NOTAT
Dato:
Kontor:
J.nr.:
Sagsbeh.:
Fil-navn:
14. november 2011
Internationalt kontor
11/83140
NLA
Grundnotat
Grundnotat vedrørende forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EF) nr. 562/2006 om Schengengrænsekodeks for at fastsætte fælles regler for
midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser under ekstraordinæ-
re omstændigheder KOM(2011) 560 endelig
Resumé
Kommissionen fremsatte den 16. september 2011 forslag til ændring af Schengengrænse-
kodeksen med henblik på at fastsætte nærmere regler for midlertidig genindførsel af den in-
dre grænsekontrol, herunder regler for kompetencen og procedurerne for at træffe afgørelse
herom. Det foreslås bibeholdt, at grænsekontrollen ved de indre grænser kan genindføres
midlertidigt, hvis der vurderes at foreligge en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller
indre sikkerhed. Som noget nyt foreslås det blandt andet, at den indre grænsekontrol skal
kunne genindføres i situationer, hvor en medlemsstat vedvarende er ude af stand til at kon-
trollere sin del af de ydre grænser, og hvor dette vurderes at udgøre en trussel mod den of-
fentlige orden eller indre sikkerhed. Modsat de nuværende regler, hvor medlemsstaterne un-
der visse nærmere betingelser har kompetencen til at træffe beslutning om genindførelse af
den indre grænsekontrol, foreslår Kommissionen, at beslutningen skal træffes af Kommissi-
onen efter, at medlemsstaterne er blevet hørt i en undersøgelsesprocedure. Medlemsstater-
ne vil fortsat selv kunne træffe beslutning om genindførsel af den indre grænsekontrol i ha-
stetilfælde. Dele af forslagets forenelighed med nærhedsprincippet vil skulle vurderes nær-
mere. Forslaget har ingen statsfinansielle konsekvenser og vurderes alene at ville kunne få
mindre lovgivningsmæssige konsekvenser. Danmark deltager som følge af forbeholdet ikke i
vedtagelsen af forslaget, men da forslaget udgør en udbygning af Schengen-reglerne, skal
Danmark inden seks måneder efter vedtagelsen træffe afgørelse om, hvorvidt det vil gen-
nemføre afgørelsen i dansk ret. Regeringen kan overordnet støtte de dele af forslaget, der
omhandler kriterierne for at genindføre indre grænsekontrol, men med hensyn til beslut-
ningskompetencen finder regeringen dog, at beslutningen om at genindføre den indre græn-
sekontrol skal forblive et nationalt anliggende, når en medlemsstat vurderer, at der foreligger
en trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed.
1.
Baggrund
Den 13. oktober 2006 trådte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af
15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage
(Schengengrænsekodeks) i kraft.