Det næste punkt på dagsordenen er:

17) Forespørgsel nr. F 23:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om forholdet mellem straflængden for økonomisk kriminalitet og for personfarlig kriminalitet, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at rette op på skævhederne?

Af Peter Skaarup (DF), Pia Adelsteen (DF), Kim Christiansen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF).

(Anmeldelse 21.02.2012. Fremme 23.02.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 17. april 2012.

Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Skaarup, for begrundelsen.

Tak for det. Dansk Folkeparti har stillet den her forespørgsel om forholdet mellem økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet, fordi vi en gang for alle ønsker, at der virkelig gøres noget ved det problem, at man i mange tilfælde straffer økonomisk kriminalitet hårdere, end man straffer personfarlig kriminalitet. Det er nu engang ikke nok, at vi i Folketinget stiller os an ved højtidelige lejligheder og siger, at der skal gøres noget ved et problem. Der skal også sættes handling bag ordene. Og det er netop det, som Dansk Folkeparti ønsker med den her debat.

Vi hører igen og igen om, hvordan der er skævheder i straffen, forskel på den straf, man får, når man begår personfarlig kriminalitet, og så den straf, man får, når man begår økonomisk kriminalitet. En granskning af tallene viser da også, at der faktisk er noget om snakken. F.eks. viser tal fra Justitsministeriets Forskningsenhed fra juli 2011, at den gennemsnitlige straflængde for vold defineret som et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller mishandling i 2010 var på 222 dages ubetinget fængsel. Det er det, man kalder § 245, vi taler om, og det siger sig selv, at et offer for en sådan forbrydelse typisk vil skulle bruge langt mere end 222 dage på at komme sig psykisk efter dette overfald – ja, nogle kommer sig faktisk aldrig over et sådant overgreb. Strafferammen for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter er i øvrigt 6 års fængsel, men i praksis er det nogle helt andre straffe, der udmåles, når det kommer til stykket, ved domstolene.

Til sammenligning er der talrige eksempler på, at kriminelle, der begår økonomisk kriminalitet, bliver idømt f.eks. 2 års ubetinget fængsel, og der er altså simpelt hen en ubalance set med Dansk Folkepartis øjne i forhold til det. Straffen skal så at sige passe til forbrydelsen, for hvis vores straffe ikke gør det, svigter vi retsfølelsen hos befolkningen, og det går ikke. Det krænker borgernes retsfølelse, når f.eks. en mand som Klaus Riskær Pedersen kan idømmes 6 års fængsel, mens gruopvækkende forbrydelser mod børn typisk bliver straffet langt mildere. Det er ikke, at dommene for økonomisk kriminalitet ligger på et for højt niveau – i nogle tilfælde kunne det sikkert være rimeligt med højere straffe – men dommene for voldskriminalitet burde være mere følelige for dem, der mærker konsekvenserne af det, nemlig de ofre, der så kan se, forhåbentlig, at det virkelig har en konsekvens, at man begår de her meget grove kriminalitetsformer, f.eks. mod børn, f.eks. mod sagesløse ofre i forbindelse med vold. Det er derfor, Dansk Folkeparti har rejst den her debat: Vi ønsker, at der sættes fokus på det område, og det håber vi at debatten kan medvirke til.

Tak til forespørgeren. Den næste, der skal have ordet, er justitsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Dansk Folkeparti har med forespørgslen til mig, justitsministeren, spurgt til forholdet mellem straflængden for økonomisk kriminalitet og for personfarlig kriminalitet. Dansk Folkeparti har desuden spurgt til, hvilke initiativer ministeren vil tage for at rette op på skævhederne.

Før jeg går ind på forholdet mellem straflængden for forskellige former for kriminalitet, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er enig i, at der er nogle skævheder, der skal rettes op på. Det ligger naturligvis regeringen meget på sinde, at strafniveauerne for alle former for kriminalitet er passende. Jeg må imidlertid også med det samme sige, at den diskussion, som Dansk Folkeparti lægger op til her, efter min opfattelse bygger på en forkert præmis. Dansk Folkeparti synes at gå ud fra, at det er muligt at sammenligne strafniveauet for personfarlig kriminalitet og for økonomisk kriminalitet alene ud fra længden af den idømte straf.

Hvis man skal se på, hvor streng en straf er, er der imidlertid flere forskellige diskussioner og dimensioner, som man må tage i betragtning. Bl.a. må man se på, hvilken form for straf der er tale om. Er der tale om bøde, er der tale om fængsel? Hvor lang er fængselsstraffen, eller hvor høj er bøden, er straffen betinget eller ubetinget, og er der fastsat vilkår om samfundstjeneste eller behandling? Disse forhold siger tilsammen noget om strafniveauet. Et strafniveau er derfor ikke en entydig størrelse, men er snarere et sammenkog af de forhold, som jeg netop har nævnt. Det bliver man nødt til at tage i betragtning, når man som Dansk Folkeparti lægger op til at lave en sammenligning af straflængden på tværs af forbrydelser. Hvad er f.eks. strengest: En ubetinget fængselsstraf på 3 måneder eller en betinget fængselsstraf på 9 måneder med vilkår om samfundstjeneste?

Reelt er der ikke en entydig måde at sammenligne strafniveauet for forskellige former for forbrydelser på. Med et lidt fortærsket udtryk er der tale om, at man sammenligner æbler med pærer.

Når det er sagt, kan jeg oplyse, at Straffelovrådet tilbage i 2002 så på spørgsmålet om forholdet mellem de straffe, der idømmes for økonomisk kriminalitet og for personfarlig kriminalitet. Straffelovrådet konkluderede på baggrund af statistisk analyse, at der er tydelige forskelle mellem hensynet til strengheden af den idømte straf for på den ene side økonomisk kriminalitet og på den anden side personfarlig eller alment farlig kriminalitet.

Denne forskel er især tydelig, når straffens strenghed vurderes ud fra arten af den idømte straf. Person- og alment farlig kriminalitet bliver nemlig meget ofte sanktioneret med ubetinget fængselsstraf, hvorimod der ikke i samme udstrækning idømmes ubetinget fængselsstraf for økonomisk kriminalitet. Når straffens strenghed vurderes ud fra straflængden for den del af sanktionerne, som er ubetingede fængselsstraffe, er skellet mellem økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet knap så markant, men fortsat ganske tydeligt. Samlet set betyder det, at der er færre ubetingede fængselsstraffe for økonomisk kriminalitet, og at de ubetingede straffe, som idømmes, typisk er ret korte. Omvendt medfører person- og alment farlig kriminalitet ofte en ubetinget fængselsstraf, der tilmed er lang.

Siden Straffelovrådet foretog sin statistiske analyse i 2002, er der gennemført flere lovændringer med det formål at forhøje det hidtidige strafniveau for en række personfarlige forbrydelser. For at afdække udviklingen i retspraksis efter disse lovændringer har Rigsadvokaten gennemført en række undersøgelser. Rigsadvokaten har bl.a. undersøgt strafniveauet i sager om vold, voldtægt og samleje med børn under 15 år. På alle områder har Rigsadvokaten vurderet at domstolene generelt har fastsat strafniveauet i overensstemmelse med de tilkendegivelser, som fremgår af bemærkningerne til de respektive lovforslag.

Rigsadvokaten har således kunnet konstatere en skærpelse af strafniveauet for personfarlige forbrydelser, hvor strafniveauet er blevet ændret ved lov. Nye tal baseret på oplysninger om strafferetlige afgørelser i 2010 bekræfter det billede, som blev tegnet af Straffelovrådet tilbage i 2002. Person- og alment farlig kriminalitet medfører således stadig meget hyppigere en ubetinget fængselsstraf, end økonomisk kriminalitet gør.

Når man ser på længden af de idømte straffe, ser man, at det altovervejende er person- eller alment farlig kriminalitet, som tegner sig for de lange straffe. Der er altså stadig meget tydelig forskel på strafniveauet for person- og alment farlig kriminalitet og strafniveauet for økonomisk kriminalitet. Det er nemlig sådan, at person- og alment farlig kriminalitet generelt straffes markant strengere end økonomisk kriminalitet.

Efter min opfattelse er det ikke en skævhed, der skal rettes op på. Dette forhold mellem strafniveauet for person- og alment farlig kriminalitet og for økonomisk kriminalitet er derimod velbegrundet. Men når det er sagt, er det jo bestemt vigtigt, at vi løbende er opmærksomme på, at strafniveauerne for alle typer af forbrydelser er passende. Med hensyn til strafniveauet for personfarlig kriminalitet kan jeg oplyse, som vi også har diskuteret flere gange her, at spørgsmålet om strafniveauet for seksualforbrydelser indgår i Straffelovrådets igangværende arbejde med netop straffelovens regler om seksuel kriminalitet. Som det også har været fremme tidligere, forventes Straffelovrådets arbejde med det kommissorium, som altså den tidligere regering gav dem, at være afsluttet kort tid efter sommerferien.

Generelt er det altså sådan, at person- og alment farlig kriminalitet bliver straffet hårdere end økonomisk kriminalitet. Bagved dette kan man vel med rette sige, at der ligger en opfattelse af, at den personlige integritet og beskyttelsen af menneskers liv og helbred er værdier, der vejer tungere end økonomiske værdier.

Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi skal lade være med at tage den økonomiske kriminalitet meget alvorligt. Det er faktisk også sådan, at denne regering har bebudet, at bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har en høj prioritet. Særlig efter finanskrisen er det regeringens opfattelse, at på dette område er der behov for at markere alvoren i sager om f.eks. insiderhandel, pantebrevsspekulation og anden økonomisk kriminalitet, som skader tilliden til samfundets grundlæggende finansielle system. Regeringen og Enhedslisten har derfor taget initiativ til at fastholde og styrke indsatsen med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Jeg kan nævne, at der bl.a. er afsat 7 mio. kr. årligt til en særlig taskforce. Denne særlige taskforce skal tage sig af efterforskning af særlig kompliceret økonomisk kriminalitet. Desuden viser nye tal fra Rigsadvokaten en stor fremgang i antallet af sigtelser, tiltaler og domme i sager om økonomisk kriminalitet.

Som det fremgår, er regeringen meget optaget af at sikre, at strafniveauerne er passende. Uanset om vi taler om økonomisk kriminalitet eller personfarlig kriminalitet, skal strafniveauerne være passende. Men regeringen er ikke enig i, at der i dag, som forespørgerne har formuleret det, er en særlig skævhed, som der skal rettes op på, og derfor er regeringens konklusion den, at strafniveauerne er passende. Det skal de være, uanset om vi taler om personfarlig kriminalitet eller økonomisk kriminalitet. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Skaarup

Jeg vil lige starte med at gentage, hvad den socialdemokratiske retsordfører, hr. Ole Hækkerup, sagde til en avis for mindre end 3 måneder siden. Det var til Ekstra Bladet den 15. januar i år, og der sagde hr. Ole Hækkerup:

»Personfarlig kriminalitet bør straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Og de straffe, man laver, skal passe til, hvor krænket man føler sig.«

På den baggrund har jeg mildt sagt meget svært ved at forstå, hvis regeringen nu pludselig ikke kan bakke op om at gennemføre initiativer, så personfarlig kriminalitet rent faktisk bliver straffet væsentlig hårdere end økonomisk kriminalitet. Det er det, som justitsministeren lige for et øjeblik siden har givet udtryk for, nemlig at der ikke er støtte at hente hos regeringen til at komme frem med initiativer, der sikrer højere straffe for personfarlig kriminalitet.

Jeg synes lige, jeg vil tage et par eksempler for at gøre det klart, hvad det egentlig er, vi taler om her i Folketinget. Det kan lyde lidt abstrakt for nogle, men det er jo i virkeligheden konkrete sager, der afgøres ved domstolene, hvor mennesker af kød og blod har været udsat for personfarlig kriminalitet, og hvor det ikke bare fysisk, men også psykisk på lang sigt er gået hårdt ud over dem. Det er noget, de vender tilbage til gang på gang i deres liv.

Der er et eksempel med en kvinde, der havde haft et kortvarigt forhold til en tidligere topbokser. I 11 måneder efter hun havde afsluttet dette forhold, blev hun chikaneret, truet og tortureret af den pågældende mand. Manden er dømt for at have lænket kvinden til et toilet og tæsket hende, hvorefter han trak hende i håret med ud til en bil, hvor han lænkede henne til rattet og kørte rundt i bilen, mens han mishandlede hende, så hun på et tidspunkt mistede bevidstheden af smerte. Manden blev for et par måneder siden idømt 2½ års fængsel for sin ugerning.

Til sammenligning begik en 27-årig mand omfattende moms- og skattesvindel og blev ved retten i Lyngby i december måned 2011 idømt 3 års fængsel samt en tillægsbøde på 21,5 mio. kr.

