Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 141:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Styrkelse af indsatsen over for familier med børn og unge, der har behov for særlig støtte).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 29.03.2012).

Jeg giver ordet til fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Dette lovforslag er en udmøntning af en del af satspuljeaftalen for 2012 og en opfølgning på Barnets Reform, hvor hensigten er at styrke indsatsen over for udsatte børn og unge. Lovforslaget består af syv elementer, der skal forbedre vilkårene for udsatte børn og unge. Det første element af forslaget handler om at sikre bred udnyttelse af VISO's viden. VISO er en organisation med en faglig ekspertise inden for området udsatte børn og unge. Med lovforslaget skal VISO i højere grad udføre sin rådgivning af kommunerne ved besøg i kommunerne.

Det andet element handler om det, ministeren kalder for at sparke døren ind. Det betyder, at under nogle særlige omstændigheder kan kommunen trænge ind i et hjem med udsatte børn uden retskendelse og uden beboerens samtykke. Dette bakker Venstre op om i en forventning om, at det kan hjælpe nogle i de særlig grove sager, hvor forældrene modarbejder kommunens kontakt, og hvor der er mistanke om vanrøgt, f.eks. som det var tilfældet i Brønderslevsagen. Vi er dog bekymret for, hvilken betydning forslaget har for retssikkerheden, og vi vil derfor gerne have belyst det nærmere i udvalgsarbejdet.

I det tredje element af forslaget foreslås det at udvide gruppen af myndighedspersoner med tandlæger og tandplejere i SSD-ordningen. SSD-ordningen blev etableret i forbindelse med Barnets Reform, og det sikrer, at en gruppe af myndighedspersoner omkring barnet én gang og i særlige tilfælde to gange vil kommunikere sammen for at afklare, om et barn kan have problemer. Denne ændring har karakter af en mindre revidering af SSD-ordningen.

Det fjerde element af forslaget handler om en styrkelse af efterværnet for anbragte unge. Dette er et element, som jeg lægger ekstra vægt på. Unge, der har været anbragt uden for hjemmet, er ofte særlig udsatte senere i livet, fordi de ikke har den samme forbindelse til familie og netværk, og fordi de ikke har fået den bedste start på livet. Det er derfor vigtigt at hjælpe disse unge bedst muligt videre i livet. Med dette forslag skal kommunen finde en kontaktperson til den unge, der var anbragt, umiddelbart inden den unge fyldte 18 år, og den unge får støtte af kontaktpersonen, indtil vedkommende fylder 19 år.

Det femte element af lovforslaget gør det klart, at der skal fastsættes konkrete mål i forhold til beskæftigelse og uddannelse i handleplaner for unge fra 16 år og opefter.

Ja, og det sjette element af lovforslaget har næsten karakter af en indrømmelse af en fejl fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis side. Det sjette element handler nemlig om mellemkommunale underretninger. I det oprindelige udkast til Barnets Reform, som Venstre fremlagde sammen med den daværende regeringspartner, De Konservative, var DUBU et nationalt tiltag. DUBU er et it-system, der skal sikre, at kommunerne får mellemkommunale underretninger, og sikre, at der er en bedre sagsbehandling af sager med udsatte børn. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti nægtede at bakke op om DUBU, der derfor ikke blev landsdækkende. Den eneste mulighed, vi havde for at gennemføre DUBU, var så at gøre det til en frivillig ordning, som det er på nuværende tidspunkt. Men dette forslag om mellemkommunale underretninger havde ikke været nødvendigt, hvis ikke rød blok havde forhindret DUBU i at blive landsdækkende i Barnets Reform.

I den syvende del af lovforslaget giver det rigtig god mening at man har tænkt sig at udvide underretningspligten kommunerne imellem til også at gælde mellem Grønland og Danmark, så børn og unge ikke tabes på gulvet, blot fordi de flytter mellem vores to lande, og det synes jeg er rigtig positivt.

Lovforslaget skønnes at medføre kommunale merudgifter på knap 6 mio. kr. i 2012 og knap 12 mio. kr. i 2013 og frem, og det finansieres gennem satspuljen. I Venstre er vi meget positive over for lovforslaget, og vi ser frem til den videre udvalgsbehandling.

Tak til Venstres ordfører. Så giver jeg ordet til Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at jeg holder den her tale på vegne af min socialordfører, fru Maja Panduro, der desværre er forhindret i at være her i dag.

En række tragiske enkeltsager de seneste år, hvor børn og unge er blevet svigtet og misbrugt på det groveste, har synliggjort et behov for at foretage ændringer og justeringer i forhold til disse allermest udsatte børn og unge. Der er behov for, at vi som samfund bliver bedre og hurtigere til at reagere og til at handle. Vi skal sikre vores børn og unge mod overgreb, og vi skal sikre, at de får de bedste muligheder for at trives og få et godt liv.

