Tak, formand.
Og tak til de tre ministre for deres redegørelser, og en særlig tak til samarbejdsministeren for hans fyldige skriftlige redegørelse på 34 sider, som rummer en meget lang og spændende liste over grænsehindringer og også nogle meget nyttige kommentarer, som jeg tror vi parlamentarikere har rigtig stor glæde af.
Det lyder spændende, når samarbejdsministeren fortæller, at der ved hvert samarbejdsministermøde i fremtiden vil være en debat om grænsehindringer på baggrund af en liste over de mest aktuelle af dem, afhængigt af hvordan man nu vil placere grænsehindringerne i forhold til hinanden.
Det tror jeg at både den tidligere samarbejdsminister, fru Karen Ellemann, og jeg vil ønske den nuværende samarbejdsminister held og lykke med.
Vi fik faktisk fjernet nogle grænsehindringer i vores tid, men det var sejt, og problemet er, at selv om vi fik fjernet nogle grænsehindringer – især nogle af dem, der generer bornholmerne – så opstår der hele tiden nye grænsehindringer.
Det er derfor, det er så vigtigt, at vi får en dialog med justitsministeren.
Det er vigtigt, at han her har givet tilsagn om, at lovforslag for fremtiden ikke blot skal fortælle om økonomiske og administrative problemer, lettelser eller øgede byrder, men også skal vurdere den nordiske effekt af et lovforslag.
Jeg glæder mig til ved afslutningen af min tale at oplæse det forslag til vedtagelse, som vi er enige om her i Folketinget, og som er startskuddet på en systematisk dialog mellem regeringen og Folketinget om disse vigtige spørgsmål.
Jeg er selvfølgelig enig med justitsministeren i, at vi ikke skal have en nordisk enhedsstat, selv om det selvfølgelig ville være en enkel løsning, hvis vi havde de samme regler alle steder og kun havde et parlament.
Så var det hele så let, så kunne Nordisk Råd jo overtage det hele, og så kunne vi lukke de fem eller otte parlamenter.
Det er ikke det, vi taler om.
Men vi, der var til stede forleden til grænsehindringshøringen, måtte jo konstatere, at samtlige de eksempler, vi blev præsenteret for – eller i hvert fald de fleste af dem – bestemt ikke havde noget at gøre med, at landene nu skal have frihed til at gå hver deres vej.
Det var et resultat af tankeløshed.
Der er ikke en kat, der har tænkt på:
Hvad betyder den her regel for dem, der bor i det ene land, og som arbejder i det andet, eller som flytter til et andet land?
Hvis man havde været mere bevidst om effekten for de hundrede tusinder borgere, som er berørt af det her, havde man ikke gjort det, man har gjort.
Og det er derfor, vi må have justitsministerens ord gjort til virkelighed, altså så vi virkelig for fremtiden er mere opmærksomme på fremkomsten af nye grænsehindringer, bl.a.
i forbindelse med gennemførelse af EU-direktiver.
Noget af det, som jeg som samarbejdsminister bøvlede med, var grænsehindringer, der opstod for personer, som har en uddannelse i ét land, og som gerne vil arbejde i et andet land.
Her støder man ind i autorisationer – autorisationer, som man kan diskutere værdien af.
Jeg er selv skeptisk over for autorisationer, men når de er der, må det konstateres, at de rummer beskrivelser af, hvilken uddannelse man skal have, hvis man vil autoriseres i det enkelte land.
Når f.eks.
en uddannelse i Sverige er anderledes end den, vi har i Danmark, ja, så kan man ikke blive autoriseret, hvis man kommer fra det andet land.
Her synes jeg, at vi politikere på en venlig, men fast måde skal sige til de relevante organisationer, at vi vil have disse grænsehindringer fjernet.
Folk, der har en uddannelse i Sverige, er som regel lige så gode som dem, der har den samme uddannelse i Danmark, og derfor skal vi åbne op for hinandens kvalifikationskrav.
Det er ikke så let.
Jeg har selv kæmpet med de autorisationsregler, der gælder for SOSU-assistenter.
Jeg skal ikke trætte med historien, de fleste af de tilstedeværende har hørt den.
Jeg kan bare kort sige, at hvis jeg ikke selv var blevet sundhedsminister, efter at jeg havde været samarbejdsminister, ville jeg ikke have fået løst problemet.
Og det er det, der gør mig pessimistisk.
For hvis det skal være på den måde, får vi ikke fjernet mange grænsehindringer.
Nu ser jeg så i ministerens redegørelse, at der også er problemer for elektrikere, som altså har deres uddannelse fra et land og gerne vil arbejde i et andet.
Der er problemer for lokoførere og for kranførere.
Og forleden hørte vi fra en musiker, som ganske vist ikke havde problemer med autorisationer, men som virkelig havde en række andre problemer, og som påstod, at hun betalte 22 pct.
mere i skat, fordi hun bruger sin uddannelse i Helsingborg, mens hun bor i Danmark.