Tilbage i 2009 blev et ægtepar fra Mou dømt for i årevis at have mishandlet kvindens datter. Pigen blev slået med knytnæver, bøjler og hundelænker og blev låst inde på et lille gæstetoilet uden lys i 6 timer ad gangen. Endelig blev moderen dømt for at have holdt pigens hoved under vand i badekarret som led i sin afstraffelse. Parret fik ved byretten først en dom på et halvt års fængsel, næsten 5 måneders fængsel hver. Vestre Landsret skærpede dog straffen, så parret fik 1 års fængsel hver.

Til sammenligning blev en såkaldt annoncehaj i marts måned 2011 idømt 2 års ubetinget fængsel for at have begået økonomisk kriminalitet. Annoncehajen fik altså det samme i straf, som ægteparret fra Mou fik tilsammen.

Det er oplagt, at der ikke altid er en sammenhæng mellem forbrydelsens beskaffenhed og den straf, som vi giver her i landet. Det er oplagt, når man ser på nogle af de eksempler, som jeg lige er kommet med her i Folketinget.

Jeg vil her tillade mig at citere, hvad studielektor ved sociologistudiet ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen har sagt om danskernes såkaldte tilgivelse:

»Vores tilgivelse er nok meget selektiv. Vores tilgivelse går netop på, at der er nogle ting, som er tilgivelige. Det kan eksempelvis være mindre former for økonomiske lovbrud. Mens vi betragter nogle ting som decideret utilgivelige. Seksuelle overgreb, vold og den slags.«

Jeg er naturligvis ikke med på, at mindre former for økonomisk lovbrud ikke skal straffes, men det er indlysende rigtigt, at danskerne som helhed vurderer seksuelle overgreb og vold – altså personfarlig kriminalitet –

som noget af det værste, et menneske kan blive udsat for. Det bør vores straffe og strafferammer selvfølgelig også afspejle.

Jeg troede jo, at i hvert fald Socialdemokraterne ville være helt enige med mig i det, og derfor er det uforståeligt, hvis de pludselig trækker følehornene til sig i den her sag. Hvad er det, der har ændret sig, siden den socialdemokratiske retsordfører sagde, at personfarlig kriminalitet skulle straffes hårdere?

Samlet set må jeg fra Dansk Folkepartis side sige, at vi er nødt til at tage borgernes retsfølelse alvorligt og stå ved de ting, vi siger. Der må være en overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør, og det er det, vi gerne vil have Folketinget med på her i dag.

Jeg skal afslutningsvis på vegne af V, KF og DF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at strafniveauet i sager om personfarlig kriminalitet er øget, men fortsat ikke i tilstrækkelig grad afspejler den krænkelse af offeret, der finder sted, og at der fortsat er et alt for stort spænd mellem de faktisk udmålte straffe og strafferammerne. Folketinget pålægger regeringen at gennemføre de fornødne initiativer, der sikrer, at personfarlig kriminalitet straffes hårdere end økonomisk kriminalitet, og at de straffe, der gives ved domstolene, passer til, hvor krænkende forbrydelsen er.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 43).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

Den næste, der skal have ordet, er ordføreren for Venstre, hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Volden i Danmark er faldende. Der blev ifølge Danmarks Statistik i 2007 anmeldt lige knap 19.500 voldsforbrydelser; sidste år var det tilsvarende tal 17.800. Er Danmark så blevet mindre voldeligt? Hvis man dykker ned i tallene, ser man, at simpel vold er på retur, men til gengæld ligger omfanget af den alvorlige vold på samme niveau som i 2007.

Bandekrig, vanrøgt, personlige vendettaer og utilpassede unge, der går bersærk i narkorus, er desværre en del af Danmark. Vi er gang på gang vidne til mere grelle eksempler på, hvordan personer i dette land mishandler andre. Det er desværre en del af Danmark; det er desværre en del af vores samfund – det samfund, som vi helst ser som trygt og godt. Derfor har vi et retsvæsen med politi, domstole og fængsel: Politi til at opklare forbrydelser og pågribe gerningsmændene, domstole til at dømme og udmåle en passende straf og fængsler, hvor forbryderne kan afsone deres straf langt fra det samfund, hvor de før skabte utryghed. Men gør de så det? Udmåler domstolene en passende straf, som forbryderne efterfølgende får lov til at afsone? Laver vi her i Folketinget god nok lovgivning, der sikrer det?

Da VK-regeringen trådte til i 2001, overtog vi et retssystem med mange mangler; et retsvæsen, hvor man som borger ofte med rette kunne spørge sig selv, om retssystemet og retsvæsenet var på offerets eller på gerningsmandens side; et retsvæsen, hvor voldsmænd slap alt for billigt i forhold til deres forbrydelser; et retsvæsen, hvor straffen for personfarlig kriminalitet var sakket bagud i forhold til straffen for økonomisk kriminalitet. Derfor ønskede vi at skærpe straffen for vold, voldtægt og uagtsomt manddrab, og det gjorde vi som noget af det første, ved at vi hævede strafferammen for voldtægt fra 6 år til 8 år, for simpel vold fra 1½ år til 3 år, og for alvorlig vold og særlig alvorlig vold øgede vi strafferammen med 2 år. Siden er den gennemsnitlige straflængde for de ubetingede fængselsstraffe for vold steget med en lille måneds ekstra fængsel for simpel vold. Spørgsmålet er, om det er nok.

For nogle måneder siden blev vi mindet om en ualmindelig brutal forbrydelse begået for 3 år siden. Her blev en ung kvinde opsøgt af sin ekskæreste, han var bevæbnet med et jernrør, som han brugte til at gennemtæve hende med. Efter at have banket den stakkels kvinde tvang han hende ud gennem et vindue, og faldet fra tredje sal har gjort kvinden 50 pct. invalid med varige skader på hjernen, dårlig hukommelse, træthed, tænder, der måtte udskiftes, og en arm med nedsat funktionsevne. Hvad skal det koste at påføre et andet menneske så mange lidelser? Det er lidelser, som den pågældende person aldrig nogen sinde bliver kvit; lidelser, som hun må leve med resten af livet, for bestandig. 6 års fængsel fik hendes gerningsmand. Det er nøjagtig den samme straf, som entreprenøren Kurt Thorsen fik i PFA-sagen, hvor han blev dømt for bedrageri og dokumentfalsk. Jeg skal ikke på nogen måde forklejne Kurt Thorsens forbrydelser, men i mine øjne er det altså værre at prygle en forsvarsløs kvinde og smide hende ud på gaden fra tredje sal.

I april måned påkørte en mand sin gravide ekskæreste. Tilbage i 2008 var manden dømt for at have slået kvinden i hovedet med en donkraft. Han havde slået hende så hårdt, at hun efterfølgende måtte sys med 30 sting. Vidner til mandens overgreb sidste år fortalte, hvordan den gravide kvinde blev slynget op i luften, da han i fuld fart kværnede sin Ford Escort ind i hende, og hun landede efterfølgende på nogle parkerede cykler og fik bl.a. en dyb flænge i sin venstre arm. Hvad er så en rimelig straf for med fuldt overlæg og i høj fart at køre ind i en gravid kvinde? Dommen lød på 2 års fængsel – 2 år for at påkøre et andet menneske med så høj fart, at hun altså blev slynget op i luften, og den samme kvinde, som gerningsmanden altså også tidligere er dømt for at have mishandlet. 2 år er i mine øjne ikke rimeligt.

De stramninger, som VK-regeringen i 2001 gennemførte med hjælp fra Dansk Folkeparti, har hjulpet på balancen, ingen tvivl om det. Men eksemplerne, som jeg har nævnt i min ordførertale, viser også med al tydelighed, at der er et stykke endnu. Vi er stadig væk ikke nået dertil, hvor der er proportionalitet i tingene og en rimelig balance mellem forbrydelsens karakter og den dom, der bliver afsagt. Vi oplever, at forbrydelserne bliver stadig mere bestialske. Det er en trist udvikling, men en udvikling, som vores retssystem på ingen måde kan sidde overhørig. Vi behøver et intelligent retssystem, der tager hensyn til ofrene frem for at dømme, som man gjorde for år tilbage, og ikke af hensyn til samfundsudviklingen. Det er selvfølgelig også en udvikling, vi skal tage hensyn til, når vi laver lovgivning.

Straffe, der matcher de forbrydelser, der bliver begået, styrker vores retssikkerhed, og her taler jeg ikke om øje for øje af bibelske dimensioner, men om et fornuftigt retssystem og retsvæsen, som med sine domme sender et klart signal om, at forbrydelser ikke skal kunne betale sig, at der ikke er plads til dem, der skaber utryghed, truer og udøver vold. Derfor må vi som politikere overveje, om vi atter skal skærpe straffeloven, eller om vi på anden måde kan få retsvæsenet til at handle mere intelligent, så forbrydere, der begår alvorlig personfarlig kriminalitet, oplever, at det har alvorlige konsekvenser.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Ole Hækkerup, Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne mener, at der er gode grunde til at straffe. For det første skal samfundet udmåle en straf, der passer med det, der er blevet begået. Det handler om, at samfundet straffer, fordi vi ikke ønsker, at folk selv går rundt og straffer, selvtægt er jo en direkte og hurtig vej til et uholdbart samfund. Det betyder, at straffene skal stå mål med forbrydelserne.

Dernæst straffer vi for at undgå nye forbrydelser. Det handler om, at de dømte skal ud i samfundet igen, og at vi skal gøre, hvad vi kan, for at de ikke begår ny kriminalitet. Den bedste og hurtigste vej til mindre kriminalitet er jo at sørge for, at der er færre gengangere i fængslerne og dermed også forhindre, at der bliver et næste offer. Af samme grund synes vi, at det er rigtigt, at eksempelvis personfarlig kriminalitet i højere grad straffes med ubetinget fængsel, end det sker ved økonomisk kriminalitet. Det skyldes netop, at krænkelsen er værre for mennesker end for ting. Vi tror også, at det er positivt ved personfarlig kriminalitet for offeret og for den, der er dømt, at man mærker en øjeblikkelig konsekvens ved en ubetinget straf. Når vi skal forhindre, at der kommer det næste offer, handler det jo tilsvarende også om, at metoderne er meget forskellige, alt efter om det er en økonomisk svindler, eller om det er en voldtægtsmand.

Er straffen i dag så rimelig for personfarlig kriminalitet, og er straffen rimelig for økonomisk kriminalitet? Når det gælder den personfarlige kriminalitet, satte den gamle regering Straffelovrådet til at kigge hele sædelighedsområdet efter, og deres arbejde er slut omkring sommer. Det har vi diskuteret flere gange, og det har vi diskuteret med god grund, for det er nemlig vores opgave i Folketinget at følge op på Straffelovrådets arbejde. Lad mig sige det med det samme, hvis der bag den her forespørgsel ligger en bekymring for, at det generelt skulle føre til mildere straffe for personfarlig kriminalitet, så er det på ingen måde, hvad vi ser for os.

Når det gælder den økonomiske kriminalitet, handler det nok så meget om at få rejst sigtelser, altså få undersøgt sagerne til bunds. I forbindelse med finansloven er det aftalt, at der skal afsættes 7 mio. kr. til en ny taskforce til efterforskning af særlig kompliceret økonomisk kriminalitet. Det er en af den slags beslutninger, hvor man jo ærlig talt godt kan tvivle lidt på, om det nu også ville være blevet besluttet under VKO. Så man kan grundlæggende her sige, at en væsentlig del af den personfarlige kriminalitet får vi set på, så snart Straffelovrådet er færdigt. Den økonomiske kriminalitet har vi skærpet indsatsen i forhold til, for vi har altså den grundholdning, at mennesker er vigtigere end ting. Det er ikke det samme, som at økonomiske forbrydelser ikke skal straffes, selvfølgelig skal de det, og det er da særlig vigtigt oven på den finanskrise, vi har set, og hvor der også er væltet nogle lig ud af skabene.

Men tilbage til det helt grundlæggende spørgsmål i forbindelse med den her forespørgselsdebat: Er det danske retssystem fuldstændig ude af balance sådan fundamentalt set, når det gælder personfarlig og økonomisk kriminalitet efter de sidste 10 år? Ja, helt grundlæggende har jeg det sådan, at hvis nu Dansk Folkeparti mener, at det danske retssystem fundamentalt er ude af balance, så skulle man jo i virkeligheden have rejst forespørgslen nok så meget til sig selv efter at have haft den afgørende indflydelse på dansk politik de sidste 10 år.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, det næsten er lidt for sjovt at høre den socialdemokratiske ordfører her i dag have fået udstedt en tale – det vil jeg næsten mene der er tale om – fra Justitsministeriet med, hvad der skal siges. For det kan da ikke være den socialdemokratiske ordfører selv, der har fundet på det, der blev sagt for lidt siden, når jeg kan se det ene citat efter det andet af den socialdemokratiske retsordfører, hvor man ønsker højere straffe for personfarlig kriminalitet. Men man vil åbenbart ikke leve op til det her i Folketinget.