Med »Barnets Reform« tog vi flere tiltag, der skulle forbedre vilkårene for de allermest udsatte børn og unge, og med dette lovforslag tager vi endnu et skridt i den rigtige retning. Først og fremmest sikrer vi, at oplysninger, som er nødvendige for at beskytte barnet, kommer til at flyde bedre gennem systemerne, mellem kommunerne og mellem dem, der skal træffe beslutningerne og sørge for foranstaltningerne i forhold til de unge og børnene. Der er en stor udfordring i at sikre, at regler overholdes, og at de eksisterende muligheder for at yde den bedste indsats over for de udsatte børn og unge udnyttes.

Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, forkortet VISO, blev oprettet med det formål at sikre en ordentlig rådgivning og vejledning af borgere og kommuner. For at gøre det muligt for VISO at yde den nødvendige rådgivning i de mest komplicerede og vanskelige enkeltsager vil det ofte være nødvendigt for kommunen at videregive oplysninger til VISO om barnets eller familiens forhold. I visse sager har det vist sig, at forældremyndighedsindehaveren ikke har villet give tilladelse til dette.

Med dette lovforslag letter vi adgangen til, at kommunerne kan videregive oplysninger og få bistand fra VISO. For i praksis at sikre, at kommunerne gør brug af VISO's rådgivning, sørger vi for, at kommunerne kan få bistand fra VISO, også selv om forældrene ikke har givet samtykke til det. I flere enkeltsager har der været problemer forbundet med, at familier flytter fra kommune til kommune, uden at oplysning og viden om familien i tilstrækkelig grad fulgte med eller blev håndteret.

I dag er det sådan, at hvis en familie flytter fra en kommune til en anden og fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen om det. I flere tilfælde har der dog fra kommunens side været udtrykt tvivl om, hvad de kunne bede om at få oversendt, og hvad de kunne og skulle oversende. Det kan medføre en længere sagsbehandling, og at sagen i nogle tilfælde starter forfra, eller at overgreb og omsorgssvigt er blevet overset, fordi tilflytterkommunen har manglet tilstrækkelige oplysninger eller har siddet med et fragmenteret og misvisende billede af familien. Derfor skal der sikres en styrkelse af den mellemkommunale underretning. Der indsættes et krav om, at fraflytningskommunen af egen drift skal sende nødvendigt materiale til tilflytterkommunen, herunder vurderinger, og ikke først skal afvente en eventuel anmodning.

Endvidere udvides bestemmelsen til også at gælde, hvis en familie flytter til Grønland, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Når det gælder om at sikre, at børn og unge får den rette hjælp, er det nødvendigt at inddrage familien og se på de forhold, der er i hjemmet. I langt de fleste tilfælde ønsker familien at samarbejde, men i nogle tilfælde ønsker familien ikke at bidrage og forhindrer myndighederne i at undersøge forholdene i hjemmet. I en række sager igennem de sidste år har det været tydeligt, at et besøg i hjemmet kunne have været medvirkende til at træffe helt nødvendige foranstaltninger over for børnene, fordi forholdene i hjemmet slet ikke har været i orden.

Med dette lovforslag gøres det muligt, at kommunerne uden retskendelse, og hvor det er nødvendigt for at afgøre, om der er en åbenbar risiko, kan få adgang til boligen. Socialdemokraterne mener, at det er nødvendigt og rigtigt, at kommunerne får bedre adgang til de lukkede familier. SSD-modellen giver relevante fagpersoner i barnets liv mulighed for at udveksle oplysninger vedrørende et barns omstændigheder og forhold, hvis det anses for at være nødvendigt for at hjælpe barnet eller den unge. Dette lovforslag udvider det eksisterende SSD-samarbejde, så det omfatter flere relevante faggrupper og dermed i endnu højere grad sikrer, at problemer opdages.

Derudover forbedres indsatsen over for unge, som er på vej ud i voksenlivet. Unge, der har været anbragt uden for hjemmet, er ofte særlig udsat senere i livet, fordi de ved anbringelsen ofte mister den tætte kontakt til familie og netværk. Derfor er vi meget glade for, at indsatsen over for netop disse unge forbedres og præciseres.

Alt i alt medfører dette lovforslag på en række områder en bedre indsats over for de allermest udsatte børn og unge i vores samfund. På den baggrund kan Socialdemokraterne selvfølgelig støtte forslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Jeg giver straks ordet til hr. René Christensen, ordfører for Dansk Folkeparti.

De to tidligere ordførere har jo så glimrende redegjort for, hvad lovgivningen indeholder, så derfor vil jeg ikke gennemgå den en gang til. Jeg vil mere tale om de ting, som betyder meget for Dansk Folkeparti. Det er bl.a. efterværnet.

Det er utrolig vigtigt, at vi nu får muligheden for at give de her børn og unge hele pakken og ikke kun give dem en ungdomspakke op til det 18. år. Derfor er vi også utrolig glade for det med handleplaner. Vi havde jo en lille diskussion om, om det skulle hedde fremtidsplaner, eller det skulle hedde handleplaner. Vi kan såmænd godt leve med, at det hedder handleplaner. Det, vi synes er meget, meget vigtigt, og det, som vi også håber at kommunerne og sagsbehandlerne lægger meget vægt på, er, at handleplanerne nu også kommer til at omhandle uddannelse og beskæftigelse.

