Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2010-11 (1. samling)
KOM (2011) 0353 Bilag 1
Offentligt
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Fødevarestyrelsen/3.1/2.1
Sagsnr.: 3781
Den 25. juli 2011
ELRA/JETJ/KIRT/GMKJ/LIGR
FVM 920
G
RUNDNOTAT TIL
F
OLKETINGETS
E
UROPAUDVALG
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevarer bestemt til
spædbørn og småbørn samt fødevarer til særlige medicinske formål
KOM (2011) 353
Resumé
Kommissionens forslag indebærer en revision af lovgivningen om fødevarer bestemt til særlig
ernæring, der er omfattet af rammedirektivet 2009/39/EF. Forslaget har som formål at for-
enkle og præcisere lovgivningen på området. Kommissionen foreslår afskaffelse af begrebet
”fødevarer bestemt til særlig ernæring”. Forslaget indebærer en ny, generel forordning, som
finder anvendelse på et antal klart afgrænsede og definerede kategorier af fødevarer. Det dre-
jer sig om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger, forarbejdede fødevarer baseret på
cerealier og babymad til spædbørn og småbørn samt fødevarer til særlige medicinske formål.
De øvrige fødevarekategorier, der er reguleret under det nugældende rammedirektiv om føde-
varer bestemt til særlig ernæring eller i særregulering udstedt i medfør heraf, vil dermed fal-
de uden for forordningens anvendelsesområde og være reguleret af den øvrige eksisterende
fødevarelovgivning i EU, herunder af anprisningsforordningen og berigelsesforordningen.
Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2011) 353 af 20. juni 2011 fremsat forslag til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn samt føde-
varer til særlige medicinske formål. Forslaget er oversendt til Rådet den 29. juni 2011 i dansk
sprogudgave.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 og skal behandles efter proceduren for
den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.
Nærhedsprincippet
Kommissionen vurderer, at målene for forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af med-
lemsstaterne selv og derfor bedre gennemføres på EU-niveau, da den eksisterende frem-
gangsmåde, hvor det er de enkelte medlemsstater, der træffer foranstaltninger, kan føre til for-