Jeg kunne godt efterlyse en konkret stillingtagen fra den socialdemokratiske retsordfører til det forslag til vedtagelse, der er fremsat her under debatten af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. For i det forslag til vedtagelse har vi faktisk gjort os den ulejlighed at skrive nøjagtig det, som hr. Ole Hækkerup som socialdemokratisk retsordfører har sagt til Ekstra Bladet den 15. januar 2012. Så jeg går da som et minimum ud fra, at den socialdemokratiske retsordfører og Socialdemokraterne kan støtte det forslag til vedtagelse, for det er nøjagtig det, der er blevet sagt til medierne – eller hvad? Hvad skal vi regne med?

Ordføreren.

Hvis jeg husker Ekstra Bladet fra den 15. januar ret, sagde jeg i den forbindelse, at det her er noget af det, vi kommer til at se på, når Straffelovrådet er færdig med sit arbejde. Jeg var så sent som i går inde at tjekke – fordi jeg nok tænkte, at hr. Peter Skaarup ville finde det frem – lige præcis de ting, jeg selv er blevet citeret for. Og jeg husker det sådan, at der også i den artikel fra den 15. januar står det der med, at vi gerne vil se på det.

Lad mig så sige om det med Straffelovrådets arbejde, at vi jo før har diskuteret her i Folketingssalen – vi har diskuteret en række forskellige ting, eksempelvis forældelsesfrister i tilfælde af sexovergreb mod børn – og der må man sige, at hvis vi skærper, hvad man kan blive dømt for, vil det jo alt andet lige også føre til længere straffe. Og der er en række af de forhold, vi tidligere har diskuteret, hvor jeg synes, det er rigtigt, at man bevæger sig i den retning. Igen skal det ikke være sagt, at det dermed skal betyde, at det skal være lettere eller billigere at begå økonomisk kriminalitet; det er overhovedet ikke mit sigte. Men jeg synes, at vi hele tiden skal holde øje med, om vi giver straffe for personfarlig kriminalitet i Danmark, der står mål med den krænkelse, offeret føler. Det synes jeg at vi har brug for hele tiden at kigge efter.

Jeg tror, at jeg har det ligesom hr. Peter Skaarup i nogle af de tilfælde, der er blevet nævnt, hvor jeg spørger mig selv, om det virkelig har været rimeligt, når jeg sammenligner de to ting. Så ved jeg godt, at man altid kan sige, at lige to konkrete sager ikke kan sammenlignes osv. Men jeg synes da hele tiden, det er et relevant spørgsmål, og jeg synes da i høj grad, det er relevant at se på, når Straffelovrådet er færdig med sit arbejde.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Men det må jo stoppe på et eller andet tidspunkt, vil jeg sige til hr. Ole Hækkerup. Det kan jo ikke fortsætte sådan, at Socialdemokraterne uden for vinduerne på Christiansborg i medierne bliver ved med at tale om, at nu skal vi straffe personfarlig kriminalitet hårdere, og lader sig citere her den 15. januar 2012 – det er altså 3 måneder siden – for at sige:

»Personfarlig kriminalitet bør straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Og de straffe man laver, skal passe til, hvor krænket man føler sig.«

Det kan jo fortsætte sådan, at man siger den slags ting og så her i Folketingssalen ikke agerer efter det. Altså, der må jo som et minimum i politik, hvis man skal have nogen som helst troværdighed, være overensstemmelse mellem det, man siger ud ad vinduet, og det, man gør, altså der må være lighedstegn mellem »siger« og »gør«. Og det er der jo altså ikke, vil jeg sige til hr. Ole Hækkerup. Jeg synes, at jeg savner en forklaring, ud over at man måske gerne vil spille det her dobbeltspil fra hr. Ole Hækkerups side.

Så mit spørgsmål går altså på: Vil man støtte det forslag til vedtagelse, der er som taget ud af det citat af hr. Ole Hækkerup, som jeg er kommet med nogle gange, eller vil man ikke? Hvis man ikke vil, kan jeg bare konstatere, at så vil man ikke have højere straffe for personfarlig kriminalitet; så vil man bare ikke.

Ordføreren.

Tak. Men jeg synes, at det her er lysende klart. Man har en grundholdning, som jeg også har fortalt om i min ordførertale, så kommer Straffelovrådet med sin rapport, og så står Folketinget med den opgave at skulle sige, hvordan vi følger op på det. Jeg vil gå ind i det arbejde med den grundholdning, som jeg nøje har gennemgået her i min ordførertale.

Jeg synes ikke, at der er noget forkert i at sige, hvad ens grundholdning er. Så kommer der en opfølgning bagefter, når Straffelovrådet er færdig. Det tror jeg faktisk også er med i artiklen i Ekstra Bladet den 15. januar; det er i hvert fald med i utrolig mange af de andre eksempler, jeg fandt, fordi jeg nok tænkte, at hr. Peter Skaarup ville finde dem frem. Så der synes jeg det hænger fint sammen, og det er sådan, jeg tænker forløbet.

Det kan jo ikke være sådan, at vi stiller det krav til hinanden, at man ikke må sige, hvad for en grundholdning man har til nogle ting, fordi vi skal afvente Straffelovrådets arbejde. Det kan jo ikke være sådan, at man så skal sige, at man så ikke har nogen holdning, før de er færdige. Man kan jo godt have nogle grundholdninger, og dem synes jeg det er fair nok at komme ud med.

Lad mig så i den forbindelse sige noget andet. Jeg så, at hr. Peter Skaarup var ude at problematisere noget af det andet, vi har aftalt eller diskuteret. Det var eksempelvis det med lukning af politistationer for at have flere folk på gaden. Jeg husker det jo også, som om vi har siddet og fået en aftale om at vi skulle gøre sådan. Så med hensyn til det, hr. Peter Skaarup anklager mig for, vil jeg sige, at det tilfælde, hr. Peter Skaarup var ude med om sin grundholdning til lukning af politistationer, altså at det er den grundholdning, han vil have, når han skal se på spørgsmålet, synes jeg da også er fair nok. Så kan det da godt være, at hr. Peter Skaarup, når han skal se på det konkrete spørgsmål, ender med noget, der måske ligger i kanten af hans grundholdning. Det synes jeg er reelt. Men det er da præcis den samme problemstilling.

Den næste er hr. Karsten Lauritzen, Venstre, med en kort bemærkning.

Nu stiller jeg et spørgsmål, og så svarer hr. Ole Hækkerup sikkert på et eller andet andet – måske noget med nogle politistationer – og det er muligt, at det i hr. Ole Hækkerups verden er to ting, der hænger sammen, men det tror jeg ikke det gør for ret mange af de mennesker, der følger med her.

Hr. Ole Hækkerup siger til Ekstra Bladet den 15. januar i år under overskriften »Domme for voldtægt skal ændres«:

»Ole Hækkerup, Socialdemokraterne: – Der er nogle ting, som jeg mener, man bør ændre. Jeg forstår for eksempel ikke, at voldtægt dømmes mildere, hvis offeret kender voldtægtsmanden, end hvis det er et tilfældigt offer. Man kan jo spørge sig selv, om det er et rimeligt niveau kun at få fire måneders fængsel for voldtægt.«

Så er man jo efterladt med det indtryk, at hr. Ole Hækkerup ønsker at ændre lovgivningen og ikke mener, at der er balance, som er det, den her forespørgsel handler om. Derfor bliver jeg bare nødt til at spørge hr. Ole Hækkerup, hvordan han kan sige det her til Ekstra Bladet den 15. januar og så nu sige noget fuldstændig andet fra Folketingets talerstol.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig det samme. Der var to dommere, der lavede en opgørelse af, hvad den gennemsnitlige straf for voldtægt er, og de præcis samme dommere, selvfølgelig, lavede en opgørelse af, hvad den gennemsnitlige straf for voldtægt er i de tilfælde, hvor kvinden har været bedøvet af beruselse eller af stoffer. Der var en springende stor forskel. Det syntes jeg var en forskel, jeg ikke kunne se nogen retfærdiggørelse af.

Så er det rigtigt, at lige præcis det, der handler om sædelighedsforbrydelser, herunder eksempelvis voldtægt, sidder Straffelovrådet og kigger på. Og så skal man jo følge op, når Straffelovrådet er færdig, og se, hvad for nogle ændringer man så vil lave. Det her er jo typisk et af de punkter, hvor jeg så siger: Der synes jeg ikke at man kan argumentere for den forskel, og derfor er det et af de områder, hvor jeg kunne forestille mig at man, når man følger op på Straffelovrådets rapport, laver om.

Så er vi i virkeligheden henne ved præcis det, jeg sagde til hr. Peter Skaarup lige før: Jeg har den grundholdning. Og det skal vi følge op på, og det bliver sådan set Folketingets samlede opgave, når Straffelovrådet kommer med sin rapport. Det synes jeg da hænger overordentlig fint sammen. Det kan jo umuligt være sådan, når vi herinde stiller det krav til hinanden, at vi så ikke skal have en mening om, hvad straffen skal være eksempelvis for sædelighedsforbrydelser, fordi sædelighedsområdet er ved at blive kortlagt af Straffelovrådet. Det ville være et urimeligt krav at stille til hinanden.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Der står ikke noget om Straffelovrådet i den pågældende artikel. Det er ikke med i hr. Ole Hækkerups citat. Citatet var, som jeg læste op før, og man bliver jo efterladt med det klare indtryk, at den socialdemokratiske retsordfører ikke synes, der er balance mellem straffen for personfarlig kriminalitet, i det her tilfælde voldtægt, og økonomisk kriminalitet.

Ordføreren stiller et retorisk spørgsmål i citatet:

»Man kan jo spørge sig selv, om det er et rimeligt niveau kun at få fire måneders fængsel for voldtægt«.

Det er et godt spørgsmål, vil jeg sige til hr. Ole Hækkerup, men det er bare ærgerligt, at det ikke er et spørgsmål, justitsministeren stiller sig selv og regeringen har som politik at se på.

Derfor er det jo fair nok, hvis ordføreren fra Folketingets talerstol indrømmer, at ordførerens parti og regeringen mener noget andet end ordføreren. Men det der med at komme og sige, at der er sammenhæng i tingene, er simpelt hen for tynd is at bevæge sig ud på, vil jeg sige til hr. Ole Hækkerup. Og det er egentlig lidt ærgerligt, at der ikke er sammenhæng mellem det, ordføreren siger til Ekstra Bladet og den store offentlighed, og det, som bliver præsenteret fra Folketingets talerstol.

Ordføreren.

Jeg synes da, der er en enestående sammenhæng i at sige det, når der er to dommere, der har sammenlignet, hvad straffen i gennemsnit er for, hvad man i anførselstegn kunne kalde almindelig voldtægt – set over et større antal domme – og voldtægt, hvor offeret har været bedøvet. Og der er en alt for stor forskel, fra 4 måneder til 15 måneder, og det kan man ikke begrunde.

Det kan jeg da sagtens have en holdning til, selv om Straffelovrådet ikke er færdig med sit arbejde. Det synes jeg da også hr. Karsten Lauritzen sagtens kan have en holdning til, selv om Straffelovrådet sådan set blev bedt om det af VK-regeringen. Det synes jeg da er helt rimeligt og fornuftigt at vi har.

Tak til ordføreren. Så er der endnu en for en kort bemærkning, og det er hr. Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at hr. Ole Hækkerup startede med at sige, at han selv havde fundet citaterne frem for sådan ligesom at være lidt forberedt på de spørgsmål, der ville kunne komme under den her debat. Og så sad jeg og tænkte: Gad vidst, hvorfor man gør det.

Hvis man altid siger det, man mener, og gør det, man mener, behøver man vel ikke på den måde at forberede sig på, hvad der kan komme af ubehagelige spørgsmål. Men måske ville hr. Ole Hækkerup, hvis nu det var sådan, at markedsføringsloven var gældende for folketingsmedlemmer, have et problem, for man går ud og sælger Socialdemokratiets retspolitik som værende en knaldhård retspolitik, når man taler med journalisterne, men når man så kommer ind i Folketingssalen, hvor der jo stort set ikke er nogen, der lytter til, hvad der foregår, men hvor beslutningerne træffes, får piben pludselig en helt anden lyd.

Er det ikke det, der gør sig gældende, altså at hr. Ole Hækkerup i virkeligheden er meget tilfreds med, at markedsføringsloven ikke gælder for folketingsmedlemmer?