Det, vi desværre indimellem ser i dag, er jo, at kommunerne har nogle rigtig flotte tilbud til børn og unge, også tilbud, som er meget dyre. Så sker der det, at den pågældende unge bliver 18 år gammel, og så er man pludselig voksen, og så har man ikke behov for det her store flotte tilbud mere. Så kan man pludselig bo på eget værelse til nogle få tusind kroner om måneden. Der mener vi bestemt at den her lovgivning, som kommer nu, gør kommunerne mere opmærksom på den udfordring, der er. Og vi kan heller ikke forstå, at kommunerne handler, som de gør. Hvor mange unge – hvis man sådan kigger på sin egen familie og sin egen opvækst og rundtomkring – flytter hjemmefra, når de bliver 18 år, og flytter på eget værelse og har ikke behov for deres mor og far og noget netværk mere? Dem er der faktisk ikke ret mange af. Mange af de her unges netværk er jo et professionelt netværk, og det skal de selvfølgelig også have med i deres ungdomsliv efter det 18. år. Så derfor er vi utrolig glade for, at der nu kommer fokus på uddannelse og beskæftigelse, så de her børn og unge, selv om de har haft en svær opvækst, har en mulighed for at få et godt familieliv, få et godt voksenliv og også blive en del af samfundet, både som en del af samfundet og som bidrager til velfærdssamfundet. Så det glæder vi os meget til.

En anden ting, som vi er lidt nervøse for – der kigger jeg sådan lidt på ministeren – er omkring adgang til hjemmet. Vi er fuldstændig enige i, at vi har haft nogle sager, hvor der er behov for, at det her bliver gjort mere smidigt, at det bliver nemmere. Samtidig kan man også sige, at vi også skal værne om den private ejendomsret og om retten til at have sit eget liv, så derfor vil vi foreslå, at vi her i udvalgsarbejdet kunne kigge på, om vi kunne få en revisionsbestemmelse ind, så vi måske i hvert fald de første år har en mulighed for at følge udviklingen. Hvor meget vil kommunerne bruge den her nye mulighed for at sparke døren ind – for at blive i ministerens ordbrug? For det skulle jo helst ikke blive reglen, at man bruger det her, men det skal være undtagelsen i de her helt specielle sager, hvor man har taget nogle helt specielle hensyn i forhold til det, der er blevet indberettet. Og så skal vi selvfølgelig glæde os over, at de her enkeltstående sager, som vi alle sammen er så rystet over, heldigvis ikke er sager, der kommer med evig eneste dag. Så det her er formodentlig ikke en lovgivning, der skal bruges meget, meget tit. Derfor vil vi gerne appellere til, at vi i udvalgsarbejdet får kigget på, hvordan vi hele tiden kan holde styr på, at kommunerne ikke begynder at gøre det her til en regel. Men det her er en undtagelse i de her helt specielle sager, hvor man har forventning om, at der er børn og unge, som bliver misrøgtet i deres hjem.

Ellers kan Dansk Folkeparti støtte forslaget. Og som jeg startede med at sige, er der langt flere tiltag. Men dem har de tidligere ordførere gjort så glimrende rede for.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så giver jeg ordet til fru Liv Holm Andersen fra Det Radikale Venstre.

I dag behandler vi L 141, som er en række tiltag, der har til formål at styrke indsatsen over for vores mest udsatte børn og unge. Lovforslaget har flere elementer, som alle vil kunne medvirke til at gøre en reel forskel derude.

Fra radikal side er vi glade for, at kontaktpersoner til unge, der har været anbragt og nu bor alene, sikres, og at tandlæger kommer til at indgå i det såkaldte SSD-samarbejde, hvilket jo sker i en erkendelse af, at tandplejere ofte er de første til at opdage ting som seksuelt misbrug eller spiseforstyrrelser. Vi er også glade for, at der indføres krav om, at fraflytningskommunen nu skal oversende alt relevant sagsmateriale til tilflytningskommunen, så det her sker pr. automatik. Det er et krav, der også kommer til at gælde imellem Danmark og Grønland, så der kommer den samme underretningspligt imellem rigsfællesskabets kommuner som mellem de danske. Tilmed tydeliggøres VISO's mulighed for at oversende oplysninger i sager om særlig støtte til børn og unge uden forældrenes eller den unges samtykke. Og sidst, men ikke mindst gives kommunalbestyrelsen, hvilket der også er blevet redegjort for af den tidligere ordfører, i særlige sager adgang til forældremyndighedens bolig, når der er tale om, at det er nødvendigt for at afgøre, om et barn lider alvorlig skade, eller når forældremyndigheden bevidst modarbejder en vurdering. Det er vigtigt, for at vi sikrer samfundets tidlige indgriben.

