Jeg kan forstå, at ministeren ikke synes, at jeg var begejstret nok over energi- og klimapolitikken globalt set, og slet ikke over den i Danmark.
Jeg må bare i al stilfærdighed sige til klima- og energiministeren, at når jeg ser på de beslutninger, der træffes i Europa og globalt set i de her år, så har jeg altså meget svært ved at se, at de lever op til de krav, som stilles, hvis man skal modvirke de klimaforandringer, der truer.
Det er vel ligesom det, vi skal måle det op imod, når vi er i gang med at lave politik i det her land.
Altså, er det sådan, at det modsvarer de krav, der stilles?
Det er selvfølgelig under forudsætning af, at man accepterer de resultater, som videnskaben er nået frem til omkring klimaforandringerne, og de krav, som de siger det stiller til vores politik.
Der må man vel sige at Danmark måske er i nærheden af næsten at opfylde vores del af, hvad der skal leveres, men det ser ikke så positivt ud.
Jeg tror ikke, vi fremmer den politiske debat i Danmark ved at foregøgle folk, at vi her sådan står umiddelbart over for at have løst klimaudfordringerne.
Men lad det nu ligge.
Det her handler jo om den danske energiaftale, som jeg stadig mener indeholder en række gode og fornuftige elementer, og som helt klart peger i den rigtige retning, og som jo også har den effekt, at man ved at lave en grøn omstilling skaber i tusindvis af nye arbejdspladser i Danmark, og det er det, som vi ikke kan få nok af.
Det her forslag er jo lidt sjovt med hensyn til konklusionen.
Drømmen om, at mere og fri konkurrence ville føre til lavere energipriser, er brast, og konklusionen bliver så, at vi forsøger at lave noget mere og bedre fri konkurrence.
Det kan man godt, for det kan jo godt være, at man bare må erkende, at det system, man lavede tilbage i 2000, og som skulle virke fra 2003, ikke var så gennemtænkt og ikke så fornuftigt, så det kan gøres meget bedre.
Jeg har måske lidt den samme opfattelse som SF's ordfører, nemlig at en tro på, at det her skaber den store forandring, har jeg ikke, men det er jo rigtig nok, at det skaber et lidt mere gennemskueligt system, og det skal man altid været tilhænger af.
Man kan jo også se, at nogle af dem, som har nydt godt af den manglende gennemskuelighed, nemlig nogle af de store elforbrugere, som har været i stand til at lave gunstige aftaler med elselskaberne og har tørret regningen af på de almindelige forbrugere, er bekymrede.
Jeg vil bare sige, at hvis mere gennemsigtighed i konkurrencen kan rykke det lidt, sådan at almindelige forbrugere kan komme til at stå stærkere i forhold til meget store forbrugere, så synes vi sådan set i Enhedslisten, at det er rigtig godt.
For vi har sådan set i de senere år brugt energi på at afsløre, hvordan prisudviklingen har været for almindelige forbrugere.
Vi kunne jo bare konstatere, at alle de påstande om, at konkurrence ville føre til lavere priser, intet havde på sig.
Man kunne se præcis den modsatte udvikling, nemlig at priserne for de almindelige og små forbrugere steg, mens det ganske rigtigt havde nogle positive effekter for de store forbrugere.
Men nu indfører vi altså det her system, som alt andet lige skulle være mere gennemskueligt og derfor åbne op for, at almindelige forbrugere kan få bedre muligheder for gennem at skifte elhandelsselskab måske at opnå nogle gevinster.
Jeg tror, at jeg er enig med hr.
Steen Gade i, at vi skal se på andre ting.
Vi skal se på et tarifsystem, som for alvor belønner, at man sparer, og et tarifsystem, der for alvor belønner, at man bruger den el på det tidspunkt, hvor man kan sige, at der produceres meget, uden at der er noget stort forbrug.
Vi skal se på mange andre elementer.
Og nogle gange skulle vi måske også overveje at se på, om det der med den enkelte families ret til selv altid at vælge skaber den største konkurrence.
Vi har jo haft en diskussion bl.a.
med den almene boligsektor, og de siger, at de faktisk synes, at det er et kæmpe handicap, at de ikke afdelingsvis er i stand til at lave aftaler med elhandelsselskaber om at få en billigere aftale, end den enkelte familie måske kan opnå for sig selv.
Det hænger jo sammen med, at man ikke med de nuværende regler har mulighed for at lave aftaler, hvor man binder alle, der bor i en bestemt afdeling.
Det tror jeg er nogle af de ting vi skal prøve at se på.
Jeg erkender, at der er mange både EU-mæssige og juridiske og politiske problemer i det, men jeg tror, det er nogle af de ting, vi skal ind på.
Men der skal altså ikke være nogen tvivl om, at Enhedslisten grundlæggende synes, at hvis man skal have et såkaldt frit liberaliseret elmarked, og hvis man skal have konkurrence, så er det bedre med et gennemskueligt marked, hvor man kan se, hvad prisen er, end med et uigennemskueligt marked.
Det tror vi er til størst fordel for de almindelige forbrugere, og derfor støtter vi også det her lovforslag.