Ordføreren.

Næh, når jeg gik ind og kontrollerede citaterne, var det, fordi det var vigtigt for mig at sige, at jeg i forbindelse med de ting, jeg var blevet citeret for, havde sagt, at det ville vi se på, når Straffelovrådet var færdige med deres arbejde. Men det ændrer jo ikke på, at der stadig væk er nogle ting, jeg undrer mig over, og hvor jeg spørger: Er det ikke noget af det, vi skal have kigget på, når Straffelovrådet er færdige med deres arbejde? Og det er jo noget af det, vi før har diskuteret hernede i Folketingssalen, og hvor vi før har kunnet konstatere, at der var en rimelig bred enighed om, at der var nogle ting, vi skulle have set på, og at der var nogle ting, vi skulle have skærpet. Det betyder jo også, at folk kan blive dømt for flere forhold.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når vi er færdige med at kigge på Straffelovrådets arbejde, vil det formentlig være sådan, at hr. Peter Skaarup og DF, og formentlig også De Konservative og Venstre for den sags skyld, vil have en strammere holdning på nogle områder, end vi vil have. Det er ubestrideligt. Ordføreren for De Konservative behøver ikke at være bekymret for, at den platform ikke skal være til rådighed, men det skal jo ikke forhindre mig i at sige det, når jeg synes, der er nogle områder, hvor jeg godt mener at man efter Straffelovrådets arbejde kunne iværksætte nogle skærpelser.

Hr. Tom Behnke.

Jo, men forskellen på at udtale sig til medierne og så det, der foregår her i Folketingssalen, er jo, at her binder ordet. Det er her, man må tage ansvaret for og konsekvensen af den politik, man fører udadtil. Det, man bilder vælgerne ind at man står for, må man også stå for, når man kommer ind i Folketingssalen.

Jeg er helt med på, at vi afventer Straffelovrådets arbejde – det gør vi alle sammen, og det har vi sådan set gjort i alt for lang tid, men det er en anden diskussion – men det forhindrer jo ikke, at Socialdemokratiet kan støtte det forslag til vedtagelse, som er fremsat af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, for det forslag til vedtagelse er jo stort set et ordret citat af, hvad hr. Ole Hækkerup selv har sagt til medierne. Det er en politisk tilkendegivelse, det er en politisk holdning, og det forhindrer ikke, at man stadig væk kan afvente Straffelovrådets arbejde.

Der står jo præcis det der med, at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere end økonomisk kriminalitet, og derfor ville det være ønskeligt og pynteligt, om hr. Ole Hækkerup ville skrive under på det, han selv har sagt, og ikke bare nøjes med at lade det flagre i vinden.

Ordføreren.

Jo, bortset fra – nu har jeg så fået teksten i hånden – at det jo ikke af den tekst, der her er fremsat, fremgår det med, at man skal afvente Straffelovrådets arbejde. Jeg håber da på, at vi, den dag Straffelovrådet er færdige med dets arbejde, vil kunne samle mange partier, herunder hr. Tom Behnkes parti, om nogle af de ting, vi vil ændre i dansk lovgivning efter Straffelovrådets arbejde. Og jeg har det efterhånden sådan, at det bliver rigtig, rigtig rart, når Straffelovrådet er blevet færdige og vi kan komme i gang med at følge op med initiativer her i Folketingssalen.

Så skal jeg bare gentage over for hr. Tom Behnke, hvad jeg allerede har sagt i min ordførertale, nemlig at hvis der bag den her forespørgsel eller bag det her forslag til vedtagelse ligger en bekymring for, at den opfølgning, vi skal lave i Folketinget, når Straffelovrådet er færdige med deres arbejde, sådan helt generelt skulle føre til mildere straffe – det er jo fair nok, hvis Det Konservative Folkeparti har den bekymring – så kan jeg med det samme sige, at det jo ikke er det, vi ser for os.

Hr. Kim Christiansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu taler hr. Ole Hækkerup meget om grundholdninger, og jeg vil bare ganske kort høre hr. Ole Hækkerup, om grundholdningerne så er i overensstemmelse med den politik, som regeringen ønsker at føre på retsområdet.

Ordføreren.

Det mener jeg af følgende grunde at de er: Når vi skal komme efter den økonomiske kriminalitet, skal vi først og fremmest gøre det, ved at vi sørger for at rejse flere sigtelser. Jeg er ikke blind for, at det da efter forløbet med finanskrise osv. kan vise sig, at der også kan være nogle forbrydelser af økonomisk art, som man skal skærpe straffene for. Men jeg synes, at det i første række er interessant at sørge for at få rejst flere sigtelser for økonomisk kriminalitet. Det mener jeg så i øvrigt også at vi prøver at gøre noget ved.

Så er der den anden del af det. Hvad med sigtelserne for den personfarlige kriminalitet, og hvad med straffen for personfarlig kriminalitet? Der synes jeg jo, at når nu VK-regeringen med et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative satte Straffelovrådet til at kigge eksempelvis sædelighedsområdet igennem, fordi der i Folketinget var en oplevelse af, at straffene ikke var rimelige på det her område, er det da kun fornuftigt – og det synes jeg sådan set er rimeligt nok – at den nye regering, der nu har siddet i ½ år, overtager Straffelovrådets arbejde fra den gamle regering og siger, at man drager nogle konklusioner, når de er færdige. Det synes jeg er rimeligt og fornuftigt.

Jeg tror gerne, at hr. Kim Christiansens parti og mit parti til den tid vil have nogle forskellige holdninger. Det synes jeg er fair nok, dem kan vi jo så diskutere. Men det er jo ikke det samme som, at vi ikke allerede nu kan synes noget om den type forbrydelser.

Hr. Kim Christiansen.

Tak for det. Jeg kan så konkludere, at hr. Ole Hækkerups grundholdninger er meget afhængige af Straffelovrådets konklusioner til sin tid. Lad mig nu se bort fra det her med, at der kunne være nogle divergenser mellem hr. Ole Hækkerups grundholdninger og det, regeringen reelt vil, og spørge ind til grundholdningerne.

Hvordan stiller hr. Ole Hækkerup sig så til den måde, hvorpå f.eks. personer, der er dømt for personfarlig kriminalitet, prøveløslades? Her tænker jeg selvfølgelig på, om det er rimeligt, at man først kan forulempe et menneske, ja, næsten slå et menneske ihjel, og efterfølgende inden for den straflængde, man har fået, kan deltage i diverse reality shows og slå sig ned som tv-kok og sådan nogle ting. Hvordan er hr. Ole Hækkerups grundholdning så til sådan nogle ting?

Ordføreren.

Som vi har været inde på tidligere og også i tidligere debatter, er der jo i virkeligheden, og det tror jeg sådan set at hr. Kim Christiansen og jeg er enige om, to hensyn, der strider mod hinanden.

Det ene er hensynet til, at den, der har begået en forbrydelse, skal have en straf, som vedkommende kan mærke. Det er det ene. Og det taler jo for, at man skal straffe folk længe, meget og hårdt, fordi det jo også handler om ofrets retfærdighedsfølelse. Sådan ville jeg i øvrigt også selv have det, hvis det var mig selv eller nogle af mine kære, det var gået ud over.

På den anden side ved vi også godt, at vi på et tidspunkt skal slippe folk løs igen. Der handler det selvfølgelig om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre, at de ikke begår ny kriminalitet. Det er den anden del af, hvordan jeg også selv ville have det, hvis det var mig selv eller nogle af mine kære, det var gået ud over, for ud over at vedkommende skulle have en straf, der kunne mærkes, ville jeg også gerne have, at man sørgede for, at ham, der havde begået det, ikke gjorde det igen.

Der synes jeg, at det er en god idé, hvis man eksempelvis går ind og siger: Vi kan godt prøveløslade dig lidt tidligere, end du ellers skulle have været, men så kræver det til gengæld nogle ting af dig. Den her diskussion har vi jo også før haft her i Folketingssalen. På den måde at true, tvinge, lokke, eller hvad man nu vil kalde det, den dømte til at udvise den adfærd, som man ønsker, eller til at tage den medicin, eller hvad der kan være, som man ønsker, synes jeg er rigtigt, for det handler om at undgå nye forbrydelser.

Tak til ordføreren. Herefter er det SF's ordfører, hr. Jonas Dahl.

For SF er det vigtigt, at der er en sammenhæng mellem kriminalitet og straf. Det mener vi der er i den danske straffelov, fordi vi grundlæggende straffer, når vi skal, og derfor mener jeg også, at det er svært at se den skævhed, som Dansk Folkeparti tager som udgangspunkt i den her forespørgselsdebat.

I 2002 så Straffelovrådet på sammenhængen mellem straffe, der idømmes for økonomisk kriminalitet, og straffe, der idømmes for personfarlig kriminalitet. Der var stor forskel på strafniveauet. Personfarlig kriminalitet straffes ofte med ubetinget fængselsstraf, hvorimod økonomisk kriminalitet meget sjældnere straffes således. Siden 2002 har Dansk Folkeparti, mig bekendt i hvert fald, haft stor indflydelse, ikke mindst på retspolitikken, og det har bl.a. betydet, at straffene for personfarlig kriminalitet i perioden er blevet skærpet. Nogle vil måske endda sige, at Dansk Folkeparti har haft for stor magt, men summa summarum: De nyeste tal bekræfter sådan set bare konklusionerne fra 2002, nemlig at der er en forskel. Så der er en tydelig forskel på strafniveauet for personfarlig kriminalitet og for økonomisk kriminalitet, men økonomisk kriminalitet er også kriminalitet, og det skal tages meget alvorligt.

Under finanskrisens hærgen var der mange, der helt uforskyldt oplevede meget alvorlige konsekvenser, mistede deres job eller på anden måde kom i problemer, på grund af at nogle enten bevidst eller ubevidst havde lavet økonomisk kriminalitet eller i hvert fald udvist økonomisk uansvarlighed. SF er derfor også glad for, at regeringen sammen med Enhedslisten har afsat 7 mio. kr. om året til at styrke efterforskningen af kompliceret økonomisk kriminalitet, men i øvrigt også generelt til at styrke forebyggelsen. Den økonomiske kriminalitet har desværre mange glemte ofre: ofre for arbejdsløshed, ofre for bankernes stramme kreditpolitik og ofre for realkreditinstitutternes usikkerhed ved at låne til Danmarks yderområder, og derfor er SF også glad for en styrkelse af efterforskningen på dette område.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi fra SF's side er enig med ministeren i, at strafniveauet for kriminalitet for nærværende er passende. Og jeg skal meddele, også på vegne af den radikale ordfører, som ikke kan være til stede, at vi fra SF's side støtter det forslag til vedtagelse, som Enhedslistens ordfører vil læse op om et kort øjeblik.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Nu ved jeg ikke, hvor meget SF's ordfører, hr. Jonas Dahl, har hørt af debatten, men jeg synes da nok, at bl.a. vi fra Dansk Folkeparti kom med nogle meget gruopvækkende eksempler på, hvor svagt man straffer personfarlig kriminalitet i forhold til økonomisk kriminalitet. Hvis vi kigger på fakta, og det er jo mange gange meget godt at læne sig op ad fakta, kan vi se, at for den alvorlige paragraf inden for vold, nemlig § 246, er det sådan, at gennemsnitsstraffen for vold er 1.347 dage i fængsel. Det ligger jo på omkring en femtedel eller en fjerdedel af den maksimumstraf, der kan gives. Man udfylder altså slet ikke strafferammerne, og det er meget sjældent, hvis overhovedet nogen sinde, at man når op på den maksimale strafferamme for det, der kan dømmes.

Mener SF ikke, at det er et problem for retssamfundet og befolkningens retsfølelse, at man aldrig nogen sinde bruger strafferammerne fuldt ud?

Ordføreren.

Jeg er sådan set glad for, at vi har en straffelov, som netop rummer muligheden for at give meget hårde straffe og mere lempelige, alt afhængigt af den konkrete sag. Jeg vil ikke gøre mig til dommer, vi har et domstolssystem i Danmark med en tredeling af magten, og det synes jeg sådan set at vi skal fastholde. Dommerne foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering af, hvad dommen skal være.

Så kan vi selvfølgelig altid diskutere en konkret skærpelse af en straf, det kan man jo stille forslag om. Men det, der er sagt i dag, er, at der skulle være en skævhed, og det, jeg har sagt, og det, i øvrigt både ministeren og andre regeringsordførere har sagt, er, at den skævhed ikke eksisterer. Det blev konstateret i 2002. Og så har Dansk Folkeparti mig bekendt haft ret stor indflydelse i de sidste 10 år.