Samlet set styrkes indsatsen altså, både den forebyggende og også indsatsen efter en anbringelse. Det er vi fra radikal side som sagt rigtig glade for, og vi kan med glæde støtte det her lovforslag. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Så giver jeg ordet til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Özlem Sara Cekic.

Det er meget glædeligt, at vi i dag vedtager et lovforslag, som indeholder så mange gode ting på en gang. Tidligere ordførere har også været oppe at fremhæve nogle af delelementerne i lovforslaget, og jeg vil også gerne benytte lejligheden til at snakke om nogle af de elementer, som jeg synes er særlig gode. I dag er det desværre sådan, når der er massivt store problemer i familierne, at vi ikke er særlig gode til at komme ind og få fat i de her udsatte børn og unge, inden overgrebene er så store og så smertefulde, at selve skaden er sket, og de her børn vil så tage skade resten af deres liv. Vi har også set nogle eksempler i pressen, og det gør vi faktisk med jævne mellemrum. Jeg tror efterhånden, vi en gang om måneden hører om forfærdelige situationer, børn har været udsat for, hvor man tænker: Kan noget så grusomt, noget så ondskabsfuldt ske mod børn. Men det sker desværre.

Det er både et svigt af de her børn og unge, når kommunerne ikke er særlig gode til at gribe ind, og det er sandelig også et svigt af de her børn og unge, når heller ikke socialrådgiverne kommer ind de steder, hvor overgrebene sker, og derfor er det en rigtig god idé både at styrke det ansvar, der ligger i at kunne komme ind til de her hjem, og til at sikre, at de her familier ikke længere kan shoppe fra den ene kommune til den anden i håb om at kunne vinde tid – vinde tid til, at de stadig væk kan fortsætte deres ondskabsfuldheder over for deres børn. Derfor er det en rigtig god idé at gå ind og skærpe den underretningspligt, der skal være mellem kommunerne.

Så er der en anden ting, som jeg personligt glæder mig rigtig meget over, og det er, at SSD-samarbejdet nu udvides til også at omhandle tandlæger. SSD-samarbejdet går ud på, at nogle bestemte faggrupper uden samtykke fra forældrene kan snakke sammen og være med til at udveksle nogle erfaringer og nogle oplysninger. Men indtil videre har tandlægerne ikke været en del af det. Man ved, at tandlæger er den faggruppe, som for det meste ser de første tegn på, at børn bliver udsat for seksuelle overgreb. Man kan simpelt hen i kæberegionen se, at børn bliver udsat for seksuelle overgreb. Tandlægeforeningen gik ud og sagde, at det var et problem, de ikke var med i den her SSD-ordning, så jeg er utrolig glad for, at de er kommet med, for alle de faggrupper, der kan være med til at fange de her faresignaler, skal selvfølgelig også have mulighed for det.

Det sidste, jeg vil fremhæve, er efterværn. Vi bruger jo milliarder på at hjælpe de her børn og unge, og når de her unge en dag bliver 18 år, sker der det, at vi slipper dem. Som ordføreren fra Dansk Folkeparti også sagde, bliver det rigtig godt at gå ind og kigge på, hvad vi kan gøre for at strukturere den hjælp, vi giver dem ved at lave de her handleplaner, men også prøve at styrke det efterværn, der er – det vil sige den særlige hjælp for de her unge, der er. Vi er så startet et sted og har sagt, at det er dem, der er anbragt på eget værelse, og selvfølgelig er målet, at den her ret, som unge får med det her lovforslag, skal udvides. Jeg så gerne, at den her ret gjaldt stort set alle unge, der var blevet anbragt på en eller anden institution, i familiepleje eller i en anden form, for jeg synes, det er afgørende, at de her unge får den hjælp, for ellers falder de igennem. En del undersøgelser viser faktisk, at de ender i kriminalitet, at de får en eller anden form for psykisk eller fysisk sygdom, eller at de ender i misbrug. Og de her unge har brug for helt konkret hjælp. Nogle af dem har brug for, at der er nogle, der hjælper dem med at komme i gang med uddannelse, andre har brug for noget støtte, og derfor er det rigtig godt, at vi i fællesskab siger, at efterværn er noget, vi gerne vil styrke.

Så vil jeg gerne til sidst sige, at jeg er rigtig glad for, at vi er så mange partier, der står bag de her lovændringer. Selvfølgelig gør lovændringerne ikke det hele alene, og der er, når vi laver lovændringer, behov for, at vi også i fællesskab følger loven rigtig, rigtig tæt, for indtil videre har det været sådan, at vi har haft tendens til at lave de her lovændringer, vel vidende at kommunerne ikke altid var med, og det var ikke altid, at de gik ind og førte loven ud i praksis. Derfor håber jeg også, vi kan følge den her lov meget tæt, og at vi vedrørende de love, vi vedtager, fremover grundlæggende altid går ind og kigger på, hvordan de virker; det kan være 1 år, 2 år, så vi er sikre på, at det faktisk bliver implementeret, og at det ikke bare bliver flere ord i lovkataloget.

