Jeg har med stor undren og bekymring læst lovforslaget om, at kommunalbestyrelsen under enundersøgelse efter servicelovens § 50 uden dommerkendelse eller en anden myndigheds afgørelseskal have ret til at komme ind i private hjem.Jeg mener, der er meget væsentlige grunde til, at dette lovforslag ikke bør vedtages. Grundenehænger naturligvis sammen, men helt overordnet mener jeg, at grundlæggende demokratiskeretssikkerhedsbetragtninger i sig selv må betyde, at et forslag af denne karakter ikke kan vedtages afFolketinget.Et indgreb i grundlovs- og konventionssikrede rettigheder kræver jo efter sædvanlige retsprincipperkrav om skærpet hjemmel.Den foreslåede ændring er i det mindste problematisk både i forhold til Grundlovens § 72 ogMenneskerettighedskonventionens artikel 8 og det kan undre, at der i forarbejderne tages sålemfældigt på en grundlovsbestemmelse, som tilfældet er.Af hensyn til de udsatte børn er det naturligvis nødvendigt, at børneområdet er et pligtområde forkommunen og at kommunen har særlige beføjelser, når det er nødvendigt at gribe ind over for børnsskadelige opvækstvilkår.I et retssamfund er det dog samtidig en helt uomgængelig nødvendighed, at statsmagtens beføjelsertil at foretage indgreb i borgerens privatliv skal være sagligt meget velbegrundede og stå i etrimeligt forhold til det gode, der kan opnås ved indgrebet. Endelig er det naturligvis helt afgørendeat de største indgreb også er ledsaget af særlige retsgarantier.Det er min klare opfattelse, at lovforslaget ikke lever op til ovennævnte betingelser.

For det første er det et meget svagt kriterium, der skal være opfyldt for, at kommunen

skal

iværksætte en undersøgelse efter § 50 og på denne måde få adgang til alle relevante fortrolige ogprivate oplysninger om barnet og familien.Dette svage kriterium giver efter gældende ret kommunen pligt og ret til at undersøge barnetsforhold, mens afgørelser uden forældremyndighedens samtykke, der skal kunne tvangsfuldbyrdesforudsætter en afgørelse i børn og unge-udvalget. I disse tilfælde, hvor der ikke foreliggersamtykke, skal et stærkere kriterium som bekendt være opfyldt.At lovforslaget gør dette stærkere kriterium til en forudsætning for kommunens ret til at skaffe sigadgang til borgerens private hjem skærper naturligvisteoretiskgrundlaget for iværksættelse af dettesagsbehandlingsskridt, men den særlige beskyttelse, der efter gældende ret er forbundet medvurderinger i forhold til dette kriterium, er ikke til stede efter lovforslaget.Det vil dog ikke kun på grund af forskydningen i kompetencen mellem kommunalbestyrelsen ogbørn og unge-udvalget være et meget alvorligt skridt at tage. Parterne vil på denne måde heller ikkefå adgang til de særlige retsgarantier, der er forbundet med afgørelser i børn og unge-udvalget og vilsåledes hverken kunne bistås af gratis advokat eller være omfattet af de særlige regler om klage.At lovforslaget gør forældrenes manglende samarbejde til en særlig (skærpende) omstændighed erhelt usædvanligt uheldigt. På denne måde at ’straffe’ borgere for ikke at samarbejde med detoffentlige i sager, de ikke selv har rejst, giver mindelser om Kafka og burde måske også vurderes udfra overvejelser, om borgeren på baggrund af dette pres risikerer at inkriminere sig selv.Skulle disse betragtninger i sig selv ikke betyde, at Socialudvalget og/eller Folketinget ud fra enstreng retlig vurdering vil undlade at vedtage lovforslaget, mener jeg det nøje bør overvejes, hvaddet er, der vil kunne opnås ved dette usædvanlige indgreb.Det er jo ingen hemmelighed, at forslaget kommer efter en lang række meget alvorlige sager, hvorkommuner ikke har grebet tilstrækkeligt tidligt og adækvat ind over for børns meget skadeligeopvækstvilkår.Jeg har selv været den første til gentagne gange at kritisere kommunernes håndtering af denne typesager og mener bestemt ikke, at børnene har fået den rette hjælp, men efter min opfattelse ville detforeliggende lovforslag i de sager, jeg har kendskab til, ikke have ændret ved det svigt, disse børnhar været udsat for.I Brønderslev-sagen var Lolland Kommune i flere år, før der blev grebet ind, i besiddelse af rigeligtmed oplysninger om hjemmets stand og forældrenes manglende evne til at drage omsorg forbørnene. Kommunen havde selv ved flere lejligheder været på besøg i hjemmet, ligesom politietsunderretninger var ledsaget af billeder, som det er vanskeligt at forestille sig, ikke ville have kunnetunderbygge en tvangsfjernelse, hvis sagen var blevet forelagt børn og unge-udvalget. Ankestyrelsenafgjorde jo også efterfølgende, at Lolland Kommune havde været passiv, hvorfor det nu er dennekommune, der betaler for børnenes anbringelse.I Rebild-sagen har kommunens ansatte haft deres faste gang i familien igennem en længere periode,mens overgrebene fandt sted.

Det er således vanskeligt at se, at lovforslaget ville have betydet en bedre indsats over for disseudsatte børn.Endelig mener jeg, at lovforslaget trænger til en præcisering. Hvis kommunen skal udstyres meddenne meget indgribende ret, må den efter min opfattelse være ledsaget af en række præciseringer.Det bør således som minimum klart fremgå af loven, hvor mange gange kommunen må skaffe sigadgang, hvor længe den må befinde sig i borgerens hjem, om den må rode i borgerens ting oggemmer eller bare se sig omkring.Jeg har tidligere på året sendt et brev til Socialministeren (vedlægges som bilag) om en lang rækkeovervejelser, jeg har gjort mig om dette meget komplekse område og en af mine hovedpointer ibrevet er, at det er flere helt fundamentale problemstillinger, der gør sig gældende, herunder atsagsbehandlerne ikke i tilstrækkelig grad evner at løse den opgave, som Folketinget har vedtaget, atde skal. Det er der mange grunde til – og en del af dem ligger uden for den enkelte ansatte.Jeg vil opfordre Socialudvalget og Folketinget til ikke at vedtage dette lovforslag, så der ikke medså tvivlsom en ’gevinst’ for øje brydes med helt fundamentale retsprincipper.I stedet er tiden inde til en gennemgribende og omhyggelig analyse af hele børneområdet – somikke kan foretages på et par måneder – således at der ikke fortsættes i samme spor, hvor de sammekommuner, der til fulde har vist, at de ikke magter saglig sagsbehandling og opgaven med atbeskytte de udsatte børn tilstrækkeligt, tillægges stadig flere beføjelser til at gribe ind.(Ved samme lejlighed kunne der så ryddes op i hjemlen i § 64 til at tvangsfuldburde afgørelser efter§ 57b).

Vedr.: Lovforslag nr. 141 om servicelovens § 64

skal