dybere og se, om vi kan få sat gang i et arbejde for at få udvidet ytringsfriheden.

Ytringsfriheden er jo en af de mest centrale frihedsrettigheder overhovedet. Det er den, der gør, at vi lever i et demokratisk samfund, og det er den, der gør, at vi har mulighed for at tale magten midt imod, både når den røde blok har magten, og når den blå blok har magten, eller hvis man synes, at alle otte partier har jord i hovedet. Det er det fantastiske; man kan tale magten midt imod.

Vi har stillet ændringsforslag til racismeparagraffen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Liberal Alliance ultimativt synes, at der slet ikke skal være nogen racismeparagraf, men vi lytter os jo frem til at se, om man ikke kunne prøve at finde et sted, hvor man kunne lave en balance og noget, der kunne skaffe flertal.

Man skal huske på, at racismeparagraffen jo dybest set er opfundet af sovjetkommunisterne. Det er jo Sovjetunionen, der i FN sammen med de kommunistiske vasalstater og den tredje verdens nye diktaturer arbejdede for at få racismeparagraffen i den udgave, den senest er kommet i, og som er den, man implementerede i Danmark i 1971. Det var også derfor, at SF's hr. Poul Dam så smukt holdt tale om, at det var en dårlig idé, og at der skulle være mulighed for at sige de mest uhyrlige synspunkter. Det var kloge og vise ord.

Det er altså sådan med racismeparagraffen, at den kvikke og den kloge og den velformulerede og åndsfriske, det være sig en han eller hun, altid kan formulere sig uden om racismeparagraffen og sige lige præcis det, man har lyst til, mens den, der ikke er så velformuleret, den, der ikke er så kvik, den, der måske ikke længere fuldstændig er ved sine åndsevners fulde fem, risikerer at komme i karambolage med racismeparagraffen. Der er faktisk en social skævhed i at have en racismeparagraf, så det undrer mig, at de partier, der generelt plejer at skulle forsvare de svageste, ikke vil være med til at hjælpe de svageste i denne sag.

I forhold til § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, afventer vi Straffelovrådets vurdering, altså disse ophøjede og juridiske eksperters vurdering, og tak for det. Altså, FN's Menneskerettighedskomité har her i 2011 opfordret til, at man skulle gøre det, og Europarådet har opfordret landene til at gøre det, men i Danmark er hverken Europarådet eller FN nok, fordi de sande juridiske eksperter på internationale konventioners forhold selvfølgelig sidder i København – jeg synes, at det er skammeligt, at man ikke bare med et pennestrøg kan slette den paragraf.

Paragraffen har ikke været i brug siden anden verdenskrig – jo, den bliver faktisk brugt en gang imellem, nemlig når forvildede mennesker, der på grund af politikernes falske spil tror, at vi har en virkningsfuld blasfemiparagraf, rent faktisk anmelder nogle for overtrædelse af paragraffen og dermed spilder gode danske politibetjentes arbejdstid, som de kunne bruge på noget mere fornuftigt. Så der er sådan set også et ressourcemæssigt spørgsmål i forbindelse med det her ud over det principielle.

Så er der ændringen af straffelovens § 267, injurieparagraffen. Der er i hvert fald flere, der har været åbne over for det, nemlig Venstre, Konservative og Enhedslisten. Jeg håber også, at vi kan massere Dansk Folkepartis holdninger lidt og se, om man ikke kunne også kunne få en åbning der. For det, vi vil, er, at vi vil ændre bestemmelsen, så det udelukkende drejer sig om alvorlige sigtelser, hvis sandhed eller falskhed objektivt kan vurderes. Sagt på en anden måde: Man må ikke sige – og nu må jeg hellere holde mig inden for diverse former for begrænsninger – at X er pædofil, men man må godt sige, at X er en dum stodder eller en sur mokke, hvis det her bliver vedtaget.

I virkeligheden er det sådan med injurielovgivningen, at en stor del af de sager, der er, ligger inden for området for den klassiske sætning om, at en injuriesag er én idiot, der lægger sag an mod en anden idiot, fordi man lader det gå sig alt for nær og tror, at det et spørgsmål for domstolene. Det er det ikke. Det er et spørgsmål mand og mand imellem eller kvinde og kvinde imellem osv., uden at jeg skal gå ind i alle konstellationerne.

Endelig er der spørgsmålet om straffelovens § 114 e, hvor vi godt kunne tænke os en ændring, der gør, at man ikke alene på grund af det ensidige i vinkling, redigering og klipning, som det hedder i byretsdommen over Roj TV, kan blive dømt efter denne paragraf. Så får vi at vide af justitsministeren og af hr. Jeppe Mikkelsen, at man søreme ikke må blande sig i igangværende sager. Det sagde de to herrer jo også, sidst det her var oppe, men jeg vil bare for en god ordens skyld minde om, at justitsministerens partifælle, den socialdemokratiske retsordfører hr. Ole Hækkerup, jo lige præcis var en af dem, der var ude efter dommen og mene, at man skulle stramme op i forbindelse med det. Og hvis man må blande sig med at ville stramme op, må man vel også blande sig med at ville løsne op, der må det vel være lige for lige i debatten, så at sige.

Så har vi også særlig stramme regler for ytringsfriheden herinde i salen, siger hr. Tom Behnke. Derfor har vi nærmest i vores eget minikosmos nogle særlige indskrænkninger i ytringsfriheden for os. Jeg tror nu, at praksis vil vise, at der lige præcis på denne talerstol er en udstrakt ytringsfrihed, om noget sted i dette land. Det kan vi 179 medlemmer jo så glæde os over.

Sagt kort, hvis det stadig er muligt: Liberal Alliance tager afstand fra racisme. Liberal Alliance synes, at der er utrolig mange tåbelige udsagn i den offentlige debat, både i de gamle, klassiske medier, på de sociale medier og andre steder. Men hvis man mener noget med ytringsfriheden, handler det jo om at kæmpe for retten for dem, vi er uenige med, til at sige det, vi ikke kan lide. Hvis man kun kan sige det, flertallet kan lide, hvis man kun må sige det, der er udtryk for god tone, der er respektfuldt, der er tolerant, så ender det jo med, at vi alligevel vil bestemme over, hvad andre mennesker skal sige.

Jeg vil godt afsløre, at lige meget hvilke indskrænkninger vi herindefra har i, hvad folk må sige, tror jeg ikke på, at vi ændrer på, hvad de tænker i deres hoveder, og hvad de siger til familie, venner og bekendte.

Jeg håber, at debatten har medført, at vi kan få et fremadrettet arbejde i Retsudvalget, hvor vi alligevel kan tage nogle museskridt fremad. Det synes jeg der var antydninger om. På den måde vil jeg efter 10 minutters bredt forsvar for ytringsfriheden alligevel slutte som en glad mand.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)