Jeg vil afslutningsvis sige, at jeg er glad for lovforslaget, og vi støtter selvfølgelig selve lovforslaget.

Tak til Socialistisk Folkepartis ordfører. Jeg giver straks ordet til fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Mange tak for det. Jeg tror, at vi alle sammen herinde er enige om, at vi hele tiden skal gøre mere og blive bedre i forhold til at hjælpe udsatte børn og unge; det er der ikke nogen tvivl om. Og det her lovforslag har bestemt nogle gode intentioner om at gøre det nemmere for kommuner at hjælpe familier, børn og unge, som har det svært.

Når det er sagt, er der nogle punkter, hvor jeg gerne vil udtrykke Enhedslistens bekymring. Først og fremmest finder jeg det bekymrende, at Datatilsynets bemærkninger, som altså sætter et kraftigt spørgsmålstegn ved lovforslagets forenelighed med persondataloven, i høringsnotatet afvises som værende af lovteknisk karakter. Datatilsynet indvender, at de ikke er enige i, at der er en overensstemmelse mellem denne lovgivning og persondataloven i forbindelse med at videregive personfølsomme oplysninger til VISO uden samtykke. De indvender, at det er betænkeligt i forhold til persondataloven at udvide SSD-samarbejdet. Og de mener også, at man ikke i tilstrækkelig grad har vurderet den her udvidelse af mellemkommunale underretninger i forhold til persondataloven. Det synes jeg ikke handler om teknik.

Persondataloven kan måske for mange forekomme relativt teknisk at sætte sig ind i. Det er jeg helt med på, og jeg synes sådan set også, det kan være svært, men det er altså persondataloven og det bagvedliggende direktiv, som sådan set handler om ufravigeligt at beskytte vores borgeres basale rettigheder – en beskyttelse mod, at man i det offentlige system spreder dybt personlige oplysninger til andre uden at have en rigtig god grund. Jeg afviser ikke, at det kan være tilfældet eller er tilfældet i de forslag her. Som sagt er intentionerne gode, og i Enhedslisten afviser vi overhovedet ikke, at der kan være ræson i dem, men vi bliver simpelt hen nødt til at kunne begrunde og uddybe i en grad, så Datatilsynet også bliver tilfredse og deres kritik imødekommet. Det vil vi tage op i den videre udvalgsbehandling.

Desuden indeholder forslaget her en adgang til, at kommunerne skaffer sig adgang til en families hjem uden retskendelse. Der lægges op til, at det skal ske på tre betingelser: for det første, hvis det sker som led i en børnefaglig undersøgelse, for det andet, hvis det må anses for at være nødvendigt for at afgøre, om der er risiko for alvorlig skade på barnet, og for det tredje, hvis forældrene decideret har modarbejdet, at en børnefaglig undersøgelse gennemføres.

Det indebærer jo en indskrænkning i retten til privatlivets fred, som er bestemt i den europæiske menneskerettighedskonvention. Det indebærer også et indgreb i boligens ukrænkelighed, som er bestemt i grundloven. Det er to meget grundlæggende rettigheder, vi har som borgere, og der skal selvfølgelig være meget stor klarhed over det, når vi går ind og indskrænker de rettigheder, begrænser de rettigheder.

Først er der det problem i det, at man ikke definerer tilstrækkeligt i bemærkningerne til det her lovforslag, hvad der er nødvendigt, altså hvad nødvendigt dækker over, hvad alvorlige skader dækker over, og hvad at modarbejde dækker over. Og det er rigtigt, at ministeren vil klargøre det nærmere i en bekendtgørelse, men jeg tror altså, det er rigtig vigtigt, at vi også i Folketinget er bevidste om, hvad det egentlig indebærer, når vi giver lov til, at man altså går ind i menneskers hjem uden først at have fået en retskendelse i hånden.

Det er ikke fuldstændig klart for mig og heller ikke fuldstændig klart for Institut for Menneskerettigheder i deres høringssvar, hvorfor det er nødvendigt at fravige kravet om en retskendelse. Jeg har fuld forståelse for, at der i meget grove sager kan være behov for at tvinge sig adgang til et hjem for simpelt hen at få afklaret, om man har at gøre med et barn, som har brug for hjælp. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det ikke må være en lukket dør, der afgør, om et barn får den nødvendige hjælp. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke kan ske med en retskendelse i hånden, altså hvorfor vi ikke giver socialrådgiverne mulighed for at gå ned og få en retskendelse hos domstolene, ligesom politiet skal gøre det, hvis politiet skal trænge ind i andre menneskers hjem. En retskendelse er jo altså en dommers saglige vurdering af, om det er nødvendigt, og det er en meget grundlæggende retssikkerhedsgaranti. Det vil vi også meget gerne tage op i den videre behandling.

