Forslaget fra Venstre og Det Konservative Folkeparti handler som sagt om at sikre, at de boligkøbere, der købte bolig i tiltro til, at det brede flertal, der var for en boligpakke i august, også ville stå ved aftalen efter et valg.
Så det handler grundlæggende om at sikre, at boligkøberne holdes skadesfri, også selv om vi på baggrund af debatten i dag kan konstatere, at det flertal, der reelt var for udspillet om at få gang i boligmarkedet, delvis vakler, i hvert fald set på baggrund af de meget tvetydige meldinger, der kommer fra den nuværende regering.
For ser man på historikken i det, kan man nemlig se, at det er et meget påfaldende forløb, som vi har været vidne til.
Meget tyder jo på, at den daværende opposition den 20.
august får opsnappet, at den daværende regering har et forslag på vej om at hjælpe et trængt boligmarked.
Pludselig melder den nuværende statsminister sig på banen og siger, at man vil hjælpe boligmarked.
Det sker lørdag.
Søndag bringer Jyllands-Posten et interview med den nuværende statsminister, som er lavet om fredagen, og i det interview afviser lederen af Socialdemokratiet, den nuværende statsminister, at der er behov for en hjælpepakke.
Men aftenen før havde hun jo sagt noget andet i fjernsynet.
Da den nuværende statsminister efterfølgende blev konfronteret med de modsatrettede budskaber, lød det:
Vi har jo tænkt over det i nogen tid, så jeg ændrer egentlig ikke holdning, jeg lægger bare oven i den holdning, jeg hele tiden har haft.
Men den holdning gælder så desværre bare ikke nu.
I forhold til de klare løfter fra Socialdemokratiet var også den daværende politiske ordfører klar i mælet.
Hr.
Henrik Sass Larsen udtalte den 28.
august i Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet ville stemme for en boligpakke, uanset hvem der vandt valget.
Ja, vi stemmer for det her, uanset hvem der bringer det i Folketingssalen, sagde man.
Debatten har i dag vist, at heller ikke det løfte er blevet overholdt.
Man undrer sig jo, når man ser på kronologien, som vi også har været inde på under debatten.
Statsministeren sagde den 17.
september, hvor hun var kongelige undersøger:
Der er to ting, der bliver til noget.
Den ene er hjælpepakken til boligmarkedet, den anden er betalingsringen.
Spørgsmålet fra journalisten lyder så:
Uanset Venstres støtte?
Svaret er:
Ja, det gør den.
I forbindelse med åbningsdebatten her i salen i oktober var boligpakken også et varmt tema, og her kunne man så forstå, at det var Venstre, der blokerede for en aftale.
Men hverken Venstre eller vore gode kollegaer i Det Konservative Folkeparti er blevet indkaldt til forhandlinger.
Alligevel har statsministeren afvist, at hun har noget som helst ansvar for rækken af boligkøbere, der i tillid til udtalelsen fra bl.a.
den nuværende statsminister har handlet bolig i berettiget forventning om, at der ville komme en boligpakke, som fritog dem for tinglysningsafgift og boligskatter i 2011 og 2012.
Statsministeren har sagt, at det er Venstre, der blokerer for, at regeringen fremsætter lovforslag om boligpakken, fordi statsministeren tror, at Venstre vil være imod.
Men vi kan jo i Venstre altså ikke forholde os til Socialdemokratiet og SF's valgkampstanker, når de skal konkretiseres, før vi ser et helt konkret lovforslag, som vi så kan forholde os til.
Jeg tror derfor, at statsministeren har glemt noget, når hun siger, at det er Venstre, der blokerer for S og SF's boligpakke.
For det er jo ikke Venstre, men Det Radikale Venstre, der blokerer for S og SF's boligpakke, og det har vi også fået bekræftet under debatten i dag af den radikale skatteordfører.
Det Radikale Venstre er imod en boligpakke.
Det var de før, under og efter valget.
Det er Det Radikale Venstre, der blokerer for, at S og SF kan indfri deres løfter.
Jeg ved ikke, om det er regeringens forsigtighedsprincip, der nu udvides, således at regeringen ikke tør fremsætte forslag, hvis regeringen tvivler på, om Venstre vil støtte forslagene.
Men hvis det er regeringens strategi, vil jeg gerne give hele regeringen et tilbud.
Regeringen behøver ikke at undlade at fremsætte forslag, fordi regeringen tror, at vi i Venstre ikke vil støtte forslagene.