De nyeste tal bekræfter så i øvrigt konklusionen fra 2002, nemlig at der faktisk er en forskel, så jeg synes, det er en lidt søgt uenighed at prøve at italesætte, at der skulle være den her forskel i tallene. Men hvis der er et ønske om noget konkret et sted, er jeg helt sikker på, at Dansk Folkeparti kan fremsætte et beslutningsforslag om det. Det er bare ikke det, vi behandler her i dag.

Jeg har tillid til, at domstolene kan håndtere strafferammerne i den danske lovgivning.

Hr. Peter Skaarup.

Ja, og det har Dansk Folkeparti gjort mange gange, både når det gælder vold, voldtægt og seksuelt misbrug af børn, og hver gang stemmer SF jo imod, vil jeg sige til hr. Jonas Dahl, og det er det, der er kernen her. Det, der også er kernen, er, at repræsentanter for regeringspartierne, i det her tilfælde hr. Ole Hækkerup, der er retsordfører for Socialdemokraterne, jo siger, at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Til Ekstra Bladet den 15. januar sagde hr. Ole Hækkerup:

»Personfarlig kriminalitet bør straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Og de straffe, man laver, skal passe til, hvor krænket man føler sig«.

Der vil jeg spørge SF's ordfører: Er SF enig i den udtalelse, nemlig at økonomisk kriminalitet bør straffes mildere end personfarlig kriminalitet, og at straffene bør sættes op for personfarlig kriminalitet?

Ordføreren.

Jamen fra SF's side er vi sådan set glade for den strafferamme, vi har i dag, både på det ene og det andet område. Jeg synes, vi har et straffesystem, som sikrer, at vi får de straffe, der skal til, både på det økonomiske område, og også når det drejer sig om personfarlig kriminalitet. Så kan man altid finde en eller anden niche og sige, at her skulle der skærpes, og derfor vil jeg også sige, at for nærværende er vi sådan set enige i, at der er et fornuftigt strafniveau i den danske lovgivning.

Om der så skal ændres noget på sigt? Det vil sikkert ske de næste 4 år, mens den her regering sidder, og forhåbentlig også længere tid. Der kan sikkert forekomme justeringer. Jeg mener faktisk grundlæggende, at vi har en fornuftig strafferamme i det danske system, og jeg mener også, at vi helt generelt har en udfordring i at sikre, at vi rent faktisk også i langt højere grad får forebygget, så vi undgår nogle af de her straffesager, som vi desværre ser for mange af, det er jeg sådan set enig i. Men så har vi da en fælles udfordring i at sikre, at vi ikke ser så mange tilfælde, og satse på den forebyggende indsats.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Hr. Jonas Dahls kollega i SF, nemlig erhvervsministeren, har jo i dag i Politiken, tror jeg, fremsat et forslag om, at kartelvirksomhed skal straffes med fængselsstraf. Det er jo et godt eksempel på, at man tilsyneladende i SF og også i regeringen, tror jeg, har den opfattelse, at økonomisk kriminalitet skal straffes hårdere. Vi skal kriminalisere mere, og så er det fint med personfarlig kriminalitet.

Er ordføreren så ikke enig i, at når man f.eks. øger straffen for kartelvirksomhed og siger, at det skal give fængselsstraf, så forrykker det den balance, der er mellem straffen for økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet?

Ordføreren.

Det, som erhvervsministeren i dag mig bekendt har fremsat forslag om, er, at vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan tage fat på nogle af dem, der har været med til at bringe os og Danmark i krise, der har været med til at køre store virksomheder ned og få banker på fallittens rand, og i øvrigt også se på, hvordan vi kan tage fat på karteller og andre, der af den ene eller anden grund udnytter det danske system og den danske lovgivning, hvilket i sidste ende rammer sagesløse mennesker. Folk bliver arbejdsløse eller bliver på anden måde ramt økonomisk.

Jeg synes faktisk, at det er rimeligt at se på, om ikke lovgivningen skal skærpes. Det er det, regeringen har sagt i dag, og det er det, erhvervsministeren har været ude med. Jeg synes, vi skal tage den diskussion. Når regeringen nu siger, at vi bliver nødt til at se på det her område, skal man så tage en diskussion om, at alt det andet også skal hæves? Jeg synes faktisk, man skal tage de diskussioner, der kommer, og nu har vi en diskussion, hvor vi bliver nødt til at se på den her karteldannelse og nogle skærpede straffe på det område. Det har erhvervsministeren lagt op til, og der er nogle politiske drøftelser om det. Det synes jeg egentlig er måden at gribe det an på, når vi netop har nogle sager.

Bliver der så behov for strafskærpelse inden for personfarlig kriminalitet, er jeg helt sikker på, at justitsministeren, hvis han vurderer det som værende rigtigt, vil fremsætte forslag om det.

Hr. Karsten Lauritzen.

Som udgangspunkt mener justitsministeren ikke det, hvis man skal gå ud fra ministerens ministertale.

Men ordføreren svarer ikke på spørgsmålet, for spørgsmålet gik ikke på, hvad indholdet er af det forslag, der er fremsat af erhvervsministeren. Det går på, at på den dag, hvor Folketinget diskuterer, om der er balance mellem straffen for økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet, fremsætter erhvervsministeren et forslag, der skal straffe økonomisk kriminalitet, specifikt kartelvirksomhed, hårdere. Og så spørger jeg ganske simpelt: Forrykker det så ikke balancen? Det er sådan set et retorisk spørgsmål, hvortil jeg håbede at hr. Jonas Dahl havde svaret: Jo, det gør det, men det synes vi er i orden i SF. Det er jo en fair og reel holdning at have. Så er der bare en politisk uenighed.

Så jeg vil blot stille spørgsmålet igen: Mener hr. Jonas Dahl ikke, at når man f.eks. straffer kartelvirksomhed og økonomisk kriminalitet hårdere, rykker man også på balancen mellem straffen for den økonomiske kriminalitet og den personfarlige kriminalitet?

Ordføreren.

Jeg mener faktisk, at det er at sammenligne æbler og pærer. Man ser på et område, hvor man mener, at der er behov for en skærpelse, og så siger man, at der i øvrigt også skal ses på alle andre områder. Jeg synes sådan set, at der skal være en forskel mellem straffen for økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet. Det er der mig bekendt i dag. Derfor er det også vigtigt, at man bekæmper disse forskellige former for kriminalitet med forskellige midler, og der skal selvfølgelig også sanktioneres forskelligt. Det har man mig bekendt altid gjort, og nu lægger man i øvrigt op til fra regeringens side at fortsætte med det. Nu lægger man så op til en skærpelse af straffen for økonomisk kriminalitet. Jeg glæder mig dog til, at vi skal behandle forslaget her i salen, for hvis det er Venstres opfattelse, at økonomisk kriminalitet ikke skal straffes, kan man have sin egne personlige spekulationer om, hvorfor det er tilfældet, men jeg synes dog, at det må være et noget søgt argument. Jeg håber da, at vi kan være enige om, at ligegyldigt om det er personfarlig kriminalitet eller økonomisk kriminalitet, skal man i det tilfælde, at man har lavet noget kriminelt, straffes med de muligheder, der i øvrigt er inden for strafferammen.

Tak til ordføreren. Herefter er det Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

Tak for det. Det her er en interessant debat, for det er jo klart, at vi, når vi som samfund straffer for kriminelle handlinger, jo også er ude på at udtrykke en eller anden grad af, hvor meget samfundet fordømmer den handling, der er blevet begået, og det er det, vi diskuterer i dag. Når vi netop diskuterer graden af fordømmelse, er det også klart, at der skal være en indbyrdes relation mellem forskellige former for forbrydelser, mellem personfarlig og økonomisk kriminalitet. Der skal skelnes, fordi vi som samfund gerne vil udtrykke, at vi fordømmer angreb på liv og legeme hårdere, end vi fordømmer angreb på penge. Så langt er vi vist enige, lyder det til her i salen. Men det er sådan set også tilfældet i dag, som mange allerede har sagt.

Af den nu meget omtalte straffelovrådsbetænkning fra 2002 kan man se, hvor meget den personfarlige kriminalitet bidrager til den samlede mængde straf i vores samfund, og det er 70 pct., der gives på baggrund af personfarlig kriminalitet, selv om den personfarlige, den almenfarlige kriminalitet kun udgør 18 pct. af det antal forbrydelser, der bliver begået. Så selv om det er en mindre del af det antal forbrydelser, der bliver begået, får man generelt og samlet set en større straf for den type kriminalitet. Det har justitsministeren så også fortalt, nemlig at de nye tal bekræfter den tendens.

Så jeg er ligesom flere foregående ordførere ikke enig i, at der er en generel skævhed mellem strafniveauet for henholdsvis økonomisk og personfarlig kriminalitet, men jeg vil dog sige, at der er skabt en vis ubalance især for nogle af de personfarlige forbrydelser, hvor straffene er blevet hævet de sidste år. Det er flere års mere eller mindre tilfældige strafskærpelser foretaget af den tidligere regering, som har forrykket den indbyrdes relation, som der jo også skal være imellem forskellige former for personfarlig kriminalitet. Det siger nemlig noget om, hvor meget vi fordømmer en forbrydelse i samfundet, som jeg startede med at sige, og derfor har jeg så svært ved at forstå, at man fra den tidligere regerings side og fra Dansk Folkepartis side ønskede at signalere til de desværre alt for mange kvinder, der bliver voldtaget af en, de kender, en partner, et familiemedlem måske endda, en nabo, at deres voldtægt fordømmer vi som samfund mindre, end hvis den var blevet begået af en fremmed. Det har jeg så svært ved at forstå, altså at det er det, man har ønsket at udtrykke.

Jeg har også svært ved at forstå, hvorfor man har ønsket at udtrykke en grad af fordømmelse af hjemmerøverier, der skulle betyde, at man skulle starte ved 5 års fængsel, selv om straffen for et drabsforsøg ligger på 6 års fængsel. Det forrykker noget af den indbyrdes relation, vi taler om i dag, og det siger noget om, hvor meget vi som samfund fordømmer de her forbrydelser.

Til sidst vil jeg, som det også er blevet sagt af andre heroppefra, sige, at vi ikke må glemme, at økonomisk kriminalitet, såkaldte formueforbrydelser, er alvorlige. Det har betydning for vores samfund, men det har bestemt også ofre. Der er bestemt også ofre, hvis der bliver begået bedrageri eller identitetstyveri. Der er skrækkelige eksempler på mennesker, som er blevet overfaldet eller andet, det berører jo os alle sammen i den her sal og i resten af samfundet, når vi hører sådan nogle ting. Der er også skrækkelige eksempler på mennesker, som er blevet frarøvet deres identitet og er blevet gældsat for livet, og dem må vi altså ikke glemme, for der er også nogle ofre, hvis retsfølelse der skal tages hensyn til, og hvor der er brug for, at vi som samfund fordømmer den form for kriminalitet.

Så vil jeg til sidst på vegne af Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse:

»Folketinget konstaterer med tilfredshed, at person- og almenfarlige forbrydelser sædvanligvis mødes med meget strengere straffe end formueforbrydelser. Folketinget understreger, at det er vigtigt løbende at være opmærksom på at sikre, at strafniveauerne er de rigtige. Strafniveauerne for forskellige former for kriminalitet skal stå i rimeligt forhold til hinanden, og derfor er det også vigtigt, at strafskærpelser eller -nedsættelser ikke sker sporadisk og på grundlag af frygtelige enkeltsager, men velovervejet og i sammenhæng. Folketinget noterer sig, at Straffelovrådet er ved at færdiggøre arbejdet med straffelovens regler om sædelighedskriminalitet, og at regeringen hurtigt herefter vil tage de nødvendige initiativer i forhold til dette. Folketinget finder samtidig, at der – ikke mindst i lyset af finanskrisen – er behov for at markere alvoren i sager om insiderhandel, pantebrevsspekulation og anden økonomisk kriminalitet, som skader tilliden til samfundets grundlæggende finansielle system. Folketinget hilser det derfor velkommen, at regeringen har fastholdt og styrket indsatsen mod økonomisk kriminalitet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 44).

Der er nu fremsat endnu et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, og det skal jeg også lade indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par bemærkninger. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Det var meget interessant at høre det forslag til vedtagelse. Det er i virkeligheden ret utroligt, at regeringen, herunder Socialdemokraterne, der har justitsministerposten, nu blåstempler de straffe, vi har nu, og siger, at de straffer fint, som de gør, at økonomisk kriminalitet i øvrigt straffes mildere end personfarlig kriminalitet, og at man ikke vil rykke ved det. Til trods for hvad den socialdemokratiske retsordfører har sagt i medierne, har man altså åbenbart den linje, og det må næsten tolkes, som om det er Enhedslisten, der dikterer den kurs sammen med Det Radikale Venstre, der gang på gang har ønsket en slap kurs i forhold til voldskriminalitet.