Til slut skal jeg sige, at til trods for at vi stiller os skeptiske over for dele af det her lovforslag, er vi glade for intentionerne bag det, og vi forsøger at arbejde videre i udvalgsbehandlingen.

Tak til Enhedslistens ordfører. Jeg giver ordet til Liberal Alliances ordfører, fru Thyra Frank.

Lovforslag L 141 skal ses som et forslag, der giver kommunerne flere redskaber til at gribe ind, hvis der er bekymring for et barn eller en ung.

Liberal Alliance er enig i lovforslagets intentioner, der følger op på de tiltag, satspuljepartierne har taget de seneste år, herunder Barnets Reform. Vi er dog principielt bekymrede over den del af lovforslaget, der giver en kommunalbestyrelse ret til at tvinge sig til adgang i et hjem uden retskendelse, og den del af forslaget, der handler om videregivelse af oplysninger uden samtykke. Så vi ser frem til at få disse punkter nærmere belyst i udvalgsarbejdet.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så giver jeg ordet til den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Også fra konservativ side kan vi bakke op om lovforslaget her. Det er som nævnt en del af satspuljeforhandlingerne og det forlig, der er indgået i den sammenhæng, og da De Konservative er en del af det, står vi selvfølgelig ved det, vi er blevet enige om. Vi synes faktisk også, at det her forslag er et rigtig godt forslag. Det er et forslag, der handler om styrke indsatsen over for udsatte familier med børn og unge – et område, der har trængt til at blive kigget efter, og at vi får strammet op og gjort det mere gennemskueligt, hvad man kan, og hvad man ikke kan, og hvordan vi bedre kan hjælpe de familier, hvor der er problemer. Og det er der behov for, desværre.

Så forslaget her er i bund og grund et spørgsmål om at få taget bedre hånd om udsatte børn. Det er bedre og hurtigere hjælp, og det er lettere hjælp til udsatte børn, også selv om forældrene modsætter sig, at man prøver at hjælpe børnene. Det er til barnets bedste.

Jeg forstår godt diskussionen om boligens ukrænkelighed og ejendomsrettens ukrænkelighed osv. osv., og jeg synes, det er fint, at vi får en mere grundig drøftelse under udvalgsbehandlingen og kan få spurgt ind til det her. For det er selvfølgelig også noget af det, der bekymrer os som Konservative, nemlig at vi her giver en mulighed for, at myndighederne kan gå ind uden at have en dommerkendelse med. Men vi har alligevel bemærket, at der jo altså er nogle klare krav og kriterier for, at man kan gøre det, og vi kan jo få spurgt ind til og uddybet mere præcist, hvad der ligger i de ord, men det er jo ikke sådan, at myndighederne bare kan gøre, hvad der passer dem. Der skal være en sag, der skal være en begrundet mistanke om, at der er noget at komme efter. Man skal have prøvet alt mulig andet først, og det må kun ske, hvis det er sådan, at det er nødvendigt at gennemføre det.

Men i de sager, som desværre har været oppe den seneste tid – mange rigtig, rigtig kedelige sager – har det jo vist sig, at der er det her behov. Der er et behov for, at vi indretter lovgivningen, så det er nemmere at komme de her børn til undsætning, og det skylder vi dem. Og derfor synes vi, at forslaget her er et rigtig godt lovforslag.

Jeg vil så også sige, at det jo kun et skridt i den rigtige retning. Der er mange gode ting i lovforslaget her, men det, der mangler – og det var også det, som Venstres ordfører var inde på – er det, som vi i sin tid foreslog, nemlig at vi skulle have det såkaldte DUBU-register, som er et register, hvor sagsbehandleren, når vedkommende får sådan en sag på sit bord, kan taste sig ind i DUBU-registeret og oprette sagen der. Det et it-hjælperedskab, som sørger for, at man får gjort alt det, der skal gøres, i de her sager – man husker høringsfrister og de deadlines, der er, man kommer hele vejen rundt om sagen. Og man får små alarmopkald, når man skal huske at gøre noget og sørge for det ene og det andet i sagsbehandlingen, og det gør jo altså, at det bliver fagligt set en meget bedre sagsbehandling, og det bliver også en mere ensartet sagsbehandling. Derfor er retssikkerheden også i højsædet, når vi taler om det her DUBU-register. Men det er kun den ene del af registeret, nemlig hjælpen til sagsbehandleren.

Den anden del handler om, at hvis alle kommuner er med i den her DUBU-register-ordning, er det meget nemt at opfange de såkaldte nomadefamilier, altså familier med problemer, som flytter fra kommune til kommune. Hver gang kommunen kommer for tæt på, flytter familien til en ny kommune, fordi man ved, at der så går nogle måneder eller år, inden myndighederne igen er på omgangshøjde. Og der sikrer det her DUBU-register jo altså, at der lige præcis er en alarm, der tænder, når en familie, som man har øje på, flytter, for så skal tilflytningskommunen sørge for at tage hånd om det; man koordinerer det mellem fraflytterkommunen og tilflytterkommunen.