Vi laver meget gerne en liste over forslag, som Venstre ikke kan støtte, og hvis der skal være logik i statsministerens udtalelser, forventer vi naturligvis, at regeringen ikke fremsætter disse forslag.
Men sådan fungerer vores folkestyre naturligvis ikke.
Regeringen har serveretten, regeringen kan fremsætte sine forslag, som den ønsker.
At regeringen så ikke vælger at fremsætte det forslag, som regeringens absolutte top var bannerførere for den 20.
august, ja, det er og bliver regeringens eget ansvar.
Regeringen har ikke fremsat et forslag, der skulle indfri dens egne løfter, for virkeligheden er jo som sagt, at det er Det Radikale Venstre, der er imod.
Regeringen burde indrømme, at det er regeringen, der er uenig med sig selv, i stedet for at skyde skylden på andre.
Det er regeringens ansvar, sådan er det, stå dog ved det.
Jeg må sige, at debatten har været vidt omkring, og fint for det.
Det står lysende klart, at S og SF i princippet står ved deres eget forslag, men ikke fremsætter det.
Der tales om forhandlinger, som aldrig er blevet foretaget.
Det er en besynderlig dag.
Jeg må så her til sidst også lige slå en ting fast i forhold til det indlæg, som den socialdemokratiske ordfører kom med, om, at Venstre skulle have begået løftebrud i forbindelse med skattereformen fra 2007.
Jeg ved godt, at ordføreren ynder at påstå det, men faktum er, og det ved ordføreren jo godt, at den skattereform, der blev lavet i 2009, ikke har betydet stigende boligskatter for en eneste i Danmark.
Virkeligheden er, at de sænkelser, der blev lavet, også kom boligejerne til gavn.
Så glæder jeg mig virkelig til at høre, hvad det er, den socialdemokratiske ordfører har læst i den skattereform, som der så åbenbart ikke er andre der har læst.
Måtte der være nogle, der i forbindelse med den nedsættelse af rentefradraget oplever, at det er et større beløb end den lettelse, de får i indkomstskatten, vil jeg sige, at man kompenseres krone til krone, og det ved den socialdemokratiske ordfører godt.
Der er ingen boligejere, der er blevet stillet ringere med skattereformen fra 2009.
Det er et faktum, og at påstå andet er at tale mod bedre vidende, men det har vi jo desværre oplevet så ofte.
Det står i hvert fald lysende klart, at de løfter, som også er givet efter valgkampen, hvor det jo fra starten har været klart, hvad Venstres position har været, ikke er det, der er årsagen til, at regeringen ikke vil indfri sine løfter.
For Venstres og Det Konservative Folkepartis synspunkter har været velkendte hele tiden.
Statsministeren siger den 17.
september i sin egenskab af kongelig undersøger, at der bliver en boligpakke, og jeg kan sige, at der altså ikke er ændret signaler fra Venstres side siden den 17.
september.
Der er ikke ændret et komma i meldingerne fra Venstre, siden statsministeren som kongelig undersøger den 17.
september siger, at der bliver en boligpakke.
Virkeligheden er, at det eneste, der har ændret sig, er, at S og SF har været i et tårn med Det Radikale Venstre, og Det Radikale Venstre er imod ordningen.
Så det er Det Radikale Venstre, der blokerer for, at S og SF kan indfri deres valgløfter.
Vi har fremsat det her forslag, fordi vi synes, at de borgere, der har købt bolig i berettiget forventning til de meldinger, som vi som politikere er kommet med, skal kunne regne med disse.
Vi står naturligvis ved boligpakken, vi har fremsat det forslag, vi her behandler, for det skal indfri de forventninger, som boligkøbere med rette har haft siden præsentationen af forslaget den 20.
august og indtil den 3.
oktober, hvor regeringen endegyldigt fjernede sin støtte til forslaget.
Vi ærgrer os over, at der ikke kunne være bred opbakning fra de partier, der ellers tidligere har ytret sig positivt i forhold til at tage det her initiativ, men de partier må jo så forklare, hvorfor det, man går til valg på, ikke bliver til noget.
Det er altså helt uacceptabelt og utilstedeligt at påstå, at det er Venstre og Konservative, der på nogen måde kan blokere for, at den her regering kan fremsætte de lovforslag, som den her regering ønsker, og det står til hver en tid en siddende regering frit for at indkalde til forhandlinger om forslag, men heller ikke det er sket.
Der er tale om et eklatant løftebrud, og det tør man simpelt hen ikke stå ved i dag.
Det er pinligt, men så er det budskab jo endnu en gang slået fast her i Folketinget.