Mit spørgsmål til fru Pernille Skipper lyder: Når Enhedslisten så gang på gang taler for mildere straffe, for det kan jeg jo læse i bl.a. B.T. her den 5. marts, hvordan skal det så forstås? Skal det forstås sådan, at Enhedslisten ønsker at rulle den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, tilbage, eksempelvis så vi får mildere straffe for voldskriminalitet?

Ordføreren.

Det var lidt uklart, hvor stor en del af det indlæg, der var et spørgsmål til mig, men jeg vil da starte med at slå fast, at det her forslag til vedtagelse er lavet af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten sammen. Derefter vil jeg sige, at det er rigtigt, at Enhedslisten konsekvent har talt imod de strafskærpelser, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti har indført. Hver gang der har været frygtelige enkeltsager, har man stået på spring med strafskærpelser, og det har forrykket balancen, og dem har vi talt for at rulle tilbage. Vi synes sådan set, at det, der er rigtig, rigtig vigtigt, er, at vi får en samlet vurdering af, hvordan niveauerne skal ligge, og det er det relevante. Når vi taler om den såkaldte skævhed mellem økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet, som vi gør i dag, mener vi som sagt ikke, at den eksisterer. Men det er rigtigt, der er enkelte ting, som vi f.eks. ville rulle tilbage, f.eks. at man straffer det at blive voldtaget af en fremmed hårdere, end hvis det er af en, man kender.

Hr. Peter Skaarup.

Det sidste kan man da givetvis være enig i, men det er jo ikke det, som Enhedslisten siger gang på gang. Man siger jo faktisk, at man vil lempe på forskellige områder. Man har gang på gang stemt imod de stramninger, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti er kommet med, i øvrigt sammen med De Radikale og SF. Socialdemokraterne har nogle enkelte gange støttet det, og det har vi da været glade for. Men grundlæggende har man ikke støttet det, der er kommet igennem, og derfor er mit spørgsmål altså: Hvad er det, man vil ændre? For nu har Enhedslisten jo en ny rolle. Enhedslisten kan jo faktisk som parlamentarisk grundlag for regeringen diktere, og det er så også det, man har gjort med det forslag til vedtagelse i dag, hvad det er, regeringen – og også Socialdemokraterne – skal mene på det her område.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Enhedslisten, om det så betyder, at vi kan forvente her i den kommende tid, at der vil komme nogle lempelser, når det gælder straffe for voldskriminalitet, og på hvilke områder, for det, som fru Pernille Skipper siger, er meget ukonkret.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvordan samarbejdet var imellem Dansk Folkeparti og den tidligere regering, siden hr. Peter Skaarup har det indtryk, at man som støtteparti kan diktere regeringens politik, men det lyder da vældig interessant. Det er sådan, at vi selvfølgelig indgår i et samarbejde med regeringen på alle områder, så godt vi overhovedet kan, og det er da også klart, at vi gerne vil have, at man begynder at kigge lidt mere velovervejet på det her med strafskærpelser og strafnedsættelser. Vi synes sådan set, at det skal foregå i sammenhæng. Det er også derfor, at jeg afholder mig fra at komme med andre eksempler end f.eks. de strafskærpelser, som jeg mener var unødvendige, og som vi selvfølgelig også stemte imod dengang, f.eks. at hr. Peter Skaarup mener, at vi som samfund skal fordømme det hårdere, hvis man bliver voldtaget af en, man ikke kender i forvejen, end hvis man bliver voldtaget af naboen.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt kvittere for det sidste, som fru Pernille Skipper sagde om rabatsystemet, som jo eksisterer ved visse former for f.eks. sædelighedsforbrydelser, men som ikke eksisterer i forhold til økonomisk kriminalitet. Der kan man tale om en ubalance, som jeg kan forstå Enhedslisten anerkender. Det kan godt være, at vi skulle se nærmere på det.

Men det, jeg egentlig vil spørge fru Pernille Skipper om, er med hensyn til forslaget til vedtagelse, fordi man får det indtryk, når man læser den sidste linje, hvor der står, at »Folketinget hilser det derfor velkommen, at regeringen har fastholdt og styrket indsatsen mod økonomisk kriminalitet«, at man godt kunne tænke sig at straffe økonomisk kriminalitet hårdere. Så vil jeg bare høre fru Pernille Skipper, om Enhedslisten ønsker at straffe økonomisk kriminalitet hårdere, end man gør i dag. Er det det, der ligger i formuleringen styrket indsatsen mod økonomisk kriminalitet?

Ordføreren.

I Enhedslisten er vi af den opfattelse, at man kan forebygge og forhindre kriminalitet på andre måder end ved at hæve strafferammerne. Jeg ved godt, at det var den tidligere regerings svar på rigtig mange ting, nemlig at sætte straffene i vejret. Vi er faktisk af den overbevisning, at man kan lave en indsats mod økonomisk kriminalitet på andre måder end det, og det har vi også gjort i bl.a. finansloven, som det også er blevet sagt heroppefra tidligere. Men det er rigtigt, at Enhedslisten har den grundlæggende holdning, at en højere straf måske er relevant at overveje i de tilfælde, hvor det kan have en præventiv effekt. Det kan være muligt bl.a. inden for økonomisk kriminalitet. Men som jeg sagde tidligere, synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at sådan nogle ting altid sker velovervejet og i sammenhæng, sådan at vi bevarer en balance i vores straffelovgivning.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak for det svar. Jeg forstod det sådan, at Enhedslisten – sådan har jeg i hvert fald forstået Enhedslisten tidligere, f.eks. i nogle af de tidligere folketingssamlinger – ønsker at straffe økonomisk kriminalitet hårdere, end den nugældende lovgivning giver mulighed for. Sådan forstod jeg også fru Pernille Skippers svar, men jeg vil godt spørge igen sådan meget direkte: Er det ikke korrekt, at Enhedslistens politik er, at man ønsker at øge strafferammen i forhold til visse former for økonomisk kriminalitet? Hvis det er rigtigt, vil man så ikke få rykket på den balance, som man ifølge det her forslag til vedtagelse synes der er mellem den personfarlige kriminalitet og den økonomiske kriminalitet? Det er selvfølgelig fair nok, hvis Enhedslisten ikke længere ønsker, at økonomisk kriminalitet skal straffes hårdere, end vi gør i dag.

Ordføreren.

Jeg gentager igen: Ja, vi mener, at det er en god idé at bruge straf som noget præventivt i de tilfælde, hvor det faktisk kan have en præventiv effekt, altså, kan have en afskrækkende effekt. Det er bl.a. tilfældet inden for nogle former for økonomisk kriminalitet, og derfor vil vi også være villige til at hæve strafferammerne i de situationer. Og ja, det vil selvfølgelig have en betydning for den der balance, som vi har talt så meget om, og som vi synes der er. Det handler om, at der generelt straffes meget hårdere for personfarlig kriminalitet, end der gør for økonomisk kriminalitet. Sådan synes vi at det skal være. Vi synes, at der er en balance nu. Det ville der måske også være, selv om man hævede enkelte strafferammer mere. Det er spørgsmålet, om det er knivskarpt lige nu. Det synes jeg ikke at der står i det forslag til vedtagelse.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti har stillet en forespørgsel til justitsministeren, der bliver bedt om at oplyse om forholdet mellem straflængden for økonomisk kriminalitet og for personfarlig kriminalitet, og hvilke initiativer ministeren vil tage for at rette op på skævhederne. Ministeren må jo sådan set svare for sig selv, og det har han også gjort. Jeg vil så svare på vegne af Liberal Alliance.

Det, der lægges op til med forespørgslen, er vel en eller anden form for anden balance imellem de to former for kriminalitet og de straffe, der gives, når man overtræder straffeloven m.v. Det er umiddelbart ikke så enkelt for os, som det måske kunne lyde, når man hører resten af debatten om det her spørgsmål. Man kan jo ændre balancer på mange måder. Når man taler om, at boligskatterne skal være højere i forhold til personskatterne, vil jeg sige, at man jo kan ændre den balance alene ved at sætte personskatterne ned; så fylder boligskatterne jo forholdsvis meget mere, end de gjorde tidligere, og så har man løst det problem og samtidig løst et andet problem med for høje personskatter.

I forhold til spørgsmålet om balancen mellem økonomisk kriminalitet og personfarlig kriminalitet vil jeg sige, at man kan løse spørgsmålet ved at hæve straffene for den personfarlige kriminalitet, og dermed sikrer man jo også, at der kommer en anden balance imellem straffen for personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet.

Det er jo en kendt sag, at vi i Liberal Alliance ønsker at hæve straffene for forskellige former for personfarlig kriminalitet. Det drejer sig om grov vold, voldtægt og overgreb mod børn, hvad enten det er af seksuel eller voldelig karakter. Derudover ønsker vi også at hæve straffen for at komme med trusler. Når det kommer til mindre forbrydelser, synes vi godt, man kunne eksperimentere i forhold til de straffeformer, der er, og se på, om der kunne være alternative straffe i forhold til dem, man ellers giver. Men når det kommer til de grove forbrydelser, synes vi, at man skal have princippet om, at store forbrydelser kræver store straffe, og at små forbrydelser kræver mindre straffe. Det er sådan set et meget fint princip.

Der er tre ting, man skal overveje, når man ser på straf. For det første: Hvorfor er det egentlig, vi straffer? Vi straffer jo først og fremmest, fordi vi gerne vil undgå selvtægt, sådan at vi ikke hver især skal tage straffen i egen hånd og sørge for, at retfærdigheden sker fyldest – det var jo derfor, man indførte straffe i sin tid. For det andet er der et generelt præventivt formål, der gør, at det er til skræk og advarsel for folk, der kunne overveje at finde på at begå forbrydelser. For det tredje er der et resocialiserende element, der skal gøre, at når man så f.eks. udsættes for en frihedsberøvelse, kan straffen have det formål, at når man kommer ud igen på et tidspunkt, er man bedre rustet til at lade være med at begå nye forbrydelser. Men i forhold til en del af de hårde forbrydelser er der altså det særlige formål at sørge for, at forbryderen er holdt væk fra gaden, og det er sådan set et formål, vi i Liberal Alliance støtter.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning. Er ordføreren ikke færdig? Godt, så er det hr. Karsten Lauritzen.

Ordføreren skal da have lov til at gøre talen færdig. Hr. Simon Emil Ammitzbøll talte jo i sin ordførertale meget om balancen mellem tingene, men jeg synes ikke, at der var så meget om, hvad man synes om den nuværende balance. Jeg vil høre, hvordan man forholder sig til det forslag til vedtagelse, som en del af de borgerlige partier jo har fremsat, som peger på, at økonomisk kriminalitet ikke skal straffes mildere, men at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere. Er Liberal Alliance enig i det?

Ordføreren.

Vi er enige i det princip, der umiddelbart kommer til udtryk i forslaget til vedtagelse, men vi synes, at den formulering, der er taget fra en artikel og er et direkte citat af den socialdemokratiske retsordfører, hr. Ole Hækkerup, er direkte dårlig og elendig. Derfor har vi det lidt svært med lige præcis den formulering, fordi den siger, at man altid vil skulle have en strengere straf for personfarlig kriminalitet end for økonomisk kriminalitet, men jeg mener, at hvis man snyder for 1 mia. kr., skal man have en hårdere straf, end hvis man stikker en en lussing.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg tror ikke, at der er meget uenighed om, at hvis man snyder for 1 mia. kr., skal man have en hårdere straf end for at give en en lussing. Vi kan vist ikke være uenige om, at der ville være tale om en ubalance, hvis det gav den samme straf.

Jeg kan så spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll om et andet område. Det er lidt interessant, at nogle af de meget liberale jo mener, at økonomisk kriminalitet sådan set er værre end personfarlig kriminalitet. Derfor kunne det jo godt være, at hr. Simon Emil Ammitzbølls ordførertale, hvor han talte meget om balance, var udtryk for, at Liberal Alliance mener, at økonomisk kriminalitet skulle straffes hårdere, at man skulle dreje på den knap og lade være med at dreje på knappen for personfarlig kriminalitet. Jeg vil sådan set bare høre, hvilken knap Liberal Alliance synes der skal drejes på. Skal personfarlig kriminalitet straffes hårdere, eller skal økonomisk kriminalitet straffes hårdere, eller skal man, som nogle i Folketingssalen mener, ikke straffes noget som helst hårdere, men mildere?

Ordføreren.