Det DUBU-register foreslog vi jo i sin tid, da vi havde regeringsmagten, at man skulle have som en obligatorisk ordning, men det var der ikke flertal for, der kunne ikke findes et flertal for det. Siden hen er der så sket det, at registeret er blevet oprettet på frivillig basis. Cirka halvdelen af kommunerne er med, og det er jo godt, men det er ikke godt nok.

Jeg har kunnet forstå på socialministeren ved de samråd, der har været om de her sager, at socialministeren faktisk nu er indstillet på, at der skal være en bedre koordinering mellem kommunerne, og at ministeren på sin måde vil prøve at få alle kommuner med i DUBU-register-ordningen. Og der vil jeg bebude, at vi fra konservativ side i næste uge fremsætter et beslutningsforslag, hvor vi siger, at vi ved lovgivning fastlægger, at kommunerne skal benytte sig at DUBU-registeret, for det er den bedste måde at sikre de her børn og de her familier på, så de ikke bliver sat mellem to stole, og så sagsbehandlingen ikke går til, ved at familierne flytter fra kommune til kommune.

Men det er som sagt et beslutningsforslag, vi fremsætter i næste uge – den tid, den glæde. Så får vi jo behandlingen af det, og så må vi se, hvor langt ministeren vil holde ord, i forhold til hvad ministeren har sagt, nemlig at hun er enig i, at det her skal gøres bedre. Det ønsker vi også fra konservativ side, så det ser vi frem til. Og indtil da støtter vi lovforslaget her, som helt klart er nogle skridt i den rigtige retning.

Tak til alle ordførerne. Så giver jeg til sidst ordet til social- og integrationsministeren, hvis hun ønsker det.

Tak. Og ja, jeg ønsker ordet. Jeg ønsker at tage ordet for at sige tak. Tak til alle, som har været med. Vi har haft forhandlinger igennem lang tid i satspuljekredsen. Vi har lavet en aftale, og nu er der et lovforslag. Jeg synes, at vi har haft en god proces, og jeg vil sige til alle: I dag er det en rigtig god dag for børnene i Danmark. Det er et enigt Folketing, der står bag de forandringer, som vi lægger op til, og jeg vil gerne understrege, at jeg er dybt taknemlig for, at alle har taget det her arbejde så seriøst.

Der har været en lang række forskellige gennemgange af, hvad lovforslaget indeholder, så det vil jeg ikke kaste mig ud i. Men jeg vil samle lidt op på nogle ting og svare på nogle af de spørgsmål, som er blevet rejst.

Venstre startede med at nævne en bekymring for retssikkerheden, og efterfølgende har flere andre partier nævnt, at de har gjort sig præcis de samme bekymringer. Det er sådan, at vi har set, der er et behov for, at man kommer ind i nogle af de her lukkede familier. Det er altså lykkedes for forældre, som misrøgter deres børn, at gemme sig for myndighederne ved eksempelvis ikke at være hjemme på de tidspunkter, hvor man har aftalt, at kommunen skal komme forbi for at se, om børnene har det godt; ved ikke at passe de aftaler, man har, og ved i det hele taget at forsøge at gemme sig. Det kan vi jo ikke rigtig leve med. Det, jeg mener, er, at vi nu har set den ene sag efter den anden, hvor man efterhånden meget, meget tydeligt får billeder frem på nethinden af, hvad det er for nogle forhold, de her børn har levet under. Jeg tror ikke, der er nogen, der tænker tilbage på billederne fra Brønderslevhuset, der kan sige, at det ikke er i orden, at politiet skal kunne give adgang til, at kommunen kommer ind for at se, om børnene har det godt.

Vi lægger nogle meget, meget strenge kriterier ind, for det er jo rigtigt, som også fru Pernille Skipper siger, at boligen er ukrænkelig. Vi har ret til vores privatliv, men et eller andet sted går grænsen, og grænsen for mig går der, hvor vi skal passe på de børn, der lever i hjem, hvor forældrene har deres bolig. Vi har altså lavet nogle meget strenge kriterier, hvilket vil sige, at man ikke bare fra den ene dag til den anden kan komme og sige: Så er det nu – nu i dag sparker vi døren ind for at se, om børnene har det godt. Man skal først have truffet en afgørelse om, at der skal laves en § 50-undersøgelse, en børnefaglig undersøgelse. Dernæst skal kommunen vurdere, at det er strengt nødvendigt for at afgøre, om der er en åbenbar risiko for, at barnet lider alvorlig skade på enten sundhed eller udvikling. Det er altså alvorlige sager. Dernæst skal familien have modarbejdet, at man på lempeligere vilkår kan opklare, om barnet har behov for hjælp. Jeg synes, vi har sat nogle meget, meget strenge kriterier ind, og jeg synes, at de mange sager, vi har set om børn, der har levet i hjem, man næsten ikke kan karakterisere som boliger, viser, at vi har grund til at gøre det her; at vi bliver nødt til at gøre det.