Om nødvendigt må vi ikke blot tage en dialog med hinanden, regeringen og Folketinget, men også tage en dialog med de organisationer, som ofte har arbejdet for at få nedskrevet firkantede regler i autorisationsbestemmelserne.
Dem må vi tage fat i, og dem må vi sige til, at hvis ikke de vil være lidt mere fleksible, risikerer de, at vi ophæver autorisationsreglerne.
Så vidt skulle det nødig gå, men vi kan ikke leve med den tilstand, der er på nogle af disse vigtige områder.
Så er der hele pengesektoren, som ikke er belyst i samarbejdsministerens redegørelse.
Men det var noget, som det danske medlem af Grænsehindringsforum, Ole Stavad, gjorde meget ud af ved høringen forleden.
Det virker, som om man i Sverige har besluttet, at man vil gennemføre de regler, som EU forlanger skal gælde for eurolandene – en regel om, at det aldrig skal være dyrere at sende penge til et andet land end til en person i ens eget land.
Den mente han at man i Sverige ville gennemføre på den måde, at man, selv om man ikke er et euroland, vil give borgerne den samme lettelse.
Hvis man kan det i Sverige, så kan man også i andre lande.
Det tema synes jeg at vi skal dyrke, for det er noget af det, jeg hører allermest om, altså besværlighederne med pengeoverførsler, som jo også har med lønkonti osv.
at gøre.
Her synes jeg at vi skulle følge et princip, som er godt at følge i alle sammenhænge, nemlig:
Lad os gøre som dem, der gør det bedst, lad os følge den bedste praksis.
Hvis Norge og Sverige på nogle felter har bøjet sig for hinanden og fundet en løsning, mon så ikke også vi kan gøre det samme i Danmark?
Der er adskillige eksempler i samarbejdsministerens redegørelse på, at Norge og Sverige har løst problemet.
Vi har ikke, og så må vi feje for vores egen dør og spørge os selv, om vi ikke kan gøre det i det mindste lige så godt som Norge og Sverige.
F.eks.
godkender Norge og Sverige hinandens uddannelser inden for byggesektoren.
Hvad skulle dog årsagen være til, at vi i Danmark ikke på samme måde kan godkende de andres uddannelser?
Jeg ved godt, at vi i Danmark siger:
Vi har verdens bedste erhvervsuddannelser, ikke mindst inden for byggeområdet.
Og det kan godt være, at der er nogle, der siger, at de er bedre end de norske og svenske, men undskyld, det er altså ikke den slags, man skal være stolt af at sige.
Hvis Norge og Sverige kan give plads for hinandens uddannelser inden for byggesektoren, så synes jeg at vi uden forbehold skal være med på samme måde.
Det gælder jo også elever, som kan finde en praktikplads i et andet nordisk land.
Det kan de ikke eller kun meget vanskeligt i dag, fordi der gælder forskellige regler.
Vi har jo lidt forskellige erhvervsuddannelser.
Men jeg kender den svenske undervisningsminister, som er meget opsat på at få erhvervsuddannelser, der ligner de danske.
Jeg er helt sikker på, at han vil være meget konstruktiv, hvis det handler om, at danske og svenske krav skal nærme sig hinanden, eller at vi slet og ret anerkender hinandens forskelligheder.
Så er der dette med, at når der ikke desto mindre bliver nogle grænsehindringer tilbage, skal vi informere borgerne om dem.
Så skal det være vigtigt at finde en portal eller et sted, hvor man kan blive orienteret om:
Hvad sker der med mig, hvis jeg med min uddannelse tager et job i 7 måneder i Lofoten?
Hvad sker der så med mine socialsikringsordninger osv.?
Det skal der kunne svares på.
Af alle disse grunde vil jeg nu gerne på et enigt Folketings vegne oplæse et forslag til vedtagelse.
Det lyder:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget opfordrer regeringen til snarest at indbyde til forhandlinger med Folketingets partier for at indgå en forpligtende aftale om at fjerne flest mulige hindringer for den frie bevægelighed for borgere og virksomheder inden for Norden.
Herunder fastlægge klare procedurer, der sikrer, at lovforslag på områder behæftet med grænsehindringer er blevet vurderet i forhold til anden nordisk lovgivning forinden fremsættelse i Folketinget, for at undgå, at der utilsigtet indføres nye grænsehindringer mellem de nordiske lande.
Endvidere skal der være det tættest mulige samarbejde mellem de nordiske lande om det forberedende arbejde i EU i forbindelse med nye retsakter, samt når disse gennemføres i de enkelte lande, for at undgå forskelligheder, som kan medføre grænsehindringer.
Formålet med en forpligtende aftale mellem regeringen og Folketingets partier er, at Danmark kan indtage en drivende rolle for at videreudvikle det nordiske samarbejde, der understøtter det betydelige potentiale inden for Norden for vækst og beskæftigelse.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 57).