Liberal Alliances politik på det her område er ret klar. Vi ønsker, at der skal være hårdere straffe for vold, voldtægt, overgreb på børn, trusler og for den sags skyld for drab. Findes der så andre områder end lige præcis de fem, som vi kunne være fristet til at hæve straffen for? Ikke umiddelbart, men jeg skal da ikke kunne sige, at der ikke skulle kunne komme et godt forslag fra hr. Karsten Lauritzen eller andre, hvor vi vil sige, at det alligevel lyder spændende, og derfor kunne vi også være med til at hæve straffen.

Jeg indledte sådan set min tale med at sige, at ligesom man kan ændre balancen i skattesystemet mellem boligskatter og personskatter ved alene at nedsætte personskatterne, kan man jo også ændre balancen mellem straffen for personfarlig kriminalitet og straffen for økonomisk kriminalitet alene ved at hæve den for nogle af overtrædelserne for personfarlig kriminalitet, hvilket er det, vi foreslår i Liberal Alliance. At man så af drillehensyn har valgt at bruge en ualmindelig dårlig formulering af hr. Ole Hækkerup i sit forslag til vedtagelse, forstår jeg godt at man har ladet sig friste af, men det frister bare ikke os til at medvirke.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren, og så er det den konservative ordfører hr. Tom Behnke.

Som konservativ er det for mig utrolig vigtigt, at der er en proportionalitet, når vi udmåler straf, og at der er en proportionalitet mellem straffen, der bliver udmålt for den personfarlige kriminalitet og for den økonomiske kriminalitet.

Jeg bemærkede noget interessant, for en ordfører sagde, at det er der nu. Det var faktisk Enhedslistens fru Pernille Skipper, der sagde, at der nu er balance mellem strafudmålingen af den personfarlige kriminalitet og af den økonomiske kriminalitet. Det er jo interessant set i lyset af, at de stramninger, som Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 10 år har gennemført, har Enhedslisten stemt imod hver gang. Så det er jo lidt interessant, at Enhedslisten ligesom høster og siger, at der er balance nu. Joh, men det var sådan set imod Enhedslistens vilje, så jeg synes lige, man i hvert fald skal passe på med at svinge sig op på den formulering.

For os konservative er det som nævnt vigtigt, at vi har proportionaliteten, og det er også vigtigt, at vi straffer efter den krænkelse, der sker i forhold til offeret, og det er vigtigt, at vi straffer i forhold til den konsekvens, som den kriminelle handling havde. Hvilke konsekvenser havde den? Det må være det, vi straffer ud fra, og derfor er det klart, at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere, selvfølgelig skal det det. For personfarlig kriminalitet giver livsvarige fysiske og/eller psykiske skader på offeret. Det er ikke noget, der bare går væk. Det er ikke noget, man kan betale sig fra. Det er skader, der ofte er livsvarige og sætter sine spor, og derfor skal straffen selvfølgelig være hård og konsekvent, når vi taler om personfarlig kriminalitet.

10 år med en VK-regering sikrede, at vi fik en ny kurs i Danmark, for indtil vi fik regeringsmagten for mere end 10 år siden, var der slet ingen tvivl om, at det gik den forkerte vej. Vi oplevede i de 10 år, at det var ganske vanskeligt at overbevise domstolene om, at det er Folketinget, der fastsætter lovgivningen her i landet, og at det er Folketinget, der bestemmer, hvad der skal være strafbart, og hvad der skal være mere strafbart.

Men det lykkedes, og den kvittering synes jeg også man skal huske i forhold til domstolene, for domstolene fulgte trods alt med. Det var lidt trægt og lidt modvilligt, men de fulgte med, dog med alle mulige krumspring undervejs. Det krævede en idérigdom af Folketingets medlemmer at finde ud af, hvordan man lige nøjagtig skal formulere paragrafferne for ikke at krænke domstolene for hårdt, men alligevel overbevise domstolene om, at når vi mener, at noget fremover skal straffes hårdere end tidligere, så er det selvfølgelig Folketinget, der bestemmer det.

Noget af det, der ofte har overrasket mig, er, at når vi ser på den personfarlige kriminalitet, har domstolene en tendens til at se på, hvor store skaderne var. Men ofte glemmes det, at skaden nogle gange ikke er så voldsom, som den kunne have været, og at det skyldes held eller måske oven i købet – tænker man nogle gange – et mirakel, at det offer da overlevede den behandling. Men så straffer man meget mildere, og der kunne jeg godt tænke mig, at man i højere grad så på, hvad der kunne være sket, for hvis en person smider folk ud fra tredje sal ned på en stenbelægning, så må vedkommende kunne forudse, at det er noget, de kan dø af, og det er også helt givet, at hvis offeret dør, så er straffen højere, end hvis offeret overlever. Og det forstår jeg simpelt hen ikke, for det er ikke gerningsmanden, der skal have den rabat. Det er offeret.

Derfor bør man stramme op, og derfor bør der straffes hårdere. Det bør være sådan, at indbrud straffes hårdere end tyveri. Det bør være sådan, at røveri straffes hårdere end rambuktyveri, og det burde være sådan, at hjemmerøverier straffes hårdere end bankrøverier, for det er langt mere krænkende og langt mere ødelæggende for de personer, som er ofrene. Derfor er det godt, at vi gennem 10 år havde en VK-regering med støtte af Dansk Folkeparti – ofte var Socialdemokratiet også med på de her stramninger – hvor vi virkelig fik strammet op på den personfarlige kriminalitet og strafudmålinger, når vi taler om vold, voldtægt og ikke mindst hjemmerøverierne, som vi jo også lige nåede at få med og fik gjort noget ved.

Den kurs satser vi på skal fortsætte, og vi kan forstå på Socialdemokratiets ordfører, at han i hvert fald har den holdning. Så må vi se, hvor meget af regeringen han kan få overbevist om den holdning. Det ser ikke ud til, at det holder helt så godt, men lad os nu se. Man har i hvert fald bebudet, at når Straffelovrådet på et eller andet tidspunkt er færdige – og det er vi mange, der glæder os til – vil der komme strafskærpelser på hele det område, der handler om seksuelle overgreb, ikke mindst overgreb mod børn.

Fra konservativ side forventer vi, at det bliver konsekvensen af det arbejde, som Straffelovrådet har lavet. Vi støtter til fulde det forslag til vedtagelse, som vi selv er medunderskrivere på.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup, medmindre ministeren ønsker ordet. Så er det justitsministeren først og hr. Peter Skaarup bagefter. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil bare fremhæve et par af de pointer, som jeg startede med at fremhæve. Først vil jeg selvfølgelig takke ordførerne for Enhedslisten og regeringspartierne, dvs. Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF, for et rigtig godt forslag til vedtagelse. Så vil jeg bare give en kort kommentar til nogle af de punkter, der har været til debat i dag.

Eksempelvis er spørgsmålet om økonomisk kriminalitet naturligvis blevet diskuteret. Med hensyn til regeringens aktuelle overvejelser om at skærpe straffen på kartelområdet, altså økonomisk kriminalitet, er det blevet nævnt, om det fjerner den balance, som det understreges der er i regeringspartiernes forslag til vedtagelse. Til det er svaret nej. Hvorfor? Fordi, som der helt klart står, hvis der skal ske ændringer, skal det ske på baggrund af grundige overvejelser. Det er lige nøjagtig det, der her er tale om. Det er jo faktisk et arbejde, som er igangsat af den tidligere regering og er blevet suppleret bl.a. med en række forhold af den nuværende regering. Det synes vi er helt fint i balance, og jeg må indrømme, at jeg også mener, at i lyset af finanskrisen, som der også er henvist til i regeringspartiernes forslag til vedtagelse, er det meget naturligt, at man ser på det her område.

Så er der blevet nævnt en række andre forhold om den tidligere regerings strafskærpelse tilbage fra tiden lige omkring tiltrædelsen, altså folketingsåret 2001-02. Hvis man læser forslaget til vedtagelse fra partierne, ser man, at der henvises til, som der står, at der fortsat er et alt for stort spænd mellem de faktisk udmålte straffe og strafferammerne. Nu skal jeg ikke tage den tidligere regerings lovforslag i forsvar, men jeg vil dog alligevel bare gøre opmærksom på, ikke mindst al den stund jeg selv var ordfører på lovforslaget dengang og rent faktisk stemte for lovforslaget, bare som tilføjelse til det, hr. Karsten Lauritzen sagde, at Socialdemokraterne stemte for. Det huskede hr. Tom Behnke, og det er jeg meget taknemlig for. Hvis man læser lovforslaget og særlig punkt 1.2., ser man, at der her meget nøje er angivet under det afsnit, der hedder Hovedtræk af forslagene, hvilke strafskærpelser forslaget tilsigter. Det står meget nøje beskrevet i bemærkningerne til den tidligere regerings lovforslag.

Det kan virke lidt underligt, at jeg står og skal grave i arkiverne for lovforslagene fra den tidligere regering, men jeg synes, det hører med, når den nuværende opposition, som altså fremsatte der her lovforslag, nu siger følgende: at der fortsat er et alt for stort spænd mellem de faktisk udmålte straffe og strafferammerne. I det lovforslag, man fremsatte dengang, havde man meget specifikt beskrevet, hvad hensigten var med de strafskærpelser, man ville have, og hvordan de skulle indfries. Det står punkt for punkt i punkt 1.2. i det daværende lovforslag, som altså næsten er 10 år gammelt nu.

Der var det så, at jeg sagde, at under den tidligere regering har Rigsadvokaten flere gange undersøgt, om hensigten med de strafskærpelser, som rent faktisk nu var blevet gennemført i lov nr. L 118 fra folketingsåret 2001-02, er blevet efterlevet. Konklusionen er: Ja. Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, hvordan det kan være, at man i sådan et forslag til vedtagelse mere eller mindre direkte kritiserer sin egen lov, når den lov er blevet tjekket flere gange af Rigsadvokaten, som har sagt, at her er der altså tale om en lov, der er blevet efterlevet, men alligevel finder man grundlag for at kritisere den. Jeg kan simpelt hen ikke forstå det, for hvis man havde lyttet til, hvad Rigsadvokaten har sagt om den daværende regerings eget lovforslag, da man selv sad i regering, ville man se, der var en smuk harmoni. Den lov, man havde vedtaget, havde nogle hensigter, og de hensigter er blevet efterlevet, og det har Rigsadvokaten dokumenteret gang på gang.

Så apropos proportionalitet, bare for at bringe lidt af den ind i debatten om strafskærpelse, synes jeg man skulle starte med at læse sin egen lov og finde ud af, hvad man sagde, og hvad Rigsadvokaten har sagt. Alt er i den skønneste orden efter den lov, man selv har vedtaget. Derfor er det bare lidt underligt, at man så skal høre, at der har været tale om, at det ikke helt er sådan.

Jeg synes, at det som sagt er vigtigt, at vi finder, at der er og skal være den rigtige balance mellem strafniveauerne for henholdsvis personfarlig og økonomisk kriminalitet. Det har Straffelovrådet gentagne gange bekræftet der er, og det skal der også være. Derfor straffes forbrydelser af personfarlig karakter markant hårdere end økonomisk kriminalitet.

Det synes jeg man bør tage med i de videre overvejelser, nemlig at det, man lovgivningsmæssigt har ønsket, har man fået. Det har Rigsadvokaten dokumenteret gentagne gange, og det er selvfølgelig også det, regeringen her læner sig op ad. Hvis der så skal ske ændringer, kan de så ske uden at forrykke balancerne? Hvis de skal ske, skal de ske på baggrund af grundige overvejelser. Det kan eksempelvis være Straffelovrådets arbejde, som er blevet påbegyndt under den tidligere regering, og som vi afventer nu og håber vi kan behandle her, når de er færdige kort tid efter sommerferien. Tak.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg kan sådan ligesom fornemme, at justitsministeren lægger op til at gøre opmærksom på, at Socialdemokraterne under den tidligere regering støttede nogle strafskærpelser, og det er også rigtigt, det gjorde man. Der var også nogle, man ikke støttede, f.eks. lømmelpakken for at forhindre uro i forbindelse med klimatopmødet. Men uanset det – det skulle bare lige med – vil jeg godt spørge justitsministeren:

Nu kommer der jo så et udspil fra Straffelovrådet her til sommer omkring seksualforbrydelser mod børn og mod voksne, og ifølge det forslag til vedtagelse, der er kommet fra bl.a. regeringspartierne i dag, kan vi se, at det er noget, man afventer. Kan vi regne med, at regeringen så vil gennemføre det forslag, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti aftalte i forbindelse med tryghedspakken under 2020-planen, nemlig at overfaldsvoldtægt fremover straffes med 5 års fængsel? Kan vi regne med, at det holder, eller vil man også på det punkt dømme den del af 2020-planen til ikke at være den nuværende regerings politik?