Men jeg lytter mig til, at der er en bekymring for, hvordan den her regel vil finde anvendelse. Jeg tror, det var Dansk Folkeparti, som nævnte, at man eventuelt ønsker at se på, om man kan lave en revisionsbestemmelse, sådan at vi går ind og noterer ned, hver gang den her regel finder anvendelse. Jeg synes, vi skal se på i udvalgsarbejdet, om ikke vi kan få sat noget ind om det.

Dansk Folkeparti nævner efterværn. Og der har vi jo også en aftale i satspuljekredsen om, at det er noget af det, vi skal se på til efteråret, når vi skal finansiere en ny satspuljeaftale. Det er et ønske, som især har været meget stærkt hos SF, og vi har aftalt, at det er noget, vi kigger nærmere på. Nu tager vi i første omgang det første skridt, nemlig det, der siger, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet, får ret til kontakt med en medarbejder. Men vi kommer til at se på, hvordan vi også efterfølgende kan gøre det endnu bedre, for det er rigtigt, som mange har været inde på, at man jo ikke er flyveklar, når man er 18 år. Man er slet ikke flyveklar, hvis man kommer fra en mor eller en far, som ikke har været specielt gode til at passe på barnet, og som ikke kan hjælpe barnet i den overgang, der er til at blive voksen. Derfor skal vi gøre mere på efterværnsfronten, og det har vi en aftale om at vi kigger på.

Enhedslisten bekymrer sig igen om adgangen til private hjem og nævner Datatilsynet. I den forbindelse har jeg kigget i nogle af papirerne, og jeg fandt frem til en ting, som jeg synes jeg gerne ville nævne i forhold til bestemmelserne om, hvornår kommunen må få adgang til at komme ind. Der blev ytret et ønske om, at man eventuelt skulle se på, om man kunne bruge en dommerkendelse. Jeg har lidt den holdning, at hvis en sag er så alvorlig, at man skal gå til domstolene og sige, at man er så bekymret for det her barns udvikling, at man har behov for en dommerkendelse, så mener jeg faktisk, at man i det tilfælde jo burde tvangsfjerne barnet. Og i dag har man allerede ret til at komme ind i en lukket familie, hvis man kommer for at fuldbyrde en tvangsmæssig foranstaltning. Det vil sige, at hvis man kommer for at fjerne barnet, kan man naturligvis gå ind. Det, vi gerne vil her, er jo at komme, inden det bliver nødvendigt. Men man skal endelig stille de spørgsmål, der blev nævnt. Så svarer jeg på dem, og så må vi tage det i udvalgsarbejdet.

De Konservative siger, at det her er et skridt i den rigtige retning. Og jeg vil sige, at det er rigtigt. Det er det. Det er ét skridt. Vi har jo i fællesskab taget flere andre skridt. Vi har andre lovforslag på vej; vi har andre ting, vi allerede har aftalt; vi har holdt mange samråd, hvor vi har diskuteret, hvordan vi kan forbedre forholdene for børnene, hvordan vi kan styrke kommunernes mulighed for at hjælpe, hvordan vi kan få dem til at leve op til de forpligtelser, der er inden for børneområdet generelt. Så det er rigtigt, at der kommer til at ske langt, langt mere, for det er der brug for derude.

Endelig var der en diskussion om DUBU. DUBU er et ret fantastisk it-system, fordi det på en meget overskuelig måde gør det meget nemt at finde ud af, hvad det er, man som sagsbehandler skal undersøge, når man sidder og skal lave eksempelvis en børnesag. Der blev refereret til, at der i sin tid har været en debat om, hvorvidt DUBU skulle rulles ud og være landsdækkende, eller hvorvidt man skulle gøre det ad frivillighedens vej. Dengang var der en konservativ socialminister, og man valgte jo ikke at rulle det ud; man stillede jo ikke et krav om, at det skulle være i alle landets kommuner. Det gjorde man nok ikke, fordi DUBU på det tidspunkt, hvor man traf beslutningen, ikke var færdigudviklet. Der var stadig væk børnesygdomme og begyndervanskeligheder, og det er jo dem, som nu er væk. I dag er DUBU det system, man bruger i over halvdelen af landets kommuner, og det er mit håb, som jeg nævnte, at vi meget, meget snart kan finde frem til en aftale om, at det kan komme til at fungere i alle kommuner. For nu virker det, og det vil, som også den konservative ordfører sagde, være langt lettere, at man bruger det samme it-system. Men jeg kan jo ikke svare for, hvad der er sket i fortiden. Jeg kan bare konstatere, at hvis man under den tidligere borgerlige regering havde ønsket at få DUBU gjort landsdækkende fra starten, så kunne man jo bare have brugt sit flertal.

Men jeg vil sige tak for en rigtig, rigtig god debat. Jeg synes, det er en glædens dag for børnene i Danmark, og jeg glæder mig over, at Folketinget arbejder så bredt sammen om at finde gode løsninger. For det er det, vi har gjort.

Tak til social- og integrationsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.