Jeg vil gerne takke for opbakningen fra en bred del af Folketingets partier, forstået på den måde, at når Enhedslisten er enig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, burde der jo være gode muligheder for at opnå resultater.
Sådan er det nok ikke helt i den her situation.
Baggrunden for, at vi har fremsat det her beslutningsforslag, er sådan set, at vi har den klare opfattelse, at der for det første ikke er nogen særlig grund til, at ministeren kan få eftervederlag i længere tid end folketingsmedlemmer.
Vi har faktisk meget svært ved helt at se, hvad der gør, at en minister har vanskeligere ved at komme ind på arbejdsmarkedet bagefter end et folketingsmedlem.
Vi synes måske også, at det er en lille smule svært at forstå, at man skal have eftervederlag i 3 år, når andre mennesker kan få dagpenge i 2 år.
Det er jo slet ikke et eftervederlag, men dagpenge på et for de fleste – selv om jeg godt nok set, at der i de sidste par dage har været mange historier om noget andet – betydelig lavere niveau, end når de er i arbejde; i hvert fald hvis man har været folketingsmedlem, og selv efter at man i Enhedslisten har betalt partiskatten.
Jeg synes sådan set, at vi mangler forklaringen på, at en minister skal have eftervederlag i 3 år, ud over at det var et led i, at man afskaffede nogle andre privilegier, og derfor måtte man indfører nogle nye.
Som gammel fagforeningsformand vil jeg sige, at det er en argumentation, som jeg kender.
Men det er jo ikke nødvendigvis en argumentation, man som minister eller folketingsmedlem behøver at bruge, når det vedrører ens egne forhold.
Det er jo sådan, som det også er fremgået af debatten i de senere dage, vigtigt, at vi gør op med krævementaliteten.
Og hvis det ikke er krævementalitet, når man bliver stillet over for et ønske om at fjerne nogle privilegier at kræve dem erstattet af nogle andre, så ved jeg ikke, hvad det er.
Det er sådan set det ene element i det.
Så har vi også haft det synspunkt, at det burde være sådan, at man som minister i lighed med folketingsmedlemmerne ikke kunne få eftervederlag i mere end halvdelen af den tid, man har været valgt.
Det synes vi faktisk også er en rigtig og rimelig ordning, at man også her, om jeg så må sige, optjener tid, men ud fra en argumentation om, at når man har været væk, fordi man har været minister i en længere periode, har man måske også brug for lidt mere tid til at vende tilbage.
Nogle får ganske vist mange venner blandt erhvervsledere og andre, mens de er ministre, mens andre kan risikere at få ganske få venner og måske en del af dem det modsatte, og så kan det jo være vanskeligt at vende tilbage.
Så det synes vi sådan set er rigtigt, og vi synes, at man også burde indføre det princip.
Så har jeg godt bemærket, at der var en enkelt ting i eftervederlagsordningen, hvad enten det nu skyldes, at eftervederlagsordning var sådan, eller at det skyldes en forkert administration, som betød, at man kunne få eftervederlag flere gange for den samme periode, så man, hvis man var en lille smule heldig og havde sørget for at være minister med jævne mellemrum, kunne samle mere og mere sammen.
Igen må vi sige, at det interessante også her var, at regeringen ikke sagde, at nu måtte disse ministre, der jo helt åbenlyst og urimeligt havde fået ekstra penge, vise samfundssind og ligesom lade være med at kræve ind.
Det var slet ikke melodien, for regeringen havde en bestemt tolkning af regelsættet, nemlig at de havde ret til at modtage pengene, og derfor skulle der ikke ske noget indgreb over for dem.
Den regel bliver så fremover præciseret, sådan at det, hvilket for de fleste mennesker er forholdsvis indlysende, også bliver klargjort i lovgrundlaget.
Det er vi selvfølgelig helt med på.
Jeg vil også sige, at vi også her er helt indstillet på at lave en bredere diskussion af ministres lønforhold.
En af de særlig bemærkelsesværdige ting, som jeg et par gange har rejst både over for den tidligere regering og over for den nuværende regering, har jo været spørgsmålet om, at folketingsmedlemmer får et skattefrit omkostningstillæg.
Det var jeg inde på i mit sidste indlæg.
Det får ministre, som sidder i Folketinget, også, selv om det kan siges, at når man bliver minister, har man nok ikke ret mange omkostninger i forbindelse med sit arbejde, som ikke dækkes af ministeriet.
Men lad det så være.
Hvis man så bliver ministeren uden at sidde i Folketinget, er der det interessante synspunkt, at det er meget vigtigt, at ministre, der ikke sidder i Folketinget, på alle måder økonomisk ligestilles med folketingsmedlemmerne, og så får de altså et omkostningstillæg, som folketingsmedlemmer får for at dække udgifterne i forbindelse med folketingsarbejdet.
Det folketingsarbejde har man så slet ikke, men man får tillægget, fordi det er meget vigtigt at ligestille alle ministre, så ingen stilles dårligere end andre.
Jeg vil bare sige, at det er et rigtig godt eksempel på, at man ligesom fastholder en efter min mening meget besynderlig krævementalitet.
Derfor bliver det meget vanskeligt at sige til befolkningen:
Nu skal I høre; I skal opføre jer moralsk ordentligt og lade være med at kræve ind, og hvis I har fået for mange rettigheder, skal I i hvert fald slet ikke kræve, at de bliver opfyldt.
Men lad os se på det.
Vi må jo se på, om det fortsatte udvalgsarbejde kan gøre, at vi kan få udvidet regeringens beskedne forsøg på at fjerne åbenlyse urimeligheder i de her regler til også at omfatte enkelte andre urimeligheder.
Det håber jeg da i hvert fald.