Justitsministeren.

Som det har været fremlagt og diskuteret her flere gange, er det regeringens opfattelse, at nu afventer vi Straffelovrådets arbejde, og så tager vi stilling til resultatet, når det kommer. Det tror jeg alle har en interesse i. Der er stor interesse for det, og så ser vi på det, når det kommer. Som sagt tror jeg, at selv om Dansk Folkeparti gerne vil have den her debat, og det er helt fint, er det rimelig relevant, at når nu vi har sat det her arbejde i gang – den tidligere regering har igangsat det – så afventer vi dets afslutning, og så tager vi stilling til resultatet af arbejdet derefter.

Hr. Peter Skaarup.

Det synes jeg jo igen er interessant, og når jeg siger, det er interessant, er det så, fordi vi ikke her kan få noget løfte fra justitsministeren om, at man fremover vil straffe seksualforbrydelser hårdere, end man har villet tidligere. Der må jeg jo minde om, at voldtægt i dag straffes med under 2 års fængsel i gennemsnit. Og det spørgsmål, jeg vil stille justitsministeren, er så: Hvordan kan det være, at domstolene ignorerer den høje ende af strafferegisteret, altså de høje strafferammer, der faktisk er på det her område? Kan justitsministeren svare på det?

Et andet spørgsmål, jeg vil stille justitsministeren, er, om justitsministeren så er enig med sit eget partis retsordfører, hr. Ole Hækkerup, der til Ekstra Bladet den 15. januar sagde: »Personfarlig kriminalitet bør straffes hårdere end økonomisk kriminalitet.«

Er justitsministeren enig med sin retsordfører i det?

Ministeren.

Som jeg tror at der også er andre der har henvist til, er det sådan i det her land, at vi har magtens tredeling, og en af de ting, der kommer ud af det, er, at når vi eksempelvis diskuterer spørgsmålet om straffe, handler det om, at her i Folketinget – lige så vel som det skete under den tidligere regering med Dansk Folkepartis opbakning – fastlægger vi strafferammerne. Og inden for de rammer er det så domstolene, der fra sag til sag tager stilling til strafniveauet i den konkrete sag. Det er den måde, jeg synes det skal køre på, og det håber jeg stadig væk at der er relativt bred opbakning til i Folketinget, nemlig at det er et grundlæggende princip i en retsstat, at det er den måde, man kører det på.

Er det så ensbetydende med, at domstolene, som hr. Peter Skaarup formulerer det, ignorerer den højere ende af strafferammen, som er fastsat af Folketinget? Nej, det mener jeg ikke, og jeg synes ikke, det er passende at mistænkeliggøre domstolene på den måde. De har jo til opgave at sikre, at der er plads inden for de strafferammer, som Folketinget har iværksat og vedtaget, til, at de sager, der kommer og måtte komme, i grovhed kan rummes inden for den strafferamme, som Folketinget nu engang har vedtaget.

Med hensyn til at hr. Ole Hækkerup har sagt, at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere end økonomisk kriminalitet, vil jeg sige, at min redegørelse jo handlede om, at det faktisk sker. Så hr. Ole Hækkerup er helt på det rette spor.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Justitsministeren læser jo det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative står bag, som en vis person læser Bibelen. For der står netop, at man anerkender, at strafniveauet i sager om personfarlig kriminalitet er øget. Det er jo fuldstændig rigtigt. Det har Rigsadvokaten dokumenteret. Det har adskillige notater fra Justitsministeriets Forskningskontor dokumenteret. Og det er rigtig nok den lovgivning, som også Socialdemokratiet stemte for tilbage i 2002 efter folketingsvalget.

Men det afgørende her er jo, om man så synes, at det er i orden. Synes man, at den lovgivning, der er, og som der dømmes efter her 10 år efter, der blev lavet de her ændringer, er tilfredsstillende? Og der er der så nogle partier – og Venstre er et af dem – der siger, at vi godt vil være med til at straffe personfarlig kriminalitet endnu hårdere, og vi kunne godt tænke os, at strafferammen blev udnyttet i højere grad. Og der kan jeg så forstå, at Socialdemokraterne ønsker noget andet. Det ser vi jo gang på gang, senest med menneskehandel, hvor man havde mulighed for at øge strafferammen, så det kunne føre til højere straffe, men hvor man skrev ind i lovforslaget, at det skulle domstolene se bort fra. Det er jo den forskel, der er på de to veje.

Ministeren.

I forhold til det sidste har regeringen jo netop fået vedtaget et lovforslag, som betyder, at strafferammen for menneskehandel er øget fra 8 til 10 år. Der havde vi jo en tilsvarende debat, og hvad handlede den om? Ja, den handlede lige nøjagtig om det, som hr. Peter Skaarup spurgte til. Det er vigtigt, at der, når det handler om strafferammen, er reserveret et niveau i strafferammen til at sikre, at også de grove former for menneskehandel rent faktisk kan være der. Så det synes jeg overhovedet ikke der er nogen problemer i.

Hr. Karsten Lauritzen.

Der står jo i lovforslaget, vil jeg sige til justitsministeren, at man ikke skal tage hensyn til den forøgede strafferamme. Der er mulighed for, at vi fra lovgivers side sender et signal til domstolene om, at vi ønsker, at menneskehandel skal straffes hårdere. Det er en meget, meget alvorlig form for personfarlig kriminalitet. Så siger regeringen med justitsministeren og Socialdemokratiet i spidsen, at det skal man bare se bort fra. Det skriver vi bare ind som en formalitet, og så skal man ikke dømme efter det. Det er ikke nødvendigt, at man tillægger det nævneværdig vægt hos anklagemyndigheden og domstolene.

Så sender man jo netop et signal om, at man ikke ønsker, at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere. Og det er jo der, hvor der er en forskel. Vi er nogle partier – Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative – som har fremsat et fælles forslag til vedtagelse, og så er der hr. Ole Hækkerup. Man får faktisk indtryk af, at han er enig i offentligheden, men ikke her i Folketingssalen. Og så er der den linje, som justitsministeren lægger. Det er jo forskellen, og det bør justitsministeren anerkende.

Ministeren.

Jeg tror ikke rigtig, at der var noget spørgsmål, men for trods alt at bruge tiden, vil jeg sige til formanden, så lad mig bare præcisere et par ting.

Hr. Ole Hækkerup er fuldstændig på rette spor, når han siger, at personfarlig kriminalitet og alment farlig kriminalitet i øvrigt skal straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Rigsadvokaten har set på det spørgsmål gentagne gange, og han har gentagne gange konkluderet, at der er en endog meget markant forskel på de to straffeformer. Og det skal der være. Hvorfor? Fordi personfarlig kriminalitet netop skal straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Det er simpelt hen en overskridelse af den personlige integritet, og den vejer tungere for regeringen end de økonomiske værdier, som i øvrigt ellers er det, man udmåler straffen efter på baggrund af forhandlinger om straffen vedrørende økonomisk kriminalitet. Så der er ingen tvivl om, at hr. Ole Hækkerup er fuldstændig på rette spor.

Så er der heller ikke nogen tvivl om, at hvis der skal ske ændringer, skal det selvfølgelig ske velovervejet og med grundige forarbejder. Det er derfor, vi afventer Straffelovrådets arbejde. Betyder det, at der ikke kan ske ændringer? Nej. Og det står jo heller ikke i det forslag til vedtagelse, som regeringspartierne har fremsat. Så vi følger den her udvikling. Skal der ske ændringer, skal de ske velovervejet og med grundige forarbejder. Jeg forventer da sandelig også, at det vil være noget, der kan nyde bred opbakning i Folketinget, når eventuelle ændringer måtte fremkomme.

Mange tak til justitsministeren. Hr. Peter Skaarup.

Tak for en udmærket debat om strafferammer og forholdet mellem personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet. Man kan roligt sige, at det her er et område med et emne, der skiller vandene. Jeg troede forud for debatten, at vi havde nogle forbundsfæller i Socialdemokraterne – trods alt et parti i regeringen – og i støttepartiet Enhedslisten, der ville være enige med Dansk Folkeparti og Venstre og De Konservative, men jeg må jo nok opgive den tro.

Det, vi har fået slået fast i dag, er jo desværre, at det, som den socialdemokratiske retsordfører har brilleret med at udtale til både den ene og den anden og den tredje og den fjerde avis og samtlige landets tv-medier, ikke passer. Det står Socialdemokraterne og regeringen ikke for, når det kommer til stykket, fordi man altså i dag vælger at komme med et totalt intetsigende forslag til vedtagelse og ikke vil støtte det forslag til vedtagelse, som faktisk er taget ud af det, som den socialdemokratiske retsordfører har sagt til medierne.

Vi har samtidig i dag også fået slået fast, at der faktisk er tale om en stor skævvridning, når økonomisk kriminalitet i flere tilfælde bliver straffet hårdere end personfarlig kriminalitet. Det burde jo faktisk være omvendt set med Dansk Folkepartis øjne, og det er det, vi har forsøgt at gøre noget ved i dag sammen med Venstre og Konservative, men det er ikke lykkedes at overbevise regeringen. Det kan man vist roligt sige.

Vi må konstatere, at der er forskel på det, Socialdemokraterne siger, og det, de gør. Der er forskel på det, man siger, når man bliver interviewet af diverse medier – der står man fast på, at vi skal have markant retspolitik, at vi ikke vil finde os i personfarlig kriminalitet, og at der skal straffes hårdere, end det er tilfældet i dag – og det, man siger, når det kommer til stykket her i Folketingssalen. Så vil man ikke støtte forslaget om hårdere straffe på det område alligevel.

Man kan som sagt ikke komme uden om det: Socialdemokraternes retsordfører har ved flere lejligheder talt for, at voldsmænd og voldtægtsforbrydere skal have hårdere straffe, og som jeg mere end en gang har citeret hr. Ole Hækkerup for, har hr. Ole Hækkerup sagt, at personfarlig kriminalitet bør straffes hårdere end økonomisk kriminalitet.

Men hr. Ole Hækkerup har også for nylig til B.T. sagt, at man skal vente noget længere, før man bliver prøveløsladt fra fængselsophold. Når man har begået en grov forbrydelse, skal man ikke have mulighed for at komme ud så hurtigt. På det område hører vi heller ikke noget fra regeringen; det står man heller ikke ved, altså det, som en ordfører på vegne af regeringen siger udadtil, men faktisk her inde i Folketingssalen ikke står ved.

Det var jo bl.a. den tragiske historie om Marlene Duus, der først blev gennembanket med et jernrør og så blev smidt ud ad et vindue fra tredje sals højde, som hr. Ole Hækkerup og Socialdemokraterne udtalte sig om. Gerningsmanden har i øvrigt nu job hos kokken Claus Meyer efter at have afsonet 3 af de 6 års fængsel, den pågældende fik for drabsforsøget på sin gamle kæreste. Dette ville Socialdemokraterne altså gøre noget ved for en lille måned siden, men nu vil man alligevel ikke. Jeg mener altså, at Socialdemokraterne har et kæmpemæssigt, altoverskyggende forklaringsproblem i deres retspolitik og i den her sag.

Det har jo sågar været sådan, at man om den tv-udsendelse, som Danmarks Radio i øjeblikket kører, hvor man fremstiller gerningsmændene bag alvorlige forbrydelser som helte, forherliger de pågældende, har sagt, at det er fint, at det er med god opbakning fra regeringen, man har sådan nogle metoder at fremstille kriminelle på. Socialdemokraterne må kunne forklare ikke bare mig og Dansk Folkeparti, men også danskerne og ofrene for personfarlig kriminalitet, hvorfor man udadtil siger, man vil gøre noget ved problemet med ubalancen i forhold til, hvordan vi straffer, og så rent faktisk ikke vil gøre noget ved det, når det kommer til stykket.

Hvordan vil Socialdemokraterne forklare den unge mand, som B.T. skrev om i marts måned, der efter et groft overfald sidder i rullestol, at hans bøddel fik en dom på bare 8 måneders fængsel og endte med at sidde i fængsel i blot 3 ½ måneder? Er den straf rimelig? Står den i forhold til den forbrydelse, som gerningsmanden har begået? Hvordan kan det være rimeligt, at man giver så lave straffe, når man f.eks. kan give finansmanden Klaus Riskær Pedersen 6 års fængsel? Jeg synes, der er noget, der ikke harmonerer, og jeg er bange for, at Socialdemokraterne har ladet sig tyrannisere af de øvrige partier, f.eks. af Enhedslisten og De Radikale – sidstnævnte har jo i øvrigt slet ikke taget ordet i debatten i dag, og det er måske meget sigende. Men tak for debatten.

Mange tak til ordføreren for forespørgerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på tirsdag, den 17. april 2012.